Det næste punkt på dagsordenen er:

20) Forhandling om redegørelse nr. R 3:

Udenrigsministerens redegørelse om arktisk samarbejde.

(Anmeldelse 10.10.2013. Redegørelse givet 10.10.2013. Meddelelse om forhandling 10.10.2013).

Sammen med dette punkt foretages:

21) Forhandling om redegørelse nr. R 4:

Udenrigsministerens redegørelse om Østersørådssamarbejdet.

(Anmeldelse 10.10.2013. Redegørelse givet 10.10.2013. Meddelelse om forhandling 10.10.2013).

Forhandlingen er åbnet. Og det er hr. Bertel Haarder, Venstre, som den første ordfører.

Tak, fru formand. Isen over Nordpolen er halveret i løbet af de sidste 30 år, Grønland har nu et lige så stort isfrit område som hele Norge, og sidste år var der 71 skibe, der sejlede nord om Sibirien, så sent som i 2007 var det kun to skibe, der sejlede nord om Sibirien. Det rejser spørgsmål om sikkerhed til søs for krydstogtskibe; det rejser miljøspørgsmål og spørgsmål om eventuel olieudledning og udvinding af mineraler og andre ressourcer.

Det er jo ikke så mærkeligt, at Rigsrevisionen i sin analyse, som man har følt sig kaldet til at foretage, finder frem til, at der er en mangelfuld overvågning, når det gælder hele det grønlandske territorium. Det er en uoverkommelig opgave for Danmark. Det kalder på internationalt samarbejde i IMO og også i Arktisk Råd. Det kalder i øvrigt også på, at man får gennemført søkortlægningen, og jeg vil godt spørge ministeren om, hvordan det går med det. Kan det f.eks. fremskyndes ved et samarbejde med USA, der muligvis allerede har foretaget den kortlægning?

Der var kø i Arktisk Råd for at komme med som observatører, og nu er både Kina, Japan, Indien, Singapore, Korea og gud hjælpe mig også Italien med som observatører i Arktisk Råd – og EU er tæt på, men der skal først være enighed mellem Canada og EU om sæler og sælprodukter. Jeg synes, det er en rigtig god betingelse, at det først skal på plads, men det skal jo ikke ændre ved, at alle tre dele af rigsfællesskabet er enige om, at EU så hurtigt som muligt bør kobles til det arktiske samarbejde. Det er lykkeligt, at alle tre rigsdele er kommet med ved bordet, og alle tre rigsdele er enige om, at vi vil præge EU's politik mest muligt, når det gælder fiskeri, energi, mineraler, klima osv., og at vi insisterer på, at der bliver en tæt dialog med de arktiske befolkninger.

Jeg vil i forbifarten godt udtrykke min støtte til, at udenrigsministeren ikke længere lytter til den radikale ordfører, fru Zenia Stampes, forslag om at rejse spørgsmålet om atomfri zone. Det er, som udenrigsministeren har sagt, næppe realistisk. Men det stod jo altså i regeringsprogrammet, men der er jo så meget, der stod i det regeringsprogram. I dette tilfælde skal ministeren ikke have kritik for ikke at leve op til det. Det skal han i øvrigt heller ikke på en række andre punkter. Men så skulle man jo ikke have skrevet det.

Jeg glæder mig over, at Stoltenbergrapporten, som jo især omhandler disse ting vedrørende Arktis, så langt er blevet realiseret. Men lige præcis når det gælder de præcise kapitler om Arktis, nemlig kapitel 3-6 i Stoltenbergrapporten, er vi jo bestemt ikke nået til vejs ende, og det er jo de kapitler, der har at gøre med sikkerhed, beredskab osv. Jeg har den holdning, at der ikke er meget i Stoltenbergrapporten, som vi ikke bør tage alvorligt. Det er en meget erfaren mand, der har skrevet den, og når en tidligere udenrigsminister fra et så dedikeret NATO-land som Norge kan gå ind for alle de forslag, kan vi vist også. Men somme tider kan man jo gøre tingene på andre måder end dem, der lige præcis er beskrevet i rapporten. Det skal vi jo være åbne for.

Det allerførste forslag i Stoltenbergrapporten er fælles luftovervågning over Island. Det er gennemført, og det princip kan udvides. Det er intet problem for NATO, at overvågningen foregår sammen med neutrale lande. Det er vigtigt både for NATO og for Sverige og især Finland, at vi understreger, at der ikke er tale om bevogtning, der er tale om overvågning, altså surveillance og ikke policing.

NORDEFCO-samarbejdet er sat på skinner, og det har været en fornøjelse at følge. Især Danmark og Sverige, der vil spare på forsvaret, har brug for, at der kan spares, uden at forsvaret svækkes, og her er samarbejdet en af mulighederne. Og det var dejligt at få hele indkøbslisten fra Forsvarsudvalget, hvor man kan se, hvad det er, de nordiske lande nu forsøger at indkøbe i fællesskab, og dermed sikre sig en rabat.

Der er et vigtigt afsnit i rapporten, side 5, hvor der står, citat:

»Det skal bemærkes, at der i NORDEFCO er enighed om, at de primære fora for drøftelsen af Arktis er Arktisk Råd og ArcticFive (de fem arktiske kyststater).«

Jeg fortsætter citatet:

»Hensigten med NORDEFCO-engagementet i Arktis er således ikke at duplikere indsatserne i disse fora, men derimod at skabe nordisk merværdi på områder, som de andre fora ikke dækker. Således drøfter NORDEFCO løbende mulighederne for at bidrage i Arktis på områder, hvor de nordiske forsvarsressourcer eventuelt vil være relevante at bringe i anvendelse.« Citat slut.

(Uro på tilhørerpladserne) . Jeg håber ikke, det var for dramatisk for nogle tilhørere.

På tilhørerpladserne skal man forholde sig roligt.

Det føjes til, at man på Bodø-mødet mellem de nordiske forsvars- og udenrigsministre var enige om, at Arktis er et område, hvor man kan samarbejde med Rusland og andre lande. Det tror jeg er vigtigt, især i disse tider, hvor Rusland på visse punkter spiller med musklerne på foruroligende vis.

