Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 87
Offentligt
1420117_0001.png
 
NOTAT
3
1 .
O k to b e r
2 0 1 4
Folketingets EU-beslutningsproces er utids-
svarende
Kontakt:
Senioranalytiker, ph.d., Maja Kluger Rasmussen
+45 30 59 55 87
 
[email protected]
RESUME    
Den   1.   november   træder   den   nye   Europa-­‐Kommission   til.   Det   første  
Kommissionen  skal  kaste  sig  over  er  arbejdsprogrammet  for  2015.  Men  der  er  også  
andre   vigtige   tiltag,   Jean-­‐Claude   Juncker   har   lovet   at   tage   fat   på.   Det   gælder   den  
politiske  dialog  med  nationale  parlamenter.  Det  er  en  vigtig  og  krævende  opgave,  
da   nationale   parlamenter   har   set   deres   indflydelse   svinde   ind   i   takt   med,   at   EU-­‐
integrationen  er  øget,  og  Europa-­‐Parlamentet  har  fået  mere  magt.  
I   dette   notat   sætter   Tænketanken   EUROPA   fokus   på   nationale   parlamenters  
sårbare  rolle  i  EU  og  giver  fem  konkrete  forslag  til,  hvad  der  kan  gøres  for  at  styrke  
deres   position.   En   opgave,   Junckers   første   næstformand,   Frans   Timmermans,   skal  
være  med  til  at  løfte.    
Notatet   viser,   at   Folketingets   Europaudvalg   kommer   for   sent   ind   i   EU’s   beslut-­‐
ningsproces   og   derfor   har   begrænset   mulighed   for   at   kontrollere   regeringen.  
Folketingets  EU-­‐beslutningsproces  er  stadig  utidssvarende  og  må  moderniseres.  
 
De   nationale   parlamenter   risikerer   at   blive   marginaliseret   på   grund   af   EU’s  
stigende  brug  af  tidlige  aftaler,  da  85  pct.  af  EU’s  lovgivning  i  dag  bliver  forhandlet  
på  plads  allerede  ved  første  behandling.  Det  gør  det  meget  svært  for  de  nationale  
parlamenter  at  følge  med  og  ikke  mindst  at  kontrollere  deres  regeringer.  
Juncker   tilbyder   en   håndsrækning   til   nationale   parlamenter   og   lægger   op   til,   at  
nationale   parlamenter   igen   kan   komme   på   banen.   Teten   ligger   dog   ikke   kun   hos  
Kommissionen.   Også   nationale   parlamenter   og   regeringerne   kan   gøre   noget   aktivt  
for   at   ændre   de   interne   procedurer,   så   de   nationale   parlamentarikere   får   en   større  
rolle  i  den  samlede  EU-­‐beslutningsproces.  
Tænketanken EUROPA 2014
·
[email protected]
·
thinkeuropa.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0002.png
NOTAT
31. oktober 2014
 
HOVEDKONKLUSIONER:
Den   danske   model   for   EU-­‐koordination   mellem   regeringen   og   Folketinget  
trænger   til   et   grundigt   eftersyn.   Europaudvalget   inddrages   for   sent   og  
agerer  derfor  ofte  gummistempel  for  regeringen.    
Tendensen   til   at   træffe   beslutninger   i   EU   allerede   ved   første   behandling  
har   gjort   EU’s   beslutningsproces   mere   effektiv,   men   udgør   en   demokra-­‐
tisk  udfordring,  da  nationale  parlamenter  hægtes  af.  
Der   er   behov   for,   at   Folketinget   inddrages   tidligere   i   processen,   mens  
sagerne  behandles  på  arbejdsgruppe-­‐  og  COREPER-­‐niveau  i  Rådet.  
Lissabontraktatens  lancering  af  det  såkaldte  ”gule”  og  ”orange”  kort,  der  
giver  nationale  parlamenter  rollen  som  vogtere  af  nærhedsprincippet,  er  
en  symbolsk  gestus  til  nationale  parlamenter,  men  uden  bid.    
Nationale  parlamenter  skal  ikke  kun  spille  en  rolle  som  bremseklods,  som  
tilfældet   er   i   dag,   men   have   en   konstruktiv   og   proaktiv   rolle.  
Kommissionen   skal   tænke   i   nye   baner.   F.eks.   kunne   man   give   nationale  
parlamenter  mulighed  for  at  give  Kommissionen  idéer  til  ny  lovgivning  à  
la  Europa-­‐Parlamentets  indirekte  initiativret.    
Der   er   brug   for   faste   procedurer   for   en   styrket   politisk   dialog   mellem  
Kommissionen  og  de  nationale  parlamenter.  Kommissionen  bør  inddrage  
udtalelser   fra   de   nationale   parlamenter   i   deres   konsekvensanalyser.  
Kommissærerne   og   deres   embedsmænd   skal   regelmæssigt   besøge  
nationale  parlamenter.    
Nationale  parlamenter  skal  have  en  repræsentant  til  stede  under  trialog-­‐
møderne,  der  rapporterer  tilbage  til  nationale  paramenter  og  holder  dem  
ajourførte  om  nyeste  udviklinger  i  forhandlingerne.    
 
