ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 91: Høring af forslag til lov for Færøerne om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og investeringsselskaber, fra erhvervs- og vækstministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 91
Offentligt

Fremsat den {FREMSAT} af erhvervs- og vækstminister (Henrik Sass Larsen)

Forslag

til

Lov for Færøerne om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitut-

ter og investeringsselskaber

§ 1.

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om tilsynsmæssige krav til kredit-

institutter og investeringsselskaber, jf. bilaget til denne lov, gælder for Færøerne.

§ 2.

Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler for Færøerne om anvendelsen af bestemmel-

serne i forordningen, jf. § 1, herunder om de ændringer af bestemmelserne, som de færøske forhold

tilsiger.

§ 3.

Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler for Færøerne, som er nødvendige for at an-

vende eller gennemføre de afgørelser eller retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i med-

før af forordningen, jf. § 1.

§ 4.

I regler udstedt i medfør af §§ 2 og 3 kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 må-

neder for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 2.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i 5. kapitel i

den for Færøerne gældende straffelov.

§ 5.

Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 91: Høring af forslag til lov for Færøerne om kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og investeringsselskaber, fra erhvervs- og vækstministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Baggrunden for forslaget

2.2. Gennemgang af CRR

2.2.1. Første del

–

Almindelige bestemmelser

2.2.1.1. Afsnit I - Genstand, anvendelsesområde og definitioner

2.2.1.2. Afsnit II - Niveau for anvendelse af kravene

2.2.1.2.1. Kapitel 1 - Anvendelse af kravene på individuelt niveau

2.2.1.2.2. Kapitel 2 - Konsolideringsregler

2.2.2. Anden del

–

Kapitalgrundlag

2.2.2.1. Afsnit I - Kapitalgrundlagsposter

2.2.2.1.1. Kapitel 1 - Kernekapital

2.2.2.1.2. Kapitel 2 - Egentlig kernekapital

2.2.2.1.3. Kapitel 3 - Hybrid kernekapital

2.2.2.1.4. Kapitel 4 - Supplerende kapital

2.2.2.1.5. Kapitel 5 - Kapitalgrundlag

2.2.2.1.6. Kapitel 6 - Generelle krav

2.2.2.2. Afsnit II - Minoritetsinteresser og hybride kernekapitalinstrumenter og sup-

plerende kapitalinstrumenter udstedt af datterselskaber

2.2.2.3. Afsnit III - Kvalificerende kapitalandele uden for den finansielle sektor

2.2.3. Tredje del - Kapitalkrav

2.2.3.1. Afsnit I - Generelle krav, værdiansættelse og indberetning

2.2.3.1.1. Kapitel 1 - Krav til kapitalgrundlags størrelse

2.2.3.1.2. Kapitel 2 - Beregnings- og indberetningskrav

2.2.3.1.3. Kapitel 3

Handelsbeholdning

2.2.3.2. Afsnit II - Kapitalkrav i relation til kreditrisiko

2.2.3.2.1. Kapitel 1 - Generelle principper

2.2.3.2.2. Kapitel 2 - Standardmetoden

2.2.3.2.3.

