PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2014-15 (1. samling)
EUU Alm.del Bilag 105
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2014-24864

14. november 2014

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-

146/13

Titel og kort sagsresumé

Kongeriget Spanien mod Europa-Parlamentet og Rådet for

Den Europæiske Union

Påstande: Det fastslås, at Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 1257/2012 af 17. december 2012 om

gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af

enhedspatentbeskyttelse er en nullitet, subsidiært annulleres den i

det hele. Subsidiært fastslås, at følgende er en nullitet: a) Artikel 9,

stk. 1, i sin helhed og artikel 9, stk. 2, i det omfang, det er anført i

dette søgsmåls femte anbringende. b) Artikel 18, stk. 2, i sin

helhed og alle forordningens henvisninger til Den Fælles

Patentdomstol som domstolsordning og retskilde for det

europæiske patent med ensartet retsvirkning. Europa-Parlamentet

og Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Kongeriget Spanien mod Rådet for Den Europæiske Union

Påstande: Rådets forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december

2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse

af enhedspatentbeskyttelse for så vidt angår gældende

oversættelsesordninger annulleres, og Rådet tilpligtes at betale

sagens omkostninger. Subsidiært annulleres artikel 4 og 5, artikel 6,

stk. 2, og artikel 7, stk. 2, i Rådets forordning (EU) nr. 1260/2012

af 17. december 2012 om gennemførelse af et forstærket

samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så vidt

angår gældende oversættelsesordninger, og Rådet tilpligtes at

betale sagens omkostninger.

Processkridt

Dato

18.11.14

C-

147/13

18.11.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

315/13

De Clercq e.a.

Sagen vedrører: Skal artikel 56 TEUF og 57 TEUF (tidligere EF-

traktatens artikel 49 og 50) og artikel 3, stk. 1 og 10, i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996

om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af

tjenesteydelser (EFT L 18 af 21.1.1997), alene eller læst i

sammenhæng med artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydel-ser i

det indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006), fortolkes

således, at de er til hinder for artikel 141 i Programmawet (I) af 27.

december 2006 – hvorefter den, hos hvem eller for hvem der

direkte eller via underentreprenører udføres arbejde af

udstationerede arbejdstagere eller praktikanter, er pålagt en

forpligtelse til forud for påbegyndelsen af disse personers

beskæftigelse til Rijksdienst voor Sociale Zekerheid elektro-nisk

(eller såfremt dette er umuligt ved fax eller brev) at fremsende

oplysninger til identifikation af de personer, der ikke er i stand til

at fremlægge det modtagelsesbevis, der er udstedt til deres

arbejdsgiver i anledning af dennes forudgå-ende anmeldelse –

sammenholdt med artikel 157 i Programmawet (I) af 27. december

2006 og artikel 183, stk. 1, nr. 1, i [org. s. 14] Sociaal strafwetboek,

hvorefter der gælder en strafferetlig sanktion ved forpligtelsens

tilsidesættelse?

Dom

03.12.14

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

T-

394/13

Titel og kortsagsresumé

Photo USA Electronic Graphic mod Rådet

Påstande: Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af

13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og

endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af

bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med

oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 131, s. 1) annulleres,

for så vidt som den pålægger sagsøgeren en antidumpingtold.

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

ClientEarth

Sagen vedrører: 1. Where, under the Air Quality Directive

(2008/50IEC), in a given zone or agglomeration conformity with

the limit values for nitrogen dioxide was not achieved by the

deadline of 1 January 2010 specified in annex XI of the Directive,

is a Member State obliged pursuant to the Directive and/or article

4 TEU to seek postponement of the deadline in accordance with

article 22 of the Directive? 2. If so, in what circumstances (if any)

may a Member State be relieved of that obligation? 3. To what

extent (if at all) are the obligations of a Member State which has

failed to comply with article 13 affected by article 23 (in particular

its second paragraph)? 4. In the event of non-compliance with

articles 13 or 22, what (if any) remedies must a national court

provide as a matter of European law in order to comply with

article 30 of the Directive and/or article 4 or 19 TEU?