 
 
2
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0003.png
NOTAT
31. oktober 2014
Den nye Kommissions udfordring: inddragelsen af nationale parlamen-
ter  
Den   1.   november   træder   den   nye   Europa-­‐Kommission   til.   Der   er   nok   at   gå   i   gang  
med.   Som   det   første   skal   kommissærerne   kaste   sig   over   Kommissionens   årlige  
arbejdsprogram.   Her   fremlægger   Kommissionen   de   lovforslag,   den   har   tænkt   sig  
at  fremsætte  i  2015.  Udover  at  få  styr  på  hvilken  lovgivning  Kommissionen  skal  
koncentrere  sit  arbejde  om  det  næste  år,  skal  Kommissionen  også  tage  stilling  til  
nogle  strukturelle  ændringer.  Det  gælder  forholdet  til  nationale  parlamenter.    
 
29  parlamentariske  kamre  fra  22  medlemslande  har  i  et  brev  til  Juncker  lagt  pres  
på,   at   Kommissionen   skal   nedsætte   en   arbejdsgruppe   med   repræsentanter   fra  
nationale   parlamenter   og   EU’s   institutioner.   Den   skal   se   nærmere   på,   hvordan  
nationale   parlamenter   kan   inddrages   bedre   i   EU's   beslutningsproces.   Og   det   er  
der   god   grund   til,   da   nationale   parlamenter   i   stigende   grad   er   blevet   hægtet   af  
EU’s  beslutningsproces.    
 
Frans   Timmermans   (første   næstformand   og   kommissær   på   området   for   bedre  
regulering   og   nærhedsprincippet)   har   varslet   en   forstærket   politisk   dialog  
mellem   Kommission   og   nationale   parlamenter.   Hvad   det   betyder   ligger   endnu  
ikke  klart.    
 
I   dette   notat   sætter   Tænketanken   Europa   fokus   på   de   udfordringer,   den   nyligt  
tiltrådte   Kommission   står   overfor,   når   det   gælder   inddragelsen   af   nationale  
parlamenter   i   EU’s   beslutningsproces.   Der   gives   også   fem   bud   på,   hvordan  
nationale  parlamenter  kan  inddrages  bedre  i  fremtiden.    
 
Selv  den  danske  model  er  utidssvarende  
Én   af   de   største   udfordringer,   nationale   parlamenter   i   EU   står   overfor,   er   det  
stigende   antal   beslutninger,   der   træffes   gennem   tidlige   aftaler.   Figur   1   viser,   at  
antallet  af  beslutninger  truffet  ved  første  behandling  er  steget  markant  over  tid.  
Det  har  hægtet  nationale  parlamenter  af  –  også  det  det  danske  Folketing.    
3
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0004.png
NOTAT
31. oktober 2014
Figur 1. Antallet af sager afsluttet ved første behandling er steget eksplosivt
Udviklingen i afslutningstrin i sager efter den fælles beslutningsprocedure (pct.)
100%  
90%  
80%  
70%  
60%  
50%  
40%  
30%  
20%  
10%  
0%  
1999-­‐2004  
2004-­‐2009  
2009-­‐2014  
Kilde: http://www.europarl.europa.eu/code/about/activity_reports_en.htm
85%  
72%  
Første  behandling  
Anden  behandling  
28%  
22%  
23%  
5%  
8%   7%  
Tredje  behandling  
50%  
 
Tendensen   til   at   vedtage   EU-­‐lovgivning   tidligt   begyndte   efter   Amsterdam-­‐
traktaten  i  1999.  Traktaten  gjorde  det  muligt  for  Rådet  og  Europa-­‐Parlamentet  at  
vedtage   et   lovforslag   efter   kun   én   behandling   for   at   sikre   effektivitet   i   lovgiv-­‐
ningsarbejdet.  De  tidlige  aftaler  har  haft  vidtgående  konsekvenser  for  nationale  
parlamenters   mulighed   for   at   kontrollere   deres   regering,   når   det   gælder   EU-­‐
politik.  Det  skyldes,  at  beslutninger  truffet  ved  første  behandling  forudsætter,  at  
et  kompromis  mellem  Rådet  og  Europa-­‐Parlamentet  skæres  til  tidligt.    
 
De   tidlige   aftaler   har   reduceret   kredsen   af   faktiske   beslutningstagere   og  
accelereret   beslutningsprocessen.   Toneangivende   grupper   i   Europa-­‐Parlamentet  
(ordføreren   og   skyggeordføreren),   Rådet   (formandsskabet)   og   Kommissionen  
forhandler  love  på  plads  i  et  uformelt  samspil  –  de  såkaldte  trialog-­‐møder.  
 
Trialog-­‐møderne   har   banet   vejen   for   kompromiser   og   en   mere   effektiv  
lovgivningsproces,  men  det  udgør  også  en  demokratisk  udfordring.  Når  magten  
indsnævres  til  en  lille  kreds  af  beslutningstagere,  bliver  andre  skubbet  ud  på  et  
sidespor.   Forhandlingerne   er   blevet   mindre   gennemsigtige,   og   nationale  
parlamenter  har  mistet  indflydelse.    
 
