Børne- og Undervisningsudvalget 2014-15 (1. samling)
BUU Alm.del Bilag 105
Offentligt
1502353_0001.png
På baggrund af Regeringens udspil til en gymnasierevision, ”Gymnasier til fremtiden”, fremlagt i
efteråret 2014, ønsker interessegruppen Netværk Ny Litteraturhistorie (NNL) at gøre følgende
synspunkter gældende for danskfagets vedkommende:
Gymnasiereformen 2005 og senere justeringer har ramt danskfaget hårdt: med nedskæring af timetal,
nedskæring af det skriftlige arbejde, tab af status som gymnasiets skriftlige hovedfag og tab af litterær og
litteraturhistorisk tyngde. Gevinsten i reformen var den sproglige prioritering af grammatik,
argumentation, retorik og stilistik.
NNL’s afgørende synspunkt er, at såvel timetal som indhold bør styrkes i danskfaget – især litteraturlæsningen og
litteraturhistorien.
NNL vil gerne gøre Børne- og Undervisningsudvalget bekendt med følgende indfaldsvinkler og forslag
til genopretning af et solidt danskfag i gymnasiet og de andre ungdomsuddannelser:
1. Timetallet er beskåret, så faget ikke længere opfylder sit formål: at udstyre den enkelte elev med
fornøden skriftlig kompetence og historisk bevidsthed om sit ophav gennem litterær læsning.
Kun et øget timetal kan råde bod på det: mere elevtid i den skriftlige undervisning, øget timetal i
den mundtlige.
2. Det litteraturhistoriske pensum er i dag så beskåret, at eleven ikke får indsigt i dansk eller
europæisk åndshistorie og dermed dannes kritisk. Litteraturhistoriens privilegium: at formidle
konkrete livsforhold gennem tiderne og at opøve kulturtilegnelse globalt såvel som eksistentielt,
er reduceret til minimalistiske øvelser. En stærkere litteraturhistorisk indsats i danskfaget vil
styrke elevernes tværkulturelle og globale forståelse.
3. Danskfaget er forringet til sekundært fag i SRP-opgaven (StudieRetningsProjekt). For at øge
timetallet i dansk er det nødvendigt at styrke SRP på bekostning af AT (Almen
Studieforberedelse), så danskfaget bliver sideordnet med studieretningsfagene i SRP. AT bør
begrænses til de tværfaglige projekter i 1. og 2. g samt ét i 3. g. SRP-projektet bør suppleres med
en mundtlig eksamen, som erstatter den mundtlige AT-eksamen. Det kan samtidig give en
tiltrængt sikkerhed mod, at SRP-opgaven imod reglerne er (med)forfattet af andre.
4. I en global verden er det nationale og historiske udgangspunkt, som danskfaget skal sikre, en
nødvendig betingelse. Derfor er det afgørende i en kommende gymnasiereform at drage
omsorg for, at de kommende generationer har et bevidst og stærkt udgangspunkt i deres eget
sprog og deres egen kultur.