Beskæftigelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
BEU Alm.del Bilag 18
Offentligt
Den 5. november 2014
Kære Beskæftigelsesudvalg
Som opfølgning på vores foretræde for jer d. 22. oktober, sender vi jer hermed et par bemærkninger til
nogle af de spørgsmål, der blev rejst, men som den begrænsede tid ikke tillod os at behandle
fyldestgørende på mødet.
Vedr. beskæftigelsesreformens intentioner om tidlig og aktiv indsats.
Skanderborg Kommune finder det glædeligt, at Pernille Rosenkrantz Theil (S) vil tage forslaget om at lade
kommunerne selv og på egen regning vurdere, om de vil investere i en réelt tidlig og aktiv indsats i de første
6 måneder af ledighedsperioden, med tilbage til forligsparterne. Vi kan i Skanderborg Kommune kun se det
som en gevinst for alle parter, hvis dette bliver en mulighed. Det vil selvfølgelig blive afhængigt af den
enkelte kommunes investeringsvilje på området, men som vi ser det, vil en sådan investeringsmulighed her
give rigtig god mening. Den ledige vil alt andet lige blive gjort til genstand for en indsats, der giver
væsentligt større sandsynlighed for, at denne kommer hurtigere i job og ikke bliver langtidsledig, som vi
mener, der er alt for stor sandsynlighed for, hvis man venter så lang tid, som der lægges op til, inden man
sætter ind. Dette vil betyde en gevinst, der økonomisk set langt overstiger den investering, der gøres, for
kommunen. Og dertil kommer, at det vil være en gevinst for staten, der kan høste gevinsten på, at
kommunerne får ledige hurtigere i job og på egen regning.
Vedr. beskæftigelsesreformen og intentionerne om mere uddannelse i ledighedsperioden
Som Skanderborg kommunes borgmester og Beskæftigelses- og sundhedschef bemærkede i mødet med
beskæftigelsesudvalget, kan det virke paradoksalt, at vi i kraft at den kommende beskæftigelsesreform
bliver begrænset i at tilbyde job til de borgere, der i stedet vælger at gå i uddannelse. Som vi ser det, er det
et misforstået hensyn, da vi ikke er i tvivl om, at mange af disse borgere allerhelst vil i beskæftigelse , og at
mange vil komme til at vælge uddannelsesvejen af nød. Som der lægges op til i lovforslaget til reformen,
fritages man fra rådighedsforpligtelsen, herunder fra at tage imod anvist arbejde, mens man er under
uddannelse. Vi vil opfordre til, at man tager endnu et kig på dette nye tiltag og overvejer, om ikke
kommunerne skal have lov til i det mindste at tilbyde de ledige under uddannelse et job, hvis det rette job
viser sig, og det vurderes, at det er en både holdbar og farbar vej til selvforsørgelse.
Vedr. refusion og udligning – og situationen i forhold til Skanderborg Kommune
Under foretrædet kom jeg ind på problematikken vedr. modellen for refusion og udligning, som der pt.
arbejdes på fra cetralt hold. Som jeg nævnte på mødet, giver den nogle ikke ubetydelige udfordringer i en
Skanderborg-kontekst. Selve modellen og hvilken betydning, den har for en kommune som Skanderborg,
der har performet ekstraordinært godt på beskæftigelsesområdet, men som nu må se sig slået tilbage af en
kommende model for refusion og udligning, har vi forsøgt at illustrere i et lille videoklip, som I finder ved at
følge dette link:
https://dreambroker.com/channel/vj331j5r/
.
Skulle I have opklarende spørgsmål eller ønske yderligere drøftelse med os, stiller vi os naturligvis til
rådighed for dette.