PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 262
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015-207

16. januar 2015

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-

686/13

Titel og kort sagsresumé

Sagen vedrører: Er artikel 49 TEUF og 63 TEUF til

hinder for en national lovgivning, hvorefter

hjemstedsstaten ikke tillader fradrag af valutakurstab,

som er integreret i et kapitaltab på erhvervsmæssige

andele i et selskab, som er hjemmehørende i en anden

medlemsstat, idet hjemstedsstaten anvender et system,

hvor kapitalgevinster og kapitaltab på sådanne andele

ikke tages i betragtning ved beregning af

beskatningsgrundlaget?

Kommissionen mod Rådet

Påstande: Afgørelse vedtaget af Rådet og

repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske

Unions medlemsstater, forsamlet i Rådet, af 16. juni 2011

om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig

anvendelse af lufttransportaftalen mellem Amerikas

Forenede Stater som den første part, Den Europæiske

Union og dens medlemsstater som den anden part,

Island som den tredje part og Kongeriget Norge som den

fjerde part og om undertegnelse på Unionens vegne og

midlertidig anvendelse af en tillægsaftale mellem Den

Europæiske Union og dens medlemsstater som den

første part, Island som den anden part og Kongeriget

Norge som den tredje part om anvendelsen af

lufttransportaftalen mellem Amerikas Forenede Stater

som den første part, Den Europæiske Union og dens

medlemsstater som den anden part, Island som den

tredje part og Kongeriget Norge som den fjerde part

(2011/708/EU)( 1 ), annulleres. Virkningerne af

afgørelse 2011/708/EU opretholdes. Rådet for Den

Deltager i PD

Skatteministeriet

Justitsministeriet

Udenrigsministeriet

Processkridt

Dato

22.01.15

C-28/12

Justitsministeriet

Udenrigsministeriet

Transportministeriet

Trafikstyrelsen

29.01.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-67/14

C-

125/14

Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Alimanovic

Sagen vedrører: 1) Gælder ligebehandlingsprincippet i

artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 – med

undtagelse af udførselsfor-buddet i artikel 70, stk. 4, i

forordning (EF) nr. 883/2004 – også for de særlige, ikke-

bidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 70,

stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 883/2004? 2) Såfremt

spørgsmål 1 besvares bekræftende: Er – og i så fald i

hvilket omfang – begrænsninger af ligebehandlings-

princippet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004

tilladt på grundlag af bestemmelser i nationale

retsforskrifter til gennemførelse af artikel 24, stk. 2, i

direktiv 2004/38/EF, ifølge hvilke adgangen til disse

ydelser altid er udelukket, når en unionsborgers

opholdsret i den anden medlemsstat alene udspringer af

dennes status som arbejds-søgende? 3) Er artikel 45, stk.

2, TEUF, sammenholdt med artikel 18 TEUF, til hinder

for en national bestemmelse, som i alle tilfælde nægter

unionsborgere, der som arbejdssøgende kan påberåbe sig

deres ret til fri bevægelighed, en socialydelse, der tjener til

at sikre eksistensgrundlaget og samtidig også

letter adgangen til arbejdsmarkedet, for den periode, hvor

en opholdsret kun gælder arbejdssøgning, og uafhængigt

af tilknytningen til værtsmedlemsstaten?

Iron & Smith

Sagen vedrører: 1) Kan det eksisterende renommé i en

medlemsstat være tilstrækkeligt til at godtgøre et EF-

varemærkes renommé som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i

direktiv 2008/95/EF om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om varemærker (herefter

»direktivet«), selv i det tilfælde, hvor ansøgningen om

registrering af et nationalt varemærke, over for hvilket

der er rejst indsigelse under påberåbelse af et sådant

renommé, er indgivet i et andet land end den pågældende

medlemsstat? 2) Kan de af Den Europæiske Unions

Domstol fastsatte principper om reel brug af EF-

varemærket finde anvendelse inden for rammerne af de

territoriale kriterier, der anvendes i forbindelse med

bedømmelsen af et EFvaremærkes renommé? 3) Såfremt

indehaveren af det ældre EF-varemærke har godtgjort

EFvaremærkets renommé i andre lande end den

medlemsstat, hvortil ansøgningen om national

registrering er indgivet – og disse lande udgør en

væsentlig del af Den Europæiske Unions område – kan

det da uanset ovenstående kræves, at der også for så vidt

angår den pågældende medlemsstat fremlægges

tilstrækkelige beviser? 4) Såfremt det foregående

spørgsmål besvares benægtende, kan der da – i

betragtning af de særlige kendetegn ved det indre marked

– opstå en situation, hvor det varemærke, som i vid

udstrækning anvendes i en væsentlig del af Den

Europæiske Union, er ukendt for den relevante nationale

forbruger, og hvor den anden betingelse for at kunne

påberåbe sig registreringshindringen i direktivets artikel 4,

stk. 3, således ikke er opfyldt, eftersom der ikke er risiko

for, at varemærkets renommé eller særpræg påføres skade

eller udnyttes utilbørligt? Såfremt dette er tilfældet, hvilke

Beskæftigelsesminister

iet

Justitsministeriet

Udenrigsministeriet

Ministeriet for Børn,

Ligestilling,

Integration og Sociale

Forhold

03.02.15

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Justitsministeriet

Udenrigsministeriet

04.02.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forhold skal indehaveren af EF-varemærket da godtgøre,

for at den nævnte betingelse bliver opfyldt?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-

482/13 -

C-

487/13

Titel og kortsagsresumé

Unicaja Banco m.fl.

