Børne- og Undervisningsudvalget 2014-15 (1. samling)
BUU Alm.del Bilag 22
Offentligt
Pressemeddelelse: Uacceptable vilkår for skolepædagoger
Det er lykkedes for pædagogerne at få en solid plads og flere timer i den reformerede skole. Men mange
steder er arbejdsvilkårene uacceptable, viser ny BUPL-undersøgelse.
Torsdag den 6. november 2014
Pædagogerne er i stor stil kommet over i den nye folkeskole efter reformen. Til gengæld arbejder de flere steder under direkte
uacceptable vilkår, viser ny undersøgelse fra BUPL blandt 1.605 skole- og fritidspædagoger.
I undersøgelsen siger knap en tredjedel af pædagogerne, at de ikke deltager i planlægningen og evalueringen af undervisningen. Fire
ud af 10 har ikke indflydelse på deres arbejdsopgaver eller arbejdstid. Seks ud af 10 har utilstrækkelig tid til at forberede den
undervisning, de er med i.
De tydelige tegn på dårlige arbejdsvilkår bekymrer Henning Pedersen, formand for BUPL.
”Det er for mange og for store problemer til, at det alene handler om startvanskeligheder i den nye skole. Det kan ikke være meningen,
at vores medlemmer skal lægge ryg til dårlig forberedelse og dårlig ledelse. Og i sidste ende går det ud over børnene”, siger Henning
Pedersen.
På positive side viser undersøgelsen, at pædagogerne fra start har fået en solid plads i skolen. 83 procent af pædagogerne svarer, at
de har fået flere timer i børnenes undervisning som følge af folkeskolereformen, og gennemsnitligt deltager pædagogerne i undervisning
i knap 20 timer ugentligt.
Pædagogernes timer ligger især i den understøttende undervisning i 0. til 3. klasse, men også på de højere klassetrin er pædagogerne
med. Dertil inddrages de mange steder i lektiehjælp og faglig fordybelse.
De seneste beskæftigelsestal viser, at der i august 2014 var ansat 15.690 pædagoger på skoleområdet. I august 2013 var det
tilsvarende tal 15.750 pædagoger, så der er sket et fald på 60 stillinger, hvilket er stort set uændret. Tallene peger på, at der er kommet
flere pædagoger i folkeskolen/specialskoler (undervisning), men færre i SFO, fritidshjem og klubber (fritidstilbud).
”Vi har været positive overfor reformens tankegang om, at man i skolen kan drage mere nytte af pædagogernes faglighed. Derfor er det
glædeligt at se, at pædagogerne i den grad er kommet med over på skolerne”, siger Henning Pedersen og fortsætter:
”Men det handler ikke om bare at være med i skolen. Det handler om, hvad pædagogerne bliver sat til at lave, når de er med, og hvilke
arbejdsvilkår de har. Og her viser vores undersøgelse, at der alt for mange steder er direkte uacceptable vilkår”.
BUPL-formanden mener, at KL bør give kommunerne en opsang, så vilkårene for medarbejderne kan blive forbedret. Han kritiserer
desuden, at Folketinget først vil evaluere folkeskolereformen i 2017 og opfordrer til, at det i stedet gøres løbende og allerede efter
reformens første år.
"Vi vil i BUPL følge op med nye undersøgelser og overfor politikerne påpege de problemer, vi ser. Hvis ikke der tages hånd om dem,
risikerer vi, at pædagoger og lærere går ned med stress og får problemer med det psykiske arbejdsmiljø", siger han.
For yderligere oplysninger:
Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforening BUPL: 20 20 49 84
Michael Andersen, presseansvarlig i BUPL: 23 44 53 83
Se undersøgelsen
her.