Der var et særnummer i det konservative og ansete tidsskrift Economist for 1½ år siden om Arktis, hvor der var en beskrivelse af alle de store problemer, vi står over for, og alle de konfliktmuligheder, der kan opstå, men så sluttede det med, at takket være de afslappede skandinaver skulle det hele nok gå alt sammen. Thanks to the relaxed Scandinavians, stod der. Det synes jeg er den største kompliment, det nordiske samarbejde om Arktis kan få, og derfor er vi i Venstre meget varme tilhængere af, at det samarbejde udbygges så stærkt som muligt for at skabe den nordiske merværdi, som rapporten også nævner.

Tak til ordføreren. Fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet, værsgo.

Først og fremmest må det være på sin plads at takke den tidligere udenrigsminister for to gode og grundige redegørelser og dernæst at takke den nye og nuværende udenrigsminister for at tage debatten om dem her i dag.

Størstedelen af Arktis udgøres af Ishavet, men det dækkes også af mange lande, lige fra de allernordligste landområder i Europa, store dele af det nordlige Canada til hele den amerikanske delstat Alaska, og ikke mindst den nordlige del af Rusland er også en del af Arktis – og ikke at forglemme Færøerne, Island og Grønland. Det taler næsten for sig selv. Arktis dækker et stort område.

Det er derfor heller ingen overraskelse, at området med årene har fået større og større international bevågenhed, og lige nu sker der store forandringer i Arktis, forandringer, der har økonomisk, politisk og ikke mindst miljømæssig og klimamæssig betydning. Netop klimaforandringerne er en af de væsentligste årsager til, at Arktis for alvor er kommet på den internationale dagsorden. Lige nu smelter store dele af isen i Polarhavet og af indlandsisen. Temperaturerne ændrer sig, og det forventes, at havet vil stige. Det mærker både miljøet og de 4 millioner mennesker, der bor i Arktis, allerede nu. Derfor er det også store beslutninger, som i fremtiden skal træffes, og ikke mindst vigtige samarbejder, der må indgås. For som tidligere nævnt dækker Arktis over mange lande, og man vil være nødt til og bedst tjent med, at man kan samarbejde. Lad mig komme med nogle eksempler, som også redegørelsen her tager fat i:

Grundet klimaforandringerne åbner nye muligheder sig, men her følger også nye udfordringer med. Det danske forsvar har i dag allerede ansvaret for mange opgaver vedrørende Arktis. Bl.a. har Danmark i dag ansvaret for at skabe sikre sejladsforhold og varetage eftersøgnings- og redningsberedskabet. Her har klimaforandringerne og afsmeltningen af havisen fået stor betydning, for nu åbnes der jo, som også hr. Bertel Haarder nævnte, op for nye sejlruter. Det har medført en stigende interesse inden for turismen, hvor især krydstogtskibe er blevet meget populære. I 2004 var tallet på 15.500 passagerer, og i 2010 var tallet steget til over 30.000 passagerer.

Jeg kan kun forestille mig, at tallet fortsat vil stige, hvilket man også godt kan forstå. Jeg har selv været på Grønland, hvor jeg blev dybt betaget af de flotte og unikke omgivelser, og det er jo ikke uden fare at bevæge sig ind i de arktiske farvande, hvor ulykker kan opstå. I Antarktis, hvor forholdene mere eller mindre er de samme som i Arktis, blot med omvendte årstider, naturligvis, er der allerede sket flere hændelser. Senest kunne 74 strandede skibspassagerer holde nytår ude på den antarktiske is, passagererne på et russisk skib var nemlig fastfrosset i flere meter tyk is på den lokation. De samme udfordringer vil ramme Arktis, og efterspørgslen på råstoffer, olie og andre naturressourcer samt de nye muligheder for søtransport af varer mellem Europa og Asien vil kunne bidrage med stigende skibstrafik i de arktiske farvande.

Med »Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020« har vi allerede taget fat på flere af problemstillingerne, og det er også vigtigt, at Danmark er med til at sikre høje og ensartede sikkerhedsstandarder. Tilbage i maj fik vi her i Folketinget vedtaget en ændring af søloven for at styrke sejladssikkerheden i grønlandsk farvand, men vi kan ikke stå alene, og derfor har Danmark sammen med Færøerne og Grønland en stor opgave i at præge forhandlingerne i IMO for at sikre, at der kommer obligatoriske sikkerhedsstandarder for al sejlads i Arktis. Samtidig skal vi huske på, at de danske opgaver i Arktis skal løses under helt andre forhold, end vi har herhjemme i de danske farvande.

Derfor ser jeg også frem til, at Forsvarsministeriet i slutningen af 2014 kommer med en omfattende analyse af forsvarets fremtidige opgaveløsning i Arktis samt en risikoanalyse for havmiljøområdet ved Grønland. Jeg ser frem til at se, hvad analyserne indeholder; der vil uden tvivl på mange områder kunne sættes ind.

Den øgede sejlads medfører også en større risiko for forurening fra skibe, som f.eks. skyldes olie- og kemikalieudslip, og her er det rigtig vigtigt, at miljøbeskyttelsen prioriteres højt. Miljøet i Arktis er sårbart og – som sagt – hjem for 4 millioner mennesker og et meget rigt dyreliv. Derfor er det afgørende, at udviklingen af Arktis skal være bæredygtig og foregå således, at både mennesker og dyr kan fortsætte med at bo i Arktis. Arktis bliver prioriteret højt af det nordiske samarbejde, og der er stadig brug for at diskutere, hvordan de nordiske lande bidrager bedst muligt til en bæredygtig udvikling i Arktis, samt hvordan de nordiske lande kan styrke samarbejdet i den udvikling. Tak.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil indlede med at takke udenrigsministeren for de to redegørelser, som vi drøfter her i dag. Jeg vil ligeledes indlede med på linje med andre at fremhæve, at det er en stor rolle og en vigtig rolle, som det arktiske område spiller. Rigsfællesskabets prioriteter i forhold til det arktiske område beskrives på glimrende vis i redegørelsen, og det er positivt for mig som ordfører at kunne konkludere, at Dansk Folkeparti i vid udstrækning bakker op om disse prioriteter. Jeg vil her blot fremhæve et par af de væsentligste.

