Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 54
Offentligt
1423247_0001.png
Forslag
til lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager (forbrugerklageloven)
1
Kapitel 1
Lovens formål, anvendelsesområde og definitioner
§ 1.
Formålet med loven er at fastlægge rammerne for alternativ tvistløsning i forbrugerforhold og sikre
forbrugere, som klager over erhvervsdrivende, adgang til en effektiv og smidig klagesagsbehandling.
§ 2.
Loven omfatter tvister, der udspringer af en aftale indgået mellem en forbruger og en
erhvervsdrivende i forbindelse med køb af en vare eller en tjenesteydelse.
Stk. 2.
Loven finder ikke anvendelse på:
a) sundhedsydelser,
b) uddannelser udbudt af det offentlige,
c) tvister, der er afgjort ved endelig dom, gyldig bindende voldgift eller retsforlig, og
d) køb af fast ejendom.
§ 3.
I denne lov forstås ved:
1) Alternativ tvistløsning: Uafhængig, uvildig, effektiv, retfærdig og smidig udenretlig tvistløsning, der
opfylder lovens krav.
2) Alternativt tvistløsningsorgan: Et udenretligt klageorgan som er omfattet af loven, og som er defineret i
§ 3, nr. 3, 4, 6 og 7.
3) Lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan: Et klageorgan, der er oprettet efter anden lovgivning end
denne lov, og som behandler civilretlige tvister.
4) Godkendt privat tvistløsningsorgan: Et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt efter denne lov.
5) Mediation: Den alternative tvistløsning, hvor parterne bringes sammen med det formål at opnå en
mindelig løsning, uden at der træffes en afgørelse i sagen.
6) Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: Den tvistløsning, der sker ved det offentlige
alternative tvistløsningsorgan nedsat efter denne lov.
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af
21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktivet om alternativ tvistbilæggelse på
forbrugerområdet).
1
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
7) Forbrugerklagenævnet: Det offentlige alternative tvistløsningsnævn nedsat efter denne lov, der
behandler klager, hvor der ikke er fundet en løsning ved mediationen i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
8) Onlineplatformen: Den europæiske platform for tvistløsning online, som er reguleret i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse
med tvister på forbrugerområdet.
Kapitel 2
Information til forbrugere
§ 4.
Erhvervsdrivende skal på en klar og forståelig måde give forbrugerne information om det alternative
tvistløsningsorgan, som er anmeldt til EU-Kommissionen, og som kan behandle en sag mellem parterne.
Informationen skal indeholde oplysninger om tvistløsningsorganets adresse og hjemmeside. Informationen
skal være klar, forståelig og lettilgængelig på den erhvervsdrivendes hjemmeside, og gives i de generelle
aftalevilkår i det omfang disse anvendes.
Stk. 2.
Hvis der opstår en tvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og den erhvervsdrivende helt
eller delvist afviser forbrugerens krav, skal den erhvervsdrivende give samme information som efter stk. 1.
Informationen skal gives skriftligt på papir eller på andet varigt medium.
§ 5.
Erhvervsdrivende, som sælger varer og tjenesteydelser til forbrugere via internettet og på netbaserede
markedspladser, skal indsætte et elektronisk link til onlineplatformen på deres hjemmeside, og derudover
angive deres e-mail-adresse. Linket skal være klart og tydeligt. Erhvervsdrivende skal samtidig oplyse
forbrugerne om, at onlineplatformen kan anvendes i forbindelse med behandling af en klage.
Informationen skal gives på den erhvervsdrivendes hjemmeside. Hvis en erhvervsdrivende fremsætter et
tilbud til en forbruger i en e-mail, skal e-mailen også indeholde et link til onlineplatformen. Hvis det er
relevant, skal oplysningerne også være tilgængelige i de skriftlige aftalevilkår mellem den erhvervsdrivende
og forbrugeren.
Kapitel 3
Godkendte private tvistløsningsorganer
Godkendelse af private tvistløsningsorganer
§ 6.
Erhvervs- og vækstministeren kan godkende oprettelsen af og vedtægterne for private
tvistløsningsorganer, som omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder, jf. § 3, nr. 4.
Stk. 2.
Et privat tvistløsningsorgan kan alene godkendes, hvis tvistløsningsorganets vedtægter indeholder
bestemmelser om organets sammensætning og sagsbehandling, som er betryggende for parterne, samt
bestemmelser om sagkundskab, uafhængighed, habilitet, gebyrer og omkostninger, der opfylder nærmere
krav fastsat af ministeren. Det er endvidere en betingelse for godkendelse, at tvistløsningsorganets
formand og eventuelle næstformænd er dommere.
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for godkendelse efter
stk. 1, herunder betingelser for, at private tvistløsningsorganer kan anvende mediation i forbindelse med
klagesagsbehandlingen. Ministeren kan endvidere tidsbegrænse og tilbagekalde godkendelsen, hvis
betingelserne herfor ikke længere skønnes at være til stede. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte
regler om klagegebyrer samt regler om, at en erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat
tvistløsningsorgan for organets udgifter til sagens behandling, hvis forbrugeren får medhold i klagen, eller
sagen forliges. Ministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, at erhvervsdrivende, der ikke
bidrager til organets drift, skal betale et højere beløb, end erhvervsdrivende, der bidrager til organets drift.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som sekretariat for godkendte, private
tvistløsningsorganer
§ 7.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fungere som sekretariat for godkendte, private
tvistløsningsorganer og oppebære indtægter herved.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler for den i stk. 1 nævnte funktion.
Kapitel 4
Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer oprettet efter anden lovgivning, som behandler civilretlige
tvister
§ 8.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler for sagsbehandling, som
lovbestemte alternative tvistløsningsorganer oprettet efter anden lovgivning, jf. § 3, nr. 3, skal
overholde, for at kunne anmeldes til EU-Kommissionen.
Kapitel 5
Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Klager der skal behandles ved mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
§ 9.
Forbrugere kan indbringe klager, der udspringer af en aftale mellem forbrugeren og en
erhvervsdrivende om køb af en vare eller tjenesteydelse for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. dog §
10.
§ 10.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ikke behandle forbrugerklager:
1) som hører under et alternativt tvistløsningsorgan godkendt efter § 6,
2) som hører under et lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan, jf. § 3, nr. 3, som er anmeldt til EU-
Kommissionen,
3) hvor prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse fastsat af
erhvervs- og vækstministeren efter § 14, eller
4) hvor forbrugeren ikke forudgående har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende med henblik på en
løsning af tvisten.
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Stk. 2.
Hvis forbrugerklagen er omfattet af stk. 1, nr. 1-4, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afvise
den pågældende klage, jf. § 17.
Sagsbehandling ved mediation
§ 11.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal mediere i klager, der indbringes for styrelsen, jf. § 9.
Mediationen skal foretages på grundlag af parternes egne oplysninger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
skal i mediationen lægge særligt vægt på at:
1) vejlede parterne om de generelle regler på området,
2) vejlede parterne om Forbrugerklagenævnets praksis, og
3) bidrage til at finde en løsning mellem parterne.
§ 12.
Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for
at nå frem til en løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at sagen afsluttes. Forbrugeren skal
samtidig orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. § 20.
§ 13.
Forbrugeren skal betale et gebyr for mediationen ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Gebyret
tilbagebetales ikke, medmindre sagen afvises, fordi den falder uden for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens kompetenceområde, jf. § 10.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om størrelsen og betalingen, herunder
om obligatorisk elektronisk indbetaling af gebyret som nævnt i stk. 1.
§ 14.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed
efter denne lov.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at klager, hvor prisen for varen eller
tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse, ikke kan indbringes for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
Stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i særlige tilfælde se bort fra den fastsatte undergrænse som
nævnt i stk. 2.
Kapitel 6
Fælles procedureregler for godkendte private tvistløsningsorganer og mediation hos Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Behandling af klager
§ 15.
Godkendte private tvistløsningsorganer og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal behandle klager
over erhvervsdrivende, der er etableret i Danmark. En klage mod en erhvervsdrivende, der er etableret i
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
udlandet, kan desuden behandles, hvis sagen har større tilknytning til Danmark end til etableringslandet,
eller hvis parterne er enige herom.
Stk. 2.
En klage over en erhvervsdrivende, der er etableret i såvel Danmark som i et eller flere andre lande,
kan afvises, hvis sagen har en større tilknytning til et andet land.
Stk. 3.
Aftaler om, at tvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klagen
kan indgives til et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
§ 16.
Så længe en klagesag verserer for et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, kan sagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de spørgsmål, som klagen
omfatter.
Stk. 2.
Hvis en sag er anlagt ved domstolene og forbrugeren ønsker den indbragt for et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hæver retten sagen og sender den til det
relevante tvistløsningsorgan, medmindre det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren
medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet til behandling ved tvistløsningsorganet.
Stk. 3.
Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren vil indbringe den for et
godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, skal sagen udsættes, indtil
den er behandlet af organet.
Afvisning
§ 17.
Et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan afvise at behandle
en klage, hvis:
1) forbrugeren ikke forudgående har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende med henblik på at løse
sagen,
2) klagen er useriøs eller unødig,
3) prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse fastsat af erhvervs- og
vækstministeren efter § 6 eller § 14,
4) klagen er under behandling eller har været behandlet af et andet godkendt privat tvistløsningsorgan,
hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, eller af en domstol,
5) klagen ikke skønnes egnet til behandling ved et godkendt privat tvistløsningsorgan eller hos
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, eller
6) sagen vanskeligt lader sig behandle uden at dette i væsentlig grad går udover det godkendte private
tvistløsningsorgans eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens effektivitet.
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Sagsbehandlingsfrister
§ 18.
Hvis det fremgår klart af klagen, at tvisten falder uden for et godkendt privat tvistløsningsorgans eller
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetenceområde, skal tvistløsningsorganet inden tre uger efter
modtagelse af klagen afvise klagen. Hvis årsagen til afvisning fremkommer senere i behandlingen af klagen,
skal klageorganet afvise sagen hurtigst muligt.
Stk. 2.
Afvisning efter stk. 1, skal ledsages af en begrundet redegørelse for afvisningen og sendes til begge
parter. Forbrugeren skal samtidig oplyses om muligheden for at indbringe sagen for domstolene.
§ 19.
For Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og de godkendte private tvistløsningsorganer, der er
godkendt til at anvende mediation, gælder, at mediationen skal afsluttes inden 90 dage fra det tidspunkt,
hvor sagen er oplyst.
Stk. 2.
For godkendte private tvistløsningsorganer, der ikke anvender mediation, gælder, at en klage skal
afgøres inden 90 dage fra det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst.
Stk. 3.
I særlige tilfælde kan et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
forlænge tidsfristen. Tvistløsningsorganet skal i disse tilfælde informere parterne om, at tidsfristen
forlænges og samtidig oplyse, hvornår sagen kan forventes afgjort henholdsvis afsluttet.
Stk. 4.
Et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udsætte
behandlingen af en sag, hvis tvistløsningsorganet vurderer, at udfaldet af en retssag er af betydning for
afgørelsen af nærværende sag.
Kapitel 7
Forbrugerklagenævnet
Klager til Forbrugerklagenævnet
§ 20.
Forbrugere kan indbringe klager, der udspringer af en aftale mellem en forbruger og en
erhvervsdrivende om køb af en vare eller tjenesteydelse for Forbrugerklagenævnet, jf. § 21.
Stk. 2.
En klage skal indbringes for Forbrugerklagenævnet senest 4 uger efter, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen har meddelt parterne, at sagen er afsluttet i mediationsfasen uden en løsning.
§ 21.
Forbrugerklagenævnet kan behandle klager:
1) når der ikke er fundet en løsning ved mediationen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. kapitel 5, og
2) når prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger inden for bestemte grænser fastsat af erhvervs- og
vækstministeren, jf. § 24, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Uanset stk. 1, nr. 2, kan Forbrugerklagenævnet behandle klager, der forelægges for nævnet på
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens initiativ, jf. § 23.
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Stk. 3.
§ 10 nr. 1 – 4 finder tilsvarende anvendelse.
§ 22.
Forbrugerklagenævnet træffer afgørelse i klager, som indbringes for nævnet.
Stk. 2.
Nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling.
Stk. 3.
Nævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives
forbrugeren medhold i klagen.
Stk. 4.
Nævnet kan endvidere bemyndige sekretariatet til at træffe de i stk. 2 og 3 nævnte afgørelser.
§ 23.
Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler for nævnets virksomhed, herunder regler om
etablering af et forretningsudvalg for nævnet, samt regler for forretningsudvalgets kompetence.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at klager, hvor prisen for varen eller
tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse, ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i særlige tilfælde se bort fra den fastsatte undergrænse som
nævnt i stk. 2.
Stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i særlige tilfælde se bort fra eventuelle gebyrer, der skal
betales af forbrugeren eller den erhvervsdrivende for sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, jf. §§
28 og 29.
Sekretariat for Forbrugerklagenævnet
§ 24.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er sekretariat for Forbrugerklagenævnet.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vejleder endvidere erhvervslivet og forbrugerne med henblik på
at forebygge klagesager, samt bistår erhvervslivet i forbindelse med oprettelsen af godkendte, private
klage- eller ankenævn.
§ 25.
Betegnelsen »Forbrugerklagenævnet« er forbeholdt det nævn, som er omhandlet i nærværende
kapitel.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte bestemmelser, der forbyder andre tvistløsningsorganer
at anvende betegnelser, der kan forveksles med den i stk. 1 anførte betegnelse.
Forbrugerklagenævnets sammensætning
§ 26.
Nævnet består af en formand og mindst én næstformand og repræsentanter for forbruger- og
erhvervsinteresser.
Stk. 2.
Nævnets medlemmer udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Formanden og næstformanden
skal være dommere og kan være dommere fra de overordnede retter. Repræsentanterne for forbruger- og
7
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
erhvervsinteresser udnævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets organisationer. Ministeren
kan fastsætte nærmere regler om antal og sammensætning af repræsentanterne.
§ 27.
Ved nævnets behandling af en klage deltager formanden eller næstformanden. Endvidere deltager
mindst to medlemmer valgt blandt repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser, således at disse
er ligeligt repræsenteret.
Gebyrer og omkostninger ved Forbrugerklagenævnet
§ 28.
Forbrugeren skal betale et gebyr for behandling af en klage ved Forbrugerklagenævnet.
Stk. 2.
Gebyret i stk. 1 tilbagebetales, hvis
1) forbrugeren får medhold i klagen,
2) sagen forliges,
3) sagen afvises som uegnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet, eller
4) sagen afvises, fordi den ikke er omfattet af Forbrugerklagenævnets kompetence.
Stk. 3.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om størrelsen og betalingen af det i stk.
1 nævnte gebyr, herunder om obligatorisk elektronisk indbetaling.
§ 29.
En erhvervsdrivende skal betale et gebyr til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for styrelsens udgifter
til sagens behandling ved Forbrugerklagenævnet, hvis
1) forbrugeren får medhold i sin klage, eller
2) sagen forliges.
Stk. 2.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om størrelsen og betalingen af det i stk.
1 nævnte gebyr, herunder om obligatorisk elektronisk indbetaling.
Procedureregler for Forbrugerklagenævnet
§ 30.
Forbrugerklagenævnet skal behandle klager over erhvervsdrivende, der er etableret i Danmark. En
klage mod en erhvervsdrivende, der er etableret i udlandet, kan desuden behandles, hvis sagen har større
tilknytning til Danmark end til etableringslandet, eller hvis parterne er enige herom.
Stk. 2.
En klage over en erhvervsdrivende, der er etableret i såvel Danmark som i et eller flere andre lande,
kan afvises, hvis sagen har en større tilknytning til et andet land.
Stk. 3.
Aftaler om, at tvister skal behandles ved voldgift eller andet særligt forum, udelukker ikke, at klagen
kan indgives til Forbrugerklagenævnet.
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
§ 31.
Så længe en klagesag verserer for Forbrugerklagenævnet, kan sagens parter ikke anlægge sag ved
domstolene om de spørgsmål, som klagen omfatter.
Stk. 2.
Hvis en sag er anlagt ved domstolene og forbrugeren ønsker den indbragt for Forbrugerklagenævnet,
og er berettiget hertil jf. § 20, hæver retten sagen og sender den til Forbrugerklagenævnet, medmindre det
må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen, eller sagen ikke skønnes egnet
til behandling ved Forbrugerklagenævnet.
Stk. 3.
Hvis en sag er rejst ved voldgift eller andet særligt forum, og forbrugeren vil indbringe den for
Forbrugerklagenævnet, og er berettiget hertil jf. § 20, skal sagen udsættes, indtil den er behandlet af
Forbrugerklagenævnet.
Kapitel 8
Bestemmelser
om tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning for afgørelser truffet af
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt, privat tvistløsningsorgan
§ 32.
Forbrugerklagenævnet og godkendte, private tvistløsningsorganer skal forkynde en afgørelse for den
erhvervsdrivende, hvis forbrugeren har fået helt eller delvis medhold. Den erhvervsdrivende skal i
forbindelse med forkyndelsen have oplysning om indholdet af §§ 33-35.
§ 33.
Hvis den erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet
eller et godkendt, privat tvistløsningsorgan har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt meddele dette til
nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørelsen.
§ 34.
En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse af klagesagen, der er indgivet skriftligt til
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte, private tvistløsningsorgan inden udløbet af fristen i § 33, har
opsættende virkning. Fristen i § 33 regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse
er blevet afvist, eller hvor nævnet eller tvistløsningsorganet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.
§ 35.
Forbrugerklagenævnets eller et godkendt privat tvistløsningsorgans afgørelse i klagesagen kan
tvangsfuldbyrdes i forhold til den erhvervsdrivende efter udløbet af fristerne i §§ 33 og 34, medmindre den
erhvervsdrivende forinden har givet skriftlig meddelelse til Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet
om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
Stk. 2.
En anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse skal være bilagt den afgørelse, der danner
grundlag for anmodningen om tvangsfuldbyrdelse, og en erklæring fra Forbrugerklagenævnet eller
tvistløsningsorganet om, at den erhvervsdrivende ikke inden for fristerne i §§ 33 og 34 har meddelt, at den
pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
§ 36.
Når der er truffet afgørelse i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan på forbrugerens anmodning indbringe sagen for domstolene på
forbrugerens vegne, hvis afgørelser eller forlig ikke efterleves.
§ 37.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter ansøgning meddele en forbruger, der helt eller delvis
har fået medhold i Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, og som ikke har en
9
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved retssagen,
omkostningsdækning efter reglerne i stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Omkostningsdækning kan gives til en retssag i 1. instans, når retssagen er anlagt af forbrugeren til
opfyldelse af Forbrugerklagenævnets eller tvistløsningsorganets afgørelse eller et forlig indgået for
Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet eller af den erhvervsdrivende til ændring af
Forbrugerklagenævnets eller tvistløsningsorganets afgørelse eller et forlig indgået for
Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet. Omkostningsdækning kan ikke gives, hvis det er åbenbart,
at ansøgeren ikke vil få medhold i sagen.
Stk. 3.
Retsplejelovens §§ 331-335 finder tilsvarende anvendelse. Retsplejelovens § 335, 2. pkt., finder dog
kun anvendelse, hvis forbrugeren opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. retsplejelovens §
325.
§ 38.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter ansøgning yde en forbruger, som har en
retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved retssagen, godtgørelse fra
statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter
eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for
forsikringens maksimum. Bestemmelserne i § 37, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Omkostninger ved sagen dækkes efter stk. 1, i det omfang statskassen, hvis der havde været
meddelt omkostningsdækning efter § 37, ville have ydet dækning efter § 37, stk. 3, jf. retsplejelovens §§
331, 332 og 334.
Stk. 3.
Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har truffet afgørelse om, at betingelserne i stk. 1 for
dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, er opfyldt, sender
Forbrugerstyrelsen sagen til den ret, der behandler eller har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter,
hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.
Stk. 4.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter ansøgning yde en forbruger godtgørelse fra
statskassen af en eventuel selvrisiko i henhold til en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved en
retssag som nævnt i § 37, stk. 1 og 2.
§ 39.
Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen kan efter ansøgning yde en forbruger godtgørelse fra
statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse
truffet af eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet eller et godkendt, privat tvistløsningsorgan.
§ 40.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om
omkostningsdækning eller godtgørelse efter §§ 37-39, herunder om, at ansøgningen skal indgives inden en
bestemt frist, og om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele.
Stk. 2.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter §§ 37-39 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Kapitel 9
Offentliggørelse og digital kommunikation
10
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
§ 41.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af information og statistik om
forskellige forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder om offentliggørelse af alternative
tvistløsningsorganers afgørelser og om, at offentliggørelse sker elektronisk.
§ 42.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra
Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov
eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2
.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om
anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3.
En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
Stk. 4.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler
udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet
underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt
afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter
med personlig underskrift.
Stk. 5.
Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der
udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med
angivelse af Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som afsender.
Kapitel 10
Henlæggelse af beføjelser
§ 43.
Henlægger erhvervs- og vækstministeren sine beføjelser efter loven til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelen, kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at klager ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 11
Straf
§ 44.
I regler, der udstedes i medfør af § 25, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
reglerne.
Stk. 2.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
Stk.
3. Den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 4 og § 5 straffes med bøde.
11
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Kapitel 12
Ikrafttrædelse
§ 45.
Loven træder i kraft den 1. oktober 2015.
Stk. 2.
§ 5 træder i kraft 9. januar 2016.
Stk. 3
Lov om forbrugerklager, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010, med efterfølgende
ændringer, ophæves.
§ 46.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
12
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. ATB-direktivets anvendelsesområde
2.1. Krav til klagesystemer i ATB-direktivet
2.2. Forbrugerinformation og samarbejde
2.3. Forslaget om online tvistløsning af forbrugertvister (OTB)
3. Lovforslagets indhold
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Forbrugerklagenævnet
3.1.3. De godkendte private klage- eller ankenævn
3.1.4. Finansiering af Forbrugerklagenævnet
3.1.5. Regler om tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning
4. Lovforslagets indhold
4.1. Private godkendte tvistløsningsorganer
4.2. Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer
4.3. Det offentlige forbrugerklagesystem
4.3.1. Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
4.3.2. Forbrugerklagenævnet
4.4. Notifikation til EU-Kommissionen
5. Informationspligt
6. Lovovervågning
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
9. Økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne
10. Miljømæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
13
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
12. Hørte myndigheder og organisationer
13. Sammenfattende skema
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21.
maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af
forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet). Direktivet
benævnes i daglig tale ADR-direktivet. I lovforslaget anvendes udtrykket ”ATB”, som er den danske
oversættelse af direktivet.
