Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 9:

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forholds årlige redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2014.

(Anmeldelse 27.02.2014. Redegørelse givet 27.02.2014. Meddelelse om forhandling 27.02.2014).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til Venstres ordfører, fru Fatma Øktem.

Mange tak, formand. Jeg vil gerne viderebringe en hilsen fra fru Charlotte Dyremose, der desværre ikke kan være til stede i dag, så min tale vil også være på vegne af Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til ligestillingsministeren for redegørelsen. Jeg har igen i år set frem til at læse regeringens kommende initiativer på området. Jeg vil starte med at rose regeringen. Jeg vil rose regeringen for at fortsætte VK-regeringens linje på ligestillingsområdet. Det pudsige er jo, at vi ofte bliver kritiseret for ikke at være ambitiøse på området. Alligevel er det tydeligt, at det stadig er Venstres politik, der er det bærende element i redegørelsen; det drejer sig om bydelsmøder, rettighedskampagnen, problemknuserne osv. osv. Men måske skyldes det, at regeringens revolutionerende forslag om øremærket barsel, kvoter til kvinder, kriminalisering af køb af sex ikke længere fylder i idékataloget. Ministeren har dog tilføjet mange undersøgelser og redegørelser, men jeg må alligevel konkludere, at VK-regeringens ligestillingspolitik nok har været ambitiøs nok til, at regeringen nu vælger at videreføre vores tiltag i vid udstrækning. Derudover vil jeg også gerne rose ministeren for noget andet. Jeg vil gerne rose ministeren for at have lyttet til og hørt, hvad jeg sagde ved sidste redegørelsesdebat. Sidste år opfordrede jeg ministeren til at kigge nærmere på to særlige områder, nemlig forholdene for homoseksuelle i etniske minoritetsmiljøer og ligestillingen i de etniske minoritetsmiljøer. Det er to områder, som jeg har kæmpet for at få mere på dagsordenen. Med dette års nye initiativer kommer der fokus på de to emner, så så langt, så godt, og et foreløbigt tak herfra. Nu håber vi bare, at initiativerne også bærer frugt, og det vil jeg helt sikkert holde øje med.

Jeg må dog indrømme, at jeg godt kunne tænke mig, at ministeren var gået en lille smule længere. Vi ved, at problemerne i de etniske minoritetsgrupper kun stiger, og at flere og flere henvender sig på krisecentrene på grund af den sociale kontrol, der stadig hersker i familierne. Tidligere var det et problem, som vi kun så hos kvinderne, men nu kan vi se, at de unge mænd også rammes og også henvender sig til krisecentrene. Det er vi som samfund simpelt hen nødt til at reagere på. Så selv om ministeren har formået at skabe en form for fokus på homoseksuelle i de etniske minoritetsgrupper og social kontrol, er jeg af den overbevisning, at ministeren med sine tiltag og forslag ikke kommer ind til kernen af, hvad det egentlige problem er. Min pointe er, at hvis vi vil opnå ligestilling i de etniske minoritetsgrupper og bryde den sociale kontrol, er det ikke nok bare med at informere og undersøge, vi er nødt til at tage fat der, hvor problemet starter, nemlig hjemme i familien. I mange familier med etnisk baggrund er det normen, at kvinden bliver i hjemmet og passer hus og børn, men det er en norm, som jeg mener afskærer kvinderne fra det danske samfund og de moderne normer, der hører til i et demokrati. Derfor mener jeg, vi skal have kvinderne i arbejde. Får vi først dem med, vil de være med til at præge deres børn i den rigtige retning mod bedre integration, mere ligestilling og væk fra den sociale kontrol. Derfor vil jeg opfordre ministeren til at sætte sig sammen med beskæftigelsesministeren og se på, hvilke reelle muligheder og redskaber der kan skabes for at få de her kvinder i arbejde.

Et andet emne, der fangede min opmærksomhed, da jeg læste redegørelsen, var »Exit Prostitution«. Ministeren nævner det i redegørelsen – og jeg citerer: »Prostitution generelt er et alvorligt socialt problem, der skal bekæmpes med effektive, målrettede og sammenhængende indsatser.«

Her finder jeg det en smule misvisende, at der så bliver henvist til »Exit Prostitution« som en løsning på området, specielt fordi der endnu ikke er blevet påvist nogen synlig fremgang eller i det mindste ændring for de 28 prostituerede, der er indlemmet i projektet. Derfor er det også foruroligende, at ministeren bruger »Exit Prostitution« som svar på problemerne, når det kun er 4 ud af 98 kommuner, der reelt er med i projektet. Det er et projekt, der som bekendt er afsat 46 mio. kr. til. Her er et initiativ, som regeringen har søsat, men hvor man ikke har formået at skabe de resultater, som der ellers stilles i udsigt, når vi læser redegørelsen.

Jeg ser frem til samrådet i Ligestillingsudvalget den 9. april og håber at få mere klarhed over, hvad dette projekt egentlig har medført. I samme forbindelse vil jeg nævne, at jeg synes, vi mangler ministerens holdning til Europa-Parlamentets nye anbefaling om brug af den svenske model. Jeg mener som bekendt, at Danmark bør tage afstand fra EU's indblanding i lovgivning om kriminalisering af køb af sex, men hvad mener ministeren?

Det sidste emne, jeg vil fokusere på, er det ansvar, som vi i Danmark har for at udbrede ligestilling i resten af verden. Et nyt år er lige begyndt, og der er allerede tre store ligestillings- og menneskerettighedssager. Den første af de tre sager, jeg tænker på, er Ruslands klapjagt på homoseksuelle. Det er en sag, der for alvor kom i fokus i forbindelse med OL i Sochi. Den anden er kriminaliseringen af homoseksuelle i Uganda. Den tredje er Iraks jaafarilov, der legaliserer ægteskab med piger helt ned til 9-årsalderen. Det er mig en gåde, at den slags kan forekomme i en moderne globaliseret verden. Jeg havde håbet, vi var kommet meget længere med ligestilling, også ligestilling på globalt plan.

Heldigvis er Danmark i front, når det gælder ligestilling, og derfor mener jeg også, at vi har et ansvar for at udbrede den. Vi skal bruge vores viden, vores gennemslagskraft. I redegørelsen kommer regeringen ind på forskellige udmærkede initiativer til, hvordan Danmark kan påvirke verdens dagsorden inden for ligestilling, men jeg mangler stadig en stærk stemme fra ministeren og regeringen. Danmark bør klart og tydeligt tage afstand fra lande, der f.eks. udstøder og mishandler deres borgere, fordi de er homoseksuelle, eller de lande, der åbenlyst legaliserer det, vi herhjemme betegner som pædofili. Jeg glæder mig til at følge regeringens initiativer på ligestillingsområdet, og som altid kommer vi gerne og drøfter løsninger, når og hvis ministeren inviterer os. Jeg takker hermed for ordet og ser frem til en god debat.

Der er en række korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Jeg vil gerne høre Venstres ordførers holdning til sagen om Bella Sky, altså den sag, der kører om hotellet, som har oprettet en kvindeetage. Inden jeg beder ordføreren om at svare, vil jeg sige, at jeg så, at Carl-Mar Møller har sagt noget interessant i den her sammenhæng. Nu er det jo ikke så tit, han bliver citeret her i Folketingssalen, så jeg tænkte, at det måske var på sin plads i dag, og jeg fandt tilmed også et citat, hvor der ikke bliver bandet, så jeg ikke får nogen reprimander, når jeg lige vil læse det højt for jer her.

»Der skal selvfølgelig være lige rettigheder og løn mellem mænd og kvinder, men alt det der tvangsharmoni er noget værre pladder.«

Det siger Carl-Mar Møller som en kommentar til Bella Sky-sagen. Hvad er ordførerens holdning til den her sag?

Ordføreren.

Min holdning er helt klart, at selvfølgelig skal man overholde loven. Når det så er sagt, vil jeg sige, at det her jo egentlig er med til, at vi burde sætte fokus på Ligebehandlingsnævnets samarbejde. Jeg har tidligere – jeg mener, det var sidste år – henvendt mig skriftligt til ministeren for at høre, om der var mulighed for, at vi på en eller anden måde kunne sætte et filter ind, så nævnet kunne gå ind og afvise sager, inden det når så langt som her.

Jeg synes, nævnet har en berettigelse, og at det er et vigtigt nævn, vi har. Problemet er bare, at det også er ved at blive en magnet for nogle sager, som mange synes er fjollede eller ikke er vigtige, og det må ikke tage fokus fra, at det faktisk har en eksistensberettigelse i, at det skal gå ind og behandle diskriminationssager. Lige netop med hensyn til Bella Sky har jeg jo opfordret hotellet til også at lave en mandeetage.

Rasmus Horn Langhoff.

Jeg er helt enig med Venstres ordfører i, at nævnet i allerhøjeste grad har en berettigelse og udfører et meget, meget vigtigt stykke arbejde. Jeg tror, at jeg på samme måde som Venstres ordfører en gang imellem ærgrer mig lidt over, at det bliver de der skøre sager, som ender med at få opmærksomheden.

Når det så er sagt, er grunden til, at jeg hiver den her sag frem, også, at jeg synes, der er noget lidt principielt i sagen, og jeg vil høre, om Venstre er enig i det principielle. Grunden til, at jeg synes, at den sag er interessant, er, at for mig handler ligestilling om at sikre frihed, altså reel frihed for mænd og kvinder, altså sikre, at alle får en lige god behandling, altså sikre ligestilling, ikke sikre ligemageri eller ensliggørelse. Vi behøver ikke at blive behandlet på præcis den samme måde, så længe vi bliver behandlet lige godt.

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Rasmus Horn Langhoff i, at vi ikke kan behandle alle ens, men alle skal have de samme muligheder. Det er også det, jeg ser som ligestilling, altså at man skal have de samme rettigheder og de samme muligheder, og det har vi også. Nu er det så Bella Sky, som hr. Rasmus Horn Langhoff spurgte om min holdning til. Jamen altså, der er jo mulighed for at bo på hotellet, kan man sige, og det er ikke, fordi der er nogen, der bliver diskrimineret. Og hvordan er det, man går ind og kigger på den diskriminationsdefinition? Jeg mener ikke, at alle skal behandles nøjagtig ens og skal have tvangsadgang til alt, fordi der er nogle, der har en adgang. Det gør jeg ikke. Det vigtigste for os i Venstre er, at alle har lige rettigheder og lige muligheder og kan bruge dem frit.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Tak til Venstres minister for det, der blev sagt om nydanskere. Jeg synes, det er godt, at man fremhæver det, men vi har også nogle gammeldanskere i det her samfund, og der er jo ikke ligestilling på det danske arbejdsmarked. Ligeløn er der ikke sket noget med. Deltidsarbejde er vokset for kvinderne, i hvert fald under den gamle regering.

Jeg vil prøve at spørge ministeren: Når ministeren siger, det er godt, at den nye regering faktisk følger Venstres politik, betyder det så, at det, man gjorde under den gamle regering, nemlig ingenting, er det, der skal fortsætte også under den nye regering. Så derfor vil jeg prøve at spørge ministeren ... eller spørge ordføreren om det.

Ordføreren.

Mange tak for, at Enhedslistens ordfører udnævner mig til at være minister og gentagne gange har sagt det. Tak for det, jeg skal prøve at leve op til tilliden.

Nej, spøg til side. Jeg kan godt se, at vi stadig væk har nogle udfordringer. Når jeg vælger at fremhæve det med etniske minoritetsgrupper i dag og ligestillingen dér, er det ikke, fordi jeg ikke siger, at vi har andre udfordringer i Danmark. Jeg vælger bare at prioritere og sige: Hvad er det vigtigste? Det er vi nødt til, og jeg har prioriteret det her i debatten i dag.

Men når det så er sagt, synes jeg jo ikke, at den tidligere regering ikke har gjort noget. Jeg synes faktisk bare, man skal kigge på den her redegørelse i dag – og det er derfor, jeg takker ministeren og regeringen for at videreføre VK-regeringens initiativer – så kan man jo se, at vi har været inde og prøve at gøre nogle tiltag for at ændre på det kønsopdelte arbejdsmarked. Det er jo lige så meget valg af uddannelse, der er med til at skabe det kønsopdelte arbejdsmarked. Der er blevet sat nogle initiativer i gang for at fremme pigernes adgang til tekniske uddannelser igennem praktikpladser osv. Jeg nævnte det også i min ordførertale. Jeg sagde, at det med »problemknuserne« var et initiativ, der blev sat i gang dengang.

Så jeg er ikke enig med hr. Jørgen Arbo-Bæhr i, at der ikke blev gjort noget, og at man ikke anerkendte det kønsopdelte arbejdsmarked som en udfordring. Ja, det var vist svaret.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg undrer mig en del, for Venstres ordfører bliver ved med at sige, at man har gjort noget, men hvad har man gjort konkret? Har Venstre gjort noget, for at det kønsopdelte arbejdsmarked skal være mindre, eller for at det skal være større? Det er faktisk vokset, ikke mindst under den tidligere regering. Og hvad betyder det konkret, at man skal have nogle flere kvinder ind på de erhvervsrettede uddannelser? Jeg har ikke set noget i det her forlig, der er blevet indgået om det. Står der noget om de kvinder, som gerne vil ind på de erhvervsrettede uddannelser? Jeg har ikke set det, så jeg vil prøve at spørge: Hvad er det konkret, man har gjort?

Ordføreren.

Altså, i næste uge skal vi jo behandle forslaget om kønsopdelte lønstatistikker. Det var også noget, Venstre satte i gang dengang, nemlig at når man var en virksomhed med over 35 medarbejdere, kunne virksomheden gå ind og lave kønsopdelte statistikker.