Processkridt

Dom

Dato

18.11.14

C-

404/13

Dom

19.11.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

T-

223/12

Ntouvas mod ECDC

Påstand: Sagsøgtes afgørelse af 27. marts 2012 om at nægte

sagsøgeren aktindsigt i de endelige rapporter om revision af

ECDC, der er foretaget af Kommissionens interne

revisionstjeneste, annulleres. Sagsøgte tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod

Europa- Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Påstande: Artikel 94, stk. 1, litra g), artikel 94, stk. 2, og/eller

artikel 162, stk. 1 og 3, i kapitalkravsdirektiv IV ( 1 ) annulleres.

Artikel 450, stk. 1, litra d), i) og/eller j), og/eller artikel 521, stk. 2,

i kapitalkravsforordningen( 2 ) annulleres. Europa-Parlamentet og

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

AKT

Sagen vedrører: a) Skal artikel 4, stk. 1, i vikardirektivet

(2008/104/EF) fortolkes således, at der pålægges de nationale

myndigheder, herunder retterne, en permanent forpligtelse til at

gøre brug af de midler, de råder over, for at sikre, at ingen

nationale retsforskrifter eller bestemmelser i kollektive

overenskomster, der er i strid med en bestemmelse i direktivet, er i

kraft eller anvendes? b) Skal direktivets artikel 4, stk. 1, fortolkes

således, at den er til hinder for en national ordning, hvorefter

anvendelsen af vikaransatte kun er tilladt i de særligt opregnede

tilfælde, såsom udligning af spidsbelastninger eller i forbindelse

med arbejdsopgaver, der ikke kan udføres af en virksomheds egne

arbejdstagere? Kan en længerevarende anvendelse af vikaransatte

side om side med en virksomheds egne arbejdstagere inden for

rammerne af virksomhedens sædvanlige arbejdsopgaver

kvalificeres som forbudt anvendelse af vikaransatte? c) Hvilke

midler råder retten over, såfremt den nationale ordning anses for

at være i strid med direktivet, med henblik på at nå direktivets mål,

når der er tale om en kollektiv overenskomst, der skal overholdes

af borgere?

Fipa Group m.fl

Sagen vedrører: Er Den Europæiske Unions principper på

miljøområdet i henhold til artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde og direktiv 2004/35/EF 1 af

21. april 2004 (artikel 1 og artikel 8, stk. 3; 13. og 24. betragtning)

– og navnlig princippet om, at forureneren betaler,

forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats og

princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden

– til hinder for en national lovgivning som den, der følger af

artikel 244, 245 og 253 i lovdekret nr. 152 af 3.4.2006, hvorefter

den administrative myndighed – i tilfælde af konstateret forurening

af et område, og såfremt det hverken kan fastslås, hvem der er

ansvarlig for forureningen, eller opnås afhjælpende

foranstaltninger fra den ansvarlige – ikke kan pålægge ejeren, som

ikke er ansvarlig for forureningen, at gennemføre foranstaltninger

til sikring i nødstilfælde og rensning, og hvorefter ejeren alene kan

pålægges et økonomisk ansvar, der er begrænset til områdets værdi

efter gennemførelsen af rensningsforanstaltningerne?