Jeg synes, det er værd at fremhæve, at den danske regering lægger vægt på et tæt samarbejde og en dialog med rigsfællesskabets forskellige dele, sådan at kongeriget Danmark taler med en fælles stemme i internationale fora. Det kan jeg naturligvis kun bakke op om, alt andet ville være mærkeligt.

I det forgangne år har der været stor fokus på forsvarets kapacitet til opgaveløsning i Arktis, og bl.a. har Statsrevisorerne kritiseret den måde, opgaverne hidtil har været løst på. Dansk Folkeparti støtter bestræbelserne på at styrke denne kapacitet og i det hele taget, at opgaverne løses på fuldt ud forsvarlig vis. Derfor bakker vi da også op om arbejdet med at forbedre opgaveløsningen. Det siger sig selv, at forsvaret er en central aktør i forhold til væsentlige opgaver som overvågning og suverænitetshåndhævelse, og forsvarets kapacitet til at løse disse og andre opgaver må naturligvis styrkes, når man lægger større og større vægt på Arktis, og når der i kraft af afsmeltning af is jo bliver et større søareal, som skal dækkes.

Dansk Folkeparti bakker også op om, at Arktisk Råd skal være det centrale forum for samarbejde og beslutninger vedrørende Arktis, og det er naturligvis vigtigt, at rigsfællesskabet spiller en aktiv rolle i dette forum og andre relevante internationale fora. Dog vil jeg her nævne, at det stadig ikke står lysende klart for mig, hvorfor et land som Kina er blevet tildelt observatørrolle i Arktisk Råd. Og en ordfører før mig var inde på, hvorfor Italien havde den rolle. Det kan man så spekulere over.

Som medlem af Nordisk Råd er det også glædeligt, at Nordisk Ministerråd i disse år ligeledes fokuserer på befolkningerne i Arktis. I de store forkromede drøftelser om geopolitik og mulighederne for økonomiske eventyr i Arktis er det vigtigt ikke at glemme de cirka 4 millioner mennesker, som faktisk bor der. Og derfor er det selvfølgelig også vigtigt med fokus på at sikre en bæredygtig udvikling og forbedre levevilkårene for befolkningerne i de nordlige områder. Det er en helt naturlig udvikling, at Arktis også kommer til at spille en større rolle i det nordiske samarbejde, sådan som Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd også lægger op til.

Det canadiske formandskabsprogram beskrives også kort i redegørelsen, og også her må man sige, at der overordnet set er tale om ganske oplagte og fornuftige prioriteringer såsom forbedring af skibssikkerhed og forebyggelse og bekæmpelse af oliespild, som vi sikkert alle kan være enige om er både gode, men også nødvendige initiativer at tage.

Det er ligeledes glædeligt at konkludere, at der i redegørelsen om Østersørådssamarbejdet bl.a. fokuseres på beskyttelse af havmiljøet, som jo har en afgørende betydning for Danmark med vores placering i Østersøen. Og i kraft af at der jo ligger nogle lande langs Østersøen, som måske har en mindre tradition for at beskytte miljøet, ja, så er det godt, at vi har et forum som Østersørådssamarbejdet, hvor sådanne problemstillinger kan tages op.

Men som afslutning på min tale vil jeg blot endnu en gang takke ministeren for redegørelserne og for muligheden for at have debatten her i dag.

Der er en kort bemærkning fra fru Sara Olsvig, IA, værsgo.

Tak, og tak for ordførertalen. Ordføreren siger i talen, at det er vigtigt at sikre en bæredygtig udvikling for befolkningerne i Arktis. En del af det med en bæredygtig udvikling er også at have mulighed for at gøre brug af de både levende og ikkelevende ressourcer, der er i og omkring de lande, vi nu bor i. I en grønlandsk sammenhæng er det jo derfor også vigtigt, at vi har mulighed for at gøre brug af og eksportere sælprodukter, og i den forbindelse vil jeg gerne høre, om Dansk Folkeparti støtter den grønlandske sælfangst.

Ordføreren.

Det kan jeg sige at vi gør. Selvfølgelig skal der være en balance i, hvordan man udnytter naturressourcerne, også i form af sæler, så derfor skal man selvfølgelig beskytte bestanden, så den fortsat er til stede, men også tage hensyn til dyrevelfærd; det ligger jo Dansk Folkeparti meget på sinde. Men ja, vi synes, det er en udmærket idé, at man udnytter de ressourcer, der er til stede, også af levende dyr, bare de bliver behandlet ordentligt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Friis Bach, Radikale Venstre.

Tak for det, og tak for to gode redegørelser, dels om det arktiske samarbejde, dels om samarbejdet i Østersørådet. Det er rigtig godt at se det gode samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland og den stærkt stigende aktivitet i det arktiske samarbejde, et samarbejde, som bliver stadig bredere, med tilslutning til arbejdet fra flere og flere lande, og som bliver stadig dybere, med inddragelse af flere og flere områder og flere og flere fagministerier. Det spænder jo vidt, fra udvikling af specifik kapacitet og samarbejde inden for beredskab, arktisk miljø- og natursamarbejde, miljøovervågning, sundhed, politi, forskning, hydrologiske målinger, sikring af de nødvendige søkort til udvikling af fælles standarder fra alt fra skibe til miljøforhold. Det er nødvendige prioriteter i et arktisk område, der er i hastig udvikling.

Klimaforandringerne vil få dramatiske konsekvenser for Arktis og for Grønland, og derfor er det afgørende, at vi står stærkt og samlet i de internationale klimaforhandlinger. Danmark kan styrke Grønlands stemme og omvendt. Grønland og den store betydning, udviklingen i Grønland har for konsekvenserne af klimaforandringerne, og den store betydning, som klimaforandringerne har for Grønland, vil styrke vores legitimitet og vores gennemslagskraft i klimaforhandlingerne. Den stemme skal vi udnytte endnu bedre, end vi gør i dag, ved at udbygge samarbejdet mellem Færøerne, Grønland, Danmark og EU og ved at styrke forskningen og overvågningen, når det gælder klimaforandringerne i Grønland og det arktiske område. Her viser regeringens redegørelse gode og nye initiativer.

