Åbent brev til uddannelses‐ og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen
Den 8. oktober 2014
Indstil skydningen på sprog‐ og kulturfagene
Kære Sofie Carsten Nielsen.
Dimensionering lyder uskyldigt. Noget med at tilpasse en smule, foretage smårettelser, så tingene passer lidt
bedre i størrelse end i dag. Det er også sådan, du har fremlagt din model for dimensionering af de
videregående uddannelser. Som en mindre justering.
Men reelt er der tale om en uhørt voldsom politisk indblanding i uddannelsesinstitutionernes frihed, der for
nogle uddannelsers vedkommende er godt i gang med at fjerne grundlaget for deres eksistens.
Københavns Universitet har beregnet, at din dimensionering er langt værre end først antaget, da den kommer
til at gå ud over bacheloroptaget allerede fra næste år. Deres beregninger viser en samlet reduktion på tæt
ved 50 pct. og nedlæggelse af op til 20 uddannelser.
Det har for mig været en stor negativ overraskelse, at du så målrettet og entydigt er gået efter humaniora,
herunder de klassiske humanistiske fag. Det var der trods alt ikke lagt op til i analyserne og talmaterialet fra
Produktivitetskommissionen og Kvalitetsudvalget. De faglige miljøer har arbejdet hårdt på at imødekomme
forårets politiske signaler om begrænsninger på optaget på en faglig forsvarlig måde.
Det arbejde er nu mere eller mindre gjort til skamme, og de ansatte ledere, undervisere og forskere kan ikke
andet end at føle, at de, deres faglighed og hele arbejdsvilkår er udsat for en uhørt vilkårlighed fra politisk
hold. Det stemmer unægtelig meget dårligt med den tillidsreform, som dit parti har gjort sig til bannerfører
for.
Jeg vil gerne være med til at tale om dimensioner. Men vi må også tale om proportioner. Og her er jeg nødt til
at sige, at dimensioneringen af sprog‐ og kulturfagene er ude af proportioner. Når hele uddannelser er truet af
lukning, så er det fordi, du er gået for langt.
Indrømmet: Der er alt for høj ledighed blandt vores nyuddannede akademikere. Men netop fordi vores
medlemmer er blandt de højst uddannede i landet, så ender de faktisk med at få job alligevel. Det går bare
langsommere, og vejen til et fast job er bare længere for en nyuddannet, der har læst kinesisk eller antropologi
end en, der har læst medicin.
I statistikken kan vi se, at mange er ledige efter et år og også efter to år. Men efter tre år er de færdige med
deres midlertidige ansættelser, løntilskudsjob og efteruddannelser, og så får de næsten alle sammen job. Fordi
de er dygtige. Fordi de i den grad er god, alsidig og fleksibel arbejdskraft for virksomhederne.
Pointen her er, at løsningen på den alt for store dimittendledighed ikke er et ensidigt felttog mod humaniora.
For humanisterne er faktisk i fuld fart på vej ud i virksomheder, som ikke tidligere har ansat akademikere, ikke
mindst i eksporterhvervene. Tidligere fandtes humanistiske kandidater stort set kun på
uddannelsesinstitutionerne og i det offentlige. I dag bliver over halvdelen af de nyuddannede humanister
ansat i det private. Store trendsættende virksomheder som Novo Nordisk og Lego rekrutterer målrettet
humanister, fordi de har fundet ud af, at de kan noget, andre ikke kan.