Dom

19.11.14

C-

507/13

20.11.14

C-

533/13

20.11.14

C-

534/13

20.11.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

170/13

Huawei Technologies

Sagen vedrører: 1) Misbruger indehaveren af et standard-essentielt

patent, som over for standardiseringsorganet har erklæret at ville

give enhver tredjemand licens på rimelige og ikke-diskriminerende

[»FRAND«-] vilkår, sin dominerende stilling på markedet, når han

tager retslige skridt med henblik på nedlæggelse af forbud mod en

patentkrænker, selv om patentkrænkeren har erklæret sig villig til

at indlede forhandlinger om en sådan licens, eller kan der først

antages at foreligge et misbrug af den dominerende stilling på

markedet, når patentkrænkeren har forelagt indehaveren af det

standardessentielle patent et klart, ubetinget tilbud om at indgå en

licensaftale, som patentindehaveren ikke kan afslå uden utilbørligt

at lægge hindringer i vejen for patentkrænkeren eller at overtræde

forbuddet mod diskriminering, og patentkrænkeren – under

foregribelse af den licens, der skal tildeles, til den brug, han

allerede har gjort – opfylder de kontraktlige forpligtelser, der

vedrører ham? 2) Såfremt der allerede skal antages at foreligge

misbrug af en dominerende stilling på markedet som følge af den

af patentkrænkeren udviste forhandlings-vilje: Stilles der i henhold

til artikel 102 TEUF særlige kvalitative og/eller tidsmæssige krav

til forhandlingsvilligheden? Kan en sådan navnlig antages allerede

at foreligge, når patentkrænkeren kun på generel vis (mundtligt)

har erklæret sig villig til at indlede forhandlinger, eller skal

patentkrænkeren allerede være indtrådt i forhandlinger og

eksempelvis have angivet konkrete betingelser, hvorunder han er

villig til at indgå en licensaftale? 3) Såfremt afgivelsen af et klart,

ubetinget tilbud om at indgå en licensaftale er en forudsætning for,

at der foreligger misbrug af den dominerende stilling på markedet:

Stilles der i henhold til artikel 102 TEUF særlige kvalitative

og/eller tidsmæssige krav til dette tilbud? Skal tilbuddet indeholde

samtlige bestemmelser, som sædvanligvis er indeholdt i

licensaftaler på det pågældende tekniske område? Kan tilbuddet

navnlig gives på den betingelse, at det standard-essentielle patent

faktisk bruges og/eller er retsgyldigt? 4) Såfremt patentkrænkerens

opfyldelse af forpligtelserne i henhold til den licens, der skal

tildeles, er en forudsætning for, at der foreligger misbrug af en

dominerende stilling på markedet: Stilles der i henhold til artikel

102 TEUF særlige krav med hensyn til disse

opfyldelseshandlinger? Er patentkrænkeren navnlig forpligtet til at

aflægge regnskab om hidtidig brug og/eller at betale licensafgift?

Kan en pligt til at betale licensafgift i givet fald også opfyldes ved

hjælp af sikkerhedsstillelse? 5) Gælder betingelserne for, hvornår

indehaveren af et standard-essentielt patent må anses for at have

udøvet misbrug af dominerende stilling, også for fremsættelsen af

de øvrige krav, der er forbundet med en patentkrænkelse

(regnskabsaflæggelse, tilbagekaldelse, skadeserstatning)?

Safa Nicu Sepahan mod Rådet

Påstande: Optegnelse nr. 19 i bilag VIII til Rådets forordning

(EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive

foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning

20.11.14

T-

384/11

Dom

25.11.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

(EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), som ændret ved Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2011 af 23. maj 2011 om

gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive

foranstaltninger over for Iran (EUT L 136, s. 26) erklæres for

ugyldig. Det fastslås, at Rådet har tilsidesat artikel 265 TEUF ved

at undlade at undersøge sagsøgerens anmodning af 7. juni 2011

om at genoverveje optegnelse nr. 19. Sagsøgerens navn slettes af

EU's liste over sanktioner. Sagsøgeren tilkendes erstatning i en

størrelsesorden, der skal fastsættes under behandlingen af

nærværende sag, og som ikke udgør mindre end 2 mio. EUR.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Forenede

sager C-

22/13,

C-

418/13,

C-61/13,

C-62/13,

C-63/13

Mascolo m.fl.

Sagen vedrører: »1) Udgør de beskrevne retsforskrifter på

skoleområdet en tilsvarende retsregel som omhandlet i tilsvarende

§ 5 i [rammeaftalen i bilaget til] direktiv 1999/70/EF? 2) Hvornår

skal et arbejdsforhold anses for at henhøre under »staten« som

omhandlet § 5 i direktiv 1999/70/EF og navnlig også med henblik

på udtrykket »bestemte sektorer og/eller […] bestemte kategorier

af arbejdstagere« og dermed for at kunne begrunde andre

retsfølger end private arbejdsforhold? 3) Omfatter begrebet

»ansættelsesvilkår« i § 4 i direktiv 1999/70 også følgerne af den

ulovlige afbrydelse af arbejdsforholdet, når henses til artikel 3, stk.

