BEU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 112: Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats' rapport med anbefalinger til den aktive beskæftigelsesindsats, fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
BEU Alm.del Bilag 112
Offentligt

Ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Nye veje mod job

– for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Marts 2015

Titel:

Ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Udgivet af:

Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats

Design:

Rosendahls A/S

Foto:

Colourbox

Tryk:

Rosendahls A/S

Web:

Kan hentes på bm.dk

År:

2015

ISBN til tryk:

978-87-91892-23-3

ISBN til web:

978-87-91892-24-0

Nye veje mod job

– for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

BEU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 112: Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats' rapport med anbefalinger til den aktive beskæftigelsesindsats, fra beskæftigelsesministeren BEU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 112: Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats' rapport med anbefalinger til den aktive beskæftigelsesindsats, fra beskæftigelsesministeren

Resumé

▶

Indledning

Indholdsfortegnelse

Resumé

Summary

Kapitel 1. Indledning

1.1 Ekspertgruppen og kommissorium

Kapitel 2. Rammer og udfordringer

2.3 Internationale erfaringer

2.4 Hvad koster den aktive beskæftigelsesindsats?

2.5 Hvad virker for målgruppen?

2.6 Overordnede udfordringer for den aktive beskæftigelsesindsats

Kapitel 3. Målgrupper og udfordringer

3.1 Indledning

3.2 Hvor mange er på offentlig forsørgelse?

3.3 Hvem er borgere i udkanten af arbejdsmarkedet?

3.4 Den aktive indsats

3.5 Opsummering og udfordringer

Kapitel 4. Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet –

hvordan?

4.1 Indledning

4.2 Effekter af virksomhedsrettede tilbud

4.3 Reglerne

4.4 Den virksomhedsrettede indsats i praksis

4.5 Reformer der har påvirket den virksomhedsrettede indsats

4.6 Drivkræfter og barrierer for den virksomhedsrettede indsats

4.7 Opsummering og udfordringer

Kapitel 5. Tværfaglig indsats

5.1 Indledning

5.2 Hvad forstås ved tværfaglig indsats?

5.3 Viden om effekterne af en tværfaglig indsats

5.4 Reformer med fokus på en tværfaglig indsats

5.5 Indholdet af den tværfaglige indsats

5.6 Rammerne for den tværfaglige beskæftigelsesindsats

5.7 Rammer for samspillet med andre ressortområder

5.8 Opsummering og udfordringer

Kapitel 6. Fokus på resultater i kommunerne

6.1 Indledning

6.2 Resultatstyring og sammenhæng til beskæftigelsessystemet

6.3 Resultatstyring fra det overordnede niveau til jobcenterniveau

6.4 Kan resultatstyring anvendes for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet?

6.5 Investeringstankegang i kommuner - herunder Skandia-modellen

6.6 Opsummering og udfordringer

Kapitel 7. Revalidering

7.1 Indledning

7.2 Hvad er revalidering?

101

103

105

117

121

137

139

142

146

149

151

153

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

7.3 Udvikling i revalideringsordningens tilgang og indhold

154

7.4. Administration (kommunal praksis)

158

7.5 De seneste års reformers forventede betydning for brugen af revalideringsordningen 161

7.6 Effekt af revalidering

164

7.7. Opsummering og udfordringer

166

Kapitel 8. Ekspertgruppens anbefalinger

8.1. Indledning

8.2. Flere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan komme i arbejde

8.3 Ny virksomhedsrettet indsats

8.4 Styrket tværfaglig indsats

8.5 Målrettet uddannelse

8.6 Understøttende initiativer

8.7 Anbefalingernes økonomiske og strukturelle konsekvenser

Litteraturliste

Bilag

Partgruppens bemærkninger til rapporten

Ekspertgruppens kommentarer til partsgruppens bemærkninger

Delrapportering om integration

169

173

176

180

182

184

191

195

197

259

263

Resumé

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

169

Resumé

Regeringen nedsatte i 2013 en ekspertgruppe til at udarbejde en udredning af den aktive

beskæftigelsesindsats. Udredningen har været delt op i to faser, hvor første fase omfattede

indsatsen for forsikrede ledige og blev afsluttet i februar 2014 med rapporten ”Veje til job –

en arbejdsmarkedsindsats med mening”. I anden fase, som denne rapport omhandler, ses

der på den aktive beskæftigelsesindsats for de godt 500.000 borgere i udkanten af arbejds-

markedet.

Udgangspunktet for ekspertgruppens anbefalinger er, at borgere i udkanten af arbejds-

markedet godt kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom de har begrænsninger

i arbejdsevnen, og at en virksomhedsrettet indsats har positive effekter for borgerne i mål-

gruppen. Indsatsen bør derfor foregå ude på virksomhederne og inde på uddannelsesinsti-

tutionerne frem for i lange afklaringsforløb i lukkede ”projektmiljøer”.

På den baggrund fremlægger ekspertgruppen 28 anbefalinger til, hvordan indsatsen for bor-

gere i udkanten af arbejdsmarkedet kan styrkes. Med rapporten og de 28 anbefalinger af-

slutter ekspertgruppen dermed sit arbejde med at udrede den aktive beskæftigelsesindsats.

En ny virksomhedsrettet indsats

Der bruges i dag mange ressourcer på at give borgere i udkanten af arbejdsmarkedet en

aktiv indsats, der kan hjælpe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet. En stor del af ressour-

cerne bruges dog på at aktivere borgerne i forskellige former for forløb uden tilstrækkeligt

jobfokus, selvom disse tilbud i gennemsnit ikke har positive effekter. Til gengæld benyttes

de virksomhedsrettede tilbud sjældnere, på trods af at undersøgelser og resultater viser, at

effekterne af disse tilbud typisk er mere positive.

Ekspertgruppen anbefaler derfor et fokusskifte i indsatsen: En virksomhedsrettet indsats på

det ordinære arbejdsmarked skal være udgangspunktet for alle borgere i udkanten af ar-

bejdsmarkedet – også selvom borgerne udgør en meget sammensat gruppe med forskellige

udfordringer, der også skal tages hånd om, og som umiddelbart kan give begrænsninger i

arbejdsevnen.

En virksomhedsrettet indsats på det ordinære arbejdsmarked forudsætter imidlertid, at der

tages hensyn til, at mange af borgerne står over for særlige udfordringer. Ekspertgruppen

anbefaler derfor, at der oprettes nye målrettede virksomhedstilbud, og at mentorer og bro-

bygningsforløb i højere grad benyttes til at støtte borgerne, når de først er startet på en

virksomhed eller uddannelse.

Kommunerne skal samtidig have mere effektive incitamenter til at vælge virksomhedstil-

bud. Der lægges op til, at kommunerne ikke længere får refusion for udgifter til øvrige vej-

lednings- og opkvalificeringsforløb. I stedet skal kommunerne have 50 procent refusion for

driftsudgifter til både virksomhedsrettede tilbud og mentorstøtte. Samtidig fastholder kom-

munerne refusionen for ordinær uddannelse og får desuden 50 procent refusion for brobyg-

ningsforløb til uddannelse.

Der skal også mere fokus på borgernes incitamenter for at fremme den virksomhedsrettede

indsats. Konkret anbefales det, at borgerne får et kontant ugentligt tillæg, som udbetales,

når borgeren deltager i virksomhedspraktik eller nytteindsats. Borgerne får også ret og pligt

til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud, når de har gået passive i et år, så der løbende er

fokus på, at den enkelte borger kommer ud på en virksomhed. De mest udsatte borgere, som

ikke kan deltage i virksomhedstilbud, får efter to år ret og pligt til at få forelagt deres sag for

kommunens rehabiliteringsteam for at sætte gang i en tværfaglig indsats, der kan bringe

den enkelte tættere på arbejde eller uddannelse.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Ekspertgruppen understreger, at den virksomhedsrettede indsats forudsætter, at kommu-

nerne prioriterer og styrker samarbejdet og servicen til virksomhederne, og at kommunerne

også har det for øje, når de skal rekruttere medarbejdere til jobcentrene. Samtidig skal der

afsættes midler til at kompetenceløfte den virksomhedsrettede indsats, så medarbejderne i

jobcentrene blandt andet opnår viden og konkret kendskab til virksomhederne og det lokale

arbejdsmarked.

En styrket tværfaglig indsats

Borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet har ofte forskellige problemer, der kan gøre vejen

tilbage til arbejdsmarkedet lang. Det kan være alt fra sociale eller psykiske problemer til mis-

brugsproblemer, fysiske helbredsproblemer, manglende kvalifikationer, gæld, boligproble-

mer eller svage netværk samt forskellige kombinationer af disse.

Der er derfor også mange forskellige årsager til, at borgerne i målgruppen ikke umiddelbart

er parate til at træde ind på arbejdsmarkedet, og at mange derfor har brug for en sammen-

hængende, tværfaglig indsats og støtte for at kunne passe et arbejde eller gennemføre en

uddannelse.

Ekspertgruppen vurderer, at en koordineret tværfaglig indsats i det store og hele kun er sat i

system for borgere i ressourceforløb, og at øvrige borgere i målgruppen ikke får en sammen-

hængende indsats på tværs af forvaltninger og sektorer. Det anbefales derfor, at den tvær-

faglige indsats i højere grad bliver systematiseret for alle borgere, og at der kommer større

fokus på borgerens progression. Det er afgørende, at der følges hurtigt og effektivt op, hvis

borgeren ikke gør fremskridt, og der derfor er behov for at justere indsatsen.

Der lægges blandt andet op til, at en tidlig, tværfaglig afklaring af borgerens ressourcer og

udfordringer skal være rammesættende og retningsgivende for den videre virksomhedsret-

tede indsats og behovet for mentorstøtte.

Borgeren skal i samme forbindelse have tilknyttet en koordinerende sagsbehandler, der sør-

ger for løbende at koordinere borgerens indsats på tværs af de forskellige forvaltninger og

sektorer. Den koordinerende sagsbehandler skal også sikre, at der bliver fulgt hurtigt og ef-

fektivt op på manglende fremskridt. Det sker med udgangspunkt i én samlet plan for bor-

geren, der går på tværs af de offentlige systemer, samt et nyt progressionsmålingsværktøj.

Ekspertgruppen anbefaler også, at den tværfaglige indsats styrkes ved at give kommunernes

rehabiliteringsteam mulighed for reel beslutningskompetence, så teamet selv træffer den

endelige afgørelse om, hvad der skal ske med borgeren. Dermed får teamet også mulighed

for at følge indsatsen til dørs, fremfor at overdrage den til de enkelte forvaltninger.

Samtidig påpeger ekspertgruppen, at det er nødvendigt med mere fokus på investering i den

enkelte borger, når den samlede indsats skal planlægges. Kommunerne skal i højere grad

planlægge og prioritere indsatsen ud fra en længere tidshorisont og ud fra den indsats, som

bedst kan bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse, også selvom afka-

stet først opnås på længere sigt.

Målrettet uddannelse

Ekspertgruppen har også hæftet sig ved, at uddannelsesniveauet blandt borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet er lavere end blandt befolkningen som helhed. Samtidig anvendes

uddannelsesindsatser som revalideringsordningen og voksenlærlingeordningen sjældent til

borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet. Der kan derfor være et uudnyttet potentiale i at

styrke mulighederne for, at borgere i målgruppen kan komme tættere på arbejdsmarkedet

gennem uddannelse og styrkede kompetencer.

Resumé

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

169

Det er baggrunden for, at ekspertgruppen anbefaler, at brobygningsforløb til uddannelse

skal styrkes, og at både revaliderings- og voksenlærlingeordningen i højere grad målrettes,

så borgerne via de to ordninger får styrket mulighederne for at tage en ordinær uddannelse.

▼

Oversigt over ekspertgruppens anbefalinger

Ny virksomrettet indsats

• Forberedende virksomhedsforløb

• Fleksibel løntilskudsordning i private virksomheder

• Virksomhedsrettede tilbud er udgangspunktet for den aktive indsats – suppleret med mentor-

støtte og brobygningsforløb

• Ekstra indsats til de mest udsatte borgere

• Motivation til virksomhedspraktik og nytteindsats

• Et mere retvisende rimelighedskrav

• En let og ubureaukratisk indgang for virksomheder

• Kompetenceløft af den virksomhedsrettede indsats

• Øget information om forskelsbehandlingsloven

Styrket tværfaglig indsats

• Beslutningskompetence til rehabiliteringsteamet

• Bedre og smidigere overgange fra ung til voksen i det offentlige system

• Effektfuld mentorstøtte til flere borgere

• Hver borger får kun én plan – der går på tværs af de offentlige systemer

• Styrket kvalitet i indsatsen gennem metodeudvikling, forsøg og nye værktøjer

• Kompetenceløft af den tværfaglige indsats

• Harmonisering af mål og begreber på tværs af lovgivninger

• Indsatspakker om tværfaglige indsatser målrettet kommunerne

• Øget borgerindflydelse på mål og indsatser

• Inddragelse af netværk og civilsamfund

Målrettet

uddannelse

• En målrettet revalideringsordning

• Voksenlærlingeordningen styrkes for langtidsledige

• Realkompetenceafklaring til sygemeldte

Understøttende initiativer

• Smidigere afdrag på gæld

• Bedre håndtering af transportudgifter

• Mulighed for aktive tilbud til indsatte i fængsel

• Ny indsats for delvis raskmeldte sygemeldte

• Serviceeftersyn af de handicapkompenserende ordninger

• Styrket overgang fra dagpenge til selvforsørgelse eller kontanthjælp

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Summary

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

169

Summary

In 2013, the Danish Government appointed an expert committee to examine the active la-

bour market policy and come up with recommendations for e new and better labour market

policy aiming at permanently raising the employment rate. The work was divided into two

phases. The first, comprising programmes for insured unemployed people, was completed in

February 2014 by a published report, “The Job Trail – labour market programmes with mean-

ing”. The second phase, described in the present report, looks into active employment mea-

sures for the 500,000 people on the outskirts of the labour market.

The expert committees’ recommendations take the approach that people on the outskirts

of the labour market can nevertheless have some attachment to it, even if their capacity for

work is restricted and, in addition, that programmes aimed at companies have positive ef-

fects for the target group. Programmes should therefore be implemented at companies and

in classrooms rather than in lengthy clarification processes in closed ’project environments’.

Against that background, the expert committee has presented 28 recommendations on how

to enhance programmes targeted at people on the outskirts of the labour market.

With the report and 28 recommendations, the expert committee has thus concluded its task

of preparing a survey of Danish welfare-to-work programmes.

A new company-oriented approach

Extensive resources are currently allocated to efforts to provide active measures to people on

the outskirts of the labour market to help them move closer to a job. However, a large pro-

portion of the resources are spent on activating people in various types of projects without

sufficient job focus, even though, on average, these projects have no positive effects, while

company-oriented programmes are used infrequently - even if studies and results show that

such initiatives typically have more positive effects.

The expert committee therefore recommends a change in programme focus: Company-ori-

ented initiatives in the regular job market should be the starting point for all people on the

outskirts of the labour market. The recommendation takes into account that this group is

highly diversified and presents a wide variety of challenges that must be considered, and

that some people have certain immediate constraints on their work capacity.

Thus, a company-oriented approach in the regular job market will require recognition of the

fact that many of these unemployed face special challenges. The expert committee there-

fore recommends creating new targeted company programmes, and using mentoring and

bridging programmes to a greater extent, as a means of supporting the people involved once

they have started a job in a company or a training programme.

In addition, local authorities should have more effective incentives for choosing company

options. The experts propose discontinuing reimbursement to local authorities for their ex-

penditure on other counselling and skills enhancement programmes. Instead, local author-

ities should receive a 50 per cent reimbursement of the operating expenses of both compa-

ny-oriented and mentoring programmes. At the same time, local authorities should retain

their current reimbursement in the areas of regular training and education and, in addition,

be granted a 50 per cent reimbursement towards bridge-building measures with regard to

training and education.

The experts also call for greater focus on incentives for people in the target group to opt for

company-oriented programmes, recommending specifically that a cash weekly allowance be

paid out to people taking part in work training in a company or a ‘useful work’ programme.

Moreover, to maintain focus on company placement, people should have the right and the

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

obligation to accept a company-oriented offer when they have been inactive for one year.

The most vulnerable of the unemployed on the outskirts, who are incapable of joining com-

pany-oriented programmes, will have the right and the obligation, after two years, to have

their case submitted to the local authority’s rehabilitation team, which will initiate interdis-

ciplinary measures designed to bring these people closer to either a job or education and

training.

The expert committee stresses that in order to make the company-oriented approach work,

local authorities must prioritise and reinforce their cooperation with and service to compa-

nies, as well as keep this focus in mind when recruiting staff for their job centres. In addition,

they must allocate resources for skills enhancement in their company-oriented programmes

to ensure that job centre staff can acquire insight into and specific knowledge of companies

as well as the local labour market in their district.

Reinforcing cross-sectoral initiatives

People on the outskirts of the labour market often have a variety of problems that can make

their path back to employment long and hard. They may have anything from social or psy-

chological issues to misuse problems, physical health impairment, skills shortages, debt,

housing problems or weak networks, or a variety of such problems combined.

Thus, there are many reasons that the people in the target group are not ready to join the

labour market immediately and many will need coherent, cross-sectoral assistance and sup-

port in order to get to the point where they can cope with having a job or embarking on

education or training.

The expert committee’s assessment is that, overall, the coordinated, cross-sectoral approach

has only been systematised in the area for people on multidisciplinary ’resource programmes’

where the rehabilitation team has laid out a plan with cross sectorial elements, while others

in the target group do not receive a coherent offer across local authority departments and

sectors. The recommendation is therefore to systematise cross-sectoral programmes to a

greater extent for everyone and to focus more strongly on the individual’s progression. It is

imperative to ensure fast and effective follow-up if someone is making no progress and the

measures taken so far need adjustment.

One of the recommendations is to ensure early and cross-disciplinary identification of the

individual’s resources and challenges in order to define the framework and direction to be

chosen for the continued company-oriented programme and need for mentoring support.

In the same connection, each person should have a coordinating caseworker to arrange for

continuous coordination of the services provided across relevant departments and sectors.

The coordinating caseworker must also ensure instant and adequate follow-up if the person

makes no progress, based on one complete plan for each individual that spans public author-

ity systems, in combination with a new tool for measuring progression.

In addition, the expert committee recommends reinforcing the interdisciplinary support pro-

vision by vesting the local authority rehabilitation teams with genuine decision competence,

allowing team members to make their own final decisions about the next step to take. This

would also give rehabilitation team members the opportunity to see their initiatives com-

pleted, rather than passing them on to different administrative departments.

At the same time, the expert committee pinpoints the necessity of more focus on investing

in the particular individual when planning the overall programme. To a much greater extent,

local authorities must plan and prioritise their initiatives with a longer time horizon, taking

into consideration the measures that will best bring the individual closer to the labour mar-

ket or education and training, even if results will only be reaped in the longer term.

Summary

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

169

Targeting education and training

The committee of experts also recognises that the level of qualifications among the unem-

ployed on the outskirts is lower than in the population as a whole. At the same time, edu-

cation and training support such as the Work Rehabilitation Scheme and the Adult Trainee

Scheme is rarely offered to this target group. Thus, there may be potential benefits to be

gained from providing better opportunities for these individuals to move closer to the labour

market through training and skills enhancement.

Against this background, the expert committee recommends building stronger bridges to

education and training and targeting the Work Rehabilitation and Adult Trainee Schemes to

a wider extent, thus providing better opportunities for people to start regular education or

training via the two schemes.

▼

The recommendations of the committee of experts

New company-oriented programme

• Preparatory in-company programmes

• Flexible wage subsidy programme in the private business sector

• Company-oriented initiatives are the basis/platform for an active approach – supplemented by

mentoring and bridging programmes

• Extra support for the most vulnerable individuals

• Motivation for in-company work experience and ’useful job’ employment

• A fairer requirement as to what is reasonable

• Easy and non-bureaucratic contact channels for companies

• Skills enhancement in company-oriented initiatives

• Better information about the Act on Non-discrimination in Employment

Reinforced cross-disciplinary measures

• Decision competence to be vested in rehabilitation teams

• A better and more seamless transition from youth to adult in the public-sector system

• Effective mentoring support to more people

• One plan per person – across public-sector systems

• Raising programme quality through method development, pilot activities and new tools

• Competence enhancement in cross-disciplinary initiatives

• Harmonisation of objectives and concepts across legislation

• Programme packages for cross-disciplinary work targeted at local authorities

• Giving individuals more influence on goals and programmes

• Involving networks and civil society

Targeted training and education

• A target-driven rehabilitation programme

• Reinforcing the adult traineeship programme for the long-term unemployed

• Accurate clarification of skills for people on sick leave

Supportive initiatives

• More flexible debt repayment schemes

• Better handling of transport expenses

• Opportunity to offer activity programmes to inmates in prisons

• New agreements for individuals on sick leave reported in partial recovery

• Service overhaul of disability compensation programmes

• Improving the transition from unemployment benefits to self-support or welfare benefits

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Kapitel 1

▶

Indledning

Kapitel 1. Indledning

I februar 2013 nedsatte regeringen en ekspertgruppe til at udrede den aktive beskæftigel-

sesindsats og komme med anbefalinger til en ny beskæftigelsesindsats, der varigt løfter be-

skæftigelsen på en omkostningseffektiv måde. Baggrunden herfor er, at regeringen vil udvik-

le beskæftigelsespolitikken, så den aktive beskæftigelsesindsats giver størst mulig værdi for

den enkelte, for virksomhederne og for samfundet som helhed.

Ekspertgruppens arbejde har taget afsæt i tre centrale spørgsmål:

•

Hvordan sikres en beskæftigelsesindsats, der hjælper de ledige hurtigst muligt i varig

beskæftigelse?

Hvordan sikres en meningsfuld indsats, der tager udgangspunkt i den enkelte lediges be-

hov – uden at svække princippet om, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet?

Hvordan kan samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre styrkes, herunder hvordan

sikres et optimalt jobmatch, så virksomhederne får den mest kvalificerede arbejdskraft

og ledige kommer varigt i beskæftigelse?

Ekspertgruppens arbejde er delt op i to faser. Første fase, som blev afsluttet med en rapport i

februar 2014, omhandlede beskæftigelsesindsatsen for dagpengemodtagere.

I anden fase, som afsluttes med denne rapport, omhandler ekspertgruppens arbejde beskæf-

tigelsesindsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, herunder personer på førtids-

pension, fleksjob, ledighedsydelse, ressourceforløb, revalidering, kontanthjælp, uddannelses-

hjælp og sygedagpenge.

I rapporten indgår også jobparate kontanthjælpsmodtagere, jf. kapitel 2. Rapporten består af

fem analysekapitler efterfulgt af ekspertgruppens anbefalinger, som er samlet i rapportens

sidste kapitel.

På grund af den nuværende situation med et stigende antal flygtninge, der kommer til Dan-

mark, anmodede regeringen ekspertgruppen om at fremrykke afrapporteringen om integra-

tionsprogrammet, som er den særlige integrationsindsats, der gives til nyankomne flygtnin-

ge og familiesammenførte udlændinge.

Ekspertgruppen afleverede derfor i januar 2015 en delrapport vedrørende integrationspro-

grammet ”Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlæn-

dinge”, der er vedlagt som bilag bagerst i rapporten.

1.1 Ekspertgruppen og kommissorium

Ekspertgruppens sammensætning

Formand for ekspertgruppen er Carsten Koch, tidligere skatte- og sundhedsminister. Derud-

over består ekspertgruppen af:

•

Michael Rosholm, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og tidligere

vismand.

Per Kongshøj Madsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA), In-

stitut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og formand for AE, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd.

Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune, tidligere medlem af Arbejdsmar-

kedskommissionen.

•

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Ekspertgruppen påbegyndte sit arbejde med anden fase i marts 2014 og har siden holdt

20 møder, hvor ekspertgruppens sekretariat også har deltaget. Det drejer sig om repræsen-

tanter fra Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Ministeriet for Børn, Ligestilling og

Sociale forhold, Undervisningsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Sty-

relsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Der har desuden været afholdt møder med forskere fra forskellige fagområder samt afholdt

en opstartskonference, hvor specialister og praktikere på området havde mulighed for at give

input til ekspertgruppens arbejde.

Der er afholdt møde med partsgruppen, der er sammensat af de af arbejdsmarkedets parter,

som ligeledes indgik i partsgruppen i fase 1, jf. kommissoriet. Partsgruppen har fået over-

sendt ekspertgruppens rapport til kommentering, og deres bemærkninger fremgår sidst i

rapporten.

Ekspertgruppens tilgang til arbejdet har i størst muligt omfang tilstræbt at være evidens- og

forskningsbaseret og har således taget udgangspunkt i det foreliggende vidensgrundlag,

nye undersøgelser igangsat af ekspertgruppen samt drøftelser med andre interessenter,

praktikere, eksperter og partsgruppen.

Ekspertgruppen har arbejdet ud fra følgende kommissorium:

Kommissorium for udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

”Høj beskæftigelse er en betingelse for velfærd og velstand i Danmark. I dag er der dog

750.000 danskere i den arbejdsdygtige alder, som mere eller mindre permanent står udenfor

arbejdsmarkedet.

Den aktive beskæftigelsesindsats har til formål at styrke lediges tilskyndelse til og forud-

sætninger for at komme i beskæftigelse. Den aktive indsats bygger på et princip om ret og

pligt, som indebærer, at ledige har ret til hjælp til at komme i job og samtidig pligt til stå til

rådighed for arbejdsmarkedet og for en aktiv indsats.

Den aktive beskæftigelsesindsats er gennem de seneste 15-20 år løbende blevet reformeret

og opprioriteret, hvilket har medvirket til at nedbringe den strukturelle ledighed og øge be-

skæftigelsen.

Der er imidlertid mange ledige og virksomheder, som ikke oplever at få tilstrækkelig gavn af

den aktive indsats, selvom det fremgår af beskæftigelseslovgivningen, at tilbud i beskæfti-

gelsesindsatsen skal gives med henblik på hurtigst muligt at opnå varig beskæftigelse.

Danmark anvender i en international sammenhæng forholdsvis mange ressourcer på den

aktive indsats. Disse ressourcer skal anvendes bedst muligt. En reform af den aktive beskæf-

tigelsesindsats skal bidrage til regeringens reformdagsorden gennem højere beskæftigelse

og en styrkelse af de offentlige finanser, jf. regeringens 2020-plan.

Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen også skabe flere frihedsgrader i be-

skæftigelsesindsatsen, så den bliver mere jobnær og tager udgangspunkt i den enkelte le-

diges behov. Målet er ”en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der hjælper de ledige med at finde et

nyt job og som hjælper dem, der har for få kvalifikationer, med at få de rigtige og relevante

uddannelsestilbud.”

***

Regeringen ønsker en effektiv aktiv beskæftigelsesindsats, som tager udgangspunkt i den

enkelte ledige. De ledige skal rustes bedre til at blive varigt inkluderet i det arbejdsfællesskab,

der er en væsentlig byggesten for vores velfærdssamfund og for den enkeltes liv og mulighe-

Kapitel 1

▶

Indledning

der i tilværelsen. Fokus på relevant opkvalificering er et centralt redskab hertil.

Regeringen vil på den baggrund nedsætte en ekspertgruppe, som skal gennemføre en ud-

redning af beskæftigelsesindsatsen i Danmark med afsæt i en række overordnede mål, her-

under:

•

Den aktive beskæftigelsesindsats skal bidrage til at bringe den enkelte ledige i varig be-

skæftigelse hurtigst muligt.

Der skal fokus på relevant opkvalificering, såfremt det er nødvendigt for, at den enkelte

ledige står bedre rustet til at opnå varig beskæftigelse.

Den aktive indsats skal sikre, at de ledige overholder deres rådighedsforpligtelse, men

indsatsen skal samtidig tage udgangspunkt i den enkelte og i højere grad bygge på tillid.

Beskæftigelsessystemet skal bidrage til, at virksomhederne har adgang til den arbejds-

kraft, de efterspørger.

Beskæftigelsessystemet skal være omkostningseffektivt, så ressourcerne i højere grad

bruges på redskaber, som hjælper den enkelte i job.

***

Formålet med udredningen er overordnet at besvare følgende spørgsmål:

Hvordan sikres en beskæftigelsesindsats, der hjælper de ledige hurtigst muligt i varig

beskæftigelse?

2. Hvordan sikres en meningsfuld beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i den

enkelte lediges behov– uden at svække princippet om, at ledige skal stå til rådighed for

arbejdsmarkedet?

3. Hvordan kan samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre styrkes, herunder hvordan

sikres et optimalt jobmatch, fx så virksomhederne får den mest kvalificerede arbejds-

kraft, og ledige kommer i varig beskæftigelse?

1. Hvordan sikres en beskæftigelsesindsats, der hjælper de ledige hur-

tigst muligt i varig beskæftigelse?

Der anvendes i dag betydelige ressourcer på den aktive beskæftigelsesindsats. Mange ledige

og virksomhederne oplever imidlertid ikke at få tilstrækkelig gavn af indsatsen.

Ekspertgruppen skal komme med anbefalinger til, hvordan der gennem justeringer af den

aktive beskæftigelsesindsats kan sikres et varigt løft i beskæftigelsen på en omkostningsef-

fektiv måde. Udredningsarbejdet skal føre til en række konkrete forslag til at gentænke ind-

satsen. Forslagene baseres på en samlet analyse af den nuværende beskæftigelsesindsats,

herunder af hvad der virker i indsatsen. Ekspertgruppen skal komme med konkrete forslag til:

Hvilke redskaber i den aktive beskæftigelsesindsats der mest effektivt kan bidrage til at hjæl-

pe ledige hurtigst muligt i varig beskæftigelse, herunder undersøges:

•

Effekten af de eksisterende tilbud i beskæftigelsesindsatsen på både kort og længere sigt

i forhold til at sikre ledige og øvrige overførselsindkomstmodtagere varig beskæftigelse.

Forskelle på effekten af de forskellige redskaber i den aktive beskæftigelsesindsats på

tværs af gruppen af overførselsmodtagere? Kan der fx være positive effekter af uddan-

nelsesaktivering på den varige beskæftigelse?

Hvordan sikres et øget fokus på den enkelte ledige i beskæftigelsesindsatsen, herunder un-

dersøges:

•

Om indsatsen i højere grad kan tilrettelægges ud fra den enkeltes behov, herunder om

”profiling” i højere grad bør inddrages som et redskab i tilrettelæggelsen af den aktive

beskæftigelsesindsats?

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

•

Om timingen af de aktive tilbud er hensigtsmæssig?

Hvilken kombination af samtaler og aktive tilbud, der kan bidrage til i højere grad at få

ledige og andre overførselsmodtagere varigt i job?

2. Hvordan sikres en meningsfuld beskæftigelsesindsats, der tager ud-

gangspunkt i den enkelte lediges behov – uden at svække princippet om,

at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet?

Ydelserne i det danske ydelsessystem er i en international sammenhæng forholdsvist høje.

Et vigtigt sigte med den aktive beskæftigelsesindsats er således også at sikre, at de ledige

står til rådighed for arbejdsmarkedet. Ekspertgruppen skal på den baggrund komme med

anbefalinger til:

Hvordan de ledige og øvrige grupper af overførselsmodtagere kan tilbydes en meningsfuld

aktiv indsats, uden at rådighedsforpligtelsen svækkes, herunder kan Ekspertgruppen fx un-

dersøge:

•

Om nogle af kontrolelementerne over for modtagerne af den aktive indsats kan justeres?

Om dele af den aktive indsats, herunder visse pligter, kan omlægges?

Om der kan tilvejebringes et større medejerskab for den aktive indsats hos den enkelte

ledige?

Beskæftigelsesindsatsen er samtidig forholdsvis regeltung og bureaukratisk. Det indebærer

bl.a., at kommunerne bruger forholdsvis mange ressourcer på administration af indsatsen,

herunder til samtaler med de ledige og øvrige grupper af overførselsmodtagere. Ekspert-

gruppen skal komme med konkret anbefalinger til:

•

Hvordan ressourcerne i den aktive indsats anvendes mest hensigtsmæssigt, så det sikres,

at indsatsen er omkostningseffektiv.

3. Hvordan kan samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre styrkes,

herunder hvordan sikres et optimalt jobmatch fx, så virksomhederne

får den mest kvalificerede arbejdskraft, og ledige kommer i varig be-

skæftigelse?

Beskæftigelsessystemet skal bidrage til, at virksomhederne har adgang til den arbejdskraft,

de efterspørger. Ekspertgruppen skal således afdække samarbejdet mellem virksomheder og

jobcentrene og komme med konkrete anbefalinger i forhold til:

•

Initiativer, som kan sikre et stærkt samarbejde mellem jobcentrene og virksomhederne,

herunder fx initiativer, som sikrer et optimalt jobmatch mellem ledige og virksomheder.

Initiativer, som kan bidrage til at involvere flere private virksomheder i den aktive indsats,

herunder fx en forøgelse af udbuddet af private løntilskudspladser og lyst til at tage et

større socialt ansvar.

Ekspertgruppen skal inddrage internationale erfaringer vedrørende den aktive beskæfti-

gelsesindsats i udredningsarbejdet, herunder hvorvidt de afsatte ressourcer til den aktive

indsats står mål med resultaterne på beskæftigelsesområdet. Samtidig skal internationale

erfaringer, hvor den aktive beskæftigelsesindsats tilrettelægges ud fra den enkelte lediges

karakteristika, herunder internationale erfaringer med ”profiling”, også inddrages.

***

Økonomi

Ekspertgruppens samlede anbefalinger skal holde sig inden for de eksisterende økonomiske

rammer for den aktive beskæftigelsesindsats, så der sikres den bedst mulige udnyttelse af de

nuværende ressourcer. Anbefalinger som isoleret set indebærer merudgifter, vil derfor skulle

finansieres gennem omprioriteringer inden for de eksisterende økonomiske rammer for den

Kapitel 1

▶

Indledning

aktive beskæftigelsesindsats. Ekspertgruppens forslag skal samlet set understøtte regerin-

gens reformarbejde og en langsigtet forbedring af de offentlige finanser. Ekspertgruppen

skal derfor, for alle større forslag, foretage en vurdering af den langsigtede effekt på den

strukturelle ledighed og beskæftigelse.”

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Kapitel 2

▶

Rammer og udfordringer

Kapitel 2. Rammer og udfordringer

Dette kapitel beskriver rammerne for rapporten og de overordnede udfordringer, som den

aktive beskæftigelsesindsats står over for. Som afsæt for anbefalingerne giver dette kapitel

en beskrivelse af status for den aktive beskæftigelsesindsats i dag, både i forhold til udgifter-

ne på beskæftigelsesområdet og de seneste reformer.

Kapitlet indledes med at tegne et overordnet billede af de principper, der ligger til grund for

rapporten, målgruppen i fase 2 samt internationale erfaringer i forhold til den aktive beskæf-

tigelsesindsats. Herefter beskrives intentionerne samt indholdet i henholdsvis reformen af

førtidspension – og fleksjobsystemet, kontanthjælpssystemet og sygedagpengesystemet,

som er gennemført i de seneste år og indbefatter en betydelig andel af de borgere, som

nærværende rapport har fokus på. Dernæst fremgår de økonomiske rammer for indsatsen

overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, herunder en opgørelse af udgifterne til den

samlede aktive indsats, og endelig opridses de væsentligste udfordringer for den aktive be-

skæftigelsesindsats.

2.1 En mere individuel og helhedsorienteret indsats for borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet

I fase 1 tog eksperternes anbefalinger til en ny arbejdsmarkedsindsats for forsikrede ledige

udgangspunkt i, at indsatsen skal være mere enkel, indeholde flere muligheder for borgere

og kommuner, flere rettigheder til de ledige og stille færre proceskrav til kommunerne. Ind-

satsen skal understøttes digitalt og sikre større åbenhed omkring information og sagsgange

mellem ledige, jobcentre og a-kasser.

Disse principper er også udgangspunktet for fase 2, hvor ekspertgruppen behandler beskæf-

tigelsesindsatsten for borgere, der som udgangspunkt er længere væk fra arbejdsmarkedet

end de forsikrede ledige. I kommissoriets opdrag betegnes målgruppen for fase 2 som ”ik-

ke-arbejdsmarkedsparate”.

I nærværende rapport behandles følgende målgrupper: Personer på sygedagpenge, kontant-

hjælp, herunder også jobparate kontanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælp, ledigheds-

ydelse, ressourceforløbsydelse, personer der modtager førtidspension, er i fleksjob, revalide-

ring eller personer, som opbruger retten til dagpenge. I juni 2014 udgjorde denne gruppe

552.000 personer.

Der er tale om en heterogen gruppe, hvor der er forskel på, hvor langt borgeren er fra arbejds-

markedet, og hvor store og komplekse udfordringer borgeren har i forhold til at opnå en varig

beskæftigelse. På den baggrund har ekspertgruppen valgt at give målgruppen en samlet

betegnelse som ”borgere i udkanten af arbejdsmarkedet”. Ekspertgruppen har vurderet, at

det ikke er retvisende at anvende begrebet ”ikke-arbejdsmarkedsparat” om samtlige borgere

i målgruppen, da en borger i for eksempel fleksjob eller en delvis raskmeldt sygedagpenge-

modtager, som er delvist i arbejde, ikke kan siges at være ikke-arbejdsmarkedsparat.

I rapporten indgår jobparate kontanthjælpsmodtagere og personer, der opbruger retten til

dagpenge, selvom der er tale om en stærkere målgruppe. Baggrunden herfor er, at ekspert-

gruppen i fase 1 valgte at fokusere på forsikrede ledige med henblik på at tilpasse den aktive

indsats til den toårige dagpengeperiode, og i lyset af de gennemførte reformer for jobparate

kontanthjælpsmodtagere. Derfor har jobparate kontanthjælpsmodtagere og personer, der

opbruger retten til dagpenge indgået i ekspertgruppens arbejde i fase 2.

2.2 Reformer af beskæftigelsespolitikken

De seneste år er der gennemført reformer af førtidspension- og fleksjobsystemet, kontant-

hjælpssystemet og sygedagpengesystemet, som berører borgere i udkanten af arbejdsmar-

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

kedet. Det overordnede fokus i både intentionerne og målsætningerne er, at indsatsen i stør-

re omfang skal være aktiv, samt at indsatsen i højere grad være:

•

virksomhedsrettet

tværfaglig og helhedsorienteret med udgangspunkt i den enkelte

▼

Boks 2.1 De seneste reformer på området

Kontanthjælpsreformen

• Nyt visitationssystem, hvor unge under 30 år enten visiteres som uddannelsesparate eller

aktivitetsparate

• Indsatsen for unge under 30 år uden uddannelse skal have fokus på uddannelse

• Voksne og unge med en uddannelse skal i arbejde

• Aktivitetsparate får en tværfaglig indsats ved en koordinerende sagsbehandler

Førtidspension - og fleksjobreformen

• Nye ressourceforløb, hvor borgere i risiko for at ende på førtidspension kan få en stærk koordi-

neret tværfaglig indsats med fokus på job eller uddannelse

• Fleksjobordningen målrettes, så også personer med en meget begrænset arbejdsevne kan få

glæde af ordningen

• Styrket tværfaglighed ved nye rehabiliteringsteam i alle kommuner med repræsentanter fra

beskæftigelses-, sundheds-, social- og uddannelsesområdet

• Borgeren skal så vidt muligt have indflydelse på og medejerskab til indsatsen og inddrages i

forberedelsen af sagen

Sygedagpengereformen

• Tidligere indsats og opfølgning med udgangspunkt i den sygemeldtes behov for støtte til at

vende tilbage til arbejdsmarkedet

• Ny visitationsmodel, hvor ressourcer bruges målrettet på de sygemeldte, der har størst behov

for støtte

• Tværfaglig indsats for sygemeldte med komplekse problemer

• Sygemeldte sikres et forsørgelsesgrundlag under deres sygedomsforløb

På baggrund af målgruppens sammensætning og karakteristika vil en snæver beskæftigel-

sesrettet indsats for en stor del af målgruppen være utilstrækkelig. Det gælder særligt akti-

vitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere samt personer i ressourcefor-

løb og jobafklaringsforløb. Beskrivelserne af målgrupperne i kapitel 3 vidner om en gruppe af

borgere, som ofte vil stå overfor komplekse problemstillinger, der kan gøre vejen til beskæfti-

gelse eller ordinær uddannelse sværere end ellers. Eksperterne har derfor haft særligt fokus

på, at disse borgere reelt får en tværfaglig indsats, og at indsatsen har en kvalitet, der bringer

den enkelte tættere på job eller uddannelse.

Beskrivelsen af den virksomhedsrettede indsats i kapitel 4 peger på, at der er et potentiale for

at øge brugen af den virksomhedsrettede indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Viden om hvordan aktive indsatser virker, peger på, at virksomhedsrettede tilbud generelt for

disse borgere, har en positiv virkning i forhold til, at borgeren kommer i arbejde. Samarbejdet

mellem jobcenter og virksomheder er her afgørende, og virksomhederne skal både have lyst

til og mulighed for at tage borgerne ind i virksomhedsrettede forløb. Samtidig skal jobcentre-

ne være godt klædt på til opgaven. Der er behov for nye redskaber og tiltag, som kan mindske

de barrierer, som i dag kan stå i vejen for, at borgere i udkanten af arbejdsmarkedet får en

styrket virksomhedsrettet indsats.

2.3 Internationale erfaringer

Danmark står ikke alene i forhold til at have en række udfordringer med, at den erhvervsak-

tive befolkning står uden for arbejdsmarkedet. Der er i forbindelse med ekspertgruppens

arbejde gennemført en komparativ analyse af beskæftigelsesområdet i Sverige, Norge, Hol-

Kapitel 2

▶

Rammer og udfordringer

land, Tyskland og Storbritannien

, som har fokus på analyse af ydelsessystemer, reformer og

indsatser overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Analyserne har haft et særligt fo-

kus på de reformer og indsatser, der er relevante for den danske beskæftigelsesindsats. Der er

i analysen konstateret en række interessante fællestræk på tværs af de seks lande.

I alle landene har omkring en femtedel af den erhvervsaktive befolkning stået uden for ar-

bejdsmarkedet over en lang tidsperiode. Det opfattes politisk som et stigende problem set

fra et økonomisk, arbejdsudbuds- og menneskeligt perspektiv. Alle lande har i stigende grad

indført en mere aktiv tilgang for blandt andet at øge beskæftigelsen for borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet.

I de lande, vi har sammenlignet os med, kan gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet på samme måde som i Danmark karakteriseres som en heterogen størrelse, hvoraf

en stor del har komplekse sociale og helbredsmæssige problemer. Derfor er der også i alle

landene fokus på en helhedsorienteret tilgang til borgeren. Der er generelt fokus på at ko-

ordinere indsatser mellem forskellige myndigheder og ikke offentlige aktører på området i

”integrated services”.

Som eksempler på andre landes erfaringer med forskellige tiltag af indsatser på beskæfti-

gelsesområdet kan først peges på de andre skandinaviske lande. Sverige har på et tidligere

tidspunkt end Danmark indført en mere restriktiv adgang til ydelser samt et større aktivi-

tetskrav til målgruppen.

Norge er kendetegnet ved en meget aktiv arbejdsmarkedspolitik, der gør stor brug af uddan-

nelse og opkvalificering. Kvalificeringsprogrammet er et tilbud for personer på kontanthjælp

og personer med nedsat arbejds- og indtægtsevne. Det særlige er, at det er frivilligt at del-

tage – deltagerne får i stedet en økonomisk gevinst ved at deltage. En effektevaluering har

fundet en positiv beskæftigelseseffekt for deltagerne, og størstedelen af deltagerne finder

deltidsbeskæftigelse. Deltagerne har blandt andet fremhævet, at frivillighed øger deres op-

levelse af værdighed.

Internationalt kan endvidere peges på erfaringer fra blandt andre Holland, hvor arbejdsgi-

verne er forpligtet til at betale sygepenge til deres ansatte i op til to år.

Derudover er arbejdsgiverne forpligtede til at gennemføre en reintegrationsplan med den

sygemeldte. Såfremt arbejdsgiveren ikke gør sit bedste i forhold til planen, kan denne pålæg-

ges at betale sygepenge i yderligere et år.

I Tyskland er der flere eksempler på indsatser med fokus på at forbedre borgerens helbred og

beskæftigelsessituation, for eksempel ved JobFit-programmet, som er et fælles finansieret

projekt mellem sundhedsmyndigheder og jobcentrene.

Jobcenterpersonalet opgraderes med sundhedsfremmede kompetencer, og indsatsen skal

hjælpe ledige til at håndtre stress. Derudover er der i Tyskland tradition for at tildele arbejds-

giverne et ansvar for målgruppen således, at arbejdsgiverne er lovgivningsmæssigt forplig-

tede til at yde et socialt ansvar for integration af personer med handicaps på arbejdsmarke-

det. Virksomhederne kan dog betale sig fra denne forpligtelse for et mindre beløb.

Se nærmere i Deloitte & CARMA (2015).

Deloitte & CARMA (2015), s. 8 ff.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Storbritannien er kendetegnet ved et aktivt ydelsessystem med strenge krav for at modtage

ydelser. Der er indført Universal Credits, som går ud på at forsimple et komplekst ydelsessy-

stem samtidig med at øge incitamenter for at arbejde. Aktive indsatser fylder ikke så meget,

men der har været nogle interessante programmer med, som har haft fokus på indsatser for

de mest udsatte i de mest socialt belastede områder.

Set i forhold til andre lande anvender Danmark relativt mange ressourcer på beskæftigel-

sesindsatsen. Det hænger blandt andet sammen med den struktur, vi har indrettet vores ar-

bejdsmarked på i form af blandt andet flexicurity-modellen, som indebærer et særligt fokus

på samspillet mellem fleksibilitet på arbejdsmarkedet, økonomiske sikkerhedsnet og aktiv

arbejdsmarkedspolitik. Derudover er ydelsesniveauet relativt højt i Danmark sammenlignet

med de øvrige lande. I det følgende opgøres udgifterne til indsatsten overfor de relevante

målgrupper.

2.4 Hvad koster den aktive beskæftigelsesindsats?

Opgjort i 2015-pl udgjorde udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats i alt cirka 13,5 mia.

kr. i 2013. Opgørelsen fremgår af tabel 2.1. , der overordnet set svarer til den tilsvarende opgø-

relse af udgifterne i 2012 (opgjort i 2013-pl) i tabel 3.1 i ekspertgruppens første rapport

Veje

til job – en arbejdsmarkedsindsats med mening.

Som det fremgår, er udgifterne til forsørgelse

– både i aktive og passive perioder – på i alt cirka 116 mia. kr.

Tabel 2.1 Samlede udgifter til den aktive beskæftigelsesindsats og forsørgelse 2013, mio. kr. (2015-pl)

Målgruppe/indsats

Dagpengemodtagere m.v. **

Uddannelsesydelsesmodtagere (midlertidig ordning)

Kontanthjælpsmodtagere

- heraf arbejdsmarkedsparate

- heraf ikke-arbejdsmarkedsparate

Revalidender (inkl. forrevalidering)

Sygedagpengemodtagere

Ledighedsydelsesmodtagere

Ressourceforløbsydelsesmodtagere

Fleksjob og skånejob ***

Førtidspensionister (Socialministeriet)

Delsum ****

- heraf ikke-arbejdsmarkedsparate *****

Andre beskæftigelsesordninger ******

Drift (administration) af jobcentre

Puljebevillinger *******

I alt

Aktiv indsats

1.970

270

3.530

1.020

2.510

680

620

210

7.340

4.080

2.310

3.580

320

13.550

116.430

1.770

13.000

3.110

120

10.050

42.070

116.430

81.850

Forsørgelse*

25.180

1.330

19.800

* Omfatter forsørgelsesudgifter til passive og aktive ydelsesmodtagere og den alternative forsørgelsesudgift, som personer i

løntilskud, voksenlærlinge fra ledighed og i jobrotation ville have fået, hvis de ikke havde været i løntilskud m.v. (under den aktive

indsats medtages kun merudgifter ved løntilskud i forhold til alternativ forsørgelse).

** Udgifterne til dagpengemodtagere m.v. omfatter også følgeudgifter til beskæftigede m.fl.

*** Den aktive indsats for personer i fleksjob og skånejob omfatter alene følgeudgifter (mentor og hjælpemidler).

**** Omfatter foruden 5,9 mia. kr. driftsudgifter ved aktivering i vejledning og opkvalificering og 0,9 mia. kr. følgeudgifter (mentor,

hjælpemidler og befordring) også 0,6 mia. kr. merudgifter ved løntilskud i forhold til alternativ forsørgelse. Der er foretaget

afrundinger af tallene.

***** Omfatter ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, revalidender, forrevalidender og modtagere af sygedagpen-

ge, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse samt fleks- og skånejobbere og førtidspensionister.

****** Omfatter udgifter til jobrotation, voksenlærlinge, senior- og servicejob, jobpræmieordninger samt udgifter til personlige

assistance til handicappede.

******* Omfatter blandt andet pulje til implementering af rehabiliteringsteams samt bevillingen til fleksjobambassadører m.v.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af kommunale regnskabstal fra Danmarks Statistik og statsregnskabstal.

Deloitte & CARMA (2015), s. 9 ff.

Kapitel 2

▶

Rammer og udfordringer

Det fremgår af tabellen, at den del af de aktive udgifter, som umiddelbart kan fordeles på de

forskellige målgrupper udgør cirka 7,3 mia. kr., og at cirka halvdelen af disse udgifter vedrø-

rer kontanthjælpsgruppen, hvoraf den væsentligste del på cirka 2,5 mia. kr. blev anvendt på

de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere

. Udgifterne til den øvrige del af de ikke-arbejdsmar-

kedsparate målgrupper udgjorde cirka 1,6 mia. kr., herunder primært revalidender (0,7 mia.

kr.) og sygedagpengemodtagere (0,6 mia. kr.). De samlede direkte henførbare udgifter til den

aktive indsats for ikke-arbejdsparate borgere udgjorde herefter i alt knap 4,1 mia. kr. i 2013.

Dertil kommer en række udgifter, som ikke lige så entydigt lader sig fordele på målgrupper.

Det gælder for eksempel udgifterne på cirka 2,3 mia. kr. til de såkaldte ”øvrige beskæftigel-

sesordninger”, som omfatter udgifter til jobrotation, voksenlærlinge, senior- og servicejob,

jobpræmieordninger samt udgifter til personlige assistance til handicappede. Jobcentrenes

administrationsudgifter er på baggrund af kommunalt indberettede regnskabstal skønnet

til cirka 3,6 mia. kr. Endelig medtager opgørelsen i alt 0,3 mia. kr. i øremærkede puljebevillin-

ger. Der er blandt andet tale om satspuljer og bevillinger afsat til konkrete understøttende

initiativer i forbindelse med de politiske aftaler om blandt andet reformerne af førtidspensi-

on og fleksjobordningerne samt af kontanthjælps- og sygedagpengesystemet.

I nedenstående tabel 2.2. fremgår en mere detaljeret opgørelse af de i alt 7,3 mia. kr., som an-

vendes og kan henføres til den aktive indsats overfor lovens målgrupper. Af tabellen fremgår,

at cirka 5,9 mia. kr. anvendes til driftsudgifter ved aktivering i vejledning og opkvalificering,

at cirka 0,9 mia. kr. vedrører følgeudgifter (mentor, hjælpemidler og befordring) og at de re-

sterende cirka 0,6 mia. kr. er merudgifter ved løntilskud i forhold til alternativ forsørgelse.

Opgørelsesmetoden svarer til samme beregninger i ekspertgruppens første rapport, og kon-

klusionen er ligeledes den samme – at langt hovedparten af udgifterne til den aktive indsats

vedrører driften af vejlednings- og opkvalificeringstilbud. Denne udgiftskategori omfatter

dels udgifter til ordinære uddannelsestilbud, for eksempel AMU-kurser og lignende samt

tilbud om ”øvrig vejledning og opkvalificering”, der er en samlebetegnelse for en lang række

forskellige tilbudstyper, herunder særligt tilrettelagte projektforløb, jobsøgningskurser m.v.

Udgifterne til disse øvrige vejlednings- og opkvalificeringsforløb er opgjort til at udgøre knap

2,5 mia. kr. af de i alt 2,7 mia. kr., som anvendes på kontanthjælpsgruppen, og udgør også ho-

vedparten af udgifterne til den aktive indsats for sygedagpenge- og ledighedsydelsesmod-

tagere.

Begrebet ”ikke-arbejdsmarkedsparate borgere” anvendes her undtagelsesvist af hensyn til konsistens med begrebet,

som anvendes i tabel 2.1. af historiske årsager.

AMU-kurser kan både være ordinær uddannelse eller ”øvrig vejledning og opkvalificering”.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Tabel 2.2 Målgruppeopdelt opgørelse af udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats 2013, mio. kr.

(2015-pl)

Målgruppe/indsats

Kontanthjælpsmodtagere

- heraf arbejdsmarkedsparate

- heraf ikke-arbejdsmarkedsparate

Revalidender (inkl. forrevalidering)

Sygedagpengemodtagere

Ledighedsydelsesmodtagere

Ressourceforløbsydelsesmodtagere

Personer i fleksjob

Delsum ikke-arbejdsmarkedsparate

Dagpengemodtagere m.v.

Uddannelsesydelsesmodtagere

I alt

Drifts-

udgifter

2.680

770

1.900

560

580

190

3.240

1.580

260

5.860

Følge-

udgifter*

480

140

340

550

210

900

Merudg. til

løntilskud**

370

110

270

290

180

580

Aktiv ind-

sats i alt

3.530

1.020

2.510

680

620

210

4.080

1.970

270

7.340

* Består af udgifter til mentorer, hjælpemidler og befordring. Udgifter til mentorer registreres ikke på målgrupper, så de er fordelt

efter målgruppens relative andel af aktiverede personer. Udgifter til hjælpemidler og befordring er registreret for hver målgrup-

pe (inkl. personer i fleksjob).

** Merudgifter til løntilskud er beregnet som differencen mellem de samlede udgifter til løntilskud og de tilsvarende udgifter til

forsørgelse, hvis løntilskudspersonerne i stedet have fået dagpenge eller kontanthjælp m.v.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af kommunale regnskabstal fra Danmarks Statistik og statsregnskabstal.

Tabel 2.3 Målgruppeopdelt opgørelse af udgifterne til vejledning og opkvalificering 2013, mio. kr. (2015-pl)

Målgruppe/indsats

Kontanthjælpsmodtagere

- heraf arbejdsmarkedsparate

- heraf ikke-arbejdsmarkedsparate

Revalidender (inkl. forrevalidering)

Sygedagpengemodtagere

Ledighedsydelsesmodtagere

Ressourceforløbsydelsesmodtagere

Personer i fleksjob

Delsum ikke-arbejdsmarkedsparate

Ordinær

uddannelse

190

130

330

480

Øvrig vejledning

og opkvalificering

2.490

720

1.770

240

560

190

2.770

I alt

2.680

770

1.900

560

580

190

3.240

Kilde: Egne beregninger på baggrund af kommunale regnskabstal fra Danmarks Statistik og statsregnskabstal.

2.5 Hvad virker for målgruppen?

Der er igennem de seneste år opbygget viden om, at en virksomhedsrettet indsats går igen

ved indsatser, der har positive effekter på tværs af gruppen af borgere i udkanten af arbejds-

markedet. Den virksomhedsrettede indsats er i mange tilfælde kombineret med andre tilbud

som for eksempel mentorstøtte eller psykiatrisk behandling.

Der er således et tungtvejende argument for som hovedregel at aktivere borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet i virksomhedsrettede tilbud. Effekterne af den virksomhedsrettede ind-

sats er nærmere beskrevet i rapportens kapitel 4.

Der er endvidere evidens for, at særlige typer af tværfaglige indsatser har en positiv effekt for

målgruppen, hvor man i de mest effektive indsatser som udgangspunkt benytter sig af en

række forskellige indsatser og redskaber på tværs af forvaltninger og sektorer med henblik

på at sikre borgeren en individuel og helhedsorienteret indsats. Især er tværfaglige indsatser

Kapitel 2

▶

Rammer og udfordringer

bedst belyst i forbindelse med en kombineret sundheds- og beskæftigelsesindsats. Effekter-

ne af den tværfaglige indsats er nærmere beskrevet i kapitel 5.

Kernen i hvad der virker for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, indebærer derfor, at

borgeren skal ud på en rigtig virksomhed med rigtige kollegaer og arbejdsopgaver samtidig

med, at der skal være en sammenhængende tværfaglig indsats, hvor de forskellige aktivi-

teter, der sættes i gang for borgeren, understøtter hinanden og tilsammen er frugtbare i

forhold til at få borgeren videre i job eller uddannelse.

2.6 Overordnede udfordringer for den aktive beskæftigelsesindsats

Der kan være forskellige årsager til, at borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan have van-

skeligt ved at komme i job eller gennemføre en uddannelse. Udfordringerne afspejler både

fysiske, psykiske, sociale og kompetencemæssige forhold. Kommunernes arbejde med at sik-

re ordinær uddannelse og beskæftigelse til disse borgere er derfor en kompleks opgave, som

stiller høje krav til indsatsen.

Herunder opsummeres de udfordringer, som kan udledes direkte af analyserne af den nuvæ-

rende beskæftigelsesindsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, jf. kapitel 3 til 7. Det

drejer sig om:

•

For få borgere i udkanten af arbejdsmarkedet får en jobrettet indsats.

Alt for mange borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har ikke en kompetencegivende

uddannelse.

De regler og den lovgivning kommunerne arbejder ud fra, udgør tilstrækkeligt gode ram-

mer for tilrettelæggelsen af en styrket tværfaglig indsats.

Revalideringsordningen har ikke fulgt med de nye reformer på beskæftigelsesområdet

og skal moderniseres, så den dækker et reelt behov for indsats.

Kommunernes økonomiske incitamenter for at igangsætte langsigtede, helhedsoriente-

rede indsatser er ikke gode nok.

Det kan være svært for kommunerne at træffe de rigtige valg ved igangsættelse af tvær-

faglige indsatser, fordi viden om, hvad der virker dels er begrænset og dels ikke er udbredt

ordentligt.

Ved langsigtede og tværgående investeringer i borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

kan gevinsten være svær at synliggøre tilstrækkeligt klart i kommunen, hvilket kan med-

føre, at argumenterne for en sådan investering lokalt ikke er overbevisende nok.

•

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Kapitel 3. Målgrupper og

udfordringer

3.1 Indledning

Som et afsæt for ekspertgruppens anbefalinger til en forbedret aktiv indsats for gruppen af

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet på offentlig forsørgelse giver dette kapitel en generel

karakteristik af målgruppen. Formålet med dette kapitel er at afdække, hvordan borgere be-

væger sig mellem ydelser, hvem borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er, hvilke udfordrin-

ger de står overfor, og hvilken indsats de får. Der indgår en række personcases i kapitlet, der

illustrerer nogle af de problemstillinger, som disse borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

kan stå overfor.

Dette kapitel har fokus på personer, der modtager en af ydelserne førtidspension, fleksjob,

ledighedsydelse, ressourceforløb, revalidering, kontanthjælp, uddannelseshjælp og sygedag-

penge. Kontanthjælpsmodtagere visiteres som enten jobparate eller aktivitetsparate, mens

uddannelseshjælpsmodtagere visiteres som åbenlyst uddannelsesparate, uddannelsespara-

te eller aktivitetsparate. Når det er relevant, skelnes der i analysen mellem visitationskate-

gorier. Se eventuelt bilag 3.1 for en nærmere beskrivelse af de enkelte ordninger. I resten af

dette kapitel vil gruppen af personer, der modtager en af de angivne ydelser blive omtalt som

”borgere i udkanten af arbejdsmarkedet”, selvom de jobparate kontanthjælpsmodtagere og

sygedagpengemodtagere med et job også er en del af gruppen, og personer i fleksjob har et

arbejde.

▼

Boks 3.1 Definition af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet består af modtagere af:

• Førtidspension

• Fleksjob

• Ledighedsydelse

• Ressourceforløb

• Revalidering

• Kontanthjælp

• Uddannelseshjælp

• Sygedagpenge

Herudover kan der være en gruppe selvforsørgende, som også kan betragtes som værende på

kanten af arbejdsmarkedet samt modtagere af de midlertidige ydelser arbejdsmarkedsydelse og

uddannelsesydelse. Borgere på de midlertidige ydelser vil indgå i analysen, når det er relevant.

3.2 Hvor mange er på offentlig forsørgelse?

▶

Der er cirka

550.000 offentligt

forsørgede per-

soner, når der ses

bort fra dagpenge-

og efterlønsmod-

tagere

Antallet af fuldtidspersoner, der modtager en overførselsindkomst (eksklusiv efterløn, folke-

pension og SU), har i perioden fra januar 2004 til december 2013 samlet set svinget mellem

536.000 (august 2008) og 734.000 (januar 2004)

. I juni 2014 var der 643.000 fuldtidsperso-

ner, der modtog en offentlig overførselsindkomst. Som det fremgår af figur 3.1, svinger det

med konjunkturerne, hvor mange personer i den arbejdsdygtige alder, der er offentligt for-

sørget. Antallet af offentligt forsørgede var således faldende under højkonjunkturen i 2005-

2008, mens antallet steg fra 2008 til 2009 og har siden ligget nogenlunde konstant.

Antallet af fuldtidspersoner i den enkelte måned er beregnet som antal uger, hver enkeltperson har modtaget en given

ydelse inden for den valgte periode dividret med det antal uger, som hele perioden dækker.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Hvis man ser bort fra gruppen af dagpengemodtagere, er der betydeligt mindre udsving

i antallet af personer på overførselsindkomst i perioden 2004-2014. Det samlede antal af

fuldtidspersoner på ydelserne førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse, ressourceforløb, re-

validering, forrevalidering, uddannelseshjælp, kontanthjælp, særlig uddannelsesydelse, ar-

bejdsmarkedsydelse og sygedagpenge (borgere i udkanten af arbejdsmarkedet) har svinget

mellem 491.000 og 561.000 i perioden januar 2004 til december 2013. I juni 2014 var der

552.000 personer i gruppen. Det relativt begrænsede udsving i antallet af borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet selv på tværs af konjunkturer vidner om, at der er tale om et strukturelt

problem.

▶

Antallet af bor-

gere i udkanten af

arbejdsmarkedet

er et strukturelt

problem

Ordningerne for disse grupper af borgere har alle forskelligt formål og forskellige målgrup-

per, men alligevel er der et vist overlap, således at regelændringer for en ordning kan have

afledte effekter på andre ordninger.

Figur 3.1 Antal fuldtidspersoner på overførselsindkomst, januar 2004 - juni 2014

800.000

700.000

600.000

500.000

400.000

300.000

200.000

100.000

2004

2005

2006

2007

2008 2009

2010

2011

2012

2013

2014

Førtidspension

Forrevalidering

Kontanthjælp

Sygedagpenge

Fleksjob

Revalidering

Ressourceforløb

A-dagpenge

Ledighedsydelse

Uddannelseshjælp

Uddannelses- og arbejdsmarkedsydelse

▶

Andelen af den

erhvervsaktive be-

folkning uden for

arbejdsmarkedet

ligger på nogen-

lunde samme

niveau i Danmark

som i andre lande

vi typisk sammen-

ligner os med

▶

358.300 borge-

re i udkanten af

arbejdsmarkedet

har været offentlig

forsørget i mindst

80 pct. af de sidste

fem år

Kilde: Jobindsats.dk

Deloitte har i samarbejde med CARMA undersøgt antallet af borgere i udkanten af arbejds-

markedet i henholdsvis Danmark, Norge, Sverige, Holland, Tyskland og Storbritannien. På

grund af forskellige ydelsessystemer og opgørelsesmetoder i de seks lande, er det svært at

lave en præcis sammenligning, men generelt er andelen af den erhvervsaktive befolkning

uden for arbejdsmarkedet på nogenlunde samme niveau i alle landene, og der er således ikke

tale om en særligt tung dansk udfordring (Deloitte & CARMA, 2015).

3.2.1 Hvor lang tid modtager borgere i udkanten af arbejdsmarkedet of-

fentlig forsørgelse?

I uge 20 2014

var der 553.900 borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Heraf har 459.000

personer (81 pct.) været offentligt forsørget i mindst 80 pct. af det forgangne år og 358.300

personer (65 pct.) har været offentligt forsørget i mindst 80 pct. af tiden de forgangne fem

år, se tabel 3.1. En stor del af de personer, der har været offentligt forsørget i en lang periode

er personer på mere eller mindre permanente ydelser som førtidspension, fleksjob og ledig-

hedsydelse. Det bemærkes dog, at 63 pct. af de aktivitetsparate og 40 pct. af de jobparate

kontanthjælpsmodtagere har været offentligt forsørget i mindst 80 pct. af de foregående

fem år, se tabel 3.1.

Undersøgelsen tager udgangspunkt i personer, der var offentligt forsørget i uge 20 2014, fordi ugen er en ”typisk uge”,

der ikke ligger i en typisk ferieperio de.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Tabel 3.1 Antal offentligt forsørgede opdelt efter ydelse, uge 20 2014

Antal personer,

der modtog

ydelsen i uge

20 2014

Havde været

offentlig

forsørget* i

mindst 80 pct.

af det forudgå-

ende år

Antal

25.400

800

6.800

19.500

19.900

67.800

6.900

3.000

7.700

3.700

56.100

13.300

228.100

459.000

230.900

Havde været

offentligt

forsørget* i

mindst 80 pct.

af de forudgå-

ende fem år

Pct.

Sygedagpenge

Uddannelseshjælp, åbenlyst

uddannelsesparate

Uddannelseshjælp, uddannel-

sesparate

Uddannelseshjælp, aktivitets-

parate

Kontanthjælp, jobparate

Kontanthjælp, aktivitetsparate

Arbejdsmarkedsydelse

Særlig uddannelsesydelse

Revalidering

Ressourceforløb

Fleksjob

Ledighedsydelse

Førtidspension

I alt

I alt uden førtidspension

Antal

82.100

3.900

15.500

25.100

28.400

75.400

8.100

3.700

8.100

4.000

56.600

13.700

229.300

553.900

324.600

Antal

4.100

100

1.700

7.100

11.400

47.600

1.400

800

3.800

2.200

50.100

11.000

217.000

358.300

141.300

Pct.

* Offentlig forsørgelse er defineret som dagpenge, arbejdsmarkedsydelse, særlig uddannelsesydelse, kontanthjælp, uddannel-

seshjælp, rotationsvikarer, sygedagpenge, revalidering, forrevalidering, førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse og ressourcefor-

løbsydelse.

Kilde: DREAM

Personer, der har været offentligt forsørget i mindst 80 pct. af det forgangne år, og som mod-

tager en af ydelserne kontanthjælp, uddannelseshjælp, arbejdsmarkedsydelse, uddannelse-

sydelse, ressourceforløb, førtidspension og ledighedsydelse samt sygedagpengemodtagere,

der ikke er tilknyttet en arbejdsplads, må alle betragtes som personer, der er relativt langt fra

arbejdsmarkedet. Denne gruppe bestod i uge 20 2014 af 390.100 personer.

Selvom en stor del af borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet har været offentligt forsørget

i lang tid, er det vigtigt at være opmærksom på, at der også er et betydeligt antal personer,

der blot modtager for eksempel kontanthjælp eller sygedagpenge i en kortere periode. Så

selvom det samlede antal af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet ikke ændrer sig meget

over tid, jf. figur 3.1, er der dog en udskiftning i hvilke personer, der er en del af gruppen.

▶

Sygedagpenge og

kontanthjælp går

ofte forud for de

øvrige ydelser for

borgere i udkan-

ten af arbejdsmar-

kedet

3.2.2 Forsørgelseshistorik for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

For personer i revalidering, fleksjobordningen, ressourceforløb og på førtidspension gælder,

at mellem 80 og 90 pct. var offentligt forsørgede, inden de begyndte at modtage pågælden-

de ydelse. Det er mellem to tredjedele og tre fjerdedele, som modtog kontanthjælp eller sy-

gedagpenge inden starten på ydelsesforløbet. Revalidender og personer i fleksjobordningen

kommer primært fra sygedagpenge, mens førtidspensionister og personer på ressourcefor-

løb kommer mere ligeligt fra sygedagpenge og kontanthjælp.

Se eventuelt bilag 3.2, der viser forsørgelseskilde inden start i fleksjobordningen, på revalidering, førtidspension og

ressourceforløb. Opgørelsen er lavet på baggrund af personer, der modtog de pågældende ydelser i uge 20 2014.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 3.2 Typiske personbevægelser igennem ydelsessystemet

Kortvarige forløb

Ressourceforløb

Kontanthjælp

Uddannelseshjælp

Sygedagpenge

Jobafklaringsforløb

Uddannelse

Fleksjobordningen

Beskæftigelse

Revalidering

Førtidspension

Langvarige forløb

Forsørgelseshistorikken ser betydeligt anderledes ud for kontant- og uddannelseshjælps-

modtagerne, idet størstedelen af denne gruppe ikke var offentligt forsørget, inden de star-

tede på ydelsen. Blandt personer, der havde modtaget kontant-/uddannelseshjælp i under

et år, var det 73 pct., der inden start på kontant-/uddannelseshjælpsforløbet var enten i be-

skæftigelse, uddannelse eller selvforsørget på anden vis.

Der er 20 pct., der kommer fra en

SU-berettiget uddannelse. Blandt personer med en kontant-/uddannelseshjælpsanciennitet

på mellem et og tre år og mellem tre og fem år var der henholdsvis 64 og 63 pct., der var i

beskæftigelse, uddannelse eller anden selvforsørgelse inden start på ydelsesforløbet. Der er

altså en tendens til, at jo længere en kontant-/uddannelseshjælpsmodtager har været på

ydelsen, jo større sandsynlighed er der for, at personen modtog en anden offentlig ydelse

inden starten på kontant-/uddannelseshjælpsforløbet.

Også blandt sygedagpengemodtagere er det langt størstedelen, der ikke var offentligt for-

sørget før de startede på ydelsen. Blandt personer, der havde modtaget sygedagpenge under

et år, var 71 pct. i beskæftigelse inden de begyndte at modtage sygedagpenge, mens 16 pct.

modtog dagpenge. Blandt personer der havde modtaget sygedagpenge i mellem et og tre

år, var de tilsvarende tal 61 og 26 pct. Der er altså større sandsynlighed for, at personer, der

har været længere på sygedagpenge, var offentligt forsørget, inden de startede på sygedag-

pengeforløbet.

Personer, der hverken er beskæftiget eller på dagpenge inden start på et

sygedagpengeforløb, er typisk enten selvforsørgende (ofte selvstændige), på SU, barselsdag-

penge eller revalidering inden start på forløbet.

Langtidsledige på dagpenge kan også blive en del af gruppen af borgere i udkanten af ar-

bejdsmarkedet. Boks 3.2 viser efterfølgende forsørgelsesstatus for personer, der opbruger

dagpengeretten.

Kontant- og uddannelseshjælp behandles under ét idet en stor del af de personer, der i dag får uddannelseshjælp

modtog kontanthjælp indtil kontanthjælpsreformen trådte i kraft 1. januar 2014.

Se eventuelt bilag 3.3, der viser forsørgelseskilde inden start på kontant-/uddannelseshjælp. Opgørelsen er lavet på

baggrund af personer, der modtog kontant- eller uddannelseshjælp i uge 20 2014.

Se eventuelt bilag 3.4, der viser forsørgelseskilde inden start på sygedagpenge for personer, der modtog sygedagpenge

i uge 20 2014.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

▼

Boks 3.2 Efterfølgende forsørgelsesstatus for personer, der opbruger dagpengeperioden

Dagpengeretten blev i 2010 vedtaget sænket fra fire til to år. I januar 2013 opbrugte de første perso-

ner retten til den nye kortere dagpengeperiode. I alt var der 33.600 personer, som opbrugte retten

til dagpenge i 2013, og 11.800 personer, der opbrugte dagpengeretten i perioden januar – august

2014. Blandt personer, der opbrugte retten til dagpenge i januar-maj 2014, var der tre måneder efter

dagpengeophør:

23 pct. i beskæftigelse,

42 pct., der modtog arbejdsmarkedsydelse

8 pct., der modtog særlig uddannelsesydelse

2 pct., der modtog kontanthjælp eller uddannelseshjælp

8 pct., der modtog sygedagpenge

10 pct., der modtog anden offentlig forsørgelse end de ovenfor nævnte

7 pct. (500 personer) havde hverken offentlig forsørgelse eller lønindkomst

Kilde: Jobindsats.dk

▶

Mange modtager

kun kontanthjælp

eller sygedagpen-

ge i en kortere

periode, men en

del er offentligt

forsørget i en læn-

gere periode

3.2.3 Hvor bliver de af?

Som ovenstående afsnit viser, går sygedagpenge og kontanthjælp ofte forud for mere per-

manent offentlig forsørgelse, men det er naturligvis ikke alle kontanthjælpsmodtagere og

sygedagpengemodtagere, der kommer i en af disse ordninger. Figur 3.3 viser hvor stor en

andel, der fortsat er på henholdsvis kontanthjælp, sygedagpenge eller anden offentlig for-

sørgelse inden for et år. Et år efter start på kontanthjælp modtager 55 pct. stadig kontant-

hjælp, mens 4 pct. modtager anden offentlig forsørgelse. Omvendt er der altså 41 pct., der er

kommet i beskæftigelse, anden selvforsørgelse eller uddannelse inden for det første år efter

kontanthjælpsstart. Blandt sygedagpengemodtagere er der 15 pct., der modtager sygedag-

penge et år efter sygedagpengestart, mens der er 26 pct., der modtager anden offentlig for-

sørgelse (typisk dagpenge). Der er 59 pct. der er kommet i beskæftigelse, selvforsørgelse eller

uddannelse. For både kontanthjælp og sygedagpenge gælder altså, at mange kun modtager

ydelsen i en kortere periode, men der er også en del, der er offentligt forsørget i en længere

periode.

Figur 3.3 Andel personer, der modtager henholdsvis kontanthjælp og sygedagpenge eller anden offent-

lig forsørgelse et givet antal uger efter ydelsesforløbet start. Forløb påbegyndt i 2012

120

100

Pct.

21 uger

26 uger

30 uger

39 uger

34 uger

43 uger

47 uger

52 uger

8 uger

13 uger

0 uger

17 uger

4 uger

Uger efter start på ydelsen

Kontanthjælp tilbagefald til alle ydelser

Kontanthjælp tilbagefald til kontanthjælp

Sygedagpenge tilbagefald til alle ydelser

Sygedagpenge tilbagefald til sygedagpenge

Kilde: Jobindsats.dk

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Afgangen fra

kontanthjælp/

sygedagpenge er

mindre for grup-

per, der har mod-

taget disse ydelser

længere

Der er en sammenhæng mellem sandsynligheden for at afgå fra kontanthjælp og kontant-

hjælpsancienniteten, således at afgangen fra kontanthjælp er størst blandt personer, der har

modtaget kontanthjælp i kortere tid.

Derudover er der blandt personer, der afslutter et kon-

tanthjælpsforløb, større sandsynlighed for at afgå til anden offentlig forsørgelse, jo længere

tid man har modtaget kontanthjælp. Blandt de personer, der var afgået fra kontanthjælp,

var der 19 pct. blandt de, der havde modtaget kontanthjælp i under et år, der afgik til anden

offentlig forsørgelse. Blandt personer, der afgik fra kontanthjælp efter et til tre år, tre til fem

år og mere end fem år, var der henholdsvis 39, 60 og 74 pct., der afgik til anden offentlig

forsørgelse. Modsat er der forholdsvis flere, der afgår til beskæftigelse og uddannelse blandt

personer, der har modtaget kontanthjælp i kortere tid. Afgangen fra uddannelseshjælp og

sammenhængen med ydelsesancienniteten svarer til billedet for kontanthjælp.

Der er betydeligt større afgang fra sygedagpenge end fra kontanthjælp. Ligesom blandt

kontanthjælpsmodtagerne er der størst afgang fra sygedagpenge blandt dem, der har væ-

ret kortest tid på ydelsen, mens relativt flere blandt de, der afgår, overgår til beskæftigelse

blandt dem, der har modtaget sygedagpenge i kortere tid.

I dette afsnit er det vist, at langt størstedelen af dem, der er på førtidspension, ressource-

forløb, fleksjob, ledighedsydelse og revalidering modtog kontanthjælp eller sygedagpenge

inden starten på deres nuværende ydelsesforløb. Det er desuden vist, at afgangen fra både

sygedagpenge og kontanthjælp er mindre blandt grupper, der har været længere på ydel-

sen, mens afgangen til beskæftigelse blandt dem, der afgår, er størst blandt dem, der afgår

hurtigt. Risikoen for, at kontanthjælp eller sygedagpenge er starten på en lang karriere som

offentligt forsørget, forøges altså jo længere man modtager kontanthjælp eller sygedag-

penge.

▶

Afgang fra et

langvarigt kon-

tanthjælps-/syge-

dagpengeforløb er

oftere til anden of-

fentlig forsørgelse,

end afgang fra et

kortere kontant-

hjælps-/sygedag-

pengeforløb er

3.3 Hvem er borgere i udkanten af arbejdsmarkedet?

I dette afsnit undersøges sammensætningen af gruppen af borgere i udkanten af arbejds-

markedet nærmere.

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er generelt ældre end befolkningen i den arbejds-

dygtige alder. Uddannelseshjælpsmodtagere er dog relativt unge, hvilket følger af, at ydelsen

gives til unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. Mænd er over-

repræsenteret blandt de jobparate kontanthjælpsmodtagere og de uddannelsesparate ud-

dannelseshjælpsmodtagere, mens kvinder er overrepræsenteret i alle øvrige ydelsesgrupper.

Samlet set udgør kvinder 54 pct. af borgerene i udkanten af arbejdsmarkedet.

▶

Indvandrere og

efterkommere

fra ikke-vestlige

lande er overre-

præsenteret blandt

borgere i udkan-

ten af arbejdsmar-

kedet

Indvandrere fra ikke-vestlige lande er generelt overrepræsenteret blandt borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet. Indvandrere fra ikke-vestlige lande er i særlig høj grad overrepræsente-

ret blandt kontanthjælpsmodtagere, hvor de udgør 21 pct. af de jobparate og 33 pct. af de ak-

tivitetsparate, og blandt førtidspensionister, hvor de udgør 13 pct. mod 7 pct. af befolkningen

i den arbejdsdygtige alder. Der er desuden en tendens til, at der er en større andel personer

med ikke-vestlig baggrund i gruppen af langvarigt forsørgede i forhold til gruppen af be-

rørte. Efterkommere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret blandt uddannelseshjælps-

modtagerne, men ikke i de øvrige ordninger for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Kønsforskelle i forsørgelseskilden er anderledes blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande

end blandt personer med dansk oprindelse.

Blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande på

Se eventuelt bilag 3.5, der viser afgangen fra kontanthjælp.

Se eventuelt bilag 3.6, der viser afgangen fra uddannelseshjælp.

Se eventuelt bilag 3.7, der viser afgangen fra sygedagpenge.

Bilag 3.8 viser en række baggrundskarakteristika for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet sammenholdt med be-fol-

kningen i den arbejdsdygtige alder. Undersøgelsen tager udgangspunkt i personer, der var offentligt forsørget i uge 20 2014.

Ugen er valgt, fordi den er en ”typisk uge”, der ikke ligger i en typisk ferieperiode.

Se eventuelt bilag 3.9.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

kontanthjælp er en større andel kvinder end blandt kontanthjælpsmodtagere med dansk

oprindelse.

Modsat udgør kvinder en mindre andel af gruppen af indvandrere fra ikke-vest-

lige lande, der modtager de øvrige ydelser for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet som

uddannelseshjælp, sygedagpenge, fleksjob og førtidspension, end kvinder udgør af gruppen

af danskere, der modtager disse ydelser.

Relativt flere af borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet bor i en lejebolig sammenlignet

med befolkningen generelt,

og relativt mange borgere i udkanten af arbejdsmarkedet bor

alene. Der er desuden forskel på, hvor stor en andel af indbyggerne i landets kommuner, der

er i udkanten af arbejdsmarkedet. I en række kommuner nord for København er det under 10

pct. af indbyggerne, mens det i Lolland kommune er 27 pct. af indbyggerne. Generelt udgør

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet en mindre andel i kommunerne omkring København,

Århus og Aalborg, mens øerne under Fyn og Sjælland samt Bornholm har en stor andel bor-

gere i udkanten af arbejdsmarkedet.

▼

Boks 3.3 Karakteristika for personer, der opbruger dagpengeretten, i forhold tildagpengemodtagere

gererelt, januar 2013 – juni 2014

Personer, der har opbrugt dagpengeretten i perioden januar 2013 til juni 2014, er ældre end dagpen-

gemodtagere generelt. Personer under 30 år er stærkt underrepræsenteret, mens personer over 50

år er stærkt overrepræsenteret blandt dem, der opbruger dagpengeretten, i forhold til dagpenge-

modtagere generelt.

Ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenteret blandt personer, der har opbrugt dagpengeretten

i forhold til deres andel af dagpengemodtagere generelt, mens personer med dansk baggrund er

underrepræsenteret.

Mændene var overrepræsenteret blandt personer, der opbrugte dagpengeretten i 2013, mens kvin-

derne er overrepræsenteret blandt dem, der har opbrugt retten i 2014. Denne forskel skyldes blandt

andet, at mænd typisk arbejder i den private sektor og kvinder i den offentlige, og fordi den private

sektor reagerede hurtigere på lavkonjunkturen end den offentlige, ramte lavkonjunkturen kvinder

og mænd i forskellige tempi.

Medlemmer af 3F A-kasse og HK A-kasse er overrepræsenteret blandt personer, der opbrugte dag-

pengeretten både i 2013 og 2014, men medlemmerne af HK A-kasse er i højere grad overrepræsen-

teret blandt dem, der opbrugte retten i 2014 end i 2013. Medlemmer af FOA A-kasse var underrepræ-

senteret blandt dem, der opbrugte retten i 2013, men blandt dem, der opbrugte retten i 2014, er FOA

A-kasses andel svarende til medlemmernes andel af dagpengemodtagere generelt.

Kilde: Jobindsats.dk

▶

Mange borge-

re i udkanten af

arbejdsmarkedet

har ikke en kom-

petencegivende

uddannelse

Udfordringer for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har i højere grad end befolkningen gene-

relt følgende udfordringer:

•

Svag uddannelsesbaggrund

Flere kontakter til sundhedsvæsenet

Tager mere psykofarmaka

Ringere selvvurderet helbred

Har siddet mere i fængsel

Har oftere været anbragt uden for hjemmet som barn

Hvis man alene ser på person er, der i uge 20 i 2014 har været offentligt forsørget i mere end 80 pct. af de forudgående

fem år, er forskellen i andelen af kvinder blandt aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere endnu mere udtalt. Blandt personer

med dansk baggrund udgør kvinder 49 pct. af de kontanthjælpsmodtagere, der har været offentligt forsørget i mere end 80

pct. af de sidste fem år. Blandt ikke-vestlige indvandrere udgør kvinder 63 pct. af samme gruppe.

Se bilag 3.10.

Se eventuelt bilag 3.11, der viser et Danmarkskort over andel borgere i udkanten af arbejdsmarkedet af befolkningen i

de enkelte kommuner.

Bilag 3.12 viser udfordringer for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet sammenholdt med befolkningen i den arbejds-

dygtige alder.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Det er vigtigt at understrege, at der her er tale om gennemsnitsbetragtninger, og at borgere

i udkanten af arbejdsmarkedet naturligvis er meget forskellige. Nogle borgere har mange

udfordringer, mens andre mere eller mindre umiddelbart vil kunne træde ind på arbejds-

markedet.

En stor del af borgerene i udkanten af arbejdsmarkedet har ikke en kompetencegivende ud-

dannelse, og særligt blandt de unge kontanthjælpsmodtagere er der en stor del uden en

kompetencegivende uddannelse sammenlignet med den jævnaldrende befolkning.

▶

Mange borge-

re i udkanten af

arbejdsmarkedet

har dårligt fysisk

og/eller psykisk

helbred

Der er meget der tyder på, at borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har et dårligere fysisk

og psykisk helbred end befolkningen generelt. I gennemsnit har alle ydelsesgrupper blandt

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet flere kontakter til alment praktiserende læge end

befolkningen i den arbejdsdygtige alder. Blandt borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er

der samlet set 9 pct., der har haft mere end 30 kontakter på et år. Både blandt job- og akti-

vitetsparate kontanthjælpsmodtagere er det 7 pct., mens det blandt befolkningen generelt

kun er 2 pct. Der er desuden en betydeligt større andel blandt borgere i udkanten af arbejds-

markedet, der tager psykofarmaka end blandt befolkningen som helhed.

I befolkningen

i den arbejdsdygtige alder er der 9 pct., der i løbet af et år tager psykofarmaka, mens det

blandt borgere i udkanten af arbejdsmarkedet samlet set er 32 pct. I alle andre grupper end

de jobparate kontanthjælpsmodtagere er der en større andel, der tager psykofarmaka, end

i befolkningen som helhed. Blandt de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er det 36

pct., mens det blandt førtidspensionisterne og ledighedsydelsesmodtagerne er henholdsvis

35 og 38 pct.

▼

Personcase: Kvinde med fibromyalgi

En kvinde med smerter i armene mener ikke selv, at hun kan arbejde, men jobcenteret er ikke enig i

denne vurdering. Kvinden har været udredt på et sygehus, uden nogen objektive fund, hvorfor der er

forsøgt aktivering, som kvinden oplever medfører en forværring af smerterne.

Egen læge fraråder nogen form for aktivering, da kvinden ligeledes er psykisk påvirket af sin situa-

tion. Egen læge mener ikke, at kvinden vil kunne genindtræde på arbejdsmarkedet grundet hendes

fysiske og psykiske gener.

Kilde: Deloitte (2015)

Den faktiske helbredstilstand er svær at redegøre fuldstændigt for på baggrund af register-

oplysninger, og det er derfor sandsynligt, at den enkeltes egen opfattelse af sit helbred giver

et mere nuanceret billede. Rapporten ”Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil

2013” giver et billede af det selvvurderede helbred blandt borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet. Undersøgelsen viser, at både førtidspensionister og den samlede gruppe af kontant-

hjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere og revalidender (i rapporten kaldet ”andre uden

for arbejdsmarkedet”) selv vurderer deres helbred dårligere, end ledige og beskæftigede gør.

Der er betydeligt flere førtidspensionister (49 pct.) og andre uden for arbejdsmarkedet (33

pct.), der selv vurderer, at de har dårligt fysisk helbred, end blandt personer i beskæftigelse (4

pct.) og ledige (7 pct.). Der er ligeledes betydeligt flere blandt førtidspensionister (30 pct.) og

andre uden for arbejdsmarkedet (43 pct.) end blandt beskæftigede (7 pct.) og ledige (13 pct.),

der angiver, at de har dårligt mentalt helbred.

▶

Relativt mange

kontanthjælps-

modtagere har

siddet i fængsel

Blandt kontanthjælpsmodtagerne og særligt de aktivitetsparate er der betydeligt flere end

i befolkningen generelt, der har siddet i fængsel. I 2012 havde 7,7 pct. af de aktivitetsparate

og 4,8 pct. af de jobparate kontanthjælpsmodtagere afsonet en dom inden for de seneste

fem år, mens det blandt befolkningen generelt blot var 0,9 pct.

Dette resultat ligger på linje

med en undersøgelse af Tranæs og Pico Geerdsen fra 2008, der viser at i sammenligning med

ikke-kriminelle, har kriminelle svært ved at holde på deres job og holde sig selvforsørgende.

Psykofarmaka defineres som antidepressiv medicin (ATC-kode N06A) og medicin mod skizofreni (ATC-kode N05A) i

overensstemmelse med Sundhedsstyrelsen (2006).

Opgørelsen er lavet blandt personer, der var offentligt forsørget i uge 46 2012 og var mellem 20 og 64 år på daværende

tidspunkt.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

De har også væsentligt sværere ved at komme tilbage fra offentlig forsørgelse til en situation

som selvforsørgende.

▶

Mange borge-

re i udkanten af

arbejdsmarkedet

har været anbragt

som barn

For alle ordninger for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet gælder, at der er flere af ydel-

sesmodtagerne, der har været anbragt som barn, end der er blandt befolkningen generelt.

Det er særligt blandt de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, de jobparate kontant-

hjælpsmodtagere og førtidspensionisterne, at en stor del har været anbragt som barn. I de

tre grupper har henholdsvis 17, 10 og 19 pct. været anbragt som barn mod 4 pct. af befolknin-

gen som helhed.

Ud over, at der er relativt mange af borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet, der har en af

udfordringerne; ingen kompetencegivende uddannelse, dårligt fysisk helbred, dårligt men-

talt helbred, kriminalitet eller ustabil familiesituation som barn, er der også mange, der har

flere af de nævnte udfordringer.

Befolkningen mellem 20 og 50 år har i gennemsnit 0,5 af

de fem udfordringer, mens borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i gennemsnit har 1,2 af

udfordringerne. Alle grupper af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har i gennemsnit fle-

re af de fem udfordringer end befolkningen, men særligt de aktivitetsparate kontanthjælps-

modtagere, førtidspensionisterne og ledighedsydelsesmodtagerne har flere udfordringer

(henholdsvis 1,5, 1,4 og 1 af de fem udfordringer).

▶

Mange borge-

re i udkanten af

arbejdsmarkedet

har dårligt fysisk

og/eller psykisk

helbred

▼

Personcase: Ung mand på 18 år med svær social angst

En ung mand på 18 år lider af svær social angst, da han henvender sig til jobcenteret. Han har

ikke tidligere modtaget hjælp fra kommunen og lider af social angst grundet traumatiserende

oplevelser i skolen i en tidlig alder. Manden har ikke gået i skole siden 9. klasse, som han ikke har

færdiggjort, fordi han ikke gik til eksamen og har dermed ikke fuldført folkeskolen. I dag er tanken

om at indgå i en normal relation med andre mennesker på en uddannelsesinstitution meget fjern

for ham.

Kilde: Deloitte (2015)

▶

Mange borgere

i udkanten af ar-

bejdsmarkedet har

flere forskellige

udfordringer

Der er 56 pct. af befolkningen mellem 20 og 50 år, der ikke har nogle af de fem udfordrin-

ger, men blandt de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er det kun 9 pct., der ikke har

nogen af de fem udfordringer, se figur 3.4. Blandt borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

samlet set er der 22 pct. Det er næsten halvdelen (46 pct.) af de aktivitetsparate kontant-

hjælpsmodtagere, der har to eller flere af de fem udfordringer. Blandt befolkningen generelt

er det 7 pct., og blandt borgere i udkanten af arbejdsmarkedet samlet set er det 34 pct. Cirka

1 pct. af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere svarende til 1.000 personer har fire af

de fem udfordringer.

Registeret over anbringelser indeholder data fra starten af 1960erme og frem, og undersøgelsen er derfor lavet for

personer mellem 16 og 50 år. Opgørelsen er både tvungne og frivillige anbringelser dog eksklusiv kost-, efter- og ungdomssko-

ler, skoleskib og eget værelse.

Analysen er lavet for personer mellem 20 og 50 år, fordi personer under 20 år ikke har haft mulighed for at have

afsonet en dom for fem år siden, mens der ikke foreligger oplysninger om anbringelser for personer over 50 år.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 3.4 Andel personer med en eller flere af udfordringerne; ingen kompetencegivende uddannelse,

dårligt fysisk helbred, dårligt mentalt helbred, kriminel og/eller anbragt som barn, 2012

Pct.

Ingen af de fem

udfordringer

En af de fem

udfordringer

To af de fem

udfordringer

Tre af de fem

udfordringer

Fire af de fem

udfordringer

Befolkningen

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet under et

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Ledighedsydelsesmodtagere

Førtidspensionister

Note: Dårligt fysisk helbred er defineret som mere end 30 kontakter til almen læge inden for året 2012. Dårligt mentalt helbred

er defineret som modtagelse af psykofarmaka i året 2012. Kriminel er defineret som at have afsonet en dom i mindst et af årene

2008-2012. Anbringelser er både tvungne og frivillige, dog uden eksklusiv kost-, efter- og ungdomsskoler, skoleskib og eget

værelse. Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet under ét består af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, ledighedsydel-

sesmodtagere, sygedagpengemodtagere og personer i fleksjob og revalidering. Ydelsesmodtagerne er personer, der modtog de

angivne ydelser i uge 46 2012.

Kun personer mellem 20 og 50 år indgår i målingen.

Kilde: Lovmodellen

Udfordringer, der ikke kan ses i dataregistrene

Ud over udfordringer, der kan aflæses i dataregistrere, kan borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet også have andre problemer, der kan stå i vejen for beskæftigelse, men som er sværere

at kortlægge præcist. For eksempel kan sparsomme sociale relationer, misbrug, hjemløshed,

manglende sociale kompetencer, manglende personlig hygiejne og svær overvægt gøre det

svært at få et arbejde. Der vil ofte være stærk sammenhæng mellem de forskellige proble-

mer, så mange borgere i udkanten af arbejdsmarkedet vil have flere af problemerne, mens

mange ikke vil have nogen af dem. En række undersøgelser giver et fingerpeg om nogle af

problemernes omfang.

”Danskernes Sundhed - Den Nationale Helbredsprofil 2013” viser, at andelen af personer, der

ofte uønsket er alene, er større blandt førtidspensionister (15 pct.) og kontanthjælpsmod-

tagere, sygedagpengemodtagere og revalidender (18 pct.) end blandt beskæftigede (3 pct.).

En kortlægning af hjemløsheden i Danmark i 2013 (SFI, 20013b) viser, at 67 pct. af de hjemlø-

se modtager kontanthjælp og 17 pct. er førtidspensionister. I kortlægningen skønnes der at

være mellem 6.000 og 6.500 hjemløse i Danmark. Et forsigtigt skøn over antallet af hjemlø-

se kontanthjælpsmodtagere ligger således et sted mellem 4.000 og 4.200, hvilket svarer til,

at knap 3 pct. af kontanthjælpsmodtagerne på tidspunktet for undersøgelsen var hjemløse.

Et ligeledes forsigtigt skøn over antallet af hjemløse førtidspensionister ligger mellem 1.000

og 1.100, hvilket svarer til cirka en halv pct. af førtidspensionisterne.

En undersøgelse af kontanthjælpsmodtagerne i 2006, hvor kontanthjælpsmodtagere blandt

andet er blevet spurgt, om de nogensinde har været ude i et misbrug af alkohol, stoffer eller

lignende, svarede 21 pct. bekræftende (SFI, 2007b).

Den Nationale Helbredsprofil 2013 viser, at andel svært overvægtige er cirka dobbelt så stor

blandt førtidspensionister (28 pct.) og kontanthjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere

og revalidender (25 pct.) som blandt beskæftigede (13 pct.).

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

▶

Gæld kan

begrænse de

økonomiske

incitamenter for

beskæftigelse

Gæld kan være en barriere for den enkelte kontanthjælpsmodtager for at komme i job. Hvis

øget indkomst medfører krav om øget afbetaling på gælden, så det reelle rådighedsbeløb

ikke ændres meget ved at komme i job, vil de økonomiske incitamenter for beskæftigelse

være begrænsede. Derudover kan stor gæld indebære, at den enkelte kontanthjælpsmod-

tager oplever sin økonomiske situation som håbløs. Blandt kontanthjælpsmodtagere i uge

20 i 2014 havde 58 pct. gæld til det offentlige, og i gennemsnit skyldte de 145.100 kr.. Der er

imidlertid stor forskel på, hvor stor gælden er. De 10 pct., der skyldte mest, skyldte mere end

324.400 kr. per person, mens de 10 pct., der skyldte mindst, havde en gæld til det offentlige

på under 1.680 kr. per person. Kontanthjælpsmodtagernes gæld fordeler sig på mere end 250

forskellige fordringstyper. Underholdsbidrag er den post, som gruppen af kontanthjælps-

modtagere samlet set skylder mest til, mens renter og gebyrer er den type gæld, som flest

i gruppen har. Samlet set skylder kontanthjælpsmodtagerne det offentlige 8,9 mia. kr.. Der-

udover er der kontanthjælpsmodtagernes gæld til private kreditorer, som det ikke er muligt

at kortlægge.

Nogle personer, kan have et fysisk eller psykisk handicap, der kan stå i vejen for at opnå (or-

dinær) beskæftigelse. Det er dog naturligvis langt fra alle personer med handicap, der er på

kanten af arbejdsmarkedet, se boks 3.4.

▼

Boks 3.4 Personer med handicap

En analyse fra SFI fra 2013 viser, at 17,6 pct. af befolkningen mellem 15 og 66 år oplyser, at de har et

handicap eller længerevarende helbredsproblem. Dette svarer til 625.000 personer. Analysen viser

desuden, at for personer med handicap var den sæsonkorrigerede beskæftigelsesandel 43,9 pct. i

2012 mod 77,5 pct. blandt personer uden handicap. Blandt personerne med handicap havde 13,9 pct.

en psykisk lidelse som dominerende handicap, og kun 24,2 pct. af personerne med en psykisk lidelse

er i arbejde.

Kilde: SFI (2013a)

Dette afsnit har tegnet et billede af, hvem borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er. Det er

dog vigtigt at være opmærksom på, at det billede, der tegnes her i vid udstrækning tager

udgangspunkt i gennemsnitbetragtninger, og at der naturligvis er stor variation i gruppen.

Mens nogle personer har mange forskelligartede og i visse tilfælde massive problemer, der

kan stå i vejen for beskæftigelse, er der naturligvis også en del personer, som ikke har andre

udfordringer end ledighed (jobparate kontanthjælpsmodtagere).

3.4 Den aktive indsats

Det er ikke alle borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der ifølge lovgivningen skal mod-

tage aktive tilbud. De grupper, der skal have et aktivt tilbud er dagpengemodtagere, kon-

tanthjælpsmodtagere, uddannelseshjælpsmodtagere, sygedagpengemodtagere, ressour-

ceforløbsmodtagere, ledighedsydelsesmodtagere og naturligvis revalidender.

Der gælder

forskellige regelsæt i forhold til krav om indsats samt hvor hyppigt indsatsen skal pågå for

de forskellige ydelsesmodtagere. I dette afsnit beskrives hovedlinjerne i den nuværende lov-

givning på området kort med henblik på at skabe klarhed over reglerne på beskæftigelses-

området i forhold til den indsats, borgeren modtager.

Kontanthjælp

Jobparate kontanthjælpsmodtagere har ret og pligt til et tilbud senest efter tre sammen-

hængende måneder fra første henvendelse til kommunen om hjælp, og de har herefter ret

og pligt til efterfølgende tilbud senest hver 6. måned.

Derudover skal personer på midlertidig arbejdsmarkedsydelse og særlig uddannelsesydelse også have en aktiv indsats,

men disse grupper indgår ikke i denne analyse.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har ret og pligt til et tilbud senest efter 6 sam-

menhængende måneder fra første henvendelse til kommunen om hjælp, og de har herefter

ret og pligt til efterfølgende tilbud senest hver 12. måned. Tilbud skal have en sammenhæn-

gende varighed på mindst to uger.

Aktivitetsparate har desuden ret og pligt til tilbud om mentorstøtte i seks måneder med

mulighed for forlængelse, hvis borgeren grundet personlige forhold ikke kan deltage i et al-

mindeligt tilbud. Den indsats, der gives til kontanthjælpsmodtagere skal være jobrettet og

kan bestå af tilbud om mentorstøtte, vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik (her-

under nytteindsats), løntilskud samt jobrotation.

Uddannelseshjælp

Uddannelseshjælpsmodtagere har ret og pligt til det første tilbud hurtigst muligt og senest

efter en sammenhængende periode på en måned efter borgeren har henvendt sig om hjælp,

og der må herefter højst gå fire uger mellem hvert tilbud helt frem til den unge starter på

en uddannelse.

Aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere har desuden ret og pligt til mentorstøtte i

seks måneder med mulighed for forlængelse, hvis borgeren grundet personlige forhold ikke

kan deltage i et almindeligt tilbud.

Den indsats, der gives til uddannelseshjælpsmodtagere, skal være uddannelsesrettet og kan

bestå af tilbud om mentorstøtte, vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik (her-

under nytteindsats), løntilskud og jobrotation. Åbenlyst uddannelsesparate uddannelses-

hjælpsmodtagere kan dog ikke få ansættelse med løntilskud.

Sygedagpenge

Sygedagpengemodtagere skal ikke, som kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælps-

modtagere, have ret og pligt tilbud. For sygemeldte, som forventes at være syge i mere end

otte uger, skal kommunen fastlægge indsatsen på baggrund af den første opfølgningssam-

tale, som senest afholdes inden udgangen af 8. fraværsuge medmindre arbejdsgiver eller

den sygemeldte har anmodet om tidlig opfølgning (fast track), hvor samtalen skal afholdes

senest to uger efter anmodningen.

I alle sager med sygemeldte, som forventes at være syge i mere end otte uger, skal der være

en opfølgningssamtale mindst hver 4. uge. Kommunen foretager ved hver samtale eller ved

opfølgning på baggrund af samtalen og sagens oplysninger en samlet vurdering af den sy-

gemeldtes behov, hvorefter kommunen iværksætter den nødvendige indsats, som skal være

sammenhængende og helhedsorienteret.

For sygemeldte, som forventes at være syge i mere end otte uger, er målet at fastholde et

jobrettet fokus i indsatsen, og det højst prioriterede redskab er påbegyndelse af arbejde på

nedsat tid eller i løntilskud. Herudover kan der som udgangspunkt som supplement til den

arbejdspladsbaserede indsats gives tilbud om vejledning og opkvalificering.

For sygemeldte, der har komplekse problemer, som fordrer en tværfaglig indsats, kan indsat-

sen bestå af tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik, ansættelse med

løntilskud og mentor. For nogle sygemeldte kan der ikke iværksættes tilbud, fordi de vurderes

at være relativt tæt på at blive raskmeldte og dermed på vej tilbage i eksempelvis job. Den

beskæftigelsesrettede indsats skal altid være tilpasset den enkeltes forudsætninger og be-

hov, samt den enkeltes helbredstilstand og ressourcer.

Ressourceforløb

Rehabiliteringsplanens indsatsdel er retningsgivende for den indsats, der gives borgere i res-

sourceforløb. Planens indsatsdel skal indeholde borgerens beskæftigelses- og uddannelses-

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

mål og en plan for den samlede indsats, der er nødvendig og hensigtsmæssig for den enkelte

borger.

Der foreligger ikke særlige krav til, hvornår første tilbud skal gives samt hvordan kadencen

mellem tilbud skal være. Rehabiliteringsplanens indsatsdel kan både indeholde tilbud un-

der vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik (undtaget nytteindsats) og løntilskud.

Kommunen kan også give tilbud om mentorstøtte til borgeren i højst seks måneder med

mulighed for forlængelse til personer med behov for det.

Ressourceforløb kan vare i et til fem år. Det er muligt at få tilbudt flere forløb, hvis det forrige

forløb ikke har ført til, at borgeren har fået en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet, og det

derfor ikke er muligt at igangsætte andre beskæftigelsesrettede foranstaltninger som for

eksempel revalidering eller fleksjob.

Ledighedsydelse

Borgere der er visiteret til et fleksjob modtager ledighedsydelse mens de venter på et fleksjob

eller hvis de er blevet ledige fra et fleksjob. I perioden med ledighedsydelse skal borgeren

deltage aktivt i rimelige tilbud, der kan forbedre mulighederne for at få et fleksjob. Der er ikke

krav om, hvornår kommunen skal give tilbud. Kommunen kan blandt andet give tilbud om

vejledning og opkvalificering og virksomhedspraktik (undtaget nytteindsats). Ledige fleks-

jobvisiterede har i lighed med forsikrede ledige pligt til at lægge cv på Jobnet og ret til seks

ugers selvvalgt uddannelse.

Revalidering

Borgere i revalidering har fået fastlagt en særlig plan med et endeligt beskæftigelsesmål.

Under revalideringen skal revalidenderne følge denne plan, som angiver de planlagte tilbud

for revalideringsforløbet. Tilbuddene kan gives enten under vejledning og opkvalificering,

herunder ordinær uddannelse, virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud. Revali-

deringen skal tilrettelægges, så den kan gennemføres på så kort tid som muligt. Perioden

med revalideringsydelse kan højst planlægges for fem år, med mindre personen har betyde-

lige begrænsninger i arbejdsevnen.

Dagpenge

For borgere der modtager dagpenge, gælder det, at tidspunktet for ret og pligt til første til-

bud afhænger af borgerens alder. Borgere under 30 år, mellem 30 og 60 år samt over 60 år

skal henholdsvis modtage første ret og pligt tilbud senest efter 13 uger, 9 måneder og seks

måneder. Per 1. juli 2015 ændres reglerne således, at unge under 30 år får ret og pligt til et

tilbud senest efter 13 ugers ledighed, for dagpengemodtagere mellem 30 og 50 år er det

senest efter 6 måneders ledighed, og for dagpengemodtagere over 50 år er det senest efter

13 ugers ledighed.

Efter den periode er der for alle borgere, der modtager dagpenge, ret og pligt til gentagen

aktivering senest sammenlagt efter seks måneder fra seneste tilbud. Per 1. januar 2015 er der

ikke ret og pligt til gentagne tilbud. Ledige dagpengemodtagere har pligt til at tage imod

tilbud i hele ledighedsperioden.

Den indsats, der gives dagpengemodtagere, kan være tilbud om mentor, vejledning og op-

kvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud og jobrotation. Der gives desuden et uddannel-

sespålæg til dagpengemodtagere under 25 år, der ikke har en erhvervskompetencegivende

uddannelse og ikke har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn.

Sanktioneringsregler

Der gælder en række forskellige regler for, hvordan kommunerne kan sanktionere, såfremt

en borger ikke opfylder en forpligtigelse til at stå til rådighed uden at der er en rimelig grund

til dette. De rimelige grunde er for eksempel sygdom eller manglende børnepasningsorlov.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Kommunerne skal endvidere altid foretage en konkret vurdering af, om der er rimelige grun-

de til, at den pågældende ikke skal have en sanktion. Med kontanthjælpsreformen indtrådte

skærpede sanktionsbestemmelser for gruppen af jobparate kontanthjælpsmodtagere. For

aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtage-

re blev der samtidig indført regler om, at kommunen skal have gjort alle mulige forsøg på at

komme i kontakt med borgeren, før en sanktion kan gives. Det samme blev indført for per-

soner i ressourceforløb i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob. Det vil først

være muligt at se virkningerne af de nye sanktionsregler på længere sigt.

I bilag 3.15 findes et overblik over, hvilken evidensbaseret viden, der findes om sanktioner,

hvilke regler der er for sanktioner i beskæftigelseslovgivningen samt omfanget af sanktioner

i kommunerne.

3.4.1 Hvor meget indsats gives?

Det vil i dette afsnit blive belyst, hvem i gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet,

der modtager en aktiv indsats. En del af gruppen vil typisk også modtage tilbud i andre sek-

torer end i beskæftigelsessystemet, for eksempel vil personer i ressourceforløb ofte modtage

en sundheds- og/eller socialfaglig indsats, hvilket undersøges nærmere i kapitel 5. I dette

afsnit belyses dog kun tilbud givet efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats. Der er i ingen af

ordningerne krav om fuldtidsaktivering, men der er typisk regelmæssige kadencer for, hvor-

når borgeren skal have et tilbud. Samtidig kan for eksempel sygdom eller børnepasningspro-

blemer medføre, at man midlertidigt ikke omfattes af pligten til at deltage i aktive tilbud.

▶

Der er stor for-

skel på, hvor stor

en del af de enkel-

te ydelsesgrupper,

der får et aktivt

tilbud

Omkring to ud af tre uddannelseshjælpsmodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere,

der har modtaget ydelsen i mindst seks måneder, er i aktivering i kortere eller længere tid i

løbet af en periode på tre måneder, se tabel 3.2. Blandt de aktiveringsparate kontanthjælps-

modtagere og ledighedsydelsesmodtagerne er det cirka halvdelen, der får et aktivt tilbud.

Sygedagpengemodtagere og personer i ressourceforløb har med henholdsvis 37 og 38 pct. de

laveste andele i aktivt tilbud, mens revalidenderne per definition er i tilbud hovedparten af

tiden, og derfor ikke overraskende har klart den højeste andel aktiveringsberørte.

Ligesom der er stor forskel på, hvor stor en andel af de enkelte grupper, der har været i aktive-

ring, er der naturligvis også stor forskel på, hvor mange der ikke har fået et aktivt tilbud. Det

gælder dog for alle grupper undtagen revalidenderne, at mellem godt en fjerdedel og knap

to tredjedele ikke har fået en aktiv indsats i en periode på tre måneder.

▶

Der mange, der

ikke får en aktiv

indsats

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Tabel 3.2 Aktiveringsgrad de seneste tre måneder blandt personer, der har været mindst seks månder

på ydelsen, juli 2014

Antal

Andel af

gruppen, der

har været

aktiveret i

pct.

Andel af

gruppen,

der ikke har

været i akti-

vering i pct.

Aktiverings-

grad

Aktiverings-

grad blandt

de berørte

Dagpengemodtagere

Kontanthjælp – jobparate

Kontanthjælp – aktivitets-

parate

Uddannelseshjælp- åbenlyst

uddannelsesparate

Uddannelseshjælp - uddan-

nelsesparate

Uddannelseshjælp - aktivi-

tetsparate

Sygedagpenge

Revalidering

Ressourceforløb

Ledighedsydelse

57.200

21.400

68.900

1.500

9.400

21.900

37.500

7.000

2.283

11.250

Note: Aktiveringsgraden er beregnet som det samlede antal aktiveringstimer for ydelsesgruppen inden for den valgte periode

divideret med antallet af mulige aktiveringstimer for gruppen. Antallet af mulige aktiveringstimer er defineret som antallet af

timer, alle periodens ydelsesmodtagere kunne være aktiveret, hvis de var konstant aktiverede i det antal timer, de modtog den

pågældende ydelse. Aktivering 37 timer ugentlig regnes som fuld tid. Aktiveringsgraden er opgjort eksklusiv voksenlærlingefor-

løb fra pågældende ydelse.

Andel af gruppen, der har været aktiveret, er beregnet som det samlede antal aktiveringsberørte, der modtager den pågældende

ydelse inden for den valgte periode, divideret med antallet af modtagere af ydelsen (inkl. aktiverede) i samme periode. Ved akti-

verede forstås ydelsesmodtagere der i den valget periode har været i aktivering i kortere eller længere tid. Andelen af gruppen,

der har været aktiveret, er opgjort eksklusiv voksenlærlingeforløb fra ydelsen.

Aktiveringsgraden blandt de aktiveringsberørte er beregnet som aktiveringsgraden divideret med aktiveringsandelen.

Bemærk: der er et mindre antal kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere, der ikke er visiteret. Disse personer indgår ikke i

opgørelsen.