Lovforslaget indeholder derudover supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) Nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (forordning om
OTB på forbrugerområdet). Forordningen benævnes i daglig tale ODR-forordningen, men i lovforslaget
anvendes udtrykket ”OTB”, som er den danske oversættelse af forordningen. OTB-forordningen
komplementerer ATB-direktivet ved at skabe en internet platform, der skal gøre det nemmere for
forbrugere at klage online på tværs af landegrænserne i EU over online køb og dermed få adgang til
alternative tvistbilæggelsesmuligheder i andre lande. Platformen skal fungere fra 9. januar 2016.
ATB-direktivet har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked og at opnå et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau ved at sikre muligheden for alternativ tvistbilæggelse af høj kvalitet på tværs
af landegrænserne i EU. Direktivet fastsætter harmoniserede kvalitetskrav med det formål at sikre, at
forbrugerne i EU får adgang til klagemekanismer af høj kvalitet, som er gennemsigtige, effektive og
rimelige. Ifølge EU-Kommissionen har undersøgelser vist, at det kan være en barriere for køb af varer på
tværs af landegrænserne i EU, at der ikke er mulighed for alternativ udenretslig tvistbilæggelse, og at
alternativ tvistbilæggelse kan være en billig, enkel og hurtig løsning på forbrugertvister. For virksomheder
kan alternativ tvistbilæggelse derudover være et redskab til at bevare virksomhedens omdømme og
forbrugernes tillid.
Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre en modernisering af det offentlige
forbrugerklagesystem og derved sikre et velfungerede klagesystem, hvor forbrugeren nemt og billigt kan få
behandlet klager over varer og tjenesteydelser, som er omfattet af direktivet.
Lovforslaget erstatter den nugældende lov om forbrugerklager, jf. lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8.
september 2010 med senere ændringer, jf. lov nr. 341 af 27. april 2011 og lov nr. 1231 af 18. december
2012.
14
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2. ATB-direktivets anvendelsesområde
ATB-direktivet gælder for tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende både nationalt og på tværs af
landegrænserne i EU. Ifølge direktivet skal det som udgangspunkt være muligt at klage til et alternativt
tvistløsningsorgan over alle varer og tjenesteydelser uanset værdien af varen og uanset, hvilken vare- eller
tjenesteydelsestype der klages over. Direktivet giver dog mulighed for, at medlemsstaterne kan fastsætte
værdigrænser, som gør det muligt at afvise at behandle en klage over en vare eller tjenesteydelse, der
falder under eller over en sådan værdigrænse. Medlemsstaterne skal ved fastsættelsen af sådanne
værdigrænser tage hensyn til, at den reelle værdi af en tvist kan variere mellem medlemsstaterne, og at det
vil kunne forringe klageadgangen for forbrugere fra andre medlemsstater, hvis en tærskel sættes
uforholdsmæssigt højt.
Det skal efter direktivet som udgangspunkt være gratis eller billigt for forbrugeren at klage til et alternativt
tvistløsningsorgan.
Direktivet gør det ikke obligatorisk for en erhvervsdrivende at deltage i en alternativ tvistløsningsprocedure
og stiller heller ikke krav om, at resultatet af en sådan procedure er bindende for en erhvervsdrivende.
Direktivet tillader imidlertid, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager sådanne klagesystemer.
Endvidere er direktivet ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholder eller vedtager klagesystemer,
hvor også erhvervsdrivende kan klage over forbrugere.
Forslaget afskærer ikke domstolsprøvelse, og der stilles i den forbindelse ikke krav om, at parterne skal
have anvendt alternativ klagemulighed inden der kan ske en eventuel domstolsprøvelse.
2.1. Krav til klagesystemet i ATB-direktivet
Hovedformålet er, at der skal være en klagemulighed i alle medlemslande for stort set alle typer varer og
tjenesteydelser. Kun få områder er udtrykkeligt undtaget direktivets anvendelsesområde. Det er:
-
-
ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse,
sundhedsydelser, der leveres af sundhedsprofessionelle til patienter for at vurdere, bevare eller
genetablere deres sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og levering af lægemidler og
medicinsk udstyr, og
videregående eller højere uddannelser udbudt af det offentlige.
-
Bortset fra disse udtrykkelige undtagelser finder direktivet anvendelse på alle varer og tjenesteydelser.
Direktivet finder således også anvendelse på offentlig virksomhed, i det omfang der er tale om
erhvervsvirksomhed, hvor der foreligger salg af en vare eller tjenesteydelse.
Direktivet medfører, at en tvist, som udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende
om køb af en sådan vare eller en tjenesteydelse, skal kunne påklages til et alternativt klageorgan.
Direktivet er et minimumsdirektiv og fører således ikke til ensartede eller fælles forbrugerklagesystemer i
EU. Udgangspunktet er, at medlemslandene så vidt muligt skal kunne bevare deres eksisterende
klagesystemer. Det overlades således i vid udstrækning til medlemslandene at beslutte, hvordan de inden
for de fastsatte rammer vil gennemføre direktivet. Medlemslandene kan bibeholde nationale regler, der er
på niveau med direktivet eller bibeholde strengere bestemmelser, end dem, der er fastsat i direktivet, hvis
de ønsker at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau. Der er dog en række krav om uafhængighed,
effektivitet, gennemsigtighed, ekspertise og rimelighed, som de enkelte klagesystemer skal leve op til,
herunder, at:
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
-
-
-
-
-
Det skal være muligt at klage online og udveksle oplysninger elektronisk.
Klagesystemet skal kunne håndtere både nationale klager og klager på tværs af grænserne i EU.
Det skal være gratis eller kun koste et beskedent beløb at klage.
Sagsbehandlingstiden må som udgangspunkt ikke være længere end 90 dage.
Hvis en klage ikke kan behandles, skal den afvises inden for 3 uger.
Klagesystemerne skal være upartiske og besidde den nødvendige ekspertviden, og det skal være muligt for
en forbruger at benytte sig af klagesystemet uden brug af bistand. En forbruger skal dog have mulighed for
at benytte sig af bistand, hvis vedkommende ønsker det. En klagebehandling kan bestå i, at klageorganet
bringer parterne sammen med henblik på at formidle en løsning, at foreslå en løsning eller at pålægge en
løsning. En klagebehandling kan også udføres af enkeltpersoner, når blot direktivets kvalitetskrav
overholdes.
Det skal være muligt for forbrugerne at få relevant information om klagesystemernes virkemåde og
fremgangsmåde både online og offline. Klagesystemerne skal bl.a. oplyse om deres procedureregler, om de
sprog en klage kan indgives på, om evt. omkostninger ved klagen og om retsvirkningerne af en klage.
2.2. Forbrugerinformation og samarbejde
Efter direktivet gælder der en informationspligt for erhvervsdrivende, som forpligter sig eller er forpligtet
ved lov til at anvende alternative klagesystemer til at bilægge tvister med forbrugere. Den
erhvervsdrivende skal således informere forbrugere om, hvilket klagesystem de kan benytte, hvis
forbrugeren ønsker at klage. Forpligtelsen vedrører kun klagesystemer, der er notificeret til EU-
Kommissionen. Informationen skal gives på den erhvervsdrivendes hjemmeside samt i de generelle
aftalevilkår, i det omfang sådanne bruges. Hvis der opstår en konkret tvist mellem en erhvervsdrivende og
en forbruger, skal oplysningerne gives på skrift, og den erhvervsdrivende skal derudover oplyse, hvorvidt
vedkommende forpligter sig til at anvende klagesystemet til at løse en eventuel tvist med.
Medlemslandene skal sørge for, at der er de nødvendige sanktioner, såfremt den erhvervsdrivende ikke
lever op til informationskravet om ATB. Derudover skal medlemslandene sikre, at klagesystemerne lever op
til direktivets oplysningskrav om bl.a. procedureregler mv., jf. som nævnt under punkt 2.1.
Ved klager på tværs af landegrænser skal forbrugeren have mulighed for at få hjælp til at få adgang til de
relevante klageorganer. Dette kan f.eks. ske via det europæiske netværk af forbrugercentre (ECC centre),
som i Danmark er det danske EU-center Forbruger Europa.
Der skal offentliggøres en liste over klagesystemer, og medlemsstaterne skal sikre, at klagesystemerne
samarbejder om løsningen af grænseoverskridende tvister.
Der lægges op til, at der skal ske en erfaringsudveksling mellem klagesystemerne og det eksisterende
håndhævelsessamarbejde i EU, som i Danmark varetages af Forbrugerombudsmanden.
Hvert land skal udpege en myndighed, som skal overvåge, at klageorganerne lever op til de fastsatte regler,
herunder bl.a. opbygning, finansiering og regler for sagsbehandlingen.
Mindst én gang om året skal klagesystemerne give den kompetente myndighed oplysning om en række
forhold, bl.a. antal modtagne klager, gennemsnitlig sagsbehandlingstid og evt. efterlevelsesprocent.
16
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den kompetente myndighed, som i Danmark foreslås at være erhvervs- og vækstministeriet, skal på denne
baggrund vurdere, om klagesystemerne lever op til, de i forslaget stillede krav og lave en liste over de
klagesystemer, der opfylder kravene. Den kompetente myndighed, skal på denne baggrund notificere EU-
Kommissionen om de klagesystemer, der lever op til kravene i den pågældende medlemsstat.
Hvert andet år skal den udpegede myndighed udarbejde og sende en rapport til EU-Kommissionen med
bl.a. følgende indhold:
-
-
-
-
Oplyse om evt. områder, som endnu ikke er omfattet af et klagesystem.
Kortlægge ”best practise” fra klagesystemerne.
Identificere mangler ved klagesystemerne, som hindrer en funktionel sagsbehandling, både ved
nationale og ved grænseoverskridende klager.
Evt. anbefalinger til forbedrede klageforhold.
ATB-direktivet vil medføre, at der i Danmark skal etableres en klageadgang på 45 nye områder, end der er
klageadgang til i dag. Der henvises til bilag 1 til lovforslaget.
2.3. Forordningen om online tvistløsning af forbrugertvister (OTB)
Ifølge Rådets forordning (EU) Nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om onlinetvistbilæggelse i forbindelse med
tvister på forbrugerområdet (OTB-forordningen) skal EU-Kommissionen oprette en online platform i form af
en hjemmeside, som skal fungere som indgangsportal for udenretslige klager over især
grænseoverskridende online handler. Det skal være gratis at indgive en klage på online platformen, og det
skal kunne gøres på samtlige EU sprog. Alle klagesystemer, som er omfattet af ATB-direktivet, skal være
tilknyttet online platformen.
EU-Kommissionen er ansvarlig for platformens udvikling, drift og vedligeholdelse samt for databeskyttelse.
Hvert medlemsland skal oprette et OTB-kontaktpunkt; dette kontaktpunkt skal være en afdeling af det
europæiske netværk af forbrugercentre (ECC netværk), som i Danmark er Forbruger Europa.
Kontaktpunktet skal ifølge OTB-forordningen bestå af mindst to eksperter i OTB platformen, og der skal
oprettes et netværk for disse eksperter.
Forbrugeroplysninger
Erhvervsdrivende, som sælger varer/tjenesteydelser online på tværs af landegrænserne, skal tydeligt
informere om muligheden for at kunne klage via online platformen på deres hjemmeside og evt. i en mail, hvis
et tilbud fremsættes i en sådan. Samtidig skal der være et link direkte til platformen.
3. Lovforslagets indhold
3.1.1. Gældende ret
Området for forbrugerklager er i dag reguleret i lov om forbrugerklager (forbrugerklageloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010 med senere ændringer, jf. lov nr. 341 af 27. april 2011 og lov
nr. 1231 af 18. december 2012, med tilhørende bekendtgørelser. Klagesystemet på forbrugerområdet udgøres
i dag af det statslige Forbrugerklagenævn og af 19 private branchefinansierede private klage- eller ankenævn,
der er godkendt af erhvervs- og vækstministeren efter lov om forbrugerklager.
Dertil kommer andre lovbestemte klageinstanser, som f.eks. Advokatnævnet, Disciplinær- og klagenævnet for
beskikkede bygningssagkyndige eller huslejenævn, som ikke er omfattet af lov om forbrugerklager, foruden
17
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forskellige offentlige myndigheder, der behandler sektorspecifikke klager fra forbrugere f.eks. på baggrund af
EU-regulering, hvor der ikke nødvendigvis er tale om en nævnskonstruktion. Det kan f.eks. Trafikstyrelsen, der
bl.a. behandler klager over flypassagerrettigheder efter EU forordning nr. 261/2004.
3.1.2. Forbrugerklagenævnet
Forbrugerklagenævnet behandler klager fra forbrugere over erhvervsdrivende, medmindre der er en
klageadgang til et godkendt, privat klage- eller ankenævn, eller der i lovgivningen er foreskrevet en særlig
klageadgang, eller området udtrykkeligt er undtaget nævnets kompetenceområde. En række områder er
ved bekendtgørelse (nr. 460 af 29. april 2010) i dag udtrykkeligt undtaget fra Forbrugerklagenævnets
kompetenceområde. Bekendtgørelsen sigter ikke på at angive en udtømmende opremsning af, hvilke
områder der er undtaget fra Forbrugerklagenævnets kompetenceområde. Som eksempler på områder, der
i dag er undtaget, kan nævnes leje af fast ejendom, bestanddele til motorkøretøjer, både, antikviteter,
større husdyr og kunstgenstande.
Erhvervs- og vækstministeren kan desuden bestemme, at klage ikke kan indbringes for nævnet, hvis prisen for
varer eller ydelser ligger under eller overstiger en bestemt grænse. I dag er der fastsat undergrænser for klager
over sko og tøj på 500 kr. mens grænsen for alle øvrige varer og tjenesteydelser er på 800 kr. De nuværende
undergrænser har ikke været reguleret, siden loven trådte i kraft i 2004.
Forbrugerklagenævnet behandler endvidere alene klager over offentlig virksomhed i form af klager over
levering af vand og godstransport.
Forbrugerklagenævnet består af en formand, der er dommer og repræsentanter for forbruger- og
erhvervsinteresser, der alle udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Afgørelse i klagesager træffes på
møder, der ledes af formanden med deltagelse af et lige antal repræsentanter for forbruger- og
erhvervsinteresser. Nævnsbehandlingen sikrer, at en sag afgøres, efter at der har været reel mulighed for
en meningsudveksling med deltagelse af nævnsmedlemmer med såvel juridisk erfaring som forbruger- og
brancheviden. Der opnås derved en afbalanceret vurdering af parternes indbyrdes rettigheder og
forpligtelser samt af de kvalitetskrav, der med rimelighed kan stilles til en bestemt vare eller ydelse.
Forbrugerklagenævnet behandlede i 2013 ca. 2.600 klage
r.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager sekretariatsfunktionen for Forbrugerklagenævnet.
Sagsbehandlingen foregår på skriftligt grundlag, og der er ikke mulighed for at indkalde og afhøre parterne eller
vidner under strafansvar. Sekretariatet drager omsorg for sagens oplysning og fremskaffer af egen drift det
fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen, herunder indhentelse af sagkyndige udtalelser.
Sekretariatet har kompetence til at afvise sager, der ikke skønnes egnet til behandling eller, hvor det må anses
for åbenbart, at forbrugeren ikke kan få medhold i sit krav. En sag kan f.eks. være uegnet til behandling, hvor
sagens parter er uenige om fakta, som har afgørende betydning for sagens udfald. Endvidere kan en sag afvises
som åbenbart grundløs, hvor den sagkyndige har udtalt, at årsagen til fejlen på varen skyldes forbrugerens
uhensigtsmæssige brug.
3.1.3. De godkendte private klage- eller ankenævn
I dag behandler Forbrugerklagenævnet klager fra forbrugere over erhvervsdrivende vedrørende varer og
arbejds- og tjenesteydelser, som ikke hører under et godkendt, privat klage- eller ankenævn. Der findes i dag
følgende 19 private klage- eller ankenævn, som er godkendt af erhvervs- og vækstministeren efter
forbrugerklageloven:
18
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
* Ankenævnet for Bedemandsbranchen
* Ankenævnet for Biler
* Ankenævnet for Bus, Tog og Metro
* Ankenævnet for Dyrlæger
* Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber
* Ankenævnet for Forsikring
* Ankenævnet for Feriehusudlejning
* Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme
* Ankenævnet for Investeringsforeninger
* Ankenævnet for Køreundervisning
* Ankenævnet for Tekniske Installationer
* Ankenævnet på Energiområdet
* Byggeriets Ankenævn
* Håndværkets Ankenævn
* Klagenævnet for Ejendomsformidling
* Pakkerejse-Ankenævnet
* Pengeinstitutankenævnet
* Realkreditankenævnet
* Teleankenævnet.
* Ankenævnet for Bedemandsbranchen
Ankenævn for dyrlæger har opsagt samarbejdet med Forbrugerrådet pr. 4. december 2014 og nævnet
nedlægges efter denne dato. De private klage- eller ankenævns virksomhed er reguleret ved specifikke
vedtægter, der fastsætter nævnenes kompetenceområder, gebyrstruktur mv., og som sikrer, at nævnenes
sammensætning, sagsbehandling, habilitet mv. er betryggende for både den erhvervsdrivende og
forbrugeren. Vedtægterne for de private klage- eller ankenævn er godkendt af erhvervs- og
vækstministeren. Det er i udgangspunktet de samme krav, der gælder for de private klage- eller ankenævn
som for Forbrugerklagenævnet.
Det er en forudsætning for godkendelse, at klage- eller ankenævnet behandler klager over alle
erhvervsdrivende inden for den pågældende branche eller det pågældende område – også klager over
erhvervsdrivende, der ikke er medlem af den brancheorganisation, der står bag nævnet. Udgifterne til de
private godkendte klage- eller ankenævns drift afholdes typisk af de stiftende brancheforeninger, men
loven giver mulighed for, at nævnene kan afkræve de erhvervsdrivende at betale et beløb for sagens
behandling, hvis forbrugeren får medhold, eller hvis sagen forliges. Beløbet må højst udgøre de
gennemsnitlige, langsigtede omkostninger forbundet med sagen.
De godkendte private klage- eller ankenævn træffer afgørelse i klagesager på møder, der ledes af en
formand, som er dommer, med deltagelse af et lige antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.
Nævnssagerne forberedes af uafhængige sekretariater, der har begrænset mulighed for at afvise sager.
Nævnene behandler årligt ca. 5.500 – 6.000 sager.
19
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.1.4. Finansiering af Forbrugerklagenævnet
Forbrugerklagenævnet er hovedsageligt bevillingsfinansieret. For at sikre en lige konkurrence mellem de
erhvervsdrivende i forhold til finansieringen af omkostningerne ved behandling af forbrugerklager, er der
delvis brugerbetaling ved Forbrugerklagenævnet. En erhvervsdrivende, der taber en sag, skal således betale
de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der er forbundet med sagens behandling. De
erhvervsdrivende betaler et forskelligt beløb, der udgør henholdsvis 4.400 kr., 8.300 kr. og 13.600 kr. Hvis
sagen forliges til forbrugerens fordel efter, at der er indhentet en sagkyndig erklæring, skal den
erhvervsdrivende betale 3.100 kr.
Forbrugeren betaler et klagegebyr, der tilbagebetales, hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller sagen
afvises som uegnet. Klagegebyret pristalsreguleres og udgør i dag 160 kr.
3.1.5. Regler om tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning
Afgørelser truffet af Forbrugerklagenævnet og de godkendte, private klage- eller ankenævn kan i dag under
visse betingelser tvangsfuldbyrdes. Derudover giver loven bl.a. mulighed for, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan dække en forbrugers rimelige udgifter i forbindelse med en retssag på baggrund af
en afgørelse truffet af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat klage- eller ankenævn, hvor
forbrugeren har fået helt eller delvis medhold, og hvor den erhvervsdrivende ikke ønsker at følge nævnets
afgørelse.
Dækning af udgifter kan opnås uafhængigt af forbrugerens indtægtsforhold, men er subsidiær i forhold til
en eventuel retshjælpsdækning.
4.
Lovforslagets indhold
4.1. Private godkendte tvistløsningsorganer
Det foreslås, at den nugældende lovs udgangspunkt om, at klager over varer og tjenesteydelser som
udgangspunkt skal behandles i godkendte, private tvistløsningsorganer, fastholdes. Det er hensigten, at de
respektive brancher - som det gør sig gældende i dag - skal tage ansvar for klager på egne områder ved at
opretholde eller oprette tvistløsningsorganer, der godkendes efter det foreliggende lovforslag, og som
dermed sikrer forbrugerne en nem, smidig og uvildig klagesagsbehandling. De nugældende principper for
godkendelse efter lov om forbrugerklager vil i vidt omfang blive videreført. Det er fortsat erhvervs- og
vækstministeren, der godkender oprettelse af og vedtægter for private tvistløsningsorganer. I tilknytning til
lovforslaget vil der blive fastsat nærmere regler, der skal sikre, at ATB-direktivets krav bliver opfyldt i
forhold til de godkendte private alternative tvistløsningsorganer. Reglerne vil bl.a. sikre, at
tvistløsningsorganerne har den fornødne sagkundskab, at tvistløsningsorganets sammensætning og
sagsbehandling er uvildig og betryggende for begge parter, og at fastsatte sagsbehandlingstider overholdes.
De godkendte private tvistløsningsorganer vil som i dag være uafhængige, og der vil derfor ikke være
rekursadgang til ministeren for så vidt angår de afgørelser, som organerne træffer.
4.2 Lovbestemte alternative tvistløsningsorganer
Det er ikke hensigten, at lovbestemte alternative tvistløsningsorganer, nedsat efter anden lov end den
foreslåede, skal godkendes af erhvervs-og vækstministeren. Som eksempel kan nævnes Advokatnævnet
eller Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige. Disse tvistløsningsorganer skal
imidlertid også opfylde ATB-direktivets krav.
4.3. Det offentlige forbrugerklagesystem
20
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Udgangspunktet efter det foreliggende lovforslag er, at der kun behandles klager i det offentlige
forbrugerklagesystem på områder, der ikke er dækket af et privat godkendt tvistløsningsorgan, eller en
anden notificeret klageadgang. For at sikre en korrekt implementering af direktivet, der samtidig tager
højde for de forventede omkostninger ved en udvidelse af klageområderne, foreslås det, at der foretages
en gennemgribende modernisering af det offentlige forbrugerklagesystem. Moderniseringen skal sikre et
velfungerende og effektivt system, hvor forbrugeren fortsat nemt og billigt kan få behandlet klager over
varer og tjenesteydelser. Som led i denne modernisering foreslås det, at alle de undtagelser, der i dag er
fastsat i forhold til Forbrugerklagenævnets virksomhed, ophæves. Det betyder, at der på det offentlige
klageområde vil være ca. 45 nye områder, der bliver dækket af en klageadgang. Dermed sikres det, at
direktivets anvendelsesområde dækkes. Moderniseringen vil derudover bestå i en inddeling af
behandlingen af forbrugerklager i det offentlige klagesystem i to faser: En mediationsfase og en fase med
egentlig nævnsbehandling.