1, litra. c), i direktiv 2000/78/EF og artikel 14, stk. 1, litra c), i

direktiv 2006/54/EF. Såfremt dette spørgsmål besvares

bekræftende, kan forskellen mellem de oprindeligt fastsatte følger i

den nationale lovgivning af ulovlig afbrydelse af et tidsubegrænset

arbejdsforhold og et tidsbegrænset arbejdsforhold da begrundes i

henhold til § 4? 4) Forbyder princippet om loyalt samarbejde, at en

medlemsstat bevidst urigtigt fremstiller nationale retsforskrifter for

EU-Domstolen, og er retten forpligtet til – hvor det er muligt – at

fortolke national ret i overensstemmelse med statens fortolkning,

når der ikke foreligger en anden fortolkning af national ret, som

også lever op til de forpligtelser, der følger af medlemskabet af

EU? 5) Omfatter de gældende vilkår for en arbejdskontrakt eller et

arbejdsforhold, som foreskrevet i direktiv 91/533/EØF, og

navnlig i artikel 2, stk. 1 og 2, litra e), tilfælde, hvor en

tidsbegrænset kontrakt kan omdannes til en tidsubegrænset

kontrakt? 6) Såfremt det forudgående spørgsmål besvares

bekræftende, er en ændring med tilbagevirkende kraft af de retlige

rammer, som ikke sikrer den ansatte muligheden for at gøre sine

rettigheder i henhold til direktivet gældende, dvs. opfyldelsen af de

arbejdsvilkår, der er anført i ansættelsesdokumentet, da i strid med

artikel 8, stk. 1, i direktiv 91/533/EØF og formålene med direktiv

91/533/EØF, navnlig som angivet i anden betragtning hertil? 7)

Skal de generelle principper i den gældende fællesskabsret om

retssikkerhed, beskyttelse af den berettigede forventning,

ligestilling af sagens parter, effektiv retsbeskyttelse, retten til en

uafhængig domstol og mere generelt til en retfærdig rettergang,

som garanteres ved artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den

Europæiske Union (som ændret ved Lissabontraktatens artikel 1,

stk. 8, og hvortil artikel 46 i traktaten om Den Europæiske Union

henviser) – sammenholdt med artikel 6 i den europæiske

konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og

grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4.

november 1950, og med artikel 46, 47 og 52, stk. 3, i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

proklameret i Nice den 7. december 2000, som gennemført ved

Lissabontraktaten – fortolkes således, at de i relation til

Dom

26.11.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

anvendelsen af direktiv 1999/70/EF er til hinder for, at den

italienske stat efter et betragteligt tidsrum (3 år og seks måneder)

til en lovbestemmelse, nemlig artikel 9 i lovdekret nr. 70 af 13. maj

2011, som ændret ved lov nr. 106 af 12. juli 2011, tilføjer stk. 4a i

artikel 10 i lovdekret nr. 368/01 med henblik på at ændre udfaldet

af verserende retssager, hvilket direkte er til skade for

arbejdstageren og omvendt til fordel for den statslige arbejdsgiver,

og hvorved muligheden for at sanktionere misbrug af flere på

hinanden følgende ansættelseskontrakter efter national ret

ophæves«?

C-66/13

Green Network

Sagen vedrører: »(i) Er de nationale bestemmelser ([artikel] 20, stk.