For   hvordan   skal   nationale   parlamenter   stille   kritiske   spørgsmål   til   deres  
regeringer,   når   kompromisset   skal   findes   bag   lukkede   døre?   Det   udfordrer   den  
danske  model.  
   
Danmark   har   længe   været   et   land,   andre   har   kigget   mod   for   inspiration   til,  
hvordan   man   kan   kontrollere   sin   regering   i   EU-­‐politikken.   Særligt   nyere  
medlemslande,  såsom  Polen,  Slovakiet,  Slovenien  og  de  baltiske  lande,  har  ladet  
sig   inspirere   af   den   danske   model.   Dog   er   den   danske   model   ikke   længere   en  
4
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0005.png
NOTAT
31. oktober 2014
ledestjerne  for  andre  lande.  Den  er  forældet  og  ude  af  trit  med  EU’s  lovgivnings-­‐
maskineri.    
 
Folketinget  udøver  kontrol  med  den  danske  regering  gennem  sit  Europaudvalg.  
Regeringen  har  pligt  til  at  forelægge  udvalget  et  mundligt  forhandlingsoplæg  på  
sager   af   større   rækkevidde   og   kan   kun   binde   Danmark   i   forhandlinger   i   Rådet  
med   opbakning   fra   et   flertal   af   udvalgets   medlemmer   (det   såkaldte   ”mandat-­‐
system”).  
Orienteringen   af   Folketingets   Europaudvalg   sker   ofte   først,   efter   at   Rådet   har  
givet   formandsskabet   grønt   lys   til   at   indgå   i   forhandlinger   med   Europa-­‐
Parlamentet,  dvs.  efter  de  uformelle  forhandlingsmøder  er  begyndt.      
Allerede   i   2006   erklærede   den   tidligere   formand   af   udvalget,   Svend   Auken,  
Folketingets   EU-­‐beslutningsproces   ”håbløst   utidssvarende”.
1
 Han   var   stærk  
fortaler   for,   at   regeringen   skal   indhente   et   mandat,   inden   de   reelle   forhandlinger  
går   i   gang   i   EU.   Det   rykkede   dog   ikke   synderligt   på   situationen.   I   dag   bliver  
mandater   i   mange   tilfælde   stadig   først   givet,   når   forhandlingerne   med   Europa-­‐
Parlamentet   er   skudt   i   gang.   Det   gør   det   svært   –   hvis   ikke   umuligt   –   for  
Europaudvalget  at  ændre  slagets  gang.    
Figur  2  viser,  at  det  danske  Folketing  langt  fra  står  alene  i  at  komme  for  sent  ind  i  
processen.   De   fleste   parlamenter   bliver   først   inddraget,   lige   før   ministrene  
mødes   i   Bruxelles   for   at   blåstemple   en   aftale,   der   allerede   er   forhandlet   på   plads  
på  det  diplomatiske  plan.    
Figur 2. Nationale parlamenters kontrol med deres regeringer
Inddragelsen af nationale parlamenter sker ofte sent i processen?
(frekvenser fra 37
parlamentariske kamre)
17  
18  
16  
14  
12  
10  
8  
6  
4  
2  
0  
9  
6  
4  
1  
Alle  niveauer  
Arbejdsgruppe  
COREPER  
Minister  
Kan  ikke  give  
instrukser  
Kilde: Jensen M.D. & Martinsen, D. (2014) ”Out of time? National Parliaments and Early
Decision-Making in the European Union”,
Government and Opposition, forthcoming
                                                                                                               
1
Auken, S. (2006), ”Ny fremdrift i EU kræver dansk nytænkning”,
Berlingske Tidende,
13. marts
5
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0006.png
NOTAT
31. oktober 2014
Den   danske   model   er   ikke   tidssvarende,   og   den   trænger   til   en   modernisering.  
Den  sene  inddragelse  af  Europaudvalget  gør  Folketinget  til  et  gummistempel  af  
regeringen.  Det  er  dog  ikke  kun  nationale  parlamenter,  der  hægtes  af  på  tidlige  
aftaler.   Også   nationale   regeringer   er   udfordret.   De   har   også   svært   ved   at   få  
oplysninger  om,  hvad  der  sker  bag  de  lukkede  trialog-­‐døre,  når  formandsskabet  
forhandler  på  Rådets  vegne.    
Hvis   Folketinget   vil   være   med,   hvor   beslutningerne   tages,   må   det   op   i   gear   og  
komme   tidligere   ind   i   processen.   Regeringen   skal   pålægges   at   informere   og  
hente   et   forhandlingsmandat   hos   Europaudvalget,   når   forhandlingerne   i   Rådet  
finder  sted  på  arbejdsgruppe-­‐  og  COREPER-­‐niveau.    
Folketinget  kan  desuden  introducere  nye  procedurer  i  Europaudvalget,  hvormed  
regeringen  løbende  orienterer  udvalget,  mens  trialog-­‐møderne  kører.  Her  er  det  
vigtigt   tidligt   i   processen   at   få   fagudvalg   på   banen   og   få   et   dynamisk   samspil  
mellem  Europaudvalget  og  fagudvalg.  Mange  af  Europaudvalgets  medlemmer  er  
generalister,  mens  fagudvalgene  har  den  dybere  faglige  indsigt.    
Figur  3  viser,  at  mange  nationale  parlamenter  i  EU  hverken  bliver  inddraget  eller  
har  mulighed  for  at  give  sin  regering  instrukser  forud  for  en  tidlig  beslutning.    
 
