Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2014-15 (1. samling)
ERU Alm.del Bilag 14
Offentligt
Note ved ERU-sekr. – pressemeddelelse omdeles efter ønske fra Steen Gade (SF).
Læger: Urimeligt at bruge helbredsoplysninger om slægtninge i
forsikringssager
20. oktober 2014
Lægeforeningen støtter Europarådets nye anbefaling om, at forsikringsselskaber aldrig må
indhente og bruge helbredsoplysninger om slægtninge til at vurdere, om man kan blive
forsikret. Danmark bør følge anbefalingen og ændre de gældende regler.
Som hovedprincip må forsikringsselskaberne ikke indhente og bruge helbredsoplysninger om familie til en
forsikringsansøger. Sådan lyder en ny anbefaling fra Europarådet.
Nej til forsikring på forkert grundlag
Lægeforeningen støtter Europarådets anbefaling og opfordrer regeringen til at ændre de danske regler. Som det er i dag
indebærer lovgivningen i Danmark nemlig, at forsikringsselskaberne gerne må anmode om og bruge oplysninger om
sygdom og helbred hos ansøgere og deres familie, når det skal afgøres, om der kan tegnes en forsikring.
”Selv om der er arvelig sygdom i familien, så er det langt fra alle, som vil være bærer af sygdommen, og hvis man er
bærer, vil der ofte gå mange år før sygdommen bryder ud. Det betyder, at personer, som oplyser til deres
forsikringsselskab, at der er arvelige sygdomme i familien, i dag risikerer at få nej til at tegne en forsikring på et forkert
grundlag. Det er urimeligt”, siger Jette Dam-Hansen, næstformand i Lægeforeningen.
Uheldigt rent sundhedsmæssigt
Hun peger også på, at det set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt er uheldigt, at nogle vil afholde sig fra at få kortlagt
en eventuel risiko for sygdom, hvis de dermed bliver afskåret fra at tegne forsikring.
”Allerede i dag er mulighederne for at kortlægge arvelige sygdomme gode - og de bliver hele tiden bedre og bedre. Det
gør det nemmere at forebygge og behandle tidligt. Men det er jo nytteløst, hvis forsikringsregler betyder, at ingen vil
benytte sig af mulighederne”, siger Jette Dam-Hansen.