Redegørelsen om Østersøsamarbejdet viser måske, hvis man skal sige det, som det er, et lidt mindre aktivitetsniveau i 2013. Men Østersørådet er et vigtigt forum til også at fremme dialog og samarbejde i en region, der jo stadig præges af både spændinger og fælles udfordringer. Det er vigtigt ikke mindst at fortsætte arbejdet med at beskytte havmiljøet i Østersøen, hvor Danmark jo leder arbejdet i Helsingforskommissionen, den strategiske partner, og det er vigtigt at dæmme op for menneskehandel, kriminelle aktiviteter i regionen – vigtige grænseoverskridende problemer, hvor der skal findes fælles løsninger. Derudover er der gode perspektiver i at styrke samarbejdet inden for uddannelse og energi.

De to redegørelser viser, at Danmark er en aktiv og engageret partner i forhold til både Arktis og Østersøen. Det skal regeringen og udenrigsministeren roses for, men det skal vi jo ikke mindst også rose de mange embedsmænd for, i Udenrigsministeriet og i de andre ministerier, der dygtigt taler Danmarks sag, og som fremmer det regionale samarbejde i to for Danmark helt centrale områder.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Hr. Steen Gade fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak også herfra for de to redegørelser. De handler om internationale samarbejdsfora, som er tæt på os, og jeg vil først sige nogle få bemærkninger om dem samlet set.

Man kan jo sige, at både Østersøsamarbejdet og det arktiske samarbejde er karakteriseret ved, at der ved siden af de samarbejdsfora, som vi drøfter i dag, er en række andre internationale samarbejdsfora, som også spiller med ind. Østersørådet spiller sammen med HELCOM, som er et miljøsamarbejde, spiller sammen med EU, spiller sammen med det nordiske.

Ser man på det arktiske, kan man se, at vi her har en lang række andre samarbejdsmodeller, herunder også nogle af dem, jeg har nævnt her – f.eks. det nordiske samarbejde. Så det er jo vigtigt, at vi har den linje – hvad jeg også synes fremgår af redegørelserne – at vi skal undgå de risici, der er for dobbeltarbejde, de risici for tomgang, som der altid vil være i nogle af de her organisationer, i den udstrækning de beskæftiger sig med det samme.

Så derfor kan man sige, at den sætning, der står et eller andet sted – og som jeg også hørte hr. Bertel Haarder nævnte – om at få merværdi ud af det, er en afgørende del af Danmarks indsats i de her fora.

Når det er sagt, vil jeg sige nogle få ting om Østersørådet. Det er jo et råd og et område, hvor der er lidt mere stilstand. Det er der af flere grunde. Den ene er, at der er andre ting, der trænger sig på. Den anden er, at fremskridtene jo nogle gange kan være svære at se – for nu at være lidt ærlig her. En af de ting, man kan blive noget træt af, er, at HELCOM på sit møde her før jul ikke kunne blive enige om, at Østersøen skulle være et område inden for IMO – altså den internationale maritime organisation – hvor der gælder særlig restriktive regler for at begrænse udledningen af NO x . Det har USA og Canada i fællesskab fået godkendt i IMO for deres nærområder til havs, og der var jo håb om, at det kunne lade sig gøre på HELCOM-mødet, men det sagde russerne så nej til. Det betyder jo ikke, at vi ikke skal fortsætte med det her, men det betyder, at vi har nogle særlige udfordringer i Østersøregionen.

Jeg vil sige, at det vigtige for mig fortsat er at bruge nogle kræfter – måske også flere kræfter – på miljøområdet. Der er de projekter, der hedder Lighthouse-projekterne, som er rimelig gode, og som også er koordineret på EU-plan. Der er desuden nogle gode projekter på energisiden, og så er der også en række gode initiativer med hensyn til civil sikkerhed og spørgsmålet om at begrænse menneskesmugling og illegal indvandring og sådan noget. Så det handler nok om at prioritere nogle af de steder, hvor vi kan se at vi er nødt til at gøre noget mere – Østersøens miljø har det faktisk skidt – og der, hvor vi har en chance for også at få noget medløb.

Jeg går så videre til Arktisk Råd, som jo er vigtigt – hvad andre ordførere også har været inde på – og som på det seneste er blevet kraftigt styrket, kan man sige, og det synes jeg er vigtigt. Jeg mener, at det, at man tog beslutningen om at få observatører ind, faktisk er en styrkelse, og før mig var der en enkelt ordfører her, der problematiserede nogle af landene. Det er mit syn, at det klogeste, man kan gøre, er at tage de lande, som seriøst ønsker at blande sig i et område, der bliver vigtigere og vigtigere, med om bord i stedet for at have dem stående udenfor.

Det er også argumentet for at være glad for, at Kina kommer med. Alt andet ville være helt forkert. Det er jo først og fremmest samhandelen mellem Kina og Europa og Kina og Amerika, der vil få det økonomiske boost på grund af det, fordi sejltiden vil blive forkortet dramatisk. Derfor er der jo objektive interesser, og der er det meget bedre at have folk med omkring bordet end at have dem stående sure udenfor. Vi har ikke løst det helt, for EU har jo også bedt om at blive observatør, og det har canadierne indtil videre sådan set sat en lille kæp i hjulet for. Den skal vi jo se at få fjernet, så vi selvfølgelig også får EU med. Det er lidt absurd, at vi har Kina med som observatør, men ikke har EU med som observatør.

Der kan man sige at hele diskussionen om sæler kommer ind i billedet, som også fru Sara Olsvig nævnte i et spørgsmål her. Og jeg mener, at en af de ting, vi kan gøre fra dansk side her, jo er at rejse diskussionen igen i forhold til EU. Det er jo en restriktion og en politik, som EU har ført over for Grønlands sælfangst, og som SF hele tiden har været imod. Derfor tror jeg godt, det kunne hjælpe, at vi prøvede at rejse det igen i EU. Det kunne godt være en murbrækker måske også for at være med til at løse den blokering i EU.

Så vil jeg nævne indsatsen på det sidste område vedrørende oliespild. Det er jo en start, men det er kun en start. Det er noget, der må arbejdes meget mere med. Andre har nævnt søkort som noget helt afgørende, og det er helt afgørende.

