Det sidste punkt på dagsordenen er:

22) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Udenrigsministerens redegørelse om Europarådets virksomhed og Danmarks deltagelse heri.

(Anmeldelse 16.01.2014. Redegørelse givet 16.01.2014. Meddelelse om forhandling 16.01.2014).

Forhandlingen er åbnet, og først er det hr. Bertel Haarder fra Venstre.

Tak, formand. Jeg taler for hr. Michael Aastrup Jensen, men jeg kan i et og alt stå inde for det, jeg siger.

Europarådet kan til tider fremstå som en organisation, der lever en henslumrende tilværelse. På nogle områder er det korrekt, at man kan sætte spørgsmålstegn ved organisationens virke, men på andre områder spiller Europarådet en vigtig rolle, bl.a. overvågningen giver Europarådet en særlig berettigelse. Her gør Europarådet en forskel, navnlig i de lande, hvor der bliver lyttet til rådets anbefalinger. Og selv om vi så i Danmark kan synes, at der indimellem kommer mærkelige ting fra Europarådet, kan vi jo blot bruge det som anledning til en dialog i stedet for at afvise, at man kan bruge bemærkningerne til noget.

2013 har desværre budt på massiv tilbagegang i en række af Europarådets medlemslande. Et farceagtigt valg i Aserbajdsjan viste med al ønskelig tydelighed, at landet end ikke forsøger at leve op til de aftaler, som styret i Baku har skrevet under på.

Situationen i Ukraine kalder også på den allerstørste bekymring. De fredelige demonstrationer er blevet mødt med politivold, og de seneste dage har desværre budt på adskillige dræbte. Det er uhørt, at den slags sker i Europa, og det er uhørt, at et europæisk land indfører restriktioner på forsamlingsfriheden, som det er sket med den seneste ændring af lovgivningen i Ukraine. Det blev udtrykt meget præcist i et indlæg i Financial Times for nogen tid siden, hvor der stod, og jeg citerer:

Janukovitj har formået at gøre alt det, Putin gjorde – bare på 2 år. Citat slut.

Ukraine har ganske enkelt bevæget sig i Kremls retning, væk fra demokratiet og integration i de europæiske samarbejdsorganisationer.

Med den seneste udvikling i Ukraine står landet i endnu højere grad ved en skillevej. I efteråret var spørgsmålet, om det skulle være Rusland eller EU; nu er spørgsmålet, om Ukraine fortsat skal forsøge at opretholde en facade af demokrati, eller om Janukovitj og hans medhjælpere blot skal følge Hvideruslands eksempel og end ikke forsøge at virke demokratiske.

Det er en dybt bekymrende udvikling, og der er behov for, at både EU og Europarådet sætter sig igennem over for Kiev. Der er også behov for, at regeringen viser sin holdning over for regimet i Kiev med en skarp afstandtagen. I forbindelse med EM i fodbold tøvede regeringen med en boykot, og i dag ser vi, hvorfor vi måske skulle have holdt os væk fra EM i fodbold – jeg siger »måske«.

Et enkelt lyspunkt er Georgien. For første gang siden landets uafhængighed er magten skiftet på fredelig vis efter et demokratisk valg. Ikke alting var i den skønneste orden, men udviklingen viser, at demokratiet er ved at rodfæste sig. Der er dog fortsat grund til bekymring i forhold til politisk motiverede retssager og domstolenes uafhængighed. Sammenlignet med nabolandene er Georgien imidlertid på et helt andet niveau, og når det gælder korruptionsbekæmpelse, er der sket enorme fremskridt, siden rosenrevolutionen for 10 år siden.

Georgiens udvikling sker på trods af Rusland. Rusland bryder systematisk de aftaler, der blev indgået efter augustkrigen i 2008. Eksempelvis kan man med god ret tale om, at Rusland opretholder en de facto-besættelse af Sydossetien og til en vis grad også af Abkhasien. Det er beskæmmende, at den slags foregår i Europa, og det er beskæmmende, at verdens største land ikke viser større ansvar og respekt over for sine nabolande.

Mange af de udfordringer, som Europarådet står over for, kan på forskellig måde forbindes til Rusland. Problemerne i Georgien skyldes et langt stykke ad vejen helt åbenlyst Rusland, men også Ukraine er på godt og ondt forbundet med Rusland.

Når det kommer til Rusland selv, tårner problemerne sig op: Ytrings- og forsamlingsfriheden bliver trådt under fode med en lovgivning, som giver mulighed for at udstede voldsomme bøder for såkaldt uautoriserede demonstrationer, og kritiske journalister trues med retssager for opdigtede forbrydelser, der enten kan give store bøder eller ende med fængsling eller arbejdslejr. At der er givet amnesti til Pussy Riot og Khodorkovskij er intet andet end et pinagtigt forsøg på at få en pæn potemkinkulisse op til det kommende vinter-OL. Kremls PR-rådgivere ønsker ingen dårlige historier om politiske fanger i fjerne lejre i Sibirien under vinter-OL, men hvem ved, hvor længe det varer?

Til slut vil jeg rette opmærksomheden mod homoseksuelles rettigheder i Rusland og i resten af Europa. Her er der desværre også sket en tilbagegang, hvor også medlemmer af EU, f.eks. Litauen, har ladet sig inspirere af den russiske lovgivning. Det er en lovgivning og en diskrimination, som ikke burde høre til i Europa, og det er i direkte strid med de værdier og aftaler, som Europarådet bygger på.

Den konservative ordfører er her og kan tale for sig selv, så jeg behøver ikke sige, at det, jeg har sagt, også er på hans vegne.

Sluttelig vil jeg opfordre udenrigsministeren til at tage de nævnte problemstillinger i forhold til navnlig Ukraine og Rusland op med sine kolleger i EU-kredsen, så det ikke blot bliver ved skåltaler og resolutioner, men at vi viser, at vi tager vore egne værdier alvorligt.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Mogens Jensen.

Jeg skal på vegne af Socialdemokraterne takke udenrigsministeren for en god redegørelse for virksomheden i Europarådet.

Europa har fortsat brug for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde mellem de 47 europæiske lande, der i dag er grundstammen i Europarådets arbejde, for der sker stadig dagligt brud på menneskerettighederne i flere lande. Der er stadig medlemsstater, som ikke lever op til de demokratiske og retspolitiske standarder, der er nødvendige for at kunne kalde sig ægte demokratiske samfund, som vi nu aktuelt ser det bl.a. med udviklingen i Ukraine, som hr. Bertel Haarder også var inde på.

Desværre har vi jo også stadig væk risiko for alvorlige sammenstød mellem europæiske lande, sådan som vi i de senere år har oplevet det i konflikten mellem Rusland og Georgien. Her spiller Europarådet fortsat en rolle som den paraply, der kan og skal binde de europæiske lande sammen om de tre grundstene i rådets arbejde, nemlig respekten for menneskerettigheder, forsvar for demokratiet og sikring af retsstatsprincipper i alle lande.