Sagen vedrører: A) Når en national retsinstans

tager stilling til, om der foreligger et urimeligt

kontraktvilkår om morarenter på boliglån, skal

den da, i overensstemmelse med Rådets

direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om

urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler,

herunder især direktivets artikel 6, stk. 1, og

med henblik på at sikre beskyttelsen af

forbrugere og brugere i overensstemmelse

med ækvivalens- og effektivitetsprincippet,

fastslå, at det pågældende kontraktvilkår er

ugyldigt og ikke bindende, eller skal den

tilpasse vilkåret om renter og pålægge

rekvirenten eller långiveren at foretage en

fornyet beregning af renterne? B) Udgør den

anden overgangsbestemmelse i lov nr. 1 af 14.

maj 2013 ikke blot en klar begrænsning af

forbrugerbeskyttelsen, når retten herved

underforstået pålægges en forpligtelse til at

tilpasse et urimeligt vilkår om morarenter ved

at foretage en genberegning af de fastsatte

renter og opretholde gyldigheden af en

urimelig bestemmelse i stedet for at erklære

dette kontraktvilkår for ugyldigt og ikke

bindende for forbrugeren? C) Er den anden

overgangsbestemmelse i lov nr. 1 af 14. maj

2013 i strid med Rådets direktiv 93/13/EØF

af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler, herunder især direktivets

artikel 6, stk. 1, idet den er til hinder for

anvendelsen af ækvivalens- og

effektivitetsprincippet på forbrugerbeskyt-

telsesområdet og ikke giver mulighed for at

anvende den sanktion, hvorved urimelige

kontraktvilkår om morarenter, som er fastsat i

aftaler om boliglån, der er indgået inden

ikrafttrædelsen af lov nr. 1 af 14. maj 2013,

erklæres for ugyldige og uden bindende

virkning?

Felber

Sagen vedrører: 1) Udgør det – i første

omgang med forbehold af artikel 52, stk. 1, i

Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder (herefter

»chartret«) og artikel 6 i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

Interessent

Erhvervs- og

Vækstministeriet

Finanstilsynet

Sagstype

Orienteringssag

Processk

ridt

Dom

Dato

21.01.15

C-

529/13

Beskæftigelsesmi

nisteriet

Orienteringssag

Dom

21.01.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

erhverv (herefter »direktivet«) – en (direkte)

ulige behandling på grundlag af alder som

omhandlet i henholdsvis chartrets artikel 21,

stk. 1, og direktivets artikel 2, stk. 1 og stk. 2,

litra a), hvis perioder med skolegang på en

skole på mellemniveau eller højere niveau

kun kan medregnes som

beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt inden

pensionsalderen for tjenestemænd

(»Ruhegenussvordienstzeiten«, herefter

»beskæftigelsesperioder inden

pensionsalderen«), hvis de er tilbagelagt efter

det fyldte 18. år, når de nævnte

beskæftigelsesperioder inden pensionsalderen

ikke blot har betydning for erhvervelse af en

pensionsret, men også for størrelsen heraf, og

den nævnte pension (den samlede pension) i

henhold til national ret anses for fortsat

betaling af vederlag inden for rammerne af et

offentligretligt tjenesteforhold, som stadig

består, også efter at tjenestemanden er gået på

pension? 2) Hvis spørgsmål 1 besvares

bekræftende, kan en tjenestemand da – hvis

den ulige behandling ikke er begrundet i

henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, eller

direktivets artikel 6 (jf. herom spørgsmål 3) – i

en sag om anmodning om medregning af

beskæftigelsesperioder inden pensionstiden

påberåbe sig, at chartrets artikel 21 og

direktivets artikel 2 skal anvendes direkte, også

selv om vedkommende endnu ikke er gået på

pension på det tidspunkt, hvor sagen føres,

idet vedkommende i henhold til national ret –

hvis retsstillingen er den samme, når han går

på pension – i forbindelse med en sag om

pensionsberegning eller ved en ny anmodning

om medregning af de pågældende

beskæftigelsesperioder vil kunne blive mødt

med en indsigelse om, at afslaget på en sådan

anmodning har retskraft? 3) Hvis spørgsmål 2

skal besvares bekræftende, er den pågældende

ulige behandling da i henhold til chartrets

artikel 52, stk. 1, eller direktivets artikel 6, stk.