Kapitel

3 - Den interne ratingbaserede metode

2.2.3.2.4. Kapitel 4 - Kreditrisikoreduktion

2.2.3.2.5. Kapitel 5 - Securitisering

2.2.3.2.6. Kapitel 6 - Modpartskreditrisiko

2.2.3.3. Afsnit III - Kapitalgrundlagskrav i relation til operationel risiko

2.2.3.3.1. Kapitel 1 - Generelle principper for anvendelsen af de forskellige

metoder

2.2.3.3.2. Kapitel 2 - Basisindikatormetoden

2.2.3.3.3. Kapitel 3 - Standardmetoden

2.2.3.3.4. Kapitel 4 - Avancerede målemetoder

2.2.3.4. Afsnit IV - Kapitalgrundlagskrav i relation til markedsrisici

2.2.3.4.1. Kapitel 1 - Almindelige bestemmelser

2.2.3.4.2. Kapitel 2 - Kapitalgrundlagskrav i relation til positions-

risici

2.2.3.4.3. Kapitel 3 - Kapitalgrundlagskrav i relation til valuta-

kursrisiko

2.2.3.4.4. Kapitel 4 - Kapitalgrundlagskrav i relation til råvareri-

siko

2.2.3.4.5. Kapitel 5 - Anvendelse af interne modeller til beregning

af kapitalgrundlagskrav

2.2.3.5. Afsnit V - Kapitalgrundlagskrav i relation til afviklingsrisiko

2.2.3.6. Afsnit VI - Kapitalgrundlagskrav i relation til kreditværdijusteringsrisiko

2.2.4. Fjerde del - Store eksponeringer

2.2.5. Femte del - Eksponeringer mod overført kreditrisiko

2.2.5.1. Afsnit I - Generelle bestemmelser for denne del

2.2.5.2. Afsnit II - Krav vedrørende investorinstitutter

2.2.5.3. Afsnit III - Krav vedrørende organiserende og eksponeringsleverende insti-

tutter

2.2.6. Sjette del

–

Likviditet

2.2.6.1. Afsnit I - Definitioner og krav vedrørende likviditetsdækning

2.2.6.2. Afsnit II - Indberetning af oplysninger om likviditet

2.2.6.3. Afsnit III - Indberetning vedrørende stabil finansiering

2.2.7. Syvende del

–

Gearing

2.2.8. Ottende del - Institutternes oplysningspligt

2.2.8.1. Afsnit I - Almindelige principper

2.2.8.2. Afsnit II - Tekniske kriterier vedrørende gennemsigtighed og offentliggørel-

2.2.8.3. Afsnit III - Kvalificerende krav for anvendelse af særlige instrumenter eller

metoder

2.2.9. Niende del - Delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter

2.2.10. Tiende del

–

Overgangsbestemmelser, rapporter, revision og ændringer

2.2.10.1. Afsnit I

–

Overgangsbestemmelser

2.2.10.1.1. Kapitel 1 - Kapitalgrundlagskrav, urealiserede gevinster og tab

opgjort til dagsværdi samt fradrag

2.2.10.1.2. Kapitel 2 - Overgangsbestemmelser vedrørende kapitalinstru-

menter

2.2.10.1.3. Kapitel 3 - Overgangsbestemmelser vedrørende offentliggørel-

se af oplysninger om kapitalgrundlag

2.2.10.1.4. Kapitel 4 - Store eksponeringer, kapitalgrundlagskrav, gearing

og Basel I-minimumsgrænse

2.2.10.2. Afsnit II - Rapporter og revision af bestemmelser

2.2.10.3. Afsnit III - Ændringer

2.2.11. Ellevte del - Afsluttende bestemmelser

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Administrative konsekvenser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer mv.

Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at gennemføre bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013, EF-tidende nr. L 176, s. 1

(herefter benævnt »CRR«) for Færøerne.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013, EF-tidende nr. L 176, s. 338

(herefter benævnt »CRD IV«) og CRR udgør fremover tilsammen de retlige rammer i EU for ad-

gangen til at udøve virksomhed som kreditinstitut eller investeringsselskab. Reglerne skal sikre en

øget harmonisering og implementerer desuden Basel-komitéens samlede internationale reformtiltag

(Basel III), der skal styrke reguleringen, tilsynet og risikostyringen i banksektoren.

Reglerne i direktiv 2006/48/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og i

direktiv 2006/49/EF om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag vi-

dereføres i stort omfang, men af klarhedshensyn og for at sikre ensartet anvendelse af bestemmel-

serne i medlemslandene er de blevet samlet i CRD IV og CRR. CRD IV og CRR bygger desuden på

Basel-komitéens anbefalinger fra december 2010 og har til formål at gøre den finansielle sektor i

EU mere modstandsdygtig over for en negativ udvikling i konjunktursituationen.

Det er hensigten, at der med lovforslaget skal gælde de samme regler for Færøerne, som der gør i

Danmark i medfør af CRR, tilpasset de færøske forhold. Reglerne i forordningen forudsætter, at

CRD IV er gældende for Færøerne, dette vil ske ved gennemførelse af den kongelige anordning

indeholdt i lov nr. 268 af 25. marts 2014, der har implementeret CRD IV i dansk ret.

Gennemførelsen af bestemmelserne indeholdt i CRR forordningen for Færøerne vil styrke regule-

ringen, tilsynet og risikostyringen i den færøske banksektor.

En sund, stabil og velfungerende finansiel sektor er en forudsætning for vækst og beskæftigelse. En

stabil finansiel sektor styrker tilliden til økonomien og kan tilbyde finansiering til virksomheder og

husholdninger på konkurrencedygtige vilkår.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Baggrunden for forslaget

CRR er en EU-retsakt, men da Færøerne ikke er medlem af EU, har forordningen ikke direkte virk-

ning. Det er derfor nødvendigt at gennemføre et særskilt lovforslag, som sætter CRR i kraft for Fæ-

røerne. Med lovforslaget er det hensigten at sikre, at der gælder de samme regler for Færøerne, som

der gør i Danmark i medfør af forordningen, tilpasset de færøske forhold.

Lovforslaget har til formål at sætte bestemmelserne i CRR i kraft for Færøerne.

Implementeringen af reglerne indeholdt i CRR forordningen for Færøerne vil styrke reguleringen,

tilsynet og risikostyringen i den færøske banksektor. Dette vil samtidig sikre, at de færøske virk-

somheder fortsat har en god adgang til funding.

CRR indeholder de tilsynsmæssige krav for institutter, der konkret vedrører markederne for bank-

ydelser og finansielle tjenesteydelser, og har til formål at sikre, at aktørerne på disse markeder er

finansielt stabile, og at investorer og indskydere nyder et højt beskyttelsesniveau. CRR har desuden

til formål på afgørende vis at bidrage til, at markedet fungerer tilfredsstillende.

CRR og CRD IV omfatter en række redskaber til hindring og begrænsning af makroprudentielle og

systemiske risici, hvilket sikrer fleksibilitet, men også at disse redskaber anvendes under passende

kontrol, således at markedets funktion ikke generes, og tillige at redskaberne anvendes gennemsig-

tigt og konsistent.

Ud over redskabet i form af en systemisk buffer, der indgår i CRD IV, bør der, når makroprudenti-

elle eller systemiske risici kun vedrører en medlemsstat, være mulighed for, at de kompetente eller

udpegede myndigheder i den pågældende medlemsstat kan imødegå disse risici ved hjælp af visse

specifikke nationale makroprudentielle foranstaltninger, når det er opfattelsen, at disse risici bedre

kan imødegås på denne måde.

I lyset af den seneste finanskrises virkninger er den overordnede målsætning med CRR at tilskynde

til økonomisk nyttig bankvirksomhed, som tjener almene interesser. Dette kræver en gennemgri-

bende reform af den måde, hvorpå opsparing kanaliseres ind i produktive investeringer. For at sikre

et holdbart og mangfoldigt bankmiljø bør myndighederne have beføjelse til at indføre højere kapi-

talkrav for systemisk vigtige institutter, der i kraft af deres forretninger kan udgøre en trussel for

økonomien.

Det er nødvendigt at stille ensartede finansielle krav til institutter, som opbevarer penge eller værdi-

papirer, der tilhører deres kunder, for at sikre ensartet beskyttelse af sparerne og rimelige konkur-

rencevilkår for beslægtede kategorier af institutter.

