Uddannelses- og Forskningsudvalget 2014-15 (1. samling)
FIV Alm.del Bilag 166
Offentligt
1519804_0001.png
DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
26. februar 2015
*
»Præjudiciel forelæggelse – fri bevægelighed for personer – artikel 20 TEUF og
21 TEUF – statsborger i en medlemsstat – bopæl i en anden medlemsstat –
uddannelse, der tages i et oversøisk land eller territorium – bevarelse af ydelsen af
støtte til videregående uddannelse – krav om bopæl i tre ud af seks år – restriktion
– begrundelse«
I sag C-359/13,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF,
indgivet af Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) ved afgørelse af 24. juni
2013, indgået til Domstolen den 27. juni 2013, i sagen:
Babette Martens
mod
Minister van Onderwijs, Cultuur en Wetenschap,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Ó Caoimh
(refererende dommer), C. Toader, E. Jarašiūnas og C.G. Fernlund,
generaladvokat: E. Sharpston
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. juli 2014,
efter at der er afgivet indlæg af:
*
Processprog: nederlandsk.
DA
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
DOM AF 26.2.2015 – SAG C-359/13
den nederlandske regering ved M. Bulterman, B. Koopman og J. Langer,
som befuldmægtigede
den danske regering ved C. Thorning og M. Søndhal Wolff, som
befuldmægtigede
Europa-Kommissionen
befuldmægtigede,
ved
J.
Enegren
og
M.
van
Beek,
som
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 24.
september 2014,
afsagt følgende
Dom
1
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 20
TEUF, 21 TEUF og 45 TEUF og af artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EØF)
nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for
Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467).
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Babette
Martens og Minister van Onderwijs, Cultuur en Wetenschap (ministeren for
undervisning, kultur og videnskab, herefter »ministeren«) vedrørende
sidstnævntes anmodning om tilbagebetaling af den studiestøtte til videregående
uddannelse (herefter »studiestøtte«), som var blevet ydet til Babette Martens, med
den begrundelse, at hun ikke opfyldte det i den nationale lovgivning fastsatte krav,
hvorefter Babette Martens skulle have været bosat i Nederlandene i tre af de
seneste seks år forud for hendes indskrivning på en uddannelse uden for
Nederlandene (herefter »kravet om tre ud af seks år««).
Retsforskrifter
EU-retten
3
Artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1612/68 fastsætter:
»1. En arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat, må ikke på grund af sin
nationalitet behandles anderledes på de øvrige medlemsstaters område end
indenlandske arbejdstagere med hensyn til beskæftigelses- og arbejdsvilkår,
navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og, i tilfælde af arbejdsløshed,
genoptagelse af beskæftigelse i faget eller genansættelse.
2.
Arbejdstageren nyder samme sociale og skattemæssige fordele som
indenlandske arbejdstagere.«
I-2
2
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
MARTENS
Nederlandsk ret
4
Artikel 2.2, stk. 1, i Wet studiefinanciering 2000 (lov af 2000 om studiestøtte) i
den affattelse, der følger af ændringen af 11. oktober 2006 (herefter »WSF
2000«), har følgende ordlyd:
»Studiestøtte kan tildeles studerende, der:
a)
b)
er nederlandske statsborgere
ikke er nederlandske statsborgere, men som i henhold til en traktat eller en
beslutning truffet af en international organisation ligestilles med
nederlandske statsborgere for så vidt angår studiestøtte [...]
[...]«
5
Artikel 2.14 i denne lov, der senest er blevet ændret ved lov af 15. december 2010
(Stb. 2010, nr. 807), bestemmer:
»1. Denne artikel finder alene anvendelse på de studerende, der er indskrevet
efter den 31. august 2007 med henblik på at følge en videregående uddannelse i en
læreanstalt beliggende uden for Nederlandene [...]