Alle forbrugerklager, der ikke er omfattet af en klageadgang til et godkendt privat tvistløsningsorgan eller et
lovbestemt alternativt tvistløsningsorgan, vil i første omgang blive behandlet ved mediation i Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen. Ligesom tilfældet er i dag, vil forudsætningen for, at en klage kan behandles, være,
at klagegenstandens værdi overstiger et vist beløb. Det foreslås, at dette beløb, der vil fremgå af en særskilt
bekendtgørelse udstedt af erhvervs- og vækstministeren med hjemmel i forslagets § 14, stk. 2, fastsættes
til 1.000 kr., dog 650 kr. for tøj og sko. Beløbsgrænserne vil blive pristalsreguleret hvert 3 år. Derudover skal
forbrugeren betale et gebyr på 100 kr. for styrelsens forsøg på at mediere i sagen. Dette beløb vil ikke blive
tilbagebetalt, medmindre sagen viser sig at falde uden for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
kompetence.
4.3.1. Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Formålet med mediationen er at skabe en dialog mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende og at
tilskynde parterne til selv at finde den bedst mulige løsning på sagen. Mediationen vil blive gennemført af
særligt uddannede medarbejdere i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil optræde som en uvildig tredjepart i sagen og vejlede faktuelt om regler og praksis på
området. Mediationen vil ske på baggrund af de oplysninger, som parterne selv kommer med, og
sekretariatet vil ikke oplyse sagen yderligere. Der vil i mediationsfasen heller ikke blive indhentet
sagkyndige erklæringer.
Hvorvidt en mediation lykkes, vil bero på begge parters vilje til at medvirke og finde en løsning. En
erhvervsdrivende kan således ikke tvinges til at deltage. Bliver det hurtigt klart, at den erhvervsdrivende
ikke ønsker at medvirke, eller at det ikke er muligt at kontakte den erhvervsdrivende, vil sagen blive
afsluttet og forbrugeren få mulighed for at gå videre med sagen til behandling i Forbrugerklagenævnet.
Der skal være lige klageadgang for alle forbrugere, uanset hvor i landet forbrugeren bor, ligesom der skal
sikres en effektiv klagesagsbehandling i mediationen. Sekretariatet vil derfor efter en gennemgang af
forbrugerens klage og den erhvervsdrivendes svar kontakte parterne telefonisk – alternativt via
videokonference. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil, når det er relevant, forud herfor aftale et
tidspunkt, hvor begge parter har mulighed for at deltage. Der fastsættes tidsfrister for, hvornår
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan afvise at behandle en klage, og for hvornår sagen skal være
medieret, for derved at opfylde direktivets krav herom.
Hvis mediationsbehandlingen afsluttes, uden at der er indgået et forlig, kan forbrugeren vælge at gå videre
med sagen til behandling i Forbrugerklagenævnet, eller at anlægge en sag ved domstolene. Konkurrence-
21
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
og Forbrugerstyrelsen vil vejlede forbrugeren, om hvordan forbrugeren kan gå videre med sagen.
Forbrugerens klagegebyr er en betaling for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forsøg på at mediere
sagen, og vil derfor ikke blive tilbagebetalt uanset udfaldet af mediationen.
Hvis forbrugeren ønsker at gå videre med sagen, skal dette ske senest 4 uger efter, at sagen af afsluttet i
mediationsfasen uden et forlig. Forbrugeren skal derudover betale et gebyr, der tilbagebetales, hvis
forbrugeren får medhold i sagen, eller sagen forliges.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får en dispensationsadgang til af egen drift med forbrugerens
samtykke at bringe en sag videre til nævnsbehandling, selvom sagen falder under den fastsatte
beløbsgrænse, når sagen er af principiel karakter, og/eller der ikke foreligger nævnspraksis på området,
eller hvis styrelsen vurderer, at en virksomhed gentagne gange obstruerer mediationsprocessen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får endvidere mulighed for i særlige tilfælde at se bort fra det gebyr,
der skal betales af forbrugeren eller den erhvervsdrivende for sagens behandling ved
Forbrugerklagenævnet. ren.
4.3.2. Forbrugerklagenævnet
Hvis en forbruger vælger at indbringe en sag for Forbrugerklagenævnet, vil sagen overgå til fasen for
nævnsbehandling. Forbrugeren vil skulle betale et klagegebyr, der foreslås fastsat til 400 kr., og som vil
fremgå af den bekendtgørelse, der udstedes af erhvervs- og vækstministeren med hjemmel i forslagets §
14, stk. 2. Når gebyret er betalt, vil sagen blive behandlet efter de samme principper, som gælder for
Forbrugerklagenævnets arbejde i dag. Klageren vil ved indgivelse af klagen få oplyst den forventede
sagsbehandlingstid for nævnets afgørelse af sagen. Sekretariatet vil forberede sagen til nævnsbehandling,
som tilfældet er i dag, og f.eks. indhente en sagkyndig erklæring mv., såfremt det skønnes nødvendigt.
Sekretariatet vil ligeledes have mulighed for at medvirke til, at parterne forliger sagen. Sekretariatet kan
eventuelt afvise sagen, hvis det f.eks. efter en sagkyndig erklæring viser sig, at sagen er åbenbart grundløs.
Forbrugeren vil i så fald ikke få klagegebyret tilbagebetalt. Hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller
der indgås forlig til forbrugerens fordel, vil forbrugeren få tilbagebetalt klagegebyret, og den
erhvervsdrivende skal også betale et gebyr til delvis dækning af udgifterne til sagens behandling, hvilket
også er tilfældet efter den nugældende lov.
Lovforslaget indebærer derfor også, at en lang række af de eksisterende regler i den nugældende lov om
forbrugerklager videreføres. Det vil bl.a. fortsat være muligt at tvangsfuldbyrde afgørelser truffet af
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsklageorgan.
4.4. Notifikation til EU-kommissionen
Danmark skal hvert år notificere EU-kommissionen om de tvistløsningsorganer, der opfylder kravene i ATB-
direktivet.
Lovforslaget indebærer, at de godkendte private tvistløsningsorganer, de lovbestemte tvistløsningsorganer
og mediationen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal notificeres til EU-kommissionen.
De godkendte private tvistløsningsorganer skal som anført ovenfor godkendes af erhvervs- og
vækstministeren.
De lovbestemte tvistløsningsorganer skal ikke godkendes. Da de er nedsat ved lov, er det formodningen, at
de love, der regulerer de lovbestemte tvistløsningsorganer, sikrer, at sagsbehandlingen ved
22
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
tvistløsningsorganerne foregår i overensstemmelse med god forvaltningsskik og dermed i
overensstemmelse med kravene i ATB-direktivet. Lovforslaget indeholder dog en hjemmel for erhvervs- og
vækstministeren til at fastsætte nærmere regler for sagsbehandling, som lovbestemte tvistløsningsorganer
også skal overholde, for at kunne notificeres til EU-Kommissionen.
Mediation i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal også overholde kravene i ATB-direktivet og skal også
notificeres til EU-Kommissionen.
Hvis et godkendt privat tvistløsningsorgan eller et lovbestemt alternativ tvistløsningsorgan ikke opfylder
kravene efter loven og derfor ikke kan notificeres til EU-Kommissionen, er Konkurrence-og
Forbrugerstyrelsen forpligtet til at behandle de klager, der ellers skulle være behandlet af det pågældende
tvistløsningsorgan. Baggrunden herfor er, at ATB-direktivet pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at
sikre, at alle forbrugerklager kan blive behandlet ved et alternativt tvistløsningsorgan, jf. afsnit 2.
Forbrugerklagenævnet er ikke omfattet af kravene i ATB-direktivet og skal ikke notificeres til EU-
Kommissionen.
5. Informationspligt
Der er ikke efter lov om forbrugerklager i dag en pligt for erhvervsdrivende til at informere om de
klageinstanser, der i givet fald kan behandle en klage over den erhvervsdrivende. For at gennemføre
direktivets krav om informationspligt, foreslås det at indføre en generel pligt for erhvervsdrivende omfattet
af direktivet til at oplyse om det eller de klageorganer, som kan behandle en eventuel tvist mellem dem
selv og deres kunder. En erhvervsdrivende skal kun oplyse om det eller de klageorganer, som er
notificerede til EU-Kommissionen. Oplysningerne skal være lettilgængelige på den erhvervsdrivendes
hjemmeside, hvis en sådan findes, og derudover indgå i de generelle aftalevilkår i det omfang den
erhvervsdrivende anvender sådanne. Hvis der opstår en konkret tvist mellem en forbruger og en
erhvervsdrivende, og den erhvervsdrivende helt eller delvist afviser forbrugerens krav, skal den
erhvervsdrivende oplyse om det relevante klageorgan på skrift eller andet varigt medium.
I forhold til gennemførelsen af forordningen om onlinetvistbilæggelse foreslås det at indføre en generel
pligt for alle erhvervsdrivende, der sælger varer eller tjenesteydelser omfattet af direktivet via internettet,
til at oprette et elektronisk link til platformen. Bestemmelsens primære formål er at øge kendskabet til
platformen. En erhvervsdrivende skal også oplyse om sin e-mail på sine websteder. En erhvervsdrivende
skal også give forbrugerne udtrykkelig information om muligheden for at anvende platformen i forbindelse
med løsning af konflikter. Hvis den erhvervsdrivende fremsætter et tilbud til forbrugeren i en mail, skal
linket også være i denne mail.
6. Lovovervågning
Loven vil blive evalueret, når den har været i kraft i to år, og der vil bl.a. blive set på, om loven har medført
et mere smidigt og effektivt klagesystem. Erhvervs- og Vækstministeriet vil efterfølgende udarbejde en
redegørelse, der efter høring af organisationer m.v. vil blive oversendt til Folketingets Erhvervsudvalg.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer merudgifter på 2,5 mio. kr. i 2015, 4,3 mio. kr. i 2016, 4,9 mio. kr. i 2017 og 5,4 mio.
kr. i 2018 i forhold til den afsatte økonomiske ramme til Forbrugerklagenævnet. Forbrugerklagenævnet
tilføres på Finansloven 2015 en merbevilling svarende til merudgifterne. Lovforslaget ventes ikke at have
yderligere økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.
23
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423247_0024.png
8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget ventes at have mindre administrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af kravet om,
at de erhvervsdrivende skal informere forbrugeren om klagemuligheder. De administrative konsekvenser
for erhvervslivet er samlet set estimeret til at være under 10.000 timer årligt, og lovforslaget skal dermed
ikke AMVAB-måles.
Lovforslaget vil desuden have mindre økonomiske konsekvenser for de erhvervsdrivende, som taber eller
indgår forlig i forbindelse med Forbrugerklagenævnets behandling af forbrugerklager. Virksomhedsgebyret
for tabte sager er 6.000 kr., mens gebyret for virksomheder, som indgår forlig under nævnsbehandlingen i
fase 2 er 1.000 kr. Der er tale om en nedsættelse af virksomhedsgebyrerne. I dag betaler virksomhederne
3.100 kr. for at indgå forlig, hvis der er indhentet en sagkyndigerklæring forud for forliget og mellem 4.400
kr. og 13.600 kr. for tabte sager. Virksomhederne betalte i 2013 i gennemsnit 9.150 kr. for tabte sager ved
Forbrugerklagenævnet.
9. Økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne.
10. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21. maj 2013 om
alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF)
nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet)
12. Hørte myndigheder og organisationer mv.
13. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindre
udgifter
Økonomiske
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner
Ingen
Lovforslaget indebærer merudgifter på 2,5
mio. kr. i 2015, 4,3 mio. kr. i 2016, 4,9 mio.
kr. i 2017 og 5,4 mio. kr. i 2018 i forhold til
den
afsatte
økonomiske
ramme
til
Negative konsekvenser/merudgifter
Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet
tilføres
på
Finansloven 2015 en merbevilling svarende
til merudgifterne. Lovforslaget ventes ikke
at
have
yderligere
økonomiske
for
eller
det
administrative
offentlige.
Administrative
konsekvenser for
Ingen
Ingen
konsekvenser
24
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1423247_0025.png
stat, kommuner og
regioner
Økonomiske
konsekvenser for
erhvervslivet
De maksimale gebyrer en
virksomhed kan betale i
forbindelse med en klagesag
nedsættes fra 13.600 kr. til
6.000 kr., hvis sagen tabes og
fra 3.400 kr. til 1.000 kr., hvis
sagen forliges.
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet
Flere erhvervsdrivende vil
kunne henvise deres kunder
til Forbrugerklagenævnet i
forbindelse med klagesager.
Forpligtelsen til at sælge
konkursdækning bortfalder.
Lovforslagets bestemmelser om
virksomhedernes oplysningspligt vil have
mindre administrative konsekvenser for
erhvervslivet. De administrative
konsekvenser for erhvervslivet er dog
samlet set estimeret til at være under
10.000 timer årligt og skal dermed ikke
AMVAB-måles.
Miljømæssige
konsekvenser
Administrative
konsekvenser for
borgerne
Ingen
Borgerne vil fremover skulle klage i 2
omgange afhængigt af, om klagen løses ved
mediation i fase 1.
Ingen
Ingen
Ingen
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
fastlægger, at lovens hovedformål er at fastsætte rammerne for
alternativ tvistløsning i forbrugerforhold og at sikre en effektiv og smidig klagesagsbehandling for
forbrugere. Rammerne skal sikre, at en forbruger mod betaling af et mindre gebyr kan få behandlet en
klage over en vare eller tjenesteydelse af et uvildigt og uafhængigt klageorgan effektivt og hurtigt.
Til § 2
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1
implementerer ATB-direktivets artikel 2, stk. 1, der fastsætter
direktivets anvendelsesområde. Bestemmelsen angiver, at lovens anvendelsesområde er tvister, der
udspringer af en aftale indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med et køb af en
vare eller en tjenesteydelse. Lovens regler er i vid udstrækning en videreførelse af de gældende regler efter
lov om forbrugerklager.
25
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Der er ikke i den danske civilretlige forbrugerlovgivning udtrykkelige definitioner af begreberne forbruger
og erhvervsdrivende. I stedet indeholder lovgivningen en definition af forbrugeraftaler (eller lignende), hvor
begreberne erhvervsdrivende og forbruger forudsætningsvis fremgår, jf. eksempelvis købelovens § 4a, stk.
1. I bekendtgørelse nr. 460 af 29. april 2010 om forbrugerklager § 5 er begrebet defineret i
overensstemmelse med den øvrige lovgivning, dvs. som en person, der hovedsageligt handler uden for sit
erhverv. ATB-direktivet definerer en forbruger som en fysisk person, der ikke handler som led i sin handel,
sin industri, sit håndværk eller sit liberale erhverv, jf. artikel 4, stk. 1, litra b. Direktivets forbrugerbegreb er
således snævrere end efter Forbrugerklagenævnets praksis, hvor også juridiske personer efter
omstændighederne kan blive betragtet som forbrugere. Da der er tale om et minimumsdirektiv, er
direktivet ikke til hinder for, at en forbruger også fremover både vil kunne være en fysisk person og efter
omstændighederne også en juridisk person. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i forhold til anvendelsen af
begrebet ”forbruger” efter dansk praksis eller efter de nugældende regler i lov om forbrugerklager.
I forhold til de private tvistløsningsorganer (klage- eller ankenævn), der godkendes efter loven, vil der
fortsat kunne tages hensyn til de særlige forhold, der gælder for de enkelte områder. Således vil der i
forbindelse med godkendelsen kunne fastsættes bestemmelser, der giver mulighed for, at
erhvervsdrivende i nærmere fastsat omfang kan sidestilles med forbrugere og dermed have klageadgang til
det pågældende tvistløsningsorgan.
ATB-direktivet definerer en erhvervsdrivende som enhver fysisk eller juridisk person, uanset om der er tale
om offentligt eller privat ejerskab, der handler som led i sin handel, sin industri, sit håndværk eller sit
liberale erhverv, herunder en person, der optræder i vedkommendes navn eller på vedkommendes vegne.
Lige som det gør sig gældende for begrebet forbruger, findes der heller ikke i den danske civilretlige
lovgivning en udtrykkelig definition af begrebet erhvervsdrivende. Begrebet indgår i forskellige
sammensætninger f.eks. i lov om forbrugeraftaler, hvor en forbrugeraftale defineres som en aftale, som
den erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler
uden for sit erhverv. Efter Forbrugerklagenævnets praksis skal begrebet erhvervsdrivende forstås bredt.
Det kræves således ikke, at den pågældende udelukkende er beskæftiget som erhvervsdrivende, eller at
vedkommende har et fast forretningssted. Det er heller ikke nødvendigt, at der tilsigtes opnået en
økonomisk gevinst med virksomheden. Virksomheden må dog have et vist omfang og være af en vis
varighed. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tilsigtet nogen ændring i fortolkningen af begrebet
”erhvervsdrivende”.
Offentlig virksomhed er ligeledes omfattet af begrebet erhvervsdrivende, hvis det har et erhvervsmæssigt
præg. Offentlig virksomhed er da også i udgangspunktet omfattet af Forbrugerklagenævnets virksomhed, jf.
den nugældende § 10 i lov om forbrugerklager, idet erhvervs- og vækstministeren efter bestemmelsen kan
fastsætte regler om, at klager over offentlig virksomhed, der kan sidestilles med ydelser fra private
erhvervsvirksomheder, kan påklages til Forbrugerklagenævnet. Der er imidlertid i dag kun klageadgang for
offentlige ydelser, hvis der er tale om levering af vand og godstransport. Med lovforslaget lægges der
derimod op til at ophæve disse begrænsninger, således at der fremover vil være en bred klageadgang også
for klager over offentlig virksomhed.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at en tvist skal udspringe af en aftale mellem en forbruger og en
erhvervsdrivende om køb af en vare eller tjenesteydelse. Det vil bero på en konkret vurdering, om der dels
foreligger en aftale og dels et køb.
ATB-Direktivet definerer en købsaftale som enhver aftale i henhold til hvilken, den erhvervsdrivende
overdrager eller påtager sig at overdrage ejerskabet for varer til forbrugeren, og forbrugeren betaler eller
26
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
påtager sig at betale prisen herfor, herunder enhver aftale, der omfatter både varer og tjenesteydelser, jf.
artikel 4, stk. 1, litra c.
Begrebet købsaftale er ikke særskilt defineret i lov om forbrugerklager. Købeloven gælder for alle køb,
bortset fra køb af fast ejendom, jf. § 1 a. I den juridiske litteratur er det imidlertid antaget, at der ved køb i
traditionel forstand forstås en aftale om overdragelse af et formuegode mod vederlag i penge, jf. bl.a.
Ussing, ”Køb” (4. udgave ved Anders Vinding Kruse, 1967), s. 1. Ved formuegode forstås almindeligvis ting,
dvs. løsøregenstande. Købelovens § 2 indeholder endvidere den præciserende bestemmelse, at
bestillingskøb også anses som køb og dermed er omfattet af købelovens almindelige regler.
ATB-direktivets afgrænsning af købsaftale synes ikke at indebære nogen ændringer af gældende ret.
ATB-direktivet definerer en tjenesteydelsesaftale som enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til
hvilken den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en tjenesteydelse til forbrugeren, og
forbrugeren betaler eller påtager sig at betale herfor, jf. artikel 4, stk. 1, litra d.
Begrebet tjenesteydelse har ikke noget fast og entydigt juridisk indhold i dansk ret, men er ofte, f.eks. inden
for erhvervs- og skattelovgivningen, anvendt i bred betydning omfattende alle ydelser, som er præsteret af
erhvervsdrivende, og som falder uden for området for salg af løsøre eller fast ejendom, og som ikke
omhandler arbejde i et ansættelsesforhold. Under tjenesteydelsesbegrebet falder således eksempelvis
følgende aftaletyper: Leje af løsøre, pengelån, forsikring, arbejder på løsøre og arbejder på fast ejendom,
andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold), herunder serviceydelser og undervisning, samt
aftaler om handel med værdipapirer.
Med direktivets meget brede definition af tjenesteydelsesaftaler, der på samme måde som den gældende
definition af tjenesteydelse i dansk ret alene indeholder en negativ afgrænsning over for købsaftaler (dvs.
aftaler vedrørende løsøregenstande), synes der ikke at være tale om nogen ændringer i forhold til
gældende dansk ret.
Det følger af direktivets definition på en købsaftale og en tjenesteaftale i artikel 4, stk. 1, litra c og litra d, at
det forudsættes, at der sker overdragelse af ejerskabet til en vare eller levering af en ydelse, mod at
forbrugeren betaler eller påtager sig at betale herfor. Det vil bero på en konkret vurdering, om der
foreligger en aftale og et køb, og om der foreligger en sådan grad af betaling, at ydelsen er omfattet af
loven. Direktivet undtager udtrykkeligt ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, men definerer
ikke begrebet udover, at det er tjenesteydelser, som ikke udføres af økonomiske hensyn. Da det følger
implicit af definitionen på en købsaftale, at overdragelsen sker som modydelse til forbrugerens betaling, er
det ikke fundet nødvendigt specifikt at undtage begrebet ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen
interesse.
Det vil generelt bero på en konkret vurdering, om en tjenesteydelse er omfattet af loven. Offentlige
ydelser, som ikke har nogen eller kun har en mindre grad af brugerbetaling, vil allerede af den grund falde
uden for lovens anvendelsesområde. Det vil desuden afhænge af, hvordan ydelsen er organiseret og
finansieret. Hvis en tjenesteydelse ydes af en privat erhvervsdrivende men overvejende finansieres af det
offentlige, vil ydelsen næppe være omfattet af loven. Områder, hvor forbrugeren ikke selv betaler eller ikke
selv har indflydelse på varen eller ydelsens betaling og/eller indhold, og hvor der derfor ikke er en gensidig
bebyrdende aftale, falder ligeledes uden for.
Med det foreslåede
stk. 2
angives de områder, som loven ikke finder anvendelse på.
27
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det foreslåede
litra a
gennemfører ATB-direktivets artikel 2, stk. 2, litra h, der undtager visse
sundhedsydelser, hvorfor disse også er undtaget fra lovens anvendelsesområde. Definitionen i direktivet
svarer til definitionen i artikel 3, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts
2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser.
Begrebet sundhedsydelse skal forstås i overensstemmelse med direktivets undtagelsesbestemmelse. En
sundhedsydelse skal derfor leveres af en sundhedsprofessionel til en patient med henblik på at vurdere,
bevare eller genetablere patientens sundhedstilstand, herunder ordinering, udlevering og levering af
lægemidler og medicin for at være omfattet af lovens undtagelsesbestemmelse. Det vil derfor være
nødvendigt at inddrage disse faktorer, når det ud fra en konkret vurdering skal afgøres, om en konkret
sundhedsydelse er undtaget loven. Sundhedsydelser f.eks. i form af alternativ behandling, der udføres uden
en offentlig anerkendt uddannelse, vil ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen.
