Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 224
Offentligt
1525262_0001.png
16. april 2015
Til Folketingets erhvervsordførere
Finanstilsynets aktuelle forslag om at stramme pengeinstitutternes tilsynsdiamant
vedr. større udlån vil begrænse SMV’ers og landbrugets muligheder for at opnå
finansiering samt hæmme væksten, blandt andet i landets yderområder. Samtidig vil
konsekvensen være en konkurrenceforvridning mellem større og mindre
pengeinstitutter. Forslaget er en dansk særregel, som ikke er nødvendig for at
forebygge en ny krise, da der allerede er indført tilstrækkelige opstramninger
omkring større lån m.v., herunder især til ejendomsbranchen.
Finanstilsynets ændringsforslag til pejlemærket for store udlån i pengeinstitutternes
tilsynsdiamant er i offentlig høring frem til den 24. april 2015. Fra LOPI’s side afgiver vi
et høringssvar, men konsekvenserne af ændringen kan blive så betydelige, at vi også
ønsker at orientere erhvervsordførerne om dem.
Baggrunden for Finanstilsynets ændringsforslag er, at Rangvid-udvalget i sin rapport fra
2013 konstaterede, at store ejendomsengagementer var en væsentlig årsag til, at flere
pengeinstitutter blev nødlidende, både under finanskrisen i 00’erne og i den danske bank-
krise i starten af 1990’erne. I LOPI er vi enige i denne konklusion, men der er allerede
taget højde for dette i den nuværende tilsynsdiamant, der har været gældende siden 2012,
og som netop har til formål at lægge loft over pengeinstitutternes risikotagning på dette
felt. I dag må pengeinstitutternes samlede udlån til ejendomsbranchen således maksimalt
udgøre 25 procent af udlånsporteføljen samtidig med, at der allerede er indført begræns-
ninger og kapitalreservationer for pengeinstitutternes store udlån blandt andet i den
nuværende tilsynsdiamant, som pengeinstitutterne har indrettet sig efter.
Der er stor risiko for, at ændringsforslaget vil vanskeliggøre SMV’ers og landmænds
muligheder for at opnå pengeinstitutfinansiering, da langt færre pengeinstitutter vil kunne
tilbyde finansiering til selv mindre virksomheder og landbrug, fordi de hurtigere støder
mod grænsen for de maksimalt tilladte udlån i henhold til tilsynets forslag til justeret pejle-
mærke. Dette vil svække prissætningen og konkurrencen over for kunderne og være til
skade for lokalområderne og i sidste ende for væksten i Danmark. Pengeinstitutterne har
ellers efter krisen opbygget et betydeligt indlånsoverskud og har polstret sig betydeligt med
mere kapital. De har dermed kapacitet til at øge udlånet og understøtte væksten.
Konkret lægger Finanstilsynet op til:
1) At det nye pejlemærke for store udlån måler summen af pengeinstitutternes 20 største
udlån.
2) Hvis denne sum er større end 175 procent af den egentlige kernekapital, vil
pengeinstituttet bryde pejlemærket.
3) En bagatelgrænse på 3 mio. kr. fastholdes, så udlån under denne grænse ikke indgår i
opgørelsen. Desuden er lån til andre kreditinstitutioner fortsat undtaget.
Der er tale om en ændret opgørelsesmetode. I dag indgår kun de udlån, der udgør mindst
10 procent af det justerede kapitalgrundlag, som er et langt bredere kapitalbegreb end den
egentlige kernekapital. Samtidig skal summen af store udlån være mindre end 125 procent
af det justerede kapitalgrundlag.
Danmarks lokale banker, sparekasser og andelskassers forening
Toldbodgade 33
•
Postboks 9019
•
1022 København K
•
Telefon 33 41 84 00
•
Telefax 33 91 30 35
 ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 224: Henvendelse af 16/4-15 fra Danske Pengeinstitutter vedrørende tilsynsdiamanten
1525262_0002.png
Ændringsforslaget er problematisk af flere årsager.
1) Med den regulering vi har i dag, er der allerede taget højde for store lån, herunder til
ejendomssektoren. Af Rangvid-rapporten fremgår det eksempelvis, at summen af store
udlån i procent af kapitalen i de nødlidende institutter i årene op til krisen (2003-2007)
under ét konstant lå på mindst 150 procent. Hvis det nuværende pejlemærke med en
grænseværdi på 125 procent havde været gældende i årene op til finanskrisen, ville det
således have været i stand til at opfange den forhøjede risiko, som de fleste institutter,
der senere blev nødlidende, udsatte sig for. Endvidere har Rangvid og Buchholst fra
Nationalbanken præsenteret forskningsresultater i en artikel i Nationaløkonomisk
Tidsskrift (nr. 151, 2013), hvor de konkluderer, at de 4 væsentligste enkeltfaktorer,
som kunne identificere banker i krise fra 2008-12, er a) Overskydende kapital ift.
solvenskrav (”solvensfriværdi”), b) Udlånsvækst over en periode, c) Ejendoms-
eksponering og d) Likviditetssituationen. Ikke summen af store engagementer. I den
sidste del testes der på faktorerne i den nuværende tilsynsdiamant, og ganske tanke-
vækkende - i relation til Finanstilsynets forslag - konkluderes det, at ”summen af store
engagementer” har en meget lille forklaringsgrad på en efterfølgende krise.
