Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 21
Offentligt
Fra:
Sendt:
8. oktober 2014 19:58
Til:
Lone Loklindt; Morten Villumsen
Emne:
Prosulfocarb-en tak, en rettelse, og en opfordring.
Kære Miljøudvalget og miljøminister Kirsten Brosbøl
På vegne af Økologisk Landsforening, og ikke mindst vores økologiske æbleavlere, vil jeg takke for
en meget kvalificeret dialog og debat under samrådet i sidste uge. Mens vi venter på overblikket
over, hvorvidt handlingsplanen og efterårets vejrforhold påvirker indholdet af prosulfocarb i vores
æblehøst, er det opmuntrende, at der er politisk fokus på at sikre muligheden for produktion og
køb af giftfri frugt i Danmark! Der er vist fokus på sagen i TV programmet Madmagasinet i morgen.
Vi vil opfordre til, at de væsentligste virkemidler, som Videncentret for Landbrug og Syngenta har
peget på i handlingsplanen, under alle omstændigheder bliver faste lovkrav—og dermed standard
praksis-- i landbruget. Også selv om vi skulle blive så heldige at undgå forurening og kassering af
økologiske og konventionelle æbler i år.
Enkelte ændringer i udstyr og praksis kan reducere spredning af gift til miljøet betragteligt, uden
væsentlige udgifter til landmanden. At gøre de væsentligste handlinger til krav, vil derfor gavne
både miljøet og give de økologiske og konventionelle frugtavlere en sikkerhed for, at forureningen
ikke gentager sig i fremtiden. Frugtavlere afbestille både nye træer samt høstemedarbejdere og
investeringer i år. Der er en ny utryghed, som det ikke er rimeligt at pålægge frugtavlere — og i
øvrigt også grøntavlere.
Jeg vedhæfter et opdateret notat fra Økologisk Landsforening.
Jeg siger opdateret, fordi der er en enkelt fejl, som jeg vil gøre jer særligt opmærksom på.
I en tidligere udgave af notatet fremgik det, at Miljøstyrelsen havde kendskab til indhold af
prosulfocarb i nedbør allerede i 2008, og til indhold i æbler allerede i 2010. Mens kendskab til
indhold i nedbør er rigtig, er det ikke korrekt, at Miljøstyrelsen blev orienteret om fund i æbler
allerede i 2010. Det var en mundligt overgivet information, som en efterfølgende research ikke
kunne bekræfte. Det beklager jeg. Og fejlen er rettet.
I et projekt under Aarhus Universitet, Årslev blev der fundet prosulfocarb i flere æbleprøver
mellem 2007-2009. På et møde august i 2010 hos AU, Årslev med deltagelse af repræsentanter fra
Videncentret for Landbrug, Syngenta, Århus Universitet mf.l., blev 5 fund af prosulfocarb i danske
æbler drøftet. På mødet var der generel enighed om, at der var tale om en generel forurening og
ikke forurening fra vinddrift fra nabomarker. Der var også kommentar til referatet om, at
Miljøstyrelsen skulle kontaktes. Men der er ingen tegn på, at hverken Videncentret, Syngenta eller
forskerne fra Århus Universitet kontaktede Miljøstyrelsen. I bagklogskabens klare lys må det siges
at være uheldigt. Lovning dengang om at konsulenttjenesten vil mobiliseres for at ændre
sprøjteadfærd, blev heller ikke gennemførte for alvor før der var gået fire år.
Det til trods for at GASA NORD GRØNT har kendskab til 8 fund af prosulfocarb i perioden 2008 -
2011 i konventionelle æbler.