Personer på barsel indgår ikke i opgørelsen.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

▶

Der er stor

forskel på, hvor

meget tid de

forskellige ydel-

sesgrupper typisk

bruger på aktive

tilbud

Aktiveringsgraden angiver, hvor stor en andel af tiden den enkelte borger bruger på aktive-

ring. Aktiveringsgraden er meget forskellig for de enkelte ydelsesgrupper, blandt andet på

grund af forskellige regler for ordningerne og fordi sammensætningen af ydelsesmodtager-

ne og deres eventuelle udfordringer er meget forskellig for de enkelte ydelser. Tabel 3.2 viser

aktiveringsgrader de seneste tre måneder for personer, der har modtaget en given ydelse i

mindst et halvt år i juli 2014. Uddannelseshjælpsmodtagere er bortset fra revalidender dem,

der i gennemsnit bruger mest tid på aktivering. Aktiveringsgraden blandt de uddannelses-

parate var 37 (43 blandt de åbenlyst uddannelsesparate), mens den for de aktivitetsparate var

27. Dette svarer til, at uddannelsesparate med mindst seks måneders anciennitet på ydelsen

i gennemsnit var aktiveret 14 timer om ugen (16 timer for de åbenlyst uddannelsesparate),

mens de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere i gennemsnit var aktiveret ti timer

om ugen. Blandt personer i ressourceforløb er aktiveringsgraden ti, svarende til fire timer om

ugen i gennemsnit, hvilket kan forekomme relativt lavt i forhold til ordningens formål, men

kan til dels forklares ved, at den aktive indsats gives i få timer og at de jf. kapitel 5 får andre

indsatser end beskæftigelsesrettede.

▼

Personcase: Mand med danskvanskeligheder og PTSD

En mand i 20’erne lider af posttraumatisk stress forårsaget af traumer fra krig. Han har svær angst

og dårlige danskkundskaber. Samtidig er det uvist, om han har grundskoleundervisning fra sit

hjemland. Manden er under psykiatrisk behandling og deltager i danskundervisning. Han har et

stort ønske om at få et almindeligt arbejde og i det hele taget et ”almindeligt” liv.

Kilde: CABI (2014)

Blandt andet på grund af forskellige regler for ordningerne, er det meget forskelligt, hvor

lang tid der går, inden de forskellige grupper af ydelsesmodtagere får første aktive tilbud.

Der er en større andel af uddannelseshjælpsmodtagerne (65 pct.), der bliver aktiveret inden

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

for de første tre måneder på ydelsen, end der er blandt kontanthjælpsmodtagerne (50 pct.)

Denne forskel afspejler forskellige regler for ordningerne, idet uddannelseshjælpsmodtagere

har ret og pligt til første tilbud senest inden for en måned efter første henvendelse om hjælp,

mens kontanthjælpsmodtagere skal have første tilbud senest efter seks (aktivitetsparate)

eller tre (jobparate) måneder. Hvis kun kontanthjælpsmodtagere under 30 år betragtes, er

andelen, der har fået tilbud inden for de første tre måneder stort set den samme, som blandt

uddannelseshjælpsmodtagerne. Blandt ledighedsydelsesmodtagerne er der 50 pct., der fik

første aktive tilbud inden for tre måneder, mens det blandt sygedagpengemodtagerne var

19 pct. Hverken for ledighedsydelse eller sygedagpenge er der regler for, hvornår første tilbud

skal gives. Blandt personer i ressourceforløb var der 30 pct., der fik en indsats inden for de før-

ste tre måneder. Det er vigtigt at være opmærksom på, at både ledighedsydelsesmodtagere

og personer i ressourceforløb kan have gået passive på en anden ydelse, inden de startede på

ledighedsydelse/ressourceforløb.

▶

Jo længere tid på

ydelsen, jo mindre

sandsynlighed for

aktivering

For visse grupper er der en klar sammenhæng mellem sandsynligheden for at få en aktiv ind-

sats og ancienniteten på ydelsen. For både ledighedsydelsesmodtagere og aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere gælder, at jo længere de har modtaget ydelsen, jo mindre sand-

synlighed har de for at blive aktiveret, se figur 3.5.

For uddannelseshjælpsmodtagere og

jobparate kontanthjælpsmodtagere er sammenhængen mindre tydelig.

Figur 3.5 Sammenhængen mellem anciennitet på ydelsen og sandsynligheden for at have fået en aktiv

indsats i de seneste 12 uger, uge 20 2014

Andel med indsats de sidste tolv uger

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

Under

1 år

1-2 år

2-3 år

3-4 år 4-5 år 5-6 år 6-7 år 7-8 år 8-9 år 9-10 år Over

10 år

Anciennitet på ydelsen

Uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere

Jobparate kontanthjælpsmodtagere

Aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Ledighedsydelse

Note: Der indgår 10.700 ledighedsydelsesmodtagere, 24.200 jobparate og 72.100 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

og 12.400 uddannelsesparate og 19.200 aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere i målingen. Der er kun gangske få

ledighedsydelsesmodtagere og uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere, der har over fem års anciennitet på ydelsen,

og der er ligeledes kun meget få jobparate kontanthjælpsmodtagere og aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, der

har over otte års anciennitet på ydelsen, og derfor er sammenhængen mellem indsats og anciennitet ikke medtaget for disse

grupper.

Kilde: DREAM

Se eventuelt bilag 3.13, der viser andelen, der får første aktive tilbud inden for de første tre måneder på ydelsen for

ydelsesmodtagere i første halvår 2014. Bemærk, at personer, der afslutter et ydelsesforløb inden tre måneder indgår ikke i

målingen.

Se bilag 3.14 for en beskrivelse af metoden, der er brugt til at lave figur 3.5.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Blandt de langvarige kontanthjælpsmodtagere er der mange, der slet ikke bliver aktiveret,

se figur 3.6. Blandt personer der har modtaget kontanthjælp i over ti år er der 44 pct. (3.600

personer), der ikke har været aktiveret inden for det sidste år, 21 pct. (1.700), der ikke har været

aktiveret inden for de sidste tre år og 7 pct. (600 personer), der ikke har fået en aktiv indsats

inden for de sidste fem år.

▶

Mange går pas-

sivt uden indsats i

flere år ad gangen

Figur 3.6 Sammenhængen mellem kontanthjælpsanciennitet og periode siden sidste aktive tilbud, uge

20 2014

Pct.

Et til to år

To til tre år

Tre til fem år

Fem til ti år

Over ti år

Anciennitet på kontanthjælp

Har ikke fået indsats inden for det sidste år

Har ikke fået indsats inden for de sidste tre år

Har ikke fået indsats inden for de sidste fem år

Har ikke fået indsats de sidste ti år

Note: Ved beregning af kontanthjælpsancienniteten tillades pauser på op til tre uger uden kontanthjælp for at tage højde

for sanktioneringer. Der er 19.500 personer, der har modtaget kontanthjælp i et til to år, 13.100 personer, der har modtaget

kontanthjælp i to til tre år, 16.400 personer, der har modtaget kontanthjælp i tre til fem år, 14.700 personer der har modtaget

kontanthjælp i fem til ti år og 8.200 personer, der har modtaget kontanthjælp i over ti år.

Kilde: DREAM

Blandt uddannelseshjælpsmodtagere er der også mange, der har gået passive i lang tid. Der

er dog på grund af ordningens aldersbegrænsning ikke mange, der har modtaget uddannel-

ses-/kontanthjælp i mere end ti år.

Blandt uddannelseshjælpsmodtagere, der har modta-

get uddannelseshjælp i mellem fem og ti år er der 24 pct. (600 personer), der ikke har fået

en indsats inden for det sidste år og ni pct. (200 personer), der ikke har fået en indsats de

sidste tre år.

3.4.2 Hvilken indsats gives der?

Ud over den store forskel på hvor stor en del af gruppen, der overhovedet får et aktivt tilbud,

er der også forskel på, hvilken type indsats, der bruges for de forskellige grupper af ydelses-

modtagere. Øvrig vejledning og opkvalificering er den type indsats, der uanset ydelse bruges

mest. Revalidender er den eneste undtagelse, idet størstedelen af gruppen som følge af ord-

ningens beskaffenhed får ordinær uddannelse som indsats.

Det er undersøgt, om der er forskelle i andelen af henholdsvis ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk bag-

grund på kontanthjælp, der har gået passive i lang tid, men der er ingen klare forskelle.

Uddannelseshjælp blev indført 1. januar 2014 og trådte i stedet for kontanthjælp for unge under 30 år uden en kompe-

tencegivende uddannelse. I opgørelsen af anciennitet på uddannelseshjælp medregnes derfor kontanthjælp før 1. januar 2014,

hvis det ligger umiddelbart inden forløbet på uddannelseshjælp.

Andelen, der har gået passive i lang tid, er også undersøgt for ledighedsydelsesmodtagere. Generelt er ledighedsydel-

sesmodtagerne ikke så længe på ydelsen, som kontant- og uddannelseshjælpsmodtagerne og der er en mindre andel, der går

passive i meget lang tid.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Personcase: Mand med brug for sporskifte i uddannelse

En mand i 20’erne har behov for at uddanne sig på ny, da han på grund af problemer med sin hofte

ikke længere kan arbejde inden for sit hidtidige fag. Manden har selv besluttet sig for, at han vil

uddanne sig til kontorassistent og har undersøgt hvilke krav til niveau i diverse fag, uddannelsen

stiller. Borgeren er samtidig i genoptræning, som han forventes at fortsætte efter han skal starte på

den nye uddannelse.

Kilde: CABI (2014)

Det er meget forskelligt, hvor meget virksomhedsrettet indsats bliver brugt for de enkelte

ydelsesgrupper, se figur 3.7. Den virksomhedsrettede indsats kan gives i form af et løntil-

skudsjob, virksomhedspraktik, jobrotation og nytteindsats. Derudover kan sygedagpenge-

modtagere blive delvist raskmeldte, hvilket også kan betragtes som en virksomhedsrettet

indsats. De jobparate kontanthjælpsmodtagere og de åbenlyst uddannelsesparate uddan-

nelseshjælpsmodtagere er de grupper, hvor den største andel får en virksomhedsrettet

indsats, mens de aktivitetsparate kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere og personer

i ressourceforløb, er de grupper, hvor den mindste andel får en virksomhedsrettet indsats.

Samlet er der således et billede af, at personer længst fra arbejdsmarkedet har den laveste

sandsynlighed for at få en virksomhedsrettet indsats. Den virksomhedsrettede indsats bely-

ses nærmere i kapitel 4.

Andel af gruppen, der har fået den

givne type aktivering

▶

De tætteste på

arbejdsmarkedet

får mest virksom-

hedsrettet indsats

Figur 3.7 Andel aktiverede i forskellige typer tilbud særskilt for ydelser, 2. kvartal 2014

100

Kontant-

hjælp,

jobparate

Kontant-

hjælp,

aktivitets-

parate

Uddan-

nelses-

hjælp,

åbenlyst uddannelses- aktivitets-

parate

uddannelses- parate

parate

Sygedag-

penge

Revali-

dering

Ressource- Ledigheds-

forløb

ydelse

Ordinær uddannelse

Øvrig vejledning og opkvalificering

Virksomhedsrettet

Note: Andelene i figuren er bergnet ud fra, hvor mange af den pågældende type ydelsesmodtagere, der har modtaget den an-

givne type tilbud i forhold til det samlede antal af den pågældende type ydelsesmodtagere. Hvis en person har modtaget mere

end en type tilbud, vil vedkommende optræde flere gange i beregningen. Virksomhedsrettet indsats dækker over løntilskud,

virksomhedspraktik, jobrotation, nytteindsats og delvise raskmeldinger.

Kilde: Jobindsats.dk

For sygedagpengemodtagere med tilknytning til en arbejdsplads vil en virksomhedsrettet

indsats typisk bestå i en delvis raskmelding. I 2013 var cirka 15 pct. af de sygedagpengeforløb,

der var i gang i en given måned, forløb, hvor sygedagpengemodtageren var delvis raskmeldt/

sygemeldt (Jobindsats.dk).

▶

Jo længere en

gruppe er fra

arbejdsmarkedet,

jo mindre bliver

virksomhedsrettet

indsats brugt

Hvis man tager højde for den forskellige aktiveringsandel blandt ydelsesgrupperne, er der en

tendens til, at jo længere en gruppe er fra arbejdsmarkedet, jo mindre bliver virksomheds-

rettet indsats brugt. De aktiverede dagpengemodtagere får oftere ordinær uddannelse og

virksomhedsrettet indsats og mere sjældent vejledning og opkvalificering, set i forhold til de

øvrige ydelsesmodtagere. Aktiverede jobparate kontanthjælpsmodtagere får ligeledes typisk

en mere virksomhedsrettet indsats end de aktivitetsparate. Blandt kontanthjælps- og ledig-

hedsydelsesmodtagere falder sandsynligheden for at have modtaget en virksomhedsrettet

indsats desuden, jo længere anciennitet de har på ydelsen, se figur 3.8.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Figur 3.8 Sammenhængen mellem anciennitet på ydelsen og sandsynligheden for at have fået en virk-

somhedsrettet indsats i de seneste 12 uger. Uge 20 2014

Andel med virksomhedsrettet indsats

de sidste tolv uger

0,45

0,4

0,35

0,3

0,25

0,2

0,15

0,1

0,05

Under 1-2 år 2-3 år 3-4 år 4-5 år 5-6 år 6-7 år 7-8 år 8-9 år 9-10 år Over

1 år

10 år

Anciennitet på ydelsen

Jobparate kontanthjælpsmodtagere

Uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere

Ledighedsydelse

Note: Der indgår 10.700 ledighedsydelsesmodtagere, 24.200 jobparate og 72.100 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

og 12.400 uddannelsesparate og 19.200 aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere i målingen. Der er kun gangske få

ledighedsydelsesmodtagere og uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere, der har over fem års anciennitet på ydelsen,

og der er ligeledes kun meget få jobparate kontanthjælpsmodtagere og aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, der

har over otte års anciennitet på ydelsen, og derfor er sammenhængen mellem indsats og anciennitet ikke medtaget for disse

grupper.

Kilde: DREAM

▶

Ikke-vestlige

indvandrere får

mindre virksom-

hedsrettet indsats

end personer med

dansk baggrund

3.4.3 Er der forskel på indsatsen for danskere og indvandrere, for unge

og gamle samt for personer med og uden en uddannelse?

Ikke-vestlige indvandrere bliver generelt aktiveret mindre end personer med dansk baggrund.

Aktiveringsgraden angiver hvor meget tid, der er brugt på aktivering, og en aktiveringsgrad

på 100 betyder, at alle er fuldt aktiverede. For alle ydelsesgrupper undtagen aktivitetspa-

rate kontanthjælpsmodtagere er aktiveringsgraden lavere blandt ikke-vestlige indvandrere

end for personer med dansk baggrund på samme ydelse. Årsagen til, at aktivitetsparate

ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp får mere indsats end personer med dansk bag-

grund, er sandsynligvis, at en del af de ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp deltager i

integrationsprogrammet, hvor der er krav om 37 timers aktivering, mens der i den ordinære

indsats ikke er et tilsvarende krav.

Det er for alle ydelser undersøgt, om personer med dansk baggrund og ikke-vestlige ind-

vandrere og efterkommere bliver lige hurtigt aktiveret

. På ordningerne uddannelseshjælp,

ledighedsydelse og ressourceforløb bliver en større andel af personer med dansk baggrund

end af ikke-vestlige indvandrere aktiveret inden for de første tre måneder på ydelsen. Der er

henholdsvis 6 pct.-point (66 vs. 60 pct.), 9 pct.-point (51 vs. 42 pct.) og 10 pct.-point (32 vs.

22 pct.) flere blandt personerne med dansk baggrund end blandt de ikke-vestlige indvan-

drere, der får en indsats inden for de første tre måneder på ydelserne uddannelseshjælp,

ledighedsydelse og ressourceforløb. Modsat er der en mindre andel af kontanthjælpsmodta-

gerne med dansk baggrund, der får en indsats inden for de første tre måneder (47 pct.), end

blandt de ikke-vestlige indvandrere (57 pct.) Denne forskel skyldes sandsynligvis, at en del af

de ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp deltager i integrationsprogrammet, hvor der er

særligt høje krav til aktiveringen. For ydelserne dagpenge, revalidering og sygedagpenge er

der ikke nævneværdige forskelle i andelen, der får en aktiv indsats.

Andelen, der får første aktive tilbud inden for de første tre måneder på ydelsen er undersøgt for ydelsesmodtagere i

første halvår 2014. Bemærk, at personer, der afslutter et ydelsesforløb inden tre måneder, indgår ikke i målingen.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Både blandt kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere får ikke-vestlige

indvandrere uanset visitationskategori mindre virksomhedsrettet indsats og mere vejled-

ning og opkvalificering end personer med dansk baggrund

En mulig forklaring på den forskellige indsats for personer med dansk baggrund og personer

med ikke-vestlig baggrund er, at grupperne er sammensat forskelligt aldersmæssigt, uddan-

nelsesmæssigt og i forhold til, hvor længe de har været modtaget kontant-/uddannelses-

hjælp. Selv når der kontrolleres for disse faktorer, har indvandrere med ikke-vestlig baggrund

på kontant- og uddannelseshjælp signifikant mindre sandsynlighed for at modtage en virk-

somhedsrettet indsats

På alle ordningerne kontanthjælp, ledighedsydelse, sygedagpenge og ressourceforløb er der

en større andel af unge under 30 år, der får en aktiv indsats inden for de første tre måneder

på ydelsen, end blandt personer i aldersgrupperne 30-50 og over 50 år. Andel af personer, der

får en indsats inden for de første tre måneder er mindst blandt personer over 50 år

▶

Personer med

en erhvervskom-

petencegivende

uddannelse har

større sandsyn-

lighed for at få en

virksomhedsrettet

indsats

Blandt kontanthjælpsmodtagere har personer med en erhvervskompetencegivende uddan-

nelse større sandsynlighed for at få en virksomhedsrettet indsats, mens der blandt de akti-

vitetsparate er større sandsynlighed for at få en ordinær uddannelse som indsats, hvis man

ikke i forvejen har en kompetencegivende uddannelse.

3.5 Opsummering og udfordringer

Der er godt 350.000 borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der har været offentligt for-

sørget i mindst fire af de sidste fem år. Blandt personer, der er offentligt forsørget i en lang

periode, har kontanthjælp eller sygedagpenge ofte været starten på en længere vej gennem

systemet. Afgangen fra kontanthjælp og sygedagpenge er størst blandt personer, der kun

har modtaget ydelsen i kort tid, og sandsynligheden for at overgå til anden offentlig forsør-

gelse øges, jo længere man modtager kontanthjælp eller sygedagpenge.

Ikke-vestlige indvandrere er kraftigt overrepræsenteret blandt borgere i udkanten af arbejds-

markedet, og særligt blandt kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister er der relativt

mange ikke-vestlige indvandrere. Både blandt kontanthjælpsmodtagere og uddannelses-

hjælpsmodtagere får ikke-vestlige indvandrere uanset visitationskategori mindre virksom-

hedsrettet indsats og mere vejledning og opkvalificering end personer med dansk baggrund.

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har i gennemsnit dårligere fysisk og psykisk helbred

og en lavere uddannelsesgrad end befolkningen i den arbejdsdygtige alder.

Der er stor forskel mellem ordningerne på, hvor mange der får en aktiv indsats, men der er

mange, der ikke får en aktiv indsats, og blandt kontanthjælpsmodtagerne er der en stor an-

del, der har gået passive i flere år. For både ledighedsydelsesmodtagere og aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere gælder, at jo længere de har modtaget ydelsen, jo mindre sand-

synlighed har de for at blive aktiveret.

Sammenlignes indsatsen i de forskellige ordninger for borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet, har personer længst fra arbejdsmarkedet den laveste sandsynlighed for at få en

Det er ikke undersøgt om indsatsen afhænger af herkomst for revalidering, ledighedsydelse og ressourceforløb, fordi

der er relativt få personer på disse ydelser, og hvis der yderligere opdeles på indsatstype og herkomst vil den statistiske usikker-

hed være for stor til at give en meningsfuld analyse af eventuelle forskelle.

Der er foretaget en simpel logistisk regression, der estimerer sandsynligheden for personer, der modtog kontanthjælp

i uge 20 2014, for at have modtaget en virksomhedsrettet indsats inden for de forudgående 12 uger, hvor der kontrolleres for

alder, hvorvidt man har en erhvervskompetencegivende uddannelse eller ej, ydelsesanciennitet opgjort i uger samt herkomst

(dansk vs. vestlig/ikke-vestlig efterkommer/indvandrer). Analysen er lavet særskilt for visitationskategori. En tilsvarende analy-

se er lavet for modtagere af uddannelseshjælp i uge 20 i 2014. I opgørelsen af ydelsesancienniteten medregnes både kontant-

og uddannelseshjælp.

Andelen, der får første aktive tilbud inden for de første tre måneder på ydelsen er opgjort for ydelsesmodtagere i første

halvår 2014. Bemærk personer, der afslutter et ydelsesforløb inden tre måneder indgår ikke i målingen.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

virksomhedsrettet indsats. Blandt kontanthjælps- og ledighedsydelsesmodtagere falder

sandsynligheden for at have modtaget en virksomhedsrettet indsats desuden, jo længere

anciennitet de har på ydelsen.

Ekspertgruppen har på baggrund af kapitlet opstillet følgende udfordringer:

•

Kontanthjælp og sygedagpenge er ofte starten på en længere vej gennem systemet som

offentligt forsørget, og en tidlig og effektiv virksomhedsrettet indsats for disse grupper

kan potentielt mindske tilgangen til de øvrige ydelser på lang sigt.

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er en kompleks gruppe og består af borgere med

mange forskellige typer udfordringer og nogle har flere forskellige problemer.

Der er mange borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der ikke får en indsats, og særligt

blandt dem længst fra arbejdsmarkedet, er der få, der får en virksomhedsrettet indsats.

Ikke-vestlige indvandrere er kraftigt overrepræsenteret blandt borgerne i udkanten af

arbejdsmarkedet, og de ikke-vestlige indvandrere får både mindre indsats generelt og

mindre virksomhedsrettet indsats.

•

Bilag 3.1 Oversigt over ordninger og målgrupper

Formål

Kontanthjælp og uddannelseshjælp

Kontanthjælp, herunder uddannelseshjælp udgør det underste økonomiske sikker-

hedsnet for enhver, som ikke har andet at leve af. Det indebærer, at den enkelte så

vidt muligt skal sørge for forsørgelsen af sig selv og sin familie. Det er et grundlæg-

gende princip i kontanthjælpssystemet, at alle muligheder for forsørgelse, herunder

egne og en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægter og formue skal anvendes,

før det offentlige kan træde til med hjælp.

Ydelse

Kontanthjælp

(jobparat)

Kontanthjælp

(aktivitetsparat)

Målgruppe

Voksne, der er fyldt 30 år, og unge under 30 år med en erhvervskompetencegivende

uddannelse, som vurderes at kunne komme i arbejde inden for en kortere periode. De

jobparate skal stå til rådighed for job.

Voksne, der er fyldt 30 år, og unge under 30 år med en erhvervskompetencegivende ud-

dannelse, som vurderes ikke at kunne komme i arbejde inden for en kortere periode. Det

kan skyldes faglige, sociale eller helbredsmæssige problemer. De aktivitetsparate skal stå

til rådighed for aktive tilbud og rimelige tilbud om job m.v.

Unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som vurderes at

kunne begynde på en uddannelse inden for et års tid, og som forventes at kunne gen-

nemføre uddannelsen på almindelige vilkår.

Unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som vurderes umid-

delbart at kunne påbegynde en uddannelse, og som forventes at kunne gennemføre

uddannelsen på almindelige vilkår.

Unge under 30 år, der ikke vurderes umiddelbart at kunne påbegynde og gennemføre en

uddannelse. Det kan skyldes faglige, sociale eller helbredsmæssige problemer.

Lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende, ledige med ret til arbejdsløshedsdag-

penge samt personer, der har pådraget sig en arbejdsskade, som er omfattet af lov om

arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Det er en betingelse for retten til sygedagpenge for lønmodtagere og selvstændige

erhvervsdrivende, at personen opfylder et krav om en nærmere bestemt tilknytning til

arbejdsmarkedet – beskæftigelseskravet.

Personer med komplekse problemer ud over ledighed, og som i høj grad risikerer at kom-

me på førtidspension, hvis de ikke får en særlig indsats.

Personer under 40 år, der allerede er på førtidspension, men som har et ønske om at

komme tilbage på arbejdsmarkedet, kan også få et ressourceforløb.

Personer, der er visiteret til fleksjob, som er ansat i et fleksjob.

Personer, der er visiteret til fleksjob, som er ledige.

Personer med begrænsninger i arbejdsevnen, hvor der ikke er andre tilbud, som kan

hjælpe personen med at få tilknytning til arbejdsmarkedet.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Uddannelseshjælp (uddannel-

sesparat)

Uddannelseshjælp (åbenlys

uddannelsesparat)

Uddannelseshjælp (aktivitets-

parat)

Sygedagpenge

Formålet med sygedagpenge er at yde økonomisk kompensation til personer, som

er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom samt at medvirke til, at den sygemeldte

genvinder sin arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som

muligt.

Ressourceforløb

Formålet er at sikre, at personer under 40 år, som er i risiko for at komme på før-

tidspension, får udviklet arbejdsevnen. Målet er, at forløbet på sigt kan hjælpe den

enkelte i arbejde eller i gang med en uddannelse.

Fleksjobordningen

Formålet er at gøre det muligt for personer med en varigt og væsentligt nedsat ar-

bejdsevne at bevare eller opnå tilknytning til arbejdsmarkedet gennem et fleksjob.

Revalidering

Formålet med ordningen er fastholdelse eller hjælp til at komme ind på arbejds-

markedet for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, således at den

pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres ved hjælp af

revalidering bestående af erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp.

Førtidspension

Formålet med førtidspension er at sikre et forsørgelsesgrundlag til borgere, hvis

arbejdsevne varigt er så begrænset, at de ikke er i stand til at forsørge sig selv ved

indtægtsgivende arbejde, herunder i et fleksjob.

Ressourceforløbsydelse

Fleksløntilskud

Ledighedsydelse

Revalidering

Førtidspension

Personer, som er fyldt 40 år, der har en varigt nedsat arbejdsevne, hvor nedsættelsen

er af et sådant omfang, at den pågældende uanset mulighederne for støtte efter den

sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at

blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Bilag 3.2 Forsørgelseskilde inden start i fleksjobordningen, på revalidering, førtidspension og ressource-

forløb for personer, der modtog ydelsen i uge 20 2014

Andel med dette forsørgelsesgrundlg

før start på ydelsen

Fleksjobordningen

Uger efter start på ydelsen

Sygedagpene

Kontant-/uddannelseshjælp

Beskæftigelse

Selvforsørgelse

Note: Kun personer, der har været under fem år i henholdsvis fleksjobordningen, på revalidering, førtidspension eller ressource-

forløb indgår i målingen.

Forsørgelseskilden inden start på den ydelse, personen modtog i uge 20 2014, er defineret som hyppigste ydelse i de forudgåen-

de 12 uger inden ydelsesstart. Ydelsesstart defineres som fire på hinanden følgende uger uden pågældende ydelse, og pauser på

op til tre uger uden ydelse tillades således.

”Andet” dækker blandt andet over ikke bosiddende i Danmark, dagpenge, barselsdagpenge, forrevalidering og uddannelse. For

alle forsørgelseskilder, der indgår i kategorien ”andet” gælder, at under fem pct. af henholdsvis personer i fleksjobordningen, på

revalidering, førtidspension og ressourceforløb havde det som forsørgelsesgrundlag inden start.

Kilde: DREAM

Revalidering

Førtidspension

Ressourceforløb

Revalidering

Ledighedsydelse

Andet

Bilag 3.3 Forsørgelseskilde inden start på kontant-/uddanelseshjælp for personer, der modtog kontant-

eller uddanelseshjælp i uge 20 2014

Pct.

Selv-

Uddannelse

forsørgelse

Beskæf-

tigelse

Sygedag-

penge

Andet

Kontant-/ Lige fyldt

uddan-

18 år

nelseshjælp

Forsørgelseskilde før start på kontant-/uddannelseshjælp

Modtaget kontant-/uddannelseshjælp under et år

Modtaget kontant-/uddannelseshjælp i mellem et og tre år

Note: Forsørgelseskilden inden start på kontant-/uddannelseshjælp er defineret som hyppigste ydelse i de forudgående 12 uger

inden ydelsesstart. Kontant-/uddannelseshjælpsstart defineres som fire på hinanden følgende uger uden kontant-/uddannel-

seshjælp, og pauser på op til tre uger uden kontant-/uddannelseshjælp tillades således.

For langt størstedelen af dem, der var selvforsørgende inden start på kontant-/uddannelseshjælpsforløbet, gælder, at de tidlige-

re har modtaget kontant- eller uddannelseshjælp, men blot har ”holdt en pause” for eksempel på grund af længere ferierejser

eller midlertidige ændringer i husstandes indkomstforhold.

Det er muligt at have modtaget kontant-/uddannelseshjælp inden start på kontant-/uddannelseshjælpsforløbet, hvis en person

har kontant-/uddannelseshjælp som dominerende ydelse i de 12 uger inden start på det ydelsesforløb, der var i gang i uge 20

2014, men alligevel ikke fik kontant-/uddannelseshjælp i de fire uger, der lå lige inden start på forløbet.

”Uddannelse” dækker over SU-berettigede uddannelser, voksenlærlingeforløb og voksenuddannelsesstøtte.

”Andet” dækker blandt andet over ikke bosiddende i Danmark, dagpenge, barselsdagpenge og forrevalidering. For alle forsørgel-

seskilder, der indgår i kategorien ”andet” gælder, at under 6 pct. af henholdsvis personer, der har modtaget kontant-/uddannel-

seshjælp i under et år og mellem et og tre år, havde det som forsørgelsesgrundlag inden start.

Kilde: DREAM

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Bilag 3.4 Forsørgelseskilde inden start på sygedagpenge for personer, der modtog sygedagpenge i uge

20 2014

Pct.

Beskæftigelse

Dagpenge

Andet

Selvforsørgelse

Forsørgelseskilde før start på sygepenge

Modtaget sygedagpenge under et år

Modtaget sygedagpenge i mellem et og tre år

Note: Forsørgelseskilden inden start på sygedagpenge er defineret som hyppigste ydelse i de forudgående tolv uger inden

sygedagpengestart. Sygedagpengestart defineres som fire på hinanden følgende uger uden sygedagpenge, og pauser på op til

tre uger uden sygedagpenge tillades således.

”Andet” dækker blandt andet over uddannelse, barselsdagpenge og revalidering. For alle forsørgelseskilder, der indgår i kategori-

en ”andet” gælder, at under fem pct. af henholdsvis personer, der har modtaget sygedagpenge i under et år, og mellem et og tre

år, havde det som forsørgelsesgrundlag inden start.

Blandt personer, der modtog sygedagpenge i uge 20 2014, var det 0,5 pct., der havde modtaget sygedagpenge i mere end tre år.

Kilde: DREAM

Bilag 3.5 Afgang fra kontanthjælp kvartalet efter for personer, der modtog kontanthjælp i uge 20 2014.

Særskilt for kontanthjælpsanciennitet.

100

Pct.

Kontanthjælpsanciennitet

Note: Målingen viser den hyppigste forsørgelseskilde i perioden uge 21 – 32 i 2014 for personer der modtog kontanthjælp i uge

20 2014.

”Andet” dækker blandt andet førtidspension, ressourceforløb, fleksjob og uddannelse.

I opgørelsen af kontanthjælpsanciennitet medregnes både kontant- og uddannelseshjælp.

Kilde: DREAM

@9876543210u

yxv ts

rqp ihgdcb

)('&e

%$#"!

a` YXW Vo

UT SRQPIw

HG FE DCBA

©¨§¦¥¤£¢¡ f

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Bilag 3.6 Afgang fra uddannelseshjælp kvartalet efter for personer, der modtog uddannelseshjælp i uge

20 2014. Særskilt for uddannelseshjælpsanciennitet

Forsørgelseskilde kvartalet efter i pct.

100

Under et år

Mellem et

og tre år

Mellem tre

og fem år

Over fem år

Uddannelseshjælpsanciennitet

Beskæftigelse

Selvforsørgelse

Andet

Uddannelseshjælp

Note: Målingen viser den hyppigste forsørgelseskilde i perioden uge 21 - 32 i 2014 for personer der modtog uddannelseshjælp i

uge 20 2014.

”Andet” dækker blandt andet førtidspension, ressourceforløb, fleksjob og uddannelse.

I opgørelses af uddannelseshjælpshjælpsanciennitet medregnes både kontant- og uddannelseshjælp.

Kilde: DREAM

Bilag 3.7 Afgang fra sygedagpenge efter et kvartal for personer, der modtog sygedagpenge i uge 20

2014. Særskilt for sygedagpengeanciennitet

Forsørgelseskilde kvartalet efter i pct.

100

Under et år

Mellem et og tre år

Sygedagpengeanciennitet

Beskæftigelse

Selvforsørgelse

Dagpenge

Andet

Kontanthjælp

Ledighedsydelse

Ressourceforløb

Førtidspension

Sygedagpenge

Note: Målingen viser den hyppigste forsørgelseskilde i perioden uge 21 2014-uge 32 2014 for personer der modtog sygedagpenge

i uge 20 2014.

”Andet” dækker blandt andet barselsdagpenge, uddannelse og fleksjob.

Fra juli 2014 blev varighedsbegrænsningen for sygedagpenge afskaffet, og derfor vil antallet af personer, der overgår fra syge-

dagpenge til kontanthjælp, mindskes betydeligt. Denne gruppe vil i stedet få et jobafklaringsforløb.

Kilde: DREAM

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Bilag 3.8 Karakteristik af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet uge 20 2014

Kontant- Kontant-

hjælp,

jobparate aktivi-

tetspa-

rate

Uddan-

nelses-

hjælp,

åbenlyst

uddan-

nelsespa-

rate

3.900

22 år

52 pct.

48 pct.

81 pct.

9 pct.

7 pct.

2 pct.

1 pct.

0,4

27 pct.

14 pct.

19 pct.

25 pct.

16 pct.

Uddan-

nelses-

hjælp,

uddan-

nelsespa-

rate

15.500

23 år

52 pct.

48 pct.

81 pct.

9 pct.

7 pct.

2 pct.

1 pct.

0,4

28 pct.

16 pct.

24 pct.

21 pct.

11 pct.

Uddan-

nelses-

hjælp,

aktivi-

tetspa-

rate

25.100

23 år

50 pct.

84 pct.

9 pct.

5 pct.

1 pct.

0,4

29 pct.

15 pct.

21 pct.

25 pct.

10 pct.

Sygedag- Befolk-

penge

ningen

mellem

16 og 64

år

Antal i alt

Gennemsnitlig alder

Mænd

Kvinder

Dansk oprindelse

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Efterkommere fra

ikke-vestlige lande

Indvandrere fra

vestlige lande

Efterkommere fra

vestlige lande

Gift*

Samlevende*

Samboende*

Enlig*

Gennemsnitligt

antal børn

Region Hovedstaden

Region Sjælland

Region Syddanmark

Region Midtjylland

Region Nordjylland

28.400

42 år

60 pct.

40 pct.

70 pct.

21 pct.

2 pct.

6 pct.

<0,5 pct.

14 pct.

13 pct.

60 pct.

1,5

40 pct.

17 pct.

20 pct.

14 pct.

9 pct.

75.400

43 år

49 pct.

51 pct.

62 pct.

33 pct.

1 pct.

3 pct.

<0,5 pct.

13 pct.

9 pct.

11 pct.

67 pct.

1,8

36 pct.

14 pct.

22 pct.

19 pct.

8 pct.

82.100 3.562.700

44 år

40 år

41 pct.

50 pct.

59 pct.

50 pct.

89 pct.

87 pct.

7 pct.

1 pct.

4 pct.

<0,5 pct.

48 pct.

7 pct.

11 pct.

34 pct.

1,6

28 pct.

15 pct.

22 pct.

24 pct.

11 pct.

1 pct.

4 pct.

<0,5 pct.

48 pct.

7 pct.

11 pct.

34 pct.

1,3

32 pct.

14 pct.

21 pct.

23 pct.

10 pct.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Bilag 3.8 fortsat

Revalide- Ressour-

ring

ceforløb

Førtids-

pension

Fleksjob

Ledig-

heds-

ydelse

Alle ydel-

ser for

borgere i

udkan-

ten af

arbejds-

markedet

542.100

45 år

46 pct.

54 pct.

82 pct.

14 pct.

1 pct.

3 pct.

<0,5 pct.

32 pct.

6 pct.

9 pct.

52 pct.

1,5

26 pct.

16 pct.

24 pct.

11 pct.

Befolk-

ningen

mellem

16 og 64

år

Antal i alt

Gennemsnitlig alder

Mænd

Kvinder

Dansk oprindelse

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Efterkommere fra

ikke-vestlige lande

Indvandrere fra

vestlige lande

Efterkommere fra

vestlige lande

Gift*

Samlevende*

Samboende*

Enlig*

Gennemsnitligt

antal børn

Region Hovedstaden

Region Sjælland

Region Syddanmark

Region Midtjylland

Region Nordjylland

8.100

38 år

42 pct.

58 pct.

93 pct.

4 pct.

1 pct.

2 pct.

<0,5 pct.

36 pct.

10 pct.

13 pct.

41 pct.

1,4

21 pct.

15 pct.

20 pct.

29 pct.

16 pct.

4.000

42 år

37 pct.

63 pct.

80 pct.

17 pct.

1 pct.

2 pct.

<0,5 pct.

58 pct.

5 pct.

4 pct.

33 pct.

1,7

24 pct.

18 pct.

22 pct.

23 pct.

12 pct.

229.300

51 år

46 pct.

54 pct.

84 pct.

13 pct.

<0,5 pct.

2 pct.

< 0,5 pct.

34 pct.

3 pct.

6 pct.

57 pct.

1,5

23 pct.

17 pct.

25 pct.

24 pct.

11 pct.

56.600

49 år

39 pct.

61 pct.

94 pct.

4 pct.

<0,5 pct.

2 pct.

<0,5 pct.

54 pct.

5 pct.

9 pct.

32 pct.

1,7

17 pct.

14 pct.

26 pct.

31 pct.

13 pct.

13.700

47 år

35 pct.

65 pct.

89 pct.

8 pct.

<0,5 pct.

2 pct.

<0,5 pct.

40 pct.

7 pct.

11 pct.

41 pct.

1,6

24 pct.

17 pct.

23 pct.

27 pct.

10 pct.

3.562.700

40 år

50 pct.

87 pct.

7 pct.

1 pct.

4 pct.

<0,5 pct.

48 pct.

7 pct.

11 pct.

34 pct.

1,3

32 pct.

14 pct.

21 pct.

23 pct.

10 pct.

Note: Deltagere i integrationsprogrammet får kontanthjælp.

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er defineret som personer, der modtager en af ydelserne kontanthjælp, uddannelses-

hjælp, sygedagpenge, revalidering, ledighedsydelse, fleksjob, ressourceforløb og førtidspension.

*Familietypen er opgjort for modtagere af den givne ydelse i uge 20 2013. Uddannelseshjælp blev indført med kontanthjælps-

reformen, der trådte i kraft 1. januar 2014, og familietypen er således ikke opgjort for uddannelseshjælpsmodtagere og popula-

tionen af kontanthjælpsmodtagere er derfor tilsvarende større i denne måling. Registreret partnerskab indgår i kategorien gift.

Samlevende er personer, der ikke er gift, men bor sammen med en, de har børn med. Samboende er personer, der bor sammen

med en af modsatte køn, der højst er 15 år ældre eller yngre, og som de ikke har børn sammen med eller er i familie med.

Kilde: DREAM, CPR og lovmodellen.

Bilag 3.9 Personer, der har modtaget offentlig forsørgelse i uge 20 2014, fordelt efter oprindelse og køn

Dansk oprindelse

Andel

mænd i

pct.

Andel

kvinder i

pct.

Indvandrere fra ikke-

vestlige lande

Andel

mænd i

kvinder i

pct.

Kontanthjælp – jobparate

Kontanthjælp – aktivitetsparate

Uddannelseshjælp – åbenlyst uddannelsesparate

Uddannelseshjælp – uddannelsesparate

Uddannelseshjælp – aktivitetsparate

Sygedagpenge

Revalidering

Førtidspension

Fleksjob

Ledighedsydelse

Ressourceforløb

Alle ydelser

Note: I befolkningen i den arbejdsdygtige alder var der blandt personer af dansk oprindelse i 2. kvartal 2014 50 pct. kvinder og

50 pct. mænd, mens der blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande var 52 pct. kvinder og 48 pct. mænd. Kvinder er altså svagt

overrepræsenteret blandt indvandrere fra ikke-vestlige lande, hvilket kan forklare en lille del af forskellen mellem personer med

dansk oprindelse og personer med ikke-vestlig baggrund i andel kvinder på kontanthjælp. Til gengæld er forskellen i andel kvin-

der på de øvrige ydelser endnu større, hvis man tager højde for forskellen i kønnenes andel af befolkningsgruppen.

Kilde: DREAM

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Bilag 3.10 Andel i ejer/lejer bolig blandt borgere i udkanten af arbejdsmarkedet og resten af befolknin-

gen mellem 16 og 64 år

Uoplyst

Ikke i udkanten af arbejdsmarkedet

I udkanten af arbejdsmarkedet

Hustande

Ingen i udkanten af arbejdsmar-

med mere end kedet

en person

En eller flere men ikke alle er i

udkanten af arbejdsmarkedet

Alle i husstanden er i udkanten af

arbejdsmarkedet

Enlige

1 pct.

0 pct.

1 pct.

Udlej-

Ejerbolig

ningsbolig

41 pct.

58 pct.

68 pct.

31 pct.

30 pct.

69 pct.

41 pct.

70 pct.

59 pct.

29 pct.

I alt

100 pct.

Note.: Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er defineret som personer mellem 18 og 64 år, der i uge 46 2012 modtog en af

ydelserne kontanthjælp, sygedagpenge, revalidering, førtidspension, fleksjob, ledighedsydelse eller ressourceforløb. Boligsituati-

onen er opgjort per 1. marts 2012.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Lovmodellen.

Bilag 3.11 Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet som andel af befolkningen mellem 16 og 64 år

Kilde: DREAM og Statistikbanken.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Bilag 3.12 Udfordringer for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet uge 46 2012

Kon-

tant-

hjælp

jobpa-

rate

Kon-

tant-

hjælp

aktivi-

tetspa-

rate

26 pct. 23 pct.

Syge-

dag-

penge

Revali-

dering

Før-

tids-

pensi-

Fleks-

job

Ledig-

heds-

ydelse

Alle

Befolk-

ydelser ningen

mel-

lem 16

og 64

år

57 pct. 42 pct. 59 pct.

Med en erhvervs-

kompetencegiven-

de uddannelse

Uden en erhvervs-

74 pct.

kompetencegiven-

de uddannelse*

Har afsonet en

4,8 pct.

dom de sidste fem

år**

Gennemsnitligt

7,0

antal kontakter til

almen læge

Andel med mere

7 pct.

end 30 kontakter til

almen læge

Har modtaget

9 pct.

psykofarmaka***

Har været anbragt

10 pct.

som barn****

69 pct.

58 pct.

37 pct.

63 pct.

77 pct.

31 pct.

42 pct.

63 pct.

37 pct.

43 pct.

58 pct.

41 pct.

7,7 pct. 0,9 pct. 1,6 pct.

1,7 pct. 0,3 pct. 0,7 pct. 2,7 pct. 0,9 pct.

10,9

13,8

10,6

13,5

10,7

13,8

12,3

6,4

7 pct.

8 pct.

6 pct.

11 pct.

6 pct.

10 pct.

9 pct.

2 pct.

36 pct.

17 pct.

31 pct.

5 pct.

27 pct.

8 pct.

35 pct.

19 pct.

24 pct.

6 pct.

38 pct.

9 pct.

32 pct.

13 pct.

9 pct.

4 pct.

Note: Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er defineret som personer mellem 16 og 64 år, der modtog de pågældende ydelser

i uge 46 2012.

*Personer med uoplyst uddannelsesniveau regnes i overensstemmelse med Danmarks Statistiks praksis som værende uden en

kompetencegivende uddannelse.

**Opgørelsen er kun lavet på baggrund af personer i alderen 20-64 år, så alle har kunnet idømmes fængselsstraf de seneste fem

år.

*** Psykofarmaka defineres som antidepressiv medicin (ATC-kode N06A) og medicin mod skizofreni (ATC-kode N05A) i overens-

stemmelse med Sundhedsstyrelsen (2006). Opgørelsen viser, hvor mange, der har fået psykofarmaka, i 2012.

****Der findes kun data om anbringelser fra starten af 1960erne og frem, derfor er denne måling alene lavet for personer mellem

16 og 50 år. Opgørelsen er både tvungne og frivillige anbringelser dog eksklusiv kost-, efter- og ungdomsskoler, skoleskib og eget

værelse.

Kilde: Lovmodellen

Bilag 3.13 Andel, der får første tilbud inden for de første tre måneder på ydelsen, januar-juni 2014

100

Andel der får første tilbud inden for

tre måneder

Dag-

penge

Revalidering Sygedag- Ledigheds- Ressource-

penge

ydelse

forløb

Kontant-

Uddan-

hjælp nelseshjælp

Note: Bemærk, at personer, der afslutter et ydelsesforløb inden tre måneder indgår ikke i målingen.

Kilde: Jobindsats.dk

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Bilag 3.14 Metodebeskrivelse for figur 3.5 og 3.8

Populationen i målingen er personer, der modtog henholdsvis kontanthjælp, uddannelseshjælp og

ledighedsydelse i uge 20 2014. Ancienniteten på ydelsen er opgjort i uge 20 2014, hvor perioder på

til og med tre uger uden ydelsen tillades for at tage højde for sanktioneringer, der medfører kortere

perioder uden ydelse.

Når ydelsesancienniteten er opgjort er ydelsesmodtagerne grupperet i årsintervaller efter ancien-

nitet, således betragtes for eksempel personer, der har modtaget kontanthjælp i mellem et og to år

som én gruppe. Dernæst er det opgjort, hvor stor en del af gruppen, der har fået en aktiv indsats i

mindst en af de forudgående 12 uger. For eksempel har 51 pct. af de aktivitetsparate kontanthjælps-

modtagere, der havde modtaget kontanthjælp i mellem et og to år i uge 20 2014, fået en aktiv ind-

sats i mindst en af ugerne 9-20 2014. Ugerne 9-20 er valgt, fordi de er ”typiske” uger, der ikke ligger i

en ferieperiode. Personer med under 12 ugers anciennitet på ydelsen indgår ikke i opgørelsen.

Bilag 3.15

1. Sanktioner i beskæftigelsessystemet for borgere i udkanten af arbejds

markedet

Dette bilag skitserer som udgangspunkt, hvilken viden om brugen af sanktioner, der findes,

herunder hvordan sanktioner ser ud til at virke for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Dernæst indeholder bilaget en overordnet beskrivelse af de regler i beskæftigelseslovgivnin-

gen, der gælder i forhold til sanktioner for gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarke-

det. Det vil sige borgere, der modtager ledighedsydelse, er visiteret til fleksjob, er i ressour-

ceforløb, deltager i revalidering, modtager kontant- eller uddannelseshjælp samt modtager

sygedagpenge. Der suppleres med, hvilke sanktionsregler, der gælder for dagpengemodtage-

re. Til sidst anskueliggøres det, hvor mange borgere i beskæftigelsessystemet, der modtager

sanktioner, samt hvorvidt der er forskel på brugen af sanktioner på tværs af kommunerne.

Det følgende omhandler:

•

Viden om sanktioner

Sanktionsregler i beskæftigelseslovgivningen

Omfang af sanktioner i kommunerne

2. Viden om sanktioner

Der findes pt. ti studier om effekten af sanktioner i STAR’s vidensbank ”jobeffekter.dk”. Derud-

over er der identificeret to øvrige relevante studier, herunder Svarer (2007) og Qureshi (2009).

I alt er der identificeret ni internationale studier og tre danske. I nedenstående tabeller er

studierne vist i forhold til målgruppe, outcome-mål og effekt med mere. Som det fremgår, er

der hovedsagligt studier, der vedrører dagpengeledige. For denne gruppe kan konkluderes, at

der er moderat evidens for, at sanktioner har en positiv effekt, jf. tabel 1. At der ikke er stærk

evidens i lyset af de mange studier, skyldes, at hovedparten af studierne bør vægtes en smule

ned, blandt andet fordi de ikke omhandler danske forhold.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Tabel 1 Studier om effekt af sanktioner for dagpengeledige

Studier

Malmberg-Hei-

monen, I. & J. Vuori

(2005)

Malmberg-Hei-

monen, I. & J. Vuori

(2005)

Arni, P., R. Lalive &

J. van Ours (2009)

Arni, P., R. Lalive &

J. van Ours (2009)

van den Berg, G.,

B & J. Vikström

(2009)

van den Berg, G.,

B & J. Vikström

(2009)

Lalive, Rafael, Jan

C. van Ours &

Josef Zweimüller

(2005)

Svarer (2007)

Svarer (2011)

Land

Finland

Målgruppe

Dagpengeledige

Bemærkninger om Outcomemål

indsats

Sanktioner ifm.

Afgang til beskæf-

jobsøgningskurser tigelse

Sanktioner ifm.

Afgang til beskæf-

jobsøgningskurser tigelse

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Afgang til beskæf-

tigelse

Beskæftigelsesva-

righed og løn

Afgang til beskæf-

tigelse

Efterfølgende løn

Effekt

Finland

Schweiz

Sverige

Langtidsledige

dagpengemod-

tagere

Dagpengeledige

Sverige

Dagpengeledige

Schweiz

Dagpengeledige

Afgang til beskæf-

tigelse

Danmark

Dagpengeledige

J. Aabring, G. van

Holland

den Berg & J. C van

Ours (2005)

Roed, K. & L. West- Norge

lie (2007)

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Sanktioner

generelt

Afgang til selvfor-

sørgelse

Afgang til beskæf-

tigelse

Afgang til beskæf-

tigelse

Afgang til beskæf-

tigelse

Dagpengeledige

Note: Et ”+” indikerer, at der findes en signifikant positiv effekt i forhold til det anvendte outcomemål. ”0” angiver at der ingen

effekt er, mens ”-” angiver at der er en siginifikant negativ effekt. Er effektangivelsen i parentes skyldes, at det ikke er muligt at

afgøre, om den samlede effekt af indsatsen er signifikant.

To studier undersøger effekten af sanktioner for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmod-

tagere, jf. tabel 2. Et af disse studier er dansk og skønnes at være af høj kvalitet (Qureshi,

2009). I studiet findes med anvendelse af samme metode, som anvendes af Svarer (2007) for

de dagpengeledige, at der er væsentlige effekter for arbejdsmarkedsparate kontanthjælps-

modtagere. Analysen er afgrænset til personer over 25 år og ekskluderer enlige mellem 25 og

30 år af hensyn til særregler for delgrupper.

Tabel 2 Studier om effekt af sanktioner for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere

Studier

G. van den Berg,

A. Uhlendorff og J.

Wolff (2013)

Land

Tyskland

Målgruppe

Unge, mandlige

arbejdsmar-

kedsparate

kontanthjælps-

modtagere

Arbejdsmar-

kedsparate

kontanthjælps-

modtagere over

25 år og undtaget

enlige mellem 25

og 30 år.

Bemærkninger om Outcomemål

indsats

Sanktioner

Afgang til beskæf-

generelt

tigelse

Effekt

Qureshi (2009)

Danmark

Sanktioner

generelt

Afgang til beskæf-

tigelse

Note: Et ”+” indikerer, at der findes en signifikant positiv effekt i forhold til det anvendte outcomemål. ”0” angiver at der ingen

effekt er, mens ”-” angiver at der er en signifikant negativ effekt. Er effektangivelsen i parentes skyldes, at det ikke er muligt at

afgøre, om den samlede effekt af indsatsen er signifikant.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Der er kun fundet to studier, som undersøger effekten af sanktioner for ikke-arbejdsmar-

kedsparate grupper, begge udenlandske, jf. tabel 3. Ét af studierne omfatter alene unge under

25 år. Begge studier finder positive signifikante beskæftigelseseffekter.

Tabel 3 Studier om effekt af sanktioner for ikke- arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere

Studier

Land

Målgruppe

Ikke-arbejds-

markedsparate

kontanthjælps-

modtagere

Ikke-arbejdsmar-

kedsparate ledige

under 25 år

Bemærkninger om Outcomemål

indsats

Sanktioner

Afgang til beskæf-

generelt

tigelse

Effekt

van den Berg, G.,

Holland

B. van der Klaauw

& J. C. van Ours

(2004)

de Giorgi, G. (2005) Storbri-

tannien

Sanktioner i

kombination

med samtaler,

jobsøgningskurser,

mentor, virk-

somhedsrettede

tilbud, praktik (på

ydelse), ordinær

uddannelse

Sandsynlighe-

den for at være

beskæftiget efter

18 mdr.

Note: Et ”+” indikerer, at der findes en signifikant positiv effekt i forhold til det anvendte outcomemål. ”0” angiver at der ingen

effekt er, mens ”-” angiver at der er en signifikant negativ effekt. Er effektangivelsen i parentes skyldes, at det ikke er muligt at

afgøre, om den samlede effekt af indsatsen er signifikant.

Sammenfattende kan konkluderes, at der er moderat evidens for, at der er en selvforsørgel-

seseffekt af sanktioner overfor arbejdsmarkedsparate ledige. Litteraturgrundlaget er imid-

lertid for beskedent til at konkludere, at sanktioner har positiv effekt for gruppen af ikke-ar-

bejdsmarkedsparate. Enkelte studier peger på, at der kan være en effekt, men der er ikke tale

om danske studier, og ét af disse studier ser på en kombinationsindsats, hvor sanktioner blot

er ét element, og hvor målgruppen kun er unge under 25 år. Samtidig er der mere kvalitative

(danske) studier, der peger på, at sanktioner for netop denne gruppe muligvis kan medføre

dårligere selvforsørgelses- og beskæftigelsesmæssige resultater.

Udover de fundne enkeltstudier for de generelle grupper af ledige, har et litteraturreview om

effekten af beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser til ledige ikke-vestlige indvan-

drere fundet, at der er indikation for, at intensivering af sanktioner har positiv beskæftigel-

seseffekt for ledige ikke-vestlige indvandrere (KORA, 2013a).

3. Sanktionsregler i beskæftigelseslovgivningen

Uddannelses og kontanthjælp samt ressourceforløbsydelse under res-

sourceforløb og jobafklaring

Personer, der modtager uddannelses- eller kontanthjælp og er visiteret aktivitetsparate,

samt modtagere af ressourceforløbsydelse kan blive pålagt en sanktion, hvis de ikke lever

op til deres rådighedsforpligtelse. Disse persongrupper skal alle stå til rådighed for rimelige

tilbud, møde til samtaler, deltage i sygeopfølgning og for aktivitetsparate kontanthjælps-

modtagere tage mod rimelige job, som de kan varetage.

For personer, der modtager uddannelseshjælp som uddannelsesparate eller modtager kon-

tanthjælp som jobparate, anvendes samme sanktioner som for aktivitetsparate modtagere

af uddannelses- eller kontanthjælp. Der er dog forskel på rådighedsforpligtelsen for disse

målgrupper, idet de jobparate kontanthjælpsmodtagere og uddannelsesparate uddannel-

seshjælpsmodtagere kan sanktioneres for flere forseelser. Samtidig kan uddannelsesparate

uddannelseshjælpsmodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere få en skærpet rådig-

hedssanktion, hvis de gentagne gange ikke står til rådighed for tilbud eller ikke lever op til

kravene om at søge job og kommunen konkret vurderer, at personen med sin adfærd udviser

en manglende vilje til at stå til rådighed for arbejde, uddannelse, tilbud m.v. Kommunen skal i

den forbindelse give personen et aktivt tilbud, daglige samtaler eller pligt til at møde dagligt

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

i jobcenteret, og personen vil alene modtage hjælp for de dage, hvor den pågældende delta-

ger i tilbud, møder til samtaler eller møder i jobcenteret.

Der anvendes tre forskellige sanktionstyper:

•

Periodesanktion (fradrag i hjælpen) – der modtages ikke ydelser for de dage, hvor den på-

gældende ikke lever op til sin rådighedsforpligtelse for eksempel ved uden rimelig grund

at udeblive fra en samtale eller et tilbud. Ydelsesmodtageren kan ikke modtage ydelsen

fra og med den dag, hvor forseelsen sker, og frem til, at den pågældende kontakter kom-

munen.

Punktsanktion (nedsættelse af hjælpen) – ydelsen nedsættes med et bestemt beløb, for

eksempel, hvis den pågældende uden rimelig grund siger nej til tilbud om et rimeligt job.

Ophør af ydelsen (mistet ret til ydelsen) – hvis personen uden rimelig grund afslår et

tilbud eller har gentagne udeblivelser fra et tilbud, der skal sidestilles med, at personen

afslår tilbuddet.

•

Sanktionerne gives alene, hvis personen ikke har en rimelig grund til ikke at leve op til sin

rådighedsforpligtelse. De rimelige grunde er for eksempel sygdom eller manglende bør-

nepasningsmuligheder. For persongruppen af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere,

aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og modtagere af ressourceforløbsydelse

skal kommunen endvidere altid vurdere, om der er andre end de i lov om aktiv socialpolitik

specifikt nævnte rimelige grunde, der medfører, at en person ikke har pligt til at udnytte

sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder, og derfor ikke skal have en sanktion. Der hvor en

sanktion ikke fremmer rådigheden for denne persongruppe, skal der ikke gives en sanktion.

For modtagere af uddannelses- eller kontanthjælp, som er aktivitetsparate, og modtagere af

ressourceforløbsydelse skal kommunen endvidere have udtømt alle rimelige muligheder for

at komme i personligt kontakt med personen, således at det kan klarlægges, om den pågæl-

dende havde en rimelig grund til udeblivelsen. Baggrunden for at indføre denne bestemmel-

se vedrørende personer, der visiteres som aktivitetsparate uddannelses- eller kontanthjælps-

modtagere eller visiteres til ressourceforløb, er, at de kan have svært ved at overskue de

betingelser, kommunen stiller for at kunne modtage hjælpen eller ressourceforløbsydelsen.

Ledighedsydelse og fleksjob

En person, der er visiteret til fleksjob og modtager ledighedsydelse, har pligt til at stå til rå-

dighed for fleksjob og tilbud, at møde til samtaler og at være aktivt jobsøgende. Den pågæl-

dende skal endvidere lægge sit cv på jobnet.

Hvis rådighedsforpligtelsen ikke overholdes, kan der gives følgende sanktioner:

•

Periodesanktion, hvis den pågældende uden rimelig grund udebliver fra en samtale eller

undlader at lægge sit cv rettidigt på jobnet. Ydelsesmodtageren kan ikke modtage ydel-

sen fra og med den dag, hvor forseelsen sker, og frem til, at den pågældende kontakter

kommunen.

Med beskæftigelsesreformen indføres fra 1. juli 2015 en periodesanktion for modtagere

af ledighedsydelse, som udebliver helt eller delvist en eller flere dage fra tilbud i beskæf-

tigelsessystemet.

Ydelsen bortfalder i tre uger, hvis den pågældende person uden rimelig grund afslår eller

ophører i fleksjob eller tilbud.

Retten til ydelsen ophører, hvis den pågældende person uden rimelig grund ikke står til

rådighed, herunder ikke har været aktivt jobsøgende, eller hvis personen to gange inden

for 12 måneder, har afslået eller er ophørt i et fleksjob eller tilbud. Personen får igen ret

til ledighedsydelse, når den pågældende har været ansat i et fleksjob i ni måneder inden

for de seneste 18 måneder efter, at den pågældende har mistet retten til ledighedsydelse.

•

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Sanktionerne gives alene, hvis personen ikke har en rimelig grund til ikke at leve op til sin

rådighedsforpligtelse. De rimelige grunde er for eksempel sygdom eller manglende børne-

pasningsmuligheder. Kommunerne skal endvidere for denne persongruppe altid vurdere, om

der er andre end de i lov om aktiv socialpolitik specifikt nævnte rimelige grunde, der medfø-

rer, at en person ikke skal have en sanktion. Der hvor en sanktion ikke fremmer rådigheden

for denne persongruppe, skal der ikke gives en sanktion.

Kommunen har endvidere pligt til at vejlede modtageren af ledighedsydelse om rådigheds-

forpligtelsen samt om, at den pågældende får en sanktion, hvis personen ikke lever op til

rådighedsforpligtelsen, og der ikke er rimelig grund til dette. Dette følger af lov om retssik-

kerhed og administration på det sociale område.

Revalidering

Personen har kun ret til revalideringsydelsen, hvis jobplanen følges. Ydelsen ophører, hvis

jobplanen afbrydes. Revalideringsydelsen kan dog bevares ved kortvarige afbrydelser af re-

valideringsforløbet, der ikke har betydning for at gennemføre jobplanen med hensyn til mål

og indhold.

Sygedagpenge

Sygedagpengene kan bortfalde:

•

Så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke ved opfølgningen,

Så længe den sygemeldte afviser indlæggelse, nødvendig lægebehandling

eller hen-

sigtsmæssig optræning,

Hvis den sygemeldte ved sin adfærd forhaler helbredelse.

Bortfald af sygedagpenge efter nr. 1 og 2 er betinget af, at kommunen har givet den syge-

meldte en skriftlig orientering om konsekvenserne af, at den sygemeldte undlader at med-

virke ved opfølgning eller afviser at modtage nødvendig lægebehandling eller deltage i hen-

sigtsmæssig optræning eller i indsatsen.

Retten til sygedagpenge ophører dagen efter, at betingelserne for at modtage sygedagpenge

ikke længere er opfyldt. Afgørelse om ophør af retten til sygedagpenge kan tidligst træffes,

når den sygemeldte har haft lejlighed til at udtale sig om de oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, der efter kommunens opfattelse fører til, at betingelserne for at modtage

sygedagpenge ikke længere er opfyldt.

Hvis sygedagpenge er bortfaldet efter nr. 1 eller 2, genoptages udbetalingen dagen efter det

tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er opfyldt, hvis dette

sker senest fire uger efter at den sygemeldte er blevet underrettet om bortfaldet. Udbetaling

af sygedagpenge kan kun genoptages én gang under det aktuelle sygedagpengeforløb.

Arbejdsløshedsdagpenge

1. Periodesanktioner

En dagpengemodtager får en periodesanktion (”så-længe-sanktion”), hvis den pågældende

udebliver fra en samtale eller aktivitet. Det betyder, at der ikke kan udbetales dagpenge frem

til det tidspunkt, hvor den pågældende person henvender sig til a-kassen, jobcentret eller

anden aktør om udeblivelsen.

Med beskæftigelsesreformen indføres fra 1. juli 2015 en periodesanktion for dagpengemod-

tagere, som udebliver en eller flere dage fra tilbud i beskæftigelsessystemet. Dagpengemod-

tagere der udebliver en eller flere dage fra tilbud, vil dermed ikke kunne få dagpenge fra den

dag, de udebliver, og indtil de igen deltager i tilbuddet.

Det gælder dog ikke, hvis behandlingen er omfattet af forsøget i perioden 1. juli 2014 til 30. juni 2016 om, at en person

kan sige nej til lægelig behandling i snæver forstand.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Ved manglende rådighed i en periode, kan man ikke få dagpenge, så længe rådigheden er

begrænset. Det kan for eksempel være på grund af børnepasningsproblemer. En person kan

dermed ikke få dagpenge så længe personen ikke er tilmeldt som arbejdssøgende, ikke kan

overtage arbejde eller deltage i samtaler eller aktiviteter. Personen kan ikke få dagpenge fra

den dag, hvor den pågældende ikke opfyldte sin rådighedspligt, og frem til det tidspunkt

hvor den pågældende igen opfylder rådighedspligten.

2. Tre ugers karantæne for selvforskyldt ledighed

En dagpengemodtager får en karantæne på tre uger, hvis den pågældende anses for selvfor-

skyldt ledig. Dagpengemodtageren anses for selvforskyldt ledig, hvis den pågældende uden

en gyldig grund for eksempel siger sit job op, afslår en jobplan, afslår eller ophører med et

henvist job eller et tilbud. Man kan også anses for selvforskyldt ledig, hvis man bliver afske-

diget fra et job af en grund, der væsentligst skyldes en selv. Dagpengemodtageren vil for

eksempel have en gyldig grund, hvis den pågældende på grund af sit helbred ikke kan udføre

arbejdet, hvis den pågældende risikerer at blive udsat for passiv rygning eller hvis arbejdet

ikke er på almindelige løn- og arbejdsvilkår. Listen over gyldige grunde er udtømmende. Hvis

man bliver selvforskyldt ledig to gange inden for 12 måneder, mister man retten til dagpenge.

Personen har først ret til dagpenge igen, når den pågældende har arbejdet i som udgangs-

punkt 300 timer inden for tre måneder.

3. Mistet dagpengeret

En dagpengemodtager mister retten til dagpenge, hvis den pågældende på baggrund af

en rådighedsvurdering i a-kassen ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, for

eksempel fordi den pågældende ikke er aktivt jobsøgende. Personen kan først få dagpenge

igen, når den pågældende har arbejdet i som udgangspunkt 300 timer inden for tre måne-

der.

4. Omfang af sanktioner i kommunerne

Dette afsnit skitserer omfanget af de rådighedssanktioner, kommuner og a-kasser giver, for-

delt på følgende:

•

Sanktioner til kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere, herunder for-

delt på herkomst.

Sanktioner til a-dagpengemodtagere, herunder fordelt på herkomst

Sammenhold af sanktionsomfanget i kontanthjælpssystemet og i dagpengesystemet.

Sanktioner til kontanthjælpsmodtagere fordelt på kommuner.

Sanktioner til kontanthjælpsmodtagere

Tabel 1 viser udviklingen i antallet af rådighedssanktioner til modtagere af kontanthjælp

kvartalsvist fra 1. kvartal 2008 til 2. kvartal 2014. Som det fremgår af tabellen stiger antallet

af sanktioner fra 2008 til primo 2011, herefter er der generelt et lille fald.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Tabel 1 Antal rådighedssanktioner til samt andel sanktionerede kontanthjælpsmodtagere i perioden 1.

kvartal 2008 til og med 2. kvartal 2014

Antal sanktioner i alt

Visitations- Job-

Aktivitets- Uop-

kategori

parat

lyst

i alt

11.457

6.874

4.561

12.672

7.732

4.916

13.953

8.101

5.813

16.515

10.108

6.358

18.276

12.070

6.176

22.727

15.252

7.454

22.916

14.831

8.069

27.069

17.387

9.667

32.385

20.679

11.679

33.705

20.736

12.955

33.117

19.845

13.262

38.592

22.862

15.728

38.702

23.227

15.463

36.174

20.808

15.358

31.668

18.177

13.490

33.739

19.813

13.924

36.971

21.545

15.424

33.991

18.503

15.480

31.592

17.857

13.731

32.326

18.094

14.217

33.444

19.220

14.216

37.436

21.954

15.472

33.364

18.780

14.574

30.312

17.062

13.219

11.871

5.651

5.173

1.047

9.856

5.342

4.300

214

Andel sanktionerede ledige, pct.

Visitations- Job-

Aktivitets- Uop-

kategori

parat

lyst

i alt

7,6

12,2

4,4

8,4

14,4

4,9

2,4

9,2

15,2

5,5

4,2

9,9

16,3

5,7

4,1

10,1

16,1

5,4

2,7

10,9

18,1

5,6

1,9

10,9

17,5

6,1

1,7

10,6

17,6

5,4

1,7

11,1

17,7

5,9

1,7

11,4

17,8

6,3

1,8

11,7

18,7

6,5

1,4

12,2

20,1

6,9

0,3

12,4

20,5

6,9

0,6

11,8

19,7

6,8

0,9

11,3

6,6

0,2

11,2

19,5

6,4

0,3

11,4

19,4

6,5

0,3

10,1

16,8

6,3

0,9

10,2

17,5

0,6

10,2

17,8

5,9

0,7

10,1

17,2

5,8

0,7

10,6

18,2

0,5

9,9

16,6

5,9

0,7

9,2

15,6

5,5

1,1

6,1

10,2

3,4

13,2

2,8

3,4

1. kvt 2008

2. kvt 2008

3. kvt 2008

4. kvt 2008

1. kvt 2009

2. kvt 2009

3. kvt 2009

4. kvt 2009

1. kvt 2010

2. kvt 2010

3. kvt 2010

4. kvt 2010

1. kvt 2011

2. kvt 2011

3. kvt 2011

4. kvt 2011

1. kvt 2012

2. kvt 2012

3. kvt 2012

4. kvt 2012

1. kvt 2013

2. kvt 2013

3. kvt 2013

4. kvt 2013

1. kvt 2014

2. kvt 2014

Note: Ophør af ydelse: Hjælpen ophører, hvis en person afviser et tilbud, eller har gentagne udeblivelser af et så betydeligt om-

fang, at det må sidestilles med en afvisning af tilbuddet. Skærpet rådighed: Hjælpen stoppes i en periode på op til tre måneder,

hvis personen gentagne gange uden rimelig grund har undladt at opfylde sin pligt til at stå til rådighed. Periodesanktion: Hjæl-

pen trækkes for det antal dage, hvor den ledige henholdsvis er udeblevet fra tilbud, samtale eller har manglende tilmelding/cv/

tjek af jobforslag. Punktsanktion: Sanktionen trækkes som et beløb i hjælpen for eksempelvis at have ophørt med sit arbejde.

Kilde: Jobindsats.dk

Tabel 1 viser desuden andelen af sanktionerede kontanthjælpsmodtagere per kvartal i peri-

oden. Som det fremgår, har der været en stigning i 2010 og 2011, hvorefter andelen falder en

smule igen. Fra 2014 er andelen af sanktionerede kontanthjælpsmodtagere faldet yderligere

som følge af kontanthjælpsreformen.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Tabel 2 viser andelen af sanktionerede kontanthjælpsmodtagere fordelt på herkomst.

Tabel 2 Andel sanktionerede kontanthjælpsmodtagere fordelt på herkomst, 1. kvartal 2008 til 2. kvartal

2014

Andel sanktionerede ledige, pct.

Herkomst Personer

Indvandrere

i alt

med dansk

fra vestlige

oprindelse

lande

1. kvt 2008

2. kvt 2008

3. kvt 2008

4. kvt 2008

1. kvt 2009

2. kvt 2009

3. kvt 2009

4. kvt 2009

1. kvt 2010

2. kvt 2010

3. kvt 2010

4. kvt 2010

1. kvt 2011

2. kvt 2011

3. kvt 2011

4. kvt 2011

1. kvt 2012

2. kvt 2012

3. kvt 2012

4. kvt 2012

1. kvt 2013

2. kvt 2013

3. kvt 2013

4. kvt 2013

1. kvt 2014

2. kvt 2014

7,6

8,4

9,2

9,9

10,1

10,9

10,6

11,1

11,4

11,7

12,2

12,4

11,8

11,3

11,2

11,4

10,1

10,2

10,1

10,6

9,9

9,2

6,1

8,5

9,4

9,8

10,9

11,2

11,8

12,3

12,6

12,4

13,1

12,4

11,8

11,9

10,6

10,5

10,6

10,5

11,1

10,1

9,5

6,4

5,3

6,9

7,7

7,5

8,6

10,1

9,5

9,1

9,5

10,9

11,6

11,5

9,9

9,5

10,5

8,6

9,4

9,1

9,2

9,5

9,2

8,4

5,8

5,2

Efterkomme- Indvandrere

re fra vestlige fra ikke-vest-

lande

lige

lande

8,6

5,1

9,9

5,9

8,8

7,4

7,1

12,6

6,5

10,9

8,1

14,8

6,6

14,6

15,4

7,4

15,3

8,7

16,3

8,4

18,9

8,9

14,2

8,7

14,4

8,8

14,3

8,4

14,6

8,6

13,8

7,5

8,5

14,7

7,8

13,6

7,8

15,8

7,9

14,3

8,1

12,2

7,4

10,9

6,7

4,4

Efterkom-

mere fra

ikke-vestlige

lande

10,6

12,3

12,2

13,5

14,5

15,8

16,1

15,6

16,6

18,4

20,2

20,8

19,8

19,4

20,6

20,5

18,4

18,1

18,6

18,4

18,5

16,6

12,9

7,6

Kilde: Jobindsats.dk

Der er generelt en større andel af efterkommere fra ikke-vestlige lande, der får en sanktion

i forhold til alle andre grupper. Den gruppe der næst hyppigst modtager en sanktion er ge-

nerelt efterkommere fra vestlige lande. Disse to grupper består samtidig af en forholdsvist

unge kontanthjælpsmodtagere, det kan have betydning for, at så stor en andel af disse grup-

per får en sanktion. Inddeles andelen af sanktionerede derimod i alderskategorier fremgår

det, at blandt de unge er der en større andel af efterkommere fra ikke-vestlige lande, der

modtager en rådighedssanktion end de øvrige grupper.

Tabellen viser også, at den gruppe hvor andelen af kontanthjælpsmodtagere får færrest

sanktioner er indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Sanktioner til uddannelseshjælpsmodtagere

Fra 1. januar 2014 overgik en stor del af kontanthjælpsmodtagerne til uddannelseshjælp som

følge af kontanthjælpsreformen. Det har naturligvis haft en stor betydning for antallet af

sanktioner, der bliver givet til kontanthjælpsmodtagere i 2014, idet det er de under 30-årige,

der har modtaget knap 2/3 af alle rådighedssanktioner de senere år.

Tabel 3 viser antallet af rådighedssanktioner til uddannelseshjælpsmodtagere, samt ande-

len af uddannelseshjælpsmodtagere, der har modtaget en rådighedssanktion de to første

kvartaler af 2014.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Tabel 3 Antal rådighedssanktioner til samt andel sanktionerede uddannelseshjælpsmodtagere i 1. og 2.

kvartal 2014

Antal sanktioner i alt

Visitationska- Alle uddannel-

tegori

ses-parate

i alt

13.481

10.404

15.906

12.709

Andel sanktionerede ledige, pct.

Aktivitets- Visitationska- Alle uddan- Aktivitets-

parat

tegori

nelsesparate parat

i alt

3.001

11,4

16,1

4,8

3.125

13,1

20,2

4,7

1. kvt 2014

2. kvt 2014

Kilde: Jobindsats.dk

Af tabellen fremgår det, at antallet af rådighedssanktioner til aktivitetsparate kontant-

hjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere er faldet forholdsvist meget.

Årsagen til faldet i antallet af sanktioner til aktivitetsparate borgere skal findes i kontant-

hjælpsreformen, hvor det blev skærpet overfor kommunerne, at de forud for sanktionering

af aktivitetsparate modtagere af uddannelseshjælp eller kontanthjælp skal have udtømt alle

rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med personen med henblik på en

vurdering af, om der er en rimelig grund til udeblivelsen.

Baggrunden herfor er, at aktivitetsparate modtagere af uddannelses- eller kontanthjælp kan

være meget udsatte og skrøbelige personer, der kan have svært ved at forholde sig til skrift-

lige henvendelser fra kommunen, for eksempel indkaldelser til samtaler eller partshøringer

i forbindelse med eventuelle sanktioner for manglende fremmøde og lignende. Formålet er,

at aktivitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere i højere omfang skal

hjælpes og ikke per automatik modtage en rådighedssanktion.

Som det også fremgår af tabel 3 opvejer faldet i antallet af rådighedssanktioner til jobklare

kontanthjælpsmodtagere i stort omfang af antallet af rådighedssanktioner til uddannelses-

parate uddannelseshjælpsmodtagere, dog har der været et lille fald i antallet af sanktioner

til jobklare/uddannelsesparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere.

Ses der nærmere på tallene er faldet sket for sanktionstypen ”Periodesanktion – mgl. tilmel-

ding/cv”. Årsagen hertil er, at det kun er de åbenlyst uddannelsesparate, der skal tilmelde sig

som arbejdssøgende i jobcentret og lægge deres cv ind i Jobnet. Da de åbenlyst uddannel-

sesparate udgør knap 1/4 af alle uddannelsesparate betyder det, at der er færre personer, der

kan modtage denne sanktion.

I tabel 4 ses der på andelen af sanktionerede uddannelseshjælpsmodtagere fordelt på her-

komst.

Tabel 4 Andel sanktionerede uddannelseshjælpsmodtagere fordelt på herkomst, 1. og 2. kvartal 2014

Herkomst

i alt

Personer

med dansk

oprindelse

10,9

12,2

Andel sanktionerede ledige, pct.

Indvandrere Efterkomme- Indvandrere

fra vestlige re fra vestlige fra ikke-vest-

lande

lige

lande

12,3

12,7

13,7

14,2

15,6

Efterkom-

mere fra

ikke-vestlige

lande

15,9

20,3

1. kvt 2014

2. kvt 2014

Kilde: Jobindsats.dk

11,4

13,1

Af denne fremgår det, som for kontanthjælp, at den gruppe, hvor den største andel modtager

en sanktion, er efterkommere fra ikke-vestlige lande. Den gruppe, hvor der mindst hyppigt

bliver givet en rådighedssanktion er for personer med dansk oprindelse.

Sanktioner til dagpengemodtagere

Tabel 5 viser udviklingen i antallet af rådighedssanktioner til dagpengemodtagere kvartalv-

ist fra 1. kvartal 2008 til 3. halvår 2013. På grund af skift i datakilde er det ikke muligt pt. at lave

en tidsserie, der går længere frem.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Tabel 5 Antal rådighedssanktioner til, samt andel sanktionerede, dagpengemodtagere, 1. kvartal 2008

til 3. kvartal 2014. På grund af skift i datakilde er tallene fra 4. kvartal 2014 foreløbige, af samme årsag

er der ikke beregnet andel sanktionerede ledige for denne periode.

1. kvt 2008

2. kvt 2008

3. kvt 2008

4. kvt 2008

1. kvt 2009

2. kvt 2009

3. kvt 2009

4. kvt 2009

1. kvt 2010

2. kvt 2010

3. kvt 2010

4. kvt 2010

1. kvt 2011

2. kvt 2011

3. kvt 2011

4. kvt 2011

1. kvt 2012

2. kvt 2012

3. kvt 2012

4. kvt 2012

1. kvt 2013

2. kvt 2013

3. kvt 2013

4. kvt. 2013

1. kvt. 2014

2. kvt. 2014

3. kvt. 2014

Antal sanktioner i alt

3.175

3.270

3.103

2.498

3.747

3.879

4.286

3.819

4.708

4.363

4.681

3.513

3.855

2.956

2.949

3.030

3.176

3.214

3.377

2.952

2.627

2.807

2.790

2.509

2.582

2.519

3.113

Andel sanktionerede ledige, pct.

2,4

2,1

2,2

2,1

2,2

1,8

1,9

2,2

1,6

1,3

1,4

1,3

1,4

1,5

1,4

1,1

1,3

1,5

Anm.: Som følge af skift i datakilde er tallene fra 4. kvartal 2013 til 3. kvartal 2014 behæftet med en vis usikkerhed. For 2014 er

tallene inkl. arbejdsmarkedsydelse.

Kilde: Jobindsats, Registeret for arbejdsmarkedsstatistik (RAM), Det Fælles Datagrundlag (DFDG), a-kassernes beskæftigelsesind-

sats (RAM-BI).

Tabellen viser både de sanktioner, der er givet på baggrund af hændelser i jobcentrene og i

a-kasserne.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Tabel 7 viser andelen af sanktionerede dagpengemodtagere fordelt på herkomst.

Tabel 7 Andel sanktionerede dagpengemodtagere fordelt på herkomst, 1. kvartal 2008 til 3. kvartal 2013

Herkomst

i alt

Personer

med dansk

oprindelse

2,1

2,7

2,6

1,9

1,7

1,8

1,9

1,4

1,2

1,3

1,2

1,3

Andel sanktionerede ledige, pct.

Indvandrere Efterkomme- Indvandrere

fra vestlige re fra vestlige fra ikke-vest-

lande

lige lande

2,6

3,3

2,2

2,5

2,1

2,2

2,1

2,2

2,3

1,8

1,4

1,6

1,4

1,3

1,8

1,5

1,2

1,5

1,8

3,6

3,1

3,7

3,6

3,4

1,9

1,7

2,1

3,6

2,6

2,4

1,6

2,4

2,3

2,9

2,1

1,9

1,7

1,3

1,8

1,9

1,7

4,5

5,3

5,2

3,8

3,7

3,4

3,9

3,2

3,1

4,1

2,9

2,6

2,2

2,4

2,5

2,2

2,4

2,8

2,3

1,9

2,2

2,6

Efterkom-

mere fra

ikke-vestlige

lande

5,1

4,9

6,5

5,2

5,4

5,2

5,7

4,5

3,8

5,9

3,5

3,8

2,8

3,6

2,1

3,6

3,4

1. kvt 2008

2. kvt 2008

3. kvt 2008

4. kvt 2008

1. kvt 2009

2. kvt 2009

3. kvt 2009

4. kvt 2009

1. kvt 2010

2. kvt 2010

3. kvt 2010

4. kvt 2010

1. kvt 2011

2. kvt 2011

3. kvt 2011

4. kvt 2011

1. kvt 2012

2. kvt 2012

3. kvt 2012

4. kvt 2012

1. kvt 2013

2. kvt 2013

3. kvt 2013

Kilde: Jobindsats.dk

2,4

2,1

2,2

2,1

2,2

1,8

1,9

2,2

1,6

1,3

1,4

1,3

1,4

1,5

1,4

1,1

1,3

1,5

Af tabellen fremgår det, at efterkommere fra ikke-vestlige lande er den gruppe, hvor andelen

dagpengemodtagere får flest sanktioner. Den gruppe, der modtager færrest sanktioner er

personer med dansk oprindelse. Billedet er dermed anderledes end for kontanthjælpsmodta-

gere, hvor indvandrere fra ikke-vestlige lande var den gruppe, der modtog færrest sanktioner

per ydelsesmodtager.

Sammenhold af sanktionsomfanget i kontanthjælpssystemet og i dag-

pengesystemet

Rådigheds- og sanktionsreglerne skal være med til at sikre, at den ledige oplever, at der er

en sammenhæng mellem retten til at modtage ydelse og de pligter, der følger med den ret,

blandt andet pligten til at søge job og til at deltage i samtaler og tilbud om aktivering m.v.

Sanktionsreglerne på kontanthjælps- og dagpengeområdet er forskellige. Det skyldes, at

kontanthjælps- og dagpengesystemet er to forskellige ydelsessystemer med to forskellige

hovedformål.

Udgangspunktet for kontanthjælp er, at den skal gives til dem, der ikke kan forsørge sig selv,

eller som ikke kan blive forsørget af familien. Kontanthjælpssystemet er et socialt sikker-

hedsnet, som sørger for, at man kan få offentlig forsørgelse, når alt andet ikke lykkes. Da

en kontanthjælpsmodtager ikke har mulighed for anden ydelse, skal det sikres, at vedkom-

mende fortsat har et forsørgelsesgrundlag. Det gælder også selvom personen pålægges en

sanktion og den pågældende skal derfor som udgangspunkt selv kunne bringe sanktionen

til ophør. Målgruppen for kontanthjælp adskiller sig også fra dagpengeområdet i og med, at

man kan modtage kontanthjælp, selvom man ikke er jobparat.

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Dagpengesystemet er derimod en forsikringsordning, der gælder for personer, der kan stå

fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet, og som uafhængigt af den arbejdsløses formue

m.v. giver ret til dagpenge i tilfælde af midlertidig arbejdsløshed. Derfor er sanktionsmulig-

hederne i dagpengesystemet mere vidtgående, og det er muligt helt at udelukke en arbejds-

løs fra dagpenge, for eksempel ved at give den pågældende et krav om ordinært arbejde,

inden der igen kan udbetales dagpenge.

Dagpenge- og kontanthjælpssystemet er ikke umiddelbart sammenlignelige, og det er der-

for ikke muligt direkte at sammenligne, hvordan der sanktioneres og hvor mange sanktioner,

som gives.

Det faktum, at kontanthjælpsmodtagere kan bringe deres sanktion til ophør betyder også,

at kontanthjælpsmodtagere kan modtage flere sanktioner i den periode, hvor en dagpenge-

modtager blot vil få frataget sin hjælp. Da dagpengemodtageres sanktioner også er mere

vidtgående og strækker sig over længere tid, er der flere muligheder for en kontanthjælps-

modtager for at få sanktioner over en periode. Hårdheden i sanktionerne til dagpengemod-

tagere kan desuden have en forbyggende ”skræmmeeffekt”.

Sanktioner til kontanthjælpsmodtagere fordelt på kommuner

Tabel 8 viser antallet af rådighedssanktioner opdelt på kommuner samt andelen af sanktio-

nerede ledige for år 2013. 2013 er valgt, da det er det seneste hele år, for sanktionsopgørelsen

og fordi man dermed kommer ud over problemstillingen med uddannelseshjælp.

Tabel 8 Antal rådighedssanktioner til, samt andel sanktionerede, kontanthjælpsmodtagere fordelt på

kommuner, 2013

Hele landet

Albertslund

Allerød

Assens

Ballerup

Billund

Bornholm

Brøndby

Brønderslev

Dragør

Egedal

Esbjerg

Fanø

Favrskov

Faxe

Fredensborg

Fredericia

Frederiksberg

Frederikshavn

Frederikssund

Furesø

Faaborg-Midtfyn

Gentofte

Gladsaxe

Glostrup

Greve

Gribskov

Guldborgsund

Haderslev

Halsnæs

Hedensted

Helsingør

Herlev

Antal sanktioner i alt

134.556

906

725

737

709

868

971

563

338

3.818

1.121

518

118

1.024

1.107

1.215

558

240

783

423

1.565

552

311

620

2.296

1.163

737

826

970

678

Andel sanktionerede ledige, pct.

22,3

7,8

16,5

18,2

15,7

22,4

15,3

14,3

18,2

22,3

14,1

27,2

16,1

6,7

14,8

16,1

18,3

16,5

12,8

14,4

12,8

18,6

15,9

15,3

20,2

22,1

16,4

19,3

21,8

20,8

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Herning

Hillerød

Hjørring

Holbæk

Holstebro

Horsens

Hvidovre

Høje-Tåstrup

Hørsholm

Ikast-Brande

Ishøj

Jammerbugt

Kalundborg

Kerteminde

Kolding

København

Køge

Langeland

Lejre

Lemvig

Lolland

Lyngby-Taarbæk

Læsø

Mariagerfjord

Middelfart

Morsø

Norddjurs

Nordfyns

Nyborg

Næstved

Odder

Odense

Odsherred

Randers

Rebild

Ringkøbing-Skjern

Ringsted

Roskilde

Rudersdal

Rødovre

Samsø

Silkeborg

Skanderborg

Skive

Slagelse

Solrød

Sorø

Stevns

Struer

Svendborg

Syddjurs

Sønderborg

Thisted

Tønder

Tårnby

Vallensbæk

Varde

Vejen

Vejle

Vesthimmerland

Viborg

Antal sanktioner i alt

1.031

564

1.424

2.731

797

1.339

1.229

648

1.250

604

1.366

1.445

529

3.752

29.730

1.572

355

254

1.101

2.868

809

937

608

1.249

568

487

328

2.280

428

3.785

1.490

1.891

304

1.284

504

887

568

1.020

638

478

3.607

8.163

226

392

234

891

636

246

3.127

995

590

665

119

1.354

1.064

782

1.302

520

Andel sanktionerede ledige, pct.

12,3

11,8

22,3

34,8

17,3

11,8

16,1

14,2

9,1

28,1

20,5

26,1

21,4

22,5

24,6

29,6

19,4

16,4

18,7

41,6

19,3

7,3

20,3

18,9

34,6

15,5

15,2

14,6

29,8

16,3

16,1

25,3

14,8

14,1

18,4

9,5

9,6

15,5

42,4

33,1

20,2

14,4

15,9

22,8

32,1

18,7

16,5

21,3

18,4

27,3

21,6

12,1

24,3

8,4

Kapitel 3

▶

Målgrupper og udfordringer

Vordingborg

Ærø

Aabenraa

Aalborg

Aarhus

Kilde: Jobindsats.dk

Antal sanktioner i alt

1.533

948

2.896

2.394

Andel sanktionerede ledige, pct.

24,2

2,9

21,4

12,4

10,1

Som det fremgår af tabellen, er der stor variation mellem, hvor ofte kommunerne sanktione-

rer. Det gælder både, når man ser på antal og på andele.

I tabellen fremgår det eksempelvis, at Ærø i 2013 gav færrest sanktioner til kontanthjælps-

modtagere, idet 2,7 pct. af gruppen modtog en sanktion. Til sammenligning blev der i Skive

kommune givet sanktioner til 42,4 pct. af kommunens kontanthjælpsmodtagere. De små

ø-kommuner – herunder Ærø – er ikke de mest repræsentative kommuner, men ses der ek-

sempelvis i stedet på Viborg kommune, viser tabellen, at de sanktionerer 8,4 pct. af kontant-

hjælpsmodtagerne i 2013, hvilket svarer til at Viborg er på en 5. plads af de kommuner, der

sanktionerer mindst.

Forskellen mellem kommunerne kan ikke umiddelbart forklares. Der er naturligvis forskel på

borgergruppen kommunerne imellem, og derudover er der forskellig administrativ praksis

i kommunerne. For at kunne afgøre om forskellene mellem kommunerne kan forklares ved

forskelle i kommunernes måde at sanktionere på, er man nødt til at lave en analyse, der kan

belyse om kommunernes administration af sanktionssystemet har betydning for antallet af

sanktioner, der bliver givet. Her vil der skulle kontrolleres for eksempelvis forskelle i kommu-

nernes sammensætning af borgere, aktiveringsomfang med mere.

Bilag 3.16 Kontaktforløb pr. 1. januar 2015 for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Kontaktforløb pr. 1. januar 2015 for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Senest efter 1 uge

fra 1. henvendelse om

hjælp holdes samtale

Samtale

med jobcentret.

1 uge

Herefter mindst

4 gange inden for 12 mdr.

med jobcentret.

Samtale

12 mdr.

etc.

Aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere

Tilmelding/henvendelse

Bilag 3.17 Indsatsen (ret og pligt) for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

~}|{zyxwv usr qpnmlk ji hgfe dt

Første tilbud

Senest efter 1 uge

Varighed:

Mindst 2 sammenhængende uger.

Redskabsvifte

(aktive tilbud):

• Vejledning og opkvalificering.

• Virksomhedspraktik og nytteindsats.

• Løntilskud.

• Peroner, der pga. personligeforhold ikke kan deltage i dissse tilbud, skal i

stedet have mentor-tilbud.

Efterfølgende tilbud

Herefter senest hver 12. mdr.

Første

tilbud

Varighed:

Mindst 2 sammenhængende uger.

Redskabsvifte

(aktive tilbud):

• Vejledning og opkvalificering.

• Virksomhedspraktik og nytteindsats.

• Løntilskud.

Tilbud

Tilbudsforløbets start

¬«ª©¨§¦¥¤£¢¡

1 uge

12 mdr.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

Kapitel 4. Aktiv virksomhedsrettet

indsats for borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet – hvordan?

4.1 Indledning

Det fremgår af kommissoriet, at beskæftigelsessystemet skal bidrage til at bringe den enkel-

te ledige i varig beskæftigelse hurtigst muligt samt til, at virksomhederne har adgang til den

arbejdskraft, de efterspørger.

I Danmark er den virksomhedsrettede indsats de seneste år i højere grad blevet et centralt

element i den aktive indsats for de fleste målgrupper i beskæftigelsespolitikken – det gælder

også gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Det gælder ligeledes i de lande, som

vi normalt sammenligner os med på beskæftigelsesområdet for eksempel Norge og Sverige

(Deloitte & CARMA, 2015).

Aktive forløb på virksomheder giver personer uden for arbejdsmarkedet mulighed for at ska-

be eller genskabe kontakt til arbejdsmarkedet, udvikle netværk, sociale og faglige kompeten-

cer osv. Samtidig viser forskningen, at den virksomhedsrettede indsats, ofte i kombination

med andre indsatser, har de bedste beskæftigelseseffekter for borgere i udkanten af arbejds-

markedet, og langt flere vil kunne have gavn af en virksomhedsrettet indsats. Det er således

oplagt at se på mulighederne for at:

•

Øge brugen af virksomhedsrettede indsatser.

Øge effekten af indsatsen.

For at øge omfanget af virksomhedsrettet aktivering er det afgørende, at endnu flere virksom-

heder får lyst til og mulighed for at hjælpe med at løfte opgaven. Det skal være så enkelt for

virksomhederne som overhovedet muligt at hjælpe borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Virksomheden skal opleve, at samarbejdet med jobcentret er så professionelt og ubureaukra-

tisk som muligt og have al den støtte samt hjælp fra jobcentret, de har brug for i forhold til at

løfte opgaven. Det er et grundvilkår for arbejdet med borgere i udkanten af arbejdsmarkedet,

at gruppen har komplekse problemer og udfordringer med motivationen. Det er derfor også

jobcentrets opgave at sikre, at virksomhederne får den støtte og vejledning de har brug for,

og at virksomhederne føler sig trygge i samarbejdet omkring denne gruppe af borgere.

I kapitlet beskrives indledningsvist effekterne af den virksomhedsrettede indsats efterfulgt

af en kort beskrivelse af reglerne for indsatsen samt, hvem der modtager virksomhedsrette-

de tilbud. Med det udgangspunkt undersøges barrierer og drivkræfter for den virksomheds-

rettede indsats.

4.2 Effekter af virksomhedsrettede tilbud

▶

Virksomheds-

rettede tilbud

har generelt gode

effekter – ofte i

kombination med

andre tilbud

En virksomhedsrettet indsats, ofte i kombination med andre tilbud, har som det eneste red-

skab i beskæftigelsessystemet vist sig i gennemsnit at have positive beskæftigelseseffekter

på tværs af forskellige grupper af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet og sygemeldte.

Nedenfor opsummeres den eksisterende litteratur, hvori der analyseres forskellige effekter

inden for den aktive beskæftigelsesindsats med udgangspunkt i Beskæftigelsesministeriets

videnshierarki, jf., bilag 4.2. Vidensniveauet bygger på den aktuelle informationsmængde,

som findes i vidensbanken og på det anvendte kildegrundlag.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Der findes evidens for, at virksomhedsrettede indsatser har positive beskæftigelseseffekter

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet (SFI, 2012c)

. Det gælder både for virksomhedsret-

tede indsatser i den private og offentlige sektor, hvor der henholdsvis findes stærk og mode-

rat evidens for positive effekter. Herunder findes der stærk evidens for, at privat løntilskud har

positive beskæftigelseseffekter for gruppen af ikke arbejdsmarkedsparate. Derudover findes

der også indikation for positive effekter af virksomhedspraktik. Dette bygger dog på et min-

dre solidt vidensgrundlag (SFI, 2012c; Det Økonomiske Råd, 2012)

▶

Private løntil-

skud har størst

effekt på ressour-

cesvage ledige

Derudover findes det, at privat løntilskud har størst effekt, når det gives til ressourcesvage

ledige. Imidlertid fremhæver et studie af Graversen & Jensen (2010), at privat løntilskud ofte

benyttes til ressourcestærke ledige, der ville have fundet beskæftigelse under alle omstæn-

digheder.

Udover virksomhedsrettede tilbud generelt findes der også enkelt studier, som ser på spe-

cifikke virksomhedsrettede ordninger. Deloitte har undersøgt beskæftigelseseffekten af

voksenlærlingeordningen – ordningen er et tilskud til virksomheder, der indgår en uddan-

nelsesaftale med voksne over 25 år i forbindelse med en erhvervsuddannelse (Deloitte,

2013). Formålet er, at de ufaglærte som ikke fik en uddannelse, da de var unge, kan uddanne

sig. Virksomheden betaler løn til lærlingene og modtager tilskud i op til to år. Deloitte finder

positive beskæftigelseseffekter for voksenlærlinge, der kommer fra ledighed. Efter et år

er 70 pct. af de ledige, der har gennemført en voksenlærlingeuddannelse, i beskæftigel-

se mod 58 pct. i kontrolgruppen. Effekterne er særligt store for kontanthjælpsmodtagere.

Derudover findes der positive indkomsteffekter for kontanthjælpsmodtagere og for ufag-

lærte.

KORA har gennemført en effektanalyse af jobrotationsordningen (KORA, 2014). Jobrotations-

ordningen giver et tilskud til arbejdsgiver, som ansætter en ledig som vikar, mens en med-

arbejder (efter)uddanner sig. KORA finder, at jobrotationsvikarer i gennemsnit kommer to til

tre uger hurtigere i ustøttet beskæftigelse end personer, som ikke har deltaget i jobrotation.

De positive effekter findes især for ledige uden en erhvervskompetencegivende uddannelse.

For denne gruppe findes ligeledes en positiv indkomsteffekt.

Derudover findes der indikation for, at mentorstøtte som gives i forbindelse med anden ind-

sats, har en positiv beskæftigelseseffekt for langtidsledige (SFI, 2012b).

▶

Den begrænsede

litteratur på områ-

det viser ikke tegn

på, at løntilskud

fortrænger ordi-

nær beskæftigelse

▼

Boks 4.1 Fortrængning af ordinær beskæftigelse

KORA har gennemført en analyse af fortrængning som følge af løntilskudsansættelser på kommu-

nale arbejdspladser (KORA, 2013b). KORA har således ikke kunnet påvise en samlet negativ effekt på

antallet af ordinært ansatte som følge af ansættelser med løntilskud

Dette bakkes op af en række danske og internationale studier, hvor der generelt ikke er tegn på

at løntilskudsstillinger fortrænger ordinær beskæftigelse, men det bemærkes, at der fortsat er

begrænset litteratur på området.

De positive effekter af virksomhedsrettet aktivering genfindes også for gruppen af ikke-vest-

lige indvandrere, hvor der findes stærk evidens for, at privat løntilskud har positive beskæfti-

gelseseffekter (KORA, 2013a). For virksomhedsrettede tilbud - ud over løntilskud - findes der

dertil positive programeffekter. Omvendt findes der mindre effekter af løntilskudsindsatser i

den offentlige sektor – hvilket dækker over mindre effekter efter endt aktivering samt større

fastholdelse under aktivering. Et enkelt studie tyder på, at effekterne af virksomhedsrettede

tilbud er større for ikke-vestlige indvandrere end for etniske danskere (Graversen & Jensen,

Målgruppen i SFI (2012c) omfatter alle kontanthjælpsmodtagere, langtidsledige, ledige med problemer ud over

ledig-hed (for eksempel ledige der har siddet i fængsel og flygtninge og indvandrere), samt ledige som jobcenter har katego-ri-

seret som ikke arbejdsmarkedsparate eller særligt vanskelige at få i beskæftigelse.

SFI (2012c) finder modstridende viden om virksomhedspraktik. Efterfølgende har Det Økonomiske Råd (2012) fundet

positive effekter af virksomhedspraktik.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

2010). Der findes ligeledes moderat evidens for, at virksomhedsrettede tilbud ud over løntil-

skud har en positiv programeffekt.

For sygemeldte findes der indikation for, at indsatser som inddrager arbejdspladsen øger

sandsynligheden for tilbagevenden til beskæftigelse (SFI, 2012a). Dette gælder både for syge-

meldte med muskel- og skeletbesvær samt for sygemeldte med mentale helbredsproblemer.

De arbejdspladsbaserede indsatser kan foregå helt eller delvist på en arbejdsplads, indsat-

serne kan for eksempel indeholde koordinering af forløb, gennemgang af arbejdsforhold,

inddragelse af arbejdsgiveren og tilpasninger af arbejdsforhold. Dertil findes der også evi-

dens for, at tidlig kontakt mellem arbejdsgiveren og den sygemeldte har positive beskæfti-

gelseseffekter. Derudover findes der, for sygemeldte som kommer fra beskæftigelse, en ræk-

ke studier, som finder positive beskæftigelseseffekter af delviste raskmeldinger.

For personer med svære psykiske lidelser findes der stærk evidens for, at virksomhedsrettede

indsatser i form af IPS, jf. nedenfor, har positive effekter – IPS indeholder en virksomhedsret-

tet aktivering i kombination med psykiatrisk behandling og mentorstøtte (Christensen &

Nordentoft, 2011), jf. boks 4.2.

▼

Boks 4.2 Individual Placement and Support (IPS)

Individual Placement and Support (IPS) er et virksomhedsrettet og tværfagligt forløb, specifikt

udviklet til personer med sværere psykiske lidelser.

Den overordnede filosofi i IPS er, at:

• hvis det rette job og de rette arbejdsomgivelser findes, kan personer med svære sindslidelser få

arbejde på det ordinære arbejdsmarked uden forudgående træning, og

• ingen er udelukket fra at forsøge at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet

IPS hviler på syv principper:

• Alle der ønsker at deltage i programmet skal have mulighed, ingen bliver ekskluderet på bag-

grund af arbejdshistorik, symptomer, misbrug etc.

• Det er en integreret del af den psykiatriske behandling.

• Målet er beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked.

• Der gives vejledning i beskæftigelseslovgivningen og om, hvorledes arbejde får indflydelse på

den pågældendes ydelse.

• Jobsøgning starter hurtigt efter inkludering i programmet.

• Støtten under beskæftigelse varer så længe, der er behov for det.

• Indsatsen er baseret på deltagerens egne præferencer og valg.

IPS er bygget op omkring et IPS-team, som består af en række IPS-konsulenter, der guider og råd-

giver den arbejdssøgende i forhold til både at finde og fastholde et job. Den enkelte borger er selv

med til at finde frem til sine færdigheder og jobønsker. Når borgeren finder et job, sørger konsulen-

ten også for, at borgeren falder godt til på arbejdspladsen. IPS-konsulenten er i tæt kontakt med

primærbehandleren i psykiatrien, så konsulenten er velinformeret om udviklingen i sygdommen

eller behandleringen, for eksempel bivirkninger ved ny medicin.

▶

Virksomhedsret-

tede tilbud er det

eneste beskæfti-

gelsesfremmende

redskab, der har

dokumenterede

positive effekter

på alle grupper af

udsatte borgere

Virksomhedsrettede tilbud er således det eneste redskab i beskæftigelsesindsatsen, der har

dokumenterede positive beskæftigelseseffekter på tværs af forskellige grupper af udsatte

borgere. Der kan således være en tendens til, at det er indsatser som forgår i samarbejde

med det ordinære arbejdsmarked, der medfører positive beskæftigelseseffekter i forhold til

at bringe borgere i udkanten af arbejdsmarkedet tættere på arbejdsmarkedet. Der findes

dog begrænset viden om, hvorfor de virksomhedsrettede tilbud har gode effekter, og i hvilket

omfang de skal suppleres med andre indsatser for at have effekt.

4.3 Reglerne

Reglerne for virksomhedsrettede tilbud er beskrevet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

og bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. En virksomhedsrettet indsats gives

med henblik på at bringe ledige tæt på det virkelige arbejdsliv, hvor de bliver en del af daglig-

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

dagen på en arbejdsplads og for eksempel opnår praktisk erfaring eller opkvalificering og har

mulighed for at skabe et netværk og få kendskab til virksomhedskulturen.

Indsatsen kan først og fremmest bestå af de aktive tilbud virksomhedspraktik og løntilskud,

hvor borgeren i kortere eller længere tid får praktisk erfaring med et arbejdsområde på en

virksomhed. Andre muligheder er ansættelse i jobrotation, ansættelse med voksenlærlinge-

tilskud, tilskud til opkvalificering i forbindelse med ordinær ansættelse eller virksomheds-

revalidering. Desuden er der mulighed for fleksjob og delvis raskmelding i forbindelse med

sygdom, hvor formålet er at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.

▼

Boks 4.3 Virksomhedsrettede indsatser

Løntilskud

er længere forløb på offentlige og private virksomheder, hvor borgeren får løn og ar-

bejdsgiveren får et tilskud til lønnen. Der er forskellige krav til forudgående ledighed for forskellige

grupper. Løntilskud kan maksimalt gives i op til seks måneder hos private arbejdsgivere, og i op til

seks måneder hos offentlige arbejdsgivere – for forsikrede ledige dog kun fire måneder. Der gælder

særlige regler for førtidspensionister og revalidender, der kan få løntilskud i længere tid.

Ved løntilskud i en privat virksomhed modtager borgeren overenskomstmæssig løn fra arbejds-

giveren. Ved løntilskud i det offentlige modtager borgeren en fast timeløn (2015 på 121,47 kr.) og

timeantallet justeres, så den konkrete løn ligger på niveau med borgerens hidtidige ydelse. Hvis der

er tilknyttet en overenskomstmæssig pensionsordning, indbetaler den offentlige arbejdsgiver per-

sonens eget samt arbejdsgiverens bidrag hertil på grundlag af den overenskomstmæssige timeløn.

Virksomhedspraktik

er kortere forløb i private og offentlige virksomheder. I udgangspunktet varer en

virksomhedspraktik fire uger, men for andre målgrupper end dagpengemodtagere kan perioden i

særlige tilfælde være op til 13 uger, og efter en konkret vurdering kan perioden forlænges i op til 26

uger eller længere. For personer under revalidering fastsættes varigheden efter et individuelt skøn.

Ved virksomhedspraktik betaler arbejdsgiveren ikke løn. Deltagerne får deres hidtidige ydelse - for

eksempel kontanthjælp eller sygedagpenge.

Jobrotation

er en ansættelse til overenskomstmæssig løn i private og offentlige virksomheder, der

har igangsat uddannelsesaktiviteter for deres ansatte. Jobrotation er normalt målrettet stærkere

borgere men kan også benyttes af for eksempel aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, hvis en

virksomhed ønsker at etablere et ansættelsesforhold. Der optjenes ikke dagpengeret ved jobrotati-

on. Ansættelsen skal være mindst ti timer om ugen, og forløbet kan maksimalt vare seks måneder.

Voksenlærlingeordningen

giver mulighed for at få en faglært uddannelse på en virksomhed. Denne

ordning er ligeledes målrettet stærkere grupper af ydelsesmodtagere, men ordningen kan også

benyttes af udsatte grupper.

Nytteindsats (nyttejob)

er et nyt virksomhedsrettet tilbud, der består i at udføre samfundsnyttige

opgaver hos offentlige arbejdsgivere. Nytteindsats er en del af tilbud om virksomhedspraktik, men

formålet er at personen skal arbejde for sin ydelse. Nytteindsats er primært målrettet stærkere

borgere i målgruppen.

Ved nytteindsats betaler arbejdsgiveren ikke løn. Deltagerne får deres hidtidige ydelse - for eksem-

pel kontanthjælp eller uddannelseshjælp.

Delvise raskmeldinger

i sygedagpengeloven giver mulighed for, at en sygemeldt fra beskæftigelse

kan raskmelde sig delvist, og fortsat være berettiget til sygedagpenge i det antal timer op til den

sædvanlige arbejdstid, hvor arbejdet ikke er genoptaget. Det betyder, at en arbejdsgiver, som udbe-

taler løn under sygdom, fortsat får sygedagpengerefusion, selv om den sygemeldte medarbejder

ikke er fuldt ud sygemeldt.

Reglerne omkring delvis raskmelding understøtter, at sygemeldte kan genoptage arbejdet, uanset

at de ikke har genvundet deres fulde arbejdsevne. Når en arbejdsgiver ikke oplever at miste hele

sygedagpengerefusionen ved, at en sygemeldt medarbejder raskmelder sig delvist, giver det større

incitament til at kigge på mulighederne for, at den sygemeldte kan vende tilbage på nedsat tid, i en

periode hvor arbejdsevnen stadig er begrænset som følge af sygdommen.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

Fleksjob

er ansættelse på ordinære vilkår på nedsat tid, hvor der udbetales løn for den arbejdsind-

sats, der reelt ydes. Lønnen suppleres med et tilskud fra kommunen, der reguleres på baggrund af

lønindtægten. Et fleksjob kræver særlig visitation, og er kun en mulighed for personer med varigt og

væsentligt nedsat arbejdsevne inden for ethvert erhverv. Det er en betingelse, at den pågældende

ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår, og at alle muligheder for at bringe

eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse er afprøvet. Med reformen af førtidspensi-

on og fleksjob er det blevet muligt for personer med meget lille arbejdsevne at arbejde i fleksjob i få

timer om ugen.

Beskæftigelsesområdet er underlagt forskelsbehandlingsloven, som indebærer en ansættel-

sesretlig beskyttelse af blandt andet personer med handicap. Beskyttelsen mod forskelsbe-

handling på baggrund af handicap på arbejdsmarkedet har baggrund i EU’s beskæftigelses-

direktiv.

▼

Boks 4.4 Lov mod forskelsbehandling

Forskelsbehandlingsloven forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af en række

forskellige kriterier, herunder handicap. Loven retter sig primært mod forholdet mellem arbejdsgi-

vere og lønmodtagere. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte eller ansøgere til ledige

stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og

arbejdsvilkår. Forskelsbehandling med hensyn til lønvilkår foreligger, hvis der ikke ydes lige løn for

samme arbejde eller for arbejde, der tillægges samme værdi.

Det følger dertil af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver har pligt til at træffe rimelige foran-

staltninger med hensyn til at give en person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve

beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse. Det betyder, at en arbejdsgiver har pligt til at

tilpasse en arbejdsplads således, at en medarbejder med handicap kan udføre sit arbejde på lige

fod med sine kolleger. De tilpasninger, som stilles til rådighed for personen med handicap, skal være

effektive og praktiske.

En arbejdsgiver skal dog ikke pålægges en uforholdsmæssig stor byrde i denne sammenhæng.

Lettes denne byrde i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke

for at være uforholdsmæssig stor.

Den virksomhedsrettede indsats er dertil underlagt rimelighedskravet, som har til formål at

sikre et rimeligt forhold på den enkelte virksomhed mellem antallet af ordinært ansatte og

antallet af personer i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud. Rimelighedskravet

sætter dermed en grænse for, hvor mange borgere en virksomhed kan have ansat på særlige

vilkår i løntilskud og virksomhedspraktik, herunder nyttejob.

▼

Boks 4.5 Rimelighedskravet

Den virksomhedsrettede indsats er underlagt nogle særlige regler for at imødegå risikoen for, at

virksomhedsrettede tilbud fortrænger ordinær beskæftigelse, at forhindre fastholdelse, og for at

understøtte en positiv opkvalificeringseffekt. Der er således fastsat regler for, hvor mange personer

en virksomhed må have i tilbud i forhold til antallet af ordinært ansatte (”rimelighedskravet”), og

for løntilskud er der tillige regler om, at ansættelsen skal medføre en nettoudvidelse i antallet af

medarbejdere (”merbeskæftigelseskravet”).

For virksomheder med 0 til 50 ansatte må der være én person i virksomhedspraktik (herunder nyt-

teindsats) eller løntilskud for hver fem ordinært ansatte. Der må dog altid være mindst en person

i virksomhedspraktik eller løntilskud uanset virksomhedens størrelse. Virksomheder med over 50

ansatte må derudover have én person for hver yderligere ti ordinært ansatte.

Ved gennemførelse af virksomhedsrettede indsatser, som indeholder et statsligt tilskud, skal

EU-reglerne for statsstøtte overholdes, jf. boks 4.6. EU-reglerne skal forhindre konkurrence-

forvridning i form af statsstøtte, da det er uforeneligt med det indre marked.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 4.6 EU-regler om statsstøtte, herunder løntilskud m.v.

Som udgangspunkt er der forbud mod statsstøtte, herunder støttet beskæftigelse. Der er tale om

statsstøtte, når støtten er

selektiv, giver virksomheder en økonomisk fordel og påvirker samhandelen.

Der er dog en række muligheder for at iværksætte ordninger, der indebærer statsstøtte. Sådanne

ordninger kan anmeldes til Kommissionen med henblik på godkendelse, men der findes også regler,

der gør det muligt at iværksætte ordninger uden godkendelse af Kommissionen, herunder gruppe-

fritagelsesforordningen og ”De minimis-forordningen”, jf. nedenfor.