Efter de nugældende regler er ydelser fra læger og tandlæger, ligesom tandteknikervirksomhed,
terapeutvirksomhed og lignende personbehandlingsvirksomhed, der udøves i henhold til en offentlig
autorisation eller på grundlag af en videregående offentlig anerkendt uddannelse, bortset fra
optikervirksomhed, specifikt undtaget fra Forbrugerklagenævnets kompetence i bekendtgørelse om
forbrugerklager. Fremover vil disse ydelser – på nær optikervirksomhed - også være omfattet af lovens
undtagelsesbestemmelse, når ydelsen er leveret med henblik på at vurdere, bevare eller genetablere
forbrugerens sundhedstilstand.
Det foreslåede
litra b
gennemfører direktivets artikel 2, stk. 2, litra i, der undtager videregående eller
højere uddannelser udbudt af det offentlige. Det foreslås med litra b, at uddannelser udbudt af det
offentlige undtages fra lovens anvendelsesområde. I Danmark er uddannelse udbudt af det offentlige
generelt ikke vederlagsfinansieret, men finansieres gennem skatter og afgifter. Der vil dermed ikke
foreligge en aftale om køb af en tjenesteydelse, hvilket er en forudsætning for, at ydelsen er omfattet af
direktivet. Efter nugældende regler er tjenesteydelser inden for undervisningsområdet bortset fra
fjernundervisning undtaget fra Forbrugerklagenævnets kompetenceområde.
Med lovforslaget vil klager over privatundervisning kunne påklages, såfremt der er tale om en aftale og et
køb, hvor betalingen overvejende sker af forbrugeren.
Med den foreslåede bestemmelse i
litra c
fastslås det, at et alternativt tvistløsningsorgan ikke kan behandle
en tvist, der allerede er endelig afgjort af domstolene eller ved gyldig bindende voldgift eller retsforlig.
Bestemmelsen er en præcisering af gældende dansk ret, og fastlår, at alternative tvistløsningsorganer er
underordnet domstolene. En klage, der er afgjort under sådanne omstændigheder, skal afvises, hvis klagen
indbringes for et alternativt tvistløsningsorgan. Direktivet undtager ikke specifikt sådanne tvister, men det
følger af artikel 5, stk. 4, litra a, at et alternativt klageorgan kan indføre procedureregler, der gør det muligt
at afvise en klage, der tidligere er blevet behandlet af en domstol.
Med
litra d
foreslås det at undtage køb af fast ejendom fra lovens anvendelsesområde. Fast ejendom anses
ikke som en vare efter dansk retspraksis, hvorfor området foreslås undtaget og er i øvrigt ikke omfattet af
købelovens bestemmelser. Klager over tjenesteydelser vedrørende fast ejendom vil være omfattet, f.eks.
klager over ejendomsmæglere, tilstandsrapporter o.l. Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af
gældende ret. Direktivet har ikke udtrykkeligt undtaget dette forhold, men det forudsættes, at der ikke
foreligger en aftale om køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorfor det vurderes, at direktivet ikke er til
hinder for, at dette område specifikt undtages.
28
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Til § 3
Der er ikke i den gældende lov om forbrugerklager indsat bestemmelser, som samlet definerer lovens
begreber.
Ved lovforslagets implementering af ATB-direktivet introduceres en række nye begreber, hvorfor det
foreslås, at der indsættes en bestemmelse, som præciserer en række af de begreber, som enten er nye,
eller som får en ny betydning med dette lovforslag.
Nogle af definitionerne implementerer ATB-direktivets artikel 4. Ved vurderingen af, hvilke af direktivets
definitioner, som foreslås indsat i loven, har det været afgørende, om begrebet i forvejen - eventuelt
indirekte – er defineret i dansk ret.
I det foreslåede
nr. 1
defineres begrebet alternativ tvistløsning, som en udenretlig tvistløsning, der opfylder
lovens krav til bl.a. uafhængighed, effektivitet, uvildighed og retfærdighed.
I det forslåede
nr. 2
defineres alternativt tvistløsningsorgan, som en fællesbetegnelse for de klageorganer,
som er omfattet af loven, og som defineres efter de foreslåede bestemmelser i § 3, nr. 3, 4, 6 og 7.
I det foreslåede
nr. 3
defineres begrebet lovbestemte alternative tvistløsningsorganer, som særlige
klageorganer, der er oprettet efter anden lovgivning end denne lov, og som behandler civilretlige tvister.
Som eksempler på disse kan nævnes Advokatnævnet, som er oprettet i medfør af retsplejeloven, eller
Disciplinær- og klagenævnet for beskikkede bygningssagkyndige, som er reguleret ved lov om beskikkede
bygningssagkyndige, og som behandler klager over autoriserede bygningssagkyndige og tilstandsrapporter.
Dertil kommer offentlige myndigheder, der behandler visse klager fra forbrugere f.eks. på baggrund af EU-
regulering, og hvor der ikke nødvendigvis er tale om en nævnskonstruktion. Det kan f.eks. være
Trafikstyrelsen, der behandler klager efter luftfartsloven, herunder passagerrettigheder ved forsinkede eller
aflyste flyafgange.
I det foreslåede
nr. 4
defineres et godkendt alternativt tvistløsningsorgan, som et privat klage- eller
ankenævn godkendt efter loven. Et godkendt privat tvistløsningsorgan omfatter, som det gør sig gældende
i dag for de godkendte private klage- eller ankenævn, bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.
Bag tvistløsningsorganet skal stå organisationer, der repræsenterer henholdsvis erhvervslivets og
forbrugernes interesser på det pågældende område. Driften af tvistløsningsorganet finansieres af den
pågældende branche. For at blive godkendt, skal tvistløsningsorganet opfylde en række betingelser, som vil
blive fastsat dels i loven dels i bekendtgørelse. Til eksempel kan nævnes, at tvistløsningsorganets
sammensætning og sagsbehandling skal være betryggende for parterne, og at tvistløsningsorganet skal
have den fornødne sagkundskab og være uafhængigt og uvildigt.
I det foreslåede
nr. 5
defineres begrebet mediation, som den specifikke tvistløsning hvor der ikke træffes
afgørelse i tvisten. Formålet med mediationen er at skabe en dialog mellem forbrugeren og den
erhvervsdrivende, og dermed tilskynde sagens parter til at finde den bedst opnåelige løsning på sagen..
I det foreslåede
nr. 6
defineres begrebet mediation ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som den
specifikke tvistløsning, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som alternativt tvistløsningsorgan forestår,
og hvor der ikke træffes afgørelse i tvisten. Formålet med mediationen er at skabe en dialog mellem
29
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forbrugeren og den erhvervsdrivende, og dermed tilskynde sagens parter til at finde den bedst opnåelige
løsning på sagen. Mediationen gennemføres af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der optræder som
uvildig tredjepart i sagen.
I det foreslåede
nr. 7
defineres Forbrugerklagenævnet som det offentlige tvistløsningsorgan, nedsat efter
loven, der behandler klager, hvor der ikke er fundet en løsning via mediationen i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen, og hvor forbrugeren træffer et aktivt valg om at indbringe sagen for nævnet forudsat at
prisen for varen eller tjenesteydelsen overstiger en nærmere fastsat beløbsgrænse. Forbrugerklagenævnets
klagebehandling vil forudsætte, at klagen først har været forsøgt medieret i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen.
I det forslåede
nr. 8
defineres onlineplatformen som den europæiske platform for tvistløsning online, som
er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 af 21. maj 2013 om
onlinetvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr.
2006/20014 og direktiv 2009/22/EF (forordning om OTB på forbrugerområdet). OTB-forordningen vedrører
etableringen af en fælles indgangsportal for forbrugere og erhvervsdrivende, som ønsker udenretslig
bilæggelse af tvister, der er opstået i forbindelse med onlinetransaktioner. Platformen er et tilbud, der
gælder for både nationale og grænseoverskridende onlinetvister. Platformen identificerer den kompetente
ATB-instans og overfører klagen til den ATB-instans, som parterne har aftalt at benytte. I Danmark kan
dette være Forbrugerklagenævnet eller et af de godkendte private klage- eller ankenævn. Platformen giver
mulighed for at indgive klager på alle EU-institutionernes officielle sprog. EU-Kommissionen er ansvarlig for
OTB-platformens udvikling, drift og vedligeholdelse og sørger for alle nødvendige tekniske faciliteter,
herunder elektroniske oversættelser, der er nødvendige for tvistbilæggelsen. OTB-platformen skal være
etableret senest den 9. januar 2016.
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse i
§ 4, stk. 1 og stk. 2,
gennemfører direktivets artikel 13.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1,
fastsætter en generel oplysningspligt for erhvervsdrivende i
forbrugerforhold om alternativ tvistløsning. Pligten omfatter kun erhvervsdrivende, der sælger varer
og/eller tjenesteydelser, der er omfattet af lovens anvendelsesområde. Efter bestemmelsen skal den
erhvervsdrivende oplyse forbrugerne om det eller de alternative tvistløsningsorganer, som kan behandle en
eventuel tvist mellem parterne. Informationsforpligtelsen omfatter kun alternative danske
tvistløsningsorganer, der er notificeret til EU-Kommissionen. Der er pligt til at oplyse om det relevante
tvistløsningsorgans adresse og hjemmeside på en lettilgængelig måde på den erhvervsdrivendes
hjemmeside, hvis en sådan findes. Derudover skal oplysningerne indgå i de generelle aftalevilkår i det
omfang den erhvervsdrivende anvender sådanne. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i det
omfang, den erhvervsdrivende har et websted, der retter sig mod forbrugere, og/eller anvender generelle
aftalevilkår.
Ifølge direktivet omfatter artikel 13, stk. 1 og 2, kun erhvervsdrivende, der er forpligtet til eller frivilligt har
forpligtet sig til at anvende alternative tvistløsningsorganer til at bilægge tvister med forbrugere. Der er
ikke i dansk lovgivning regler, der etablerer en forpligtelse for erhvervsdrivende til at løse tvister med
forbrugere gennem alternativ tvistløsning. En erhvervsdrivende kan ikke forhindre, at en klagesag indgivet
af en forbruger behandles af f.eks. Forbrugerklagenævnet eller et privat godkendt klage- eller ankenævn,
men den erhvervsdrivende kan ikke tvinges til at medvirke. Hvis den erhvervsdrivende ikke medvirker, kan
30
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
nævnet imidlertid vælge at lade det få processuel skadesvirkning. Derimod kan en erhvervsdrivende
frivilligt forpligte sig til at løse tvister med forbrugere ved alternativ tvistløsning. En sådan forpligtelse kan
f.eks. opstå ved et medlemskab af en brancheforening, der udtrykkeligt kræver af sine medlemmer, at de
skal efterleve en afgørelse fra et privat klage- eller ankenævn e.l.
Det vurderes, at en tekstnær implementering af artikel 13, stk. 1, vil kunne indebære, at det fremstår
vilkårligt og uklart, hvem informationsforpligtelsen omfatter. Da direktivet er et minimumsdirektiv, er
direktivet ikke til hinder for, at der indføres en generel informationsforpligtelse, der gælder for alle
erhvervsdrivende, som foreslået i stk. 1. Kravene til oplysningspligten er delvist gennemført i lov om
forbrugeraftaler, hvor § 8, nr. 22, fastsætter en oplysningspligt om klageadgang for aftaler vedrørende
varer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved
fjernsalg. Efter bestemmelsen skal den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, oplyse om mulighed for
klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden ved klage. Det følger af bestemmelsen, at pligten kun
består, i det omfang der er en klageadgang. Tilsvarende efter samme lovs § 14, nr. 9, hvor der fastsættes en
oplysningspligt vedrørende klageadgang for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser.
Bestemmelsen finder ligeledes kun anvendelse i det omfang, der er en klageadgang.
Med implementeringen af ATB-direktivet og det foreliggende lovforslag, vil alle erhvervsdrivende, der
sælger varer eller tjenesteydelser omfattet af direktivets anvendelsesområde, fremover være forpligtet til
at oplyse om det eller de alternative tvistløsningsorganer, som kan behandle en eventuel tvist, og som er
notificeret til EU-Kommissionen.
Med den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
gennemføres direktivets artikel 13, stk. 3, der pålægger
erhvervsdrivende at give forbrugere information om alternativ tvistløsning, når der opstår en konkret tvist,
der ikke kan løses mellem parterne.
Den erhvervsdrivende skal i tilfælde af, der opstår en tvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og
den erhvervsdrivende helt eller delvist afviser forbrugerens krav, give forbrugeren information om det eller
de alternative tvistløsningsorganer, som kan behandle en klage efter denne lov. Informationskravet
indebærer, at den erhvervsdrivende må tilpasse informationen til hvert enkelt tilfælde, afhængigt af hvad
tvisten vedrører. Den erhvervsdrivende skal informere om det relevante alternative tvistløsningsorgans
adresse og websted og oplysningerne skal gives skriftligt eller på et varigt medium. Informationen kan gives
på papir eller på en e-mail. Det vil også opfylde kravene, hvis oplysningerne fremgår af en hjemmeside,
forudsat at oplysningerne sikkert kan bevares i sin oprindelige tilstand. Det væsentlige i bestemmelsen er,
at den erhvervsdrivende kan identificere det relevante tvistløsningsorgan og informere forbrugeren herom.
Derefter vil det være op til forbrugeren at finde ud af, om den konkrete tvist kan behandles i det organ, der
er henvist til. Bestemmelsen gælder alle erhvervsdrivende, der sælger varer og/eller tjenesteydelser, der er
omfattet af lovens anvendelsesområde.
Efter ATB-direktivet er det et krav, at den erhvervsdrivende også skal oplyse, om den erhvervsdrivende
agter at benytte det relevante klageorgan til at bilægge tvisten. En sådan pligt ville kunne få den utilsigtede
effekt, at forbrugeren fejlagtigt kunne få den opfattelse, at en klage ikke kan behandles, hvilket ikke er
udgangspunktet efter det danske klagesystem. Det foreslås derfor, at gennemførelsen af artikel 13, stk. 3,
alene sker som angivet. En erhvervsdrivende har således ikke efter den foreslåede bestemmelse en pligt til
at oplyse, om den erhvervsdrivende agter at medvirke til at lade sagen blive behandlet i et alternativt
tvistløsningsorgan, men blot en pligt til at oplyse om det relevante tvistløsningsorgan. Forbrugeren kan
herefter vurdere, om forbrugeren vil gå videre med sagen.
31
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Til § 5
Den foreslåede bestemmelse er en supplerende regel til forordningen om onlinetvistløsning. Bestemmelsen
fastsætter en generel pligt for alle erhvervsdrivende, der sælger varer eller tjenesteydelser via internettet,
som er omfattet af direktivets anvendelsesområde, til at oprette et elektronisk link til platformen.
Bestemmelsens primære formål er at øge kendskabet til platformen. En erhvervsdrivende skal også oplyse
om sin e-mail på sine websteder. Den erhvervsdrivende skal også give forbrugerne udtrykkelig information
om muligheden for at anvende platformen med henblik på at løse konflikter.
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, er en hjemmel til erhvervs- og vækstministeren til at godkende
private tvistløsningsorganer efter loven. Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den nuværende
hjemmel i § 5 i lov om forbrugerklager. Godkendelse efter den foreslåede bestemmelse er en forudsætning
for, at et privat tvistløsningsorgan, der ikke er oprettet efter anden lovgivning, kan notificeres til EU-
Kommissionen som et kvalificeret tvistløsningsorgan. Det er erhvervs- og vækstministeren, der fastlægger
kriterierne for godkendelse af private alternative tvistløsningsorganer. I forbindelse med godkendelse efter
stk. 1, skal der ved fastlæggelsen af disse kriterier bl.a. lægges vægt på, at nævnet opfylder direktivets krav
om uafhængighed, uvildighed, sagkundskab, åbenhed, effektivitet, retfærdighed og habilitet.
Formålet med et godkendt privat tvistløsningsorgan er at afgøre tvister mellem en klager og en
erhvervsdrivende, som ellers måtte indbringes for domstolene. En klage vil som i dag kunne angå samtlige
omstændigheder i retsforholdet mellem parterne, men klagen skal dog have karakter af en konkret og
aktuel konflikt mellem parterne, som med rimelighed kan danne grundlag for et civilretligt søgsmål. Har et
klagepunkt ikke en sådan konkret og aktuel karakter, kan tvistløsningsorganet afvise at tage stilling til det
pågældende klagepunkt.
Et privat tvistløsningsorgan kan godkendes for en bestemt branche eller andre afgrænsede områder, og
skal have et klart defineret sagsområde. Godkendelse vil som efter gældende ret ske efter ansøgning på
baggrund af vedtægter, som de stiftende organisationer har udarbejdet. I forbindelse med godkendelsen vil
de konkrete kriterier blive endeligt fastlagt. Der vil i den forbindelse blive taget hensyn til eventuelle
særlige forhold, der gør sig gældende for den pågældende branche eller område, som nævnet dækker.
Lovforslaget hindrer ikke, at der parallelt med de alternative tvistløsningsorganer, der notificeres til EU-
Kommissionen, kan eksistere private branchenævn eller andre klagesystemer, der ikke er godkendt efter
loven. Sådanne nævn/systemer kan være velfungerende og udfylde en vigtig funktion for forbrugere, der er
havnet i en tvist med en erhvervsdrivende inden for visse brancher. Direktivet forudsætter imidlertid, at
der er en klageadgang inden for hele direktivets anvendelsesområde, der opfylder direktivets kvalitetskrav.
I det omfang, der ikke er et notificeret tvistløsningsorgan på et område, vil Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen være forpligtet til at behandle eventuelle tvister inden for det pågældende område,
selvom der eksempelvis måtte være et privat branchenævn eller lignende, der kunne løse den pågældende
tvist.
I forslagets
stk. 2,
fremgår de mest centrale betingelser, der skal til, for at et alternativt tvistløsningsorgan
kan godkendes. Som det er tilfældet efter de gældende regler, vil det også fremover være en forudsætning
for godkendelse, at det alternative tvistløsningsorgans handlinger er upartiske, og at tvistløsningsorganet
32
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
fremtræder neutralt, at der er åbenhed omkring sagsbehandlingsprocedurer, at parterne har mulighed for
at fremkomme med deres synspunkter, herunder også til eventuelle ekspertudtalelser, at klagegebyrerne
er moderate, at eventuelle undergrænser er rimelige, og at afgørelserne begrundes. Af bekendtgørelsen,
der udmønter bemyndigelsen, vil det derudover bl.a. fremgå, at det er en betingelse for godkendelse, at et
alternativt tvistløsningsorgan giver mulighed for, at parterne kan udveksle information om sagen både
elektronisk og pr. post, at både nationale og grænseoverskridende klager behandles, at fastsatte
sagsbehandlingsfrister overholdes, at tvistløsningsorganerne forpligtes til at oplyse sagen af egen drift og
vejlede parterne om deres rettigheder, og at afgørelser forkyndes. Klageorganet pålægges også en pligt til
at oplyse om ændrede forhold i relation til den opnåede godkendelse, så det kan sikres, at
tvistløsningsorganet til alle tider opfylder kravene for notifikation til EU-Kommissionen eller i givet fald
fjernes fra listen. Det bemærkes, at det vurderes, at de eksisterende godkendte private klage- og ankenævn
allerede i dag i udgangspunktet opfylder de krav, der stilles til nævnsbehandlingen efter direktivet.
Med forslagets
stk. 3,
skabes der hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne
for godkendelse, herunder de betingelser, som et privat tvistløsningsorgan skal opfylde for at blive
godkendt til at anvende mediation i sagsbehandlingen. Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive
udmøntet i en bekendtgørelse, hvor de nærmere vilkår fastsættes. Ministeren kan efter bestemmelsen
også tidsbegrænse og tilbagekalde godkendelsen. Der er tale om en delvis videreførelse af den nugældende
§ 5, stk. 2-4, i lov om forbrugerklager, hvor grundbetingelserne for godkendelse fremgår, og af den
nugældende lovs § 16 og 17. Det følger af den nugældende § 16, at en forbruger skal betale et gebyr for
behandling af en klage. Af den nugældende § 17 fremgår det, at ministeren kan fastsætte regler om, at en
erhvervsdrivende skal betale et beløb til et godkendt privat klage- eller ankenævn for nævnets udgifter til
en sags behandling, hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller sagen forliges. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at en erhvervsdrivende, der ikke løbende bidrager til nævnets drift, skal betale et
højere gebyr, end en erhvervsdrivende, der bidrager til nævnets drift.
Det er fortsat hensigten, at beløbenes størrelse vil blive fastsat af ministeren på grundlag af oplysninger fra
det enkelte nævn om nævnets gennemsnitlige udgifter til sagernes behandling. Der vil fortsat kunne
fastsættes differentierede beløb, således at de erhvervsdrivende, som ikke bidrager til nævnets løbende
drift, skal betale et højere beløb. Beløbet vil også omfatte de mere generelle omkostninger, der er
forbundet med den konkrete sag, men vil ikke have pønal effekt. Beløbenes størrelse vil således ikke skulle
fastsættes efter et konkret skøn i den enkelte sag.
Det er hensigten, at godkendelse af private alternative tvistløsningsorganer i udgangspunktet vil basere sig
på de samme principper, som gælder efter nugældende regler, hvor de overordnede principper for
godkendelse er udmøntet i bekendtgørelse om forbrugerklager, jf. § 1. De mere specifikke krav fremgår af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning af 7. januar 2011 om godkendelse af bekendtgørelse om
forbrugerklager. Det er hensigten, at de nærmere kriterier for ansøgning og godkendelse fremover skal
udmøntes i en bekendtgørelse. Det vil bl.a. komme til at fremgå, at parterne skal underrettes om, at de ikke
er forpligtet til at benytte en advokat eller anden juridisk bistand, men at de kan søge uafhængig rådgivning
eller lade sig repræsentere af tredjemand i alle faser af proceduren.
Det gældende udgangspunkt om, at et godkendt privat klage- eller ankenævn skal behandle klager over alle
erhvervsdrivende på det pågældende område, dvs. også erhvervsdrivende, som ikke er tilsluttet en
brancheorganisation, som står bag nævnet, foreslås opretholdt. Hvis der åbnes op for, at et branchenævn
ikke omfatter alle men kun nogle erhvervsdrivende på et givent område, vil det betyde, at der kun kan
33
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
klages over visse erhvervsdrivende inden for en branche, ligesom der bliver mulighed for flere klagenævn
på samme område. Dette vil skabe den bedste gennemsigtighed for forbrugerne, da flere klagesteder kan
skabe forvirring. Derfor skal et privat tvistløsningsorgan som udgangspunkt være branchedækkende for at
blive godkendt, med mindre særlige grunde taler for at fravige kravet om branchedækning.
Det vil også fremover være muligt for et privat tvistløsningsorgan at få godkendt bestemmelser om, at
tvistløsningsorganet kan behandle klager fra erhvervsdrivende eller vedrørende erhvervsmæssige forhold.