For at sikre, at institutter i en koncern er tilstrækkelig solvente, er det vigtigt, at kapitalkravene an-

vendes på grundlag af den konsoliderede finansielle situation for disse institutter i koncernen. For at

sikre, at kapitalgrundlaget er fordelt hensigtsmæssigt inden for koncernen og efter behov står til

rådighed til beskyttelse af opsparing, bør kapitalkravene gælde for det individuelle institut i en kon-

cern, medmindre dette mål kan nås effektivt på anden måde.

2.2. Gennemgang af CRR

Forordningen, der er optaget som bilag til lovforslaget, indeholder en præambel og 521 artikler, der

er fordelt på 11 dele. Nedenfor foretages en gennemgang af indholdet af CRR.

2.2.1. Første del

–

Almindelige bestemmelser

2.2.1.1. Afsnit I

–

Genstand, anvendelsesområde og definitioner

(Artikel 1-5)

Dette afsnit beskriver anvendelsesområdet for CRR, som gælder alle institutter, der er underlagt

tilsyn i henhold til CRD IV dvs. kreditinstitutter og investeringsselskaber, og omhandler områderne

kapitalgrundlagskrav, krav, som begrænser store eksponeringer, likviditetskrav (efter ikrafttræden

af den delegerede retsakt medfør af artikel 460), indberetningskrav og offentliggørelseskrav. Sidst-

nævnte omhandler ikke offentliggørelseskrav for kompetente myndigheder i forbindelse med regu-

lering af og tilsyn med institutter omfattet af CRD IV. Med hensyn til kapitalgrundlag kan institut-

ter, uanset bestemmelser herom i forordningen, have et kapitalgrundlag og kapitalgrundlagselemen-

ter samt træffe foranstaltninger, som opfylder strengere krav end de krav, der er fastsat i forordnin-

gen.

For så vidt angår tilsynsbeføjelser henviser forordningen til de kompetente myndigheders beføjelser

samt de procedurer, der er fastlagt i CRD IV.

Afsnittet angiver en række definitioner af de i forordningen anvendte begreber, herunder definitio-

ner, der specifikt gælder for kapitalkravene i relation til kreditrisici.

2.2.1.2. Afsnit II

–

Niveau for anvendelse af kravene

2.2.1.2.1. Kapitel 1 - Anvendelse af kravene på individuelt niveau

(Artikel 6-10)

Efter kapitel 1 skal de omfattede institutter opfylde kravene i CRR på individuelt niveau.

Tilsynsmyndigheden har efter nogle nærmere fastsatte betingelser mulighed for at give et institut

dispensation fra at opfylde kravene i CRR om kapitalgrundlag (andel del), kapitalkrav (tredje del),

store eksponeringer (fjerde del), eksponeringer mod overført kreditrisiko (femte del) og oplysnings-

pligt (ottende del) på individuelt niveau, hvis det pågældende institut indgår i en koncern. Det er

blandt andet et krav, at dattervirksomheden og modervirksomheden skal være meddelt tilladelse og

underlagt tilsyn i det samme medlemsland og omfattet af et konsolideret tilsyn, der sikrer, at kapi-

talgrundlaget er korrekt fordelt mellem modervirksomheden og dattervirksomheden. En lignende

undtagelse er mulig, hvis et eller flere institutter er fast tilknyttet et centralt organ.

Tilsynsmyndigheden kan i enkelttilfælde og efter nogle nærmere fastsatte betingelser tillade, at en

modervirksomhed medtager visse dattervirksomheder i beregningen af de nævnte krav på individu-

elt niveau.

Herudover er det muligt for tilsynsmyndigheden efter nogle nærmere fastsatte betingelser helt eller

delvist at undlade at anvende CRRs krav om likviditet (sjette del) på et institut eller alle eller nogle

af dets dattervirksomheder og i stedet føre tilsyn med disse som likviditetsundergrupper.

2.2.1.2.2. Kapitel 2

–

Konsolideringsregler

(Artikel 11-24)

Efter kapitel 2 skal en modervirksomhed i et medlemsland overholde CRRs krav om kapitalgrund-

lag (andel del), kapitalkrav (tredje del), store eksponeringer (fjerde del), likviditet (sjette del) og

gearing (syvende del) på konsolideret niveau.

Kravene om oplysningspligt (ottende del) skal ligeledes overholdes på konsolideret niveau. Moder-

virksomhedens større dattervirksomheder og dattervirksomheder, der har væsentlig betydning for

deres lokale marked, skal dog fortsat overholde visse oplysningskrav på enten individuelt eller del-

konsolideret niveau. Det drejer sig blandt andet om oplysninger vedrørende kapitalgrundlag, kapi-

talkrav, gearing samt aflønningspolitik- og praksis.

Tilsynsmyndigheden har mulighed for, hvis det i tilsynsøjemed vurderes nødvendigt på grund af

særlige risikomæssige forhold eller et instituts særlige kapitalstruktur, at kræve, at kravene om kapi-

talgrundlag, kapitalkrav, store eksponeringer, likviditet, gearing og oplysningskrav skal opfyldes på

delkonsolideret niveau.

For så vidt angår koncerner af investeringsselskaber kan tilsynsmyndigheden i enkelttilfælde og

efter nogle nærmere fastsatte betingelser undlade at anvende kapitalkravene i CRR samt kravene

om kapitalbuffere i CRD IV på konsolideret niveau. Hvis tilsynsmyndigheden vælger en sådan und-

tagelse på en koncern, skal tilsynsmyndigheden træffe andre passende foranstaltninger til at overvå-

ge risiciene i hele koncernen.

Moderselskaber i koncerner af investeringsselskaber, der er undtaget fra anvendelsen af gearings-

gradkravene på individuelt niveau, kan ligeledes vælge ikke at anvende kravene til gearingsgrad på

konsolideret niveau.