2.
a)
Studiestøtte kan tildeles studerende, der:
er indskrevet med henblik på at følge undervisningen på en uddannelse uden
for Nederlandene, forudsat dog at der i Nederlandene ydes studiestøtte for en
tilsvarende type uddannelse, at uddannelsens niveau og kvalitet kan
sammenlignes med niveauet og kvaliteten på tilsvarende uddannelser [...],
og at den afsluttende prøve på uddannelsen kan sammenlignes med den
afsluttende prøve på tilsvarende uddannelser [...]
er indskrevet med henblik på at følge undervisningen på en uddannelse uden
for Nederlandene, der, uden at dette berører det under a) fastsatte, i øvrigt
opfylder de ved ministeriel bekendtgørelse fastsatte kriterier, og
har været bosat i Nederlandene i minimum tre år inden for de sidste seks år
forud for deres indskrivning på denne uddannelse og lovligt har opholdt sig
her i denne periode. Den periode, hvori en studerende har været indskrevet
på en uddannelse uden for Nederlandene, jf. litra a), indgår ikke ved
fastlæggelsen af den i første punktum omhandlede periode på seks år.
b)
c)
[...]«
6
Ifølge artikel 11.5 i WSF 2000 kan ministeren fravige det krav om tre ud af seks
år, der er fastsat i denne lovs artikel 2.14, stk. 2, litra c), såfremt det vil være
åbenbart urimeligt at opretholde kravet.
I-3
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
DOM AF 26.2.2015 – SAG C-359/13
7
Artikel 12.3 i WSF 2000, der indeholder en overgangsbestemmelse på grundlag af
denne lovs artikel 2.14, som ændret med virkning fra den 1. september 2007,
fastsætter:
»Uanset artikel 3.21, stk. 2, [i WSF 2000] kan en studerende – der inden den 1.
september 2007, uden at have indgivet en ansøgning om studiestøtte [...], allerede
var indskrevet på en videregående uddannelse uden for Nederlandene – med
tilbagevirkende kraft indtil tidligst den 1. september 2007 indgive en ansøgning
om studiestøtte med henblik på at følge en videregående uddannelse uden for
Nederlandene, såfremt den pågældende indgiver en anmodning herom senest den
31. august 2008.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
8
Sagsøgeren i hovedsagen, der er nederlandsk statsborger født den 2. oktober 1987,
flyttede i juni 1993 med sine forældre til medlemsstaten Belgien, hvor hendes far
har udøvet lønnet beskæftigelse, hvor hun har gået på en flamsk grundskole og et
flamsk gymnasium, og hvor den nævnte sagsøgers familie fortsat er bosiddende.
Fra den 15. august 2006 var sagsøgeren i hovedsagen indskrevet på et universitet i
De Nederlandske Antiller, i Willemstad (Curaçao), for her at følge et
bachelorstudium på fuld tid.
I perioden mellem oktober 2006 og oktober 2008 havde sagsøgeren i hovedsagens
far også erhvervsmæssig beskæftigelse på deltid som grænsearbejder i
Nederlandene. I november 2008 genoptog han en erhvervsmæssig beskæftigelse
på fuld tid i Belgien.
Den 24. juni 2008 indgav sagsøgeren i hovedsagen en ansøgning om studiestøtte
til ministeren. På den formular, der skulle udfyldes med henblik herpå, bekræftede
hun bl.a., at hun i de seks år, der lå forud for hendes påbegyndelse af studiet i
Curaçao, havde været lovligt bosiddende i Nederlandene i mindst tre år.
Ved afgørelse af 22. august 2008 bevilgede ministeren – i henhold til reglen om
studerende, der ikke længere bor hos deres forældre – sagsøgeren i hovedsagen
studiestøtte med virkning fra september 2007, hvilket er den i artikel 12.3 i WSF
2000 fastsatte skæringsdato for tildeling af støtte med tilbagevirkende kraft, i form
af et basisstipendium og en godtgørelse for offentlig transport. Denne støtte blev
forlænget periodisk af ministeren. Den 1. februar 2009 søgte sagsøgeren i
hovedsagen om et supplerende lån til studerende, hvilket hun blev bevilget.
Efter en kontrol med studiestøtten konstaterede ministeren ved afgørelser af 28.
maj 2010, at sagsøgeren i hovedsagen ikke havde været bosiddende i
Nederlandene i mindst tre år mellem august 2000 og juli 2006, og fastslog derfor,
at hun ikke opfyldte kravet om tre ud af seks år. Følgelig annullerede ministeren
den studiestøtte, der tidligere var blevet bevilget sagsøgeren i hovedsagen, afslog
I-4
9
10
11
12
13
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
MARTENS
enhver anden forlængelse af denne støtte og anmodede om tilbagebetaling af den
støtte, som var blevet udbetalt til hende, dvs. 19 481,64 EUR.