Den europæiske menneskerettighedskonvention og den europæiske menneskerettighedsdomstol er stadig det måske mest centrale omdrejningspunkt i rådets arbejde. Her er de gennemførte reformer nu begyndt at virke, og den alt for store mængde af sager, der venter på afgørelser ved domstolen, er blevet bragt ned, men sagsmængden er stadig væk alt for stor, og det er Ministerrådet og regeringerne nødt til at gøre noget ved, hvis der fortsat skal opretholdes tillid til domstolens arbejde.

En anden vigtig institution under Europarådet er menneskerettighedskommissæren. Nils Muizinieks fra Letland har siden foråret 2012 løftet opgaven med at være Europas dårlige samvittighed i forhold til udsatte grupper som romaer, flygtninge, seksuelle minoriteter, og han har også i den senere tid fokuseret på mediefriheden i de europæiske lande. Mediefrihed og ytringsfrihed er helt afgørende udgangspunkter for menneskerettighederne, og her har Europarådet bl.a. spillet en stærk rolle i kritikken af Ungarn, der har vedtaget en særdeles problematisk medielov. I den kommende tid vil Europarådets parlamentariske forsamling også – i øvrigt på dansk initiativ – have et særligt fokus på mediernes ansvar, når det gælder god presseskik og etik.

Et særligt fokusområde både for den danske parlamentarikerdelegation og for den danske ambassadør ved Europarådet har været, som også Venstres ordfører var inde på det, den stærkt diskriminerende lovgivning over for seksuelle minoriteter, som desværre i de her år gennemføres i en række medlemslande under Europarådet. Særligt er der grund til at fremhæve Ruslands vedtagelse af en lov, der forbyder information om seksuelle minoriteter i samfundet, hvilket dér betragtes som propaganda over for mindreårige. Loven giver reelt myndighederne mulighed for at slå ned på alle former for oplysningsvirksomhed om f.eks. homoseksualitet, hvilket bl.a. har betydet afskedigelser af lærere, forbud mod afholdelse af demonstrationer og de såkaldte pridemarcher.

Men frygteligst af alt så giver lovgivningen og ikke mindst retorikken omkring den grobund for og legitimitet til, at en række ekstremistiske grupperinger forfølger uskyldige homoseksuelle og udsætter dem for vold, ydmygelser og tortur, som filmes og lægges ud på internettet. Det er afskyeligt, og det er helt uacceptabelt, og vi må alle bidrage til at lægge maksimalt pres på Rusland for at få de overgreb stoppet og lovgivningen trukket tilbage.

En samlet dansk delegation i Europarådet har aktivt arbejdet for det i den parlamentariske forsamling, senest ved at stille en række kritiske spørgsmål til den russiske Duma-formand under hans besøg i Europa-Parlamentet i oktober sidste år. Og spørgsmål følges nu op med møder med Duma-formanden og andre russiske politikere i Moskva her i februar, hvor kritikken vil blive forfulgt. Under besøget i Rusland vil delegationen også mødes med de russiske LGBT-organisationer og Amnesty International for at bakke dem op i arbejdet mod diskrimination og overgreb på de fundamentale menneskerettigheder.

Jeg vil gerne på vegne af Socialdemokraterne rette en tak til mine kolleger fra alle partier i delegationen og også til ambassadøren for et utrolig stærkt samarbejde om den her sag. Jeg synes, at det er et beskedent eksempel på, at Danmark – selv om vi er et lille land – har en mulighed for at påvirke i Europarådet, hvis vi vil, for her er det mange gange initiativet, der gælder. Vi ønsker hos Socialdemokraterne, at samarbejdet mellem alle Folketingets partier fortsætter i et stærkt samarbejde i Europarådet med et eneste formål, nemlig at fremme et fortsat fredeligt Europa og sikre demokrati og menneskerettigheder i hele den europæiske familie.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Og tak for redegørelsen fra udenrigsministeren, som jeg også vil ønske tillykke med posten. Det tror jeg ikke jeg har sagt endnu, så det skal også lyde herfra.

Det er nok ikke overraskende, at i Dansk Folkeparti har vi det synspunkt, at det ikke er alt i Europarådet, som giver lige god mening, men der er selvfølgelig noget, og jeg skal forsøge at dele sol og vind lige.

Det er selvfølgelig godt, at Europarådet holde øjer med den demokratiske udvikling i en række lande – det kan f.eks. være Tyrkiet, Aserbajdsjan, Rusland, og for tiden er det jo også aktuelt at nævne Ukraine, hvor der ikke er nogen tvivl om, at man har en fremfærd over for demonstranterne, som ikke er specielt køn at se på. Her er der selvfølgelig brug for, at man har fokus og et kritisk syn på undertrykkelse af grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, som jo er grundstenene i et velfungerende demokrati. Jeg synes også, at især udviklingen i Tyrkiet er foruroligende, især når man ser på den måde, regeringen håndterer fredelige demonstrationer og anklager om korruption på. Jeg opfordrer på den baggrund den danske regering til at være mere kritisk over for Tyrkiet både i Europarådet, men også hvad angår EU's forhandlinger med Tyrkiet om EU-medlemskab. Det er jo et eksempel på, at her kan Europarådet spille en rolle.

Europarådet skal også kende sin besøgelsestid. Det er jo klart, at det er relevant en gang imellem at komme med kritik, også hård kritik, af en række af de lande, som overtræder grundlæggende rettigheder, men hvis man hele tiden render rundt og slår folk oven i hovedet, så holder de på et tidspunkt op med at høre efter, hvad man siger til dem. Det er et spørgsmål om at finde en fornuftig balance.

Jeg synes også, at der en gang imellem er eksempler på, at Europarådet blander sig for meget i velfungerende staters og landes interne politikker. Efter Dansk Folkepartis opfattelse – det er nok ikke den store overraskelse – er f.eks. udlændingepolitik i høj grad et anliggende for de enkelte medlemslande, hvorfor asylpolitik og udvisningsregler, hvad angår f.eks. kriminelle udlændinge, i højere grad bør overlades til de nationale regeringer og parlamenter.

Jeg er ikke tvivl om, at bl.a. menneskerettighedskonventioner og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg med fordel kan reformeres og på en række områder moderniseres, så der tilbageføres kompetencer til folkevalgte politikere i medlemsstaterne. Et sundt og velfungerende demokrati tager trods alt udgangspunkt i det lokale og det nationale – i det nære. Derfor er jeg også glad for, at det jo er en del af den nuværende reformproces i Europarådet, omend der set med mine øjne er tale om små og beskedne skridt. Det indebærer bl.a., at der f.eks. i præamblen til konventionen er indsat en udtrykkelig henvisning til nærhedsprincippet og princippet om staternes skønsmargen. Dette er faktisk, hvis det følges op med national lovgivning, sådan som jeg ser det, noget, der indebærer en forbedret mulighed for f.eks. at udvise kriminelle udlændinge. Det skal vi have mere af, og det opfordrer jeg regeringen til at følge op på.