1 eller 2 a./ begrundet, idet der derved også

skal indrømmes personer, hvis fødselsdato

ligger efter datoen for skolestart i det år, hvor

skolegangen begynder, eller personer, der går

på en skole med forlænget

gymnasieuddannelse, og som af denne grund

er nødt til at gå i skole, også efter de er fyldt

18 år, for at kunne afslutte skoleuddannelsen,

de samme betingelser som de personer, der

afslutter deres skolegang på mellemniveau

eller højere niveau, allerede inden de fylder 18

år, også selv om muligheden for at medregne

uddannelsesperioder efter det fyldte 18. år

ikke er begrænset til at omfatte de nævnte

tilfælde; b./ begrundet, idet det derved skal

udelukkes, at der kan optjenes

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

T-

509/11

C-55/14

pensionsrettigheder i perioder, i hvilke der, set

ud fra en gennemsnitlig betragtning, ikke

udøves erhvervsaktivitet og følgelig ikke ydes

nogen bidrag; foreligger der en sådan

begrundelse, uanset at der også for de

perioder, hvor en person efter at være fyldt 18

år går på en skole på mellemniveau eller

højere niveau, i første omgang ikke skal

betales bidrag, og der alligevel skal betales et

særligt pensionsbidrag, hvis sådanne perioder

med skolegang senere medregnes? c./

begrundet, fordi udelukkelsen af muligheden

for at medregne beskæftigelsesperioder inden

pensionsalderen, der er tilbagelagt inden det

fyldte 18. år, skal sidestilles med den situation,

at der fastsættes »aldersgrænser for adgang til

erhvervstilknyttede sociale

sikringsordninger« som omhandlet i

direktivets artikel 6, stk. 2?

Makhlouf mod Rådet

Påstande: Annullation af

gennemførelsesafgørelse 2011/488/FUSP af

1. august 2011 om gennemførelse af afgørelse

2011/273/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for Syrien, for så vidt

som den vedrører Mohammad Makhlouf

(kaldet Mohammad). Rådet for Den

Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger i henhold til artikel 87 og 91 i

Rettens procesreglement.

Régie communale autonome du stade Luc

Varenne

Sagen vedrører: Udgør tilrådighedsstillelse af

faciliteter i et sportsanlæg, som udelukkende

anvendes til fodbold, hvorved der ved

tilrådighedsstillelse skal forstås muligheden for

på visse tidspunkter at anvende og udnytte

stadionets fodboldbane samt

omklædningsrum til spillere og dommere i

højst 18 dage i hver sportssæson (en

sportssæson løber fra 1. juli i et kalenderår til

den 30. juni det efterfølgende år), udlejning af

fast ejendom, der er afgiftsfritaget i henhold til

artikel 13, punkt B, litra b), i Rådets sjette

direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om

harmonisering af medlemsstaternes [org. s. 22]

lovgivning om omsætningsafgifter – Det

fælles merværdiafgiftssystem: ensartet

beregningsgrundlag (artikel 135, stk. 1, litra l),

i momsdirektiv 2006/112), for så vidt som

den, der overdrager brugs- og

udnyttelsesretten: – har den fulde og

ubegrænsede mulighed for at indrømme

tilsvarende rettigheder til andre fysiske eller

juridiske personer efter eget valg uden for de

ovennævnte 18 dage – har ret til på et hvilket

som helst tidspunkt at få adgang til de

pågældende faciliteter uden forudgående

tilladelse fra indehaveren af brugs- og

Justitsministeriet

Udenrigsminister

iet

Orienteringssag

Dom

21.01.15

Kulturministeriet

Orienteringssag

Dom

22.01.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

317/13

og C-

679/13

C-

463/13

C-

519/13

udnyttelsesretten, navnlig for at sikre en

korrekt anvendelse af faciliteterne og

forhindre skade, alene på betingelse af, at den

korrekte afvikling af sportsbegivenhederne

ikke forstyrres – desuden bevarer retten til på

permanent basis at kontrollere adgangen til

faciliteterne, også i den periode, hvor de

bruges af R.F.C.T. – opkræver et fast vederlag

på 1 750 EUR om dagen for brug af bane,

omklædningsrum, benyttelse af

udskænkningssted, viceværttjenester, tilsyns-

og kontroltjenester for alle faciliteter, idet 20%

af det opkrævede beløb i henhold til aftalen

vedrører retten til adgang til fodboldbanen og

80% udgør modydelsen for de forskellige

ydelser i tilknytning til vedligeholdelse,

rengøring, pasning (slåning, såning af græs

osv.) og sikring af, at banen lever op til

standarderne samt tilknyttede tjenesteydelser,

der leveres af overdrageren af brugs- og

udnyttelsesretten (i den foreliggende sag

Régie, der er appellant)?

Europa-Parlamentet mod Rådet for Den

Europæiske Union

Påstande: Rådets gennemførelsesafgørelse

2013/496/EU af 7. oktober 2013 om at

underkaste 5-(2-aminopropyl) indol kontrol-

foranstaltninger annulleres. Virkningerne af

Rådets gennemførelsesafgørelse

2013/496/EU opretholdes, indtil afgørelsen

afløses af en ny retsakt, som er behørigt

vedtaget. Rådet for Den Europæiske Union

tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Stanley International Betting et Stanleybet

Malta

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 49 TEUF ff. og

artikel 56 TEUF ff. samt principperne i

EU-Domstolens dom af 16. februar 2012 [i de

forenede sager C-72/10 og C- 77/10]

fortolkes således, at de er til hinder for, at der

udbydes koncessioner med en kortere

varighed end de tidligere udstedte

koncessioner, såfremt det omhandlede udbud

er blevet afholdt for at afhjælpe

konsekvenserne af, at en række

erhvervsdrivende ulovligt er blevet udelukket

fra udbudsrunderne? 2) Skal artikel 49 TEUF

ff. og artikel 56 TEUF ff. samt principperne i

EU-Domstolens nævnte dom af 16. februar

2012 [i de forenede sager C-72/10 og C-

77/10] fortolkes således, at de er til hinder for,

at behovet for omorganisering af systemet,

således at udløbstidspunktet for alle

koncessioner synkroniseres, kan begrunde, at

koncessionerne i udbud har en kortere

varighed end de tidligere tildelte koncessioner?