Gruppefritagelsesforordningen

I forhold til at ansætte borgere med løntilskud omfatter

gruppefritagelsesforordningen

dårligt

stillede arbejdstagere og arbejdstagere med et handicap. Dårligt stillede og meget dårligt stillede

borgere, jf. definitionerne nedenfor, kan således ansættes med løntilskud i op til henholdsvis 12 eller

24 måneder. For personer med et handicap er der ikke tilsvarende tidsbegrænsning.

Personer, der er

dårligt stillede

er personer, der er omfattet af en eller flere af følgende kategorier:

• Har ikke haft regelmæssigt lønnet arbejde i de foregående seks måneder

• Er mellem 15 og 24 år

• Har ikke en boglig eller faglig uddannelse på gymnasieniveau eller inden for de seneste to år

har afsluttet en fuldtidsuddannelse, og som ikke tidligere har haft fast lønnet beskæftigelse

• Er over 50 år

• Er voksen og enlig forsørger

• Tilhører et etnisk mindretal og har behov for at udbygge den sproglige, erhvervsuddannelses-

eller erhvervserfaringsmæssige profil for at opnå fast beskæftigelse

• Er beskæftiget inden for sektorer med ulige kønsfordeling

Personer, der er

meget dårligt stillede

er endvidere:

Personer, der ikke har haft regelmæssigt lønnet arbejde i de foregående 24 måneder, eller ikke

har haft regelmæssigt lønnet arbejde i de foregående 12 måneder og tilhører én af kategorierne

ovenfor.

Personer med et handicap er defineret som:

• En person, der har et anerkendt handicap i henhold til national ret, eller har en langvarig fysisk,

psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrie-

rer kan hindre i fuldt og effektivt at indgå i et arbejdsmiljø på lige fod med andre arbejdstagere.

Støtten må højst udgøre 50 pct. af lønomkostningerne – for personer med et handicap dog højst

75 pct. Samtidig er det som udgangspunkt et krav, at ansættelsen indebærer en nettoforøgelse af

antallet af beskæftigede i den pågældende virksomhed.

De minimis-forordningen

Udover mulighederne i gruppefritagelsesforordningen kan der iværksættes tiltag efter de mini-

mis-forordningen, hvor en virksomhed maksimalt kan modtage støtte på 200.000 euro i samlet

støtte over en periode på tre regnskabsår, uden at støtten skal godkendes af Kommissionen (som

eksempel kan nævnes, at voksenlærlingeordningen er iværksæt under de-minimis-forordningen).

Virksomheden skal afgive erklæring om, hvor meget støtte, den i alt har modtaget efter de-minimis

reglerne.

4.4 Den virksomhedsrettede indsats i praksis

I kapitel 3 om målgruppe og udfordringer tegnede der sig et samlet billede af, at personer

længst fra arbejdsmarkedet har mindst sandsynlighed for at få en virksomhedsrettet ind-

sats. I det følgende afsnit beskrives nærmere, hvem der modtager en virksomhedsrettet

indsat, samt hvilke kommuner og virksomheder, der tilbyder en virksomhedsrettet indsats. I

forlængelse heraf belyses potentialet for pladser til borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

på virksomhederne i Danmark.

4.4.1 Hvem deltager i en virksomhedsrettet indsats

Det er primært de arbejdsmarkedsparate borgere, der får en virksomhedsrettet indsats (virk-

somhedspraktik og løntilskud), og det gælder i særlig grad løntilskud. Andelen af arbejds-

markedsparate (eller jobparate) kontanthjælpsmodtagere er mere end tre gange højere end

andelen af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i virksomhedsrettede tilbud, og de

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

øvrige grupper af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har samme eller lavere andel jf.

kapitel 3.

▶

Langt færre ak-

tiveres i virksom-

hedsrettede tilbud

Der er stor forskel på brugen af virksomhedsrettede indsatser på tværs af de enkelte ydelses-

grupper. Andelen svinger fra omkring 15 pct. for aktivitetsparate kontanthjælps- og uddan-

nelseshjælpsmodtagere til omkring 40-45 pct. for de stærkeste kontanthjælps- og uddan-

nelseshjælpsmodtagere, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1 Personer på langvarig offentlig forsørgelse, der har været aktiveret i et virksomhedsrettet til-

bud, 2. kvartal 2014

Virksomhedspraktik

offentlig

Virksomhedspraktik

privat

Løntilskud offentlig

Løntilskud privat

Antal personer

Dagpenge

Sygedagpenge

Kontanthjælp(aktivitetsparat)

Kontanthjælp(jobparat)

Fleksjobvisiterede

Revalidering

Uddannelseshjælp(åbenlys udd.

parat)

Uddannelseshjælp(aktivitets-

parat)

Uddannelseshjælp(udd.parat)

Total

58.341

37.956

69.339

21.669

67.866

7.022

1.539

22.072

9.501

295.305

Nyttejob

Fleksjob

Total

9,7

0,1

0,5

7,3

0,0

0,6

0,5

0,1

0,3

2,6

5,4

7,8

4,4

9,5

2,0

6,8

14,2

4,1

7,8

5,0

5,6

0,1

1,0

6,6

0,1

2,9

0,9

0,4

1,6

2,0

11,4

10,8

9,7

18,5

4,7

12,4

15,1

9,8

15,0

9,9

0,0

0,2

3,8

0,0

20,9

0,1

1,1

0,5

0,0

4,7

0,0

83,9

0,0

19,9

28,2

22,7

15,1

41,1

88,2

22,1

45,9

13,9

24,4

37,9

Note: Andel af gruppen, der har været aktiveret, er beregnet som det samlede antal aktiveringsberørte i en virksomhedsrettet

indsats inden for de seneste tre måneder set i forhold til antallet af ydelsesmodtagere i 2. kvartal 2014 med minimum sammen-

hængende seks måneder på den givne ydelse (maksimum én kalendermåned uden ydelse).

Kilde: Særkørsel på datagrundlaget for jobindsats.

▶

Virksomheds-

praktik er det

klart mest an-

vendte virksom-

hedsrettede tilbud

for borgere i ud-

kanten af arbejds-

markedet

Virksomhedspraktik er det mest anvendte virksomhedsrettede tilbud til gruppen af borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet og udgør således tæt på 90 pct. af den samlede virksomheds-

rettede indsats for denne gruppe. Tabel 4.1 viser, at andelen i virksomhedsrettede tilbud er

markant lavere blandt for eksempel aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere end blandt

dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Der er i øvrigt en klar tendens til, at sandsynligheden for at få et virksomhedsrettet tilbud

falder med ancienniteten på ydelsen, når der ses bort fra de første par år, hvor sandsynlig-

heden stiger, jf. kapitel 3. Her fremgår det, at sandsynligheden for at en borger i udkanten

af arbejdsmarkedet har deltaget i et virksomhedsrettet tilbud inden for de seneste 12 uger

topper på cirka 18 pct. blandt aktivitetsparate, der har modtaget kontanthjælp i mellem to og

tre år, mens det er knap 8 pct., blandt personer, der har modtaget kontanthjælp i mere end

ti år. Samme mønster ses for de jobparate kontanthjælpsmodtagere, hvor andelen er cirka 41

pct. blandt personer, der har modtaget kontanthjælp i mellem to og tre år, mens andelen er

cirka 33 pct. blandt jobparate, der har modtaget kontanthjælp i mellem syv og otte år.

Dertil er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande generelt underrepræsenterede

i den virksomhedsrettede indsats, jf. figur 4.1 der viser andelen af borgere i udkanten af ar-

bejdsmarkedet, som får en virksomhedsrettede indsats fordelt efter herkomst. Det skal dog

bemærkes, at indvandrere på kontanthjælp under integrationsprogrammet får relativt me-

get indsats.

▶

Færre med

ikke-vestlig her-

komst aktiveres i

virksomhedsrette-

de tilbud

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 4.1 Personer på langvarig offentlig forsørgelse, der har været aktiveret i et virksomhedsrettet til-

bud fordelt efter ydelse og herkomst, 2. kvartal 2014

Pct.

Kth-hjælp

(aktivitets-

parat)

Kth-hjælp Ledigheds-

(jobparat)

ydelse

Revali-

dering

Udd-hjælp Udd-hjælp Udd-hjælp

(åbenlys (aktivitets- (udd.parat)

udd.parat)

parat)

Danskere samt vestlig herkomst

Indvandrere (ikke-vestlige lande)

Efterkommere (ikke-vestlige lande)

Note: Andel af gruppen, der har været i et virksomhedsrettet tilbud er beregnet som det samlede antal berørte i en virksom-

hedsrettet indsats (virksomhedspraktik, løntilskud eller nyttejob) inden for de seneste tre måneder, set i forhold til antallet af

ydelsesmodtagere i 2. kvartal 2014, der har minimum seks måneders sammenhængende ydelse (maksimum. én kalendermåned

uden ydelse). Der er få observationer for åbenlyst uddannelsesparate indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Kilde: Særkørsel på datagrundlaget for jobindsats.

4.4.2 Hvilke kommuner tilbyder en virksomhedsrettet indsats

Der er stor variation i den virksomhedsrettede indsats kommunerne imellem, jf. figur 4.2 og

figur 4.3. Der er en tendens til, at de kommuner, der bruger virksomhedsrettede tilbud meget

til dagpengemodtagerne også i større omfang tilbyder andre grupper virksomhedsrettede

tilbud. Der er altså ikke noget der tyder på, at indsatsen over for den ene gruppe er på bekost-

ning af den anden – tværtimod, jf. figur 4.2.

▶

Stor forskel i

kommunernes

anvendelse af

virksomhedsrettet

indsats

Figur 4.2 Andel på langvarig offentlig forsørgelse, der har været aktiveret i et virksomhedsrettet tilbud

fordelt på udvalgte kommuner, 2. kvartal 2014

Pct.

Fem kommuner med mindst

virksomhedsrettet indsats for borgere

i udkanten af arbejdsmarkedet

Øvrige

Dagpenge

Note: Øvrige dækker over kontanthjælp, uddannelseshjælp, revalidering, sygedagpenge og ledighedsydelse. Andel af gruppen,

der har været i et virksomhedsrettet tilbud, er beregnet som det samlede antal berørte i en virksomhedsrettet indsats (virksom-

hedspraktik, løntilskud, fleksjob eller nyttejob) inden for de seneste tre måneder, set i forhold til antallet af ydelsesmodtagere i 2.

kvartal 2014, der har minimum seks måneders sammenhængende ydelse (maksimum én kalendermåned uden ydelse). De små

ø-kommuner indgår ikke.

Kilde: Særkørsel på datagrundlaget for jobindsats.

Fem kommuner med mest

virksomhedsrettet indsats for borgere

i udkanten af arbejdsmarkedet

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

I de kommuner, hvor de virksomhedsrettede indsatser bruges mest, gives der virksomheds-

rettet indsats i et omfang, så omkring 12 procent af de berørte ledige kan være i virksom-

hedsrettet indsats samtidig

. I de kommuner der bruger virksomhedsrettet indsats mindst,

er det under fem procent af de berørte, der får en virksomhedsrettet indsats samtidig. Som

nedenstående figur viser, er der ingen klar geografisk sammenhæng i, hvor meget kommu-

nerne bruger virksomhedsrettede indsatser. Der lader altså til at være et potentiale for at

give flere virksomhedsrettede tilbud i de kommuner, der nu bruger denne type tilbud mindst.

Figur 4.3 Andel fuldtidsaktiverede i virksomhedsrettet indsats som andel af alle fuldtidspersoner på

udvalgte ydelser (pct.), 2. kvartal 2014

Note: Virksomhedsrettet indsats er defineret som virksomhedspraktik, løntilskud, nyttejob og jobrotation. Antal fuldtidspersoner

på ydelserne kontanthjælp, uddannelseshjælp, revalidering, forrevalidering, ressourceforløb, ledighedsydelse og sygedagpenge i

2. kvartal 2014.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af tal fra jobindsats.dk.

▶

Små virksom-

heder og virk-

somheder med

mange manuelle

og ufaglærte jobs

har oftere udsatte

i tilbud end andre

virksomheder

4.4.3 Hvilke virksomheder tilbyder en virksomhedsrettet indsats

Cirka 2/3 af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, som er i virksomhedsforløb, er aktiveret i

private virksomheder, hvilket svarer nogenlunde til, hvordan den generelle beskæftigelse for-

deler sig. Sammenlignet med den generelle beskæftigelse er borgere i udkanten af arbejds-

markedet overrepræsenterede i små virksomheder og overrepræsenterede i virksomheder

med relativt mange manuelle arbejdsopgaver.

Der er også en vis branchevariation i virksomhedsforløbene for de nævnte grupper. Der er

således forholdsvis flere forløb i brancherne indenfor ”Handel og transport m.v.”, ”Landbrug,

skovbrug og fiskeri” og i ”Offentlig administration, undervisning og sundhed”, mens der er

færre forløb set i forhold til beskæftigelsen i brancherne ”Industri m.v.” og ”Information og

kommunikation”. Der er generelt en tendens til, at virksomheder med et større omfang af

manuel arbejdskraft og ufaglærte beskæftigede har flere forløb for borger i udkanten af ar-

bejdsmarkedet (Damvad, 2015).

Antal fuldtidsaktiverede i virksomhedsrettede indsatser er sat i forhold til antallet af berørte, fordi flere ledige kan

deles om den samme ”plads” til virksomhedsrettede indsatser. Det kan dog oplyses, at billedet er nogenlunde det samme, hvis

man ser på antal fuldtidsaktiverede i forhold til antal fuldtidspersoner på ydelserne de enkelte kommuner.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Hvor mange skal potentielt have virksomhedsrettet indsats?

I maj 2014 var der 29.600 fuldtidspersoner, der fik vejledning og opkvalificering. Kontant- og

uddannelseshjælpsmodtagerne udgjorde 67 pct. af de personer, der fik vejledning og opkva-

lificering. Hvis alle de personer der i dag får vejledning og opkvalificering fik virksomhedsret-

tede indsatser, ville der i alt være brug for 63.900 pladser på virksomhederne.

Det højeste antal aktiverede fultidspersoner siden 2007 var i 2010 og 2011, hvor der begge

år var cirka 94.000 fuldtidspersoner i aktivering. I 2011 var heraf 39.000 fuldtidspersoner,

der fik øvrig vejledning og opkvalificering som indsats, og hvis alle aktiverende i vejledning

og opkvalificering og i virksomhedsrettede tilbud i 2011 skulle have haft virksomhedsrettede

tilbud, ville der have været brug for 82.300 pladser.

Det er naturligvis ikke al vejledning og opkvalificering, der kan eller skal erstattes af virk-

somhedsrettede tilbud, men beregningen viser, at ved aktiveringsgrader og ledighed som de

sidste syv år, er der brug for et sted mellem 60.000 og 85.000 pladser på virksomhederne til

personer i aktive tilbud.

En øvre grænse for det mulige antal pladser

Rimelighedskravet kan bruges til at skønne en øvre grænse for, hvor mange personer, der

kan få en virksomhedsrettet indsats samtidigt ved at undersøge antallet af pladser, hvis alle

virksomheder har det maksimale antal personer i virksomhedsrettede tilbud, som de må i

forhold til rimelighedskravet, jf. boks 4.5.

Beregninger på baggrund af antallet af arbejdssteder og antallet af ansatte viser, at der i alt

vil kunne etableres cirka 475.000 pladser til virksomhedsrettede indsatser, hvis alle virksom-

heder ansætter så mange som de må i henhold til rimelighedskravet, jf. boks 4.5.

▶

Den øvre græn-

se for personer i

virksomhedsrettet

indsats bereg-

nes til mellem

300.000-400.000

Hvis der tages højde for, at det er usandsynligt at alle virksomheder kan ansætte personer i

løntilskud/virksomhedspraktik, og at personer i fleksjob indgår i opgørelsen af antal ansatte,

men ikke i fastsættelsen af rimelighedskravet, må den øvre grænse for hvor mange personer

der kan få en virksomhedsrettet indsats samtidigt være et sted mellem 300.000 og 400.000.

Der gøres opmærksom på, at overstående beregning er behæftet med meget stor usikker-

hed, fordi det ikke er muligt at vide, hvor mange arbejdssteder, der rent praktisk har mulighed

for eller interesse i at ansætte personer i løntilskud/praktik.

4.5 Reformer der har påvirket den virksomhedsrettede indsats

▶

Større fokus på

virksomhedsret-

tede tilbud i de

seneste reformer

Der har i de seneste års reformer været fokus på at øge omfanget af den virksomhedsrettede

indsats og forbedre mulighederne i beskæftigelsessystemet for at hjælpe borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet tættere på arbejdsmarkedet. Det gælder både virksomhedsrettede

tilbud som virksomhedspraktik og løntilskud, men også delvise raskmeldinger og ved at ind-

føre en mere rummelig fleksjobordning rettet mod grupper uden for arbejdsmarkedet med

den mindste arbejdsevne. De væsentlige ændringer for den virksomhedsrettede indsats er

beskrevet i boks 4.7.

Foruden reformerne af de konkrete ordninger som er nævnt ovenfor, blev refusionssystemet

i 2011 omlagt således, at det blev relativt mere økonomisk fordelagtigt at igangsætte virk-

somhedsrettede tilbud for alle grupper, herunder gruppen af borgere i udkanten af arbejds-

markedet. Kommunerne har de seneste år opprioriteret den virksomhedsrettede indsats.

Ligeledes har reformen af fleksjob og førtidspension på 1 1/2 år givet anledning til cirka 8.000

nye minifleksjob, der giver personer med meget lille arbejdsevne mulighed for tilknytning til

arbejdsmarkedet.

▶

Økonomiske

incitamenter har

fået kommunerne

til at opprioritere

den virksomheds-

rettede indsats

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

På sygedagpengeområdet er der indført en såkaldt ”fast track”-ordning for arbejdsgivere

med medarbejdere, som forventes at være sygemeldte i mere end otte uger. ”Fast track”-ord-

ningen giver arbejdsgivere mulighed for at iværksætte kommunens sygedagpengeopfølg-

ning tidligere end normalt under forudsætning af, at den sygemeldte medarbejder giver sin

accept jf. boks 4.7.

▼

Boks 4.7 Reformer med fokus på virksomhedstilbud

Kontanthjælpsreformen.

For aktivitetsparate kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere indebar kontanthjælpsrefor-

men ikke et egentligt krav om, at de skal have virksomhedsrettede tilbud. Disse får efter visitationen

tildelt en koordinerende sagsbehandler, og vil kunne få alle typer af tilbud, herunder også virksom-

hedsrettede.

De aktive tilbud, som

jobparate

kontanthjælpsmodtagere får tilbudt efter senest tre måneder, er et

krav om at arbejde for kontanthjælpen i nytteindsats, virksomhedspraktik eller i et løntilskudsjob.

Indsatsen skal i videst muligt omfang rettes mod det private arbejdsmarked.

Åbenlyst uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere skal ligesom jobparate kontanthjælps-

modtagere tilmeldes som jobsøgende og udarbejde et cv. Hvis en åbenlyst uddannelsesparat ikke

kan forsørge sig selv, skal personen som udgangspunkt arbejde for ydelsen. Det skal ske hurtigst

muligt og senest efter en måned og så vidt muligt vare, indtil den unge starter på uddannelse.

Med få undtagelser vil kommunen for hverken jobparate kontanthjælpsmodtagere eller åbenlyst

uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere kunne få refusion for tilbud om uddannelse,

kurser, projekter m.v. inden for kategorien ”vejledning og opkvalificering” de første 9 til 24 måneder

afhængigt af tilbuddet.

Fleksjobreformen

er en målretning af ordningen mod svagere grupper. Det er for eksempel blevet

nemmere at få et fleksjob på få timer, og dermed opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. I den nye

fleksjobordningen skal arbejdsgiveren alene betale løn for det arbejde, personer i fleksjob udfø-

rer, ligesom personer i fleksjob skal have løn for den arbejdsindsats, de reelt yder. Tidligere kunne

arbejdsgiveren maksimalt opnå en kompensation på 2/3 af lønnen.

Den nye fleksjobordning gør det mere attraktivt for arbejdsgivere at ansætte medarbejdere, der

har brug for lidt længere tid til at løse en opgave, end den normalt kræver. Desuden er det nu mere

attraktivt for en arbejdsgiver at holde på en fleksjobansat, der må gå ned i tid, for eksempel hvis

vedkommendes sygdom forværres.

Sygedagpengereformen

har ligeledes styrket den virksomhedsrettede indsats ved at indføre en trap-

pemodel, hvor kommunerne systematisk skal anvende relevante og arbejdspladsbaseret redskaber

til at understøtte, at den sygemeldte bevarer kontakten med sin arbejdsplads og fastholdes i job.

I modellen er der fokus på, at der iværksættes gradvis tilbagevenden som det højst prioriterede

redskab for sygemeldte i ansættelse, eventuelt efter en opstartsperiode med virksomhedspraktik.

For sygemeldte uden ansættelse er det højst prioriterede redskab påbegyndelse af arbejde på

nedsat tid eller i løntilskud. Trappemodellen er hovedsagelig møntet på sager med længerevarende

sygefravær, dvs. sygefravær på mere end otte uger, hvor der ikke vurderes behov for en tværfaglig

indsats, men kan også anvendes i øvrige typer sager.

Sammenhæng mellem viden og indsats?

Det er et paradoks, at den virksomhedsrettede indsats over for borgere i udkanten af arbejds-

markedet ikke er mere udbredt end den er. En række faktorer tilsiger, at jobcentrene i højere

udstrækning end i dag skulle prioritere virksomhedspraktik og løntilskud over for borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet end tilfældet er i dag:

•

Der er igennem de seneste år opbygget viden om, at en virksomhedsrettet indsats går

igen ved indsatser, der har positive effekter på tværs af gruppen af borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet. Den virksomhedsrettede indsats er i mange tilfælde kombineret med

andre tilbud som for eksempel mentorstøtte eller psykiatrisk behandling. Gruppen har

meget forskellige og ofte kompleks problemer som for eksempel psykiske lidelser, mis-

brug, gæld osv. Hovedparten af medarbejderne i jobcentrene er ligeledes i dag enige om,

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

at den virksomhedsrettede indsats og mentorstøtte har de bedste effekter for målgrup-

pen (Damvad, 2014).

•

I forbindelse med de seneste års reformer er der gennemført en række lovændringer, der

understøtter den virksomhedsrettede indsats.

I forbindelse med etableringen af det nuværende refusionssystem, der trådte i kraft 1.

januar 2011, blev kommunernes økonomiske incitamenter til at opprioritere den virksom-

hedsrettede indsats for alle grupper forbedret.

•

▶

Til trods for at

virksomhedsret-

tede forløb har

de bedste effekter

prioriteres indsat-

sen ikke i tilstræk-

kelig grad

Alligevel tilbydes borgere i udkanten af arbejdsmarkedet generelt i mindre omfang en virk-

somhedsrettet indsats end for grupperne af arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodta-

gere og dagpengemodtagere, når det gælder virksomhedspraktik og særligt løntilskud. Det

tyder således på, at der er en række barrierer for at udbrede indsatsen til borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet. I det følgende ses nærmere på barrierer for henholdsvis borgere, jobcen-

tre og virksomheder.

4.6 Drivkræfter og barrierer for den virksomhedsrettede indsats

En analyse af drivkræfter og barrierer for den virksomhedsrettede indsats gennemført af

Damvad, jf. boks 4.8 viser, at der er et potentiale for at øge omfanget af den virksomhedsret-

tede indsats. Samtidig er det en udfordring at øge omfanget uden at det bliver på bekostning

af kvaliteten i indsatsen.

Det er et grundvilkår for arbejdet med borgere i målgruppen, at indsatsen er ressourcekræ-

vende for de kommunale medarbejdere og at borgerne kun i begrænset omfang er moti-

verede for at deltage. Virksomhederne er derimod samarbejdsvillige og ønsker i høj grad at

tage et socialt ansvar under forudsætning af, at de får den nødvendige støtte og hjælp fra

jobcentret og at andre grundlæggende forudsætninger som for eksempel at god økonomi i

virksomheden er på plads.

I det følgende beskrives drivkræfter og barrierer for følgende niveauer:

•

Borgerniveau

Jobcenterniveau

Virksomhedsniveau

▼

Boks 4.8 Analyse af drivkræfter og barrierer

Som en del af udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats har konsulenthuset Damvad gen-

nemført en analyse af drivkræfter og barrierer for den virksomhedsrettede indsats på foranledning

af ekspertgruppen. Hovedparten, af dette kapitels konklusioner om drivkræfter og barrierer for hen-

holdsvis borgere, jobcentre og virksomheder i forhold til den virksomhedsrettede indsats, er baseret

på denne analyse. Damvad har gennemført en række surveys og interview med borgere, virksomhe-

der og jobcentermedarbejdere på alle niveauer. Analysen er blandt andet baseret på følgende:

• Jobcentersurvey i 83 jobcentre, hvor der er indsamlet svar fra i alt 249 medarbejdere i jobcentre,

virksomhedskonsulenter og jobcenterchefer.

• En virksomhedssurvey blandt 250 private virksomheder over hele landet

• Besøgsinterviews i 12 udvalgte kommuner.

– 12 jobcentre: medarbejdere i jobcentre, virksomhedskonsulenter og jobcenterledere.

– 12 private og 12 offentlige virksomheder, der samarbejder med jobcentre: Virksomhedsre-

præsentanter, virksomhedsmentorer og borgere.

– Telefoninterview med 23 virksomheder, der ikke samarbejder med jobcentret om tilbud til

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

▶

Borgerens moti-

vation er vigtig for

den virksomheds-

rettede indsats

4.6.1 Drivkræfter og barrierer for borgerne

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har ofte komplekse problemer, der udgør en barriere

for den virksomhedsrettede indsats. Meget tyder dog på, at langt flere ville have gavn af en

virksomhedsrettet indsats på rigtige arbejdspladser med reelle arbejdsopgaver, men at det

kræver, at indsatsen prioriteres endnu højere end det er tilfældet i dag, og at der afsættes

de nødvendige ressourcer til arbejdet, herunder til at matche borgere og virksomheder, til

opfølgning undervejs m.v.

Derudover er borgernes manglende motivation tilsyneladende en væsentlig barriere for del-

tagelse i virksomhedsrettede tilbud. Helt konkrete elementer som manglende perspektiv og

fokus på progression, fravær af synlige mål for indsatsen samt mere konkrete barrierer som

udlæg til transportudgifter og følelsen af at være ”gratis arbejdskraft” er helt centrale. Om-

vendt trækker dog, at borgerne motiveres af at løse reelle arbejdsopgaver, og at få noget at

stå op til samt at have kolleger.

Borgere med komplekse problemer

En grundlæggende præmis for den virksomhedsrettede indsats er, at størstedelen af borger-

ne i udkanten af arbejdsmarkedet ofte er langt fra arbejdsmarkedet og ofte har komplekse

problemer og udfordringer (jf. kapitel 3). Det er blandt andet disse problemer, der står i vejen

for, at borgeren kan opnå beskæftigelse på ordinære vilkår

, ligesom de også kan udgøre en

barriere for deltagelse i virksomhedsrettede tilbud.

▶

Virksomhederne

kan i vid udstræk-

ning håndtere

borgere med kom-

plekse problemer

– og det er ikke

synd for borgerne

at komme ud på

en virksomhed

Et forsøg med virksomhedscentre har dog vist, at virksomhederne med den rette understøt-

tende indsats godt kan håndtere borgere med komplekse problemer – også i langt højere

grad end jobcentermedarbejderne, forud for forsøget, havde forventet

. Samtidig viste analy-

sen, at der i løbet af forsøget blev gjort op med myten om, at det var synd for de ledige at bli-

ve sendt ud på en virksomhed, og ingen af de deltagende jobcentre vurderede efterfølgende,

at det virksomhedsrettede forløb havde været et nederlag for borgerne. Tværtimod oplevede

jobcentrene at kandidaterne blev afklaret og fik et billede af arbejdsmarkedet.

Der er således meget der tyder på, at flere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, på trods

af komplekse problemer, vil have gavn af et virksomhedsrettet tilbud med den rette støtte

og opfølgning. Tal fra Statens Seruminstitut bekræfter for eksempel, at mange psykiatriske

patienter allerede i dag deltager i virksomhedsrettede indsatser. For eksempel har seks ud af

ti jobparate kontanthjælpsmodtagere og fire ud af ti aktivitetsparate kontanthjælpsmodta-

gere i denne gruppe modtaget et virksomhedsrettet tilbud i løbet af 2013.

En række virksomheder giver dog udtryk for, at der er en mindre gruppe af borgere, der

har så massive problemer, at virksomhederne ikke kan rumme dem. Typisk nævnes her per-

soner med alvorlige misbrugsproblemer og personer med afvigende eller truende adfærd.

Sociale og psykiske vanskeligheder er ligeledes en barriere for borgernes motivation (Dam-

vad, 2015).

Jobcentermedarbejderne vurderer også i høj grad, at øget brug af tværfaglige indsatser over

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er afgørende for effekten af de virksomhedsret-

tede forløb. Derudover vurderes en håndholdt og individuel indsats, hvor virksomheder og

borgere matches ud fra individuelle kompetencer og behov, og hvor der løbende følges op

fra jobcentrets side, også at være af afgørende betydning ligesom fokus på formålet med

indsatsen og borgerens progression er vigtig for motivationen. En væsentlig barriere for at

udbrede den virksomhedsrettede indsats er ifølge halvdelen af jobcentermedarbejderne, at

de virksomhedsrettede indsatser ikke er håndholdte nok (Damvad, 2015).

▶

En mindre grup-

pe borgere har dog

så massive proble-

mer, at virksom-

hederne ikke kan

rumme dem

▶

Tre ud af fire i

jobcentret vurde-

rer, at øget brug

af tværfaglige

indsatser kan øge

effekten

Undtagelser er dog ofte sygedagpengemodtagere, som for en dels vedkommende udelukkende har helbredsproblemer,

samt nogle indvandrere som primært har sprogproblemer og manglende arbejdsmarkedskendskab.

Arbejdsmarkedsstyrelsen (2009)

Statens Seruminstitut, Grupperet Landspatientregister per 10. marts 2014, samt Beskæftigelsesministeriets forløbsda-

tabase DREAM og CPR-registret.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Mentorstøtte

er ofte en forud-

sætning for gode

virksomhedsrette-

de forløb

Et væsentligt redskab i forhold til at understøtte rummeligheden på virksomhederne er

mentorordningen, der giver mulighed for at støtte både virksomheder og borgere igennem

forløbene, jf. bilag 4.3, og seks ud af ti virksomheder vurderer, at virksomhedsmentorer er

en forudsætning for gode virksomhedsforløb (Damvad, 2015). Internationale erfaringer fra

indsatser med Supported Employment for personer med alvorlige psykiske, sociale og hel-

bredsmæssige problemer viser desuden, at det er af stor betydning for virksomhedernes

ønske om at engagere sig i indsatsen for denne gruppe, at der er tilknyttet en ”jobcoach”, så

virksomhederne ikke ”står alene” med ansvaret for borgeren (EUSE, COWI & AFI/WRI, 2011)).

Erfaringerne med jobcoaches og støtte er kort beskrevet i boks 4.9.

▶

Jo større proble-

mer borgeren har,

jo større er beho-

vet for støtte i et

virksomhedsrettet

tilbud

▼

Boks 4.9 Erfaringer med jobcoaches og støtte til personer i virksomhedspraktik

Internationalt er der en del erfaringer med Supported Employment (SE) og de faktorer der un-

derstøtter at personer med alvorlige sociale og helbredsmæssige problemer kan fungere på en

virksomhed. Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, som starter i et virksomhedsrettet tilbud har

i mange tilfælde brug for en form for støtte for at kunne fastholdes i tilbuddet. Jo større og mere

komplekse problemer borgeren har, jo større bliver dette behov. I en europæisk erfaringsoversigt

over SE påpeges det, at:

•

Der bør tilknyttes en jobcoach, som hjælper med at afdække borgerens forventninger og at

koordinere med andre forvaltninger og virksomheden.

Jobcoachen skal hjælpe virksomheden med ”job carving,” det vil sige at definere og afgrænse

de arbejdsopgaver, som virksomheden skal tilbyde borgeren.

Der skal være løbende støtte på arbejdspladsen – gerne udført af den fast tilknyttede jobcoach.

Jobcoachen eller en anden ressourceperson skal hjælpe virksomheden med at tage imod borge-

ren, og deltage proaktivt i inkluderingsprocessen på virksomheden.

Individual Placement and Support (IPS) er specifikt udviklet til personer med sværere psykiske lidel-

ser, og der er på internationalt plan god evidens for at IPS har positive effekter. IPS er ligeledes en

form for SE, hvor der tages udgangspunkt i den enkelte borgers motivation og ønsker, og hvor der

arbejdes med først at finde en jobåbning eller et virksomhedsrettet tilbud til borgeren, og dernæst

at yde den individuelle støtte der er nødvendig for, at borgeren kan fungere på arbejdspladsen.

Supported Employment (SE) skal ikke forveksles med det danske ”støttet beskæftigelse”, der dækker

over for eksempel løntilskud, fleksjob, seniorjob m.v., men er derimod understøttet beskæftigelse,

hvor personer med for eksempel svære psykiske lidelser eller handicap støttes til beskæftigelse på

det ordinære arbejdsmarked med for eksempel mentorstøtte.

Kilde: EUSE, COWI & AFI/WRI (2011)

En række ordninger adresserer de udfordringer en del af borgerne har og understøtter rum-

meligheden på arbejdsmarkedet. En del af disse ordninger er beskrevet i boks 4.10.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

▶

Mentorordning,

fleksjob, tilskud

til hjælpemidler

og personlig as-

sistance benyttes

for at afhjælpe

komplekse proble-

mer

▼

Boks 4.10 Ordninger, der adresserer nogle af borgernes komplekse problemstillinger

Der er en række muligheder og ordninger, der adresserer udsatte borgeres komplekse problemer og

øger rummeligheden på arbejdsmarkedet. Det gælder for eksempel mentorordningen, muligheden

for personlig assistance og hjælpemidler samt fleksjobordningen. Disse ordninger har til formål at

understøtte, at borgeren kan opnå eller fastholde et ordinært arbejde eller et fleksjob eller deltage i

beskæftigelsestilbud.

Nogle borgere har behov for hjælp til at stå op om morgenen, opnå en bedre personlig hygiejne

eller hjælp til at møde op på en arbejdsplads. Her kan der gives mentorstøtte, hvis det bidrager til,

at borgeren kan opnå eller fastholdes i et tilbud eller et arbejde.

Andre borgere med varige begrænsninger i arbejdsevnen har behov for hjælp til at udføre arbejds-

opgaver på selve virksomheden. Jobcentret kan i dette tilfælde yde tilskud til hjælpemidler, hvis det

bidrager til, at borgeren kan opnå eller fastholdes i et arbejde eller tilbud. Jobcentret kan ligeledes

bevilge personlige assistance, som kan hjælpe med praktiske arbejdsfunktioner. I dette tilfælde skal

borgeren selv kunne udføre de faglige og indholdsmæssige jobfunktioner.

For de borgere som både har en varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, og ikke kan opnå ordinær

beskæftigelse, kan det være en mulighed at blive visiteret til et fleksjob. I et fleksjob har borgeren

mulighed for at arbejde, i det omfang vedkommende kan klare. Er fleksjobbet etableret før refor-

men af førtidspension og fleksjob, modtager den fleksjobansatte fuld løn for arbejdet, og arbejdsgi-

veren modtager til gengæld kompensation fra kommunen i form af et tilskud på halvdelen eller to

tredjedele af lønnen, afhængigt af hvor nedsat den fleksjobansattes arbejdsevne er. Omlægningen

af tilskuddet, blev indført for at sikre, at også borgere med en meget lille arbejdsevne kan komme i

betragtning til et fleksjob på ganske få timer.

▶

Sproglige barri-

erer er den største

barriere for den

virksomhedsret-

tede indsats for

indvandrere og

efterkommere

Indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande

Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, der i 2013 udgjorde omkring hver femte

borger i udkanten af arbejdsmarkedet, er en særlig gruppe med særlige udfordringer. Jobcen-

termedarbejderne vurderer således, at den største barriere for en virksomhedsrettet indsats

for denne gruppe er sproglige og uddannelsesmæssige barrierer, hvorimod manglende lyst

til at lade sig integrere kun angives som en barriere for en ud af ti og manglende motivation

af tre ud af ti jobcentermedarbejdere (Damvad, 2015).

Den viden der foreligger om effekterne af virksomhedsrettede tilbud til indvandrere og ef-

terkommere tyder på, at effekterne af virksomhedsrettede tilbud for ikke-vestlige indvan-

drere og efterkommere er mindst lige så gode som for andre grupper, jf. afsnit 4.2. Samtidig

aktiveres ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i mindre omfang end andre borgere i

virksomhedsrettede tilbud jf. kapitel 3. Det tyder på, at der er en systematisk barriere i forhold

til at udnytte potentialet i den virksomhedsrettede indsats overfor denne gruppe.

▶

Kun hver fjerde

er motiveret for

en virksomheds-

rettet indsats

Borgernes motivation

Den virksomhedsrettede indsats kan være med til at hjælpe borgere i udkanten af arbejds-

markedet tættere på arbejdsmarkedet, men det er centralt for indsatsen, at borgerne er mo-

tiverede for at deltage. Det har både betydning for borgerne selv, virksomhederne og medar-

bejderne i jobcentre, hvor iblandt færre end hver fjerde peger på, at målgruppen i høj grad er

motiveret for at deltage, og at borgernes motivation således udgør en central barriere

. For

eksempel ligger virksomhederne stor vægt på, at borgerne er mødestabile.

Flere undersøgelser peger på, at disse borgere kan have svært ved at se meningen og per-

spektivet med aktiveringsindsatsen i jobcentret.

Dette gælder også for deltagelse i virk-

somhedsrettede tilbud, hvor borgere kan opleve at gentagne tilbud uden klare mål virker

demotiverende. Borgerne tilkendegiver at opleve, at de bliver brugt som ”gratis arbejds-

kraft”, og at tilbuddene ikke reelt indeholder et jobperspektiv. Dette står dog i kontrast til,

at kun et fåtal af virksomhederne tilkendegiver, at den primære grund til at tage borgere i

▶

En følelse af

at være ”gratis

arbejdskraft”

svækker borgernes

motivation

For sygedagpengemodtagere er andelen dog 41 pct.

Damvad (2014), Rambøll (2009), Rambøll (2013)

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

målgruppen i tilbud er, at opnå billig arbejdskraft, og at virksomhederne i langt højere grad

bruger tilbuddene som rekrutteringskanal, jf. afsnit 4.6.3 om drivkræfter og barrierer for

virksomhederne.

▶

Individuelt til-

rettelagte forløb er

en forudsætning

for gode virksom-

hedsrettede forløb

Hovedparten af jobcentermedarbejderne vurderer, at tydelig kommunikation om formålet

med indsatsen samt borgernes udvikling og fremdrift under virksomhedsrettede forløb,

styrker deres motivation for at deltage. For at borgerne oplever udvikling og progression ud-

trykker ni ud af ti jobcentermedarbejdere, at det er af afgørende betydning, at forløbene er

individuelt tilrettelagte. Samtidig er halvdelen enige i, at en af årsagerne til, at den virksom-

hedsrettede indsats ikke i højere grad anvendes til denne gruppe er, at indsatserne netop

ikke er håndholdte nok (Damvad, 2015). Det indikerer, at den virksomhedsrettede indsats vil

kunne rumme flere borgere med mere komplekse problemer, hvis indsatsen i endnu højere

grad håndholdes og tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i borgernes interesser.

Det er blandt andet erfaringerne fra ”På rette vej i job”, jf. boks 4.11.

I forhold til virksomhedscentrene rummer kravet om individuelt tilrettelagte forløb med fo-

kus på at matche virksomheder og borgere et paradoks. På den ene side er virksomhedscen-

trene velegnede til at give de allersvageste en mulighed for et virksomhedsrettet tilbud på

en rigtig virksomhed samtidig med, at det er en administrativt lettere tilgang, fordi der etab-

leres et antal faste pladser, der løbende kan ”fyldes op”. Omvendt tilkendegiver jobcenter-

medarbejderne, at det er sværere at sikre et godt match mellem borgeren og virksomheder i

virksomhedscentre og ni ud af ti jobcentermedarbejdere tilkendegiver, at individuelle forløb

i høj grad er afgørende for at sikre effektfulde forløb, mens det kun er godt fem ud af ti, der i

høj grad mener, at virksomhedscentrene er afgørende (Damvad, 2015).

▼

Boks 4.11 På rette vej i job

Erfaringerne fra det kontrollerede forsøg for kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2

(matchgruppe 2 svarer til aktivitetsparate) ”på rette vej i job” viste, at de jobcentre, som havde de

højeste andele i virksomhedsrettede tilbud var dem, der havde fokus på dels at skabe det rigtige

match mellem borger og virksomhed og dels at udvælge virksomheder, der er gearet til at tage sig

af de lidt svagere borgere, og som ønsker at tage et socialt ansvar.

Derudover er det den generelle tendens, at medarbejderne i jobcentrene og virksomhedskonsu-

lenterne bruger meget tid på først at afdække borgernes lyst, motivation og interesser og herefter

forfølge disse i forhold til den virksomhedsrettede indsats. Erfaringerne er i denne forbindelse, at

det i høj grad er netop lyst og interesser, der skal være med til at skabe motivationen hos deltagerne

og dermed sikre det bedste udgangspunkt for et succesfuldt virksomhedsforløb.

▶

Forventningsaf-

stemning mellem

borger og virk-

somhed er afgø-

rende for succes-

fulde forløb

Som en del af den håndholdte indsats vurderer stort set alle medarbejdere i jobcentrene, at

det er meget væsentligt for at skabe det rette match, at der sker en forventningsafstemning

mellem virksomhederne og borgerne. Det samme gælder virksomhederne, hvor mere end

ni ud af ti vurderer, at det er meget vigtigt, at der sker en forventningsafstemning af formå-

let med aktiveringen og aftaler om arbejdsopgaver forud for forløbet (Damvad, 2015). Det

er ligeledes jobcentermedarbejdernes vurdering, at det styrker borgernes motivation for at

deltage i virksomhedsrettede tilbud, at indholdet i tilbuddene består af konkrete og reelle

arbejdsopgaver, og at opgaverne ikke er ”opfundet til lejligheden”. Det er jobcentermedar-

bejdernes vurdering, at reelle arbejdsopgaver er vigtigere for motivationen end det at have

noget at stå op til eller at have kolleger.

Når det lykkes borgere i udkanten af arbejdsmarkedet at komme i job eller uddannelse, er der

risiko for tilbagefald til ledighed. Flere jobcentermedarbejdere påpeger, at bedre mulighed

for at bevilge efterværn kan forebygge tilbagefald og sikre flere mere stabil tilknytning til

arbejdsmarkedet. Således peger to ud af tre jobcentermedarbejdere på, at flere midler mål-

rettet efterværn er af afgørende betydning, hvis effekten af de virksomhedsrettede indsatser

skal øges (Damvad, 2015).

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

Barrierer af økonomisk karakter

For borgere, der har længerevarende forløb på kontanthjælp, er de økonomiske incitamenter

og barrierer ofte af ganske stor betydning for motivationen. En række af de centrale barrierer

er således knyttet op på økonomi, herunder gældsproblematikker, udlæg til transport og en

følelse af at ”arbejde gratis”.

▶

Gæld er en stor

udfordring for

motivationen…

Gældsproblematikken har vist sig at være en af de helt centrale barrierer for borgernes moti-

vation. Borgere, der skal afbetale på gæld til det offentlige, hvis de kommer i beskæftigelse, vil

have mindre ud af at komme i job end andre. Nogle gældsramte kan endda opleve, at deres

rådighedsbeløb bliver lavere, hvis de opnår ordinær beskæftigelse, og mere end halvdelen

af jobcentermedarbejderne oplever, at gæld til SKAT svækker borgernes motivation for at

deltage i et virksomhedsrettet tilbud. Nogle jobcentre oplever ligefrem, at borgere med gæld

ligefrem frygter at vende tilbage til arbejdsmarkedet på grund af udsigten til en nettoned-

gang i deres rådighedsbeløb (Damvad, 2015).

En analyse af kontanthjælpsmodtageres gæld til det offentlige viser, at 58 pct. af de personer,

som modtog kontanthjælp i uge 20 i 2014, havde gæld til det offentlige. I gennemsnit skyl-

der en kontanthjælpsmodtager 145.000 kr. til det offentlige, hvor den samlede gæld til det

offentlige udgør cirka 8,9 mia. kr.. Den største gældspost er underholdsbidrag, der samlet set

beløber sig til 1,8 mia.kr.

En ældre rapport fra SFI (2003) om de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere viste et tilsva-

rende billede. Denne analyse viste ligeledes, at mere end halvdelen af de svageste kontant-

hjælpsmodtagere havde gæld til det offentlige og SFI skønnede i den forbindelse, at 44 pct.

af gruppen havde gældsproblemer i et omfang, der var begrænsende for borgernes egen

indsats for at vende tilbage til arbejdsmarkedet (SFI, 2003).

Gældsproblemer opleves således som et massivt problem for gruppens motivation til at del-

tage i virksomhedsrettede indsatser eller for at komme i job. Gældsproblematikken behand-

les i øvrigt i kapitel 5 om den tværfaglige indsats.

▶

…og mere end

halvdelen af de

langtidsledige har

gæld til det offent-

lige

▶

Udlæg til trans-

port svækker bor-

gernes motivation

og bliver brugt

som ”en dårlig

undskyldning” for

ikke at møde op

Borgernes udlæg for transportudgifter er en anden væsentlig barriere. Nogle borgere har

ikke mulighed for at lægge ud for transportudgifter, mens andre bruger udlæggene som

”en dårlig undskyldning” for ikke at møde op. Omkring seks ud af ti jobcentermedarbejdere

vurderer, at udlæg til transport i høj grad svækker borgernes motivation for at deltage i virk-

somhedsrettede forløb (Damvad, 2015). I forbindelse med frikommuneforsøget er problema-

tikken omkring udlæg til transportudgifter ligeledes rejst, og frikommunerne har fået lov til

at udbetale transportudgifter uden forudgående dokumentation, således at borgerne ikke

selv skal lægge ud. Tilsvarende har man som nævnt i Jammerbugt kommune gode erfaringer

med en mere fleksibel tilgang til forudbetaling af transportgodtgørelse uden forudgående

dokumentation, jf. boks 4.12.

Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase (DREAM) og SKAT.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 4.12 Håndtering af transportudgifter i Jammerbugt kommune

I Jammerbugt kommune har man valgt at udbetale transportudgifter forud i de tilfælde, hvor det er

nødvendigt for at sikre borgerens deltagelse i tilbud.

Ordningen har medført større grad af mødestabilitet, der står højt på virksomhedernes ønskeliste,

når det gælder deres engagement og samarbejdsvilje i forhold til at tilbyde denne gruppe virksom-

hedsrettede tilbud.

Jammerbugt kommune oplever, at borgerne lever op til den tillid, man viser dem, og at de møder i

tilbud som aftalt, når de har fået udgifterne til transport dækket. Der udbetales som udgangspunkt

højst transportudgifter for én måned forud.

Kommunen oplever ikke problemer med misbrug i nævneværdigt omfang og lægger vægt på, at

fordelene overstiger ulemperne.

Hovedparten af borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet har ikke noget direkte økonomisk

incitament til at deltage i virksomhedsrettede tilbud, når de deltager i virksomhedspraktik

eller offentligt løntilskud, hvor ydelsen for de fleste er uændret. For unge under 30 år på ned-

sat ydelse er der dog mulighed for at modtage et aktivitetstillæg under aktivering og dermed

opnå en ydelsesfremgang.

▶

En økonomisk

gevinst vil øge

borgernes motiva-

tion

En række borgere, der gentagne gange har deltaget i virksomhedsrettede tilbud, giver udtryk

for, at de føler sig som ”gratis arbejdskraft”. Ikke overraskende er stort set alle borgere i en in-

terviewrunde foretaget af Damvad enige i, at et tillæg for at deltage vil styrke motivationen.

Resultatet bakkes op af jobcentermedarbejdere, hvor omkring to ud af tre tilkendegiver, at en

økonomisk gevinst i høj grad vil styrke borgernes motivation for at deltage. Jobcentermed-

arbejderne giver desuden udtryk for, at et tillæg i højere grad vil få borgerne til at opfatte

praktikken som et ”rigtigt” arbejde (Damvad, 2015).

4.6.2 Drivkræfter og barrierer for jobcentrene

Rammerne for indsatsen og udfordringerne med borgernes komplekse problemer og mang-

lende motivation er grundvilkår for arbejdet med borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Barriererne for den virksomhedsrettede indsats i jobcentrene kan påvirkes gennem økono-

miske incitamenter, strategiarbejde i forhold til virksomhederne, arbejdet med borgernes

motivation m.v.

▶

Virksomhederne

forventer højt ser-

viceniveau og tæt

samarbejde med

jobcenteret

Der er umiddelbart få lovgivningsmæssige barrierer for den virksomhedsrettede indsats, og

jobcentrene er generelt af den opfattelse, at virksomhederne ønsker at samarbejde og tage

et socialt ansvar. Til gengæld forventer virksomhederne et højt serviceniveau fra jobcentret

og tæt samarbejde om borgerne undervejs. Selvom der er opmærksomhed omkring forvent-

ningerne er det langt fra altid, at de indfries.

De økonomiske incitamenter for indsatsen burde tilsige, at den virksomhedsrettede indsats

prioriteres højere end det er tilfældet i dag, men udgifter til medarbejdere i jobcentre og

virksomhedskonsulenter trækker i modsat retning. Det skyldes ikke mindst, at en succesfuld

virksomhedsrettet indsats over for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er en opgave der

kræver, at der investeres mange medarbejderressourcer i forløbene.

Jobcentrenes samarbejde med virksomhederne

Hovedparten af jobcentrene har en strategi for at opdyrke og pleje den virksomhedsrette-

de indsats over for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet (Damvad, 2015). Alligevel varierer

andelen af virksomheder, der samarbejder med jobcentret i forhold til støttet beskæftigel-

se (virksomhedspraktik, løntilskud og jobrotation m.v.) i 2013 fra cirka 20 til cirka 50 pct. fra

kommune til kommune, og hver tredje virksomhed har ikke haft kontakt til et jobcenter de

seneste to år (Jobindsats.dk; Damvad, 2015). Jobcentrene er generelt bevidste om, hvad der

skal til for at styrke samarbejdet med virksomhederne, men det bliver langt fra altid omsat

til handling.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

▼

Boks 4.13 Serviceniveau i jobcentrene

En analyse af den virksomhedsrettede indsats foretaget af Damvad viser, at et højt serviceniveau

fra jobcentret styrker virksomhedernes lyst til at samarbejde. Følgende er særligt afgørende for

virksomhederne:

• At jobcentret letter virksomhedernes administrative byrder

• At virksomhederne sikres let adgang til jobcentret - for eksempel via en fast kontaktperson

• At jobcentrene følger tæt op på virksomhedsforløbene

Kilde: Damvad (2015)

▶

Én kontaktper-

son i jobcentret er

afgørende for gode

virksomhedsrette-

de forløb

Stort set alle virksomheder anser det som afgørende for et godt virksomhedsforløb, at der er

én fast kontaktperson i jobcentret. Det er alligevel kun seks ud af ti jobcentre, der angiver, at

en del af arbejdet med at pleje virksomhedssamarbejdet er, at virksomhederne har en fast

kontaktperson i jobcentret (Damvad, 2015). Kun omkring en tredjedel af de virksomheder,

der samarbejder med jobcentret om løntilskud eller virksomhedspraktik tilkendegiver, ifølge

en analyse fra 2011, at det er let at komme i kontakt med den rette medarbejder i jobcentret

(Slotholm, 2011). En analyse foretaget af Dansk Industri viser, at hver tredje virksomhed op-

lever at skulle tale med flere medarbejdere i jobcentret om den samme sag (Dansk Industri,

2013).

Der er ligeledes udbredt enighed om, at det er mest effektivt at organisere virksomhedskon-

sulenternes arbejde, så de har både borger og virksomhedskontakt. Det medfører, at virksom-

hederne har færre kontaktpersoner og er med til at sikre bedre match mellem virksomheder

og borgere.

Stort set alle de adspurgte jobcentermedarbejdere er enige i, at et fokus på virksomheds-

rettede indsatser er vigtigt for en effektiv indsats til borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Alligevel er mere end fire ud af ti enige i, at det er en udfordring at få alle i jobcentret til at

prioritere virksomhedsindsatserne højt nok (Damvad, 2015). Jobcentermedarbejderne giver

udtryk for, at den opsøgende indsats over for virksomhederne ikke får tilstrækkelig vægt, for-

di virksomhedskonsulenterne har begrænset tid.

▶

Begrænset tid

hæmmet den virk-

somhedsrettede

indsats i jobcen-

trene

▶

Jobcentrene

bruger ofte de

virksomheder de

allerede har etab-

leret et samarbej-

de med

Jobcentermedarbejderne tilkendegiver, at de typisk samarbejder med de virksomheder, som

de i forvejen kender, og hvor der allerede er brugt ressourcer på at etablere kontakt. Dette

understøttes af, at hver tredje virksomhed ikke har haft kontakt til jobcentrene de seneste to

år (Damvad, 2015).

Flere praktikere har peget på, at positive erfaringer med at have borgere i udkanten af ar-

bejdsmarkedet i tilbud motiverer virksomhederne og at skiftevis visitering af svage og stær-

ke borgere er med til at fastholde virksomhedernes lyst til at samarbejde (Damvad, 2015).

▶

Umiddelbar øko-

nomisk gevinst

ved indsatsen…

Økonomiske incitamenter

Det socialfaglige argument for at aktivere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i virksom-

hedsrettede tilbud understøttes af økonomiske incitamenter for kommunerne til at aktivere

borgere i virksomhedsrettede tilbud. Kommunerne hjemtager i det nuværende system 50

pct. i refusion for udgifter til ydelse under virksomhedsrettede forløb eller ordinær uddannel-

se mod 30 pct. i passive perioder eller under deltagelse i øvrig vejledning og opkvalificering.

Samtidig er virksomhedsrettede tilbud som udgangspunkt ikke forbundet med større drifts-

udgifter. Det vil sige, at kommunerne har en umiddelbar økonomisk gevinst ved at tilbyde for

eksempel virksomhedspraktik. Alligevel tilkendegiver jobcentrene, at følgeudgifter til virk-

somhedsrettede tilbud er en barriere for den virksomhedsrettede indsats.

Det skal ses i sammenhæng med, at mange kommunale medarbejdere, ifølge en analyse fra

2011, oplever, at tilbud i vejledning og opkvalificering er ”gratis” og enkle at ”melde borgerne

til”, mens det er langt mere administrativt besværligt, hvis de kommunale medarbejdere øn-

Forsøg med virksomhedscentre – slutevaluering af hovedforsøget (september 2009)

▶…

følgeudgifter

opleves dog som

en barriere

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

sker at tilbyde borgeren en mere individuelt tilrettelagt indsats, herunder et virksomhedsret-

tet forløb (Slotsholm, 2011). Virksomhedscentre er en undtagelse fra dette, fordi der også her

er etableret et antal pladser med henblik på at håndtere borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet, og hvor der er et antal pladser, der kan ”fyldes op”.

Den refusionsomlægning, der er nu er en politisk aftale om i forbindelse med en reform af

beskæftigelsesindsatsen, vil have betydning for kommunernes direkte økonomiske incita-

ment til at opprioritere den virksomhedsrettede indsats. Med omlægningen vil den direkte

gevinst ved virksomhedsrettede tilbud forsvinde, fordi differentieringen af ydelsesrefusio-

nen på tværs af aktive tilbud (aktiv/passiv-spændet) afskaffes.

▶

Øvrig vejledning

og opkvalificering

opleves let og gra-

tis mens virksom-

hedstilbud opleves

som ressourcekræ-

vende

Meget tyder således på, at en væsentlig barriere for den virksomhedsrettede indsats er, at

lønudgifter til virksomhedskonsulenter og jobcentermedarbejdere i forbindelse med virk-

somhedskontakt skal tages under servicerammen, der udgør et loft for kommunens samlede

udgifter til service, og at mentorudgifterne er rammebelagte. Det vil sige, at udgifterne til

virksomhedskontakten i mange tilfælde skal konkurrere med udgifter til andre kommunale

serviceområder som for eksempel skoler og plejehjem m.v.

4.6.3 Drivkræfter og barrierer for virksomhederne

Umiddelbart er virksomhederne samarbejdsvillige og ønsker at tage et medvirke – gerne

lokalt – hvis en række kriterier er opfyldt (Damvad, 2015). Det gælder for eksempel, at virk-

somheden har en sund økonomi, at jobcentrene leverer et højt serviceniveau, at borgerne

møder til tiden og yder en indsats, at virksomhederne har relevante arbejdsopgaver, og at

virksomhederne ikke har direkte udgifter forbundet med tilbuddene. Det er ikke opfattelsen,

at manglen på samarbejdsvillige virksomheder udgør en barriere af nævneværdigt omfang,

men enkelte nævner rimelighedskravet, som blev beskrevet i afsnit 4.3, som en barriere.

Et stort antal virksomheder tilkendegiver, at de har overvejet at tilbyde borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet tilbud og endnu flere, at de har tid og/eller passende og fleksible arbejds-

opgaver.

▶

For otte ud af

ti virksomheder

vægter ønsket om

at tage et socialt

ansvar højt

Virksomheder der samarbejder med jobcentret om borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet

Den primære drivkraft for, at virksomhederne tilbyder borgere i udkanten af arbejdsmarke-

det virksomhedspladser er blandt andet et ønske om at tage et socialt ansvar. Således til-

kendegiver otte ud af ti af de virksomheder, der modtager personer i virksomhedsrettede

indsatser, at det sociale ansvar er den primære drivkraft. Nogle virksomheder giver udtryk

for, at ønsket om at tage et socialt ansvar manifesterer sig som et fælles projekt for hele virk-

somheden. Det understøttes af virksomhedskonsulenterne, der tilkendegiver, at de oplever

ønsket om at tage et socialt ansvar som virksomhedernes primære motivation for at tilbyde

virksomhedsrettede tilbud til borgere i udkanten af arbejdsmarkedet (Damvad, 2015).

Det skal dog her bemærkes, at der her er tale om drivkræfterne hos de virksomheder, der rent

faktisk modtager personer i virksomhedsrettede indsatser, og det derved ikke viser noget om

de danske virksomheder generelt.

▶

Virksomheder-

nes ønske om

at tage et socialt

ansvar retter sig

i høj grad mod

lokalområdet

Ønsket om at tage et socialt ansvar understøttes endvidere af, at flere virksomheder giver

udtryk for, at det er en motivationsfaktor, at de kan hjælpe i nærområdet, og at de foretræk-

ker borgere fra lokalområdet, når de skal tilbyde virksomhedspladser, jf. boks 4.14. Det opleves

derfor som afgørende, at virksomhedskonsulenterne orienterer sig mod borgernes lokalom-

råde, når der skal etableres virksomhedsrettede tilbud. Således oplever seks ud af ti virksom-

hedskonsulenter i høj grad, at det er motiverende for virksomhederne, at borgeren kommer

fra lokalområdet.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

▼

Boks 4.14 Lokalt engagement

Flere af de virksomheder, som er interviewet i udkantskommuner udtaler, at de er opmærksomme

på, at de tilhører det såkaldte ”udkantsdanmark”. De fortæller endvidere, at dette spiller positivt

ind på deres motivation for at modtage borgere, i udkanten af arbejdsmarkedet, i aktivering. For

eksempel udtalte en virksomhed i Hundested, at de først og fremmest ansætter borgere i virksom-

hedspraktik, fordi ”de passer på hinanden her i kommunen”.

Kilde: Damvad (2015)

▶

Virksomhederne

er generelt samar-

bejdsvillige, men

forventer et højt

serviceniveau fra

jobcentret

Inden for de seneste to år har fire ud af ti virksomheder efter eget udsagn haft en udsat

borger i et virksomhedsrettet tilbud og mere end ni ud af ti jobcentermedarbejdere er enige

i, at virksomhederne generelt er samarbejdsvillige, men at virksomhederne forventer et højt

serviceniveau fra jobcentret i form af for eksempel en fast kontaktperson i jobcentret og

hjælp til håndtering af papirarbejdet

(Damvad, 2015).

Virksomhedsmentorerne spiller en central rolle for gode virksomhedsrettede forløb og mere

end seks ud af ti virksomheder tilkendegiver, at det er vigtigt for et godt forløb, at der ud-

peges en virksomhedsmentor. Virksomhedsmentorerne fungerer som bindeled mellem bor-

geren, virksomheden og jobcentret samtidig med, at mentorerne giver mulighed for mere

håndholdte forløb, hvor opgaverne lettere kan tilpasses borgeren.

▶

Borgerens moti-

vation er vigtig for

virksomhederne

▶

Virksomheds-

centre skaber

mere smidig

kontakt med

jobcentre, men har

mindre mulighed

for individuelle

forløb

Borgerens motivation er ligeledes vigtig for virksomhedernes engagement. Stort set alle

virksomheder giver udtryk for, at det er vigtigt, at borgerne møder stabilt, og tilkendegiver, at

mødestabilitet er afgørende for et godt virksomhedsforløb.

En særlig form for virksomhedsforløb er virksomhedscentre, som er ordinære virksomheder,

der indgår kontrakt med jobcentrene om et fast antal pladser for udsatte kontanthjælps-

modtagere. Virksomhedscentre er typisk etableret som fleksibel virksomhedspraktik, til-

knyttet en mentor på arbejdspladsen. De faste etablerede pladser gør samarbejdet mellem

jobcentre og virksomheder mere smidigt, og flere pladser på samme virksomhed gør det

lettere at bevare en tættere kontakt mellem jobcenter og virksomhed. Virksomhedscentrene

har dog sine begrænsninger, fordi mulighederne for at tilrettelægge forløbene individuelt,

der netop er vigtigt for succesfulde forløb, opfattes som værende mindre her.

En virksomhedstype, som er særlig opmærksomme på rummelighed på arbejdspladsen er de

socialøkonomiske virksomheder.

Det er muligt, at virksomhederne ikke særskilt har besvaret spørgsmålet med henblik på borgere i udkanten af arbejds-

markedet, og at også jobparate kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere indgår i virksomhedernes besvarelse.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 4.15 Definition af socialøkonomiske virksomheder

Definition af socialøkonomiske virksomheder:

”Socialøkonomiske virksomheder er private og driver erhverv med det formål gennem deres virke og

indtjening at fremme særlige sociale formål”

En virksomhed kan lade sig registrere som socialøkonomisk virksomhed, hvis den lever op til følgen-

de fem kriterier:

• Socialt formål – virksomhedens primære formål har samfundsgavnlig karakter; det vil sige,

at formålet har et socialt, beskæftigelses-, sundheds-, miljømæssigt eller kulturelt sigte, som

desuden fremmer aktivt medborgerskab.

• Væsentlig erhvervsdrift – virksomheden har et væsentlig element af erhvervsdrift ved salg af

serviceydelser eller produkter, som udgør en betydelig del af dens omsætning.

• Uafhængig af den offentlige sektor – virksomheden har eget CVR-nr. og fungerer uden væsent-

lig offentlig indflydelse på ledelsen og driften af virksomheden.

• Social håndtering af overskud – virksomheden anvender hele sit overskud til primært at frem-

me sociale formål, reinvestere i egen eller andre socialøkonomiske virksomheder og sekundært

til begrænset udbetaling af udbytte til investorer.

• Ansvarlig og inddragende virksomhedsledelse – virksomheden er transparent i sit virke og har

en værdiskabende samt etisk forsvarlig ledelse.

Kilde: Udvalget for socialøkonomiske virksomheder (2013)

Socialøkonomiske virksomheder har dermed et potentiale som både træningsbane og varig

beskæftigelse for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

▶

Beskedent antal

beskæftigelsesret-

tede socialøkono-

miske virksom-

heder

En kortlægning af de socialøkonomiske virksomheder viser, at der i 2013 var cirka 115 social-

økonomiske virksomheder med beskæftigelsesrettet sigte, jf. boks 4.16.

Omfanget af be-

skæftigelsesrettede socialøkonomiske virksomheder i Danmark er relativt beskedent.

▼

Boks 4.16 Kortlægning af socialøkonomiske virksomheder

En kortlægning af socialøkonomiske virksomheder i Danmark 2013 viser blandt andet:

•

Der er cirka 115 beskæftigelsesrettede socialøkonomiske virksomheder i Danmark

De har i gennemsnit cirka 19 ansatte, heraf cirka fem ansatte på særlige vilkår (personer i fleks-

job, løntilskudsjob eller løntilskudsjob til førtidspensionister)

Hovedparten af de socialøkonomiske virksomheder fremstår som levedygtige virksomheder

med gode eller rimeligt gode overlevelseschancer.

Cirka 80 pct. af virksomhederne mener, at de godt kan fastholde det nuværende antal ansatte,

og cirka 80 pct. har endda planer om at forøge antallet af ansatte.

Kilde: SFI (2013c)

▶

Syv ud af ti virk-

somheder bruger

systemet med

henblik på rekrut-

tering.

Virksomhederne bruger de virksomhedsrettede tilbud aktivt i forbindelse med rekruttering

af medarbejdere. Syv ud af ti virksomheder, der har haft en borger i udkanten af arbejdsmar-

kedet i tilbud, tilkendegiver, at de bruger tilbud om aktive forløb til at rekruttere nye medar-

bejdere (Damvad, 2015).

For nogle virksomheder kan ”rimelighedskravet” udgøre en barriere. Rimelighedskravet sæt-

ter en grænse for, hvor mange personer en virksomhed kan have i støttet beskæftigelse, af-

hængigt af virksomhedens størrelse. Mere end halvdelen af jobcentermedarbejderne mener,

at det i høj grad er afgørende, at dette krav lempes, hvis omfanget af den virksomhedsrettede

indsats skal øges. Omvendt giver syv ud af ti virksomheder udtryk for, at det er vigtigt for et

godt forløb, at virksomheden kun har få borgere i tilbud samtidig, og mange virksomheder

giver udtryk for, at de ikke har kapacitet til at rumme flere, end det er tilladt under de nuvæ-

rende regler. Resultaterne indikerer samtidig, at en gruppe virksomheder ville kunne tilbyde

flere et virksomhedsrettet tilbud, hvis rimelighedskravet blev lempet for udvalgte grupper.

I kortlægningen er socialøkonomiske virksomheder defineret at have et beskæftigelsesmæssigt og/eller socialt formål,

have et salg af ydelser og/eller produkter på markedsvilkår, have et cvr.nr., at ansætte udsatte ledige (praktik, løntilskud eller

ressourceforløb), og at virksomhedens overskud geninvesteres i virksomheden.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

Virksomheder der ikke samarbejder med jobcentret om borgere i ud-

kanten af arbejdsmarkedet

Virksomheder, der ikke inden for de seneste to år har haft en borger i udkanten af arbejds-

markedet i tilbud, er mere skeptiske overfor at tilbyde denne gruppe et virksomhedsrettet

tilbud. Af disse virksomheder har otte ud af ti ikke overvejet at have udsatte borgere i virk-

somhedspraktik eller løntilskud. Det skal ses i lyset af, at hver tredje virksomhed ikke har

været i kontakt med et jobcenter de seneste to år. Det betyder samtidig, at to ud af ti private

virksomheder rent faktisk har overvejet at tilbyde denne gruppe borgere et virksomhedsret-

tet tilbud.

▶

Mange flere

virksomheder end

i dag kan tilbyde

virksomheds-

rettede tilbud til

gruppen

En række virksomheder nævner konkrete barrierer i forhold til at tilbyde udsatte borgere til-

bud. For eksempel angiver halvdelen af de virksomheder, der ikke har haft udsatte borgere i

tilbud de seneste to år, at de ikke har egnede arbejdsopgaver og fire ud af ti tilkendegiver, at

de ikke har tilstrækkeligt fleksible arbejdsopgaver, mens fire ud af ti tilkendegiver, at virksom-

heden ikke har tiden til det. Omvendt er der en stor gruppe der vurderer, at de netop har tid,

relevante og/eller fleksible arbejdsopgaver (Damvad, 2015).

Det samlede billede er, at der er langt flere virksomheder, der vil kunne tilbyde borgere i ud-

kanten af arbejdsmarkedet virksomhedsrettede tilbud end tilfældet er i dag, og at mange

allerede har overvejet det.

4.7 Opsummering og udfordringer

Et forløb på en virksomhed er det, der i gennemsnit bedst hjælper udsatte borgere tætte-

re på arbejdsmarkedet. Rammerne for den virksomhedsrettede indsats og udfordringerne

med borgernes komplekse problemer og manglende motivation er et grundvilkår for arbej-

det med denne målgruppe, men det er ikke desto mindre et ressourcekrævende arbejde for

jobcentrene. Det samme gælder samarbejdet med virksomhederne, der i vid udstrækning er

villige til at tage et socialt ansvar, men som til gengæld forventer et højt serviceniveau fra

jobcentrene.

Det varierer betydeligt fra jobcenter til jobcenter, i hvilken grad den virksomhedsrettede ind-

sats prioriteres, selvom indsatsen allerede i dag understøttes af både økonomiske incitamen-

ter og tilgængelig viden på området. Med det nuværende aktivitetsniveau er det eksperter-

nes vurdering, at langt flere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet vil kunne have gavn af

en virksomhedsrettet indsats. Det tyder på, at der er en række barrierer for at øge omfanget.

I bilag 4.1 er de væsentligste barrierer og drivkræfter for indsatsen skitseret.

Selvom der allerede i dag er et omfattende samarbejde mellem virksomheder og jobcentre,

er det eksperternes vurdering, at der ligeledes er et stort potentiale for at udvide samarbej-

det til endnu flere virksomheder. Mange virksomheder har ikke haft kontakt til et jobcenter

de seneste år, og jobcentermedarbejderne giver også udtryk for, at de primært samarbejder

med de virksomheder, som de allerede har etableret kontakt til.

Jobcentermedarbejdere giver heller ikke udtryk for, at det at skaffe virksomhedspladser, er

den væsentligste barriere for at udvide den virksomhedsrettede indsats, men derimod at de

giver en virksomhedsrettet indsats, ”når det giver mening”.

En af de centrale udfordringer for kommunerne er desuden, at arbejdet med borgernes mo-

tivation, arbejdet med at matche borgere og virksomheder, servicering af virksomhederne og

opfølgning undervejs er ressourcekrævende. En stor del af disse ressourcer skal i dag tages

under servicerammen og er dermed ressourcer, der skal konkurrere med udgifter til andre

kommunale serviceområder, herunder plejehjem og skoler m.v. (Damvad, 2015).

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Sammenfattende er det vurderingen, at potentialet for at udvide den virksomhedsrettede

indsats gennem opprioritering og målretning af indsatsen og ressourcerne i jobcentrene er

relativt stort. Der er behov for, at den opsøgende virksomhedskontakt og serviceringen af

virksomhederne professionaliseres og systematiseres i alle kommuner samtidig med, at der

er behov for, at indsatsen håndholdes, og at forløbene følges undervejs.

Ekspertgruppen har på baggrund af kapitlet opstillet følgende udfordringer:

•

Hvordan sikres det, at jobcentrene opprioriterer virksomhedskontakten og den virksom-

hedsrettede indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet?

Hvordan sikres flere individuelt tilrettelagte forløb og mere kvalitet i indsatsen?

Hvordan udfordres opfattelsen af, hvornår ”det giver mening” at tilbyde borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet et virksomhedsrettet tilbud?

Hvordan sikres det, at virksomhederne i endnu højere grad får mulighed for at hjælpe

udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet?

Hvordan kan borgernes motivation til at deltage i tilbud øges?

Hvordan afhjælpes det, at borgernes økonomiske situation udgør en barriere for moti-

vationen?

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

Bilag 4.1 Barrierer og drivkræfter i forhold til den virksomhedsrettede

indsats

De enkelte barrierer og drivkræfter er ikke prioriteret og det fremgår ikke af tabellen, hvilke

udfordringer der er de væsentligste i forhold til at øge omfanget og effekten af virksomheds-

rettede tilbud. Dette fremgår af kapitlet.

Perspektiv

Borgere

Barrierer

- Manglende mål for .virksomhedsforløbet.

– Borgerne oplever, at tilbuddene ikke fører til job.

- Manglende økonomiske incitamenter og en

følelse af at være ”gratis arbejdskraft”.

- Gældsproblematikker reducerer en stor gruppe

af borgernes motivation for at komme tættere på

arbejdsmarkedet.

- Borgerens udlæg til transport udgør en barriere

– og kan bruges som en ’dårlig undskyldning’ for

ikke at møde i tilbud.

- Borgerens oplevede problemer af helbredsmæs-

sig, psykisk eller social karakter.

- Tidskrævende/ ressourcekrævende i forhold til

motivation af borgeren, finde det rette match

mellem borger og virksomhed, behov for individu-

el tilgang samt servicering af virksomhederne.

- Følgeudgifter som kan være vanskelige at finde

finansiering til for eksempel udstyr mentor og

transport (driftsloft og mentorramme).

- Kommunale projektker (øvrig vejledning og

opkvalificering) opfattes i nogen grad som ”gratis”

tilbud, der ikke kræver ekstra ressourcer til admini-

stration m.v.

- Administrative byrder.

- Mødestabilitet fra borgernes side

- En gruppe borgere har så massive problemer, at

virksomhederne ikke kan rumme dem.

- Udgifter i forbindelse med tilbud (for eksempel

oplæring).

- Manglende tid.

- Manglende relevante eller fleksible opgaver.

Drivkræfter

- At løse konkrete og reelle

arbejdsopgaver.

- Kolleger.

- Noget at stå op til.

Jobcentre

- Økonomiske incitamenter i

form af højere ydelsesrefusion

og færre driftsudgifter ved virk-

somhedsrettede tilbud.

- Bevidsthed om at virksomheds-

rettede tilbud har de bedste

effekter.

Virksomheder

- Socialt engagement.

- Lokalt engagement.

- Fælles projekt i virksomheden.

- Nye opgaver for medarbej-

derne.

- Rekrutteringskanal.

- Opsøgende arbejde fra for ek-

sempel virksomhedskonsulenter.

Bilag 4.2 Effekter af virksomhedsrettede indsatser for udvalgte grupper

I Danmark dækker virksomhedsrettede indsatser primært over offentligt og privat løntilskud

samt offentligt og privat virksomhedspraktik. Der findes generelt positive beskæftigelsesef-

fekter af virksomhedsrettet indsatser for udsatte borgere og sygemeldte.

Hensigten med virksomhedsrettede tilbud er, at opkvalificere den enkelte ledige direkte i

forhold til løsningen af konkrete opgaver på en arbejdsplads samt at bibringe den ledige

nye relationer og netværk, der bygger bro til ordinær beskæftigelse. Dette kan bidrage til, at

den ledige hurtigere opnår en ordinær ansættelse. Ydermere kan et virksomhedsrettet tilbud

medvirke til, at den ledige bevarer sin tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke glider ud af

arbejdsstyrken.

Der er dog en risiko for, at de virksomhedsrettede tilbud kan forlænge ledighedsperioden.

Dette skyldes, at jobsøgningsaktiviteten kan falde i den periode, hvor den ledige er i gang

med forløbet på virksomheden, idet virksomhedsrettede forløb generelt er relativt lange.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Både privat og offentligt løntilskud opererer under samme generelle regelsæt. Dette betyder,

at brugen af løntilskudsstillinger skal have form af ”ekstra” beskæftigelse på virksomheden,

og at der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinære stillinger og løntilskuds-

stillinger. For den offentlige sektor gælder dog også, at der hvert år udmeldes en løntil-

skudskvote, der betyder, at offentlige myndigheder forpligter sig til at levere et vist antal

løntilskudspladser. Det er dog med aftalen om beskæftigelsesreformen i 2014 vedtaget, at

løntilskudskvoterne afskaffes.

Udsatte ledige

Ifølge SFI (2012c) findes der stærk evidens for, at virksomhedsrettede indsatser i den private

sektor har positive beskæftigelseseffekter for udsatte ledige. Her defineres udsatte ledige

som kontanthjælpsmodtagere (både arbejdsmarkedsparate og borgere i udkanten af ar-

bejdsmarkedet), ledige med forskellige problemer ud over ledighed, ledige som jobcenteret

har kategoriseret som borgere i udkanten af arbejdsmarkedet eller særligt vanskelige at få i

beskæftigelse samt langtidsledige. SFI finder ligeledes moderat evidens for, at virksomheds-

rettede indsatser i den offentlige sektor har positive beskæftigelseseffekter.

Graversen & Jensen (2010) finder, at private løntilskud har størst effekt når det gives til

ressourcesvage ledige. Imidlertid fremhæver Graversen og Jensen, at privat løntilskud ofte

benyttes til ressourcestærke ledige, der ville have fundet beskæftigelse under alle om-

stændigheder. Studiet konkluderer således, at forløb med privat løntilskud har positive be-

skæftigelseseffekter men bruges ofte til de forkerte ledige. Dette understøttes blandet andet

af Fredriksson & Johansson (2008), som finder at løntilskudsaktivering reducerer langtidsle-

diges ledighed med cirka otte måneder, mens Heinesen, Husted & Rosholm (2011) konklude-

rer, at løntilskud reducerer ledigheden for flygtninge og indvandrere med 10-15 måneder. Så

store effekter findes ifølge de undersøgte studier ikke for andre typer af virksomhedsrettede

indsatser. Effekterne skal dog ses i lyset af, at afgangsraterne for denne gruppe generelt er

beskedne, og at en relativt lille forøgelse af afgangen derfor giver anledning til store effekter.

Udover positive beskæftigelseseffekter af privat løntilskud findes der ligeledes positive effek-

ter af virksomhedspraktik. Dette bygger dog på et mindre solidt vidensgrundlag (SFI, 2012c).

Udover virksomhedsrettede tilbud generelt findes der også enkelt studier, som ser på speci-

fikke virksomhedsrettede ordninger. Deloitte har undersøgt beskæftigelseseffekten af vok-

senlærlingeordningen – ordningen er et tilskud til virksomheder, der indgår en uddannel-

sesaftale med voksne over 25 år i forbindelse med en erhvervsuddannelse. Formålet er, at de

ufaglærte som ikke fik en uddannelse, da de var unge, kan uddanne sig. Virksomheden beta-

ler løn til lærlingene og modtager tilskud i op til de første to år af uddannelsesaftaleperio-

den. Deloitte (2013) finder positive beskæftigelseseffekter for voksenlærlinge, der kommer fra

ledighed. Efter et år er 70 pct. af ledige, der har gennemført en voksenlærlingeuddannelse,

i beskæftigelse mod 58 pct. i kontrolgruppen. Effekterne er særligt store for kontanthjælps-

modtagere. Derudover findes der også positive indkomsteffekter for kontanthjælpsmodta-

gere og for de ufaglærte.

KORA (2014) har undersøgt effekten af ansættelse som jobrotationsvikar. Jobrotationsord-

ningen er et tilskud til arbejdsgiver, som ansætter en ledig som vikar mens en medarbejder

(efter)uddanner sig. KORA finder, at jobrotationsvikar i gennemsnit kommer to til tre uger

hurtigere i ustøttet beskæftigelse, end personer som ikke har deltaget i jobrotation. De po-

sitive effekter findes især for ledige uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. For

denne gruppe findes ligeledes en positiv indkomsteffekt.

Ikke-vestlige indvandrere

De positive effekter af virksomhedsrettet aktivering genfindes også for gruppen af ikke-vest-

lige indvandrere, hvor KORA (2013a) finder stærk evidens for at privat løntilskud samlet set

har en positiv effekt for ikke-vestlige indvandrere. Omvendt findes der mindre effekter af

løntilskudsindsatser i den offentlige sektor – hvilket dækker over mindre effekter efter endt

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

aktivering samt større fastholdelse under aktivering. Et enkelt studie tyder på, at effekterne

af virksomhedsrettede tilbud er større for ikke-vestlige indvandrere end for etniske danskere

(Graversen & Jensen, 2010). Der findes ligeledes moderat evidens for, at virksomhedsrettede

tilbud ud over løntilskud har en positiv programeffekt.

Der findes begrænset viden om virkningen af integrationsprogrammer, og de studier som

belyser integrationsprogrammet kan ikke påvise positive effekter. Et enkelt svensk forsøg fin-

der dog en positiv effekt for nyankommne ikke-vestlige indvandrere af en koordineret tilret-

telæggelse af sprog- og aktiveringsindsatser med intensiveret vejledningsindsats.

Sygemeldte

I SFI (2012a) opsamles eksisterende litteratur for effekterne af beskæftigelsesrettede indsat-

ser for sygemeldte ledige. Effekten af indsatsen for sygemeldte opdeles ofte efter diagno-

ser for eksempel psykiske eller fysiske helbredsproblemer. SFI finder, at der for sygemeldte

med muskel- og skeletbesvær er evidens for, at arbejdspladsbaserede indsatser har positive

beskæftigelseseffekter. Der er endvidere indikation på at indsatser, som inddrager arbejds-

pladsen, også øger beskæftigelsessandsynligheden for sygemeldte med mentale helbreds-

problemer såsom stress eller depression. De arbejdspladsbaserede indsatser kan foregå

helt eller delvist på en arbejdsplads, indsatserne kan for eksempel indeholde koordinering

af forløb, gennemgang af arbejdsforhold, inddragelse af arbejdsgiveren og tilpasninger af

arbejdsforhold.

SFI finder ligeledes, at der overordnet er stærk evidens for, at tværfagligt samarbejde mellem

aktører med forskellige baggrunde og den sygemeldtes arbejdsplads har positive beskæf-

tigelseseffekter. Dertil finder SFI, at der er moderat evidens for at tidlig kontakt mellem ar-

bejdsgiveren, og den sygemeldte har positive effekter.

For sygemeldte, som kommer fra beskæftigelse, findes der en række studier, som finder posi-

tive beskæftigelseseffekter af delvise raskmeldinger.

For personer med svære psykiske lidelser findes der stærk evidens for, at virksomhedsrettede

indsatser i form af IPS har en positiv effekt – IPS indsatsen indeholder typisk virksomheds-

rettet aktivering i kombination med behandling og mentor (Christensen & Nordentoft, 2011).

Opsamling

Den virksomhedsrettede indsats har som det eneste redskab i beskæftigelsessystemet vist

sig i gennemsnit at have positive beskæftigelseseffekter på tværs af forskellige grupper af

udsatte borgere. Dette dækker over, at der generelt findes positive beskæftigelseseffekter af

forskellige afskygninger af virksomhedsrettet aktivering, lige fra offentlig og privat virksom-

hedsrettet aktivering for udsatte ledige til arbejdspladsinddragelse, delvise raskmeldinger

for sygemeldte til virksomhedsrettede indsatser i kombination med behandling og mentor

for personer med svære psykiske sygedomme.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 1 Beskæftigelsesministeriets videnshierarki

Overordnet Videns-niveau

Evidens

Detaljeret

vidensniveau

Stærk evidens

Kriterier

En overvægt på tre eller flere

effektstudier med høj kvalitet, der

viser resultater, der går i samme

retning.

En overvægt på to effektstudier af

høj kvalitet, der viser resultater, der

går i samme retning.

En overvægt på ét effektstudie af

høj kvalitet eller flere effektstudier

med begrænset kvalitet, der viser

resultater, der går i samme retning.

Studier der viser resultater, der går

i forskellige retninger, hvor der ikke

er nogen klar overvægt af studier,

der peger i en retning.

Ingen eller få studier med begræn-

set kvalitet samt ingen klar retning

af resultaterne

Moderat evidens

Indikation

Ingen viden

Modstridende viden

Usikker viden

I Beskæftigelsesministeriets online

vidensbank, jobeffekter.dk, benyttes

dette videnshierarki i forbindelse med

indsamling og systematisering af viden

vedrørende beskæftigelsesindsatsen.

I vidensbanken synliggøres videns-

grundlaget vedrørende effekterne af

den aktive beskæftigelsespolitik for

forskellige målgrupper og indsatser.

Kapitel 4

▶

Aktiv virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet – hvordan?

Bilag 4.3 Ordninger der understøtter rummeligheden på arbejdsmarkedet

Nedenfor gennemgås en række ordninger, der øger rummeligheden på arbejdsmarkedet for

personer med både psykiske og fysiske problemer og udfordringer i forhold til ordinær be-

skæftigelse.

•

Fleksjobordningen

Mentorordningen

Delvise raskmeldinger

Personlig assistance

Hjælpemidler

Tabel 1 Udgifter til forskellige ordninger på arbejdsmarkedet (2013)

Borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet

692

Dagpenge-

modtagere

i alt (mio.kr.)

9.901,2

699

133,4*

455

115

Fleksjobordningen

Mentorordningen

Delvise raskmeldinger

Personlig assistance

Hjælpemidler

Note: Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er defineret ved sygedagpengemodtagere, revalidender, kontanthjælpsmodtagere,

ressourceforløbsmodtagere, ledighedsydelsesmodtagere, uddannelseshjælpsmodtagere, personer på førtidspension, i fleksjob

og skånejob.

*Delvist raskmeldte modtager sygedagpenge i den periode, hvor de er sygemeldte. Udgifterne hertil er opgjort på baggrund af

aktivitetstal fra jobindsats.dk samt regnskabstal for 2013 (2015-pl).

Kilde: Jobindsats og regnskabstal 2013 (2015-PL)

Fleksjobordningen

Fleksjobordningen er en central del af det sociale sikkerhedsnet i Danmark, og har som over-

ordnet mål at forhindre at borgere, der har en væsentligt og varig nedsat arbejdsevne, bliver

henvist til passiv forsørgelse som for eksempel førtidspension, men i stedet får mulighed for

at arbejde og forsørge sig selv. Ordningen understøtter således et rummeligt arbejdsmarked

med mulighed for et aktivt arbejdsliv for mennesker med begrænsninger i arbejdsevnen.

I et fleksjob får borgere, der har en varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne, mulighed for at ar-

bejde i det omfang de kan klare. Borgerne modtager løn for det arbejde, der bliver udført samt

et fleksløntilskud fra kommunen, som kompenserer for den nedsatte arbejdsevne, der bliver re-

guleret på baggrund af lønindtægten fra arbejdsgiveren. Er fleksjobbet etableret før reformen

af førtidspension og fleksjob, modtager den fleksjobansatte fuld løn for arbejdet, og arbejds-

giveren modtager til gengæld kompensation fra kommunen i form af et tilskud på halvdelen

eller to tredjedele af lønnen, afhængigt af hvor nedsat den fleksjobansattes arbejdsevne er.

Omlægningen af tilskuddet, der blev gennemført med reformen af førtidspension og fleks-

job fra 2013, blev indført for at sikre, at også borgere med en meget lille arbejdsevne kan

komme i betragtning til et fleksjob på ganske få timer, og at de højeste tilskud ikke går til

borgere med en høj indkomst.

Mentorordningen

Formålet med mentorstøtte i beskæftigelsesindsatsen er at hjælpe borgere til at opnå eller

fastholde aktiviteter (for eksempel virksomhedspraktik og løntilskud), tilbud, ansættelse i

fleksjob eller ordinær ansættelse.

Mentorforløbenes indhold tilpasses i høj grad til den enkelte borgers situation og behov.

Eftersom borgerens individuelle problemer og situation varierer meget, spænder mentorer-

nes opgaver også bredt, og kan bestå i alt fra at hjælpe borgere med at blive klædt på og

opnå bedre personlig hygiejne, til at sørge for at borgeren møder op i sin virksomhedspraktik.

Introduktion og oplæring på en virksomhed, hvor borgeren for eksempel er i virksomheds-

praktik eller løntilskud, samt eventuel støtte til at deltage socialt varetages typisk af virksom-

hedsmentorer, der i forvejen er ansat på virksomheden.

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Mentorstøtte kan medvirke til at styrke borgernes fremmøde med indsatser, der skal hjælpe

dem videre mod job eller uddannelse samt kan skabe tillid til borgeren og dermed være med

til at øge borgerens motivation. Støtten kan dertil øge kommunens viden om borgerens mu-

ligheder og barrierer, hvilket betyder, at kommunen i højere grad kan målrette indsatsen til

borgeren. Med mentorstøtte kan man tilbyde borgere med komplekse problemer en indsats,

der bringer dem ud af isolation og passivitet, og man kan understøtte andre tiltag, som bor-

gerne ellers ville være i risiko for at falde fra.

Med ordningen kan kommunerne tilbyde en indsats, som har potentiale til at løfte en større

gruppe af svagere borgere, som har brug for målrettet hjælp og støtte til håndtering af de

problemstillinger, som står i vejen for disse borgeres muligheder for at gøre fremskridt.

Delvise raskmeldinger

I sygedagpengeloven er der mulighed for, at en sygemeldt fra beskæftigelse kan raskmelde

sig delvis, og fortsat være berettiget til sygedagpenge i det antal timer op til den sædvanlige

arbejdstid, hvor arbejdet ikke er genoptaget. Det betyder, at en arbejdsgiver, som udbetaler

løn under sygdom, fortsat får sygedagpengerefusion, selv om den sygemeldte medarbejder

ikke er fuldt ud sygemeldt.

Reglerne omkring delvis raskmelding understøtter, at sygemeldte kan genoptage arbejdet,

uanset at de ikke har genvundet deres fulde arbejdsevne. Når en arbejdsgiver ikke oplever

at miste hele sygedagpengerefusionen ved, at en sygemeldt medarbejder delvis raskmel-

der sig, giver det større incitament til at kigge på mulighederne for, at den sygemeldte kan

vende tilbage på nedsat tid i en periode, hvor arbejdsevnen stadig er begrænset som følge

af sygdommen.

Personlig assistance

Jobcenteret kan bevilge personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt er-

hvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsæt-

telse har behov for særlig personlig bistand for at kunne varetage deres job. Den personlige

assistent må kun hjælpe med praktiske arbejdsfunktioner. De faglige og indholdsmæssige

jobfunktioner skal personen med et handicap selv kunne udføre. Jobcenteret kan yde tilskud til

en personlig assistent i op til 20 timer per uge for personer, der er beskæftiget 37 timer per uge.

Jobcentret kan ligeledes yde tilskud til personlig assistance til efter- og videreuddannelse.

Hjælpemidler

Formålet med at yde tilskud til hjælpemidler er at understøtte, at personer kan få og delta-

ge i beskæftigelsestilbud samt opnå eller fastholde et almindeligt arbejde. Hjælpemidler er

undervisningsmateriale, arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger. Jobcenteret

kan give tilskud til hjælpemidler til personer som er i:

•

Ansættelse i løntilskud, skånejob, isbryderordningen og fleksjob

Tilbud om vejledning og opkvalificering

Virksomhedspraktik

Seniorjob

Ordinær beskæftigelse uden løntilskud

Selvstændig virksomhed

Ressourceforløb

For at kunne få et hjælpemiddel er det en betingelse, at det er af afgørende betydning for, at

personen kan varetaget jobfunktionen eller deltage i tilbuddet, og at det pågældende hjæl-

pemiddel kompenserer for personens eventuelle begrænsning i arbejdsevnen.

Det er også en betingelse, at hjælpemidlet ikke er almindeligt forekommende på arbejds-

pladsen eller uddannelsesinstitutionen.

100

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

Kapitel 5. Tværfaglig indsats

5.1 Indledning

Dette kapitel omhandler rammerne for og indholdet i ”en tværfaglig beskæftigelsesrette

indsats” overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Afsættet for analysen er kommis-

soriet for ekspertgruppens arbejde, hvoraf det fremgår, at

”Den aktive beskæftigelsesindsats

skal bidrage til at bringe den enkelte ledige i varig beskæftigelse hurtigst muligt”.

Kapitlet indledes med en kort afklaring af begrebet ”en tværfaglig indsats” samt en opsum-

mering af den eksisterende viden om effekterne heraf. Dernæst redegøres kortfattet for de

seneste års reformer, som har haft fokus på tværfaglig indsats. Herefter analyseres og gøres

der status for indholdet af den tværfaglige indsats, der i dag tilbydes borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet. I kapitlets anden halvdel rettes fokus mod de eksisterende rammer for

gennemførelsen af en tværfaglig indsats, herunder hvad styringsmodellen, særligt de øko-

nomiske incitamentsstrukturer, på beskæftigelsesområdet, betyder for iværksættelsen af en

indsats overfor borgere med komplekse udfordringer, der ikke umiddelbart er klar til at va-

retage et arbejde på ordinære vilkår. På baggrund af en analyse af rammerne for inddragel-

sen af andre sektorer (social-, sundheds- og uddannelsesområdet) i beskæftigelsesindsatsen

vurderes barrierer og muligheder for kommunernes iværksættelse af en tværfaglig indsats.

Som vist i kapitel 3 er gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet en utrolig sammen-

sat gruppe. En stor andel af borgerne er kendetegnet ved at have et eller flere komplekse

sociale, uddannelses- eller helbredsmæssige problemer udover ledighed. Med det udgangs-

punkt har det været et centralt element i de seneste års reformer af beskæftigelsesindsat-

sen, at der er behov for en tværfaglig indsats, som kan håndtere de komplekse problemstil-

linger, udover ledighed, hvis borgere i udkanten af arbejdsmarkedet skal bringes tættere på

beskæftigelse eller få fodfæste på uddannelsesvejen.

5.2 Hvad forstås ved tværfaglig indsats?

▶

I en tværfaglig

indsats kombine-

rer man redskaber

fra beskæftigel-

sessystemet med

andre områder

En tværfaglig indsats kan defineres som en indsats, hvor redskaber fra beskæftigelsessyste-

met kombineres med redskaber og indsatser fra andre velfærdsområder, for eksempel ud-

dannelsesområdet, sundhedsområdet eller socialområdet.

Den tværfaglige indsats omfatter såvel den indledende afklaring og visitering af borgeren,

som den efterfølgende planlægning og iværksættelse af aktive indsatser (tværfaglige foran-

staltninger).

Det er afgørende for forståelsen af begrebet i denne rapport, at der er tale om en

beskæfti-

gelsesrettet indsats,

det vil sige en indsats, der har til formål at bringe borgeren tættere på

arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Begrebet omfatter således ikke indsatser, der igangsæt-

tes i andre forvaltninger, og alene har til formål at lære borgeren at håndtere og strukturere

hverdagen eller for eksempel tilbud om misbrugsbehandling eller behandling for psykiske

eller fysiske lidelser.

Den tværfaglige indsats kan forstås ud fra tre dimensioner, som kan bruges til at beskrive og

karakterisere en tværfaglig beskæftigelsesrettet indsats, hvilket fremgår af boks 5.1.

101

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 5.1 Den tværfaglige indsats dimensioner

Den tværfaglige indsats kan variere i forhold til følgende egenskaber:

• Bredde

• Intensitet

• Sekvenseringen

Den tværfaglige indsats kan variere med hensyn til

bredden,

det vil sige med hensyn til, hvor mange

forskellige sektorer/forvaltningsområder, der inddrages og de konkret anvendte redskaber.

Den tværfaglige indsats kan også variere med hensyn til

intensiteten

i de iværksatte foranstaltninger.

Her vil opgørelsen af det ugentlige eller månedlige timetal være en indlysende variabel – eventuelt

set i forhold til borgerens skønnede kapacitet eller arbejdsevne – men omfanget af eventuelle støtte-

foranstaltninger, for eksempel i form af en mentor eller støtte- kontaktperson, vil også være relevant.

Endelig er

sekvenseringen

af de forskellige elementer i den tværfaglige indsats også relevant. Der

tænkes her på, om de forskellige sektor-indsatser gennemføres samtidigt (parallelt) eller i forlæn-

gelse af hinanden (sekventielt).

▶

Indsatser på

tværs af social,

sundheds, uddan-

nelse og beskæfti-

gelsesområdet

Lovgivningen vedrørende de tværfaglige ressourceforløb indeholder ikke en præcisering af,

hvad der menes med en tværfaglig indsats eller hvordan den skal sammensættes for be-

stemte målgrupper. Men det fremgår for eksempel, at ressourceforløb kan bestå af beskæfti-

gelsestilbud (vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og løntilskud), mentorstøtte

m.v. efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og en indsats efter anden lovgivning, herun-

der lov om social service og sundhedsloven. Ressourceforløbet kan indeholde indsatser, der

kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand med henblik på,

at personen efterfølgende kan deltage i tilbud efter beskæftigelsesloven. Det forudsættes,

at der skal være tale om en indsats, der er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov.

Det ligger således i forholdets natur, at der er tale om en lang række forskelligartede forløb,

tilbud og redskaber, som findes på social-, sundheds- og uddannelsesområdet, ligesom be-

skæftigelsesindsatsens redskabsvifte naturligvis også kan anvendes, jf. nedenstående boks

5.2, der oplister en (ikke prioriteret eller udtømmende) række af de konkrete indsatser fra de

forskellige ressortområder, som indgår i tværfaglige forløb.

▼

Boks 5.2 Elementer i en tværfaglig indsats

Beskæftigelsesområdet

Mentorstøtte

Virksomhedspraktik

Løntilskud

Øvrig opkvalificering og vejledning

Socialområdet

Beskyttet beskæftigelse

Botilbud til personer med psykiske lidelser eller handicap

Boformer til hjemløse

Krisecentre til kvinder

Anden støtte i boligen (serviceydelser)

Socialpædagogisk støtte i eget hjem eller støttekontaktperson

Væresteder

Social stofmisbrugsbehandling

Økonomisk støtte til hjælpemidler m.v.

Efterværn til udsatte unge mellem 18 og 24 år

Uddannelsesområdet

Gymnasiale uddannelser

Folkeskolen

Erhvervsskoler

Produktionsskoler

Videregående uddannelser

Ungdomsskoler

Uddannelse for voksne

Ungdomsudd. for personer med særlige behov

Efterskoler etc.

Erhvervsgrunduddannelsen

Gymnasiale uddannelser

Folkeskolen

Sundhedsområdet

Sygehuse og behandlende psykiatri

Praksissektor / sygesikring

Praktiserende læger

Praktiserende speciallæger

Andre privatpraktiserende sund-

hedspersoner

Voksentandpleje

Forebyggelse og sundhedsfremme

Genoptræning efter indlæggelse

Lægelig misbrugsbehandling og

alkoholbehandling

Hjemmesygepleje

Sundhedspleje

Børnetandpleje og omsorgstand-

pleje

102

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

5.3 Viden om effekterne af en tværfaglig indsats

Der er en række studier, der har søgt at belyse effekter af de enkelte indsatser for grupper af

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Et review fra 2008 (NFA, 2008) om sygefravær og indsatser, hvor fokus er hurtigt tilbage til

arbejde blandt personer med muskel- og skeletbesvær, finder, at der for sygemeldte med

længerevarende eller alvorlige symptomer og psykiske følgesymptomer er moderat evidens

for, at den mest positive effekt på tilbagevenden til arbejde opnås ved en indsats bestående

af en intensiv multidisciplinær tilgang baseret på kognitiv terapi og rehabilitering med fokus

på genoprettelse af funktionsevnen.

Et review fra 2010 (NFA, 2011) om mentalt helbred, sygefravær og indsatser, hvor fokus er

hurtigt tilbage til arbejde finder, at der er stærk evidens for at koordinerede og sammensatte

interventioner, der har til formål at forbedre behandlingen af angst og depression i form af

Collaborative Care, har en positiv effekt på arbejdsfastholdelse for sygemeldte.

Et review fra 2012 (SFI , 2012a) vedrørende beskæftigelsesindsatser til sygemeldte (men ikke

nødvendigvis ikke-arbejdsmarkedsparate) finder, at der er en række eksempler på, at tvær-

faglige indsatser har positive beskæftigelseseffekter for de sygemeldte. Der er følgende kon-

klusioner:

•

Der er evidens for, at tværfaglige indsatser i sundhedssystemet har en positiv beskæfti-

gelseseffekt for rygsygemeldte.

Der er stærk evidens for at kontakt mellem forskellige aktører i sundhedssystemet og

arbejdspladsen har en positiv beskæftigelseseffekt for sygemeldte med muskel- og ske-

letbesvær.

▶

Sundhedsindsat-

ser med inddragel-

se af arbejdsplad-

sen har den bedste

effekt på beskæf-

tigelse

Derudover findes der en række studier, som finder, at sundhedsindsatser kun har effekt eller

har den bedste effekt på beskæftigelsen, når der er fokus på, eller der sker en inddragelse af

arbejdspladsen). Et godt eksempel herpå er indsatsen IPS (Individuel Placering og Støtte),

hvor der sker en tættere integration af en beskæftigelsesrettet indsats for personer uden for

arbejdsmarkedet med den behandlingsmæssige indsats i psykiatrien. Der er stærk evidens

for at indsatser med brug af metoden IPS har positive beskæftigelseseffekter for personer

med svær psykisk sygdom (Christensen & Nordentoft, 2011).

De foreliggende studier viser ikke effekter for kontakt og informationsudveksling mellem

læger, men flere studier finder positive resultater i forbindelse med øget kontakt og infor-

mationsudveksling mellem sundhedsvæsen, den sygemeldte og dennes arbejdsplads (SFI,

2012a; Markussen, Røed & Schreiner, 2014).

▶

Der mangler

viden om effekten

af en kombineret

social- og beskæf-

tigelsesindsats

Som det fremgår, af de forskellige studier ovenfor, er tværfaglige indsatser bedst belyst i for-

bindelse med en kombineret sundheds- og beskæftigelsesindsats. Der er imidlertid ikke me-

get viden om, hvad der karakteriserer indsatser, der sammentænker den sociale indsats med

en beskæftigelsesindsats. Dermed mangler der i høj grad viden omkring, hvordan man kan

sammentænke social- og beskæftigelsesindsats, så der opnås beskæftigelses- og uddannel-

sesmæssige effekter. Der er dog igangsat enkelte forsøg med helhedsorienterede metoder

på tværs af social og beskæftigelsesområdet såsom ACT og ”Åben Dialog”.

5.4 Reformer med fokus på en tværfaglig indsats

I de seneste år er der vedtaget og gennemført en række reformer – reformen af førtidspen-

sion og fleksjob, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen – som blandt andet har

til formål at understøtte en tværfaglig beskæftigelsesindsats for personer i udkanten af ar-

bejdsmarkedet.

103

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Med reformen af førtidspension og fleksjob, der trådte i kraft i januar 2013, blev betingelserne

for at tilkende førtidspension, særligt for borgere under 40 år, skærpet. For denne gruppe er

der i stedet indført mulighed for at tilkende tværfaglige ressourceforløb, hvor deltageren skal

have ”en sammenhængende og koordineret indsats, som tager udgangspunkt i den enkeltes

samlede situation, og som er rettet mod at bane vejen for et liv med arbejde”, jf. boks 5.3.

▼

Boks 5.3 Reform af førtidspension og fleksjob – ressourceforløb og rehabiliteringsteam

Med reformen af førtidspension og fleksjob er der blevet etableret en ny tværfaglig indsats

(ressourceforløb) for borgere, der typisk kommer fra kontanthjælp eller sygedagpenge, og hvis

arbejdsevne er så begrænset, at de er i risiko for at få tilkendt førtidspension, hvis der ikke gøres

en ekstra, tværfaglig indsats for at understøtte vejen mod job eller uddannelse. Ved iværksættelse

af ressourceforløb skal der udarbejdes en

rehabiliteringsplan,

som beskriver, hvilke indsatser der

skal igangsættes, og målet med indsatsen. Rehabiliteringsplanens indsatsdel udarbejdes af en

koordinerende sagsbehandler,

der har ansvaret for arbejdet med planen, herunder opfølgning og

koordinering i forhold til øvrige forvaltninger. Lovgivningen indeholder ikke krav til indholdet af den

tværfaglige indsats, som jo skal planlægges ud fra den enkeltes situation, men udgangspunktet er,

at indsatsen foregår i tre spor: beskæftigelsesrettet, sundhedsrettet og socialt.

Den tværfaglige indsats iværksættes efter indstilling fra de

rehabiliteringsteam,

der med reformen

er oprettet i alle kommuner. Her sidder repræsentanter fra kommunens beskæftigelsesområde,

socialområde, sundhedsområde og uddannelsesområde samt en sundhedskoordinator fra (sund-

heds-) regionen, der fungerer som bindeled mellem kommunen og sundhedsvæsenet.

Der er desuden oprettet en klinisk funktion med arbejds-, samfunds-, og/eller socialmedicinsk og

psykiatrisk/psykologisk fagekspertise i alle regioner, som skal fungere som sundhedskoordinatorens

”bagland” og yde sundhedsfaglig rådgivning til sagsbehandlingen i rehabiliteringsteamet.

Figur 5.1 herunder viser udviklingen i tilgangen til førtidspension, fleksjobordningen og res-

sourceforløb måned for måned i årene op til reformen og frem til september 2014. Som det

fremgår, er tilgangen til førtidspension faldet markant siden reformen trådte i kraft og ligger

nu på cirka 500 personer om måneden, hvilket er godt en halvering af tilgangen før refor-

men. Tilgangen til fleksjobordningen er marginalt større end før reformen trådte i kraft, og

har de seneste måneder ligget på godt 500 personer om måneden. Tilgangen til ressource-

forløb har været stigende siden reformen trådte i kraft.

▶

Tilgangen til

førtidspension er

faldende, mens til-

gang til ressource-

forløb er stigende

Figur 5.1 Udvikling i tilgangen til førtidspension, fleksjobordningen og ressourceforløb

2.500

2.000

1.500

1.000

500

okt./13

jan./14

apr./14

okt./12

jan./12

apr./13

okt./11

jan./12

apr./12

apr./11

jul-/10

okt./10

jan./10

apr./10

jan./11

jul./14

jul./12

jul./13

jul./11

Førtidspension

Ressourceforløb

Fleksjobordning

Kilde: Jobindsats.dk

104

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

I januar 2014 trådte en reform af kontanthjælpssystemet i kraft. En af intentionerne med

reformen, er, at ”at udsatte borgere skal have en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der

kan hjælpe dem videre i livet, så de på sigt kan komme i gang med en uddannelse eller kom-

me i arbejde”. Flere elementer i reformen afspejler denne intention, jf. boks 5.4.

▼

Boks 5.4 Kontanthjælpsreformen – Ret til en koordinerende sagsbehandler

Med reformen er det gamle matchsystem erstattet af et nyt, og visitationskategorien for mid-

lertidigt passive (match 3) er således afskaffet, og der er nu krav om at alle skal have en indsats.

De borgere, der vurderes at være ”aktivitetsparate” får ret til

en koordinerende sagsbehandler,

der

skal sikre, at indsatsen er tværfaglig og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og

andre myndigheder. Hvis personlige forhold betyder, at de ikke kan deltage i tilbud, skal borgeren

ikke overlades til sig selv, men have en

mentor

tilknyttet. Det gælder også personer, som har været

indlagt med psykiske lidelser. De får ret til at få tilknyttet en

udskrivningskoordinator

før, under

og efter udskrivningen, som skal hjælpe borgeren med at genetablere og understøtte et normalt

hverdagsliv med bolig, familie, økonomi, netværk og arbejde. Tilsvarende skal personer, som løslades

fra fængsel tilknyttes en

udslusningskoordinator.

Hjælp og støtte i overgangen til uddannelse.

For unge, der skal i gang med en uddannelse, og får et

uddannelsespålæg, skal kommunens indsats fortsætte helt frem til uddannelsesstart. Det betyder

blandt andet, at dialogen mellem kommunen og uddannelsesinstitution styrkes, at kommunen får

pligt til at sikre sig, at den unge er startet på den aftalte uddannelse, og at der skal iværksættes et

”efterværn” i form af mentorstøtte, hvis den unge har behov for det.

I henholdsvis juli 2014 og januar 2015 trådte en ny sygedagpengemodel i kraft. Reformen har

fokus på, at indsatsen skal understøtte den sygemeldtes tilbagevenden til arbejdsmarkedet,

herunder særligt gruppen af potentielt langtidssygemeldte og sygemeldte, som har behov

for en helhedsorienteret, og ikke kun en sundhedsfaglig, indsats, jf. boks 5.5.

▼

Boks 5.5 Sygedagpengereformen - Jobafklaringsforløb

Potentielt langtidssygemeldte, som er visiteret til kategori 3 skal med reformen senest fire uger ef-

ter visitationen have deres sag behandlet i kommunens

rehabiliteringsteam.

På baggrund af team-

ets indstilling om hvilken indsats, på tværs af beskæftigelses- sundheds og socialområdet, det vil

være relevant at iværksætte for, at den sygemeldte kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet,

udarbejder den

koordinerende sagsbehandler

sammen med den sygemeldte rehabiliteringsplanens

indsatsdel, der beskriver den tværfaglig indsats, der sættes i gang. Den koordinerende sagsbehand-

ler skal efterfølgende understøtte den sygemeldte i at gennemføre indsatsplanen.

Reformen betyder endvidere, at alle sygemeldte efter 22 uger på sygedagpenge skal have revurderet

deres ret til at forsætte på sygedagpenge. De sygemeldte, der ikke vil kunne få deres sygedagpenge

forlænget vil i stedet overgå til et

jobafklaringsforløb

med tværfaglig indsats.

Rehabiliteringsplanens

indsatsdel planlægges på baggrund af indstilling fra

rehabiliteringsteamet

af den sygemeldte i

samarbejde med den

koordinerende sagsbehandler,

der også følger op herpå. Indsatsen i jobafkla-

ringsforløbet skal have fokus på at fastholde og udvikle den sygemeldtes arbejdsevne.

I reformerne er der fokus på processen og organiseringen omkring koordineringen af tvær-

faglige indsatser, men knap så meget på selve indholdet af indsatsen og de konkrete tvær-

faglige forløb. Det kan blandt andet skyldes den førnævnte manglende viden omkring hvilke

indsatser, der er relevante at kombinere til de forskellige målgrupper.

5.5 Indholdet af den tværfaglige indsats

Som det fremgår ovenfor, er der med reformerne af førtidspension og fleksjob samt kontant-

hjælps- og sygedagpengesystemet skabt nogle formaliserede rammer for at iværksætte en

tværfaglig indsats overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Den indsats, der iværk-

sættes i forbindelse med ressource- og jobafklaringsforløb samt overfor aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere er således ”per definition” tværfaglig.

105

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Tidlig, tværgå-

ende indsats med

klare mål der

understøttes af

en koordinerende

sagsbehandler

eller mentor

Et tværfagligt forløb for en person i udkanten af arbejdsmarkedet kan for eksempel indehol-

de følgende elementer:

•

En tidlig tværfaglig udredning og vurdering af borgerens ressourcer og ønsker.

Et klart fastsat mål, for eksempel om uddannelse for unge og om job for voksne. Det kan

desuden være relevant at opstille del- eller progressionsmål.

En tværfaglig indsats med sociale, sundheds- og beskæftigelsesrettede tilbud.

Understøttende foranstaltninger for eksempel i form af en koordinerende sagsbehandler

eller en mentor.

Med udgangspunkt i dette eksempel følger herunder en aktuel vurdering af organiseringen

og indholdet af den tværfaglige indsats i kommunerne. Vurderingen bygger de evaluerin-

ger af konkrete indsatser og kommunernes implementering af de senere års reformer, som

foreligger, herunder en analyse af indholdet af en rehabiliterende indsats samt en analyse af

mentorordningen, som er gennemført på ekspertgruppens foranledning.