I dag godkendes de private nævn for 3 år, og der er ikke tilsigtet ændringer i denne godkendelsesperiode.
Det vil dog efter en konkret vurdering være muligt at godkende et privat tvistløsningsorgan for mere end 3
år ad gangen. Et godkendt privat tvistløsningsorgan er ligesom Forbrugerklagenævnet uafhængigt af
ministeren. Det indebærer, at ministeren ikke kan ændre eller omgøre tvistløsningsorganets afgørelser.
Konkrete afgørelser kan således ikke indbringes for ministeren, men parterne vil også fremover have
mulighed for at anlægge sag ved domstolene. Herudover kan ministeren heller ikke tvinge organet til at
genoptage en allerede afgjort tvist eller behandle sager, som efter organets vurdering, ikke er omfattet af
deres kompetence. Ligesom i dag vil ministeren imidlertid have mulighed for at tilbagekalde godkendelsen
af organet, hvis betingelserne for godkendelse ikke længere er opfyldt. Efter direktivets artikel 20, stk. 2, 3.
afsnit, er det ligeledes et krav, at et tvistbilæggelsesorgan, der ikke længere opfylder kravene for
notifikation, fjernes fra listen.
Til § 7
Med
§ 7
foreslås det, at den gældende § 6 i lov om forbrugerklager, hvorefter Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan fungere som sekretariat for godkendte private klage- eller ankenævn mod betaling,
videreføres. Bestemmelsen tager sigte på, at visse brancher kan være så små, at det ikke økonomisk kan
svare sig at oprette et klageorgan med eget sekretariat. Derfor kan en branche, der gerne vil markere, at
man tager hånd om klagerne på et område under visse nærmere fastsatte kriterier oprette et
brancheklageorgan, men lade Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungere som sekretariat og dermed
behandle organets sager. Tanken er, at det kun er mindre brancher med forholdsvis få klager, der kan
benytte denne mulighed. I dag fungerer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som sekretariat for 3
godkendte private ankenævn.
Bestemmelsen i
stk. 2,
giver erhvervs- og vækstministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler for
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens funktion som sekretariat for et godkendt privat klageorgan. Der er i
dag fastsat regler om, at den indtægtsdækkede virksomhed sker i overensstemmelse med
Finansministeriets retningslinjer om indtægtsdækket virksomhed.
Til § 8
Med
§ 8
foreslås det, at der skabes hjemmel til, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler for
sagsbehandling, som lovbestemte alternative tvistløsningsorganer skal opfylde, for at kunne blive
notificeret til EU-Kommissionen. Det er ikke hensigten, at klageorganer, som er oprettet i eller i medfør af
lov, skal søge om godkendelse efter den foreslåede lov om alternativ tvistløsning i forbindelse med
forbrugerklager. Det gælder f.eks. Advokatnævnet og Trafikstyrelsen, der bl.a. behandler klager over
flypassagerrettigheder efter EU forordning 261/2004. For at disse alternative tvistløsningsorganer skal
kunne notificeres til EU-Kommissionen som kvalificerede klageorganer, skal reguleringen være i
34
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
overensstemmelse med ATB-direktivets krav. Der vil bl.a. blive stillet krav om, at de lovbestemte
tvistløsningsorganer opfylder de krav til sagsbehandlingsfrister, der fremgår af § 18 og § 19. Der henvises til
bemærkningerne til disse bestemmelser. En tilpasning af reguleringen kan ske ved, at kravene fuldt ud
tages ind i sektorlovgivningen eventuelt ved at der i sektorlovgivningen henvises helt eller delvist til lov om
alternativ tvistløsning.
Til § 9
Bestemmelsen angiver, at klager fremover kan indbringes til behandling for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen forudsat, at klagen udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende
i forbindelse med et køb af en vare eller en tjenesteydelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer
som alternativt klageorgan og en klage kan således angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem
parterne. Klagen skal dog have karakter af en konkret og aktuel konflikt, som med rimelighed kan danne
grundlag for et civilretligt søgsmål. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence til at behandle klager
begrænses således alene af den foreslåede bestemmelse i § 10. Der henvises til bemærkningerne til § 10.
Til § 10
Med den foreslåede
§ 10
afgrænses Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetenceområde i forbindelse
med mediation, idet det i nr. 1-6, angives, hvilke klager styrelsen ikke kan behandle. Den foreslåede
bestemmelse sammenholdt med § 9 sikrer, at der er en klageadgang for alle klager omfattet af direktivets
anvendelsesområde, og indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal fungere som
residualklageorgan for klager på de områder, hvor der ikke eksisterer alternative tvistløsningsorganer, som
er notificeret til EU-Kommissionen. Forbrugerklagenævnets kompetence er også i dag negativt afgrænset,
idet der i bekendtgørelse nr. 460 af 29. april 2010 om forbrugerklager er fastsat en række undtagelser til
nævnets kompetence. Det gælder f.eks. fødevarer, campingvogne, både, antikviteter, og bestanddele og
tilbehør til fast ejendom. Disse undtagelser vil blive ophævet for både Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
virksomhed og for Forbrugerklagenævnets virksomhed. Det vurderes, at det vil medføre, at ca. 45 nye
områder bliver omfattet af det offentlige forbrugerklagesystem. Det estimeres, at det vil medføre en
stigning i antallet af klager fra ca. 2.600 til ca. 4.000 om året.
Nr. 1
er en delvis videreførelse af den gældende bestemmelse i § 7 i lov om forbrugerklager, hvorefter
Forbrugerklagenævnet kun behandler klager i det omfang, disse ikke hører under et godkendt privat klage-
eller ankenævn. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når
styrelsen forestår mediation. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal som alternativt tvistløsningsorgan
være indgangen til en eventuel klagebehandling i Forbrugerklagenævnet. Udgangspunktet er fortsat, at
behandling i det offentlige klagesystem kun sker, hvis der ikke er et godkendt privat tvistløsningsorgan.
Nr. 2
er en delvis videreførelse af den gældende § 8 i lov om forbrugerklager, hvorefter
Forbrugerklagenævnet ikke behandler klager, hvor der er en særlig klageadgang. Bestemmelsen finder
tilsvarende anvendelse på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når styrelsen forestår mediation, og det
følger af bestemmelsen, at klager kun behandles i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis der ikke er en
anden klageadgang; her i form af lovbestemte alternative tvistløsningsorganer, som er notificeret til EU-
Kommissionen. Bestemmelsen tilsigter ligeledes at udelukke, at en sag behandles flere steder.
35
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Nr. 3
fastslår, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun behandler klager, hvor prisen for varen eller
tjenesteydelsen ligger inden for bestemte beløbsgrænser. Der henvises til bemærkningerne til § 14, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i
nr. 4
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra a, der er en af de
udtrykkelige afvisningsgrunde, som direktivet tillader medlemslandene at opretholde eller indføre. Nr. 4
viderefører princippet efter den gældende lov om forbrugerklager om, at det er en forudsætning for, at en
klage kan behandles, at forbrugeren først forgæves har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende. Det er
forbrugeren, der skal bevise, at forbrugeren har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende. Forbrugeren
skal blot dokumentere, at forbrugeren har klaget til den erhvervsdrivende, og at den erhvervsdrivende ikke
har villet imødekomme forbrugerens krav.
Med forslaget til
stk. 2
præciseres det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan afvise en klage, såfremt
den er omfattet af stk. 1, nr. 1-4. Udover de tilfælde, som er angivet i § 10, stk. 1, kan styrelsen efter
bestemmelsen i § 17 afvise at behandle forskellige klagesager angivet i § 17, nr. 1-6. Da bestemmelsen i §
17 samtidig regulerer de tilfælde, hvor private tvistløsningsorgan kan afvise forskellige klagesager, er der
sammenfald mellem § 10, nr. 3 og § 17, nr. 3 samt mellem § 10, nr. 4 og § 17, nr. 1.
Til § 11
Den foreslåede bestemmelse i § 11 angiver rammerne for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
klagebehandling og er et centralt element i moderniseringen af det offentlige forbrugerklagesystem. Efter
bestemmelsen skal Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mediere mellem parterne i de klagesager, der
indbringes for styrelsen.
Allerede i dag afsluttes ca. 50 % af klagesagerne i det offentlige forbrugerklagesystem med et forlig mellem
parterne. Forbrugerklagenævnets sekretariat følger en fast procedure i den indledende sagsbehandling, der
tilstræber en forligsmæssig løsning i visse sager, så ikke alle sager behøver at gå hele vejen til
Forbrugerklagenævnet. Der foretages i dag en juridisk vurdering af, hvordan sagen vil falde ud ved en
afgørelse, og der lægges vægt på de retsregler og praksis, der finder anvendelse på området, ligesom
sandsynligheden for, om forbrugeren vil få medhold i en afgørelse ved nævnet, overvejes. En undersøgelse
foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i 2013 viste, at netop muligheden for hurtigt at få en
afklaring i en sag var en af de faktorer, som de forbrugere, der havde klaget til Forbrugerklagenævnet,
vægtede højest.
Med den foreslåede bestemmelse lovfæstes et nyt princip om, at alle klagesager, der potentielt vil kunne
indbringes for Forbrugerklagenævnet, i første omgang skal søges løst ved mediation. Formålet med
mediationen er at søge at skabe en positiv dialog mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, og dermed
tilskynde dem til selv at finde den bedst mulige løsning på sagen.
Mediationen vil blive gennemført af medarbejdere i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der vil blive
specielt uddannet og oparbejde en erfaring inden for forligsforhandling. Til forskel fra den forligsprocedure,
der i dag følges af Forbrugerklagenævnets sekretariat, vil der ikke ved styrelsens mediation blive foretaget
konkrete juridiske vurderinger i den enkelte sag, ligesom der ikke vil blive truffet nogen administrative
afgørelser. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil optræde som en uvildig tredjepart i sagen og vejlede
faktuelt om de generelle regler på området, bidrage til at genskabe en god dialog mellem parterne, vejlede
om Forbrugerklagenævnets praksis på området og pege på muligheder, som parterne måske ikke har tænkt
på. Mediationen tilstræber at bringe parterne sammen med henblik på, at de selv finder en løsning.
36
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Mediationen skal på den måde sikre et mere smidigt og effektivt klagesystem. Mediationen vil ske på
baggrund af de oplysninger, som parterne selv kommer med, og sekretariatet vil ikke oplyse sagen
yderligere. Der vil i mediationsfasen heller ikke blive indhentet sagkyndige erklæringer.
Parterne vil blive underrettet om, at de ikke er forpligtet til at benytte en advokat eller anden juridisk
bistand, men at de kan søge uafhængig rådgivning eller lade sig repræsentere af tredjemand i alle faser af
proceduren.
Mediation kan i praksis ske på mange måder. Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal mediere, er der
særligt to ting, der skal lægges vægt på. Der skal være lige mulighed for mediation for alle forbrugere
uanset, hvor i landet forbrugeren bor, ligesom der skal sikres en effektiv behandling af sagerne i
mediationsfasen.
Styrelsens medarbejdere vil derfor efter en gennemgang af forbrugerens klage og den erhvervsdrivendes
svar kontakte parterne telefonisk – alternativt via videokonference. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
forud herfor aftale et tidspunkt, hvor begge parter har mulighed for at deltage. I forbindelse med
samtalerne vil styrelsens medarbejder neutralt oplyse om den anden parts betragtninger og forslag til
løsning. Styrelsen kan, hvis der er ønske herom, også tilbyde parterne et telefonmøde, hvor styrelsens
medarbejder, forbrugeren og den erhvervsdrivende deltager. I forbindelse med udviklingen af
mediationsproceduren, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afsøge mulighederne for at optimere
sagsbehandlingen og forøge forligschancerne gennem ny teknologi. Det kan f.eks. være anvendelse af
Skype, telefonapplikationer, chat mv.
Hvorvidt en mediation lykkes, vil bero på begge parters vilje til at medvirke og finde en løsning. En
erhvervsdrivende kan således ikke tvinges til at deltage. Bliver det hurtigt klart, at den erhvervsdrivende
ikke ønsker at medvirke, eller at det ikke er muligt at kontakte den erhvervsdrivende, vil sagen blive
afsluttet og forbrugeren få mulighed for at gå videre med sagen til behandling i Forbrugerklagenævnet.
Hvis parterne indgår forlig på baggrund af mediationen, udsender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et
brev, hvor det fremgår, at parterne har indgået en aftale som løsning på sagen. Der er dermed tale om en
juridisk bindende aftale på linje med de forlig, som Forbrugerklagenævnets sekretariat indgår i dag. Hvis
den erhvervsdrivende ikke efterlever aftalen, vil forbrugeren kunne bringe med sagen videre til fase to,
hvor Forbrugerklagenævnet vil træffe afgørelse i sagen. Hvis den erhvervsdrivende forholder sig passivt, vil
forbrugeren herefter kunne få tvangsfuldbyrdet nævnets afgørelse i fogedretten.
Hvis mediatonsbehandlingen afsluttes, uden at der er indgået et forlig, kan forbrugeren vælge at gå videre
med sagen til behandling i Forbrugerklagenævnet mod betaling af et gebyr, eller at anlægge en sag ved
domstolene.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelses mediation er omfattet af de fælles procedureregler, som fremgår af de
foreslåede bestemmelser i kapitel 5, herunder de fastsatte frister for sagsbehandling.
De foreslåede bestemmelser om mediation udgør en central del af gennemførelsen af ATB-direktivet.
Til § 12
37
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bestemmelsen i
§ 12
anfører, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ud fra en konkret vurdering skal
afslutte sagen, hvis det på baggrund af mediationen konstateres, at det ikke er muligt at nå frem til en
mindelig løsning, og at parterne skal underrettes herom. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den
erhvervsdrivende nægter at samarbejde eller parterne i øvrigt ikke kan nå til enighed om en løsning af den
pågældende tvist. Det fremgår derudover, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal oplyse forbrugeren
om muligheden for at gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet. De foreslåede frister for
sagsbehandling, jf. § 19 finder tilsvarende anvendelse.
Til § 13
Bestemmelsen er ny og angiver i
stk. 1,
at forbrugeren skal betale et gebyr for sagens behandling ved
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I dag betaler en forbruger et gebyr for at få behandlet en klage i
Forbrugerklagenævnet. Gebyret tilbagebetales, hvis forbrugeren får medhold i klagen, eller sagen afvises
som uegnet til behandling. Ved en mediation tilskyndes parterne til selv at finde den bedst opnåelige
løsning på sagen, og der træffes ikke nogen afgørelse i sagen. Gebyret tilbagebetales derfor kun, hvis det
viser sig, at sagen ikke er omfattet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence, jf. § 10.
Det betyder, at gebyret for mediation betales for styrelsens bistand til at hjælpe parterne til at finde en
forligsmæssig løsning. Gebyret tilbagebetales således ikke i situationer, hvor forsøget på mediation ikke
fører til noget resultat, f.eks. fordi den ene part ikke ønsker at medvirke til en forligsforhandling.
Med
stk. 2,
foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om
størrelsen af gebyret samt betalingen heraf, herunder om obligatorisk elektronisk betaling. Det er
hensigten, at klagegebyret i de nærmere regler vil blive fastsat til 100 kr. Det vurderes, at en fastsættelse
på dette niveau er i overensstemmelse med direktivets krav efter artikel 8, litra c, om at en klagebehandling
skal være gratis eller kun forbundet med et symbolsk gebyr for forbrugeren.
Til § 14
Med den foreslåede bestemmelse i
§ 14, stk. 1,
skabes der hjemmel for erhvervs- og vækstministeren til at
fastsætte nærmere regler for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed efter loven.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 4, litra d.
Bestemmelsen er en bemyndigelsesbestemmelse for ministeren til at fastsætte regler om, at en klage ikke
kan indbringes for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger
under eller overstiger en bestemt grænse. Efter nugældende regler har ministeren en tilsvarende hjemmel
til at fastsætte bestemmelser om over- og undergrænser for indgivelse af klager til Forbrugerklagenævnet.
Denne hjemmel er udnyttet, og der er således fastsat en undergrænse for klager over sko og tøj på 500 kr.
mens grænsen for alle øvrige varer og tjenesteydelser er på 800 kr. De nuværende undergrænser har ikke
været reguleret siden loven trådte i kraft i 2004.
Henset til den forestående betragtelige udvidelse af klageadgangen, som er anført under bemærkningerne
til forslagets § 11, er det hensigten, at der ved bekendtgørelse fastsættes en undergrænse for sko og tøj på
650 kr. og for øvrige varer og tjenesteydelser på 1.000 kr., hvorved der opnås en mere hensigtsmæssig
balance mellem værdien af det, der klages over, og det offentliges omkostninger ved at behandle sagerne.
38
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Direktivets artikel 5, stk. 4, litra d, giver mulighed for, at medlemsstaterne kan fastsætte procedureregler,
der gør det muligt for dem at afvise at behandle en tvist, hvis sagsgenstandens værdi ligger under eller over
en på forhånd fastsat beløbsgrænse. Medlemsstaterne skal ved fastsættelsen af sådanne beløb sikre, at
grænserne ikke fastsættes til et niveau, hvor de betydeligt forringer forbrugerens adgang til
klagebehandling. Der skal også ligeledes tages hensyn til, at en tvists reelle værdi kan variere mellem de
enkelte medlemsstater, og at fastsættelsen af en uforholdsmæssig høj tærskel i en medlemsstat kan
forringe klageadgangen for forbrugere fra andre lande. Beløbene vurderes at være i overensstemmelse
med direktivets krav. Det er hensigten, at beløbene fremadrettet pristalsreguleres hver tredje år og på
baggrund af Finansministeriets sats for det generelle pris – og lønindeks. For så vidt angår fastsættelsen af
en eventuel overgrænse, henvises til bemærkningerne til § 23, stk. 3.
Med bestemmelsen i
stk. 3,
foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bemyndiges til i særlige
tilfælde at se bort fra den fastsatte undergrænse, jf. forslagets § 14, stk. 2. Det er en delvis videreførelse af
den gældende bestemmelse i § 3, stk. 2 og 6, i bekendtgørelse om forbrugerklager, der giver formanden for
Forbrugerklagenævnet mulighed for at se bort fra undergrænsen. Kompetencen i den foreslåede
bestemmelse tillægges fremover Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Særlige tilfælde, hvor styrelsen kan fravige undergrænsen efter stk. 3, kan i overensstemmelse med den
nugældende praksis hos Forbrugerklagenævnets sekretariat foreligge i følgende tilfælde:
Hvis det skønnes, at forbrugeren kan få medhold i et samlet krav på 1.000 kr. eller derover. Dette princip
bliver blandt andet anvendt i rensesager, hvor vederlaget for rensningen ofte vil være under
undergrænsen, men hvor der kan være et erstatningskrav ved siden af, fordi tøj eller møbler er blevet
ødelagt i forbindelse med rensningen.
I vurderingen lægges der vægt på, hvor stor sandsynlighed der er for, at forbrugeren vinder sagen, eller
hvorvidt sagen er egnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet. Er det oplagt, at forbrugeren vil kunne få
medhold, vil sekretariatet i nogle tilfælde se bort fra undergrænsen, selvom kravet, som forbrugeren kan få
medhold i, er under 1.000 kr.
Jo højere omkostningerne/ressourceanvendelsen er, desto mindre sandsynligt vil det være, at
undergrænsen fraviges. Der ses på f.eks. udgifterne til en sagkyndig undersøgelse eller
sagsbehandlingstimer, som sekretariatet skal bruge f.eks. på at indhente viden om fremmed/international
ret.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fremover følge de samme principper, som Forbrugerklagenævnet
anvender efter gældende ret, og vil herudover efter den foreslåede bestemmelse kunne se bort fra
undergrænsen i konkrete sager af generel eller principiel interesse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
således kunne se bort fra undergrænsen i sagskomplekser, hvor der modtages mange klager over en
bestemt sagstype eller en bestemt virksomhed.
Til § 15
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1,
er ny og gennemfører direktivets artikel 5, stk. 1, hvorefter
medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at tvister, der er omfattet af direktivet, og som omfatter en
erhvervsdrivende, der er
etableret
på medlemsstatens område, kan indbringes for et alternativt
tvistløsningsorgan, der opfylder direktivets krav. Bestemmelsen ændrer på det udgangspunkt, der gælder
efter nugældende regler, hvorefter Forbrugerklagenævnet og de godkendte private klagenævn følger
39
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
domstolenes almindelige værnetingsregler ved afgørelse af spørgsmålet om, hvem der kan indklages for et
klagenævn.
Fremover vil udgangspunktet for et godkendt privat tvistløsningsorgan og for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens kompetence i forbindelse med mediation efter denne lov være, at den
erhvervsdrivende er etableret i Danmark. Et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil skulle håndtere både nationale og grænseoverskridende klager, men klagen skal som
udgangspunkt omhandle en dansk etableret erhvervsdrivende. Bestemmelsen er bl.a. begrundet i det
forhold, at de nuværende regler ofte skaber problemer i de sager, der er ved Forbrugerklagenævnet, hvor
der er værneting i Danmark, men hvor den erhvervsdrivende er etableret i et andet EU-land og ikke driver
virksomhed i Danmark. Forbrugeren vil i disse tilfælde ofte have vanskeligt ved at få tvangsfuldbyrdet sit
krav, når den erhvervsdrivende vælger ikke at efterleve afgørelsen. En afgørelse truffet af
Forbrugerklagenævnet mod en erhvervsdrivende uden for Danmark har således ingen værdi for den
pågældende forbruger. Det skyldes, at erfaringerne viser, at udenlandske erhvervsdrivende ikke efterlever
Forbrugerklagenævnets afgørelser, samt at nævnets afgørelser ikke kan tvangsfuldbyrdelse i et andet EU-
land. Det vil endvidere være en langvarig proces for en forbruger at indbringe sagen for domstolene i
Danmark for at få en retsafgørelse, som vil kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse i et andet EU-land.
Da direktivet indebærer, at der fremover vil være en alternativ tvistløsning i alle medlemsstater, og da en
erhvervsdrivende må antages at være mere villig til at deltage i en alternativ tvistløsning, der er baseret på
de regler, hvor den erhvervsdrivende er etableret – typisk den erhvervsdrivendes hjemland, forekommer
det mest hensigtsmæssigt, at følge direktivets udgangspunkt om etableringskravet. En forbruger vil derfor
som udgangspunkt skulle indbringe en sag i den medlemsstat, hvor den erhvervsdrivende, som forbrugeren
har indgået aftale med, er etableret.
Direktivet sondrer i forhold til etableringsbegrebet mellem fysiske personer og juridiske personer, jf. artikel
4, stk. 2. Hvis en erhvervsdrivende er en fysisk person, anses den erhvervsdrivende for at være etableret
dér, hvor den pågældende har sit forretningssted. Hvis den erhvervsdrivende er et selskab eller en anden
juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, er den erhvervsdrivende
etableret dér, hvor det pågældende selskab, den pågældende juridiske person eller sammenslutning af
fysiske eller juridiske personer har sit vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller forretningssted,
herunder en filial, et agentur eller en anden virksomhed.
