Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 66
Offentligt
1414999_0001.png
Til medlemmerne af Folketingets Europaud-
valg
Sagsnr. 14-1236
Vores ref. HBØ/BESO/lph
Deres ref.
Den 31. oktober 2014
Forslag til direktiv om enkeltmandsselskaber med begrænset ansvar
(SUP-selskaber)
Udvalget skal i løbet af efteråret behandle ovennævnte forslag, der skal sættes til afstemning
på Rådsmødet den 4.-5. december 2014 (Rådet for konkurrence).
LO og FTF finder, at vedtagelsen af direktivet om enkelmandsselskaber med begrænset ansvar
(SUP) kan få uacceptable konsekvenser for dansk selskabsret, særligt for så vidt angår medar-
bejderrepræsentation og kapitalkrav. Forslaget sikrer ikke nogen medarbejderrepræsentation
og kapitalkravet ved oprettelsen er bagatelagtige 1 euro, hvor der i Danmark er et kapitalkrav
på 50.000 kroner ved oprettelse af et anpartsselskab. En væsentlig selskabskapital udgør et
grundlæggende beskyttelsesniveau for arbejdstagerne og andre interessenter fx kunder og kre-
ditorer, hvis virksomheden kommer i økonomiske vanskeligheder. Den forenklede online-
registreringsform er sammen med 1-euro-minimumskapitalkravet en åben invitation til skatte-
snyd og social dumping.
Forslaget vil endvidere åbne for postkasseselskaber og tilskynde medlemsstaterne til at kon-
kurrere på de mindste nationale krav til selskabsstiftelse og -drift.
LO og FTF betvivler endvidere stærkt nødvendigheden af at skabe en overnational form for
SUP. Små og mellemstore virksomheder vil, især hvis der er tale om enkeltmandsselskaber,
normalt have deres forretningsaktiviteter i det lokale nærmiljø. Man kan derfor rejse spørgs-
målet, om forslaget overholder nærhedsprincippet.
Endvidere er det vel værd at hæfte sig ved, at forslaget med en meget ringe begrundelse (side
5-6) nu angiver art. 50 i TEUF som hjemmel for forslaget. Herved skiftes der fra art. 352, der
kræver enstemmighed. Dette kunne som bekendt ikke opnås for det tidligere forslag.
LO og FTF anbefaler derfor, at regeringen får mandat til at stemme imod direktivets vedtagel-
se.
Under alle omstændigheder rejser forslaget betydelig tvivl om rækkevidden af reguleringen.
Denne tvivl må afklares.
Forslagets art. 7, nr. 4 sammenholdt med art. 14, nr. 1, synes at åbne betydelige muligheder
for omgåelser ikke blot i relation til medarbejderrepræsentation, men også i forhold til al an-
den lovgivning. Art. 7, stk. 4, bestemmer, at SUP-selskabet er ”undergivet national ret i den
medlemsstat, hvor SUP-selskabet er registreret.” Spørgsmålet er, hvor langt denne bestemmel-
se rækker.
I forslaget om statutten for det europæiske private selskab KOM (2008) 396 blev der på side
2, sidste afsnit, gjort en bemærkning om, at ”Forslaget regulerer ikke forhold omkring arbejds-
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1414999_0002.png
ret, skattelovgivning, regnskabsførelse eller insolvens”. Der nævnes i øvrigt andre rettigheder,
om hvilke der bemærkes: ”Disse forhold henhører fortsat under national ret …”. Det er uklart
i hvilket omfang, denne udeladelse repræsenterer en reel ændring i forslaget i forhold til det
tidligere forslag. I direktivforslaget er der i næstsidste afsnit anført. ”For spørgsmål, der ikke
er omfattet af dette direktiv, finder den relevante nationale ret anvendelse.” Denne bemærk-
ning er ikke suppleret med den opregning af rækkevidden, som fandtes i det oprindelige for-
slag. Det må sikres, at direktivforslaget udelukkende tilsigter en ren selskabsretlig regulering
af den pågældende selskabsform (SUP-selskabet) og ikke af andre retsområder.
Flere bestemmelser bør endvidere under alle omstændigheder søges ændret. Kapitalkravet på
1 EUR i art 16, nr. 1, er nævnt oven for.
Art. 7, stk. 4, må endvidere læses i sammenhæng med art. 14, nr. 1og art. 10. Disse bestem-
melser medfører, at det er virksomhedsejeren, der helt frit bestemmer, hvor virksomheden skal
registreres og dermed hvilke regler, der skal finde anvendelse på selskabet. Det bør naturligvis
være således, at selskabet skal registreres der, hvor det har sine hovedaktiviteter. I modsat fald
åbnes der mulighed for postkasseselskaber og man giver grobund for skattetænkning, skatte-
unddragelse og risiko for omgåelse af de lovpligtige arbejdsgiverbetalinger i henhold til socia-
le sikringsordninger.
Problematisk er endelig direktivforslagets art. 6, stk. 3. Herefter må medlemsstaterne ikke
pålægge en maksimal værdi for anparten. En sådan begrænsning opmuntrer større virksomhe-
der til kunstigt at modificere deres virksomhedsstruktur med henblik på at minimere deres
forpligtelser i henhold til den normalt gældende nationale ret. En virksomhed med et betragte-
ligt antal medarbejdere, der efter den gældende nationale lovgivning giver adgang til medar-
bejderrepræsentation, vil kunne overføre ejerskabet af dele af deres aktiviteter til et dattersel-
skab etableret i en medlemsstat med mindre strenge bestemmelser og dermed omgå lovkrave-
ne i den medlemsstat, hvor virksomhedens (hoved)aktiviteter rent faktisk finder sted.
Forslaget er blevet behandlet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, der den 10.
september 2014 har afgivet vedlagte udtalelse om forslaget. Som det fremgår af udtalelsen
deler udvalget LO’s og FTF’s betænkeligheder.
Med venlig hilsen
Harald Børsting
Bente Sorgenfrey
2