5.5.1 En tidlig tværfaglig udredning

Mploy gennemførte i efteråret 2013 den første evaluering af kommunernes implementering

af reformen af førtidspension og fleksjob (Mploy, 2013), herunder den tværfaglige indsats

i ressourceforløbene på baggrund af rehabiliteringsplanens indsatsdel i 70 sager. Idet re-

formen trådte i kraft den 1. januar 2013, skal evalueringens analyser tages med visse forbe-

hold, da de i høj grad repræsenterer opstartsfasen af reformens implementering i kommu-

nerne.

Mploys evaluering pegede på, at kommunerne primært anvendte allerede eksisterende til-

bud og indsatser, og at dette indebar en risiko for, at tilbuddene ikke var særligt tilpasset

målgruppen i ressourceforløbene og dermed ikke i nødvendigt omfang målrettet beskæf-

tigelse. Omvendt viste undersøgelsen også, at mange kommuner var gået i gang med at

udvikle særlige tilbud til målgruppen. Det skyldes blandt andet, at kommunerne endnu, på

daværende tidspunkt, kun havde begrænset erfaring med tværfaglig indsats, blandt andet

på grund af manglende kendskab til/overblik over kommunens eksisterende indsatser samt

mulighederne, herunder under hensyntagen til økonomien, for at iværksætte disse indsatser.

For at få et mere aktuelt billede af kommunernes tværfaglige indsats overfor borgere i ud-

kanten af arbejdsmarkedet, har Rambøll i 2014 gennemgået indholdet i 168 ressourceforløbs-

sager og 151 kontanthjælpssager på tværs af ni kommuner. I forbindelse med denne undersø-

gelse fremhæver flere af de sagsbehandlere, som er interviewet i forbindelse med analysen,

at indsatserne for borgere i ressourceforløb og for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden på indholdssiden, da det som udgangspunkt er de

samme tilbud, der kan tilbydes. Den afgørende forskel er derimod rehabiliteringsteamets

behandling af sagen, som er med til at sætte sagen i et tværfagligt perspektiv, hvilket fører

til en øget brug af tværfaglige indsatser.

▶

Rehabilitering-

steam afgørende

for tværfaglige

ressourceforløb

Rehabiliteringsteamet fremhæves i analysen, som den afgørende faktor i forhold til, at det

tværfaglige perspektiv bliver øget i vurderingen af ressourceforløbssager. På teammøderne

bliver der drøftet en række specifikke indsatser, som medlemmerne i rehabiliteringsteamet

har kendskab til fra deres respektive områder og relevansen i forhold til den enkelte sag. De

rehabiliterende teams bidrager dermed til, at sagen bliver set i et andet fagligt perspektiv,

og i den forbindelse kan der trækkes på de andre fagpersoners specialviden. Analysen peger

således på, at rehabiliteringsteamet fungerer godt som en platform for faglig sparring og

vidensdeling.

Der er ligeledes i flere kommuner et større fokus på ressourceforløbssagerne end på kon-

tanthjælpssagerne, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at de koordinerende sagsbe-

handlere på dette område skal håndtere et mindre antal sager, fordi kommunerne vurderer,

at ressourceforløbssagerne er de vanskeligste. Sagsbehandlerne oplever, at der i højere grad

106

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

arbejdes tværfagligt i ressourceforløbssagerne, idet social- og sundhedsrettede tilbud i hø-

jere grad sidestilles med de beskæftigelsesrettede tilbud ved planlægningen af indsatsen,

men disse tilbud i kontanthjælpssagerne opfattes som sekundære.

▶

Mentorer kan

have ”silo-nedbry-

dende effekter”

I den analyse af mentorordningen som SFI har gennemført i forbindelse med ekspertgrup-

pens arbejde er det desuden værd at bemærke, at mentorer fremhæves som havende en

afgørende betydning for den tværfaglige tilrettelæggelse af indsatsen, fordi de har en ”si-

lo-nedbrydende effekt” i kraft af, at man som mentor har været nødt til at arbejde aktivt med

snitflader og gråzoner mellem forvaltninger (SFI, 2015). Der peges for eksempel på, at mento-

rer har fået iværksat kontakt til nogle af de svageste borgere med komplekse problemer, som

jobcentret hidtil ikke har haft kontakt med.

5.5.2 En klar målfastsættelse

Mploys evaluering pegede endvidere på, at kommunerne angiver slutmål for indsatsen i pla-

nerne, men at fastlæggelsen af delmål er vanskelig, hvorfor kommunerne i stedet angiver

konkrete aktiviteter – uden nødvendigvis at specificere målene med den konkrete indsats.

Flere kommuner efterlyste i denne forbindelse et it-understøttet redskab, hvor mål, delmål

og progression kunne registreres og følges op på.

I overensstemmelse med evalueringen fra Mploy viser den analyse, som Rambøll har gen-

nemført i forbindelse med udredningsarbejdet, at der i hovedparten (83 pct.) af ressource-

forløbssagerne er fastsat slutmål, oftest i form af et beskæftigelsesmål. I forhold til kommu-

nernes fastsættelse af delmål for indsatsen, er andelen væsentlig højere i Rambølls analyse

end i Mploys evaluering, hvilket kan skyldes, at kommunerne fra 2013 til 2014 har fået flere

erfaringer med at fastsætte denne type mål. Det fremgår således, at der i cirka syv ud af ti

ressourceforløbssager er fastsat delmål.

5.5.3 Indholdet i den tværfaglige indsats

På baggrund af de gennemførte reformer var det således forventet, at anvendelsen af indsat-

ser fra andre ressort- eller forvaltningsområder end jobcentrets i højere grad vil være doku-

menteret i ressourceforløbssagerne end i kontanthjælpssagerne, hvor tværfagligheden, sær-

ligt forud for kontanthjælpsreformens ikrafttræden, forventes at være sket mere ”uformel”,

hvis de pågældende borgere også har haft en sag i for eksempel socialforvaltningen, som

ikke nødvendigvis har været tæt koordineret med beskæftigelsesindsatsen.

Indsatsen i ressourceforløb

Data fra jobindsats.dk viser, i hvilket omfang beskæftigelseslovgivningens redskaber og ind-

satser anvendes i de igangsatte ressourceforløb. Da det alene er beskæftigelseslovgivnin-

gens redskaber, som registreres, kan aktiveringsgraden i figur 5.2 ikke bruges til at konkludere

noget om den samlede indsats i ressourceforløbene, men alene vise i hvilket omfang beskæf-

tigelsesindsatsens redskaber anvendes.

Figur 5.2. giver anledning til to umiddelbare observationer:

▶

Stigende brug af

ressourceforløb og

betydelig kom-

munal variation

i anvendelsen af

redskaber

•

For det første, har den gennemsnitlige aktiveringsgrad for beskæftigelsesindsatsens red-

skaber i de første ti måneder af 2014 været højere end det var tilfældet i 2013. Målt på

fuldtidspersoner er der tale om en stigning fra 6,6 pct. til 9,8 pct.

Idet ressourceforløbene

blev indført per 1. januar 2013 indikerer udviklingen, at kommunerne i højere grad i 2014

end i 2013 formår at udfylde rammerne for den tværfaglige indsats, hvilket kan være ud-

tryk for opstarts- og kapacitetsproblemer i reformens første år.

For det andet er der både i 2013 og i 2014 en betydelig kommunal variation med hensyn til

i hvilket omfang beskæftigelsesindsatsens redskaber anvendes i ressourceforløbene. Der

er dog en tendens til en lidt mindre variation i 2014 end i 2013, hvor flere kommuner slet

ikke havde registreret forløb med beskæftigelsesindsatsens redskaber.

Den tilsvarende måling på antal berørte viser en stigning fra 27,2 pct. til 42,3 pct.

107

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 5.2 Aktiveringsgrad (beskæftigelsesindsatsens redskaber) i ressourceforløb (fuldtidspersoner) i ja-

nuar-oktober 2013 og 2014, kommunefordelt

Aktiveringsgrad Jan-okt 13

Kilde: Jobindsats.dk

Aktiveringsgrad Jan-okt 14

Kigger man nærmere på, hvilke redskaber der benyttes i ressourceforløbene, fremgår det

af tabel 5.1, at øvrige vejlednings- og opkvalificeringsforløb samt virksomhedspraktik fylder

mest i indsatsen, mens ordinære uddannelsesforløb og løntilskudsansættelser, der i gen-

nemsnit er de mest effektfulde redskaber i forhold til job og uddannelse, næsten ikke bruges.

Tabel 5.1 Relativ anvendelse af beskæftigelsesindsatsens redskaber i ressourceforløb (fuldtidspersoner)

i januar-oktober 2013 og 2014

Redskab

Ordinær uddannelse

Øvrige vejlednings- og opkvalificeringsforløb

Ansættelse med løntilskud

Virksomhedspraktik

Kilde: Jobindsats.dk

2013

3,3 pct.

66,7 pct.

0,0 pct.

30,0 pct.

2014

2,5 pct.

62,4 pct.

0,2 pct.

34,9 pct.

Med undtagelse af de uddannelsestilbud, som iværksættes som LAB-tilbud, og som derfor

også kan belyses via data fra jobcentrenes sagsbehandlingssystemer, så foregår der ikke en

central registrering af de tilbud/redskaber fra de andre sektorområder, der anvendes som led

i den tværfaglige indsats, da data om behandling i det regionale sundhedsvæsen ikke bliver

opgjort sådan, at man kan se, at behandlingen er den del af en tværfaglig indsats. For en

række andre indsatser, for eksempel sociale indsatser og kommunale sundhedstilbud, findes

der ikke centralt tilgængelige data herfor på nuværende tidspunkt. Analysen af indholdet og

tilrettelæggelsen af den tværfaglige indsats beror derfor på eksterne analyser.

Mploys evaluering fra 2013 viste, at de første aktiviteter, der blev registreret i borgernes ind-

satsplaner typisk ikke var beskæftigelsesrettede aktiviteter, men i højere grad behandlings-

tilbud, tilbud om kost og motion, psykolog, genoptræning samt mentor og støttekontakt-

personer, jf. figur 5.3, mens de ”klassiske” tilbud fra beskæftigelsesindsatsens redskabsvifte,

herunder uddannelsestilbud, hjælpemidler, løntilskud og virksomhedspraktik kun i begræn-

set omfang blev brugt som første aktivitet.

108

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

Figur 5.3 Første aktivitet i rehabiliteringsplanens indsatsdel

Behandlingstilbud fx psykiater

Motion/kost/livsstil

Psykolog m.v.

Træning/genoptræning

Mentor efter LAB

Voksenstøtte/hjemmevejl.

Tilbud efter kap. 10

Uddannelsesrelaterede tilbud

Misbrugsbehandling

Vejl. Hjælpemidler

Virksomhedsparktik

Kilde: Mploy (2013)

Procent

▶

Der igangsættes

flest ressourcefor-

løbsindsatser på

sundhedsområdet

I en analyse gennemført for ekspertgruppen har Rambøll analyseret i alt 168 ressourceforløb,

hvor der i alt er planlagt/igangsat knap 400 konkrete indsatser. De fleste af disse igangsæt-

tes på sundhedsområdet (47 pct.) mens beskæftigelsesområdet (30 pct.) og socialområdet

(23 pct.) fylder mindre. Dette skal ses i lyset af, at målgruppen i meget høj grad er karakteri-

seret ved nedsat funktionsevne. Således har 49 pct. nedsat psykisk funktionsevne, 43 pct. har

nedsat fysisk funktionsevne og 8 pct. er hæmmet af sociale forhold.

Gennemgangen bakker desuden op om, at gruppen i høj grad er kendetegnet ved komplekse

problemstillinger, forstået som flere samtidige barrierer. Det gør sig i øvrigt også gældende

for gruppen af kontanthjælpsmodtagere, men her er der en større andel (22 pct.), der har

sociale problemer som deres primære barriere, mens de fysiske funktionsnedsættelser ud-

gør den primære barriere for en mindre andel (19 pct.) af gruppen, end det er tilfældet for

deltagerne i ressourceforløb.

I omtrent 60 pct. af de gennemgåede ressourceforløbssager er der igangsat en tværfaglig

indsats, forstået ud fra den tidligere nævnte definition om indsatser fra mere end ét res-

sortområde). Det er særligt kombinationen af sundheds- og beskæftigelsesfaglige indsatser,

som anvendes i den tværfaglige indsats, jf. figur 5.3. Det indebærer samtidig, at der i cirka

fire ud af ti sager ikke er planlagt/gennemført indsatser fra mere end ét område, jf. figur

5.4. Det virker umiddelbart som en markant andel, taget i betragtning, at målgruppen for

ressourceforløb er borgere, hvis arbejdsevne er så begrænset, at de er i risiko for at få tilkendt

førtidspension.

109

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Cirka 60 af

ressourceforløbs

indsatserne er

tværfaglige

Figur 5.4 Oversigt over ressourceforløbssager med tværfaglig kombination af indsatser

Procent

Beskæftigelse

og sundhed

Kilde: Rambøll (2015a)

Beskæftigelse

og social

Sundhed

og social

Alle tre

Ingen tværfaglig

kombination

En nærmere gennemgang af konkrete indsatser viser, at virksomhedspraktikker og mentor-

støtte udgør en betydelig del af de indsatser, der iværksættes på beskæftigelsesområdet,

jf. figur 5.5. Rambøll finder desuden, at mentorstøtten ofte gives i kombination med andre

indsatser, for eksempel i forbindelse med virksomhedspraktikker.

Læse-, skrive-, regne- og ordblindekurser

Virksomhedspraktik, offentlig

Andet

Virksomhedspraktik, privat

Mentorstøtte

Kilde: Rambøll (2015a)

Indsatserne fra socialområdet koncentrerer sig i høj grad om støtte-/kontaktperson og per-

sonlig hjælp, pleje, støtte og omsorg, jf. figur 5.6. Da der er et vist overlap mellem disse ind-

satser og mentorindsatsen på beskæftigelsesområdet, kan denne type støtte siges at udgøre

et meget væsentligt element i den tværfaglige indsats. Mentorindsatsen belyses derfor nær-

mere i det efterfølgende afsnit.

110

¶µ

´³

²±

°¯

Øvrige vejledningsforløb >4 uger

Procent

▶

Virksomheds-

praktik og men-

torstøtte benyttes

ofte i ressource-

forløbsindsatser

Figur 5.5 Brugen af konkrete indsatser på beskæftigelsesområdet i ressourceforløb

Øvrige vejledningsforløb <4 uger

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

▶

Støtte/kontakt-

personer bruges

ofte på socialom-

rådets indsatser

Figur 5.6 Brugen af konkrete indsatser på socialområdet i ressourceforløb

Hjælpemidler og boligindretning

Ledsagelse

Behandling

Undersøgelse og behandling

Botilbud

Aktivitets- og samværstilbud

Rådgivning og vejledning

Almene tilbud

Andet

Personlig hjælp, pleje, støtte, omsorg

Støtte-/kontaktpersoner

Kilde: Rambøll (2015a)

Procent

Den tilsvarende analyse af tilbuddene fra sundhedsområdet viser, at genoptræning og kroni-

kertilbud er de mest anvendte indsatser, jf. figur 5.7. Der er blandt andet tale om genoptræning

efter rygskader og forløb med KOL-behandling, og tallene er konsistente med observationen

af, at en betydelig del af målgruppen er kendetegnet af at fysiske funktionsnedsættelser

udgør den primære barriere for en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det gælder desuden

også for denne type af tilbud, at de ofte anvendes i kombination med en virksomhedspraktik.

Figur 5.7 Brugen af konkrete indsatser på sundhedsområdet i ressourceforløb

▶

Genoptrænings-

og kronikertilbud

bruges ofte på

sundhedsområdets

indsatser

Misbrugsbehandling

Andet

Livstilstilbud

Psykolog

Psykiater

Kognitiv terapi

Procent

Kilde: Rambøll (2015a)

Rambøll har også analyseret sagsmaterialet med henblik på at identificere, om de forskellige

dele af den tværfaglige indsats iværksættes parallelt eller sekventielt. I de sager, hvor række-

følgen af flere indsatser kunne fastslås entydigt (i alt 94 sager), var der i cirka 2/3 af sagerne

tale om parallelle forløb mens der i den resterende del var tale om sekventielle forløb. Det er

typisk kombinationer af beskæftigelses- (for eksempel virksomhedspraktik) og sundhedsind-

satser, der iværksættes samtidig.

For så vidt angår de sager, hvor indsatsen gennemføres sekventielt, er der tale om et konsi-

stent mønster. Det er oftest sundhedsindsatser, der iværksættes først, mens de beskæftigel-

sesrettede tiltag kommer til at fylde stadig mere, når der kigges isoleret på for eksempel 2.

og 3. indsats, jf. figur 5.8.

ÒÑÐÏÎÍÌËÊÉÈÇÆÅ ÄÃ ÂÁÀ¿¾�½¼»º¹¸·

111

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Sundhedsindsat-

ser benyttes ofte

først, hvorefter

særligt beskæf-

tigelsesrettede

indsatser bliver

dominerende

Figur 5.8 Fordeling af de tre første indsatser på området (sekventielt)

100

Pct.

1. indsats

Socialindsats

2. indsats

Beskæftigelsesrettet indsats

3. indsats

Sundhedsindsats

Kilde: Rambøll (2015a)

Den tværfaglige indsats for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere

Rambølls analyse omfatter også en gennemgang af i alt 151 sager for aktivitetsparate kon-

tanthjælpsmodtagere med mindst tre års forudgående uafbrudt forsørgelse på kontant-

hjælp. Som nævnt har denne målgruppe i mindre grad end deltagerne i de gennemgåede

ressourceforløb nedsat fysisk funktionsevne som deres primære barriere, mens sociale og

sproglige barrierer relativt set er mere fremtrædende. Men også her gør det sig gældende,

at der ofte er tale om komplekse problemstillinger, hvor der er tale om flere forskellige sam-

tidige udfordringer, og hvor det kan være vanskeligt entydigt at afgøre, hvilken barriere, der

er den primære.

▶

Virksomheds-

praktik og men-

torstøtte bruges

ofte i den tvær-

faglige indsats for

aktivitetsparate

kontanthjælps-

modtagere

I forhold til indholdet i den igangsatte indsats peger analysen umiddelbart på en mindre

grad af tværfaglighed (forstået som identifikationen af indsatser fra flere forskellige områ-

der i samme sag) end det var tilfældet i analysen af ressourceforløbene, men denne konklu-

sion må dog tages med det forbehold, at det er vanskeligere at identificere andre forvalt-

ningers indsatser overfor kontanthjælpsgruppen, idet den ikke nødvendigvis, sådan som det

er tilfældet i ressourceforløbets indsatsplan, er registreret i beskæftigelsesforvaltningen, for

eksempel i jobplanen.

I forhold til de konkret iværksatte indsatser på beskæftigelsesområdet peger analysen også

her på, at virksomhedspraktik og mentorstøtte og en kombination heraf er de mest an-

vendte redskaber. På socialområdet er det også støtte-/kontaktpersoner og rådgivning og

vejledning, som anvendes mest, jf. figur 5.9, og analysen viser desuden, at særligt støtte-/

kontaktpersoner også anvendes hyppigt i kombination med andre indsatser. Dette forhold

understreges endvidere af, at sagsbehandlerne i forbindelse med analysen har påpeget, at

mentorer og støtte-/kontaktpersoner ofte løser opgaver, der ligner hinanden, og at distink-

tionen imellem dem udgør en gråzone. Analysen indikerer, at der i disse tvivlstilfælde oftest

igangsættes en mentorindsats efter LAB, da det er nemmere for jobcentret at iværksætte og

bevilge end en støtte-/kontaktperson efter serviceloven.

112

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

Figur 5.9 Brugen af konkrete indsatser på socialområdet i kontanthjælpssager

Behandling

Ledsagelse

Almene tilbud

Aktivitets- og samværstilbud

Andet

Personlig hjælp, pleje, støtte, omsorg

Undersøgelse og behandling

Botilbud

Rådgivning og vejledning

Støtte-/kontaktpersoner

Kilde: Rambøll (2015a)

Procent

På sundhedsområdet er det psykiatriske tilbud (23 pct.), der oftest anvendes, men her udgør

misbrugsbehandling (16 pct.), psykologtilbud (16 pct.) og livsstilstilbud (17 pct.) også væsent-

lige indsatsområder, mens genoptræning og kronikertilbud (10 pct.) udgør en mindre del af

indsatsen, end det var tilfældet for de borgere i ressourceforløb, der modtog sundhedstilbud,

hvor denne tilbudstype udgjorde cirka 26 pct. af indsatserne.

Uddannelsesindsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Jobcentrenes anvendelse af ordinære uddannelsestilbud i forbindelse med beskæftigelses-

indsatsen registreres i de kommunale sagsbehandlingssystemer.

På baggrund heraf fremgår det, at der benyttes forskellige typer af ordinære uddannelse på

tværs af de forskellige ydelsesgrupper. Som det fremgår af figur 5.10, er den klart hyppigste

ordinære uddannelse almen voksenuddannelse (AVU) for så vidt angår kontanthjælps- og

uddannelseshjælpsmodtagere, mens uddannelse på videregående niveau er mere hyppigt

forekommende blandt dem, der får ordinæruddannelse på ydelserne revalidering, sygedag-

penge, ressourceforløb og ledighedsydelse.

113

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 5.10 Ordinær uddannelsesaktivering fordelt på ydelsesgrupper og kategorier af uddannelser, an-

dele af gruppen der får denne type aktivering, år til dato 2014

Pct.

Kontanthjælp

Udd.hjælp

Revalidering

Sdp, Res.forl. og

Led.yd.

Almen voksenuddannelse (AVU)

Arbejdsmarkedsuddannelse (AMU)

Erhvervsuddannelse (EUD) mv

Social- og sundhedsuddannelsen (SOSU)

Udd. på videregående niveau (KVU, MVU, LVU)

Øvrige ordinære uddannelse

Læse-, skrive-, regne- og ordblindekurser

Note: I forhold til den tværfaglige, uddannelsesrettede indsats overfor kontanthjælpsgruppen er det særlig relevant at nævne

Brobygning til uddannelse, der er en videnspilot gennemført af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Undervisnings-

ministeriet i perioden 2013-14. Indsatsen har bestået i, at der i samarbejde med 40 jobcentre er etableret og gennemført særligt

tilrettelagte (erhvervs-) uddannelsesforberedende forløb for unge uddannelseshjælpsmodtagere med faglige og/eller sociale

udfordringer på 12 erhvervsskoler i hele landet, jf. også boks 5.6. I alt har cirka 2.700 unge deltaget i forløbene.

Kilde: Jobindsats.dk.

114

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

▶

Foreløbelig eva-

luering af brobyg-

ningsforløb viser

positive effekter

på unges påbegyn-

delse af uddannel-

se og afgang fra

uddannelseshjælp

▼

Boks 5.6 Brobygning til uddannelse

Et brobygningsforløb består af en samlet uddannelsesrettet indsats, som skal klæde den unge både

fagligt, socialt og personligt på til at kunne påbegynde og gennemføre en kompetencegivende

uddannelse. Brobygningsforløb finder sted i et uddannelsesmiljø på en erhvervsskole, hvor den

unge omgås andre unge, der er ved at tage en uddannelse. Alle deltagerne har et fast skema med

krav om fremmøde og har typisk mulighed for at komme i snusepraktikker på forskellige erhvervs-

uddannelser samt i kortere virksomhedspraktikker. De unge, der har behov for det, skal deltage i

undervisning i dansk og matematik, der sikrer dem kompetencer svarende til 9. klasses niveau og

alle unge har parallelt en uddannelsesmentor tilknyttet. Mentoren må ikke slippe den unge, før en

praktikplads på den påbegyndte erhvervsuddannelse er opnået. Således er der fokus på ikke at tabe

den unge i overgangen fra kontanthjælpssystemet til erhvervsuddannelsessystemet, men derimod

at bygge bro mellem de to systemer.

Der er gennemført en foreløbig evaluering af brobygning til uddannelse, som indikerer positive

resultater. Effektevalueringen er udarbejdet ved at sammenligne sammenlignelige personer, hvor

den ene har deltaget i brobygningsforløb og den anden ikke har. Analysen viser følgende:

•

Flere unge i uddannelse:

Brobygningsforløbene har en signifikant positiv effekt på godt 10 pct.

point i forhold til unges påbegyndelse af en SU-berettiget uddannelse.

I sammenligningsgruppen er der efter 60 uger cirka 21 pct., som er i gang med en uddannelse.

Det betyder, at der cirka 50 pct. flere unge fra projektet, som er i en uddannelse, end blandt de

unge, der ikke havde deltaget i et brobygningsforløb. Der findes periodevist signifikant positive

effekter i 10 af de 12 projekter.

•

Færre unge kommer i job:

Der ses en signifikant negativ effekt på de unges jobafgang på godt

6 pct.point som følge af brobygningsforløbet. Det skyldes formentligt, at brobygningsforløbet

fastholder de unge på vejen mod uddannelse.

Færre unge på uddannelseshjælp:

Der ses signifikant færre unge på uddannelseshjælp efter, at

de har deltaget i et brobygningsforløb. Billedet er spejlbilledet af den positive effekt på andelen

i uddannelse, som også overstiger den negative jobeffekt.

•

Da brobygningsprojektet startede op før kontanthjælpsreformen, blev der som en del af forsøget

givet tilladelse til, at personer over 25 år modtog et uddannelsespålæg som en del af brobygnings-

forsøget. De positive effekter fra effektevalueringen viser dermed både effekten af selve brobyg-

ningsforløbet, og effekten af uddannelsespålæg til de personer, som ellers ikke ville havde fået et

uddannelsespålæg. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at adskille disse effekter. Det skal

endvidere bemærkes, at der på grund af tidspunktet alene måles på påbegyndelse af uddannelse,

men at længerevarende fastholdelse i uddannelsesforløb vil indgå i en endelig evaluering.

5.5.4 Brugen af mentorer

Som det er fremgået af ovenstående analyse udgør brugen af mentorer og kontantpersoner

et væsentligt element i indsatsen overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, og brugen

af redskabet overfor netop denne målgruppe er også blevet fremmet i forbindelse med kon-

tanthjælpsreformen, herunder også konkret i forbindelse med

Brobygning til uddannelse.

Der

er derfor god grund til at kigge nærmere på, hvad vi ved om brugen af mentorer.

Mentorstøtte til udsatte unge uden uddannelse

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har i perioden august 2012-november 2013

sammen med 13 jobcentre gennemført et forsøg

Mentorstøtte til udsatte unge uden uddan-

nelse og job

for 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere uden erhvervskompetencegivende

uddannelse i den daværende matchgruppe 2. Formålet med mentorforsøget har været at

hjælpe udsatte unge tættere på uddannelse eller job ved at tilknytte en personlig mentor til

de unge i op til et år, jf. boks 5.7.

115

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Mentorstøtte har

positive effekter

på påbegyndelse

af uddannelse og

jobeffekt

▼

Boks 5.7 Mentorforsøget

Mentorforsøget er et såkaldt randomiseret kontrolleret forsøg (RCT) det vil sige, hvor personer til

deltager og kontrolgruppe udtrækkes tilfældigt, hvorved det er muligt at sammenligne de to grup-

per og opnå solid viden om effekterne af mentorstøtte.

Der er gennemført en effektevaluering af forsøget, der sammenligner deltagergruppen med en

kontrolgruppe i forhold til, hvor stor en andel af de unge i henholdsvis deltager og kontrolgruppen,

som påbegynder en uddannelse eller finder arbejde. Evalueringen viser, at mentorstøtte bidrager

til at løfte de unges selvoplevede motivation i forhold til uddannelse og job, øger deres selvværd og

tro på egne evner, løfter deres selvvurderede helbred, skaber bedre samarbejde mellem de unge og

jobcentret og forbedrer de unges hverdagsmestring.

Effektevalueringen viser, at målt et år efter forsøgsstart er:

• 12 pct. af de unge i kontrolgruppen i gang med uddannelse. Det tilsvarende tal for deltager-

gruppen er 16 pct. Mentorindsatsen har dermed haft en signifikant positiv effekt på cirka 4

pct.-point på tilbøjeligheden til at påbegynde en SU-berettiget uddannelse.

• cirka 5 pct. af de unge i kontrolgruppen i job. Det tilsvarende tal for deltagergruppen er cirka

7 pct. Mentorindsatsen har dermed haft en signifikant positiv jobeffekt på samlet set cirka 2

pct.-point.

Mentorstøtte er særlig gavnlig for gruppen af udsatte unge - ikke ”stærke unge” med [ikke] god

forældrebaggrund og ikke helt ”svage unge”, som ikke har fuldført folkeskolen:

• Der er en positiv effekt på 7-10 pct.-point. for udsatte unge, der har fuldført folkeskolen med

under 4 i karaktergennemsnit i 9. klasse, i forhold til sandsynligheden for at de kommer i gang

med uddannelse.

• Der er en positiv uddannelseseffekt på omkring 3-4 pct.-point, hvis moderen (eller faderen) ikke

har en erhvervskompetencegivende uddannelse.

• Der er en positiv uddannelseseffekt på 3-5 pct.-point, hvis moderens (eller faderens) bruttoind-

komst ligger under gennemsnittet i gruppen af unge i indsatsen.

• Positiv uddannelseseffekt på 4-6 pct.-points for unge, der ikke de seneste tre år inden indtræ-

delse i forsøget har modtaget SU.

Effekten er opnået gennem en relativ begrænset indsats. I gennemsnit har der været cirka halvan-

den times mentorstøtte om ugen i cirka otte måneder.

Evalueringen peger på en række mulige forklaringer på mentorindsatsens positive effekter:

• Der er et tæt samarbejde og en klar rollefordeling mellem mentor og den pågældende kommu-

nale medarbejder.

• Mentor er meget vedholdende og anerkendende i sit arbejde.

• Mentor bidrager med rådgivning og inspiration til den unge i forhold til job og uddannelse

samt praktisk hjælp, for eksempel med at møde op til aftaler med jobcenter, læge m.fl.

Resultaterne af dette randomiserede kontrollerede forsøg understøtter den viden og de forventnin-

ger til mentorstøtte, som er opnået gennem andre forløb. I

Brobygning til uddannelse

er mentor-

støtte en betydelig del af indsatsen, som skal afklare unges uddannelsesønsker, opkvalificere og

ruste de unge bedst muligt til at kunne påbegynde og gennemføre uddannelse samt understøtte

overgange til uddannelse. Som nævnt ovenfor, indikerer midtvejsevalueringen positive resultater. I

programmet Individuel Planlagt job med Støtte (IPS) er mentorstøtte ligeledes en betydelig del af

indsatsen, som tilbydes personer med svære sindslidelser. Der er betydelig international dokumen-

tation af en positiv effekt af IPS. Der gennemføres pt. et forsøg med IPS for at afprøve virkningerne i

dansk kontekst.

SFI-evaluering af mentorordningen

For at underbygge og opdatere den eksisterende viden om mentorordningen, har SFI som

bidrag til ekspertgruppens arbejde udarbejdet en evaluering af mentorordningen, inklusiv

en kvalitativ analyse, en effektevaluering og et litteraturreview.

Den effektevaluering af mentorordningen, som SFI har gennemført viser, at borgere, der

modtager mentorstøtte ikke i højere grad end øvrige i målgruppen, kommer i ordinær be-

skæftigelse eller uddannelse. Analysen er lavet på baggrund af en registerbaseret match-

ning af borgere, der har fået mentorstøtte med borgere, som ikke har. Der må dermed tages

forbehold for, at det ikke er muligt at kontrollere for alle relevante karakteristika, og at selek-

116

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

tion, for eksempel i form af, at deltagergruppen er mindre ressourcestærk (målt på ikke-ob-

servérbare karakteristika som sociale kompetencer, misbrugsproblemer, psykiske problemer,

personlig fremtoning m.v.) end kontrolgruppen, kan have påvirket resultatet, der er opgjort

et halvt år efter iværksættelsen af mentorstøtten for deltagergruppen.

Analysen peger også på, at kommunerne primært anvender mentorer overfor borgere, der er

langt fra arbejdsmarkedet og som har komplekse sociale eller personlige problemer, og som

derfor først på sigt vurderes at opnå en øget tilknytning til arbejdsmarkedet som følge af den

iværksatte indsats. Hvorvidt ordningen lever op til sit formål, afhænger derfor af hvordan det

defineres, men det konkluderes, at den har et væsentligt potentiale i forhold til at styrke ud-

satte borgeres empowerment og progression hen imod det ordinære arbejdsmarked.

▶

Afgørende for

effekten er at

rekruttere, oplæ-

re og matche de

rigtige mentorer

og borgere

Ordningen opfattes som forholdsvis nem at administrere, blandt andet fordi lovgivningen

er ret bred, men det betyder samtidig, at den stiller store krav til jobcentrenes opsætning af

mål og fastlæggelse af indhold i indsatsen samt til opfølgningen herpå. Det er også denne

bredde i lovgivningen, som er med til at gøre det svært for de kommunale medarbejdere at

drage grænsen til støtte-/kontaktpersonordningen i henhold til serviceloven. Derfor peger

analysen også på, at god og målrettet rekruttering, oplæring og matchning af mentorer med

borgere samt opfølgning på de igangsatte aktiviteter er afgørende for effekten.

5.5.5 Sammenfattende om indholdet i den tværfaglige indsats

Sammenfattende er tendensen således, at den gradvise implementering af reformerne,

herunder særlig etableringen af rehabiliteringsteams og introduktionen af koordinerende

sagsbehandlere i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob, har haft styrket

kommunernes organisering og tilrettelæggelse af den tværfaglige indsats. Ekspertgruppen

noterer sig dog, at der er en risiko for, at den tværfaglige udredning af borgeren, som foregår

i rehabiliteringsteamet, sker for sent, idet borgeren på dette tidspunkt allerede ”læner sig

op ad en førtidspension”, og at vejen tilbage til arbejdsmarkedet derfor kan være forholdsvis

lang. Ekspertgruppen noterer sig endvidere, at målfastsættelsen, herunder særligt fastsæt-

telsen af del- eller progressionsmål for indsatsen, fortsat er en udfordring for kommunerne,

blandt andet fordi der mangler relevant it- og redskabsmæssig understøttelse heraf.

▶

Manglende vi-

den om, hvad der

virker er en udfor-

dring i brugen af

ressourceforløb

I forhold til indholdet i indsatsen viser analysen, at kommunerne arbejder aktivt med at ind-

drage de redskaber som findes i social, sundheds- og uddannelsessektoren i den tværfaglige

indsats, men at det for så vidt angår ressourceforløbene kan konstateres, at der er betydelige

kommunale variationer med hensyn til intensiteten af indsatsen, og at de virksomhedsrette-

de indsatser, som erfaringsmæssigt virker bedst, kun anvendes i begrænset omfang. Ekspert-

gruppen vurderer, at det er en udfordring, som blandt andet knytter sig til, at der mangler vi-

den om, hvilke konkrete indsatser eller kombinationer heraf, der med fordel kan iværksættes

overfor bestemte dele af målgruppen. I den forbindelse udgør

Brobygning til uddannelse

forbillede. Ekspertgruppen har desuden noteret sig, at mentorer og støtte/kontaktpersoner

anvendes i betydeligt omfang i indsatsen, men at der også på dette område mangler klare

indikationer af hvilken støtte, der virker for hvilke målgrupper.

5.6 Rammerne for den tværfaglige beskæftigelsesindsats

Den tværfaglige indsats gennemføres i krydsfeltet mellem beskæftigelsesforvaltningen og

de tilstødende forvaltningsområder, herunder social- og sundhedsområdet samt uddannel-

sessektoren, jf. figur 5.11 nedenfor.

117

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 5.11 Forskellige sektorers samspil med beskæftigelsesområdet

Beskæftigede

deltager i

rygestopkursus

Kommunal sundhed

Sygedagpengemodtager

i genoptræning

Uddannelses

validering

Beskæftiget med

brækket ben

Efteruddannelse

for beskæftigede

Uddannelsesområdet

LAB-tilbud

med uddannelse

Deltager i gymnasial

uddannelse uden

kontakt med jobcentret

Beskæftigelsesområdet

Regional sundhed

Kontanthjælpsmodtager

Brobygning i misbrugsbehandling

til unge

med sociale

problemer

Kontanthjælpsmodtager

i psykiatrisk behandling

og socialpsykiatri

Socialområdet

Hjemløs

førtidspensionist i

botilbud

For hver sektor indebærer samspillet med beskæftigelsesområdet nogle særlige rammebe-

tingelser for iværksættelsen og gennemførelsen af den tværfaglige indsats med hensyn til

organisering, økonomi og lovgivning m.v.

Her tænkes både på mulighederne for at anvende redskaber fra andre sektorer som egent-

lige beskæftigelsestilbud (tilbud inden for lov om en aktiv beskæftigelsesindsats-LAB), på

rådgivning af borgere og henvisning af borgeren til en anden forvaltning eller anden myn-

dighed, og på arbejdet i de rehabiliteringsteams, der er blevet oprettet med reformen af før-

tidspension og fleksjob.

Når man skal vurdere den tværfaglige indsats, er det vigtigt at være opmærksom på, at selv-

om de forskellige sektorområder (beskæftigelse, social, sundhed og uddannelse) overordnet

sigter mod, at borgeren skal kunne klare sig selv, så kan der i praksis opstå barrierer i sam-

spillet mellem områderne, fordi der kan være tale om forskellige målsætninger og tilgange,

hvilket eksempelvis kommer til udtryk i form af forskellige lovbundne kriterier for tilrette-

læggelse af indsatsen. De forskellige rammebetingelser medfører således også nogle forskel-

lige udfordringer eller barrierer for iværksættelsen af en effektiv tværfaglig beskæftigelses-

indsats overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

▶

Gevinsten ved

en investering i

borgere med kom-

plekse problemer

kan være ”skjult”

for dem, der vare-

tager indsatsen

5.6.1 Investeringstankegang som grundlag for tværgående indsats

Man kan understøtte en tværfaglig indsats ved at have finansieringsregler, der sikrer, at kom-

munerne kan opnå de langsigtede gevinster ved at få en borger i beskæftigelse, herunder

færre udgifter til offentlig forsørgelse og øgede skatteindtægter. Udgangspunktet er såle-

des, at kommunerne til en hver tid skal have et incitament til at igangsætte en indsats, som

skal bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Det er særlig vigtigt i forhold til borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet med komplekse udfordringer, hvor indsatser og dermed også

omkostninger og gevinster går på tværs af forvaltninger/sektorer, hvorfor det også kan være

vanskeligt for en kommune at overskue konsekvenserne af indsatsen. Gevinsten ved en in-

vestering i en borger med komplekse udfordringer kan således både være ”skjult” for den en-

hed, som varetager indsatsen for borgeren, fordi den tilfalder en anden forvaltning og/eller,

fordi den først falder som en reduktion i de alternative udgifter til for eksempel forsørgelse i

et af de efterfølgende budgetår.

118

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

For at belyse kompleksiteten i disse relationer har CEBR (Center for Economic and Business

Research) under CBS, som et bidrag til ekspertgruppens analyser, udarbejdet nogle regne-

eksempler eller business cases med baggrund i det såkaldte SKANDIA-projekt, som har kørt

i Sverige i en årrække, og som CEBR er ved at udarbejde en dansk variation af. Projektet og

regneeksemplerne bliver gennemgået mere detaljeret i kapitel 6.

En af de helt centrale pointer i forhold til SKANDIA-projektet, og den måde det har fungeret

på i Sverige, er, at det er en metode til at vise, hvordan afkastet ved en given indsats ikke

nødvendigvis bliver ført tilbage til den/de dele af enten kommunen eller andre offentlige

myndigheder, som rent faktisk har foretaget investeringen i det samme budgetår. I forhold

til dette kapitel er læren heraf, at det er en forudsætning for, at kommunerne kan foretage

en tværfaglig indsats ud fra en investeringstankegang, at de rigtige rammer er til stede. Det

gælder både i forhold til lovgivning, incitamenter samt organiseringen af indsatsen.

5.6.2 De økonomiske styringsmekanismer på beskæftigelsesområdet

Udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats for borgeren i udkanten af arbejdsmarkedet,

som er denne rapports fokus, er i alt cirka 4,0 mia. kr. (2014-pl) i 2013, jf. tabel 2.1 og 2.2.

Heraf

blev cirka 3,2 mia. kr. anvendt til vejledning og opkvalificering. For en mere detaljeret beskri-

velse af økonomien henvises til kapitel 2.

Kommunernes økonomi på beskæftigelsesområdet omfatter en række økonomiske relatio-

ner til staten. Relationerne består af:

•

Refusion af kommunale udgifter til forsørgelsesydelser.

Refusion af kommunale driftsudgifter (til aktiveringsindsats).

Beskæftigelses- og bloktilskud, budgetgaranti og kommunal udligning.

Servicerammestyringen.

De forskellige elementer er beskrevet i ekspertgruppens første rapport

, og skal derfor ikke

præsenteres her, men kun omtales kort med fokus på de elementer, der særligt påvirker kom-

munernes indsats overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet samt på de ændringer, som

er aftalt i forbindelse med aftalen om beskæftigelsesindsats: ”Veje til varig beskæftigelse”.

Refusion af kommunale udgifter til forsørgelsesydelser

Den gældende lovgivning fastlægger, at kommunerne afholder udgifterne til borgernes for-

sørgelse, for eksempel kontanthjælp, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge m.v., og får en

del af disse udgifter refunderet fra staten.

Dette medfinansieringsansvar giver kommuner-

ne et generelt incitament til at flytte borgere fra offentlig forsørgelse til selvforsørgelse. I

begyndelsen af februar 2015 har regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Det

Konservative Folkeparti indgået en aftale om en reform af refusionssystemet på beskæfti-

gelsesområdet, hvor refusionen af alle ydelser harmoniseres efter den model, der er skitseret

i figur 5.12.

Det vil sige, at statsrefusionen af kommunernes udgifter til den enkelte borger aftager i takt

med, hvor længe den pågældende har været på offentlig forsørgelse. Jo længere tid på for-

sørgelse, des større en andel af byrden bærer kommunen.

Omfatter udgifter til aktive tilbud i vejledning og opkvalificering, følgeudgifter til mentorer, hjælpemidler og befor-

dring m.v., merudgifter til løntilskud, en forholdsmæssig andel af driften af jobcentrene samt puljebevillinger rettet imod

målgruppen, herunder satspuljer.

Se ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats (2014) s. 68, boks 4.6 på s. 69 samt bilag 4.1 på

s. 79.

For de forsikrede ledige gælder, at staten, via a-kasserne, afholder udgiften til forsørgelse i form af arbejdsløshedsdag-

penge (samt fra 2014 den kommende midlertidige arbejdsmarkedsydelse), og at kommunerne medfinansierer denne udgift.

Princippet er dog helt det samme, som for de øvrige ydelser, at kommunerne bærer en del af finansieringsansvaret.

119

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 5.12 Forslag til ny anciennitetsbestemt refusionstrappe

100

Pct.

Uger

Regeringens forslag til fremtidig ydelsesrefusion

Kilde: Aftale om en reform af refusionssystemet på beskæftigelsesområdet af 2. februar 2015, jf. http://oim.dk/nyheder/nyheds-

arkiv/2015/feb/ny-aftale-om-refusion-hjaelper-ledige-i-job.aspx

Tanken bag den nye refusionsmodel for forsørgelse er, at der skal være de samme refusi-

onssatser, uanset hvilken ydelse en person er på, så det undgås at kommunerne kan have

incitament til at optimere refusionen ved at flytte borgere mellem ydelser. Det er således

tanken bag modellen, at den i højere skal fordre til, at kommunerne tænker langsigtet og

investerer i borgerne.

▶

Kommuner skal

have incitamenter,

der samtidig er

overskuelige og

forståelige for de

enkelte medarbej-

dere

For at sikre, at kommunerne kan iværksætte en optimal indsats, skal de have de rigtige inci-

tamenter. Disse skal dog samtidig være overskuelige i det daglige arbejde og kunne forstås af

de medarbejdere, som træffer beslutning om igangsættelse af de konkrete indsatser.

Refusion af kommunale driftsudgifter (til aktivering)

Som følge af en række tilpasninger, for eksempel i kontanthjælpsreformen og forskellige und-

tagelsesbestemmelser, er de gældende regler for refusion af kommunernes driftsudgifter til

aktivering samt følgeudgifter i forbindelse hermed blevet uhyre komplicerede, og dermed

vanskelige for kommunerne at styre efter. For de fleste målgrupper, er kommunernes refusi-

on underlagt et af to forskellige driftslofter, mens udgifterne til ressource- og jobafklarings-

forløb ikke er omfattet af lofterne. For jobparate og åbenlyst uddannelsesparate kontant-

hjælpsmodtagere gælder særlige regler, som betyder, at kommunerne ikke kan hjemtage

refusion af deres udgifter til tilbud de første 9 (ordinær uddannelse) eller 24 (øvrige tilbud og

vejledning og opkvalificering) måneder. Derudover er der selvstændige driftslofter for kom-

munerne driftsudgifter til henholdsvis integrationsprogrammet og introduktionsforløbet.

Blandt andet Slotholm, Svarer & Rosholm (2010) og Deloitte (2015) har vist, at systemets

kompleksitet udgør en barriere i forhold til dets effektivitet. For eksempel er der risiko for,

at muligheden for at kunne hjemtage refusion kan påvirke kommunernes visitation af

borgere. Som eksempel på dette kan der være en risiko for nedmatching blandt de voksne

kontanthjælpsmodtagere, idet der er pligt til at iværksætte aktive tilbud efter tre måneder

for arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, men der først kan hjemtages driftsre-

fusion efter 9-24 måneder. Omvendt er det gældende, at der fra første ledighedsdag er 50

pct. driftsrefusion for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, mens der først er pligt til at

iværksætte aktive tilbud efter seks måneder. Dermed kan der opstå incitament til at indpla-

cere kontanthjælpsmodtagere i den matchkategori, hvor der kan hjemtages refusion af de

aktive tilbud.

Driftsloftsstyringen har også forskellige konsekvenser i kommunerne. Nogle kommuner væl-

ger at bruge driftsloftet som en budgetramme, mens andre kommuner bruger væsentligt

over eller under driftsloftet. Det kan på den baggrund konstateres, at det ikke medfører en

ensartet styringsmæssig praksis i kommunerne, hvilket også illustreres af nedenstående fi-

120

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

gur 5.13, som viser, hvor stor en andel af kommunens samlede driftsudgifter kommunen har

fået refusion for.

Figur 5.13 Kommunefordelte refusionsprocenter for driftsrefusion i 2013

Pct.

Refusionsprocent

Note: Refusionen beregnes i visse tilfælde i forhol til korrigerede udgifter (revisorpåtegnet regnskab), hvorfor refusionsprocenten

tilsyneladende kan være over 50 pct. I disse tilfælde er kommunens refusionsprocent sat til præcis 50 pct.

Kilde: Beregninger på baggrund af kommunale regnskabstal 2013 fra Danmarks Statistik og kommunernes refusion fra Socialmi-

nisteriets refusionssystem.

5.7 Rammer for samspillet med andre ressortområder

Generelt kan inddragelsen af indsatser eller redskaber fra andre ressortområder ske efter tre

forskellige modeller:

Som tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB). Det vil sige, at jobcentret

køber eller rekvirerer (afhængig af leverandør og samarbejdsaftale) indsatsen eller forlø-

bet fra en anden myndighed (for eksempel uddannelsesforløb) eller en anden forvaltning

i kommunen (for eksempel en sundhedsindsats).

2. Som ”viderevisitering” af borgeren fra jobcentret til det modtagende ressortområdes sy-

stem og efter lovgivningen på det område.

3. Koordinerede eller integrerede forløb mellem indsatser på beskæftigelsesområdet og an-

dre relevante områder som f.eks. socialområdet eller sundhedsområdet.

Som eksempel på førstnævnte kan nævnes kommunernes køb af uddannelsesforløb på for

eksempel AMU-skoler eller andre af Undervisningsministeriets institutioner eller køb af mål-

rettede vejledningsforløb hos private aktører.

Som eksempel på sidstnævnte kan nævnes situationer, hvor jobcentrene rådgiver borgeren

om mulighed for at søge støtte i for eksempel socialforvaltningen eller anviser borgere til

egen læge, hvorfra der kan visiteres videre til psykiatrisk behandling i det regionale sund-

hedssystem. Som det fremgår, kan der både være tale om tilkøb fra private leverandører eller

andre offentlige enheder og rådgivning om at opsøge såvel statslige, regionale som andre

kommunale myndigheder. Et andet eksempel er jobcenterets køb af sundhedsfremmende

indsatser, som for eksempel motion hos kommunens sundhedscenter, der kan bevilges efter

LAB-loven, hvis det vurderes at indsatsen har et beskæftigelsesfremmende formål, for ek-

sempel som indsats mod stress og depression.

LAB-loven sætter nogle grænser for, hvilke tilbud, som kan igangsættes som led i en beskæf-

tigelsesrettet indsats. En social eller sundhedsrettet indsats som for eksempel misbrugsbe-

handling eller behandling af en psykiatrisk lidelse kan være en forudsætning for, at borgeren

på sigt kan deltage i og profitere af jobrettede indsatser. Derved kan sociale, uddannelses-

rettede eller sundhedsrettede indsatser være en del af en langsigtet plan for at bringe bor-

121

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

geren tættere på arbejdsmarkedet. Det vil dog ikke være beskæftigelsesrettet, hvis der for

eksempel er tale om aktiviteter, der alene har til formål at strukturere hverdagens praktiske

gøremål i form af for eksempel personlig hygiejne, komme op om morgenen, oprydning og

rengøring i hjemmet, tøjvask, motivation til behandling for sygdom og/eller misbrug, læge-

og speciallægebesøg, komme ud af hjemmet, tage offentlig transport m.m. I forlængelse af

gennemgangen af de økonomiske incitamentsstrukturer på beskæftigelsesområdet ovenfor,

er det værd at bemærke, at de forskellige måder hvorpå andre sektorområder inddrages i be-

skæftigelsesindsatsen også indebærer forskellige finansieringsmodeller, hvilket i sig selv kan

påvirke betingelserne for at gennemføre en effektiv tværfaglig indsats. Når tilbud gennem-

føres som LAB-tilbud, jf. punkt 1 ovenfor, vil det som hovedregel være jobcentret, der via sin

driftsudgiftsramme til aktivering finansierer indsatsen, mens det typisk vil være det ”modta-

gende” ressortområde, der betaler for indsatsen, når den gennemføres ved ”viderevisitering”

af borgeren, jf. punkt 2.

I de følgende afsnit vil rammerne for den konkrete inddragelse/koordinering af henholdsvis

sundheds- social- og uddannelsessektoren i/med beskæftigelsesindsatsen blive beskrevet

og analyseret. Med rammerne forstås først og fremmest det lovgivningsmæssige, organi-

satoriske og økonomiske/finansieringsmæssige set-up for iværksættelsen af en tværfaglig

indsats. De enkelte afsnit vil desuden søge at beskrive de barrierer for iværksættelsen af en

effektiv tværfaglig indsats, som kommunerne oplever, at rammebetingelserne udgør.

5.7.1 Samspillet mellem sundheds og beskæftigelsesområdet

Lovgivning og organisering

Sundhedsområdet er organiseret således, at ansvaret for den del af indsatsen, som vil være

relevant i forbindelse med en tværfaglig beskæftigelsesindsats, er delt mellem regioner og

kommuner. Førstnævnte har ansvaret for sygehusvæsnet og praksissektoren, mens kommu-

nerne har ansvaret for forebyggelse, genoptræning, tandpleje samt enkelte andreområder, jf.

boks 5.8. Både de regionale og de kommunale sundhedstilbud er forankret i sundhedsloven,

hvor fordelingen af ansvaret også er beskrevet. Kommunens ansvar for den forebyggende

indsats er beskrevet således: ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af

kommunens opgaver i forhold til borgerne at skabe rammer for en sund levevis.” (sundheds-

lovens § 119). Både kommuner og særligt regioner kan i et vist omfang udlicitere sundheds-

opgaverne til private aktører, for eksempel privathospitaler og private psykiatere.

▼

Boks 5.8 Oversigt over fordeling af sundhedsopgaver mellem kommuner og regioner

Regionernes ansvar

Sygehuse og behandlende psykiatri

Praksissektor

Praktiserende læger

Praktiserende speciallæger

Andre privatpraktiserende sundhedspersoner

Voksentandpleje

Kommunernes ansvar

Forebyggelse og sundhedsfremme

Genoptræning efter indlæggelse

Misbrugsbehandling

Hjemmesygepleje

Sundhedspleje

Børnetandpleje og omsorgstandpleje

▶

Kommunerne

har generelt set

gode rammer for

at anvende sund-

hedstilbud i en

beskæftigelsesret-

tet indsats

Kommunerne har allerede nu gode rammer for at igangsætte eller sende de ledige videre

til kommunens egne sundhedstilbud som led i en beskæftigelsesrettet indsats, og det vil

primært være et spørgsmål om, hvilken kommunal forvaltning, der skal betale for behand-

lingen.

Analyserne viser dog, at der en række vanskeligheder ved at få dette til at fungere i

praksis. De kommunale sundhedstilbud er målrettet alle borgere i kommunen, men da til-

buddene er inden for kommunens myndighedsområde, har kommunen mulighed for lave

tilbud til særlige grupper, for eksempel borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, sådan, at

tilbuddene tænkes ind i en samlet plan for en beskæftigelsesrettet indsats.

Idet det lægges til grund, at eventuelle kommunale visitationskriterier netop er kommunale, og dermed principielt

mulige at tilpasse i forhold til en optimal tilrettelæggelse af et tværfagligt samarbejde.

122

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

Inddragelsen af de sundhedstilbud, som regionerne har ansvaret for, sker efter dette systems

regler og rammer, blandt andet med hensyn til visitation og kapacitetsstyring. Ud fra prin-

cippet om, at behandlingen skal foregå på lavest mulige, effektive behandlingsniveau, skal

behandlingen som udgangspunkt ske hos den praktiserende læge. Hvis denne vurderer, at

behandlingen ikke kan foregå i almen praksis, kan patienten blive henvist videre i det øvrige

regionale sundhedsvæsen. Der er lige adgang til det regionale sundhedsvæsen for alle bor-

gere, så målgruppen for det regionale sundhedsvæsen er alle borgere, som har behov for

behandling. Selvom det er vist i det indledende afsnit, at borgere på kanten af arbejdsmar-

kedet trækker på sundhedsvæsnet i højere omfang end andre, er det vigtigt at huske på, at

målgruppen udgør en mindre delmængde af alle brugerne af det regionale sundhedsvæsen.

Det er en grundforudsætning for den valgte organisering, at der er et tæt samarbejde mel-

lem kommuner og regioner, da mange borgere i udkanten af arbejdsmarkedet også er bru-

gere af psykiatrien, jf. tabel 5.2.

Tabel 5.2 Karakteristika for 18-64-årige i kontakt med psykiatrien i 2013

Psykiatriske patienter

Arbejdsmarkedstilknytning

Beskæftigede/uddannelsessøgende

Ledige

- på dagpenge

- på kontanthjælp (arbejdsmarkedsparate)

Kontanthjælp (ikke-arbejdsmarkedsparate)

Ledighedsydelse

Fleksjob

Sygedagpenge

Revalidering

Varigt uden for arbejdsmarkedet

Kilde: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2014)

Befolkningen

78,7

3,3

1,0

3,3

0,5

1,6

1,8

0,3

9,7

28,3

2,6

1,1

24,8

1,6

1,9

9,3

0,9

29,5

For at skabe optimale rammer for samarbejde, udarbejdes der sundhedsaftaler mellem re-

gionen og kommunerne inden for regionen. Formålet med aftalerne er at sikre koordinering

og sammenhæng for de patientforløb, der går på tværs af kommunerne og regioner, her-

under almen praksis. Sundhedsaftalerne er kommunernes mulighed for at få indflydelse

på rammerne for det regionale sundhedsvæsen, herunder også aftaler om god praksis for

tværgående samarbejde i beskæftigelsesindsatsen mellem kommuner og det regionale

sundhedsvæsen. For eksempel fremgår det af en evaluering af sundhedsaftalerne fra 2011,

at man i flere regioner peger på, at jobcentrene i højere grad tænkes ind i sundhedsaftaler-

ne.

Med en ændring af sundhedsloven, som trådte i kraft i marts 2014, er der i alle regioner ned-

sat praksisplanudvalg for almen praksis, der skal udarbejde praksisplaner. Praksisplanerne

er et centralt samarbejdsværkstøj mellem region, kommune og almen praksis, der beskriver

hvilke opgaver almen praksis skal varetage, blandt andet i relation til de indgåede sundheds-

aftaler.

Med henblik på at sikre et godt samarbejde blev det med kommunalreformen i 2007 ligele-

des lovpligtigt at nedsætte et sundhedskoordinationsudvalg med blandt andet kommunale

og regionale repræsentanter, som skal have fokus på at sikre en koordineret og sammen-

hængende indsats, hvilket blandt andet kan være for patienter med både sindslidelse og

misbrug. Sundhedskoordinationsudvalget skal blandt andet udarbejde en sundhedsaftale

for hver valgperiode.

Med overenskomsten for almen lægegerning af 1. april 2011 blev Kommunalt Lægelige Ud-

valg (KLU) etableret. Udvalgene skal bidrage til, at lægerne og kommunerne får en styrket

dialog og et mere integreret samarbejde om den brede vifte af emner, der i dag er fælles for

kommunernes og lægernes indsats på området. I udvalgene er der emner, som bør behand-

123

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

les fast i udvalget og emner, der behandles efter behov i udvalget. Under sidstnævnte hører

samarbejdet om at få syge hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Økonomi/ressourcer

Som beskrevet ovenfor, så er det regionerne, som er hovedansvarlige for det behandlende

sundhedsvæsen, hvilket også betyder, at de står for cirka 100 mia. ud af 107 mia., der årligt

samlet bruges på sundhedstilbud i regioner og kommuner. Regionernes udgifter på cirka 100

mia. kr. finansieres primært af staten, men også delvist af kommunerne.

Som led i kommunalreformen fra 2007 blev en større del af finansieringsansvaret for sund-

hedsvæsnet lagt ud til kommunerne, hvor grundtanken var, at kommunerne blev forpligtet

til at medvirke til at forebygge sygdom eller undgå forværring af sygdom hos egne borgere.

For at understøtte denne grundtanke indførte man en ordning, hvor kommunerne medfi-

nansierer regionens udgifter, når borgeren gør brug af det regionale sundhedsvæsen. Kom-

munens medfinansiering fungerer ved, at kommunen betaler en bestemt andel af den gæl-

dende takst for eksempel en hofteoperation eller en indlæggelse.

Kommunernes samlede sundhedsudgifter udgør således i alt cirka 27 mia. kr., hvoraf 20 mia.

anvendes til medfinansiering af regionernes udgifter, og de resterende 7 mia. kr. finansierer

kommunernes egne sundhedstilbud, jf. figur 5.14. Denne opgørelse dækker dog udelukkende

over de udgifter, som bliver konteret som sundhedsudgifter og ikke for eksempel sygepleje

og forebyggende arbejde, som foregår i ældreplejen, da dette konteres som udgifter under

socialområdet. De kommunale udgifter til medfinansiering af det regionale sundhedsvæsen

er, i modsætning til udgifterne til kommunernes egne sundhedstilbud, ikke omfattet af ser-

vicerammen.

Figur 5.14 Fordeling af kommunernes sundhedsudgifter i 2013 (i alt cirka 27 mia. kr.)

Medfinansiering af sundhedsvæsenet

Genoptræning og vedligeholdelsestræning

Vederlagsfri fysioterapi

Kommunal tandpleje

Sundhedsfremme og forebyggelse

Kommunale sundhedstjenester

Andre sundhedsudgifter

Kilde: dst.dk. Kommunale regnskaber 2013. 2013-pl.

Barrierer for samspillet mellem sundheds og beskæftigelsesområdet

Ekspertgruppen har lagt vægt på, at få belyst hvilke udfordringer, som den nuværende or-

ganisering af den tværfaglige indsats indebærer for kommunerne. Der er derfor udarbejdet

en særskilt analyse af barrierer for det tværgående samarbejde (Deloitte, 2015), der søger at

afdække de præcise lovgivningsmæssige, økonomiske og eventuelle andre barrierer for en

tværgående indsats.

▶

Nogle kom-

muner oplever

ventetid til psyki-

atriske tilbud som

en barriere for en

tværfaglig indsats

Ventetider

Af Deloittes analyse fremgår det blandt andet, at nogle kommuner oplever, at det er et stort

problem med ventetid til nogle af de psykiatriske regionale tilbud, fordi det herved bliver

svært for kommunerne at tilpasse den aktive indsats med indsatsen i det regionale sund-

hedsvæsen. Kommunerne peger på, at grunden kan være, at personer på kanten af arbejds-

markedet har svært ved at gøre brug af det frie sygehusvalg, som i nogle tilfælde vil betyde,

at behandlingsforløb igangsættes tidligere. Samtidig er det uden for de lovgivningsmæssige

124

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

rammer, såfremt kommunen vil tilbyde at betale transporten til det behandlingstilbud, som

har den kortest mulige ventetid.

Det skal her bemærkes, at personer, der vælger at benytte det frie sygehusvalg har ret til

godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til

det behandlingssted, hvor behandlingen ville have fundet sted efter regionrådets visitati-

onsretningskriterier. Det forudsættes, at afstanden til eller fra det sygehus m.v., som patien-

ten har valgt, overstiger 50 km.

Der har de seneste år været stort fokus på nedbringelse af ventetider i psykiatrien, hvorfor

der blandt andet er tilført psykiatrien flere midler til kapacitetsudvidelse, jf. boks 5.9. De se-

neste ventetidsopgørelser viser, at der gennem en årrække er sket et gennemsnitligt fald i

ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien mod en mindre stigning i ventetider for voks-

ne. Tendensen for ventetider i 2014 er dog, at kurven er knækket, således at der aktuelt ses et

fald indenfor begge specialer, når der tages afsæt i månedlige opgørelser.

▼

Boks 5.9 Behandlingsgaranti og ekstra kapacitet i psykiatrien

Regeringen har indført en udrednings- og behandlingsret for mennesker med psykiske lidelser, der

matcher det somatiske område. Der er således blevet indført en udredningsret på to måneder fra

1. september 2014, der reduceres til én måned – som i resten af sygehusvæsenet – fra 1. septem-

ber 2015. Samtidig indføres en differentieret behandlingsret: Én måned ved alvorlig sygdom og to

måneder ved mindre alvorlig sygdom. Udrednings- og behandlingsretten vil gælde for både børn,

unge og voksne.

Der er med økonomiaftalen med regionerne for 2013 prioriteret 200 mio. kr. til at påbegynde en

kapacitetsudbygning i psykiatrien for at forberede indførelse af udrednings- og behandlingsretten.

Herudover er der med satspuljen for 2015-2018 afsat yderligere 200 mio. kr. i 2015 og 300 mio. kr.

årligt fra 2016 og fremefter til yderligere kapacitetsudvidelser og med fokus på at sikre høj kvalitet i

indsatsen gennem implementering af evidensbaserede metoder og nedbringelse af ventetider.

Kilde: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

▶

Godt samarbejde

med praktiserende

læger er afgørende

for indsatsen

Samarbejde med egen læge

Samarbejdet med egen læge er afgørende for en god koordination i den beskæftigelsesret-

tede indsats, og det fremgår af Deloitte-analysen, at flere kommuner peger på, at de nye

formaliserede rammer i reformen af førtidspension og fleksjob omkring samarbejdet med

den tværgående indsats har styrket samarbejdet med almen praksis, men samtidig peger

kommunerne på, at der opstår nogle udfordringer i praksis, hvor der kan være et meget stort

behov for at styrke koordineringen mellem almen praksis og kommunen. For eksempel op-

lever nogle kommuner særligt udfordringer i de situationer, hvor den praktiserende læge

vurderer over for borgeren, at denne ikke vil kunne deltage i nogen former for tilbud eller ak-

tiviteter – ej heller mentorstøtte – uden risiko for forværring af borgerens helbredsmæssige

tilstand. Kommunerne oplever, at denne type tilbagemeldinger gør det svært på et senere

tidspunkt at ændre borgerens motivation og tiltro til egne evner til at forsørge sig selv, samt

at det er svært at få dette revurderet af lægen på et senere tidspunkt (Deloitte, 2015). Man

kan dog ikke ud fra Deloitte-analysen sige noget om, hvor ofte dette er tilfældet eller, hvor-

vidt det foregår i alle kommuner.

Borgere med dobbeltdiagnoser. Af Deloittes analyse fremgår det ligeledes, at der er nogle

helt særlige problemstillinger og barrierer forbundet med personer, som har dobbeltdiag-

noser.

Disse borgere er kendetegnet ved at have en sindslidelse eller intellektuel/kognitiv forstyrrel-

se af varierende sværhedsgrad samtidig med et stofmisbrug og/eller alkoholmisbrug, hvilket

betyder, at disse borgere har kontakt med mange forskellige indgange i både det regionale

sundhedsvæsen og kommunen.

125

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Der er dog en entydig ansvarsfordeling mellem kommuner og regioner for så vidt angår

håndteringen af dobbeltdiagnosticerede borgere. Kommunerne har ansvaret for misbrugs-

behandlingen, og regionerne har ansvaret for behandling af den psykiatriske lidelse.

Dog må den regionale behandlingspsykiatri ikke afvise at udrede eller behandle borgere med

en behandlingskrævende psykisk lidelse med den begrundelse, at de har et stofmisbrug/

alkoholafhængighed. Ligeledes må kommunen ikke afvise at udrede eller behandle personer

med stofmisbrug/alkoholafhængighed med den begrundelse, at de har en psykisk lidelse.

▶

Risiko for at

borgeren falder

mellem to stole

ved dobbeltdiag-

noser

Imidlertid kan borgeren risikere at falde mellem to stole, såfremt der arbejdes ud fra en se-

kventiel tilgang til behandling, hvilket vil sige, at man fokuserer på at behandle ét problem

ad gangen. I praksis resulterer det i manglende behandling og yderligere marginalisering af

den enkelte.

For at imødegå denne problematik blev der med satspuljen for 2014-2017 afsat midler til,

at kommuner og regioner i samarbejde kan udarbejde koordinerede indsatsplaner for dis-

se borgere, hvilket efterfølgende skal udmøntes gennem aftaler i sundhedsaftaleregi. For at

sikre et godt afsæt for dette arbejde, har Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i samarbejde

udarbejdet retningslinjer for disse koordinerede indsatsplaner.

Flere kommuner ønsker, at der gennem sundhedsaftalerne opstilles retningslinjer for, hvor-

dan man kan arbejde med for eksempel misbrugsbehandling, psykiatrisk behandling og

beskæftigelsestilbud samtidig. På nuværende tidspunkt fremgår det af vejledningen om

sundhedsaftalerne, at et af formålene med aftalerne er at sikre koordinering af:

”Behand-

lingsforløb til borgere med samtidig psykisk lidelse og skadeligt og afhængigt forbrug af rus-

midler, herunder aftaler om koordinering af indsatsen i det konkrete patientforløb”

(Ministeri-

et for Sundhed og Forebyggelse, 2014).

Incitamenter/økonomi

Det kan være en udfordring for jobcentret at igangsætte et tværfagligt forløb, hvor der for

eksempel både indgår kommunale sundhedstilbud og beskæftigelsesrettede tilbud, idet der

kan opstå en uoverensstemmelse med de andre forvaltninger om, hvorvidt tilbuddene til

borgeren igangsættes inden for sundhedslovgivningen eller beskæftigelseslovgivningen.

Derudover ligger det også i fordelingen af myndighedsansvar, at kommunen ikke kan igang-

sætte eller henvise til regionale sundhedstilbud, da indgangen altid vil være egen læge eller

en akutenhed (for eksempel skadestue eller vagtlæge).

I relation til beskæftigelsesområdet skal det først og fremmest understreges, at hele tan-

kegangen i sundhedsvæsnet bygger på lige adgang til sundhedsydelser, og at der således

ikke er særskilte systemer for personer på overførselsindkomst, herunder borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet. Incitamentsstrukturerne i den kommunale medfinansiering er derfor

heller ikke bygget op omkring en tankegang om, at en investering i for eksempel en bestemt

behandling kan føre en ledig tættere på arbejdsmarkedet, men er bygget sådan, at kommu-

nerne med den sociale indsats har incitament til at forebygge, at tilstanden forværres, så det

dermed undgås, at der bliver behov for en mere omfattende og indgribende indsats i form af

indlæggelse i regionalt regi.

Det bemærkes, at en kommunalbestyrelse efter sundhedslovens § 240 kan, når sociale hen-

syn taler for det, træffe beslutning om at afholde udgifter til sygdomsbehandling, der svarer

til behandling, der ydes i det regionale sygehusvæsen, til personer, der har bopæl i kommu-

nen. Bestemmelsen forudsætter en individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde af venteti-

dens sociale konsekvenser i bred forstand. De sociale konsekvenser, som kommunerne har

mulighed for at afbøde, kan være af forskellig art. Det forudsættes, at der er tale om be-

handling, som patienten er henvist til af en læge, og som svarer til behandling, der ydes i det

offentlige sygehusvæsen.

126

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

▶

En tværfaglig

indsats kan være

en udgift for en

del af den kom-

munale forvalt-

ning, men en

gevinst samlet set

Når en kommune skal arbejde i en investeringstankegang, er det derfor vigtigt at have for

øje, at udgifter til kommunal medfinansiering potentielt både kan indgå som investering

og gevinst. Det vil sige, at såfremt en borger i en tværgående indsats modtager behandling

i det regionale sundhedsvæsen, så vil kommunen have en udgift til denne behandling via

medfinansieringen, men såfremt det via en tværgående indsats lykkedes at knytte borgeren

tættere til arbejdsmarkedet, så kan de gennemsnitlige mindskede sundhedsudgifter også

være en gevinst for kommunen. Men her er det vigtigt at huske på, at kommunen ikke kan

igangsætte indsatser på det regionale område, og beskæftigelsesindsatsen derfor kan være

afhængig af for eksempel ventetid i den regionale behandling.

Ovenstående betyder, at selv i tilfælde, hvor beskæftigelsesvirkningen er af en sådan størrel-

se, at den overstiger driftsudgiften til behandling og der derved er tale om en styrkelse af de

offentlige finanser, vil det ikke være muligt for kommunen at igangsætte tilbuddet.

5.7.2 Samspillet mellem social og beskæftigelsesområdet

Lovgivning og organisering på socialområdet

Det kommunale socialområde dækker over indsatser for borgere lige fra barnets fødsel til

ophold på plejehjem. I dette afsnit dækker definitionen af socialområdet både serviceloven

og dele af lov om aktiv socialpolitik (med særligt fokus på enkeltydelser) Indsatserne på so-

cialområdet har som udgangspunkt, at hjælpen skal bidrage til at gøre borgerne mest mu-

ligt selvstændige og uafhængige. Det overordnede myndigheds- og finansieringsansvar på

socialområdet er placeret hos kommunerne, hvor kommunerne, som en del af udførelsen af

ansvaret, kan etablere tilbud i samarbejde med regionerne eller private aktører, jf. servicelo-

vens §§ 3-5. Kommunerne har også forsyningsansvaret, men regionerne har dog forpligtelse

til, efter aftale med kommunerne, at etablere en række specialiserede tilbud, som før lå under

amterne.

Kommunerne benytter i høj grad muligheden for at købe og sælge pladser til hinanden samt

købe pladser hos regionale og private leverandører til at løfte deres forsyningsansvar, idet de

enkelte kommuner i mange tilfælde ikke vil have volumen nok til at drive egne tilbud til alle

målgrupper. Disse køb foregår blandt andet via Tilbudsportalen

, der drives af Socialstyrelsen.

Det kommunale drifts og forsyningsansvar betyder, at der på socialområdet, særligt på vok-

senområdet, er få sagsbehandlings/procesregler og få tidsfrister. Indsatsen på socialområ-

det er i stedet baseret på, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den

enkeltes behov og funktionsevne skal træffes afgørelse om hjælp og støtte, der matcher

borgerens behov Serviceloven stiller dog krav om tilbud om udarbejdelse en handleplan til

særligt udsatte målgrupper.

I modsætning til beskæftigelseslovgivningen er der på det sociale område generelt ikke krav

og hertil hørende sanktioner forbundet med deltagelse i servicetilbud, da tilbuddene er ba-

seret på borgerens egen motivation. Det vil sige, at borgeren ikke kan tvinges i for eksempel

misbrugsbehandling.

▶

Forskelle i

lovgivninger i en

tværfaglig indsats

stiller krav om

koordinering og

samarbejde

På beskæftigelsesområdet vil et afslag eller afbrydelse af et tilbud have konsekvenser for

ydelsen, for eksempel kontanthjælpen (jf. bilag 3.15 i kapitel 3 om sanktioner). I takt med at

sociale og sundhedsrettede indsatser indgår, som en del af borgerens helhedsorienterede

indsats for at komme tættere på arbejdsmarkedet, kan disse forskelle mellem lovgivningen

på de forskellige sektorområder give udfordringer både for borgerne, som risikerer at bli-

ve mødt med forskellige mål og i værste fald modsatrettede krav også for de kommunale

medarbejdere på fagområderne. Det stiller særligt høje krav til, at fagpersonerne på socia-

Tilbudsportalen indeholder alle sociale tilbud i kommunerne og regionerne. Tilbud som ikke indgår på Tilbudsportalen

må ikke indgå i kommunens forsyning. Tilbudsportalen skal skabe gennemskuelighed og sammenlignelighed mellem tilbud-

dene, herunder også deres priser, samt sikre en lige konkurrence mellem private og offentlige leverandører. Tilbudsportalen er

først og fremmest et sagsbehandlingsværktøj, men det kan også give central viden om udbuddet på socialområdet.

127

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

lområdet og beskæftigelsesområdet samarbejder på tværs af områderne og sikrer en god

koordination af indsatserne.

En anden stor forskel på beskæftigelsesområdet og socialområdet er, at reguleringen af

kommunernes sociale indsatser på voksenområdet primært sker via serviceloven, som er

en rammelov, der understreger kommunalbestyrelsens ansvar for prioritering og opgave-

løsning, herunder ansvaret for at fastlægge det lokale serviceniveau. Kommunalbestyrel-

sens handlerum for fastsættelse af serviceniveauer varierer dog mellem de enkelte bestem-

melser i serviceloven alt efter bestemmelsens udformning. Der er dog nogle områder, hvor

serviceloven fastlægger et bestemt serviceniveau. I modsætning til beskæftigelsesområdet,

så er der dermed ikke tale om objektive standardiserede kriterier (for eksempel ledighed,

alder eller indkomst) for, hvornår en person skal modtage en bestemt type af indsats, men

at visitationen og/eller opgørelsen af et givent økonomisk tilskud beror på ansøgning og

efterfølgende individuel vurdering af den enkeltes funktionsevne og sociale problemer.

Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende servi-

ceniveauer. Lokale serviceniveauer skal fastsættes inden for de rammer, der følger af den

konkrete bestemmelse i serviceloven og af lovgivningen i øvrigt. Der er nogle områder, hvor

serviceloven fastsætter et mindste serviceniveau. Det gælder for eksempel kravet i § 97 om,

at kommunalbestyrelsen skal tilbyde 15 timers ledsagelse til personer med et bestemt be-

hov. Der vil i afgørelsen af den konkrete sag altid skulle foretages en individuel vurdering af,

om den påtænkte indsats konkret afhjælper behov hos borgeren. I det omfang, der er fast-

sat et serviceniveau, bliver serviceniveauet en del af afgørelsesgrundlaget for den konkrete

afgørelse.

Et andet fokusområde i sociallovgivningen er kommunens muligheder for at give tilskud ba-

seret på særlige økonomiske behov via lov om aktiv socialpolitik, jf. boks 5.10. For personer,

som har økonomiske udfordringer, pasningsproblemer, problemer med at betale en bolig

m.v., er det helt afgørende, at kommunen har fokus på, om de eksisterende muligheder for

hjælp er udnyttet. Hvis borgerne ikke modtager hjælp til at løse disse udfordringer, kan det

i sig selv vanskeliggøre en beskæftigelsesrettet indsats. Derfor kan ydelser og tilskud un-

derstøtte progression og fastholdelse i beskæftigelsesrettede tilbud, og vurderes derfor at

være relevante for den tværfaglige indsats. Det er en integreret del af indsatsen, at borgeren

vejledes af kommunen om mulighederne for at søge om disse ydelser, der kan være med til

at skabe ro om økonomien, således at borgeren kan fokusere på at deltage i den arbejdsmar-

kedsrettede indsats.

For så vidt angår forsørgelsesydelser afholder kommunerne på nogle områder udgifter til

tillæg og forsørgelsesudgifter og får herefter en del af udgifterne refunderet fra staten. Det

gælder for eksempel en række tilskud efter lov om aktiv socialpolitik, herunder hjælp til syge-

behandling og medicin, tilskud til tandbehandling, flytning og hjælp i særlige tilfælde samt

tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af handicappede børn i hjemmet.

▼

Boks 5.10 Kommunens muligheder for at give økonomisk hjælp i særlige tilfælde

Hjælpen er af enkeltstående karakter i modsætning til løbende hjælp til forsørgelse.

• Rimeligt begrundede enkeltudgifter.

• Midlertidig hjælp til betaling af husleje.

• Sygebehandling, medicin, briller, psykologbehandling m.v.

• Alle former for tandpleje.

• Flytteudgifter.

• Transportudgifter i forbindelse med samvær med egne børn, som ikke bor hos samværsforæl-

deren.

Kilde: Lov om aktiv socialpolitik §§81-83

Da der også for så vidt angår ovenstående ydelser er tale om tildeling ud fra et kommunalt

valgt serviceniveau, kan adgangen til sådanne enkeltydelser i forbindelse med en beskæfti-

gelsesrettet indsats være afhængig af den lokale prioritering, hvor der dog er enkelte undta-

128

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

gelser, såsom tilskud til tandbehandling til kontanthjælpsmodtagere.

▶

Kommunernes

myndighedsind-

sats på social- og

beskæftigelsesom-

rådet giver gode

muligheder for

tilbud på tværs

I og med at kommunerne er myndighedsinstans på både socialområdet og beskæftigelses-

området, er der stor mulighed for at sammentænke tilbud på tværs. Det har blandt andet

været vigtigt, i forbindelse med de seneste reformer af kontanthjælp, førtidspension og sy-

gedagpenge, der, jf. boks 5.3, 5.4. og 5.5, lægger op til og understøtter, at tilbud fra socialom-

rådet i stigende omfang anvendes som led i beskæftigelsesindsatsen. Som hovedregel vil

dette samspil således foregå ved almindelig henvisning af borgeren til socialforvaltningen, i

hvis regi indsatsen gennemføres. For visse indsatstyper er der dog tilbud i viften på beskæf-

tigelsesområdet, der kan ligne de socialfaglige tilbud så meget, at den samme indsats vil

kunne gennemføres på begge områder (enten som LAB-tilbud eller ved viderevisitering). Det

gælder i særlig grad tilbud om støtte/kontaktpersoner (efter serviceloven) og mentorstøt-

te (efter LAB), hvor kommunerne i Deloitte undersøgelsen peger på, at der er uklarhed om

forskellen. I enkelte tilfælde kan for eksempel spørgsmål om kapacitet eller finansiering af

indsatsen blive afgørende for i hvilket regi den gennemføres.

Målgruppe

De vigtigste målgrupper for de socialfaglige indsatser er voksne og unge med handicap og/

eller sociale problemer, hvilket for eksempel kan være hjemløshed, stofmisbrug eller psyko-

sociale lidelser. I boks 5.2 er der angivet relevante socialfaglige tilbud, hvor målgruppen enten

er, eller kan være overlappende med gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Målgruppen på socialområdet er meget differentieret, og der er tale om borgere med for-

skelligt funktionsniveau – nogle borgere har behov for permanent og døgndækket støtte og

omsorg, og andre har kun brug for hjælp i en kortere periode i deres liv. For nogle af tilbudde-

ne såsom botilbud efter § 108 i serviceloven, er der tale om tilbud målrettet meget udsatte

borgere, som enten har psykiske lidelser eller handicap, og som ikke kan klare sig uden støtte.

Der kan være tale om personer, som er langt væk fra arbejdsmarkedet og måske allerede

er blevet tildelt en permanent offentlig forsørgelse, og hvor der derfor ikke iværksættes en

beskæftigelsesrettet indsats, men primært en social og sundhedsindsats. For andre typer

af tilbud, såsom ”hverdagsmestring” og støtte kontaktpersoner, så inkluderer målgruppen i

høj grad borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, hvor der er mulighed for tilbagevenden til

arbejdsmarkedet.

Ekspertgruppen har på baggrund af sit arbejde identificeret nogle delmålgrupper, som det

kan være særlig relevant at have fokus på i den tværfaglige beskæftigelsesrettede indsats.

Unge ved overgangen til voksenområdet

Når en ung på grund af enten et handicap (fysisk eller psykisk) eller et behov for særlig støt-

te som for eksempel familiebehandling, aflastning eller en anbringelse, har været i kontakt

med det sociale område i mange år, så er det store omvæltninger, som skal ske når personen

fylder 18 år. Samtidig flytter den unge sig lovgivningsmæssigt fra regelsættet på børneområ-

det til regelsættet på voksenområdet. Rent konkret bortfalder de foranstaltninger, som ydes

efter servicelovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge under 18 år ligesom han-

dicapkompenserende ydelser, der er bevilget til forældre til børn og unge under 18 år med en

funktionsnedsættelse bortfalder, når den unge fylder 18 år. Unge med funktionsnedsættelse

vil herefter kunne modtage hjælp og støtte, som for eksempel ledsagerordning for voksne,

praktisk hjælp, merudgiftsydelse m.v efter servicelovens bestemmelser om hjælp til voksne.

Når der er iværksat særlig støtte til et barn eller en ung efter servicelovens regler, skal kom-

munen altid udarbejde en handleplan. Kommunen skal med højst seks måneders mellem-

rum vurdere, om indsatsen skal ændres og handleplanen revideres. Når den unge fylder 16 år

skal kommunen sikre, at handleplanen revideres med fokus på den unges overgang til vok-

senlivet, og herunder i forhold til at opstille konkrete mål for uddannelse og beskæftigelse.

For unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen senest seks måneder

før den unge fylder 18 år tilbyde efterværn, som for eksempel i form af en fast kontaktperson.

129

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Formålet med efterværnet er at bidrage til en god overgang til voksenlivet, herunder under-

støtte den unges uddannelse og beskæftigelse. Hjælpen skal ophøre, når den ikke længere

opfylder sit formål, eller når den unge fylder 23 år.

▶

Unge der overgår

fra børneområdet

til voksensområ-

det kan være en

udfordring for

indsatsen

Såfremt den unge ikke kan forsørge sig selv, kan man søge om kontanthjælp/uddannelses-

hjælp. Dette betyder dog, at den unge samtidig bliver omfattet af reglerne for ret og pligt,

som gælder i kontanthjælpssystemet.

Denne overgang indebærer dels en risiko for, at den unge møder nogle krav, som den pågæl-

dende ikke er parat til, men også for at borgeren på grund af silo-tænkning ”bliver tabt” mel-

lem to systemer, og der kan derfor være et særligt behov for at have fokus på denne gruppe

ved tilrettelæggelsen af indsatsen.

Borgere med gældsproblemer

Ekspertgruppen finder også, at borgernes gæld til det offentlige kan stå i vejen for at bor-

geren har fokus på at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet. Gældsproblematikken har vist

sig at være en helt central barriere for borgernes motivation. Det kan være en barriere, at en

indkomstfremgang, ved for eksempel at komme i beskæftigelse, i visse tilfælde kan lede til et

fald i den disponible indkomst, fordi borgeren ved et vist indkomstniveau skal afdrage gæld.

Mere end halvdelen af jobcentermedarbejderne oplever, at gæld til SKAT svækker borgernes

motivation for at deltage i et virksomhedsrettet tilbud (Damvad, 2015). Nogle jobcentre ople-

ver, at borgere med stor gæld ligefrem frygter at vende tilbage til arbejdsmarkedet på grund

af udsigten til en nettonedgang i deres indtægt.

▶

Borgerens øko-

nomi kan påvirke

motivationen

for deltagelse i

en tværgående

indsats

En stikprøve på 1.000 kontanthjælpsmodtagere fra 2013 indikerer, at over halvdelen af de

langtidsledige kontanthjælpsmodtagere har gæld til det offentlige, og at de i gennemsnit

skylder knap 90.000 kr. En ældre rapport fra 2003, om de mest udsatte kontanthjælpsmod-

tagere, fra SFI, viser et tilsvarende billede. Denne analyse viste ligeledes, at mere end halvde-

len af de svageste kontanthjælpsmodtagere havde gæld til det offentlige, og SFI skønnede i

den forbindelse, at 44 pct. af gruppen havde gældsproblemer i et omfang, så det var begræn-

sende for borgernes indsats for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Deloitte peger ligeledes i analysen af den tværgående indsats på, at borgernes økonomi

(herunder gæld) opleves således som problem for gruppens motivation til at deltage aktive

indsatser og have fokus rettet mod arbejdsmarkedet.

En evaluering foretaget af Rambøll i september 2011 af den frivillige gældsrådgivning peger

på, at de personer, der benytter de frivillige gældsrådgivninger, ofte har andre sociale proble-

mer end de økonomiske og gældsmæssige. Dette stemmer også overens med målgruppen

for initiativet. Det fremgår således af evalueringen, at personer med psykiske vanskeligheder

udgør en stor del af målgruppen. Derudover peger evalueringen på, at personer med mis-

brug også udgør en del af målgruppen, særligt stofmisbrugere kan akkumulere en stor gæld,

der skal bruges til at finansieres deres misbrug. Endelig fremgår det af evalueringen, at en

del af brugerne har et svagt socialt netværk, hvor de har begrænset mulighed for at få hjælp

fra familie og venner.

Økonomi/ressourcer

Socialområdet (tilbud efter serviceloven og lov om aktiv socialpolitik) er i høj grad karakteri-

seret ved, at der er stor kommunal selvbestemmelse til at fastlægge et relevant service- og

dermed også udgiftsniveau. Der er ikke samme grad af central styring af indsatsen gennem

økonomiske incitamenter til iværksættelse af bestemte typer af tilbud, som man kender fra

beskæftigelsesområdet, men konkrete vurderinger på baggrund af den enkelte borgers situ-

ation. Der er således tale om lovbundne opgaver, hvor kommunerne er kompenseret via det

generelle bloktilskud, hvorefter kommunen i høj grad kan fastlægge eget service- og der-

med udgiftsniveau inden for de lovgivningsmæssige rammer. Det gælder for eksempel på

de områder, hvor det er kommunen (typisk ydelseskontoret eller borgerservice), som efter

130

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

ansøgning vurderer, hvorvidt en person er berettiget til enkeltydelser efter lov om aktiv so-

cialpolitik.

For de fleste af kommunernes udgifter på det sociale område, gælder at udgifterne dækkes

via bloktilskud fra staten.

Hvis der sker ændringer i kommunernes opgaveportefølje på socialområdet som følge af

ny lovgivning, er de omfattet af Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT), som indebærer, at

kommunerne via bloktilskuddet kompenseres for de udgiftsmæssige konsekvenser af rege-

lændringerne.

Som beskrevet tidligere, så dækker socialområdet over alle typer af tilbud lige fra vuggestuer

til plejehjem, som samlet beløber sig i cirka 107 mia.kr. Heraf anvendes cirka 29 mia.kr. på

tilbud til voksne, jf. figur 5.15., og det vil være en delmængde heraf, som (når det sker ved

viderevisitering) anvendes i den tværfaglige beskæftigelsesindsats.

Figur 5.15 Hovedudgifter på socialområdet i 2013

Hovedudgifter til socialområdet i mia. kr.

Dagtilbud

Ældre

Voksne

Udsatte børn og unge

Note: I figuren indgår også dagtilbud, selvom denne ikke er omfattet af serviceloven, men af dagstilbudsloven.

Kilde: Kommunale Regnskaber 2013, 2013-pl

I figur 5.16. er der zoomet ind på de 29 mia. kr., som anvendes på de voksne. Det fremgår, at de

klart største udgiftsposter er botilbud – både til midlertidige og særligt til længerevarende

ophold.

Figur 5.16 Udgifter på socialområdet til voksne i 2013

Udvalgte udgifter på socialområdet for voksne i mia. kr.

9,0

8,0

7,0

6,0

5,0

4,0

3,0

2,0

1,0

0,0

Hjælpe- Rådgivning Botilbud Alkohol- Behandling Botilbud Botilbud

midler,

behandling af stof- (længere- (midler-

befordring

mis-

tidigt)

og …

varende)

etc.

brugere

Kontakt- Beskyttet Aktivitets-

person-

beskæf-

tigelse samværs-

ledsager-

tilbud

ordninger

Person-

lige

tillæg

m.v.

Kilde: Kommunale Regnskaber 2013, 2013-pl

131

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Forskel i inci-

tamenter mellem

beskæftigelses og

socialområdet kan

være barrierer for

samspil

Barrierer for samspillet mellem social og beskæftigelsesområdet

Som beskrevet tidligere, så er det sociale område kendetegnet ved, at finansieringen pri-

mært sker gennem det generelle bloktilskud, og så er det i et vist omfang op til kommunerne

at fastlægge serviceniveauet inden for servicerammen, og beskæftigelsesområdet er kende-

tegnet ved kommunal refusion ved brug af de enkelte tilbud.

Forskellen mellem beskæftigelsesområdet og socialområdet kommer for eksempel til udtryk,

når en person skal bevilges personlig støtte, da det, som beskrevet ovenfor, enten kan bevil-

ges som støtte efter servicelovens § 85 eller som en mentor i jobcentret, da de to indsatser

indholdsmæssigt ligner hinanden, men har forskellige finansieringsstrukturer. Såfremt en

jobcentermedarbejder vurderer, at en borger har brug sådan støtte, men der i kommunen er

anlagt et strengt visitationskriterium (serviceniveau), så kan det betyde, at jobcentermed-

arbejderen bliver nødt til at tildele støtten som mentorstøtte, hvor der i nogle tilfælde kan

hjemtages driftsrefusion, men selv hvis der ikke kan, så er tilbuddet uden for servicerammen,

men dog budgetgaranteret.

Adgang til enkeltydelser og hjælpemidler

▼

Boks 5.11 Case

Et jobcenter har betalt for en speciallægeerklæring for en borger, hvor erklæringen viser, at perso-

nen har svær ADHD. Indtil nu har personen selvmedicineret sig med alkohol, men efter et misbrugs-

tilbud går det bedre. Borgeren er gennem egen læge blevet henvist til psykiatrisk behandling, men

der er lang ventetid på en sådan behandling i det nærmeste tilbud. Der er dog kortere venteliste i

et tilbud længere væk, men borgeren vil ikke betale for transporten. På grund af serviceniveauet i

kommunen kan borgeren ikke få hjælp til udgiften efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor der går

cirka ti måneder, før behandlingen går i gang. I den mellemliggende periode har jobcentret svært

ved at igangsætte andre tilbud, da borgeren ikke kan fungere i dagligdagen.

Som beskrevet tidligere, nævnes transport eksplicit i opgørelsen af forhold, som ikke er tilbud i

LAB-forstand.

Af Deloittes undersøgelse af barrierer for en tværgående indsats fremgår det, at flere kom-

muner efterspørger muligheden for, at der åbnes op for en nemmere adgang til særlig øko-

nomisk hjælp i forbindelse med udmøntningen af jobplanen, hvor der er brug for en investe-

ringstankegang og ikke silo-opdelte budgetter.

Det kan derfor være uhensigtsmæssigt, at den pågældende medarbejder i jobcentret, som

støtter borgeren i et forløb med psykiatrisk behandling, der står i vejen for at starte på et

beskæftigelsesrettet tilbud, ikke samtidig kan bevilge transport til borgerens deltagelse i be-

handling, jf. boks 5.11.

▶

Mentorordning

og bostøttetilbud

kan føre til over-

lappende indsatser

Samspil mellem mentorordning og bostøtte

Som beskrevet tidligere er der en helt særlig udfordring forbundet med samspillet mellem

mentorordninger og bostøttetilbud, da den samme borger fra forskellige forvaltninger får

tildelt mentorer og støttepersoner, der i nogle tilfælde yder en næsten identisk service over

for borgeren. Det betyder dels, at der kan foregå en helt eller delvis overlappende støtteind-

sats, fra henholdsvis mentorkorpset og støttekontaktpersoner, hvilket betyder et ressource-

mæssigt spild for kommunen. Dels kan flere indgange til kommunen forvirre borgeren, der

skal forholde sig til mange forskellige personer med hver deres ”kasket” på. Endelig kan de

forskellige typer af støttepersoner uforvarende modarbejde hinanden i forhold til at hjælpe

borgeren videre, hvis for eksempel en borger bliver nødt til at skifte mentor eller støttekon-

taktperson på baggrund af overgange mellem serviceområder.

Det er derfor vigtigt, at der ligger en grundig udredning og koordinering af indsatserne til

grund for visiteringen af henholdsvis mentoren og bostøtten, så opgaven er veldefineret, og

der er sammenhæng i indsatsen for borgeren.

132

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

5.7.3 Samspillet mellem uddannelses og beskæftigelsesområdet

Samspillet mellem uddannelses- og beskæftigelsesområdet er kendetegnet ved, at det i

mange år har været almindelig praksis at anvende uddannelsestilbud i beskæftigelsesind-

satsen. Kursusforløb på blandt andet amu-skoler og andre uddannelsesinstitutioner har så-

ledes været en væsentlig del af de LAB-tilbud, som jobcentrene har givet under redskabet

”vejledning og opkvalificering”. Desuden har jobcentrene også givet yngre forsørgelsesmod-

tagere ’uddannelsespålæg’ og viderevisiteret dem til formelle uddannelsesforløb på ordinæ-

re vilkår med Statens Uddannelsesstøtte (SU) på Undervisningsministeriets institutioner.

Denne mulighed er senest blevet forstærket med kontanthjælpsreformen.

Lovgivning og organisering

Den overordnede organisering af uddannelsesområdet er sådan, at kommunerne er myn-

dighed på grundskoleniveau, mens undervisning over grundskoleniveau primært foregår på

selvejende eller private institutioner, hvor det er staten, som har det overordnede ansvar. Det-

te kan for eksempel være gymnasier, erhvervsskoler, universiteter eller amu-kursusudbydere,

jf. tabel 5.3

Tabel 5.3 Ansvarsfordeling på uddannelsesområdet

Selvejende uddannelsesinstitutioner

Gymnasiale uddannelser

Erhvervsskoler

Videregående uddannelser

Uddannelse for voksne

Efterskoler etc.

Kommunernes ansvar

Folkeskolen

Produktionsskoler

Ungdomsskoler

Ungdomsuddannelser for personer med særlige behov

Erhvervsgrunduddannelsen

At et område er kommunernes ansvar betyder ikke nødvendigvis, at de har ansvaret for at

oprette og drive tilbud, men derimod at de har ansvar for, at borgerne deltager i et tilbud.

Kommunerne har for eksempel pligt til at sikre, at alle unge er i uddannelse eller i job og

har således et indirekte ansvar for at tilvejebringe og anvise relevante uddannelsestilbud.

Vejledningen om dette sker gennem UU (Ungdommens Uddannelsesvejledning), som typisk

er oprettet flere kommuner imellem.

Lovgivningsmæssigt påhviler det UU-centrene at sikre, at en prioritering af vejlednings-

indsatsen sker med vægt på elever, der uden en særlig vejledningsindsats skønnes at ville

få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en ungdomsuddannelse. Det

betyder blandt andet, at såfremt det viser sig, at en ung som går på en ungdomsuddan-

nelse er frafaldtruet, skal UU adviseres herom af skolen. UU skal så gå i dialog med eleven

og eventuelt. uddannelsesinstitutionen om, hvilket tiltag som skal sættes i gang. Det giver

god mening, at det er kommunen, som har dette ansvar, da det også er kommunen (og ikke

uddannelsesinstitutionen), som vil komme til at bære udgiften til borgerens forsørgelse og

have ansvaret for beskæftigelsesindsatsen. Jobcentrene får ikke besked om dette medmin-

dre den unge søger kontanthjælp, og har dermed ikke data om de unge, som er ved at falde

ud af uddannelsen. Nogle kommuner har forsøgt at løse udfordringen ved at placere én eller

flere UU-medarbejdere i jobcentrene hvilket er inden for den lovgivningsmæssige ramme.

Der findes dog ikke evalueringer eller lignende, som har vist, hvorvidt dette reelt løser proble-

merne. Som det fremgår, må der skelnes imellem om en ledig deltager som en del af et aktivt

tilbud, eller om vedkommende er blevet forpligtet til at starte på en uddannelse gennem et

pålæg fra jobcentret.

Ledige kan få tilbud om uddannelsesforløb efter reglerne om vejledning og opkvalificering i

kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB). Tilbuddet gives:

”med henblik på at

udvikle eller afdække den lediges faglige, sociale eller sproglige kompetencer med henblik på

opkvalificering til arbejdsmarkedet”.

133

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Per 1. januar 2014 skal unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som ikke har en erhvervs-

kompetencegivende uddannelse have uddannelseshjælp og uddannelsespålæg, jf. boks 5.12.

Uddannelsespålæg medfører, at målgruppen skal i gang med en ordinær uddannelse hur-

tigst muligt, og overgangen til det ordinære uddannelsessystem vil medføre, at der ikke er

tale om et LAB-tilbud, men derimod om en viderevisitering.

▼

Boks 5.12 Uddannelsespålæg

Kommunen skal give et uddannelsespålæg (erstatter den tidligere jobplan) til alle unge, der søger

om uddannelseshjælp (tidligere kontanthjælp). Uddannelseshjælpsmodtagere er unge under 30 år,

der ikke har gennemført en erhvervsuddannelse, en erhvervsgrunduddannelse eller en videregåen-

de uddannelse. En uddannelseshjælpsmodtager bliver visiteret enten som uddannelsesparat (eller

åbenlyst uddannelsesparat) eller aktivitetsparat. Alle skal have et uddannelsespålæg, som skal føre

frem til, at den unge kan påbegynde og gennemføre en uddannelse.

Der er tre trin i et uddannelsespålæg:

• Den unge skal finde uddannelser, der er realistiske og relevante, som den unge kan søge ind på

og derefter prioritere dem.

• Den unge skal søge optagelse på én eller flere af uddannelserne.

• Den unge skal starte på en uddannelse og fuldføre den.

Målgruppe

Målgruppen for uddannelsestilbud på beskæftigelsesområdet er med baggrund i ovenstå-

ende opdelt på personer, hvor kommunen har pligt til at sørge for, at de starter på en uddan-

nelse på ordinære vilkår og de grupper, som deltager i uddannelse som en del af beskæftigel-

sesrettet tilbud. Det er muligt at give uddannelse som en del af et beskæftigelsestilbud for

stort set alle 14 LAB-grupper, hvilket både kan være ordinær uddannelse på for eksempel en

erhvervsuddannelse eller kortere kurser.

I figur 5.17 fremgår aktiviteten i ordinære uddannelsestilbud for kontant- og uddannelses-

hjælpsmodtagere i perioden fra september til maj for årene 2011/12, 2012/13 og 2013/14. Efter

kontanthjælpsreformens ikrafttræden per 1. januar 2014 fremgår antallet af uddannelses- og

kontanthjælpsmodtagere både hver for sig og samlet (den stiplede linje). Den opgjorte akti-

vitet for uddannelseshjælpsmodtagere afspejler, at de forberedende kurser m.v., som denne

gruppe får med henblik på at kunne påbegynde en ordinær uddannelse, gennemføres efter

LAB-loven, og derfor fremgår af aktiveringsstatistikken i jobindsats. I det øjeblik de afgår til

studie med SU, vil de imidlertid ikke længere fremgå som aktiverede, men i stedet som stu-

derende.

Jobcenteret kan dog fravige denne regel for uddannelseshjælpsmodtagere, som ikke har en erhvervskompetencegi-

vende uddannelse, såfremt de har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn, er uddannelseshjælpsmodtagere, fyldt 25 år og

har opbrugt deres ret til SU til videregående uddannelse, eller er dagpengemodtagere, fyldt 25 år og har været ledige så længe,

at de har ret og pligt til deres efterfølgende tilbud.

134

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

Figur 5.17 Kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere i ordinære uddannelsestilbud

2.500

2.000

1.500

1.000

500

sep

okt

nov

dec

jan

feb

mar

apr

maj

jun

jul

aug

Fuldtidsaktiverede

Kontanthjælp 2011-2012

Kontanthjælp 2012-2013

Kontanthjælp 2013-2014

Uddannelseshjælp 2013-2014

Kth + Udd.hjælp 2013-2014

Kilde: Jobindsats.dk

Økonomi/ressourcer

Når man skal se på de samlede udgifter til uddannelsesområdet, så bliver man på grund af

ovenstående også nødt til skelne mellem udgifter forbundet med aktiv indsats og udgifter

forbundet med aktivitet på uddannelsesinstitutioner som følge af for eksempel et uddan-

nelsespålæg.

Når borgere deltager i uddannelse som led i et LAB-tilbud er det jobcentret/kommunen, der

afholder (taxameter-) udgiften til selve uddannelsesforløbet, og kommunen bibeholder også

en udgift til den forsørgelse (for eksempel kontanthjælp), som den ledige modtager under

kurset/uddannelsen. Reglerne om at jobcentret betaler for uddannelsen, fremgår af Under-

visningsministeriets lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov

om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v. (betalingsloven).

Det vil sige, at det er kommunerne, som afholder udgifterne, der derfor bogføres på særskilte

konti i det kommunale budget- og regnskabssystem. Det er på den baggrund muligt at op-

gøre udgifterne hertil, jf. tabel 5.4.

Tabel 5.4 Målgruppeopdelt opgørelse af udgifterne til vejledning og opkvalificering 2013, mio. kr. (2015-pl)

Målgruppe/indsats

Kontanthjælpsmodtagere

- heraf arbejdsmarkedsparate

- heraf ikke-arbejdsmarkedsparate

Revalidender (inkl. forrevalidering)

Sygedagpengemodtagere

Ledighedsydelsesmodtagere

Ressourceforløbsydelsesmodtagere

Personer i fleksjob

I alt

Ordinær uddannelse

190

130

330

480

Øvrig vejledning

og opkvalificering

2.490

720

1.770

240

560

190

2.770

I alt

2.680

770

1.900

560

580

190

3.240

Som det fremgår, skelnes der mellem udgifter til ordinære uddannelsestilbud og ”øvrige vej-

lednings- og opkvalificeringstilbud”, jf. også afsnit 5.5.3. Førstnævnte omfatter ret entydigt

konkrete uddannelsesforløb, hvoraf hovedparten rekvireres og købes på Undervisningsmini-

steriets institutioner, først og fremmest AMU-skolerne, der udbyder en lang række relevante

forløb og uddannelse. Udgifterne, til øvrig vejledning og opkvalificering, omfatter også i et

vist omfang uddannelsesforløb men i højere grad mere uformelle uddannelser som jobsøg-

135

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

ningskurser og forskellige særligt tilrettelagte forløb. Der kan derfor ikke umiddelbart opgø-

res et samlet tal for, hvor mange penge jobcentrene bruger på LAB-tilbud om uddannelse

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. På Undervisningsministeriets område er den

samlede udgiftsramme til betaling for undervisning for gymnasiale uddannelser, erhvervs-

skoler og uddannelse for voksne cirka 23 mia.kr., jf. figur 5.18. Udgiften på cirka 3,6 mia. kr., til

folkeoplysning samt voksenuddannelse indeholder blandt andet udgifter på cirka 700 mio.

kr. til AMU-kurser.

Figur 5.18 Udvalgte udgifter til uddannelse på Undervisningsministeriets område

14.000,00

12.000,00

10.000,00

8.000,00

6.000,00

4.000,00

2.000,00

0,00

Erhvervsrettede

ungdomsuddannelser

Gymnasiale

uddannelser

Folkeoplysning samt

voksen-, efter- og vid-

I forbindelse med kontanthjælpsreformen blev der afsat midler til meraktivitet som følge af,

at uddannelsespålægget blev udvidet til også at omfatte personer mellem 25 og 30 år. Det

fremgår af finansloven for 2014, at det skønnede merforbrug ville være cirka 67 mio.kr. i 2014

og 318 mio.kr. i 2017 og frem ved fuld indfasning.

▶

Uddannelses-

institutioner

har ikke særlige

incitamenter for

at ikke-arbejds-

markedsparate

gennemfører

Barrierer for samspillet mellem uddannelses og beskæftigelsesområdet

Uddannelsesområdet er primært taxameterstyret, hvilket betyder at uddannelsesinstituti-

onerne modtager en bestemt takst når en person, hvad enten det er en ledig eller ikke-ledig,

har startet, gennemført eller er i gang med en bestemt uddannelse. Incitamenterne for at få

uddannelsesinstitutionerne til at sørge for, at en ikke-arbejdsmarkedsparat gennemfører en

uddannelse, er dog det samme som for alle andre, hvis de er på SU/elevløn, altså ordinært

optaget, også selvom det er som følge af uddannelsespålæg. Samtidig er der heller ikke i

finansieringsmodellen indlagt direkte incitamenter for kommunerne til at sikre fastholdel-

se og sikre, at borgeren rent faktisk er parat til at påbegynde og gennemføre en uddannelse,

hvilket for eksempel kunne være gennem skrive- og regnekurser, forsøg med ”Brobygning

til uddannelse”, m.v. Der er i modellen kun indlagt et incitament til, at for eksempel en kon-

tanthjælpsmodtager overgår til et ordinært uddannelsesforløb, da kommunen dermed ikke

skal betale for forsørgelsen, da personen modtager SU. Og kommunen skal heller ikke betale

for aktiviteten på uddannelsesinstitutionen, da der ikke er tale om deltagelse via et LAB-til-

bud.

Med den nye erhvervsskolereform stilles der endnu større krav til optagelse på erhvervsud-

dannelserne, hvilket stiller større krav til kommunerne i forhold til at sikre, at personerne

rent faktisk kan optages på erhvervsskolerne på lige fod med alle andre, jf. boks 5.13. Der er i

reformen dels afsat midler til, at elever der ikke opfylder adgangskravene kan deltage i opkva-

lificerende undervisning på for eksempel VUC, dels er der mulighed for, at elever kan deltage

i en optagelsesprøve med henblik på eventuel efterfølgende optagelse.

136

Kapitel 5

▶

Tværfaglig indsats

▼

Boks 5.13 Erhvervsuddannelsesreformen

Erhvervsuddannelsesreformen, der træder i kraft til august 2015, indebærer blandt andet at:

• der indføres adgangskrav for optag til erhvervsuddannelserne på mindst karakteren 02 i gen-

nemsnit i henholdsvis. dansk og matematik i de afsluttende prøver i 9. eller 10. klasse.

• der indføres stopprøver mellem grundforløb og hovedforløb i form af overgangskrav og grund-

forløbsprøver.

• alle (unge og voksne) maksimalt har tre forsøg til at gennemføre en erhvervsuddannelse, med-

mindre de har en uddannelsesaftale med en virksomhed, før uddannelsen påbegyndes.

• uddannelsesgarantien styrkes ved, at elever som gennemfører grundforløbets 2. del i en uddan-

nelse, som udbydes med skolepraktik, har sikkerhed for at kunne gennemføre hele uddannel-

sen, hvis eleven er egnet, opfylder kravene og er praktikpladssøgende.

Elever, der i forvejen har gennemført en ungdomsuddannelse samt elever, der har indgået en

uddannelsesaftale med en virksomhed er undtaget fra det nye adgangskrav til erhvervsuddannel-

serne. Loftet på tre forsøg gælder fremadrettet, og grundforløb, der er påbegyndt før 1. august 2015

vil således ikke tælle med i opgørelsen over påbegyndte grundforløb.

Reformen indebærer imidlertid samtidig, at der oprettes en ny kombineret ungdomsuddan-

nelse med første optag til august 2015, som personer, der får et uddannelsespålæg, kan op-

tages på, hvis de kan visiteres hertil. Erhvervsuddannelsesreformen ændrer ikke ved en række

af de øvrige opkvalificerings- og uddannelsestilbud, som personer med et uddannelsespå-

læg kan deltage i, herunder for eksempel forberedende voksenundervisning (fvu), almen vok-

senuddannelse (avu), hf-enkeltfag, erhvervsgrunduddannelse (egu) m.v.

5.8 Opsummering og udfordringer

Den tværfaglige beskæftigelsesindsats benytter sig som udgangspunkt af en række forskel-

lige indsatser og redskaber på tværs af forvaltninger og sektorer med henblik på at sikre

borgeren en individuel og helhedsorienteret indsats.

Den tværfaglige indsats har været et omdrejningspunkt i de seneste reformer på beskæfti-

gelsesområdet, som har bidraget til at opsætte nogle formelle rammer, der giver mulighed

for at igangsætte en tværfaglig indsats overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Det er ekspertgruppens vurdering, at tiltag som ressourceforløb og rehabiliteringsteams har

bidraget til at sætte tværfaglighed på dagsorden i kommunerne, samt at der i praksis inden-

for disse rammer bliver igangsat indsatser på tværs af beskæftigelses-, social- og sundheds-

området. De tværfaglige indsatser tegner ligeledes et billede af, at nogle borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet har sammensatte og komplekse problemer udover ledighed, som udgør

et oplagt grundlag for en tværfaglig tilgang.

Der er dog fortsat betydelig kommunal variation med hensyn til, i hvilket omfang kommu-

nerne udnytter de opsatte rammer til at iværksætte en tværfaglig beskæftigelsesrettet ind-

sats. Ligeledes har de tværfaglige rammer tydeliggjort en række barrierer mellem de enkelte

kommunale forvaltninger og mellem forskellige dele af den offentlige sektor som helhed.

Barriererne relaterer sig dels til mulighederne for at dele viden og informationer på tværs,

dels til på denne baggrund at koordinere borgerens indsats på tværs af de forskellige om-

råder. Barriererne betyder også, at det er vanskeligt for borgeren at overskue de igangsatte

initiativer samt overgange fra ét system til et nyt.

Det er ekspertgruppens opfattelse, at der fortsat er begrænset viden omkring effekterne af

en tværfaglig indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. I forlængelse heraf er det

vanskeligt, på grundlag af den eksisterende viden om kommunernes brug af den tværfaglige

indsats, at konkludere på kvaliteten af indholdet og udviklingen heri.

137

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

For kommunerne kan den tværfaglige indsats være omfattende og omkostningsfuld, da de

skal sammensætte en indsats med redskaber fra flere forskellige forvaltninger og sektorer

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Derfor skal den tværfaglige indsats underbygges

af lovgivning og incitamenter, der sikrer, at kommunerne har fuldt udsyn over og kan opnå de

langsigtede gevinster ved at få borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i varig beskæftigelse

eller uddannelse.

Afslutningsvis er det ekspertgruppens vurdering, at borgeren i højere grad skal inddrages i

beskæftigelsesindsatsen. Når borgeren involveres, kan indsatsen i højere grad tilrettelægges

på borgerens præmisser og med borgeren som aktiv medspiller. Hermed får den pågælden-

de mulighed for at tage ejerskab over sin situation og indsats og derigennem lette vejen til

beskæftigelse eller uddannelse.

Ekspertgruppen har på baggrund af analysen opstillet følgende udfordringer:

•

Hvordan opstilles de bedste lovgivningsmæssige rammer for, at den tværfaglige indsats

i kommunerne styrkes og afbureaukratiseres?