Alpha Bank Cyprus

Sagen vedrører: 1) »Er forkyndelse af

standardattesten i henhold til forordning (EF)

Udenrigsminister

iet

Orienteringssag

22.01.15

Justitsministeriet

Udenrigsminister

iet

Orienteringssag

Dom

22.01.15

Justitsministeriet

Orienteringssag

22.01.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

T-

176/12

T-

420/11

og T-

56/12

nr. 1393/2007 påkrævet i alle tilfælde, eller

kan der være undtagelser? 2) Hvis det fastslås,

at forkyndelsen er påkrævet i alle tilfælde, er

undladelsen heraf i det foreliggende tilfælde da

en grund til at erklære forkyndelsen ugyldig?

3) I benægtende fald, kan forkyndelsen da ske,

i overensstemmelse med hensigten og

formålet med forordning (EF) nr. 1393/2007,

ved forkyndelse for de indstævntes advokat,

som har indvilget i at give møde under

protest, idet han over for sine klienter har

forpligtet sig til at modtage forkyndelsen, eller

skal forkyndelsen ske ved en ny forkyndelse i

henhold til den procedure, der er fastsat i

forordning (EF) nr. 1393/2007?«

Bank Tejarat mod Rådet

Påstande: Punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til

Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23. januar

2012 om ændring af afgørelse

2010/413/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, S.

22), annulleres, for så vidt som det vedrører

sagsøgeren. Punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.

54/2012 af 23. januar 2012 om gennemførelse

af forordning (EU) nr. 961/2010 om

restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT

L 19, s. 1), annulleres, for så vidt som det

vedrører sagsøgeren. Punkt 105 i tabel B i

bilag IX til Rådets forordning (EU) nr.

267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive

foranstaltninger over for Iran og om

ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010

(EUT L 88, s. 1), annulleres, for så vidt som

det vedrører sagsøgeren. Det fastslås, at artikel

20, stk. 1, i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP

ikke finder anvendelse på sagsøgeren. Det

fastslås, at artikel 23, stk. 2, i Rådets

forordning (EU) nr. 267/2012 ikke finder

anvendelse på sagsøgeren. Det fastslås, at

annullationen af punkt 2 i tabel I.B. i bilag I til

Rådets afgørelse 2012/35/FUSP og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 54/2012

og punkt 105 i tabel B i bilag IX til Rådets

forordning (EU) nr. 267/2012 har umiddelbar

virkning.

IRISL Maritime Training Institute m.fl.

mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af

1. december 2011 om ændring af afgørelse

2010/413/FUSP om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, af

2.12.2011, s. 71), og Rådets gennemførelses-

forordning (EU) nr. 1245/2011 af 1.

december 2011 om gennemførelse af

forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, af

2.12.2011, s. 11) annulleres, for så vidt som de

vedrører sagsøgerne. Rådet tilpligtes at betale

Udenrigsminister

iet

Erhvervsstyrelse

Orienteringssag

Dom

22.01.15

Udenrigsminister

iet

Orienteringssag

Dom

22.01.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

375/13

C-

417/13

C-1/14

C-

544/13

og C-

545/13

sagens omkostninger.

Kolassa

Sagen vedrører: Art. 15, stk. 1, art. 5, nr. 1),

litra a), art. 5, nr. 3), art. 25 og 26 i forordning

(EF) nr. 44/2001 (Bruxelles I-forordningen).

Da den nationale domstol har stillet en lang

række spørgsmål, henvises der i øvrigt til selve

forelæggelseskendelsen.

Starjakob

Sagen vedrører: Fortolkningen af artikel 21 i

chartret om grundlæggende rettigheder,

sammenholdt med artikel 7, stk. 1, artikel 16

og artikel 17 i direktiv 2000/78/EF. Grundet

det præjudicielle spørgsmåls længde henvises

til selve den præjudicielle

forelæggelseskendelse for uddybning.

KPN Group Belgium et Mobistar

Sagen vedrører: 1. Skal Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts

2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske

kommunikationsnet og -tjenester

(forsyningspligtdirektivet), navnlig artikel

9 og 32 fortolkes således, at den sociale takst

for tjenester omfattet af forsyningspligten

samt den i forsyningspligtdirektivets artikel 13,

stk. 1, litra b), omhandlede

kompensationsmekanisme ikke alene gælder

for elektronisk kommunikation ved hjælp af

en telefontilslutning til et offentligt tilgængelig

kommunikationsnet på et fast sted men også

for elektroniskkommunikation ved hjælp af

mobile kommunikationstjenester og/eller

internetabonnementer? 2. Skal

forsyningspligtdirektivets artikel 9, stk. 3,

fortolkes således, at medlemsstaterne må lade

flere særlige takstvalgmuligheder end de i

forsyningspligtdirektivets artikel 9, stk. 2,

omhandlede være omfattet af

forsyningspligten? 3. Såfremt svaret på første

og andet spørgsmål er benægtende, er de

pågældende bestemmelser i

forsyningspligtdirektivet forenelige med

lighedsprincippet, således som det er affattet i

blandt andet artikel 20 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende

rettigheder?

