Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del Bilag 203
Offentligt
Folketingets Grønlandsudvalg
København, 8. april 2015
Sagsnr.: 29846
Dok.nr.: 793172
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 59 (GRU alm. del) stillet den 12. marts
2015 efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Peter Juel Jensen (V)
Spørgsmål nr. (59):
”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. marts 2015 fra Ocean Tiger
vedr. rejefiskeri på kvoter, jf. GRU alm. del - bilag 24”
Svar:
Jeg er fuldt ud opmærksom på, at den seneste udvikling i rejefiskeriet ved Grønland byder på store
udfordringer for fartøjet Ocean Tiger. Under forhandlingerne om fiskerimuligheder ved Grønland for
2015 mellem EU og Grønland i november 2014 var det udgangspunktet fra grønlandsk side, at de i
lyset af rådgivningen om rejebestanden vest for Grønland ikke var i stand til at tilbyde EU en
kvote. Bestanden af rejer ved Vestgrønland er inde i en negativ udvikling og den grønlandske
fiskeflåde har førsteprioritet til de grønlandske fiskeriressourcer. Dette er et princip, som EU
respekterer og som ligeledes ses i EU’s andre fiskeriaftaler med tredjelande. I sidste ende
forhandlede parterne sig frem til en mængde rejer til EU, der indebar en nedgang fra 3.400 tons til
2.000 tons rejer ved Vestgrønland i 2015. Alle parter i forhandlingerne var klar over, at dette ville
have store konsekvenser for Ocean Tiger, der fisker hele EU’s kvote af ”vest-rejer”. Derfor var alle
også forberedte på, at forhandlingerne den 17.-20. marts 2015 om en ny fiskeriprotokol ville blive
særligt udfordrende i forhold til fastsættelse af såkaldte vejledende kvoter for rejer ved
Vestgrønland.
Den 20. marts 2015 signerede EU og Grønland ny fiskeriprotokol, der skal gælde perioden 2016-
2020. Fra dansk side har vi arbejdet intensivt for at bevare fiskerimuligheder mellem EU og
Grønland på det højest mulige bæredygtige niveau. Hensynet til den biologiske rådgivning om
bestandene og Grønlands forrang til udnyttelse af egne ressourcer vejer i den forbindelse
tungt. Ikke mindst efter dansk indsats og med henvisning til parternes ønske om et fortsat godt og
udbytterigt samarbejde - også mellem Ocean Tiger og den grønlandske industri - nåede man frem
til en vejledende kvote for rejer ved Vestgrønland på 2.600 tons i den nye protokol. De endelige
kvoter fastsættes årligt i lyset af den aktuelle biologiske rådgivning. Jeg håber, at vi ved en
bæredygtig forvaltning af bestanden fremover vil se en positiv udvikling, der kan give øgede
fiskerimuligheder til gavn for både Grønland og danske fiskeriinteresser.
Dan Jørgensen
/ Stina Østergaard Gmür
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.fvm.dk