For os er det afgørende, at man har friheden til selv at vælge, hvilket erhverv man vil have, og hvilken uddannelse man gerne vil tage. Der er et kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark, ja, og vi synes også, at man skal lægge hele paletten frem for både piger og drenge med, hvilke erhvervsmuligheder de har, hvilke uddannelsesmuligheder de har, men vi vil jo ikke tvinge nogen til at tage en bestemt uddannelse, og vi vil ikke tvinge folk til at gå ind på nogle bestemte områder, fordi det ser bedre ud. Nej, vi går ind for, at de har friheden til selv at vælge, hvilken uddannelse de vil tage. Og når vi går ind og kigger på det med lønstatistikkerne og forskellen på det kønsopdelte arbejdsmarked, kan vi se, at det er den måde, pigerne uddanner sig på i forhold til drengene, der er et af de største elementer i, at der er den forskel.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Tusind tak. Jeg kan forstå på Socialdemokraternes ordfører, at det største ligestillingsproblem, som vi skal bruge tiden på, er Bella Sky, og Venstres ordfører mener, at det er det internationale samarbejde, og at det er kvinder, som bliver udsat for social kontrol, som er det allerallervigtigste lige nu. Det er ikke, fordi jeg ikke er enig.

Nu talte ordføreren selv om de der kønsopdelte statistikker. Mig bekendt gjorde »VKO-regeringen« det, at de forringede loven ved at sætte antallet højere op – så det var vel ikke en forbedring, man lavede? Men jeg kunne godt tænke mig konkret at spørge: Hvilke af de ligestillingsproblemer, der er i Danmark, mener Venstres ligestillingsordfører at Venstre gerne ville løse, hvis man havde magten? Er ligeløn et problem? Er manglende kvinder i toppen et problem? Er mænd, der ikke tager barsel, et problem?

Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om Venstre synes det er et problem eller ikke er et problem.

Ordføreren.

Mange tak. Jeg skal med glæde referere det, jeg sagde i min ordførertale, for fru Özlem Sara Cekic, som åbenbart ikke har lyttet. For jeg synes, at jeg påpegede, og jeg sagde også i mit tidligere svar, at det her er en prioritering. Jeg har herfra meddelt, hvad vi i Venstre ser som det største ligestillingsproblem, og det er, at der er nogle mennesker, der ikke har den samme frihed, som rigtig mange i Danmark har. Det er for Venstre den største udfordring på ligestillingsområdet. Vi under alle den samme frihed til at bestemme over eget liv og egen krop og tage de beslutninger, der ellers er relevante for et menneske livet igennem. Det synes vi er ret alvorligt.

Derefter kan jeg jo sige, som jeg sagde tidligere: Hvis man kigger redegørelsen igennem og vælger at se den sammen med redegørelsen for 3 år siden, er det mere eller mindre de samme ting, der bliver påpeget. Det er rigtigt, at vi ikke har vanvittig mange kvinder i bestyrelser. Vi vil gerne have flere kvinder i bestyrelser. Det ser Venstre gerne, og derfor satte vi også nogle tiltag i gang. Vi ser gerne flere fædre tage barsel, derfor har vi også en meget fleksibel barselsordning.

Det er ikke, fordi vi ikke synes, at de ting er relevante eller vigtige for en øget ligestilling, men vi prioriterer, og når fru Özlem Sara Cekic spørger, hvad der er vigtigst, så mener vi, at frihed, ultimativ frihed til den enkelte til at bestemme over eget liv, er det vigtigste.

Özlem Sara Cekic.

Jeg påstod jo faktisk heller ikke, at ordføreren sagde, at Bella Sky var en ret vigtig ting. Det var jo min kommentar til den socialdemokratiske ordfører. Så hvem der lytter, og hvem der ikke lytter ...

I forhold til selve ligestillingsdebatten synes jeg tit, at når man hører Venstre, hører man jo, at det, regeringen gør, eller det, regeringen ikke gør, er rigtig godt, og samtidig mener man jo grundlæggende, at det ikke er de største problemer, man gerne vil løse fra Christiansborgs side. Man snakker godt nok meget om frihed, men hvad man så vil gøre for at sikre friheden, har jeg indtil videre ikke hørt Venstre komme med nogen bud på. Altså, man kan jo diskutere, hvor frit et menneske er, når hun bliver solgt til næsten 200 kr. i Istedgade – man kan jo diskutere, hvor meget frihed der er for hende.

Derfor er mit spørgsmål en gang til: Hvad er Venstres ligestillingsdagsorden? Hvad er det, Venstre arbejder for i Danmark? Vi er enige om social kontrol, vi er enige om det internationale samarbejde, men hvad er det for en dagsorden Venstre vil sætte i forhold til ligeløn, i forhold til barsel? Hvad er det, Venstre vil gøre konkret, for at fremskynde en reel ligestilling?

Ordføreren.

Det kan jeg svare meget kort på. Modsat SF vil vi ikke tvinge nogen. Vi vil hverken tvinge virksomhederne til at ansætte nogen bestemte personer eller tvinge familierne til at fordele deres barsel på en bestemt måde. Vi vil ikke kriminalisere kunderne, når det handler om sex. Så modsat SF går vi ikke ind for tvang.

Vi går ind for mere viden, og vi går ind for at sætte nogle tiltag i gang. Jeg nævnte bl.a. reelle redskaber og initiativer, der kan få indvandrerkvinder i arbejde. Vi havde 225-timersreglen, som den siddende regering valgte at afskaffe. Det var faktisk et reelt redskab, som man kunne bruge til at få indvandrerkvinder i arbejde.

En kort bemærkning fra fru Liv Holm Andersen.

Tak for det. Mit spørgsmål er meget kort: Mener Venstres ordfører, at prostitution er et socialt problem?

Ordføreren.

Ja, men vi mener også, at der er mange årsager, og at man skal adressere det rigtigt. Prostitution er for Venstre ikke lig med trafficking. Der er nogle prostituerede, hvorom vi er nødt til at sige, at det er et socialt problem, og at det er det, der kommer før prostitutionen, som er et problem. Det kan være et misbrug, det kan være mange andre ting. Men generelt er det et socialt problem.

Liv Holm Andersen.

Det er jeg glad for at høre, for man kan godt blive i tvivl, når man hører de borgerlige diskutere og adressere prostitution. Men så kunne jeg godt tænke mig at høre, når nu ordføreren synes, det er et socialt problem, og samtidig hermed langer ud efter »Exit Prostitution«, som er en metodehåndtering og derfor en måde for kommunerne til at komme videre på med en håndtering af det her sociale problem, hvad partiet Venstre mener at der mere skal gøres på det her område. For så er vi da meget interesseret i at diskutere løsninger.

Ordføreren.

Grunden til, at jeg går efter »Exit Prostitution«, er med i redegørelsen. Det er, fordi vi ikke har nogen tal på det. Jeg har tidligere indkaldt ministeren i samråd omkring »Exit Prostitution« for at høre, hvor langt man er kommet. Det var ligesom med henblik på det.

Venstres holdning er den: Vil man gerne ud af prostitution, så skal der også være reelle redskaber, og der skal være den hjælp, som er fornøden. »Exit Prostitution« er ikke noget, vi kan fremhæve på nuværende tidspunkt, fordi vi ikke har fået resultaterne endnu. Det var sådan set det, jeg kritiserede, nemlig at det er med i en redegørelse som et eksempel på noget, der virker, når vi ikke ved, om det virker.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. For ganske nylig var det kvindernes internationale kampdag, og da kampdagen blev lanceret tilbage i 1910, handlede det først og fremmest om at sikre valg- og stemmeret til kvinder. Men kvindebevægelsen kan føje en lang række sejre til cv'et, og derfor fristes nogle måske også til at spørge sig selv: Er vi mon kommet helt i mål med ligestillingen? Det vil jeg gerne komme tilbage til.

I år havde jeg fornøjelsen af at fejre kvindernes internationale kampdag til FN's Kvindekommission i New York. Her mødes repræsentanter fra alle FN's medlemslande hvert år for at evaluere fremgangen for ligestilling og nogle gange desværre også tilbagegangen og sætte alvorlige ligestillingsudfordringer på dagsordenen. I år var temaet bekæmpelse og forebyggelse af alle former for vold mod kvinder og piger. Og det er et meget alvorligt og vigtigt tema, ikke bare i verden, men også herhjemme i Danmark. For nylig viste en europæisk undersøgelse, at vold mod kvinder her i landet fortsat er alt, alt for udbredt. Det skal vi selvfølgelig gøre noget ved, og derfor er jeg også glad for, at regeringen har det med i perspektiv- og handlingsplanen for i år.

I løbet af vores mange møder og arrangementer til FN's Kvindekommission blev mændenes rolle også flere gange fremhævet, og det er jeg egentlig glad for, for jeg tror, vi er nødt til konstant at have begge køn med, når vi taler ligestilling. Mændene skal også frem i forreste linje, når ligestillingen halter og kampen mod vold mod kvinder er på dagsordenen – der skal mændene også støtte op om kampen.

Med regeringens nye handlingsplan mod vold i familien bliver indsatsen til at bekæmpe vold i nære relationer styrket, og det er vigtigt. Et andet område, som Socialdemokratiet er glad for er kommet med i perspektiv- og handlingsplanen, er ligestillingsudfordringerne på arbejdsmarkedet. Vi halter stadig bagefter med ligelønnen, ja, faktisk så meget, at fagforeningen FOA har regnet sig frem til, at det vil tage 534 år at få ligeløn i Danmark, hvis ikke der er politisk handling. Og så gammel er der jo ikke nogen af os der har planer om at blive, så det skulle jo gerne ske i vores levetid, at vi kan få ligeløn i Danmark. Derfor er det også godt at vide, at vi allerede i næste uge her i salen skal diskutere Beskæftigelsesministeriets lovforslag om en udbygning af de kønsopdelte lønstatistikker.

Det er et skridt i den rigtige retning, når vi sætter flere kvindelige forskningstalenter i spil med det nye YDUN-program, at vi sætter ind i forhold til at få flere mænd ind i daginstitutionerne, og at vi styrker fagligheden omkring køn i pædagoguddannelsen. Men når vi taler om arbejdsmarkedet, handler det jo også om familielivet, at få hverdagen til at hænge sammen for småbørnsfamilier, og om fordeling af forældreorloven, barselsorloven. Et af de områder, som jeg som ligestillingsordfører har lagt meget vægt på, er, at vi ikke fra det offentliges side må være med til at fastholde en oldnordisk forståelse af, hvad det vil sige at være forældre, altså at mødrene konsekvent bliver betragtet som de primære forældre og fædrene som de sekundære forældre, som måske, måske ikke tager en del af ansvaret. Den tid må være forbi. Mænd vil også gerne tage ansvar for børnene, og derfor er det rigtigt, når perspektiv- og handlingsplanen også har sat fokus på ligestilling i det offentlige og den offentlige kommunikation.

Det gælder både, hvordan man konkret arbejder med køn inden for vores velfærdsområder, men også hvordan det offentlige kommunikerer. Her har vi før set eksempler på, at f.eks. en standardpjece til studerende, der får børn, mens de studerer, overhovedet ikke gør opmærksom på, hvilke rettigheder faren har for at holde orlov med sit barn, men kun gør opmærksom på morens rettigheder. Det er så heldigvis blevet ændret, efter at der er blevet gjort opmærksom på det.

Vi har også set eksempler på, hvordan kommunerne rundtomkring i landet konsekvent, når de skulle gøre forældrene opmærksomme på deres barselsrettigheder, informerede mødrene og ikke informerede fædrene. Det er også udtryk for en gammeldags opfattelse af, hvem det egentlig er, det her vedkommer. Det vedkommer naturligvis begge forældre. Det er der heldigvis også blevet ændret på nu. Men det er bare for at nævne et par eksempler, som, hvis ikke vi er ude og kigge efter det, ikke bliver opdaget. Så der er altså med andre ord nok at tage fat på af den her slags sager rundtomkring.

Endelig ser jeg også frem til, at vi fortsætter indsatsen for at hjælpe prostituerede ud af prostitution. I Socialdemokratiet betragter vi prostitution som et alvorligt socialt problem, og det er vigtigt, at alle prostituerede her i landet oplever en udstrakt hånd til at få hjælp til at komme ud af prostitutionen. Derfor er det rigtig udmærket med de her exitprogrammer, som nu er i gang i de største byer. Det hjælper ikke alle, det er jo ikke i hele landet, men det er, sådan som jeg ser det, et projekt, som både skal hjælpe en masse, men som vi også skal drage erfaringer af, og som vi kan tage med i vores videre arbejde for at hjælpe prostituerede ud af prostitutionen.

Jeg ser også frem til den kommende kampagne mod menneskehandel, som bl.a. er rettet mod efterspørgslen efter købesex. Det er med til at sende et meget vigtigt signal, måske i virkeligheden særlig til vores unge. Vi ved, at det har store menneskelige konsekvenser at være i prostitution, og det er vigtigt at få fortalt og få talt om.

Så for lige at vende tilbage til det med kvindernes internationale kampdag vil jeg sige, at jeg mener, det står helt klart, at vi stadig har en række udfordringer at slås med her i landet, selv om vi er nået langt. Selv om vi er nået rigtig langt, er der udfordringer.

Fra Socialdemokratiets side er vi glade for, at regeringen med perspektiv- og handlingsplanen for i år fortsætter arbejdet med at sikre ligestilling her i landet.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Cekic.

Tak for talen. Ordføreren siger, at mænd også gerne vil tage ansvar for deres børn, og jeg tror, at ordføreren nok er et af de folketingsmedlemmer herinde, som allerbedst ved, at løn- og arbejdsvilkår og kulturen på arbejdspladsen også har en betydning, hvis man skal tage barsel som mand.

