Det er klart, at med faldende boligpriser oven på den finansielle krise kombineret med, at der også er et ændret bosætningsmønster i landet, giver det nogle udfordringer for yderområderne også på ejendomsmarkedet, men jeg mener ikke, som der står i spørgsmålet, at lovgivningen for realkreditbelåning indeholder barrierer for, at man kan udvikle yderområderne.
Hvis vi ser kort på statistikken, viser de tilgængelige data for realkreditsektoren, at nyudlånet for både land- og yderkommuner er steget i 2012 i forhold til 2011.
Det er på den baggrund vurderingen, at land- og yderkommuner ikke har haft en markant anderledes udvikling i nyudlån end resten af landet.
Jeg vil også sige, at det selvfølgelig er centralt i lovgivningen omkring realkredit, at man i forbindelse med långivningen jo skal vurdere, om der er et reelt aktiv, og om det aktiv også kan videresælges.
Det er det, det hele beror på, hele tilliden til systemet beror på.
Og hvis det vurderes, at et hus ikke er, om jeg så må sige, pengene værd, og det aldrig vil kunne videresælges, ja, så skal man ikke kunne give kredit i det tilfælde.
Det er jo en individuel vurdering fra gang til gang.
Sådan er det, men det bygger jo på et sundt princip om, at der skal være reale værdier for pengene, hvis man skal ud at belåne, og jeg tror, at vi gør klogt i at fastholde det princip hele vejen igennem, for ellers underminerer vi vores eget system.
Jeg har ved tidligere lejligheder talt med og til realkreditbranchen og sagt, at jeg ikke ser for mig, at bare fordi man bor i et bestemt postnummerområde, kan man så ikke få en individuel og ordentlig behandling i forbindelse med kreditvurdering af den enkelte bolig.
De har bekræftet over for mig, at sådan forholder det sig.
Så det regner jeg også med at man efterlever, fordi realkreditsektoren også har et samfundsmæssigt ansvar for, at man rent faktisk yder et lån de steder, hvor man kan.