3, i lovdekret nr. 387/2003), ifølge hvilke anerkendelsen af

oprindelsesgarantier udstedt af tredjelande er betinget af

indgåelsen af en særskilt international aftale mellem den italienske

stat og det pågældende tredjeland, til hinder for korrekt anvendelse

af artikel 3, stk. 2, og artikel 216 TEUF – hvorefter Unionen har

enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen

har hjemmel i en lovgivningsmæssig EUretsakt, eller når den er

nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin

kompetence på internt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles

regler eller ændre deres rækkevidde, hvilket har to konsekvenser,

nemlig at beføjelsen til at indgå aftaler med tredjelande, som

berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde eller [berører]

et område, som er fuldt ud reguleret ved fællesskabsbestemmelser

og derfor hører ind under Unionens enekompetence, er

koncentreret i selve Unionen, og at denne beføjelse ikke længere

hverken individuelt eller kollektivt er forbeholdt medlemsstaterne

– og af artikel 5 i direktiv 2001/77/EF? (ii) Er de nævnte nationale

bestemmelser navnlig til hinder for en korrekt [org. s. 12]

anvendelse af de omhandlede fællesskabsforskrifter, såfremt

tredjelandet er Det Schweiziske Edsforbund, der er knyttet til EU

gennem en frihandelsaftale indgået den 22. juli 1972, og som er

trådt i kraft den 1. januar 1973? (iii) Er de nationale bestemmelser i

artikel 4, stk. 6, i ministerielt dekret af 11. november 1999, ifølge

hvilke godkendelsen af begæringen i forbindelse med import af

elektricitet fra tredjelande er betinget af indgåelsen af en aftale

mellem operatøren af det nationale elforsyningsnet og en

tilsvarende lokal myndighed, som fastsætter fremgangsmåden for

de nødvendige kontroller, til hinder for korrekt anvendelse af de

under punkt (i) nævnte fællesskabsforskrifter? (iv) Er de nævnte

nationale bestemmelser navnlig til hinder for korrekt anvendelse af

de omhandlede fællesskabsforskrifter, såfremt den i artikel 4, stk.

6, i ministerielt dekret af 11. november 1999, fastlagte aftale er en

stiltiende aftale, som aldrig er blevet udtrykt i officielle handlinger,

og som blot er blevet nævnt af appellanten, der ikke har været i

stand til at fremlægge nærmere oplysninger herom?«

Parlamentet mod Rådet, Kommissionen mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse 2012/19/EU ( 1 ) af 16. december

2011 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af

erklæringen om tildeling af fiskerimuligheder i EU-farvande til

fiskerfartøjer, der fører Den Bolivariske Republik Venezuelas flag,

i den eksklusive økonomiske zone ud for Fransk Guyanas kyst,

annulleres. Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Faber

Sagen vedrører: 1) Følger det af effektivitetsprincippet, af det høje

Dom

26.11.14

Forende

sager C-

103/12

+ C-

165/12

Dom

26.11.14

C-

497/13

Dom

27.11.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forbrugerbeskyttelsesniveau inden for EU, der tilstræbes med

direktiv 1999/44, eller af andre EU-retlige bestemmelser eller

normer, at de nationale retter af egen drift er forpligtet til at

undersøge, om køberen i henhold til en aftale er (en) forbruger

som

omhandlet i artikel 1. stk. 2, litra a), i direktiv1999/44? 2) Såfremt

det første spørgsmål besvares bekræftende, gælder dette også,

såfremt sagens akter ingen (eller ufuldstændige eller modstridende)

faktiske oplysninger indeholder med henblik på at kunne fastslå

køberens egenskab? 3) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, gælder dette også i en appelsag, hvor køber ikke har