2) Endnu en dansk særregel: Ændringen vil ramme pengeinstitutter, der de seneste år
har tilpasset deres forretningsmodel og kreditpolitik til de internationalt gældende
regler for store eksponeringer og kapitalens sammensætning. Heri defineres et
udlån som stort, hvis det overstiger 10 procent af instituttets justerede kapitalgrund-
lag, hvilket stemmer overens med definitionerne i den nuværende tilsynsdiamant. I
den nye opgørelsesmetode, som tilsynet foreslår, vil et stort udlån imidlertid være
markant mindre, samtidig med at kapitalgrundlaget for opgørelsen indsnævres i
forhold til de internationale regler. Ændringen vil derfor kun ramme danske penge-
institutter.
3) Konkurrenceforvridende og skadende for lokalområderne: Specielt mindre
pengeinstitutter vil på grund af deres forretningsmodel og kundesammensætning
med udlån til et stort antal SMV’er og landbrug blive hårdt ramt af ændringen. (De
største kunder hos de største banker er en række børsnoterede virksomheder m.v.,
som pga. deres lette adgang til kapitalmarkederne benytter sig relativt mindre af
bankfinansiering end SMV’er og landbrug). Resultatet af stramningen kan blive, at
de mindre pengeinstitutter ikke kan yde den nødvendige finansiering til SMV’er og
landbrug, der er deres primære kunder. Flere mindre og mellemstore institutter kan
tilmed blive tvunget til at nedbringe eller afgive en række af deres nuværende
sunde udlån, ligesom man givet vil komme til at opleve, at nogle virksomheder slet
ikke kan få lån. Konkurrencemæssigt og samfundsmæssigt er dette selvsagt ikke
holdbart.
4) En ”tvungen” nedbringelse kan medføre, at risikoen - imod hensigten – forøges:
I pressen har det været fremme, at et pengeinstitut, der støder mod loftet for store
udlån, teoretisk set kan dele et udlån med et andet pengeinstitut. Men i praksis er
det ikke en god løsning, da det andet pengeinstitut, der skal tage imod dele af det
pågældende engagement, altid vil være interesseret i den bedst sikrede del af lånet –
hvilket betyder, at det afgivende pengeinstitut fortsat vil sidde tilbage med den mest
risikofyldte del af udlånet.
-2-
 ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 224: Henvendelse af 16/4-15 fra Danske Pengeinstitutter vedrørende tilsynsdiamanten
1525262_0003.png
Anbefalinger
•
•
Helt overordnet er der ikke brug for en ændring, da forslaget er udtryk for
overregulering og dansk enegang.
Hvis definitionen af pejlemærket skal ændres som foreslået af tilsynet, bør
grænseværdien sættes til mindst 200 procent. Sunde pengeinstitutter, der har
klaret sig godt gennem finanskrisen, ligger tæt på den påtænkte 175 procent-
grænse eller over. Mange vil derfor blive ramt direkte af den foreslåede grænse,
og endnu flere vil rammes indirekte, da de ligger tæt på, og da vi må forvente
en øget kundeefterspørgsel efter lån, når konjunkturerne forhåbentlig snart
bedres. Ved at hæve grænsen til 200 procent afbødes nogle af disse urimelige
effekter.
Samtidig bør der anvendes et bredere kapitalgrundlag i beregningen af pejlemærket.
Tilsynets forslag om at bruge den egentlige kernekapital er for stramt. Det indebærer,
at de mindre og mellemstore pengeinstitutter også straffes på dette område ved at skulle
fratrække værdien af de mange aktier, de ejer i en række fælles forsyningsselskaber (DLR
Kredit m.v.), som de store banker driver i egne dattervirksomheder. De mindre og mellem-
store pengeinstitutter er nødsaget til at drive disse selskaber i et bredt fællesskab for at
kunne konkurrere mod de større banker.
For uddybende kommentarer kontakt venligst:
Jan Kondrup,
direktør i Lokale Pengeinstitutter, tlf. 40 34 83 44, mail
[email protected]
Desuden vedlægges klumme fra advokat, ph.d. Michael Camphausen bragt på Finanswatch
den 15/4 2015.