Hvordan kan man styrke og forenkle de økonomiske incitamenter, således at kommuner-

ne igangsætter en helhedsorienteret indsats, der tager udgangspunkt i borgerens udfor-

dringer og ressourcer?

Hvordan sikres et bedre og nemmere samarbejde mellem de enkelte kommunale forvalt-

ninger og mellem forskellige dele af den offentlige sektor som helhed, hvor barrierer for

vidensdeling nedbrydes?

Hvordan øges koordinationen af de ofte mange forskellige indsatser for borgere i ud-

kanten af arbejdsmarkedet således, at indsatserne kan blive indbyrdes forstærkende, og

borgeren kan overskue indsatsen?

Hvordan skabes mere viden om effekterne og indholdet af den tværfaglige indsats for

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet?

Hvordan kan man understøtte investeringstankegangen i kommunerne, således at en

tværfaglig indsats overfor borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i højere grad ses som

en langsigtet investering, som betaler sig på længere sigt, når borgeren kommer i be-

skæftigelse?

Hvordan kan man i højere grad inddrage og øge borgerens ejerskab til beskæftigelses-

indsatsen?

•

138

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

Kapitel 6. Fokus på resultater i

kommunerne

6.1 Indledning

Ifølge kommissoriet skal ekspertgruppen gennemføre udredningen med øje for, at beskæf-

tigelsessystemet skal være meningsfyldt og omkostningseffektivt, så ressourcerne i højere

grad bruges på redskaber, der hjælper den enkelte i job. I relation hertil ser dette kapitel på,

hvordan beskæftigelsesindsatsen indrettes med henblik på at skabe fokus på resultater for

gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

I de senere år er der kommet fokus på resultatbaseret styring i beskæftigelsesindsatsen, hvor

flere kommuner og de tidligere beskæftigelsesregioner i fælleskab har arbejdet med styring

efter resultater. Overordnet set handler resultatbaseret styring om at følge devisen ”Sæt mål

og styr efter dem”. Tendensen med mere resultatfokus kan blandt andet ses af den såkaldte

tillidsreform, der blev lanceret af regeringen i samarbejde med arbejdsmarkedets parter i

2013. Heri indgår følgende princip for modernisering:

”Styring i den offentlige sektor skal foku-

sere på mål og resultater”.

I ekspertgruppens første rapport om de arbejdsmarkedsparate ledige anbefales det at gen-

nemføre en refusionsomlægning, der skal sikre et større resultatfokus i kommunerne gen-

nem styrkede økonomiske incitamenter. Dette kapitel vil handle om 1) indretningen af den

overordnede resultatstyring og 2) hvordan man i styringskæden ned til den enkelte jobcen-

termedarbejder og videre ud i den aktive indsats kan få viden og økonomiske incitamenter til

at virke til gavn for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Kapitlet fokuserer især på, hvordan vidensarbejde og arbejdet med resultater i de enkelte

jobcentre kan understøttes. Dette skal ses i relation til andre af rapportens fokusområder,

da for eksempel en investeringstankegang og et stærkere fokus på resultater kan medvir-

ke til en nedbrydelse af silo-tankegang i den tværgående indsats og sætte fokus på, at der

investeres i den type af indsats, som kan bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller

uddannelse.

For nogle borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan der være lang vej til gode resultater i

form af beskæftigelse eller uddannelse, og det kan derfor være vanskeligt kun at styre efter

dette. Resultatbaseret styring for denne gruppe af borgere er således nødt til at tage værktø-

jer i brug, der kan supplere styringen frem mod det endelige mål om ordinær beskæftigelse

eller uddannelse.

6.2 Resultatstyring og sammenhæng til beskæftigelsessystemet

Resultatstyring beskrives ofte med udgangspunkt i en ramme, der skelner imellem input,

output og resultater, jf. figur 6.1.

Regeringen, Akademikerne, Danske Regioner, FTF, KL & OAO (2013)

Se for eksempel Europa-Kommissionen (2012)

139

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 6.1. Rammeværk for resultatstyring

Input

•

Personale

Kompetencer

IT-støtte

Viden

•

Output

Samtaler

Sanktioner

Aktive tilbud

Virksomhedskontakter

Resultater

•

Beskæftigelse

•

Uddannelse

På beskæftigelsesområdet repræsenterer personale, kompetencer, IT-støtte og viden eksem-

pler på input. Det input omsættes til output, der for eksempel kan bestå af gennemførte

samtaler, udførte sanktioner, igangsættelse af aktive tilbud og lignende. Endeligt er det må-

let, at output skal munde ud i et resultat - beskæftigelse eller uddannelse. Gode såvel som

dårlige resultater genererer en viden, der giver anledning til at justere indsatsen herefter. For

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan der være lang vej fra output til resultater, idet

disse borgere typisk vil skulle opleve fremgang på en række områder for at kunne komme i

beskæftigelse eller uddannelse.

▶

Styring kan ske

efter input, output

eller resultater

Styring af indsatsen – både på nationalt og lokalt niveau – kan principielt rette sig imod

enten input, output eller resultater. Kommunalbestyrelsens allokering af budgetramme til

jobcentret er et eksempel på input-styring, mens regler om minimumskrav til samtaler og

aktivering er et eksempel på output-styring. Fastlæggelsen af ministermål om øget afgang

fra offentlig forsørgelse eller refusionssystemets generelle belønning af kommuner, der flyt-

ter borgere fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse er eksempler på styring, hvor der foku-

seres på resultaterne af indsatsen.

Der kan endvidere skelnes mellem fire væsentlige styringsredskaber i beskæftigelsesindsat-

sen:

•

Regelstyring,

dvs. fastlæggelse af bestemte måder at organisere og udføre beskæftigel-

sesindsatsen.

Incitamentsstyring,

dvs. fastlæggelse af økonomiske incitamenter, som har indvirkning

på organisering og udførelse af beskæftigelsesindsatsen (primært refusions- og tilskuds-

systemet).

Styring gennem formidling af viden,

dvs. tilvejebringelse og spredning af viden, som har

indvirkning på organisering og udførelse af beskæftigelsesindsatsen (for eksempel ben-

chmarking og fælles datagrundlag).

Styring gennem dialog og forhandling,

dvs. tilvejebringelse af fælles mål for beskæftigel-

sesindsatsen (for eksempel de tidligere beskæftigelsesregionernes dialog med jobcen-

trene om resultater, ministermål, økonomiaftaler mellem KL og regeringen m.v.).

▶…

inden for fire

styringsredskaber

•

Regelstyring vejer tungest, idet love og regler nødvendigvis skal overholdes. Andre styrings-

redskaber end de oplistede som for eksempel værdibaseret styring er udeladt.

I tabel 6.1 er rammeværket og styringsredskaberne sat overfor hinanden i en matrice, som

kan anvendes til at kategorisere de fleste elementer af overordnet og underordnet styring af

beskæftigelsesindsatsen. Med overordnet niveau menes forhold mellem stat og kommune,

mens det underordnede niveau henviser til forhold mellem kommune/jobcenterledelse og

medarbejdere. Styringselementerne på det overordnede niveau er gældende for alle kom-

muner, mens elementerne på det underordnede niveau i overvejende grad er eksempler. I

matricen er elementer i den nuværende styring af beskæftigelsesindsatsen indsat.

140

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

Tabel 6.1 Kategorisering af styringselementer i beskæftigelsesindsatsen

Type af styring

Regelstyring

Overordnet niveau

Input

Output

- Styringslovens krav til

- Lovkrav til antal samta-

organisering af jobcentre ler, rettidighed, aktivering

og til etablering af reha- m.v.

biliteringsteam

- Øremærkede pulje-

- Refusion ved aktivering/

bevillinger og tilskud

bestemte typer af tilbud

til bestemte indsatser,

konto 5/6

- Profilafklaringsværk-

- Jobindsats.dk

tøjer

-”Min side”

Resultater

Incitamentsstyring

- Forsørgelsesrefusion

Styring gennem

formidling af viden

- Jobindsats.dk

- Jobeffekter.dk

Styring gennem

dialog og forhan-

dling

- Ministermål

- Effektivindsats.dk

- Ministermål

- Økonomiaftaler mellem - Ministermål

- Økonomiaftaler mellem

KL og regeringen

- Økonomiaftaler mellem KL og regeringen

KL og regeringen

Underordnet niveau

Input

Output

- Jobcentrets beskæfti-

- Krav til antal samtaler

gelsesplan

- Allokering af bevil-

ling/budgetrammer til

jobcentrene

- Medarbejderuddan-

nelse

- Aftaler mellem med-

arbejder og chef om

arbejdsopgaver

Type af styring

Regelstyring

Incitamentsstyring

Resultater

Krav til antal afgange fra

ledighed

- Give jobcentret adgang

til andel af den øko-

nomiske ”gevinst” ved

nedbringelse af ledighed

Styring gennem

formidling af viden

Styring gennem

dialog og forhan-

dling

- Produktivitetsopfølg-

ning af antal sager

- Produktivitetsopfølg-

ning af succesfulde sager

Oplistningen foregiver ikke at være udtømmende, og fraværet af eksempler i nogle af matri-

cens felter er således ikke nødvendigvis udtryk for, at den pågældende styring ikke indgår i

det relevante styringsredskab på det angivne niveau.

De resterende afsnit i kapitlet fokuserer på den nuværende styring efter resultater i beskæf-

tigelsessystemet. For en behandling af regel- og processtyring vedrørende input og output

henvises der til kapitel 5.

▶

Resultatstyring

kan medføre ud-

fordringer

Udfordringer ved resultatstyring i beskæftigelsessystemet

Der er en række udfordringer forbundet med resultatstyring i beskæftigelsessystemet, her-

under risiko for at nedprioritere personer med dårlige beskæftigelsesudsigter (creaming), jf.

boks 6.1 (Europa-Kommissionen, 2012). Da det er væsentligt, at de enkelte kommuner også

har fokus på at skabe resultater for borgere med komplekse problemer, er det vigtigt, at sty-

ring efter resultater ikke medfører creaming. Det er tilmed væsentligt, at resultatstyring ikke

fører til, at medarbejdere i jobcentre i lavt omfang søger at skabe resultater for hinanden og

på tværs af kommunens forvaltninger.

141

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 6.1 Udfordringer ved resultatstyring

•

Styring efter resultater kan føre til ”creaming”. Dette problem opstår, når personer med gode

beskæftigelsesmuligheder får større prioritet end personer, der kræver meget hjælp.

Med henblik på opfyldelse af resultater er der risiko for at arbejde for kortsigtet.

Komplekse sager kræver tværfagligt samarbejde og koordinering, og det er derfor ikke altid

entydigt, hvilken indsats, der hjælper den ledige i beskæftigelse eller uddannelse.

Forskellige kommuner og jobkonsulenter kan have borgere med forskellige udsigter til opfyldel-

se af mål.

▶

… men kan

styrke ledelsen af

organisationer

Det er dog en udbredt opfattelse, at resultatstyring kan bidrage positivt til ledelsen af or-

ganisationer, idet redskabet blandt andet tydeliggør ansvar og yder støtte til opfyldelse af

ledelsesmål for eksempel gennem brug af incitamenter og eventuelle sanktioner (Europa-

kommissionen, 2012). For at høste potentielle gevinster forbundet med resultatstyring er det

derfor vigtigt at indrette et beskæftigelsessystem, der hele vejen fra det overordnede niveau

til jobcentermedarbejderen giver incitamenter til at opnå gode resultater.

6.3 Resultatstyring fra det overordnede niveau til jobcenterniveau

6.3.1 Resultatstyring i beskæftigelsessystemet mellem stat og kommune

Staten har blandt andet mulighed for at styre kommunerne i retningen af resultatfokus

gennem kommuneaftaler og økonomiske incitamenter, jf. ovenstående Tabel 6.1, hvor det

primære redskab i det nuværende system er økonomiske incitamenter via refusionssyste-

met.

Refusionssystem som styringsredskab

Kommunernes økonomi på beskæftigelsesområdet omfatter en række økonomiske relatio-

ner til staten. Disse relationer er etableret ved, at staten yder refusion eller tilskud til kom-

munernes udgifter, jf. boks 6.2.

▼

Boks 6.2 Det danske refusionssystem

I Danmark har vi et enstrenget kommunalt beskæftigelsessystem, der blandt andet betyder, at

kommunerne som udgangspunkt afholder de offentlige forsørgelsesudgifter og driftsudgifter (til

aktiveringsindsats), som kommunerne dog delvist får refunderet via den direkte statslige refusion.

Refusionsprocenten er mindre end 100 pct., og det medfører, at kommunerne har et økonomisk

incitament til at hjælpe ledige i beskæftigelse. I dag afhænger ydelsesrefusionen til kommunerne

af typen af ydelsen, og har i nogle tilfælde en aftagende profil, der falder i takt med varigheden af

forsørgelsen.

Kilde: Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats (2014)

▶

Faldende refu-

sion vil skærpe

overordnet resul-

tatstyring

I ekspertgruppens anbefalinger til en ny arbejdsmarkedsindsats for dagpengemodtagere

indgår en anbefaling til en refusionsomlægning. Det anbefales, at den kommunale refusion

ændres til en ny og mere enkel model, der indebærer at refusionen er ens på tværs af ydel-

ser og generelt falder med varigheden på forsørgelsen.

Den faldende refusion og generelt

lavere refusionsprocent vil styrke styring efter resultater på det overordnede niveau, og det

vil ikke være muligt at spekulere i placering af borgere på forskellige ydelseskategorier med

henblik på at opnå høj refusion.

▶

Økonomiske

incitamenter bør

understøttes af

andre styringsele-

menter

Resultatunderstøttende redskaber på det overordnede niveau

Den kommende omlægning af forsørgelsesrefusionen styrker således incitamentsstyring på

det overordnede niveau. Omlægningen mod forstærkede incitamenter kan understøttes af

tiltag under andre styringsredskaber. Staten kan for eksempel understøtte incitamentsstruk-

turer ved at stille en række frivillige værktøjer til rådighed, der hjælper den enkelte kommune.

Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsat (2014). For en mere detaljeret gennemgang af det

danske refusionssystem henvises der til kapitel 5.

142

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

Dette inkluderer både vidensværktøjer, som kan bruges til at udvælge de mest virksomme

indsatser, og værktøjer til at benchmarke sig på tværs af kommuner, jf. eksempler i boks 6.3.

▼

Boks 6.3 Resultatunderstøttende redskaber på det overordnede niveau

Jobindsats.dk

Via jobindsats.dk har kommunerne adgang til statistik om personer i den erhvervsaktive alder, der

modtager offentlige ydelser og som er uden arbejde i kortere eller længere tid. For alle ydelser er det

muligt at få en række informationer, herunder antallet af modtagere på forskellige ydelser.

Jobindsats.dk bidrager til at understøtte opgaveløsning i kommunerne ved at:

• sikre gennemsigtighed i forhold til jobcentrenes resultater.

• skabe et fælles grundlag for drøftelse af indsats og resultater.

• give mulighed for at benchmarke på tværs af kommuner og regioner via klynger, hvor kommu-

nerne herved kan sammenligne deres egne resultater med andre sammenlignelige kommuner.

• give adgang til udvalgte nøgletal.

Effektivindsats.dk

Effektivindsats.dk er et budgetsimuleringsværktøj, der udbydes af Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekruttering, og tilbyder kommunerne et struktureret beslutningsgrundlag i forhold til budgetlæg-

ningen. Sigtet er at bidrage til, at den aktive indsats prioriteres i den lokale budgetproces.

Jobeffekter.dk

På jobeffekter.dk fås et samlet overblik over effekter af den aktive beskæftigelsesindsats, der er

fremlagt i forskningsmæssig sammenhæng, og der gives mulighed for at se resuméer af de enkelte

forskningsbaserede studier vedrørende arbejdsmarkedsparate ledige. Herved kan kommunerne få

adgang til viden om den gennemsnitlige beskæftigelseseffekt af forskellige indsatser til arbejds-

markedsparate ledige.

▶

Mangel på viden

om borgere i ud-

kanten af arbejds-

markedet

Af boks 6.3 fremgår det, at vidensbanken ”jobeffekter.dk” kun giver adgang til viden omkring

indsatser for arbejdsmarkedsparate ledige. En systematisk samling af viden om virksomme

indsatser for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet synes dog at være ligeså anvendelig,

men dette stilles ikke på nuværende tidspunkt til rådighed for kommunerne gennem jo-

beffekter.dk. Det skyldes, at der endnu ikke er tilstrækkeligt med studier i databasen for dis-

se grupper. Den samlede vidensmængde for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er ikke

mindre end for de arbejdsmarkedsparate, men på grund af gruppens mange undergrupper

er der generelt behov for mere viden for at dække alle områder.

Den vedtagne omlægning af forsørgelsesrefusionen medfører, at betydningen af at foretage

de rigtige investeringer for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet øges. Da investeringsho-

risonten for disse borgere ofte er lang og da gevinsten kan tilfalde andre forvaltninger end

dem, der foretager investeringer, kan det være et problem for kommunerne at overskue disse

investeringer, jf. kapitel 5. Staten stiller dog ikke et investeringsværktøj til rådighed, der kan

øge langsigtet resultatfokus og fremme en tværfaglig indsats.

▶

Investeringer

kan være uover-

skuelige

Aftalesystemet som resultatsstyringsværktøj

Som supplement til resultatstyring baseret på økonomiske incitamenter og udbredelse af

viden, er der mulighed for, at man gennem de årlige aftaler mellem kommunerne og staten

om kommunernes økonomi udarbejder fælles mål for beskæftigelsesindsatsen, jf. tabel 6.1.

Sådanne mål er i sagens natur aftalebaserede, men de kan fungere som et redskab til at

fastsætte nogle fælles mål, som kommunerne efterfølgende vil blive målt på. Aftalesystemet

har den fordel, at det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvorfor der vil være mulighed

for at tilpasse redskabet årligt, eller helt gå væk fra brugen af redskabet ret omkostningsfrit.

6.3.2 Resultatstyring mellem kommune/jobcenter og jobcenter-

medarbejder

Det er jobcenterledelsen, der har ansvaret for, at indsatsen for borgere i udkanten af arbejds-

markedet, såvel som arbejdsmarkedsparate ledige, er effektfuld og ressourceeffektiv i for-

hold til den vedtagne lokale beskæftigelsespolitik.

143

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▶

Resultatstyring

i jobcentre kræ-

ver de fornødne

redskaber

Resultatbaseret styring på det underordnede niveau kræver jobcenterledelsens fokus og

klarhed om, hvilke resultater man styrer efter såvel som en optimal indretning af de fire loka-

le styringsredskaber. Jobcenterledelsens ansvar kan understøttes gennem styringsværktøjer.

Der eksisterer imidlertid ikke noget nationalt udviklet styringsværktøj, der kan måle resulta-

ter på decentralt niveau og understøtte jobcenterledelsen i deres arbejde.

Der findes ikke noget samlet overblik over, hvor mange kommuner/jobcentre, der har er-

faringer med at operationalisere de kommunalt fastsatte beskæftigelsespolitiske mål og

omsætte dem til resultatbaseret styring, hvor man opgør og følger op på medarbejderes

resultater. Quartz+Co & BDO (2014) har dog undersøgt, i hvor stort omfang jobcentrene op-

gør medarbejdernes produktivitet. Det er muligt, at de adspurgte personer har opfattet pro-

duktivitet som andel borgere, der hjælpes i beskæftigelse (resultater), men det kan ligeså vel

være blevet opfattet som eksempelvis antal gennemførte samtaler (output). Opgørelsen er

således ikke udelukkende udtryk for opgørelse af resultater, men den kan give en indikation

af omfanget.

▶

Produktivitet

opgøres ikke i

stort omfang i

jobcentre

Tabel 6.2 viser opgørelsen af medarbejdernes produktivitet ifølge undersøgelsen. Det ses,

at knap 22 pct. af jobcentrene opgør produktiviteten mindre end en gang om året. Disse

jobcentre kan nødvendigvis ikke gøre brug af systematisk resultatstyring på baggrund af

medarbejderes (resultat)produktivitet. Modsat ses det, at godt 45 pct. opgør produktivite-

ten mindst en gang om måneden. Der er således stor variation i opfølgning af produktivitet

mellem kommunerne.

Det er væsentligt, at produktivitetsmåling ikke baserer sig på output, som for eksempel antal

sager, idet outputmål ikke viser noget om kvaliteten af sagsbehandlingen, eller om sagsbe-

handlingen fører til beskæftigelse.

Tabel 6.2 Opgørelse af medarbejderes produktivitet i jobcentrene

Mindre end 1 gang om året

1-2 gange om året

Hvert kvartal

Hver anden måned

Mindst 1 gang om måneden

Ikke svaret

Frekvens

Procent

21,7

12,5

10,2

6,8

45,5

3,4

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af data fra Quartz+Co & BDO (2014)

▶

Differentieret

mål for de enkelte

målgrupper kan

være en fordel

I boks 6.4 er et eksempel på, hvordan resultatstyring mellem kommune og den enkelte med-

arbejder kan udmøntes i praksis. Eksemplet viser blandt andet, hvordan man kan arbejde

med differentierede mål for de enkelte målgrupper. Dette kan være en fordel, da man således

håndterer, at forskellige medarbejdere i jobcentre arbejder med forskellige borgere.

▼

Boks 6.4 Resultatstyring på individniveau

Case: Resultatopfølgning på individniveau

I et jobcenter har man implementeret produktivitetsopfølgning på individniveau, hvor jobcenteret

følger op på den enkelte medarbejders produktion, udover de sædvanlige opfølgninger på rettidig-

hed og forlængelsessager.

Medarbejderne i jobcentret skal forholde sig til, hvor mange borgere de forventer at kunne få ud af

ledighed og i ordinær beskæftigelse eller uddannelse. Mål og niveauer er differentierede for de en-

kelte målgrupper, så en sygedagpengemedarbejder ikke har samme mål som en a-dagpenge-med-

arbejder, ligesom der internt i for eksempel sygedagpengeteamet er forskellige mål afhængig af

medarbejderprofil og kompetencer.

Arbejdet med løbende opfølgninger på disse mål har betydet, at jobcenteret har opnået en forbed-

ret målopfyldelse og en ressourcebesparelse.

Kilde: Quartz+Co & BDO (2014)

144

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

▶

Profilafklaring

kan være afsæt

for arbejdet med

borgerne

Profilafklaringsværktøj til jobcentermedarbejdere

For at understøtte jobcentermedarbejdernes arbejde med uddannelseshjælpsmodtagere

bliver der med kontanthjælpsreformen stillet et profilafklaringsredskab til rådighed til kom-

munerne (se mere i boks 6.5). Et profilafklaringsværktøj er i sig selv ikke et resultatbaseret

styringsredskab, men mere et input-redskab. Det kan dog anvendes til at vurdere borgeres

muligheder for overgang til beskæftigelse eller uddannelse. Denne vurdering kan bruges til

fastsættelse af mål på underordnet niveau, der tager højde for forskelligheden i de sager, der

behandles.

En profilafklaring kan være afsæt for progressionsarbejde med borgere i udkanten af arbejds-

markedet, der efterfølgende kan bruges til at afgøre, om en borger er kommet nærmere et

job eller uddannelse i forhold til udgangspunktet. Profilafklaring kan endvidere have en rolle

at spille i forhold til at borgeren får en samlet, koordineret indsats på tværs af forvaltninger.

▼

Boks 6.5. Profilafklaringsværktøj

Som led i kontanthjælpsreformen er der udviklet et profilafklaringsværktøj, som kan understøtte

visitationen af borgere ved at give jobcentermedarbejderen en indikation af, hvilke unge, der er

åbenlyst uddannelsesparate. Formålet med profilafklaring er at målrette indsatsen, så ressourcerne

i kommunerne i højere grad kan anvendes til de unge, der har størst behov. Samtidig skal profilaf-

klaring bidrage til, at den unge allerede før første samtale gør sig tanker om sin vej mod uddannelse

og job og samtidig etablere et udgangspunkt for et fælles ”refleksionsgrundlag” mellem den unge

og jobcentermedarbejderen i visitationsforløbet.

Første version af profilafklaringsværktøjet til uddannelseshjælpsmodtagere blev lanceret den 1. maj

2014 og understøtter jobcentermedarbejderens vurdering af hvilke unge, der har størst sandsynlig-

hed for at påbegynde en uddannelse inden for et år. Siden er der igangsat et indledende arbejde i

forhold til at udvikle et tilsvarende værktøj til kontanthjælps- og dagpengemodtagere.

▶

Der findes ikke

evidens til at kun-

ne konkludere,

hvilken styring,

der er bedst

Internationale erfaringer med resultatstyring på det lokale niveau

Europa-Kommissionen (2012) fremhæver, at der i international sammenhæng ikke findes evi-

densgrundlag til at kunne konkludere, hvilken type resultatstyring, der understøtter bestem-

te resultater på beskæftigelsesområdet.

En af årsagerne er formentlig, at succesfuld implementering af resultatstyring på jobcenter-

niveau afhænger af, hvilken kultur værktøjet skaber og om værktøjet tager højde for utilsig-

tet negativ adfærd, jf. eksempel i boks 6.6.

▼

Boks 6.6 Uhensigtsmæssige incitamenter ved resultatstyring af jobcentermedarbejdere

Case fra Storbritannien: Uhensigtsmæssige incitamenter ved resultatstyring af

jobcentermedarbejdere

I perioden 2001-2005 anvendte man i Storbritannien et resultatstyringsværktøj (Job Entry Target),

der havde fokus på jobcentermedarbejdernes resultater. Jobcentermedarbejderne havde individuel-

le faste mål for, hvor mange personer de fik i job. De ledige, der var sværest at hjælpe i job, vægtede

mest i opfyldelse af mål. Jobcentermedarbejderne skulle desuden kunne vise brug af et tilbud, der

resulterede i beskæftigelse i hver sag.

I forbindelse med målopfyldelse blev der udarbejdet daglige lister, der viste hvor mange point

jobcentermedarbejderne opnåede. Styringsværktøjet virkede meget motiverende, men det viste sig

at medføre en række problemer, herunder manglende velvilje til at dele information om for eksem-

pel ledige stillinger, konkurrence om at arbejde med personer med gode beskæftigelsesmuligheder

samt unødig brug af tilbud til borgere. På grund af disse incitamentsproblemer blev værktøjet

afskaffet.

Kilde: Europa-Kommissionen (2012)

145

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

6.4 Kan resultatstyring anvendes for borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet?

▶

Progressionsmå-

ling kan supplere

resultatstyring

Et af de overordnede mål med beskæftigelsesindsatsen er at bringe offentligt forsørgede i

job eller uddannelse, men for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan det være proble-

matisk udelukkende at anvende dette mål som styringsmål, idet vejen til job eller uddannel-

se kan være lang, jf. kapitel 3.

6.4.1 Brug af progressionsmålingsværktøj og kvalitetssikring af indsat-

sen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Borgere og deres pårørende kan have brug for at vide, om indsatsen fører i retning af job og

uddannelse. Det kan give tryghed og styrke troen på, at det kan lykkes på trods af eventuel

modgang. Kommunerne har ligeledes brug for at vide, hvor borgerne er på deres vej mod job

og uddannelse.

Ved at kende til borgernes aktuelle styrker og barrierer, samt have blik for det langsigtede

mål om job og uddannelse, kan borger, pårørende og kommuner arbejde sammen om at give

den nødvendige indsats og støtte, som bringer borgeren videre. Progressionsmålinger kan i

den sammenhæng være en hjælp for både borger, pårørende og kommunerne. Progressions-

målinger viser borgernes aktuelle styrker og barrierer samt deres udvikling i retning mod job

og uddannelse.

Det overordnede formål med progressionsmålinger er at understøtte beskæftigelsesindsat-

sen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet ved at udvikle, dokumentere og stille må-

linger til rådighed, der kan bruges til at afgøre, om en borger er kommet nærmere et job

eller uddannelse. Værktøjet kan således give medarbejdere i jobcentre tidligere feedback i

langsigtet arbejde med borgere.

Grundlæggende handler progressionsmål om de dokumenterbare skridt, der er på vejen

til at bringe ydelsesmodtagere i job, og som kan påvirkes. For disse borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet kan problemerne ofte være sammensatte og have både fysisk, psykisk og

social karakter. Ud fra progressionskriterier kan medarbejderne i jobcentre vurdere forskelli-

ge indsatsers effekter for disse borgere på den korte og mellemlange bane, hvilket kan give

anledning til at justere indsatsen. Progressionsmåling kan således også anskues som et

indsatsredskab, idet det kan optimere indsatsen for borgere. Værktøjet kan endvidere være

gavnlig i forhold til at samle indsatsen for borgeren, når der sker skift mellem forskellige

kommunale medarbejdere og forvaltninger.

Figur 6.2 viser forskellen mellem resultatstyring og progressionsmåling. I klassisk resultats-

tyring giver man en indsats, der forventes at føre til job eller uddannelse. Ved progressions-

målinger følger man borgere over længere tid og måler løbende på en række faktorer.

Figur 6.2 Progressionsmåling

▶

Progressionsmå-

ling kan belyse,

om borgere er på

rette vej

Resultatstyring:

Progressionsmåling:

Aktivitet

Progression

Job/uddannelse

Potentielle progressionsfaktorer kan indhentes inden for eksempel beskæftigelses, social- og

sundhedsområdet. Det kunne for eksempel være en løbende indsamling af viden om bor-

geres selvoplevede helbred, hvorved det fremgår, om borgere over tid oplever at få et bedre

helbred (progression). I tabel 6.3 er oplistet en række potentielle faktorer. Listen er ikke ud-

tømmende.

146

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

Tabel 6.3 Eksempler på potentielle progressionsfaktorer

Beskæftigelse

Jobparathed/motivation

Jobønsker

Faglige færdigheder

Samarbejdsevner

Evne til at overholde aftaler

Mestringsfærdigheder

Socialt

Bolig

Økonomi

Familie

Misbrug

Netværk

Sundhed

Fysisk helbred

Psykisk helbred

Søvn

Kost

Motion

Medicin

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Brugen af progression bør sigte efter, at der er:

•

Etableret et kausalt link mellem borgeres progression på udvalgte indikatorer og sand-

synligheden for at komme i job eller uddannelse på længere sigt.

Etableret et kausalt link mellem indsatser og progression.

Det er vigtigt, at punkt 1 foreligger inden punkt 2, da der ellers er risiko for at igangsætte

indsatser, der fører til progression, men ikke til job eller uddannelse på sigt.

I praksis vil gode progressionsfaktorer for borgeres vej mod job eller uddannelse være fakto-

rer, der blot har en statistisk positiv sammenhæng med job og uddannelse.

Ved anvendelse af et progressionsværktøj i jobcentrene genereres der viden, som kan op-

timere prioritering af indsatser. Den viden kan også medvirke til, at der løbende indsamles

data på aggregeret niveau om, hvilke progressioner, der har sammenhæng med beskæftigel-

se/uddannelse, og hvilke indsatser, der fører til progression.

▶

Der findes ikke

autoritative pro-

gressionsmålinger

i jobcentrene

6.4.2 Hvor langt er kommunerne med at arbejde efter progressionsmål?

I dag findes der ikke autoritative progressionsmålinger i jobcentrene. Nogle jobcentre har

selv udviklet progressionsmålinger, men disse målinger bygger ikke på egentlig dokumente-

ret viden om, at indikatorerne udgør skridt på vejen mod et job.

I sommeren 2013 gennemførte de tidligere beskæftigelsesregioner en uformel høring

i jobcentrene om deres erfaringer med progressionsmålinger. Cirka 20 kommuner havde er-

faring med udvikling og brug af egne progressionsmålinger med faktorer i tråd med tabel

6.3. To af disse kommuner er Københavns Kommune og Vejle Kommune, jf. boks 6.7.

147

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 6.7 Brug af progressionsmålinger i kommunerne

Case: Københavns Kommune

Københavns Kommune lancerede i 2013 KBHiJob.dk, som er et frivilligt selvbetjeningsværktøj, hvor

borgere forbereder sig hjemmefra ved at sætte ord på, hvilke job de kan bestride, og hvordan de

søger job. Til samtalen vurderer jobcentermedarbejderne borgerens input i forhold til hans eller

hendes udviklingsmål (progressionsmåling). I Københavns Kommune har man valgt fem udviklings-

mål, som samlet skal give et billede af de aktivitetsparate borgeres afstand til arbejdsmarkedet:

faglige færdigheder, arbejdsmarkedsperspektiv, personlige og sociale kompetencer, sociale forhold

og helbred. Borgeren kan på sin side se sin score på en skala fra 1-5 på de fem udviklingsmål ved

seneste samtale samt udviklingen over tid.

Case: Vejle Kommune

I Vejle Kommune anvender man ”resultatskabende samtaler”, der er et dialogværktøj, som anvendes

i mødet med borgere, der har en eller flere barrierer i forhold til job/uddannelse. En resultatskaben-

de samtale sætter fokus på de konkrete forhold, der udgør en barriere i forhold til borgerens mulig-

hed for hurtigst muligt at komme i job eller uddannelse. Det kan eksempelvis være samarbejdsev-

ne, kommunikation eller evne til at klare hverdagen. Beskæftigelsesrådgiveren vælger i samarbejde

med borgeren de indikatorer, der skal arbejdes med. Antallet vil variere afhængig af den enkelte

borgers situation. Redskabet giver mulighed for at synliggøre de små skridt på vejen mod arbejds-

markedet for den enkelte borger. Samtidig fungerer resultatskabende samtaler som et måleredskab

til at se, om indsatsen reelt har den tiltænkte effekt.

Kilde: Københavns Kommune og Vejle Kommune.

▶

Projekt klarlæg-

ger, hvad der brin-

ger ikke-arbejds-

markedsparate

tættere på job

6.4.3 Beskæftigelsesindikatorprojektet

Ti kommuner deltager i perioden 2011-2016 i et beskæftigelsesindikatorprojekt, hvor New

Insight/Deloitte m.fl. forsøger at etablere den beskrevne kausalitet mellem progression og

beskæftigelse samt indsats og progression og undersøger, hvilke forhold, der øger arbejds-

markedsparathed for kontanthjælpsmodtagere i den tidligere matchgruppe 2.

På baggrund af et forskningsbaseret litteratur-review er der udvalgt en række indikatorer

for arbejdsmarkedsparathed, der omhandler faglige kvalifikationer, sociale kompetencer,

personlige kompetencer, mestringsforventning, fysisk og psykisk helbred, helbredsmestring

samt jobsøgningsadfærd og kompetencer (New Insight m.fl. 2014a).

Cirka. 5.000 kontanthjælpsmodtagere i den tidligere matchgruppe 2 får målt deres progres-

sion på de udvalgte indikatorer for arbejdsmarkedsparathed. I projektperioden indsamles

data fra jobcentermedarbejder og borger hver tredje måned. Projektet følger de enkelte bor-

gere i tre år, eller indtil de kommer i job.

Målet er at klarlægge, om progression på indikatorer hænger sammen med øget jobsand-

synlighed. Derudover gennemføres en række casestudier for et antal borgere for at afdække

borgernes oplevelser, erfaringer og viden om, hvad der fremmer eller hindrer progression på

arbejdsmarkedsparathed og arbejdsmarkedstilknytning.

148

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

▼

Boks 6.8 Resultater fra beskæftigelsesindikatorprojektet

Foreløbige resultater fra beskæftigelsesindikatorprojektet viser, at følgende er forbundet med øget

jobsøgning:

• En idé om, hvilket arbejde man vil have (blandt mænd).

• Overskud i hverdagen til at fokusere på arbejde (primært blandt kvinder).

• Helbredsmestring og troen på at kunne klare et arbejde.

• Viden om, hvad der skal gøres for at forbedre jobchancerne (primært blandt kvinder).

• Hvis jobcentermedarbejderen vurderer, at borgeren handler målrettet i forhold til at komme i

job.

• Hvis jobcentermedarbejderen vurderer, at borgeren har gode chancer for at være i job inden for

et år.

• Større reservationsløn (svagt stigende).

Vedrørende sammenhænge mellem indikatorer og beskæftigelse viser foreløbige resultater, at:

• jobcentermedarbejderens vurdering af borgerens chance for at komme i job inden for et år har

en positiv sammenhæng med, at borgerne faktisk kommer i beskæftigelse. Lidt mindre sam-

menhængskraft har jobcentermedarbejderens vurdering af borgerens målrettethed i forhold til

at komme i job.

• borgerens evne til at opsøge og tage initiativ til dialog med andre har positiv sammenhæng

med at komme i beskæftigelse.

• forbedret helbred øger sandsynligheden for at være i job. Det kan være forklaret ved, at borgere,

der oplever forbedret helbred, søger mere efter job og derved har større chance for at finde job.

• Antallet af søgekanaler påvirker chancen for job.

• Borgere med reservationsløn på under 10.000 kr. om måneden har en statistisk signifikant

lavere chance for at være i beskæftigelse end andre borgere.

Kilde: New Insight m.fl. (2014b)

▶

Der kan være

udsigt til at kunne

styre efter delmål

med betydning for

beskæftigelse

Foreløbige resultater fra beskæftigelsesindikatorprojektet (se boks 6.8) viser, at et progressi-

onsværktøj kan give viden om vejen til beskæftigelse for borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet. Resultaterne viser for eksempel, at forbedret helbred hænger sammen med sandsyn-

ligheden for at være i beskæftigelse, ligesom et stigende antal af søgekanaler også hænger

sammen med sandsynligheden for at få job. Resultaterne indikerer dermed, at der er udsigt

til at kunne styre efter delmål med betydningen for beskæftigelse. Et sådant værktøj kan

dermed på sigt støtte jobcentrenes arbejde med at tilpasse indsatsen for den enkelte.

Progressionsmåling er ligeledes anvendt i andre projekter, jf. boks 6.9. Projekterne gør alle

brug af forskellige værktøjer, hvilket gør grundlaget for sammenligning svært. Med man-

ge forskellige værktøjer er der desuden risiko for, at der ikke indhentes erfaringer med det

samme værktøj fra et tilpas stort antal kommuner i etableringen af kausalsammenhænge.

Mange forskellige projekter kan dog anvendes som et bredere grundlag af input til, hvordan

et godt progressionsværktøj opbygges.

▼

Boks 6.9. Projekter med progressionsmålinger

•

På rette vej – i job

Brug for alle

Mentorforsøg

Virksomhedscentre generation 2

Empowermentprojekterne

Progressionsværktøj for udsatte

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

6.5 Investeringstankegang i kommuner - herunder Skandia-modellen

Når en indsats igangsættes i kommunerne er det muligt, at gevinsten af indsatsen som

nævnt først realiseres år efter igangsættelse, og muligvis tilfalder gevinsten ikke udelukken-

de den forvaltning, der bærer omkostningerne. Dette er især gældende for borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet, hvor der måske først efter nogle år med progression rent faktisk er

en afgang til beskæftigelse eller uddannelse.

149

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

I kapitel 5 peges der på, at understøttelse af en investeringstankegang er et godt grundlag

for en tværgående indsats. I Sverige anvender man en såkaldt ”skandia-model”, der gør det

muligt for svenske kommuner at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at igang-

sætte lokale indsatser (CEBR, 2015). På den måde har man et prioriteringsværktøj, der fordrer

en investeringstankegang på tværs. CEBR har udviklet en dansk udgave af modellen, der ud

fra registerdata baserer sig på en lang række af omkostninger (se boks 6.10).

▼

Boks 6.10 Den danske skandia-model

Skandia-modellen er en investeringskalkule, som understøtter kommunerne i at målrette indsatser

over for socialt udsatte med henblik på at skitsere potentielle samfundsøkonomiske besparelser.

Skandia-modellen er oprindeligt udviklet i Sverige, hvor modellen er blevet anvendt de seneste

snart otte år i kommunerne. I alt er 80 svenske kommuner uddannet i brugen af modellen.

Den danske version af modellen er udviklet af CEBR over det seneste år og er fortsat under udvik-

ling. Modellen baserer sig på registerdata og indeholder en lang række af gennemsnitlige omkost-

ninger i følgende grupperinger:

• Lønindkomst

• Skattebetaling

• Overførselsindkomst

• Omkostninger i sygehusvæsenet og ved lægebesøg

• Omkostninger relateret til kriminalitet

Disse omkostninger varierer afhængigt af, hvilken gruppe der undersøges. I modellen kan personer

tilhøre følgende målgrupper: stofmisbrugere, anbragte uden for hjemmet/forebyggende foranstalt-

ninger, psykisk syge, personer med livsstilssygdomme, langvarig offentlig forsørgede samt normal-

befolkning. Ud fra disse hovedgrupper, kan man konstruere sammensatte målgrupper, for eksempel

personer med psykiske lidelser på længerevarende offentlig forsørgelse.

Kilde: CEBR (2015)

Boks 6.11 indeholder et investeringseksempel foretaget på den danske skandia-model (CEBR,

2015). I eksemplet beregnes omkostninger og gevinster ved at igangsætte et tværgående

tilbud (IPS) for kommune, region og stat.

▼

Boks 6.11 Investeringseksempel – IPS (Individual Placement and Support)

Den primære målsætning for IPS er at støtte personer med psykiske lidelser til at få et arbejde.

Tanken er, at borgeren modtager støtte og behandling, imens borgeren er på en virksomhed - i

modsætning til at borgeren modtager behandling og støtte, inden personen deltager i virksom-

hedsrettede indsatser. IPS-tilbud kan således igangsættes, samtidig med at borgeren er under

behandling i det regionale psykiatriske system, idet indsatsen er en kombination af blandt andet et

virksomhedsrettet tilbud (jobformidler/mentor og tilbud på en virksomhed), psykiatrisk behandling

og eventuelt socialpsykiatriske tilbud (for eksempel støttekontaktperson).

Indsatsen, der i dette eksempel afholdes af kommunerne, koster 55.000 kr. per person per år og

varer i gennemsnit 18 måneder. Alle tal er baseret på det danske forsøg med IPS, som går under

navnet INKLUSION. I beregningerne er der taget højde for refusion. Indsatsen forventes at hjælpe

omkring 58 pct. af de ledige personer med psykiske lidelser tilbage på arbejdsmarkedet. Til sam-

menligning er det estimeret, at 23-24 pct. af de samme personer vil få en tilknytning til arbejds-

markedet, hvis de ikke modtager nogen form for hjælp. Der er usikkerhed omkring, hvor mange år

effekten varer ved, men i dette eksempel måles effekten i de efterfølgende fem år.

Kilde: CEBR (2015)

Ved at tage højde for en række omkostninger viser tabel 6.4 resultatet af et IPS-tilbud under

de antagelser, der ligger til grund for eksemplet. Det ses, at tilbuddet samlet set har tjent sig

hjem efter tre år, mens det for kommunen, som bærer omkostningerne, først giver et positivt

resultat efter fire år.

150

Kapitel 6

▶

Fokus på resultater i kommunerne

Tabel 6.4 Akkumuleret nettoresultat per person ved et IPS-tilbud

Kommune

Region

Stat

Netto

Kilde: CEBR (2015)

År 1

-55.000

År 2

-65.143

1.535

9.499

-54.109

År 3

-30.429

4.605

28.498

2.673

År 4

4.285

7.674

47.496

59.455

År 5

38.999

10.744

66.495

116.237

År 6

73.712

13.814

85.493

173.019

År 7

91.069

15.349

94.992

201.410

Ovenstående eksempel viser, hvordan beslutninger om at foretage investeringer i tværfaglig

indsats for en borger kan gøres overskuelige med et værktøj som Skandia-modellen. Det viser

ligeledes, hvordan omkostninger forbundet med investeringer bæres af nogle aktører, mens

gevinsten kan tilfalde andre. Dette kan overføres til det kommunale niveau, hvor omkostnin-

ger og gevinster vil fordele sig forskelligt mellem forvaltninger. Skandia-modellen kan dog

ikke på nuværende tidspunkt fordele udgifter mellem forvaltninger.

6.6 Opsummering og udfordringer

Den kommende omlægning af forsørgelsesrefusionen vil styrke kommunernes økonomiske

incitamenter til at få borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse eller uddannel-

se. Muligheden for at reagere på de styrkede incitamenter kræver tilstrækkelig viden og gode

redskaber. Der eksisterer dog ikke en systematisk samling af viden om virksomme indsatser

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Der findes endvidere ikke et vidensbaseret redskab, der synliggør potentialet i at foretage

investeringer i borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der ofte er forsørget over en årrække.

Gevinsten af investeringer vil i nogle tilfælde først realiseres år efter igangsættelse, og mu-

ligvis tilfalder gevinsten ikke udelukkende den forvaltning, der bærer omkostningerne. Disse

omstændigheder må ikke afholde kommunerne fra at igangsætte initiativer, der på lang sigt

er en gevinst for de enkelte borgere såvel som samfundet.

Der tegner sig et billede af, at der er stor variation i brugen resultatopfølgning på medarbej-

derniveau i kommunerne. Der findes eksempler på brug af resultatstyring i kommunerne,

men der findes ikke noget overblik over, hvor mange kommuner, der anvender muligheden

for at styrke og forbedre arbejdet med resultater for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan have lang vej til gode resultater i form af beskæf-

tigelse eller uddannelse. Et progressionsværktøj er et redskab til at håndtere dette. Nogle

kommuner har selv udviklet redskaber, der kan måle progression, og flere centralt igangsatte

projekter har indeholdt elementer af progressionsmåling. Erfaringer fra beskæftigelsesindi-

katorprojektet viser, at et progressionsværktøj kan støtte jobcentrenes arbejde med at tilpas-

se indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, men langt fra alle kommuner har et

progressionsværktøj til rådighed.

Ekspertgruppen har på baggrund af kapitlet opstillet følgende udfordringer:

•

Hvordan muliggøres det, at kommunerne kan igangsætte indsatser ud fra en evidensba-

seret viden om, hvad der virker?

Hvordan kan man tilskynde kommuner til at anvende metoder, der viser, hvordan investe-

ring i borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan give gode lønsomme resultater på lang

sigt og vise sig på andre forvaltningsområder end der, hvor investeringen igangsættes?

Hvordan sikres en systematisk og veludviklet tilgang til resultatstyring på medarbejder-

niveau i kommunerne, således at alle kommuner kan styre efter resultater på et solidt

grundlag?

Hvordan kan man få alle kommuner til at forbedre indsatsen for borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet gennem brug af progressionsmålinger på et fagligt fundament?

•

151

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

152

Kapitel 7

▶

Revalidering

Kapitel 7. Revalidering

7.1 Indledning

Ifølge kommissoriet skal ekspertgruppen gennemføre udredningen med fokus på relevant

opkvalificering, såfremt det er nødvendigt for, at den enkelte ledige står bedre rustet til at

opnå varig beskæftigelse. Formålet med dette kapitel er på denne baggrund at afdække re-

valideringsordningens nuværende plads i beskæftigelsessystemet.

Revalideringsordningen har eksisteret siden 1960 som et redskab i beskæftigelsesindsatsen

for personer med begrænsninger i arbejdsevnen. Siden 2003 er mulighederne for at give ud-

dannelse og andre aktive tilbud i beskæftigelsessystemet gradvist blevet forbedret samtidig

med, at der er indført bedre muligheder for økonomisk støtte i SU-systemet til enlige forsør-

gere og personer med handicap, der traditionelt har fyldt meget i revalideringsordningen.

Antallet af revalidender har da også tilsvarende i en længere periode været aftagende og er

siden 2004 faldet med cirka 60 pct.

Med ordningen følger en ydelse, der for de over 30-årige svarer til maksimale dagpenge, og

som dermed er højere end ydelser i for eksempel kontanthjælpssystemet eller på ressource-

forløb. For unge under 30 år svarer revalideringsydelsen som hovedregel til ydelsesniveauet

i kontanthjælpssystemet før kontanthjælpsreformen.

▶

Betydelig vari-

ation i kommu-

nernes brug af

revalidering

Den kommunale praksis varierer betydeligt på tværs af landets kommuner. Variationen

kan ikke forklares af forskelle i rammevilkår, og der er således noget der tyder på, at bopæls-

kommunens praksis og prioriteringer er med til at afgøre, hvorvidt der visiteres til revalide-

ring.

Nedenfor undersøges derfor forholdet mellem revalideringsordningen og de øvrige ordnin-

ger i det samlede beskæftigelsessystem i lyset af de seneste cirka ti års ændringer og refor-

mer på tilstødende ordninger, der har forbedret mulighederne for aktive tilbud og uddannel-

se uden for revalideringsordningen.

Til brug for analysen er der blevet gennemført en ekstern evaluering af revalideringsord-

ningen, hvis overordnede formål har været at beskrive og vurdere kommunernes brug af

ordningen samt, hvilken rolle revalideringsordningen spiller i den nuværende beskæftigel-

sesindsats.

7.2 Hvad er revalidering?

▶

Revalidering

forudsætter nedsat

arbejdsevne, og

at der ikke kan

opnås selvforsør-

gelse via andre

ordninger

Formålet med revalidering er at hjælpe personer, der har begrænsninger i arbejdsevnen, til

enten at komme ind på arbejdsmarkedet eller til at opnå fastholdelse på arbejdsmarkedet.

Begrænsningerne i arbejdsevnen kan have fysiske, psykiske og/eller sociale årsager. Ved vur-

deringen heraf anvendes rehabiliteringsplanens forberedende del.

Kommunen kan først give tilbud om revalidering, når kommunen har vurderet, at personen

ikke via andre tilbud eller ordninger kan hjælpes til at få tilknytning til arbejdsmarkedet, og

hvis der er en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsør-

gelse. Det betyder for eksempel, at kontanthjælpsmodtagere eller sygedagpengemodtagere,

der kan opnå selvforsørgelse ved at få tilbud på kontanthjælp eller sygedagpenge, ikke er

i målgruppen for revalidering. Det betyder også, at personer, der er i målgruppen for res-

sourceforløb, ikke er i målgruppe for revalidering, fordi de har så komplekse problemer, at

153

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

det kræver en længerevarende tværfaglig indsats at få dem nærmere målet om job eller

uddannelse.

Revalidering gives først og fremmest med henblik på beskæftigelse på normale vilkår og på

fuld tid. Hvis dette ikke er muligt, kan revalidering også gives med henblik på et fleksjob eller

et deltidsjob/job med løntilskud til en førtidspensionist.

Indsatsen under revalidering består typisk af uddannelsesforløb på en uddannelsesinstitu-

tion under redskabet vejledning og opkvalificering. Det kan dog også være et forløb på en

virksomhed (virksomhedsrevalidering) under redskaberne virksomhedspraktik eller ansæt-

telse med løntilskud. Der skal være fastlagt et konkret beskæftigelsesmål forud for revalide-

ringsforløbet.

Under revalidering får personen som hovedregel revalideringsydelse. For revalidender, der

er fyldt 30 år, svarer revalideringsydelsen til den højeste dagpengesats, mens den for perso-

ner under 30 år som hovedregel er lavere. Revalideringsydelse er uafhængig af ægtefællens

indkomst og formueforhold og af personens egne formueforhold. En kommune kan højst

planlægge en periode med revalideringsydelse i fem år, bortset fra i særlige tilfælde.

Ved virksomhedsrevalidering kan det besluttes, at der skal gives løn i stedet for revaliderings-

ydelse. Lønnen vil som hovedregel, som minimum, svare til den mindste overenskomstmæs-

sige løn på det aktuelle ansættelsesområde. Arbejdsgiveren får løntilskud, når der udbetales

løn under revalideringen.

Revalideringsreglerne giver desuden under visse forudsætninger mulighed for støtte til nød-

vendige merudgifter til bolig til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Tilli-

ge giver de under visse forudsætninger mulighed for tilskud eller rentefrit lån til etablering

af selvstændig virksomhed.

Forrevalidering er aktiviteter, som gennemføres, før beskæftigelsesmålet er afklaret, og som

har et afklarende sigte. Forrevalidering kan for eksempel iværksættes, hvis der er behov for

nærmere afklaring af personens muligheder, før indholdet af et revalideringsforløb kan be-

sluttes. En forrevalidering indebærer ikke automatisk, at der skal iværksættes yderligere re-

validering, og i praksis er det kun få forrevalideringer for personer på kontanthjælp, der leder

til et egentligt revalideringsforløb.

Under forrevalidering udgør den økonomiske hjælp per-

sonens hidtidige ydelse – det vil sige typisk sygedagpenge eller kontanthjælp.

7.3 Udvikling i revalideringsordningens tilgang og indhold

▶

Fald i brugen af

revalidering igen-

nem flere år

Antallet af revalidender er mere end halveret de seneste ti år. Det skal ses i lyset af, at mu-

lighederne i den ordinære beskæftigelsesindsats og i SU-systemet er blevet forbedret på en

række områder.

7.3.1 Udviklingen i tilgangen til revalideringsordningen

I 2013 var der cirka 9.000 fuldtidspersoner i revalidering. Antallet af revalidender er faldet

med knap 60 pct. fra cirka 20.000 fuldtidspersoner i revalidering i 2004, jf. figur 7.1.

Det udelukker dog ikke, at personer, der har været igennem et ressourceforløb, eventuelt vil kunne tilbydes revalidering,

hvis det vurderes at være det rette til at hjælpe personen tættere på selvforsørgelse.

Der findes ikke data for forrevalidering fra sygedagpenge.

Hvis man ser længere tilbage har indførelsen af fleksjobordningen i 1998 medført et fald i revalidering, idet fleksjo-

bordningen gjorde det muligt for personer med en nedsat arbejdsevne at forblive på arbejdsmarkedet, hvor arbejdsgiveren

kunne få tilskud helt ned til 1/3, 1/2 og 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn, afhængig af den nedsatte arbejdsevne.

154

Kapitel 7

▶

Revalidering

Figur 7.1 Revalidender i perioden 2004-2013, fuldtidspersoner

25.000

SU-ændringer

i 2004

20.000

Flere i Arbejde

reform i 2003

15.000

Princip-

afgørelser i

2009

Reform af

FØP-/ﬂeks i

2013

Sygefraværs-

aftale i 2009

10.000

5.000

2000

2002

2005

2001

2010

2006

2009

2003

2004

2007

2008

Note.: Opgørelsen omfatter personer, der modtager revalideringsydelse, og personer der er i løntilskudsjob under revalideringen.

Kilde: Jobindsats.dk og Danmarks Statistik.

Faldet skyldes primært, at der påbegyndes langt færre forløb, og ikke at varigheden af for-

løbene er kortere. Således er antallet af påbegyndte forløb faldet fra cirka 15.000 til cirka

5.000 fra 2004 til 2013, svarende til et fald på 66 pct., mens den gennemsnitlige varighed af

forløbene er stort set uændret (cirka 35 uger).

▶

Der er indført

bedre muligheder

for uddannelse

m.v. efter andre

ordninger

Faldet i brugen af revalidering skal som nævnt ses i lyset af, at mulighederne for uddan-

nelsestilbud og anden aktiv indsats, særligt inden for kontanthjælps- og sygedagpengesy-

stemet, er blevet forbedret. Derudover er de økonomiske muligheder for enlige forsørgere

og handicappede i SU-systemet ligeledes blevet forbedret.

Det var tilsigtet og forventet,

at disse ændringer ville mindske behovet for revalidering.

Derudover kan den øgede brug

af fleksjobordningen, de generelt gunstige konjunkturer på arbejdsmarkedet frem til 2008

samt en ændret praksis på baggrund af principafgørelser fra Ankestyrelsen - jf. boks 7.2 - have

mindsket anvendelsen.

Aktiviteten på revalideringsordningen er fortsat med at falde frem

til i dag.

Endvidere synes nedgangen ikke at være et resultat af, at der skulle være sket en stigning i

antallet af personer, som uretmæssigt har fået afslag på revalidering.

Ankestyrelsen offentliggjorde således en praksisundersøgelse (Ankestyrelsen, 2009) i de-

cember 2009 vedrørende kommunernes afgørelser om afslag eller bevilling af revalidering.

Der er på den baggrund ikke tegn på, at ordningen bevilges til personer, der ikke er berettiget,

eller at der er personer, som har fået uretmæssig afslag. Praksisundersøgelsen afdækker dog

ikke i hvilket omfang, kommunerne opfylder oplysningspligten over for borgerne i forhold til

revalideringsordningen. Det kan have betydning for borgere, der er i målgruppen for revali-

dering, men som aldrig søger, fordi de ikke er oplyst om muligheden. Praksisundersøgelsen

Lovforslag L 81 fra 2003/2004 (Indførelsen af SU til personer med varig funktionsnedsættelse). Det fremgår af lovfor-

slaget, at forslaget indebærer en besparelse på udgifterne til revalidering på i størrelsesordenen 40 mio. kr. (2003-niveau) som

følge af, at væsentligt flere handicappede end i dag vil uddanne sig på SU frem for på revalidering.

Lovforslag L 225 fra 2003/2004 (Tillægsstipendium og supplerende studielån til forsørgere, forhøjelse af det højeste

fribeløb og regulering af stipendier til hjemmeboende på 18 og 19 år i ungdomsuddannelser m.v.). Det fremgår blandt andet af

lovforslagets bemærkninger, at det forventes, at de bedre økonomiske vilkår, som enlige forsørgere tilbydes i SU-systemet, med

det lovforslag vil betyde, at flere enlige forsørgere fremover vil uddanne sig på SU frem for på revalideringsydelse.

Afgørelser fra Ankestyrelsen over de senere år har understreget, at der ved vurdering af revalideringsansøgninger skal

foretages en konkret og bred vurdering af, om ansøgeren har mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet, uden at der

iværksættes revalidering. Afgørelserne fastslår, at revalideringsordningen ikke generelt giver ret til revalidering på et bestemt

niveau, herunder faglært arbejde på niveau med det job, som borgeren har måttet opgive.

2012

2013

2011

155

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

viser ligeledes ikke eventuelle forskelle i kommunernes politiske og administrative fokus på

samt prioritering af revalideringsordningen.

▶

Stigning i antal-

let af fleksjob kan

være medvirkende

til faldet af revali-

dender

Antallet af revalidender har som nævnt været støt faldende de seneste mange år samtidig

med, at flere og flere enlige forsørgere og handicappede modtager tillæg til SU’en i det or-

dinære uddannelsessystem og flere får ordinær uddannelse i kontanthjælps- eller sygedag-

pengesystemet, jf. figur 7.2 og 7.3. Derudover er antallet af fleksjob, hvor målgruppen kan være

delvist sammenfaldende med målgruppen for revalideringsordningen, ligeledes steget med

cirka 25.000 siden 2004, hvilket reducerer gruppen af personer, der kan komme i betragtning

til en revalidering, og kan derfor være medvirkende til faldet i brugen af revalideringsordnin-

gen. Det bemærkes, at revalidering primært består af tilbud om ordinær uddannelse (cirka

70 pct., jf. figur 7.4), men at der også er mulighed for eksempelvis virksomhedsrettede tilbud,

der udgør cirka 20 pct. i 2013.

Figur 7.2 Revalidender og forrevalidender på kontanthjælp, i perioden 2004-2013, opgjort i berørte

personer.

45.000

40.000

35.000

30.000

25.000

20.000

15.000

10.000

5.000

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

Revalidering

Forrevalidering

Kilde: Jobindsats.dk og særtræk fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

Figur 7.3 SU med handicaptillæg og SU for enlige forsørgere i perioden 2004-2013, opgjort i berørte

personer.

45.000

40.000

35.000

30.000

25.000

20.000

15.000

10.000

5.000

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

SU med handicap tillæg

SU Enlig forsørger

Kilde: Jobindsats.dk og særtræk fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

156

Kapitel 7

▶

Revalidering

▼

Boks 7.1 Forhold, der har ændret revalideringens betydning i dag

Flere forhold i de sidste godt ti år har ændret den betydning, som revalidering har i den samlede

beskæftigelsesindsats:

2003:

Med reformen om ”Flere i arbejde” fik kommunerne i højere grad mulighed for at give tilbud

om uddannelse til for eksempel personer, der modtager kontanthjælp, så uddannelsesbehovet i

højere grad kan blive dækket i kontanthjælpssystemet.

2004:

Forbedringer af SU-systemet i form af dobbelt SU til enlige forsørgere under uddannelse

samt tillæg til SU’en for personer på en videregående uddannelse med varig funktionsnedsættelse.

Disse forbedringer har givetvis medvirket til, at behovet for revalidering er faldet, hvilket også blev

forudsat, da ændringerne blev besluttet.

2009:

Med reformen om nedbringelse af sygefraværet fik kommunerne mulighed for at give aktive

tilbud, herunder i form af uddannelse, til alle sygedagpengemodtagere og ikke kun til sygemeldte,

der opfylder betingelserne for forrevalidering.

▶

Flertallet af

revalidender kom-

mer fra sygedag-

penge

7.3.2 Hvad kendetegner revalidender?

I dag kommer over halvdelen af revalidenderne fra sygedagpenge. I 2013 kom således 57 pct.

af de personer, der startede i revalidering, fra sygedagpenge. 21 pct. kom fra kontanthjælp, og

18 pct. havde været selvforsørgende, jf. figur 7.4. Til sammenligning var fordelingen i år 2000,

at 35 pct. kom fra sygedagpenge, 34 pct. fra kontanthjælp og 26 pct. var selvforsørgende.

Denne tendens til, at en langt større andel kommer fra sygedagpenge skyldes først og frem-

mest, at der i dag er langt færre kontanthjælpsmodtagere og selvforsørgende, der påbegyn-

der et revalideringsforløb, jf. også figur 7.4.

Figur 7.4 Fordelingen af forsørgelsesgrundlaget inden overgang til revalidering 2000-2013

18.000

16.000

14.000

12.000

10.000

8.000

6.000

4.000

2.000

2008

2002

2007

2000

2006

2009

2004

2005

2003

2001

sygedagpenge

kontanthjælp

dagpenge

selvforsørgende

Note: Selvforsørgelse er inklusiv SU-modtagere.

Figuren angiver den hyppigste ydelse i de forudgående 12 uger før start på revalideringsforløbet.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM.

Blandt revalidender er der en overvægt af kvinder, mens personer med anden etnisk bag-

grund end dansk er underrepræsenteret. Gennemsnitsalderen er omkring 40 år. På disse pa-

rametre minder revalidender mest om sygedagpengemodtagerne.

Personer, der har været i forrevalidering (fra kontanthjælp), udgør en forholdsvis lille andel af

tilgangen til revalidering, og samtidig er det en relativt lille andel af forrevalidenderne, der på-

begynder et revalideringsforløb. Andelen af personer, der påbegyndte et revalideringsforløb,

2010

2012

157

2013

2011

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

som forud havde haft et forrevalideringsforløb, udgjorde blot 16 pct. i 2013, og andelen af per-

soner på forrevalidering, der påbegynder et revalideringsforløb, er i 2013 cirka 13 pct. Sammen-

hængen mellem forrevalideringsordningen og revalideringsordningen er således begrænset.

▶

Revalidering er

primært ordinær

uddannelse

7.3.3 Hvad består de bevilgede revalideringsforløb af?

Revalidering består primært af ordinær uddannelse og i mindre grad af øvrig vejledning og

opkvalificering, virksomhedspraktik og løntilskud. Øvrig vejledning og opkvalificering har tid-

ligere udgjort en større del af aktiviteten end den gør i dag, hvor redskabet kun udgør en

meget lille del af den samlede aktivitet, jf. figur 7.5. Det kan afspejle, at særligt disse aktivite-

ter i stigende grad kan gennemføres i regi af det ordinære beskæftigelsessystem på kontant-

hjælp fra 2003 eller på sygedagpenge fra 2009.

Figur 7.5 Fuldtidsaktiverede i revalidering med jobplan 2007-2013

6.000

5.000

4.000

3.000

2.000

1.000

Ordinær uddannelse

Øvrige vejlednings-

og opkvalificeringsforløb

2010

2011

2012

Virksomhedspraktik

og Løntilskud

2013

2007

Kilde: Jobindsats.dk

2008

2009

▶

Brugen af for-

revalidering er

faldet

Under forrevalidering med kontanthjælp er øvrig vejledning og opkvalificering den mest

brugte aktivitet. Tendensen er dog, at dette redskab bruges mindre, mens der bliver givet

mere ordinær uddannelse allerede under forrevalidering. Der er ligeledes en svagt stigende

tendens til at bruge virksomhedspraktik under forrevalidering.

7.4. Administration (kommunal praksis)

Der er stor variation i, hvor meget kommunerne anvender revalideringsordningen. Det skyl-

des en række faktorer som for eksempel usikkerhed om reglerne og en udbredt opfattelse af,

at det er op til den enkelte kommune at fastsætte et serviceniveau på området – til trods for

at det ikke er tilfældet. Derudover lægger de kommunale medarbejdere stor vægt på Anke-

styrelsens principafgørelser fra 2009, som har ændret praksis.

7.4.1 Kommunal variation

Den eksterne analyse (Rambøll, 2015b) viser, at der er betydelig forskel i kommunernes an-

vendelse af revalideringsordningen. Forskellene findes i både omfanget af anvendelsen, va-

righeden af forløb samt sammensætningen af forløb. Nogle kommuner anvender slet ikke

uddannelsesrevalidering, mens uddannelsesrevalideringen i andre kommuner udgør mere

end 80 pct. af alle forløb.

Opfattelsen i mange kommuner er, at principafgørelser og praksisundersøgelser i høj grad har mindsket grundlaget

for at anvende revalidering; ikke mindst den såkaldte ”frisørafgørelse” og ”socialrådgiverafgørelse”, jf. boks 7.2, hvor revalidering

blev afvist, fordi borgeren kunne påtage sig ufaglært arbejde.

158

Kapitel 7

▶

Revalidering

Af figur 7.6 fremgår det, at nogle kommuner bruger revalidering meget, mens andre stort

set ikke bruger ordningen. Variationen i hvordan revalidering benyttes, er gældende på alle

parametre såsom varighed, revalideringstype, gennemsnitlig alder samt forudgående for-

sørgelsesstatus.

Denne variation er uafhængig af kommunens størrelse og generelle ressourcer. Der er heller

ikke nogen klare sammenhænge mellem kommunens anvendelse af revalideringsordningen

og kommunens baggrundsvilkår, såsom kommunens indbyggertal, økonomiske rammevil-

kår og erhvervsmæssige strukturer.

Figur 7.6 Antal revalideringer per titusinder indbyggere i kommunerne (antal gennemsnitlige forløb

2008-2012 per kommune set i forhold til det gennemsnitlige antal indbyggere i perioden 2008-2010)

Kommuner

Note: For kommunerne anvendes det gennemsnitlige indbyggertal 2008-2010. Landsgennemsnittet er angivet med rødt.

Kilde: Rambøll (2015b)

Kommunernes brug af revalideringsordningen er ifølge den eksterne evaluering i væsentligt

omfang bestemt af den enkelte kommunes politiske og administrative fokus på/prioritering

af ordningen.

Dette kan være med til at forklare den store variation i kommunernes brug

af revalidering.

▶

Forskellige

fortolkninger af

Ankestyrelsens

principafgørelser

Analysen peger desuden på, at kommunerne finder fortolkningen af regelgrundlaget van-

skeligt, og at det påvirker administrationen af ordningen. Specifikt peges der på, at kommu-

nernes forskelligartede fortolkninger af Ankestyrelsens principafgørelser, og de muligheder

disse giver for anvendelse af ordningen, er med til at forklare den kommunale variation.

Af den survey, som er gennemført i forbindelse med analysen, fremgår således at Ankestyrel-

sen principafgørelser har haft en betydning for den faldende brug af revalidering i kommu-

nerne. Der peges især på, at to konkrete afgørelser (se boks 7.2) har været medvirkende til at

så tvivl om, i hvilken grad der skal tages højde for, at borgeren har kompetencer og erfaringer,

der vil kunne anvendes på det ufaglærte arbejdsmarked. Medarbejdere og lederne i kom-

munerne tolker disse afgørelser som, at der ikke kan tilbydes revalidering, hvis borgeren har

mulighed for at varetage et ufaglært job.

Ifølge den eksterne evaluering er dette bemærkelsesværdigt, da det ikke er beskrevet i forarbejderne til loven, at kom-

munerne kan fastsætte deres egen serviceramme for anvendelsen af revalidering. Tværtimod har en borger ret til revalidering,

såfremt vedkommende vurderes at være i målgruppen (Rambøll, 2015b, s. 55).

159

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 7.2 Resumé af Ankestyrelsens principafgørelser

”Frisørafgørelsen

” (2009)

En 24-årig frisør med eksem, som havde arbejdet to år inden for sit fag, var ikke omfattet af den

personkreds, der havde krav på revalidering. Revalidering var ikke nødvendig for, at ansøger kunne

vende tilbage til arbejdsmarkedet. Ansøger havde via sin uddannelse og erhvervsmæssige erfaring

opnået kompetencer og ressourcer, der kunne bringe hende tilbage på arbejdsmarkedet uden

revalidering.

”Socialrådgiverafgørelsen

” (2009)

Det forhold, at en ansøger om revalidering havde en uddannelse, som ikke længere kunne bruges,

gav ikke i sig selv ret til en ny uddannelse. Ansøger skulle også søge arbejde, som hun ikke var

uddannet til, men som hun ville kunne varetage efter en kort oplæring. Ansøger havde også via sine

tidligere arbejdsforhold opnået kompetencer og ressourcer, som hun kunne gøre brug af. Der skulle

foretages en bred vurdering af, hvad der kunne anses som et passende arbejde, og revalidering blev

ikke anset som nødvendig for, at ansøgeren kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

7.4.2 Strategi og procedurer for anvendelse af revalideringsordningen

Rambøll (2015b) indeholder også en undersøgelse af de kommunale strategier for anvendel-

se af revalidering samt de faktorer, der påvirker kommunernes anvendelse.

▶

1/3 af kom-

munerne har en

skriftlig strategi

for revaliderings-

ordningen

I denne survey tilkendegiver godt 1/3 af kommunerne (34 pct.), at de har en skriftlig strategi

for anvendelsen af revalideringsordningen. Strategierne er typisk administrativt forankret,

men der er dog også eksempler på, at strategierne er forankret politisk hos udvalg eller de

lokale beskæftigelsesråde (LBR).

Ifølge kommunerne har strategierne typisk fokus på at øge anvendelsen af revalideringsord-

ningen med henblik på at modvirke det fald i anvendelsen, som ses over en længere årrække.

Typisk er ønsket om at øge anvendelsen baseret på en antagelse om, at revalidering har gode

beskæftigelseseffekter.

I enkelte kommuner er der specifikt fokus på at øge anvendelsen af uddannelsesrevalidering.

Dette begrundes ofte med et ønske om at bidrage til at hæve befolkningens uddannelsesni-

veau i kommunen. I de kommuner, hvor der er særlig fokus på virksomhedsrevalidering, be-

grundes beslutningen ofte med en opfattelse af, at det er de virksomhedsrettede forløb, der

vurderes at have størst effekt, og at dette også understøttes af refusionsbestemmelserne.

I enkelte kommuner angiver de adspurgte ledere, at den kommunale finansiering af taxa-

meterbetalingen på uddannelserne og driftsloft på aktiviteter kan sætte begrænsninger for,

hvad der reelt er af muligheder for at tilbyde borgere revalidering.

De kommunale strategier for anvendelsen af revalideringsordningen har forskellig karakter.

Nogle har karakter af en formel strategi vedtaget af udvalget, mens andre strategier er af

mindre omfang og indskrevet i beskæftigelsesplanerne. Yderligere er enkelte strategier ind-

arbejdet i kommunens skriftlige interne arbejdsgangspapirer.

Endelig fremgår det af surveyen, at over halvdelen (58 pct.) af kommunerne har udarbejdet

skriftlige interne procedurer for, hvordan revalideringsordningen skal anvendes i kommunen.

Hovedformålet med udarbejdelsen af de interne procedurer for anvendelsen af ordningen er

ifølge de kommunale ledere at skabe ensartede procedurer for revalideringsforløb, afgrænse

målgruppen samt sikre udbyttet af revalideringsindsatsen.

Ankestyrelsens principafgørelse 227-09.

Ankestyrelsens principafgørelse 208-09.

160

Kapitel 7

▶

Revalidering

7.5 De seneste års reformers forventede betydning for brugen af revali-

deringsordningen

▶

Brugen af revali-

dering er påvirket

af de senere års

reformer

Der har i de seneste års reformer af førtidspension og fleksjob, kontanthjælp samt syge-

dagpenge været fokus på at forbedre mulighederne i beskæftigelsessystemet for at hjælpe

ikke-arbejdsmarkedsparate tættere på arbejdsmarkedet eller uddannelse, jf. boks 7.3. Revali-

deringsredskabet har ikke været direkte berørt af nogle af disse reformer

og det er endnu

uvist, hvorvidt de også får konsekvenser for aktiviteten på revalideringsordningen.

▼

Boks 7.3 De tre reformer på beskæftigelsesområdet for personer i udkanten af arbejdsmarkedet

Reform af førtidspension og fleksjob (2013)

Reformen indebærer, at personer, der har så komplekse problemer, at en langvarig og tværfaglig

indsats er nødvendig, kan deltage i ressourceforløb. Forløbet kan bestå af tilbud om vejledning og

opkvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud og mentor efter beskæftigelseslovgivningen samt

indsats efter sundhedsloven og serviceloven. Et ressourceforløb kan vare i et til fem år, og der er

mulighed for at få tilbudt flere forløb, hvis det forrige forløb ikke har ført til, at borgeren har fået en

bedre tilknytning til arbejdsmarkedet.

Med reformen blev fleksjobordningen målrettet svagere grupper. Der er for eksempel givet mulig-

hed for at få et fleksjob på få timer om ugen, og dermed opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, og

mulighed for at øge timetallet (efter aftale med arbejdsgiveren). I den nye fleksjobordning skal ar-

bejdsgiveren alene betale løn for det arbejde, personer i fleksjob udfører, ligesom personer i fleksjob

skal have løn for den arbejdsindsats, de reelt yder.

Kontanthjælpsreform (2014)

Med reformen gives der ikke længere kontanthjælp til unge under 30 år, som ikke har en er-

hvervskompetencegivende uddannelse. I stedet modtager disse uddannelseshjælp og en indsats

rettet mod, at de skal i uddannelse på ordinære vilkår. Der skelnes mellem uddannelsesparate og

aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere. Aktivitetsparate er unge med større udfordringer,

der skal overvindes, inden de kan gå i gang med en uddannelse. De skal have en indsats, der på sigt

giver dem mulighed for at tage en uddannelse på ordinære vilkår, og de tilbydes en koordinerende

sagsbehandler, som skal sikre en tværfaglig indsats på tværs af forvaltningerne. Der kan være tale

om ganske langvarige forløb, inden man som aktivitetsparat bliver i stand til at tage en uddannelse

på ordinære vilkår. Som aktivitetsparat modtager man et aktivitetstillæg til uddannelseshjælpen.

Sygedagpengereform (2014)

Med reformen kan der som noget nyt gives tilbud om jobafklaringsforløb til sygemeldte borgere,

der ikke kan få forlænget deres sygedagpenge efter sygedagpengelovens forlængelsesregler. Under

jobafklaringsforløb skal personen have en individuelt tilpasset, tværfaglig og helhedsorienteret

indsats med udgangspunkt i personens forudsætninger og behov. Forløbet kan bestå af tilbud

om vejledning og opkvalificering, herunder ordinær uddannelse, virksomhedspraktik, løntilskud

og mentor efter beskæftigelseslovgivningen samt indsats efter sundhedsloven og serviceloven. Et

jobafklaringsforløb skal som udgangspunkt være så kort som muligt og kan maksimalt løbe i op til

to år ad gangen, når man er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Der er mulighed for at få et nyt

jobafklaringsforløb, hvis man fortsat er uarbejdsdygtig.

Tilgangen til revalideringsordningen kan have ændret karakter som følge af beskæftigelses-

reformerne. Målretningen af fleksjobordningen til personer med mindst arbejdsevne kan

påvirke tilgangen til revalidering, da personer med nedsat arbejdsevne har mulighed for at

få et fleksjob på få timer. Der er ligeledes med oprettelsen af ressourceforløb givet mulighed

for længerevarende og helhedsorienteret forløb med henblik på at komme i job eller uddan-

nelse uden for revalideringsordningen.

Derudover giver jobafklaringsforløb mange af de samme muligheder for afklaring og opkva-

lificering som revalideringsordningen.

Dog blev det med reformen af førtidspension og fleksjob indført, at begrænsningerne i arbejdsevnen for revalidender

ikke længere vurderes efter arbejdsevnemetoden (ressourceprofilen) men efter rehabiliteringsplanens forberedende del.

161

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Endeligt gælder det, at der med reglerne om uddannelsespålæg til aktivitetsparate uddan-

nelseshjælpsmodtagere er givet mulighed for længerevarende forløb uden for revaliderings-

ordningen med henblik på, at flere unge på sigt skal påbegynde en uddannelse på ordinære

vilkår.

7.5.1 Revalideringsordningen efter reformerne

Som beskrevet ovenfor har en række af de nævnte reformer på beskæftigelsesområdet og i

SU-systemet samt ændringer i praksis medført, at den indsats som hidtil har været gennem-

ført under revalidering i stigende grad bliver givet efter anden lovgivning på andre ordninger.

Variationen i kommunernes praksis afspejler de forskellige strategier jf. ovenfor, og at kom-

munerne (Rambøll, 2015b) mener, at revalideringsordningen udfylder nogle behov, som ikke

kan tilgodeses på andre ordninger i beskæftigelseslovgivningen. Der peges på, at revalide-

ringsordningen opfylder behov inden for følgende områder, som ikke i samme grad indfries

på andre ordninger i beskæftigelsessystemet:

▶

Revalidering

vurderes særligt

egnet til længere-

varende forløb

Længerevarende forløb

Ifølge den eksterne analyse giver revalideringsordningen mulighed for at tilkende længere-

varende og mere fleksible forløb, end det er tilfældet ved iværksættelse af almindelige tilbud

efter beskæftigelseslovgivningen for eksempel modtagere af kontanthjælp og uddannelses-

hjælp, der principielt er mere midlertidige ydelser.

Det skal bemærkes, at ordningen med ressourceforløb ligeledes giver mulighed for langvari-

ge forløb. Ressourceforløb er dog for en anden målgruppe end revalidering, idet det gives til

personer, der har så komplekse problemer, at det kræver en længerevarende tværfaglig ind-

sats at få dem nærmere målet om job eller uddannelse. I modsætning hertil er revalidering

for personer, som der kan fastsættes et konkret endeligt beskæftigelsesmål for.

I såvel kontant- som uddannelseshjælpssystemet er der dog også under visse betingelser

– og efter konkret vurdering – mulighed for at iværksætte tilbud om (længerevarende) stu-

die- eller erhvervskompetencegivende uddannelse. Og også sygedagpengemodtagere, per-

soner i ressourceforløb og jobafklaringsforløb kan få tilbud om kurser og uddannelse efter

beskæftigelseslovgivningen, hvis de er direkte rettet mod (giver kompetencer, der kan bruges

på) arbejdsmarkedet.

Revalideringsordningen giver i modsætning til ordinære tilbud i beskæftigelseslovgivningen

mulighed for at give langvarige uddannelsestilbud (over 26 uger) til ledige selvforsørgende

Dette skal blandt andet ses i sammenhæng med, at længerevarende uddannelsestilbud po-

tentielt er fastholdende, og at hensigten med en uddannelsesindsats efter LAB er opkvalifi-

cering med henblik på (hurtigst muligt) at opnå ordinær beskæftigelse.

▶

Mulighed for

støtte til særlige

udgifter under

revalidering

Tilskud til udgifter til befordring, hjælpemidler og personlig assistance

Både for personer i revalideringstilbud og personer, der deltager i de almindelige tilbud i be-

skæftigelseslovgivningen, er der mulighed for støtte til befordring og hjælpemidler samt til

personlig assistance i forbindelse med handicap. For revalidender og ressourceforløbsmod-

tagere er der desuden mulighed for at få støtte til særlige udgifter, der er en nødvendig følge

af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Der er dog ikke tale om

støtte til egentlige behandlingsudgifter.

Ved ledige selvforsørgende forstås personer, der ikke er i beskæftigelse, og som ikke har ret til offentlig hjælp til forsør-

gelse, og som er berettiget til tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Der henvises blandt andet til en ankestyrelsesafgørelse nr. A-26-06: Det blev i denne sag afgjort, at en borger, der

modtog handicaptillæg efter SU-loven, også skulle have ret til støtte efter revalideringsreglerne til de særlige udgifter, der er en

nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat funktionsevne, i det omgang der ikke kunne ydes støtte hertil efter reglerne

i lov om specialpædagogisk støtte. Med andre ord kunne der under revalideringsreglerne gives en støtte til handicappede,

som der ikke var mulighed for at få under uddannelsessystemet. Det fremgår af en anden ankestyrelsesafgørelse (35-12), at der

normalt ikke kan gives støtte til behandlingsudgifter.

162

Kapitel 7

▶

Revalidering

Længere virksomhedsrettede forløb

I revalideringsordningen kan der gives længerevarende virksomhedsrettede tilbud end det er

muligt efter de almindelige LAB-bestemmelser. Der er således ingen varighedsbegrænsning

for løntilskudsforløb eller virksomhedspraktik for revalidender, bortset fra ved virksomheds-

praktik under forrevalidering.

▶

Højere ydelse

under revalidering

end under øvrige

ordninger

Højere forsørgelsesydelse

Revalideringsydelsen er i nogle tilfælde højere end de umiddelbart sammenlignelige ”na-

boydelser” i beskæftigelseslovgivningen. Kommunerne fremhæver i den eksterne evaluering

denne egenskab ved revalidering, idet det kan være motivationsskabende i forhold til at gå

i gang med en længerevarende uddannelse, og ydelsen kan medvirke til at sikre et stabilt

forløb.

For de fleste borgere, som overgår til revalidering fra kontanthjælpssystemet eller fra et res-

source- eller jobafklaringsforløb, vil en ydelse på højeste dagpengesats, der er uafhængig af

en eventuel ægtefælles indkomst og af formueforhold, være en indkomstmæssig forbedring,

mens ydelsen ikke afviger nævneværdigt fra det højeste niveau for sygedagpenge. I forhold

til SU-systemet er ydelsesniveauet ligeledes markant højere.

Tabel 7.7 Revalideringsydelse sammenlignet med naboydelser (nuværende refusionssystem)

Ordning

Revalideringsydelse

Månedlig ydelse

(2014-niveau)

17.633 kr.

Statsrefusion

Passiv + øvrig vejl. og opkval. (30 pct.)

Ordinær uddannelse (50 pct.)

Virksomhedspraktik (65 pct.)

0-4 uger (100 pct.)

5-8 uger (50 pct.)

9-52 uger

(30 pct.)

9-52 uger

(50 pct.)

>52 uger (0 pct.)

Ordinær uddannelse (50 pct.)

Virksomhedspraktik (50 pct.)

Passiv + øvrig vejl. og opkval. (30 pct.)

Virksomhedspraktik, nytteindsats eller

ordinær uddannelse (50 pct.)

Passiv + øvrig vejl. og opkval. (30 pct.)

Virksomhedspraktik, nytteindsats eller

ordinær uddannelse (50 pct.)

Kommunale

nettoudgifter

12.343 kr.

8.817 kr.

6.172 kr.

0 kr.

8.829 kr.

12.361 kr.

8.829 kr.

17.658 kr.

5.345 kr.

9.942 kr.

7.102 kr.

7.482 kr.

5.345 kr.

Sygedagpenge

17.658 kr.

Kontanthjælp 1

14.203 kr.

Kontanthjælp 2

10.689 kr.

Ovenstående tabel viser niveauet for revalideringsydelsen for personer, der er fyldt 30 år, i

forhold til ydelserne under sammenlignelige ordninger.

Som det fremgår, vil der for en større gruppe af borgere over 30 år være tale om en indkomst-

fremgang ved tilkendelse af et revalideringsforløb.

For en forsørger, der gerne vil tage en ordinær uddannelse, vil der være en indkomstfrem-

gang på cirka 3.400 kr. om måneden ved at få uddannelsen på revalidering fremfor kontant-

hjælp. For en kontanthjælpsmodtager, der ikke er forsørger, vil indkomstfremgangen ved at

overgå til revalideringsydelse være næsten 7.000 kr. om måneden.

Kommunens udgifter til forsørgelse efter hjemtagelse af statsrefusion.

Fyldt 30 år, forsørgere under 30 år og personer under 30 år, som i seks måneder før afgørelse om revalidering har haft

en gennemsnitlig indtægt, som ovestiger højeste revalideringsydelse.

4.075 kr. pr. uge x 52/12.

Passiv, øvrig vejledning og opkvalificering.

Delvis rask, virksomhedspraktik, ordinær uddannelse.

Forsørger, der er fyldt 30 år.

Ikke-forsørger fyldt 30 år.

163

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

For revalidender

under 30 år

uden forsørgerpligt er revalideringsydelsen lavere og svarer til

ydelsesniveauet i kontanthjælpssystemet før kontanthjælpsreformen. For under 30-årige er

der således ikke væsentlig forskel på ydelsesniveauet for personer på revalideringsydelse og

kontanthjælp eller uddannelseshjælp inklusiv aktivitetstillæg.

Ifølge den eksterne undersøgelse vurderer mange praktikere, at en højere ydelse i sig selv er

motiverende for, at personer i målgruppen for revalidering kan gennemføre en uddannelse.

Det skal dog bemærkes, at der ikke er studier, der kan be- eller afkræfte, at ydelsen i sig selv

positivt påvirker sandsynligheden for at gennemføre for eksempel en uddannelse.

For kommunen vil denne ydelsesfremgang i det nuværende refusionssystem betyde en mer-

udgift på cirka 1.700 kr. om måneden i forhold til at tilbyde borgeren uddannelsen på kon-

tanthjælp.

Sammenfatning

Sammenfattende kan man således konkludere, at der for en større gruppe af borgere vil være

tale om en indkomstfremgang ved tilkendelse af et revalideringsforløb. Det vurderer mange

praktikere kan være motiverende for, at personer i målgruppen gennemfører uddannelsen.

Ordningen giver ligeledes mulighed for at igangsætte længerevarende uddannelsesforløb,

der anses som en fordel ved ordningens indhold sammenholdt med de øvrige ordninger i

beskæftigelsesindsatsen.

Endelig er der med ordningen bedre muligheder for at give støtte til særlige udgifter, der er

en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som

kan understøtte indsatsen i retning af uddannelse og job.

7.6 Effekt af revalidering

For at vurdere, om revalideringsordningen bringer personer med begrænsninger i arbejdsev-

nen tættere på arbejdsmarkedet, er det væsentligt at se på, om ordningen har varige positive

beskæftigelseseffekter. I den eksterne analyse foretaget af Rambøll ses på beskæftigelsesef-

fekter over en tiårig periode for revalidender, der kommer fra sygedagpenge eller kontant-

hjælp. I analysen er der taget højde for en række observerbare karakteristika som for eksem-

pel alder, køn, forudgående ydelseshistorik, helbred og uddannelsesbaggrund.

Det har ikke i analysen været muligt at korrigere effekterne for karakteristika som for ek-

sempel selvdisciplin og motivation (uobserverbare karakteristika), som spiller en rolle i kom-

munernes visitation til revalideringsordningen, og som formentlig også er korrelerede med

sandsynligheden for at finde job.

Det betyder, at effekterne kan være forbundet med bias

(formentlig er effekterne overvurderede), og at størrelsen af de fundne effekter derfor skal

tages med forbehold.

▶

Positive - men

usikre effektmå-

linger af revalide-

ring

Resultaterne indikerer, at der er positive effekter af revalidering, for kontanthjælps- og syge-

dagpengemodtagere set under et. Analysen viser, at effekten stiger frem til cirka seks år efter

et påbegyndt revalideringsforløb, hvorefter effekten stabiliserer sig på et niveau på knap syv

uger årligt, jf. figur 7.7 Den præcise størrelse af denne positive effekt er dog behæftet med

betydelig usikkerhed.

I et studie af SFI fra 2002 (SFI, 2002b) konkluderes, at der sker en systematisk selektion på uobserverbare karakteristika

ind i revalideringsordningen, således at det er personer, der i forvejen vil have en høj afgangsrate til beskæftigelse, som går ind

i revalideringsordningen. Analysen viser, at betydningen af denne selektion er stærkere end betydningen af den selektion, der

er ind i ordningen på baggrund af svage observerbare karakteristika såsom helbred.

164

Kapitel 7

▶

Revalidering

Figur 7.7 Gennemsnitlige beskæftigelseseffekter for kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere, der

deltager i revalidering, uger per år (estimeret ved OLS)

Beskæftigelseseffekt i uger pr. år

-1

-2

Note: Den fuldt optrukne linje viser det gennemsnitlige estimat. De stiplede linjer angiver det øvre og nedre konfidensbånd (95

pct. - niveau).

Kilde: Rambølls analyse baseret på DREAM data.

År 1

År 2

År 3

År 4

År 5

År 6

År 7

År 8

År 9

År 10

▶

Stor forskel i

effekt af revalide-

ring i forhold til

målgruppe og type

af forløb

Analysen viser derudover, at der er betydelige forskelle i effekterne af revalidering alt efter

målgruppe samt typer af forløb. Effekten er størst for sygedagpengemodtagere, mens der

stort set ikke findes nogen effekt for kontanthjælpsmodtagere. Analysen indikerer derudover,

at revalideringsforløb med en varighed på mindst to år har betydelig bedre effekter end korte

forløb. Effekten er størst for de 30-50-årige og lavere for de yngste og ældste aldersgrupper.

Endelig kan der observeres en større effekt for faglærte end for personer uden kompetence-

givende uddannelse eller personer med en videregående uddannelse. Resultaterne skal ses i

lyset af, at revalidenderne, under et, er i beskæftigelse i gennemsnitligt 12 uger årligt over en

tiårig periode – lidt mindre i starten, hvor revalideringen pågår, og lidt højere efter de første

år. Selv om der således er tegn på en positiv beskæftigelseseffekt af revalideringen, er revali-

denderne samlet set meget langt fra beskæftigelsesfrekvensen i befolkningen som helhed.

Også i forbindelse med andre analyser og kortlægninger af revalideringsordningen har man

forsøgt at vurdere virkningen af revalidering. (for eksempel SFI, 2002a; SFI, 2002c; SFI, 2007a

og CABI, 2012). På tværs af disse analyser konkluderes det, at der er tegn på, at personer, der

har deltaget i eller gennemført et revalideringsforløb, i højere grad er selvforsørgende eller i

beskæftigelse end personer, der har afsluttet et aktiveringsforløb, der i analyserne tolkes som

et alternativ til revalidering. Et ældre økonometrisk studie (SFI, 2002b) konkluderer ligeledes,

at revalidering har en positiv beskæftigelseseffekt for sygedagpengemodtagere. De fleste af

disse studier er dog behæftede med metodiske problemer og/eller usikkerhed.

Samlet set er der således en indikation i retning af, at revalidering kan have en vis positiv be-

skæftigelseseffekt for personer, der kommer fra sygedagpenge, omend der er stor usikkerhed

omkring størrelsen af denne effekt. For personer fra kontanthjælp, der deltager i revalidering,

er det foreliggende vidensgrundlag endnu mere usikkert, men analysen fra Rambøll (2015b)

tyder på, at der ingen effekt er for denne målgruppe. I dette perspektiv kan det bemærkes, at

en nylig analyse fra Beskæftigelsesministeriet (2014) viser, at ordinær uddannelse som påbe-

gyndes af kontanthjælpsmodtagere uden kompetencegivende uddannelse generelt har en

positiv beskæftigelseseffekt.

165

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Boks 7.4 Cost benefit beregninger på revalideringsordningen

Revalideringsordningen kan i lighed med andre aktiveringsindsatser anskues som en investering

i deltagernes fremtidige arbejdsmarkedstilknytning, hvor der er nogle umiddelbare offentlige

udgifter i form af forsørgelses- og uddannelsesomkostninger i forbindelse med forløbet. Til gen-

gæld forventes efterfølgende en gevinst til de offentlige kasser, hvis deltagerne opnår en højere

arbejdsmarkedstilknytning. Ekspertgruppen har gennemført en række beregninger af rentabiliteten

af ordningen for at illustrere denne sammenhæng.

Der tages udgangspunkt i gennemsnitsforløb fra Rambølls analyse. Disse havde en varighed på

76 uger og en gennemsnitsalder for deltagerne på 39 år. Der regnes med en forsørgelsesudgift på

revalidering på 163.000 kr. per forløb og en alternativomkostning til kontanthjælp på 109.000 kr.

efter skat og tilbageløb. Endvidere regnes med en udgift til uddannelse (taxameter til en faglig ud-

dannelse) på 150.000 kr. per forløb. Gevinsten ved den efterfølgende merbeskæftigelse (i forhold til

alternativet kontanthjælp) er regnet til 250.000 kr. per helårsperson. Dette er den samlede virkning

på den strukturelle saldo inklusiv skat og tilbageløb, ved at flytte én helårsperson fra kontanthjælp

til beskæftigelse. Der regnes endvidere med en årlig diskonteringsrente på fire pct.

Hvis der regnes med, at deltagerne oppebærer en effekt af revalideringen i hele deres restarbejdstid

på arbejdsmarkedet (gennemsnit 25 år) skal effekten være på knap tre ugers merbeskæftigelse

om året, for at investeringen i revalideringsforløbet balancerer. I figuren nedenfor er den samlede

nutidsværdi af investeringen i et revalideringsforløb illustreret som funktion af effektens varighed

ved en merbeskæftigelse på henholdsvis 1, 3 og 6 uger/år.

Figur 7.8: Illustration af Cost-benefit- scenarier

300.000

250.000

200.000

150.000

100.000

50.000

Kr.

-50.000

-100.000

-150.000

-200.000

-250.000

4 5

6 7

8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25

Varighed af effekt (år)

6 uger/år

Figur 7.8: Illustration af Cost-benefit- scenarier

3 uger/år

1 uge/år

7.7. Opsummering og udfordringer

Antallet af revalidender er mere end halveret de seneste ti år. Det skal ses i lyset af, at mu-

lighederne i den ordinære beskæftigelsesindsats og i SU-systemet er blevet forbedret på en

række områder. Der er således med de seneste ti års reformer på beskæftigelsesområdet og

i SU-systemet indført mulighed for at tilbyde indsatser, som for store dele af målgruppen

delvist har afløst revalidering.

Som følge af disse ændringer har målgruppen for revalideringsindsatsen også ændret sig i

takt med, at flere enlige forsørgere og handicappede i dag har mulighed for at tage uddan-

nelse på SU, og at mulighederne for uddannelsestilbud i kontanthjælpssystemet fra 2003 og

i sygedagpengesystemet fra 2009 er blevet forbedret. Desuden er der indført ressourcefor-

løb for udsatte grupper, og fleksjobordningen er blevet målrettet borgere med en begrænset

arbejdsevne.

Brugen af forrevalidering har også ændret sig. Dette redskab anvendes kun i meget begræn-

set omfang i dag, idet der er meget vide muligheder for at afklare et erhvervsmæssigt sigte

166

Kapitel 7

▶

Revalidering

og erhvervsmodne borgere på andre ordninger som for eksempel sygedagpenge og kontant-

hjælp. Samtidig er sammenhængen mellem forrevalidering og revalidering ikke ret tydelig,

og det er derfor uklart, hvad der er forrevalideringens plads i beskæftigelsesindsatsen.

Endelig er det kendetegnende, at der er en betydelig kommunal spredning i brugen af revali-

deringsordningen, og at det derfor i højere grad er bopælskommunen end borgernes udfor-

dringer, der er afgørende for, om der visiteres til revalidering.

Ekspertgruppen noterer sig, at analysen indikerer, at det særligt er på længerevarende,

særligt understøttede uddannelsesforløb, at revalideringsordningen giver mulighed for at

gennemføre forløb, som ikke kan eller kun i meget begrænset omfang bliver gennemført på

andre ordninger. Samtidig indikerer resultaterne af den gennemførte analyse med en række

forbehold, at der samlet set er positive effekter af revalidering. Ekspertgruppen noterer sig

også, at mange praktikere peger på, at en højere ydelse i sig selv er motiverende for, at perso-

ner i målgruppen for revalidering kan gennemføre en uddannelse.

Ekspertgruppen vurderer på den baggrund, at den gennemførte analyse giver grund til at

overveje, om den kommunale variation i brugen af ordningen primært skyldes lokale prio-

riteringer og ikke forskelle i borgernes karakteristika og kommunernes rammevilkår, og om

der dermed er en risiko for, at borgere, som i øvrigt har ens karakteristika, bliver behandlet

markant forskelligt afhængig af bopælskommune. Samtidig vurderer ekspertgruppen, at der

er en række udfordringer med samspillet mellem revalideringsordningen og tilstødende ord-

ninger, herunder ressourceforløb, kontanthjælp, SU og sygedagpenge, der de seneste ti år har

gennemgået reformer både på indsats og ydelsessiden.

Ekspertgruppen har på baggrund af kapitlet opstillet følgende udfordringer:

•

Hvordan kan det sikres, at tilkendelseskriterierne for revalideringsordningen på en balan-

ceret måde afspejler dens potentiale i forhold til de længerevarende uddannelsesforløb?

Hvordan sikrer man, at de forskelle med hensyn til ydelsesniveauet i revalideringsord-

ningen og på tilstødende ordninger, herunder med hensyn til om ydelsen er afhængig

af formue eller ægtefælle, ikke giver anledning til uhensigtsmæssige incitamenter for

borgere og de kommunale medarbejdere i forbindelse med beslutningen om hvorvidt,

der skal igangsættes et revalideringsforløb?

Hvilket formål tjener forrevalidering, der i dag kun anvendes i meget begrænset omfang,

i det nuværende beskæftigelsessystem, hvor afklaring og erhvervsmodning i stort om-

fang finder sted under andre ordninger?

•

167

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

168

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Kapitel 8. Ekspertgruppens

anbefalinger

8.1. Indledning

Regeringen har siden 2013 gennemført tre større reformer af både indsatsen og forsørgelse-

sydelsen til de godt 500.000 borgere i den arbejdsdygtige alder, der befinder sig i udkanten

af arbejdsmarkedet, herunder førtidspensionister, fleksjobmodtagere, kontanthjælpsmodta-

gere samt personer på sygedagpenge, ledighedsydelse og revalidering.

De tre reformer er førtidspensions- og fleksjobreformen, som trådte i kraft januar 2013, kon-

tanthjælpsreformen som trådte i kraft januar 2014, og sygedagpengereformen, hvor dele af

reformen er trådt i kraft fra januar i år.

Reformerne er kendetegnet ved, at de medfører markante forandringer for borgerne, men

også for kommunernes arbejde og deres måde at samarbejde med borgerne på. Det tvær-

faglige arbejde på tværs af kommunernes forvaltninger og samarbejdet med regionerne på

sundhedsområdet er i særlig grad kommet i fokus.

Det er relativt kort tid siden, at reformerne er trådt i kraft, og kommunerne arbejder fortsat

med at få dem til at fungere i praksis. Derfor har vi endnu ikke set den fulde effekt af refor-

merne og samspillet mellem dem.

Regeringen nedsatte i 2013 en ekspertgruppe til at udarbejde en udredning af den aktive

beskæftigelsesindsats. Udredningen er delt op i to faser, hvor første fase, som omfattede

indsatsen for forsikrede ledige, blev afsluttet i februar 2014 med rapporten ”Veje til job – en

arbejdsmarkedsindsats med mening”. Rapporten dannede baggrund for beskæftigelsesre-

formen, som gradvist træder i kraft her i 2015.

I anden fase, som denne rapport omhandler, har ekspertgruppen set på den aktive beskæf-

tigelsesindsats for gruppen af borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Det drejer sig blandt

andet om kontanthjælpsmodtagere samt personer på sygedagpenge, ledighedsydelse og

revalidering.

8.2. Flere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan komme i arbejde

Ekspertgruppen vurderer, at flere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan komme i arbej-

de, hvis der tages hånd om de grundlæggende udfordringer, som påpeges i analysekapitlerne.

8.2.1 Udfordringerne

Fokus på virksomhedsrettede indsatser bør værre større

Der bruges i dag mange ressourcer på at give borgere i udkanten af arbejdsmarkedet en aktiv

indsats, der kan hjælpe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet, jf. kapitel 4. En stor del af

ressourcerne bruges dog på at aktivere borgerne i forskellige former for vejledning og opkva-

lificering, herunder kommunale projekter. Disse tilbud har ikke i gennemsnit positive effekter

og hjælper derfor ikke borgerne frem mod beskæftigelse, selv om de kan være virksomme for

nogle borgere og hjælpe dem tættere på arbejdsmarkedet.

De virksomhedsrettede tilbud har derimod typisk bedre effekter og giver dermed bedre mu-

ligheder for at hjælpe borgerne i arbejde eller uddannelse. De benyttes til gengæld sjældnere

169

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

til borgerne i målgruppen. Det kan skyldes flere forhold: at der ikke stilles krav til, hvilken aktiv

indsats kommunerne skal give borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, at der er mere fokus

på at leve op til proceskrav frem for resultater, og at kommunerne ikke har tilstrækkelige

økonomiske incitamenter til at gennemføre den indsats, der bedst hjælper borgere i arbejde.

Samtidig efterlyser ekspertgruppen et skifte i tilgangen til borgerne i udkanten af arbejds-

markedet og en ændret forståelse af, hvem der kan være aktive på arbejdsmarkedet. Ud-

gangspunktet for ekspertgruppens anbefalinger er, at borgere med begrænsninger i ar-

bejdsevnen godt kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet, og at indsatsen derfor skal

foregå ude på virksomhederne og inde på uddannelsesinstitutionerne frem for i lange afkla-

ringsforløb i lukkede ”projektmiljøer”. Derfor ser eksperterne også perspektiver i, at kommu-

nerne i langt større omfang anvender virksomhedsrettede tilbud, herunder i nogle tilfælde

nytteindsats, til borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, så de også får mulighed for at være

en del af en arbejdsplads.

Borgerne har komplekse problemer

Som det fremgår af kapitel 3, har målgruppen ofte forskellige problemer, der kan gøre ve-

jen tilbage til arbejdsmarkedet lang. Det kan være alt fra sociale eller psykiske problemer til

misbrugsproblemer, fysiske helbredsproblemer, manglende kvalifikationer, gæld, boligpro-

blemer eller svage netværk, og forskellige kombinationer af disse. Derfor er der også mange

forskellige årsager til, at disse borgere ikke umiddelbart er parate til at træde ind på arbejds-

markedet, og at mange derfor har brug for en sammenhængende, tværfaglig indsats og

støtte for at kunne passe et arbejde eller gennemføre en uddannelse.

I dag er en koordineret tværfaglig indsats i det store og hele kun sat i system for borgere i

ressourceforløb. Ekspertgruppens analyser viser, jf. kapitel 5, at øvrige borgere i målgruppen

ikke får en sammenhængende indsats på tværs af forvaltninger og sektorer. Borgerne har

ofte forskellige sagsbehandlere de forskellige steder i det offentlige system og oplever derfor

manglende koordinering af indsatserne og hyppige sagsbehandlerskift, som fører til lang-

somme og – for borgerne – uigennemskuelige og uhensigtsmæssige beslutningsprocesser.

Manglende kvalifikationer

Endelig hæfter ekspertgruppen sig ved, at uddannelsesniveauet blandt borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet er lavere end blandt befolkningen som helhed. Samtidig anvendes ordi-

nær uddannelse – eksempelvis i form af voksenlærlingeordningen eller revalidering – sjæl-

dent i tilbudsviften for borgerne i målgruppen.

Der kan derfor være et uudnyttet potentiale i at styrke mulighederne for, at disse borgere

gennem uddannelse og styrkede kompetencer kan komme tættere på arbejdsmarkedet.

8.2.2 Styrende principper for anbefalingerne

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har mangeartede problemer og befinder sig på

forskellige typer ydelser. Mange problemstillinger går dog igen for borgerne, og derfor har

ekspertgruppen skitseret et sæt overordnede principper for den fremtidige indsats, der skal

gælde for borgerne i målgruppen.

I udgangspunktet gælder principperne og ekspertgruppens anbefalinger for borgere på kon-

tanthjælp, uddannelseshjælp, ledighedsydelse og ressourceforløb. Der gives også enkelte an-

befalinger til indsatsen for sygedagpengemodtagere.

De styrende principper for den fremtidige indsats, er:

•

En ny virksomhedsrettet indsats

En styrket tværfaglig indsats

Målrettet uddannelse

170

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Principperne forudsætter, at kommunerne i højere grad planlægger og prioriterer indsat-

sen ud fra en længere tidshorisont. Det er nødvendigt med mere fokus på investering i den

enkelte borger og den indsats, som kan bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller

uddannelse – også når afkastet først opnås på længere sigt.

Principperne bygger samtidig på den nyligt indgåede aftale om en reform af refusionssyste-

met. Reformen tilvejebringer økonomiske incitamenter til at anvende de mest effektive ind-

satser for de borgere, der har størst gavn af dem. Det hænger sammen med, at kommunerne

bærer en større og større del af forsørgelsesbyrden for borgeren, jo længere tid borgeren har

været på offentlig forsørgelse. Reformen medfører imidlertid også en risiko for, at de mere

udsatte borgere, som kommunen vurderer det er sværest eller dyrest at hjælpe på fode igen,

får mindre støtte og hjælp i forhold til at komme tættere på arbejdsmarkedet.

Princip 1: En ny virksomhedsrettet indsats

Ekspertgruppen vurderer, at hvis flere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet skal i arbejde

eller uddannelse, er det først og fremmest nødvendigt med et fokusskifte i indsatsen: En

virksomhedsrettet indsats på det ordinære arbejdsmarked skal være udgangspunktet for

alle borgere – også selvom borgerne udgør en meget sammensat gruppe med forskellige

udfordringer, der også skal tages hånd om, og som umiddelbart kan give begrænsninger i

arbejdsevnen.

En virksomhedsrettet indsats på det ordinære arbejdsmarked kan imidlertid være en udfor-

dring for den enkelte borger. Derfor skal indsatsen indeholde nye og mere fleksible virksom-

hedstilbud, og der skal være ekstra fokus på at bruge mentorer og brobygningsforløb til at

sikre den enkelte borger den støtte, der skal til for at blive fastholdt på arbejdspladsen eller

i uddannelsen.

Borgeren skal også selv have et ekstra økonomisk incitament til at deltage i de mest jobrette-

de indsatser. Samtidig skal kommunerne have mere effektive incitamenter til at give borger-

ne en jobrettet indsats samt inddrage og opprioritere samarbejdet med virksomhederne, så

det også sikres, at der sker det rette match mellem virksomhed og borger.

For ekspertgruppen er det afgørende, at borgerne ikke overlades til passivitet i længere pe-

rioder, når styringen flyttes væk fra proceskrav og over mod resultatstyring og styring ved

hjælp af økonomiske incitamenter til jobcentre og borgere. Borgere, der har været passive

i længere tid, skal derfor sikres en ekstra indsats, hvor der er fokus på en fornyet tværfaglig

afklaring og deltagelse i jobrettede aktive indsatser.

Princip 2: En styrket tværfaglig indsats

Der skal mere kvalitet og indhold i den tværfaglige indsats. Ekspertgruppen hæfter sig ved,

at det fortsat er en stor udfordring for kommunerne at levere en sammenhængende, effekt-

fuld indsats, der går på tværs af de enkelte fagområder. En tværfaglig indsats på tværs af det

sociale område, sundheds-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet kan ofte være udslags-

givende for, at borgerne gradvist kan rykke sig nærmere arbejdsmarkedet.

For ekspertgruppen er det afgørende, at der uanset ydelse foretages en tidlig, tværfaglig

afklaring af borgerens ressourcer og udfordringer, som samtidig er rammesættende og ret-

ningsgivende for den videre jobrettede indsats. Borgeren skal også med det samme tilknyt-

tes en koordinerende sagsbehandler, der sørger for løbende at koordinere borgerens indsats

på tværs af både forvaltninger og sektorer. Dermed kommer de forskellige fagligheder, der

tilsammen er grundlæggende for en meningsfuld indsats, også i spil på en organiseret måde

tidligt i forløbet.

Den tværfaglige afklaring og den koordinerende sagsbehandler skal med udgangspunkt i

en samlet plan for borgeren og et progressionsmålingsværktøj holde hyppig kontakt med

borgeren og sikre, at der bliver fulgt hurtigt og effektivt op på manglende fremskridt.

171

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Princip 3: Målrettet uddannelse

Ekspertgruppen vurderer, at nogle borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har potentiale til

at blive opkvalificeret og på den måde rykke tættere på arbejdsmarkedet. For flere af borger-

ne er en ordinær uddannelse en mulighed, som kan ruste den enkelte til mere varig tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet.

Derfor skal både revaliderings- og voksenlærlingeordningen i højere grad målrettes borgere

i udkanten af arbejdsmarkedet, så borgerne via de to ordninger kan få mulighed for at tage

en ordinær uddannelse.

I boks 8.1 beskrives, hvad principperne i praksis kommer til at betyde for en aktivitetsparat

kontanthjælpsmodtagers forløb og indsats.

▼

Boks 8.1. Eksempel på et fremtidigt forløb og indsats for en aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager

Visitation

Når en borger henvender sig til jobcenteret og søger kontanthjælp skal der senest afholdes en

samtale i jobcentret inden for en uge. Borgere, der herefter visiteres som aktivitetsparate kontant-

hjælpsmodtagere skal have mindst fire samtaler i jobcentret inden for 12 måneder.

Tværfaglig afklaring af borgeren

Når en borger bliver visiteret som aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager, bliver der foretaget en

tidlig, tværfaglig afklaring af borgerens ressourcer og udfordringer. Afklaringen er rammesættende

og retningsgivende for den videre jobrettede indsats for borgeren.

Borgeren får også med det samme tilknyttet en koordinerende sagsbehandler, der sørger for at

koordinere borgerens indsats på tværs af både sektorer og kommunale forvaltninger. Dermed sikres

det, at de forskellige fagligheder helt fra begyndelsen kommer i spil på en organiseret måde.

Styrket progression og ejerskab til indsatsen

Borgeren skal kun have én gennemgående plan for sit forløb, så der aldrig opstår forvirring om,

hvad der er aftalt i forskellige forvaltninger. Planen skal, i det omfang det er muligt, både indehol-

de kortsigtede og langsigtede målsætninger, hvor et fokus på løbende progression hos borgeren

inddrages aktivt som en væsentlig milepæl.

Borgerens ejerskab til indsatsen skal styrkes via gennemsigtighed i forhold til, hvad der skal ske i

indsatsen og hvorfor. De fleste borgere har et stort ønske om at finde beskæftigelse, og det er vig-

tigt, at borgeren i langt højere grad inddrages og oplever at der arbejdes

for

borgeren.

Virksomhedsrettet indsats

Udgangspunktet for den aktive indsats, som jobcentret skal igangsætte for borgeren, er en virksom-

hedsrettet indsats, der foregår på en ordinær arbejdsplads. I opfølgningen skal borgerens progressi-

on på de kortsigtede mål diskuteres, og indsatsen skal justeres og igangsættes efter behov.

Ekstra indsats til langvarigt forsørgede

Borgere, der hænger fast i offentlig forsørgelse, skal have ret og pligt til målrettet aktiv indsats,

herunder en tværfaglig vurdering i rehabiliteringsteamet og planlægning af det videre forløb:

•

Efter et års offentlig forsørgelse har borgeren pligt til at indgå i et virksomhedsrettet tilbud

eller ”forberedende virksomhedsforløb”.

Hvis borgeren efter to år fortsat ikke er kommet i job og ikke har fået et virksomhedsrettet

tilbud, har kommunen pligt til en grundig tværfaglig revurdering af borgerens situation i reha-

biliteringsteamet og til i samarbejde med borgeren at lægge en ny plan for det videre forløb.