De institutter, der skal opfylde CRRs krav på konsolideret niveau, skal i deres konsolidering medta-

ge alle institutter og finansieringsinstitutter, som er deres dattervirksomheder. Tilsynsmyndigheden

kan imidlertid efter nogle nærmere fastsatte betingelser i enkelttilfælde tillade, at der i stedet sker en

pro rata konsolidering af en modervirksomheds kapitalandel i en dattervirksomhed.

Hvad angår andre kapitalinteresser eller andre former for kapitaltilknytning, er det tilsynsmyndig-

heden, der beslutter, om der skal foretages konsolidering og i givet fald hvorledes. Det forhold, at

der måtte ske en konsolidering er ikke ensbetydende med, at de pågældende virksomheder samtidig

bliver omfattet af det konsoliderede tilsyn. Der er således alene tale om en regnskabsmæssig sam-

menlægning af to eller flere selvstændige juridiske enheder.

Herudover har tilsynsmyndigheden mulighed for efter nogle nærmere fastsatte betingelser at undta-

ge en dattervirksomhed fra konsolideringen. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis dattervirksomhe-

den anses for at være af ringe betydning eller det vurderes uhensigtsmæssigt eller vildledende at

medtage dattervirksomheden i konsolideringen.

I de tilfælde, hvor der er tale om soloenheder og konsoliderede enheder med hjemland i forskellige

medlemslande, er der fastsat en procedure i forhold til at træffe fælles afgørelser på nærmere be-

stemte områder. Det drejer sig f.eks. om afgørelser vedrørende tilladelse til at anvende en intern

ratingbaseret metode til opgørelse af kapitalkrav (IRB-metode) og anvendelse af avancerede måle-

metoder for operationel risiko samt afgørelse om undtagelse fra anvendelse af likviditetskrav på

individuelt niveau. Er det ikke muligt at træffe en fælles afgørelse på tværs af konsoliderende og

kompetente myndigheder, skal hver kompetent myndighed selv træffe afgørelse for institutter, for

hvilke, de er ansvarlige for det individuelle tilsyn. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)

spiller i den forbindelse en rolle i forhold til at mægle mellem parterne.

2.2.2. Anden del - Kapitalgrundlag

I lyset af arten og størrelsen af de uventede tab, som institutter måtte konstatere under den finansiel-

le og økonomiske krise, er det nødvendigt yderligere at forbedre kvaliteten og harmoniseringen af

det kapitalgrundlag, som institutter skal have.

Det er nødvendigt at hæve kapitalgrundlaget væsentligt, og indføre nye kapitalprocenter med fokus

på de centrale kapitalgrundlagsprocenter, der er til rådighed til at opfange tab, efterhånden som de

opstår. Derudover er der behov for en bedre definition af hybrid kernekapital og ensartede forsig-

tighedsjusteringer af kapitalgrundlaget.

2.2.2.1. Afsnit I - Kapitalgrundlagsposter

2.2.2.1.1. Kapitel 1 - Kernekapital

(Artikel 25)

Kernekapital er den kapital, der udgør kernen af kapitalgrundlaget i finansielle virksomheder.

2.2.2.1.2. Kapitel 2 - Egentlig kernekapital

(Artikel 26-50)

Artiklerne i kapitel 2 definerer krav til egentlig kernekapital, der sikrer, at egentlig kernekapital er

det kapitalinstrument med den højeste tabsabsorberingsevne. I artiklerne findes bestemmelser for de

kapitalgrundlagsposter, i hvilke der bør foretages fradrag af for eksempel et instituts besiddelser af

instrumenter i relevante enheder.

For at sikre at den egentlige kernekapital udtrykker den faktiske tabsabsorberingsevne i instrumen-

tet, skal der foretages fradrag i egentlig kernekapital i et omfang afhængigt af instituttets besiddelser

af kapitalandele i enheder i den finansielle sektor. Det nødvendige fradrag bestemmes bl.a. ud fra

instituttets ejerandel af egentlig kernekapital udstedt af den enkelte finansielle enhed. Der sker en

opdeling i væsentlige og ikke-væsentlige investeringer.

Andelsinstitutter, sparekasser og lignende institutter kan udstede kapitalinstrumenter, der kan med-

regnes som egentlig kernekapital, hvor indehaverne af instrumenterne har mulighed for at indfri

instrumentet. Instituttet skal kunne nægte at indfri instrumenterne.

2.2.2.1.3. Kapitel 3 - Hybrid kernekapital

(Artikel 51

–

61)

Artiklerne indeholder krav, som skal være opfyldt, for at kapital kan indregnes i kapitalgrundlaget

som hybrid kernekapital. Der er for eksempel krav om, at instrumentet er uamortisabelt, samt at

instrumentets hovedstol ved en udløsende begivenhed nedskrives permanent eller midlertidigt, eller

konverteres til egentlige kernekapitalinstrumenter.

Den udløsende hændelse skal være specificeret i instrumentets vilkår, og er ofte baseret på institut-

tets egentlige kernekapitalprocent. Ved fastsættelse af en udløsende hændelse, er det afgørende, at

det såkaldte ”triggerniveau” er så højt, at kapitalen er tabsabsorberende i ”going concern”. Formålet

er at sikre, at der er reel mulighed for genopretning.

Det er dog en forudsætning, at instrumentet er tabsabsorberende. Hvis instrumentet er med ned-

skrivning, så skal nedskrivningen føre til en højere egenkapital og dermed en højere egentlig kerne-

kapital. Instrumenter med nedskrivning kan indeholde mulighed for genopskrivning. Endvidere må

vilkårene for genopskrivning efter en midlertidig nedskrivning ikke stille sig hindrende for en even-

tuel genopretning af instituttet.

2.2.2.1.4. Kapitel 4 - Supplerende kapital

(Artikel 62

–

71)

Artiklerne i kapitel 4 omhandler betingelser til kapitalinstrumenter og efterstillede lån for, at de

kvalificerer som supplerende kapitalinstrumenter. I tilfælde af instituttets insolvens eller likvidation,

er egentlig kernekapital og hybrid kernekapital efterstillet supplerende kapital.