rejst indsigelse mod den appellerede kendelse

fra førsteinstansen, for så vidt denne i henhold til kendelsen ikke

(af egen drift) foretog nogen undersøgelse, og for så vidt den

udtrykkeligt undlod at besvare spørgsmålet, om køber kunne anses

for forbruger? 4) Skal (artikel 5 i) direktiv 1999/44 anses for

ligeværdig med nationale regler, der inden for den interne

retsorden har rang af ufravigelige retsgrundsætninger? 5) Er

effektivitetsprincippet, det høje forbrugerbeskyttelsesniveau inden

for EU, der tilstræbes med direktiv 1999/44, eller andre EU-

retlige bestemmelser eller normer til hinder for nederlandsk ret,

[org. s. 10] for så vidt angår forbrugerkøberens indsigelsespligt og

bevisbyrde i forbindelse

med pligten til (rettidig) underretning af sælger om den

formentlige mangel ved salgsgenstanden? 6) Er

effektivitetsprincippet, det høje forbrugerbeskyttelsesniveau inden

for EU, der tilstræbes med direktiv 1999/44, eller andre EU-

retlige bestemmelser eller normer til hinder for nederlandsk ret for

så vidt angår forbrugerkøberens indsigelsespligt og bevisbyrde

med hensyn til, at salgsgenstanden ikke er i overensstemmelse med

det aftalte, og for så vidt angår kravet om, at denne manglende

overensstemmelse skal have vist sig inden for en frist af seks

måneder efter leveringen? Hvad betyder ordene »manglende

overensstemmelse, der viser sig« i artikel 5, stk. 3, i direktiv

1999/44 og især, på hvilken måde skal forbrugerkøberen gøre de

omstændigheder gældende, der vedrører (årsagen til) til den

manglende overensstemmelse? Er det herved tilstrækkeligt, at

forbrugerkøberen gør gældende og ved begrundet indsigelse

beviser, at salgsgenstanden ikke fungerer (tilfredsstillende), eller

skal han også gøre gældende og ved begrundet indsigelse bevise,

hvilken mangel ved salgsgenstanden der er grunden til, at den ikke

fungerer (tilfredsstillende)? 7) Har det for besvarelsen af de

foregående spørgsmål nogen betydning, at

Faber i begge instanser har ladet sig bistå af en advokat?

C-

148/13 -

C-

150/13

A m.fl.

Sagen vedrører: Hvilke grænser fastsætter artikel 4 i Rådets

direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af

minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere

eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden

grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan

beskyttelse, og Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, herunder navnlig chartrets artikel 3 og

7, for den måde, hvorpå en påstået seksuel orientering skal

vurderes, og adskiller disse grænser sig fra dem, der gælder ved

vurderingen af troværdigheden for så vidt angår de andre årsager

til forfølgelse, og i givet fald i hvilket omfang?

Dom

02.12.14

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

C-

516/13

Dimensione Direct Sales s.r.l. og Michele Labianca mod

Knoll International S.p.A

Sagen vedrører: 1. Omfatter retten til spredning i henhold til

artikel 4, stk. 1, i

direktiv 2001/29/EF retten til at udbyde originalværket eller

eksemplarer heraf til almenheden med henblik på erhvervelse?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: 2. Omfatter

retten til at udbyde originalværket eller eksemplarer heraf til

almenheden med henblik på erhvervelse ikke alene tilbud om

kontrakt, men tillige reklameforanstaltninger? 3. Udgør det

ligeledes en krænkelse af retten til spredning, såfremt tilbuddet

ikke fører til erhvervelse af originalværket eller eksemplarer heraf?

Gazprom

Sagen vedrører: 1. Når en voldgiftsdomstol udsteder en anti-suit

injunction og derved forbyder en part at indbringe visse krav for

en medlemsstats ret, som i henhold til Bruxelles I-forordningens

regler om kompetence har kompetence til at behandle den civile

sag materielt, har medlemsstatens ret da ret til at nægte at

anerkende en sådan afgørelse fra voldgiftsdomstolen, fordi den

afskærer rettens ret til selv at afgøre, om den har kompetence til at

behandle sagen i henhold til Bruxelles I forordningens regler om

kompetence? 2. Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende, gør det samme sig da gældende, når den anti-suit

injunction, der er udstedt af voldgiftsretten, pålægger en af sagens

parter at begrænse sine krav i en sag, som behandles i en anden

medlemsstat, og retten i denne medlemsstat har kompetence til at

behandle denne sag i henhold til Bruxelles I-forordningens regler

om kompetence? 3. Kan en national ret, som søger at sikre EU-

rettens forrang og den fulde virkning af af Bruxelles I-

forordningen, nægte at anerkende en afgørelse fra en voldgiftsret,

hvis en sådan afgørelse begrænser retten for en national ret til at

træffe afgørelse om sin egen kompetence og beføjelser i en sag,

som henhører under af Bruxelles I-forordningens

anvendelsesområde?

04.12.14

C-

536/13

04.12.14