Styrke fastholdelse i job

Når borgeren kommer i job eller starter på en uddannelse, skal der støttes op om, at borgeren fast-

holdes i jobbet eller uddannelsen. Der vil ofte være forskellige former for usikkerhed og nye rutiner

forbundet med skiftet, som borgeren har behov for støtte til. Derfor skal der være ekstra fokus på at

bruge mentorer og brobygningsforløb i forbindelse med skiftet.

172

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

8.3 Ny virksomhedsrettet indsats

For borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet, er det typisk en indsats på en virk-

somhed, der virker bedst. Det dokumenterer en række forskningsbaserede undersøgelser, jf.

kapitel 4.

De virksomhedsrettede tilbud bruges til gengæld langt oftere til dagpengemodtagere og

andre arbejdsmarkedsparate ledige. Indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

består derimod ofte af øvrig vejledning og opkvalificering, hvor der ikke er de samme doku-

menterede effekter for, at borgerne kommer i arbejde eller uddannelse.

Ekspertgruppen anbefaler derfor, at der sker et markant skifte i den aktive indsats. Virksom-

hedsrettede tilbud skal være det naturlige førstevalg, når jobcentret planlægger indsatsen

for borgere, der befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet.

Den virksomhedsrettede indsats skal understøttes af nye og mere fleksible tilbud, som i hø-

jere grad er målrettet borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Konkret foreslås to nye virk-

somhedstilbud:

•

Et ”forberedende virksomhedsforløb” i op til tre måneder. Målet er, at borgere, der har væ-

ret længe på offentlig forsørgelse, via et særligt tilrettelagt forløb forberedes på at være

på en arbejdsplads og dermed får bedre forudsætninger for at påbegynde og fastholde

et virksomhedsrettet forløb.

En fleksibel løntilskudsordning i private virksomheder, der skal smidiggøre overgangen

fra virksomhedspraktik til løntilskud. Ordningen er samtidig indrettet på en måde, at den

enkelte borger får incitament til at øge timetallet og nærme sig et ordinært job.

•

Samtidig er det afgørende, at borgerne bliver mere motiverede til at deltage i en virksom-

hedsrettet indsats. Det anbefales derfor, at der indføres et særligt tillæg til borgerne i ud-

kanten af arbejdsmarkedet, der udbetales, når borgerne deltager i virksomhedspraktik eller

nytteindsats.

Ekspertgruppen hæfter sig ved, at analysen i rapportens kapitel 4 viser, at det ofte kan være

tidskrævende at finde det rette match mellem borger og virksomhed, at det kan være svært

at finde finansiering til for eksempel mentorstøtte, og at de kommunale projekter (øvrig vej-

ledning og opkvalificering) i nogen grad opfattes som tilbud, der ikke kræver de store ekstra

ressourcer til for eksempel administration.

Med den indgåede aftale om en refusionsomlægning af forsørgelsesudgifter, bliver refusi-

onssystemet mere simpelt end i dag, hvor satserne for de kommunale ydelser både varierer

med hensyn til ydelse og hvilken type aktivitet, den ledige deltager i.

Fremover vil det nye refusionssystem som udgangspunkt have ens refusionssatser på tværs

af forsørgelsesydelser. Refusionssatsen aftrappes til gengæld over tid fra 80 pct. i de første

fire uger, 40 pct. i ugerne 5-26, 30 pct. i ugerne 27-52 og til sidst 20 pct. fra uge 53 og fremefter.

Omlægningen vil dermed give kommunerne en større del af finansieringsansvaret for de

offentlige ydelser og således øge tilskyndelsen til at investere målrettet i at få borgere i ud-

kanten af arbejdsmarkedet i varig beskæftigelse. Omvendt er der også en vis risiko for, at

kommunerne bliver mere tilbageholdne med at give virksomhedsrettede tilbud til de mest

udsatte borgere, hvis de er usikre på, om indsatsen reelt vil bringe den enkelte borgere i ar-

bejde.

Ekspertgruppen anbefaler derfor, at statens refusion af kommunernes driftsudgifter til ak-

tivering og følgeudgifterne også omlægges. Refusionen skal i højere grad understøtte, at

kommunerne iværksætter virksomhedsrettede tilbud og ordinær uddannelse samt de støt-

173

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

teforanstaltninger, der kan være nødvendige for, at borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

deltager og fastholdes i disse tilbud. Samtidig anbefales det, at de mest udsatte borgere –

det vil sige borgere, der har modtaget offentlig forsørgelse i en længere periode – får pligt til

virksomhedsrettede tilbud og, hvis der ikke er perspektiver i det, får de forelagt deres sag for

rehabiliteringsteamet.

Ekspertgruppen vurderer også, at et mere hensigtsmæssigt rimelighedskrav kan understøt-

te en mere virksomhedsrettet indsats. Rimelighedskravet har til formål at sikre, at der er et

rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af personer i virksomheds-

praktik og løntilskud i den enkelte virksomhed. Som reglerne er i dag, opgøres det i antal

ansatte og ikke i antal timer, og dermed tages der ikke højde for, at personer i udkanten af

arbejdsmarkedet, der ansættes i løntilskud eller i virksomhedspraktik, i nogle tilfælde kun

kan arbejde relativt få timer om ugen. For de registrerede socialøkonomiske virksomheder

anbefaler ekspertgruppen, at rimelighedskravet lempes yderligere.

Endelig påpeger ekspertgruppen, at en mere virksomhedsrettet indsats også stiller betydeli-

ge krav til kommunernes arbejde og prioritering af virksomhedsindsatsen og forudsætter et

øget fokus på samarbejdet med virksomhederne. Det er derfor nødvendigt, at der afsættes

midler til at uddanne og efteruddanne jobkonsulenterne samt til at sikre, at de får et større

kendskab til de lokale virksomheder og det lokale arbejdsmarked. I kommunernes rekrutte-

ringspolitik skal der også i højere grad medtænkes kompetencer og erfaringer fra virksomhe-

der til at støtte den virksomhedsrettede indsats.

Ekspertgruppen anbefaler følgende initiativer:

Virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

A.1

Forberedende virksomhedsforløb

Der indføres et nyt forberedende virksomhedsforløb, der skal forberede borgere der har

været på offentlig forsørgelse i mere end et år (ekskl. dagpengemodtagere) til at deltage i

et virksomhedsrettet tilbud. Forløbet består af følgende elementer:

•

Introduktion, hvor der arbejdes med borgerens forudsætninger og motivation og med

at få identificeret relevante arbejdsopgaver.

Individuel matchning og etablering af kontakt mellem virksomhed og borger, hvor der

udarbejdes en særskilt jobaftale med den relevante arbejdsplads. Det inkluderer blandt

andet beskrivelse af arbejdsopgaver og at finde en kontaktperson på arbejdspladsen.

Fastholdelse af borgeren i tilbuddet.

Forløbet starter inden borgeren deltager i et virksomhedsrettet tilbud, men kan fort-

sætte mens borgeren deltager i tilbuddet for at sikre fastholdelse.

Der ydes 50 pct. refusion af kommunernes udgifter til de forberedende virksomhedsfor-

løb, jf. forslag A3 efter et års offentlig forsørgelse, mens der ikke ydes refusion det første

år.

•

A.2

Fleksibel løntilskudsordning i private virksomheder

Der indføres et nyt og mere fleksibelt virksomhedsrettet tilbud, der skal smidiggøre og styr-

ke incitamentet til at overgå fra virksomhedspraktik til løntilskud på private virksomheder

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Det indebærer, at:

•

Borgere, der har modtaget offentlig forsørgelse i to år, kan få udbetalt en supplerende

ydelse til lønnen fra en privat virksomhed i en løntilskudsansættelse i op til 25 timer om

ugen.

Borgeren får udbetalt overenskomstmæssig løn fra arbejdsgiveren for det faktisk af-

talte antal timer. Derudover modtager borgeren supplerende ydelse på samme niveau

som den hidtidigt udbetalte forsørgelse fra jobcentret for det resterende antal timer.

Det vil sige, at en borger, der for eksempel arbejder ti timer per uge i fleksibelt løntil-

skud samtidig modtager 27/37 af den hidtidige ydelse

Arbejdsgiveren modtager et løntilskud pr. time svarende til løntilskuddet i den alminde-

lige løntilskudsmodel.

Tilbuddet giver mulighed for og incitament til at øge timetallet og kan have en varig-

hed på op til seks måneder med mulighed for forlængelse i yderligere seks måneder.

•

174

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

A.3

Virksomhedsrettede tilbud er udgangspunktet for den aktive indsats

Statens refusion af kommunernes driftsudgifter målrettes uddannelses- og virksomheds-

rettede indsatser.

•

Kommunernes udgifter til øvrige vejlednings- og opkvalificeringsforløb samt følgeud-

gifter hertil refunderes som udgangspunkt ikke af staten (0 pct. refusion).

For alle målgrupper ekskl. dagpengemodtagere refunderes 50 pct. af kommunernes

driftsudgifter til virksomhedsrettede indsatser og følgeudgifter i forbindelse hermed

for eksempel sundhedsudgifter, befordringsgodtgørelse. Udgifterne omfatter blandt

andet uddannelsesforberedende forløb på ordinære uddannelsesinstitutioner (bro-

bygning til uddannelse), udgifter til forberedende virksomhedsforløb jf. forslag A1 samt

udgifter til mentorstøtte, som understøtter et job- og uddannelsesmål.

Refusionen på ordinære uddannelsestilbud fastholdes.

•

A.4

Ekstra indsats til de mest udsatte borgere

De mest udsatte borgere garanteres en målrettet indsats:

•

Alle kontanthjælpsmodtagere, der har gået passiv det seneste år, får pligt til et virk-

somhedsrettet tilbud eller et forberedende virksomhedsforløb, jf. forslag A1.

Kontanthjælpsmodtagere med mindst to års offentlig forsørgelse, som ikke har kunnet

deltaget i en virksomhedsrettet indsats (herunder et forberedende virksomhedsforløb)

eller uddannelse det seneste år, får ret og pligt til at få deres sag forelagt rehabilite-

ringsteamet. Her skal der lægges en plan for den videre tværfaglige indsats i retning af

uddannelse eller job.

Borgerens sag revurderes herefter årligt, hvis borgeren ikke har deltaget i en virksom-

hedsrettet indsats eller uddannelse indenfor det seneste år.

•

A.5

Motivation til virksomhedspraktik og nytteindsats

• Kontanthjælpsmodtagere (kontanthjælpsmodtagere over 30 år samt unge kontant-

hjælpsmodtagere) skal have et ugentligt tillæg på 250 kr., hvis de deltager i virksom-

hedspraktik eller nytteindsats.

• Tillægget finansieres ved en generel månedlig sænkelse af kontanthjælpen med 110 kr.

for alle kontanthjælpsmodtagere over 30 år.

Et mere retvisende rimelighedskrav

• Rimelighedskravet skal fremover tage udgangspunkt i det antal timer, som borgeren

arbejder i løntilskud, virksomhedspraktik eller nytteindsats og ikke antallet af ansatte.

• Rimelighedskravet skal yderligere lempes for registrerede socialøkonomiske

virksomheder.

En let og ubureaukratisk indgang for virksomheder

For virksomheder, der ønsker at rekruttere medarbejdere, skal kontakten til jobcentret fore-

gå så let og ubureaukratisk som muligt:

•

Virksomhederne skal naturligt og ubesværet kunne henvende sig til jobcentret, når de

ønsker hjælp til at ansætte eller opkvalificere borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

eller fastholde sygemeldte medarbejdere i virksomheden.

Kommunen etablerer én indgang til beskæftigelsessystemet for den enkelte virksom-

hed (helst én og samme medarbejder).

Der udarbejdes en let tilgængelig informationspakke om jobcentrenes tilbud til virk-

somhederne.

A.6

A.7

•

A.8

Kompetenceløft af den virksomhedsrettede indsats

• I den fremtidige rekruttering af medarbejdere til jobcentrene skal der lægges større

vægt på kompetencer og erfaringer fra virksomheder.

• Den styrkede virksomhedskontakt understøttes af redskaber, der systematisk øger

jobcentrenes viden om det lokale og regionale arbejdsmarked.

• Der etableres og afsættes midler til et nyt praksisnært efteruddannelsesprogram for de

jobkonsulenter, som arbejder med borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Programmet

skal sikre, at de opnår viden om og konkret kendskab til virksomhederne og det lokale

arbejdsmarked.

• Uddannelsesprogrammet skal administreres af de nye Regionale Arbejdsmarkedsråd

(RAR), som har til opgave at rådgive om og understøtte beskæftigelsesindsatsen i kom-

munerne og på tværs af kommunerne.

175

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

A.9

Øget information om forskelsbehandlingsloven

Information om forskelsbehandlingsloven skal styrkes, så virksomhederne får større og

løbende indblik i, hvilken retsstilling, de har efter loven, når de ansætter en medarbejder

med handicap eller lignende. Der afsættes ressourcer til at understøtte og fremme til det

igangsatte arbejde med at udbrede information om arbejdsgivernes retsstilling i lyset af

forskelsbehandlingsloven.

8.4 Styrket tværfaglig indsats

Med reformerne på beskæftigelsesområdet de seneste år er den tværfaglige indsats blevet

styrket for borgere med sammensatte problemer. Det gælder for eksempel indførelse af res-

sourceforløb, rehabiliteringsteam og koordinerende sagsbehandler som led i reformen af

førtidspension og fleksjob, samt ret til koordinerende sagsbehandler og hjælp og støtte til

unge i overgangen til uddannelse som led i kontanthjælpsreformen. Der er også indført ny

visitation via sygedagpengereformen, hvor der er særlig fokus på de sygemeldte borgere, der

har brug for en tværfaglig indsats, jf. kapitel 5.

I de fleste kommuner er det dog fortsat en udfordring at sikre en individuel og koordineret

indsats, der går på tværs af kommunens beskæftigelses-, social- og sundhedsforvaltning, li-

gesom det er en udfordring at få koordineret indsatsen, når den skal gå på tværs af de for-

skellige sektorer.

Ekspertgruppen finder det afgørende, at der kommer mere kvalitet og indhold i den tværfag-

lige indsats og hæfter sig ved, at der på tværs af forvaltninger i kommunen kan være stor usik-

kerhed om, hvordan den tværfaglige indsats skal tilrettelægges i praksis, det konkrete indhold,

og hvem der afholder udgifterne. Usikkerheden gælder også, når den tværfaglige indsats kom-

bineres med et forløb på en virksomhed eller foregår på en uddannelsesinstitution.

Samtidig vurderer ekspertgruppen, at det også er en barriere for den tværfaglige indsats, at

rammerne for indsatsen i de enkelte forvaltninger er forskellige, og at hver enkelt forvaltning

kommer med hver sin fagprofessionelle vurdering, har hver sit mål og sine egne begreber

for indsatsen.

Dertil kommer, at når borgeren overgår fra en forvaltning til en anden, kan der opstå lange

sagsbehandlingstider, som igen skyldes, at hver enkelt forvaltning har forskellige kriterier for

indsatsen, og at de ikke altid formår at koordinere overgangene.

Ekspertgruppen har noteret sig, at der i dag findes mange forskellige ydelser og ydelsesni-

veauer, og at det er forbundet med stor kompleksitet – særligt for borgere og medarbejdere i

jobcentre. Ekspertgruppen vurderer derfor, at et forenklet ydelsessystem kan give større over-

skuelighed og gennemsigtighed.

Yderligere er det noteret, at særligt de praktiserende læger spiller en vigtig rolle i forhold til at

få borgere i udkanten af arbejdsmarkedet tættere på job eller uddannelse. På den baggrund

anbefales det, at de praktiserende læger og kommunen styrker dialogen og samarbejdet om

at få syge hurtigere tilbage i arbejde eller uddannelse

8.4.1 Kvalitet og fælles fokus på tværs af forvaltninger

De administrative, lovgivningsmæssige og økonomiske begrænsninger for det tværgående

samarbejde om borgeren skal i videst mulig udstrækning nedbrydes, så indsatsen i højere

grad bliver koordineret og tilrettelagt på tværs af forvaltninger og sektorer.

Ekspertgruppen understreger vigtigheden af, at kommunerne skal kunne delegere og bør

delegere myndighedskompetence til rehabiliteringsteamet, så teamet kan gennemføre den

176

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

indsats og de ydelser, det selv har indstillet. Det vil samtidig sikre en forenkling samt effek-

tivisering af teamet. Som reglerne er i dag afgiver rehabiliteringsteamet alene en indstilling

om, hvorvidt borgeren skal have et ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, samt hvil-

ken indsats, der skal iværksættes, hvis der indstilles til et ressourceforløb. På den baggrund

træffer kommunens enkelte forvaltninger efterfølgende en afgørelse og igangsætter der-

med efter eget valg indsatsen for borgeren. Det fører til lange sagsbehandlingstider og for

nogle borgere også til en uigennemskuelig beslutningsproces.

For borgere, der har brug for en mere tværfaglig indsats, kan der være særlige udfordringer

forbundet med skiftet fra en ydelse til en anden, som der ikke er nok fokus på at koordinere

i dag. Mange borgere ”tabes” i forbindelse med skiftene, fordi de bliver usikre på den nye si-

tuation med nye opgaver, omgivelser, krav, regler og kommunale medarbejdere, som de skal

forholde sig til.

For unge opstår der en særlig udfordring, når de fylder 18 år og ikke længere hører under bør-

ne- og ungdomssystemet. For de unge, der af forskellige årsager har været i kontakt med det

sociale område i en årrække, inden de bliver myndige, kan skiftet til beskæftigelsessystemet

være en ekstra stor omvæltning. Ekspertgruppen vurderer derfor, at der er behov for en mere

smidig overgang til beskæftigelsesområdet og at indsats og støttefunktioner koordineres på

tværs af unge- og voksensystemet, så overgangen fra ung til voksen ikke opleves så voldsom.

Samtidig skal kommunerne have styrkede muligheder for at tilbyde borgerne mentorstøtte i

overgangen til en ny tilværelse. Det kan for eksempel være i forbindelse med at de starter i et

job, en uddannelse eller et fleksjob, hvor en mentor kan understøtte, at borgeren fastholdes

i jobbet eller uddannelsen.

Ekspertgruppen hæfter sig også ved, at borgere, der har kontakt med flere forskellige forvalt-

ninger på samme tid, hurtigt mister overblikket over deres egen situation og den indsats,

de skal have. De bliver mødt med en ny indsatsplan og nye mål og regler i hver eneste for-

valtning, der er inddraget i deres sag, hvorfor det offentlige system kommer til at fremstå

ukoordineret.

Det skal derfor være målet, at den enkelte borger kun får én samlet indsats- og handleplan,

der går på tværs af de forskellige forvaltninger og sektorer og som er styrende for den ind-

sats, der skal iværksættes på både kort og længere sigt. Borgerne undgår dermed, at de skal

til flere næsten ens udredningssamtaler og på den baggrund får iværksat flere forskellige

indsatsplaner.

Samtidig er der behov for en mere ensartet fortolkning af målsætninger og begreber på

tværs af fagområder, så alle forvaltninger taler samme sprog. Medarbejdere, der arbejder

med tværfaglig indsats, skal også have mulighed for korte og meget praksisorienterede ud-

dannelser, der kan løfte den tværfaglige indsats.

Endelig vurderer ekspertgruppen, at kvaliteten i indsatsen kan styrkes yderligere gennem

nye værktøjer og et mere langsigtet fokus og efterlyser blandt andet et progressionsværktøj,

metode til tidlig afklaring (for eksempel baseret på International Classification of Functio-

ning (ICF), som er en international klassifikation af funktionsevne, funktionsnedsættelse og

helbredstilstand) og nye værktøjer til at understøtte et langsigtet fokus i kommunerne.

Indsatsen for at få borgere i udkanten af arbejdsmarkedet tættere på job og uddannelse for-

udsætter ofte en længere tidshorisont, der kræver viden om, hvilken indsats eller kombina-

tion af indsatser, der virker bedst. Arbejdet kræver en villighed til at tænke langsigtet, nyt og

på tværs af sektorer. Ekspertgruppen noterer sig i den forbindelse, at den forskningsmæssige

viden om, hvad der virker, er mere begrænset for gruppen af borgere i udkanten af arbejds-

markedet end for andre grupper.

177

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Ekspertgruppen anbefaler følgende initiativer:

Kvalitet og fælles fokus på tværs af forvaltninger

B.1.

Beslutningskompetence til rehabiliteringsteamet

Kommunalbestyrelsen skal kunne – og bør - delegere endelig beslutningskompetence til

repræsentanterne fra de forskellige forvaltninger i rehabiliteringsteamet, så teamet kan

træffe afgørelser om både ydelse og indsats til den enkelte borger, herunder beslutning om

tilkendelse af førtidspension, fleksjob og ressourceforløb samt igangsættelse af indsatser,

for eksempel mentorstøtte, støtte-kontaktperson, sundhedstilbud i kommunen og virksom-

hedsrettede tilbud.

Bedre og smidigere overgange fra ung til voksen i det offentlige system

Der skal være særlig fokus på unge, som har været en del af børne- og ungdomssystemet

på socialområdet, i overgangen til beskæftigelsessystemet, som de automatisk indgår i, når

de fylder 18 år. Det indebærer:

•

Inden den unge fylder 17 1/2 år indkaldes den unge til møde i rehabiliteringsteamet for

allerede på et tidligt tidspunkt at understøtte en målrettet indsats rettet mod uddan-

nelse og job.

På mødet deltager den unge, pårørende samt social-, sundheds- og beskæftigelses-

forvaltningen. Den unges sagsbehandler i ungdomssystemet, som kender den unge,

deltager ligeledes.

På mødet aftales en videre plan for den unge, hvor der tages højde for overgang til

beskæftigelsessystemet og den videre aktive indsats for den unge.

Som led i mødet udpeges derudover en koordinerende sagsbehandler, som fortsætter,

når den unge fylder 18 år og indgår i beskæftigelsessystemet.

Socialforvaltningen har ansvaret for at igangsætte indsatsen for den unge, indtil den

unge fylder 18 år og overgår til beskæftigelsessystemet.

B.2

•

B.3

Effektfuld mentorstøtte til flere borgere

Kommunerne skal have styrkede muligheder for at give mentor til borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet. Det gælder særligt, når borgeren befinder sig i en overgangsperiode fra

offentlig forsørgelse til for eksempel job, uddannelse eller fleksjob og hvor en mentor kan

understøtte, at borgeren fastholdes i sin nye tilværelse. Udgangspunktet er:

•

Mentorstøtten skal kunne forlænges i op til seks måneder ad gangen med refusion

efter en overgang til for eksempel uddannelse, hvis kommunen vurderer, at det vil

gavne borgeren.

Kommunernes brug af mentor for udsatte borgere skal ikke afhænge af borgerens mål-

gruppe/match. Kommunen skal altid kunne hjemtage 50 pct. refusion ved mentorstøt-

te inden for driftsloftet, som understøtter job- og uddannelsesmålet, jf. forslag A3.

Mentor skal være frivilligt for borgeren. Det vil sige, at borgeren skal have mulighed for

at sige nej til mentorstøtte.

•

B.4

Hver borger får kun én plan – der går på tværs af de offentlige systemer

• Der udvikles én digital plan med borgerens relevante oplysninger, mål samt igangsatte

initiativer og indsatser på både social-, sundheds-, uddannelses- og beskæftigelsesom-

rådet, som den koordinerende sagsbehandler vedligeholder og ajourfører.

• Både borger og relevante støttepersoner på tværs af forvaltninger og sektorer får

adgang til at se relevante oplysninger.

178

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

B.5

Styrket kvalitet i indsatsen gennem metodeudvikling, forsøg og nye værktøjer

Der afsættes en fast årlig ramme til at udvikle redskaber og opsamle og udarbejde viden,

der kan understøtte et fortsat fokus på en langsigtet, tværfaglig indsats, der virker for bor-

gere i udkanten af arbejdsmarkedet. Der anbefales følgende konkrete projekter:

•

Metode til tidlig, tværfaglig afklaring af borgere

Der udvikles en metode til en tidlig, tværfaglig afklaring af borgeres situation, for at

opnå et helhedsorienteret billede af borgeren. Det kan for eksempel ske med udgangs-

punkt i ICF, der kan skabe et fælles sprog om udfordringerne på tværs af sektorer.

Afklaringen skal blandt andet identificere den enkelte borgeres konkrete ressourcer og

barrierer for deltagelse i enten job, aktive tilbud eller uddannelse.

Et borgerrettet progressionsværktøj

Arbejdet skal fortsættes med udvikling og udbredelse af et landsdækkende, borger-

rettet progressionsværktøj, som borgere og kommuner/jobcentre bruger til at følge

borgerens udvikling på en række progressionsfaktorer, så de efterfølgende i fællesskab

kan justere indsatsen.

Digitalt budgetterings- og investeringsværktøj for en effektiv tværgående og helhedsori-

enteret indsats

Der udvikles et investerings- og budgetteringsværktøj til sociale investeringer, som ind-

drager både direkte og afledte udgifter og gevinster på tværs af beskæftigelsesområdet

og for eksempel social- og sundhedsområdet. Der udarbejdes samtidig digitale og

dynamiske business cases, der kan fungere som inspiration og skabelon for kommuner-

nes arbejde med at tilrettelægge indsatser ud fra en investeringstankegang.

Kortlægning af, hvem der er mentor og hvilke funktioner de varetager.

Kortlægningen skal øge indsigten i kommunernes brug af mentorer og skabe gennem-

sigtighed i forhold til mentorernes kvalifikationer. Samtidig skal mulighederne for en

fælles landsdækkende certificering af mentorer undersøges.

•

B.6

Kompetenceløft af den tværfaglige indsats

Der etableres et uddannelsesprogram på tværs af forvaltninger for medarbejdere, der

arbejder i rehabiliteringsteams, herunder den koordinerende sagsbehandler. Uddannelses-

programmet skal have fokus på den tværfaglige indsats og være klart praksisorienteret.

Harmonisering af mål og begreber på tværs af lovgivninger

Fortolkning af målsætninger og begreber på tværs af fagområder skal harmoniseres, så

de forskellige områder i langt højere grad understøtter hinanden i at give borgeren en

sammenhængende indsats:

•

Mål og begreber harmoniseres på tværs af lovgivninger og vejledninger. Det vil hoved-

sagligt dreje sig om mål og begreber på det sociale, beskæftigelses-, uddannelses-, og

sundhedsmæssige område. Det gælder særligt i forhold til at etablere et fælles sprog

om ”arbejdsrettet rehabilitering” på tværs af sektorer for at sikre, at de lovgivnings-

mæssige rammer for det rehabiliterende arbejde understøtter, at der dannes en fælles

begrebsforståelse i sagsbehandlernes arbejde, som ofte går på tværs af sektorer.

B.7

B.8

Indsatspakker om tværfaglige indsatser målrettet kommunerne

Kommunernes adgang til viden og inspiration om helhedsorienterede, tværfaglige indsats-

pakker, styrkes i de tilfælde, hvor der er evidens for, at de har en positiv effekt i forhold til

at få borgeren i job eller uddannelse. Et eksempel herpå kunne være en indsatspakke, der

omhandler Individuel Placering og Støtte -indsatsen (IPS).

8.4.2 Større indflydelse til borgerne

Ekspertgruppen efterlyser, at borgerne i højere grad bliver involveret i og er med til at define-

re egne mål for den indsats, der skal sættes i værk, for på den måde at sikre, at borgeren tager

større medejerskab for den indsats, der sættes i værk i de forskellige forvaltninger.

På beskæftigelsesområdet har der været en tendens til, at der har været et større fokus på

standarder og processer frem for den enkelte borger og borgerens vej til job. Det kan være

årsagen til, at nogle borgere ikke har kunnet se sig selv i indsatsen og meningen med den og

derfor har mistet engagement og ejerskab.

Der er heller ingen tvivl om, at vejen til job eller uddannelse kan være længere for borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet, og at der af den grund er en indbygget risiko for, at både bor-

179

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

gere, pårørende og de professionelle aktører mister fokus, retning og orientering undervejs

i forløbet.

Ekspertgruppen vurderer, at der trods de tiltag, der allerede er sat i værk, er brug for i højere

grad at understøtte, at den enkelte borger får mere indflydelse og sættes i centrum for egen

indsats. Det er afgørende, at indsatsen i højere grad tager udgangspunkt i den enkeltes op-

fattelse af egne ressourcer og behov. Hvis borgeren selv kan være med til at definere vejen

frem mod job eller uddannelse, kan det sikre, at borgeren tager større medejerskab og bliver

motiveret.

Borgerne skal derfor i højere grad involveres og være med til at definere egne mål for beskæf-

tigelse/uddannelse og for den indsats, der skal sættes i værk. I England er der for eksempel

gode erfaringer med ”personal budgets”, hvor borgeren får et beløb til at købe den indsats,

som borgeren vurderer bedst muligt kan bringe ham eller hende i beskæftigelse.

Borgerne skal også have større klarhed over deres egen situation og kendskab til deres mu-

ligheder på tværs af systemer for på den måde at føle sig inddraget og tage ejerskab over

egen situation.

Ekspertgruppen vurderer også, at der er et uudnyttet potentiale i at få involveret borgerens

netværk i beskæftigelsesindsatsen, så borgerne får mere støtte og opbakning til at holde

fokus på indsatsen og nå deres mål. På det sociale område er der erfaringer med, at borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet har gavn af støtte og opbakning fra deres netværk for at holde

fokus på indsatsen og nå deres mål.

Også civilsamfundet – de frivillige organisationer og foreninger – skal i højere grad inddrages

i beskæftigelsesindsatsen for at hjælpe borgere i udkanten af arbejdsmarkedet med at blive

en del af et fællesskab. Via det frivillige arbejde kan borgerne få opbygget relationer og kom-

petencer, som kan hjælpe dem videre og tættere på det ordinære arbejdsmarked.

Ekspertgruppen anbefaler følgende initiativer:

Større indflydelse til borgerne

B.9

Øget borgerindflydelse på mål og indsats

• Der afsættes midler til et forsøg med borgerindflydelse, hvor borgerne selv får mu-

lighed for at fastsætte mål og vælge den indsats, de mener bedst kan bringe dem i

arbejde eller tættere på arbejdsmarkedet.

• Den enkelte borger skal som led i forsøget have indflydelse på samarbejdet med sin

mentor og skal blandt andet godkende den endelige aftale om formål og indhold i

mentorstøtte.

•

Forsøget kan også indeholde mulighed for mikrolån, som er et tilbud med erhvervs-

rådgivning og økonomisk støtte til borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der har et

realistisk ønske om at etablere sig som selvstændige.

Inddragelse af netværk og civilsamfund

Der igangsættes et forsøg med inddragelse af netværk og civilsamfund på beskæftigelses-

området. Målet er, at borgerne får mere støtte og opbakning til at holde fokus på indsatsen

og nå deres mål.

B.10

8.5 Målrettet uddannelse

Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet har generelt en dårligere uddannelsesbaggrund end

for eksempel dagpengemodtagere og befolkningen generelt. Det gælder særligt kontant-

hjælpsmodtagere, hvor tre ud af fire ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse.

180

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Det lave uddannelsesniveau er et særligt problem for unge i udkanten af arbejdsmarkedet.

I midten af 2014 var der omkring 44.500 unge uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år,

som ikke havde en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det svarer til, at ni ud af ti unge

i kontanthjælpssystemet står uden uddannelse, og af dem bliver knap seks ud af ti vurderet

som aktivitetsparate.

Ekspertgruppen vurderer, at der fortsat er et uudnyttet potentiale i at styrke mulighederne

for, at borgerne kan komme tættere på arbejdsmarkedet gennem uddannelse og kompeten-

ceudvikling. Det er blandt andet årsagen til, at eksperterne ønsker at satse på brobygning

til uddannelse, jf. forslag A3. De foreløbige evalueringer af videnspiloten ”Brobygning til ud-

dannelse”, der løber fra 2013-14 indikerer, at et brobygningsforløb er effektivt i forhold til at

bringe unge videre i en ordinær uddannelse.

Brobygningsforløb finder sted på en ordinær erhvervsskole og består konkret i, at den unge

blandt andet har et fast skema med krav om fremmøde, får praktikophold på uddannelses-

institutioner og virksomheder, hvor de kan danne sig et indtryk af uddannelsen og får til-

knyttet en uddannelsesmentor. Når de unge efterfølgende starter på en uddannelse, får de

en fastholdelsesmentor, som hjælper og støtter dem i den svære overgang til uddannelse og

hjælper med at finde en praktikplads.

Ekspertgruppen anbefaler også, at der skal skabes mere klare rammer for revalideringsfor-

løbet, så der skabes nye og stærke sporskiftemuligheder for borgere i udkanten af arbejds-

markedet.

Revalideringsordningen er et redskab i beskæftigelsesindsatsen til at hjælpe borgere med

nedsat arbejdsevne. Ordningen er over en årrække gradvist blevet erstattet af andre ordnin-

ger som for eksempel bedre vilkår for forsørgere og personer med handicap i SU-systemet og

opkvalificeringstilbud i beskæftigelsessystemet. Ordningen er desuden ikke blevet ændret

med de gennemførte reformer på beskæftigelsesområdet de seneste år, jf. kapitel 7.

Undersøgelser peger på, at det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget kommuner bru-

ger revalideringsordningen, og at forskellene ikke kan forklares af forskelle i rammevilkår.

Ekspertgruppen hæfter sig derfor ved, at det tilsyneladende snarere er den enkelte kommu-

nes praksis og prioriteringer og ikke borgerens behov, der er udslagsgivende for, om den på-

gældende borger får tilbudt et revalideringsforløb.

Voksenlærlingeordningen har vist gode erfaringer i forhold til at give ledige et markant ind-

komstløft efter endt uddannelse, og indkomsteffekten er særlig stor for kontanthjælpsmod-

tagere. På den baggrund vurderer ekspertgruppen, at incitamenterne til, at flere langtidsle-

dige får gavn af voksenlærlingeordningen, skal styrkes.

Ekspertgruppen hæfter sig yderligere ved, at borgere på kontanthjælp og dagpenge har mu-

lighed for at få en realkompetenceafklaring, der kan være med til at synliggøre erhvervsre-

levante kompetencer opnået via forskellige job og erfaringer udenfor det etablerede uddan-

nelsessystem. Ekspertgruppen anbefaler, at borgere på sygedagpenge også får den samme

mulighed.

181

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Ekspertgruppen anbefaler følgende initiativ:

Mere uddannelse og opkvalificering

C.1

En målrettet revalideringsordning

Revalideringsordningen moderniseres og målrettes erhvervskompetencegivende uddannel-

se:

•

Målgruppen for revalidering skal fremover være personer over 30 år med nedsat ar-

bejdsevne, som ikke længere kan arbejde inden for deres hidtidige fagområde, og som

via et sporskifte gennem uddannelse vurderes at kunne opnå selvforsørgelse i ustøttet

beskæftigelse. Det vil sige, at det ikke længere er et krav, at kommunen skal have vurde-

ret, at personen ikke via andre tilbud eller ordninger kan hjælpes til at få tilknytning til

arbejdsmarkedet.

Indholdet af revalideringsindsatsen skal fremover bestå af erhvervskompetencegivende

uddannelse, som kan bringe personen tilbage på arbejdsmarkedet i ustøttet beskæfti-

gelse.

For at målrette ordningen til erhvervskompetencegivende uddannelse afskaffes for-

revalidering samt virksomhedsrevalidering derfor (det vil sige revalidering i form af op-

lærings- eller optræningsforløb på en virksomhed i virksomhedspraktik eller løntilskud).

Varigheden af revalideringen afkortes fra de nuværende fem år til fire år.

Ydelsen foreslås uændret at være revalideringsydelse som i dag.

•

C.2

Voksenlærlingeordningen styrkes for langtidsledige

Der indføres gunstigere regler for voksenlærlingeordningen for langtidsledige:

•

Målgruppen er ledige over 25 år med mere end to års sammenhængende offentlig

forsørgelse.

Der gives et timetilskud på for eksempel 50 kr., hvis arbejdsgiveren ansætter en ledig

fra målgruppen. Det er højere end tilskuddet efter den nuværende voksenlærlingeord-

ning, som samtidig bevares.

For personer i målgruppen gives der ret til mentorstøtte i en periode på seks måneder

med mulighed for forlængelse i seks måneder ad gangen. Støtte til en mentorfunktion

bevilges til dækning af lønomkostninger ved frikøb af den medarbejder, der varetager

mentorfunktionen.

•

C.3

Realkompetenceafklaring til sygemeldte

• Ufaglærte ledige over 30 år på sygedagpenge skal have ret til at få foretaget en real-

kompetenceafklaring med henblik på uddannelse og job. Dermed ligestilles sygedag-

pengemodtagere med kontanthjælpsmodtagere, som allerede har den mulighed i dag.

• Realkompetenceafklaringen foretages af en uddannelsesinstitution og er en vurdering

eller afprøvning af, om de kvalifikationer, kompetencer og viden, som en person har fået

udenfor det etablerede uddannelsessystem, for eksempel kan bruges i en specifik jobty-

pe eller branche eller indgå som en del af en erhvervskompetencegivende uddannelse.

8.6 Understøttende initiativer

Ekspertgruppens forslag danner rammen om en fremadrettet og mere effektiv indsats for

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der skal tage udgangspunkt i styrket fokus på jobret-

tede indsatser, en reel tværfaglig indsats samt en øget brug af uddannelse og opkvalificering.

Ekspertgruppen har vurderet, at der som supplement til de tre hovedspor, er behov for en

række understøttende initiativer, der skal hjælpe arbejdet på vej, så flere borgere i udkanten

af arbejdsmarkedet kommer i arbejde eller uddannelse.

182

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Ekspertgruppen anbefaler følgende initiativer:

Understøttende initiativer

D.1

Smidigere afdrag på offentlig gæld

For at styrke incitamenterne til at komme i job skal borgere, der modtager offentlig forsør-

gelse og har gæld til det offentlige, have en smidigere afdragsordning, så de ikke risikerer

en nedgang i den disponible indkomst ved overgang til et ordinært job.

Bedre håndtering af transportudgifter

Kommunerne skal have mulighed for at kompensere borgerne forlods for udgifter til trans-

port, så borgerne ikke længere selv skal lægge ud for transportudgifter, når de skal deltage i

et virksomhedsrettet tilbud.

Mulighed for aktive tilbud til indsatte i fængsel

Borgere, der afsoner en dom, skal, hvis det er praktisk muligt, have adgang til at modtage

aktive tilbud under beskæftigelseslovgivningen. Det indebærer, at:

•

Jobcentret ikke må lukke en borgers sag, hvis den pågældende har fået en dom på/skal

afsone under seks måneder.

Borgeren skal inden afsoningen indkaldes til samtale, hvor det drøftes, hvordan indsat-

ser med uddannelse og job kan tilpasses afsoningen.

Senest en måned inden løsladelse skal den indsattes sagsbehandler i samarbejde med

Kriminalforsorgen sikre at blandt andet ydelsesforhold og bolig er afklaret, så den

indsatte kan komme godt fra start efter løsladelsen.

D.2

D.3

D.4

Ny indsats for delvis raskmeldte sygemeldte

• Der iværksættes et forsøg i en række kommuner, hvor de kommunalt ansatte i for-

bindelse med en længerevarende sygemelding som udgangspunkt anses for delvis

raskmeldte. Det vil sige, at den enkelte sygemeldte selv skal tage en aktiv beslutning

om at være fuldtidssygemeldt.

• Efterfølgende indkaldes borgeren til en tidlig samtale jobcentret for eksempel i tredje

eller fjerde uge, hvor den kommunale arbejdsgiver og borgerens praktiserende læge

eventuelt også deltager.

Serviceeftersyn af de handicapkompenserende ordninger

Ekspertgruppens forslag er i høj grad relevante for gruppen af personer med forskellige

handicap. Der igangsættes yderligere et serviceeftersyn af de forskellige handicapkom-

penserende ordninger på beskæftigelsesområdet. Virksomheder skal have overblik over de

mange handicapkompenserende ordninger, der eksisterer i dag, og som kan afhjælpe de

særlige problemstillinger personer med handicap kan have. Jobcentret kan for eksempel

yde personlig assistance, forskellige former for hjælpemidler og særlig løntilskud til nyud-

dannede med handicap.

D.5

Ekspertgruppen har endelig analyseret og drøftet de gældende sanktioner på området og

har vurderet, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at foreslå ændringer på

dette område. Det skyldes, at der i forbindelse med kontanthjælpsreformen blev indført en

række ændringer af sanktionssystemet, hvis effekt endnu ikke er belyst. Samtidig blev det af-

talt, at der skulle udarbejdes en virkningsevaluering af sanktionssystemet og en række prak-

sisundersøgelser. Ekspertgruppen anbefaler derfor, at der i forlængelse heraf tages stilling til,

om det nuværende sanktionsregime fungerer hensigtsmæssigt.

8.6.1 Styrkede overgange fra dagpengesystemet

Ekspertgruppen har noteret sig, at der er behov for at styrke overgangene fra dagpengesy-

stemet til enten selvforsørgelse eller kontanthjælp. Overgangene skal derfor smidiggøres

samtidig med, at der skal sikres et fortsat fokus på job og uddannelse.

183

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Styrket overgang fra dagpenge til selvforsørgelse eller kontanthjælp

D.6

•

Alle selvforsørgede borgere får ret til samtaler i jobcentret indenfor de tre første måne-

ders selvforsørgelse, hvis jobcenteret vurderer, at samtalerne kan anses for at forbedre

personens muligheder for at komme i job.

Dagpengemodtagere der opbruger retten til dagpenge og overgår til kontanthjælp, kan

få tilbud om ansættelse med løntilskud i den virksomhed, hvor borgeren umiddelbart

før dagpengeperiodens udløb har været ansat med løntilskud. Ansættelse med løntil-

skud hos samme arbejdsgiver kan fortsat højst vare i sammenlagt seks måneder, dog

højst i sammenlagt fire måneder hos en offentlig arbejdsgiver.

Kommunerne opfordres til aktivt at benytte jobloggen i overgangen fra dagpenge til

kontanthjælp. Borgerens historik, kompetencer og fremtidsplaner skal fremgå af joblog-

gen for at sikre en smidig og effektiv overgang, hvor alle relevante informationer bringes

med videre.

•

8.7 Anbefalingernes økonomiske og strukturelle konsekvenser

Direkte økonomiske konsekvenser af forslagene

Ifølge kommissoriet for udredningsarbejdet skal de samlede forslag og konsekvenserne her-

af overholde følgende:

”Ekspertgruppens samlede anbefalinger skal holde sig inden for de eksisterende økonomiske

rammer for den aktive beskæftigelsesindsats, så der sikres den bedst mulige udnyttelse af de

nuværende ressourcer. Anbefalinger som isoleret set indebærer merudgifter vil derfor skulle

finansieres gennem omprioriteringer inden for de eksisterende økonomiske rammer for den

aktive beskæftigelsesindsats. Ekspertgruppens forslag skal samlet set understøtte regeringens

reformarbejde og en langsigtet forbedring af de offentlige finanser. Ekspertgruppen skal derfor,

for alle større forslag, foretage en vurdering af den langsigtede effekt på den strukturelle ledig-

hed og beskæftigelse.”

Et vigtigt udgangspunkt for eksperternes anbefalinger er således, at der skal ske en ompriori-

tering af midler inden for de eksisterende rammer for den aktive beskæftigelsesindsats med

henblik på at opnå en højere strukturel beskæftigelse og dermed forbundne langsigtede for-

bedringer af de offentlige finanser.

De eksisterende rammer for den aktive beskæftigelsesindsats

Målgruppen for eksperternes forslag er i anden fase borgere i udkanten af arbejdsmarkedet,

herunder personer på sygedagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, ledighedsydelse, res-

sourceforløbsydelse, personer der er i fleksjob, revalidender eller personer i risiko for at blive

visiteret til førtidspension.

På Finansloven for 2015 budgetteres med et samlet forbrug til den aktive beskæftigelsesind-

sats på i alt cirka 5,6 mia. kr. i strukturelt niveau til borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, jf.

tabel 1. Se en nærmere redegørelse om udgifterne til den aktive indsats for borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet i kapitel 3.

Af de godt 5,6 mia. kr. vedrører knap 3,9 mia. kr. udgifter til aktiveringsindsatsen, herunder

primært til øvrig vejledning og opkvalificering. Hertil kommer udgifter til ordinær uddannel-

se på cirka 0,9 mia. kr., udgifter til mentorstøtte på cirka 0,7 mia. kr., samt følgeudgifter i form

af befordring og hjælpemidler på cirka 0,1 mia. kr.

184

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Direkte økonomiske konsekvenser af forslagene

Eksperternes forslag indebærer en omprioritering af de eksisterende midler i en mere hen-

sigtsmæssig retning. Der er stillet 28 forslag inden for følgende tre temaer:

•

En ny virksomhedsrettet indsats.

En styrket tværfaglig indsats.

Målrettet uddannelse

Ekspertgruppen ønsker med forslagene at understøtte et markant skifte i den aktive indsats

for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Virksomhedsrettede tilbud skal grundlæggende

være det naturlige førstevalg, når jobcentret planlægger indsatsen for borgere, der befinder

sig i udkanten af arbejdsmarkedet. Det sker blandt andet gennem de nye aktive redskaber i

form af både fleksible private løntilskudsjob og særligt tilrettelagte virksomhedsforløb, der

gives som et forberedende forløb, hvor målet er et virksomhedsrettet tilbud.

Proceskravene om gentagen aktivering afskaffes og erstattes i stedet af minimumsrettig-

heder til en tværfaglig indsats, der skal være med til at sikre at borgerens individuelle behov

bliver tilgodeset i tilrettelæggelsen af den efterfølgende indsats. Samtidig målrettes brugen

af uddannelse for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Endelig lægger eksperterne op til

en række

understøttende initiativer,

der skal bidrage til at understøtte en bedre indretning,

kvalitet m.v. af den tværfaglige indsats. Der investeres dermed i en mere virksomhedsrettet

indsats, mens omfanget af standardaktivering reduceres.

Forslagene vurderes at kunne blive gennemført inden for rammerne af den nuværende ind-

sats, hvor der på Finansloven for 2015 er afsat cirka 5,2 mia. kr. i 2016 til borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet, svarende til cirka 5,6 mia. kr. i strukturelt niveau, jf. tabel 1.

Tabel 1 Strukturelle økonomiske konsekvenser efter skat og tilbageløb ved ekspertgruppens anbefalin-

ger

Mio. kr. 2015-pl (strukturelt)

Direkte udgifter i strukturelt niveau

Heraf:

Øvrig vejledning og opkvalificering

Ordinær uddannelse

Særligt tilrettelagte virksomhedsforløb

Virksomhedspraktik

Fleksibel privat løntilskudsordning*

Løntilskud

Mentorstøtte

Brobygningsforløb

Rehabiliteringsteams

Følgeudgifter, herunder befordringsgodtgørelse, sundheds-

ydelser og behandling m.v.

Realkompetencevurdering

Udvidet voksenlærlingeordning

Sporskifte via revalidering

Styrkelse af tværfaglige indsatser, bedre it-understøtning

m.v.

Kompetenceløft af den virksomhedsrettede indsats

Metodeudvikling

Nuværende

indsats

5.570

3.920

860

-40

750

Ny indsats

5.570

1.430

1.010

1.390

-40

1.230

300

120

Forskel

-2.490

150

1.390

480

300

Note: Grundet afrundinger kan summen af elementerne afvige fra det samlede resultat.

* Bruttoudgifterne til fleksibel privat løntilskudsordning forventes at udgøre cirka 63 mio. kr. strukturelt, mens bruttoudgifterne

til løntilskud forventes at udgøre cirka 300 mio. kr.

Kilde: Sekretariatets egne beregninger.

185

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Omlægningen af driftsrefusionssystemet og afskaffelse af proceskravene til gentagen akti-

vering skønnes strukturelt at indebære en væsentlig besparelse på udgifterne til øvrig vej-

ledning og opkvalificering på cirka 2,5 mia. kr. årligt svarende til cirka 2/3 af det nuværende

udgiftsniveau. Besparelsen omprioriteres primært til en styrkelse af den virksomhedsrettede

indsats, forøgelse af rammerne til mentorstøtte, øget brug af brobygning, da det vil indgå i

indsatser med 50 pct. refusion, og etablering af særligt tilrettelagte virksomhedsforløb med

samlet set godt 2,3 mia. kr. i strukturelt niveau.

Endelig forventes omlægningen af revalideringsordningen i retning af øget brug af ordinær

uddannelse at være udgiftsneutral.

Der er ikke skønnet over eventuelt ydelsesmæssige konsekvenser af at tildele beslutnings-

kompetencer til rehabiliteringsteams.

Ekspertgruppens anbefalinger skønnes samlet set at føre til et stort set umiddelbart uæn-

dret aktiveringsomfang strukturelt. Ændringen i aktiveringsindsatsen vil imidlertid indebæ-

re væsentlige forskydninger i aktiviteten. Forslagene indebærer først og fremmest en øget

orientering mod virksomhedsrettede tilbud, der i mange tilfælde har bedre beskæftigelses-

effekter og samtidig i gennemsnit er billigere at afholde, jf. tabel 2.

Tabel 2 Ændring i aktivitet fordelt på indsatser

Fultidsaktiverede (strukturelt)

Øvrig vejledning og opkvalificering

Ordinær uddannelse

Særligt tilrettelagte virksomhedsforløb

Virksomhedsrettet aktivering

- heraf virksomhedspraktik

- heraf fleksibel privat løntilskudsordning

- heraf løntilskud

Mentorstøtte

Brobygning

I alt

I alt før

forslag

30.930

7.240

16.170

12.430

3.740

1.660

56.000

I alt efter

forslag

11.260

8.320

10.990

20.020

14.630

2.060

3.330

2.670

2.830

56.090

Note: Grundlæggende skyldes faldet i antallet af ordinær løntilskud afskaffelsen af de eksisterende proceskrav omkring genta-

gen aktivering, der i stedet bliver erstattet af minimumsrettigheder. Afskaffelsen af de eksisterende proceskrav medfører isoleret

set, at der bliver færre aktive tilbud. Dette mere end opvejes dog af, at der kommer en øget aktivitet som følge af minimumsret-

tighederne. Der er dog en betydelig forskel i hvilke tilbud der forsvinder ved afskaffelsen af proceskravene og hvilke tilbud der

kommer ind som følge af minimumsrettighederne. Konkret er der i beregningerne indlagt, at der forsvinder en del løntilskuds-

stillinger som følge af de fjernede proceskrav. Disse kommer (i økonomien) ikke igen som følge af minimumsrettighederne, da

de virksomhedsrettede tilbud fra minimumsindsatsen alene er antaget at komme i form af virksomhedspraktik og fleksible

løntilskud. Forskellen i disse antagelser skyldes, at det ikke er de samme personer der bliver berørt af de afskaffede proceskrav

og indførelsen af minimumsrettigheder. Hvor de afskaffede proceskrav generelt berører alle borgere med en hvis anciennitet på

offentlig forsørgelse, så er minimumsrettighederne i noget højere grad målrettet de mere udsatte borgere i beskæftigelsessy-

stemet.

Kilde: Sekretariatets egne beregninger på baggrund af FL15 for 2016, samt tilpasningsfaktorer til strukturelt niveau.

Den væsentligste omprioritering i eksperternes samlede forslag er en markant reduktion i

den generelle brug af øvrig vejledning og opkvalificering for i stedet at etablere forløb i form

af særligt tilrettelagte virksomhedsforløb, brobygningsforløb, flere virksomhedspraktikplad-

ser og støtte via mentorer.

Beregningerne hviler på en præmis om, at den eksisterende indsats omprioriteres til fordel

for en ny indsats, der skal bringe den enkelte tættere på arbejdsmarkedet.

Puljer og forsøg

Ekspertgruppens forslagspakke indeholder seks forslag, hvori der afsættes puljer til kompe-

tenceløft, metodeudvikling m.v. Puljerne skønnes samlet at udgøre cirka 125 mio. kr. struk-

turelt, jf. tabel 3. De samlede puljeudgifter er en del af den samlede økonomi præsenteret i

tabel 1.

186

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Tabel 3 Oversigt over puljer

Forslag

A.8 Kompetenceløft af den virksomhedsrettede indsats

B.5. Styrket kvalitet i indsatsen gennem metodeudvikling, forsøg og nye værktø-

jer

Ramme til sundhedsydelser og behandling

Samlede udgifter til puljer inkl. administration

Kilde: Sekretariatets egne beregninger

Strukturelt niveau

125

Der afsættes 35 mio.kr til kompetenceløft af den virksomhedsrettede indsats i form af et nyt

praksisnært efteruddannelsesprogram, der skal styrke jobkonsulenterne, der arbejder med

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Herudover afsættes en fast årlig ramme på 30 mio.kr. til at udvikle redskaber og opsamle og

udarbejde viden, der kan understøtte et fortsat fokus på en langsigtet, tværfaglig indsats, der

virker for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Der afsættes en ramme på cirka 60 mio. kr. årligt til at udvide kommunernes muligheder til

at afholde udgifter til køb af sundhedsydelser og behandling (tandlægehjælp, psykologhjælp

m.v.) i forbindelse med uddannelse eller virksomhedsrettede tilbud, når det vurderes nød-

vendigt for at få borgeren tættere på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Denne pulje hører

under følgeudgifter i tabel 1.

Udover de permanente puljer og rammebevillinger afsættes der ligeledes en række midlerti-

dige puljer. Det drejer sig om følgende:

•

B.6. Kompetenceløft af den tværfaglige indsats:

Etablering af et praksisorienteret uddan-

nelsesprogram på tværs af forvaltninger for medarbejdere, der arbejder i rehabilitering-

steams. Der afsættes en pulje på 15 mio.kr. i 2016 og 2017.

B.9. Øget borgerindflydelse på mål og indsats:

Forsøg hvor borgerne selv får mulighed for

at fastsætte mål og vælge den indsats, de mener bedst kan bringe dem i arbejde eller

tættere på arbejdsmarkedet. Der afsættes 5 mio.kr. til forsøget i 2016 og 2017

D.4. Ny indsats for delvis raskmeldte sygemeldte:

Der iværksættes et forsøg i en række

kommuner, hvor de kommunalt ansatte i forbindelse med en længerevarende sygemel-

ding som udgangspunkt antages at være delvis raskmeldt. Der afsættes 10 mio.kr. til for-

søget i 2016.

•

Beskæftigelsesmæssige konsekvenser

Alt for mange borgere står i dag helt uden for arbejdsmarkedet og langt flere skal derfor

have glæde af tilbud, som kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. Et tilbud på en

virksomhed giver den enkelte mulighed for at være en del af et fællesskab, erfaringer på en

arbejdsplads, netværk og større chance for at komme i job. Den eksisterende forskning på

området peger netop på, at der særligt for de virksomhedsrettede indsatser findes indikation

på positive beskæftigelseseffekter for disse målgrupper.

Derfor forventer ekspertgruppen også, at chancerne for, at borgere i udkanten af arbejds-

markedet kommer i job øges markant gennem den betydelige satsning på en mere virksom-

hedsrettet indsats og en omprioritering fra kurser og projekter til individuelt tilrettelagte og

designede virksomhedsforløb.

Udover en betydelig satsning på den virksomhedsrettede indsats, er det en del af ekspert-

gruppens anbefalinger at forbedre den tværfaglige indsats og øge fokus på reel progression.

Det skal understøtte, at også borgere langt fra arbejdsmarkedet får den hjælp, de har behov

for, selvom indsatsen ikke umiddelbart leder til job eller uddannelse. Dette forventes at virke

forebyggende og bidrage til, at færre overgår til permanent offentlig forsørgelse i fremtiden.

187

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

I forlængelse heraf bygger ekspertgruppens anbefalinger på et ønske om, at kommunerne

i højere grad end i dag skal planlægge indsatsen for borgere langt fra arbejdsmarkedet ud

fra et langsigtet investeringsperspektiv og derved også mere individuelt ud fra den enkeltes

behov. Et øget fokus på langsigtede investeringer forventes at understøtte de positive struk-

turelle effekter, der forventes af refusionsomlægningen, som blev anbefalet i forbindelse

med fase 1 af ekspertgruppens arbejde, og som netop er indgået aftale om. Dette forventes

ligeledes at bidrage til, at færre overgår til permanent offentlig forsørgelse.

Derudover anbefaler eksperterne at styrke indsatsen rettet mod uddannelse. De unge i kon-

tanthjælpssystemet, der har brug for det, skal hjælpes i gang med en uddannelse via brobyg-

ning og flere skal have ret til en realkompetenceafklaring. Mulighederne for at skifte spor

via uddannelse skal styrkes gennem en målrettet og moderniseret revalideringsordning og

mulighederne i voksenlærlingeordningen skal forbedres for borgere i udkanten af arbejds-

markedet. Også disse forslag forventes at bidrage positivt til samfundsøkonomien ved at

forbedre en udsat gruppe borgeres muligheder for at få mere stabilt fodfæste på arbejds-

markedet på længere sigt.

I første fase af ekspertgruppens udredning, der omhandlede indsatsen for dagpengemod-

tagere, var vidensgrundlaget tilstrækkeligt til, at det var muligt at skønne over de konkrete

forventninger til forslagenes virkning på den strukturelle beskæftigelse og den strukturelle

saldo. Her blev det skønnet, at forslagene forventes at have en samlet virkning på den struk-

turelle beskæftigelse på cirka 1.000-1.500 personer i 2020 og cirka 3.500 personer på langt

sigt, svarende til en forbedring af den strukturelle saldo på cirka 950 mio. kr.

For borgere i udkanten af arbejdsmarkedet er vidensgrundlaget generelt mere usikkert, selv

om vi ved, at nogle virksomhedsrettede indsatser også har gode effekter for denne gruppe.

Overordnet set er der imidlertid mindre tilgængelig viden om effekterne af indsatser for per-

soner i udkanten af arbejdsmarkedet, samtidig med at målgruppen er meget sammensat.

Det betyder, at det er vanskeligt at generalisere de effekter, der i forskellige studier er doku-

menteret for forskellige målgrupper.

Målgruppen er således kendetegnet ved at have meget forskellige – og ofte sammensatte –

problemer udover ledighed, og vejen tilbage til arbejdsmarkedet er i sagens natur længere

end for arbejdsmarkedsparate ledige. For mange vil indsatsen derfor ikke føre direkte til job,

men i stedet føre til progression frem mod en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet. Det

kan derfor ligeledes være vanskeligt at afgøre, hvilke dele af indsatsen, der giver anledning

til positive effekter.

For at illustrere potentialet ved at forbedre indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmar-

kedet, er der i stedet opstillet et regneeksempel. Regneeksemplet viser, hvilke gevinster for

den strukturelle beskæftigelse og for den strukturelle saldo, og dermed samfundsøkonomi-

en, der kan realiseres, hvis det lykkes at bringe borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i job.

Den samlede målgruppe i denne fase af udredningsarbejdet udgør cirka 550.000 fuldtids-

personer, inklusiv førtidspensionister.

Nedenstående regneeksempel er foretaget samlet for alle målgrupper i fase 2, dog med und-

tagelse af førtidspensionister, da disse allerede er overgået til permanent offentlig forsørgel-

se, samt fleksjobvisiterede, da disse allerede har en tilknytning til arbejdsmarkedet.

188

Kapitel 8

▶

Ekspertgruppens anbefalinger

Hvis den samlede pakke af ekspertgruppens initiativer bringer 1, 2 eller 3 pct. af alle i mål-

gruppen (dog eksklusiv fleksjobvisiterede og førtidspensionister) fra offentlig forsørgelse til

fuldtidsbeskæftigelse, vurderes det, at det vil svare til en forbedring af den strukturelle be-

skæftigelse og den strukturelle saldo som vist i nedenstående tabel.

Tabel 4 Illustration af potentialet ved forbedret indsats (ekskl. fleksjobvisiterede og førtidspensionister)

Andel som overgår til fuld beskæftigelse

Strukturel beskæftigelse

Strukturel saldo

1 procent

2.400

0,6 mia. kr.

2 procent

4.800

1,2 mia. kr.

3 procent

7.100

1,7 mia. kr.

Da førtidspensionister udgør cirka halvdelen af den samlede målgruppe for ekspertgruppens

arbejde, kan være relevant også at medregne denne gruppe. Det er dog på kort sigt er svært

at reducere det samlede antal førtidspensionister, da det er meget få personer, som går fra

førtidspension tilbage til arbejdsmarkedet. Men det kan vises, hvilke effekter det vil have,

såfremt det på lang sigt lykkedes at ændre sammensætningen af gruppen, sådan at nogle

ikke overgår til permanent offentlig forsørgelse, men i stedet er tilknyttet arbejdsmarkedet.

Nedenstående regneeksempel svarer til det ovenstående, men er inklusiv førtidspensioni-

ster.

Tabel 5 Illustration af potentialet ved forbedret indsats (inkl. førtidspensionister)

Andel som overgår til fuld beskæftigelse

(inklusive førtidspensionister)

Strukturel beskæftigelse

Strukturel saldo

1 procent

4.700

1,2 mia. kr.

2 procent

9.400

2,3 mia. kr.

3 procent

14.000

3,5 mia.kr.

Som illustreret er der således betydelige samfundsøkonomiske gevinster at hente selv med

forholdsvis beskedne antagelser om den andel af målgruppen som gennem en bedre indsats

sikres en varig tilknytning til arbejdsmarkedet.

189

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

190

Litteraturliste

▶

Litteraturliste

•

Ankestyrelsen (2009):

Praksisundersøgelse af revalidering - Afslag eller bevilling

Abbring, J. H., van den Berg, G. J. & van Ours, J. C. (2005):

The effect of unemployment in-

surance sanctions on the transition rate from unemployment to employment

Arni, P., Lalive, R. & van Ours, J. C. (2009):

How effective are unemployment benefit sancti-

ons? Looking beyond unemployment exit

Arbejdsmarkedsstyrelsen (2009):

Forsøg med virksomhedscentre – slutevaluering af ho-

vedforsøget

Bach, H. B. & Petersen, K. N. (2007):

Kontanthjælpsmodtagerne i 2006 – en surveyundersø-

gelse af matchkategorier, arbejde og økonomi

Beskæftigelsesministeriet (2014):

Effekterne af ordinær uddannelse for lediges arbejds-

markedstilknytning

CABI (2014):

”Brug for alle – kvalitativ evaluering”

CABI (2012):

Revalidering – på vej ud eller på vej ind igen?

CEBR (2015):

Videreudvikling af Skandiamodellen: Den aktive beskæftigelsesindsats

Christensen, T. & Nordentoft, M. (2011):

Review om effekter af beskæftigelsesindsatser til

personer med svær psykisk sygdom

Damvad (2015):

Analyse af drivkræfter og barrierer for den virksomhedsrettede indsats for

ikke-arbejdsmarkedsparate borgere

Dansk Industri (2013):

Virksomhedernes syn på beskæftigelsesindsatsen

Deloitte (2015):

Barrierer og udfordringer for tværgående indsats, styring og organisering

Deloitte (2013):

Evaluering af voksenlærlingeordningen – Effekter, anvendelse og incita-

menter

Deloitte & CARMA (2015):

International komparativ analyse – Ydelsessystemer, reformer og

indsatser overfor ikke-arbejdsmarkedsparate borgere i fem lande

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) (2011):

Arbejdsmiljø og helbred i

Danmark 2010

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) (2008):

Hvidbog om sygefravær

og tilbagevenden til arbejde ved muskel- og skeletbesvær – årsager og handlemuligheder

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2002a):

Aktiv socialpolitik – en sammen-

fatning af evalueringer af revalidering og aktivering

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2003):

De svageste kontanthjælpsmod-

tagere

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2012a):

Effekter af den beskæftigelsesret-

tede indsats for sygemeldte. En litteraturoversigt

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI)(2012b):

Effekter af mentorstøtte for ud-

satte ledige

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2012c):

Effekter af virksomhedsrettede

aktivering for udsatte ledige

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2007a):

Employment Effects of Educati-

onal Measures for Work-Injured People

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2015):

Evaluering af mentorordningen

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2013a):

Handicap og beskæftigelse- ud-

viklingen mellem 2002 og 2012

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2013b):

Hjemløshed i Danmark 2013 -

National kortlægning

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2007b):

Kontanthjælpsmodtagerne i

2006 – en surveyundersøgelse af matchkategorier, arbejde og økonomi

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2002b):

Returning long-term Sick-Listed

to Work - The Effects of Training in a Competing Risk Model with Time Varying Covariates

and Unobserved Heterogeneity

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2002c):

Revalidering – deltagere, forløb

og effekter

•

191

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

•

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (2013c):

Socialøkonomiske virksomheder i

Danmark – Når udsatte bliver ansatte

Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) (2014):

Effekter af ansættelse som jobrotationsvikar

Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) (2013a):

Effekter af beskæftigelses og uddannelsesrettede indsatser for ikke-vestlige ledige indvan-

drere - En oversigt over danske og internationale kvantitative studier

Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) (2013b):

Effekter af løntilskud på kommunale arbejdspladser

Det Økonomiske Råd (2012):

Dansk Økonomi Efterår 2012

De Giorgi, G. (2005):

Long-term effects of a mandatory multistage program: the New Deal

for young people in the UK

Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats (2014):

Veje til job –

en arbejdsmarkedsindsats med mening

Europa-Kommissionen (2012):

Performance Management in Public Employment Services

EUSE, COWI & AFI/WRI (2011):

Supported Employment for people with disabilities in the EU

and EFTA-EEA – good practices and recommendations in support of a flexicurity approach

Fredriksson, P. & Johansson, P. (2008):

The Consequences for Evaluations Using Observati-

onal Data

Graversen, B. K. & Jensen, P. (2010):

A Reappraisal of the Virtues of Private Sector Employ-

ment Programmes,

Scandinavian Journal of Economics, vol. 112, pp. 546-569.

Heinesen, E., Husted L. & Rosholm, M. (2011):

The Effects of Active Labour Market Policies for

Immigrants Receiving Social Assistance in Denmark

Lalive, R, van Ours, J. C. & Zweimüller, J. (2005):

The Effect Of Benefit Sanctions On The Du-

ration Of Unemployment

Malmberg-Heimonen, I. & Vuori, J. (2005):

Activation or discouragement—the effect of en-

forced participation on the success of jobsearch training

Markussen, S., Røed, K. & Schreiner, R. C. (2014):

Can compulsory dialogs promote return to

work for sick-leave?

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2014):

Vejledning om sundhedskoordinations-

udvalg og sundhedsaftaler (Sundhedsaftalevejledningen),

VEJ nr. 9005 af 20/12/2013

Mploy (2013):

Status på kommunernes implementering af førtidspensions- og fleksjobre-

formen – evaluering

New Insight m.fl. (2014a):

Baggrund for udvalgte indikatorer for arbejdsmarkedsparathed

New Insight m.fl. (2014b)

Uddrag fra 3. kvartalsrapport, BIP, april 2014, Sammenhæng mel-

lem beskæftigelse og besvarelse

Quartz+Co & BDO (2014):

Analyse af jobcentrenes ressourceforbrug - endelig afrapporte-

ring

Qureshi, A. (2009):

The Effect of Punitive Sanctions on the Transition rate from Welfare to

Work -An empirical analysis of the Danish labor market

Rambøll (2015a):

Analyse af den tværfaglige rehabiliterende indsats

Rambøll (2014):

Brug for alle – kvalitativ evaluering

Rambøll (2009):

Evaluering af ’Alle i gang’

Rambøll (2013):

Evaluering af ’På rette vej’

Rambøll (2015b):

Evaluering af revalideringsordningen

Regeringen, Akademikerne, Danske Regioner, FTF, KL & OAO (2013):

Principper for samar-

bejde mellem parter på det offentlige arbejdsmarked om modernisering

Regeringen (2014):

Vejen til varig beskæftigelse - den enkelte i centrum. Reform af beskæf-

tigelsesindsatsen

Roed, K. & Westlie, L. (2007):

Unemployment Insurance in Welfare States: Soft Constraints

and Mild Sanctions

Slotsholm (2011):

Beskæftigelsesindsatsen ifølge virksomhederne

Slotholm, Svarer, M. & Rosholm, M. (2010):

Evaluering af de økonomiske styringsmekanis-

mer på beskæftigelsesområdet

Sundhedsstyrelsen (2014):

Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013

Sundhedsstyrelsen (2006):

Etniske minoriteter – sygdom og brug af sundhedsvæsenet

192

Litteraturliste

▶

•

Svarer, M. (2011):

The Effect of Sanctions on the Exit from Unemployment: Evidence from

Denmark

Svarer, M. (2007):

The Effect of Sanctions on the Job Finding Rate: Evidence from Denmark

Tranæs, T. & Geerdsen, L. P. med bidrag af Imai, S., Larsen, C. & Svarer, M. (2008):

Forbryde-

ren og samfundet - Livsvilkår og uformel Straf

Udvalget for socialøkonomiske virksomheder (2013):

Anbefalingsrapport fra Udvalget for

socialøkonomiske virksomheder

van den Berg, G. J., & Vikström, J. (2009):

Monitoring job offer decisions, punishments, exit

to work, and job quality

van den Berg, G. J., Uhlendorff A. & Wolff, J. (2013):

Sanctions for Young Welfare Recipients

van den Berg, G. J., van der Klaauw, B. & van Ours, J. C. (2004):

Punitive Sanctions and the

Transition Rate from Welfare to Work

193

Bemærkninger

▶

Bilag

Partsgruppens bemærkninger

195

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

196

Bemærkninger

▶

Til Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsespolitik

Att. Maria Rydahl Ahlgreen ([email protected])

Den 10. marts 2015

Kære Carsten Koch

Tak for det tilsendte udkast til rapport fra ekspertgruppen om udredning af den aktive

beskæftigelsespolitik for fase II om de ikke-arbejdsmarkedsparate. Som medlemmer

af partsgruppen har vi set frem til rapporten.

Efter grundig læsning af rapporten og drøftelser af jeres anbefalinger har vi nu

sammenfattet LO’s og FTF’s kommentarer til ekspertgruppen i det vedlagte bilag. Vi

er grundlæggende enige med ekspertgruppen i de tre bærende principper om, at der

skal være en bedre tværgående indsats, at uddannelsesindsatsen bør opprioriteres og

den virksomhedsrettede indsats bør øges, men at den skal tænkes sammen med

understøttende tiltag. Det er desuden meget positivt, at ekspertgruppen fokuserer på

borgernes medindflydelse og ansvar i forhold til deres egen indsats.

Særligt på tre områder mener vi dog, at der er behov for at ændre og præcisere

ekspertgruppens anbefalinger. Vi mener således:



At reglerne om fastholdelsesfleksjob skal justeres.

At rimelighedskravet skal bevares, da det er et værn mod fortrængning og

At mål og begreber skal harmoniseres på tværs af områder og lovgivninger,

herunder at der skal nedsættes en tværsektoriel arbejdsgruppe, der udarbejder

konkrete forslag hertil.

Baggrunden for disse tre centrale ændringsforslag er anført i vores kommentarer.

Vi ser frem til ekspertgruppens drøftelse af parternes kommentarer samt den videre

proces med henblik på i sidste ende at opnå en forbedret beskæftigelsesindsats for de

ikke-arbejdsmarkedsparate.

Med venlig hilsen

Ejner K. Holst

Landsorganisationen i Danmark

Bente Sorgenfrey

FTF

197

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Den 10. marts 2015

og FTF’s kommentarer til ekspertgruppen om

udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats fremsendte den

26. februar 2015 et klausuleret rapportudkast til kommentering i den tilhørende

partsgruppe bestående af arbejdsmarkedets parter. I rapporten fremkommer

ekspertgruppen med en række anbefalinger for de ikke-arbejdsmarkedsparate samt

enkelte anbefalinger for de arbejdsmarkedsparate personer, der har mistet

dagpengeretten.

I tråd med LO og FTF’s

anbefalinger til beskæftigelsesindsatsen for ikke-

arbejdsmarkedsparate

peger ekspertgruppen bl.a. på, at der skal være en bedre tværgående

indsats, at uddannelsesindsatsen bør opprioriteres og den virksomhedsrettede indsats bør

øges, men at den skal tænkes sammen med understøttende tiltag. Det er desuden meget

positivt, at ekspertgruppen fokuserer på borgernes medindflydelse og ansvar i forhold til

deres egen indsats.

LO og FTF er helt enige med ekspertgruppen i, at fokus i beskæftigelsesindsatsen for

de ikke-arbejdsmarkedsparate skal tænkes i et langsigtet perspektiv. Ekspertgruppens

anbefalinger udgør således et godt udgangspunkt for udviklingen af en væsentlig

bedre beskæftigelsespolitik.

LO og FTF er meget positive overfor, at ekspertgruppen har fokus på en social

investeringstankegang som grundlag for den tværgående indsats, og at indsatsens kvalitet

skal bringe den enkelte tættere på varigt job eller i uddannelse. Vi så dog gerne, at

investeringstilgangen var at finde ved flere anbefalinger.

LO og FTF ser dog markante udfordringer med at implementere en langsigtet

investeringstankegang set i forhold til reformen af refusionssystemet for

forsørgelsesydelser (2015). Kommunernes incitament til at hjælpe personer på kanten af

arbejdsmarkedet kan være udfordret i det nye refusionssystem, da systemet i høj grad vil

give et incitament til at hjælpe dem, der er tættest på arbejdsmarkedet tilbage

Ekspertgruppen kommer med 28 overordnede anbefalinger og en række underanbefalinger.

LO og FTF er enige i hovedparten af de konkrete anbefalinger, men fremsætter også en

række forslag til justeringer og forbedringer til en række anbefalinger. Anbefalingerne

kommenteres enkeltvis i den nedenstående Tabel 1. Enkelte anbefalinger er dog af en

sådan karakter, at de kræver en mere uddybende kommentering, jf. nedenfor.

LO/FTF-konkretisering af anbefalinger til beskæftigelsesindsats for de ikke-arbejdsmarkedsparate, 17.

september 2014, LO/FTF-konkretisering af anbefalinger vedr. social-økonomiske virksomheder, 27. oktober

2014.

LO og FTF’s høringsvar til refusionsreformen for forørgelsesydelser, 2 marts 2015 (Lovforslaget om

kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og

arbejdsløshedskasserne og om digital løsning til brug for opgørelse af refusion og medfinansiering

(Nyt refusionssystem m.v.)

198

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

På grund af den nuværende situation med et stigende antal flygtninge der kommer til

Danmark, anmodede regeringen ekspertgruppen om at fremrykke afrapporteringen om

integrationsprogrammet, som er den særlige integrationsindsats, der gives til nyankomne

flygtninge og familiesammenførte udlændinge.

Ekspertgruppen afleverede derfor i januar 2015 en delrapport vedrørende

integrationsprogrammet

”Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og

familiesammenførte udlændinge”.

LO og FTF ser delrapporten og hovedrapporten som et samlet værk

–

og har derfor også

valgt at kommentere på delrapporten vedrørende integrationsprogrammet i Bilag 1

Sigtelinjer for en bedre indsats for de ikke-arbejdsmarkedsparate

LO og FTF har opstillet en række sigtelinjer for en bedre indsats over for de ikke-

arbejdsmarkedsparate borgere samt for de arbejdsmarkedsparate borgere, der mister retten

til dagpenge. Disse sigtelinjer har været udgangspunktet for vores forskellige indspil til

ekspertgruppen til dens analysearbejde.

1. Bedre balance mellem socialpolitik og beskæftigelsespolitik

LO og FTF har som sigtelinje til en bedre indsats over for de ikke-arbejdsmarkedsparate

borgere, at der fremadrettet skal være en bedre balance mellem socialpolitik og

beskæftigelsespolitik.

Siden den borgerlige regering har socialpolitikken bevæget sig mere og mere i retning af

en beskæftigelsesorienteret tilgang til at løse socialpolitiske problemer. LO og FTF er

enige i, at der er evidens for, at tilknytning til en arbejdsplads kan øge ikke-

arbejdsmarkedsparate personers tilknytning til arbejdsmarkedet.

I forhold til de ikke-arbejdsmarkedsparate er der imidlertid brug for en mere balanceret

indsats, hvor social- og beskæftigelsespolitiske initiativer går hånd i hånd og tager

udgangspunkt i behovet hos den enkelte.

Forventningerne til hvad arbejdspladsen kan og skal løse er ikke altid realistiske. Ikke alle

socialpolitiske problemer kan løses udelukkende ved en virksomhedsrettet indsats, som er

det gældende paradigme i socialpolitikken på nuværende tidspunkt.

LO og FTF er tilfredse med, at ekspertgruppen har taget en mere nuanceret tilgang, og at

ekspertgruppens anbefalinger i nogen grad gør op med det nuværende paradigme om, at en

ren og ensidig beskæftigelsesindsats altid kan løse socialpolitiske problemer.

2. Fastholdelse og inklusion på arbejdspladsen

LO og FTF har som sigtelinje til en bedre indsats over for de ikke-arbejdsmarkedsparate

borgere, at fastholdelse og inklusion på arbejdspladsen opprioriteres fremadrettet, hvilket

flugter med kommissoriet for ekspertgruppen vedrørende behovet for at se på samarbejdet

mellem jobcentret og virksomhederne.

Med baggrund i LO’s konkretisering af anbefalinger om flere flygtninge og indvandrere i beskæftigelse, 8.

oktober 2014.

199

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

For de medlemmer, der er i risiko for at miste sit arbejde og i risiko for at falde ud af

arbejdsmarkedet, er fastholdelse på arbejdsmarkedet af central betydning. Den danske

flexicurity model betyder, at virksomhederne kun i yderst begrænset omgang er forpligtede

til at arbejde med fastholdelse af medarbejderne. Virksomhedernes fleksibilitet skal

suppleres af et offentligt sikkerhedssystem, der gør fastholdelse til en reel mulighed.

Hele fastholdelsesdelen er imidlertid stort set fraværende i ekspertgruppens rapport. LO og

FTF savner undersøgelser af, hvorvidt den nuværende fastholdelsesindsats over for udsatte

medarbejdere er tilfredsstillende, og om den virker. Arbejdsgiverne bør i højere grad

medvirke til at finde løsninger til at beholde udsatte medarbejdere

–

frem for i dag, hvor

det hovedsageligt er den enkeltes eget ansvar med støtte fra det offentlige.

LO og FTF har peget på, at ekspertgruppen burde undersøge, hvordan man

sammen med

de ansatte på virksomhederne

skaber jobåbninger for borgere med nedsat arbejdsevne. De

ansatte på virksomheden er en vigtig og nødvendig ressource, når virksomheden skal

medvirke til at løse sociale problemstillinger

–

ikke mindst for at forebygge fortrængning

og mytedannelse.

I dag bliver

medarbejderne og TR’en ofte

inddraget alt for sent, og i nogle tilfælde først

efter den udsatte er blevet ansat. Dette på trods af, at der allerede i dag eksisterer regler om

medarbejderinddragelse ved ansættelse af personer på kanten af arbejdsmarkedet.

I stedet bør medarbejderne inddrages tidligt i forløbet, hvilket vil medvirke til at lette

inklusionen af udsatte på arbejdspladserne og skabe jobåbninger til gruppen. Samtidig vil

en tidlig og bedre inddragelse mindske fortrængningsproblematikken.

Ifølge den nugældende lovgivning skal oprettelse af løntilskudsjob og virksomhedspraktik

ske i samarbejde med en medarbejderrepræsentant. Nogle virksomheder spørger i dag

”tilfældige” medarbejdere, der ikke er inde i reglerne og heller ikke har indsigt i, hvor

mange ekstraordinære ansatte der er på virksomheden, hvilket ikke er tilfredsstillende.

Derudover bør der sikres øget transparens og synlighed over for de ordinært ansatte, når

der ansættes personer i ekstraordinær beskæftigelse.

LO og FTF finder det beklageligt, at ekspertgruppen har fravalgt at se nærmere på barrierer

og muligheder for at give medarbejderne større indflydelse ved ansættelse af personer på

kanten af arbejdsmarkedet. Det er kun via medarbejderindragelse, at fortrængning kan

undgås, og hvor meningsfyldte virksomhedsindsatser kan etableres.

3. En bedre tværgående indsats

LO og FTF har som sigtelinje til en bedre indsats over de ikke-arbejdsmarkedsparate

borgere, at der fremadrettet skal være en bedre tværgående indsats. Det er derfor glædeligt,

at ekspertgruppen har valgt at dedikere et af de tre principper til anbefalinger til

forbedringer af området.

Ifølge regeringens allerede gennemførte reformprogram af sygedagpenge, kontanthjælp,

førtidspension og fleksjob skal den fremtidige beskæftigelsesindsats bygge på en

individuel, helhedsorienteret og tværfaglig tilgang, hvilket LO og FTF er enige i.

200

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

En forudsætning for, at reformerne lykkes er imidlertid, at den tværgående indsats bliver

styrket og forankret hos de tværfaglige aktører. Omdrejningspunktet i den nye indsats er de

nye rehabiliteringsteams, og det er derfor altafgørende, at disse teams fungerer.

Der er desværre mange tegn på, at den tværgående indsats ikke fungerer ordentligt, hvilket

ekspertgruppens rapport også viser. Blandt andet peger en evaluering af førtidspensions-

og fleksjobreformen fra Mploy på, at den tværgående indsats fungerer utilfredsstillende,

herunder arbejdet i rehabiliteringsteams og de tværgående indsatser i ressourceforløb.

I den sammenhæng er der netop behov for, at kommunernes dokumentation af indsatsen

bliver mere nuanceret, så der i lige så høj grad fokuseres på det kvalitative indhold i

indsatsen som på den kvantitative del. Kommunernes resultater bør ikke kun basere sig på

kortsigtede rene investeringskalkuler, men også forholde sig til den langsigtede kvalitative

progression. Den ikke-arbejdsmarkedsparate skal opleve en fremdrift og udvikling i sin

arbejdsevne baseret på både delmål og langsigtede mål for indsatsen. Derfor er det meget

positivt, at ekspertgruppen netop adresserer behovet for validerede

progressionsmålingsinstrumenter.

LO og FTF er derfor tilfredse med de mange gode og relevante anbefalinger, som

ekspertgruppen kommer med på området. LO og FTF mener imidlertid, at ekspertgruppen

mangler at adressere identificerede udfordringer i sygedagpengeloven.

Behov for justering af sygedagpengeloven

Ekspertgruppen har ikke forholdt sig til, hvad LO og FTF anser, som de to af de største

tværgående problemer for sygedagpengemodtagere.

LO og FTF er for det første bekymrede for, om sundhedsvæsenet kan klare at udrede de

syge på langt kortere tid, som sygedagpengereformen foreskriver. Hvis ikke

sundhedsvæsenet kan fremrykke den samlede udredningstid for patienterne, vil det betyde,

at flere borgere alene på grund af ventetid i sundhedsvæsenet mister deres sygedagpenge

efter 22 uger. Endvidere er LO og FTF bekymrede for, om jobcentrene og

sundhedsvæsenet allerede på det tidspunkt er i stand til at foretage en socialfaglig

vurdering af, om sygedagpengemodtageren er omfattet af forlængelsesmulighederne.

For det andet er LO og FTF bekymrede over mange kommuners strenge praksis med at

stoppe sygedagpenge ved anvendelsen af § 7 i sygedagpengeloven. Kommunernes praksis

kan medføre, at et påbegyndt jobafklaringsforløb bliver afbrudt på dette grundlag.

Sygemeldte i lange forløb som gradvist forbedrer arbejdsevnen vil efter kommunernes

praksis kunne falde ind under manglende uarbejdsdygtighed efter loven § 7 og miste retten

til jobafklaringsforløb uden at kunne stille sig til rådighed i a-kassen.

LO og FTF foreslår, at ekspertgruppen anbefaler:



At sygedagpengelovens § 24 ændres således, at den periode, hvor den

sygemeldte venter på afklarende foranstaltninger, undersøgelser og

behandling på offentlige sygehuse ikke medregnes i perioden på 22 uger.

At personer, der ikke kan stille sig til rådighed i a-kassen på grund af sygdom,

ikke kan vurderes arbejdsdygtige efter § 7.



201

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

4. Indsatsen for de arbejdsmarkedsparate personer, der har mistet dagpengeretten

LO og FTF har som sigtelinje til en bedre indsats over de arbejdsmarkedsparate personer,

der har mistet dagpengeretten, at et fremtidigt beskæftigelsessystem skal kunne tage hånd

om denne gruppe.

Beskæftigelsessystemet er udfordret af en stor gruppe arbejdsløse, som er blevet ramt af

forkortelsen af dagpengeperioden. Siden 1. januar 2013 har ca. 50.000 personer således

mistet dagpengeretten. Når arbejdsmarkedsydelsen udløber pr. 1. juli 2016, overgår

restgruppen primært til enten at være jobparate kontanthjælpsmodtagere eller de mister

retten til forsørgelse.

LO og FTF er tilfredse med, at ekpertgruppen særskilt er kommet med anbefalinger

vedrørende overgangen fra dagpenge til selvforsørgelse eller kontanthjælp og kvitterer for,

at ekspertgruppen ligeledes har lyttet til vores forslag til anbefalinger.

Problemet med, at så mange mennesker mister retten til dagpenge, kan imidlertid ikke

løses af få anbefalinger til en ændret beskæftigelsesindsats. Problemet skal løses i

dagpengesystemet. Det kan analysearbejdet i Dagpengekommissionen forhåbentligt også

bidrage med.

Tre centrale ændringsforslag til ekspertgruppen



Reglerne om fastholdelsesfleksjob skal justeres

LO og FTF finder det beklageligt, at ekspertgruppen ikke forholder sig til udfordringerne

med fastholdelse af medarbejdere med nedsat arbejdsevne. Det største problem med den

nye fleksjobordning er kravet om 12 måneders ansættelse efter de sociale kapitler eller på

særlige vilkår, før man kan få fleksjob i hidtidig virksomhed (fastholdelsesfleksjob).

Reglerne har medført et dramatisk fald i antallet af fastholdelsesfleksjob, hvilket

modvirker rummeligheden på arbejdsmarkedet og arbejdspladsernes fastholdelsesindsats

over for medarbejdere med nedsat arbejdsevne.

I mange virksomheder er det ikke muligt at indgå en aftale om ansættelse efter de sociale

kapitler i 12 måneder på trods af, at arbejdsgiveren gerne vil fasholde medarbejderen i

fleksjob. Dette kan betyde, at personerne kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Reglen om 12 måneders ansættelse efter de sociale kapitler blev indført for at begrænse

misbrug af ordningen, men med udmøntningen af fleksjobreformen blev løntilskuddet til

arbejdsgiveren fjernet, hvorved risikoen for misbrug i dag er ikke-eksisterende. Derved

finder LO og FTF, at der ikke længere er belæg for at fastholde reglen om 12 måneders

ansættelse efter de sociale kapitler, før man kan blive ansat i fleksjob i hidtidig

virksomhed.

LO og FTF foreslår, at ekspertgruppen anbefaler, at kravet om 12 måneders

forudgående ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår bør afskaffes.

202

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats



Rimelighedskravet skal ikke ændres, da det er et værn mod fortrængning

Ekspertgruppen foreslår, at rimelighedskravet fremover skal tage udgangspunkt i det antal

timer, som borgeren arbejder i løntilskud, virksomhedspraktik eller nytteindsats og ikke

antallet af ansatte.

Dette kan LO og FTF på ingen måde acceptere. LO og FTF har forståelse for, at personer

på kanten af arbejdsmarkedet i nogle tilfælde kun kan arbejde relativt få timer om ugen.

LO og FTF mener dog ikke, at det kan retfærdiggøre en generel ændring af reglerne. LO

og FTF mener således, at det fortsat kun bør være i særlige situationer, at en svækkelse af

rimelighedskravet kan ske fx for socialøkonomiske virksomheder, der arbejder med

målgruppen, og når de Regionale Arbejdsmarkedsråd dispenserer for kravet ved

nytteindsats.

Reglen for, hvor mange personer en virksomhed må have i tilbud i forhold til antallet af

ordinært ansatte ("rimelighedskravet"), er netop til for at imødegå risikoen for, at

virksomhedsrettede tilbud fortrænger ordinær beskæftigelse og for at understøtte en positiv

opkvalificeringseffekt.

Ekspertgruppens egen undersøgelse af virksomhedernes oplevelse af rimelighedskravet

viser desuden, at ”syv ud af ti virksomheder giver udtryk for, at det er vigtigt for et godt

forløb, at virksomheden kun har få borgere i tilbud samtidig, og mange virksomheder giver

udtryk for, at de ikke har kapacitet til at rumme flere end det er tilladt under de nuværende

regler. Resultaterne indikerer samtidig, at en gruppe virksomheder ville kunne tilbyde flere

virksomhedsrettede

tilbud, hvis rimelighedskravet blev lempet for udvalgte grupper” (jf.

rapportens side 97). Oplevelserne fra de virksomheder, der i dag påtager sig opgaven om at

levere virksomhedspladser viser således, at det er en meget dårlig íde at ændre

rimelighedskravet.

Ekspertgruppen peger selv på, at der potentielt er mellem 300.000-400.000

virksomhedspladser til borgere i virksomhedsrettede tilbud fordelt på virksomhederne (jf.

rapportens side 81). Hvis bare en mindre andel af dette skøn kan blive realiseret ved, at

flere af de private arbejdsgivere melder sig på banen, og at jobcentrene får aktiveret andre

virksomheder end dem de plejer at tale med, så vil det kunne medføre, at det ikke er de

samme virksomheder og brancher, der tager hele ansvaret. Desuden vil det fjerne det

nuværende pres på de ufaglærte offentlige arbejdspladser, som primært bærer ansvaret for

det rummelige arbejdsmarked.

LO og FTF foreslår, at ekspertgruppen fjerner anbefalingen om, at

rimelighedskravet fremover skal tage udgangspunkt i timer frem for antallet af

ansatte.



Brug for harmonisering af mål og begreber på tværs af områder og

lovgivninger

Den måske største udfordring med den tværfaglige indsats og koordinering er, at de

forskellige sektorområder og lovgivninger har forskellige mål og begreber. Den allerede

nævnte problemstilling vedr. manglende sammenhæng mellem § 7 i sygedagpengeloven og

Jf. Rapportens boks 4.5 om rimelighedskravet

203

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

lov om arbejdsløshedsdagpenge er et godt eksempel herpå. LO og FTF mener, at der er

brug for en rød tråd på tværs af regelsæt og sektorer.

LO og FTF vil derfor gerne kvittere for ekspertgruppens anbefalinger om, at der bør ske en

harmonisering af mål og begreber på tværs af sektorer. Det er fornuftigt at få etableret et

fælles sprog om ”arbejdsrettet rehabilitering” på det sociale, beskæftigelses-,

uddannelses-,

og sundhedsmæssige område. Og at denne harmonisering skal ske på tværs af lovgivninger

og vejledninger. LO og FTF støtter således ekspertgruppen i, at de lovgivningsmæssige

rammer for det rehabiliterende arbejde skal understøtte, at der dannes en fælles

begrebsforståelse i de tværgående sektoraktøreres arbejde.

LO og FTF foreslår, at ekspertgruppen anbefaler regeringen at nedsætte en

tværfaglig og tværsektoriel arbejdsgruppe vedr. arbejdsrettet rehabilitering, der får

fire opgaver:

•

Skabe konsensus om en definition af arbejdsrettet rehabilitering.

Fremkomme med forslag til indhold i en vejledning om arbejdsrettet

rehabilitering, omfattende definition, indhold i og principper for udarbejdelse af

rehabiliteringsplan, herunder beskrivelse af den bio-psyko-sociale

helhedsmodel (ICF), borgerens og de forskellige aktørers rolle, organisering,

beslutningskompetence, kompetenceudvikling og forskningsgørelse.

Fremkomme med endelige forslag til harmonisering af relevante lovgivninger.

Fremkomme med konkrete eksempler

•

LO og FTF’s kommentarer til de overordnede tematikker

Ekspertgruppen har struktureret deres anbefalinger efter tre styrende principper

–

A) En ny

virksomhedsrettet indsats, B) En styrket tværfaglig indsats og C) Mere målrettet

uddannelse. Derudover er der yderligere anbefalinger om D) Undersøttenede initiativer og

anbefalinger vedr. overgangen fra dagpengesystemet til selvførsørgelse eller kontanthjælp.

Nedenfor kommenterer LO og FTF på tematikkerne og deres primære indhold.

Principperne gælder som udgangspunkt for alle målgrupper på kontanthjælp,

uddannelseshjælp, ledighedsydelse, og ressourceforløb samt enkelte anbefalinger til

sygedagpengemodtagere.

LO og FTF finder det problematisk, at rapporten i en række anbefalinger sidestiller

jobparate kontanthjælpsmodtagere med de øvrige målgrupper. De er ikke en del af de ikke-

arbejdsmarkedsparate borgere, da de formelt ikke har problemer ud over arbejdsløshed.

Anbefalinger til denne gruppe bør således adresseres selvstændigt.

Ekspertgruppen understreger bl.a., at principperne forudsætter, at kommunerne i højere

grad planlægger og prioriterer indsatsen ud fra en længere tidshorisont og med fokus på

beskæftigelseseffekten af indsatsen, - også selv om afkastet først opnås på længere sigt.

Jf. Ekspertnotat om ”Arbejdsrettet rehabilitering” udarbejdet af professor Claus Vinther Nielsen for LO og

FTF. Notatet arbejder dels med definitioner og en beskrivelse af begrebet arbejdsrettet rehabilitering dels

med konkrete forslag til, hvorledes arbejdsrettet rehabilitering kan indføjes i de relevante tværministerielle

loves formål.

204

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Princip 1 - A: En ny virksomhedsrettet indsats

Ekspertgruppen henviser til undersøgelser der viser, at det typisk er en indsats på en

virksomhed, der virker bedst, for de borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet.

Ekspertgruppen ønsker på den baggrund, at virksomhedsrettede tilbud skal være

førstevalget, når jobcentret arbejder med indsatsen for borgere, der befinder sig i udkanten

af arbejdsmarkedet. Ekspertgruppens mest markante anbefalinger er en ændring af

rimelighedskravet fra personer til timer samt en ændring af driftrefusionen for

virksomhedsrettede tilbud mv. til 50 pct. Ekspertgruppen vil ligeledes belønne

kontanthjælpsmodtagere for at deltage i virksomhedspraktik eller nytteindsats. Derudover

præsenterer de to nye virksomhedstilbud: et forberedende virksomhedsforløb og en

fleksibel løntilskudsordning i private virksomheder.

LO og FTF støtter som udgangspunkt et øget fokus på virksomhedsrettede tilbud over for

de ikke-arbejdsmarkedsparate. Ekspertgruppens anbefalinger om øget virksomhedsrettet

indsats hviler imidlertid på et meget spinkelt evidensgrundlag, da gruppen er så heterogen,

at entydige konklusioner om værdien af en virksomhedsrettet indsats er stort set umulige.

De virksomhedsrettede tilbud kan derfor på ingen måde stå alene, men skal altid følges af

understøttende initiativer og redskaber. Indsatsen for de ikke-arbejdsmarkedsparate skal

således være baseret både på arbejdsmarkeds-, social-, sundheds-, og uddannelsespolitiske

tilbud og kombinationer af samme. Gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate er så

forskelligartet, at det er afgørende, at den kommende indsats tager udgangspunkt i den

enkelte. Det er derfor centralt meget hurtigt at få afklaret, hvilke ressourcer den enkelte har

til rådighed. Det er afgørende, at kommunerne i langt højere grad end i dag, fokuserer på at

sikre en målrettet indsats over for alle ikke-arbejdsmarkedsparate.

For LO og FTF er det en grundlæggende forudsætning, at støttet beskæftigelse i den

fremtidige indsats på ingen måde fører til fortrængning af ordinært ansatte, hverken på kort

eller lang sigt - direkte eller indirekte. Det er ligeledes vigtigt, at den virksomhedsrettede

indsats kommer så tæt på ordinære løn- og ansættelsesvilkår for at forhindre en

underminering af de ordinære vilkår.

LO og FTF kan derfor ikke støtte en generel ændring af rimelighedskravet til at tælle som

timer. LO og FTF har forståelse for, at personer på kanten af arbejdsmarkedet i nogle

tilfælde kun kan arbejde relativt få timer om ugen. LO og FTF mener imidlertid ikke, at det

retfærdiggører en generel ændring af reglerne. Det bør således fortsat kun være i særlige

situationer, at en svækkelse af rimelighedskravet finder sted fx for socialøkonomiske

virksomheder, der arbejder med målgruppen eller når de Regionale Arbejdsmarkedsråd

dispenserer for kravet ved nytteindsats.

LO og FTF kan ikke støtte en generel ændring af driftsrefusionen, så alle målgrupper

ekskl. dagpengemodtagere refunderes 50 pct. af kommunernes driftsudgifter til

virksomhedsrettede indsatser og følgeudgifter i forbindelse hermed. Jobparate og

uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere skal ikke indgå i målgruppen. Derimod kan det

være fornuftigt, at driftsrefusionen sættes til 50 pct. for de ikke-arbejdsmarkedsparate

borgere, men det skal sikres, at borgerne ikke presses ud i et virksomhedsrettet tilbud, som

de ikke kan magte.

LO og FTF kan ikke støtte, at jobparate kontanthjælpsmodtagere under og over 30 år skal

have et ugentligt tillæg på 250 kr. for at deltage i virksomhedspraktik. Det er fint at

205

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

belønne frem for at straffe, men det bør kun gælde for de aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere.

LO og FTF mener, at det må være en fejl, at anbefalingen ligeledes indbefatter

nytteindsats. Nytteindsats har intet beskæftigelsespolitisk formål, men har udelukkende til

formål, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for deres ydelse. Det bør på ingen måde

kunne udløse et tillæg. Ligeledes finder LO og FTF det ikke rimeligt, at finansieringen

findes ved en generel månedlig sænkelse af kontanthjælpen for alle

kontanthjælpsmodtagere over 30 år.

LO og FTF ser postivt på de nye virksomhedsrettede initiativer, der arbejder ud fra en

progressionstilgang, hvor få timer kan vokse til flere timer, så personer i udkanten af

arbejdsmarkedet kommer tættere på arbejdsmarkedet.

Princip 2 - B: En styrket tværfaglig indsats

Ekspertgruppen er nået frem til, at det fortsat er en stor udfordring for de fleste kommuner

at levere en sammenhængende og effektiv indsats, der er individuel, helhedsorienteret,

tværfaglig og koordineret på tværs af det sociale område, sundheds-, uddannelses- og

beskæftigelsesområdet. Ekspertgruppen vurderer, at der skal mere kvalitet og indhold i den

tværfaglige indsats, hvis det skal lykkes, at borgere med sammensatte og komplicerede

problemstillinger gradvist kan rykke sig nærmere arbejdsmarkedet.

Ekspertgruppen peger på, at de administrative, lovgivningsmæssige og økonomiske

begrænsninger for det tværgående samarbejde i videst muligt omfang skal nedbrydes.

Rehabiliteringsteams skal have myndighedskompetence, og målet skal være, at den enkelte

borger kun får én samlet indsats- og handlingsplan. Der skal udvikles fælles forståelse for

mål og værdier samt metoder og værktøjer, herunder af begrebet

”arbejdsrettet

rehabilitering”.

Ekspertgruppen vurderer, at overgangen til beskæftigelsessystemet, når unge fylder 18 år,

skal være mere smidig, og generelt skal der være bedre muligheder for mentorstøtte i

overgangen til en ny tilværelse.

Endelig efterlyser ekspertgruppen større indflydelse til borgerne for at sikre større

medejerskab til mål og afgørelser om indsats.

LO og FTF kvitterer for ekspertgruppens anbefalinger, der skal styrke den tværfaglige

beskæftigelsesindsats for de ikke- arbejdsmarkedsparate. De ligger på linje med de

anbefalinger, som LO og FTF har fremsendt til ekspertgruppen.

LO og FTF er tilfredse med, at ekspertgruppen tager fat i svaghederne i den røde

gennemgående tråd om tværfaglighed, koordinering og helhedsorientering, som regeringen

har trukket gennem det store reformprogram af førtidspension og fleksjob, sygedagpenge

og kontanthjælp. Ekspertgruppen har således vurderet, at den formaliserede retorik om

denne nye tilgang i en effektiv beskæftigelsesindsats ikke bliver omsat til praksis, når de

involverede fagpersoner fra forskellige forvaltninger og sektorer mangler fælles mål,

værdier, viden, indsigt, metoder og værktøjer til at kunne gennemføre en styrket tværfaglig

indsats.

En højere kvalitet i den tværgående indsats ser LO og FTF som et nødvendigt skridt i den

rigtige retning for at kunne indfri intentionerne bag de allerede gennemførte reformer, hvor

206

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

det gennemgående tema har været, at udsatte personer med nedsat eller ringe arbejdsevne

har behov for en styrket indsats, der både kan sikre fastholdelse og integration på

arbejdsmarkedet.

LO og FTF er enige i, at repræsentanterne i de nye rehabiliteringsteams i kommunerne skal

have udbredt og endelig beslutningskompetence både i forhold til den enkelte borgers

beskæftigelsesindsats og ydelse. Det vil først og fremmest løse store problemer med

sagsbehandlingstiden, der i dag kan være urimelige lange, inden der kan træffes en endelig

afgørelse om indsats.

Overgang fra ung til voksen

Ekspertgruppens anbefalinger til en bedre overgang for udsatte fra børne- og

ungdomssystemet på socialområdet til beskæftigelsessystemet er afgørende for de unges

videre vej til uddannelse og job på arbejdsmarkedet. LO og FTF mener, at det er rigtigt set,

at rehabiliteringsteamet, allerede inden de unge er 17�½ år, skal indkalde de unge til et

møde med henblik på at understøtte den unges mål mod uddannelse og job.

Ekspertgruppen præciserer også, hvem der skal deltage i dette møde. LO og FTF efterlyser

i den sammenhæng princippet om koordinering til andre sektorer, herunder især

uddannelsessektoren, som ikke er tænkt med som deltagere på mødet. Det bør klart fremgå

af anbefalingen, at der i mødet også deltager en UU-vejleder, når det er relevant, så det

bedst sikres, at den rigtige uddannelsesvej prioriteres som den væsentligste indsats.

I en lang række kommuner er der oprettet særskilte ungeenheder, hvor tværfaglige

specialister med fokus på de unges særlige behov og vanskeligheder kan sammensætte en

helhedsorienteret uddannelses- og socialfaglig indsats. Det er der udbredt positive

erfaringer med. LO og FTF har foreslået ekspertgruppen, at denne organisering bør

indføres i alle landets kommuner, hvilket fortsat anbefales.

Mentorstøtte

LO og FTF er enige i, at brugen af mentorstøtte skal være effektfuld, og at kommunerne

skal kunne anvende mentorstøtte til flere af de udsatte borgere. Fx bør man være

opmærksom på de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som har komplicerede og

sammensatte helbredsproblemer - meget ofte af psykisk karakter, som gør, at de ofte har

vanskeligheder med at følge deres behandling og indsatsplan. LO og FTF foreslår derfor,

at mentorer til denne målgruppe skal deltage i de fire årlige samtaler i jobcentret. Det vil

sikre, at der ikke opstår kommunikationssvigt i dialogen mellem borger, sagsbehandler og

mentor vedrørende de aftaler, der er indgået om borgerens fremtidige aktiviteter.

LO og FTF kvitterer for ekspertgruppens anbefaling om, at den enkelte borger kun skal

have én sammenhængende plan, der er koordineret på tværs af aktuelle sektorer, og at det

er den koordinerende sagsbehandler, der har ansvaret for, at den kontinuerligt er ført ajour.

Vi mener imidlertid, at denne anbefaling bør suppleres med, at borgeren skal inddrages i

udarbejdelse og ajourføring af planen og skal have fuld adgang til den digitale plan, så det

sikres, at borgeren selv føler ejerskab og ansvar for at gennemføre planen.

Det er LO og FTF´s opfattelse, at ekspertgruppens anbefalinger om at igangsætte projekter,

der kan udvikle metoder til en tidlig og tværfaglig afklaring af borgere i et

helhedsorienteret perspektiv samt udvikling af et landsdækkende, borgerrettet

progressionsværktøj er yderst relevante. Dermed tager ekspertgruppen bl.a. fat i de allerede

207

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

gennemførte evalueringer af reformer, der klart har vist manglende opmærksomhed på

intentionen om at udvikle borgerens arbejdsevne. Det er meget tilfredsstillende, at

ekspertgruppen her peger på den bio-psyko-sociale model som referenceramme for

arbejdet. Ligeledes er det særdeles positivt, at ekspertgruppen også anbefaler igangsættelse

af projekter, der kan udvikle et digitalt budgetterings- og investeringsværktøj, der kan

understøtte kommunernes arbejde med at tilrettelægge indsatser ud fra en social

investeringstankegang, hvor både direkte og afledte udgifter og gevinster fra forskellige

sektorer bliver inddraget.

Harmonisere mål og begreber på tværs

Som tidligere nævnt kvitterer LO og FTF ekspertgruppen for at fremsætte anbefalinger, der

kan harmonisere mål og begreber, herunder især at etablere et fælles sprog om

”arbejdsrettet rehabilitering” på det sociale, beskæftigelses-,

uddannelses-, og

sundhedsmæssige område. Og at denne harmonisering skal ske på tværs af lovgivninger og

vejledninger. LO og FTF er således helt enige med ekspertgruppen i, at de

lovgivningsmæssige rammer for det rehabiliterende arbejde skal understøtte, at der dannes

en fælles begrebsforståelse i de tværgående sektoraktøreres arbejde.

LO og FTF har fået udarbejdet et eksternt notat, dels med definitioner og en beskrivelse af

begrebet arbejdsrettet rehabilitering dels med konkrete forslag til, hvorledes arbejdsrettet

rehabilitering kan indføjes i de relevante tværministerielle loves formål. Notatet er

fremsendt til ekspertgruppen, hvilket klart afspejles i rapportens anbefalinger. LO og FTF

opfordrer imidlertid ekspertgruppen til konkret at anbefale regeringen at nedsætte en

tværfaglig

og tværsektoriel arbejdsgruppe jf. ovenstående afsnit om ”Tre

centrale

ændringsforslag til ekspertgruppen”.

Større indflydelse til borgerne

For LO og FTF er der ingen tvivl om, at større indflydelse for borgerne er nødvendigt for

at sikre borgerens engagement og succes med den planlagte indsats. Borgerne har et ansvar

for egen indsats, og når der stilles rimelige krav til borgerne, illusterer det samtidig respekt

for borgerne.Vi har især fokus på utilstækkelig borgerindflydelse på rehabiliteringsteamets

afgørelser og indhold i ressourceforløb. Som supplement til ekspertgruppens anbefalinger

på dette område foreslår vi derfor følgende medtaget i den endelige rapport:



Det skal gøres muligt for borgerne selv at søge om et ressourceforløb, og kommunens

eventuelle afvisning skal kunne påklages.

Det skal være muligt at klage over indholdet af et ressourceforløb og varigheden af

dette.

Det er vigtigt, at borgeren føler ejerskab til planerne i ressourceforløbet. Der er ikke

noget til hinder for, lovgivningsmæssigt eller organisatorisk, at rehabiliteringsteamet

afholder hele mødet med tilstedeværelse af borgeren, således at der ikke træffes endelig

afgørelse i sagen før mødet med borgeren. Når rehabiliteringsteamet ikke er enigt eller

er i tvivl om, hvilken ordning der er den rigtige for personen, skal uenigheden gøres

tilgængelig for borgeren.

208

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Princip 3 - C: Mere målrettet uddannelse

Ekspertgruppen peger på, at der bør foretages en modernisering af revalideringsordningen,

hvor revalidering skal reserveres til mere målrettet kompetencegivende uddannelse for

personer over 30 år. Begrundelsen herfor er, at der blandt andet med reformer på

beskæftigelsesområdet nu er mulighed for indsatser i kontanthjælpssystemet, som i stort

omfang har været en del af revalideringsindsatsen. Ekspertgruppen anbefaler en lempelse

af tildelingskriterierne til revalidering. Ekspertgruppen anbefaler ligeledes, at der sættes et

alderskrav på over 30 år. Ekspertgruppen anbefaler desuden, at forrevalideringen afskaffes,

da den ifølge ekspertgruppen i dag anvendes i begrænset omfang. Endelig foreslås, at

varigheden af revalidering sættes ned fra 5 til 4 år og revalideringsydelsen bibeholdes.

Ekspertgruppen vurderer på baggrund af hidtidige positive erfaringer med

voksenlærlingeordningen for kontanthjælps- og dagpengemodtagere, at incitamenterne for

virksomhederne til at tage voksenlærlinge bør øges gennem øget tilskud til

virksomhederne.

Med hensyn til sygedagpenge anbefaler ekspertgruppen, at personer på sygedagpenge, i

lighed med personer på dagpenge og kontanthjælp, får mulighed for

realkompetenceafklaring. Hensigten er, at alle grupper stilles lige i forhold til synliggørelse

af deres erhvervsrelevante kompetencer erhvervet uden for det etablerede

uddannelsessystem.

Revalidering

LO og FTF finder overordnet, at styrken ved revalidering er, at ordningen kan give borgere

med nedsat arbejdsevne mulighed for varig beskæftigelse, hvilket sjældent forekommer,

hvis det er den hurtigste vej til beskæftigelse, der har forrang. Revalidering kan med fordel

bruges inden for fag og beskæftigelsesområder, hvor fysisk og psykisk nedslidning,

arbejdsulykker mv. finder sted, og hvor borgerne ved hjælp af revalidering kan omskoles

til nye beskæftigelsesområder, hvor deres arbejdsevne kan anvendes. En opprioritering af

revalidering vil kunne forhindre lange sygefraværsforløb og reducere tilgangen til fleksjob

og førtidspension.

LO og FTF kvitterer for en lempelse af tilkendelseskriterierne til revalidering. Det vil

medføre, at revalidering igen kan blive et centralt redskab i den ordinære indsats. Det vil

samtidig betyde, at revalidering vil kunne iværksættes hurtigere end i dag og derved også

med større mulighed for hurtigere og bedre tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

LO og FTF støtter ikke, at revalidering kun kan anvendes for personer over 30 år.

LO og FTF anerkender, at tilbagevenden til arbejdsmarkedet i dag er mulig i kraft af

øvrige tilskudsordninger, og at revalideringen af den årsag anvendes i mindre grad. Men vi

er uenige i forslaget om at målrette revalideringen til kun at omfatte erhvervskompetence-

givende uddannelser. Vi finder, at det er en alt for snæver tilgang til et revalideringsforløb,

som vil udelukke den gruppe af borgere, som ikke er i stand til eller ikke egner sig til en

erhvervskompetencegivende uddannelse. At der fortsat er et behov for opkvalificering af

forløb af kortere varighed underbygges af rapportens tal om, at den gennemsnitlige

varighed af forløbene er 35 uger.

LO og FTF finder heller ikke grund til at fjerne forrevalideringen. Ekspertgruppen

begrunder deres forslag med, at ordningen i dag ikke anvendes i større omfang og henviser

209

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

til rapportens analyse. Analysen tager kun udgangspunkt i data omfattende kontanthjælp

og påpeger, at der ikke er tal på forrevalidering fra sygedagpenge. I dag kommer over

halvdelen af revalidenderne fra sygedagpenge. LO og FTF mener, at forrevalidering fortsat

er et udmærket redskab til at afdække/afklare et efterfølgende revalideringsforløb.

Realkompetencevurdering til sygemeldte

LO og FTF støtter, at de sygemeldte ufaglærte ligeledes får ret til en

realkompetencevurdering på lige niveau med kontanthjælpsmodtagere,

dagpengemodtagere og beskæftigede. Vi mener imidlertid, at det bør være alle

uddannelsesgrupper, der får mulighed for realkompetencevurdering.