Den nuværende reformproces viser jo, at det kan lade sig gøre at ændre de internationale konventioner, hvilket er positivt, så længe der dermed føres kompetence tilbage til nationalstaterne. Når vi fra Dansk Folkepartis side med jævne mellemrum foreslår, at man skal gå konventionerne igennem, kigge på dem – vi har jo også haft forslag i Folketingssalen, hvor menneskerettighedskonventionen er blevet nævnt – så får vi tit at vide, at det ikke kan lade sig gøre, men det viser sig faktisk, at hvis der er nogle lande, der presser på, så kan det faktisk godt lade sig gøre. Det synes jeg vi skal have mere af. Det er jo bl.a. nogle af de ting, som har været igennem Europarådet, og som skal ratificeres af medlemsstaterne, fordi Storbritannien har presset på. Og fra Dansk Folkepartis side opfordrer vi den danske regering til at undersøge mulighederne for at indlede et samarbejde med den britiske regering gående på at lægge et pres på Europarådets øvrige medlemmer – et pres, der kan munde ud i, at Danmark så vel som andre lande får mere frihed til at føre den politik, som er i de europæiske befolkningers interesse.

I forhold til at sikre en bedre styring af Europarådets aktiviteter, som også er omtalt i redegørelsen, mener vi fra Dansk Folkepartis side, at der overordnet set er lagt en rigtig linje fra regeringens side. Der skal ikke bruges flere penge end nødvendigt på Europarådet. Man kan også sige, at hvis nu Europarådet blandede sig lidt mindre i f.eks. dansk integrationspolitik, så kunne der sikkert også spares lidt her.

Så vil jeg sige, at det i høj grad handler om, at man finder en bedre balance. Der er selvfølgelig brug for internationale spilleregler på en række områder. Der er brug for, at man overvåger de medlemsstater, som groft overtræder grundlæggende rettigheder, men der er så sandelig også brug for, at man har en bedre balance i forholdet mellem internationale institutioner, herunder Europarådet, på den ene side og nationalstaterne på den anden side.

Jeg håber – jeg har ikke de store forventninger om det, men jeg håber det ikke desto mindre – at Danmark på et tidspunkt bliver et land, der bidrager til en diskussion om, hvordan vi kan bevare de grundlæggende rettigheder som demokrati, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed osv., samtidig med vi at også sikrer, at nationalstaten har bedre muligheder for at beskytte sig, f.eks. hvad angår kriminelle udlændinge, altså bedre muligheder for at udvise dem. Jeg tror, at hvis der er vilje til det, kunne man sagtens finde en bedre balance i internationale konventioner, herunder menneskerettighedskonventionen. Det skal være ordene.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har markeret for en kort bemærkning. Det er hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Man kan jo sige, at det ikke er noget nyt, at Dansk Folkeparti ikke går ind for menneskerettigheder. Det har I tilfælles med mange kollegaer fra Ukraine, Rusland osv., som vi sidder sammen med i Europarådet. Men jeg er lidt tvivl om, hvad Dansk Folkeparti mener.

I fjernsynet den anden dag kunne jeg se, at hr. Morten Messerschmidt mente, at Europarådet burde kritisere krænkelser af homoseksuelles menneskerettigheder i Litauen, men da vi skulle stemme i den parlamentariske forsamling, var der et ændringsforslag fra hr. Martin Henriksen, der hindrede, at Europarådet skred ind over for krænkelser af homoseksuelles rettigheder og de mange andre krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted i Ungarn. Hvad mener Dansk Folkeparti egentlig? Eller er I bare uenige med jer selv?

Ordføreren.

Jeg tror, at Enhedslistens ordfører er lidt polemisk her, men det er sådan set også okay. Det skal der være plads til. Altså, Dansk Folkeparti, går jo ind for, at der er grundlæggende rettigheder i medlemsstaterne i Europarådet. Selvfølgelig går vi ind for det. Jeg tror også, at jeg nu et par gange har sagt – jeg tror faktisk, at jeg nævnte det flere gange – at i et demokrati er det utrolig vigtigt, at der er ytringsfrihed og forsamlingsfrihed. Så jeg synes, at hr. Nikolaj Villumsen forsøger at skabe en uenighed, som egentlig ikke er der.

I forhold til Ungarn vil jeg sige, at undertegnede og dermed Dansk Folkeparti jo stemte for en kritik af Ungarn og den udvikling, der er i Ungarn, men vi vurderede, at det ikke var så slemt, at man skulle gå ind og starte en egentlig overvågningsprocedure i forhold til Ungarn. Der var vi så uenige med Enhedslisten, sådan som vi er på så mange andre områder.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Så når hr. Morten Messerschmidt siger, at det er slemt, at menneskerettighederne bliver krænket i Litauen, skal vi så tage det seriøst, eller skal vi ikke tage det seriøst? Det er jo lidt svært at tage Dansk Folkepartis bekymringer seriøst, når konsekvensen er, at selv om pressefriheden bliver krænket i Ungarn, og selv om domstolenes uafhængighed er blevet krænket i Ungarn, så stemmer Dansk Folkeparti – når man bliver stillet over for et valg – sammen med parlamentarikere fra Ukraine, Rusland, Aserbajdsjan og Tyrkiet for at undgå, at det skal have nogen som helst konsekvenser for Ungarn.

Ordføreren.

Nu stemte vi f.eks. også sammen med de britiske konservative, og jeg tror også, vi stemte sammen med det norske fremskridtsparti. Der er jo mange forskellige slags mennesker i Europarådet, og hvis det var sådan, at man skulle lade være med at stemme for noget, som man synes er rigtigt, fordi der er nogle andre, der også stemmer for det, som kommer fra nogle banditstater, så ville det jo være lidt svært at indgå i et internationalt samarbejde. Så ville man være ret låst i forhold til at samarbejde med andre lande. Men jeg ved ikke, om det er det, Enhedslisten mener.

Altså, jeg vil bare fastholde, at jeg på vegne af Dansk Folkeparti f.eks. har underskrevet en erklæring, der kritiserer den måde, som man i Rusland håndterer det på, når homoseksuelle demonstrerer, for det har de meget ringe muligheder for. Det er jo, fordi der er nogle grundlæggende rettigheder, som bliver overtrådt – f.eks. retten til at forsamle sig og demonstrere.