Nu spørger jeg jo ikke om ordførerens personlige holdning til øremærket barsel – den tror jeg hele Danmark efterhånden kender – men jeg vil gerne høre: Går Socialdemokraterne ind for øremærket barsel, eller gør man det ikke?

Ordføreren.

Socialdemokratiet bakker op om regeringens politik, og regeringen har ikke tænkt sig at fremlægge noget lovforslag om at øremærke en del af barslen. Det traf regeringen beslutning om sidste år, og det respekterer Socialdemokratiet.

Når det så er sagt, er det et meget, meget stærkt socialdemokratisk ønske at kigge på, hvordan vi kan sikre bedre muligheder, fordi vi rent faktisk har en tro på, at mænd gerne vil bruge tid sammen med deres børn. Vi tror på, at der er en grund til, at de har fået børnene, og at de også gerne vil sikre, at børnene kommer godt i gang, og gerne vil have et tæt forhold til børnene.

Så vi vil gerne kigge på, hvordan vi kan være med til at sikre bedre muligheder for, at mænd kan få mere tid sammen med deres børn. Noget af det handler om løn, noget af det handler om arbejdspladskultur, noget handler om kultur, og vi skal i virkeligheden rundt om hele paletten.

Özlem Cekic.

Hvis jeg var interesseret i, hvad regeringen mente, havde jeg spurgt ministeren, og det skal jeg nok gøre. Ordføreren er jo ikke minister i regeringen. Jeg spurgte faktisk, hvad Socialdemokraternes holdning var, og jeg var også så venlig, at jeg ikke gik efter ordføreren, og derfor sagde jeg, at jeg godt kender ordførerens personlige holdning.

Det må da være det mest naturlige, at man, når man står på talerstolen, giver udtryk for, hvad ens parti mener. Går Socialdemokraterne ind for øremærket barsel, eller gør de ikke? Jeg er helt med på, at når man sidder i regering, indgår man en masse kompromisser og siger ja til mange ting, men jeg kunne godt tænke mig at høre: Er det kompromis, Socialdemokraterne har indgået, en officiel politik fra Socialdemokraternes side, eller går man ind for øremærket barsel?

Ordføreren.

Vi bakker op om regeringens politik, og det er helt korrekt, at når man sidder i en regering, indgår man kompromisser, og det må ordføreren for SF jo også være fuldt ud opmærksom på.

Fru Fatma Øktem for en kort bemærkning.

Mange tak. Så kan jeg jo spørge om noget andet, og det er omkring prostitution. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Socialdemokratiet går ind for kriminalisering af køb af sex.

Ordføreren.

Det kan jeg svare meget kort på: Det gør Socialdemokratiet.

Fatma Øktem.

Ordføreren var inde på programmet »Exit Prostitution«. Hvad siger ordføreren til, at det program, vi har haft kørende i over 3 år nu, og som også er nævnt i redegørelsen her, faktisk kun har haft 28 kvinder inde over? Vi er på tredje år, der er afsat 46 mio. kr., og som sagt er det sådan set kun 28 kvinder, der har været i berøring med projektet. Vi ved ikke engang, om det har fungeret.

Hvad synes ordføreren om det? Er det ikke kun symbolpolitik, når det er sådan, at man i princippet fremhæver noget, der måske faktisk slet ikke har virket?

Ordføreren.

Jeg håber virkelig ikke, at det er symbolpolitik. Jeg interesserer mig ikke særlig meget for symbolpolitik. Jeg vil have rigtig politik, der hjælper rigtige mennesker. Jeg har læst mig frem til, at det er 38 deltagere – men det skal ikke skille os ad, det behøver vi ikke diskutere her.

Mit ønske er, at det her projekt kommer til at hjælpe mange kvinder, og at det kommer til at betyde, at prostituerede de steder, hvor projektet kører, oplever, at der er en vej ud af prostitution. Så er der nogle, der vil tage imod tilbuddet, og der er nogle, der ikke vil tage imod tilbuddet, men som måske så oplever, at tilbuddet er der, og så måske er parat til det om 1 år eller 5 år, eller hvornår man er parat til det.

Men jeg ønsker det bedste for det her projekt; jeg ønsker, det hjælper så mange som muligt, og jeg ønsker at få nogle erfaringer ud af det, som man kan bruge i resten af landet.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Socialdemokratiets ordfører sagde, at han gerne vil kigge på øremærket barsel eller en eller anden form for barsel for mænd. Derfor vil jeg prøve at spørge ordføreren om, hvad han tænker på. Altså, vi har de der 3 måneders øremærket barsel, men hvad skal man ellers gøre på barselsområdet? For ministeren siger jo i sin redegørelse, at der skal være mere barsel til mænd, men der står ikke noget om hvordan.

Så derfor synes jeg, det er godt, når Socialdemokratiets ordfører siger, at vi skal gøre et eller andet. Så spørger jeg bare: Hvad er det konkret, man vil gøre?

Ordføreren.

En af de ting, som jeg mener har en stor betydning for, hvordan forældreorloven bliver fordelt i dag, er jo lønforskellen. Det er det løngab, der er mellem mænd og kvinder. Det, vi her i næste uge skal i gang med, er at gå ind og kigge på, hvordan vi kan få skabt mere åbenhed om det løngab, der er mellem mænd og kvinder. Og det, som er allermest interessant i det her løngab, er jo den del af løngabet, som ikke kan forklares, altså som ikke kan forklares med forskellige brancher; som ikke kan forklares med forskellige uddannelsesvalg eller andre ting, men som bare er et fuldstændig ulogisk løngab, som kun kan forklares ved, at der her er nogle mænd, og at der her er nogle kvinder. Det er vigtigt, at vi får det ud i offentligheden, for at vi kan diskutere det, så man kan gøre noget ved det ude på den enkelte arbejdsplads. Jeg siger ikke, at det løser det i sig selv, altså at når det er i orden, så kommer mænd og kvinder til at have lige gode muligheder for at holde forældreorlov, men det er et skridt i den rigtige retning.

Et af de steder, som jeg mener også er lidt underbelyst, handler om nogle af de sager, som jeg selv har været involveret i, hvor jeg har taget fat i den måde, det offentlige kommunikerer på til forældrene. For ikke så længe siden blev der fra samtlige landets kommuner sendt et brev til moderen – kun til moderen – og det gør opmærksom på moderens rettigheder i forbindelse med at holde forældreorlov, og det beder moderen om, at hvis hun synes, at faderen skal holde noget af orloven, skal hun henvende sig til kommunen. Hvis ikke hun henvender sig til kommunen, så forventer kommunen sådan set bare, at moderen holder hele forældreorloven.

Så kan man have nok så gode vilkår på arbejdspladsen; så kan man have nok så gode barselsvilkår det ene og det andet sted, men hvis noget helt basalt som at få at vide, hvad ens rettigheder er, kun er forbeholdt den ene forælder, så har vi virkelig et problem. Og så er det jo sådan et sted, vi også skal tage fat. Det er der heldigvis blevet taget fat på, og det er heldigvis blevet ændret nu her for nylig. Men den type sager er der mange af, og det er med til at forstærke det her billede – ja, nu skal jeg nok stoppe – af, at fædrene er sådan nogle, som er kørt fuldstændig ud på et sidespor.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg synes, at det var hønen og ægget, for en anden fordeling af barselsorlov ved man jo godt også betyder mere lige løn – i stedet for nu, hvor det jo kommer forfra. Så derfor: Ligeløn først, og så kan det måske gøre noget ved barselsorloven.

Spørgsmålet er: Hvis de ting, som ordføreren siger, ikke virker, hvad gør man så? Hvad skal man gøre for at få en mere ligelig fordeling af barselsorloven, hvis ikke det skal være øremærket? For det var jo en del af regeringsgrundlaget. Det undrer mig meget, at man så nu siger, at ja, det ene og det andet og det tredje og det fjerde. Men øremærket barsel, er det fuldstændig droppet fra regeringens side?

Ordføreren.

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg er helt enig med Enhedslistens ordfører i, at barsel og løn jo hænger uløseligt sammen. Hvis du starter på det ene, kan det være med til at løse det andet. Det kan lige så godt starte det ene sted som det andet sted.

Hvad nu, hvis det ene ikke virker? Jamen så må vi jo sammen her i Folketinget diskutere, hvordan vi kommer videre, og jeg synes da ikke, at der er noget, der er forbudt at diskutere, eller at der er nogen problemer, som det er forbudt at gøre opmærksom på.

Jeg mener, at det er et reelt problem, at mænd ikke holder mere orlov, end de gør, for jeg er af den fuldstændig klare overbevisning, at mænd gerne vil. Så derfor skal vi have ryddet nogle af de barrierer af vejen, og jeg er villig til at diskutere det hele.

Når det så er sagt, kommer der ikke forslag om øremærket barsel fra regeringen.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Jeg skal starte med at sige tak til ministeren for redegørelsen. I Dansk Folkeparti mener vi, at det er godt at se, at der i perspektiv- og handlingsplanen i indledningen som noget af det første nævnes, at der er brug for en stor indsats for ligestilling i nogle etniske minoritetsmiljøer, og at specielt social kontrol, som oftest pigerne i disse miljøer er udsat for, udgør en central udfordring. Derfor er det også meget positivt at se, at visionen for ligestillingsarbejdet som et af de fire mål netop indeholder et mål om at begrænse den sociale kontrol af nydanske piger og drenge.

Her er der da noget at tage fat på, for det bør være et fåtal i Danmark, der udsættes for social kontrol, så familien af hensyn til familiens ære og omdømme styrer og kontrollerer de unges adfærd. Det chokerende er nemlig, at vi ikke kan nøjes med at tage fat på nyindvandrere og oplyse om det danske syn på ligestilling, frihed og udfoldelsesmuligheder. Nej, vi er også nødt til at have fat i efterkommere af indvandrere, og vi taler altså her om anden-, tredje-, ja, måske endda fjerdegenerationsindvandrere. For mens 91 pct. af indvandrerpigerne oplever social kontrol, er det 92 pct. af efterkommerpigerne, der oplever det. Og for drengenes vedkommende er det 79 pct. af indvandrerdrengene, men hele 84 pct. af efterkommerdrengene, der oplever social kontrol.

Rigspolitiet har siden 2007 registreret æresrelaterede sager. I 2007 var der 137 sager, og i 2011 var der 155. Det er en stigning på ca. 13 pct. på 5 år, som ministeren i øvrigt i redegørelsen kalder et nogenlunde konstant niveau . Godt nok er tallene ikke store, men en stigning er der altså, og æresrelaterede sager burde slet ikke eksistere i Danmark. Det er et fænomen, som kommer udefra, og som bør bekæmpes med alle midler.

Tal fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre viser, at antallet af henvendelser om æresrelaterede konflikter er steget fra 101 i 2005 til 1.146 i 2013. Det er en stigning på mere end 1.000 pct. Derfor undrer det mig også, at det eneste, ministeren og regeringen vil gøre for at ændre dette, er at fortsætte den nuværende indsats mod social kontrol og æresrelaterede konflikter. Ærlig talt tror jeg, at der inden for dette område er brug for nytænkning, for det er jo åbenlyst, at den eksisterende indsats ikke virker – ikke når tallene stiger på den måde.

Som ved tidligere års ligestillingsredegørelser er der også denne gang fokus på bekæmpelse af vold i familien og i nære relationer. Regeringen har over en fireårig periode afsat 36 mio. kr., som skal styrke og supplere den eksisterende indsats. Også her er der måske brug for nytænkning, for umiddelbart ser det ikke ud til, at antallet af kvinder og mænd, der udsættes for vold, falder. Det burde jo ske, hvis den indsats, man gør, har en effekt.

Her vil jeg gerne fremkomme med et ønske fra Dansk Folkeparti eller måske snarere et spørgsmål til ministeren: Hvornår får vi ligestilling, når det drejer sig om krisecentre? Hvorfor er kvindekrisecentre på finansloven, hvorimod de få mandekrisecentre, vi har, hvert år skal søge penge i satspuljerne? Det er ikke ligestilling. Det er urimeligt.

I starten af marts måned kom EU's agentur for grundlæggende rettigheder med resultatet af en undersøgelse, hvor de påstod, at danske kvinder ligger på en førsteplads, når det drejer sig om vold og chikane. Ligestillingsministeren udtalte, at han var chokeret, og at man ikke kan løbe fra, at over halvdelen af de danske kvinder har været udsat for forskellige typer vold. Så står vi i dag med en ligestillingsredegørelse med nogle helt andre tal og med en indsats på området, der stort set ser ud, som den plejer. Vil ministeren ikke forklare mig, hvilke tal der er rigtige? Er det tallene fra Danmark, eller er det tallene fra EU-undersøgelsen? Det ville være rart med en forklaring.

I forhold til projektet »Exit Prostitution« vil jeg da også gerne her på Dansk Folkepartis vegne komme med et forslag. En ting er nemlig at hjælpe de prostituerede, som gerne vil ud af prostitution, men man burde måske også se på, hvordan man kan forebygge, at nogle mennesker overhovedet vælger at blive prostitueret, altså starte ved begyndelsen af fødekæden. Det taler vi så tit om.

I redegørelsen er der i forbindelse med ligestilling i det offentlige en sætning, som jeg gerne vil fremhæve: »Nogle gange må mænd og kvinder behandles forskelligt for at få lige muligheder.« Jeg gentager lige: »Nogle gange må mænd og kvinder behandles forskelligt for at få lige muligheder.« I mine øjne er det en klokkeklar erkendelse af, at der er forskel på mænd og kvinder, og det er noget, som vi i Dansk Folkeparti har sagt i årevis, så tak for det, vil jeg sige til ministeren.