2.2.2.1.5. Kapitel 5

–

Kapitalgrundlag

(Artikel 72)

Kapitalgrundlaget består af summen af egentlig kernekapital og supplerende kapital.

2.2.2.1.6. Kapitel 6 - Generelle krav

(Artikel 73

–

80)

Fælles lovgivning skal sikre konvergens med hensyn til den måde, hvorpå forventede udbytter fra-

trækkes foreløbige overskud eller overskud ved årets udgang. Det medfører, at der skal indføres et

hierarki for evalueringen af fradraget, nemlig først en beslutning om udlodninger fra det relevante

organ, dernæst en udbyttepolitik og endelig en historisk udbetalingsprocent.

De kompetente myndigheder skal gennemføre en detaljeret og omfattende proces, inden de godken-

der en reduktion af kapitalgrundlaget. Indfrielser, reduktioner og genkøb af kapitalgrundlagsinstru-

menter skal ikke bekendtgøres for indehaverne, forud for instituttets indhentelse af forudgående

godkendelse fra den relevante kompetente myndighed.

2.2.2.2. Afsnit II - Minoritetsinteresser og hybride kernekapitalinstrumenter og supplerende kapital-

instrumenter udstedt af datterselskaber

(Artikel 81

–

88)

Ved minoritetsinteresse forstås den egentlige kernekapital i et datterselskab af et institut, der er til-

lagt andre fysiske eller juridiske personer end dem, der er omfattet af konsolideringsreglerne for

instituttet.

For at sikre, at institutter i en koncern er tilstrækkelig solvente, er det vigtigt, at kapitalkravene an-

vendes på grundlag af den konsoliderede finansielle situation for institutter i koncernen. For at sik-

re, at kapitalgrundlaget er fordelt hensigtsmæssigt inden for koncernen og efter behov står til rådig-

hed til beskyttelse af opsparing, bør kapitalkravene gælde for det individuelle institut i en koncern,

medmindre dette mål kan nås effektivt på anden måde.

2.2.2.3. Afsnit III - Kvalificerende kapitalandele uden for den finansielle sektor

(Artikel 89

–

91)

Grundet øget koncentrationsrisiko er det nødvendigt at risikovægte kvalificerende kapitalandele

uden for den finansielle sektor tilstrækkeligt i det omfang, kapitalandelene udgør en vis andel af

instituttets justerede kapitalgrundlag.

2.2.3. Tredje del - Kapitalkrav

Fælles lovgivning sikrer, at alle institutter følger samme regler, hvilket vil fremme tilliden til insti-

tutternes stabilitet, særligt i stresssituationer. Et fælles regelsæt vil også mindske reglernes kom-

pleksitet, særligt for institutter, der arbejder på tværs af landegrænser, samt bidrage til at fjerne kon-

kurrenceforvridninger.

Formålet med strengere kapitalkrav er at gøre den finansielle sektor mere modstandsdygtig over for

en negativ udvikling i konjunktursituationen. Den finansielle krise afslørede, at mange kreditinsti-

tutter havde for lidt kapital og at den kapital de havde, var af for dårlig kvalitet, hvorved den reelt

ikke kunne dække de tab, som institutterne stod overfor. Efter krisen er der derfor opstået et politisk

ønske om, at den finansielle sektor skal have mere og bedre kapital, som skal gøre institutterne i

bedre stand til at absorbere tab uden at blive insolvente. Kapitalkravene opgøres som en procentdel

af det enkelte instituts risikovægtede eksponeringer, hvor der tages højde for at mere risikable ek-

sponeringer skal udløse større kapitalkrav end mindre risikable eksponeringer.

Kapitel 1 dækker de generelle krav til virksomhedernes kapitalgrundlag mv., herunder krav til de

underliggende kapitalprocenter og kapitalsammensætning. Kapitel 2 dækker indberetningskrav til

kapitalgrundlagskravene samt krav til indberetning af regnskabs- og tilsynsdata mv.

Kapitel 3 dækker de nærmere kapitalgrundlagskrav for positioner i kreditinstitutternes handelsbe-

holdning, krav til forvaltning, indregning og forsigtig værdiansættelse mv. af positioner i handels-

beholdningen.

2.2.3.1. Afsnit I - Generelle krav, værdiansættelse og indberetning

2.2.3.1.1. Kapitel 1 - Krav til kapitalgrundlags størrelse

(Artikel 92

–

98)

Virksomhederne skal til enhver tid opfylde kapitalgrundlagskrav for den egentlige kernekapitalpro-

cent, kernekapitalprocent og den samlede kapitalprocent. Artiklerne fastsætter kapitalgrundlagskra-

vene som en procentdel af den samlede risikoeksponering.

Institutterne skal til enhver tid opfylde kapitalgrundlagskrav for den egentlige kernekapitalprocent,

kernekapitalprocent og den samlede kapitalprocent. Artiklerne fastsætter kapitalgrundlagskravene

som en procentdel af den samlede risikoeksponering.

Kapitel 1 fastsætter en metode for beregning af den samlede risikoeksponering for visse investe-

ringsselskaber og øvrige selskaber, der ikke er omfattet af definitionen på et investeringsselskab i

CRR, men som har tilladelse til bestemte aktiviteter, samt for visse koncerner på konsolideret ni-

veau. Endelig fastsættes et kapitalkrav til visse investeringsselskaber og øvrige selskaber samt for

visse koncerner baseret på faste omkostninger.