Det vil dog være særdeles hensigtsmæssigt - og i overensstemmelse med de principper,

som også gør sig gældende i ekspertgruppens anbefalinger

–

at selve

realkompetenceafklaringerne og vurderingerne samles på en institutionstype på tværs af

social- beskæftigelses- og uddannelsespolitiske initiativer og indsatser.

Det har betydning for at sikre den samlede kvalitet og ensartede tilgang til RKV. Den

hidtidige erfaring er netop, at det har stor betydning med kontinuitet og erfaringsdannelse

hos de institutioner, der udfører RKV. Det kan således frarådes, at denne funktion

udspredes til mange aktører (jobcentre, a-kasser, uddannelsesinstitutioner m.v.), der ikke

har opnået erfaring inden for feltet. Risikoen er, at anvendelsen af RKV på mange

institutioner vil give anledning til lemfældig omgang med betroede midler.

LO og FTF vil derfor foreslå, at det overvejes at give de 13 VEU-centre en formel status af

at være centre for RKV, hvor med de forskellige kompetencer ift. de respektive aktører

samles. Hensigten er således, at ansvaret for RKV samles for alle målgrupper inden for

såvel det uddannelses-, beskæftigelses- som socialpolitiske område. Fordelen vil være, at

det tillige vil knytte op til de eksisterende arbejdskraftsoplande. En sådan samlet funktion

og samling af ekspertise i VEU-centrene vil betyde en vidensopbygning på tværs samt et

ensartet grundlag og metode for RKV. Det vil dog kræve, at VEU-centrene tilføres

væsentligt flere ressourcer end de råder over i dag.

Videreførelse af ”Brobygning til Uddannelse”

Som ekspertgruppen også peger på i deres rapport igangsatte Arbejdsmarkedsstyrelsen

primo 2013 det store udviklingsprojekt 'Brobygning til Uddannelse'. Samlet har over 40

erhvervsskoler og mere end 30 jobcentre bidraget i de 12 projekter. Og det er blevet

vurderet, at næsten 3.000 unge vil have gennemført et brobygningsforløb frem til

afslutningen af projektet i 2014. Projektet har primært rettet sig mod unge

uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år, der ikke har gennemført en

erhvervskompetencegivende uddannelse, men som via et brobygningsforløb vurderes at

kunne påbegynde og gennemføre en erhvervsuddannelse.

LO og FTF finder, at resultaterne og effekterne af dette projekt er så gode, at der bør

arbejdes videre med en forankring af disse resultater i samtlige kommuner, således at

projektet og dets resultater overgår fra projektstatus til reel implementering i samtlige

jobcentre og deres samarbejde med uddannelsesinstitutionerne.

210

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

D: Understøttende initiativer og styrket overgang fra dagpenge til selvforsørgelse

eller kontanthjælp

Ekspertgruppen har peget på behovet for en række supplerende initiativer, der på forskellig

vis understøtter initiativerne i de tre hovedgrupper.

Ekspertgruppen har desuden fremlagt anbefalinger på en styrket overgang fra dagpenge til

kontanthjælp eller selvforsørgelse.

Herudover har ekspertgruppen konkluderet, at der på nuværende tidspunkt ikke er

grundlag for at ændre på de gældende sanktioner på området. Ekspertgruppen giver som

begrundelse, at der som en del af kontanthjælpsreformen blev indført en række ændringer i

sanktionssystemet, som man endnu mangler at se effekten af.

LO og FTF er for hovedparten af anbefalingerne enige i ekspertgruppens forslag. LO og

FTF er enige i, at for gruppen af borgere på kanten af arbejdsmarkedet bør gæld til det

offentlige ikke være en barriere for at komme i beskæftigelse. En smidigere afdragsordning

kan derfor i mange sammenhænge være hensigtsmæssig.

LO og FTF kan derimod ikke anbefale, at der iværksættes et forsøg om en ny indsats for

delvis raskmeldte sygemeldte. I sygedagpengereformen er der indført nye redskaber til en

hurtig opfølgning og tilbagevenden i delvis raskmelding. LO og FTF finder det mere

relevant, at der gives ro til, at sygedagpengereformens intentioner på dette område kan

omsættes i praksis.

Overgang fra dagpenge til selvførsørgelse eller kontanthjælp

LO og FTF er som udgangspunkt enige i ekspertgruppens anbefalinger til en styrket

overgang fra dagpenge til selvforsørgelse eller kontanthjælp. Vi finder dog ikke, at

jobcentret skal have mulighed for at afslå en borgers mulighed for en samtale indenfor de

tre første måneders selvforsørgelse. LO og FTF finder, at det må være op til borgeren at

afgøre om vedkommende vil benytte sig af tilbuddet. Ligeledes mener LO og FTF, at

tilbuddet om ansættelse med løntilskud i den virksomhed, hvor borgeren umiddelbart før

dagpengeperiodens ophør har været ansat med løntilskud, bør gælde for både

dagpengemodtagere, der overgår til kontanthjælp eller selvforsørgelse. Der er intet

argument for at udelukke selvforsørgede i den sammenhæng.

Gennemgang af anbefalingerne enkeltvis

I Tabel 1 kommenteres anbefalingerne fra ekspertgruppen enkeltvis.

211

212

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Tabel 1: Oversigt over konkrete anbefalinger fra ekspertgruppen, herunder LO

og FTF’s anbefalinger

Anbefalinger fra ekspertgruppen

En ny virksomhedsrettet indsats

A. Virksomhedsrettet indsats for borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet

A.1 Forberedende virksomhedsforløb

Der indføres et nyt forberedende virksomhedsforløb, der skal forberede

borgere der har været på offentlig forsørgelse i mere end 1 år (ekskl.

dagpengemodtagere) til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud.

Forløbet består af følgende elementer:

A.1.1 Introduktion, hvor der arbejdes med borgerens forudsætninger og

motivation og med at få identificeret relevante arbejdsopgaver.

A.1.2 Individuel matchning og etablering af kontakt mellem virksomhed

og borger, hvor der udarbejdes en særskilt jobaftale med den relevante

arbejdsplads. Det inkluderer blandt andet beskrivelse af arbejdsopgaver og at

finde en kontaktperson på arbejdspladsen. Fastholdelse at borgeren i

tilbuddet.

A.1 LO og FTF er overordnet enige i, at den virksomhedsrettede indsats skal

forbedres. For LO og FTF er det dog afgørende, at der er den rette balance

mellem den beskæftigelsesrettede indsats og den socialpolitiske indsats. En

ensidig fokus på den virksomhedsrettede indsats er nødvendigvis ikke den

bedste løsning på at få en borger på kanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse.

LO og FTF mener, at målgruppen for det forberedende virksomhedsforløb bør

præciseres yderligere. LO og FTF mener ikke, at jobparate

kontanthjælpsmodtagere ikke hører til som en del af målgruppen. Desuden bør

redskabet uddybes nærmere.

A.1.1 LO og FTF støtter anbefalingen.

A.1.2 LO og FTF støtter anbefalingen.

LO og FTF’s

bemærkninger

A.1.3 Forløbet starter inden borgeren deltager i et virksomhedsrettet tilbud,

men kan fortsætte mens borgeren deltager i tilbuddet for at

sikre fastholdelse.

A.1.4 Der ydes 50 pct. refusion af kommunernes udgifter til de forberedende

virksomhedsforløb, jf. forslag A3 efter 1 års offentlig forsørgelse, mens der

ikke ydes refusion det første år.

A.1.3 LO og FTF støtter anbefalingen.

A.1.4 LO og FTF støtter anbefalingen om, at der skal være højere refusion til

de forberedende virksomhedsforløb. LO og FTF mener dog, at det kan være

problematisk, at der ikke ydes driftsrefusion det første år, når målgruppen er

de svageste ydelsesmodtagere, herunder aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere mv.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

A.2 Fleksibel løntilskudsordning i private virksomheder

Der indføres et nyt og mere fleksibelt virksomhedsrettet tilbud, der

skal smidiggøre og styrke incitamentet til at overgå fra virksomhedspraktik

til løntilskud på private virksomheder for borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet. Det indebærer, at:

A.2.1 Borgere, der har modtaget offentlig forsørgelse i 2 år, kan få udbetalt

en supplerende ydelse til lønnen fra en privat virksomhed i en

løntilskudsansættelse i op til 25 timer om ugen.

A.2.2 Borgeren får udbetalt overenskomstmæssig løn fra arbejdsgiveren

for det faktisk aftalte antal timer. Derudover modtager borgeren

supplerende ydelse på samme niveau som den hidtidigt udbetalte

forsørgelse fra jobcentret for det resterende antal timer. Det vil sige, at en

borger, der fx arbejder 10 timer pr. uge i fleksibelt løntilskud samtidig

modtager 27/37 af den hidtidige ydelse.

A.2.3 Arbejdsgiveren modtager et løntilskud pr. time svarende til

løntilskuddet i den almindelige løntilskudsmodel.

A.2.4 Tilbuddet giver mulighed for og incitament til at øge timetallet og

kan have en varighed på op til 6 måneder med mulighed for forlængelse i

yderligere 6 måneder.

A.2. LO og FTF støtter anbefalingen, men mener, at den fleksible

løntilskudsordning bør være en rettighed for borgerne. For LO og FTF er det

imidlertid helt afgørende, at den fremtidige indsats på ingen måde fører til

fortrængning af ordinært ansatte, hverken på kort eller lang sigt - direkte eller

indirekte. Det er også helt afgørende, at den virksomhedsrettede indsats

kommer så tæt på ordinære løn- og ansættelsesvilkår, således at indsatsen ikke

bidrager til at underminere de gældende vilkår.

213

214

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

A.3 Virksomhedsrettede tilbud er udgangspunktet for den aktive

indsats

Statens refusion af kommunernes driftsudgifter målrettes uddannelses og

virksomhedsrettede indsatser.

A.3.1 Kommunernes udgifter til øvrige vejlednings- og

opkvalificeringsforløb samt følgeudgifter hertil refunderes som

udgangspunkt ikke af staten (0 pct. refusion).

A.3.2 For alle målgrupper ekskl. dagpengemodtagere refunderes 50 pct.

af kommunernes driftsudgifter til virksomhedsrettede indsatser og

følgeudgifter i forbindelse hermed fx sundhedsudgifter,

befordringsgodtgørelse. Udgifterne omfatter blandt andet

uddannelsesforberedende forløb på ordinære uddannelsesinstitutioner

(brobygning til uddannelse), udgifter til forberedende virksomhedsforløb jf.

forslag A1 samt udgifter til mentorstøtte, som understøtter

et job- og uddannelsesmål.

A.3.3 Refusionen på ordinære uddannelsestilbud fastholdes.

A.3 LO og FTF støtter ekspertgruppens overordnede principper om, at

indsatsen bør målrettes de virksomhedsrettede og ordinære uddannelsestilbud.

Der er imidlertid mange borgere, som hverken er i stand til at modtage et

virksomhedsrettet tibud eller et ordinært uddannelsestilbud. De må ikke kunne

presses ud i disse tilbud ved målretningen af driftsrefusionen.

A.3.1 LO og FTF støtter anbefalingen. LO og FTF læser anbefalingen som, at

læse-, skrive- og regnekurser samt ordblindekurser er undtaget og dermed

uændret giver 50 pct. i driftsrefusion.

A.3.2 LO og FTF kan ikke støtte, at jobparate og uddannelsesparate

kontanthjælpsmodtagere indgår i målgruppen. Vi kan imidlertid støtte

anbefalingen i forhold til de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere.

Ifølge A.1 foreslås det, at forberedende virksomhedsforløb først giver

driftsrefusion efter et år. Vi er i tvivl om, hvorvidt mentorstøtte, som

understøtter job- og uddannelsesmål, udelukkes for driftsrefusion det første

år? Det vil være et problem for de udsatte borgere, hvis det er tilfældet.

A.3.3 LO og FTF støtter anbefalingen.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

A.4 Ekstra indsats til de mest udsatte borgere

De mest udsatte borgere garanteres en målrettet indsats:

A.4.1 Alle kontanthjælpsmodtagere, der har gået passiv det seneste år,

får pligt til et virksomhedsrettet tilbud eller et forberedende

virksomhedsforløb, jf. forslag A1

A.4.2 Kontanthjælpsmodtagere med mindst 2 års offentlig forsørgelse,

som ikke har kunnet deltaget i en virksomhedsrettet indsats (herunder et

forberedende virksomhedsforløb) eller uddannelse det

seneste år, får ret og pligt til at få deres sag forelagt rehabiliteringsteamet.

Her skal der lægges en plan for den videre tværfaglige indsats i retning af

uddannelse eller job.

A.4.3 Borgerens sag revurderes herefter årligt, hvis borgeren ikke har

deltaget i en virksomhedsrettet indsats eller uddannelse indenfor

det seneste år

A.4 LO og FTF er overordnet enige i, at der skal ydes en ekstra indsats til de

mest udsatte borgere. Det er afgørende, at det forberedende virksomhedsforløb

kommer til at indeholde alle de uddannelses-, beskæftigelses-, social- og

sundhedsmæssige elementer, der skal til for at sikre, at også

kontanthjælpsmodtagere, der er langt fra det ordinære arbejdsmarked, får

mulighed for at påbegynde en proces hen imod ordinær beskæftigelse, en

proces som ikke nødvendigvis begynder med beskæftigelse eller uddannelse.

A.4.1 LO og FTF kan ikke støtte anbefalingen i sin nuværende form. Der er

markant forskel på jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Ligesom gruppen af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er meget

heterogen. Der vil således være mange aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere, der er så langt fra arbejdsmarkedet, at en pligt til en

virksomhedsindsats ikke vil give mening i første omgang.

A.4.2 LO og FTF støtter anbefalingen.

A.4.3 LO og FTF støtter anbefalingen.

A.5 Motivation til virksomhedspraktik og nytteindsats

A.5.1 Kontanthjælpsmodtagere (kontanthjælpsmodtagere over 30 år

samt unge kontanthjælpsmodtagere) skal have et ugentligt tillæg på

250 kr., hvis de deltager i virksomhedspraktik eller nytteindsats.

A.5.2 Tillægget finansieres ved en generel månedlig sænkelse af

kontanthjælpen med 110 kr. for alle kontanthjælpsmodtagere over 30 år.

A.5.1 LO og FTF kan ikke støtte anbefalingen, jf. også bemærkningen til pkt.

A.5.2. LO og FTF kan ikke se, hvorfor jobparate kontanthjælpsmodtagere skal

have yderligere økonomiske incitamenter til at komme i virksomhedspraktik.

Det kan dog i nogle tilfælde give mening for aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere.

LO og FTF mener ikke, at det giver mening, at nytteindsats indgår i

anbefalingen, da redskabet ikke har et beskæftigelsesmæssigt formål som

virksomhedspraktik.

A.5.2 LO og FTF kan ikke støtte, at kontanthjælpsmodtagere over 30 år skal

finansiere andre kontanthjælpsmodtageres tilskud.

215

216

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

A.6 Et mere retvisende rimelighedskrav

A.6.1 Rimelighedskravet skal fremover tage udgangspunkt i det antal timer,

som borgeren arbejder i løntilskud, virksomhedspraktik eller

nytteindsats og ikke antallet af ansatte.

A.6.2 Rimelighedskravet skal yderligere lempes for registrerede social-

økonomiske virksomheder.

A.6.1 LO og FTF kan ikke støtte denne anbefaling. Rimelighedskravet er lavet

for at forhindre fortrængning af ordinært ansatte på arbejdspladser.

Anbefalingen vil kunne føre til yderligere fortrængning især på de offentlige

arbejdspladser og ufaglærte arbejdspladser. LO og FTF mener i stedet, at

ekspertgruppen burde pege på anbefalinger til en målrettet indsats for at finde

flere virksomhedspladser blandt de hypotetiske 300.000-400.000

virksomhedspladser, som rapporten selv peger på, eksisterer. Det er

simpelthen ikke rimeligt, at det fremadrettet skal være de samme rummelige

arbejdspladser og brancher, som i dag tager den største del af

tilskudspersonerne i dag, som skal rumme flere personer.

Dertil kommer, at arbejdsmiljøet for de ordinære ansatte kan blive belastet på

de virksomheder, som har mange ansatte med andre problemer end

arbejdsløshed.

A.6.2 LO og FTF støtter anbefalingen under forudsætning af, at det

præciseres, at det er socialøkonomiske virksomheder, der arbejder

med

målgruppen (jf. LO og

FTF’s

konkrete anbefalinger om socialøkonomiske

virksomheder).

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

A.7 En let og ubureaukratisk indgang for virksomheder

For virksomheder, der ønsker at rekruttere medarbejdere, skal kontakten til

jobcentret foregå så let og ubureaukratisk som muligt.

A.7.1 Virksomhederne skal naturligt og ubesværet kunne henvende sig

til jobcentret, når de ønsker hjælp til at ansætte eller opkvalificere

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet eller fastholde sygemeldte

medarbejdere i virksomheden.

A.7.2 Kommunen etablerer én indgang til beskæftigelsessystemet for

den enkelte virksomhed (helst én og samme medarbejder).

A.7.3 Der udarbejdes en let tilgængelig informationspakke om jobcentrenes

tilbud til virksomhederne.

A.8 Kompetenceløft af den virksomhedsrettede indsats

A.8.1 I den fremtidige rekruttering af medarbejdere til jobcentrene skal der

lægges større vægt på kompetencer og erfaringer fra virksomheder.

A.8.2 Den styrkede virksomhedskontakt understøttes af redskaber, der

systematisk øger jobcentrenes viden om det lokale og regionale

arbejdsmarked.

A.8.3 Der etableres og afsættes midler til et nyt praksisnært

efteruddannelsesprogram for de jobkonsulenter, som arbejder med borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet. Programmet skal sikre, at de opnår

viden om og konkret kendskab til virksomhederne og det lokale

arbejdsmarked.

A.8.4 Uddannelsesprogrammet skal administreres af de nye Regionale

Arbejdsmarkedsråd (RAR), som har til opgave at rådgive om og

understøtte beskæftigelsesindsatsen i kommunerne og på tværs af

kommunerne.

LO og FTF støtter anbefalingerne.

A.8.1-A.8.3 LO og FTF støtter anbefalingerne. LO og FTF mener dog, at der

samtidigt skal stilles krav om, at de medarbejdergrupper, der bliver rekrutteret,

har social- og beskæftigelsesfaglige kompetencer. De social- og

beskæftigelsesfaglige kompetencer er afgørende bl.a. i forhold til at sikre det

rigtige match mellem virksomhed og borger. Ekspertgruppen bør henvise til

det igangsatte projekt fra KL, Dansk Socialrådgiverforening og HK

Kommunal med finansiering af Fremfærd, der bl.a. har som formål at få

analyseret og beskrevet faglighederne for fremtidens jobcenteropgaver.

A.8.4 LO og FTF støtter overordnet forslaget. Det skal dog præciseres, hvad

der præcist ligger i, at RAR skal

”administrere” ordningen.

LO og FTF mener, at det er vigtigt, at uddannelsesprogrammet udvikles

centralt med inddragelse af parterne, så det sikres, at jobkonsulenterne på

landsplan får de samme virksomhedsrettede kvalifikationer.

217

218

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

A. 9 Øget information om forskelsbehandlingsloven

Information om forskelsbehandlingsloven skal styrkes, så virksomhederne

får større og løbende indblik i, hvilken retsstilling, de har efter

loven, når de ansætter en medarbejder med handicap eller lign.

Der afsættes ressourcer til at understøtte og fremme til det igangsatte

arbejde med at udbrede information om arbejdsgivernes retsstilling i

lys af forskelsbehandlingsloven.

LO og FTF mener generelt ikke, at der er problemer i forhold til

forskelsbehandlingsloven. Vi ser ingen problemer i øget informationer om

loven.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

En styrket tværfaglig indsats

B. Kvalitet og fælles fokus på tværs af forvaltninger

B.1 Beslutningskompetence til rehabiliteringsteamet

B.1.1 Kommunalbestyrelsen skal kunne

–

og bør - delegere endelig

beslutningskompetence til repræsentanterne fra de forskellige forvaltninger i

rehabiliteringsteamet, så teamet kan træffe afgørelser

om både ydelse og indsats til den enkelte borger, herunder beslutning om

tilkendelse af førtidspension, fleksjob og ressourceforløb

samt igangsættelse af indsatser, fx mentorstøtte, støttekontaktperson,

sundhedstilbud i kommunen og virksomhedsrettede tilbud.

B.1 LO og FTF støtter anbefalingen. Ved at give større

beslutningskompetence til rehabiliteringsteamet sikres i højere grad en

sammenhængende, tværfaglig og helhedsorienteret vurdering og afgørelse om

indsats.

219

220

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

B.2 Bedre og smidigere overgange fra ung til voksen i det offentlige

system

Der skal være særlig fokus på unge, som har været en del af børne- og

ungdomssystemet på socialområdet, i overgangen til beskæftigelsessystemet,

som de automatisk indgår i, når de fylder 18 år. Det indebærer:

B.2.1 Inden den unge fylder 17 �½ år indkaldes den unge til møde i

rehabiliteringsteamet for allerede på et tidligt tidspunkt at understøtte

en målrettet indsats rettet mod uddannelse og job.

B.2.2 På mødet deltager den unge, pårørende samt social-, sundheds- og

beskæftigelsesforvaltningen. Den unges sagsbehandler i ungdomssystemet,

som kender den unge, deltager ligeledes.

B.2.3 På mødet aftales en videre plan for den unge, hvor der tages højde

for overgang til beskæftigelsessystemet og den videre aktive indsats

for den unge.

B.2.4 Som led i mødet udpeges derudover en koordinerende sagsbehandler,

som fortsætter, når den unge fylder 18 år og indgår i beskæftigelsessystemet.

B.2.5 Socialforvaltningen har ansvaret for at igangsætte indsatsen for den

unge, indtil den unge fylder 18 år og overgår til beskæftigelsessystemet.

B.2 LO og FTF støtter anbefalingen. Det er helt afgørende for de unges succes

med uddannelse og arbejdslivet, at der bliver taget hånd om dem i overgangen

fra ung til voksen, så der tabes færrest muligt i den periode. I forlængelse

heraf skal LO og FTF gøre opmærksom på vigtigheden af, at de allerede

eksisterende efterværn fortsætter i beskæftigelsessystemet.

Anbefalingen sikrer en fastlagt, målrettet og koordineret plan tidligt i

overgangen med deltagelse af bl.a. pårørende og den unges sagsbehandler fra

ungdomssystemet. Anbefalingen bør dog suppleres, så det klart fremgår, at der

i mødet også deltager en UU-vejleder, så det sikres, at den rigtige uddannelse

prioriteres som den væsentligste indsats.

LO og FTF har desuden anbefalet ekspertgruppen, at særskilte ungeenheder i

kommunerne bliver udbredt til alle landets kommuner, hvor tværfaglige

specialister med fokus på de unges særlige behov og vanskeligheder kan

sammensætte en helhedsorienteret uddannelses- og socialfaglig indsats.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

B.3 Effektfuld mentorstøtte til flere borgere

Kommunerne skal have styrkede muligheder for at give mentor til

borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Det gælder særligt, når borgeren

befinder sig i en overgangsperiode fra offentlig forsørgelse til fx

job, uddannelse eller fleksjob og hvor en mentor kan understøtte, at

borgeren fastholdes i sin nye tilværelse.

Udgangspunktet er:

B.3.1 Mentorstøtten skal kunne forlænges i op til 6 måneder ad gangen

med refusion efter en overgang til fx uddannelse, hvis kommunen

vurderer, at det vil gavne borgeren.

B.3.2 Kommunernes brug af mentor for udsatte borgere skal ikke afhænge af

borgerens målgruppe/match. Kommunen skal altid kunne hjemtage 50 pct.

refusion ved mentorstøtte inden for driftsloftet, som understøtter job- og

uddannelsesmålet, jf. forslag A3.

B.3.3 Mentor skal være frivilligt for borgeren. Det vil sige, at borgeren

skal have mulighed for at sige nej til mentorstøtte.

B.4 Hver borger får kun én plan

–

der går på tværs af de offentlige

systemer

B.4.1 Der udvikles én digital plan med borgerens relevante oplysninger,

mål samt igangsatte initiativer og indsatser på både social-, sundheds-,

uddannelses- og beskæftigelsesområdet, som den koordinerende

sagsbehandler vedligeholder og ajourfører.

B.4.2 Både borger og relevante støttepersoner på tværs af forvaltninger

og sektorer får adgang til at se relevante oplysninger.

221

B.3 LO og FTF støtter anbefalingen. Særligt om supplerende mentorstøtte til

flere af de udsatte borgere i overgangsperioder, og at støtten skal være

frivillig.

LO og FTF foreslår, at anbefalingerne suppleres med, at mentorer til de mest

udsatte borgere, så vidt muligt og efter behov og efter ønske fra borgeren, kan

deltage i jobcentrenes samtaler med borgerne, så der løbende sikres kontinuitet

og koordinering i den enkeltes sagsbehandling.

B.4 LO og FTF støtter anbefalingen. Den ligger på linje med det forslag, vi

har fremsendt til ekspertgruppen.

Erfaringer fra praksis viser, at den enkelte borger i dag kan blive udsat for at

skulle følge flere handlingsplaner på samme tid, og som kører i hvert sit

parallelle spor. Det kan være en sundhedsplan, genoptræningsplan eller

handlingsplan for løsning af sociale problemer. Det medfører, at den

helhedsorienterede og tværfaglige indsats ikke altid er samordnet til stor

forvirring og frustration for borgeren.

222

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

B.5 Styrket kvalitet i indsatsen gennem metodeudvikling, forsøg og

nye værktøjer

Der afsættes en fast årlig ramme til at udvikle redskaber og opsamle og

udarbejde viden, der kan understøtte et fortsat fokus på en langsigtet,

tværfaglig indsats, der virker for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Der

anbefales følgende konkrete projekter:

B.5.1

Metode til tidlig, tværfaglig afklaring af borgere

Der udvikles en metode til en tidlig, tværfaglig afklaring af

borgeres situation, for at opnå et helhedsorienteret billede af

borgeren. Det kan fx ske med udgangspunkt i ICF, der kan

skabe et fælles sprog om udfordringerne på tværs af sektorer.

Afklaringen skal blandt andet identificere den enkelte borgeres

konkrete ressourcer og barrierer for deltagelse i enten job, aktive tilbud eller

uddannelse.

B.5.2

Et borgerrettet progressionsværktøj

Arbejdet skal fortsættes med udvikling og udbredelse af et

landsdækkende, borgerrettet progressionsværktøj, som borgere og

kommuner/jobcentre bruger til at følge borgerens udvikling på en række

progressionsfaktorer, så de efterfølgende i fællesskab kan justere indsatsen.

B.5.3

Digitalt budgetterings- og investeringsværktøj for en effektiv

tværgående og helhedsorienteret indsats

Der udvikles et investerings- og budgetteringsværktøj til sociale

investeringer, som inddrager både direkte og afledte udgifter

og gevinster på tværs af beskæftigelsesområdet og for eksempel social- og

sundhedsområdet. Der udarbejdes samtidig digitale og dynamiske business

cases, der kan fungere som inspiration og skabelon for kommunernes arbejde

med at tilrettelægge indsatser ud fra en investeringstankegang.

B.5.1

LO og FTF er enige i, at der mangler viden, metoder og værktøjer, der

kan understøtte en tidlig tværfaglig afklaring af borgere, der også kan

medvirke til at sikre udvikling og justering af den planlagte indsats. LO og

FTF tilslutter sig anbefalingerne, der klart adresserer disse udfordringer i den

tværfaglige og helhedsorienterede indsats.

B.5.2

LO og FTF kvitterer for, at ekspertgruppen peger på en bio-psyko-

social referenceramme som tilgang til tværfaglighed, koordinering og

helhedsorientering.

B.5.3

LO og FTF støtter anbefalingen til udvikling af digitalt budgetterings-

og investeringsværktøj til sociale investeringer, der kan understøtte

kommunernes arbejde med at tilrettelægge indsatser ud fra en økonomisk

investeringstankegang.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

B.5.4

Kortlægning af, hvem der er mentor og hvilke funktioner de varetager.

Kortlægningen skal øge indsigten i kommunernes brug af

mentorer og skabe gennemsigtighed i forhold til mentorernes

kvalifikationer. Samtidig skal mulighederne for en fælles

landsdækkende certificering af mentorer undersøges.

B.6 Kompetenceløft af den tværfaglige indsats

B.6.1 Der etableres et uddannelsesprogram på tværs af forvaltninger for

medarbejdere, der arbejder i rehabiliteringsteams, herunder den

koordinerende sagsbehandler. Uddannelsesprogrammet skal have

fokus på den tværfaglige indsats og være klart praksisorienteret.

B.7 Harmonisering af mål og begreber på tværs af lovgivninger

Fortolkning af målsætninger og begreber på tværs af fagområder skal

harmoniseres, så de forskellige områder i langt højere grad understøtter

hinanden i at give borgeren en sammenhængende indsats:

B.7.1 Mål og begreber harmoniseres på tværs af lovgivninger og

vejledninger. Det vil hovedsagligt dreje sig om mål og begreber på det

sociale, beskæftigelses-, uddannelses-, og sundhedsmæssige område. Det

gælder særligt i forhold til at etablere et fælles sprog om

”arbejdsrettet rehabilitering” på tværs af sektorer for at sikre, at de

lovgivningsmæssige rammer for det rehabiliterende arbejde understøtter, at

der dannes en fælles begrebsforståelse i sagsbehandlernes arbejde, som ofte

går på tværs af sektorer.

223

B.5.4 Med den stigende udbredelse af mentorstøtte er LO og FTF enige i

anbefalingen om at gennemføre en form for status over brugen af mentorer,

herunder mentorers kvalifikationer samt at afsøge mulighederne for at etablere

en fælles landsdækkende certificering af mentorer.

B.6 LO og FTF støtter anbefalingen.,

men efter ”..forvaltninger” bør der

indsættes ”og relevante sektorer”.

B.7 LO og FTF støtter anbefalingen om at udvikle en fælles forståelsesramme

af begrebet ” arbejdsrettet rehabilitering”.

224

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

B.8 Indsatspakker om tværfaglige indsatser målrettet kommunerne

Kommunernes adgang til viden og inspiration om helhedsorienterede,

tværfaglige indsatspakker, styrkes i de tilfælde, hvor der er evidens for,

at de har en positiv effekt i forhold til at få borgeren i job eller uddannelse. Et

eksempel herpå kunne være en indsatspakke, der omhandler

Individuel Placering og Støtte -indsatsen (IPS).

B. Større indflydelse til borgerne

B. 9 Øget borgerindflydelse på mål og indsats

B.9.1 Der afsættes midler til et forsøg med borgerindflydelse, hvor borgerne

selv får mulighed for at fastsætte mål og vælge den indsats,

de mener bedst kan bringe dem i arbejde eller tættere på arbejdsmarkedet.

B.9.2 Den enkelte borger skal som led i forsøget have indflydelse på

samarbejdet med sin mentor og skal blandt andet godkende den

endelige aftale om formål og indhold i mentorstøtte.

B.9.3 Forsøget kan også indeholde mulighed for mikrolån, som er et

tilbud med erhvervsrådgivning og økonomisk støtte til borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet, der har et realistisk ønske om at

etablere sig som selvstændige.

B.10 Inddragelse af netværk og civilsamfund

B.10.1 Der igangsættes et forsøg med inddragelse af netværk og

civilsamfund på beskæftigelsesområdet. Målet er, at borgerne får mere

støtte og opbakning til at holde fokus på indsatsen og nå deres mål.

B.8 LO og FTF støtter anbefalingen, men finder det for snævert kun at tage

udgangspunkt i stærk evidens på området, da dette kan være svært at opnå

med målgrippen (jf. rapportens egne konklusioner).

B.9 LO og FTF støtter anbefalingen.

B.10 LO og FTF støtter umiddelbart anbefalingen. Dog under forudsætning af

at et godt samarbejde mellem de frivillige og ansatte i den offentlige sektor.

En række faglige organisationer har sammen udarbejdet et sæt Spilleregler 2.0

om aftaler mellem frivillige og ansatte i den offentlige sektor. Disse

Spilleregler forudsætter LO og FTF er grundlaget for samarbejdet

http://www.fagligsenior.dk/Files/Filer/vores_publikationer/2014-Spilleregler-2-0-pjece.pdf

Mere målrettet uddannelse

C. Mere uddannelse og opkvalificering

C. 1 En målrettet revalideringsordning

Revalideringsordningen moderniseres og målrettes

erhvervskompetencegivende uddannelse:

C.1.1 Målgruppen for revalidering skal fremover være personer over 30 år

med nedsat arbejdsevne, som ikke længere kan arbejde inden for deres

hidtidige fagområde, og som via et sporskifte gennem uddannelse

vurderes at kunne opnå selvforsørgelse i ustøttet beskæftigelse. Det

vil sige, at det ikke længere er et krav, at kommunen skal have vurderet, at

personen ikke via andre tilbud eller ordninger kan hjælpes til at

få tilknytning til arbejdsmarkedet.

C.1 LO og FTF støtter delvist anbefalingen, men har en række forbehold.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

C.1.1.a LO og FTF støtter ikke begrænsningen af målgruppen til

personer over 30 år.

LO og FTF støtter, at kommunerne ikke fremover skal vurdere

personen via andre tilbud. Det er vores vurdering, at anbefalingen

ændrer tilkendelseskriterierne til revalidering - og forhåbentlig også de

nævnte principafgørelser i rapportens indledende afsnit - så revalidering

ikke er formuleret som en risidualordning til den ordinære indsats, der

finder sted efter LAB og LAS lovgivningen.

C.1.2 Indholdet af revalideringsindsatsen skal fremover bestå af

erhvervskompetencegivende uddannelse, som kan bringe personen tilbage på

arbejdsmarkedet i ustøttet beskæftigelse.

C.1.4 Varigheden af revalideringen afkortes fra de nuværende 5 år til 4 år.

C.1.5 Ydelsen foreslås uændret at være revalideringsydelse som i dag.

C.1.2 LO og FTF støtter ikke en indsnævring af ordningen. LO og FTF

finder det for snævert, hvis revalideringsindsatsen fremover kun skal

bestå af erhvervskompetencegivende uddannelser. Det vil udelukke den

gruppe, der ikke er i stand til/”egner

sig” til at deltage i

erhvervskompetencegivende uddannelse. Der bør være mulighed for

C.1.3 For at målrette ordningen til erhvervskompetencegivende uddannelse

andre former for opkvalificering fx løntilskudsjob eller andre former for

afskaffes forrevalidering samt virksomhedsrevalidering derfor (det vil

sige revalidering i form oplærings- eller optræningsforløb på en virksomhed i

uddannelse, herunder AMU samt HF-fag, som er nødvendige for, at

revalidenden kan blive optaget på en erhvervskompetencegivende

virksomhedspraktik eller løntilskud).

uddannelse.

C.1.3 LO og FTF støtter ikke en afskaffelse af forrevalideringen. LO og

FTF finder det problematisk, at anbefalingen kun bygger på en analyse

af kontanthjælpsmodtagere. LO og FTF finder, at der fortsat kan være

behov for et optræningsforløb/afklaringsforløb forud for et sporskifte.

C 1.4 LO og FTF er ikke begejstret over en afkortning af varigheden. Og kan

ikke i rapporten finde begrundelse for en afkortning af varigheden.

225

C.1.5 LO og FTF støtter anbefalingen.

226

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

C.2. Voksenlærlingeordningen styrkes for langtidsledige

Der indføres gunstigere regler for voksenlærlingeordningen for

langtidsledige:

C.2.1 Målgruppen er ledige over 25 år med mere end 2 års sammenhængende

offentlig forsørgelse.

C.2.2 Der gives et timetilskud på for eksempel 50 kr., hvis arbejdsgiveren

ansætter en ledig fra målgruppen. Det er højere end tilskuddet efter

den nuværende voksenlærlingeordning, som samtidig bevares.

C.2.3 For personer i målgruppen gives der ret til mentorstøtte i en periode

på 6 måneder med mulighed for forlængelse i 6 måneder af gangen.

Støtte til en mentorfunktion bevilges til dækning af lønomkostninger

ved frikøb af den medarbejder, der varetager mentorfunktionen.

C.3 Realkompetenceafklaring til sygemeldte

Ufaglærte ledige over 30 år på sygedagpenge skal have ret til at få foretaget

en realkompetenceafklaring med henblik på uddannelse og job. Dermed

ligestilles sygedagpengemodtagere med kontanthjælpsmodtagere, som

allerede har den mulighed i dag.

Realkompetenceafklaringen foretages af en uddannelsesinstitution og er

en vurdering eller afprøvning af, om de kvalifikationer, kompetencer og

viden, som en person har fået udenfor det etablerede uddannelsessystem,

fx kan bruges i en specifik jobtype eller branche eller indgå som en del af

en erhvervskompetencegivende uddannelse.

C.2 LO og FTF støtter anbefalingen og lægger samtidig vægt på, at der er sat

særlige midler af til en styrkelse af dette initiativ, og derfor ikke blot tale om

en omfordeling inden for voksenlærlingeordningen generelt.

LO og FTF ser tillige positivt på retten til mentorstøtte, som medfølger ved

aftale om et voksenlærlingeforløb.

C.3 LO og FTF støtter overordnet anbefalingen om realkompetenceafklaring

(IKV og RKV under ét) af ufaglærte arbejdsløse over 30 år på sygedagpenge.

Vi mener dog, at realkompetenceafklaring bør være en ret for alle

uddannelsesgrupper.

LO ønsker samtidig at gøre opmærksom på et meget stort behov for at samle

og sikre kvalificeret tilgang og anvendelse af realkompetencevurdering på

uddannelsesinstitutionerne.

Med såvel EUD-reformens EUV-spor (Erhvervsuddannelse for Voksne) samt

beskæftigelsesreformens satsninger på realkompetencevurderinger som

forudsætninger og indgang til kvalificeringsforløb, finder LO, det er meget

nødvendigt at koncentrere RKV-afklaringerne, således at det fx er de i dag

eksisterende 13 VEU-centre, som bliver ansvarlige for disse uanset

målgruppe.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

D. Understøttende initiativer

D.1 Smidigere afdrag på offentlig gæld

For at styrke incitamenterne til at komme i job skal borgere, der modtager

offentlig forsørgelse og har gæld til det offentlige, have en smidigere

afdragsordning, så de ikke risikerer en nedgang i den disponible

indkomst ved overgang til et ordinært job.

D. 2 Bedre håndtering af transportudgifter

Kommunerne skal have mulighed for at kompensere borgerne forlods

for udgifter til transport, så borgerne ikke længere selv skal lægge ud

for transportudgifter, når de skal deltage i et virksomhedsrettet tilbud.

D. 3 Mulighed for aktive tilbud til indsatte i fængsel

Borgere, der afsoner en dom, skal, hvis det er praktisk muligt, have adgang

til at modtage aktive tilbud under beskæftigelseslovgivningen. Det

indebærer, at:

D.3.1 Jobcentret ikke må lukke en borgers sag, hvis vedkommende har

fået en dom på/skal afsone under seks måneder.

D.3.2 Borgeren skal inden afsoningen indkaldes til samtale, hvor det

drøftes, hvordan indsatser med uddannelse og job kan tilpasses afsoningen.

Senest en måned inden løsladelse skal den indsattes sagsbehandler i

samarbejde med Kriminalforsorgen sikre at blandt andet ydelsesforhold og

bolig er afklaret, så den indsatte kan komme godt fra start efter løsladelsen.

227

D.1 LO og FTF støtter anbefalingen, men vil generelt opfordre til lempeligere

vilkår for offentligt forsørgede i de situationer, hvor gæld er en barriere for at

komme tættere på arbejdsmarkedet.

D.2 LO og FTF støtter anbefalingen.

D.3 LO og FTF støtter anbefalingen og mener, at forslaget kan have en

forbyggende effekt i forhold til tilbagefald til kriminalitet.

228

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

D.4 Ny indsats for delvis raskmeldte sygemeldte

Der iværksættes et forsøg i en række kommuner, hvor de kommunalt

ansatte i forbindelse med en længerevarende sygemelding som udgangspunkt

anses for delvis raskmeldte. Det vil sige, at den enkelte sygemeldte selv skal

tage en aktiv beslutning om at være fuldtidssygemeldt.

Efterfølgende indkaldes borgeren til en tidlig samtale jobcentret fx i tredje

eller fjerde uge, hvor den kommunale arbejdsgiver og borgerens

praktiserende læge eventuelt også deltager.

D.5 Serviceeftersyn af de handicapkompenserende ordninger

Ekspertgruppens forslag er i høj grad relevante for gruppen af personer med

forskellige handicap. Der igangsættes yderligere et serviceeftersyn af de

forskellige handicapkompenserende ordninger på beskæftigelsesområdet.

Virksomheder skal have overblik over de mange handicapkompenserende

ordninger, der eksisterer i dag, og som kan afhjælpe de særlige

problemstillinger personer med handicap kan have.

Jobcentret kan fx yde personlig assistance, forskellige former for

hjælpemidler og særlig løntilskud til nyuddannede med handicap.

D.4 LO og FTF kan ikke støtte anbefalingen.

Hovedreglen om, at man som udgangspunkt er fuldtidssygemeldt skal

fastholdes. I de nuværende og nye regler pr. 1. januar 2015 er en række

redskaber til, at sygemeldte kan komme delvist tilbage i arbejde. Der bør gives

ro til, at reformen omsættes i praksis.

LO og FTF finder det ligeledes mærkværdigt, at kommunalt ansatte skulle

stilles anderledes end privat ansatte.

D.5 LO og FTF støtter anbefalingen.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Styrket overgang fra dagpenge til selvforsørgelse eller kontanthjælp

D. 6

D.6.1 Alle selvforsørgede borgere får ret til samtaler i jobcentret indenfor de

tre første måneders selvforsørgelse, hvis jobcenteret vurderer, at samtalerne

kan anses for at forbedre personens muligheder

for at komme i job.

D.6.2 Dagpengemodtagere der opbruger retten til dagpenge og overgår

til kontanthjælp, kan få tilbud om ansættelse med løntilskud i den

virksomhed, hvor borgeren umiddelbart før dagpengeperiodens

udløb har været ansat med løntilskud. Ansættelse med løntilskud

hos samme arbejdsgiver kan fortsat højst vare i sammenlagt 6 måneder, dog

højst i sammenlagt 4 måneder hos en offentlig arbejdsgiver.

D.6.3 Kommunerne opfordres til aktivt at benytte jobloggen i overgangen fra

dagpenge til kontanthjælp. Borgerens historik, kompetencer og

fremtidsplaner skal fremgå af jobloggen for at sikre en smidig og effektiv

overgang, hvor alle relevante informationer bringes

med videre.

D.6 LO og FTF støtter anbefalingen med en række forbehold.

D.6.1 LO og FTF støtter anbefalingen, men mener ikke, at det forudsætter, at

jobcentret vurderer, at samtalen kan forbedre personens muligheder for at

komme i job. Det kan af jobcentret bruges som en kattelem til ikke at tilbyde

den arbejdsløse en samtale.

D.6.1 LO og FTF støtter anbefalingen. Tilbuddet bør dog ligeledes gælde for

dagpengemodtagere, der overgår til selvforsørgelse.

D.6.3 LO og FTF støtter anbefalingen.

229

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Bilag 1 - Integrationsindsatsen for nyankomne

flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Ekspertgruppen hæfter sig ved, at flygtninge og familiesammenførte, der får

opholdstilladelser, har forskellige baggrunde og dermed vidt forskellige forudsætninger for

integration, som efterspørger et behov for mere fleksibilitet i integrationsprogrammet.

Ekspertgruppen finder også, at det 3-årige integrationsprogram i nogle tilfælde anvendes på

måder, der fastholder udlændingen i et forløb, der ikke er hensigtsmæssig i forhold til hurtig

beskæftigelse eller selvforsørgelse. Ekspertgruppen har på den baggrund anbefalet, at

integrationsperioden fremover er på 2 år.

Ekspertgruppen konstaterer desuden, at den virksomhedsrettede indsats er den mest

effektfulde i forhold til at få ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse, men at denne indsats

overfor flygtninge og familiesammenførte bliver anvendt i mindre omfang end vejledning og

opkvalificering. Det foreslås, at alle deltagere i integrationsprogrammet skal have et

virksomhedsrettet tilbud.

Ekspertgruppen peger på, at de reformer, der er sket på beskæftigelsesområdet, ikke har været

en del af integrationsindsatsen over for flygtninge og familiesammenførte, og at

integrationsprogrammet stort set har været uændret i de senere år. Hermed tilbydes

redskaberne i reformerne som udgangspunkt ikke til flygtninge og familiesammenførte. Det

anbefales derfor, at aktivitetsparate flygtninge og familiesammenførte får en koordinerende

sagsbehandler.

LO og FTF er overordnet enige i de anbefalinger, som ekspertgruppen har fremlagt. LO og

FTF finder det rigtigt, at der fremover er fokus på en målrettet indsats tidligt i

integrationsforløbet, som tager udgangspunkt i de kompetencer og kvalifikationer, som den

enkelte flygtning og familiesammenførte medbringer. Det er ligeledes vigtigt, at de eventuelt

sociale og helbredsmæssige problemer, som nogle flygtninge er ramt af, afdækkes hurtigst

muligt med henblik på en tidlig socialfaglig indsats.

LO finder samtidig, at de principper, der er gældende i dagpenge- og kontanthjælpssystemet

om ret og pligt, også tydeligt gøres gældende over for kontanthjælpsmodtagerne under

integrationsprogrammet. Dette kan ske i form af konkrete krav i integrationskontrakten

mellem kommunen og denne enkelte flygtning/familiesammenført.

LO og FTF er enige i ekspertgruppens anbefaling om en mere virksomhedsrettet indsats, og at

dette gøres til en obligatorisk indsats. I den sammenhæng finder LO og FTF det vigtigt at

påpege at placere flygtninge og familiesammenførte i nyttejob, efter vores opfattelse ikke har

nogen integrationsværdi. Ligeledes er det afgørende, at en virksomhedsrettet indsats ikke

fører til fortrængning af ordinære ansatte, og det foregår på gældende vilkår.

LO og FTF finder desuden, at målrettet uddannelsestilbud ligeledes kan føre til varig

beskæftigelse. LO og FTF finder det derfor ikke hensigtsmæssigt, at flygtninge tvinges i

virksomhedspraktik, hvis den åbenlyse vej til beskæftigelse og selvforsørgelse er et

uddannelsesforløb.

LO og FTF støtter ligeledes anbefalingen om, at danskuddannelsen i højre grad skal integreres

i den virksomhedsrettede indsats.

Det er LO og FTF’s opfattelse, at netop den sproglige

barriere er en medvirkende årsag til, at flygtninge og indvandrere har svært ved at finde

230

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

fodfæste på arbejdsmarkedet. At træne sproget på arbejdspladsen vil modvirke denne barriere.

LO og FTF finder det i den anledning relevant, at sprogmentorer eller en sprogmakker

inddrages i arbejdet.

Alt for ofte bliver de kompetencer og kvalifikationer, som flygtninge og familiesammenførte

har, ikke udnyttet i tilstrækkeligt grad. Det er jobcentrene, der har ansvaret for

kompetenceafklaringen, hvilket i alt for høj grad ikke finder sted i dag. Vi ser det derfor som

en klar styrkelse af integrationen, hvis den virksomhedsrettede indsats kobles sammen med en

hurtigere kompetenceafklaring af flygtninge og familiesammenførte, som kommer til

Danmark.

LO og FTF finder det uproblematisk, at integrationsperioden fremover bliver 2 år under

forudsætning af, at overgangen fra integrationsprogrammet til det ordinære

beskæftigelsessystem følges op af en koordinerende indsats overfor flygtninge og

familiesammenførte. Det forudsætter selvfølgelig, at kommunernes rehabiliteringsteams, som

skal varetage denne opgave, fungerer efter hensigten.

Ekspertgruppens anbefaling om, at de forskellige resultatstilskud skal harmoniseres med

perioden for bestået danskuddannelse, som er 5 år, finder LO og FTF fornuftig. Det kan

bidrage til, at der fortsat er fokus på integrationsindsatsen, når personen overgår til det

ordinære beskæftigelsessystem.

Gennemgang af anbefalingerne enkeltvis

I Tabel 2 kommenteres anbefalingerne fra ekspertgruppen enkeltvis.

231

232

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Tabel 2: Oversigt over konkrete anbefalinger fra ekspertgruppen, herunder LO og FTF’s anbefalinger

Anbefalinger fra ekspertgruppen

1. En mere virksomhedsrettet indsats

- Deltagere i integrationsprogrammet skal have en virksomhedsrettet indsats

som en obligatorisk del af integrationsprogrammet, og vejledning og

opkvalificering skal omlægges, så både aktivitetsparate og jobparate, der

deltager i integrationsprogrammet, kommer ud på virksomhederne.

- Kravet om, at integrationsprogrammet i gennemsnit skal være 37 timer pr.

uge ændres, så der i stedet kan gives en indsats med et omfang, der er

meningsfuldt i forhold til borgerens individuelle situation. Kommunerne skal

via de økonomiske styringsmekanismer yderligere tilskyndes til at

opprioritere den virksomhedsrettede indsats.

LO og FTF’s bemærkninger

LO og FTF finder det meget fornuftigt, at den virksomhedsrettede integration

allerede i begyndelsen af integrationsprogrammet sættes i fokus. Der skal dog

være mulighed for, at flygtninge, som har sociale eller helbredsmæssige

problemer, kan undtages for en obligatorisk virksomhedsrettet indsats. Det er

vigtigt, at den tidlige indsats kobles sammen med danskuddannelsen. Ændring

af kravet om, at integrationsprogrammet skal være på 37 timer bør erstattes af

nogle rammer for en meningsfuld indsats, som minimum skal opfyldes.

Det er afgørende for LO og FTF, at den virksomhedsrettede indsats foregår på

de gældende vilkår for støttet arbejde, og at der ikke finder en fortrængning af

ordinære job sted.

LO og FTF finder ligeledes, at nyttejob ikke har nogen integrationsværdi.

2. Et kortere og mere intensivt integrationsprogram

- Varigheden af integrationsprogrammet ændres til højest to år, og samtidig

skal der større og tidligere fokus på en indsats, der er individuelt tilpasset den

enkelte nytilkomnes udfordringer. For at sikre en tidlig indsats skal der højest

gå to uger, fra borgeren ankommer til kommunen, til den første samtale med

borgeren holdes.

LO og FTF er positive overfor en ændring i integrationsprogrammet til at være

2 år, når det sikres, at flygtninge, der har behov for en social og

helbredsmæssig indsats, fortsat har mulighed for dette efter

integrationsprogrammets udløb.

Dette mener vi, der er taget højde for i anbefaling 3.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

3. Rehabiliteringsteamet skal sikre en kontinuerlig indsats ved

programmets afslutning

- Umiddelbart forud for afslutningen af programmet efter 2 år skal

aktivitetsparate deltagere i integrationsprogrammet have pligt til en

tværfaglig afklaring af deres situation og videre forløb i

rehabiliteringsteamet.

Teamet skal i den forbindelse sikre, at indsatsen i integrationsprogrammet

videreføres, så borgeren oplever kontinuitet.

LO og FTF finder det afgørende, at kommunerne forpligtes til at fortsætte en

kontinuerlig indsats efter integrationsprogrammets udløb, således at flygtninge

og familiesammenførte ikke blot overgår til kontanthjælpssystemet.

LO og FTF mener, at rehabiliteringsteams også skal benyttes til at

ressourceafklare flygtninge og familiesammenførte.

4. Resultattilskud for beskæftigelse og uddannelse skal udvides

Resultattilskudsperioden for ordinær uddannelse og beskæftigelse skal

harmoniseres med perioden for bestået danskprøve, som er 5 år, så

kommunerne også belønnes for gode beskæftigelsesresultater i en længere

periode. I dag er resultattilskudsperioden for ordinær uddannelse og

beskæftigelse 3-årig. Anbefalingen skal sikre, at kommunerne har fokus på at

få flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse og uddannelse i den

generelle indsats.

LO og FTF støtter, at resultatstilskuddet anvendes bredere end i dag, og

dermed giver kommunerne incitament til at fastholde flygtninge i en

beskæftigelses- eller uddannelsesindsats.

5. Tidlig og grundig kompetenceafklaring

- Kompetenceafklaringen skal senest ske en måned efter, at kommunen har

overtaget ansvaret for borgeren, og der skal systematisk ske

realkompetencevurdering og/eller meritafklaring af borgerne i alle de

tilfælde, hvor det er relevant. Der skal være mulighed for fast-track. Formålet

er at sikre, at deltagerne bruger deres medbragte kompetencer på det danske

arbejdsmarked.

233

LO og FTF er enige i anbefalingen. Det er vigtigt, at kommunerne forpligtes

til at foretage en kompetenceafklaring, og ikke som det er tilfælde i dag, hvor

næsten halvdelen ikke er blevet kompetenceafklaret under

integrationsprogrammet.

LO og FTF mener, at en tidlig afklaring kan medvirke til, at hele

arbejdsmarkedet - og ikke kun de ufaglærte - kan bidrage til at løfte

integrationsindsatsen.

234

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

6. Danskuddannelse skal ske på arbejdspladsen

- Danskuddannelse skal i højere grad integreres i den virksomhedsrettede

indsats - fx i form af en sprogmentor eller virksomhedsplaceret

danskuddannelse. Dette kræver, at kommunerne samtidig sikrer, at der sker

danskuddannelse i forbindelse med indsatsen, da nyankomne flygtninge og

familiesammenførte har brug for at tilegne sig sprogkundskaber for at kunne

deltage i den virksomhedsrettede indsats.

LO og FTF støtter en tættere sammenhæng mellem danskuddannelsen og

virksomhedspraktik, men det er vigtigt, at indsatsen understøttes af

sprogmentorer og sprogmakkere på virksomheden. Anbefalingen ligger i

forlængelse af integrationsprojektet Dansk+, som LO er en del af og har fokus

på samspillet mellem danskuddannelse og virksomhedspraktik.

7. Mentorstøtte skal opprioriteres i programmet

- Mentorstøtte skal opprioriteres i programmet. Mentoren kan spille en særlig

vigtig rolle i modtagelsen af nyankomne flygtninge og familiesammenførte

særligt i relation til at kunne støtte op om den virksomhedsrettede indsats og

de kulturelle udfordringer, som der kan være i det første møde med en dansk

arbejdsplads.

LO og FTF er enige i anbefalingen.

8. Aktivitetsparate skal have en koordinerende sagsbehandler

Alle aktivitetsparate i integrationsprogrammet skal have ret til en

koordinerende sagsbehandler, som skal understøtte en tværfaglig indsats for

borgeren. Dermed får aktivitetsparate borgere i integrationsprogrammet

samme ret som aktivitetsparate i den generelle indsats.

LO og FTF er enige i anbefalingen. Det er afgørende for integrationen, at der

finder en helhedsorienteret indsats sted overfor flygtninge og

familiesammenførte.

9. Opkvalificering af kommunale medarbejdere

Der skal ske efteruddannelse af kommunale medarbejdere i forhold til

håndtering og udvikling af arbejdsmarkedsindsatsen for gruppen af ikke-

vestlige indvandrere.

LO og FTF er enige i anbefalingen. Der bør også indgå en vurdering af, om

den organisatoriske indretning i jobcentrene kan have en forskelsbehandlende

virkning.

Bemærkninger

▶

LO og FTF's kommentarer til ekspertgruppen som udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

10. Forsøg med kommunale partnerskaber

- Der skal igangsættes et forsøg med kommunale partnerskaber på tværs af

sektorer med henblik på at styrke integrationsindsatsen. Herunder skal

virksomhederne - fx gennem lokale jobbørser -, det frivillige foreningsliv,

civilsamfundet og arbejdsmarkedsorganisationerne være med til at tage et

aktivt ansvar for en bedre integration.

LO og FTF finder forsøget interessant. LO indgår i dag i et udviklingsprojekt

om en sammenkobling af danskuddannelse og virksomhedspraktik med

deltagelse af 11 kommuner.

235

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Beskæftigelsesministeriet

Ekspertgruppen om udredning af den

aktive beskæftigelesindsats

Ved Stranden 8

1061 København K

DA’s vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning

af den aktive beskæftigelsesindsats

Ekspertgruppen har den 26. januar 2014 i fortrolighed udsendt et udkast til

udredning af den aktive beskæftigelsesindsats, fase 2, til gruppens partsgrup-

pe.

Indledningsvist skal det slås fast, at DA finder, at det er helt afgørende, at

flere i udkanten af arbejdsmarkedet kommer i job, så vi sikrer et bedre

grundlag for vækst og velstand i Danmark.

Tænkningen for et engagement fra virksomhederne i beskæftigelsesindsatsen

skal begynde med at gøre det attraktivt for virksomheder at medvirke til at

kunne fastholde allerede ansatte i en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet.

Får virksomhederne opbakning til et sådant engagement, vil det bane vejen

for, at virksomheder også engagerer sig i at tage medarbejdere ind på virk-

somhederne, som allerede er i udkanten af arbejdsmarkedet.

En fremtidig beskæftigelsesindsats for personer med nedsat arbejdsevne skal

efter DA opfattelse baseres på følgende:



Jobcentret skal tage lederskab og et aktivt ansvar for at knytte kontakt

mellem virksomhed og den ikke-arbejdsmarkedsparate. Virksomhederne

skal opleve, at det er nemt og trygt at fastholde og inkludere medarbej-

dere.

Lovgivningen vedrørende forskelsbehandling af personer med handicap

skal i videst mulig omfang justeres, så den ikke udgør en barriere for

virksomhedernes sociale engagement.

Virksomhederne skal have bedre mulighed for at fastholde eksisterende

medarbejdere med nedsat arbejdsevne.

Virksomhederne og kollegerne skal kunne deltage i indsatsen i forhold til

personer med helbredsproblemer på et oplyst grundlag, og virksomhe-

dernes økonomiske byrder i forbindelse med sygemeldinger skal reduce-

res.

De økonomiske incitamenter for den enkelte og for kommunerne skal

styrkes, og beskæftigelsesindsatsen skal forankres solidt i den viden,

der findes om effekter og tilrettelægges effektivt.

Beskæftigelsesindsatsen skal udvikles med respekt for erhvervsuddan-

nelsesreformens mål om at løfte det faglige niveau på erhvervsuddan-

nelserne. Derfor skal erhvervsuddannelserne hverken helt eller delvist

anvendes som redskab i beskæftigelsesindsatsen for personer med læn-

gerevarende ledighed eller for personer i udkanten af arbejdsmarkedet.

10. marts 2015

MBI/JBP/BTF

Dok ID: 52435



DA vurderer, at selv om udvalgets forslag bliver gennemført i sin helhed, vil

det ikke i nævneværdig grad kunne løse de udfordringer, vi står overfor med

DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

Vester Voldgade 113

Tlf. 33 38 90 00

DK-1790 København V

www.da.dk

CVR 16834017

E-mail [email protected]

236

Bemærkninger

▶

DA's vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Side 2

at flytte personer væk fra passiv forsørgelse og over i beskæftigelse. Der er

brug for væsentligt stærkere økonomiske incitamenter for den enkelte. Her til

kommer, at flere af ekspertgruppens forslag vil have den modsatte effekt og

fastholde flere i udkanten af arbejdsmarkedet.

Af samme grund kan DA ikke bakke op om følgende:



Samme refusionsprocent for de virksomhedsrettede tilbud som for tilbud

om uddannelse. (Forslag A.3)

En lempelse af uddannelsesrevalidering. Uddannelse bør som udgangs-

punkt foregå i uddannelsessystemet og er ikke et selvstændigt mål for

beskæftigelsesindsatsen. Når uddannelse bruges i beskæftigelsesindsat-

sen, er det et af de absolut dyreste redskaber, som samtidig ikke har

dokumenterede beskæftigelseseffekter. (Forslag C.1)

En afskaffelse af virksomhedsrevalidering, således at virksomhedernes

muligheder for at fastholde eksisterende medarbejdere gennem oplæ-

rings- og træningsforløb forringes. (Forslag C.1)

Højere løntilskud for langtidsledige i voksenlærlingeordningen. En ny

tilskudssats for langtidsledige voksenlærlinge medfører bureaukrati og

mindre gennemsigtighed for virksomhederne. Forslaget vil skabe yderli-

gere forvridning på praktikpladsområdet, hvor de unge praktikpladssø-

gende i forvejen er i stærk konkurrence med de voksne om praktikplad-

ser. (Forslag C.2)

En svækkelse af rimelighedskravet, der vil øge risikoen for konkurrence-

forvridning, ligesom det er tvivlsomt hvorvidt de virksomhedsrettede til-

bud vil have den tiltænkte gavnlige beskæftigelseseffekt, såfremt en

større del af virksomhedens medarbejdere er ansat i støttet beskæfti-

gelse. (Forslag A.6)

Virksomhedsrettede tilbud skal være udgangspunktet for en aktiv ind-

sats. Studier viser, at denne type indsats er den mest effektive. Brugen

af virksomhedsrettede tilbud skal derfor understøttes af styrkede øko-

nomiske incitamenter for kommunerne gennem refusionssystemet. (For-

slag A.3)

Flere ressourcesvage borgere skal tilbydes mentorstøtte og på den måde

hjælpes effektivt fra passiv forsørgelse over i job. (Forslag B.3)

Virksomhedernes indgang til jobcentret skal være let og ubureaukratisk,

når virksomhederne ønsker at engagere sig i beskæftigelsesindsatsen,

herunder også sygefraværsindsatsen. Kommunerne skal således sikre

én indgang til beskæftigelsessystemet for den enkelte virksomhed. Det

gælder også for sygemeldte medarbejdere, der bor i andre kommuner

end i virksomhedskommunen. (Forslag A.7)

Der er behov for øget information og vejledning til virksomhederne om

forskelsbehandlingsloven, så virksomhederne på oplyst grundlag kan

træffe beslutning om ansættelse af ressourcesvage personer i udkanten

af arbejdsmarkedet. (Forslag A.9)



DA er derimod helt enig i følgende:



Danmark ligger i top, når det gælder udgifter til offentlig forsørgelse

I Danmark er op imod 1 mio. borgere i den arbejdsdygtige alder midlertidigt

237

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Side 3

eller permanent uden for arbejdsmarkedet og forsørges af det offentlige.

Trods talrige beskæftigelsesreformer er dette tal stort set det samme i dag

som for 20 år siden. Men gruppen af offentligt forsørgede har ændret karak-

ter, og langt færre er i dag umiddelbart klar til arbejdsmarkedet. Således har

over halvdelen på offentlig forsørgelse midlertidig eller permanent nedsat ar-

bejdsevne og modtager f.eks. kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspensi-

on.

Hvert år bruger det danske samfund adskillige milliarder på offentlig forsør-

gelse og på at hjælpe ikke-jobklare tættere på arbejdsmarkedet. Sammenlig-

ninger viser, at Danmark har væsentligt flere på offentlig forsørgelse og der-

med større udgifter til forsørgelse af borgere end lande, som Danmark nor-

malt sammenlignes med. Samtidig ligger Danmark i top blandt OECD-lande,

når det gælder udgifter i beskæftigelsesindsatsen.



DA finder det helt afgørende for at få flere ressourcesvage klar til at del-

tage på arbejdsmarkedet, at ydelsessatserne fastsættes på et niveau, så

det kan betale sig at være arbejdsmarkedsparat og i job.

Virksomhederne har fokus på det sociale engagement

Virksomhederne har i dag et stort fokus på det sociale engagement og er i

stigende omfang en aktiv medspiller i beskæftigelsesindsatsen for personer

med midlertidig eller permanent nedsat arbejdsevne. Mere end 200.000 per-

soner med funktionsnedsættelser er i dag ansat på ganske almindelige vilkår

på arbejdsmarkedet. Virksomhedernes sociale engagement kan derfor ikke

alene måles på, hvorvidt virksomhederne tager del i beskæftigelsesindsatsen.

Dertil kommer de mere end 50.000 personer med funktionsnedsættelser, som

er ansat i støttet beskæftigelse via beskæftigelsessystemet. Ressourcesvage

kontanthjælpsmodtagere kommer i dag langt oftere i aktivering i en privat

virksomhed end for få år siden, og markant flere kommer nu i job, efter de

har været i aktivering i en privat virksomhed.

Som ekspertgruppens rapport fastslår, er virksomhedernes motivation for at

være en aktiv medspiller, at de ønsker at tage et socialt ansvar. Kun et fåtal

af virksomhederne tilkendegiver, at den primære grund til at tage borgere i

målgruppen i tilbud er at opnå ”billig arbejdskraft”.

Det skal ses i lyset af, at der altid er en omkostning forbundet med fastholdel-

se og indslusning af medarbejdere med særlige udfordringer. Det kræver en

stor indsats af virksomheden både i det indledende arbejde, hvor virksomhe-

den skal finde passende arbejde, som kan fastholde en allerede ansat eller

tilbydes en ny medarbejder. Her til kommer, at der efterfølgende skal skaffes

opbakning til indsatsen blandt kolleger og mellemledere.



DA er enig med ekspertgruppen i, at den virksomhedsrettede indsats i

højere grad skal anvendes i indsatsen for medarbejdere og borgere med

midlertidig eller permanent nedsat arbejdsevne. Forskningen viser, at

det, der med størst sikkerhed knytter borgere med nedsat arbejdsevne

til arbejdsmarkedet, er, at have tilknytning til en virksomhed.

I den forbindelse er det afgørende, at virksomhedernes økonomiske og

praktiske muligheder for at fastholde og inkludere personer med midler-

tidig eller permanent nedsat arbejdsevne forbedres. Det skal bane vejen

for, at flere virksomheder ønsker at engagere sig i beskæftigelsesindsat-



238

Bemærkninger

▶

DA's vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Side 4

sen.

Jobcentrene skal tage lederskab, ansvar og yde service over for virk-

somheder

Det er myndighedernes ansvar at stille de nødvendige tilbud til rådighed og

sikre, at beskæftigelsesindsatsen tilrettelægges koordineret, effektivt og mål-

rettet. DA mener derfor, at jobcentret i langt højere grad skal tage lederskab

og et aktivt ansvar for at medvirke til at fastholde eller knytte kontakten mel-

lem virksomheden og personer med nedsat arbejdsevne til gavn for både

virksomheden og den enkelte.

Jobcentrene lever i dag i alt for ringe grad op til deres ansvar. Som rapporten

peger på, får jobcentrenes virksomhedsopsøgende indsats for lidt vægt. Hver

tredje virksomhed har ikke haft kontakt til et jobcenter de seneste to år. DA

mener derfor, at den virksomhedsopsøgende indsats skal opprioriteres mar-

kant, herunder understøttes af økonomiske incitamenter og måltal i jobcen-

tret.

DA finder det samtidig foruroligende, når rapporten fastslår, at kun hver tred-

je virksomhed i dag tilkendegiver, at det er let at komme i kontakt med den

rette medarbejder i jobcentret. Fire ud af ti jobcentre har ingen fast kontakt-

person.

Det er afgørende, at virksomhederne sikres en effektiv og sammenhængende

service, når de henvender sig til jobcentret. Det skal være nemt, trygt og ikke

en byrde at udvise et socialt engagement.



Derfor er DA enig i ekspertgruppens forslag om, at den enkelte kommu-

ne skal etablere én indgang til beskæftigelsessystemet for kommunens

virksomheder ligegyldigt hvilket behov, virksomheden måtte have.

DA savner dog konkrete forslag til, hvordan virksomhedernes admini-

strative byrder i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen kan lettes. DA

skal anbefale, at der skabes åbenhed om kommunens beslutninger for

sygemeldte medarbejdere i form af information til virksomheder, f.eks.

ved iværksættelse af tilbud uden for virksomheden, og at ansøgning om

refusion for jobafklaringsforløb bliver digitaliseret.



Justering af forskelsbehandlingsloven

Desværre oplever virksomheder, der ønsker at fastholde og inkludere perso-

ner med en midlertidig eller permanent reduceret arbejdsevne, at reglerne om

beskyttelse mod forskelsbehandling virker som en barriere for et socialt enga-

gement.



DA mener, at det er afgørende, at myndighederne giver en fyldestgø-

rende vejledning om de mulige juridiske konsekvenser, når virksomhe-

derne ansætter ikke-arbejdsmarkedsparate personer.

Efter DA’s vurdering er øget information dog langt fra nok til at imødegå de

konsekvenser, som beskyttelsesreglerne i forskelsbehandlingsloven har i rela-

tion til at ansætte personer med svage kompetencer.

Hvis personer med få eller svage kompetencer på arbejdsmarkedet skal have

en mulighed for at opnå ansættelse i en virksomhed, skal det være muligt for

virksomhederne at overskue konsekvenserne af en ansættelse. Reglerne i

239

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Side 5

forskelsbehandlingsloven modarbejder denne overskuelighed.



DA mener, at det er afgørende for virksomhedernes villighed til at tage

en chance, at den første ansættelse er tidsbegrænset. Ansættelsen skal

ophøre automatisk på det tidspunkt, hvor den offentlige støtte ophører.

Virksomhedspraktik skal ikke være omfattet af lovgivningen vedrørende

forskelsbehandling.



Bedre mulighed for at fastholde eksisterende medarbejdere

DA under sig over, at ekspertgruppen i rapporten ikke specifikt forholder sig

til, hvordan virksomhederne kan få bedre muligheder for at fastholde eksiste-

rende ressourcesvage medarbejdere, som er i overhængende risiko for at mi-

ste fodfæste på arbejdsmarkedet. Virksomhedernes sociale engagement gæl-

der i særlig grad medarbejdere, som på grund af sygdom eller lignende er ved

at glide ud af normal beskæftigelse i virksomheden.



DA foreslår derfor, at kravet om 12 måneders forudgående ansættelse

efter de sociale kapitler før indgåelse af aftale om fleksjob bliver afskaf-

fet. Dette bør dog gøres uden at ændre ved, at visitationen til fleksjob

fortsat skal ske ud fra en vurdering af den enkeltes arbejdsevne i for-

hold til hele arbejdsmarkedet.

Samtidig er DA helt uenig i, at virksomhedsrevalidering skal afskaffes.

Virksomhedsrevalidering giver mulighed for, at oplæring, optræning og

omskoling kan foregå i virksomhederne, så forløbet bliver skræddersyet

til erhvervslivets behov. Dermed kan virksomhederne fastholde og in-

kludere medarbejdere fra en bredere målgruppe – herunder ressource-

svage personer – og få mulighed for at optræne en medarbejder til virk-

somhedens behov. Såfremt muligheden for virksomhedsrevalidering bli-

ver afskaffet, vil det gøre det langt vanskelige for virksomhederne at

fastholde medarbejdere, som virksomhederne gerne vil beholde.



Bedre oplysning om sygdom og færre økonomiske byrder for virk-

somhederne

Hvis flere ressourcesvage personer skal fastholdes på eller knyttes til virk-

somhederne, skal der være en bedre afklaring af bl.a. den enkeltes kvalifika-

tioner, støttemuligheder og helbredsmæssige baggrund. Helbredsoplysnings-

loven spærrer i dag for, at virksomhederne kan få relevante oplysninger om

eventuelle sygdomme ved ansættelse.



Derfor opfordrer DA til, at lov om helbredsoplysninger bliver ophævet,

så tabuiseringen af sygefravær undgås.

DA mener endvidere, at det er beklageligt, at ekspertgruppen ikke forholder

sig til de økonomiske byrder, virksomhederne har i forbindelse med syge-

meldte medarbejdere. Hvis virksomhederne i større omfang skal ansætte res-

sourcesvage personer med bl.a. fysik og psykisk sygdom, vil virksomhederne

blive pålagt store økonomiske byrder, når disse medarbejdere sygemeldes.



Derfor foreslår DA, at arbejdsgiverperioden i sygedagpengeloven bliver

afkortet, så virksomhedernes byrder som minimum i forbindelse med

sygemeldinger fra borgere, der tidligere har modtaget f.eks. kontant-

hjælp, bliver reduceret.

Desuden foreslår DA, at virksomhedspraktik og løntilskud som udgangs-



240

Bemærkninger

▶

DA's vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Side 6

punkt skal ske på nuværende arbejdsplads. F.eks. at en tilkendelse af

revalidering på en anden virksomhed eller førtidspensionering skal be-

tragtes som, at lønmodtageren selv siger op.

Styrkede økonomiske incitamenter

Ansvaret for at sikre, at personer med nedsat arbejdsevne bevarer en tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet ligger hos den enkelte borger i samspil med myndig-

hederne. Den enkelte borger har et væsentligt ansvar for at blive arbejdsmar-

kedsparat og komme i job, ligesom det er den enkeltes eget ansvar at være

til rådighed for de tilbud, som gives i indsatsen. Som rapporten påpeger, ud-

gør borgerens motivation en central barriere for deltagelse i indsatsen. Kun

hver fjerde er motiveret for en virksomhedsrettet indsats.

DA mener derfor, at det er helt centralt at sikre sunde økonomiske incitamen-

ter i ordningerne og indsatserne.



Dels skal ydelsessatserne fastsættes på et niveau, så det kan betale sig

at arbejde. DA kan ikke støtte forslag om at øge den samlede offentlige

ydelse i forhold til kontanthjælpsniveauet. Forslag af den karakter er

med til at gøre det endnu mindre attraktivt at opnå ordinær ustøttet be-

skæftigelse.

Dels skal der stilles krav til de ikke-arbejdsmarkedsparate om at være

forpligtede til at deltage i den indsats, som jobcentret tilbyder. Det skal

udløse sanktioner, hvis en person afviser et tilbud eller ikke møder op til

planlagte aktiviteter og samtaler.



Det er myndighedernes ansvar at stille de nødvendige tilbud til rådighed, at

sikre at beskæftigelsesindsatsen tilrettelægges koordineret, effektivt og mål-

rettet, og at der er de tilstrækkelige incitamentsstrukturer i systemet.



Derfor er DA positiv over for forslag om en højere refusionssats, som

kan understøtte et skifte i beskæftigelsesindsatsen i retning af virksom-

hedsrettede tilbud, hvilket der er evidens for, er de mest virksomme.

Men DA er imod at foreslå en refusion på samme (høje) niveau for ordi-

nære uddannelsestilbud. Uddannelsesrevalidering er ikke et effektivt

redskab i beskæftigelsesindsatsen. Flere evidensstudier peger på, at ud-

dannelse vil fastholde den enkelte i tilbuddet fremfor, at den enkelte

kommer i beskæftigelse. En revalideringsydelse på dagpengeniveau vil

samtidig undergrave den enkeltes incitamenter til at påbegynde tilbud,

der har reel jobeffekt. Den enkelte vil med revalideringsydelsen, der lig-

ger væsentligt over kontanthjælpsniveauet, få langt større tilskyndelse

til at påbegynde uddannelsesrevalidering end andre indsatser og der-

med blive fastholdt i uddannelse fremfor at komme i job.



Konkrete bemærkninger til ekspertgruppens forslag

Forslag A.1:

DA finder tanken om et struktureret forberedende forløb inden

påbegyndelse af et egentligt virksomhedsrettet tilbud spændende og nødven-

digt. Et sådant forløb kan sikre, at jobcentret har gjort sig klart, hvilken rolle

virksomhederne skal have.

Efter DA’s opfattelse bør der fastsættes en begrænsning for varigheden af et

sådant forberedende forløb inden starten på det egentlige virksomhedsrettede

241

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Side 7

forløb, f.eks. 1 måned. Dette skal medvirke til at sikre et jobrettet fokus, og

at det undgås, at kommunerne kan spekulere i at parkere borgere i forløb

med høj refusion. Endelig bør det slås fast, at der skal være tale om et tilbud

på ”fuld tid”, og at en refusion på 50 pct. ved et sådant tilbud kun bliver ud-

løst, såfremt det faktisk lykkes at få personen til at deltage og gennemføre et

virksomhedsrettet tilbud.

Forslag A.2:

DA støtter ideen om, at det kan være hensigtsmæssigt som

udgangspunkt at operere med virksomhedsrettede tilbud for personer på kan-

ten af arbejdsmarkedet med et fleksibelt timetal, således at tilbuddet kan til-

rettelægges, så personen kan honorere kravene, og tilbuddet tilrettelægges

ud fra de arbejdsopgaver og arbejdstider, der giver mening for virksomheder-

ne.

DA kan derfor også støtte, at løn og løntilskud udbetales for de faktiske timer,

der arbejdes.

Efter DA’s opfattelse bør niveauet for en eventuel supplerende offentlig ydelse

i forslaget justeres, således at den samlede indkomst ved deltagelse i et så-

dant tilbud ikke overstiger kontanthjælpsydelsen. Forslaget skal sikre, at der

er incitamenter til både til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud og til at

opnå ordinær ustøttet beskæftigelse.

Efter DA's opfattelse er der i forslaget indbygget et fastholdelseselement, selv

om der i forslaget er indarbejdet varighedsbegrænsninger. Varighedsbe-

grænsninger, som DA støtter. DA finder, at det bør sikres, at et tilbud om et

fleksibelt løntilskud samlet set er et tilbud på ”fuld tid”, således at der i tiden,

hvor den pågældende ikke arbejder, fortsat er en indsats til at afhjælpe de

årsager, som gør, at den pågældende hører til i gruppen på udkanten af ar-

bejdsmarkedet.

Endvidere savner DA konkrete forslag til, hvordan virksomhedernes admini-

strative byrder i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen kan lettes. F.eks.

foreslår DA bl.a., at der skal være åbenhed om kommunens beslutninger for

sygemeldte medarbejdere i form af information til virksomheder, f.eks. ved

iværksættelse af tilbud uden for virksomheden, og at ansøgning om refusion

for jobafklaringsforløb bliver digitaliseret.

Forslag A.3:

DA finder, at det er logisk at understøtte et skifte i beskæftigel-

sesindsatsen i retning af virksomhedsrettede tilbud, som der er evidens for er

de mest virksomme, med en højere refusionssats. DA finder det derimod både

ulogisk og urealistisk samtidig at foreslå en refusion på samme (høje) niveau

for ordinære uddannelsestilbud.

Der er for det første ikke dokumentation for, at uddannelsestiltag har positive

beskæftigelses effekter. Det er endvidere næppe realistisk at forestille sig –

såfremt der visiteres korrekt til målgruppen – at de pågældende har forud-

sætninger for at påbegynde ordinære uddannelsesforløb, f.eks. som foreslået

i et forløb som voksenlærling.

Såfremt ”uddannelsestilbud” er en integreret del af et virksomhedsrettet til-

bud, f.eks. i form af mentorstøtte eller kurser, som er forudsætninger for at

varetage jobfunktioner i et jobrettet tilbud, bør disse ses samlet og dermed

også være omfattet af de samme refusionsregler.

DA skal derfor anbefale, at det af forslaget udgår, at der til ordinære uddan-

nelsestilbud kan ydes kommunerne refusion fra staten til driftsudgifter.

242

Bemærkninger

▶

DA's vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Side 8

Forslag A.4:

DA kan støtte, at der stilles krav til såvel kommunerne som de

pågældende ydelsesmodtagere om med nationalt fastsatte intervaller at del-

tage i aktive tilbud, som kan forbedre tilknytningen til arbejdsmarkedet. DA

finder dog ikke, at det er hensigtsmæssigt eller realistisk, at sådanne tilbud

skal være virksomhedsrettede tilbud eller uddannelse.

Ved at stille et sådant krav, er der risiko for, at virksomhederne vil opleve at

få deltagere i virksomhedsrettede tilbud, som ikke er motiverede. Tilbud af

denne karakter bør derfor være indrettet på en måde, der ikke involverer

virksomhederne. Det kan f.eks. være nytteindsats.

DA kan støtte ideen om at forpligte kommunerne til at udarbejde en plan for

de pågældende borgere, og at denne forelægges rehabiliteringsteamet.

Forslag A.5:

DA finder, at det er væsentligt at tænke i forslag, der opererer

med økonomiske incitamenter, som peger i retning af job. DA er derimod ikke

enig i et forslag om at øge den samlede offentlige ydelse i forhold til kontant-

hjælpsniveauet. Forslag af den karakter er med til at gøre det endnu mindre

attraktivt at opnå ordinær ustøttet beskæftigelse.

DA har noteret sig, at udvalget foreslår kontanthjælpen nedsat med 110 kr.

pr. måned for alle. Men med et forslag om at yde et tillæg ved deltagelse i

virksomhedspraktik og nytteindsats på 250 kr. pr. uge, kommer forslaget til

at gøre det mindre økonomisk attraktivt at opnå ordinær ustøttet beskæftigel-

se. Som minimum bør forslaget rumme en nedsættelse af kontanthjælpsni-

veauet for den enkelte med det samme beløb som det foreslåede tillæg.

DA skal endvidere anbefale, at det udgår af forslaget, at der ydes tillæg for

deltagelse i nytteindsats. Efter DA’s opfattelse er formålet med nytteindsats at

teste rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis formålet med indsatsen skal være at

udvikle den pågældendes kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet, bør der i

stedet anvendes virksomhedspraktik.

Forslag A.6:

DA ser ikke, at der er behov for at ændre på rimelighedskravet.

Rimelighedskravet har som formål at forhindre konkurrenceforvridning ved

beskæftigelse med offentlige løntilskud. Her til kommer, at det næppe øger

effekten af et tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskud, at der i forhold til

antallet af ordinært ansatte kommer flere personer med støtte.

Forslaget om at tage udgangspunkt i antallet af timer i stedet for i antallet af

personer vil endvidere gøre rimelighedskravet mere tungt at administrere.

Såfremt ambitionen i forslag A.2 om en fleksibel løntilskudsordning skulle bli-

ve realiseret, således at timetallet undervejs i et forløb blev forøget, ville det

enten kollidere med rimelighedskravet eller medvirke til at forvride konkur-

rencen i forhold til virksomheder, der ikke modtager støtte.

DA finder ikke, at der er begrundelser for at lempe på rimelighedskravet for

registrerede socialøkonomiske virksomheder, når formålet skal være, at soci-

aløkonomiske virksomheder skal fungere som ”træningsbane” ind på det al-

mindelige arbejdsmarked via virksomhedspraktik eller løntilskudsansættelser.

DA ser mere positivt på en mulig ændring af rimelighedskravet for personer,

som ikke vurderes at have muligheder på det almindelige arbejdsmarked

f.eks. løntilskudsjob til førtidspensionister.

Forslag A.7:

DA støtter forslaget om, at virksomhedernes indgang til jobcen-

tret skal være let og ubureaukratisk, når de ønsker at engagere sig i beskæf-

tigelsesindsatsen. DA støtter derfor forslaget om, at kommunerne skal sikre

243

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Side 9

én indgang til beskæftigelsessystemet for den enkelte virksomhed i sager om

ansættelse, opkvalificering og fastholdelse af sygemeldte medarbejdere.

DA mener, at det skal fremgå tydeligere, at det også gælder i sager om syge-

fravær. Én indgang for virksomhederne i sager om sygefravær vil især være

en lettelse for virksomheder, hvor medarbejdere bor i flere kommuner, og

virksomheder i dag har kontakt med flere bopælskommuner.

Det kan være fornuftigt at udarbejde let tilgængeligt materiale om tilbuddene

i jobcentret. DA skal dog understrege, at det alene er et supplement til job-

centrenes ansvar og indsats over for virksomheder.

Forslag A.8:

DA er enig i, at det kan være logisk at supplere en prioritering

af de virksomhedsrettede redskaber og styrket service til virksomheder med

en indsats, der kan styrke viden hos medarbejderne i jobcentrene om virk-

somhederne og arbejdsmarkedet. DA finder dog, at ansvaret for, at jobcen-

trets medarbejdere har de fornødne kompetencer, er de kommunale arbejds-

giveres. Derfor kan DA ikke støtte forslaget om, at der ”afsættes midler” til et

efteruddannelsesprogram udover de midler, som kommunerne allerede har

fået fra staten.

DA kan ikke støtte forslaget om, at uddannelsesprogrammet skal administre-

res af RAR, idet RAR er et rådgivende organ og ikke en forvaltningsenhed. DA

kan derimod støtte, at udvikling af et eventuelt uddannelsesprogram foran-

kres hos de nationale beskæftigelsesmyndigheder.

Forslag A.9:

DA er enig i, at virksomhederne skal oplyses langt bedre om

konsekvenserne ved at ansætte personer, der er omfattet af beskyttelsesreg-

lerne i forskelsbehandlingsloven. Konsekvenserne skal være oplyst over for

virksomhederne, inden der træffes aftale om ansættelse.

Forslaget er dog ikke tiltrækkeligt. DA mener, at det er afgørende for virk-

somhedernes villighed til at tage en chance, at den første ansættelse er tids-

begrænset. Ansættelsen skal ophøre uden varsel på det tidspunkt, hvor den

offentlige støtte ophører. Endvidere skal virksomhedspraktik ikke være omfat-

tet af lovgivningen vedrørende forskelsbehandling.

Forslag B.1:

DA har ingen bemærkninger til forslaget om beslutningskompe-

tence til rehabiliteringsteamet, hvis det samtidig sikres, at rehabiliteringstea-

met får hjemmel til at kunne træffe afgørelser om at nedsætte ydelserne,

såfremt teamet vurderer, at den nuværende udbetaling forhindrer personen i

af komme i arbejde.

Forslag B.2:

DA har ingen bemærkninger til forslaget om bedre og smidigere

overgange fra ung til voksen i det offentlige system og anerkender, at der

sættes fokus på overgangsproblemstillingen.

Forslag B.3:

DA kan som udgangspunkt støtte forslaget om effektfuld men-

torstøtte til flere borgere. Mentorstøtte har vist sig at være et effektfuldt red-

skab, når ressourcesvage personer skal opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.

Derfor skal brugen af redskabet udvides. DA kan dog ikke tilslutte sig delfor-

slaget om, at borgeren skal have mulighed for at afslå en mentor. Det er

myndighedens ansvar at vurdere, hvorvidt borgen vil have gavn af redskabet

eller ej, og dermed sikre den mest effektive indsats.

Forslag B.4:

DA kan støtte forslaget om, at en borger har én digital plan, der

indeholder relevante oplysninger, igangsatte initiativer m.m. på tværs af for-

244

Bemærkninger

▶

DA's vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Side 10

valtninger, og som støttepersoner fra sektorer kan kigge med i.

DA mener, at forslaget skal konkretiseres, således at virksomheder f.eks. skal

kunne kigge med i planen i forhold til aftaler om indsatsen eller på anden vis

få information om, hvad der er aftalt af indsats over for sygemeldte medar-

bejdere.

DA mener, at f.eks. sprogcentre, der varetager sprogundervisningen af f.eks.

nyankomne flygtninge, skal have mulighed for at kigge i planen og supplere

med oplysninger om f.eks. resultater opnået i sprogundervisning, fravær

m.m., som kan være relevant for den enkeltes opnåelse af beskæftigelse.

Forslag B.5:

DA er som udgangspunkt positiv over for forslaget om styrket

kvalitet i indsatsen gennem metodeudvikling, forsøg og nye værktøjer. DA

finder det hensigtsmæssigt, at der arbejdes med nye forvaltningsredskaber,

forudsat, at der er fokus på progression, og at redskaberne ikke trækker den

enkelte længere væk fra arbejdsmarkedet.

Forslag B.6:

DA har ingen bemærkninger til forslaget om kompetenceløft af

den tværfaglige indsats forudsat, at indsatsen baseres på viden om, hvad der

virker og bliver tilrettelagt effektivt.

Forslag B.7:

DA har ingen bemærkninger til forslaget om harmonisering af

mål og begreber på tværs af lovgivninger forudsat, at den sammenhængende

indsats bliver baseret på viden om, hvad der virker og bliver tilrettelagt effek-

tivt.

Forslag B.8:

DA kan tilslutte sig forslaget om indsatspakker om tværfaglige

indsatser målrettet kommunerne og bakker op om, at viden om, hvilke ind-

satser der virker, styrkes. DA mener dog, at det er utilstrækkeligt blot at ud-

brede viden. Det er nødvendigt at sikre, at værdifuld viden bliver omsat til

handling i kommunerne. DA savner derfor elementer i forslaget, der under-

støtter dette.

Forslag B.9:

DA mener, at myndighederne skal sætte vilkårene og være

drivkraften i indsatsen for at få ressourcesvage personer i job. DA er derfor

bekymret for, at et øget ansvar til ressourcesvage borgere for selv at fastsæt-

te mål og indsats, vil føre til en mindre effektiv indsats. DA kan derfor ikke

tilslutte sig forslaget om øget borgerindflydelse på mål og indsats, og mener,

at det er vigtigt at holde fast i, at indsatsen skal baseres på viden om, hvad

der virker og bliver tilrettelagt effektivt.

Forslag B.10:

DA har ingen bemærkninger til forslaget om inddragelse af

netværk og civilsamfund.

Forslag C.1:

DA deler ambitionen om at målrette revalideringsordningen til

personer, som har haft en vis forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet,

men er ikke enig i, at revalideringsordningen alene skal udvikles til at være en

ordning med uddannelsesstøtte på et højt ydelsesniveau.

Efter DA’s opfattelse skal revalideringsordningen ses som et beskæftigelses-

politisk redskab og ikke som en konkurrerende ordning til den almindelige

uddannelsesstøtte eller til erhvervsuddannelserne.

Formålet med revalideringsordningen bør efter DA’s vurdering være at under-

støtte personer, som

ikke længere

kan arbejde inden for deres hidtidige fag-

område i at opnå beskæftigelse i en anden jobfunktion på arbejdsmarkedet.

Revalideringsordningen bør derfor ikke på forhånd udelukke bestemte redska-

245

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Side 11

ber til at nå dette mål.

DA savner derfor et forslag til, hvordan det skal afgøres, hvem der er i mål-

gruppen for revalidering. Dvs. et forslag til en visitationsordning, der kan af-

veje graden af nedsat arbejdsevne i forhold til potentialet for anden ordinær

beskæftigelse. DA finder det endvidere væsentligt at opretholde kravet om, at

såfremt den pågældende kan opnå ordinær beskæftigelse gennem den almin-

delige beskæftigelsesindsats, er det den indsats, der skal lægges til grund

frem for at påbegynde revalidering.

DA kan støtte forslaget om at nedsætte varigheden af et revalideringsforløb

fra den nuværende fem år til fire år.

DA finder ikke, at det er relevant at fastsætte et alderskrav på 30 år, idet det

afgørende må være, at personen skal have en vis forudgående tilknytning til

arbejdsmarkedet for at indgå i målgruppen for revalidering, og at der bliver

klarere kriterier for visitationen.

Forslag C.2:

DA kan ikke støtte forslaget om at indføre særregler for lang-

tidsledige i løntilskudsordningen for voksenlærlinge. Ordningen med løntilskud

til voksenlærlinge er allerede på nuværende tidspunkt komplicerede og bør

forenkles.

DA skal derfor anbefale, at forslag C.2 om særregler for langtidsledige i vok-

senlærlingeordningen udgår.

Det er endvidere DA’s opfattelse en fejlslagen vej at begive sig ind på, at fo-

reslå yderligere støtteordningen og favorable adgangsveje ind i erhvervsud-

dannelserne for ledige og andre grupper uden for arbejdsmarkedet. Sådanne

tiltag og initiativer er med til at undergrave bestræbelserne på at gøre er-

hvervsuddannelserne attraktive og et tilvalg for unge, når de vælger uddan-

nelse.

Forslag C.3:

DA finder det logisk, at de beskæftigelsespolitiske redskaber

skal kunne anvendes over for ledige, uanset om de modtager sygedagpenge

eller andre ydelser. Det gælder også realkompetenceafklaring.

DA er ikke enig i, at realkompetenceafklaring skal være en rettighed. DA an-

befaler, at realkompetenceafklaring for ledige ikke er en rettighed men et til-

bud, der kan medvirke til at afdække potentialet i forhold til job på arbejds-

markedet og dermed understøtte ledige i deres jobsøgning. DA mener, at det

skal udgå af forslaget, at realkompetencevurderingen skal foretages med

henblik på uddannelse.

DA mener, at det er afgørende, at forslaget afgrænses til ledige på sygedag-

penge.

Forslag D.1:

DA er som udgangspunkt positiv over for forslaget om smidige-

re afdrag af offentlig gæld, da det styrker den enkeltes økonomiske incita-

menter til at tage et job. DA finder det oplagt, at personer i udkanten af ar-

bejdsmarkedet med gæld tilbydes støtte og vejledning af f.eks. en mentor til

at skabe overblik over egen økonomiske situation og se en vej ud af et evt.

økonomisk uføre over i et job. DA forudsætter dog samtidig, at forslaget ikke

indebærer gældssanering.

Forslag D.2:

DA er som udgangspunkt positiv over for forslaget om bedre

håndtering af transportudgifter, men mener samtidig, at det er nødvendigt at

følge op på, om udbredelsen af forslaget også har den forventede gavnlige

246

Bemærkninger

▶

DA's vurdering af udspil fra ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats

Side 12

effekt på borgeres fremmøde i den virksomhedsrettede indsats.

Forslag D.3

DA er enige i forslaget om mulighed for aktive tilbud til indsatte i

fængsel og forudsætter, at den indsats, der tilbydes, er effektiv og målrettet.

Forslag D.4:

DA støtter, at der iværksættes forsøg med at udbrede brugen af

delvis raskmeldinger. Det fremgår, at kommunalt ansatte med længerevaren-

de fravær automatisk delvis raskmeldes. Det er dog ikke klart, hvad ”længe-

revarende fravær” er, og hvilket omfang der skal ske en delvis raskmelding.

DA er bekymret for, at der ikke vil være den ønskede effekt af forsøget, sådan

som det er skitseret af udvalget. DA mener derfor, at forsøget kun skal gen-

nemføres, hvis det konkretiseres yderligere.

I et forsøg er det afgørende for DA, at en delvis raskmelding bidrager til, at

personen kommer hurtigere tilbage på arbejdet end ellers, og at virksomhe-

den ikke lider tab i form uberettiget tab af mistet refusion. Forsøget skal eva-

lueres grundigt.

DA kan være bekymret for, at forsøget kan være medvirkende til, at den

kommunale myndighed i jobcentret delvis raskmelder medarbejdere uden at

lave en aktiv indsats.

Sygedagpengeindsatsen har til formål at bidrage til at fastholde medarbejde-

ren på arbejdspladsen. Dvs., det beror til dels på, at der kan laves en aftale

om delvis tilbagevenden til arbejdet. Virksomheden er således en central ak-

tør, når der skal ske en delvis raskmelding. Derfor forudsætter forslaget, at

der er en målrettet information til virksomheden, så der er mulighed for at

erklære sig ikke enig i den delvise raskmelding. Sker den delvise raskmelding

uden yderligere koordination eller efter aftale med virksomheden, så imødeser

DA, at den delvise raskmelding ikke umiddelbart vil lede til fastholdelse af

medarbejderen.

Til forskel fra en typisk privat virksomhed består en kommune af flere forskel-

lige forvaltninger eller større enheder, hvor der evt. nemmere inden for det

pågældende ansættelsesforholds rammer kan aftales start på en anden fysisk

arbejdsplads eller arbejdsfunktion end medarbejderens gældende arbejds-

plads eller arbejdsfunktion. Gennemføres forsøget, og bliver det evalueret

grundigt, så mener DA ikke umiddelbart, at erfaringer herfra nødvendigvis

kan overføres til den private sektor, som fortrinsvis består af små eller mel-

lemstore virksomheder.

Hvis virksomhedens refusionsret følger af medarbejderens ret til sygedagpen-

ge, så vil virksomheden tillige i mange tilfælde kunne forvente at tabe retten

til refusion. Det er ikke acceptabelt.

Virksomheder, der betaler løn under sygdom har i allerhøjeste grad en inte-

resse i, at deres medarbejdere starter gradvist op, hvis det overhovedet kan

lade sig gøre. I dag mister virksomheden ikke refusion, hvis det ikke kan lade

sig gøre at medvirke i lønmodtagerens gradvise tilbagevenden. Det blev ind-

ført som led i sygefraværsaftalen i 2008 og gentaget i sygefraværsaftalen i

2013. Det er derfor afgørende, at det bliver et bærende princip i et eventuelt

forsøg, at en arbejdsgiver bevarer retten til refusion, så længe der udbetales

løn.

DA mener ikke, at det giver mening automatisk at give delvis rasmelding før-

end, der har været afholdt samtale med kommunen. På den måde undgås

situationer, hvor det ikke giver mening at delvis raskmelde, eller hvor medar-

247

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

Side 13

bejderen allerede har genoptaget arbejdet delvis. Endvidere slipper virksom-

heden for en del ekstra administration.

Forslag D.5:

DA støtter et serviceeftersyn af de handicapkompenserende

ordninger, så der kan skabes overblik over de mange kompensationsmulighe-

der for personer med handicap.

DA foreslår endvidere at benytte lejligheden til at udforme et såkaldt jobbevis

til personer med handicap, der beskriver hvilke handicapkompenserede ord-

ninger den enkelte er omfattet af, til gavn for både den enkelte person med

handicap og virksomhederne.

Et sådant jobbevis vil give den handicappede bedre muligheder i en ansættel-

sessituation, da virksomheden så har et klart billede af personens kompeten-

cer og de støtte/kompenseringsmuligheder, der skal kompensere for handi-

cappet.

Forslag D.6:

DA finder det afgørende, at der for alle ydelsesmodtagere bliver

fastsat et nationalt krav til et kontaktforløb, der skal sikre, at kommunerne

forpligtes til at overveje en indsats over for alle borgere. Det er derfor ikke

efter DA’s vurdering tilstrækkeligt at foreslå en samtale inden for de første 3

måneder.

DA finder, at alle ledige, herunder jobparate kontanthjælpsmodtagere, bør

være omfattet af det samme kontaktforløb og dermed stilles over for de

samme krav som dagpengemodtagere. I de første 6 måneder af et ledigheds-

forløb bør jobparate kontanthjælpsmodtagere derfor deltage i 6 jobsamtaler.

En merudgift her til kan finansieres gennem en nedsættelse af niveauet for

kontanthjælp, jf. forslag A.5.

Med venlig hilsen

DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

Jørgen Bang-Petersen

248

Bemærkninger

▶

Akademikernes partsindlæg til Ekspertudvalgets udredning af den aktive beskæftigelsesindsats – fase 2

Akademikernes partsindlæg til Ekspertudvalgets udredning

af den aktive beskæftigelsesindsats - fase 2

Akademikerne støtter op om Ekspertudvalgets overordnede anbefaling

om at udvide brugen, forbedre og skabe større effekt ved flere virksom-

hedsrettede indsatser.

Den 9. marts 2015

Sag.nr.

Dok.nr.

asf/-

Akademikerne ser positivt på Koch-udvalgets udredning af den aktive

beskæftigelsesindsats for gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate ledige

og kan støtte op anbefalingerne fra udvalget.

Det skal her fremhæves allerede fra start, at Akademikerne med stor

interesse har noteret sig, at Ekspertudvalget også fsva. fase 2 målgrup-

pen har dokumenteret, at det er den virksomhedsrettede indsats, der

virker. Så lad os få mere af den, gøre den enklere for både virksomhed

og jobcenter – og ikke mindst give de virksomhedsrettede indsatser me-

re volumen.

Ekspertudvalget anfører, at udgiftsrammen til den aktive indsats for fase

2 målgrupperne ligger på ca. 4 mia. kr. Alligevel er antallet af borgere

på udkanten af arbejdsmarkedet permanent set over de sidste 20 år.

Her bemærker udvalget meget rigtigt, at tallene dækker over store for-

skelle blandt de enkelte grupper.

Og derfor ærgrer det også en smule, at der ikke har været mulighed for

at give de ledige på den midlertidige arbejdsmarkedsydelse mere op-

mærksomhed i udredningen. Dog bemærker udvalget, at denne - lille,

men desværre voksende – gruppe af ledige, som grundet det nye dag-

pengesystem og en alvorlig krise desværre er endt som ’svage’ ledige -

på trods af, at de har erhvervskompetencegivende uddannelse, og der

ikke hersker andre problemer end ledighed – skal inddrages i det videre

arbejde hvor relevant.

Det er derfor glædeligt at se Ekspertudvalget tage konkret fat i forbed-

ringer af den virksomhedsrettede indsats generelt set, ligesom der an-

befales afsat 35 mio. kr. til kompetenceudvikling af den virksomhedsret-

tede indsats i jobcentrene.

Men Akademikerne vil alligevel slå et ekstra slag for, at der i endnu hø-

jere grad ses på særlige virksomhedsrettede indsatser til jobparate kon-

tanthjælpsmodtagere, hvis antal desværre må ventes udvidet væsentligt

med gruppen af de tidligere forsikrede ledige, som i dag er på den mid-

lertidige arbejdsmarkedsydelse, og som overgår til kontanthjælp i løbet

249

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

af 2015, medmindre enten et økonomisk opsving udvider antallet af jobs

i det danske samfund, forhåbentligt støttet af mærkbart forbedrede

værktøjer i beskæftigelsessystemet. Samtidigt udgør denne ’mellem-

gruppe’ en ’lavthængende frugt’ set i forhold til hele gruppen af borgere

i udkanten af arbejdsmarkedet. Og alligevel er denne gruppe i stor risiko

for at ende som kontanthjælpsmodtagere, idet de skal konkurrere med

dagpengemodtagerne, som netop har større faktisk adgang til de virk-

somhedsrettede tilbud, hvilket også bekræftes af udredningen.

Systemet bør derfor få en ny, enkel ordning, hvor pengene kan følge de

vurderede relevante ledige ud i at finde eller skabe eget job på marke-

det. Udvalget bemærker, at en væsentlig del af de konkrete jobparate

kontanthjælpsmodtagere ikke hver især konstant er i udkanten af ar-

bejdsmarkedet, men at tallet dækker over det samlede antal. De jobpa-

rate ledige, som havner i længerevarende ledighed grundet konjunktu-

rer, store udsving i udbuddet af kompetencer og lignende vil i langt hø-

jere grad selv kunne følge med udviklingen, når økonomien vender igen.

Det vil altså delvist konjunktursikre systemet, at de jobparate egnede

ledige motiveres ved at få reelt ansvar til at finde eller skabe et egnet

job på arbejdsmarkedet ved et princip om, at midlerne kan følge den

ledige ud i fx en virksomhedsplacering eller i at skabe sit eget firma. Det

kan være sig enten i form af et udvidet løntilskudslignende forløb, hvor

man ikke skal søge andre jobs men kan dedikere sin fulde tid eller i form

af mikrolån.

For at sikre, at gruppen af ledige med en erhvervskompetencegivende

uddannelse, særligt de nyuddannede, ikke kommer ud i yderligere læn-

gerevarende ledighed, håber Akademikerne, at regeringen vil tage både

tone, argumenter og anbefalingerne til sig denne gang – både i lov og

implementering.

250

Bemærkninger

▶

KL's høringssvar til ekspertgruppens udredning af den aktive beskæftigelsesindsats – fase 2

Ekspertgruppen om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats

KL's høringssvar til ekspertgruppens udredning af den

aktive beskæftigelsesindsats - fase 2

KL har modtaget rapporten fra ekspertgruppen om udredningen af den

aktive beskæftigelsesindsats (fase 2) til kommentering.

KL ser overordnet meget positivt på sigtelinjerne i anbefalingerne fra ek-

spertgruppen. KL bakker fuldt ud op om, at en ny virksomhedsrettet ind-

sats, en styrket tværfaglig indsats og mere målrettet uddannelse vil bidrage

til, at ledige med svag tilknytning til arbejdsmarkedet får bedre muligheder

for at komme i job. Sigtelinjerne i anbefalingerne understøtter den udvik-

ling, der allerede er i gang i kommunerne.

KL anerkender, at mange af ekspertgruppens anbefalinger er i tråd med

KL’s politik ”Ind på arbejdsmarkedet”

fra november 2014, hvor KL giver

en række anbefalinger til nytænkning af indsatsen for ledige med svag til-

knytning til arbejdsmarkedet.

KL vil også gerne kvittere for, at rapporten indeholder en lang række aktu-

elle og spændende analyser. Forarbejdet er grundigt, og mange relevante og

interessante elementer i indsatsen er vendt. KL savner imidlertid anbefalin-

ger på enkelte af de udfordringer, som er adresseret i analysen.

Eksempelvis er der i rapporten peget på flere elementer i resultatstyring,

som ikke er udmøntet i anbefalinger, herunder muligheden for, at man gen-

nem de årlige aftaler mellem kommunerne og staten om kommunernes

økonomi, udarbejder fælles mål for beskæftigelsesindsatsen. Aftalesystemet

har den fordel, at det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Det giver

mulighed for at arbejde dynamisk med målsætningerne.

KL vil imidlertid også påpege, at der er en tendens til at flere af anbe-

falingerne indeholder bureaukratiske elementer, der i praktisk vil være be-

Den 10. marts 2015

Sags ID: SAG-2014-02005

Dok.ID: 1983634

Weidekampsgade 10

Postboks 3370

2300 København S

www.kl.dk

Side 1/7

251

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

sværlige at arbejde med. For at høste de forventede gevinster er det afgø-

rende at eventulle ændringer gøres smidige at arbejde med. Dette gælder

ikke mindst for virksomhederne, som er en nødvendig medspiller.

I det følgende fremhæver KL en række overordnede synspunkter til rappor-

ten under overskrifterne:



En ny virksomhedsrettet indsats

Rummelige uddannelser

Modernisering af revalideringsordningen

En styrket tværfaglig indsats

Motivation og incitamenter

Økonomi

En ny virksomhedsrettet indsats

Bedre service til virksomhederne indgår som et vigtigt element i beskæf-

tigelsesreformen, som kommunerne allerede er i gang med at implementere.

En styrket virksomhedsrettet indsats er den rigtige vej at gå - også overfor

ledige med svag tilknytning til arbejdsmarkedet.

Mange kommuner er netop i gang med at implementere én indgang for

virksomhederne, så det bliver lettere for virksomhederne at henvende sig.

Mange kommuner arbejder også på at koordinere den virksomhedsvendte

beskæftigelsesindsats med andre kommunale virksomhedsvendte opgaver,

som f.eks. erhvervsservice. Rammerne for virksomhedernes indgang til be-

skæftigelsesindsatsen skal være fleksible. Lovbestemte rammer, for hvordan

kommunerne organisatorisk skal indrette sig, er uhensigtsmæssige, da det

kan vanskeliggøre kommunernes muligheder for fremover at samtænke ind-

satsen med erhvervsservicen.

Det er rigtig set af ekspertgruppen, at der er behov for et trin mellem virk-

somhedspraktik og løntilskud for de mest udsatte. Kommunerne oplever, at

mange virksomheder gerne vil spille med i indsatsen, men det skal være

nemmere. Hertil kommer, at det også skal hænge sammen økonomisk både

for virksomheden og for kommunen. Ekspertgruppens analyse fremhæver,

at virksomhederne forventer et højt serviceniveau fra kommunen og et tæt

samarbejde om borgeren undervejs. Analysen fremhæver også, at det kræver

mange administrative ressourcer at sikre den individuelle tilrettelagt virk-

somhedsindsats, som har størst effekt for borgere med en svag tilknytning

til arbejdsmarkedet.

Ekspertgruppens forslag om en fleksibel løntilskudsordning i private virk-

somheder er i udgangspunktet god. Men ordningen kan forsimples og gøres

lettere for virksomhederne at arbejde med. KL anbefaler, at man skeler til

modellen for fleksjob. Her betaler virksomheden for den reelle arbejdskraft,

252

Bemærkninger

▶

KL's høringssvar til ekspertgruppens udredning af den aktive beskæftigelsesindsats – fase 2

medarbejdere leverer, fremfor at skulle beregne, ansøge og administrere et

nyt tilskud i en ny ordning.

De kommunale arbejdsgivere vil gerne tage deres tørn og bidrage til at ska-

be plads på arbejdsmarkedet. Det nye trin mellem virksomhedspraktik og

løntilskud foreslås forbeholdt private virksomheder. KL anbefaler, at det

også bliver muligt for offentlige arbejdsgivere at anvende det nye trin. En

mere virksomhedsrettet indsats vil betyde en meget stor efterspørgsel på

virksomhedsplaceringer. De offentlige arbejdsgivere bør også være i spil

her, og det er selvsagt en forudsætning at værktøjerne følger med.

Rimelighedskravet er i sin nuværende form en barriere for, at virksomhed-

erne påtager sig et stort socialt ansvar. Ekspertgruppen anbefaler, at rime-

lighedskravet beregnes ud fra antal timer, borgeren arbejder i løntilskud,

virksomhedspraktik eller nytteindsats i modsætning til i dag, hvor det er

efter antal ansatte. KL anerkender ønsket om at ændre ved rimeligheds-

kravet, men forslaget vil ikke øge rummeligheden

–

tværtimod. Det vil blot

gøre det mere bøvlet for virksomhederne at tage et socialt ansvar. KL anbe-

faler, at ledige med svag tilknytning til arbejdsmarkedet skal have mulighed

for praktik, der ikke tæller med i rimelighedskravet. KL støtter også, at ri-

melighedskravet lempes for registrerede socialøkonomiske virksomheder.

Nogle virksomheder er muligvis også tilbageholdende med at ansætte ledige

(fx fleksjobvisiterede) på grund af forskelsbehandlingsreglerne. Det skyldes,

at de ledige kan være omfattet af handicapbeskyttelsen, hvilket gør virk-

somhederne usikre på deres retsstilling. Dermed har reglerne reelt en hæm-

mende effekt på de omfattede personers muligheder på arbejdsmarkedet.

Ekspertgruppen foreslår, at virksomhederne får øget information om for-

skelsbehandlingsreglerne. KL mener imidlertid, at der også er behov for at

undersøge mulighederne for at ændre reglerne på området.

Dygtige og kompetente medarbejdere i jobcentrene er en forudsætning for

at levere en indsats af høj kvalitet. KL mener, at det både er godt og rele-

vant, at der sættes midler af til et kompetenceløft af den virksomhedsrettede

indsats. For at sikre det ledelsesmæssige fokus er det imidlertid afgørende at

respektere, at opkvalificering af medarbejderne er en del af ledelsesansvaret.

Flere kommunekontaktråd (KKR) er i fuld gang med at drøfte tværkom-

munalt samarbejde om opkvalificering. RAR er ikke det rigtige sted at drøf-

te opkvalificering af kommunale medarbejdere. Det er kommunernes an-

svar. I stedet bør de eksisterende drøftelser i KKR styrkes med henblik på

at understøtte et stort ledelsesfokus i kommunerne.

Progressionsmåling er ligeledes en forudsætning for at levere en indsats af

høj kvalitet. Flere kommuner har høstet erfaringen med progressionsmål.

Erfaringerne viser, at det er helt afgørende, at målingerne giver mening og

253

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

understøtter indsatsen for den enkelte borger. Kommunerne har ikke brug

for flere obligatoriske målinger og registreringer, som ikke er specifikt ud-

viklet til den praksis, de skal virke i.

Kommunerne bidrager gerne til forsøg, der kan udvikle indsatsen. Ekspert-

gruppen foreslår et forsøg, hvor kommunalt ansatte i forbindelse med læn-

gerevarende sygemelding, som udgangspunkt anses for at være delvis rask-

meldte. Det vil sige, at den enkelte sygemeldte selv skal tage en aktiv be-

slutning om, at være fuldtidssygemeldt. Kommunerne vil gerne være med til

at udvikle indsatsen og bidrager gerne til forsøget. Tilrettelæggelsen af for-

søget bør ske i samarbejde med KL, og der skal tages højde for de økono-

miske konsekvenser for arbejdsgiverne ved forsøget.