14
Ved afgørelse af 27. august 2010 fastslog ministeren, at de klagepunkter, som var
blevet rejst i forbindelse med sagsøgeren i hovedsagens administrative klage til
prøvelse af afgørelserne af 28. maj 2010, og hvorved Babette Martens gjorde
gældende, at den manglende tilknytning til Nederlandene ikke i tilstrækkelig grad
kunne begrunde, at hun ikke blev tildelt studiestøtte på grund af manglende
opfyldelse af kravet om tre ud af seks år, var ugrundede. Ifølge Babette Martens
kan studerende, der opfylder dette krav, og som derfor kan ansøge om nederlandsk
støtte til uddannelse uden for Nederlandene, have en væsentlig mindre stærk
tilknytning til denne medlemsstat end den, som hun havde og altid vil have til
denne.
Rechtbank ’s-Gravenhage gav ikke Babette Martens medhold i det søgsmål, hun
anlagde til prøvelse af afgørelsen af 27. august 2010.
I forbindelse med den appelprocedure, som sagsøgeren i hovedsagen iværksatte
ved den forelæggende ret til prøvelse af dommen fra Rechtbank ’s-Gravenhage,
erklærede ministeren ikke at ville anvende kravet om tre ud af seks år over for
Babette Martens for perioden mellem september 2007 og oktober 2008 med den
begrundelse, at hendes far i denne periode havde deltidsarbejde i Nederlandene,
og at betingelserne for ydelse af studiestøtte derfor var opfyldt. Derimod finder
kravet om tre ud af seks år fortsat anvendelse på perioden fra november 2008 til
juni 2011, idet hendes far i denne periode ikke længere kunne anses for en
grænsearbejder i Nederlandene, for så vidt som han fra denne dato udelukkende
arbejdede i Belgien.
Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at ud over ansøgningen om
studiestøtte har sagsøgeren i hovedsagens forældre betalt hovedparten af hendes
leveomkostninger og undervisningsgebyrer i forbindelse med hendes uddannelse
på universitetet i De Nederlandske Antiller, hvilken uddannelse sluttede den 1. juli
2011.
På denne baggrund har Centrale Raad van Beroep besluttet at udsætte sagen og
forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) a)
Skal EU-retten, især artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 2, i forordning
nr. 1612/68, fortolkes således, at den er til hinder for, at [EU-
medlemsstaten (dvs. Kongeriget Nederlandene)] indstiller studiestøtten
til en uddannelse uden for EU til et voksent barn, over for hvem en i
Belgien bosat grænsearbejder med nederlandsk statsborgerskab, som
arbejder dels i Nederlandene, dels i Belgien, har forsørgerpligt, og
dette sker på det tidspunkt, da grænsearbejdet ophører, og
arbejdstageren nu kun arbejder i Belgien, og med den begrundelse, at
barnet ikke opfylder betingelsen om at have boet i Nederlandene i
I-5
15
16
17
18
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
DOM AF 26.2.2015 – SAG C-359/13
mindst tre af de seneste seks år forud for optagelsen på den
pågældende undervisningsanstalt?
b)
Såfremt spørgsmål 1, litra a), skal besvares bekræftende, og det
antages, at de øvrige betingelser for studiestøtte er opfyldt, er EU-
retten da til hinder for, at studiestøtten tilkendes for en periode, der er
kortere end varigheden af den uddannelse, som studiestøtten er
bevilget til?