Abcur m.fl.

Sagen vedrører: 1. Er et receptpligtigt

humanmedicinsk lægemiddel – der alene

anvendes af akutmedicinske tjenester, for

hvilket der ikke er udstedt en

Markedsføringstilladelse af den ansvarlige

myndighed i en medlemsstat eller i

henhold til forordning (EØF) nr. 2309/93,

der bliver fremstillet af en aktør som den i

sagen ved Stockholms tingsrätt omhandlede,

og som bestilles af sundhedsvæsenet under de

i sagen ved Stockholms tingsrätt foreliggende

Justitsministeriet

Orienteringssag

Dom

28.01.15

Beskæftigelsesmi

nisterie

Orienteringssag

Dom

28.01.15

Erhvervsstyrelse

Orienteringssag

29.01.15

Sundhedsstyrelse

Konkurrence og

forbrugerstyrelsen

Orienteringssag

29.01.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

omstændigheder, omfattet af en af

undtagelserne i artikel 3, nr. 1) eller 2), i

direktiv 2001/83 om oprettelse af en

fællesskabskodeks for humanmedicinske

lægemidler, navnlig i en situation, hvor der

findes et andet godkendt lægemiddel med

samme aktive bestanddel, samme dosering og

samme lægemiddelform? 2. Såfremt et

receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel

som omhandlet i spørgsmål 1 ovenfor er

omfattet af artikel 3, nr. 1) eller 2), eller artikel

5, stk. 1, i direktiv 2001/83, skal lovgivningen

om reklameforanstaltninger for lægemidler da

anses for ikke at være harmoniseret, eller er

den type foranstaltninger, som i sagen påstås

at udgøre reklame, reguleret i direktiv

2006/114 om vildledende og sammenlignende

reklame? 3. Såfremt direktiv 2006/114 om

vildledende og sammenlignende reklame

finder anvendelse i henhold til spørgsmål 2,

under hvilke grundlæggende forudsætninger

udgør de foranstaltninger, som skal

efterprøves ved Stockholms tingsrätt (brug af

lægemidlets produktnavn, varenummer og

AnatomicTherapeuticChemical-kode,

anvendelse af en fast pris for lægemidlet,

udbredelse af oplysninger om lægemidlet i

Nationella Produktregistret för Läkemedel

NPL (nationalt produktregister for

lægemidler), påførelse af NPL

identifikationsmærke på lægemidlet, spredning

af et oplysningsblad om lægemidlet,

udlevering af lægemidlet via en elektronisk

bestillingstjeneste for sundhedsvæsenet og

meddelelse af oplysninger om lægemidlet

gennem en publikation, der udgives af en

national brancheorganisation), da reklame i

direktiv 2006/114’s forstand? 1. Kan et

receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel –

der tilberedes og udleveres under de i sagen

ved Stockholms tingsrätt foreliggende

omstændigheder, og for hvilket der ikke er

udstedt en markedsføringstilladelse af den

ansvarlige myndighed i en medlemsstat eller i

henhold til forordning (EØF) nr. 2309/93 –

anses for at være et lægemiddel som

omhandlet i artikel 3, nr. 1) eller 2), i direktiv

2001/83 om oprettelse af en

fællesskabskodeks for humanmedicinske

lægemidler, navnlig i en situation, hvor der

findes et andet godkendt lægemiddel med

samme aktive bestanddel, samme dosering og

samme lægemiddelform? 2. Såfremt et

receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel,

der tilberedes og udleveres under de i sagen

ved Stockholms tingsrätt foreliggende

omstændigheder, er omfattet af direktiv

2001/83, kan direktiv 2005/29 om

virksomheders urimelige handelspraksis over

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

for forbrugerne da finde parallel anvendelse

med direktiv 2001/83 for så vidt angår de

påståede reklameforanstalt-ninger? 3. Såfremt

et receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel,

der tilberedes og udleveres under de i sagen

ved Stockholms tingsrätt foreliggende

omstændigheder, er omfattet af artikel 3, nr. 1)