Men vi kan jo ikke, hver gang der er et land, der ikke opfører sig, som vi vil have det, så starte en eller en procedure i forhold til det land og bare slå landet oven i hovedet. Nogle gange er det også nødvendigt at udtale en kritik og så se, om man ikke via dialog kan komme et stykke ad vejen. Jeg ved godt, at Enhedslisten mener, at hver gang der er nogle, der ikke retter ind, som Enhedslisten mener de skal i forhold til Enhedslistens opfattelse af demokrati, så skal man starte en overvågningsprocedure. Men det kan jo også være, at der går inflation i det, og dermed mister det faktisk værdien.

Tak for det. Der er ikke yderligere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, fru Lone Loklindt.

Jeg vil også gerne starte med at takke for redegørelsen, som jo kommer rundt om mange elementer af Europarådets virke og Danmarks deltagelse deri i det forløbne år.

Hvis man spørger danskere på gaden, er der ikke mange, der kan svare på, hvad Europarådet egentlig er for en størrelse. Kun de færreste ved, at der er 47 medlemslande, en ministerkomité, en parlamentarisk forsamling, en generalsekretær, en menneskerettighedskommissær og meget mere. Men Europarådet handler først og fremmest om menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper. Den europæiske menneskerettighedsdomstol har de fleste dog hørt om.

Som det fremgår af redegørelsen, er domstolsreformen godt i gang, og der er, som det hedder, opnået håndgribelige resultater. Den helt enorme sagsmængde sorteres nemlig nu efter reformen med lidt hårdere hånd, samtidig med at der er mere end dobbelt så mange domsafsigelser end tidligere. Domstolen behandler som bekendt klager over de medlemsstater, der overtræder den europæiske menneskerettighedskonvention, og landene har forpligtet sig til at efterleve domstolens afgørelser. Det er Ministerkomiteen, der overvåger, om landene efterlever dommene, især ved at hjælpe landene med at forebygge brud på konventionen. Det hedder også i redegørelsen, at Danmark deltager aktivt i Ministerkomiteen, og det mener jeg er meget væsentligt. Desværre tyder det jo på, at det slet, slet ikke slår til.

Der er jo alt for mange eksempler på systematiske brud på menneskerettigheder i flere medlemslande. Den voldelige magtanvendelse, der sker i de her dage i Ukraine, er helt uacceptabel, og landet overholder på ingen måde forpligtelserne som medlem. Og det er på trods af, at der faktisk er blevet sat den mest omfattende handlingsplan i gang med aktiv dansk støtte gennem naboskabsprogrammet. Forholdene lige nu i Ukraine er graverende, men der er desværre også andre lande, der har store problemer med at beskytte befolkningernes rettigheder.

Det er et stort problem, for som det også tydeligt står i redegørelsen, afhænger Europarådets troværdighed af, om medlemmerne har vilje til at lytte til kritik og ændre adfærd, når det kræves. Jeg synes, det ser temmelig sort ud i disse år. Det gælder såvel forsamlingsfriheden, ytringsfriheden som diskrimination, ikke mindst over for LBGT-minoriteter. Homoseksuelles rettigheder er under pres, og i denne sag har Ukraine og Rusland intet at lade hinanden høre. Ruslands ekstremistiske holdning har til gengæld ført til en tydelig opposition, ikke mindst fra dansk side, og vi vil naturligvis fortsat også i parlamentarikerforsamlingen, som vi skal til møde i i næste uge, kæmpe for LBGT-rettigheder og mod diskrimination af seksuelle minoriteter.

Et af de andre aktuelle emner, jeg har lyst til at fremhæve fra redegørelsen, er, at den nyudnævnte menneskerettighedskommissær besøgte Danmark, herunder Rådet for Menneskerettigheder, her i november. Han tager sådan rundt og besøger landene og tager bestik af menneskerettighedssituationen med fokus på ikke mindst romaer og diskrimination i det hele taget samt børns rettigheder. Velfunderet kritik kan bruges konstruktivt også i Danmark, og efter besøget udtalte kommissæren, at der bør tages mere systematisk hensyn til barnets tarv på asyl- og indvandrerområdet. Herunder fandt han det problematisk, at børn over 8 år skal kunne demonstrere integrationspotentiale i familiesammenføringssager. Det er en kritik, som til en vis grad kan imødekommes, hvis man inkorporerer børnekonventionen i dansk lovgivning. Hidtil er det jo som bekendt kun den europæiske menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret, men hvem ved, vi kommer måske snart til at få flere kernekonventioner inkorporeret.

Andre anbefalinger har Danmark fået vedrørende implementering af antitraffickingkonventionen, bl.a. at forebygge tvangsarbejde, sikre offeret en værdig behandling, yde sikkerhed og beskyttelse og se på muligheden for opholdstilladelse med henblik på at undgå, at offeret igen udsættes for menneskesmugling eller repressalier i hjemlandet. Der er faktisk mange konstruktive anbefalinger, uanset hvad Dansk Folkeparti måtte mene om, hvad Danmark skal modtage af anbefalinger. Det er faktisk anbefalinger, som er konstruktive at arbejde med, ikke mindst f.eks. den proaktive politiefterforskning af menneskehandel og tvangsarbejde.

Det sidste, jeg vil fremhæve fra redegørelsen, er Istanbulkonventionen til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder. Danmark har endelig underskrevet konventionen i oktober, og et lovforslag er blevet førstebehandlet i december, så jeg ser frem til, at Danmark kan ratificere konventionen om vold mod kvinder og vold i hjemmet inden sommer.

Indimellem kan man jo godt som medlem af den parlamentariske forsamling i Europarådet spørge sig selv, hvorvidt det nytter, men at afskære sig fra at mødes med de problemfyldte landes parlamentarikere i et forpligtende samarbejde – i hvert fald på papiret – ville være dumt. Til gengæld mener jeg, at vi bør smide fløjlshandskerne og bruge de relevante instrumenter, fordi vi vil værne om de grundlæggende menneskerettigheder.

Fra Radikale Venstres side tager vi redegørelsen til efterretning.

Tak for det. Der er ingen, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, fru Trine Mach.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for en glimrende redegørelse. Den understreger jo på ligeså ganske glimrende vis, hvad aktivistisk udenrigspolitik kan betyde, når det er gennemtænkt, nemlig et arbejde for menneskerettigheder, retsstatsprincipper og demokrati i vores eget nabolag og en aktiv indsats for at gennemføre de helt nødvendige reformer af de ligeså nødvendige internationale institutioner, som Danmark er medlem af.

Redegørelsen viser jo tydeligt, at Danmarks indsats nytter. Vi spiller en vigtig rolle i den reformproces i Europarådet, som blandt en hel del andet har skabt en effektivisering af Menneskerettighedsdomstolens samarbejde. Sammen med Polen har Danmark taget initiativ til, at sekretariatet kan få etableret en ordentlig evalueringskultur og i øvrigt etableret en bedre fordeling af ressourcerne. Det er jo hele forudsætningen for, at Europarådet kan udfylde og opfylde sin vigtige rolle i Europa til gavn for alle vores medmennesker. Eksemplerne er mange, og mine gode kollegaer har været inde på en række af dem.