Det fremgår, at investeringsselskaber med begrænset tilladelse til at levere investeringsservice, dvs.

investeringsselskaber, der ikke har tilladelse til at foretage forretninger for egen regning samt til at

stille afsætningsgarantier, skal anvende en særlig metode til beregningen af den samlede risikoek-

sponering. Omfattet er investeringsselskaber, der udelukkende har tilladelse til at udøve en eller

flere af de i bilag 4, afsnit A, 7-9, til lov om finansiel virksomhed nævnte aktiviteter, og investe-

ringsselskaber, som opbevarer kunders midler eller værdipapirer, og som kan komme i gældsfor-

hold til deres kunder.

Derudover skal selskaber, der ikke er omfattet af definitionen på et investeringsselskab i CRR, men

som har tilladelse til at udføre ordrer og foretage skønsmæssig porteføljepleje med finansielle in-

strumenter, anvende denne metode til beregningen af den samlede risikoeksponering.

Sådanne selskaber skal opgøre deres samlede risikoeksponering som den største værdi af summen

af de risikovægtede aktiver ekskl. operationelle risici og en fjerdedel af foregående års faste om-

kostninger multipliceret med 12,5.

Visse investeringsselskaber, der er omfattet af det højeste kapitalkrav i CRD IV, skal beregne den

samlede risikoeksponering på en anden måde. Det drejer sig om investeringsselskaber, som handler

for egen regning udelukkende for at udføre kundeordrer eller for at få adgang til et clearing- og af-

regningssystem eller en anerkendt børs, samt investeringsselskaber, der ikke opbevarer kunders

penge eller værdipapirer, der kun handler for egen regning, der ikke har eksterne kunder og som har

overdraget ansvaret for gennemførelsen og afregningen af deres transaktioner til en clearinginstitu-

tion, der garanterer dem.

Sådanne investeringsselskaber skal opgøre den totale risikoeksponering som summen af de risiko-

vægtede aktiver ekskl. operationelle risici og en fjerdedel af foregående års faste omkostninger mul-

tipliceret med 12,5.

Ligeledes fremgår det, at hvis et investeringsselskab, der er omfattet af en af de ovenstående to me-

toder til beregning af den samlede risikoeksponering, indgår i en koncern (og denne ikke omfatter

kreditinstitutter), skal moderselskabet anvende den samme metode som investeringsselskabet til at

beregne den samlede risikoeksponering på konsolideret niveau.

De investeringsselskaber samt koncerner, der er omfattet af ovenstående krav til beregning af den

samlede risikoeksponering, er desuden omfattet af et krav til kapitalgrundlaget baseret på de faste

omkostninger. Det samme gælder for selskaber, der ikke er omfattet af definitionen på et investe-

ringsselskab i CRR, men som har tilladelse til at udføre ordrer og foretage skønsmæssig portefølje-

pleje med finansielle instrumenter. Sådanne investeringsselskaber og øvrige selskaber samt koncer-

ner skal således besidde et kapitalgrundlag, der udgør mindst en fjerdedel af det foregående års faste

omkostninger.

2.2.3.1.2. Kapitel 2 - Beregnings- og indberetningskrav

(Artikel 99

–

101)

Kapitel 2 dækker indberetningskrav vedrørende kapitalgrundlagskravene (kapital og risikoekspone-

ringer) samt regnskabsoplysninger og refererer inden for forordningen til de fælleseuropæiske ind-

beretningsstandarder Common Reporting (COREP), som er den nye standard for indberetning af

solvensopgørelse mv.) og Financial Reporting (FINREP), som er den nye standard for indberetning

af regnskabsoplysninger.

COREP-standarden erstatter den hidtidige nationale indberetning af solvensopgørelsen (Finanstil-

synets CS/CK-skemaer) og store eksponeringer (Finanstilsynets SE/SV-skemaer). FINREP er en

ekstra indberetning, der tilføres udover den nugældende nationale indberetning af regnskabs- og

tilsynsoplysninger, der videreføres. FINREP omfatter alene IFRS-rapporterende kreditinstitutter

(kreditinstitutter der aflægger regnskaber på grundlag af de internationale regnskabsstandarder

IFRS) og alene på et konsolideret niveau.

De nærmere anvisninger og instruktioner til indberetningskravene følger af Kommissionens gen-

nemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 af 16. april 2014. Som tekniske standard følger af denne

såvel indberetningsskemaer som vejledning til den nærmere indberetning.

De øvrige indberetningskrav, der indgår i ovennævnte standarder, omfatter i hovedsagen indberet-

ninger af likviditet (likviditetsdækningskrav og krav vedrørende stabil funding), gearingsgrad og tab

i forbindelse med udlån med sikkerhed i fast ejendom (artikel 101). Dertil kommer en ny indberet-

ningsstandard for non-performing loans (lån i restance og lån med tilbagebetalingsproblemer) og

lån med kreditlempelser (forbearance).

Endvidere dækkes supplerende indberetningskrav på genkøbsaftaler (repo-forretninger), værdipa-

pirudlån og alle former for behæftelser eller clawback-aftaler. Artikel 100 dækker derved indberet-

ninger vedrørende omfanget og karakteren af aktiv behæftelse (asset encumbrance). Den nærmere

udmøntning af indberetningskrav efter artikel 100 følger af en selvstændig teknisk standard med de

nærmere anvisninger og vejledning hertil.

Endelig dækkes særlige indberetninger af oplysninger om ejendomseksponeringer og tab herpå for-

delt efter ejendomstype og efter sikkerhedsstilling.

2.2.3.1.3. Kapitel 3

–

Handelsbeholdning

(Artikel 102

–

106)

Kapitalgrundlagskravene for positionsrisici skal opgøres for positioner i kreditinstituttets handels-

beholdning. Positioner i handelsbeholdningen skal besiddes med henblik på videresalg eller for at

afdække andre positioner, der besiddes med henblik på videresalg, og kreditinstituttet skal have

politikker og procedurer for forvaltning af handelsbeholdningen i overensstemmelse hermed.