Jeg har også et par bemærkninger om det med militær kapacitet i området og opfølgningen på Stoltenbergrapporten. Jeg er faktisk enig med hr. Bertel Haarder i, at der bør følges kraftigt op på alle elementer i Stoltenbergrapporten, og der er en del, der vedrører det her, i den kommende tid. Og jeg mener, det er helt afgørende, at vi får en model op at stå, som vi allerede har, men at vi altså også er stolte af den – en model, hvor, ja, vi kommer til at bruge militærskibe, ja, vi kommer til også at bruge militæret også til en række miljøformål osv. Men vi insisterer på, at det her er civilt – vi insisterer på, at det her er civilt – sådan at vi ikke får en oprustning, og så vi ikke får et incitament for andre lande, også dem, der er interesserede, til at opføre sig på en anden måde.

Jeg har også en bemærkning om Arktis i forhold til miljø. Der er ikke så mange, der ved, at verdens miljøproblemer i høj grad kan aflæses, jo længere vi kommer op mod Nordpolen. Sod fra vores kraftværker i Europa samles omkring Nordpolen. Havstrømmene fører en række tungmetaller mod Nordpolen, og det samme gælder en række af det beskidte dusin. De samles omkring Nordpolen. Det vil sige, at de arktiske folk faktisk er mere udsat for en forurening, som er lavet i de store industrialiserede bælter på kloden. Og det vil sige, at vi har en særlig interesse som et kongerige, der også omfatter Færøerne og Grønland, i at være aktive i globale miljøforhandlinger. Det har vi været, og en række af de ting, der også er foregået i Arktisk Råd, har handlet om at skabe dokumentationen på det her område f.eks. om kviksølv – dokumentation, som jo så også er med til at sørge for, at der kan laves nogle internationale aftaler.

Jeg mener, at det her område er et af de vigtigste – også udenrigspolitisk – områder for Danmark. Det var også mit syn, da vi havde den sikkerhedspolitiske drøftelse forleden dag i salen, så derfor er det bare en gentagelse.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Der er mange gode ting i redegørelsen, som vi i Enhedslisten er enige i. Det er vigtigt, at vi styrker Arktisk Råd. Her har vi de vigtigste aktører, og her er de oprindelige folk med ved bordet, ganske vist som observatører. Det er regeringen enig i, jævnfør redegørelsen, men det er vigtigt at holde fast i. Det er vigtigt, at vi styrker de oprindelige folks rettigheder, og derfor bør regeringen kæmpe for, at vi i Nordisk Råd udtaler vores klare støtte til FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder. En af de vigtige rettigheder er retten til at blive hørt og taget med på råd, inden der foretages investeringer eller andre tiltag, som kan forstyrre den sårbare natur og de sårbare samfund.

Det er også vigtigt at styrke rigsfællesskabets repræsentation i alle dele af det arktiske samarbejde, således at repræsentanterne fra Færøerne og Grønland er med ved bordet og inddraget fuldt ud. Det har vi diskuteret før, men vi er jo nødt til at understrege det igen.

Det er også vigtigt, at vi styrker samarbejdet inden for Norden i forhold til Arktis, jævnfør det vedhæftede samarbejdsprogram. De nordiske lande har mange fælles interesser især i forhold til at sikre en fredelig udvikling i Arktis. Nu nævnte Venstres ordfører, at det søreme var godt, at vi fik en liste over, hvor vi kunne handle fælles isenkram ind til forsvaret. Jeg så nu hellere en fælles plan for nedrustning på området frem for mere indkøb af militært isenkram. Så kunne vi i stedet bruge pengene til noget andet og noget bedre, f.eks. overvågning og den slags.

Der er allerede tegn på begyndende militær oprustning i det arktiske område. Det er en farlig udvikling. Jeg nævnte det forleden under den sikkerhedspolitiske debat og vil gerne nævne det igen. Vi er meget kede af og kritiske over for, at udenrigsministeren ser ud til at have opgivet kampen for Arktis som atomvåbenfri zone. Det er helt uforståeligt, da det jo står i regeringsgrundlaget. Jeg er på det område tilhænger af ikke at bryde løfter. Jeg kan bestemt anbefale regeringen at følge regeringsgrundlaget. Vi vil i hvert fald bakke op, hvis det kommer til en afstemning om den slags.

Man skal aldrig lade være med at have visioner om en bedre udvikling, fordi nogle i en kortere periode ikke lige er med. Det er jo altid vigtigt, at nogle går foran, at nogle holder fast i de vigtige visioner om at fjerne atomvåben, især i en afgørende periode, hvor man skal tilrettelægge, hvordan trafikken og aktiviteterne skal være i så vigtigt et område.

Danmark skal gøre mere for at beskytte miljøet i Arktis. Der er en stor trussel i form af øget turisme med krydstogtskibe, og der er fare for forlis, hvor tusinder af mennesker ikke kan reddes. Vi mener ikke, at beredskabet er tilstrækkeligt, selv med de nye forbedringer. Det har Rigsrevisionen også været stærkt kritiske over for. Vores forslag er, at vi tredobler beredskabet over en 6-årig periode frem til 2020, gerne finansieret af penge fra planerne om indkøbet af de nye og ganske overflødige kampfly.

Det samme gælder faren for en større miljøkatastrofe i form af olieudslip. Der er slet ikke udviklet den teknologi og det beredskab, som kan bekæmpe en sådan katastrofe. Derfor bør der ikke bores efter olie i isfyldte farvande, før dette beredskab er på plads.

Så lidt om Østersøsamarbejdet: Vi bør styrke samarbejdet i Norden og med østersølandene for at bekæmpe menneskehandel og social dumping. Det undrer os, at samarbejdet om menneskehandel ikke fortsætter efter 2014, og at indsatsen mod social dumping stadig væk har en alt for lav prioritet. Det er vigtigt at styrke samarbejdet til bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, og energisamarbejdet skal omfatte en systematisk udvikling af vedvarende energi. Emnet er sjældent oppe på de mange konferencer, der er listet op i redegørelsen. Der er mere snak om forsyningssikkerhed og den slags ting, og det er også vigtigt, men hvis vi skal se lidt længere ud i fremtiden, er det jo vigtigt, at vi netop siger, at den vedvarende energi skal på banen i også de samarbejder, vi har f.eks. om Østersøen.