Figur 3. Nationale parlamenters inddragelse i tidlige afgørelser
Hvordan bliver nationale parlamenter inddraget i tidlige afgørelser? (frekvenser fra 37
parlamentariske kamre)
18  
16  
14  
12  
10  
8  
6  
4  
2  
0  
3  
3  
7  
16  
8  
Underrettet  og   Underrettet,  men   Nogle  gange   Ikke  underrettet  
mulighed  for  at   ingen  mulighed   underrettet  efter  
vejlede  
for  at  vejlede   "tidlig  enighed"  
Andet  
 
Kilde: Jensen M.D. & Martinsen, D. (2014) ”Out of time? National Parliaments and Early
Decision-Making in the European Union”,
Government and Opposition, forthcoming
 
 
6
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0007.png
NOTAT
31. oktober 2014
Folketinget  har  selv  et  ansvar  for  at  bringe  sig  selv  frem  i  førersædet,  således  at  
vi   igen   kan   blive   et   land,   andre   lande   skæver   til   for   inspiration.   Teten   ligger   flere  
steder,   både   hos   Folketinget,   regeringen   og   EU’s   institutioner.   Blandt   andet  
indførte   EU   med   Lissabontraktaten   i   2009   nye   procedurer   for   at   informere   og  
inddrage  nationale  parlamenter  i  EU’s  beslutningsproces.    
 
Det nye alarmklokkesystem
 
Nationale   parlamenter   fik   med   Lissabontraktaten   en   formel   rolle   i   forhold   til  
overholdelsen   af   nærhedsprincippet.   Nærhedsprincippet   betyder,   at   beslutnin-­‐
gerne  skal  træffes  så  tæt  på  borgerne  som  muligt.  EU  skal  kun  træffe  beslutnin-­‐
ger   på   områder,   hvor   det   bedre   kan   gennemføres   på   EU-­‐plan   fremfor   på  
nationalt,  regionalt  eller  lokalt  plan.  Kommissionen  skal  altid  undersøge,  om  dets  
forslag   stemmer   overens   med   nærhedsprincippet,   inden   den   fremsætter  
lovforslag.    
 
Nationale   parlamenter   har   med   Lissabontraktaten   fået   et   alarmklokke-­‐system.  
De   skal   sørge   for,   at   EU   ikke   vedtager   lovgivning   på   områder,   som   bedre   kan  
reguleres   af   medlemslandene   selv.   Traktaten   giver   nationale   parlamenter  
mulighed  for    tidligt  i  lovgivningsprocessen  at  påtale  brud  på  nærhedsprincippet.  
Retten  til  at  gøre  indvendinger  ligger  hos  hvert  enkelt  parlament,  der  inden  for  
en   frist   på   otte   uger   kan   sende   en   begrundet   udtalelse   til   Kommissionen,   hvis   de  
mener,   nærhedsprincippet   er   overtrådt.   De   kan   nemlig   give   Kommissionen   et  
“gult”  og  “orange”  kort,  jf.  boks  1.    
 
Boks 1: Lissabontraktatens gule og orange kort
Det  gule  kort:  
Hvis  en  tredjedel   af   nationale  parlamenter  i  EU  reagerer   inden  for   otte  uger,  
efter   Kommissionen   har   offentliggjort   et   lovforslag,   er   Kommissionen  
forpligtet   til   at   tage   sit   forslag   op   til   fornyet   overvejelse.   Når   det   gælder  
retlige   og   indre   anliggender,   kræver   det   opbakning   fra   en   fjerdedel   af  
nationale   parlamenter   for   at   kunne   udløse   et   gult   kort.   Kommissionen   er  
forpligtet  til  at  begrunde  sin  afgørelse,  hvad  enten  den  vælger  at  opretholde,  
tilbagetrække  eller  revidere  lovforslag.  
 