Interne risikoafdækninger kan medtages ved beregningen af kapitalgrundlagskravene for positions-

risiko, såfremt de besiddes med handelshensigt, og kravene til forvaltning af handelsbeholdningen,

indregningen i handelsbeholdningen og forsigtig værdiansættelse er opfyldt.

Alle positioner i handelsbeholdningen skal opfylde kravene til forsigtig værdiansættelse, herunder

krav til politikker og procedurer for værdiansættelsesprocessen, krav om daglig opgørelse til mar-

kedsværdi, hvor muligt, og ellers modelværdi, krav om uafhængig kurskontrol ud over den daglige

værdiansættelse til markedsværdi eller modelværdi samt krav til værdiansættelsesjusteringer.

2.2.3.2. Afsnit II - Kapitalkrav i relation til kreditrisiko

Fælles lovgivning sikrer, at alle institutter følger samme regler, hvilket vil fremme tilliden til insti-

tutternes stabilitet, særligt i stresssituationer. Et fælles regelsæt vil også mindske reglernes kom-

pleksitet, særligt for institutter, der arbejder på tværs af landegrænser, samt bidrage til at fjerne kon-

kurrenceforvridninger.

Formålet med strengere kapitalkrav er at gøre den finansielle sektor mere modstandsdygtig over for

en negativ udvikling i konjunktursituationen. Den finansielle krise afslørede, at mange kreditinsti-

tutter havde for lidt kapital, og at den kapital, de havde, var af for dårlig kvalitet, hvorved den reelt

ikke kunne dække de tab, som institutterne stod overfor. Efter krisen er der derfor opstået et politisk

ønske om, at den finansielle sektor skal have mere og bedre kapital, som skal gøre institutterne i

bedre stand til at absorbere tab uden at blive insolvente. Kapitalkravene opgøres som en procentdel

af det enkelte instituts risikovægtede eksponeringer, hvor der tages højde for, at mere risikable ek-

sponeringer skal udløse større kapitalkrav end mindre risikable eksponeringer.

2.2.3.2.1. Kapitel 1 - Generelle principper

(Artikel 107

–

110)

Kreditinstitutter kan anvende standardmetoden eller interne modeller, når kapitalkravet til kreditri-

siko skal opgøres.

2.2.3.2.2. Kapitel 2 - Standardmetoden

(Artikel 111

–

141)

Artiklerne i kapitel 2 definerer beregningsgrundlaget til beregning af de risikovægtede eksponerin-

ger med kreditrisici for institutter under standardmetoden. Formålet er at få inddelt samtlige ekspo-

neringer i en række eksponeringsklasser, som hver især er ens med hensyn til risiko, og derfor kan

vægtes med én og samme risikovægt.

For at sikre tilstrækkelig solvens, er det vigtigt at fastsætte kapitalkrav, hvor aktiver og ikke-

balanceførte poster vægtes efter risikograd. Kravene bør navnlig afspejle, at det er muligt at mind-

ske risikoniveauet gennem et stort antal relativt små eksponeringer, hvorfor detaileksponeringer

vægtes med en lavere risikovægt end eksponeringer mod selskaber.

Da et tab på en eksponering mod et institut kan være lige så alvorlig som et tab på enhver anden

eksponering, bør sådanne eksponeringer behandles på samme måde som alle andre eksponeringer.

Der er indført alternative kvantitative grænser for at mindske den uforholdsmæssigt store virkning

af en sådan fremgangsmåde for mindre institutter. Endvidere er meget kortsigtede eksponeringer

vedrørende betalingsformidling, herunder gennemførelse af betalingsordrer, clearings-, afviklings-

og deponeringstjenester for kunder undtaget for at sikre, at de finansielle markeder og den tilhøren-

de infrastruktur er velfungerende. Disse tjenester dækker f.eks. likviditetsudligning og afregning og

lignende aktiviteter, der sigter mod at lette afregning. De tilknyttede eksponeringer omfatter ekspo-

neringer, der kan være uforudsigelige, og som et kreditinstitut derfor ikke har fuld kontrol over,

herunder saldi på interbankkonti, der skyldes kundebetalinger, herunder krediterede eller debiterede

gebyrer og renter, og andre betalinger for kundetjenester samt sikkerhedsstillelse.

Eksponeringer sikret ved pant i fast ejendom har under den finansielle krise medført store tab. Der

er derfor blevet sået tvivl om berettigelsen af kapitalvægtningen af disse eksponeringer. Tilsyns-

myndigheden skal regelmæssigt og mindst en gang om året vurdere, om risikovægtene for ekspone-

ringer sikret ved pant i fast ejendom er passende. Denne vurdering skal baseres på tabserfaringerne

for eksponeringer sikret ved pant i fast ejendom og den forventede udvikling på markedet for fast

ejendom. Tilsynsmyndigheden kan fastsætte en højere risikovægt eller strengere kriterier, under

hensynstagen til den finansielle stabilitet. Hvis vurderingen viser, at de fastsatte risikovægte ikke

afspejler den reelle risiko i et eller flere ejendomssegmenter, kan tilsynsmyndigheden fastsætte en

højere risikovægt for eksponeringer i disse ejendomssegmenter, som svarer til den reelle risiko.

Et institut kan kun anvende en ekstern kreditvurdering til bestemmelse af en eksponerings risiko-

vægt efter standardmetoden, hvis vurderingen er udstedt af et kreditvurderingsbureau (ECAI) god-

kendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA).

Kommissionen har hjemmel til via en delegeret retsakt at fastsætte, hvilke af de i standardmetoden

angivne kreditkvalitetstrin de relevante kreditvurderinger fra et ECAI svarer til.

Et institut kan udpege et eller flere ECAI’er til fastsættelse af risikovægte for aktiver og ikke-

balanceførte poster. Instituttet er i den forbindelse forpligtet til at anvende kreditvurderingerne og

skal ved anvendelsen opfylde en række krav. Kravene skal sikre, at kreditvurderinger ikke anvendes

selektivt.