Såfremt Domstolen ved besvarelsen af spørgsmål 1, litra a) og b), når til den
afgørelse, at reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er til hinder
for, at der i perioden fra november 2008 til juni 2011 eller i en del af denne
periode ikke tilkendes Babette Martens nogen studiestøtte:
2)
Skal artikel 20 TEUF og 21 TEUF da fortolkes således, at de er til hinder
for, at EU-medlemsstaten [(dvs. Kongeriget Nederlandene)] ikke forlænger
studiestøtten til en uddannelse på en undervisningsanstalt i et OLT-område
([i det foreliggende tilfælde] Curaçao), som der var ret til, da den
pågældendes [far] var beskæftiget i Nederlandene som grænsearbejder, idet
den manglende forlængelse begrundes med, at den pågældende ikke
opfylder den betingelse, der gælder for enhver unionsborger, herunder egne
statsborgere, nemlig at den pågældende i mindst tre af de seneste seks år
forud for optagelsen på den omhandlede uddannelse skal have boet i
Nederlandene?«
Om de præjudicielle spørgsmål
19
Med sine spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret
nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder
for en medlemsstats lovgivning, såsom den i hovedsagen omhandlede, der gør
bevarelsen af ydelse af støtte til en videregående uddannelse, der tages uden for
denne stat, betinget af, at den studerende, som ansøger om at blive bevilget en
sådan støtte, har været bosiddende i den nævnte medlemsstat i en periode på
mindst tre år i løbet af de seks år, der ligger forud for den pågældendes
indskrivning på den nævnte uddannelse.
Det bemærkes indledningsvis, at Babette Martens i sin egenskab af nederlandsk
statsborger er unionsborger i henhold til artikel 20, stk. 1, TEUF og som følge
heraf kan påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til en sådan status, herunder i
givet fald over for sin oprindelsesmedlemsstat (jf. domme Morgan og Bucher, C-
11/06 og C-12/06, EU:C:2007:626, præmis 22, samt Prinz og Seeberger, C-523/11
og C-585/11, EU:C:2013:524, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er unionsborgerskabets formål at
skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, idet det gør
det muligt for de af medlemsstaternes statsborgere, som befinder sig i samme
I-6
20
21
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
MARTENS
situation, inden for EUF-traktatens materielle anvendelsesområde at blive
undergivet samme retlige behandling uanset deres nationalitet og med forbehold
af udtrykkeligt fastsatte undtagelser i denne henseende (domme D’Hoop, C-
224/98, EU:C:2002:432, præmis 28, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524,
præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
22
Blandt de situationer, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, findes
de, der er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder,
bl.a. de, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på
medlemsstaternes område i henhold til artikel 21 TEUF (domme Morgan og
Bucher, EU:C:2007:626, præmis 23, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524,
præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
I denne henseende bemærkes, at selv om det er medlemsstaterne, der i
overensstemmelse med artikel 165, stk. 1, TEUF er kompetente for så vidt angår
undervisningsindholdet og opbygningen af deres respektive uddannelsessystemer,
skal de udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten og herunder
specielt traktatens bestemmelser om enhver unionsborgers ret til at færdes og
opholde sig frit på medlemsstaternes område i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF
(domme Morgan og Bucher, EU:C:2007:626, præmis 24, samt Prinz og
Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
Desuden pålægger EU-retten ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at
fastsætte en ordning med støtte til videregående uddannelse til at studere i en
medlemsstat eller i udlandet. Når en medlemsstat imidlertid fastsætter en sådan
ordning, der gør det muligt for studerende at modtage sådan støtte, skal den drage
omsorg for, at de nærmere bestemmelser om tildeling af denne støtte ikke skaber
en ubegrundet restriktion for den nævnte ret til at færdes og opholde sig på
medlemsstaternes område (jf. i denne retning domme Morgan og Bucher,
EU:C:2007:626, præmis 28, Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 30, og
Thiele Meneses, C-220/12, EU:C:2013:683, præmis 25).
I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at en national lovgivning, som
stiller visse nationale statsborgere ringere, blot fordi de har gjort brug af deres ret
til at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat, udgør en restriktion for de
friheder, som ifølge artikel 21, stk. 1, TEUF tilkommer enhver unionsborger
(domme Morgan og Bucher, EU:C:2007:626, præmis 25, samt Prinz og
Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 27).
De i traktaten fastsatte rettigheder med hensyn til fri bevægelighed for
unionsborgerne ville nemlig ikke få fuld gennemslagskraft, såfremt en statsborger
fra en medlemsstat – på grund af de hindringer, der skyldes dennes ophold i en
anden medlemsstat – kunne blive afskrækket fra at udøve dem som følge af en
lovgivning i den pågældendes oprindelsesstat, der stiller vedkommende ringere,
alene fordi denne har udnyttet rettighederne (jf. i denne retning domme Morgan
I-7
23
24
25
26
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
DOM AF 26.2.2015 – SAG C-359/13
og Bucher, EU:C:2007:626, præmis 26, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524,
præmis 28).