Igen er der i den her redegørelse som i de foregående år fokus på mænds sundhed. Det er godt, men må jeg ikke komme med en lille morsomhed, der også fortæller noget om forskellen på mænd og kvinder? Chokolade kommer fra kakao, som kommer fra et træ, som er en plante. Derfor kan chokolade regnes for salat. Det er selvfølgelig en morsomhed, der er fortalt af en mand, men jeg synes egentlig, den er meget kendetegnende for den forskel, der måske er i vores opfattelse af ting. Selvfølgelig skal vi gøre en indsats, for at flere mænd går til lægen i ordentlig tid, men jeg ser gerne, at der også her laves en evaluering, så vi rent faktisk kan finde ud af, om der reelt sker fremskridt, altså om den indsats, vi gør, også har en virkning.

Under emnet temabaseret ligestilling ønskes helt klart flere kvindelige forskere og flere kvinder i ledelse. Her vil jeg blot sige, at vi i Dansk Folkeparti ikke går ind for særbehandling af kvinder. Den dispensation fra lov om ligestilling mellem mænd og kvinder, hvor kvindelige ansøgere til forskningsprojekter prioriteres over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer, er i vores øjne uacceptabel. Det samme gør sig gældende, når der tales om flere kvinder i ledelse. Uanset om der kommer forslag om kvoter fra ministeren eller forslag om kvoter fra EU, vil vi i Dansk Folkeparti altid sige nej. Det er og bliver en nedgørelse af kvinder.

Jeg vil afslutte med at sige, at de årlige redegørelser på ligestillingsområdet såmænd er ganske udmærkede at få, men jeg må også sige, at jeg gerne ser, at redegørelserne af og til også indeholder nogle evalueringer af tidligere indsatser, som meget gerne skulle have en effekt, så vi ikke blot bliver ved med at gøre, som vi plejer, men i stedet gør noget, som virker. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det er et kæmpeproblem med social kontrol, og man er også nødt til at gøre noget for at række hånden ud til de her kvinder, som i nogle af de her miljøer i den grad oplever en begrænsning af deres frihed. Jeg går også ud fra, at ordføreren er enig med mig i, at kvinder selvfølgelig ikke skal udsættes for vold. Og jeg går også ud fra, at ordføreren er enig med mig i, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at de her kvinder kan stå på egne ben.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvordan kan det være, at ordførerens parti sagde nej, da regeringen ændrede loven, der gjorde, at en kvinde, der bliver udsat for vold, ikke skal være i det ægteskab i 7 år, før hun kan få en opholdstilladelse? I mine ører er det, man siger til de her kvinder: Du kan først få en opholdstilladelse, når du har fundet dig i volden i 7 år. Det er da i den grad et svigt af de her kvinder. Hvordan kan det være, at DF ikke stemte for den ændring, der faktisk sikrede, at de her kvinder kunne komme ud af et ægteskab fyldt med vold? DF vil hellere sende dem tilbage til Tyrkiet, eller hvad ved jeg, og ud til de her landsbyer, hvor undertrykkelsen kan fortsætte.

Ordføreren.

Nu går jeg ikke ud fra, at man kun gifter sig for at komme fra en undertrykkelse til en anden. Jeg går ud fra, at man som regel gifter sig af kærlighed. Så er det rigtigt, at der er nogle ægteskaber, hvor der er vold. Vi har det jo sådan med folk, der skal have opholdstilladelse og tilladelse til at være i Danmark, at de skal opfylde nogle krav. Jeg tror i øvrigt, at der er nogle dispensationsmuligheder, hvis man er udsat for vold, men det er helt klart noget, der skal bevises.

Jeg er lidt bange for, at man kan åbne en ladeport. Vi ser det nogle gange i sager om forældremyndighed, hvor der er påstande, der flyver rundt i luften, om, at den ene eller den anden part gør det ene eller det andet, fordi de hver især vil have myndigheden over barnet. Det kunne jeg også godt frygte ville ske, hvis man lemper reglerne for ophold.

Özlem Cekic.

Selvfølgelig gifter man sig da, håber jeg, på grund af kærlighed. Men det er jo ikke altid sådan, at sådan et ægteskab fortsætter i en kærlig atmosfære. Og lige præcis i de her tilfælde, hvor man ser de her kvinder, som bliver udsat for vold, har Dansk Folkeparti jo rent faktisk sagt, at de hellere vil have, at de skal leve i de her forhold i 7 år, før de kan få opholdstilladelse. Det er det, jeg undrer mig over.

Jeg er da fuldstændig med på, at man ikke kan komme og sige: Åh, jeg har fået en på hovedet, og derfor skal jeg have opholdstilladelse. Men vi snakker om, at kvinder, der gentagne gange har fået brækket ribben og brud på kraniet og har lægeattest, har været på skadestuen, har blå mærker over det hele, ikke kan få opholdstilladelse, men kan stå i den situation, at de faktisk bliver udstødt, bliver sendt tilbage til et lillebitte samfund, der mener, det er kvindens skyld. Altså, når vi snakker om social kontrol, snakker vi faktisk om de miljøer, der har sådan et kvindesyn. Hvordan kan det så være, at hensynet til de kvinder ikke er større? Synes ordføreren ikke, det lyder en anelse modstridende, at man på den ene side siger, at man gerne vil gøre en forskel for de her kvinder, der bliver udsat for social kontrol, men samtidig på den anden side siger: Nej, du skal helst være 7 år i det voldelige ægteskab, før du kan få opholdstilladelse?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, der er et modsætningsforhold, når vi ikke vil give opholdstilladelse – hvor jeg i øvrigt stadig væk mener at man kan få en dispensation og få opholdstilladelse, hvis man har været udsat for vold. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at i forhold til social kontrol, som jeg nævnte i min tale, drejer det sig altså om nyindvandrere og om efterkommere af indvandrere. Det vil sige, at det er nogle, der har boet i Danmark, er født i Danmark, er vokset op i Danmark, og som stadig væk er udsat for en social kontrol, som overhovedet ikke burde eksistere i Danmark. Det mener jeg ikke den bør. Den kommer udefra, og den burde blive væk, langt væk. Det har vi ikke i Danmark. Vi har ligestilling mellem kønnene. Vi skal ikke have, at man går rundt og kontrollerer hinanden på den måde, som jeg opfatter at det sker på. Så jeg mener ikke, at der er noget modsætningsforhold.

Fru Liv Holm Andersen har også bedt om en kort bemærkning.

Tak for det. På et tidspunkt lavede Fætter BR et legetøjskatalog. Det, der var specielt ved det her legetøjskatalog, var, at Fætter BR lod nogle af pigerne lege med såkaldte drengelegesager og omvendt lod nogle af drengene lege med de såkaldte pigelegesager. F.eks. legede drengene med et køkken, og pigerne legede måske med en bilbane, eller hvad ved jeg. Det sagde Dansk Folkepartis ordfører var perverst. Står ordføreren ved det udsagn?

Ordføreren.

Jeg skal fortælle helt præcis, hvad jeg sagde, og så ved jeg godt, at overskriften sagde noget andet, men hvis man læser artiklen, kan man læse det: Jeg synes, når man laver et kønsopdelt katalog, at tankegangen er pervers – slå ordet perverst op, vær sød at gøre det også, ikke? – forstået på den måde, at man tager noget, som meget få gør, og gør til normalen. Altså, man ændrer et billede. Det var egentlig det, som jeg prøvede at give udtryk for.

Så kan vi diskutere, om ordet er særlig klogt eller ej – det gør vi ofte – men jeg synes altså, det er lidt mærkeligt, at man skal lave et kønsopdelt legetøjskatalog. Og som jeg også sagde i samme debat, går jeg bare og venter på, at jeg får et dametøjskatalog, hvor modellerne er mænd, for det må blive det næste.

Liv Holm Andersen.

Nej, jeg mener jo tværtimod, at det næste må blive, at du modtager et katalog fra Bilka, hvor manden laver mad, og hvor kvinden slår græs med græsslåmaskine. Eller er det også udtryk for perverse kønsnormer? Jeg skal nok slå ordet op, men jeg tror, de fleste af os har et glimrende billede af, hvad »pervers« betyder.

Jeg må egentlig indrømme, at det godt kan være, at ordføreren synes, at man gør en unormalitet til normalitet, men hvad med de forældre, som sidder derude, og som har børn, der er ligesom min lillebror, da han var lille, hvor han godt kunne lide at klæde sig ud i mit pigekostume eller sad og ledte efter mariehøns, når de andre drenge spillede fodbold? Er det så sådan noget, der skal sættes en mærkat med »pervers« på?

Ordføreren.

Jeg har aldrig sagt, at børn er perverse. Det vil jeg godt sige sådan meget fast her. Det har intet med det at gøre. Der er heller ikke noget unormalt ved, at en dreng leger med dukker, eller en pige leger med racerbil. Det vil jeg også godt state eller slå fast.

Det, der bare for mig er vigtigt at sige, er, at jeg synes, det er underligt, at man pådutter dem en kønsneutralitet, for det mener jeg ikke eksisterer. Jeg synes, det er latterligt at stå og fortælle, at drenge og piger er ens, og at vi alle sammen er kønsneutrale. Det synes jeg faktisk er at nedgøre mit eget køn, men det er også at nedgøre mændene, og jeg synes, det er forkert. Vi er forskellige. At man så har børn, der leger med det modsatte køns legetøj, er der jo overhovedet hverken noget unormalt eller perverst i eller noget som helst galt med, og det har jeg i øvrigt heller aldrig sagt.

Hr. Rasmus Horn Langhoff for en kort bemærkning.

Tak for det. Inden Dansk Folkeparti tager æren for at have opdaget, at der er forskel på kvinder og mænd, vil jeg lige sige, at vi altså er nogle, der opdagede den forskel for flere år tilbage.

Lige før gjorde jeg mig den ulejlighed at slå ordet pervers op i den danske ordbog, og det vil jeg lige læse højt for Dansk Folkepartis ordfører.

Betydningen er, at man er »tilbøjelig til at afvige fra det normale eller naturlige på en frastødende eller nærmest sygelig måde, især med hensyn til seksualitet.«

Synes Dansk Folkepartis ordfører, at det er et dækkende ord for, at et legetøjskatalog har billeder af piger, der leger med værktøj, og drenge, der er klædt ud som feer?

Ordføreren.

Jeg synes, at det, at man laver et legetøjskatalog, hvor man pådutter en kønsneutralitet, er perverst, hvis jeg skal bruge det ord. Det er i hvert fald en meget, meget mærkelig ting – det synes jeg – for i min verden er der ikke noget, der hedder kønsneutralt. I min verden er vi mænd, og vi er kvinder, og vi har et køn. Og det er egentlig det, det hele drejer sig om.

Rasmus Horn Langhoff.

Men kan Dansk Folkepartis ordfører ikke se, at man med sådan nogle udtalelser ender med at begrænse børns udfoldelsesmuligheder? Børn er ikke ens, mænd og kvinder er ikke ens, drenge og piger er ikke ens, og det skal de heller ikke påduttes at være, lige så vel som de heller ikke skal påduttes at være på en bestemt måde. Børn skal slippes fri, og pigerne have lov til også at lege med sørøverskibe og klatre i træer og lege med dukker, og drengene skal have lov til det samme. Vi skal ikke være ens, men vi skal da have lov til at gøre det, vi har lyst til.

Ordføreren.

Det har jeg sådan set heller ikke nogen intentioner om at hindre børn i at gøre. Jeg tror i øvrigt, at børn er rimelig ligeglade med, hvad jeg har sagt. Det er nok de færreste børn, der læser det, så det er måske mere forældrene, der er interesseret.

Som jeg sagde lige før, er der ikke noget unormalt i, at en dreng leger med pigeting, eller at en pige leger med drengeting. Det ses alle vegne, det har jeg set hos mine egne børn, så det har intet med en begrænsning at gøre.

Det, som jeg bliver vred over, er, at man laver noget, man kalder kønsneutralt, og så gør det, som en mindre del af børnene gør, nemlig lege med hinandens legetøj, til det normale – det er trods alt stadig væk de færreste drenge, der sidder og leger med barbiedukker, og det er trods alt stadig væk de færreste piger, der render rundt og leger sørøvere. Men det vil man lige pludselig gøre til normalen, og det er det, jeg synes er underligt. Og det er ikke, fordi det er unormalt at gøre det, men jeg synes, det er underligt, at man pådutter det som et forbillede, og det er derfor, jeg bruger eksemplet.

Jeg venter lidt på, at jeg får et dametøjskatalog, hvor der er herremodeller. Det sidder jeg bare og venter på. Det må komme på et tidspunkt.

Så ønsker hr. Jørgen Arbo-Bæhr også en kort bemærkning.

Jeg vil ikke diskutere BR's perversiteter eller noget andet, men jeg har et spørgsmål. Om kønsopdelt lønstatistik sagde Venstre, at det er Venstre, der har opfundet det, og nu skal vi jo behandle det i næste uge, så derfor vil jeg prøve at spørge Dansk Folkeparti: Går Dansk Folkeparti ind for forslaget?

Ordføreren.

Jeg håber, at jeg hørte rigtigt, altså om vi går ind for forskel.

Jeg tror, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr lige skal sige det ord, vi ikke kunne høre.

Forslaget om kønsopdelte lønstatistikker kommer op i næste uge. Det står også i redegørelsen som et fremskridt, så derfor vil jeg bare spørge, om Dansk Folkeparti går ind for forslaget.

Ordføreren.