Tilbagekalder et institut sin udpegning af et ECAI, skal dette begrundes, såfremt der er konkrete

tegn på, at tilbagekaldelsen er et forsøg på at mindske kapitalkravene.

Det er muligt for et institut at anvende uopfordrede kreditvurderinger, hvis Den Europæiske Bank-

tilsynsmyndighed (EBA) har bekræftet, at uopfordrede kreditvurderinger fra ECAI’et ikke er af en

anden kvalitet end bestilte kreditvurderinger fra det pågældende ECAI.

2.2.3.2.3.

Kapitel

3 - Den interne ratingbaserede metode

(Artikel 142

–

191)

Artiklerne i kapitel 3 definerer kravene til beregning af de risikovægtede eksponeringer med kredit-

risici for institutter, der anvender den interne ratingbaserede metode (IRB metoden).

Reglerne giver mulighed for at vælge mellem alternative metoder til beregning af kapitalkravene i

forbindelse med kreditrisikoen, hvor der medtages forskellige niveauer af risikofølsomhed og detal-

jeringsgrad.

Brug af institutters egne estimater af individuelle kreditrisikoparametre indebærer en væsentlig for-

bedring af kreditrisikoreglernes risikofølsomhed og tilsynsmæssige kvalitet. Reglerne indebærer

derfor, at institutterne tilskyndes til at gå over til mere risikofølsomme metoder.

Institutter bør, når de foretager de estimater, der er nødvendige for at anvende fremgangsmåden i

denne forordning på kreditrisiko, forbedre deres procedurer for kreditrisikomåling og kreditrisiko-

styring, således at der findes metoder til fastsættelse af lovbestemte kapitalgrundlagskrav, der af-

spejler arten, omfanget og kompleksiteten af de enkelte institutters processer.

Dette ligger både inden for institutters legitime interesser og CRRs målsætning om at anvende for-

bedrede metoder til risikomåling og risikoforvaltning og også at anvende disse i forbindelse med

bestemmelser om kapitalgrundlaget. Ikke desto mindre kræver mere risikofølsomme metoder bety-

delig ekspertise og ressourcer samt data af høj kvalitet og tilstrækkeligt omfang. Institutter bør der-

for overholde høje standarder, før de anvender disse metoder i forbindelse med bestemmelser om

kapitalgrundlaget.

2.2.3.2.4. Kapitel 4 - Kreditrisikoreduktion

(Artikel 192

–

241)

Sikkerheder, som anvendes til reduktion af kreditrisikoen bør i stigende grad anerkendes for at sik-

re, at solvensen ikke undermineres, som følge af en fejlagtig kreditreduktion. Så vidt muligt bør

sædvanlig sikkerhedsstillelse til reduktion af kreditrisiko indgå i standardmetoden, såvel som i an-

dre metoder.

Selv om det er hensigtsmæssigt at basere beregningen af eksponeringsværdien på den, der anvendes

i forbindelse med kapitalgrundlagskravene, bør der vedtages regler for overvågning af store ekspo-

neringer uden anvendelse af risikovægtninger eller risikograder. Kreditrisikoreduktionsteknikkerne

i forbindelse med solvensordningen er desuden udformet ud fra en antagelse om veldiversificeret

kreditrisiko. I tilfælde af store eksponeringer er kreditrisikoen ikke veldiversificeret, da der er tale

om koncentrationsrisiko i forbindelse med få store kunder. Virkningen af disse teknikker bør derfor

være omfattet af beskyttelsesforanstaltninger. I denne forbindelse er det nødvendigt at fastsætte

bestemmelser for en effektiv genskabelse af kreditrisikoafdækning med hensyn til store eksponerin-

ger.

For at sikre, at risiciene og risikoreduktionen som følge af institutters securitiseringsaktiviteter og

investeringer på passende vis afspejles i kapitalkravene til institutterne, er det nødvendigt at medta-

ge bestemmelser, der sikrer en risikofølsom og tilsynsmæssig sund behandling af sådanne aktivite-

ter og investeringer. Med henblik herpå er der behov for en klar og omfattende definition af securi-

tisering, der dækker alle transaktioner eller ordninger, hvorved kreditrisikoen i forbindelse med en

eksponering eller pulje af eksponeringer opdeles i trancher. En eksponering, der skaber en direkte

betalingsforpligtelse for en transaktion eller ordning, som anvendes til at finansiere eller drive fysi-

ske aktiver, bør ikke betragtes som en eksponering for en securitisering, selv om transaktionen eller

ordningen omfatter betalingsforpligtelser med forskellig rang.

2.2.3.2.5. Kapitel 5

–

Securitisering

(Artikel 242

–

270)

Institutter har mulighed for at opnå en lettelse i beregningen af kapitalkravet for så vidt angår secu-

ritiserede eksponeringer, hvis der er sket en væsentlig overførsel af kreditrisiko. Tilsynsmyndighe-

den har mulighed for at beslutte, at der i et konkret tilfælde ikke er sket en overførsel af kreditrisiko

til en tredjepart, hvorefter instituttet ikke opnår en lettelse i kapitalkravet.

Der fastsættes en række detaljerede regler i forhold til, hvordan institutter, hvad enten de deltager i

securitiseringsaktiviteter som eksponeringsleverende eller organiserende institutter eller som inve-

storer, som har eksponeringer mod securitiseringspositioner, skal beregne risikovægtede ekspone-

ringsbeløb. Der gælder forskellige regler alt afhængigt af, om institutterne anvender standardmeto-

den eller interne modeller.

For at sikre, at risici og risikoreduktion som følge af institutters securitiseringsaktiviteter og investe-

ringer afspejles i kapitalkravene til institutter, fastsætter kapitel 5 bestemmelser, der sikrer en risiko-

følsom og tilsynsmæssig sund behandling af sådanne aktiviteter og investeringer.