Det  orange  kort:  
Det   orange   kort   kræver,   at   mindst   halvdelen   af   de   nationale   parlamenter  
mener,   at   et   lovforslag   strider   mod   nærhedsprincippet.   Ligesom   det   gule  
kort   kan   Kommissionen   vælge   at   opretholde,   revidere   eller   trække   sit  
lovforslag  tilbage.  Kommissionen   kan   dog  kun  opretholde   sit   lovforslag   med  
støtte   fra   Rådet   og   Europa-­‐Parlamentet.   Hvis   nationale   parlamenter   får  
medhold   hos   enten   Rådet   eller   Parlamentet,   er   Kommission   tvunget   til   at  
tage   forslaget   af   bordet.   Forslaget   falder   bort,   hvis   et   simpelt   flertal   i  
Europa-­‐Parlamentet   eller   55   pct.   af   landene   i   Rådet   også   mener,   at  
nærhedsprincippet  er  overskredet.    
7
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0008.png
NOTAT
31. oktober 2014
Lissabontraktaten   giver   desuden   nationale   parlamenter   bedre   adgang   til  
information   om   Kommissionens   arbejde.   Kommissionen   har   forpligtet   sig   til   at  
sende   alle   sine   forslag   til   EU-­‐lovgivning   samt   grøn-­‐   og   hvidbøger   direkte   til   de  
nationale  parlamenter,  så  snart  de  offentliggøres.  Oversendelsen  af  dokumenter  
fra   Kommissionen   har   dog   i   praksis   fundet   sted   siden   september   2006,   hvor  
kommissionsformand   José   Manuel   Barroso
2
 lancerede   det   såkaldte   Barroso-­‐
initiativ   med   henblik   på   at   styrke   Kommissionens   politiske   dialog   med   nationale  
parlamenter.    
 
Bestemmelserne   i   Lissabontraktaten   er   et   babyskridt   i   retningen   af   at   styrke  
nationale   parlamenters   rolle   i   EU.   Dog   fungerer   det   bedre   på   papiret   end   i  
praksis.  Særligt  fire  udfordringer  melder  sig.      
 
For   det   første   er   vurderingen   af,   om   nærhedsprincippet   er   overholdt,   en   politisk  
vurdering  fremfor  en  objektiv  vurdering.  Nærhedsprincippet  er  defineret  i  meget  
generelle  vendinger  og  er  aldrig  blevet  defineret  juridisk.    
 
For   det   andet   er   idéen   om   et   system   for   tidlig   varsling   med   det   gule   og   orange  
kort  lidt  af  en  misvisende  benævnelse,  da  parlamenter  først  bliver  involveret,  når  
Kommissionen   har   fremlagt   sit   lovforslag.   Den   heftige   lobbyisme   af  
Kommissionen,  allerede  inden  et  forslag  er  fremsat,  viser  vigtigheden  af  at  blive  
inddraget,  allerede  inden  et  forslag  formelt  fremsættes.    
 
For   det   tredje   er   otte   uger   meget   begrænset   tid   til   både   at   behandle   en   sag  
internt  i  et  parlament  og  koordinere  med  et  tilstrækkeligt  antal  parlamenter  for  
at  kunne  udløse  et  gult  eller  orange  kort.  Til  dags  dato  er  der  kun   givet  to  gule  
kort   og   intet   orange   kort,   selvom   flere   parlamenter   mange   gange   har   sendt   en  
begrundet  udtalelse  af  sted  til  Kommissionen,  dog  uden  at  møde  tærsklen  for  et  
gult  eller  orange  kort.    
 
For   det   fjerde   giver   muligheden   for   at   give   et   gult   og   orange   kort   nationale  
parlamenter   en   “stopklodsrolle”,   fremfor   en   konstruktiv   og   proaktiv   rolle.  
Ordningen   for   tidlig   varsling   giver   i   teorien   nationale   parlamenter   muligheden  
for  at  give  et  “negativt  tjek”  af  Kommissionens  lovforslag  (dvs.  at  kunne  bremse  
lovgivning)   fremfor   et   “positivt   tjek”   (dvs.   muligheden   for   at   kunne   påvirke  
Kommissionens  lovforslag,  inden  de  fremsættes).  
 
Det  gule  og  det  orange  kort  giver  kun  nationale  parlamenter  mulighed  for  at  få  
Kommissionen   til   at   revurdere   sine   lovforslag,   men   de   forbliver   afhængige   af  
Rådet  og  Europa-­‐Parlamentet  for  at  kunne  blokere  forslag.  Uden  et  “’rødt  kort”  
(der   pålægger   Kommissionen   at   trække   forslag   tilbage   der   strider   mod  
nærhedsprincippet)   forbliver   nationale   parlamenters   vogterolle   over   nærheds-­‐
princippet   en   vingeskudt   and.   Timmermans   har   selv   som   tidligere   hollandsk  
                                                                                                               
2
COM(2006) 211: A Citizen’s Agenda: Delivering Results for Europe, side 9
8
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0009.png
NOTAT
31. oktober 2014
udenrigsminister   slået   til   lyd   for   at   introducere   et   rødt   kort   og   give   nationale  
parlamenters  rolle  som  vogtere  af  nærhedsprincippet  tyngde  bag  sig.
3
   
 
Udfordringen  for  Junckers  Kommission  bliver  at  tænke  på  nye  måder  at  inddrage  
nationale  parlamenter  i  EU’s  beslutningsproces.  Det  giver  det  næste  afsnit  nogle  
bud  på.    
Fem   forslag   til,   hvordan   Kommissionen   kan   styrke   samarbejdet   med  
nationale  parlamenter
 