eller 2), eller artikel 5, stk. 1, i direktiv

2001/83, skal lovgivningen om

reklameforanstaltninger for lægemidler da

anses for ikke at være harmoniseret, eller er

den type foranstaltninger, som i sagen påstås

at udgøre reklame, reguleret i (i) direktiv

2006/114 om vildledende og sammenlignende

reklame og/eller (ii) direktiv 2005/29 om

virksomheders urimelige handelspraksis over

for forbrugerne? 4. Såfremt direktiv 2006/114

om vildledende og sammenlignende reklame

finder anvendelse i henhold til spørgsmål 3,

under hvilke grundlæggende forudsætninger

udgør de foranstaltninger, som skal

efterprøves ved Stockholms tingsrätt (brug

eller påførelse af lægemidlets produktnavn,

varenummer og ATC-kode, anvendelse af en

fast pris for lægemidlet, udbredelse af

oplysninger om lægemidlet i NPL, påførelse af

NPL-identifikationsmærke på lægemidlet,

spredning af et oplysningsblad om lægemidlet,

udlevering af lægemidlet og oplysninger

herom via en elektronisk bestillingstjeneste for

sundhedsvæsenet og via egen hjemmeside,

meddelelse af oplysninger om lægemidlet

gennem en publikation, der udgives af en

national brancheorganisation, meddelelse af

oplysninger om lægemidlet i Apotekets

Centrala Artikelregister og et hermed

forbundet register (JACA), meddelelse af

oplysninger om lægemidlet i en anden

national oplysningsdatabase for lægemidler

(SIL), meddelelse af oplysninger om

lægemidlet via Apotekets Terminalsystem

ATS eller et tilsvarende ekspeditionssystem,

udlevering af oplysninger om ens egne og en

konkurrerende leverandørs lægemidler i

samarbejde med lægepraksisser og

patientorganisationer,

markedsføring af lægemidlet, foranstaltninger

vedrørende den farmaceutiske kontrol af

lægemidlet og konkurrerende lægemidler,

undladelse af at oplyse om dokumenterede og

relevante forskelle mellem produkterne,

undladelse af at oplyse om det egne

lægemiddels sammensætning og om

Läkemedelsverkets vurdering af

lægemidlet, undladelse af at oplyse

sundhedsvæsenet om Läkemedelsverkets

videnskabelige råds vurdering af det

konkurrerende produkt, fastholdelse af et vist

prisniveau for lægemidlet, angivelse af en

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

T-

593/13

C-

117/14

C-

148/14

gyldighedstid på tre (3) måneder for

recepter, ekspedition af det pågældende

lægemiddel – i stedet for det konkurrerende

lægemiddel – på et apotek, selv om patienten

har recept på det konkurrerende lægemiddel,

forsvar og hindring af markedsoverføring af

standardiserede tilberedninger til det

konkurrerende lægemiddel, herunder at

lokale apoteker har nægtet at leveret det

konkurrerende lægemiddel, samt anvendelse af

en fast pris som del af tilskudssystemet uden

forudgående afgørelse fra den nationale

myndighed) da reklame i direktiv 2006/114’s

forstand?

Siemag Tecberg Group GmHB mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre

Marked

Påstande: Afgørelsen, der blev truffet den 5.

september 2013 af Fjerde Appelkammer ved

Kontoret for Harmonisering i det Indre

Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (sag

R 1261/2013-4), annulleres.

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale

sagens omkostninger. Der berammes en dato

for et retsmøde.

Nisttauz Poclava

Sagen vedrører: 1) Er en national lovgivning,

der bestemmer, at en tidsubegrænset

arbejdskontrakt til støtte for iværksættere skal

indeholde en prøvetid på et år, hvorunder

arbejdsgiveren frit kan opsige arbejdstageren, i

strid med EU-retten og forenelig med den

grundlæggende ret, der er sikret ved artikel 30

i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder? 2) Krænker

prøvetiden på et år i den tidsubegrænsede

arbejdskontrakt til støtte for iværksættere

formålet med og bestemmelserne – §§ 1 og 3

– i direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er

indgået af EFS, UNICE og CEEP?

Nordzucker

Sagen vedrører: Skal emissionshandels-

direktivets artikel 16, stk. 3 og 4, i fortolkes

således, at bøden for overskridelse af

emissionskvoterne også skal pålægges i

tilfælde, hvor driftslederen senest den 30. april

i et år har returneret et antal kvoter, som

svarer til den samlede emission, som han har

angivet i sin rapport om anlæggets emissioner

i det foregående år, og denne rapport er

vurderet som tilfredsstillende af verifikator,

men den kompetente myndighed efter den 30.

april konstaterer, at de samlede emissioner

fejlagtigt er anført for lavt i den verificerede

emissionsrapport, rapporten korrigeres, og

driftslederen returnerer de yderligere kvoter

inden for den nye frist?

