Spm. nr. US 33

Som vi ser det i Liberal Alliance, er en af de helt store udfordringer i det her land, at vi har så ufattelig mange mennesker placeret på en overførselsindkomst – folk i den arbejdsdygtige alder mellem 16 og 64 år. Vi har omkring 800.000 placeret uden for arbejdsmarkedet. Det er vel den største socialpolitiske katastrofe, vi overhovedet har i det her land, og vi er desværre i en langt, langt ringere situation, end man er f.eks. i Sverige. Der burde være 250.000 færre her på en overførselsindkomst i forhold til i Sverige.

Vi skal gøre noget ved den her udfordring. Det, der set fra Liberal Alliances side er vores problem, er, når vi ser på regeringens politik, at der ikke bliver gjort noget for alvor ved det her. Der er blevet lavet nogle småjusteringer, man kalder det reformamok nogle steder, men reelt set er det jo småjusteringer, for der er ikke noget i tallene fra regeringen selv, som peger i retning af, at vi vil få et markant fald på f.eks. 250.000 i antallet af personer på overførselsindkomst, så tallet kommer ned i nærheden af det svenske niveau. Det her har nogle store socialpolitiske konsekvenser for bl.a. de børn, som vokser op i familier, hvor man er i en situation, hvor enten den ene eller den anden ikke er i arbejde. Liberal Alliance har foreslået, at man kan give et massivt bidrag til at løse det her problem ved at lette skatten i bunden, ved at sørge for, at folk, som går på arbejde, får en lettelse – uanset indkomst – der svarer til ca. 20.000 kr. om året. Det er ud fra et grundlæggende princip om, at det er en dårlig idé, at man skal beskatte folk, inden de egentlig er i stand til at forsørge sig selv. Hvis man laver den her lettelse i bunden, giver det også et langt større incitament til også at tage lavtlønsjob og dermed komme i beskæftigelse.

Hvad siger statsministeren til at angribe den her problemstilling, den her socialpolitiske kæmpemæssige udfordring fra den vinkel – altså lette skatten i bunden?

Statsministeren.

Vi har jo lettet skatten, og vi har jo sikret, at det for flere mennesker kan betale sig at arbejde. Det er netop det, regeringen har gjort. Det kan godt være, vi ikke har gjort det i det tempo, Liberal Alliance synes er det rigtige, men det er måske også lidt overilet, kan man sige. Men vi har jo lettet skatten, og vi har sikret, at f.eks. enlige forsørgere får et højere beskæftigelsesfradrag, sådan at man får mere til sig selv ved at påtage sig et arbejde.

Nu har det været diskuteret rigtig meget, at der for 250.000 mennesker, som nogle siger tallet er, ikke er nogen nævneværdig gevinst ved at gå på arbejde, men vi skal bare huske, at halvdelen af de mennesker får over 2.000 kr. mere ved at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet, og det tror jeg for rigtig mange familier, selv om hr. Lars Løkke Rasmussen har gjort alt for at forklejne det, er rigtig mange penge. Så vi har jo gjort en del for at sikre, at vi kommer tættere på det her med, at den enkelte, når vedkommende tager et arbejde, også kan se det på familiens økonomis bundlinje. Og sådan skal det også være.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg står her ikke for ikke at anerkende, hvad man måtte have gjort. Jeg taler fremadrettet, fordi på trods af det, man har gjort, er der intet i tallene og i de forudsigelser, der kommer selv fra regeringens side, som tyder på et markant fald i det antal personer i den arbejdsdygtige alder, som er uden for arbejdsmarkedet. Og det er jo det, der er det store socialpolitiske problem.

Hvordan kan vi overhovedet acceptere det? Vi har, hvad man kalder en rød regering, og vi har stadig væk udsigt til ca. 800.000 placeret uden for arbejdsmarkedet, uden for fællesskabet. Så det, jeg prøver at få en diskussion op at køre om her, er: Hvad har regeringen af intentioner på området? Og så for gøre det meget konkret prøver jeg at tage udgangspunkt i vores eget udspil, nemlig at løfte markant i skatten i bunden, altså at give folk, som er i beskæftigelse, en skattelettelse, der svarer til ca. 20.000 kr. om året, så man ikke betaler skat af de første 84.000 kr., man tjener.

Lad mig prøve at gøre det her helt konkret i forhold til, hvad det kan betyde i en beskæftigelsessituation. Vi havde diskussionen med nogle slagteriarbejdere for nylig, som fik et tilbud – i citationstegn – om at gå 13.000 kr. ned i løn om året for at bevare arbejdspladser og måske oven i købet udbygge antallet af arbejdspladser i det her land. Det blev til et nej. Tænk nu, hvis de havde været omgivet at politikere, som havde sagt: Prøv at høre, I får en skattelettelse på ca. 20.000 om året. Så giver det måske mere mening at sige: O.k., af de 20.000 kr. giver vi så en lønnedgang på 13.000 kr. om året. Det er stadig væk 7.000 kr. mere til os selv, og så har vi oven i købet sikret arbejdspladserne og måske oven i købet udbygget arbejdspladserne.

Det er den tankegang, jeg gerne vil have statsministeren til at gå ind i og prøve at diskutere (Formanden: Ja tak!), fordi det har nogle enormt store, positive socialpolitiske konsekvenser, at man flytter folk fra at være uden for arbejdsmarkedet til at komme ind på arbejdsmarkedet. Vil statsministeren gå ind i den diskussion (Formanden: Statsministeren) og ikke bare sige, at vi har gjort noget. Vi skal jo gøre mere for at løse problemet.

Statsministeren.