Det tror jeg ikke, og når jeg siger det, er det, fordi sådan som jeg har læst det – nu har jeg indtil videre kun skimmet det, jeg skal lige gå i dybden her i weekenden – vil det gå ned og medtage virksomheder helt ned til ti ansatte. For mig at se vil det betyde, at hvis der f.eks. er to kvinder på en arbejdsplads og otte mænd og lønstatistikken er kønsopdelt på den måde, kan man meget hurtigt personificere, hvem der får hvilken løn, og det synes jeg faktisk er problematisk, fordi jeg mener, at det, jeg tjener – nu ikke som folketingsmedlem, men da jeg var i det private erhvervsliv – sådan set kun vedkommer mig og ikke naboen eller nogen andre.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Nu skal jeg fortælle Dansk Folkepartis ordfører, at der skal være tre af hvert køn, før det virker. Men er det ikke en sag mellem mænd og kvinder? Som udgangspunkt handler det jo om, at man skal eksemplificere, hvis der er forskel mellem mænds og kvinders lønninger, fordi det jo ikke er sådan, at man ved navns nævnelse optræder i lønstatistikken. Så det undrer mig lidt, at Dansk Folkeparti er modstander af det forslag, fordi man på den måde kan sørge for, at der ikke kommer unødvendige lønforskelle mellem mænd og kvinder.

Ordføreren.

Som nævnt har jeg ikke læst forslaget helt endnu, og det er så fint, at jeg bliver oplyst om, at det er tre af hvert køn. Jeg mener nu ikke, at det gør problemet ret meget mindre, fordi man altså godt kan regne ud sådan nogenlunde, hvad hver især tjener – især hvis man selv har den ene løn, er det sådan rimelig nemt. Det kan jeg godt se som et problem, men det afhænger helt af, hvordan forslaget er udformet, og jeg har ikke læst det.

Jeg synes, at det er vigtigt at forsøge at få ligeløn. Vi har en ligelønslov, der siger, at man skal have lige løn for lige arbejde. Senest har vi fået oplyst, at ministrenes spindoktorer ikke engang tjener det samme. Jeg blev i hvert fald ringet op af en journalist om, at der var forskel på de kvindelige og de mandlige spindoktorers løn, hvilket da godt kan undre mig, hvis jobbeskrivelsen i øvrigt er den samme. Men en ting er en jobbeskrivelse, noget andet er, hvad man reelt laver.

Jeg har været ude i det private erhvervsliv altid, indtil jeg kom herind. At man skriver, at man er kontorassistent, det står rigtig mange steder, at folk er kontorassistenter, er ikke nødvendigvis det samme som at sige, at de laver det samme, uanset mand eller kvinde. Så jeg synes, at det er svært at se, hvordan man kan ændre eller sørge for, at ligelønsloven bliver opfyldt helt præcist, fordi der er så mange små nuancer i, hvad man går og laver ude på arbejdspladserne, og derfor må det nogle gange bero på en vurdering af tilfældene, hvis der er nogle, der klager.

Tak til ordføreren. Så er det Det Radikale Venstres ordfører, fru Liv Holm Andersen.

Tak for det. I Danmark er vi kommet langt på grund af og ikke på trods af stor ligestilling. Det synes jeg er værd at huske på. I år var jeg så heldig at deltage i FN's Kvindekommission, og det er fedt at mærke, at Danmark på ligestillingsområdet er en af stormagterne. Det er vigtigt for Radikale Venstre, at Danmark bibeholder den her førerstatus, og at vi vedbliver med at udvikle vores ligestillingspolitik. For nok er ude rigtig vigtigt, men det er hjemme også. For selv om visse stemmer i debatten ønsker at give en opfattelse af det modsatte, er der stadig ting at tage fat på herhjemme. Når jeg hører sætningen om, at der jo er ligestilling i Danmark, så vil mit svar til enhver tid være: Ja, vi er tæt på formel ligestilling, men formel ligestilling er ikke det samme som reel ligestilling, og den reelle ligestilling halter det fortsat lidt med.

Når vold mod kvinder årligt runder over 500.000 tilfælde og både hatespeech og chikane møntet på køn fortsat foregår i et betydeligt omfang, ser jeg en udfordring. Når hver femte HK'er fortsat oplever at blive spurgt om babyplaner til jobsamtale, eller når kvinders uddannelsesniveau er det højeste nogen sinde, men mange fortsat oplever barrierer på vej mod ledelses- og bestyrelseslokaler, så ser jeg en udfordring. Når en del af løngabet faktisk ikke kan forklares, ser jeg en udfordring. Når social kontrol og til tider endda grov undertrykkelse og tvang i forhold til særlig kvinder og piger gør sig gældende i visse minoritetsmiljøer, ser jeg en udfordring – en udfordring i virkeligheden ikke blot for ligestillingen, men for integrationen.

Når drengebørn i langt større omfang end piger har det skidt i deres daginstitution, men mandlige pædagoger grundet et stadig ret kønsopdelt arbejdsmarked er svære at opdrive, ser jeg en udfordring, ligesom jeg ser udfordringer, når mænds sundhed og levetid er gennemsnitligt lavere end kvinders, og når de fleste forældreretssager falder ud til morens fordel, ganske enkelt ofte fordi faren ikke har status som primær forælder. Det er blot for at nævne et par eksempler, som understreger, at ligestillingen bestemt ikke blot er noget, man bør kigge på for kvinders skyld. Det er lige så meget noget, man bør kigge på for mænds skyld, for børns skyld og for den bedste opgaveløsnings skyld.

Det er også i vid udstrækning ting, som der netop tages fat på i regeringens perspektiv- og handlingsplan. Den er nemlig fuld af initiativer, der bakker op om de unge, der kæmper mod social kontrol til; initiativer, der styrker vores indsats mod volden i hjemmene, oplysning om trafficking og skaderne ved prostitution; lovforslag, der styrker den kønsopdelte lønstatistik og dermed fokusset på ligeløn; initiativer til at få mere fokus på køn i det offentliges opgaveløsning og de unges uddannelsesvalg og ditto for mandlige pædagoger og flere kvindelige forskere.

Samtidig slår perspektiv- og handlingsplanen fast, at Danmark fortsat skal gå forrest og tage et medansvar internationalt, også når det handler om kvinder og pigers rettigheder og meget mere. Med andre ord tages der gode skridt på en række områder, så vi kan komme videre derfra, hvor vi står. Fra radikal side synes vi, at det er det helt rigtige fokus, der bliver sat, og vi glæder os til det videre samarbejde på området. Så tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Det er først fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak til De Radikales ordfører. Jeg har jo hørt, at den Radikale ordfører også har sagt, at hun går ind for øremærket barsel til mænd. Jeg har også hørt Socialdemokratiets ordfører, som jo også går ind for det. Derfor vil jeg spørge: Når nu begge regeringspartiers ordførere går ind for øremærket barsel, hvorfor kommer det forslag så ikke fra regeringens side?

Ordføreren.

Det må være svært for Enhedslisten at forestille sig, at der kan være uenigheder i et parti.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Hvad er det så for nogle mennesker i regeringen, som siger nej til det? For når jeg hører de to ordførere gå ind for det – de er ikke blevet fyret eller noget som helst, men er stadig væk ordførere på området – hvad er det så i regeringen, der gør, at man ikke stiller forslag om øremærket barsel, hvilket ellers står i regeringsgrundlaget? Jeg vil meget gerne have en forklaring på det, for jeg synes, det er underligt, når man har to ordførere, der går ind for det, at regeringen så ikke kommer med forslaget, når der er flertal for det.

Ordføreren.

Jeg kan jo kun give Enhedslistens ordfører det svar, som er blevet givet mange gange, og det er, at man satte sig for at kigge på området, man nedsatte et barselsudvalg og fandt frem til, at ulemperne ville overstige fordelene. Derfor bragte man ikke det her forslag på banen.

Tak for det. Der er yderligere en kort bemærkning. Det er fru Özlem Sara Cekic.

Jeg skal lige høre ordføreren, om det er Radikale Venstres officielle politik, at man går ind for øremærket barsel, og om det er noget, man fortsat vil arbejde for.

Ordføreren.

På Radikale Venstres landsmøde har vi vedtaget en resolution, hvor der står, at partiet går ind for øremærket barsel. I Radikale Venstres folketingsgruppe har vi ikke lavet en afstemning herom.

Fru Özlem Sara Cekic.

Jeg tænker på, om det så betyder, at man ikke vil bruge det redskab, men at man gerne vil have, at mænd tager mere barsel. Hvad er det så, som Radikale Venstre arbejder for i regeringen, hvis det ikke er øremærket barsel, og hvis det ikke er, at flere mænd tager barsel, som Det Radikale Venstre jo har arbejdet for i årevis, og som man nu har kasseret? Hvad er det så for nogle tiltag, mener ordføreren, der skal til fra radikal side, hvis det er, at flere mænd skal tage barsel?

Ordføreren.

Jamen i virkeligheden var min socialdemokratiske kollega jo inde på nogle af de ting, man bør arbejde hen imod. Man bør arbejde hen imod et arbejdsmarked, der er mindre kønsopdelt; man bør arbejde hen imod et løngab, der er mindre; man bør tage forskellige initiativer, som styrker fædres rolle som primær forælder. Og så er ministeren jo også gået i dialog med fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne for at se, om man ikke kan finde en løsning, hvor man prioriterer det her; det er jo blevet prioriteret ved en lang række overenskomstforhandlinger på det seneste.

Så det går den rigtige vej, og hvis man kunne få det til at blive prioriteret endnu mere, ville ministeren også være villig til at se på, hvordan man fortolker de EU-direktiver, der er på det her område. Pointen er, at der er en lang række ting, man kan gøre, og at vi har fravalgt et af redskaberne gør ikke, at målet ikke forbliver det samme.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Özlem Sara Cekic.

Jeg har været rigtig glad for samarbejdet om handlingsplanen og de gode tiltag på ligestillingsområdet, der er nævnt i den, og det vil jeg rigtig gerne kvittere for. Men der er stadig væk ligestillingsproblemer, som vi ikke må lukke øjnene for; der er stadig mange ting, vi skal arbejde på for at opnå fuld ligestilling i Danmark. Vi har stadigvæk ikke ligeløn, vi kan se det, ved at mænd i gennemsnit får 13-17 pct. mere i løn end kvinder, og selv om man tager højde for de forskellige job, kvinder og mænd måtte have, er der stadig 4-7 pct.s forskel på mænds og kvinders løn. På den måde behandles kvinder ikke på lige vilkår med deres mandlige kollegaer, og det er ikke i orden.

Vi kan også se den manglende ligestilling i forbindelse med barsel; danske fædre tager mindre barsel end fædrene i de andre nordiske lande. I de familier, hvor begge forældre tager barsel, tager moderen stadig 88 pct. af det samlede antal barselsdage. I 2011 tog fædrene kun 36 barselsorlovsdage, mens mødrene tog 295 barselsorlovsdage. Vi har brug for, at der er vilkår, der gør det muligt for begge forældre at være sammen med deres spædbarn. Vi skal give mænd plads til at prioritere deres børn, ligesom vi gør det for kvinder; den ret skal de have.

Vi ved også godt, at der på sundhedsområdet er en ret stor forskel i forhold til køn. Mænd lever kortere; de lever gennemsnitligt 4,4 år kortere end kvinder. Den lavestuddannede og den lavestlønnede del af den danske befolkning halter bagefter, og her er det især mændene. Vi kan også se, at mænd har en overdødelighed i forbindelse med alle typer sygdomme, f.eks. kræft, hjerte-kar-sygdomme og diabetes, og der er dobbelt så mange mænd som kvinder, der begår selvmord. Jeg er rigtig glad for, at ministeren har sat projekter i gang i forhold til mænds sundhed, men der er brug for en større indsats, hvis det er, at vi skal hjælpe de her mænd videre. Jeg synes faktisk, redegørelsen kommer med rigtig gode bud på rigtig mange vigtige områder.

Hvis vi tager pædagoguddannelserne, er det vigtigt, at vores piger ikke kun skal være små prinsesser, eller at drengene skal være Spiderman, men at drengene også kan synes, det er sjovt at sidde stille og høre en historie, mens pigerne klatrer i træer. De danske børn tilbringer utrolig meget tid i institutionen, og det er ekstremt vigtigt, at vores pædagoger også har en viden om køn, og derfor er det glædeligt, at regeringen ændrer pædagoguddannelsen, så den nu også kommer til at indeholde et modul om bl.a. kønsidentitet og ligestilling.

Når det gælder selve spørgsmålet om de kønsopdelte uddannelser, kan vi også se, at man i redegørelsen sætter fokus på at gøre op med mande- og kvindefag. Lønforskellen mellem kvinder og mænd skyldes for en stor dels vedkommende også, at kvinder og mænd ender på forskellige uddannelser. Det danske arbejdsmarked er et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i Europa. Fire ud af fem mænd er ansat i den private sektor, mens det kun gælder for hver anden kvinde, og 80 pct. af de kommunalt ansatte er kvinder. Det er vigtigt, at man kan vælge lige præcis den uddannelse, man vil, lige meget hvilket køn man har, altså både, at den enkelte føler, at man har et frit valg, og at kønsforskelle også er en styrke for de fleste arbejdspladser. Og derfor er det godt, at der i handlingsplanen f.eks. kigges på, at man får flere mandlige pædagoger og flere piger ind på natur- og teknikfag, og jeg håber, det også fremover vil være et fokusområde, hvordan vi opnår et mere frit uddannelsesvalg og ikke begrænses af kønsroller.

I forhold til lønforskellene vil jeg sige, at et vigtigt redskab til at sikre ligeløn mellem mænd og kvinder på den enkelte arbejdsplads er at sikre, at man faktisk ved, hvilken kønsbestemt forskel der er i lønnen; dette er det bedste udgangspunkt for at kunne forhandle sig frem til mere lige lønninger; åbenhed giver mulighed for at handle. Når man ved, at ens mandlige kollegaer får mere i løn end en selv, selv om man udfører det samme arbejde, så kan man protestere. Derfor er det et rigtig, rigtig stort skridt, at der er et lovforslag, der forpligter virksomheder med mindst 10 medarbejdere til at lave en kønsopdelt lønstatistik.