I 1980'erne arbejdede vi for dannelsen af Østersøen som atomvåbenfri zone for nu lige at gentage et af temaerne. Vi trænger til en revitalisering af den debat, en fælles indsats for at fjerne flere våben i det her område. Det burde have været en selvfølge i 1989, da muren faldt. Det blev det ikke, men det er stadig væk en god idé, og jeg er varm tilhænger af Aksel Larsens tema i en gammel valgkamp, dengang jeg var meget ung. Den hed »Afrust vort land«. Vi kunne jo starte med at nedruste en smule rundtomkring, hvor vi har et godt samarbejde med nogle lande, der har alt, alt for mange våben på denne klode.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Tak for nogle grundige redegørelser, også selv om de ikke er proppet med overraskelser i forhold til tidligere år. Det er en rigtig god lejlighed til at få et samlet overblik over Arktis og Østersøområdet. Jeg vil koncentrere mig om Arktis, som på alle måder naturligvis repræsenterer en strategisk interessant region for kongeriget.

I Liberal Alliance har vi altid argumenteret for, at Arktis på trods af afstanden og størrelsen er at betragte som vores nærområde, når der skal prioriteres sikkerhedsmæssigt, miljømæssigt og i forhold til beredskab. Vi er glade for, at især forsvarsforliget og de materielanskaffelser, som følger heraf, giver mulighed for opprioritering over en bred kam. Det vil være umuligt at løse problemerne deroppe uden en vis mængde isenkram, det siger sig selv.

Redegørelserne tegner også et billede af, at der er rigtig mange interessenter, som interesserer sig for området, og at der forestår helt afgørende koordinerings- og samarbejdsudfordringer, hvis man overhovedet skal kunne gøre en forskel på så store afstande, og det gælder både samarbejdet mellem landene og mellem de mange myndigheder internt. Vi læser redegørelserne på den måde, at det kerer man sig rigtig meget om – der er i hvert fald mange linjer om det.

Vi er f.eks. meget tilfredse med, at forsvaret kan gå ind i de mange civile opgaver på tværs af grænserne, og at man forbereder sig godt på de konflikter, som uvægerligt vil dukke op, når og hvis råstofressourcerne kan kommercialiseres i større målestok. Selv om det er rasende dyrt at operere i dette område med en meget beskeden infrastruktur, tyder alt på, at det på et tidspunkt vil blive forretningsmæssigt interessant. Indtil nu ser det jo ud til, at de mange interesser ikke har ført til, at man er uenige om spillereglerne, der skal følges, når de her konflikter skal løses, og det er jo i hvert fald en god begyndelse.

Vi er også tilfredse med den afbalancering, som altid skal foretages i forhold til økonomiske interesser og et skrigende behov for udvikling samtidig med hensynet til bæredygtighed, selv om begrebet her har en helt anden dimension, end når vi normalt diskuterer det på vores breddegrader. 10-meterrandzoner fylder ikke meget på Grønland, kan man sige, og spørgsmålet om, hvor overliggeren skal ligge, synes jeg først og fremmest må være op til den oprindelige befolkning at besvare. Det er dem, der skal leve i omgivelserne, og det er dem, der skal sikre en fortsat vækst.

For Liberal Alliances skyld må vi f.eks. gerne dæmpe vores lyst til at belære om, hvad der er korrekt og moralsk korrekt i de enkelte afvejninger, også når det gælder om at åbne minerne.

Med disse ord til vil jeg gerne tage redegørelserne til efterretning – og dette med en ordentlig bemærkning om, at det anses for rigtig vigtigt, at de mange interessenter i området er i stand til at koordinere indsatsen, så det bliver økonomisk overkommeligt reelt at kunne gøre en forskel i disse kæmpestore områder. Tak.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lene Espersen, Det Konservative Folkeparti.

Med denne redegørelsesdebat tager vi fat på to vigtige redegørelser. Jeg vil gerne takke udenrigsministeren for begge redegørelser, redegørelsen om det arktiske samarbejde og redegørelsen om Østersøsamarbejdet. Selv om der altså er tale om to selvstændige redegørelser, er der faktisk mange fællesnævnere, og derfor er det også meget naturligt, at vi tager en samlet debat.

Danmark ligger nu engang på de bredde- og længdegrader, vi gør, og da begge redegørelser omhandler vores nærområder og nærmeste naboer, er det naturligt at tage et fælles udgangspunkt. Det arktiske samarbejde hviler jo primært på samarbejdet omkring Arktisk Råd og ikke mindst de aftaler, vi indgår med de øvrige medlemmer. Ved ministerrådsmødet i Kiruna blev der bygget videre på den bindende SAR-aftale, der jo blev indgået i 2011. I Kiruna blev der opnået enighed om bekæmpelse af sodpartikler samt forbedring af sikkerheden for skibstrafikken i de polare områder.

Vi vil her gerne fra konservativ side fremhæve de udfordringer, skibstrafikken står over for, når de tilgængelige geodata fortsat er mangelfulde, og vi må erkende, at det arktiske område har en sådan fysisk udstrækning, at det er umuligt at have samme beredskab her, som vi kender det fra vores egne småhave. Der skal med andre ord en mere effektiv regulering til, og her har IMO, altså den internationale maritime organisation, meget langstrakte forhandlinger om en polarkode. Vi så gerne, at man ikke bare afventede nye regler i 2017, regler, der muligvis end ikke bliver bindende, men allerede nu inden for rigsfællesskabet diskuterede om ikke det skal være et krav, at man skal sejle tvillingesejlads, altså to skibe ved siden af hinanden inden for kongerigets territorium.

Vi kan med andre ord selv lave bindende regler, der i sidste ende kan redde menneskeliv, for hvis et krydstogtskib går på grund i det kolde farvand, der er omkring Grønland, så dør der rigtig mange mennesker. Uanset om samtlige fartøjer, der var i det danske søværn, var deroppe, ville man ikke kunne redde alle mennesker. Den eneste måde, man kan redde menneskeliv på, er ved tvillingesejlads, og derfor mener vi altså, at vi skal presse på for det.