Vi er meget tilfredse med, hvor langt vi er nået på skatteområdet. Vi er nået rigtig langt, også i forhold til hvad man kunne præstere i de sidste 10 år. Vi er nået rigtig langt på skatteområdet, og det er vi meget tilfredse med. Når man så oven i købet kan lave en skattereform, som er socialt fair og ordentlig, er det klart, at det er noget, vi er tilfredse med.

Men man skal også passe på, og det er der, hvor Liberal Alliance måske mildt sagt går lidt for vidt, fordi der jo også er en grænse for, hvor meget man kan sænke skatten, uden at det går ud over vores velfærd. Det er jo den balance, som regeringen hele tiden forsøger at finde, at vi har haft mulighed for at sænke skatten, vi har haft mulighed for at gennemføre nogle reformer, men vi er hele tiden optaget af den balance om, at vi ikke kan have nulvækst eller minusvækst, som Liberal Alliance går ind for, i den offentlige sektor.

Det er jo fair nok, at der er den forskel i dansk politik, men vi går altså ind for at finde en fornuftig balance, sådan at vi ikke sænker skatterne så meget, at vi ikke har råd til det velfærdssamfund, som det også er mit klare indtryk at danskerne gerne vil have. Danskerne, tror jeg, vil gerne have, at vi behandler vores ældre medborgere med værdighed og ordentlighed. ( Formanden: Ja tak!). De vil gerne have, at vores børn lærer mere i skolen, at der er plads til både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, og at vi har råd til et solidarisk velfærdssamfund. Det er den balance, regeringen er optaget af. Det er jo helt fair, at Liberal Alliance ikke er optaget af den balance, men det er regeringen nu engang.

Hr. Anders Samuelsen.

Jeg er ked af, at det skal blive så polemisk. Jeg ved ikke, om statsministeren vil komme med nogle citater fra vores principprogrammer og arbejdsprogrammer, hvor der står, at vi ikke ønsker, at man skal kunne få ordentlig undervisning, at man ikke skal modtage ordentlig socialhjælp, at man ikke osv. osv. Det er jo ikke det, diskussionen drejer sig om. Det, den i bund og grund drejer sig om, er, hvordan vi kan finansiere det her på en bæredygtig måde, samtidig med at vi løser nogle af de socialpolitiske udfordringer, vi står over for.

Jeg har selv arbejdet med handicappede i mange år, inden jeg kom ind i Folketinget, og set, hvilken ufattelig tilfredsstillelse det er at få en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet, og det, statsministeren står her i dag og siger til de mennesker, som står uden for og ikke kan komme ind, fordi der ikke er gang i arbejdsmarkedet, fordi de her arbejdspladser ikke opstår, fordi de flytter ud af landet, er, at vi synes, vi har gjort nok. Vi synes, at vi har gjort det rigtig godt, og vi har ligesom ikke rigtig mere at komme med. Det er da utrolig uambitiøst, og det er da en socialpolitisk katastrofe, hvis det er det, der er ambitionsniveauet for regeringen.

Kan man finde pengene uden at skære på den grundlæggende velfærd? Ifølge Ugebrevet Mandag Morgen er der 55 mia. kr. at hente ved at effektivisere. Regeringens egen produktivitetskommission har peget på, hvor mange milliarder der ligger. Det lille forslag, som vi har stillet, om at lette skatten i bunden, som virkelig ville have en enorm effekt i forhold til at skabe nye job og dermed flytte folk fra passiv forsørgelse over i en aktiv arbejdsmarkedsindsats, koster ca. 40 mia. kr. Så skal man ikke betale skat af de første 84.000 kr., man tjener om året. Hvorfor vil statsministeren ikke bare gå ind og begynde at diskutere det (Formanden: Ja tak!) i stedet for at lukke debatten ned og sige, at så ødelægger vi vores velfærdssamfund. Det er jo ikke det, der er vores ambition. Vores ambition er at sikre ligesom statsministeren – og jeg tror at vi er enige – et bæredygtigt velfærdssamfund.

Statsministeren

Det er lidt underligt, at hr. Anders Samuelsen siger, at jeg er polemisk, når jeg blot forsøger at sige, at der er forskel i dansk politik. Liberal Alliance må have deres holdninger. Vi har jo alle sammen hørt hr. Joachim B. Olsen udtale sig om de fattige i Danmark med utrolig stor mangel på respekt for, at vores liv kan falde forskelligt ud, og at man også kan ende på en side af livet, hvor tingene ikke er så lyse.

Jeg synes ikke, at det er et udtryk for, at Liberal Alliance er optaget af en fornuftig velfærdspolitik i Danmark. Og lad os da bare sige det, som det er: Liberal Alliance vil give kæmpestore skattelettelser på bekostning af fællesskabet og et stærkt velfærdssamfund. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det forholder sig sådan, og det, der ærgrer mig, er, at når man siger det, bliver man beskyldt for at polemisere.

Det er et fair nok synspunkt. Regeringen er bare lodret uenig, for vi mener, at man skal give skattelettelser, og det har vi gjort, men samtidig sikre, at vi får råd til en fornuftig balance og også kunne udvikle vores velfærdssamfund. Det er jo en helt naturlig forskel i dansk politik. Det ville klæde Liberal Alliance at erkende det og lade være at forsøge at bilde danskerne ind, at man både kan få det ene og det andet, for det kan man ikke.

Tak til hr. Anders Samuelsen. Så er det hr. Lars Barfoed.

Jeg er nødt til at sige, at det her er den femte runde, vi har haft af spørgetimen. Der er ikke sket så store overskridelser af taletiden de fire foregående gange, som der er i dag. Formanden har prøvet at være liberal, men det kan jo ikke blive ved (Munterhed).

Hr. Lars Barfoed.