27
Denne betragtning er særlig vigtig inden for uddannelsesområdet, når henses til de
mål, som forfølges med artikel 6, litra e), TEUF og artikel 165, stk. 2, andet led,
TEUF, nemlig bl.a. at begunstige studerendes og læreres mobilitet (jf. domme
D’Hoop, EU:C:2002:432, præmis 32, Morgan og Bucher, EU:C:2007:626,
præmis 27, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 29).
I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at sagsøgeren i hovedsagen er flyttet til
Belgien, hvor hendes far har udøvet erhvervsmæssig virksomhed, og at hun
efterfølgende har gået på en flamsk grundskole og et flamsk gymnasium. I august
2006 påbegyndte hun i en alder af 18 år sin uddannelse på universitetet i De
Nederlandske Antiller, i Willemstad, hvilken uddannelse hun afsluttede den 1. juli
2011. Babette Martens kunne, som bekræftet af den nederlandske regering i
retsmødet, tildeles støtte til at studere i Curaçao i medfør af den ved WSF 2000
indførte mulighed, hvorefter enhver studerende, der opfylder kravet om tre ud af
seks år, er berettiget til en sådan støtte til at tage en uddannelse i udlandet. Babette
Martens oplyste i forbindelse med indgivelsen af sin ansøgning om støtte i maj
2008 selv de nederlandske myndigheder om, at hun opfyldte dette krav. Babette
Martens har arbejdet i Nederlandene, siden hun afsluttede sit studium.
Ifølge den nederlandske regering foreligger der ikke nogen restriktion for
sagsøgeren i hovedsagens ret til fri bevægelighed, idet hun ved at flytte fra
Belgien til Curaçao ikke har gjort brug af den ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område, der tilkommer hende i medfør af artikel 20, stk. 2,
litra a), TEUF.
Dette argument kan ikke tiltrædes, idet der herved ikke tages hensyn til den
omstændighed, at sagsøgeren i hovedsagen har gjort brug af sin ret til at færdes
frit ved at flytte fra Nederlandene til Belgien med sin familie i 1993 og er fortsat
med at gøre brug af denne ret under hele den periode, hvor hun har boet i Belgien.
Ved at gøre bevarelsen af ydelse af støtte til uddannelse i udlandet betinget af
kravet om tre ud af seks år risikerer den i hovedsagen omhandlede lovgivning at
straffe en ansøger, alene fordi denne har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig
frit i en anden medlemsstat, henset til den indvirkning, som udøvelsen af denne
frihed kan have på muligheden for at modtage en sådan støtte til videregående
uddannelse (jf. i denne retning domme D’Hoop, EU:C:2002:432, præmis 30, Prinz
og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 32, og Thiele Meneses, EU:C:2013:683,
præmis 28).
Det er, således som generaladvokaten har anført i punkt 106 i forslaget til
afgørelse, i denne henseende uden betydning, at der er gået betydelig tid, siden
sagsøgeren i hovedsagen gjorde brug af sin ret til fri bevægelighed (jf. analogt
dom Nerkowska, C-499/06, EU:C:2008:300, præmis 47).
I-8
28
29
30
31
32
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
MARTENS
33
Det må således fastslås, at kravet om tre ud af seks år – således som dette er
fastsat i artikel 2.14, stk. 2, i WSF 2000 – udgør en restriktion for den ret til fri
bevægelighed og ophold, som alle unionsborgere nyder i medfør af artikel 21
TEUF, også selv om det gælder uden forskel for nederlandske statsborgere og
andre unionsborgere (jf. i denne retning dom Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524,
præmis 31).
Den restriktion, som følger af den i hovedsagen omhandlede lovgivning, er kun
begrundet efter EU-retten, såfremt den er baseret på objektive almene hensyn, der
er uafhængige af de berørte personers nationalitet, og står i rimeligt forhold til det
mål, der lovligt forfølges med national ret. Det fremgår af Domstolens praksis, at
en foranstaltning er forholdsmæssig, når den er egnet til at sikre opfyldelsen af det
forfulgte mål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det (domme
De Cuyper, C-406/04, EU:C:2006:491, præmis 40 og 42, Morgan og Bucher,
EU:C:2007:626, præmis 33, samt Prinz og Seeberger, EU:C:2013:524, præmis
33).