Nationale  parlamenter  spiller  en  central  rolle  i  at  varetage  borgernes  interesser  
og  bringe  borgerne  tættere  på  EU.  En  styrket  og  mere  direkte  rolle  for  nationale  
parlamenter   i   EU’s   beslutningsproces   kan   være   med   til   at   mindske   EU’s  
demokratiske   underskud.   Figur   4   viser,   at   nationale   parlamenter   skriver   flere  
politiske  udtalelser  end  begrundede  udtalelser.    
Figur 4. Nationale parlamenters aktivitetsniveau over tid
Hvor mange udtalelser og begrundede udtalelser skriver nationale parlamenter? (frekvenser)
700  
600  
500  
400  
300  
200  
106  
100  
0  
2007  
2008  
2009  
2010  
2011  
31  
190  
61  
242  
347  
385  
615  
621  
Udtalelser  
Begrundede  udtalelser  
69  
68  
2012  
2013  
Kilde: http://ec.europa.eu/dgs/secretariat_general/relations/relations_other/npo/index_en.htm
 
 
Der   er   stor   forskel   på   nationale   kamres   aktivitetsniveau.   Nogle   parlamenter  
(såsom  det  portugisiske  parlament,  det  tjekkiske  senat  og  det  tyske  Bundesrat)  
er   meget   aktive,   mens   andre   forholder   sig   mere   passivt   (f.eks.   det   tyske  
Bundestag,  det  belgiske  senat  og  det  ungarske  parlament).  En  nærmere  analyse  
af,  hvilke  parlamenter  der  benytter  sig  mest  af  udtalelser,  viser,  at  det  særligt  er  
parlamenter,  der  står  svagt  i  forhold  til  at  kunne  kontrollere  deres  regering,  når  
det  gælder  EU-­‐spørgsmål.  Det  gælder:  
 
                                                                                                               
3
Frans Timmermans, ”Monnet’s Europe needs reform to fit the 21st century”,
Financial Times,
14
November 2013
9
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0010.png
NOTAT
31. oktober 2014
Andet  kamre  
i  lande,  der  har  et  to-­‐kammer  system,  skriver  flere  udtalelser  
(41   pct.   af   de   samlede   udtalelser)   end   første   kamre   (32   pct.)   og   ét-­‐
kammer  systemer  (20  pct.).    
Parlamenter   med   et   dokumentbaseret   kontrolsystem:  70  pct.  af  de  udtalel-­‐
ser,  der  er  skrevet  i  perioden  2006-­‐2013,  er  skrevet  af  parlamenter  med  
et   dokumentbaseret   kontrolsystem   (som   f.eks.   det   britiske   parlament),  
mens  kun  21  pct.  er  skrevet  af  parlamenter  med  et  mandatbaseret  system  
(som  f.eks.  Danmark).    
Parlamenter,   der   sjældent   giver   bindende   instrukser   til   deres   regering  
(henholdsvis  76  og  63  pct.),  skriver  flere  udtalelser  og  begrundede  udta-­‐
lelser   end   parlamenter,   der   ofte   giver   deres   regering   bindende   instrukser  
(henholdsvis  15  og  32  pct.)
4
.  
 
Interessen  for  at  deltage  proaktivt  i  udformningen  af  Kommissionens  lovforslag  
er   høj   hos   de   fleste   parlamenter.   Der   er   derfor   god   mulighed   for   at   udbygge  
nationale   parlamenters   rolle   yderligere   i   de   tidlige   faser   af   Kommissionens  
lovforberedende  arbejde.  
 
En  større  rolle  for  nationale  parlamenter  vil  tilskynde  nationale  politikere  til  at  
engagere  sig  mere  i  EU-­‐politik  og  drage  ansvar  for  de  beslutninger,  der  træffes  i  
EU.   Et   vigtigt   skridt   i   den   retning   er   derfor   at   give   nationale   parlamenter   en  
konstruktiv   og   proaktiv   rolle   i   EU.   En   konstruktiv   rolle   indebærer,   at   nationale  
parlamenter   kan   præge   Kommissionens   lovforslag   tidligt   i   processen.   Det   kan   se  
ud   på   flere   måder.   F.eks.   har   Folketinget   Europaudvalg,   det   engelske   ”House   of  
Lords”  og  det  hollandske  ”Tweede  Kamerlid”  gjort  sig  til  talsmand  for  at  indføre  
et  såkaldt  ”grønt  kort”.
5
   
 
Forslag   1:  
Nationale   parlamenter   skal   have   muligheden   for   at   forelægge  
Kommissionen  idéer  til  lovforslag  (et  grønt  kort).    
 
Timmermans  kan  med  rette  søge  inspiration  fra  den  måde,  Europa-­‐Parlamentet  
inddrages  i  de  tidlige  stadier  af  EU’s  politikformulering.  Siden  1993  har  Europa-­‐
Parlamentet   haft   ret   til   at   forelægge   Kommissionen   idéer   til   lovforslag,   når   det  
gælder   implementeringen   af   traktaterne   (artikel   225   i   Lissabontraktaten).  
Desuden  søger  Parlamentet  uformelt  at  påvirke  Kommissionens  initiativret  ved  
at   skrive   rapporter   (egenbetænkninger),   hvor   parlamentarikerne   ofte   kommer  
med   forslag   til   lovgivning   (artikel   48   i   Europa-­‐Parlamentets   forretningsorden).  
Kommissionen  har  forpligtet  sig  til  at  give  Parlamentet  et  skriftligt  svar  inden  for  
tre   måneder   efter   modtagelsen   af   en   egen   betænkning,   hvor   den   skitserer   det  
videre  forløb.  
 
