Børne- og Undervisningsudvalget 2014-15 (1. samling)
BUU Alm.del Spørgsmål 177
Offentligt
Som bekendt er der netop i disse dage ved at blive truffet beslutning om, hvilke gymnasier, der skal have lov til
at udbyde IB (den internationale studentereksamen, International Baccalaureate).
Som IB-skole (IB = den internationale studentereksamen) er vi på Kolding Gymnasium bekymrede ved udsigten
til flere IB-skoler i vores region, uanset om det måtte være i Esbjerg eller Odense.
Vi har svært ved at se, at der kan udbydes IB-skoler i nogen af de to byer, uden at det er i strid med de kriterier,
som blev udmeldt fra undervisningsministeriet i december måned – og helt galt bliver det selvfølgelig, hvis der
udbydes IB i begge de nævnte byer.
Vi er selvfølgelig blevet spurgt – både af Esbjerg Gymnasium og af Tietengskolen – hvordan vi ser på deres
ansøgning, og vi har i vores svar til de to skoler givet grundige saglige argumenter for, at det vil være særdeles
uhensigtsmæssigt.
Men for at være ærlig kan jeg godt være lidt nervøs for, at der allerede er lavet aftaler i korridorerne, og at vores
indsigelser derfor ikke vil blive læst grundigt nok – Esbjerg Gymnasium har i hvert fald i deres hidtidige
udmeldinger omkring IB tydeligt sagt og signaleret, at det var helt givet, at de vil få IB, bl.a. på et pressemøde i
november, hvor Lotte Rod deltog og ønskede tillykke.
I vores indsigelser gør vi opmærksom på den Rambøll-rapport (bestilt af UVM), som i januar 2014 konkluderede,
at der ikke var behov for flere IB-skoler i Danmark (måske med undtagelse af et sted på Sjælland).
Mon alle beslutningstagerne er bekendte med denne rapport? - Hvis ‘ja’, hvorfor har man så overhovedet
besluttet at åbne for flere IB-skoler?
Vi gør også opmærksom på, at IB er en dyr uddannelse, som kræver et vits antal elever for at kunne løbe rundt
rent økonomisk. I den forbindelse vil selv et lille tab af elever fra KG til Esbjerg eller Odense have store
konsekvenser.
Ifølge vurderingskriterierne må nye IB-skoler ikke udhule økonomien på eksisterende skoler – men det vil de
komme til, hvis de oprettes i Esbjerg og/eller Odense.
Og endelig gør vi opmærksom på, at det rent samfundsøkonomisk er meget uhensigtsmæssigt at oprette nye
skoler i Esbjerg eller Odense. Hvis man beslutter at oprette IB i Esbjerg eller Odense, vil det blot medføre, at man
belaster økonomien både på de nye og på de eksisterende skoler. - Og helt galt er det selvfølgelig, hvis der
kommer en ny skole begge steder – dels fordi man presser økonomien på tre skoler, dels fordi Kolding vil blive
dobbelt-ramt.
Jeg har ikke grundlæggende noget imod, at der kommer nye IB-skoler. Jeg håber bare, at beslutningen bliver
truffet på en måde, som er demokratisk, etisk og økonomisk forsvarlig, og at ministeriet/ministeren reelt følger
de vurderingskriterier, som ministeriet selv har udstukket.
Jeg står gerne til rådighed for at uddybe nærmere om situationen – både omkring selve processen og om det at
drive IB-uddannelsen.
Mvh
Momme Mailund
Rektor
Kolding Gymnasium