Det foreslås dog, at et godkendt privat tvistløsningsorgan og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også kan
behandle klager mod erhvervsdrivende, som forbrugeren har indgået aftale med, og som er etableret i
udlandet, hvis sagen har en større tilknytning til Danmark eller hvis parterne er enige herom. Dette
harmonerer med OTB-forordningens udgangspunkt om, at en klage kun bliver viderebehandlet på
platformen, hvis parterne ikke er enige om, hvilket alternativt tvistløsningsorgan, der skal behandle klagen.
Hvis sagen afvises som følge af, at sagen har en større tilknytning til et andet land, skal afvisningen ledsages
af sådanne oplysninger vedrørende eventuelle udenretlige klageinstanser i det pågældende land, som
nævnet er i besiddelse af. Såfremt nævnet ikke er i besiddelse af oplysninger herom, skal afvisningen
ledsages af oplysninger om, hvor klageren i det pågældende land kan søge oplysninger om eventuelle
udenretlige klageinstanser, forudsat at nævnet er i besiddelse af disse oplysninger eller forholdsvis enkelt
kan fremskaffe dem.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
tager højde for den situation, at en erhvervsdrivende er etableret i
flere lande. En erhvervsdrivende vil herefter kunne være omfattet af flere alternative tvistløsningsorganer,
hvilket er i overensstemmelse med direktivet. En klage kan herefter afvises, hvis klagen har en større
tilknytning til et andet land. Dette gælder også selvom den erhvervsdrivende er etableret i et andet land
end en medlemsstat.
40
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3,
svarer i det væsentligste til den gældende regel i § 2, stk. 2, i lov om
forbrugerklager, idet bestemmelsen dog udvides til også at omhandle Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Ifølge stk. 3, vil en bestemmelse om voldgift i f.eks. en standardkontrakt ikke være til hinder for, at der
forinden kan indgives klage til et godkendt privat tvistløsningsorgan eller til Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen. På den måde sikres det, at forbrugeren ikke afskæres fra at gå til et alternativt
tvistløsningsorgan. Hvis den erhvervsdrivende selv indbringer tvisten for den aftalte voldgiftsmyndighed,
har myndigheden som følge af bestemmelsen pligt til at stille sagen i bero, indtil tvistløsningsorganet har
taget stilling til en eventuel klage fra forbrugeren over den samme tvist. Der henvises i den forbindelse til §
16, stk. 3, hvorefter voldgiftssager m.v. skal udsættes, hvis sagen ønskes indbragt for et alternativt
tvistløsningsorgan. Det understreges, at også en direkte udelukkelse af et alternativt tvistløsningsorgans
kompetence i en voldgiftsklausul ikke afskærer et tvistløsningsorgan fra at behandle klagen.
Til § 16
Den foreslåede bestemmelse i
§ 16
afskærer sagens parter fra at indbringe en sag for domstolene, når
sagen allerede verserer i forbrugerklagesystemet. Det svarer i det væsentligste til den gældende regel i § 3 i
lov om forbrugerklager, idet den blot udvides til at omfatte sager, der er indbragt til mediation i
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og andre alternative tvistløsningsorganer, der er notificeret til EU-
Kommissionen. Reglen har kun praktisk betydning for den erhvervsdrivende, idet forbrugeren når som helst
kan trække sin klage tilbage og dermed afskære fortsat behandling ved det alternative tvistløsningsorgan.
Bestemmelserne i
stk. 1
og
2,
er nødvendige for at undgå dobbeltbehandling af sagerne. I
stk. 2,
præciseres
det, at domstolene skal sende en sag videre til et alternativt tvistløsningsorgan på opfordring fra
forbrugeren, med mindre det er åbenbart, at forbrugeren ikke kan få medhold eller sagen skønnes uegnet
til behandling hos organet.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3,
præciserer, at hvis en sag er rejst ved en voldgift eller andet særligt
forum, og forbrugeren ønsker at indbringe den for et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkurrence-
og Forbrugerstyrelsen, skal sagen udsættes.
Til § 17
Den foreslåede bestemmelse er ny og gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra a – f, der angiver de
årsager, der kan berettige, at et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen afviser at behandle en klage. For at sikre, at alternative tvistløsningsorganer fungerer
effektivt, åbner direktivet op for, at klageorganerne under særlige omstændigheder kan afvise at behandle
klager. Det skal samtidig sikre, at sådanne sagsbehandlingsregler ikke væsentligt forringer forbrugerens
klageadgang, herunder i tilfælde af grænseoverskridende klager. Direktivets liste er udtømmende, men skal
sammenholdes med især direktivets præambel nr. 25.
Nr. 1
viderefører princippet efter lov om forbrugerklager, hvorefter det er en forudsætning for, at en klage
kan behandles, at forbrugeren forinden har taget kontakt til den erhvervsdrivende for at løse tvisten
direkte med den erhvervsdrivende. Princippet fremgår alene af bemærkningerne til den nugældende § 7 i
lov om forbrugerklager og fremgår derudover af vedtægterne for de godkendte private klage- eller
41
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
ankenævn. Det foreslås derfor at indføre en udtrykkelig hjemmel i loven. Bestemmelsen gennemfører
direktivets artikel 5, stk. 4, litra a.
Nr. 2
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, litra b, hvorefter en klage kan afvises, hvis klagen er useriøs
eller unødig. En klage vil kunne angå samtlige omstændigheder i retsforholdet mellem parterne, men vil
dog skulle have karakter af en konkret og aktuel konflikt, som med rimelighed kan danne grundlag for et
civilretligt søgsmål. Klagen kan f.eks. afvises, hvis den er for upræcis til, at det kan afgøres, hvad
forbrugeren ønsker hjælp til.
Nr. 3
gennemfører direktivets § 5, stk. 4, litra d. Bestemmelsen viderefører det gældende princip efter lov
om forbrugerklager om, at der kan fastsættes beløbsmæssige grænser i det omfang, det findes rimeligt.
Hvis en klage vedrører en sagsgenstand, der falder under eller over sådanne fastsatte grænser, vil det
alternative tvistløsningsnævn kunne afvise klagen. For de godkendte private tvistløsningsorganer skal
beløbsgrænserne godkendes af erhvervs- og vækstministeren. I forbindelse med denne godkendelse skal
det sikres, at grænserne ikke fastsættes til et niveau, hvor de betydeligt forringer forbrugerens adgang til
klagebehandling. Der skal også ligeledes tages hensyn til, at en tvists reelle værdi kan variere mellem de
enkelte medlemsstater, og at fastsættelsen af en uforholdsmæssig høj tærskel i en medlemsstat vil kunne
forringe klageadgangen for forbrugere fra andre lande.
Nr. 4
er ny og gennemfører direktivets artikel 4, stk. 5, litra c. Bestemmelsen indebærer, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan afvise at behandle en klage, der er under
behandling af eller har været behandlet af et andet alternativt klageorgan, der er notificeret til EU-
Kommissionen. Bestemmelsen skal sikre, at klagesager ikke bliver dobbeltbehandlet og at forbrugeren ikke
kan ”forumshoppe” for at opnå et særligt udfald af sagen. Der er dog ikke en pligt til at afvise sagen efter
bestemmelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan
således vælge at behandle sagen alligevel.
Bestemmelsen omhandler også sager afgjort af domstolene, hvilket også følger eksplicit af lovforslagets § 2,
stk. 2. Her er der dog tale om en decideret pligt til at afvise sagen.
Nr. 5
viderefører princippet om at en sag kan afvises, hvis sagen ikke skønnes egnet til behandling ved et
godkendt privat tvistløsningsorgan eller ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Bestemmelsen vil f.eks.
kunne finde anvendelse i de sager, hvor en afgørelse af sagen forudsætter en egentlig bevisførelse f.eks. i
form af afhøring af parterne eller vidner under strafansvar. I et sådant tilfælde vil sagen kunne afvises.
Bestemmelsen vil være mindre relevant i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens mediation, idet
en sag ikke nødvendigvis er uegnet til behandling ved mediation som følge af bevisomstændighederne.
Nr. 6
gennemfører direktivets artikel 4, stk. 5, litra f. Bestemmelsen anfører, at en klage efter
omstændighederne kan afvises ud fra et effektivitetshensyn. Bestemmelsen tager sigte på de situationer,
hvor en klage vanskeligt kan behandles uden, at det går ud over tvistløsningsorganets effektivitet. Det kan
være tilfældet, hvis de forhold, der klages over, eller sagens faktiske omstændigheder er komplicerede eller
uoverskuelige, eller hvis afgørelsen beror på komplicerede juridiske afvejninger eller skøn eller anvendelse
af fremmed ret. Hvis afklaring af et af disse forhold forudsætter et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, vil
sagen være bedre egnet til behandling i det ordinære retssystem. Efter gældende praksis kan sådanne
klager allerede i dag afvises som uegnet til behandling. Der er således i et vist omfang sammenfald mellem
bestemmelserne i nr. 5 og nr. 6.
42
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Hvorvidt en klage kan afvises på grund af klageorganets effektivitetshensyn, vil bero på en afvejning af
hensynet til klageorganets effektivitet og forbrugerens mulighed for at få sin klage behandlet af et
notificeret klageorgan.
Til § 18
Forslaget til
18, stk. 1,
gennemfører direktivets artikel 5, stk. 4, andet afsnit. Bestemmelsen er ny og
indfører en tidsfrist for, hvornår en klage skal afvises, såfremt den ikke kan behandles, fordi den er omfattet
af en af de grunde, der er anført i § 17. Det følger af direktivets artikel 5, stk. 4, andet afsnit, at et
klageorgan, der ikke er i stand til at behandle en klage, senest tre uger efter at have modtaget klagesagen
skal give parterne en begrundet redegørelse for, hvorfor det ikke kan behandle klagen. Der er ikke i dag
frister for, hvornår en sag kan afvises af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat anke- eller
klagenævn. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor det klart fremgår af klagens indhold, at den
ikke kan behandles af tvistløsningsorganet. I et sådant tilfælde har tvistløsningsorganet 3 uger, fra klagen er
modtaget, til at afvise klagen. Der er ikke i direktivet fastlagt en frist for at afvise klager, hvor det først
efterfølgende konstateres, at klagen f.eks. ikke er egnet til behandling, fordi den kræver en bevisførelse,
der ligger uden for klageorganets rammer. Dette vil ofte først konstateres undervejs i behandlingen af
klagen. Det foreslås, at såfremt en årsag til afvisning ikke er åbenbar, men først viser sig på et senere
tidspunkt, skal tvistløsningsorganet afvise klagen hurtigst muligt efter, at afvisningsårsagen konstateres. En
afvisning, der meddeles 7 dage efter, at årsagen er konstateret, anses for at være rettidig.
Af den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
fremgår det, at afvisningen skal ledsages af en begrundet
redegørelse, der skal sendes til begge parter. De foreslåede tidsfrister i stk. 1 og stk. 2, finder ikke
anvendelse på Forbrugerklagenævnet. Baggrunden er, at Forbrugerklagenævnet ikke er omfattet af
direktivet, idet implementeringen i forhold til den offentlige klagebehandling sker ved gennemførelsen af
de foreslåede bestemmelser i kapitel 1-7.
Til § 19
Forslaget til
§ 19,
gennemfører direktivets artikel 8, litra e, 1 pkt., der anfører, at resultatet af ATB-
proceduren skal offentliggøres inden 90 kalenderdage fra datoen for ATB-instansens modtagelse af den
fuldstændige klagesag.
Bestemmelsen i
stk. 1,
er ny og fastsætter en tidsfrist på 90 dage inden for hvilken Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, der er godkendt til at anvende mediation,
skal afslutte mediationen. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor sagen er oplyst.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
anfører, at et godkendt privat tvistløsningsnævn, der ikke anvender
mediation, skal afgøre en klage inden for 90 dage fra det tidspunkt, hvor klagen er fuldt oplyst.
Direktivet er ikke klart i forhold til, hvornår 90-dagesfristen skal begynde at løbe, jf. udtrykket modtagelse
af den fuldstændige klagesag. I direktivets artikel 8, litra d, fremgår det imidlertid, at et alternativt
tvistløsningsorgan skal giver parterne besked, når alle dokumenter med de relevante oplysninger er
modtaget. Det vurderes, at bestemmelsen i litra d, skal forstås således, at parterne skal have besked, når
sagen er klar til at blive afgjort. Sammenholdes disse to bestemmelser vurderes det, at direktivet rummer
en tidsfrist, der løber fra det øjeblik, hvor sagen er fuldt oplyst – eller klar til at blive afgjort.
43
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Med
stk. 3,
gennemføres direktivets artikel 8, litra e, 2. pkt. og medfører, at 90-dagesfristen efter stk. 1, i
særlige tilfælde kan forlænges, og at tvistløsningsorganet i så fald skal give parterne oplysning om, hvornår
sagen kan forventes afgjort henholdsvis afsluttet. Fristen vil f.eks. kunne forlænges, hvis der er tale om
meget komplicerede sager.
Den foreslåede bestemmelse
stk. 4,
er ny, og giver et alternativt tvistløsningsorgan en udtrykkelig hjemmel
til at udsætte behandlingen af en klage, hvis det vurderes, at resultatet af en retssag vil kunne få betydning
for den omhandlede sag.
Fristerne efter stk. 1 og stk. 2 finder ikke anvendelse på Forbrugerklagenævnet. Baggrunden er, at
Forbrugerklagenævnets virksomhed ikke er omfattet af implementeringen af ATB-direktivet. Der vil
imidlertid blive fastsat bestemmelser om, at Forbrugerklagenævnets sekretariat ved modtagelsen af klagen
skal oplyse om, hvor lang tid, der kan forventes af gå, før sagen bliver afgjort.
Til § 20
Bestemmelsen angiver, at forbrugere kan indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet, såfremt klagen
udspringer af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende i forbindelse med et køb af en vare
eller en tjenesteydelse. Klageadgangen begrænses af den foreslåede bestemmelse i § 21.
Det foreslåede
stk. 2,
fastsætter en frist for forbrugeren på 4 uger til at indbringe en klage for Konkurrence
og Forbrugerstyrelsen. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har
meddelt parterne, at sagen er afsluttet i mediationsfasen uden en løsning.
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse er ny og angiver de grundbetingelser, der skal være opfyldt for, at en
Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage.
Af
stk. 1, nr. 1
fremgår det, at det er en forudsætning for, at klagen kan behandles af
Forbrugerklagenævnet, at klagen først har været forsøgt medieret i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. En
klage, der ikke først har været søgt medieret i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil blive afvist.
Af
stk. 1, nr. 2,
fremgår det derudover, at kun klager, hvor prisen for varen eller tjenesteydelsen falder
inden for bestemte beløbsgrænser fastsat af erhvervs- og vækstministeren med hjemmel i forslagets § 24,
kan behandles. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 23, stk. 2.
Klager, der indbringes for Forbrugerklagenævnet, vil i øvrigt blive behandlet efter de samme regler og
principper, som gælder i dag efter lov om forbrugerklager, når bortses fra de foreslåede ændringer til
gebyrstrukturen. Sagsbehandlingen vil fortsat foregå på skriftligt grundlag, og sekretariatet vil som i dag
drage omsorg for sagens oplysning og fremskaffe det fornødne retlige og faktiske grundlag for, at nævnet
kan træffe afgørelse i sagen. Sekretariatet vil også fremover indhente sagkyndige erklæringer i det omfang,
det skønnes nødvendigt. En sag vil ligeledes kunne søges forligt mellem parterne, og sekretariatet vil også
kunne afvise klagen, såfremt betingelserne herfor foreligger.
Det følger af det foreslåede
stk. 2,
at Forbrugerklagenævnet kan behandle klager, der forelægges på
initiativ af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 23.
44
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Af
stk. 3
fremgår, at § 10, nr. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnets kompetenceområde afgrænses således på samme måde, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens. Forbrugerklagenævnet kan f.eks. ikke behandle klager, der hører under et godkendt
privat tvistløsningsorgan. Der henvises til bemærkningerne til § 10. Derudover behandler
Forbrugerklagenævnet ligeledes som udgangspunkt kun klager over erhvervsdrivende, der er etableret i
Danmark. Der henvises til bemærkningerne til § 15. Ved henvisningen til § 16 videreføres den gældende § 3
i lov om forbrugerklager, for bl.a. at sikre, at der ikke sker dobbeltbehandling af sager ved
Forbrugerklagenævnet og domstolene. Der henvises til bemærkningerne til § 16.
Til § 22
Den foreslåede bestemmelse er i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 14 i lov om
forbrugerklager. Bestemmelsen i
stk. 1
angiver, at Forbrugerklagenævnet, som det er tilfældet i dag,
træffer afgørelse i klager, der indbringes for nævnet. Som anført i § 21 vil det være en forudsætning, at
klagen først uden resultat har været søgt medieret i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Nævnet kan efter
stk. 2,
afvise klager, der ikke skønnes egnet til behandling, ligesom det er tilfældet i dag.
Det kan være, hvis sagens faktiske omstændigheder er komplicerede eller uoverskuelige, hvis der
forudsættes en egentlig bevisførelse, eller hvis afgørelsen beror på et vanskeligt, juridisk skøn eller
anvendelse af fremmed ret, og det derfor vurderes, at det vil kræve et uforholdsmæssigt ressourceforbrug
at træffe afgørelse i sagen. Nævnet kan endvidere efter
stk. 3,
afvise sager, hvor det må anses for åbenbart,
at der ikke kan gives forbrugeren medhold. Det kan f.eks. være fordi, der er reklameret for sent, kravet er
forældet eller lignende.
Forbrugerklagenævnet er uafhængigt af erhvervs- og vækstministeren. Dette indebærer, at ministeren ikke
kan ændre eller omgøre nævnets afgørelser. Konkrete afgørelser kan således ikke indbringes for
ministeren, men parterne har mulighed for at anlægge sag ved domstolene. Det vil heller ikke i den
forbindelse være muligt for ministeren at anmode nævnet om genoptagelse af den pågældende sag.
Stk. 4
viderefører gældende praksis og bestemmer, at nævnets sekretariat kan bemyndiges til at afvise
klager, som ikke skønnes egnede til behandling, og klager hvor det er åbenbart, at der ikke kan gives
forbrugeren medhold. Bestemmelsen er i dag udnyttet således, at sekretariatet kan afvise de nævnte sager.
Det er hensigten, at dette også fremover skal være tilfældet.
Til § 23
Bestemmelsen i
stk. 1,
svarer i det væsentligste til den gældende lov om forbrugerklagers § 10, der giver
erhvervs- og vækstministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om Forbrugerklagenævnets
virksomhed. Det foreslås derudover, at ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om etablering af et
forretningsudvalg for nævnet samt regler for forretningsudvalgets kompetence.
Det er tanken, at forretningsudvalget som i dag skal bestå af formanden og fire repræsentanter – to som
repræsenterer forbrugerinteresser og to, som repræsenterer erhvervsinteresser.
45
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det er hensigten, at forretningsudvalget alene skal have besluttende kompetence i forhold til at fastlægge
retningslinerne for hvilke sager, som sekretariatet bemyndiges til at træffe afgørelse i efter den foreslåede
§ 22, stk. 4. Herudover fungerer forretningsudvalget som repræsentanter for nævnets medlemmer og
nævnets formandskab og sekretariat kan via forretningsudvalget orientere nævnet om relevante emner
samt høre nævnet i spørgsmål, hvor der skønnes at være behov herfor. Nævnets formandskab og
sekretariat er ikke bundet af udtalelser fra forretningsudvalget.
Ifølge
stk. 2,
kan ministeren som i dag fastsætte over- og undergrænser for indgivelse af klager. I dag er der
fastsat undergrænser for klager over sko og tøj på 500 kr. mens grænsen for alle øvrige vare eller
tjenesteydelser er på 800 kr. De nuværende undergrænser har ikke været reguleret siden loven trådte i
kraft i 2004. Der er i dag en overgrænse for alle varer og tjenesteydelser på 100.000 kr. Det er hensigten, at
bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor der fastsættes beløbsmæssige undergrænser
på samme niveau, som de beløbsgrænser, der skal fastsættes for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
mediation. Det er ikke hensigten, at der pt skal fastsættes beløbsmæssige overgrænser for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens mediation eller for Forbrugerklagenævnets virksomhed. Muligheden for at fastsætte
sådanne overgrænser bør imidlertid fortsat være til stede, hvis der f.eks. viser sig at være et behov for at
regulere i ndtaget af klager, der overstiger et vist beløb. Da Forbrugerklagenævnets kompetenceområde
afgrænses på samme måde som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens, der efter lovforslaget kommer til at
fungere som residualklageorgan, udstrækkes ministerens hjemmel ikke til at fastsætte regler, der
begrænser Forbrugerklagenævnets virksomhed i øvrigt.
Med bestemmelsen i
stk. 3,
foreslås det, at der indføres en bemyndigelse for Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til i særlige tilfælde at se bort fra den fastsatte undergrænse. Det er en delvis
videreførelse fra den gældende bestemmelse i § 3, stk. 2 og 6, i bekendtgørelse om forbrugerklager, der
giver formanden for Forbrugerklagenævnet mulighed for at se bort fra undergrænsen. Kompetencen i den
foreslåede bestemmelse tillægges fremover Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Særlige tilfælde, hvor styrelsen kan fravige undergrænsen efter stk. 3, kan i overensstemmelse med den
nugældende praksis hos Forbrugerklagenævnets sekretariat foreligge i følgende tilfælde:
Hvis det skønnes, at forbrugeren kan få medhold i et samlet krav på 1.000 kr. eller derover. Dette princip
bliver blandt andet anvendt i rensesager, hvor vederlaget for rensningen ofte vil være under
undergrænsen, men hvor der kan være et erstatningskrav ved siden af, fordi tøj eller møbler er blevet
ødelagt i forbindelse med rensningen.
I vurderingen lægges der vægt på, hvor stor sandsynlighed der er for, at forbrugeren vinder sagen, eller
hvorvidt sagen er egnet til behandling ved Forbrugerklagenævnet. Er det oplagt, at forbrugeren vil kunne få
medhold, vil sekretariatet i nogle tilfælde se bort fra undergrænsen, selvom kravet, som forbrugeren kan få
medhold i, er under 1.000 kr.
Jo højere omkostningerne/ressourceanvendelsen er, desto mindre sandsynligt vil det være, at
undergrænsen fraviges. Der ses på f.eks. udgifterne til en sagkyndig undersøgelse eller
sagsbehandlingstimer, som sekretariatet skal bruge f.eks. på at indhente viden om fremmed/international
ret.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil fremover følge de samme principper, som Forbrugerklagenævnet
anvender efter gældende ret, og vil herudover efter den foreslåede bestemmelse kunne se bort fra
undergrænsen i konkrete sager af generel eller principiel interesse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil
46
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
således kunne se bort fra undergrænsen i sagskomplekser, hvor der modtages mange klager over en
bestemt sagstype eller en bestemt virksomhed.
