Uddannelses- og Forskningsudvalget 2014-15 (1. samling)
FIV Alm.del Bilag 193
Offentligt
Peter Lodahl får prestigefuldt ERC Advanced Grant
Peter Lodahl, der er professor og leder af forskningsgruppen Kvantefotonik på Niels Bohr
Institutet ved Københavns Universitet har fået en stor og prestigefuld bevilling fra det
Europæiske Forskningsråd, ERC’s Advanced Grant. Bevillingen på godt 18,6 mio. kr. (2�½
mio. euro) har en varighed på fem år og er til projektet: Scalable Quantum Photonic
Networks.
”Peter Lodahl har et enestående karriereforløb indenfor halvleder-kvanteoptik og har haft adskillige
fremragende artikler i prestigefulde videnskabelige tidsskrifter som Nature, Science og Physical
Review Letters. Han har udviklet sine egne teoretiske løsninger og har samtidigt realiseret dem i
teknologiske udfordrende eksperimenter. Han er uden tvivl en internationalt synlig forsker, og han
har vist stor evne til at lede et forskerhold”, lyder ERC’s begrundelse for Advanced Grant
bevillingen
Betydningsfuld bevilling
European Research Council’s, (ERC) Advanced Grant blev oprettet i 2008, og kun 34 danske
forskere har siden da modtaget denne bevilling. I år modtog ERC Advanced Grant 2287
ansøgninger fra den europæiske forskningselite, så det er virkelig en bedrift at slippe gennem
nåleøjet.
”Det er fantastisk, at vi har fået en så stor og betydningsfuld bevilling efter kun at have haft
forskningsgruppen i 10 år, og det er en kæmpe anerkendelse af, hvor langt, vi er kommet med vores
forskning. Vi har tidligere fået bevilling fra ERC’s Consolidator Grant, så vores forskning har de
seneste fem år i høj grad været støttet af internationale midler. Denne bevilling sikrer, at vi kan
fortsætte vores forskning på et meget højt niveau”, siger Peter Lodahl, der mener, at
kvanteinformation bliver fremtidens teknologi.
Forskningen går ud på at udvikle teknologi til kvantekommunikation baseret på kredsløb af lys
(fotonik) i stedet for kredsløb baseret på elektroner (elektronik). Informationen ligger i den enkelte
foton (lyspartikel) og kræver, at man kan skabe en strøm af fotoner én ad gangen og styre deres
retning. Peter Lodahls gruppe har derfor udviklet verdens mest effektive foton-kanon integreret på
en optisk chip, som gør, at de kan styre fotonerne til fulde. Det er ultimativ kontrol over
vekselvirkning mellem stof og lys og giver fantastiske nye muligheder for fundamentale
eksperimenter og ny teknologi.
Kvantefysikkens udfordring
”Det er en stor udfordring indenfor kvantefysikken i dag at få de eksperimenter, som fungerer på
lille skala udviklet til større skala, således at de også virker udenfor laboratoriet og kan blive til en
praktisk realitet og fungere som kvante-netværk. Den udfordring vil vi gerne tage op. Vores metode
begynder nu at være moden til at udvikle kvantefotoniske netværk”, siger Peter Lodahl.
Peter Lodahl blev kandidat i fysik fra Århus Universitet i 1997 og ph.d. i kvantefysik fra Niels Bohr
Institutet i år 2000. Derefter var han postdoc på først Caltech i USA og derefter på Twente
University i Holland. Herefter vendte han i 2005 tilbage til Danmark til DTU, hvor han begyndte at
opbygge sin egen forskningsgruppe i kvantefotonik. I 2011 fik han et professorat på Niels Bohr
Institutet og medbragte sin forskningsgruppe på otte forskere. Gruppen er nu vokset til 15 forskere,