Den nederlandske regering har gjort gældende, at såfremt der foreligger en
restriktion for retten til at færdes og opholde sig frit, er bestemmelserne i WSF
2000 begrundet i objektive almene hensyn, nemlig målet om at sikre en
mindstegrad af integration mellem støtteansøgeren og ydelsesstaten. Det er
således berettiget at forbeholde støtten til en hel uddannelse i udlandet til de
studerende, der godtgør, at de er tilstrækkeligt integreret i Nederlandene. En
studerende, der har boet i Nederlandene i en periode på minimum tre ud af de
foregående seks år forud for sin uddannelse i udlandet, godtgør denne
integrationsgrad. Dette krav går af to grunde heller ikke videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå de forfulgte mål. For det første kan den kompetente minister i
henhold til artikel 11.5 i WSF 2000 undlade at anvende kravet om tre ud af seks
år, såfremt det vil være åbenbart urimeligt at opretholde kravet, hvorved det
undgås at anse dette krav for at være for generelt. For det andet forudsætter det
nævnte bopælskrav ikke, at den studerende har haft bopæl i Nederlandene i en
periode på tre år i træk inden påbegyndelsen af sit studie, og er derfor ikke for
ekskluderende.
I denne henseende bemærkes, at såvel integration af studerende som ønsket om at
sikre et vist tilknytningsforhold mellem samfundet i ydelsesmedlemsstaten og den,
der er berettiget til en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, kan udgøre
objektive almene hensyn, som kan begrunde, at betingelserne for bevilling af en
sådan ydelse kan påvirke unionsborgernes frie bevægelighed (jf. i denne retning
dom Thiele Meneses, EU:C:2013:683, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at det bevis, som en medlemsstat kræver
for, at det kan gøres gældende, at der består en reel integration, ikke må have en
for ekskluderende karakter derved, at en omstændighed, som ikke nødvendigvis er
udtryk for den reelle og faktiske grad af tilknytning mellem ansøgeren og denne
medlemsstat, utilbørligt prioriteres, og alle andre relevante omstændigheder lades
I-9
34
35
36
37
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
DOM AF 26.2.2015 – SAG C-359/13
ude af betragtning (jf. domme D’Hoop, EU:C:2002:432, præmis 39, Prinz og
Seeberger, EU:C:2013:524, præmis 37, og Thiele Meneses, EU:C:2013:683,
præmis 36).
38
Hvad angår graden af tilknytning mellem modtageren af en ydelse og den
pågældende medlemsstat har Domstolen fastslået, at medlemsstaterne hvad angår
en ydelse som den i hovedsagen omhandlede, som ikke er reguleret i EU-retten,
har en vid skønsbeføjelse ved fastsættelsen af kriterierne for vurderingen af en
sådan tilknytning (jf. i denne retning domme Gottwald, C-103/08,
EU:C:2009:597, præmis 34, og Thiele Meneses, EU:C:2013:683, præmis 37).
Et enkeltstående bopælskrav som det i hovedsagen omhandlede risikerer
imidlertid at udelukke studerende, der, selv om de ikke har haft bopæl i
Nederlandene i de påkrævede tre ud af seks år inden påbegyndelsen af en
uddannelse i udlandet, ikke desto mindre har reelle integrationsbånd, som knytter
dem til denne medlemsstat, fra at blive tildelt den pågældende støtte til
videregående uddannelse.
I denne henseende bemærkes, at Domstolen for så vidt angår den i hovedsagen
omhandlede lovgivning allerede har fastslået, at anvendelsen af kravet om tre ud
af seks år indførte en ubegrundet forskelsbehandling mellem nederlandske
arbejdstagere og vandrende arbejdstagere, der er bosat i Nederlandene, idet dette
krav ved at pålægge specifikke perioder med ophold på den omhandlede
medlemsstats område prioriterede en faktor, der ikke nødvendigvis er den eneste
indikator for den reelle grad af tilknytning mellem den berørte og den nævnte
medlemsstat, og derfor efter sin karakter var for ekskluderende (jf. dom
Kommissionen mod Nederlandene, C-542/09, EU:C:2012:346, præmis 86 og 88).