Når det gælder vold mod kvinder, kunne vi i den nye undersøgelse, der kom i EU-rapporten, se, at de danske kvinder desværre lå på en førsteplads. Og det første, vi hørte, var, at metoderne var forkerte, at sammenligningsgrundlaget kunne have været anderledes, og at det da ikke kunne være rigtigt, at de danske kvinder var dårligere stillet end de polske kvinder. Men vi kunne også bare stoppe op og se problemerne i øjnene, nemlig at 65.000 kvinder årligt henvender sig til et krisecenter. Jeg er sådan set lidt ligeglad med, om vi er bedre end polakkerne. De 65.000 kvinder og især deres børn har brug for handling, og derfor hilser jeg det arbejde til bekæmpelse af vold i familien og nære relationer, som der er sat 36 mio. kr. af til, velkommen, og jeg håber jo også, at ministeren vil sætte sig i spidsen for at lave en langsigtet strategi for forebyggelse og bekæmpelse af vold, især seksuel vold og voldtægt. Vi ved, at antallet af dem, der anmelder voldtægt, falder, men vi ved samtidig også godt, at der er ret store udfordringer på det her område, som jeg håber at ministeren vil tage med i det.

Så er det jo selvfølgelig glædeligt, at der i selve handlingsplanen er inddragelse af minoriteter i den danske ligestillingskamp, og vi kan også godt se, at der i forhold til æresrelaterede konflikter og i forhold til krisecentrene og andre steder er brug for en særlig indsats. Men jeg må også ærligt indrømme, at jeg efterhånden er lidt træt af de her ølkassetaler; man må også gerne se noget handling. I dag er det jo faktisk sådan, at man i folkeskolen blåstempler det, når Aisha kommer og siger, at hun ikke kan deltage i en fødselsdag eller i lejrskolen. Der skal man være i stand til at kunne skabe en holdningsændring, hvor man kommer rigtig tæt ind på de her familier og spørger hvorfor – hvorfor må du ikke få lov til at være med? Hvad er det, der gør, at piger ikke må de samme ting som drenge? Der tror jeg at vejen frem er at rykke ud til de her miljøer, rykke ud til moskeerne, rykke ud til backgammoncafeerne og få fat i mændene. Ja, de er en del af problemet, men eksemplet fra Sverige viser jo også, at de sandelig også kan være en del af løsningen.

Så har vi jo i dagens Danmark desværre også kvinder, der bliver solgt for helt ned til 200 kr. nede på Istedgade, og det er både kvinder, der er i prostitution, men faktisk også kvinder, der bliver handlet til prostitution. »Exit Prostitution« er en meget vigtig del af handlingsplanen, og jeg glæder mig faktisk til, at alle de her penge snart skal komme ud at arbejde.

Det, der er den store mangel, og som jeg virkelig synes er noget, vi i fællesskab skal kigge på, når vi skal kigge på satspuljeforhandlingerne, er psykologhjælp til de her kvinder. Det er meget vigtigt, når man har været igennem sådan et forløb, at man faktisk også har mulighed for at få hjælp rent psykisk til at komme videre. Og så mener jeg, at vi i Danmark har brug for en undersøgelse, som baserer sig på viden fra de prostituerede, der har forladt prostitution. Indtil videre har vi haft en del undersøgelser, hvor man har spurgt de kvinder, der var i prostitution, men lad os også lige kigge på dem, der er kommet ud af det, altså: Hvad var det, der hjalp dem videre? Hvad er det for nogle erfaringer, de har gjort? Og hvor er det, der er huller i systemet, som vi kan være med til at lappe?

Så er jeg utrolig glad for, at regeringen har varslet et lovforslag, der nu vil gøre det muligt for transkønnede at blive ligestillet. Det er rigtig spændende, at vi, når vi snakker om ligestilling, også tænker på LGBT-området, og jeg håber selvfølgelig, at regeringen nu tager skridtet fuldt ud og med sit lovforslag også siger, at det, at man har en anden kønsidentitet, jo ikke er ensbetydende med, at man er psykisk syg. I dag er det jo sådan, at man, hvis man som transkønnet skal have behandling, hormonbehandling i forbindelse med kønsskifte, så faktisk først skal have diagnosen psykisk syg, før man kan få det. Det var lidt det samme, vi gjorde for 30 år siden i forhold til homoseksuelle i Danmark; man skulle først være psykisk syg. Der håber jeg at Danmark igen bliver et foregangsland, og at man sætter sig i spidsen, og at vi, når vi laver den her lovændring, faktisk tager skridtet fuldt ud og sikrer en reel ligestilling.

Sidst, men ikke mindst, er der selvfølgelig det med øremærket barsel. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi, da vi sad i regering, også mente, at det var torskedumt, at regeringen valgte at droppe øremærket barsel, især fordi det er en del af ligestillingsdagsordenen, som jeg mener er noget af det allerallervigtigste. For den ændrer jo både ved de kønsroller, vi har, samtidig med at den også gør det muligt i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at kunne sikre sig bedre løn- og arbejdsvilkår, og den giver mændene en helt anden rettighed i forhold til det at være sammen med deres børn.

Jeg kan jo se, at regeringen stadig væk mener, at mænd skal tage mere barsel, men hvordan det skal være, savner vi stadig væk et svar på. Hvad er det, man vil gøre, som er anderledes end det, den tidligere regering gjorde? Så jeg håber virkelig, at vi fortsætter den her debat i fællesskab. Det er en god handlingsplan, som selvfølgelig har nogle mangler, og dem har jeg påpeget, men jeg vil også gerne anerkende det arbejde, der er lavet i forhold til at skabe en anden ligestillingsdagsorden, selv om der er nogle af tingene, som har været ret store, ret vigtige og ret ideologiske, som øremærket barsel, som man har valgt at droppe. Tak for ordet.

Selv tak. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Nu kom ordføreren selv ind på det her med øremærket barsel, men ordførerens parti sad jo i regering på det tidspunkt, det blev droppet. Jeg kan jo forstå på ordføreren, at Socialistisk Folkeparti går ind for øremærket barsel. Må jeg så ikke bare spørge, hvorfor SF var med til at droppe det.

Ordføreren.

Jeg tror, at alle, der fulgte med i medierne de dage, jo godt ved, at vi protesterede højlydt over, at regeringen først droppede det og dernæst faktisk lagde det hele i graven, også bonusordningen.

Vi var tre partier i regeringen, og når det største parti, som er Socialdemokratiet, som faktisk har gået ind for øremærket barsel – det har været noget, som de har kæmpet for – vælger at sige, at det er noget, som de ikke vil arbejde for, og når et andet parti, Det Radikale Venstre, ikke støtter op om, at vi skal have øremærket barsel, er det klart, at det bliver droppet.

Vi stod fuldstændig alene og isoleret i forhold til at få den dagsorden igennem, men vi har sagt undervejs, at vi synes, det var fuldstændig forkert. Og det mener vi faktisk fortsat, og derfor fremsætter vi også et beslutningsforslag om det.

Fru Pia Adelsteen.

Det er jo også fint nok at fremsætte et beslutningsforslag, men nu er regeringen imod, og de borgerlige partier har sådan set altid været imod øremærket barsel, så det kommer ikke igennem. Havde det ikke været klogt at arbejde for det, mens man sad i regering?

Ordføreren har jo nede fra sin plads stået og punket den socialdemokratiske ordfører og den radikale ordfører for det med den øremærkede barsel, men ordførerens eget parti sad altså i regering, da man valgte at droppe den og var således med til at droppe den øremærkede barsel. Det må der jo have været nogle begrundelser for. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Nu sidder man udenfor og vil fremsætte det, vel vidende at det aldrig kommer igennem, hvorimod man, da man var i regering, åbenbart ikke har arbejdet nok for at få det igennem.

Ordføreren.

Der kræves jo to til en tango. Altså, når man ser på hele ligestillingsdagsorden, har regeringen jo ikke – selv om der er ret gode projekter her og der i forhold til ligestilling i handlingsplanen – haft mod til at sætte de helt store dagsordener og rykke ved det og gøre en forskel. Vi havde en exceptionel mulighed. Jeg er da fuldstændig enig. Jeg ville da ønske, at vi havde den magt og de flere mandater til at slå i bordet og sige, at det her bare skal igennem. Men det er jo lidt svært, når en statsminister sætter sig i spidsen for, at vi ikke skal have en øremærket barsel, som et lille parti i et regeringssamarbejde med tre partier at sige, at vi skal have øremærket barsel.

Tak. Der er yderligere et medlem, der ønsker en kort bemærkning. Det er fru Fatma Øktem.

Tak, og tak til ordføreren. Ordføreren er vel bekendt med, at en meget høj procentdel af kvinder med indvandrerbaggrund står uden for arbejdsmarkedet, og jeg tror også, at ordføreren er enig med mig i, at det første og et af de største skridt for en ligestilling mellem kønnene også er økonomisk uafhængighed.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvad ordføreren eller Socialistisk Folkeparti vil gøre for at få de her kvinder ind på arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at regeringen gjorde noget helt fantastisk, da vi også sad der, og som regeringen arbejder videre med. Det var jo at sørge for, at der faktisk er et uddannelsespålæg. Det er simpelt hen det bedste, man kan gøre for de kvinder, der er på kontanthjælp, altså sikre, at de får sig en uddannelse, så de reelt kommer til at få en plads på arbejdsmarkedet, hvor de tjener deres egne penge og også kan slå i bordet derhjemme. Det er simpelt hen det bedste. Jeg snakkede med min mors veninde, og så sagde jeg, at der var det der uddannelsespålæg. Så sagde hun: Tænk, hvis der i sin tid, da vi kom, havde været nogen, der havde haft mod til at stille det krav til os.

Selv da VK sad der, og der var højkonjunktur og alt buldrede derudad i økonomien, sikrede man heller ikke, at kvinder med minoritetsbaggrund kom ud på arbejdspladserne. Det gjorde man ikke. Det viser samtlige tal. Så hvis der er nogle, der overhovedet har svigtet, så synes jeg bare, at man lige skal sætte sig foran spejlet.

Fru Fatma Øktem.

Mange tak. Jeg synes jo ikke, at vi svigtede. Jeg synes netop, at vi stillede krav til de kvinder. Og i min verden er det at stille krav til nogle mennesker netop at forvente noget af dem. Det er at respektere de mennesker. Det er at sige til dem: Vi ved, at du har noget at byde ind med til fællesskabet. Jeg synes, at Socialistisk Folkeparti gør det modsatte ved netop ikke at stille de krav til dem.

Når jeg spørger ind til det, er det, fordi vi også ved det. Nu har vi talt om social kontrol rigtig meget i dag, og jeg synes stadig væk, at det er en af de vigtigste udfordringer, vi har. Inden for social kontrol ved vi også, at der er mange kvinder, der bliver styret af mænd, og som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Hvad er det så reelt, man vil give de kvinder af redskaber? Jeg tænker selvfølgelig her på 225-timersreglen, som var et redskab, der kunne bruges, fordi der også var et økonomisk incitament i det.

Nu kan jeg se, at ordføreren ruller med øjnene, men det er der vel en forklaring på.

Ordføreren.

Altså, 225-timersreglen var førhen en 300-timersregel. Den gjorde faktisk det, at hvis man ikke fik job, kunne man ikke opfylde det krav. Det betød, at man var fuldstændig uden forsørgelse. Det betød, at de her kvinder ingen kontakt havde til socialforvaltningen. Det betød, at vi mistede de kvinder. Vi vidste faktisk ikke, hvordan det gik med dem. Og hr. Claus Hjort Frederiksen sørgede jo nok også med 300-timersreglen for, at man manipulerede SFI-rapporten for at pynte på det. Den journalist, der har skrevet om det, har fået en Cavlingpris for det. Man skal bare slå op på en eller anden googleside, så kan man se det.

Men så til, hvad vi har gjort. Vi siger i dag, at hvis man bliver udsat for vold, skal man ikke være i et forhold i 7 år. Man får opholdstilladelse. Og der kommer også et uddannelsespålæg, der gør, at de her kvinder faktisk reelt kommer ud på arbejdsmarkedet.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg tror, jeg vil starte sådan lidt tilbage i tiden, under den tidligere regering, for under den tidligere regering skete der ingen fremskridt for ligestillingen. Tværtimod. Men da vi fik den nye regering, synes jeg den gav os forhåbninger om fremskridt for ligestillingen. Når man så regeringsgrundlaget, så det meget fint ud, men hvad er der sket konkret? Faktisk går det den forkerte vej, og hvorfor er det en katastrofe?

Det hele hænger jo sammen. Det handler om ulige løn, om kvinder, der mere og mere tager deltidsarbejde, kvinder, som tager det gratis arbejde i hjemmet. I virkeligheden betyder det, at arbejdsgiveren kan trykke lønnen og arbejdsforholdene, ikke alene for kvinderne, men for alle, som i dag kun har deres egen arbejdskraft at sælge.

Med det, jeg ser rundtomkring i dag, tror jeg, jeg kan sige, at uligheden vokser stort set overalt, f.eks. ser man krav om stiletter på diskoteker, Hut Buns' krav om hotpants og små toppe for at blive ansat som hotbun. Hvad siger regeringen til det? Vores ligestillingsminister siger nej til det, men hvad vil han gøre ved det? Desværre ingenting. For arbejdsgiveren siger jo bare, at kravet også går på mænd, som bare kan optræde i stiletter og hotpants og små toppe. Det giver mig nogle forkerte billeder på nethinden.