Et af de rettighedsområder, som i disse områder er under ganske alvorligt pres ikke bare i Europa, men globalt, er LGBT-rettighederne. De er ikke, som nogle vil mene, en lille niche eller nogle særrettigheder; de er jo i virkeligheden essensen af, hvad menneskerettighederne går ud på, nemlig retten til at være den, man er. De bliver ofte omtalt mediemæssigt ikke bare, når det er i Afrika eller den arabiske verden, men altså også, når det er her hos os selv i vores eget nabolag i Europa. Her bliver mennesker med en anden seksualitet end flertallets også udsat for menneskerettighedskrænkelser, diskrimination og alvorlige overgreb. Og der viser Europarådet jo virkelig, hvad det er, man kan, når man har fælles institutioner til at overvåge og bistå lande med at gennemgå deres lovgivning på bestemte områder.

Derfor synes jeg også, det er et meget stort fremskridt, at Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance har fået udvidet sit mandat til også at omfatte LGBT-rettighederne. Og igen er det glædeligt, at det var på dansk foranledning, at man fik undersøgt, om det var muligt rent juridisk at inkludere det i mandatet, og det viser sig, at det var det.

Men det er ikke kun i resten af Europa, at rådets arbejde er vigtigt. Også i Danmark er det faktisk givtigt at få besøg af og have et Europaråd, der holder øje med, hvad det er, der foregår. Efter et besøg i Danmark i efteråret 2013 blev der udtrykt bekymring over brugen af tvang i psykiatrien. Det er en bekymring, som regeringen og SF deler, og regeringen har faktisk med SF's sundhedsminister i spidsen sat fokus på netop at nedbringe mængden af tvang inden for psykiatrien. Og jeg mener i modsætning til hr. Martin Henriksen, at det faktisk styrker Europarådets legitimitet, at det ikke holder sig tilbage fra at påtale problematiske forhold i det, hr. Martin Henriksen kalder velfungerende stater.

For mig er det topmålet af danskhed, at man kæmper for de kerneværdier, som Europarådets arbejde er funderet i her og i resten af Europa. Og selv om de kerneværdier har trange kår mange steder, er der heldigvis i alle vores medlemslande kræfter, der kæmper for dem. Afslutningsvis vil jeg derfor sige, at et fortsat stærkt dansk engagement er meget vigtigt og meget rigtigt. Det er vigtigt, fordi lande med problemer med at overholde bl.a. menneskerettighederne ellers ville få skubbet det gode arbejde godt af banen, hvis ikke der var nogle i resten af det europæiske fællesskab, som hjalp med at sætte fokus på det.

Tak for det. Der er ingen, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det.

Europarådet er en vigtig organisation. Det er ikke en organisation, der har en flot bygning som dem, EU har, eller har et nyt hovedkontor til knap 10 mia. kr. som det, NATO er ved at bygge her midt i krisen. Europarådets bygning i Strasbourg er faktisk ikke så meget at prale af. Personligt bliver jeg ramt af voldsom støvallergi, hver eneste gang jeg er der, for tæpperne har ligget der tungt siden 1970'erne. Men Europarådet er vigtigt. Grundlaget for Europarådet er menneskerettigheder, og tilslutter man sig Europarådet som land, tilslutter man sig og forpligter sig til at følge den europæiske menneskerettighedskonvention.

Det er noget, der forpligter. Det forpligter Danmark, og det forpligter også Rusland, som er i klar strid med menneskerettighederne, når de krænker ytringsfrihed, pressefrihed og undertrykker seksuelle minoriteter. Det er afgørende, at Danmark fortsætter med at kritisere disse krænkelser, at vi kritiserer dem, hver gang vi ser dem, men også, at vi efterlever den kritik, som Europarådet berettiget rejser af os.

En helhjertet opbakning til menneskerettighederne er desværre nogle gange en sjældenhed i Europarådets parlamentariske forsamling. Alt for ofte går der geopolitiske og partipolitiske interesser i sagerne, som når Rusland kritiserer Vesten for at svigte whistlebloweren Edward Snowden og for at se gennem fingre med den massive overvågning fra USA's spiontjeneste NSA, mens vestlige lande kritiserer Rusland for landets antihomolovgivning og overdrevne fremfærd over for Greenpeace og Pussy Riot-aktivisterne.

Desværre finder der krænkelser sted af menneskerettighederne i både øst og vest. Jeg mener, at Danmark skal kritisere dem, lige meget hvor de finder sted. Det gælder både jagten på Snowden, den massive overvågning fra USA og den fuldstændig utilstedelige fremfærd og undertrykkelse, der finder sted i Rusland. Jeg mener, at Danmark derfor har en afgørende rolle at spille i Europarådet som en stemme, der står vagt om menneskerettighederne, som en stemme, der kritiserer, når der finder krænkelser sted i Aserbajdsjan, i Tyrkiet, i Ukraine og i Rusland, men som også kritiserer, når der finder krænkelser sted af menneskerettigheder inden for EU´s grænser.

Desværre er det ikke altid sådan, det foregår. Nogle gange ser vi, at den ene beskidte hånd vasker den anden. Det har vi set allertydeligst inden for det seneste år i diskussionen omkring Ungarn. Både Europarådets rapportør gennem et 2-årigt langt arbejde og Venedig-Kommissionen slog klart fast, at der finder krænkelser af grundlæggende rettigheder sted i Ungarn, konkrete krænkelser af pressefriheden, religionsfriheden og domstolenes uafhængighed for bare at nævne noget. Alligevel slap den konservative ungarske regering for kritik. Et ændringsforslag fra Dansk Folkeparti, som blev stillet sammen med serbiske, russiske og engelske højrekræfter, medførte, at Europarådet konstaterede, at man fandt, at der fandt menneskerettighedskrænkelser sted i Ungarn, men man ønskede ikke at gøre noget ved det. Den ene beskidte hånd vaskede den anden. Den ungarske befolkning blev svigtet, og jeg mener, at hele forløbet er skammeligt.

Det undrer mig egentlig ikke så meget, som jeg sagde tidligere, at Dansk Folkeparti ikke støtter menneskerettighederne og ønsker at holde hånden over krænkelser af menneskerettighederne fra de regeringer, man godt kan lide rundtomkring i Europa, men det er tankevækkende, at så mange andre stemte for forslaget, særlig når de stemte bag lukkede døre. Det rejser et grundlæggende problem for Europarådet, et problem, som jeg synes vi bør overveje hvordan vi kan gøre noget ved i den parlamentariske forsamling. Vi bør overveje, om vi ikke kan sikre, at Europarådets monitoreringsudvalg tager menneskerettighederne mere seriøst fremover.