Erhvervsstyrelse

Orienteringssag

Dom

30.01.15

Udenrigsminister

iet

Orienteringssag

Dom

05.02.15

Energistyrelsen

Orienteringssag

05.02.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

392/13

Rabal Cañas

Sagen vedrører: 1. Skal begrebet »kollektiv

afskedigelse« i artikel 1, stk. 1, litra a), i

direktiv 98/59, som – afhængigt af den

fastsatte kvantitative grænse – omfatter alle

»afskedigelser, som foretages af en

arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke

kan tilregnes arbejdstageren selv«, henset til, at

der er tale om et EU-retligt begreb, fortolkes

således, at det er til hinder for, at den

nationale gennemførelsesforskrift begrænser

dette begrebs rækkevidde til alene at omfatte

en nærmere bestemt type opsigelser, nemlig

opsigelser, der sker af økonomiske, tekniske,

organisatoriske eller produktionsmæssige

grunde, således som det er fastsat i artikel 51,

stk. 1, i Estatuto de los Trabajadores? 2. Skal

der ved beregningen af antallet af

afskedigelser, der skal medregnes med henblik

på at fastslå, hvorvidt der foreligger en

»kollektiv afskedigelse« som defineret i artikel

1, stk. 1, i direktiv 98/59 – hvad enten der er

tale om »afskedigelser, som foretages af en

arbejdsgiver« [litra a)], eller »opsigelser af

arbejdskontrakter, som foretages af en

arbejdsgiver af en eller flere grunde, som

ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat

at antallet af afskedigelser udgør

mindst fem« [litra b)] – tages hensyn til

individuelle ophør af arbejdskontrakter på

grund af udløbet af en tidsbegrænset

arbejdskontrakt (aftalt tidsrum, arbejdsopgave

eller tjenesteydelse), såsom de ophør af

arbejdskontrakter, der er omhandlet i artikel

49, stk. 1, litra c), i Estatuto de los

Trabajadores? 3. Skal begrebet »kollektive

afskedigelser foretaget inden for rammerne af

arbejdskontrakter, der er indgået for et

bestemt tidsrum eller med henblik på en

bestemt arbejdsopgave«, som er anvendt i

artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 98/59, der

omhandler situationer, på hvilke direktivet

ikke finder anvendelse, defineres udelukkende

på grundlag af det strengt kvantitative

kriterium i artikel 1, stk. 1, litra a), eller kræves

det endvidere, at grunden til den kollektive

afskedigelse hidrører fra et og samme

kollektive aftalegrundlag vedrørende samme

tidsrum, tjenesteydelse eller arbejdsopgave? 4.

Tillader begrebet »virksomhed« som et »EU-

retligt begreb«, der er væsentligt for

definitionen af, hvad der skal forstås ved

»kollektiv afskedigelse« i artikel 1, stk. 1, i

direktiv 98/59, henset til direktivets karakter

af minimumsdirektiv, som fastsat i dettes

artikel 5, en fortolkning, der gør det muligt, at

den retsforskrift, der gennemfører direktivet i

medlemsstatens nationale lovgivning – i

Spaniens tilfælde artikel 51, stk. 1, i Estatuto

Beskæftigelsesmi

nisteriet

Orienteringssag

05.02.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

de los Trabajadores – med henblik på

beregningen af omfanget af den kvantitative

begrænsning udelukkende refererer til et

»foretagende« [»empresa«] som helhed og

dermed udelukker situationer, hvor den i

nævnte bestemmelse fastsatte kvantitative

grænse ville være blevet overskredet, hvis

virksomheden var blevet valgt som

referenceenhed?

C-

498/13

Agrooikosystimata

C-

607/13

Sagen vedrører:: Er det nødvendigt at være

landbruger for at have ret til at være omfattet

af den langsigtede plan for at tage

landbrugsarealer ud af drift i henhold til

reglerne [i forordning (EØF) nr. 2078/92 og

forordning (EF) nr. 746/96], eller er det

tilstrækkeligt at de pågældende har påtaget sig

den økonomiske risiko for de arealer, der er

omfattet af planen, og er ansvarlige for driften

heraf?

Cimmino e.a.

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 11 i forordning

(EF) nr. 2362/98, hvorefter medlemsstaterne

skal kontrollere, at de erhvervsdrivende

udøver importvirksomhed for deres egen

regning som en selvstændig økonomisk enhed

med hensyn til ledelse, personale og drift,

fortolkes således, at al importvirksomhed, som

udøves for en traditionel erhvervsdrivendes

regning, er udelukket fra de toldfordele, der

normalt indrømmes, når denne virksomhed

udøves af personer, der kun formelt opfylder

de krav, der er fastsat for »nye

erhvervsdrivende« i den pågældende

forordning? 2) Giver forordning (EF) nr.

2362/98 en traditionel erhvervsdrivende

mulighed for at sælge bananer, hidrørende fra

området uden for Den Europæiske Union, til

en nytilkommen erhvervsdrivende med hvem

det aftales, at bananerne skal indføres

til Unionens område til en lavere toldsats og

videresælges til den nævnte traditionelle

erhvervsdrivende til en pris, som aftales inden

transaktionen i sin helhed, uden at den

nytilkomne erhvervsdrivende bærer nogen reel

forretningsrisiko eller iværksætter nogen

organisatoriske foranstaltninger med henblik

på gennemførelsen af en sådan transaktion? 3)

Udgør aftalen i ovenstående punkt 2 en

tilsidesættelse af forbuddet mod

overdragelse af nye erhvervsdrivendes

rettigheder til traditionelle erhvervsdrivende i

artikel 21, stk. 2, i forordning (EF) nr.

2362/98, således at den foretagne

overdragelse er uden virkning, og der skal

betales den fulde toldsats og ikke den lavere

sats som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i

forordning nr. 2988/95?

Ministeriet for

Fødevarer,

Landbrug og

Fiskeri

Orienteringssag

Dom

05.02.15

Ministeriet for

Fødevarer,

Landbrug og

Fiskeri

Orienteringssag

05.02.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

627/13

og C-

2/14

C-

671/13

Sag C-627/13:

Sagen vedrører: Er lægemidler som defineret

ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2001/83/EF af 6. november 2001 om

oprettelse af en fællesskabskodeks for

humanmedicinske lægemidler, der indeholder

registrerede stoffer, altid undtaget fra

anvendelsesområdet for forordning (EF) nr.

273/2004 og forordning (EF) nr. 111/2005 i

medfør af artikel 2, litra a), i disse

forordninger, eller er det kun tilfældet, når

lægemidlerne er sammensat på en sådan måde,

at de registrerede stoffer ikke let kan benyttes

eller udskilles ved hjælp af let anvendelige eller

økonomisk fordelagtige midler?