Også på arbejdsmarkedet vokser uligheden. Der sker intet, for så vidt angår uligelønnen. Og der er flere kvinder, der får arbejdsskader, ikke mindst psykiske arbejdsskader, og flere kvinder bliver aktiveret på offentlige arbejdspladser, og vi ved jo godt, at offentlig jobtræning ikke fører til et fast job. Derfor går arbejdsløsheden og ikke mindst langtidsarbejdsløsheden mest ud over kvinderne.

Når jeg hører ministerens redegørelse, som jeg også har læst, slår det mig, at han først og fremmest lægger vægt på, at nydanskere – mænd såvel som kvinder – har nogle problemer. Jeg vil godt understrege, at jeg forstår disse uligheder som en del af uligheden, også her i Danmark. Men når jeg ser på den såkaldte almindelige ulighed mellem mænd og kvinder, så synes jeg, at jeg oplever, at det er meget tyndt, hvad regeringen er kommet med.

Igen og igen går ministeren sjovt nok ind for, at mænd skal tage en større andel af barselsorloven, men hvad vil regeringen gøre ved det? Det handler jo om øremærket barselsorlov, men regeringen har stukket halen mellem benene og begået løftebrud, og i dag går regeringen den borgerlige opposition i bedene.

Jeg synes, det er for tyndt, og jeg går ind for, at regeringen bør være langt mere konkret, når det handler om at skabe lighed mellem mænd og kvinder.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, fru Merete Riisager.

Tak til ministeren for redegørelsen. Lad os starte med det positive.

Det er min holdning, at ligestillingsdebatten i Danmark har været inde i en positiv gænge. Før valget ville de nuværende regeringspartier og SF indføre kvoter for kvinder i bestyrelser, øremærke barsel til fædre, og de ville kriminalisere sexsælgere. Det er ikke blevet gennemført. Om vi kan takke ministeren specifikt for det, ved jeg ikke, da jeg ikke ved, hvad der sker i regeringskontorerne, men hvis det faktisk er tilfældet, så er vi ham tak skyldig.

Ligestillingsdebatten må handle om dem, der faktisk bliver diskrimineret, dem, der rent faktisk undertrykkes og forfølges på grund af deres køn eller seksualitet. Den må ikke handle om, at kvinder med lange uddannelser skal have en større del af kagen ude i bestyrelserne uden samtidig at gøre sig fortjent til det. Jeg har selv en lang uddannelse og har haft udmærkede stillinger i det private erhvervsliv, og jeg mener ikke, at kvinder som jeg er dem, der skal stå øverst på ønskesedlen for ligestillingstiltag.

Ligestillingsindsatsen bør heller ikke handle om, hvordan staten kan overtage beslutninger i familierne om, hvem der skal tage barsel og hvor meget. Staten afsætter en periode til barsel, resten bør være op til familierne. Endelig bør staten blande sig udenom, hvordan kvinder og mænd tjener deres penge, hvis de vel at mærke gør det inden for lovens rammer. Mennesker, der sælger sex, skal snarere have ordentlige vilkår i stedet for at se sig selv sat under administration. Hjælp skal der være til dem, der ufrivilligt er havnet i prostitution, men hjælp skal gives til dem, der rent faktisk efterspørger den, ikke dem, der gerne vil have sig den frabedt.

Vi skal gøre op med ligegyldighederne på ligestillingsområdet for at kunne koncentrere os om det egentlige. Liberal Alliance har foreslået, at der indføres en bagatelgrænse for sager, der behandles i Ligebehandlingsnævnet. At nævnet skal behandle sager om et par lyserøde værelser på Bella Sky eller frisørers ret til at udstikke priser, der er særskilte for mænd og kvinder, er fuldstændig tosset og undergravende for befolkningens opfattelse af, hvad et sådant organ kan udrette og skal beskæftige sig med. Ministeren reagerede positivt på Liberal Alliances forslag om en bagatelgrænse, og det er jeg naturligvis glad for. Men en enkelt svale gør ingen sommer. Hvis ministeren vil rydde op i pjat og pjank på ligestillingsområdet, så vi kan beskæftige os med de virkelige problemer, kræver det, at ministeren sætter sine embedsmænd i sving med at komme med forslag til, hvordan sådan en bagatelgrænse kan se ud.

Hvor er det så, at ministeren kan gøre en forskel? Først og fremmest kan ministeren gøre en forskel i de indvandrermiljøer i Danmark, hvor ligestilling betvinges. En redegørelse kaldet »Ung 2011« viste, hvor enorme problemer med social kontrol der er i nogle indvandrermiljøer. Alt for mange unge har ikke friheden til at gifte sig med den, de vil, de har heller ikke, selv om de er myndige, friheden til at bevæge sig, hvor de vil, eller til at tage det arbejde, de ønsker. Det er en kæmpe udfordring, både for ligestilling og integration, og her kan ministeren gøre en indsats.

Et helt konkret eksempel er: For nylig sendte den islamistiske forening Hizb ut-Tahrir en mail til ministeren og andre medlemmer af Folketinget, der gik i rette med ministerens indsats i forhold til homoseksualitet i miljøer med arabisk eller muslimsk baggrund. Disse antidemokrater føler sig i deres gode ret til at korrekse ministeren, og endnu værre spreder de had mod homoseksuelle i Danmark. Det er formentlig den direkte årsag til, at mange homoseksuelle ikke føler sig velkomne i Københavns nordvestkvarter. Mennesker, der bekæmper menneskerettigheder, personlig frihed og demokrati skal have kamp til stregen. Og her vil vi i Liberal Alliance give ministeren al den medvind, vi kan mønstre, for at sikre den personlige frihed, både for gammeldanskere og nydanskere.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der foreløbig har meldt sig med en kort bemærkning. Det er hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg går ud fra, at da Liberal Alliances ordfører sagde, at der havde været forslag om at kriminalisere sexsælgere, mente ordføreren at kriminalisere sexkøbere. Godt, jeg skulle lige være med, for ellers har vi virkelig været ude i nogle kommunikationsvanskeligheder her de seneste par år.

Fru Merete Riisager gør opmærksom på alle de ting, som ikke bør stå øverst på ligestillingsdagsordenen, og det lader jo en stå tilbage med det store spørgsmål: Hvad skal så stå øverst? For det er jo det sædvanlige fra Liberal Alliance, når vi snakker om ligestilling, at der bliver sagt nej til det meste, men det er sjældent, at der kommer nogen nye ideer, eller at der bliver gjort opmærksom på nogen konkrete problemstillinger, som Liberal Alliance ønsker at sætte fokus på.

Ordføreren.

Nej, det er det faktisk ikke. Jeg tror, at jeg, stort set hver eneste gang jeg bliver interviewet om ligestillingsområdet, nævner, hvilke områder jeg gerne så man gjorde en større indsats inden for. Det har jeg også gjort i min tale, og der er ikke nogen tvivl om, at nogle af de etniske miljøer, hvor kvinder simpelt hen har færre rettigheder, er nogle af dem, hvor vi virkelig skal gøre en indsats. De piger, der er født og opvokset i Danmark og er danske statsborgere, har ret til at leve et frit ungdomsliv som alle andre. Bedre rettigheder til personer, der sælger sex, så jeg også meget gerne som et punkt, og endelig er fædres vilkår også noget, vi bør beskæftige os langt mere med.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jamen det er da glædeligt at høre. Ordføreren gør selv opmærksom på sin erhvervskarriere som kvinde med lang erhvervserfaring osv. Hvad gør vi for at sikre flere kvindelige erhvervsfolk? Hvad gør vi for at få hele talentmassen i spil? For det må også for et parti som Liberal Alliance, som gerne vil være erhvervsvenligt, være i jeres interesse at få flere talenter i spil. At sidde med armene over kors og modarbejde alt, hvad der sker, er da ikke noget, der gavner landets økonomi eller noget som helst. Men hvis ikke I er med på de initiativer, der kommer fra regeringen, hvad skal der så ske for at få flere talenter i spil?

Ordføreren.

Altså, nu er vi et parti, der helt grundlæggende ikke tror på tvang. Alle de initiativer, som ordføreren måtte komme i tanke om, der har med erhvervslivet og kvinder at gøre, der er baseret på tvang, vil vi ikke bryde os om. Jeg mener, at bolden ligger på kvindernes halvdel. Altså, hvis man vil noget, hvis man vil op at have en bestyrelsespost, skal man gøre fuldstændig ligesom mændene. Man skal tage nogle uddannelser, der kvalificerer til at nå toppen i dansk erhvervsliv. Man skal arbejde hårdt og længe, man skal løbe en risiko, man skal tage chancer, man skal bakke hinanden op. Man skal simpelt hen arbejde, så blodet sprøjter, og så får man måske en bestyrelsespost. Men det er den vej, det går, og ikke gennem kvoter.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak for ordet, og tak for en relativt livlig debat. Den har ikke været så livlig som min første ligestillingsdebat, det skal jeg ærligt indrømme. Der var jeg ikke minister, der var jeg vikar herinde for Lone Dybkjær. Jeg kan huske, at fru Pia Adelsteen sad her, og det eneste, vi skulle diskutere, var en lille revision af ligestillingsloven, og der må jeg indrømme, at taget løftede sig en smule. Det har det også gjort siden, men jeg må indrømme, at også med den opbakning, der trods alt har været til perspektiv- og handlingsplanen, vidner det måske også om, at vi på nogle områder nærmer os hinanden, og det er jo rigtig godt.

Så er der selvfølgelig områder, hvor vi er uenige, og sådan må det jo være. Vi har været omkring alt, lige fra legetøjskataloger til ligestilling i den store, vide verden. Jeg synes alt andet lige, at debatten vidner om, at ligestilling, uagtet at debatten er blevet lidt mindre livlig, er noget, som vi alle sammen går op i, men den vidner også om, at ligestilling er en løbende proces, hvor der altid er nye udfordringer.

Jeg er netop her for et par uger siden vendt hjem fra New York fra den årlige samling for FN's Kvindekommission, hvor vi drøftede ligestilling globalt. Jeg ved, at flere af jer var med, og flere af jer har også været med tidligere, og jeg ved, at I deler mine oplevelser hvert år, nemlig at det gør stort, stort indtryk at være i New York under Kvindekommissionens samling. Heldigvis er der ligestillingspolitiske landvindinger rundtomkring i verden, og det er jo det, som er glædeligt – ingen tvivl om det. Men både jeg, og jeg ved også I, der har været med, bliver ramt af, hvor utrolig langt der er igen, når det kommer til ligestilling og kvinders og pigers rettigheder globalt.

Derfor er jeg selvfølgelig også rigtig glad for, som nogle af jer også har nævnt, at Danmark går forrest i kampen for fremskridt på ligestillingsområdet, og for at Danmark sammen med en række ligesindede lande yder modstand mod de kræfter, der ønsker at rulle ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage – de kræfter, som der desværre er i de her år. Netop derfor er det også vigtigt, at vi bliver ved med at skubbe på for at fremme ligestillingen herhjemme også, vi skal være en rollemodel, der løbende løfter barren i arbejdet for ligestillingen.

Noget af det, der gjorde allerallerstørst indtryk på mig, var, at vi havde et bilateralt møde med en kvindelig egyptisk talsmand, som vi også havde et bilateralt møde med sidste år, og det, hun sagde, vidner lidt om, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at holde ligestillingsfanen højt i Danmark. Det, hun sagde, var, at 1 år med det muslimske broderskab havde rullet ligestillingsarbejdet tilbage med 10 år i Egypten, og at man pludselig ude på landet så en øget forekomst af omskæring af piger, at små piger helt ned til 12-årsalderen blev gift, netop fordi man lytter til sine ledere. Det vidner et eller andet sted om, at vi stadig er nødsaget til at blive ved med at fremme den her debat, især globalt, og det er vi gode til. Men samtidig skal vi også huske at feje for egen dør, for hvad vi kæmper for og siger ude, skal vi naturligvis også praktisere herhjemme.

Et af de emner, som er helt centrale i det kommende års ligestillingsarbejde, er derfor også, som flere har været inde på, og det er jeg rigtig, rigtig glad for, ligestilling i etniske minoritetsmiljøer. Det er desværre fortsat sådan, at der i nogle nydanske familier er en massiv undertrykkelse af især pigerne, som ikke får lov til at bestemme over deres eget liv og egen krop. Det skal vi selvfølgelig klart sige fra over for, og for regeringen er det afgørende, at kultur, tradition og religion på ingen måde bliver brugt som undskyldning for undertrykkelse af piger og kvinder og selvfølgelig også drenge. Det gælder både ude, og det gælde hjemme.

Derfor skal vi række ud og støtte de unge nydanskere, der gør oprør. Vi skal i dialog med forældrene omkring selvbestemmelse og ligestilling. Det er et arbejde, som allerede er igangsat, bl.a. med regeringens nationale strategi mod æresrelaterede konflikter, og det er noget, vi styrker med initiativerne i perspektiv- og handlingsplanen.

Et andet centralt emne er vold i familien og nære relationer, som flere også har været inde på. Det er et område, som regeringen ser på med stor alvor. Derfor har vi bl.a. også i 2020-målene et mål om at nedbringe antallet af kvinder, der kommer på krisecentrene gentagne gange. Derfor har vi også afsat 36 mio. kr. til en ny handlingsplan mod vold i familien og i nære relationer, som skal styrke og supplere den eksisterende indsats.

Det er fortsat hovedsagelig kvinder, der rammes af vold i nære relationer, men vi er i de senere år selvfølgelig også blevet opmærksomme på, at voldens mønstre og målgruppen for volden løbende ændrer sig. F.eks. rammes mænd også af partnervold, vold findes mellem unge kærester, og vold kan antage mange former, som f.eks. gensidig vold og stalking, som vi også har sat fokus på.