Rummelige uddannelser

KL bakker op om en beskæftigelsesindsats, der anvender uddannelse mere

målrettet. Ligeledes er det afgørende, at der sikres gode og målrettede bro-

bygningsforløb, som understøtter en god start på en uddannelse, og som

forebygger frafald. For at indsatsen lykkes er det afgørende, at uddannelses-

institutionerne er gearet til at tage imod eleverne.

Den igangværende reform af erhvervsuddannelserne og kontanthjælps-

reformen har modsatrettede incitamenter for kommunerne og erhvervs-

skolerne. Kontanthjælpsreformen har fokus på, at unge skal i uddannelse.

Det betyder, at erhvervsskolerne skal være mere rummelige. Samtidig skær-

per erhvervsuddannelsesreformen adgangskravene til erhvervsuddan-

nelserne, således at det fremadrettet vil være vanskeligere for en del unge

kontanthjælpsmodtagere at blive optaget på en erhvervsuddannelse samt at

gennemføre denne. Dette paradoks skal adresseres.

Der bør også tages højde for, at de ordinære uddannelsesinstitutioner på

Undervisningsministeriets område er selvejende institutioner. Denne finan-

sieringsmodel har givet eksempler på suboptimering. Erhvervsskolerne pris-

sætter deres ydelser ud fra en markedslogik og egne driftshensyn, og ikke ud

fra samfundsinteresser. Incitamenterne i uddannelsessystemet og beskæf-

tigelsesindsatsen skal hænge langt bedre sammen.

Modernisering af revalideringsordningen

KL finder, at det er overordentligt velbegrundet, at ekspertgruppen stiller

forslag om en modernisering af revalideringsordningen. KL har igennem

flere år peget på revalideringsområdet som et eksempel på regelforbistring,

som står i vejen for en effektiv beskæftigelsesindsats. En modernisering må

ikke mindst have som mål at tilvejebringe et overskueligt regelsæt, som ikke

er fordelt på flere love.

254

Bemærkninger

▶

KL's høringssvar til ekspertgruppens udredning af den aktive beskæftigelsesindsats – fase 2

Det forekommer usikkert, om den valgte afgrænsning af en ny revalide-

ringsordning til personer over 30 år med nedsats arbejdsevne, som ikke

længere kan arbejde inden for deres hidtidige fagområde, vil give grundlag

for en hensigtsmæssig revalideringsindsats. Det bør desuden overvejes, om

varig- heden som udgangspunkt bør begrænses til tre år for at undgå

fastholdelse i offentlig forsørgelse.

En styrket tværfaglig indsats

Beskæftigelsesindsatsen for ledige med svag tilknytning til arbejdsmarkedet

skal have et bredt sigte. Den skal tænkes sammen med de øvrige indsatser

på social-, sundhed- og uddannelsesområdet for at opnå den maksimalt re-

habiliterende effekt for borgeren. At lovgivningen og den tilhørende øko-

nomi er sektoropdelt giver store udfordringer for tilrettelæggelsen af en

helhedsorienteret indsats.

Ekspertgruppen har et solidt fokus på disse udfordringer. KL bakker op

om, at kommunerne får mulighed for at delegere den endelig beslutnings-

kompetence til repræsentanterne i rehabiliteringsteamene. Det vil give mu-

lighed for en langt smidigere beslutningsproces og sagsbehandling.

KL ser også positivt på harmonisering af mål og begreber på tværs af lov-

givninger. Ekspertgruppen anbefaler, at der sættes særligt fokus på, at der

etableres

et fælles sprog omkring ”arbejdsrettet rehabilitering”. KL anbe-

faler, at fokus udvides, så det også

omfatter en fælles forståelse af ”uddan-

nelsesparathed”,

”brobygningsforløb” og ”mentorordning”. Lovgivningen

er meget styrende for indsatsen, hvorfor det er afgørende, at de bagved-

liggende forståelser af centrale begreber er harmoniseret. Samtidig bør de

økonomiske incitamenter på tværs også analyseres og samtænkes.

En helhedsorienteret indsats forudsætter en fælles plan. Det vil bidrage til

en bedre og ikke mindst til en mere sammenhængende indsats, at både bor-

ger og relevante støttepersoner, på tværs af forvaltninger og sektorer, får

adgang til at se relevante oplysninger. En fælles plan må dog ikke betyde

endnu en plan. KL anbefaler derfor, at initiativet i første omgang imple-

menteres ved at etablere ”kiggeadgang” myndighederne imellem.

Den fælles

kiggeadgang skal baseres på data om den enkelte borger, som hentes fra de

eksisterende kilder i de kommunale it-systemer

–

og ikke ved at etablere et

nyt centralt system, der manuelt skal fodres med data.

Det er også relevant at sætte fokus på en smidigere overgang fra ung til

voksen. KL er netop kommet med et udspil ”De udsatte børn –

fremtiden

er deres”, hvor KL lægger op til, at kommunerne får øget fokus på unges

overgang til voksentilværelsen, f.eks. ved at udarbejde 16+ handleplaner på

tværs af børn- og voksenområdet for at skabe sammenhæng i overgangen.

Ekspertgruppens anbefaler et møde i rehabiliteringsteamet fra 17�½ års alde-

255

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

ren, hvor der lægges op til en række faste sagsbehandlerskridt. KL vil gerne

advare mod at lægge for mange procesbindinger ind og nytte alt tværgående

arbejde til rehabiliteringsteamet.

Ekspertgruppen påpeger, at ventetid til psykiatriske tilbud er en barriere for

samspillet mellem sundhedsområdet og beskæftigelsesindsatsen. KL savner,

at disse emner også er udmøntet til

konkrete anbefalinger. KL’s egne ana-

lyser viser, at netop andelen af personer med psykiske problemstillinger er

overrepræsenteret i målgruppen. Der skal være en let og smidig adgang til

relevant behandling for denne målgruppe.

Motivation og incitamenter

Ekspertgruppen lægger op til, at kontanthjælpsmodtagere skal have et

ugentligt tillæg på 250 kr., hvis de deltager i virksomhedspraktik eller nytte-

indsats. KL støtter, at borgeren har incitament til at komme i job eller ud-

dannelse

–

og ikke til at forblive på offentlig forsørgelse. Ud fra en admini-

strativ vinkel vil det være mere hensigtsmæssigt at udvide det allerede eksi-

sterende timefradrag for arbejde til også at omfatte virksomhedsrettet ind-

sats, fremfor indførelsen af et ugentligt tillæg.

Udgangspunktet for mange borgere på kanten af arbejdsmarkedet er store

gældsproblemer - især for personer på kontanthjælp. I dag er kontanthjælps-

modtagere fritaget for at afdrage på gæld. Det betyder, at gælden vokser,

mens den ledige er på kontanthjælp. Dette medfører, at den ledige kan få et

stort tab i disponibel indkomst ved at tage et job, fordi gælden skal afdra-

ges. KL støtter muligheden for en smidigere afdragsordning. Det bør også

undersøges om kontanthjælpsmodtagere også skal være omfattet af regler

for modregning, som øvrige borgere. Hvis afdrag på gæld er ens både i og

uden for job, så øges incitamentet til at finde job.

KL er enig i, at kommunerne skal have bedre mulighed for at kompensere

borgere for udgifter til transport. Særligt er det afgørende, at det eksiste-

rende loft fjernes, idet dette begrænser muligheder for at give de rette tilbud

i kommuner, hvor afstanden og udgifter til transport er størst.

Ekspertgruppen anbefaler, at de mest udsatte borgere garanteres en målret-

tet indsats i form af pligt til tilbud efter at have gået passiv et år. Det er af-

gørende at ret og pligt bestemmelserne er så fleksible, at det understøtter en

individuel, målrettet og meningsfuldt indsats.

Økonomi

Ekspertgruppens forslag har betydelige økonomiske konsekvenser, som dog

forudsættes afholdt inden for den nuværende økonomiske ramme.

256

Bemærkninger

▶

KL's høringssvar til ekspertgruppens udredning af den aktive beskæftigelsesindsats – fase 2

KL finder, at det på det foreliggende grundlag er vanskeligt at bedømme,

om ekspertgruppens forslag samlet set er realistiske. Det gælder ikke mindst

den forudsatte betydelige besparelse på 2/3 af udgifterne til øvrig vejle d-

ning og opkvalificering.

Det forekommer derfor usikkert, når ekspertgruppen skønner, at dens an-

befalinger samlet set vil føre til et stort set uændret aktiveringsomfang.

Der er desuden tale om en række forslag, som har væsentlige administrative

konsekvenser, hvis udgiftsvirkninger er undervurderet. For at sikre reel im-

plementering af nye forslag med gode intentioner er det helt afgørende, at

kommunerne sikres fuld kompensation for de administrative konsekvenser.

KL finder forslagene om at arbejde med flere forskellige puljer til finan-

siering af ønskede tiltag for uhensigtsmæssige. Al erfaring fra de senere år

viser, at puljekonstruktioner ikke medfører nogen hensigtsmæssig samlet

prioritering, og at de kommer på tværs af den ønskede styrkelse af det

kommunalpolitiske engagement i beskæftigelsesindsatsen.

KL tager forbehold for vurderingen af de økonomiske konsekvenser, som

til sin tid skal forhandles med KL.

Med venlig hilsen

Martin Damm

Kristian Wendelboe

257

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

258

Bemærkninger

▶

Ekspertgruppens kommentarer til partsgruppens bemærkninger

Ekspertgruppens kommentarer til

partsgruppens bemærkninger

Indledning

Partsgruppens bemærkninger har været drøftet i ekspertgruppen , som noterer sig, at par-

terne overordnet set er meget positive overfor hovedlinjen i anbefalingerne og samtidig bak-

ker op om en række af de konkrete forslag.

Ekspertgruppen hæfter sig særligt ved, at parterne entydigt bakker op om en styrket virk-

somhedsrettet indsats for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, ligesom parterne bakker

op bakker op om vigtigheden af en tværfaglig indsats, som igangsættes tidligt og adresserer

de ofte komplekse udfordringer, som borgere i udkanten af arbejdsmarkedet står overfor.

Partsgruppens bemærkninger giver endvidere ekspertgruppen anledningen til følgende be-

mærkninger:

Anbefalingerne til en ny virksomhedsrettet indsats

er det første af tre principper for eksper-

ternes anbefalinger til en mere effektiv og meningsfuld beskæftigelsesindsats for borgere i

udkanten af arbejdsmarkedet. Ekspertgruppen anbefaler, at en virksomhedsrettet indsats på

det ordinære arbejdsmarked skal være det naturlige udgangspunkt for valg af indsats til alle

borgere – også selvom borgerne i udkanten af arbejdsmarkedet udgør en meget sammensat

gruppe med forskellige udfordringer, der også skal tages hånd om, og som umiddelbart kan

give begrænsninger i arbejdsevnen.

Ekspertgruppen noterer sig, at parterne overordnet set er positive overfor anbefalingerne

om en ny virksomhedsrettet indsats, herunder forslagene om nye virksomhedsrettede red-

skaber, som kan bringe borgerne tættere på arbejdsmarkedet.

LO og FTF finder det dog problematisk, at de jobparate kontanthjælpsmodtagere i en række

af rapportens anbefalinger, sidestilles med de øvrige målgrupper, som har andre problemer

ud over ledighed. LO og FTF mener derfor, at de jobparate kontanthjælpsmodtageres udfor-

dringer bør adresseres selvstændigt, og at de bl.a. ikke skal være en del af målgruppen for

de foreslåede nye forberedende virksomhedsforløb. AC efterspørger til gengæld flere forslag

om særlige virksomhedsrettede indsatser til de jobparate kontanthjælpsmodtagere, som er

i risiko for at ende som udsatte ledige, og foreslår, at jobparate kontanthjælpsmodtagere

får større ejerskab over indsatsen. DA finder forslaget om de nye virksomhedsrettede forløb

spændende, men anbefaler, at der fastsættes en begrænsning for varigheden af disse forløb,

at der skal være tale om tilbud på fuld tid, og at kommunerne først kan hjemtage 50 pct.

refusion af udgiften, hvis det lykkedes borgeren at gennemføre et virksomhedsrettet tilbud.

DA, LO og FTF samt KL påpeger, at en ændring af rimelighedskravet ikke er hensigtsmæssig.

Det påpeges, at det vil blive administrativt bøvlet for virksomhederne, og det kan øge risiko-

en for konkurrenceforvridning. KL ønsker en lempelse af rimelighedskravet for registrerede

socialøkonomiske virksomheder. Dette kan LO og FTF tilslutte sig, hvis den socialøkonomiske

virksomhed arbejder med målgruppen af udsatte borgere. DA støtter ikke en lempelse af

rimelighedskravet for socialøkonomiske virksomheder, men er positiv overfor en lempelse af

rimelighedskravet for personer, som ikke vurderes at have muligheder for beskæftigelse på

det ordinære arbejdsmarked (førtidspensionister).

KL, LO og FTF samt DA bakker op om forslaget vedrørende øget information om forskelsbe-

handlingsloven. DA bemærker, at virksomhedernes manglende viden om deres retsstilling

259

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

i forbindelse med ansættelse af personer med nedsat arbejdsevne bevirker, at virksomhe-

derne ikke ansætter personer i målgruppen. DA foreslår derfor, at den første ansættelse bør

være tidsbegrænset, og skal kunne ophøre uden varsel på det tidspunkt, hvor den offentlige

støtte ophører.

Ekspertgruppen anbefaler et aktivitetstillæg til kontanthjælpsmodtagere som motivation

til deltagelse i virksomhedspraktik og nytteindsats. DA samt LO og FTF tilkendegiver vigtig-

heden af et incitament til en indsats, som peger i retning af job, men DA mener ikke, at ydel-

sesniveauet skal stige yderligere, og peger på, at forslaget vil gøre det relativt set mindre

attraktivt at opnå ustøttet ordinær beskæftigelse, hvorfor den generelle reduktion af kon-

tanthjælpen bør være af samme størrelsesorden som aktivitetstillægget. LO og FTF finder

det derimod ikke rimeligt, at tillægget skal finansieres gennem en generel månedlig sæn-

kelse af kontanthjælpen for alle over 30 år. Såvel DA som KL, LO og FTF anbefaler, at aktivi-

tetstillægget alene skal kunne udløses ved deltagelse i virksomhedspraktik og ikke også ved

deltagelse i nytteindsats.

DA samt LO og FTF ønsker et større fokus på fastholdelse af medarbejdere med nedsat ar-

bejdsevne. Virksomhederne skal have bedre muligheder for at fastholde eksisterende med-

arbejdere, som er i risiko for at miste fodfæste på arbejdsmarkedet og anbefaler derfor en

fjernelse af kravet om 12 måneders ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår,

før man kan få fleksjob i hidtidig virksomhed (fastholdelsesfleksjob).

LO og FTF, DA og KL mener ikke, at RAR er det rette organ til at administrere et uddannelses-

program, da RAR er et rådgivende organ og ikke en forvaltningsenhed. LO og FTF mener, at

uddannelsesprogrammet skal udvikles centralt med inddragelse af parterne, så det sikres, at

jobkonsulenterne på landsplan får de samme virksomhedsrettede kvalifikationer. DA støtter

ligeledes, at udvikling af et eventuelt uddannelsesprogram forankres hos de nationale be-

skæftigelsesmyndigheder

Til det vil ekspertgruppen gerne bemærke,

at det har været et generelt princip i forbindelse

med anbefalingerne, at adgangen til de nye tilbud, og kommunernes mulighed for at hjem-

tage refusion heraf, helt i tråd med tankerne bag den aftalte reform af refusionssystemet,

bør knytte sig til hvor længe borgeren har været offentligt forsørget. Således finder ekspert-

gruppen, at et forberedende virksomhedsforløb vil være relevant for borgere med et års for-

udgående passiv ledighed, uanset om de formelt set er visiteret som jobparate. I forhold til

DA’s bekymringer for varigheden og intensiteten af disse forløb skal ekspertgruppen bemær-

ke, at der til grund for forslaget ligger en forudsætning om en varighed på 13 uger, med mu-

lighed for forlængelse i særlige tilfælde, og at intensiteten i forløbet skal tilpasses efter den

lediges forudsætninger og ressourcer, men at det vil være en forudsætning for at hjemtage

refusion, at forløbet har et klart og konkret virksomhedsrettet sigte.

Ekspertgruppen noterer sig parternes synspunkter i forhold til en lempelse af rimeligheds-

kravet og til reglerne for ansættelse i fastholdelsesfleksjob, og kvitterer for opbakningen til

forslaget om øget information om forskelsbehandlingslovens betydning ved ansættelse af

personer med nedsat arbejdsevne.

I forhold til parternes bemærkninger til forslaget om at indføre et aktivitetstillæg ved del-

tagelse i virksomhedspraktik og nytteindsats, bemærker ekspertgruppen, at der er mange

måder, hvorpå en sådan model kan etableres, og at parternes forskellige synspunkter er re-

levante bidrag til en sådan overvejelse. For så vidt angår udvalgets anbefaling om at aktivi-

tetstillægget også kan udløses ved deltagelse i nytteindsats har det været ekspertudvalgets

hensyn, at nytteindsats er et redskab, som med fordel kan anvende til borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet. Præmissen er dermed, at nytteindsats i højere grad anvendes til målgrup-

pen, og deltagelse i en nytteindsats bør derfor ligeledes honoreres. Eksperterne hæfter sig

ved, at parterne ikke er positive overfor inddragelse af RAR i forbindelse med et uddannel-

sesprogram for jobcentremedarbejderne. Eksperterne vil gerne understrege vigtigheden af,

260

Bemærkninger

▶

Ekspertgruppens kommentarer til partsgruppens bemærkninger

at uddannelsesprogrammet er praksisnært og har et stærkt fokus på efterspørgselssiden og

virksomhedernes behov på lokalt niveau. Det er eksperternes opfattelse, at et nationalt ud-

dannelsesprogram til alle landets kommuner vanskeligt vil kunne løfte denne opgave med

et stærkt fokus på det lokale arbejdsmarked og de lokale virksomheders behov. Det er afgø-

rende, at kompetenceløftet af medarbejderne sker i relation til det lokale arbejdsmarked og

de lokale behov, og ikke at alle landets jobcentermedarbejdere har de samme kvalifikationer.

Ekspertgruppens anbefalinger om en styrket tværfaglig indsats

har til formål at sikre, at der

foretages en tidlig, tværfaglig afklaring af borgerens ressourcer og udfordringer, som samti-

dig er rammesættende og retningsgivende for den videre jobrettede indsats. De forskellige

fagligheder, der tilsammen er grundlæggende for en meningsfuld indsats, skal i spil på en

organiseret måde så tidligt i forløbet.

LO og FTF, KL og DA er overordnet positive over anbefalingerne til en styrket tværfaglig ind-

sats og støtter konkret op om de fleste af forslagene.

DA, KL samt LO og FTF bakker op om anbefalingerne til en styrket tværfaglig indsats med

fokus på kvalitet og indsatser, som virker. Særlig fremhæves forslaget om beslutningskom-

petence til rehabiliteringsteamet, som et initiativ, der vil smidiggøre beslutningsprocessen

og sagsbehandlingen, og samtidig i højere grad sikre en sammenhængende, tværfaglig og

helhedsorienteret vurdering og afgørelse om indsats.

DA, LO og FTF samt KL understreger vigtigheden af mentorstøtte til denne målgruppe, som

kan være afgørende for understøttelse og fastholdelse af indsatsen. DA er ikke enige i, at

borgeren skal kunne sig nej til mentor, da det bør være myndighedernes ansvar at vurdere,

hvilken indsats, der er den rette.

Til det vil ekspertgruppen gerne bemærke,

at borgerens motivation og aktive medvirken i

planlægningen og gennemførelsen af den beskæftigelsesrettede indsats er en afgørende

forudsætning for dens succes, og det er i det lys forslaget om en lempelse af pligten til men-

tor for de svageste målgrupper skal ses.

Det er afgørende, at der skabes de bedst mulige rammer for samarbejde på tværs af forvalt-

ningerne i kommunen. Ved at give kommunerne mulighed for at give rehabiliteringsteamet

beslutningskompetence styrkes borgerens adgang til en tværfaglig indsats, som er individu-

elt tilrettelagt og baseret på den enkeltes udfordringer og behov.

Ekspertgruppen hæfter sig endvidere ved, at der på tværs af forvaltninger i kommunen kan

være stor usikkerhed om, hvordan den tværfaglige indsats skal tilrettelægges i praksis, det

konkrete indhold, og hvem der afholder udgifterne. Det er derfor ekspertgruppen anbefaler,

at kommunerne får adgang til inspirationspakker med viden om, hvad der virker for mål-

gruppen, og at der skabe en fælles ramme for det tværfaglige arbejde gennem en harmoni-

sering af begreber på tværs af forvaltninger.

Anbefalingerne til målrettet uddannelse

tager udgangspunkt i en forudsætning om, at over-

gang til ordinær uddannelse ikke er en umiddelbar mulighed for en stor del af målgruppen.

Derfor skal både revaliderings- og voksenlærlingeordningen i højere grad målrettes borgere

i udkanten af arbejdsmarkedet, så borgerne via de to ordninger kan få mulighed for at tage

en ordinær uddannelse. Dertil skal sygedagpengemodtagere over 30 år have ret til en real-

kompetenceafklaring.

DA samt LO og FTF mener ikke, at revalideringsordningen skal målrettes uddannelse, eller at

ordningen kun skal være for personer over 30 år. LO og FTF kvitterer for den foreslåede lem-

pelse af tilkendelseskriterierne til revalidering, som vil betyde, at revalidering kan iværksæt-

tes hurtigere end i dag, og bemærker også, at forrevalidering ikke bør afskaffes. DA ønsker at

opretholde kravet om, at såfremt den pågældende kan opnå ordinær beskæftigelse gennem

261

Bilag

▶

Partsgruppens bemærkninger

den almindelige beskæftigelsesindsats, er det den indsats, der skal lægges til grund frem for

at påbegynde revalidering. DA bakker op om forkortelsen af varigheden fra fem år til fire år,

men KL opfordrer til en yderligere forkortelse til tre år for at undgå fastholdelse i offentlig

forsørgelse.

Til det vil ekspertgruppen gerne bemærke,

at den foreslåede målretning af revalideringsord-

ningen har til hensigt at skabe nogle klare rammer for revalideringsforløbet, så der etableres

nye og stærke muligheder for sporskifte for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet. Forsla-

get om at afgrænse målgruppen til personer over 30 år er foretaget ud fra en vurdering af,

at unge under 30 år så vidt muligt skal omfattes af de gældende regler for ungeindsatsen i

det ordinære system.

Ekspertgruppen har hæftet sig ved, at uddannelsesniveauet blandt borgere i udkanten af

arbejdsmarkedet generelt er lavere end blandt dagpengemodtagere eller befolkningen som

helhed. Det gælder særligt kontanthjælpsmodtagere, hvor tre ud af fire ikke har en kompe-

tencegivende uddannelse. Voksenlærlingeordningen anvendes sjældent til borgere i udkan-

ten af arbejdsmarkedet, men har vist sig at have gode effekter, særligt for kontanthjælps-

modtagere. Ved at gøre ordningen mere attraktiv for virksomhederne, er det et potentiale for

at bringe disse borgere tættere på arbejdsmarkedet.

262

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Bilag: Delrapportering:

Integrationsindsatsen for

nyankomne flygtninge og

familiesammenførte udlændinge

Bilag

Delrapportering om integration

263

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Indhold

1. Ekspertgruppen og kommissorium

1.1 Ekspertgruppens sammensætning

2. Ekspertudvalgets anbefalinger

Baggrund og udfordringer: Integrationsindsatsen for

nyankomne flygtninge og familiesammenførte

3. Indledning

4. Integrationsindsatsen i kommunerne

4.1 Integrationsindsatsen for flygtninge og familiesammenførte udlændinge

4.2 Boligplacering m.v.

4.3 Integrationsprogrammet

4.4 Øvrige integrationsindsatser

5. De nyankommne flygtninge og familiesammenførte udlændinge i Danmark

6. Finansiering af kommunernes udgifter på integrationsområdet

6.1 Tilskud efter integrationsloven

265

266

269

270

271

273

274

275

7. Om overgangen fra integrationsprogrammet til den generelle beskæftigelsesindsats 278

8. Hvad virker i indsatsen for ledige ikke-vestlige indvandrere?

9. Den aktive indsats

10. Afgang til uddannelse og beskæftigelse

11. Udfordringer

Litteraturliste

BILAG 1: Task Forcens anbefalinger om en kort og mere fleksibel introduktionsperiode

279

281

285

286

289

264

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Ekspertgruppens anbefalinger til et

nyt integrationsprogram med vægt

på job og uddannelse

1. Ekspertgruppen og kommissorium

Regeringen nedsatte i februar 2013 en ekspertgruppe, som fik til opgave at udrede den akti-

ve beskæftigelsesindsats og komme med anbefalinger til en ny og bedre indsats, der varigt

løfter beskæftigelsen.

Ekspertgruppens arbejde har taget afsæt i tre centrale spørgsmål:

•

Hvordan sikres en beskæftigelsesindsats, der hjælper de ledige hurtigst muligt i varig

beskæftigelse?

Hvordan sikres en meningsfuld beskæftigelsesindsats, der tager udgangspunkt i den en-

kelte lediges behov – uden at svække princippet om, at ledige skal stå til rådighed for

arbejdsmarkedet?

Hvordan kan samarbejdet mellem virksomheder og jobcentre styrkes, herunder hvordan

sikres et optimalt jobmatch, fx så virksomhederne får den mest kvalificerede arbejdskraft

og ledige kommer i varig beskæftigelse?

•

Ekspertgruppens arbejde er delt op i to faser. Første fase blev afsluttet med rapporten ”Veje

til job- en arbejdsmarkedsindsats med mening” i februar 2014, og omhandler beskæftigel-

sesindsatsen for arbejdsmarkedsparate ledige, i denne sammenhæng forsikrede ledige, dvs.

dagpengemodtagere.

I anden fase ser ekspertgruppen på beskæftigelsesindsatsen for borgere i udkanten af ar-

bejdsmarkedet, herunder personer på sygedagpenge, kontanthjælp, ledighedsydelse og re-

validering.

På grund af den aktuelle situation med et stigende antal flygtninge, der kommer til Dan-

mark, har Regeringen anmodet ekspertgruppen om at fremrykke afrapporteringen vedrø-

rende den del af fase to, som omhandler den særlige integrationsindsats, som gives til nyan-

komne flygtninge og familiesammenførte i integrationsprogrammet.

Nærværende delrapport om integrationsprogrammet er derfor udarbejdet som et sup-

plement til den kommende rapport, som skal afslutte fase to af ekspertgruppens arbejde.

Ekspertgruppens anbefalinger i denne delrapport skal derfor ses i sammenhæng med de

kommende anbefalinger i den samlede rapport, som også vil adressere integration af ik-

ke-vestlige indvandrere i den generelle beskæftigelsesindsats.

1.1 Ekspertgruppens sammensætning

Formand for ekspertgruppen er Carsten Koch, tidligere skatte- og sundhedsminister og

blandt andet nuværende formand for Beskæftigelsesrådet. Derudover består ekspertgrup-

pen af:

•

Michael Rosholm, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet og tidligere

vismand.

Per Kongshøj Madsen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning (CARMA), In-

stitut for Statskundskab, Aalborg Universitet, og formand for AE, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd.

265

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

•

Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune, tidligere medlem af Arbejdsmar-

kedskommissionen.

2. Ekspertudvalgets anbefalinger

Mange ikke-vestlige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet. Knap hver anden indvan-

drer med ikke-vestlig baggrund i den arbejdsdygtige alder var i 2013 i beskæftigelse, mens

det blandt personer med dansk baggrund var mere end syv ud af ti, der var i arbejde. Ik-

ke-vestlige indvandrere er generelt overrepræsenterede på offentlige ydelser og særligt på

kontanthjælp samt førtidspension. Ikke-vestlige indvandrere udgjorde i uge 20 i 2014 21 pct.

af de jobparate og 33 pct. af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere samt 13 pct. af alle

førtidspensionister. Til sammenligning udgjorde indvandrere med ikke-vestlig baggrund 7

pct. af hele befolkningen i den arbejdsdygtige alder.

For kontanthjælpsmodtagerne er det typisk, at ikke-vestlige indvandrere modtager kontant-

hjælp i længere tid, at deres uddannelsesniveau ofte er betydeligt lavere, og at de i mindre

omfang deltager i virksomhedsrettede indsatser end øvrige kontanthjælpsmodtagere. Dette

er til trods for, at der er viden om, at virksomhedsrettede indsatser har positive beskæftigel-

seseffekter for ikke-vestlige indvandrere - ligesom det gælder for udsatte grupper generelt.

Flygtninge og familiesammenførte udlændinge, som får opholdstilladelse i Danmark, har

vidt forskellige baggrunde og kommer hertil med vidt forskellige forudsætninger. Nogle

kommer til Danmark med uddannelse og joberfaringer og skal alene have lidt hjælp til at få

fodfæste på det danske arbejdsmarked, mens andre kommer hertil med komplekse sociale,

sundhedsmæssige og faglige udfordringer, som kræver en mere omfattende indsats.

Det varierer meget fra år til år, hvor mange flygtninge og familiesammenførte, der får et

integrationsprogram, og hvilke lande de kommer fra, idet det bl.a. afhænger af, hvor i verden,

der er uroligheder. For eksempel var 14 pct. af de ydelsesmodtagere, der startede i integrati-

onsprogrammet i 2009 irakere, mens irakere kun udgjorde 2 pct. af de ydelsesmodtagere, der

startede i programmet i 2013. Omvendt udgjorde syrere 8 pct. af dem, der startede i program-

met i 2009, mens de udgjorde 32 pct. af dem, der startede i 2013.

Ekspertgruppen hæfter sig ved, at nyankomne flygtninge og familiesammenførte udgør en

sammensat målgruppe med forskellige kvalifikationer og forudsætninger for at komme i

beskæftigelse eller uddannelse. Dette stiller store krav til, at kommunerne skal have afdæk-

ket borgerens ressourcer, kompetencer og behov, så der kan tilrettelægges en individuel og

målrettet indsats.

I den forbindelse har ekspertgruppen noteret sig, at regeringens uafhængige Task Force om

integration fra 2013 har peget på, at det nuværende integrationsprogram, som har en varig-

hed på højest tre år, i nogle tilfælde bliver brugt på måder, som kan fastholde de nyankomne

udlændinge i forløb, der ikke nødvendigvis giver den hurtigste vej til beskæftigelse, selvfor-

sørgelse og aktivt medborgerskab.

Integrationsprogrammet, som nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

skal deltage i, har ikke været en del af reformerne på beskæftigelsesområdet. Derfor tilbydes

kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet ikke i udgangspunktet centrale redska-

ber, der er kommet til med reformerne, som fx en koordinerende sagsbehandler og styrkede

muligheder for mentorstøtte mv.

Ekspertgruppen noterer sig også, at der for gruppen af ikke-vestlige indvandrere eksisterer

studier om effekten af forskellige beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser, som vi-

ser, at virksomhedsrettede indsatser i gennemsnit virker bedst. For kontanthjælpsmodtage-

re i integrationsprogrammet bliver virksomhedsrettede tilbud, som er det mest effektfulde,

ikke desto mindre brugt mindst og tilbud om vejledning og opkvalificering brugt mest.

266

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Ekspertgruppen hæfter sig ved, at det for de kommunale sagsbehandlere ofte er en svær

faglig udfordring at tilrettelægge og udvikle beskæftigelsesrettede forløb for gruppen af

ikke-vestlige indvandrere, da der typisk vil være særlige udfordringer, kommunen skal tage

hånd om. Der er ofte tale om mennesker, der kommer til Danmark for første gang, og dermed

har brug for målrettet hjælp til helt grundlæggende ting, såsom at få en konto i banken, at

finde ud af, hvor det er muligt at købe ind og hvor børnene skal gå i skole. Dertil vil der i sa-

gens natur være kulturelle forskelle, der stiller krav til de kommunale medarbejdere i forhold

til at besidde en interkulturel forståelse, herunder hvilken dialog og kommunikation, der eg-

ner sig godt i forhold til at få iværksat en beskæftigelsesrettet indsats, der virker.

Ekspertgruppen vurderer derfor, at der er et mærkbart potentiale for at styrke integrations-

programmet ved at øge fokus på, at integration bedst sker gennem arbejdsmarkedstilknyt-

ning i de virksomhedsrettede indsatser og ved i øvrigt at justere integrationsprogrammet, så

de nyankomne flygtninge og familiesammenførte får del i de nye redskaber, som er kommet

med den seneste tids reformer på beskæftigelsesområdet. Disse indsatser skal kombineres

med danskuddannelse.

Ekspertgruppen peger på, at viden om integration af nyankomne flygtninge og familiesam-

menførte er centralt for at sikre, at der gives en meningsfuld og virkningsfuld virksomheds-

rettet integrationsindsats. Derfor bør viden om specielt virksomhedsrettet integration af

nyankomne flygtninge og familiesammenførte indgå i en efteruddannelsesmæssig opkva-

lificering af de relevante medarbejdere i kommunen, ligesom det bør være en del af de rele-

vante uddannelser.

På baggrund af ovenstående har ekspertgruppen følgende 10 anbefalinger til et nyt integra-

tionsprogram med vægt på job og uddannelse:

267

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Ekspertgruppens anbefalinger til et nyt integrationsprogram med vægt på job og uddannelse

1. En mere virksomhedsrettet indsats

• Deltagere i integrationsprogrammet skal have en virksomhedsrettet indsats som en obligato-

risk del af integrationsprogrammet, og vejledning og opkvalificering skal omlægges, så både

aktivitetsparate og jobparate deltagere i integrationsprogrammet kommer ud på virksomhe-

derne.

• Kravet om, at integrationsprogrammet i gennemsnit skal være 37 timer pr. uge ændres, så der i

stedet kan gives en indsats med et omfang, der er meningsfuldt i forhold til borgerens individu-

elle situation.

• Kommunerne skal via de økonomiske styringsmekanismer yderligere tilskyndes til at oppriorite-

re den virksomhedsrettede indsats.

2. Et kortere og mere intensivt integrationsprogram

• Varigheden af integrationsprogrammet ændres til højest to år, og samtidig skal der større og

tidligere fokus på en indsats, der er individuelt tilpasset den enkelte nytilkomnes udfordringer.

• For at sikre en tidlig indsats skal der højest gå to uger fra borgeren ankommer til kommunen til

den første samtale med borgeren holdes.

3. Rehabiliteringsteamet skal sikre en kontinuerlig indsats ved programmets afslutning

• Umiddelbart forud for afslutningen af programmet efter 2 år skal aktivitetsparate deltagere

i integrationsprogrammet, have pligt til en tværfaglig afklaring af deres situation og videre

forløb i rehabiliteringsteamet. Teamet skal i den forbindelse sikre, at indsatsen i integrations-

programmet videreføres, så borgeren oplever kontinuitet.

4. Resultattilskud for beskæftigelse og uddannelse skal udvides

• Resultattilskudsperioden for ordinær uddannelse og beskæftigelse skal harmoniseres med peri-

oden for bestået danskprøve, som er 5 år, så kommunerne også belønnes for gode beskæftigel-

sesresultater i en længere periode. I dag er resultattilskudsperioden for ordinær uddannelse og

beskæftigelse 3-årig. Anbefalingen skal sikre, at kommunerne har fokus på at få flygtninge og

familiesammenførte i beskæftigelse og uddannelse i den generelle indsats.

5. Tidlig og grundig kompetenceafklaring

• Kompetenceafklaringen skal senest ske en måned efter, at kommunen har overtaget ansvaret

for borgeren, og der skal systematisk ske realkompetencevurdering og/eller meritafklaring af

borgerne i alle de tilfælde, hvor det er relevant. Der skal være mulighed for fast-track. Formålet

er at sikre, at deltagerne bruger deres medbragte kompetencer på det danske arbejdsmarked.

6. Danskuddannelse skal ske på arbejdspladsen

• Danskuddannelse skal i højere grad integreres i den virksomhedsrettede indsats - fx i form af en

sprogmentor eller virksomhedsplaceret danskuddannelse. Dette kræver, at kommunerne sam-

tidig sikrer, at der sker danskuddannelse i forbindelse med indsatsen, da nyankomne flygtninge

og familiesammenførte har brug for at tilegne sig sprogkundskaber for at kunne deltage i den

virksomhedsrettede indsats.

7. Mentorstøtte skal opprioriteres i programmet

• Mentorstøtte skal opprioriteres i programmet. Mentoren kan spille en særlig vigtig rolle i mod-

tagelsen af nyankomne flygtninge og familiesammenførte - særligt i relation til at kunne støtte

op om den virksomhedsrettede indsats og de kulturelle udfordringer, som der kan være i det

første møde med en dansk arbejdsplads.

8. Aktivitetsparate skal have en koordinerende sagsbehandler

• Alle aktivitetsparate i integrationsprogrammet skal have ret til en koordinerende sagsbehand-

ler, som skal understøtte en tværfaglig indsats for borgeren. Dermed får aktivitetsparate borge-

re i integrationsprogrammet samme ret som aktivitetsparate i den generelle indsats.

9. Opkvalificering af kommunale medarbejdere

• Der skal ske efteruddannelse af kommunale medarbejdere i forhold til håndtering og udvikling

af arbejdsmarkedsindsatsen for gruppen af ikke-vestlige indvandrere.

10. Forsøg med kommunale partnerskaber

• Der skal igangsættes et forsøg med kommunale partnerskaber på tværs af sektorer med

henblik på at styrke integrationsindsatsen. Herunder skal virksomhederne - fx gennem lokale

jobbørser -, det frivillige foreningsliv, civilsamfundet og arbejdsmarkedsorganisationerne være

med til at tage et aktivt ansvar for en bedre integration i deres lokalsamfund.

268

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Baggrund og udfordringer:

Integrationsindsatsen for

nyankomne flygtninge og

familiesammenførte

3. Indledning

Mange ikke-vestlige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet. Knap hver anden ikke-vest-

lig indvandrer i den arbejdsdygtige alder (16-66 år) var i 2013 i beskæftigelse, mens det blandt

personer med dansk baggrund var mere end syv ud af ti, der var i arbejde. Ikke-vestlige ind-

vandrere er generelt overrepræsenterede på offentlige forsørgelsesydelser og særligt på kon-

tanthjælp samt førtidspension. Det er et samfundsøkonomisk tab, og det er en udfordring

for integrationen, at så mange står uden for arbejdsmarkedet, idet integrationen for voksne

i praksis i høj grad foregår på de danske arbejdspladser.

Med de gennemførte reformer på beskæftigelsesområdet er der sket store ændringer af den

generelle beskæftigelsesindsats. Reformen af førtidspension og fleksjob, kontanthjælpsre-

formen, sygedagpengereformen samt beskæftigelsesreformen har fokus på, at alle ledige

skal have en bedre aktiv indsats, som tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og behov.

Disse reformer er også integrationsreformer, idet ikke-vestlige indvandrere udgør en betyde-

lig del af målgruppen for reformerne. Reformerne er ved at blive implementeret, hvorfor det

må forventes, at resultaterne af reformerne først slår igennem på lidt længere sigt, herunder

i forhold til ledige med ikke-vestlig indvandrerbaggrund.

Den særlige integrationsindsats, der tilbydes nyankomne flygtninge og familiesammenførte

efter integrationsloven, har ikke været en del af reformerne. Rammerne og indholdet i det op

til treårige

integrationsprogram

er i det store hele forblevet uændret de senere år.

Derfor tilbydes kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet ikke i udgangspunktet

de nye redskaber, der er kommet til med reformerne.

Endelig har regeringens uafhængige Task Force om integration i sin rapport bl.a. anbefalet,

at introduktionsperioden gøres mere målrettet og fleksibel, og at perioden som udgangs-

punkt højst varer et år, jf. bilag 1.

I denne delrapport ses der på, om nyankomne flygtninge og familiesammenførte via inte-

grationsprogrammet får en effektiv beskæftigelsesindsats, som hjælper dem i uddannelse

eller beskæftigelse.

Introduktionsperioden er betegnelsen for de tre første opholdsår i Danmark.

269

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

4. Integrationsindsatsen i kommunerne

Det kommunale integrationstilbud til nyankomne udlændinge følger i dag to spor:

Et obligatorisk integrationsprogram, der henvender sig til flygtninge og familiesammenførte

udlændinge og et frivilligt introduktionsforløb, der bl.a. henvender sig til arbejdskraftindvan-

drere, deres medfølgende familiemedlemmer, udenlandske studerende, au-pairs og personer

med ret til ophold i landet i medfør af EU-reglerne.

Denne delrapport ser på integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesam-

menførte udlændinge. Målgruppen er nærmere defineret i faktaboks 1.

▼

Faktaboks 1 Asylansøgere, flygtninge og familiesammenførte udlændinge

•

Asylansøger:

En asylansøger er en udlænding, som søger om ret til at opholde sig som flygtning

i et andet land og blive beskyttet af dette land, men som endnu ikke er blevet anerkendt som

flygtning.

Flygtning:

En flygtning er en person, hvis ansøgning om asyl er imødekommet, og som således

har fået opholdstilladelse som flygtning. Flygtninge, som anses for omfattet af FN’s flygtninge-

konvention, kaldes

konventionsflygtninge.

Ifølge konventionen er flygtninge personer, som har

en velbegrundet frygt for forfølgelse pga. race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig

social gruppe eller politiske opfattelser, mens flygtninge, der efter aftale med fx UNHCR bliver

genbosat i Danmark, kaldes

kvoteflygtninge/FN flygtninge.

Familiesammenførte:

Familiesammenførte dækker over udlændinge, der har fået familiesam-

menføring med herboende personer. Man kan både være

familiesammenført til en flygtning

familiesammenført til andre end flygtninge.

Et eksempel på sidstnævnte er udlændinge fra fx

Thailand, der er familiesammenført til en dansker. Opholdstilladelse som familiesammenført

kan - når visse betingelser er opfyldt - gives til ægtefæller/faste samlevere (også kaldet ægte-

fællesammenført), børn og øvrige familiemedlemmer.

•

4.1 Integrationsindsatsen for flygtninge og familiesammenførte udlæn-

dinge

Når en asylansøger eller en familiesammenført udlænding får meddelt opholdstilladelse,

overgives udlændingen til integration i kommunerne.

Der er forskel på, hvor lang tid flygt-

ninge og familiesammenførte udlændinge har været i Danmark forud for deres bosættelse

i landet.

Kommunernes opgaver i relation til integrationsindsatsen kan overordnet inddeles

i tre hovedområder, jf. figur 1:

•

Boligplacering mv.

Kommunerne har bl.a. til opgave at boligplacere den nyankomne flygt-

ning, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen.

En særlig integrationsindsats i form af et

integrationsprogram,

som skal bidrage til at

sikre, at de nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge tilegner sig de

nødvendige forudsætninger for at kunne begå sig i Danmark og bliver selvforsørgende

via beskæftigelse.

Øvrige integrationsindsatser,

der løftes som led i kommunernes generelle indsats på for-

skellige sektorområder i fx skole- og uddannelsesindsatsen, den sociale indsats mv.

•

Introduktionsforløbet er et mindre intensivt forløb, der kan bestå af beskæftigelsesrettede tilbud samt et tilbud om

250 timers arbejdsmarkedsrettet danskundervisning i kommunerne. Efter de 250 timers arbejdsmarkedsrettet dansk har den

nyankomne udlænding ret til at fortsætte i de almindelige danskuddannelser, hvis vedkommende opfylder betingelserne

herfor.

Tidspunktet for, hvornår kommunerne overtager ansvaret for en udlænding, er afhængigt af den pågældendes op-

holdsgrundlag.

Såkaldt spontane asylansøgere kommer fra asylcentre i Danmark, hvor de forud for boligplaceringen i kommunen har

modtaget danskundervisning. Kvoteflygtningene, der på en kvoterejse accepteres til genbosætning til Danmark, kommer fra

internationale flygtningelejre, hvor de forud for boligplaceringen gennemgår et "før-afrejse-kursus". Til forskel for flygtningene

er der ikke nogen systematisk introduktion til familiesammenførte forud for deres bosættelse i Danmark.

Det er alene nyankomne flygtninge, som bliver visiteret til en kommune og boligplaceret. Familiesammenførte udlæn-

dinge visiteres ikke. Det skyldes, at familiesammenførte allerede har en familiemæssig relation til herboende personer.

270

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Figur 1 Kommunernes opgaver i relation til integrationsindsatsen

Boligplacering mv.

af flygtninge

Meddeles

opholdstilladelse

Integrationsprogram

Øvrige integrationsindsatser

Fx generelle indsatser inden for bl.a. social-,

sundheds og uddannelsesomsrådet

4.2 Boligplacering m.v.

Nyankomne flygtninge skal boligplaceres i en kommune i forbindelse med meddelelse af

opholdstilladelse. Der er i dag et aftale- og kvotesystem for boligplaceringen af nyankomne

flygtninge.

Formålet med denne ordning er at sikre en jævn geografisk fordeling af nyan-

komne udlændinge, således at alle kommuner deltager i integrationsopgaven. Målet er at

sikre bedre forudsætninger for en vellykket integration samt at sikre, at flere kommuner del-

tager i integrationsopgaven.

Flygtninge skal, for at der sikres en sammenhængende indsats, som udgangspunkt blive bo-

ende i den kommune, de visiteres til de første tre år, hvor den særlige integrationsindsats

finder sted.

I forbindelse med boligplaceringen er der en række praktiske foranstaltninger, som kommu-

nerne skal iværksætte, fx etablering i anvist bolig, oprettelse af cpr.nr., sygesikring, bankkon-

to, NemID, ansøgning om boligindskudslån og forsørgelse, indskrivning af eventuelle børn i

skole- og daginstitutionsområdet mv.

4.3 Integrationsprogrammet

Integrationsprogrammet starter senest første måned efter, at kommunen har overtaget an-

svaret for en flygtning eller familiesammenført udlænding.

Omfang og varighed

Integrationsprogrammet skal i gennemsnit have et

omfang på 37 timer pr. uge

inkl. for-

beredelse og en varighed på højest tre år. Programmet forudsættes at foregå jævnt over

hele integrationsperioden. Programmet kan som udgangspunkt ikke forlænges udover de

tre år.

Heller ikke selvom en person pga. sygdom, barsel eller lignende bliver forhindret i at

deltage i et eller flere af tilbuddene.

Hvert år enten aftales eller fastsættes kvoter for hvor mange flygtninge, der skal boligplaceres i henholdsvis de enkelte

regioner og de enkelte kommuner i en region. De fastsatte kvoter bygger på en matematisk model, der bl.a. tager højde for be-

folkningstal og for, hvor mange udenlandske borgere kommunerne har i forvejen. Kvotesystemets beregningsmodel indebærer

i praksis, at enkelte kommuner som udgangspunkt ikke skal modtage flygtninge (de såkaldte nul-kommuner).

Hvis en flygtning vil flytte til en anden kommune under integrationsprogrammet, skal det godkendes af tilflytnings-

kommunen. Hvis en flygtning flytter uden godkendelse, kan han eller hun miste retten til at følge integrationsprogrammet,

og kommunen kan nedsætte eller stoppe udbetalingen af den økonomiske hjælp. En kommune er forpligtet til at overtage

ansvaret for en udlændings integrationsprogram, hvis flytningen er af væsentlig betydning for den pågældende udlændings

integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor. For danskuddannelsen gælder der særlige regler.

De udlændinge, som opfylder betingelserne for revalidering eller fleksjob mv., skal ikke have tilbudt et integrations-

program. De skal dog fortsat have tilbud om danskuddannelse efter integrationsloven. Ledige selvforsørgende skal have et

integrationsprogram samt tilbud om danskuddannelse. Derudover skal de tilbydes aktive tilbud, hvis de anmoder herom,

medmindre tilbuddet ikke kan antages at ville forbedre deres beskæftigelsesmuligheder. De, som opfylder betingelserne for et

ressourceforløb, skal fortsat have et integrationsprogram, som passes ind i borgerens ressourceforløb.

I visse tilfælde kan integrationsprogrammet afbrydes og efterfølgende genoptages uden, at den afbrudte periode tæl-

ler med i beregningen af programmets varighed. Det gælder fx, hvor en flygtning repatrierer og efterfølgende vender tilbage til

Danmark med en ny opholdstilladelse.

Danskuddannelsen kan som led i integrationsprogrammet have en varighed på op til fem år og kan efter danskuddan-

nelsesloven forlænges yderligere pga. barsel, sygdom m.v.

271

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Integrationsprogrammet kan have en varighed på

mindre end tre år,

hvis den pågældende

ikke længere har behov for at få tilbud om aktiviteter som led i integrationsprogrammet, for-

di den pågældende har fået beskæftigelse eller er kommet i uddannelse og ikke længere har

behov for danskuddannelse. Mister udlændingen sit arbejde, og får behov for kontanthjælp

inden for de første tre år, genoptages integrationsprogrammet.

Hvis udlændingen (fortsat) er ledig, når der er gået tre år, skifter indsatsen, og vedkommende

omfattes af den generelle beskæftigelsesindsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Indhold

Kommunerne skal inden første måned efter at have overtaget integrationsansvaret for en

nyankommen flygtning eller familiesammenførte udlænding udarbejde en obligatorisk

inte-

grationskontrakt

i samarbejde med den nyankomne udlænding. Integrationskontrakten, der

indgås mellem den nyankomne og kommunen, skal underskrives af begge parter. Integra-

tionsprogrammet fastlægges i integrationskontrakten og består af beskæftigelsesrettede

tilbud samt én af de tre danskuddannelser (Danskuddannelse 1, 2 eller 3), jf. faktaboks 2.

Den

enkelte udlænding skal indplaceres på den af de tre danskuddannelser, som bedst stemmer

overens med vedkommendes uddannelsesmæssige baggrund.

▼

Faktaboks 2 Integrationsprogrammets indhold

•

Danskuddannelse 1, 2 eller 3,

jf. danskuddannelsesloven. Hver af de tre danskuddannelser har et

omfang svarende til ca. 1,2 års heltidsuddannelse, og skal tilrettelægges fleksibelt ift. tid, sted

og indhold, så indsatsen kan spille sammen med evt. beskæftigelse, aktivering eller uddannelse.

Uddannelsen skal gennemføres inden for fem år.

Danskuddannelse 1

er for kursister med ingen eller ringe skolebaggrund, som ikke har lært at

læse og skrive på deres modersmål. Uddannelsen afsluttes med Prøve i Dansk 1.

Danskuddannelse 2

er for kursister, som normalt har en kort skole- og uddannelsesbaggrund fra

hjemlandet og må forventes at have en forholdsvis langsom indlæring af dansk som andets-

prog. Uddannelsen afsluttes med Prøve i Dansk 2.

Danskuddannelse 3

er for kursister, som normalt har en mellemlang eller lang skole- og uddan-

nelsesbaggrund fra hjemlandet og må forventes at have en forholdsvis hurtig indlæring af

dansk som andetsprog. Uddannelsen afsluttes med prøve på to niveauer, hhv. Prøve i Dansk 3

og Studieprøven.

Mulighederne for tidsubegrænset opholdstilladelse er bl.a. betinget af, at Prøve i Dansk 1 bestås,

mens mulighederne for statsborgerskab bl.a. er betinget af, at Prøve i Dansk 2 bestås.

•

Beskæftigelsesrettede tilbud,

jf. integrationsloven. De aktive tilbud omfatter bl.a. vejledning og

opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud. Deltagere i integrationspro-

grammet kan også indgå i jobrotation og voksenlærlingeordningen.

Kommunen har mulighed for at tilbyde

mentorstøtte

med henblik på at opnå eller fastholde

beskæftigelsestilbud, uddannelsesrettede tilbud samt ordinær uddannelse eller job.

•

De nyankomne udlændinge skal også underskrive en

erklæring om integration og aktivt med-

borgerskab.

Derudover skal kommunen, inden for tre måneder, tilbyde den nyankomne flygt-

ning eller familiesammenførte en generel helbredsvurdering samt en frivillig

integrations-

plan,

som har fokus på alle aspekter af borgerens/familiens integrationsforhold, jf. figur 2.

13 14

Danskuddannelserne er opdelt i moduler med mål. Optagelse på et modul, bortset fra optagelse på det første modul,

forudsætter, at målene for det forrige modul er nået.

Ifølge enkelte kommuner er praksis imidlertid, at personer med et forholdsvist højt uddannelsesniveau ofte blive

henvist til danskuddannelse 1, hvis de ikke kan læse og skrive latinske bogstaver. Desuden viser en analyse af personer, der

deltog i en danskuddannelse i 2013, at ca. 20 pct. tidligere have været indplaceret på en af de andre danskuddannelser. Selvom

danskuddannelsesniveauet på papiret vil være en god proxy for uddannelsesniveau, er dette altså ikke tilfældet i praksis.

Den helbredsmæssige vurdering, som skal gennemføres af en læge, tilbydes med henblik på en tidlig afdækning af

fysiske og psykiske helbredsproblemer.

Integrationsplanen skal bidrage til at sikre en sammenhængende og bred integrationsindsats, hvor fastsatte mål og

272

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Figur 2 Integrationskontrakt, Erklæring om aktivt medborgerskab og Integrationsplan

Integrationskontrakt

• Fastlægger indholdet

og omfanget af de

igangsatte aktiviteter

• Fastlægger beskæf-

tigelses- og/eller

uddannelsesmål

• Fastlægger hvilke

sanktioner, der

gælder mv.

Erklæring om integration

og aktivt medborgerskab

• Hensigtserklæring

om aktivt medborger-

skab

Integrationsplan

Består af en udrednings-

og en indsatsdel

• Beskriver forudsæt-

ninger og ressourcer

• Rummer helbreds-

vurdering

• Angiver mål og delmål

samt en plan for ind-

satser

• Angiver den koordina-

tionsansvarlige forvalt-

ning

Endeligt skal integrationskontrakten, hvis den pågældende flygtning eller familiesammen-

førte udlænding (fortsat) er ledig efter tre år, suppleres med oplysninger fra den lediges ”min

plan”, hvilket er en plan for job og uddannelse, som borgeren får, når vedkommende overgår

til den generelle beskæftigelsesindsats.

Forsørgelse under integrationsprogrammet

Nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge, der tilbydes et integrationspro-

gram, kan være berettigede til at modtage kontanthjælp. Reglerne for kontanthjælp i for-

bindelse med integrationsprogrammet følger som hovedregel reglerne for kontanthjælp til

ledige omfattet af den generelle beskæftigelsesindsats. Dog er personer i integrationspro-

grammet ikke omfattet af reglerne om uddannelseshjælp.

4.4 Øvrige integrationsindsatser

De øvrige integrationsindsatser, som kommunerne yder med henblik på at integrere nyan-

komne udlændinge i samfundet, løftes først og fremmest som led i kommunernes generelle

indsats på forskellige sektorområder.

Det kan eksempelvis være indsatser inden for skole- og uddannelsesområdet, indsatser in-

den for det sociale område i form af forebyggelse af kriminalitet og radikalisering, boligsocia-

le indsatser, sundhedsindsatser mv.

iværksætte indsatser understøtter den enkelte udlændings og i vidst muligt omfang den samlede families integration. Integra-

tionsplanen udarbejdes af den koordinerende ansvarlige forvaltning i samarbejde med udlændingen.

273

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

5. De nyankommne flygtninge og familiesammenførte udlændinge i

Danmark

Det varierer meget fra år til år, hvor mange flygtninge og familiesammenførte udlændinge,

der får opholdstilladelse i Danmark, jf. tabel 1. Hvor mange, der kommer til Danmark, og hvor

de kommer fra, afhænger blandt andet af, hvor i verden der er uroligheder.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2013 var 7.600 personer, der fik opholdstilladelse som

flygtninge og familiesammenført, hvoraf 3.900 (51 pct.) var flygtninge, mens 600 (7 pct.)

var familiesammenførte til flygtninge og 3.200 (42 pct.) var familiesammenførte til andre. I

2009 var der 5.000 flygtninge og familiesammenførte, der fik opholdstilladelse, hvoraf 1.400

(27 pct.) var flygtninge, 300 (6 pct.) var familiesammenførte til flygtninge og 3.400 (67 pct.)

var familiesammenførte til andre. I perioden 2009-2013 har flygtninge og familiesammen-

førte fra over 160 forskellige lande fået opholdstilladelse i Danmark.

Det varierer meget fra år til år, hvilke lande flygtninge og familiesammenførte kommer fra. I

2013 var 20 pct. af de flygtninge og familiesammenførte, der fik opholdstilladelse, fra Syrien,

mens det samme kun var tilfældet for 3 pct. i 2009.

Tabel 1 Antal opholdstilladelser til flygtninge og voksne familiesammenførte 2009 - 2013

2009

Antal

I alt

Flygtninge

Familiesammen-

ført til flygtning

Familiesammen-

ført til andre

Syrien

Iran

Somalia

Afghanistan

Thailand

Andre lande

5.000

1.400

300

3.400

200

100

300

500

3.800

Pct.

2010

Antal

Pct.

100

2011

Antal

4400

2.200

300

1.900

500

400

100

600

300

2.600

Pct.

2012

Antal

Pct.

100

2013

Antal

7.600

3.900

600

3.200

1.500

500

4.100

Pct.

100

100 6.000

2.100

300

3.600

400

100

600

3.900

100 5.000

2.600

300

2.100

800

500

400

300

2.600

Note: Der er afrundet til nærmeste hundrede, men andele i tabellen er beregnet på baggrund af de faktiske tal.

Der er ikke medtaget familiesammenførte børn i opgørelsen, idet det vurderes, at mindreårige ikke reelt er i målgruppen for

integrationsprogrammet. Der indgår dog et mindre antal børn i antallet af flygtninge.

De fem lande i oversigten er valgt, fordi det er de fem lande, der er flest flygtninge og familiesammenførte, der er kommet fra i

2012 og 2013.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af tal fra Statistikbanken.dk

Alle flygtninge og familiesammenførte udlændinge skal deltage i integrationsprogrammet,

men en forholdsvis stor del af gruppen er selvforsørgede eller ægtefælleforsørgede og har

ikke pligt til at deltage i de beskæftigelsesrettede tilbud i integrationsprogrammet på sam-

me måde som de personer, der modtager kontanthjælp. For selvforsørgede og personer, der

modtager andre ydelser end kontanthjælp, herunder fx ressourceforløbsydelse eller dagpen-

ge, indebærer integrationsprogrammet alene pligt til at deltage i danskuddannelse samt en

ret til beskæftigelsesrettede tilbud, hvis de selv anmoder om at modtage tilbud og de i øvrigt

opfylder betingelserne.

Deltagere i integrationsprogrammet, der ikke er selvforsørgende el-

ler er ægtefælleforsørget, får stort set alle kontanthjælp.

Et tilbud skal have til formål at bringe den pågældende i beskæftigelse. Kommunen kan derfor undlade at give tilbud,

hvis et tilbud – efter kommunens vurdering – ikke vil forbedre udlændingens beskæftigelsesmuligheder.

274

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Det vil typisk være sådan, at flygtninge og familiesammenførte til flygtninge får kontant-

hjælp, mens familiesammenførte til andre end flygtninge vil være selvforsørgende eller æg-

tefælleforsørget. Dette skyldes, at selvforsørgelse/ægtefælleforsørgelse typisk er et krav for

familiesammenføring til andre end flygtninge. Det er imidlertid ikke alle flygtninge og fami-

liesammenførte til flygtninge, der er offentligt forsørgede, ligesom visse familiesammenfør-

te til andre end flygtninge kan modtage kontanthjælp.

Variationen i antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte medfører

stor variation i antallet af deltagere i integrationsprogrammet. I 2009 startede 1.400 kon-

tanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet og antallet har, ligesom antallet af flygt-

ninge, siden været støt stigende hvert år, så der i 2013 startede 3.400 kontanthjælpsmod-

tagere. Der foreligger ikke data om deltagere i integrationsprogrammet, der ikke modtager

kontanthjælp, men det vurderes, at denne gruppe kun i begrænset omfang får beskæftigel-

sesrettede tilbud.

Det varierer også meget, hvilke lande kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet

kommer fra. For eksempel var 14 pct. af de kontanthjælpsmodtagere, der startede i integrati-

onsprogrammet i 2009 irakere, mens irakere kun udgjorde 2 pct. af de kontanthjælpsmodta-

gere, der startede i programmet i 2013.

Omvendt udgjorde syrere 8 pct. af dem, der startede

i programmet i 2009, mens de udgjorde 32 pct. af dem, der startede i 2013.

Knap halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne i integrationsprogrammet i 2013 var under 30

år, mens kun 6 pct. var fyldt 50 år. Blandt kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogram-

met i 2014 var 57 pct. mænd. Desværre er data om udlændinges uddannelsesniveau mangel-

fulde, og det er derfor ikke muligt at vurdere dette.

Nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge i målgruppen for integrations-

programmet udgør således en sammensat målgruppe med forskellige kvalifikationer og for-

udsætninger i forhold til beskæftigelse. Der er således også forskel på, hvor stort behov for

støtte og hjælp den enkelte har og dermed også gruppens muligheder og integration på det

danske arbejdsmarked. Den store variation i, hvem og hvor mange, der starter i integrations-

programmet de enkelte år, samt hvilke kompetencer og udfordringer de har, stiller store krav

til fleksibiliteten i indsatsen, samt til at kommunerne, som skal tilrettelægge og varetage den

beskæftigelsesrettede indsats, har de fornødne kompetencer til at give den rigtige indsats.

6. Finansiering af kommunernes udgifter på integrationsområdet

Kommunernes udgifter i forbindelse med nyankomne flygtninge og familiesammenførte

udlændinge finansieres i dag af staten via refusion og tilskud - se faktaboks 3. Som udgangs-

punkt dækker staten kommunernes samlede nettoudgifter efter integrationsloven til flygt-

ninge og familiesammenførte i de første tre år.

Indtil 2012 fik deltagere i integrationsprogrammet introduktionsydelse i stedet for kontanthjælp, men for overskuelig-

hedens skyld omtales kontanthjælp og introduktionsydelse i dette kapitel under ét, idet målgruppen for de to ydelser er den

samme.

275

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

▼

Faktaboks 3 Hovedelementerne i finansieringen af kommunernes udgifter på integrationsområdet

•

Grundtilskud:

Kommunerne kan hjemtage et månedligt grundtilskud i tre år på 2.604 (2015-ni-

veau) for hver flygtning og familiesammenført, der er omfattet af et integrationsprogram. For

uledsagede flygtningebørn udgør tilskuddet 8.658 kr. (2015-niveau).

Resultattilskud:

Kommunen kan hjemtage et resultattilskud på 48.440 kr. (2015-niveau), når en

flygtning eller en familiesammenført kommer i ustøttet beskæftigelse og uddannelse samt

hjemtage 36.331 kr. (2015-niveau) ved bestået prøve i dansk.

Refusion:

Kommunerne kan hjemtage refusion på 50 pct. af driftsudgifterne til integrationspro-

grammet inden for et rådighedsbeløb. Kontanthjælp til personer omfattet af et integrations-

program er ligeledes omfattet af 50 pct. refusion.

Budgetgaranti (bloktilskud):

Hovedparten af kommunernes nettoudgifter til integrationspro-

grammet og kontanthjælp under integrationsprogrammet er omfattet af budgetgarantien.

Det vil sige, at kommunernes nettoudgifter under ét dækkes enten via tilskud, refusion eller

budgetgaranti/blottilskud.

•

De samlede offentlige udgifter under integrationsprogrammet udgjorde 1,2 mia. kr. i 2010 og

1,6 mia. kr. i 2013, jf. tabel 2 nedenfor.

Tabel 2 Offentlige udgifter på integrationsområdet 2010-2013, mio. kr.

Forsørgelse*

Danskuddannelse

Aktive tilbud

Kursus i samfundsforhold**

Grundtilskud***

I alt

2010

217,3

358,2

98,2

0,2

527,1

1.200,9

2011

273,5

374,5

112,7

5,9

552,8

1.319,4

2012

557,5

378,6

143,8

5,0

384,5

1.469,4

2013

722,6

396,9

145,5

5,4

354,9

1.625,3

Note: Udgifterne er i løbende priser

Resultattilskuddet er ikke med i opgørelsen af offentlige udgifter. Statens tilskud til kommunernes samlede resultattilskud

modregnes i budgetgarantien, dvs. at udgifterne til resultattilskud trækkes fra det beløb, som udbetales til kommunerne via

bloktilskuddet.

* Stigningen i udgifterne skyldes: at antallet af offentlig forsørgede i integrationsprogrammet er vokset, afskaffelsen af

starthjælpen, introduktionsydelsen, loftet over kontanthjælpen mv. og derudover blev en del af introduktionsnydelsen tidligere

finansieret af grundtilskuddet, hvorimod grundtilskuddet ikke finansierer kontanthjælpen.

**Kursus i samfundsforståelse og dansk kultur og historie er afskaffet som et selvstændigt tilbud. De emner, der tidligere blev

undervist i, indgår nu som led i den generelle danskuddannelse og i den øvrige integrationsindsats. Kurset er afskaffet som følge

af Aftalen om den midlertidige arbejdsmarkedsydelse (maj 2013).

***Faldet fra 2011 til 2012 skyldes bl.a. nedreguleringen af grundtilskuddet i forbindelse med ophævelse af introduktionsydelsen.

Grundtilskuddet finansierede tidligere en del af denne ydelse, hvorimod det ikke finansierer kontanthjælpen.

Kilde: Danmarks Statistik: Kommunale regnskaber

6.1 Tilskud efter integrationsloven

Grundtilskuddet

Kommunerne afholder sociale merudgifter og generelle udgifter til eksempelvis tolke, infor-

mation, vejledning og rådgivning, udgifter i forbindelse med indkvartering mv., i den op til

treårige integrationsperiode. Kommunernes udgifter hertil dækkes via et månedligt grund-

tilskud på 2.604 kr. pr. deltager i integrationsprogrammet (2015-niveau).

Forsørgelse

Kommunerne afholder udgifter til kontanthjælp i forbindelse med integrationsprogrammet

efter reglerne for kontanthjælp i den generelle indsats. Staten refunderer 50 pct. af udgifter-

ne til kontanthjælp for udlændinge omfattet af et integrationsprogram. Kommunerne kom-

penseres under ét for den resterende del af udgifterne via bloktilskuddet (budgetgarantien).

Danskuddannelse og aktive beskæftigelsesrettede tilbud

Kommunerne afholder udgifter til danskuddannelse samt aktive beskæftigelsesrettede til-

bud i integrationsprogrammet. Staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter til dan-

skuddannelse og aktive beskæftigelsesrettede tilbud inden for et rådighedsbeløb på 74.095

kr. pr. helårsperson (2015-niveau). Kommunerne kompenseres under ét for den resterende del

af udgifterne via bloktilskuddet (budgetgarantien).

Desuden modtager kommunerne et månedligt tilskud på 8.658 kr. (2015-niveau) til dækning af de merudgifter, der er

forbundet med modtagelse af uledsagede mindreårige flygtninge, som er tilbudt et integrationsprogram, indtil vedkommende

fylder 18 år eller barnets forældre får lovligt ophold i landet.

276

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Refusioner efter danskuddannelsesloven

Staten refunderer 50 pct. af kommunernes udgifter til danskuddannelse inden for et rådig-

hedsbeløb (fra 1. januar 2015) for kursister, som ikke (længere) er omfattet af integrationslo-

ven eller henvist til danskuddannelse efter beskæftigelsesloven.

Særlige refusionsordninger efter anden lovgivning

Herudover findes en række særlige refusionsordninger inden for andre lovområder for flygt-

ninge mv., fx repatrieringsloven, lov om social service, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

dagtilbudsloven, boligstøtteloven, lov om almene boliger.

Staten refunderer 100 pct. af hovedparten af kommunernes serviceudgifter til flygtninge.

Fx afholder kommunerne en række udgifter til fx tabt arbejdsfortjeneste og forebyggende

foranstaltninger såsom udgiften til familiekonsulenter jf. serviceloven.

Resultattilskud

Kommuerne har derudover mulighed for at opnå et resultattilskud, for hver af de nyankom-

ne flygtninge eller familiesammenførte udlændinge, som deltager i et integrationsprogram,

og som har en integrationskontrakt. Kommunerne kan hjemtage alle tre resultattilskud –

beskæftigelse, uddannelse og danskprøve for den samme udlænding, hvis betingelserne

herfor er opfyldt.

Der ydes resultattilskud når en person:

•

Består danskprøve på den danskuddannelse/niveau, som udlændingen er indplaceret på

af sprogudbyderne. Udlændingen skal indstille sig til prøve senest et år efter uddannel-

sesretten, som led i integrationsprogrammet, er ophørt og bestå prøven senest ved første

prøvetermin herefter. Danskuddannelse kan, som led i integrationsprogrammet, have en

varighed på op til fem år.

Opnår 6 måneders ustøttet beskæftigelse af en varighed på gns. mindst 20 timer ugent-

ligt. Jobbet skal være påbegyndt inden den tre-årige introduktionsperiodes ophør.

Påbegynder en ordinær studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse og fort-

sætter uddannelsesforløbet i en sammenhængende periode på mindst seks måneder

samt under studieforløbet kan modtage SU, elevløn el. lign., der sikrer udlændingen et

forsørgelsesgrundlag. Uddannelsen skal være påbegyndt inden den tre-årige introduk-

tionsperiodes ophør.

•

Kommunen kan hjemtage et resultattilskud på 48.440 kr. (2015-niveau), når en flygtning eller

en familiesammenført kommer i ustøttet beskæftigelse og uddannelse, og 36.331 kr. (2015-ni-

veau) ved bestået prøve i dansk, jf. faktaboks 3. Fordelingen af de udbetalte resultattilskud i år

2011, 2012 og 2013 er anført nedenfor i tabel 3.

Tabel 3 Resultattilskud opdelt på kategorier i pct. af resultattilskud i alt

Ved påbegyndt kompetencegivende uddannelse

Ved bestået danskprøve

Ved ustøttet beskæftigelse

I alt

Kilde: De kommunale regnskabstal fra Danmarks Statistik

2011

19,9

45,8

34,3

100,0

2012

17,9

52,2

29,9

100,0

2013

18,9

50,9

30,2

100,0

I 2013 udbetalte staten resultattilskud til kommunerne på ca. 139 mio. kr. Af tabel 3 fremgår

det, at omkring 51 pct. af statens udgifter til resultattilskud i 2013 gik til resultattilskud udbe-

talt for bestået danskprøve, 30 pct. gik til resultattilskud i forbindelse med opnået ordinær

beskæftigelse og 19 pct. vedrørte personer, der var kommet i uddannelse.

Kommunen vil have et generelt økonomisk incitament til at få ledige flygtninge og familie-

sammenførte i beskæftigelse i form af gevinsten, der opstår ved sparede udgifter til forsør-

277

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

gelse og administration, samt øgede skatteindtægter, når den ledige kommer i beskæftigel-

se.

Resultattilskudsinstrumentet udgør et konkret økonomisk incitament for kommunerne til at

fokusere på resultater af integrationsindsatsen. De eksisterende resultattilskud finder alene

anvendelse i forhold til nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge under

integrationsloven. Der er således tale om en mindre afgrænset målgruppe i forhold til det

samlede antal af borgere med flygtninge og indvandrerbaggrund, som kommunernes ind-

sats skal medvirke til at bringe i uddannelse og beskæftigelse.

7. Om overgangen fra integrationsprogrammet til den generelle beskæf-

tigelsesindsats

Hvis borgeren (fortsat) er ledig, når integrationsprogrammet ophører efter tre år, så skifter

indsatsen, og borgeren bliver omfattet af den generelle beskæftigelsesindsats, som gælder

for øvrige ledige.

Den aktive indsats for gruppen aftager i et vist omfang, når de træder ud af integrationspro-

grammet og ind i det generelle kontanthjælpssystem. Undersøgelser viser således, at ud-

lændinge fra ikke-vestlige lande som helhed, som flygtninge og familiesammenførte udgør

en mindre delmængde af, får mindre indsats end øvrige kontanthjælpsmodtagere jf. afsnit

9 figur 4.

Det kan være en udfordring at bevare kontinuiteten i indsatsen og fokus på den enkelte,

når den enkelte flygtning eller familiesammenførte udlænding overgår fra integrationspro-

grammet til den generelle beskæftigelsesindsats. I praksis kan overgangen fra en indsats til

en anden fx indebære, at en udlænding ved overgangen oplever et skift i ydelse, en ny sags-

behandler og et andet fokus i indsatsen.

Med gennemførelsen af de seneste reformer på beskæftigelsesområdet er der desuden sket

ændringer i den generelle indsats, som bevirker, at paralleliteten mellem integrationsindsat-

sen i integrationsprogrammet og den generelle indsats er mindsket.

Ved overgangen fra integrationsprogrammet til den generelle indsats træder forskellene

i indsatserne frem. De gennemførte beskæftigelsesreformer, som har fokus på, at alle skal

have en aktiv og tværfaglig indsats, har medført en række nye redskaber samt en anderledes

anvendelse af de eksisterende redskaber i den generelle indsats, som flygtninge og familie-

sammenførte udlændinge under integrationsprogrammet ikke er omfattet af. Se faktaboks

4 for mere information.

278

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

▼

Faktaboks 4 Eksempler på nye redskaber i den generelle beskæftigelsesindsats

Koordinerende sagsbehandler:

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har

ret

til en koordineren-

de sagsbehandler, der skal sikre, at personen får en helhedsorienteret indsats, som er tværfaglig

og koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger og andre myndigheder. En tilsvarende ret

gælder ikke de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet.

I integrationsloven er der imidlertid en række andre lovfæstede værtøjer, der kan bidrage til at sikre

en tværfaglig og koordineret integrationsindsats, herunder kommunernes pligt til at udpege en

koordineringsansvarlig forvaltning i de tilfælde, hvor den nyankomne udlænding har taget imod

tilbuddet om en integrationsplan.

Mentor:

Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som i perioder ikke er i stand til at deltage i

aktive tilbud pga. personlige forhold, skal have tilbud om mentorstøtte. Tilbud om mentorstøtte

udskyder starten af et ret-og-pligt tilbud. Når tilbuddet om mentorstøtte ophører, omfattes den ak-

tivitetsparate igen af ret og pligt til tilbud. Mentorstøtte er ikke et aktivt tilbud i integrationsloven,

så også her er der tale om manglende ligestilling.

Uddannelsespålæg:

Alle unge under 30 år, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse,

har pligt til et uddannelsespålæg med tilhørende ydelse dvs. uddannelseshjælp i den generelle ind-

sats. Uddannelsespålægget i integrationsloven omfatter alene unge op til 25 år, og skal kun gives,

hvis kommunen vurderer, at den unge kan gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår, og den

unge ikke har forsørgelsespligt overfor hjemmeboende børn.

Realkompetencevurdering:

Ufaglærte kontanthjælpsmodtagere, som er fyldt 30 år har ret til at

deltage i et forløb, hvor de får vurderet deres realkompetencer. Der gælder ikke en tilsvarende ret for

flygtninge og familiesammenførte udlændinge, som er omfattet af et integrationsprogram.

▶

Kommunerne

opnår 50 pct. re-

fusion af forsør-

gelsesudgifterne

uafhængigt af

hvilke type af ak-

tivitet, den ledige

deltager i

Incitamentsstruktur i integrationsprogrammet og i den generelle indsats

Den økonomiske incitamentsstruktur er i den generelle beskæftigelsesindsats indrettet så-

ledes, at kommunerne opnår højest refusion af forsørgelsesudgifterne for perioder med or-

dinær uddannelse og virksomhedsrettede tilbud, og lavere refusion ved øvrig vejledning og

opkvalificering samt passive perioder. Det vil sige, at refusionen på de kommunale ydelser i

den generelle indsats varierer alt efter hvilken type aktivitet, den ledige deltager i.

I integrationsprogrammet kan kommunerne opnå 50 pct. refusion af forsørgelsesudgifterne

uanset om der sker aktivering og uanset det aktive beskæftigelsesrettede tilbud. Der er imid-

lertid i integrationsloven et timekrav på 37 timers aktivering inkl. forberedelse.

Det månedlige grundtilskud samt resultattilskud ved kompetencegivende uddannelse samt

ustøttet beskæftigelse findes ikke for indsatser i den generelle indsats. Kommunernes inci-

tament til at få personer under integrationsprogrammet i uddannelse eller beskæftigelse er

derfor alt andet lige er større end incitamentet til at få dem i uddannelse eller beskæftigelse

efter endt program.

▶

Virksomhedsret-

tede indsatser har

positive beskæf-

tigelseseffekter

for ikke-vestlige

indvandrere

8. Hvad virker i indsatsen for ledige ikkevestlige indvandrere?

Hovedparten af flygtninge og familiesammenførte udlændinge, som i dag skal tilbydes et in-

tegrationsprogram kommer fra ikke-vestlige lande. Helt generelt er der viden om, at virksom-

hedsrettede indsatser - ligesom det gælder for udsatte grupper generelt - også har positive

beskæftigelseseffekter for ledige ikke-vestlige indvandrere.

Resultattilskuddet for prøve i dansk har en rækkevide, der følger den femårige uddannelsesret. Dvs. resultattilskuddet

for prøve i dansk strækker sig ud over det treårige integrationsprogram og dermed ind i den generelle indsats.

Målgruppen ikke-vestlige indvandrere bliver i nærværende afsnit defineret som modtagere af offentlige indkomster-

stattende ydelser, men som ikke er uden for arbejdsmarkedet (pensioneret eller studerende), eller er selvforsørgede. Der følges

Danmarks Statistiks praksis, hvor vestlige lande omfatter Norden, EU-lande samt Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino,

Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand. Ikke-vestlige lande omfatter alle øvrige lande. Studier, der ser

på grupper opdelt på etnicitet eller indvandrere generelt uden oplysninger om oprindelsesland eller opholdsgrundlag, er ikke

inkluderet. Såfremt opholdsgrundlaget er oplyst som flygtning, vil studierne inkluderes, uanset om oprindelsesland er oplyst

eller ej.

279

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

For gruppen af ledige ikke-vestlige indvandrere som helhed eksisterer en del studier om ef-

fekten af forskellige beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser, som blandt andet er

opsamlet i et litteraturstudium af KORA fra december 2013.

Litteraturstudiet viser, at der er stærk evidens for, at

privat

løntilskud har en samlet positiv

effekt på beskæftigelsesomfanget (nettoeffekt). Der er ligeledes stærk evidens for en positiv

programeffekt af

offentligt

løntilskud. For offentligt løntilskud tyder det dog på, at programef-

fekten i højere grad udlignes af fastholdelseseffekten som gør at afgangen til beskæftigelse

under aktivering faktisk er lavere end for dem der ikke får denne aktivering. Således er der

indikation for, at den samlede effekt af offentligt løntilskud for denne gruppe er tæt på nul.

Samtidig peger analysen dog på, at der blandt danske studier er moderat evidens for, at ak-

tivering generelt for denne gruppe

ikke

har en markant fastholdelseseffekt. I tråd hermed

finder et norsk studie (Røed og Raaum, 2006), at fastholdelseseffekten for denne gruppe er

mindre end for andre ledige.

Baseret alene på de danske studier findes der moderat evidens for en positiv nettoeffekt af

virksomhedspraktik. Effekten af virksomhedspraktik findes endvidere at være positiv både

under og efter aktivering.

Derudover findes der også i danske studier, at effekten af aktivering generelt synes at være

størst for mænd. De internationale studier peger imidlertid i modsat retning på, at effekten

er størst for kvinder.

Der eksisterer forholdsvis begrænset viden om, hvilken indsats der virker i integrationspro-

grammer. Litteraturstudiet af KORA konkluderer således, at evidensen for virkningen af in-

tegrationsprogrammer er for begrænset til, at der kan konkluderes entydigt om virkningen.

Ifølge KORA indikerer de eksisterende resultater dog, at sprogundervisning omfattet i inte-

grationsprogrammet til nyankommne flygtninge og familiesammenførte udlændinge ikke

virker i beskæftigelsesmæssig henseende. Både dansk og norsk litteratur peger herpå (Clau-

sen, 2009 og Hayfron, 2001). Det skal imidlertid bemærkes, at effekten alene måles i forhold

til beskæftigelsen, og at sprogundervisning af nyankomne indvandrere også gives med et

integrationsmæssigt formål ud over det beskæftigelsesrettede, samt at der kan være betyde-

lige selektionseffekter i forbindelse med visitationen til danskuddannelse. Hvis indsatsgrup-

pen, der modtager danskuddannelse, i gennemsnit har ringere forudsætninger for at kom-

me i beskæftigelse, end dem der udgør kontrolgruppen, og som

ikke

får danskuddannelse,

vil danskuddannelse i sig selv have vanskeligt ved at medføre beskæftigelsesmæssige

nettoeffekter.

Et andet litteraturstudie har samtidig fundet en positiv sammenhæng mellem sprogfærdig-

heder blandt immigranter og beskæftigelse, jf. faktaboks 5. Det er således undervisningstil-

bud, der ikke kan vises effekter af, og ikke nødvendigvis det at tilegne sig sprogfærdigheder.

▼

Faktaboks 5 Sammenhængen mellem sprogfærdigheder og beskæftigelse

Isphording (2014) opsamler en række studier, som blandet andet belyser betydningen af sprogfær-

digheder på løn og beskæftigelsessandsynligheden. De nævnte studier finder en positiv sam-

menhæng mellem immigranters sprogfærdigheder og indkomst samt beskæftigelse. Studierne

bygger primært på survey data, hvor der i artiklen påpeges en række usikkerheder forbundet med at

analysere sprogfærdigheders betydning på løn og beskæftigelse, idet der er en række usikkerheder

forbundet med denne type analyser.

KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, laver analyser og forskning om og til

kommuner og regioner.

280

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

KORA finder i deres litteraturstudie slutteligt indikation for, at virksomhedsrettede tilbud i

det private, der gives som led i integrationsprogrammet, er den aktive indsats med den stør-

ste positive programeffekt. Der kan imidlertid ikke findes programeffekter af nogen typer af

aktivering, der kan opveje den fastholdelseseffekt, der finder sted, mens målgruppen delta-

ger i danskundervisning.

9. Den aktive indsats

▶

88 pct. af kon-

tanthjælpsmodta-

gerene i integra-

tionsprogrammet

var i 2014 visiteret

aktivitetsparate

I januar-november 2014 var der 11.600 kontanthjælpsmodtagere, som i kortere eller længe-

re tid deltog i integrationsprogrammet. Langt størstedelen af gruppen, 88 pct., var visiteret

som aktivitetsparate og 4 pct. som jobparate.

De resterende 8 pct. var endnu ikke blevet visi-

teret, hvilket typisk skyldes, at kontanthjælpsforløbet er forholdsvis nyt. Blandt alle kontant-

hjælpsmodtagere i januar-november 2014 var 64 pct. visiteret som aktivitetsparate, mens

der blandt uddannelseshjælpsmodtagerne var 44 pct. aktivitetsparate.

Der er således flere

aktivitetsparate blandt kontanthjælpsmodtagerne i integrationsprogrammet end blandt

kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere generelt.

Omfanget af integrationsprogrammet for udlændinge, der skal tilbydes aktivering, er fast-

sat til gennemsnitligt mindst 37 timer pr. uge (dette er inklusiv forberedelse til danskun-

dervisning). Programmet forudsættes at foregå jævnt over hele integrationsperioden. I den

generelle beskæftigelsesindsats er der ikke et timekrav og krav om 37 timers aktivering. Kon-

tanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet bliver således aktiveret mere end både ud-

dannelseshjælpsmodtagere og kontanthjælpsmodtagere generelt, se figur 3.

Aktiveringsgraden angiver hvor meget tid, der er brugt på aktivering, og en aktiveringsgrad

på 100 betyder, at alle er fuldt aktiverede.

Til trods for kravet om 37 timers aktivering un-

der integrationsprogrammet er aktiveringsgraden ikke 100. En væsentlig forklaring kan være,

at nogle udlændinge kan være omfattet af en mindre intensiv indsats, og andre kan være

fritaget fra aktivering

på grund af

sygdom mv. Aktiveringsgraden for de jobparate kontant-

hjælpsmodtagere i integrationsprogrammet er 60 pct., hvilket svarer til, at de i gennemsnit

bliver aktiveret 22 timer om ugen. For de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere er akti-

veringsgraden 54 pct., hvilket svarer til at de i gennemsnit bliver aktiveret 20 timer om ugen.

Aktiveringsgraden er betydeligt højere for kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogram-

met end for uddannelseshjælpsmodtagere og for kontanthjælpsmodtagere generelt, hvor

den er mellem 18 pct. og 33 pct..

Andelen af gruppen, der har været i aktivering i kortere eller længere tid, er ligeledes bety-

deligt højere blandt kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet, end den er både

blandt uddannelseshjælpsmodtagerne og kontanthjælpsmodtagerne generelt. Der er såle-

des 92 pct. og 87 pct. af henholdsvis de jobparate og aktivitetsparate kontanthjælpsmod-

tager i integrationsprogrammet, der har fået en aktiv indsats i januar-oktober 2014, mens

det samme er tilfældet for mellem 61 pct. og 73 pct. af uddannelseshjælpsmodtagerne og

kontanthjælpsmodtagerene generelt.

De aktiverede jobparate kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet blev i gennem-

snit aktiveret 24 timer om ugen, mens de aktiverede aktivitetsparate kontanthjælpsmodta-

gere i integrationsprogrammet i gennemsnit blev aktiveret 23 timer om ugen. Aktiverings-

Personer, der vurderes at være i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode, er jobparate og skal stå til

rådighed for arbejdsmarkedet. Disse personer skal have jobrettet hjælp i jobcentret hjælp med henblik på at komme hurtigst

muligt ud af offentlig forsørgelse. Personer, der ikke vurderes at kunne komme i arbejde inden for en kortere periode, er aktivi-

tetsparate. Aktivitetsparate personer har typisk komplekse problemer og skal derfor have en tværfaglig og helhedsorienteret

indsats.

Unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse uden for integrationsprogrammet modtager ud-

dannelseshjælp, mens forsørgelsesydelsen i integrationsprogrammet er kontanthjælp uanset alder og uddannelsesbaggrund.

Aktiveringsgraden er beregnet som det samlede antal aktiveringstimer for modtagere af kontanthjælp under integra-

tionsprogrammet i den valgte periode divideret med antallet af mulige aktiveringstimer. Antallet af mulige aktiveringstimer

er defineret som antallet af timer, alle periodens modtagere af introduktionsydelse kunne være aktiveret, hvis de var fuldt

aktiverede. Aktivering 37 timer ugentlig regnes som fuld tid.

281

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

graden blandt de aktiverede er også betydeligt højere blandt kontanthjælpsmodtagerne i

integrationsprogrammet (65 for de jobparate og 62 for de aktivitetsparate), end blandt ud-

dannelseshjælpsmodtagerne og kontanthjælpsmodtagerne generelt (mellem 29 og 44).

Figur 3 Aktiveringsgrad for kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet og i alt, samt uddannel-

seshjælpsmodtagere, januar-oktober 2014

100

Pct.

Aktiveringsgrad

Andel

aktiveringsberørte

Aktiveringsgrad

blandt de aktiverede

Jobparate kontanthjælpsmodtagere

i integrationsprogrammet

Aktivitetsparate kontanthjælps-

modtagere i integrationsprogrammet

Uddannelsesparate uddannelses-

hjælpsmodtagere

Aktivitetsparate uddannelseshjælps-

modtagere

Jobparate kontanthjælpsmodtagere

Aktiveringsparate kontanthjælps-

modtagere

Note: Der var 400 jobparate kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet i januar-oktober 2014, hvilket svarede til 300

fuldtidspersoner. Der var 9.500 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet i januar-oktober 2014,

hvilket svarede til 6.600 fuldtidspersoner. Der var 40.600 uddannelsesparate og 32.400 aktivitetsparate uddannelseshjælps-

modtagere i januar-oktober 2014, hvilket svarede til henholdsvis 17.200 og 25.000 fuldtidspersoner. Der var 44.000 jobparate

kontanthjælpsmodtagere i januar-oktober 2014, hvilket svarede til 27.200 fuldtidspersoner. Der var 90.000 aktivitetsparate

kontanthjælpsmodtagere i januar-oktober 2014, hvilket svarede til 75.900 fuldtidspersoner.

Kilde: Jobindsats.dk

Selv når der kontrolleres for kontanthjælpsanciennitet har personer i integrationsprogram-

met betydeligt større sandsynlighed for at modtage en aktiv indsats end andre kontant-

hjælpsmodtagere, se figur 4. For eksempel havde 85 pct. af de programdeltagere, der i uge 20

2014 modtog kontanthjælp i mellem to og tre år, fået en aktiv indsats inden for de seneste tre

måneder. Blandt personer med dansk baggrund og samme kontanthjælpsanciennitet havde

52 pct. fået en aktiv indsats i de seneste tre måneder, mens det blandt ikke-vestlige indvan-

drere på kontanthjælp uden for integrationsprogrammet var 42 pct. Uanset kontanthjælp-

sanciennitet er der lignende forskelle.

▶

Kontanthjælps-

modtagere får

meget indsats,

mens de er i

programmet, men

meget mindre, når

de træder ind i det

generelle kontant-

hjælpssystem.

Kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet har størst sandsynlighed for at få en

aktiv indsat, mens ikke-vestlige indvandrere uden for integrationsprogrammet har mindre

sandsynlighed for at få en indsats end personer med dansk baggrund, som har været lige så

længe på kontanthjælp jf. figur 4. Det særlige fokus, der er på gruppen, mens de er i program-

met, forsvinder altså så snart de forlader programmet og modtager den generelle indsats i

kontanthjælpssystemet.

282

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Figur 4 Kontanthjælpsanciennitet og sandsynligheden for at have fået en aktiv indsats i de seneste tolv

uger. Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, uge 20 2014

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

Pct.

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

Under 1 år

Over 10 år

9-10 år

1-2 år

2-3 år

3-4 år

4-5 år

5-6 år

6-7 år

7-8 år

8-9 år

Kontanthjælpsanciennitet

Dansk baggrund

Ikke-vestlige indvandrere i integrationsprogrammet

Ikke-vestlige indvandrere uden for integrationsprogrammet

Note: Der indgår 20.300 ikke-vestlige indvandrere uden for integrationsprogrammet, 5.700 ikke-vestlige indvandrere i integrati-

onsprogrammet og 65.100 personer med dansk baggrund i målingen. Unge under 30 år uden en erhvervskompetencegivende

uddannelse uden for integrationsprogrammet modtager uddannelseshjælp, mens alle deltagere i integrationsprogrammet får

kontanthjælp. For at gøre grupperne sammenlignelige indgår derfor både kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere i opgørel-

sen af ikke-vestlige indvandrere uden for programmet og personer med dansk baggrund

Kilde: DREAM

Blandt kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet, uddannelseshjælpsmodtage-

re og kontanthjælpsmodtagere generelt, bliver virksomhedsrettede tilbud brugt mindst og

vejledning og opkvalificering brugt mest blandt aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i

programmet, hvis man tager højde for, at deltagere i programmet samlet set oftere får en ak-

tiv indsats, se figur 5. Resultatet skal ses i lyset af, at danskuddannelsen, som er kategoriseret

under vejledning og opkvalificering, fylder relativt meget i programmet. Det er ikke muligt at

opgøre, hvor stor en del af den vejledning og opkvalificering, som gives, der er danskuddan-

nelse og forberedelse hertil.

Langt størstedelen af kontanthjælpsmodtagerene i integrationsprogrammet var visiteret

som aktivitetsparate, og under 5 pct. er jobparate.

Blandt jobparate kontanthjælpsmodta-

gere i integrationsprogrammet er 45 pct. af indsatsen virksomhedsrettet. Blandt jobparate

kontanthjælpsmodtagere generelt har 77 pct. af de aktiverede fået en virksomhedsrettet

indsats. Blandt uddannelsesparate uddannelseshjælpsmodtagere har 42 pct. af de aktivere-

de fået et virksomhedsrettet tilbud. Blandt aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har 27

pct. af de aktiverede fået en virksomhedsrettet indsats.

Ordinær uddannelse bliver oftere givet til både uddannelseshjælpsmodtagere og kontant-

hjælpsmodtagere generelt end til kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet.

I januar-november 2014 var 88 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i integrationsprogrammet visiteret som aktivitetspa-

rate og 4 pct. som jobparate. De resterende 8 pct. var endnu ikke blevet visiteret, hvilket typisk skyldes, at kontanthjælpsforlø-

bet er forholdsvis nyt.

283

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Figur 5 Tilbud til kontanthjælpsmodtagere i og uden for integrationsprogrammet og uddannelses-

hjælpsmodtagere, januar-oktober 2014

100

Pct.

Virksomhedsrettede

tilbud

Vejledning og

opkvalificering

Ordinær uddannelse

Jobparate kontanthjælpsmodtagere

i integrationsprogrammet

Aktivitetsparate kontanthjælps-

modtagere i integrationsprogrammet

Uddannelsesparate uddannelses-

hjælpsmodtagere

Aktivitetsparate uddannelseshjælps-

modtagere

Jobparate kontanthjælpsmodtagere

Aktiveringsparate kontanthjælps-

modtagere

Note: Andelene i figuren er bergnet ud fra, hvor mange ydelsesmodtagere i gruppen, der har modtaget den angivne type tilbud

i forhold til det samlede antal aktiverede ydelsesmodtagere i gruppen. Hvis en person har modtaget mere end en type tilbud, vil

vedkommende optræde flere gange i beregningen. Kategorien virksomhedsrettet tilbud består af virksomhedspraktik, nytteind-

sats, løntilskud og rotationsvikar. Opgørelsen for uddannelseshjælpsmodtagere dækker over perioden januar-november 2014.

Kilde: Jobindsats.dk

I januar-oktober 2014 deltog 11.100 kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet i

kortere eller længere tid og heraf havde 2.200 svarende til godt 20 pct. været i virksomheds-

praktik og 800 personer svarende til godt 7 pct. havde været i løntilskud.

En lang række

kommuner bruger slet ikke løntilskud som aktivt tilbud til deltagere i integrationsprogram-

met, men i de fem kommuner, hvor den største del af kontanthjælpsmodtagerne i integra-

tionsprogrammet har været i løntilskud, har over 15 pct. fået denne type indsats. I de fem

kommuner, der bruger virksomhedspraktik som tilbud til kontanthjælpsmodtagere i inte-

grationsprogrammet mest, har over 40 pct. af gruppen været i virksomhedspraktik, mens

de fem kommuner, der bruger indsatsen mindst, har haft under 5 pct. i virksomhedspraktik.

Potentialet for mere virksomhedsrettet indsats til kontanthjælpsmodtagere i integrations-

programmet vil således kunne udnyttes bedre, hvis de kommuner, der bruger virksomheds-

rettede indsatser mindst, begynder at bruge denne type indsats i samme grad som de kom-

muner, der bruger indsatsen mest.

▶

Potentiale for

mere virksom-

hedsrettet ind-

sats til kontant-

hjælpsmodtagere

i integrations-

programmet

Som tidligere nævnt foreligger der på nuværende tidspunkt ikke data på individniveau om

deltagere i integrationsprogrammet, der ikke modtager kontanthjælp, og dette afsnit belyser

således kun den aktive indsats for kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet. Det

vurderes, at selvforsørgende kun i begrænset omfang får beskæftigelsesrettede tilbud.

Den samme person kan få både løntilskud og virksomhedspraktik. Nytteindsats og jobrotationsvikariater bliver stort

set ikke benyttet som indsats for kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet.

284

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

▶

Ca. 30 pct. er i

job eller uddan-

nelse efter tre år i

integrationspro-

grammet

10.

Afgang til uddannelse og beskæftigelse

En analyse lavet med udgangspunkt i DREAM og oplysninger om kontanthjælpsmodtagere i

integrationsprogrammet viser, at et år efter kontanthjælpsmodtagere starter i integrations-

programmet er der samlet set 13 pct., der er kommet i job eller uddannelse. Andelen to, tre

og fire år efter start i programmet er henholdsvis 21, 30 og 34 pct.

Efter tre års integrationsprogram er knap en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne i job

eller uddannelse jf. tabel 4. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er muligt at sige,

om afgangen til job og uddannelse skyldes integrationsprogrammet eller om afgangen ville

have været højere/lavere, hvis personerne havde fået en anden eller ingen indsats.

De kontanthjælpsmodtagere, der efter programmets afslutning ikke er i job eller uddannel-

se, er typisk fortsat på kontanthjælp, men der er også en gruppe selvforsørgende og en lille

andel har fået tilkendt førtidspension. Kun et meget begrænset antal overgår til fleksjob.

▶

Afgangen til job

og uddannelse er

størst for unge og

for mænd

Der er meget stor forskel på afgangsraten til uddannelse og beskæftigelse for forskellige

grupper af kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet jf. tabel 4. Tre år efter start i

integrationsprogrammet er 33 pct. af mændene kommet i job eller uddannelse, mens 26 pct.

af kvinderne er det. Blandt personer under 30 år var 38 pct. i job eller uddannelse tre år efter

start i programmet, mens det blandt personer mellem 50 og 60 år kun var 6 pct.

Tabel 4 Andel i job eller uddannelse et, to, tre og fire år efter start i integrationsprogrammet samlet og

for forskellige grupper.

Andel i beskæftigelse eller uddannelse i procent

Et år efter start To år efter start Tre år efter start Fire år efter start

i programmet i programmet

i programmet

I alt

Kvinder

Mænd

16-29 år*

30-49 år*

50-60 år*

Afghanistan

Irak

Iran

Syrien

Somalia

Flygtninge***

Familiesammenførte***

Uoplyst opholdsgrundlag***

Note: Andelene er beregnet på baggrund af personer, der startede i integrationsprogrammet i perioden uge 1 2009- uge 35 2013.

Landene i tabellen er valgt, fordi det er de fem lande, flest i integrationsprogrammet i perioden 2009-2013 kommer fra.

* Alderen er opgjort ved starten i integrationsprogrammet

** Andel somaliere, der er kommet i job eller uddannelse fire år efter start i integrationsprogrammet er ikke vist i tabellen, da kun

meget få (under 100) somaliere har været fire år i Danmark efter start på integrationsprogrammet i den analyserede periode

(2009-2013).

***Opholdsgrundlag er beregnet på baggrund af et særudtræk fra Udlændingestyrelsen. Blandt personer med uoplyst opholds-

grundlag indgår også en mindre del, der er registreret som EU/EØS borgere, der ikke er familiesammenførte. Denne gruppe

burde ikke være i integrationsprogrammet og derfor betragtes opholdsgrundlaget som fejlregistreret.

Det er på baggrund af de tilgængelige data ikke muligt at opgøre, om en person er familiesammenført til en flygtning eller

andre.

Kilde: DREAM og data fra STAR

Analysen bygger på kontanthjælpsmodtagere, der startede i integrationsprogrammet i perioden uge 1 2009 - uge

35 2013. Kun personer, hvor der er gået mere end henholdsvis to, tre og fire år siden start i integrationsprogrammet, indgår i

beregningen af andelen i beskæftigelse og uddannelse efter henholdsvis to, tre og fire år.

Analysen af hvilken forsørgelse personer, der har afsluttet integrationsprogrammet overgår til, er lavet på baggrund

af personer, der afsluttede et integrationsprogram i 2012. Personer, der har afsluttet et integrationsprogram i 2012 defineres

som personer, der har afsluttet et program og som ikke har startet et nyt forløb i programmet i perioden 1. januar 2013 til 1. maj

2014. Da reformen af førtidspension og fleksjob trådte i kraft 1. januar 2013 vil afgangene fra integrationsprogrammet muligvis

have ændret sig. Det vurderes, at nogle personer, der før reformen ville have fået førtidspension, nu i stedet får ressourceforløb,

mens andelen, der overgår til fleksjob, sandsynligvis er nogenlunde uændret.

285

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

I perioden 2009-2013 var de fem hyppigste nationaliteter blandt kontanthjælpsmodtagere

i integrationsprogrammet afghanere, somaliere, syrere, irakere og iranere. Blandt afghanere

var 12 pct. i job eller uddannelse et år efter start i integrationsprogrammet, mens det blandt

somaliere kun var 3 pct. Tre år efter programstart var 32 pct. af afghanerne og 21 pct. af soma-

lierne i uddannelse eller job.

'I perioden 2009-2013 havde knap tre ud af fem kontanthjælpsmodtagere i integrationspro-

grammet flygtningestatus, mens godt hver femte var familiesammenført. Den resterende

femtedel har uoplyst opholdsgrundlag.

Blandt flygtninge er der en mindre andel, der er

overgået til job eller uddannelse et år efter start i programmet end blandt familiesammen-

førte (henholdsvis 6 og 25 pct.). Fire år efter start i integrationsprogrammet er andelen af

flygtninge i job eller uddannelse dog omtrent på niveau med andelen af familiesammenfør-

te (henholdsvis 34 og 37 pct.).

Overstående analyse viser, at afgangsraten til job og uddannelse fra det nuværende inte-

grationsprogram for kontanthjælpsmodtagere er meget forskellig for de forskellige grupper.

Dette afspejler muligvis, at programdeltagerne har forskellige udgangspunkter. Desuden

varierer det meget fra år til år, hvem der får opholdstilladelse i Danmark og dermed hvem,

der deltager i integrationsprogrammet. Forskydninger i sammensætningen af programdel-

tagerne kan således have indflydelse på, hvor effektivt programmet er i forhold til at opnå

beskæftigelse eller uddannelse.

Analysen viser, at det er meget forskelligt, hvor hurtigt udlændinge under integrationspro-

grammet afgår fra integrationsprogrammet til ordinær beskæftigelse eller uddannelse. Det-

te tyder på, at nogle nyankomne har brug for en længerevarende indsats for at komme tæt-

tere på arbejdsmarkedet, mens andre vil kunne klare sig med mindre indsats.

11. Udfordringer

Den særlige integrationsindsats, der tilbydes nyankomne flygtning og familiesammenførte

udlændinge efter integrationsloven har ikke været en del af de senest gennemførte reformer

på beskæftigelsesområdet. Rammerne og indholdet i integrationsprogrammet er i det store

hele forblevet uændret de senere år.

Formålet med denne delrapport er at se på, om nyankomne flygtninge og familiesammen-

førte udlændinge får en tilstrækkelig effektiv og virkningsfuld beskæftigelsesindsats, som

hjælper dem i uddannelse eller beskæftigelse.

Der er foretaget fire simple logistiske regressioner, der undersøger sandsynligheden for at være i job/uddannelse hen-

holdsvis et, to, tre og fire år efter start i integrationsprogrammet, hvor der kontrolleres for alder, køn, etnicitet og år. Etnicitet

er repræsenteret ved dummyer for de fem hyppigste etniciteter i analyseperioden: afghansk, irakisk, iransk, syrisk og somalisk.

Der er medtaget årsdummyer for at korrigere for eventuelle konjunkturforskelle i de år, de forskelle (etniske) grupper startede

i programmet. Selv, når der kontrolleres for år, er der signifikante forskelle i sandsynligheden for at være i job/beskæftigelse for

de forskellige grupper.

Der gøres opmærksom på, at de statistiske oplysninger om opholdsgrundlag ifølge Justitsministeriet er behæftet

med usikkerhed, da udlændingesystemerne er opbygget som journaliserings- og sagsstyringssystemer og ikke som egentlige

statistiksystemer.

Der er foretaget fire simple logistiske regressioner, der undersøger sandsynligheden for at være i job/uddannelse hen-

holdsvis et, to, tre og fire år efter start i integrationsprogrammet, hvor der kontrolleres for alder, køn, etnicitet, opholdsgrundlag

og år. I disse estimeringer er der signifikant forskel på sandsynligheden for forskellige grupper for at være i job/uddannelse et

år efter start i integrationsprogrammet. Men i estimeringen af sandsynligheden for at være i job/uddannelse to år efter start

i programmet er etnicitet ikke statistisk signifikant, mens hverken etnicitet eller opholdsgrundlag har statistisk signifikant

betydning for sandsynligheden for at være i job/uddannelse tre og fire år efter start. Insignifikansen af opholdsgrundlag og

etnicitet skyldes dels, at der er sammenhæng mellem de to variable og at datagrundlaget for afgangen efter tre og fire år er i

det mindste til at kontrollere for alle variable på en gang.

286

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

Sammenfattende kan analyserne i delrapporten opsummeres til følgende udfordringer:

Begrænset afgang til beskæftigelse

Et år efter start i integrationsprogrammet er 13 pct. af deltagerne i beskæftigelse eller uddan-

nelse, mens andelen to, tre og fire år efter start i programmet er henholdsvis 21, 30 og 34 pct.

Tre år efter start i integrationsprogrammet er kun godt en tredjedel i job eller uddannelse.

Flygtninge og familiesammenførte som (fortsat) er ledige efter

programmets afslutning er typisk på kontanthjælp

De personer, der efter programmets afslutning (fortsat) er ledige, er typisk på kontanthjælp,

og en lille andel har fået tilkendt førtidspension. Kun et meget begrænset antal overgår til

fleksjob.

Nyankomne får ikke den indsats, der mest effektfuldt fører til

beskæftigelse og selvforsørgelse

For gruppen af ikke-vestlige indvandrere eksisterer en del studier om effekten af forskellige

beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser, som viser, at virksomhedsrettede indsatser

i gennemsnit virker bedst. Blandt flygtninge og familiesammenførte kontanthjælpsmodta-

gere i integrationsprogrammet bliver virksomhedsrettede tilbud, som er det mest effektful-

de, dog brugt mindst og vejledning og opkvalificering brugt mest.

Integrationsprogrammet mangler de nye centrale redskaber

Integrationsprogrammet har ikke været en del af de seneste års reformer på beskæftigel-

sesområdet. Derfor tilbydes kontanthjælpsmodtagere i integrationsprogrammet ikke i ud-

gangspunktet de redskaber, der er kommet til med reformerne, som fx en koordinerende

sagsbehandler.

Behov for øget fleksibilitet i programmet

Regeringens uafhængige Task Force om integration har peget på, at det nuværende integra-

tionsprogram, som har en varighed på op til tre år, i nogle tilfælde bliver brugt på måder, som

kan fastholde udlændinge i forløb, der ikke nødvendigvis giver den hurtigste vej til beskæfti-

gelse, selvforsørgelse og aktivt medborgerskab. Analysen i afsnit 5 viser, at nyankomne flygt-

ninge og familiesammenførte udgør en sammensat målgruppe. Den store variation i, hvem

og hvor mange, der starter i integrationsprogrammet de enkelte år, og hvilke kompetencer

og udfordringer de har, stiller store krav til fleksibiliteten i indsatsen, samt til at kommuner-

ne, som skal tilrettelægge og varetage den beskæftigelsesrettede indsats, har de fornødne

kompetencer til at give den rigtige indsats.

Stor variation i målgruppen for integrationsprogrammet

Den relativt heterogene gruppe af udlændinge stiller krav til kommunernes sagsbehandlere,

om hurtigst muligt efter ankomsten at få skabt et overblik over den enkelte nyankomnes

ressourcer, kompetencer og helbredsmæssige forudsætninger for dermed at kunne vurdere,

hvilke

indsatser, der er relevante for den enkelte, og

hvornår

i forløbet de forskellige indsat-

serne skal igangsættes.

Manglende kontinuitet i den beskæftigelsesrettede integrationsindsats

Analysen peger på, at det kan være en udfordring at bevare kontinuiteten i indsatsen og et

fokus på den enkelte, når der sker en overgang fra integrationsprogrammet til den generelle

indsats.

2013.

Analysen bygger på kontanthjælpsmodtagere, der startede i integrationsprogrammet i perioden uge 1 2009- uge 35

287

Nye veje mod job – for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet

Litteraturliste

•

Clausen, J., Heinesen, E., Hummelgaard, H., Husted, L. og Rosholm, M. (2009):

The Effect of

Integration Policies on the Time until Regular Employment of Newly Arrived Immigrants:

Evidence from Denmark, Labour Economics, 16(4): 409-417.

Hayfron, J. E. (2001):

Language Trainin, Language Proficiency and Earnings of Immigrants in

Norway, Applied Economics, 33(15): 1971-1979.

Isphording, I. E. (2014):

Language and Labor Market Success.

KORA (2013):

Effekter af beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser for ikke-vestlige

ledige indvandrere.

Røed, K. og Raaum, O. (2006):

Do Labour Market Programmes Speed up the Return to Work,

Oxford Bulletin of Economics and Statistics, 68(5): 541-568.

Task Forcen om integration 2013:

”Målrettet integration – et fælles ansvar - Anbefalinger

fra Task force om integration”

•

288

Bilag:

▶

Delrapportering: Integrationsindsatsen for nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge

BILAG 1: Task Forcens

anbefalinger om en kort og mere

fleksibel introduktionsperiode

Task Force om integration anbefaler en kort og mere fleksibel introduk-

tionsperiode

Task Forcen peger på, at den nuværende relativt lange introduktionsperiode kan stå i vejen

for, at den nye borger tager ansvaret for at bringe egne ressourcer og kompetencer i spil, som

kan hjælpe den enkelte i beskæftigelse (Task Forcen om integration: 2013). Task Forcen gør

ligeledes opmærksom på, at det nuværende lange integrationsprogram i nogle tilfælde bli-

ver brugt på måder, som kan fastholde udlændinge i forløb, der ikke nødvendigvis giver den

hurtigste vej til beskæftigelse, selvforsørgelse og aktivt medborgerskab.

Task Forcen anbefaler derfor, at den nuværende introduktionsperiode skal være mere inten-

siv, fleksibel og som udgangspunkt højst vare ét år mod i dag op til tre år– medmindre den

nye borger har særlige behov.

Task Forcen understreger dog, at det med en kortere introduktionsperiode er særligt vigtigt,

at kommunen hurtigt afklarer den nye borgers kompetencer og behov og igangsætter akti-

viteter og indsatser, der kan fremme beskæftigelse og aktivt medborgerskab.

Endvidere fremhæver Task Forcen, at når nyankomne borgere hurtigere overgår til den ge-

nerelle indsats, vil mange kommuner have behov for at styrke fagligheden i det generelle

system, så det rummer de nødvendige spidskompetencer til at håndtere de særlige udfor-

dringer hos fx traumatiserede og analfabeter.

Derudover anbefaler Task Forcen, at kommunerne skal operere med én sammenhængende

plan for integration; at det skal være lettere at kombinere danskuddannelse med beskæfti-

gelse; jobcentrene skal inddele gruppen af flygtninge/indvandrere i mere præcise målgrup-

per med forskellige typer af indsatser mv.; at der skal sættes en stram tidsfrist for, hvornår

afklaringen af nyankomne borgeres medbragte kvalifikationer skal være på plads, og kom-

munerne skal så vidt muligt tilbyde nyankomne flygtninge et ordinært job eller virksom-

hedsrettede indsatser i løbet af de første seks måneder mv.

Task Forcens anbefalinger

bygger på 10 kommunebesøg

og generel erfaringsindsamling.

Task forcen er kommet med 18 anbefalinger inden for fem temaområder: 1) modtagelse af nyankomne flygtninge

og familiesammenførte, 2) beskæftigelse, 3) udsatte familier med anden etnisk baggrund end dansk, 4) indsats i de udsatte

boligområder og 5) medborgerskab

Task Forcen besøgte 10 udvalgte kommuner, som omfattede: Aarhus, Ringkøbing-Skjern, Esbjerg, Hedensted, Fredericia,

Hillerød, Roskilde, Slagelse, Ishøj og København.

289