Mit konkrete forslag vil være, at vi åbner møderne i monitoreringsudvalget, som det sker i alle andre udvalg i den parlamentariske forsamling, frem for at holde dem bag lukkede døre, som det sker i dag. Havde denne procedure været gældende, da vi behandlede Ungarn, så kan jeg uden at bryde min tavshedspligt eller løfte sløret for meget nok sige, at der var nogle, der havde stemt anderledes, end de gjorde, alene af den grund, at deres vælgere ville kunne se, hvad de stemte. Det havde formentlig flyttet de afgørende stemmer, så ungarernes menneskerettigheder ikke var blevet ignoreret, men var blevet taget hånd om.

En anden ting, som er bemærkelsesværdig og interessant i forhold til Europarådet, er, hvordan EU og Europarådet har håndteret finanskrisen forskelligt, særlig når man ser på EU's nedskæringspolitik og krisepolitik. Mens EU har strammet den økonomiske styring af landenes politik, har Europarådet kritiseret nedskæringspolitikken for at krænke demokratiske og sociale rettigheder. Det er noget, vi har vedtaget i den parlamentariske forsamling. Ligeledes har menneskerettighedskommissæren råbt vagt i gevær om konsekvenserne af nedskæringspolitikken for menneskerettighederne.

Jeg synes, det er en interessant udvikling, som bør mane til eftertanke. Bør vi føre en krisepolitik, der sikrer borgernes menneskerettigheder? Det mener jeg, og jeg mener også, at det er vores forpligtelse over for Europarådet, og det er en forpligtigelse, som jeg mener vi bør følge.

Men det understreger også, at der er mange forskellige måder at have et europæisk samarbejde på. Man kan have et overnationalt samarbejde, der grundlæggende bygger på indretningen af det indre marked, som vi kender det fra EU, og man kan have et mellemstatsligt samarbejde, der bygger på den europæiske menneskerettighedskonvention, som vi kender det fra Europarådet. Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten rigtig, rigtig godt kan lide Europarådet, fordi Europarådet spiller en vigtig rolle for det arbejde, der foregår for menneskerettighederne, også når Europa er i krise, men også i forhold til de menneskerettighedskrænkelser, som foregår inden for EU.

Jeg havde personligt oplevelsen af at være valgobservatør i Bulgarien. Bulgarien er som bekendt et EU-medlemsland. Her sendte EU ikke valgobservatører, selv om Bulgarien fra Europarådets side er under overvågning for krænkelser af menneskerettighederne. I EU antog man, at alting pr. definition ville være godt i et EU-land som Bulgarien. Desværre var det ikke tilfældet, og derfor mener jeg det var godt, at Europarådets sendte valgobservatører til landet.

I Enhedslisten mener vi, at Danmark bør prioritere Europarådet. Vi vil gerne kvittere for det gode arbejde, der bliver lagt fra den danske regerings side, fra ambassadens side i Europarådet, fra danske parlamentarikere i den parlamentariske forsamling i kongressen, men vi mener, at Danmark bør arbejde aktivt for at styrke Europarådet endnu mere. Jeg mener, at Europarådet er en god ramme for Danmarks arbejde for menneskerettigheder og for arbejdet for en europæisk dialog på regerings- og parlamentarisk niveau, og det er et sted, hvor Danmark kan spille en afgørende og vigtig rolle som en reel forsvarer for menneskerettigheder. Lige meget hvilken partifarve der er tale om, lige meget hvilket geopolitisk sted i Europa man befinder sig, skal krænkelser af menneskerettighederne altid kritiseres.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har meldt sig for en kort bemærkning, og det er hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Man får jo nærmest det indtryk, når man hører på hr. Nikolaj Villumsen, at ingen er over og ingen er ved siden af Europarådet. Det lyder jo, som om alt, hvad Europarådet foretager sig, nærmest pr. definition er rigtigt, og man får også det indtryk, at der jo næsten ikke er det land, der ikke skal overvåges, hvis det står til Enhedslisten. Altså, der er jo en lang række lande, som bliver overvåget af Europarådet, og nu nævnte hr. Nikolaj Villumsen selv Bulgarien, hvor jeg i øvrigt selv har stemt for.

Altså, jeg synes også, det ville klæde hr. Nikolaj Villumsen, hvis han var lidt mere nuanceret i den måde, som han omtaler f.eks. Dansk Folkepartis ageren i Europarådet på, i stedet for at han fremstiller det, som om vi pr. definition er imod alle slags rettigheder. Jeg kunne jo også, når hr. Nikolaj Villumsen siger det, han vil, fremstille det sådan, at det næsten kunne tydes, som om alle stater skulle overvåges, hvis ikke de var enige med Enhedslisten.

Så jeg beder bare om, at man er en anelse mere nuanceret, selv om det måske er for meget at forlange.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, jeg er ganske nuanceret, og hvis ordføreren for Dansk Folkeparti har bemærket det, så kritiserede jeg lige præcis ikke Dansk Folkeparti for ikke at være nuanceret; jeg kritiserede Dansk Folkeparti for at være partisk, for at holde hånden over dem, man godt kan lide. Og det er noget, vi desværre ser alt, alt for ofte i Europarådet. Vi ser, at dem, der godt kan lide Aserbajdsjan, holder hånden over Aserbajdsjan, når det gælder menneskerettighedskrænkelser dér, at dem, der godt kan lide Rusland, holder hånden over Rusland, når det gælder krænkelser af menneskerettighederne dér. Der er altid nogle fra nogle lande, der mener, at menneskerettighedskrænkelserne aldrig nogen sinde skal kritiseres, fordi de bor i et land, hvor det ofte forekommer. Der var mange medlemmer fra de lande, der stemte sammen med Dansk Folkeparti, da man i Europarådet stemte om det, som er en meget sjælden begivenhed, nemlig om man skulle åbne en overvågnings- og monitoreringsprocedure mod et land, der ikke var under overvågning og monitorering. Men det sker heldigvis meget, meget sjældent, så når Dansk Folkeparti tegner et billede af, at Enhedslisten altid vil åbne overvågningsprocedurer, så ved Dansk Folkeparti også godt, at det ikke er korrekt. Desværre var der et flertal, der ønskede at vaske de beskidte hænder, selv om vi havde klare beviser for, at der fandt krænkelser af menneskerettighederne sted.

Hr. Martin Henriksen.

Jamen det dér er jo næsten helt ekstremt. Altså, hvad er det, hr. Nikolaj Villumsen antyder? Er det, at jeg, når jeg f.eks. har stemt, som jeg har gjort det i forhold til Ungarn, hvor jeg jo stemte for, at man udtrykker en kritik, også en ret kraftig kritik på en række områder, men altså ikke så skarp, at man behøver at starte en overvågningsprocedure, som man f.eks. har det i forhold til Tyrkiet og Rusland, så skulle have gjort det som en vennetjeneste, eller fordi jeg har sådan et særlig godt forhold til nogle i den ungarske regering? Er det det, som Enhedslisten står og antyder? Og hvis det er det, man står og antyder, hvor har man så det fra? Det kunne det jo være ret interessant at få at vide, for sagen er jo den, at hr. Nikolaj Villumsen bare står og griber tingene ud af den blå luft. Og det er selvfølgelig også en øvelse, som man kan gøre sig i, og det er Enhedslisten så mester i.