Uagtet voldens form og udtryk og hvem den rammer, har vi naturligvis alle sammen ret til et liv uden vold. Partnervold er naturligvis på ingen måde acceptabelt hverken i hjemmene eller på arbejdspladserne, i det offentlige rum eller på nettet. Tallene viser samtidig, at det er vigtigt, at vi hele tiden holder fast i at diskutere ligestilling og kønsroller, så vi skaber respekt for hinanden uanset køn.

Uanset en indsats mod vold vil regeringen også fortsat have fokus på ligestilling på arbejdsmarkedet. Vi vil gennemføre en ny lovgivning, der styrker den kønsopdelte lønstatistik og dermed indsatsen for ligeløn. Forskningsprogrammet YDUN skal få flere kvindelige forskningstalenter i spil. Regeringen fortsætter desuden indsatsen for, at det offentlige skal blive meget bedre til at tage højde for de forskelle, der kan være i kvinders og mænds adfærd, ressourcer og behov. Køn skal tænkes ind i de offentlige kerneydelser, fordi det kan bidrage til en højere kvalitet, en bedre og mere effektiv udnyttelse af ressourcerne og samtidig fremme ligestilling.

Med perspektiv- og handlingsplanen for 2014 tager vi endnu nogle centrale skridt i ligestillingsarbejdet. For regeringen er ligestilling en grundlæggende værdi i det danske samfund. Ligestilling er samtidig noget, som vi bare ikke kan tage for givet. Vi skal værne om den, og vi skal selvfølgelig værne om alt det, der er opnået, og hele tiden arbejde med de nye udfordringer, der opstår. Det er både, som jeg startede med, internationalt og naturligvis også herhjemme. Tusind tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig. Den første er fru Özlem Sara Cekic.

Tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren stadig væk mener, at øremærkning af barsel er en vej at gå. Man kan jo finde masser af citater fra ministeren, som tidligere har talt meget varmt for, hvorfor det var vigtigt, at mændene fik den rettighed. Mener ministeren – nu spørger jeg hr. Manu Sareen som radikalt folketingsmedlem – at det er en god idé at have øremærkning af barsel, altså til mænd?

Ministeren.

Jeg regnede også med, at det var til mænd. Nu er det svært at spørge Manu Sareen som medlem af Folketinget, for den person, der står heroppe, er ligestillingsministeren i den danske regering.

Det er fuldstændig rigtigt, at der stod i regeringsgrundlaget, at vi ville have øremærkning af barselsorloven helt op til 3 måneder; det er også fuldstændig rigtigt, at det er noget, som vi har sagt at vi ville arbejde for. Men det er også fuldstændig rigtigt, at vi gik ned og undersøgte hele det her område, og det er også fuldstændig rigtigt, at da vi sad med undersøgelserne, gjorde det stort indtryk på os, at der selvfølgelig også er et økonomisk perspektiv, som man er nødsaget til at tage med.

Økonomien betyder rigtig, rigtig meget for rigtig mange familier, og det var lige præcis det, vi lagde til grund for at trække den øremærkning, som vi i regeringen alle sammen har talt for. For det skal jo ikke være sådan, at fordi økonomien betyder så meget, vil resultatet i sidste ende blive, at der vil være færre, der vil tage barselsorlov. Det vil jo på en eller anden måde og i sidste ende gå ud over børnene, og det var jo ikke det, vi på nogen som helst måde ønskede.

Så jeg har det, som jeg har sagt tidligere, sådan, at vi selvfølgelig forbeholder os retten til at blive klogere, specielt når der kommer noget viden, og især når vi taler om så centrale ting og også så centrale ændringer i folks hverdag, som også berører deres økonomi.

Fru Özlem Sara Cekic.

Det bliver rigtig interessant at få undersøgt det, ministeren siger. Ministeren siger som det første, at økonomien var afgørende – det er et helt nyt argument, man hører, for jeg troede, at det var et politisk valg, som gik ud på, hvor populært eller upopulært det var, og at Socialdemokraterne derfor valgte at droppe det, mens de radikale ikke sagde noget. Og så siger ministeren noget, der er så interessant, nemlig at det jo betyder, at mænd vil tage mindre barsel. Kan ministeren underbygge den påstand?

Ministeren.

Det undrer mig i den grad, at ordføreren ikke har lyttet til den debat, der har været. Det var lige præcis de argumenter, jeg brugte – det var bl.a. økonomien, og det var bl.a., at det ville være noget, som betyder noget for rigtig mange familier. Og som jeg også sagde og krydrede mine citater med – og dem håber jeg da også at ordføreren vil kigge på – så ser vi selvfølgelig stadig gerne, at der er flere, der tager barsel, men som jeg sagde, har vi selvfølgelig også tillid til, at det er noget, som familierne selv kan finde ud af.

(Özlem Sara Cekic indleder et svar) . Ordføreren har haft to omgange. (Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen): Det er så interessant!). Der er engagement i salen, kan vi mærke. Det er godt.

Den næste spørger er fru Fatma Øktem, Venstre.

Mange tak. Jeg kan også godt undre mig over, hvad det er for en ny viden, der er kommet på barselsområdet, som gør, at regeringen har fået et helt andet syn på det. For det er de samme argumenter, vi har brugt hele vejen igennem, og der valgte man åbenbart slet ikke at lytte til, at det her i sidste ende muligvis går ud over barnet. Det her handler om økonomi, og det handler om frihed til, at familierne selv kan vælge. Men det er ikke lige det, jeg vil spørge om nu. Jeg synes bare, det er sjovt, at man hører de samme argumenter, efter at de har været kritiseret i rigtig mange år.

Jeg vil gerne kvittere for, at ministeren er opmærksom på det her, som jeg synes, og det overrasker nok ikke mange, er et af de væsentligste problemer på ligestillingsområdet i Danmark, nemlig både rettigheder for de homoseksuelle – de muslimske homoseksuelle eller homoseksuelle i etniske minoritetsgrupper – og social kontrol. Men jeg kunne godt tænke mig at starte lige netop med de homoseksuelle i etniske minoritetsgrupper.

Der står en del om, at vi skal opsøge viden osv. Mangler vi viden? Mangler vi på det her område viden om, at de har det svært? Og jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ministeren konkret har tænkt sig at gøre, for det kan jeg ikke læse i redegørelsen, ud over at der står noget om, at der er fokus på det. Men er der nogen konkrete skridt, ministeren har tænkt sig at tage?

Ministeren.

Ja, men jeg føler mig lidt kaldet til lige at skrue tiden tilbage til barslen. For det kan godt være, at ordføreren, fru Fatma Øktem, mener, at det er de samme argumenter, men jeg synes altid at det er rigtig, rigtig væsentligt også at få kvalificeret sine holdninger. Det synes jeg vi gjorde med den viden, vi bl.a. fik fra barselsudvalget og deres rapport, og så selvfølgelig også fra SFI's rapport.

Når vi nu taler om viden og om at kvalificere indsatsen, skal vi netop også have mere viden om homoseksuelles levevilkår, hvilket ordføreren også meget rigtigt tog op, for har vi ikke den viden, begynder vi at famle os frem på grund af uvidenhed, og det betyder også, at de tiltag, vi tager, bliver taget på baggrund af gætterier. Det synes jeg ikke er særlig godt. Og netop derfor får vi også lavet en undersøgelse af det her område, så vi har noget at stå på, for vi mangler nemlig lige præcis en viden om det her.

Til sidst vil jeg bare sige, inden formanden sætter sig igen, til det der med, hvad der er det væsentligste, at det er svært at sige: Det her er mere væsentligt end andet. Nu har ordføreren selv været med til at sige: Nå, men det er homoseksuelle, og det er etniske minoritetskvinder. Men igen: For den kvinde, der sidder på et krisecenter, og som har fået tæsk og har fået brækket et ribben osv., det nævnte fru Özlem Sara Cekic også tidligere, er indsatsen selvfølgelig vigtig, når det handler om vold mod kvinder – og sådan kunne jeg blive ved. Jeg tror heller ikke, at ordføreren egentlig er uenig med mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

Tak. Det er, når formanden rejser sig, at tiden er gået. (Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen): Ja, okay.) Så er det fru Fatma Øktem.

Tak. Jeg sagde også tidligere, at det handler om at prioritere. Det er ikke, fordi de andre områder ikke er vigtige, og vold er altid meget vigtigt. Det er bare, hvis man holder det op imod, om det er lyseblå eller lyserøde legoklodser, at jeg måske synes, at det her vil vægte meget, meget mere, mens det andet måske i nogles verden kan være et problem. Men det er jo igen et spørgsmål om, hvordan man prioriterer det.

Ministeren sagde, at barselsudvalget gav ny og kvalificeret viden. Så vidt jeg ved, kom der ikke ny viden fra barselsudvalget. Det, de gjorde, var at samle den viden, der allerede var. Så det var jo ikke, fordi der kom helt ny viden på området fra 2010, hvor ministerens eget parti var med til at fremsætte et beslutningsforslag om 12 ugers øremærket barsel, til nu.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvorfor man valgte at gå fra bonusordningen, som jo var løsning en . Da man blev klogere, fandt man på den løsning, der hed bonusordningen. Hvorfor valgte man at gå fra det, når man var blevet klogere?

Ministeren.

Jeg er næsten ked af, at ordføreren bruger halvdelen af sin tid på lige præcis det spørgsmål. Man har to spørgsmål, og så spørger ordføreren om, hvorfor regeringen valgte at gå væk fra bonusordningen. Nu lavede vi jo en finanslov sammen med ordførerens parti, og jeg mindes, at ordførerens parti på ingen måde lagde skjul på, hvad man egentlig mener om hele den her sag. Så er det jo ærlig talt lidt fjollet – vi har faktisk også diskuteret det her i et mundtligt § 20-spørgsmål – at lægge noget på bordet, som man ved, at der bare ikke er opbakning til. Længere er den jo bare ikke, og mere mystisk er det faktisk heller ikke. Og det ved ordføreren vist udmærket.

Tak for det. Så er det fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Jeg kan forstå på den lille debat her, at når man kommer i regering, får man kvalificeret sine holdninger. Det kan jeg forstå.

Jeg vil egentlig gerne høre om noget i forbindelse med redegørelsens oplysninger om social kontrol og æresrelaterede konflikter, for her står der, at man egentlig bare vil fortsætte den eksisterende indsats.

Sådan som jeg læser de her tal vedrørende social kontrol og æresrelaterede konflikter, fremgår det jo, at der er en voldsom stigning i antallet af tilfælde. Mener ministeren, at indsatsen så er god nok?

Ministeren.

Jeg mener, at den indsats, vi har lagt for dagen, er rigtig, rigtig god. Det gælder også de kommende initiativer, og noget af det, som jeg selv har lagt rigtig stor vægt på, er f.eks. det, at henvender man sig til socialcenteret, og er man over 18 år, skal der rent faktisk laves en handleplan, også hvis det omhandler æresrelaterede konflikter. Det synes jeg er helt vildt fantastisk, for det er et redskab, som der har været brug for.

Men jeg vil gerne anholde de der tal, for man kan læse det på mange måder. Jeg har også læst LOKK's tal, og det er fuldstændig korrekt, at der er en voldsom stigning. Jeg tror, det er et udtryk for to ting. For det første ser man desværre nogle af de her udfordringer, de her problemer, gentage sig og reproducere sig selv med anden generation og tredje generation. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, synes jeg, og derfor skal vi også blive ved med at holde fast i den indsats, vi ved virker.

Men for det andet er det også et udtryk for – sådan tolker jeg det – at der er et oprør blandt mange af de unge mennesker her, og så tør de at henvende sig til de sociale myndigheder. Og det er et spørgsmål om tillid, at man tør, og at man ved, at der er et sted, hvor man rent faktisk kan få hjælp.

Så jeg tror, det er de to ting, der gør det. Og er der den tillid, skal vi selvfølgelig bygge videre på det. Det er klart. Og det gør vi jo også med mange af de tiltag og de initiativer, som vi har søsat.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg er for så vidt enig i, at meget af den kampagne, der har kørt, også har oplyst om, hvor man kan henvende sig osv., og den kan selvfølgelig også have en indflydelse på antallet, der stiger. Det er jeg for så vidt ikke uenig i. Der har jo været et stort mørketal inden, kan man sige, som nu måske er kommet frem i lyset, men det, der bekymrer mig i forhold til det her, er, at jeg har lidt svært ved at se, hvor det helt præcis virker henne. Og der håber jeg så egentlig bare, at ministeren er med på, at det er noget, vi i hvert fald skal have fokus på, og hvor vi også en gang imellem skal nytænke, så man ikke bare kører videre i de samme baner.

Ministeren.

Jamen jeg deler fru Pia Adelsteens bekymring til fulde, og Ligestillingsministeriet havde jo, inden vi fremlagde hele perspektiv- og handlingsplanen, og også mens vi arbejdede på den, rigtig, rigtig mange eksperter ovre i ministeriet, som vi talte med og vendte hele problemstillingen med. Og det, som var gennemgående for dem, var, at det her er svært, men at vi skal blive ved. Og der er forskellige årsager til, at det stiger – altså, det er en dybt kompliceret problemstilling. Men jeg kan love fru Pia Adelsteen – og det tror jeg også et eller andet sted at fru Pia Adelsteen ved – at det her er noget, der optager både mig og regeringen rigtig meget, og at det er noget, vi vil blive ved med at holde fast i. Vi vil blive ved med at følge området, selvfølgelig også med alle de initiativer, der er.

Tak for det.

Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Og da det ikke er tilfældet, er forhandlingen slut.