-3-
 ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 224: Henvendelse af 16/4-15 fra Danske Pengeinstitutter vedrørende tilsynsdiamanten
1525262_0004.png
Ny banktilsynsdiamant – for skarpsleben?
Side 1 af 3
Ny banktilsynsdiamant – for skarpsleben?
Af Michael Camphausen, partner, advokat, ph.d. i CamphausenWalldén Offentliggjort 15.04.15 kl. 06:58
Finanstilsynet gør klar til at slibe tilsynsdiamantens pejlemærke for store engagementer endnu skarpere.
Det rammer skævt blandt bankerne og bør ifølge Michael Camphausen, partner, ph.d. i
CamphausenWalldén, ikke overlades til tilsynet at bestemme.
Hvis du skylder banken tusinder af kroner, har du et problem; men hvis du skylder banken millioner
af kroner, så har banken et problem
– lyder den velkendte talemåde i en lettere moderne
omskrivning.
Så simpelt kan baggrunden for reguleringen af bankernes store engagementer (i lovgivningen nu
betegnet store eksponeringer) faktisk beskrives. Det handler naturligvis om at sikre en passende
spredning af en banks engagementer og dermed spredning af bankens kundemæssige
mellemværender, således at alle bankens æg ikke lægges i samme risikofyldte udlånskurv.
Med henvisning til den finansielle krises bankkrak og de dyrekøbte
Fakta
erfaringer lægger Finanstilsynet nu op til, at ikke blot bankernes store
engagementer i traditionel forstand skal reguleres men også de
Camphausen's Column:
mellemstore engagementer. Den regulatoriske livrem skal således
Michael Camphausen er
anerkendt som en af
suppleres med ditto seler. Dette sker i form af tilsynets
forslag
til en
landets førende og mest
principiel ændring af banktilsynsdiamantens pejlemærke for netop
erfarne advokater inden for
store engagementer.
finansiel regulering
Det kontroversielle forslag, som i disse dage er i
høring,
indebærer
Han er partner, advokat i
helt overordnet, at pejlemærket for store engagementer med
CamphausenWalldén og
tilhørende grænseværdi fremover skal måle bankernes 20 største
yder højt specialiseret
rådgivning til banker og
udlån i forhold til bankernes egentlige kernekapital: hvis summen af
øvrige finansielle
de 20 største udlån er større end grænseværdien på 175 % af den
virksomheder om alle
egentlige kernekapital, bryder banken pejlemærket. I pejlemærket i
aspekter af den finansielle
dag indgår kun de af bankernes udlån, der udgør mindst 10 % af det
regulering, herunder især
pengeinstitutternes
samlede kapitalgrundlag (basiskapitalen).
regulatoriske forhold
Med andre ord er der tale om en skærpelse af selve
Han er desuden PhD i
beregningsgrundlaget og opgørelsesmetoden, der fraviger den
bankjura og har i en
sædvanlige definition af store engagementer og i grunden rammer de
årrække forsket i finansiel
mellemstore udlån, som hidtil er gået fri af reguleringen men altså
regulering og finansiel
fremover bliver grebet af den reviderede
tilsynsdiamant.
governance sideløbende
med advokatgerningen.
De forskellige betænkeligheder
Forslaget giver anledning til en række regulatoriske betænkeligheder
set gennem djævelens skeptiske advokatøjne:
Hvad angår reguleringsmetoden for det nye pejlemærke, er det fortsat en retssikkerhedsmæssig uskik
at indføre indgribende sanktionsbaseret regulering via tilsynets selvopfundne tilsynsdiamanter med
et ganske spinkelt og uklart hjemmelsgrundlag. Det er ærgerligt, at den nye tilsynsbestyrelse ikke har
fundet anledning til at gribe ind, nu hvor muligheden bød sig.
Hvad værre er, og hvad angår selve den ændrede opgørelsesmetode for det nye pejlemærke, vil den
utvivlsomt ramme skævt i det delikate regulatoriske forhold mellem de store og de mindre institutter.
Som beskrevet vil pejlemærket nemlig lægge vægt på den nominelle værdi af et instituts
engagementer – de 20 største af slagsen (uanset disses størrelse i forhold til kapitalgrundlaget) – i
stedet for som nu den forholdsmæssige værdi af engagementerne, og pejlemærket vil så holde disse
største engagementer op imod en mere snæver andel af institutternes kapital end hidtil.
En sådan ny tilgang, der tager udgangspunkt i de 20 største udlån og summen heraf, vil ubetinget
ramme de små institutter hårdere, idet de allerstørste udlån i disse institutter jo alt andet lige fylder
mere, så at sige, i forhold til institutternes størrelse. Og også tilgangen med en mere snæver andel af
institutternes kapital som målestok vil kunne ramme visse institutter hårdere end andre.
