Børne- og Undervisningsudvalget 2014-15 (1. samling)
BUU Alm.del Bilag 97
Offentligt
Til
Udvalget for Landdistrikter og Øer
Den 20. februar 2015
Udvalget for Landdistrikter og Øer har i brev af 10. februar forespurgt Sammenslutningen af Danske
Småøer, om vi er bekendt med Dansk Friskoleforeningens, Danmark Privatskoleforenings og Lilleskolernes
holdninger til en model, der indebærer et samarbejde mellem en fri grundskole som hovedskole og en skole
på en småø som en satellitafdeling.
Sammenslutningen af Danske Småøer har ikke haft kontakt med nogen af de tre interesseorganisationer for
en generel drøftelse af ’satellit-modellen’.
For Fejø er det meget vigtigt, at man får mulighed for at fastholde øens skole. Når man fra Lolland
Kommunes side har valgt at lukke den kommunale folkeskole, er det afgørende, at der på Fejø kan oprettes
en satellitafdeling til privatskolen Horslunde Realskole.,
Fra Ø-sammenslutningens side anbefaler vi derfor, at der gives en dispensation fra ’Tvind-loven’,
således at Fejø skole har mulighed for at fortsætte som ’satellit-skole’ under Horslunde Realskole pr.
1. august 2015.
Hvorvidt det er en god ide med en generel dispensation fra ’Tvind-loven’ for de 27 småøer, er vi mere i tvivl
om. Den generelle dispensation skal nødig blive en mulighed for, at ø-kommunerne på den måde får et
ekstra incitament til at lukke ’de dyre’ ø-skoler, da man jo med loven i hånden vil kunne henvise til, at
’øboerne bare kan oprette en satellit-skole af en privatskole på fastlandet’. Hermed bliver det pludselig
øboerne selv, der sidder med ’aben’, idet det så er op til dem, om de har mulighed for at bevare deres ø-
skole gennem en aftale med en evt. fastlands-privatskole.
Alle kommuner med små øer modtager i dag et bloktilskud - det såkaldte § 20-tilskud - til ø-relaterede
udgifter. Dette tilskud er for størstedelens vedkommende knyttet til færgen, men også til f.eks. opretholdelse
af skoler.
I dag har disse småøer en kommunal folkeskole, her anført med årgange/klassetrin og antal elever anført pr.
februar 2015:
Orø
0.- 6. kl.
30 elever
Sejerø
0.- 7. kl.
20 elever
Anholt
0.- 9. kl.
13 elever
Endelave
0.- 6. kl.
5 elever
Tunø
0.- 7. kl.
5 elever
Fejø
0. - 4. kl.
13 elever
Omø
0.- 6. kl.
6 elever
Strynø
0.- 4. kl.
15 elever
Der ud over er der pr. august 2014 åbnet:
Fur friskole
0.- 7. kl.
30 elever