Sag C-2/14:

Er lægemidler som defineret ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF

af 6. november 2001 om oprettelse af en

fællesskabskodeks for humanmedicinske

lægemidler, der indeholder »registrerede

stoffer«, altid undtaget fra anvendelsesområdet

for forordning (EF) nr. 273/2004 og

forordning (EF) nr. 111/2005 i medfør af

artikel 2, litra a), i disse forordninger, eller er

det kun tilfældet, når lægemidlerne er

sammensat på en sådan måde, at de ikke

let kan benyttes eller udskilles ved hjælp af let

anvendelige eller økonomisk fordelagtige

midler som omhandlet i de nævnte

forordninger?

Indėlių ir investicijų draudimas et

Nemaniūnas

Sagen vedrører: 1) kan artikel 7, stk. 2, i

direktiv 94/19, sammenholdt med punkt 12 i

bilag I hertil, fortolkes således, at såfremt en

medlemsstat fastsætter bestemmelse om, at de

indskydere, der er indehavere af værdipapirer

(indskudsbeviser) udstedt af et kreditinstitut,

ikke er omfattet af en garantiordnings

dækning, omfatter denne udelukkelse kun de

indskudsbeviser, der har (udviser) samtlige de

egenskaber, der kendetegner et finansielt

instrument i henhold til direktiv 2004/39 (når

der samtidig henses til eksistensen af andre

EUretsakter, eksempelvis Den Europæiske

Centralbanks forordning 25/2009), herunder

omsætningsmuligheden på sekundære

markeder? 2) Såfremt den berørte

medlemsstat vælger at gennemføre direktiv

94/19 og direktiv 97/9 i den nationale ret

således, at garantiordningen for indskydere og

investorer fastsættes i den samme retsakt (den

samme lov), kan artikel 7, stk. 2, i direktiv

94/19 og punkt 12 i bilag I til direktiv 94/19

sammenholdt med artikel 2, stk. 2, i direktiv

97/9 og under hensyn til artikel 3 i direktiv

97/9 da indebære, at indehavere af

Sundhedsstyrelse

Orienteringssag

Dom

05.02.15

Finanstilsynet

Orienteringssag

05.02.15

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

indskudsbeviser og obligationer ikke er

dækket af nogen af (garanti)ordningerne som

omhandlet i de nævnte direktiver? 3) Da de

nationale bestemmelser indebærer, at

indehavere af indskudsbeviser og obligationer,

der er udstedt af et kreditinstitut, ikke er

dækket af de garantiordninger, der er nævnt i

direktiv 94/19 og direktiv 97/9, spørges: a)

Skal artikel 3, stk. 1, artikel 7, stk. 1 (som

ændret ved direktiv 2009/14), og artikel 10,

stk. 1, i direktiv 94/19 sammenholdt med

samme direktivs artikel 1, stk. 1, der definerer

begrebet indskud, anses for tilstrækkeligt klare,

præcise og ubetingede til at skabe subjektive

rettigheder, der kan påberåbes af

privatpersoner ved de nationale retsinstanser

med henblik på at opnå dækning af de krav,

som de har rettet mod det garantiorgan, som

medlemsstaten har oprettet, og som har til

opgave at forestå betaling i henhold til en

garantiordning? b) Skal artikel 2, stk. 2, og

artikel 4, stk. 1, i direktiv 97/9 anses for

tilstrækkeligt klare, præcise og ubetingede til at

skabe subjektive rettigheder, der kan

påberåbes af privatpersoner ved de nationale

retsinstanser med henblik på at opnå dækning

af de krav, som de har rettet mod det

garantiorgan, som medlemsstaten har oprettet,

og som har til opgave at forestå betaling i

henhold til en garantiordning? c) Såfremt de

foregående spørgsmål (»3a« og »3b«) besvares

bekræftende, spørges, hvilken af de to

garantiordninger den nationale ret skal vælge

ved løsningen af en tvist mellem en

privatperson og et kreditinstitut, i hvilken

forbindelse der er rettet henvendelse til det

garantiorgan, som medlemsstaten har oprettet,

og som har til opgave at forvalte en

garantiordning for indskydere og investorer?

4) Skal artikel 2, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i

direktiv 97/9 (sammenholdt med bilag I til det

nævnte bilag) fortolkes således, at disse

bestemmelser er til hinder for en national

lovgivning, hvorefter en

investorgarantiordning ikke omfatter de

investorer, der er indehavere af værdipapirer

udstedt af et kreditinstitut, på grund af det

finansielle instruments form (værdipapirer) og

under forudsætning af, at kreditinstituttet ikke

har overført eller anvendt investorernes

midler eller værdipapirer uden disses

samtykke? Er den omstændighed, at det

kreditinstitut, der har udstedt værdipapirerne –

udstederen – [org. s. 12] samtidig optræder

som depotselskab for disse finansielle

instrumenter (mellemled), og at de investerede

midler ikke kan adskilles fra de andre midler,

som kreditinstituttet råder over, relevant for

fortolkningen af de nævnte bestemmelser i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

direktiv 97/9 i forhold til beskyttelsen af

investorerne?