                                                                                                               
4
5
Tænketankens egen analyse på baggrund af eget datasæt.
Folketinget (2014) ”Nationale parlamenter i et europæisk samarbejde under forandring”,
Europaudvalget, Folketinget; House of Lords (2014) ”The role of nationale parliaments in the
European Union”, European Union Committee, House of Lords, 9th Report of Session 2013–14
10
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0011.png
NOTAT
31. oktober 2014
Nationale   parlamenter   kunne   få   en   lignende   rolle.   F.eks.   har   Folketingets  
Europaudvalg   forslået,   at   hvis   en   tredjedel   af   alle   nationale   parlamenter  
anmoder  Kommissionen  om  at  fremsætte  et  lovforslag,  skal  Kommissionen  tage  
det  op  til  overvejelse.
6
 Hvis  Kommissionen  ikke  vælger  at  fremsætte  lovforslaget,  
skal  det  begrundes  grundigt.  
 
Det  grønne  kort  handler  ikke  om  at  give  nationale  parlamenter  reel  initiativret.  
Det   drejer   sig   heller   ikke   om   at   plædere   for   etableringen   af   et   parlament   for  
nationale  parlamenter  –  én  idé,  der  har  været  oppe  at  vende  flere  gange,  senest  
under  konventets  arbejde.  Det  handler  derimod  om  at  give  nationale  parlamen-­‐
ter   muligheden   for   at   spille   en   proaktiv   rolle   i   EU   ved   at   give   Kommissionen  
idéer  til  lovgivning  samt  en  retningssnor  for,  hvor  nationale  parlamenter  gerne  
vil  hen.    
 
Et   grønt   kort   vil   give   nationale   parlamenter   mere   indflydelse   på   indholdet   af  
Kommissionens  lovforslag.  Det  kan  suppleres  med  muligheden  for  at  kommente-­‐
re   på   Kommissionens   lovforslag,   når   de   fremsættes   –   og   ikke   kun   i   forhold   til  
nærhedsprincippet.    
 
Forslag   2:  
Nationale   parlamenter   har   inden   for   en   frist   på   f.eks.   10   uger  
muligheden  for  at  kommentere  på  indholdet  af  Kommissionens  lovforslag.  
 
 
Hvis   en   tredjedel   af   nationale   parlamenter   ønsker   at   ændre   forslaget,   skal  
Kommissionen  tage  højde  for  deres  indsigelser  og  give  en  skriftlig  begrundelse,  
såfremt   Kommissionen   vælger   ikke   at   følge   parlamenternes   forslag.   Rent  
praktisk   kunne   nationale   parlamenter   gennem   COSAC   (Conférence   des   organes  
spécialisés   dans   les   affaires   communautaires)
7
 identificere   et   antal   lovforslag   fra  
Kommissionens   årlige   arbejdsprogram,   som   flertallet   af   parlamenter   ønsker   at  
granske   særlig   grundigt.   Det   vil   hjælpe   dem   med   at   koordinere   deres   indsats.  
Kommissionen  kunne  gøre  bedre  brug  af  nationale  parlamenters  udtalelser.  
   
Forslag   3:  
Kommissionen   medtager   en   oversigt   over   nationale   parlamenters  
holdninger   til   dets   grøn-­‐   og   hvidbøger   i   konsekvensanalysen   vedhæftet   dets  
endelige  lovforslag.  
 
Kommissionen  er  forpligtet  til  at  lave  konsekvensanalyser  af  alle  dets  lovforslag  
og  foretage  høringer  af  berørte  interessenter.  Kommissionen  afrapporterer  disse  
høringssvar   i   sine   konsekvensanalyser.   På   samme   vis   kunne   nationale  
parlamenters  holdning  til  Kommissionens  hvid-­‐  og  grønpapirer  også  inkluderes.  
Her   kunne   Kommissionen   gøre   rede   for,   hvordan   nationale   parlamenters  
holdning   er   taget   i   betragtning.   Det   vil   samtidig   give   Rådet   og   Europa-­‐
Parlamentet  indsigt  i  nationale  parlamenters  holdninger  på  området.  
                                                                                                               
6
Folketinget (2014) ”Twenty-Three Recommendations – to strengthen the role of national parliaments
in a changing European governance”, European Affairs Committee, Danish Parliament
7
COSAC er et mødeforum for europaudvalg i de nationale parlamenter i EU’s medlemslande og
kandidatlandene samt medlemmer af Europa-Parlamentet.
11
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0012.png
NOTAT
31. oktober 2014
Flere  nationale  parlamenter,  herunder  Folketinget,  ønsker  faste  procedurer  for,  
hvordan  Kommissionen  forholder  sig  til  og  responderer  på  nationale  parlamen-­‐
ters   skriftlige   forespørgsler.   En   styrket   dialog   mellem   Kommissionen   og  
nationale  parlamenter  skal  ikke  kun  handle  om,  hvordan  nationale  parlamenter  
kommer  tidligere  på  banen.    
 