Ikke statens opgave
http://finanswatch.dk/secure/Klummer/Camphausen_Column/article7623283.ece?ser...
16-04-2015
 ERU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 224: Henvendelse af 16/4-15 fra Danske Pengeinstitutter vedrørende tilsynsdiamanten
1525262_0005.png
Ny banktilsynsdiamant – for skarpsleben?
Side 2 af 3
Det kan dermed give skævvridninger i forholdet mellem store og mindre institutter, hvilket ligeledes
er en regulatorisk uskik. Det må i denne forbindelse erindres, at den finansielle regulerings
fornemmeste opgave er at fastsætte rammevilkår og rammebetingelser for institutternes virke, som
modvirker overdreven og uforsvarlig risikotagning, og som i denne forbindelse lader institutternes
sundhed og
ikke
størrelsen være afgørende.
Det tilkommer derimod
ikke
reguleringen – hvilket jo vil sige staten og tilsynet – at blande sig i det
markedsmæssige forhold mellem store og små institutter, og reguleringen skal således hverken
direkte eller indirekte påvirke eller skævvride konkurrencen store og små institutter imellem.
Tilsvarende skal reguleringen – og det statslige kontrolorgan – hverken åbenlyst eller skjult være
med til at styre eller understøtte den meget omdiskuterede konsolidering i banksektoren, som
Finanstilsynet jo har været slet skjult fortaler for. I en fri markedsøkonomi er det alene markedet,
som skal afgøre antallet af institutter herhjemme og sammensætningen heraf i små, mellemstore og
store institutter.
Dertil kommer, at det skærpede pejlemærke for store/mellemstore engagementer igen er udtryk for
ikke blot overregulering men strammere dansk enegang i forhold til fælles EU-regler. Dette endda på
et område, som for nylig er overgået fuldt ud til EU-regulering, nemlig CRD IV-regelsættet. De
hidtidige danske lovregler om store engagementer er således sidste år taget helt ud af lov om
finansiel virksomhed og erstattet af den nye CRD IV-forordning (CRR).
Men alligevel vælges altså at gå dansk tilsynsbestemt enegang på området med yderligere,
supplerende særregulering. Det kan give også skævvridninger i forholdet mellem danske og andre
EU-landes institutter. Lige konkurrencevilkår gælder jo ikke kun i forholdet mellem store og små
institutter – det gælder selvsagt også i forholdet mellem nationale og internationale institutter.
Et muligt kompromis
I lyset af ovenstående betænkelige forhold – og med henblik på at minimere de nævnte uheldige
skrævvridninger – burde det nye pejlemærke for bankernes store/mellemstore engagementer i det
mindste kalibreres på en sådan måde, at det i praksis kun rammer de banker, der for alvor stikker ud
fra mængden, så at sige.
Det taler velsagtens for – når man ser nærmere på tilsynets beregninger af virkningerne i
faktaarket
knyttet til høringen – at grænseværdien burde ligge højere end de foreslåede 175 %, nemlig på 200
%, for netop kun at ramme de egentlige afvigere med særlig risiko.
Dette kunne formentlig være en hensigtsmæssig regulatorisk kompromisløsning, især hvis den
kombineres med en tilstrækkelig lang overgangsordning, således at det nye pejlemærke, der som
nævnt griber de mellemstore udlån for allerførste gang, i det mindste
ikke
unødigt rammer de
allerede eksisterende af slagsen, som hidtil er gået fri af reguleringen, og som bankerne jo har givet
til kunderne i tillid hertil.
Alle disse ovenævnte forhold, eller rettere betænkeligheder, tilsiger alt andet lige, at det nye
kontroversielle pejlemærke – og tilsynsdiamanten i det hele taget – bør runde lovgiver for at sikre
den fornødne demokratiske kontrol med reguleringen af bankerne. Og i sidste ende er det jo mere et
politisk spørgsmål end et regulatorisk spørgsmål, om det virkelig er denne betænkelige,
tilsynsstyrede vej, man vil gå i bankreguleringen herhjemme.
Michael Camphausen, Partner, PhD i CamphausenWalldén
E-mail:
[email protected]
Følg Camphausen's Column her:
Bankkrak med tilbagevirkende kraft – hvad siger Højesteret?
Bankbestyrelsen – på skolebænken (igen)?
Repræsentantskabet – hvilken rolle fremover?
Finansiel Stabilitet – er Version 2.0 på vej?
Bankers opsigelse af erhvervskunder – stramning på vej?
Bankerne og corporate governance – en hjælp eller byrde?
Al den finansielle regulering – orden eller kaos?
http://finanswatch.dk/secure/Klummer/Camphausen_Column/article7623283.ece?ser...
16-04-2015