Endvidere vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af egen drift kunne dispensere fra undergrænsen i
tilfælde, hvor den erhvervsdrivende gentagne gange ikke har bidraget til en mediationsløsning i
mediationsfasen.
Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bemyndiges til at træffe afgørelse om dispensation, og
at der tages udgangspunkt i de principper og den praksis, som anvendes i dag.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 4,
vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i ganske særlige tilfælde
kunne se bort fra det gebyr, der skal betales af forbrugeren eller den erhvervsdrivende for sagens
behandling ved Forbrugerklagenævnet. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvis ny lovgivning ændrer
retsgrundlaget for et område, og der derfor ikke foreligger praksis.
Til § 24
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 1,
viderefører den gældende § 9, stk. 1 i lov om forbrugerklager, og
angiver, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fungerer som nævnets sekretariat, dvs. at sekretariatet
forbereder sagen, hører parterne, forelægger sagen for nævn, udsender afgørelsen mv.
Det foreslåede
stk. 2,
viderefører den gældende bestemmelse efter § 9, stk. 2 i lov om forbrugerklager, og
hvorved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får til opgave at vejledeerhvervslivet og forbrugerne med
henblik på at forebygge klagesager og bistå erhvervslivet i forbindelse med oprettelsen af godkendte,
alternative tvistløsningsorganer.
Til § 25
Efter den foreslåede bestemmelse videreføres den gældende § 11 i lov om forbrugerklager, der angiver, at
betegnelsen ”Forbrugerklagenævnet” er forbeholdt det i lovens kapitel 7 omhandlede nævn. Erhvervs- og
vækstministeren kan forbyde anvendelsen af betegnelser, der kan forveksles hermed.
Til § 26
Bestemmelsens
stk.
1, er i det væsentligste en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 12 i lov om
forbrugerklager. Bestemmelsen angiver, at nævnet består af en formand og mindst en næstformand og et
antal repræsentanter for forbruger- og erhvervsinteresser.
Stk. 2,
angiver, at nævnets medlemmer
udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Formanden og næstformanden skal være dommere og kan
være dommere fra de overordnede retter. Repræsentanterne for forbruger- og erhvervsinteresser
udnævnes efter indstilling fra forbrugernes og erhvervslivets organisationer.
Det er hensigten, at formanden og næstformænd samt repræsentanterne for forbruger- og
erhvervsinteresser, som det er tilfældet i dag, vil blive udnævnt for 4 år ad gangen med mulighed for
47
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
genudnævnelse. Stk. 2 indeholder en hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om antal og
sammensætning af nævnsrepræsentanter.
Nævnsmedlemmerne honoreres i overensstemmelse med de nugældende regler for deres deltagelse i
nævnsmøderne i overensstemmelse med et af Finansministeriet fastsat vederlag.
Til § 27
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 13 i lov om forbrugerklager. Ud over
formanden eller næstformanden skal der medvirke lige mange repræsentanter for forbrugerne og
erhvervslivet. For at sikre en reel meningsudveksling under nævnsbehandlingen, vil det normalt ikke være
hensigtsmæssigt, at der deltager mindre end to fra hver side. Et større antal medvirkende virker omvendt
ikke hensigtsmæssigt og vil nemt kunne hindres af arbejdsmæssige grunde. Der er efter loven mulighed for
afvikle nævnsmøderne med deltagelse af kun en repræsentant fra hver side. Dette anvendes imidlertid ikke
i praksis i dag.
Til § 28
Med
stk. 1,
foreslås det, at en forbruger - som det også er tilfældet efter gældende regler - skal betale et
gebyr for at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet. Finansieringen af klagebehandlingen ved
Forbrugerklagenævnet er efter den gældende lov baseret på delvis brugerbetaling, idet forbrugeren kun
betaler et mindre beløb (pt. 160 kr.) for at få behandlet en klage. Dette udgangspunkt bibeholdes, jf. dog
bemærkningerne nedenfor til stk. 3. Klagegebyrer for de godkendte private tvistløsningsorganer vil blive
fastsat i bekendtgørelse foruden i de vedtægter, der ligger til grund for nævnenes godkendelse.
Det foreslåede
stk. 2,
svarer til den nugældende bestemmelse, for så vidt angår en forbrugers mulighed for
at få et klagegebyr tilbage. Forbrugeren vil få klagegebyret tilbage, hvis forbrugeren får medhold i klagen,
eller sagen afvises som uegnet til behandling, eller fordi klagen ikke er omfattet af nævnets kompetence.
Der foreslås endvidere en lovfæstelse af Forbrugerklagenævnets praksis, hvorefter et klagegebyr tillige
tilbagebetales, hvis sagen forliges. Hvis forbrugeren ikke får medhold i sagen, tilbagebetales gebyret ikke.
Forbrugerklagenævnet har på baggrund af lovens forarbejder til den gældende § 17, stk. 1, der omhandler
de erhvervsdrivendes brugerbetaling, fastlagt en praksis, hvorefter der som hovedregel opkræves
omkostninger af den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren får medhold i mindst 25 procent af det omtvistede
krav i en nævnsafgørelse, mens forbrugeren ved forlig skal have fået medhold i mindst 50 procent af det
fremsatte krav, jf. bemærkningerne nedenfor til nr. 4. Der er med forslaget ikke tilsigtet nogen ændring af
denne praksis.
Med
stk. 3,
foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren, som efter den gældende bestemmelse i § 16, stk.
2 i lov om forbrugerklager, bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om størrelsen af gebyret samt
betalingen heraf, herunder om obligatorisk elektronisk betaling. Det er hensigten, at klagegebyret i de
nærmere regler vil blive forhøjet til 400 kr. Med dette beløb sikres en mere rimelig balance mellem de
udgifter, der er til behandlingen af en sag ved Forbrugerklagenævnet og de udgifter, den tabende part skal
betale. I dag koster det i gennemsnit ca. 10.500 kr. at behandle en klage.
48
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Til § 29
Med stk. 1, foreslås det at fastholde udgangspunktet i den gældende lov, hvorefter en erhvervsdrivende i
forbindelse med en konkret klagesag skal betale et gebyr til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for de
omkostninger, som Forbrugerklagenævnet har ved at skulle behandle en klage, hvis forbrugeren får
medhold i sin klage, eller sagen forliges. Bestemmelsen svarer i det væsentligste til den gældende § 17, stk.
1. Det foreslås dog, at der i forbindelse med forlig også opkræves et gebyr, selv om der ikke har været
indhentet en sagkyndig erklæring, når blot sagen i det væsentligste forliges til forbrugerens fordel. Beløbet
fastsættes, når sagsbehandlingen i Forbrugerklagenævnet fører til en afgørelse fra nævnet, som giver
forbrugeren medhold i klagen. Det er således nævnet, som beslutter, om der skal betales for sagens
behandling.
Af forarbejderne til lov om forbrugerklager fremgår det, at medhold er, når der træffes en afgørelse, der på
alle eller visse punkter imødekommer klagers krav. Ikke-medhold er, når afgørelsen ikke eller kun i
begrænset omfang imødekommer klagers krav. Medhold relaterer sig til såvel den juridiske problemstilling,
sagen vedrører, som det krav, forbrugeren måtte have gjort gældende. Vedrører en sag eksempelvis et krav
om at få pengene tilbage på grund af en mangel ved en vare, vil en afgørelse, som giver klageren ret til at
hæve købet, fordi genstanden lider af en væsentlig mangel, være at betragte som medhold på alle punkter,
og den erhvervsdrivende vil blive pålagt at betale for sagens behandling. Får en forbruger, der har krævet
1.000 kr. i erstatning for en dårlig rensebehandling, alene medhold i, at der ikke er foretaget en
tilstrækkelig efterbehandling i form af strygning, vil forbrugeren typisk skulle have rensevederlaget tilbage.
Dette tilfælde vil være at betragte som medhold i begrænset omfang, hvorfor der ikke vil blive pålagt den
erhvervsdrivende at betale for sagens behandling. Et andet eksempel er en forbruger, der har købt en
knallert til 20.000 kr., som viser sig at have en fejl ved blinklyset. Forbrugeren indgiver en klage med
påstand om, at knallerten lider af en væsentlig mangel, og kræver derfor at hæve købet og få sine penge
tilbage. Der er ganske rigtigt en fejl ved blinklyset, der dog ikke berettiger forbrugeren til at hæve købet,
men alene til at få et lille afslag i prisen. Også i dette tilfælde har forbrugeren kun i begrænset omfang fået
medhold i sin klage, og den erhvervsdrivende skal ikke betale for sagens behandling.
Forbrugerklagenævnet har fastlagt en praksis, hvorefter der som hovedregel pålægges omkostninger, hvis
forbrugeren får medhold i mindst 25 procent af det omtvistede krav, mens forbrugeren ved forlig skal have
fået medhold i mindst 50 procent af det fremsatte krav. Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen
ændring af denne praksis.
Med forslaget til stk. 2, bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om
gebyrernes størrelse samt om betaling m.v. I dag er klagesagerne inddelt i tre sagsgrupper, der afspejler
sagernes kompleksitet, og for hver gruppe er der fastsat et standardbeløb foruden et særskilt beløb for
forlig. Ved vedtagelsen af den gældende lov var det forudsat, at gebyrerne skulle ligge i en størrelsesorden
på 2.700 – 5.000 kr. Beløbene er efterfølgende reguleret to gange og udgør i dag henholdsvis 13.600 kr.,
8.300 kr., eller 4.400 kr. samt 3.100 kr. for forlig, jf. bekendtgørelse om gebyrer og omkostninger ved
Forbrugerklagenævnet nr. 191 af 13. marts 2008, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1114 af 10.
september 2010. Det er hensigten, at der modsat i dag fremover skal fastsættes ét fælles gebyr for alle
sagstyper. Dette gebyr foreslås fastsat til 6.000 kr. Derudover foreslås et gebyr for forligte sager på 1.000
kr. Der foreslås dermed en ikke uvæsentlig gebyrnedsættelse, der bl.a. skal sikre, at omkostningerne ved at
tabe en sag ved Forbrugerklagenævnet ikke bliver for byrdefulde for den enkelte virksomhed.
49
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bemyndigelsen for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling omfatter som
noget nyt i forhold til den gældende bestemmelse også mulighed for at fastsætte nærmere regler om, at
betaling af gebyrerne skal ske som en elektronisk betaling. Endvidere omfatter bemyndigelsen mulighed for
at fastsætte regler om betaling af rykkergebyrer ved manglende betaling.
Til § 30
Den foreslåede bestemmelse i
§ 30, stk. 1,
ændrer på det udgangspunkt, der gælder i dag, hvorefter
Forbrugerklagenævnet følger domstolenes almindelige værnetingsregler ved afgørelse af spørgsmålet om,
hvem der kan indklages for Forbrugerklagenævnet. Fremover vil udgangspunktet for
Forbrugerklagenævnets kompetence være, at en erhvervsdrivende skal være etableret i Danmark, for at
Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage mod den erhvervsdrivende. Den foreslåede bestemmelse
sikrer, at der er overensstemmelse mellem de erhvervsdrivende, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kan behandle klager over, og de erhvervsdrivende, som Forbrugerklagenævnet kan behandle klager over.
Der henvises til bemærkningerne til § 15, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
tager højde for den situation, at en erhvervsdrivende er etableret i
flere lande. En klage vil kunne afvises, hvis klagen har en større tilknytning til et andet land. Dette gælder
også selvom den erhvervsdrivende er etableret i et andet land end en medlemsstat.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3.
svarer i det væsentligste til den gældende regel i § 2, stk. 2, i lov om
forbrugerklager. Der henvises til bemærkningerne til § 15, stk. 3.
Til § 31
Den foreslåede bestemmelse i
§ 16
svarer i det væsentligste til den gældende regel i § 3 i lov om
forbrugerklager, idet den blot udvides til at omfatte sager, der er indbragt til mediation i Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen og andre alternative tvistløsningsorganer, der er notificeret til EU-Kommissionen.
Bestemmelserne i
stk. 1
og
2
er nødvendige for at undgå dobbeltbehandling af sagerne. I
stk. 2
præciseres,
at retten kun kan tage hensyn til ønsker fra forbrugeren om at få en sag, der er anlagt ved domstolene,
indbragt for et alternativt tvistløsningsorgan. Rettens ophævelse af sagen er obligatorisk.
Til § 32
Bestemmelserne i §§ 32-40 er bestemmelser om tvangsfuldbyrdelse og omkostningsdækning for afgørelser
truffet af Forbrugerklagenævnet eller godkendte private tvistløsningsorganer. Der er tale om delvis
afskrivning af de tidligere bemærkninger til bestemmelserne §§ 4-4h i lov om forbrugerklager. I
bemærkningernes til de foreslåede bestemmelserne §§ 32-40 anvendes udtrykket ”nævn” eller ”nævnet”
som en fælles forkortelse for Forbrugerklagenævnet og et godkendt privat tvistløsningsorgan, idet de
sidstnævnte jf. definitionen i § 3, nr. 4 er godkendte private klage- eller ankenævn.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 32
er en videreførelse af den gældende § 4 i lov om forbrugerklager
Bestemmelsen indebærer, at Forbrugerklagenævnet og de godkendte private tvistløsningsorganer skal
forkynde en afgørelse for den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren har fået helt eller delvist medhold.
50
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Ved forkyndelsen sikres det, at den erhvervsdrivende modtager afgørelsen og dermed får den fornødne tid
til at tage stilling til, om den pågældende vil acceptere at være bundet af afgørelsen.
Da lovforslaget alene regulerer den erhvervsdrivendes forhold, er der ikke behov for, at der også sker
forkyndelse af afgørelsen i forhold til forbrugeren.
Pligten og udgiften til at forkynde en afgørelse påhviler efter bestemmelsen det enkelte nævn. Da pligten til
forkyndelse er begrænset til at omfatte afgørelser, hvor forbrugeren har fået helt eller delvist medhold og
derudover kun skal ske i forhold til den erhvervsdrivende, begrænses de administrative og økonomiske
byrder, der er forbundet hermed. Forkyndelsen skal ske i overensstemmelse med reglerne herom i
retsplejelovens kapitel 17.
Det foreslås endvidere i bestemmelsen, at den erhvervsdrivende i forbindelse med forkyndelsen skal have
oplysning om indholdet af §§ 33-35. Om indholdet af disse bestemmelser henvises til bemærkningerne
nedenfor.
Til § 33
Den foreslåede bestemmelse i
§ 33
er en videreførelse af den gældende § 4 a i lov om forbrugerklager og
indebærer, at den erhvervsdrivende fremover pålægges en pligt til at reagere inden en vis frist, hvis den
pågældende ikke ønsker at være bundet af nævnsafgørelsen.
Den erhvervsdrivende skal således, hvis den pågældende ikke ønsker at være bundet af en afgørelse, hvor
forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, skriftligt meddele dette til nævnet inden 30 dage, fra
afgørelsen er forkyndt. Meddelelsen skal være skriftlig, men behøver ikke at være ledsaget af en
begrundelse. Meddelelsen kan afgives både med ordinær post og elektronisk, f.eks. pr. e-mail eller telefax.
Meddelelsen skal være modtaget i nævnet inden udløbet af fristen. En rettidigt modtaget meddelelse
indebærer, at den erhvervsdrivende ikke er bundet af afgørelsen, som således ikke kan tvangsfuldbyrdes.
Ønsker forbrugeren at gå videre med sagen, må forbrugeren derfor anlægge en civil sag mod den
erhvervsdrivende.
Til § 34
Den foreslåede bestemmelse i
§ 34
er en videreførelse af den gældende § 4 b, og vedrører den
erhvervsdrivendes mulighed for at begære en sag genoptaget i det tilfælde, hvor forbrugeren har fået helt
eller delvist medhold i en nævnsafgørelse. Fristen er sammenfaldende med fristen efter § 33 og
forudsætter således ligeledes, at afgørelsen er forkyndt og dermed modtaget. Er begæringen fremsat
rettidigt, det vil sige skriftligt indgivet til nævnet inden udløbet af fristen på 30 dage, får begæringen
opsættende virkning. Fristen efter § 33 regnes herefter fra det tidspunkt, hvor anmodningen om
genoptagelse enten er blevet afvist, eller nævnet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen. Efter udløbet
af fristen på 30 dage kan sagen ikke længere genoptages.
Forbrugerens adgang til at begære en sag genoptaget er ikke omfattet af reglen og er derfor ikke
begrænset af en 30 dages frist.
51
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Til § 35
Den foreslåede nye bestemmelse i
§ 35
er sammenfaldende med den gældende § 4 c, og indebærer, at en
afgørelse, hvor forbrugeren har fået helt eller delvist medhold, kan tvangsfuldbyrdes efter udløbet af
fristerne i §§ 33 og 34. Det gælder dog ikke, hvis den erhvervsdrivende forinden har givet skriftlig
meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen, jf. forslaget til §
33.
Som det fremgår af forslaget til § 32, skal nævnet i forbindelse med afgørelsens forkyndelse gøre
udtrykkeligt opmærksom på indholdet af §§ 33-35, således at den erhvervsdrivende kender sin retsstilling.
Har nævnet inden fristens udløb modtaget en skriftlig meddelelse fra den erhvervsdrivende om, at denne
ikke ønsker at være bundet af afgørelsen, må forbrugeren - som det også er tilfældet efter gældende ret -
indbringe sagen for domstolene og opnå dom over den erhvervsdrivende for på denne måde af få et
tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. En erhvervsdrivende, der er uenig i nævnets afgørelse, vil selvsagt også kunne
indbringe sagen for domstolene.
Hvis forbrugeren ikke er tilfreds med nævnets afgørelse, fordi forbrugeren kun har fået delvist medhold –
f.eks. hvis forbrugeren ønsker at hæve et køb, men kun har fået medhold i et ønske om afslag i
købesummen – og efterfølgende selv indbringer sagen for domstolene, er den erhvervsdrivende ikke
bundet af nævnsafgørelsen, selv om fristen på de 30 dage er udløbet.
Stk. 2
fastlægger de nærmere krav til forbrugerens anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse af en
nævnsafgørelse. Anmodningen skal være bilagt den nævnsafgørelse, der danner grundlag for anmodningen
om tvangsfuldbyrdelse, og en erklæring fra nævnet om, at den erhvervsdrivende ikke inden for fristerne i
forslaget til § 33 og § 34 har meddelt, at den pågældende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Hvis
den erhvervsdrivende ikke har afgivet rettidig meddelelse til nævnet om, at den pågældende ikke ønsker at
være bundet af afgørelsen, udfærdiger nævnet således på anmodning fra forbrugeren en erklæring (f.eks. i
form af et brev) herom, som forbrugeren skal anvende i forbindelse med anmodning til fogedretten om
tvangsfuldbyrdelse af afgørelsen.
Adgangen til tvangsfuldbyrdelse efter forslaget til § 35 omfatter ikke de sagsomkostninger, der er
forbundet med en sags behandling i klagenævnet, og som nogle nævn i medfør af lov om forbrugerklager
pålægger de erhvervsdrivende, idet disse omkostninger efter gældende ret kan inddrives ved udpantning
efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Til § 36
Forslaget til
§ 36,
svarer til indholdet af den gældende bestemmelse i § 4 d om parternes adgang til at
indbringe en sag for domstolene, når der er truffet afgørelse i en klagesag. Udgangspunktet efter
bestemmelsen er, at hver af parterne frit kan indbringe sagen for domstolene, når der er truffet afgørelse i
en klagesag. Derudover giver bestemmelsen mulighed for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis en
afgørelse truffet af Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan eller forlig indgået i
forbindelse med klagebehandlingen ikke efterleves, på forbrugerens anmodning kan indbringe sagen for
domstolene på forbrugerens vegne. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil vejlede forbrugeren om
muligheden for at få dækket sagsomkostninger ved en retssag gennem en retshjælpsdækning eller efter de
foreslåede regler om omkostningsdækning efter lovforslaget.
52
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Til § 37
Den foreslåede bestemmelse svarer til indholdet af den gældende § 4 e i lov om forbrugerklager. Efter den
foreslåede bestemmelse i
§ 37, stk. 1,
kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter ansøgning give tilsagn
om at dække en forbrugers udgifter i forbindelse med et sagsanlæg, når forbrugeren har fået helt eller
delvis medhold i Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan. Bestemmelsen finder
alene anvendelse på sager, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring. Bestemmelsen skal sammen med
bestemmelsen i § 38 sikre, at en forbruger ikke af økonomiske årsager afholder sig fra at forfølge sit krav i
det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende efter lovens § 33, har meddelt nævnet, at afgørelsen ikke vil blive
efterlevet, og hvor forbrugeren derfor må indbringe sagen for domstolene for at få gennemført kravet. Der
opereres ikke med en bagatelgrænse, og lovforslaget omfatter således også sager vedrørende meget små
krav. Bistand efter lovforslaget kan endvidere opnås uafhængigt af forbrugerens indtægtsforhold, ligesom
det også vil være muligt at få dækket omkostninger, der må anses for at være uvæsentlige i forhold til
ansøgerens indtægtsgrundlag. En forbruger, der ville have kunnet opnå fri proces efter retsplejelovens
regler, vil altid kunne opnå dækning efter den foreslåede ordning.
Det følger af forslaget til
§ 37, stk. 2,
der svarer til indholdet af den gældende § 4 e, stk. 2 i lov om
forbrugerklager, at der kan gives omkostningsdækning til en retssag i 1. instans. Bestemmelsen omfatter
både udgifter til en retssag anlagt af forbrugeren til opfyldelse af nævnets afgørelse eller et forlig indgået
for nævnet og udgifter til en retssag, som den erhvervsdrivende har anlagt til ændring af nævnet afgørelse
eller et forlig indgået for tvistløsningsorganet. For at et forlig skal kunne indbringes for domstolene og være
omfattet af reglerne om dækning af udgifter efter lovforslaget, skal det være indgået skriftligt, og det skal
fremgå klart, hvilke rettigheder og forpligtelser parterne pålægges. Som nævnt indgås en del forlig ved
Forbrugerklagenævnet formløst – f.eks. pr. telefon – og sådanne forlig vil ikke være tilstrækkeligt præcise
til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på forbrugerens anmodning kan indbringe sagen for domstolene
på forbrugerens vegne. Hvis et sådant formløst forlig ikke efterleves, vil sagen blive genoptaget og afsluttet
med en nævnsafgørelse.
Hvis et forlig opfylder betingelserne i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4, herunder navnlig, at det
udtrykkeligt er bestemt, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse, vil det umiddelbart kunne
tvangsfuldbyrdes ved fogedretten.