En  oprigtig  dialog  kræver  gensidig  informations-­‐  og  synspunktsudveksling,  hvor  
nationale   parlamentarikere   har   mulighed   for   at   diskutere   med   kommissærerne  
og   deres   embedsmænd.   F.eks.   kunne   kommissærerne   fast   besøge   de   nationale  
parlamenter   én   gang   om   året   for   at   diskutere   deres   arbejdsprogram   samt   tage  
imod   invitationer   for   at   diskutere   med   dem,   hvis   konkrette   sager   er   af   særlig  
betydning   for   nationale   parlamenter.   Kommissionen   skal   gøres   nærværende   i  
medlemslandene.    
 
I   Junckers   udnævnelsesbrev   til   Timmermans
8
 skriver   han,   at   det   er   vigtigt,   at  
Timmermans   arbejder   på,   at   kommissærerne   i   højere   grad   besøger   nationale  
parlamenter   for   at   forklare   sig   og   redegøre   for,   hvordan   de   forholder   sig   til  
nationale   parlamenters   spørgsmål.   Noget   Timmermans   selv   har   udtrykt  
opbakning  til  i  december  2013.
9
   
 
Forslag   4:  
Kommissionen   skal   lave   en   fast   procedure   for,   hvordan   den   forholder  
sig   til   forespørgsler   fra   nationale   parlamenter.   Det   gælder   både   tidsfristen   for   at  
svare  på  forespørgslerne  og  kommissærernes  besøg  til  nationale  parlamenter.  
 
Det   kritiske   punkt   for   nationale   parlamenter   er   deres   stærkt   begrænsede  
mulighed  for  at  følge  med  i  trialog-­‐møderne  og  den  accelererede  beslutningspro-­‐
ces   under   tidlige   afgørelser.   Én   mulighed   for   at   styrke   nationale   parlamenters  
informationsniveau  senere  i  lovgivningsprocessen  er  at  lade  repræsentanter  fra  
nationale  parlamenter  overvære  trialog-­‐møder.  
 
Forslag   5:  
Nationale   parlamenter   skal   have   en   repræsentant   til   stede   under  
trialog-­‐møderne,  der  hurtigt  rapporterer  tilbage  til  nationale  parlamenter.    
 
Den   nationale   repræsentant   kunne   f.eks.   være   en   repræsentant   fra   det   nationale  
parlament,   der   har   formandsskabet   i   Rådet,   såsom   formanden   for   det   pågælden-­‐
de  lands  europaudvalg.    
 
Ovenstående  forslag  udgør  idéer  til,  hvad  Timmermans  særligt  skal  have  for  øje  i  
sit   kommende   arbejde   med   at   styrke   nationale   parlamenters   rolle   i   EU's  
beslutningsproces.   Vi   skal   dog   ikke   glemme,   at   det   danske   Folketing   selv   kan  
gøre  sit  for  at  forbedre  dets  mulighed  for  at  gøre  sin  indflydelse  gældende  ved  at  
føre   ”den   danske   model”   up-­‐to-­‐date.   Der   er   behov   for   at   involvere  
                                                                                                               
8
9
http://ec.europa.eu/about/juncker-commission/docs/timmermans_en.pdf
Frans Timmermans, ”Monnet’s Europe needs reform to fit the 21st century”,
Financial Times,
14
November 2013.
12
 
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1420117_0013.png
NOTAT
31. oktober 2014
Europaudvalget   tidligere   i   processen   og   at   være   bedre   til   at   informere   om   de  
seneste  udviklinger  i  trialog-­‐møderne.    
 
Der  ligger  også  en  stor  udfordring  hos  nationale  parlamenter  selv  i  forhold  til  at  
styrke  og  effektivisere  samarbejdet  mellem  nationale  parlamenter  i  COSAC-­‐regi.  
De   begrundede   udtalelser   og   politiske   udtalelserne   fra   nationale   parlamenter  
viser,  at  nationale  parlamenter  ikke  har  deres  fokus  det  samme  sted.  Spektret  for  
de   sager,   nationale   parlamenter   vælger   at   fokusere   på,   er   meget   bredt,   hvilket  
resulterer  i,  at  det  gule  og  det  orange  kort  sjældent  aktiveres.    
 
Bedre  koordinering  i  COSAC,  i  forhold  til  hvilke  sager  nationale  parlamenter  skal  
fokusere   på,   vil   styrke   koordinationen.   Det   vil   også   bane   vejen   for,   at   de  
fremover   kan   få   en   mere   konstruktiv   og   proaktiv   rolle,   som   ikke   kun   vedbliver  
på   papiret,   men   udmøntes   i   praksis.   Men   det   kræver,   at   Junckers   nye  
Kommission  indfører  nye  procedurer.  
 
13