Den i hovedsagen omhandlede lovgivning er imidlertid, for så vidt som den
indebærer en restriktion for den ret, som en unionsborger, såsom sagsøgeren i
hovedsagen, har til at færdes og opholde sig frit, efter sin karakter ligeledes for
ekskluderende, idet den ikke gør det muligt at tage hensyn til andre bånd, der kan
knytte en sådan studerende til ydelsesmedlemsstaten, såsom den studerendes
statsborgerskab, skolegang, familie, beskæftigelse og sprogkundskaber eller andre
sociale eller økonomiske bånd (jf. i denne retning dom Prinz og Seeberger,
EU:C:2013:524, præmis 38). Tilsvarende, og således som generaladvokaten har
anført i punkt 103 i forslaget til afgørelse, kan beskæftigelsen i
ydelsesmedlemsstaten for de familiemedlemmer, som den studerende er afhængig
af, ligeledes udgøre et af de forhold, som der skal tages hensyn til ved vurderingen
af disse bånd.
Under de omstændigheder, der er gældende i tvisten i hovedsagen, kan den
kompetente ministers eventuelle anvendelse af artikel 11.5 i WSF 2000, hvilken
bestemmelse gør det muligt for denne minister at fravige kravet om tre ud af seks
år, såfremt det vil være åbenbart urimeligt at opretholde kravet, desuden ikke
ændre ved, at det nævnte krav er for ekskluderende. Det viser sig nemlig, at denne
I - 10
39
40
41
42
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
MARTENS
bestemmelse ikke garanterer, at der tages hensyn til de andre tilknytningsbånd,
som kan knytte sagsøgeren i hovedsagen til ydelsesmedlemsstaten, og den gør det
derfor ikke muligt at nå det integrationsmål, som ifølge den nederlandske regering
er formålet med den i hovedsagen omhandlede lovgivning.
43
Under disse omstændigheder er det i hovedsagen omhandlede krav om tre ud af
seks år både for ekskluderende og for tilfældigt derved, at et forhold, som ikke
nødvendigvis er udtryk for ansøgerens grad af integration i den pågældende
medlemsstat, utilbørligt prioriteres. Den i hovedsagen omhandlede nationale
lovgivning kan derfor ikke anses for at stå i rimeligt forhold til målet vedrørende
integration.
Det tilkommer derfor den forelæggende ret, som er enekompetent til at vurdere de
faktiske omstændigheder, at undersøge, om der foreligger et eventuelt
tilknytningsforhold mellem sagsøgeren i hovedsagen og Kongeriget Nederlandene
i lyset af, at Babette Martens, som er nederlandsk statsborger født i Nederlandene,
i sin ansøgning om støtte har anført at have boet i denne medlemsstat i en periode
på tre år i løbet af de seks år, der ligger forud for hendes indskrivning på en
udenlandsk uddannelse, men det i realiteten forholder sig således, at hun har boet i
Belgien siden seksårsalderen, at hendes far har arbejdet i Nederlandene mellem
2006 og 2008, og at hun arbejder der nu.
De forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 20 TEUF og 21 TEUF
skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, såsom
den i hovedsagen omhandlede, der gør bevarelsen af ydelse af støtte til en
videregående uddannelse, der tages uden for denne stat, betinget af, at den
studerende, som ansøger om at blive bevilget en sådan støtte, har været
bosiddende i den nævnte medlemsstat i en periode på mindst tre år i løbet af de
seks år, der ligger forud for den pågældendes indskrivning på den nævnte
uddannelse.
Sagens omkostninger
46
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der
verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om
sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er
afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 20 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en
medlemsstats lovgivning, såsom den i hovedsagen omhandlede, der gør
bevarelsen af ydelse af støtte til en videregående uddannelse, der tages uden
for denne stat, betinget af, at den studerende, som ansøger om at blive
bevilget en sådan støtte, har været bosiddende i den nævnte medlemsstat i en
I - 11
44
45
FIV, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 166: Notat vedr. konsekvenser af EU-Domstolens dom i C-359/13, Martens, fra uddannelsesministeren
DOM AF 26.2.2015 – SAG C-359/13
periode på mindst tre år i løbet af de seks år, der ligger forud for den
pågældendes indskrivning på den nævnte uddannelse.
Underskrifter
I - 12