Vi bakker varmt op om den ensidige og stærke tilgang, der er til Arktis, og hvor udgangspunktet er de 4 millioner mennesker, der lever der. Det er ikke som Antarktis, der jo primært betragtes som et biologisk laboratorium, og hvor der kun bor dyr og fisk. Arktis er først og fremmest de oprindelige folk, der bor, lever og arbejder der. Derfor er det også afgørende, at man i alle dele af kongeriget har en fælles tilgang og koordinerer vores indspil til gavn for den arktiske befolkning. Vi er glade for, at det er lykkedes meget langt hen ad vejen at få løst observatørproblematikken, og håber, at man med tiden også kan få held til i regi af Arctic Five at få overbevist USA om, at det er nødvendigt, at USA ratificerer havretskonventionen. Det er et stort problem, at USA ikke har gjort det endnu.

Derudover spiller en aktiv indsats over for miljø og natur en åbenlyst vigtig rolle, herunder ikke mindst at sikre en stærk havmiljølovgivning. Vores samarbejde i Østersøregionen spiller også en meget væsentlig rolle. For de nordiske lande har ikke mindst de baltiske lande spillet en vigtig rolle igennem århundreder, og vores historiske bånd er særdeles stærke. Ikke alene var det i Estland, som sagnet siger, at dannebrog faldt ned fra himlen og blev vores flag, vi har i de nordiske lande været blandt de første lande og med den stærkeste stemme været med til at sikre balterne deres frihed og uafhængighed.

Heldigvis er hele Østersøregionen kendetegnet ved, at ikke blot gamle venner, men også tidligere fjender har lagt fjendskabet på hylden og i stedet fokuserer på at skabe fremskridt og starte samarbejde, hvor det er en gensidig fordel. Hovedformålet med samarbejdet er at fremme den demokratiske udvikling i Østersøregionen og at bidrage til en positiv økonomisk udvikling. Formandskabet, der går på skift årligt mellem medlemslandene, har været russisk det sidste år, og det russiske formandskab har prioriteret miljø, økonomisk udvikling, energi, uddannelse og kultur samt civil sikkerhed. Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve fra formandskabsperioden, at man har arbejdet på miljøområdet, bl.a. med fokus på en bæredygtig udvikling og beskyttelse af havmiljøet i Østersøen. Ligeledes har samarbejdet på energiområdet fået fremdrift, ligesom samarbejdet vedrørende uddannelse og kultur også har sat nye initiativer i søen. Bl.a. er alle lande med til at finansiere det, der hedder EuroFaculty-projekter, og der er formålet at fremme regionens læreanstalters konkurrencedygtighed, så vi bliver endnu bedre.

Endelig vil jeg gerne fremhæve det arbejde, der foregår i Østersørådet med civil sikkerhed, ikke mindst bekæmpelse af menneskehandel og bedre beskyttelse af udsatte børn. Der er med andre ord en bred vifte af samarbejde, som Danmark deltager i, og det er et vidnesbyrd om, at det gør en forskel at samarbejde, fordi det giver konkrete forbedringer for borgerne, og fordi det skaber fred og stabilitet.

Tak til ordføreren. Der er lige et spørgsmål fra den næste ordfører. Det er foreløbig en kort bemærkning fra fru Sara Olsvig, IA, værsgo.

Tak. Sidste år udtalte ordføreren sig på et samråd om grønlandske sælprodukter og om muligheden for at eksportere disse til EU. Det skabte noget forvirring i den grønlandske presse. I hvert fald blev det afspejlet i pressen, som om ordføreren måske ikke var helt klar over, om grønlandske skind fortsat kan eksporteres til EU. Jeg tager det her op, fordi det her er et vigtigt emne for os og også andre arktiske folk. I den forbindelse vil jeg egentlig gerne bede om en uddybning af, hvordan ordføreren ser på eksport af grønlandske sælprodukter til EU, og om De Konservative støtter Grønlands sælfangst.

Tak. Ordføreren.

Det kan jeg sige at vi gør hundrede procent. Jeg kan godt forstå, at canadierne stadig væk har noget vrede over for EU på grund af den måde, EU agerede på i forbindelse med deres såkaldte drab på babysæler. Det er efter min mening sådan en slags imperialistisk tilgang til det arktiske område, når man gør sig klog på, hvordan der i århundreder er blevet drevet fangst, og hvilke fangstmetoder der er blevet brugt. Det synes jeg man skal afholde sig fra. I det hele taget synes jeg, at man skal vise lidt mere respekt for den måde, den arktiske befolkning har overlevet på i århundreder, og derfor støtter vi helt og fuldt det ønske, man har, om fortsat at drive sælfangst med de metoder, man bruger.

Tak. Fru Sara Olsvig.

Mange tak, det er rart at få en klar udmelding om støtten til Grønlands sælfangst, og det er jo sådan, at der er den her inuitundtagelse, som gør det muligt at eksportere grønlandske sælskind til EU. Er det noget, som De Konservative vil være med til at promovere inden for EU, altså at forøge kendskabet til den her undtagelse, så den står lysende klar for alle de europæiske lande?

Tak. Ordføreren.

Det så vi meget gerne, men jeg må desværre sige til fru Sara Olsvig, at det, jeg frygter, er, at jo mere man taler om det, jo mere vil nogle af de dyreværnsorganisationer, der ynder bare at vise nogle billeder af en masse blod, desværre nok få endnu mere blod på tanden, om man så må sige, og være med til at forpurre debatten. Jeg synes altså, at det er meget vigtigt, når vi lever i et fællesskab, at der er den rummelighed og frihed til, at man også kan indrette sig på en lidt anden måde.

Tak. Så er det fru Sara Olsvig som ordfører, værsgo.

Tak. Jeg vil selvfølgelig først sige mange tak til udenrigsministeren for de gode redegørelser.

Mandag og tirsdag i denne uge deltog jeg i den stort anlagte Arktiskonference i Tromsø, Arctic Frontiers. Her mødtes for ottende år i træk regeringsledere og ministre, politikere, forskere og erhvervsfolk og talte om det store behov for samarbejde i Arktis. Det handlede om samarbejde på search- and rescueområdet og om overvågning i forbindelse med den øgede skibstrafik, vi ser i og omkring Arktis.

