Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 340
Offentligt
MILJØstyrelsen
Miljøteknologi
Notat
10. februar 2015
MST-133-00002
san
EU Kommissionens forslag om ændring af EU miljømærkekriterier for produktgruppen
maling og lak i den europæiske miljømærkeordning, Blomsten (skriftlig komitesag).
Resumé
Kommissionen udsendte d. 9. februar 2015 forslag om ændring af EU miljømærkekriterierne for
maling og lak til hhv. indendørs og udendørs brug. Ændringerne omfatter:
a) to tekniske ændringer og b) forlængelse af gyldigheden med 9 måneder af de ”gamle” kriterier for
maling og lak således, at gyldigheden for alle kriterierne forlænges fra 28. maj 2015 til 28. februar
2016. Det vurderes, at forslaget er miljømæssigt neutralt, da ændringerne ikke berører
miljøbeskyttelsesniveauet i kriterierne. Der er skriftlig afstemning i komiteen den 24. februar 2015.
Regeringen agter at stemme for.
1. Status
Forslaget har hjemmel i artikel 7 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 66/2010
af 25. november 2009 om EU-miljømærket.
Beslutningsforslaget, der omfatter EU miljømærkekriterier for maling og lak, skal til skriftlig afstemning
d. 24. februar 2015 i Kommissionens forskriftudvalg for EU’s miljømærke Blomsten.
Forskriftudvalget træffer afgørelse i sager om miljømærkekriterier efter forskriftprocedure med kontrol
(art. 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512 af 17. juli 2006),
jf. art. 16, stk. 2 i miljømærkeforordningen. Hvis der i komiteen er kvalificeret flertal for et forslag,
udsteder Kommissionen beslutningen, når Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af
forslaget indenfor tre måneder. Opnås der ikke kvalificeret flertal i komiteen, forelægger
Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Hvis der i Rådet er
kvalificeret flertal imod et forslag, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Vedtager Rådet
forslaget med kvalificeret flertal eller udtaler Rådet sig ikke inden en frist på højst to måneder, kan
Kommissionen udstede beslutningen, når Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af forslaget
inden for fire måneder fra Kommissionens forelæggelse.
2. Formål og indhold
Nærværende Kommissionsforslag indebærer a) to tekniske ændringer og b) forlængelse af
gyldigheden med 9 måneder af de ”gamle” kriterier for maling og lak vedtaget 13. august 2008 fra 28.
maj 2015 til 28. februar 2016.
Første tekniske ændring er en præcisering af, at bindemidler (typisk polymerer) også skal overholde
de regler, der gælder for øvrige kemikalier, der indgår i malingen.
Anden tekniske ændring omfatter henvisningen til ISO 11.890-2 standarden, nærmere betegnet
definitionen for målemetoden til de såkaldte semi-flygtige organiske stoffer, semi-VOC’er (SVOC). Det
har vist sig, at standarden ISO 11.890-2 i sin nuværende form ikke er egnet til at måle indhold af
SVOC’er
1
, og en ISO arbejdsgruppe er undervejs med en ændring. Ændringen er endnu ikke
vedtaget. Med nærværende forslag for maling og lak sikres det, at kriterierne kun henviser til ISO
11.890-2 standarden som grundlag for måling af SVOC’er. Metodebeskrivelsen flyttes fra kriterierne
for maling og lak over i hjælpebilaget ”Brugermanualen”, der ikke er en Kommissionsretsakt.
Som følge af ændringen af ISO 11.890-2 standarden forlænges gyldigheden af de nuværende
kriterier for tildeling af licenser med 9 måneder som vist i nedenstående skema:
Produktgruppe
2009/543/EF (indendørs maling)
2009/544/EF (udendørs maling)
1
Kommissionsbeslutning
Vedtaget
13. august 2008
13. august 2008
Kriterier udløber
28. maj 2015
28. maj 2015
Kriterierne foreslås nu
forlænget til
28. februar 2016
28. februar 2016
SVOC’er er stoffer, der på linje med de øvrige fordampelige stoffer (VOC) fordamper fra en opløsning.
Semi
VOC’er fordamper i et
langsommere tempo end VOC’er.