Efter den foreslåede bestemmelse kan der ikke gives omkostningsdækning, hvis det er åbenbart, at
forbrugeren ikke vil få medhold i sagen ved domstolene. Der ligger ikke heri, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen i hvert enkelt tilfælde skal foretage en nærmere vurdering af forbrugerens mulighed for
at få medhold under en retssag. Udgangspunktet efter bestemmelsen er, at når en forbruger har fået helt
eller delvis medhold af et klagenævn, vil forbrugeren kunne få dækket udgifter i forbindelsen med et
sagsanlæg. Der vil dog ikke kunne opnås bistand, hvis det må anses for åbenbart, at forbrugeren ikke vil
kunne få medhold, fordi der f.eks. efterfølgende er afsagt en dom, der strider imod nævnsafgørelsen.
Hensigten med bestemmelsen er at give hjemmel til at afslå dækning i det tilfælde, hvor det på baggrund af
nye oplysninger må anses for åbenbart, at forbrugeren ikke vil få medhold i sagen. Det er ikke hensigten, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med vurderingen af en ansøgning på grundlag af en
afgørelse fra et godkendt privat klage- eller ankenævn generelt skal foretage en vurdering af, om nævnets
afgørelse vil medføre det samme resultat ved domstolene
53
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Efter den foreslåede bestemmelse i
§ 37, stk. 3,
der svarer til den gældende § 4 e, stk. 3, i lov om
forbrugerklager, finder retsplejelovens §§ 331-335 tilsvarende anvendelse i sager omfattet af § 37.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1-4, medfører for det første, at forbrugeren ikke skal
betale afgifter i henhold til lov om retsafgifter.
Henvisningen indebærer dernæst, at forbrugeren får beskikket en advokat til at udføre sagen mod vederlag
af statskassen. Derudover indebærer henvisningen, at forbrugeren kan få godtgjort udgifter fra statskassen,
som med føje er afholdt i forbindelse med sagen. Endelig medfører henvisningen, at forbrugeren ikke skal
erstatte modparten sagens omkostninger.
De foreslåede regler om omkostningsdækning i forbrugerklageloven omfatter også sager, der behandles
efter retsplejelovens regler om behandling af sager om mindre krav i kapitel 39. Sådanne sager skal i
relation til omkostningsdækning efter lovforslagets regler behandles på samme måde, som sager hvor der
er givet fri proces efter retsplejelovens regler. I sager omfattet af disse regler indebærer det, at der først vil
blive beskikket en advokat i forbindelse med hovedforhandlingen.
Selv om retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 5, der vedrører fri proces i skiftesager, ikke vil være relevant i de
sager, der er omfattet af den foreslåede omkostningsdækning, er der ikke fundet tilstrækkelig anledning til
særskilt at undtage denne bestemmelse fra den generelle henvisning til retsplejelovens regler om
retsvirkningerne af fri proces.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 2, indebærer, at der er hjemmel til, at omkostningsdækningen
kan indskrænkes til enkelte af de i retsplejelovens § 331, stk. 1, nævnte begunstigelser. Bortset fra i
skiftesager anvendes retsplejelovens § 313, stk. 2, imidlertid meget sjældent i praksis, og henvisningen
hertil forventes ikke at få nogen praktisk betydning i de sager, der er omfattet af den foreslåede
omkostningsdækning. Der er dog ikke fundet tilstrækkelig anledning til særskilt at undtage denne
bestemmelse fra den generelle henvisning til retsplejelovens regler om retsvirkningerne af fri proces.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 3, medfører, at dækningen efter lovforslaget omfatter hele
sagen i den pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for at opnå ny foretagelse af
sagen for samme ret. Derudover indebærer henvisningen, at forbrugeren vil kunne få dækket eventuelle
udgifter i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af dommen, såfremt forbrugeren har erhvervet et krav, der
kan tvangsfuldbyrdes. Endvidere omfatter dækningen de foranstaltninger, som af hensyn til forberedelsen
af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.
Henvisningen til § 331, stk. 4, medfører, at dækningen også omfatter behandling af sagen i 2. og 3. instans,
såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten, og forbrugeren har fået helt eller delvis medhold i
den foregående instans.
Henvisningen til § 331, stk. 5, indebærer, at en bevilget omkostningsdækning ikke ophører, hvis
forbrugeren dør under retssagen. Dødsboet eller arvingerne vil således kunne videreføre retssagen med
omkostningsdækning.
Henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 6, indebærer, at en Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsagn
kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke det er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller
er bortfaldet.
Henvisningen til retsplejelovens § 332, stk. 1, indebærer, at det er retten, der træffer afgørelse om betaling
af sagsomkostninger, og at det sker efter reglerne om fri proces. Dette indebærer, at afgørelsen om
54
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sagsomkostninger træffes, som hvis der ikke var ydet tilsagn om omkostningsdækning, herunder et
skønsmæssigt beløb svarende til de afgifter, der efter sagsgenstandens værdi skulle have været betalt. Det
medfører derudover, at i det omfang, der skal betales sagsomkostninger til modparten, afholdes disse af
statskassen med refusion fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Tilsvarende medfører henvisningen, at i det omfang, det pålægges modparten at betale sagsomkostninger,
tilfalder beløbet statskassen. Hvis forbrugeren selv har afholdt udgifter i anledning af sagen, eksempelvis
fordi forbrugeren har fremsat et krav, der ligger udover det, der er fastsat i nævnets afgørelse eller forliget,
fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og forbrugeren. Forbrugeren kan dog ikke få tilkendt et
større beløb, end det forbrugeren har afholdt.
Med henvisningen til retsplejelovens § 332, stk. 2, foreslås det endvidere, at retten også i sager, der er
omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 36, kan pålægge en forbruger helt eller delvis at erstatte
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens eller Erhvervs- og Vækstministeriets udgifter ved ordningen, i det
omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold, herunder som disse er efter sagens
udfald, taler for det. Dette kan være tilfældet, hvis en forbruger får tilkendt et større pengebeløb, eller hvor
en forbruger har givet vildledende eller forkerte oplysninger i en klagesag, og på den måde fejlagtigt har
fået medhold i afgørelsen ved klagenævnet.
Henvisningen til retsplejelovens § 333, stk. 1-4, indebærer, at de advokater, der af justitsministeren er
antaget til at udføre sager for parter, der har fri proces, også vil blive beskikket i en sag omfattet af § 37.
Derudover indebærer henvisningen, at den advokat, der har været beskikket under behandlingen af en sag
omfattet af § 38 i den foregående instans, også kan beskikkes til at føre sagen for den overordnede ret,
såfremt advokaten er mødeberettiget for denne ret.
Henvisningen indebærer endvidere, at en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret, efter partens
anmodning kan beskikkes, såfremt det findes forsvarligt, og advokaten er mødeberettiget for retten og
villig til at lade sig beskikke.
Derudover medfører henvisningen, at en autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har
møderet for landsret, kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det
forudsættes dog, at sagen ikke skønnes uegnet som prøvesag, og at forbrugeren har meddelt samtykke
hertil.
Selv om retsplejelovens § 333, stk. 5, der indebærer, at de advokater, der er antaget til at udføre sager for
parter, der har fri proces, også skal yde retshjælp efter retsplejelovens § 323, stk. 1, 2. pkt., ikke vil være
relevant i de sager, der er omfattet af den foreslåede omkostningsdækning, er der ikke fundet tilstrækkelig
anledning til særskilt at undtage denne bestemmelse fra den generelle henvisning til retsplejelovens regler
om retsvirkningerne af fri proces.
Henvisningen til § 334, stk. 1, medfører, at retten i sager omfattet af § 37, beskikker en advokat.
Henvisningen til retsplejelovens § 334, stk. 2, medfører, at der tilkommer den beskikkede advokat et
passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i
forbindelse med hvervet.
Det følger af henvisningen til § 334, stk. 3, at hvis forbrugeren anmoder om at få beskikket en bestemt
advokat, kan retten betinge beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen
om godtgørelse af rejseudgifter.
55
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Henvisningen til retsplejelovens § 334, stk. 4, indebærer, at det er retten, der med udgangspunkt i de
vejledende salærtakster foretager en vurdering af arbejdets omfang, sagens beskaffenhed, det opnåede
resultat m.v. med henblik på udmåling af et rimeligt vederlag. Advokaten vil derfor få et salær, der svarer til
det, han ville have fået, hvis der var meddelt fri proces efter retsplejelovens regler.
Det følger derudover af henvisningen til § 334, stk. 5, at en advokat i en sag omfattet af lovforslagets § 37
ikke må modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb, der er fastsat af retten. Forbrugeren kan
dermed ikke mødes med et salærkrav fra advokaten. Det kan dog aftales, at forbrugeren betaler
rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen, fordi forbrugeren har ønsket en bestemt advokat, jf. ovenfor
om § 334, stk. 3.
Henvisningen til retsplejelovens § 335 indebærer, at statskassen (repræsenteret af Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen) indtræder i sikredes (forbrugerens) krav mod forsikringsselskabet, såfremt
omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, i det omfang
statskassen har ydet dækning efter de foreslåede regler om omkostningsdækning.
Henvisningen vil have betydning i de tilfælde, hvor et forsikringsselskab har afslået at yde
forsikringsdækning, og hvor en forbruger derfor har kunnet opnå omkostningsdækning efter de foreslåede
regler i § 37, stk. 1 og 2, men hvor der efterfølgende findes grundlag for at rejse krav mod
forsikringsselskabet, fordi forsikringsselskabets afslag på retshjælpsforsikringsdækning blev givet med
urette.
Statskassens regres mod forsikringsselskabet omfatter ikke dækning i form af fritagelse for retsafgifter efter
retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, i de tilfælde, hvor forbrugeren opfylder de økonomiske betingelser for fri
proces efter retsplejelovens § 325. Når forbrugeren opfylder de økonomiske betingelser for fri proces,
afholdes fritagelsen for retsafgifter således endeligt af statskassen, jf. retsplejelovens § 335, 2. pkt.
Hvis forbrugeren ikke opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, omfatter statskassens regres mod
forsikringsselskabet derimod også fritagelsen for retsafgifter efter retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1, jf.
forslaget til § 37, stk. 3, 2 pkt., som gør undtagelse fra reglen i retsplejelovens § 335, 2. pkt., i de tilfælde,
hvor forbrugeren ikke opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.
Til § 38
Den foreslåede bestemmelse i § 38 er en videreførelse af den gældende § 4 f i lov om forbrugerklager. Efter
bestemmelsen i
§ 38, stk. 1,
kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter ansøgning fra en forbruger, der
har en retshjælpsforsikring, der dækker udgifter ved en retssag, dække den del af omkostningerne ved
retssagen, der overstiger retshjælpsforsikringens maksimum. Bestemmelsen bygger på retsplejelovens §
336 og giver mulighed for efterfølgende at dække omkostninger ved sagen ud over forsikringens
maksimum, såfremt betingelserne i de foreslåede regler i § 37 er opfyldt, og der derfor ville have været
ydet dækning, hvis der ikke havde foreligget en retshjælpsforsikring, og sagens karakter eller
omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet holdes inden for
forsikringens maksimum. En retshjælpsforsikring er således primær i forhold til den foreslåede dækning
efter lovforslaget. En forbruger må derfor udtømme en eventuel retshjælpsforsikring først. Mange
forbrugere har en retshjælpsforsikring, og det forventes, at de fleste sager vil være omfattet af
retshjælpsdækning. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i givet fald vejlede forbrugeren om den rette
fremgangsmåde i forbindelse med anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet. Efter de generelle
forsikringsbetingelser for retshjælpsdækning skal en advokat, der har påtaget sig at føre sagen, afholde sig
56
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
fra at gøre salærkrav gældende mod forbrugeren. Dette gælder dog ikke selvrisiko og eventuelle beløb ud
over forsikringens dækning, eller udgifter, aftalt med sikrede inden eller senest samtidig med beslutningen
om udgiftens afholdelse, når udgiften falder uden for forsikringsdækningen.
Bestemmelsen tager navnlig sigte på de tilfælde, hvor det først på et sent tidspunkt, eventuelt først ved
sagens afslutning, viser sig, at omkostningerne ved sagen ikke har kunnet holdes inden for forsikringens
maksimum. Det kan for eksempel være, når der kun er tale om en mindre overskridelse af maksimummet,
eller der kan være tilfælde, hvor ansøgeren har fået medhold i første instans, men taber efter appel og
derfor pålægges at betale (fulde) sagsomkostninger til modparten for to instanser. Bestemmelsen er dog
ikke begrænset hertil og kan således anvendes, selv om ansøgeren på et tidligt tidspunkt kunne forudse, at
omkostningerne ved sagen ikke ville kunne holdes inden for forsikringens maksimum. En ansøgning
imødekommes, når de almindelige betingelser efter ordningen er opfyldt, og sagens karakter eller
omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet holdes inden for
forsikringens maksimum. En ansøgning kan i øvrigt indgives på et hvilket som helst tidspunkt af sagens
behandling ved retten.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelses
stk. 1, 2. pkt.,
at bestemmelserne i § 37, stk. 1 og 2, finder
tilsvarende anvendelse. Forbrugeren skal således også her have fået medhold i Forbrugerklagenævnet eller
et godkendt privat klage- eller ankenævn, ligesom der ikke kan gives omkostningsdækning, hvis det er
åbenbart, at forbrugeren ikke vil få medhold i sagen. Omkostningsdækningen gives også her til en retssag,
når sagen er anlagt af forbrugeren til opfyldelse af nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet, eller
retssagen er anlagt af den erhvervsdrivende til ændring af nævnets afgørelse eller forlig indgået for
nævnet.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 38, stk. 2,
fastlægger omfanget af dækningen. Det fremgår således, at
omkostninger dækkes i det omfang statskassen, hvis der havde været meddelt omkostningsdækning efter §
38, ville have ydet dækning efter § 37, stk. 3, jf. retsplejelovens §§ 331, 332 og 334. Imødekommes en
ansøgning om supplerende dækning, får ansøgeren således ret til at få erstattet de omkostninger ved
sagen, som kan dækkes efter den foreslåede bestemmelse i § 37, men som ligger ud over forsikringens
maksimum. Ved den konkrete beløbsmæssige udmåling må de samlede omkostninger ved sagen, som ville
kunne dækkes efter den foreslåede § 37, derfor opgøres og fra dette beløb fratrækkes
forsikringsdækningen, hvorefter differencen udbetales. Den konkrete udmåling, af hvilket beløb der kan fås
dækket, foretages således af retten. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 37 vedrørende
retsplejelovens §§ 331, 332 og 334.
Lovforslaget er udformet således, at det er retten, der træffer afgørelse om størrelsen af den del af
omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, på samme måde, som det efter retsplejelovens §
336 er tilfældet i de sager, hvor statskassen efterfølgende godtgør omkostninger efter reglerne om fri
proces. Baggrunden herfor er, at det er retten, der har behandlet sagen og derfor bedst kan vurdere sagens
omkostninger.
Den foreslåede bestemmelses
stk. 3
fastlægger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når denne har
truffet afgørelse om, at betingelserne for dækning er opfyldt, skal sende sagen til den ret, der behandler
eller har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter, hvilket beløb, der dækkes, jf. stk. 2. Det følger af den
57
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
foreslåede bestemmelse, at en ansøgning kan indgives, både mens retssagen verserer og efter afslutningen
af denne.
Den foreslåede bestemmelses
stk. 4
indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter ansøgning kan
godtgøre en forbruger udgifter til en selvrisiko i henhold til en retshjælpsforsikring, der dækker
omkostninger ved en retssag som nævnt i forslagets § 37, stk. 1 og 2. Det sikres på denne måde, at en
forbruger, der har en retshjælpsforsikring, ikke skal have udgifter i forbindelse med en retssag, og at
forbrugeren ikke af økonomiske grunde afstår fra at føre sagen. Der vil ske dækning af afholdte udgifter
efter fremsendelse af dokumentation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Til § 39
Den foreslåede bestemmelse i
§ 39
er en videreførelse af den gældende § 4 g i lov om forbrugerklager
Den foreslåede bestemmelse i § 39 sikrer, at en forbruger ikke skal have udgifter i forbindelse med
tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse eller et forlig omfattet af bl.a. § 35. Udgifter til tvangsfuldbyrdelse bliver
normalt pålagt den erhvervsdrivende, der ikke opfylder dommen eller forliget. Lovforslaget skal give
mulighed for at godtgøre en forbruger udgifter til fogedretten, der med føje er afholdt, i det tilfælde hvor
den erhvervsdrivende viser sig at være ude af stand til at betale omkostningerne, eller hvor fogedretten på
baggrund af den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, finder det betænkeligt at fremme sagen, og
hvor forbrugeren derfor bliver pålagt nogle omkostninger i forbindelse med indbringelse af sagen for
fogedretten. Godtgørelse af udgifter vil ske efter fremsendelse af dokumentation for afholdte udgifter til
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. De udgifter, der vil kunne blive tale om at dække, vil f.eks. være afgift
til fogedretten samt eventuelle udlæg til udkørende fogedforretning. Der vil i sjældnere tilfælde kunne
være behov for advokatbistand i forbindelse med behandlingen af en sag i fogedretten.
Den foreslåede bestemmelse omfatter som udgangspunkt alene tvangsfuldbyrdelse af afgørelser og forlig. I
de tilfælde, hvor forbrugeren har fået en dom, og erhvervet et krav, der kan tvangsfuldbyrdes, følger det af
henvisningen til retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 3, og stk. 3, at udgifter hertil dækkes direkte efter den
foreslåede bestemmelse i § 36.
Der foreslås indsat en bemyndigelsesbestemmelse i lovforslaget, der giver erhvervs- og vækstministeren
mulighed for at fastsætte nærmere regler for fremgangsmåden ved ansøgning om dækning af udgifter,
herunder om formkrav til ansøgningen. Der vil blandt andet kunne fastsættes tidsfrister for indgivelse af
ansøgningen i forhold til, hvornår afgørelsen er truffet. Det vil blive sikret, at en forbruger får rimelig tid til
at overveje, om den pågældende ønsker at gå videre med sagen og at søge om dækning af udgifter i
forbindelse med et sagsanlæg. Det vil endvidere blive præciseret, at en forbruger i forhold til udgifter efter
den foreslåede bestemmelse i § 37, hvor forbrugeren ikke har en retshjælpsforsikring, skal indsende en
ansøgning forud for et sagsanlæg med henblik på at opnå et forhåndstilsagn om, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen vil dække udgifter i forbindelse med retssagen.
I forhold til godtgørelse af en eventuel selvrisiko efter den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 4, vil der
blive fastsat regler om, at godtgørelse vil ske efter fremsendelse af dokumentation. Tilsvarende gælder for
godtgørelse af udgifter til tvangsfuldbyrdelse, hvor dokumentation vil kunne bestå i udskrift fra
fogedretten.
58
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Til § 40
Forslaget til
§ 41
er en videreførelse af den gældende § 4 h i lov om forbrugerklager og indebærer, at
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse efter forslagets bestemmelser §§ 37-39 ikke vil kunne
indbringes for anden administrativ myndighed.
Til § 41
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 15 i lov om forbrugerklager og angiver,
at Erhvervs- og Vækstministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af information og statistik om
forskelige forhold inden for forbrugerklageområdet, herunder om klagenævnenes afgørelse, og at
offentliggørelse kan ske elektronisk.
Til § 42
Den foreslåede
stk. 1
giver erhvervs - og vækstministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at skriftlig
kommunikation til og fra Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om forhold, som
er omfattet af lov om alternativ tvistløsning i forbrugerforhold eller regler, som er udstedt i medfør af loven
skal foregå digitalt. Bestemmelsen er en videreførelse af § 10 a, stk. 1 i lov om forbrugerklage, bortset fra,
at bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Om
bestemmelses indhold og anvendelse i øvrigt henvises til tidligere forarbejder, jf. lovforslag L 16 af 3.
oktober 2012, Folketingstidende tillæg A, s. 127-128.
Efter det foreslåede stk. 2 er der mulighed for at der i bekendtgørelse kan specificeres krav om anvendelse
af bestemte it-systemer, digitale formater og digital signatur. Bestemmelsen er en videreførelse af den
gældende § 10 a, stk. 2, jf. jf. lovforslag L 16 af 3. oktober 2012, Folketingstidende tillæg A, s. 128.
Det foreslåedes
stk. 3
fastsætter, hvornår en digital meddelelses må anses for at være kommet frem til
adressaten for meddelelsen. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 10 a, stk. 3 i lov om
forbrugerklager. Om bestemmelsens indhold og anvendelse henvises til tidligere forarbejder, jf. lovforslag L
16 af 3. oktober 2012, Folketingstidende tillæg A, s. 128.
Det foreslåede
stk.
4 er en videreførelse af den gældende § 10 b, stk. 1 i lov om forbrugerklager, og giver
erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til at fastsætter regler om at Forbrugerklagenævnet eller
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter lov om alternativ
tvistløsning i forbrugerforhold eller regler udstedt i medfør af loven uden underskrift. Om bestemmelsens
indhold og anvendelse henvises til tidligere forarbejder, jf. lovforslag L 16. af 3. oktober 2012,
Folketingstidende tillæg A, s. 128.
Efter det foreslåede
stk. 5
giver mulighed for, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er
truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling kan udsendes alene med
Forbrugerklagenævnet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som afsender som hidtil. Om
59
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
bestemmelsens indhold og anvendelse henvises til tidligere forarbejder, jf. lovforslag L 16. af 3. oktober
2012, Folketingstidende tillæg A, s. 128.
Til § 43
Forslaget er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 18 i lov om forbrugerklager, og giver
erhvervs- og vækstministern bemyndigelse til at fastsætte regler om, at Konkurrence- og Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens afgørelser skal være administrativt endelige i de tilfælde, hvor ministeren overfører
opgaver til styrelsen. Det afgøres konkret, hvilke opgaver der er behov for at overføre til Konkurrence- og
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men vil tage udgangspunkt i områder af styrelsesfaglig karakter.
Afskæring fra administrativ rekurs berører ikke adgangen til at indbringe afgørelser for domstolene.
Til § 44
Bestemmelsen i
stk.
1, er en videreførelse af den nugældende § 19, stk. i lov om forbrugerklager, og
angiver, at erhvervs- og vækstministeren i medfør af § 25, stk. 2, kan fastsætte straf i form af bøde for
overtrædelse af regler udstedt i medfør af denne bestemmelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i
stk. 2,
kan der pålægges juridiske personer bødeansvar.
Den foreslåede bestemmelse i
stk. 3,
anfører, at en erhvervsdrivendes overtrædelse af
informationsforpligtelsen efter § 4 og § 5, kan straffes med bøde. Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden
skal føre tilsyn med bestemmelsens overholdelse.
Til § 45
Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober
2015. Dog foreslås det, at § 5 først træder i kraft den 9. januar 2016, som er det tidspunkt, hvor OTB-
platformen skal fungere.
Til § 46
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger
60