Ordføreren.

Nej, jeg beskylder skam ikke Dansk Folkeparti for vennetjenester; jeg tror egentlig mere, at det, der skete med hensyn til Ungarn, var en konsekvens af, at Dansk Folkeparti ikke går ind for menneskerettigheder. Men jeg tror, der var andre, der ydede vennetjenester til regeringen i Ungarn. Det, som jeg syntes var besynderligt ved det, der foregik, var jo, at Dansk Folkeparti kunne konstatere, at der fandt krænkelser af pressefriheden sted, at der fandt diskrimination af homoseksuelle sted, men man valgte alligevel at se igennem fingre med det; man valgte, at det ikke skulle have nogen som helst konsekvens. Og der synes jeg da at Dansk Folkeparti skylder offentligheden i Danmark, skylder sine vælgere, skylder danskerne at forklare, hvorfor det er i orden at krænke pressefriheden, krænke menneskerettighederne i Ungarn. Jeg forstår det ikke. Derfor stemte jeg for, at det skulle have en konsekvens. Dansk Folkeparti var med til at sikre, at det ikke fik nogen konsekvens.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det hr. Villum Christensen som ordfører for Liberal Alliance.

Tak for det. I vores ordførers fravær skal jeg takke for redegørelsen.

Lad mig indlede med at rose, at der fra dansk side er taget en række gode initiativer både i forhold til Europarådets aktuelle udfordringer og i forhold til Europarådets behov for organisatorisk modernisering og effektivisering. Det er klart, at samarbejdet mellem 47 medlemsstater kan volde en del vanskeligheder, da landene er meget forskellige både politisk og kulturelt.

Vi værdsætter, at der fra dansk side er taget initiativ til afholdelse af en række væsentlige temadebatter om f.eks. sameksistens, diskrimination på baggrund af seksuel orientering, religionsfrihed, ekstremisme og journalisters sikkerhed. Det er alle sammen temaer, der er af afgørende betydning for demokrati, frihedsbeskyttelse og retssikkerhed.

Vi ved, at en række lande har problemer med overholdelse af deres forpligtelser, og af den grund er det stærkt bekymrende, at et land som Aserbajdsjan skal kunne varetage et formandskab i Europarådet. Man kan sige, at det bogstavelig talt er et signal om, at man ser gennem fingre med overtrædelser, og at man næsten uden at blinke sætter ræven til at vogte gæs. Denne sag viser med al ønskelig tydelighed, hvor vigtigt det er at sætte ord bag handling, og at Europarådet gives mulighed for at undgå den slags pinligheder i fremtiden. Det er prisværdigt, at Danmark har været aktiv i diskussionerne op til Aserbajdsjans formandskab, og vi opfordrer fra Liberal Alliances side til, at man holder diskussionen åben, også selv om løbet er kørt i forhold til den aktuelle situation.

Fra dansk side har der ligeledes været stor aktivitet for at sætte helt uacceptable forhold i en række af medlemslandene til debat. Det gælder både den manglende valgbarhed for alle statsborgere, uanset etnicitet, og Bosnien-Hercegovinas og Ruslands helt uacceptable tilgang til homoseksuelles rettigheder samt den brutale behandling af demonstranterne i Ukraine, som flere også har været inde på. Så vidt om den aktuelle problemstilling og den danske deltagelse i debatten herom.

Jeg vil også gerne knytte nogle kommentarer til den igangværende og meget langsommelige reformproces, der er sat i gang. Vedtagelsen af en nulnominel vækst – hedder det vist – er særdeles glædelig. I virkeligheden synes vi i Liberal Alliance, at Europarådets budget og aktiviteter burde gennemgås meget kritisk med henblik på slankning og effektivisering.

Det er jo sådan, at den måde, Europarådet er organiseret på med alle de tilhørende institutioner, vi kender, mere end noget andet er udtryk for en historisk udvikling. Det, der var godt og velfungerende på ét tidspunkt i historien, behøver naturligvis ikke være det til evig tid. Alene det forhold, at domstolen pr. 31. oktober 2013 havde ikke færre end 160.000 sager, der afventede afgørelse om yderligere behandling, siger jo, at der er behov for reformer. Sådan er det givetvis også med en række af de øvrige institutioner, såsom kongressen, den parlamentariske forsamling, Ministerkomiteen og formandskabet.

Fra Liberal Alliances side støtter vi derfor den danske indsats for reformer, der på sigt kan slanke, fokusere og effektivisere Europarådets arbejde til gavn for borgerne i de 47 medlemslande.

Tak til ordføreren. Hr. Per Stig Møller som konservativ ordfører.

Europarådet har historisk haft to store opgaver: Den ene er knæsættelsen og styrkelsen af demokratiet, og den anden er knæsættelsen og styrkelsen af menneskerettighederne ved oprettelsen af Menneskerettighedsdomstolen og de mange deraf følgende konventioner, som landene skal implementere og efterleve. Det har været meget væsentligt, at Europarådet stod for demokratiet og var med til at fremme demokratiet og efter anden verdenskrig var med til at stabilisere eller sikre de vesteuropæiske demokratier.

Derfor har Europarådet også haft to store perioder: Den ene var netop tiden efter anden verdenskrig, hvor Europarådet blev oprettet, og den anden var efter kommunismens og Sovjetunionens fald efter 1989. Da var det sådan, at alle de europæiske lande, der nu var kommet af med kommunismen eller var kommet ud af Sovjetunionen, ønskede så hurtigt som muligt at blive medlemmer af Europarådet. Jeg havde selv fornøjelsen af at være medlem af Europarådet i de år, og jeg husker, hvor ivrige Ukraine, Rusland og alle Kaukasuslandene var for at blive medlemmer, og det var de, fordi det jo var tegnet på, at man var blevet suveræn, man var et demokrati, man respekterede menneskerettighederne, man var et moderne samfund.

Rusland optog vi efter meget, meget nøje overvejelse – også Ukraine – men fra Rusland husker jeg især, at deres fremragende menneskerettighedskommissær Kovaljov sagde: Det er vigtigt, vi kommer ind, for så kan vore borgere klage til Menneskerettighedsdomstolen. Det betød jo så altså også, at der kom så mange klager, at domstolen hele tiden måtte udvides økonomisk. Derfor er det også lidt paradoksalt, at netop i de lande, som var mest ivrige efter at komme med – Ukraine, Rusland, Kaukasuslandene, Balkanlandene – ser vi nu også store problemer. Altså, Ukraine kunne ikke være blevet optaget dengang, hvis det opførte sig, som det gør i dag. For Ruslands vedkommende havde det nok taget lidt længere tid med det tilbageskridt, der er i Rusland, med fængsling af journalister og erhvervsfolk, politikken over for homoseksuelle, det, vi så i forhold til Greenpeace. Det er også klare tilbageskridt. I Kaukasus oplever vi det med Aserbajdsjan: Her er også tydelige tilbageskridt.

