1) Besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene (spørgetid).
(Se dagsordenens næste sider).
Forslag til lov om ændring af lov om valg til Folketinget. (Begrænsning af folketingsmedlemmernes adgang til at modtage godtgørelse for egen fast supplerende bolig i Københavnsområdet m.v.).
Af Mogens Lykketoft (S), Bertel Haarder (V), Pia Kjærsgaard (DF), Camilla Hersom (RV) og Anne Baastrup (SF).
(Fremsættelse 03.10.2013).
SPØRGSMÅL:
1) Til justitsministeren af:
Peter Skaarup (DF):
Vil ministeren oplyse, hvilken besvarelse der er mest korrekt, når ministeren i Folketingets spørgetid, onsdag den 23. oktober 2013, i besvarelsen af spørgsmål S 220 bl.a. oplyste, at »Nu er der så pr. oktober måned i år udført mere end 70 kontroller«, mens samme minister i besvarelsen af spørgsmål 197 (alm. del) fra Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 14. marts 2013 kunne oplyse, at »Rigspolitiet har endvidere til brug for besvarelsen af dette spørgsmål oplyst, at Københavns Politi fortsat gennemfører daglige kriminalitetskontroller på interne Schengen-ankomster«?
(Spm. nr. S 308).
2) Til justitsministeren af:
Peter Skaarup (DF):
Hvad er ministerens holdning til hashklubloven, som har gjort det muligt at lukke mange hashklubber, herunder om denne vil kunne bruges i forhold til en forbedring af rockerloven, så de mange rockerborge i boligområder kan lukkes?
(Spm. nr. S 309).
3) Til justitsministeren af:
Inger Støjberg (V):
Hvilke overvejelser gør ministeren sig om at afskaffe det nuværende integrationskriterium og erstatte det med et tilknytningskriterium ved udvælgelse af kvoteflygtninge, og hvordan mener ministeren, at det harmonerer med indholdet i regeringsgrundlaget?
(Spm. nr. S 314).
4) Til justitsministeren af:
Inger Støjberg (V):
Hvilke konsekvenser mener ministeren, at indførelsen af et tilknytningskriterium i stedet for et integrationskriterium for udvælgelsen af kvoteflygtninge vil have på integrationen i Danmark?
(Spm. nr. S 315).
5) Til justitsministeren af:
Torsten Schack Pedersen (V):
Vil ministeren i forlængelse af sit svar på REU, alm. del – 2012-13 – spørgsmål 860 oplyse, om ministeren mener, at det er udtryk for retssikkerhed, at frifindelse ved domstolene af en bilist i en sag om overtrædelse af hastighedsbegrænsningen på en given strækning ikke automatisk fører til, at andre bilister, der har fået en bøde for en lignende overtrædelse i samme tidsrum, får deres bøde annulleret?
(Spm. nr. S 316).
6) Til kulturministeren af:
Jan E. Jørgensen (V):
Hvad er ministerens principielle holdning til at lade kommuner overtage ejerskabet af parker fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme?
(Spm. nr. S 306).
7) Til kulturministeren af:
Jan E. Jørgensen (V):
Vil ministeren være indstillet på at lade Frederiksberg Kommune overtage ejerskabet af Styrelsen for Slotte og Kulturejendommes to parker på Frederiksberg, henholdsvis Frederiksberg Have og Søndermarken?
(Spm. nr. S 307).
8) Til ministeren for by, bolig og landdistrikter af:
Martin Henriksen (DF):
Hvad kan ministeren oplyse om den seneste udvikling i Egedalsvænge, hvor flere har udtrykt bekymring for den stigende muslimske indflydelse i boligområdet?
(Spm. nr. S 287).
9) Til beskæftigelsesministeren af:
Hans Andersen (V):
Hvad er ministerens holdning til, at for et ægtepar med børn, hvor begge er fyldt 30 år, og hvor den ene ægtefælle går hjemme, skal den anden ægtefælle tjene omkring 35.000 kr. pr. måned, for at ægteparret har 1.000 kr. mere til rådighed pr. måned end et ægtepar uden andre indtægter end kontanthjælp?
(Spm. nr. S 165 (omtrykt)).
10) Til beskæftigelsesministeren af:
Hans Andersen (V):
Hvad er ministerens holdning til, at ca. 330.000 danskere i dag ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets beregninger har et svagt økonomisk incitament til at arbejde?
(Spm. nr. S 166 (omtrykt)).
11) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:
Liselott Blixt (DF):
Hvordan vil ministeren sikre sengepladser i fremtiden til psykisk syge på de psykiatriske afdelinger samt sengepladser til de ældre medicinske patienter?
(Spm. nr. S 298).
12) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:
Liselott Blixt (DF):
Vil ministeren undersøge, om det er muligt at legalisere medicinsk cannabisolie, som en del borgere bruger mod svær sygdom som kræft?
(Spm. nr. S 299).
13) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:
Sophie Løhde (V):
Mener ministeren, at regionerne leverer den kræftbehandling, som borgerne har krav på?
(Spm. nr. S 312).
14) Til ministeren for sundhed og forebyggelse af:
Sophie Løhde (V):
Mener ministeren, at der er tale om en god eller en dårlig tendens, når privathospitalerne fra 2010 til 2012 har mistet hver femte offentlige patient (fra 133.773 til 107.777)?
(Spm. nr. S 313).
15) Til skatteministeren af:
Henrik Høegh (V):
Hvordan forventer ministeren, at besparelsen på 70 mio. kr. i finansloven på SKATs område omkring indsats skal udmøntes?
(Spm. nr. S 310).