På Balkan er det nu gået så vidt, at Bosnien-Hercegovina er gået i en sådan opløsning, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om de overhovedet er kvalificerede eller i stand til at overtage europarådsformandskabet i maj 2015, fordi man altså stadig væk ikke har sørget for, at folk har stemmeret uanset etnicitet. Derfor vil deres forfatning være ulovlig i forhold til Europarådets spilleregler. Kan man så have sådan et land som formandsland?

Det, der er min pointe her, er, at den parlamentariske forsamling og ministerkomiteen må gribe hårdere ind over for lande, som virkelig markant går tilbage. Man må spørge sig selv: Ville vi have optaget af dem, sådan som de opfører sig nu? Og hvis svaret er nej, er man nødt til at sige: O.k., næste skridt er suspension. Det vil jeg så opfordre til at man overvejer meget alvorligt. Det er selvfølgelig et alvorligt skridt, men jeg vil opfordre til, at man overvejer det. De skal virkelig vide, at går det baglæns, så sker der også noget.

I øvrigt er jeg enig med regeringen i de forskellige opstramninger af Europarådets arbejde, regeringen vil have. Jeg sætter meget pris på, at man sammen med 14 andre lande har villet styrke kerneområderne. Man har så 13 lande imod sig, heriblandt Tyrkiet, som jo sandelig også er et land, der er i kraftig tilbagegang for tiden med hensyn til journalister – det er vist det land, der er flest journalister fængslet i. Og borgerrettighederne har det jo også dårligere og dårligere. De 13 lande vil altså have, at man skal dække alle områder – det skal man ikke . Vi har jo netop lavet aftaler med OSCE og med EU – grænseaftaler om, hvad de fortrinsvis beskæftiger sig med, og hvad vi i Europarådets fortrinsvis beskæftiger os med. Det skal vi holde fast i.

Derfor mener jeg også, det næste fra regeringens redegørelse, som jeg vil påpege, er rigtigt, nemlig at vi ønsker at prioritere indsatsen sammen med en række andre lande, således at man optimerer og præciserer, står der her, program- og aktivitetsbeskrivelserne og udskiller programmer uden relevans. Det mener jeg er meget vigtigt: at man udskiller programmer uden relevans, altså at man fokuserer mere, at man er mere opmærksom på, hvor det er, man overlapper med andre, og at man igen – og her kommer jeg tilbage til min indledning – koncentrerer sig om de opgaver, som er den historiske mission: styrkelsen af menneskerettighederne, udvidelsen og udbygningen af demokratiet.

Tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren.

Jeg vil godt takke for den her debat, som har været saglig og konstruktiv, og det synes jeg er meget positivt. Det afspejler jo også meget godt den store opbakning, der er til arbejdet i Europarådet her fra Folketingets side.

Perioden siden sidste debat i Folketinget i juni 2012 er fortsat i reformernes tegn for Europarådet. En lang række forslag om strukturelle og administrative ændringer af organisationen er alle blevet gennemført. Det har bl.a. medført nedbringelse af lønudgifterne i Europarådet og overgang til 2-årige budgetter. Domstolens reformproces er også fortsat og har skabt resultater i form af en faldende sagsmængde. Da domstolen havde flest sager – det var i august 2011 – var antallet af sager, der afventede afgørelse om videre behandling, 160.200. I oktober 2013 var antallet faldet til 107.600.

Som led i den fortsatte reformproces blev tillægsprotokol 15 og 16 til menneskerettighedskonventionen vedtaget af medlemsstaterne i 2013. Danmark har allerede undertegnet protokol 15 og overvejer for øjeblikket spørgsmålet om undertegnelse og ratifikation af protokol 16.

Europarådets nødvendige reformproces er endnu ikke afsluttet. Spørgsmål om øget effektivitet og relevans vil fortsat være på dagsordenen i 2014. Debatten i dag har bekræftet, at der er bred tilslutning til Europarådets reformarbejde og til ønsket om, at Europarådet fokusere på kerneområderne. Det er menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper. Regeringen vil derfor fortsat arbejde for flere ressourcer til kerneområderne inden for Europarådet.

Situationen i Rusland har fyldt meget på dagsordenen i organisationen i det forgangne halvandet år, bl.a. på grund af nationale lovgivningsinitiativer på områder såsom ngo'er, forsamlingsfrihed og lovgivning mod såkaldt homoseksuel propaganda. Også Ukraine tiltrækker sig fortsat opmærksomhed, ikke mindst på grund af sagen mod forhenværende premierminister Julia Timosjenko. Ukraine er genstand for Europarådets mest omfattende handlingsplan nogen sinde med henblik på at bistå landet med opfyldelsen af sine forpligtelser.

Kredsen af lande, der har problemer med at opfylde deres forpligtelser, er imidlertid væsentlig bredere, og arbejdet med gennem dialog og monitorering at rette op på situationen i disse lande vil fortsætte i det nye år med dansk medvirken.

På den tematiske side har diskrimination på baggrund af seksuel orientering været på dagsordenen i den seneste periode, men også vold mod kvinder og romaspørgsmål har fået opmærksomhed. Andre temaer har været journalisters sikkerhed, ekstremisme, menneskerettighedsforkæmperes rolle, religionsfrihed og sameksistens og interkulturel og demokratisk dialog.

Hvis vi ser fremad, vil 2014 blive et vigtigt år for organisationen. Den Parlamentariske Forsamling skal i juni vælge Europarådets generalsekretær for den næste 5-årige periode. Jeg håber på en generalsekretær, som vil fortsætte de igangværende reformbestræbelser i Europarådet, og som entydigt opfylder junckerkriterierne om, at en generalsekretær bør nyde en høj grad af anerkendelse, have bestridt et embede som stats- og regeringschef eller lignende og være kendt bredt blandt Europas politikere og befolkninger.

Jeg vil gerne afslutte med et citat:

Der må skelnes mellem de medlemsstater, der erkender, at de har problemer, og som er villige til at arbejde med Europarådet, og de medlemsstater, der har problemer, men som ikke erkender det, og som ikke forpligter sig til konkrete handlingsplaner.

Det sagde generalsekretær Jagland på mødet i Den Parlamentariske Forsamling i januar 2013, og den opfattelse deler regeringen. Kan der ikke findes effektive og gennemførlige svar på konkrete udfordringer i berørte medlemsstater, så undergraves organisationens troværdighed.

Tak til udenrigsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen om redegørelsen er sluttet.