Konferencens fokus havde i år i forhold til de foregående år fået en tiltrængt humanistisk drejning, da også sundhed, miljø og samfund var på programmet, og særlig fødevaretryghed fyldte. Forureningen fra nær og fjern har nemlig en tendens til at ende i arktisk fauna og dermed blive en del af de fødevarer, der naturligt indgår i mange arktiske folks hverdag. Det var rart at se, at især Grønland kunne bidrage med vigtig viden på dette område, ligesom det er af stor betydning, at Arktisk Råds arbejdsgrupper fortsat arbejder intenst med dette og anden samfundsrelevant forskning.

Folkesundhed er en del af udfordringerne i Arktis, ikke kun fysisk sundhed, men også mental sundhed. Som det blev påpeget på konferencen i Tromsø, er der stadig alt for mange selvmord i vores arktiske samfund. Grønland er desværre ikke en undtagelse her, og vi har en fælles opgave i fortsat at sikre en robust og stabil forskning på området, ligesom det er vigtigt, at sociale og sundhedsmæssige emner ikke bliver presset ud af det vigtige arktiske samarbejde, som i disse år ellers tenderer til at handle mere om hardcore forsvars- og sikkerhedspolitiske emner. Vi har med mennesker at gøre, og jeg er glad for, at netop den store konference i Tromsø formåede at sætte mennesket i centrum i en tid, hvor olie, gas og fisk ellers ofte præger dagsordenen. Miljø, sundhed, kultur og samfund hænger sammen, og vi skal sikre, at det arktiske politiske miljø og forskningsmiljø fortsat har et stærkt fokus på dette. Det har været en af det arktiske samarbejdes styrker, og det skal det blive ved med at være.

Tromsø er også den by, hvor Arktisk Råds nye permanente sekretariat er blevet etableret. Sekretariatet skal bidrage til at styrke rådets arbejde. Jeg er helt enig i udenrigsministerens betragtninger i forhold til at forsøge at få en repræsentant for rigsfællesskabet til sekretariatet i Tromsø. Det vil i den grad styrke vores deltagelse i Arktisk Råds daglige arbejde. Jeg vil sige meget klart, som jeg også meldte ud i sidste uge, at beslutningen om, hvem der får dette hverv, og hvad hvervets mandat skal være, skal besluttes sammen med Grønland og ikke af Danmark alene. Jeg går stærkt ud fra, at en drøftelse mellem Grønland og Danmark om dette er i gang eller sættes i gang snarest. Regeringen har mange gange udtalt, at Grønland, Færøerne og Danmark skal deltage i Arktisk Råd på lige fod. Det må også gælde rigsfællesskabets fælles engagement i f.eks. rådets permanente sekretariat.

Siden vi sidst havde en redegørelsesdebat om Arktis, har der, som alle ved, været en del polemik om Grønlands deltagelse i Arktisk Råd. Formanden for naalakkersuisut valgte at boykotte ministermødet i Kiruna sidste år og indledte dermed en trist historie om en ringe dømmekraft i forhold til internationalt samarbejde. Selvfølgelig skulle formanden for naalakkersuisut have været til stede og talt Grønlands sag. Selvfølgelig skulle der ageres på det svenske formandskabs opstramninger i forhold til Grønlands deltagelse, men at boykotte mener vi fra Inuit Ataqatigiits side var en forkert strategi. Resultatet af boykotten taler sådan set også for sig selv, for der kom ikke de store ændringer ud af boykotten. Tværtimod meldtes det fra formandskabet for Senior Arctic Official, at der sådan set ikke skulle ske nogen ændringer i forhold til repræsentationen ved de vigtige forhandlingsmøder. Procedurerne er nu skrevet ned og meldt ud til deltagerstaterne, og det er ganske, som det var før, op til rigsfællesskabet selv at sammensætte delegationerne til disse møder.

Internt i rigsfællesskabet er der så udarbejdet en ny aftale om, at Grønland tager sig af Arktisk Råd-sager, som omhandler hjemtagne sagsområder, mens Danmark tager sig af sager, som omhandler ikkehjemtagne områder. Hvad gør man så, hvis det tilfældigvis er grønlandske embedsmænd, som er bedst klædt på til at varetage en sag, som Danmark skal tage sig af, eller omvendt? Er det ikke en uhensigtsmæssig og lidt for kategorisk aftale?

At der har været en vis grad af uvilje imod Grønlands direkte deltagelse i Arktisk Råds forhandlingsmøder, er jeg ikke i tvivl om. Netop ved Arctic Frontiers-konferencen sidste år, hvor jeg var en af hovedtalerne, var det en af mine pointer, at vi igennem en årrække har set et skifte i magtstrukturerne i Arktis – også i Arktisk Råd, hvor magten, i takt med at sagerne er blevet mere og mere højniveaupolitiske, er rykket mod syd. Kunsten er at sikre, at det fortsat er de arktiske folk selv, som tager beslutningerne, og jeg vil fortsat sige klart, at Arktisk Råd er nødt til at forholde sig samlet til dette emne. Det er ikke nok, at det drøftes fra formandskab til formandskab. Rigsfællesskabet bør være den modige part, det sætter spørgsmålet om repræsentation på dagsordenen over for hele rådet. På den måde kan vi måske få rettet op naalakkersuisuts noget uprofessionelle håndtering af problematikken.

I udenrigsministerens redegørelse om arktisk samarbejde nævnes Den Internationale Hvalfangstkommission ikke med et ord. O.k., hvalfangst er måske ikke et specifikt arktisk emne – og så alligevel, for det er et grønlandsk emne og et meget vigtigt emne for Grønland. Den nuværende konflikt mellem Grønland og Danmark har også afsløret en vis professionalisme i vores interne struktur i rigsfællesskabet. Da udenrigsministeren meldte ud i juni 2013, at Danmark ville melde rigsfællesskabet ud af Den Internationale Hvalfangstkommission, hvis der ikke var fundet en løsning ved årets udgang, blev dette meldt ud til Folketinget og til pressen, uden at Grønland formelt var blevet informeret eller konsulteret. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Jeg vil ikke spekulere for meget i, om dette var en bevidst strategi fra Danmarks side, men blot konstatere nu, at jeg er glad for, at man har valgt forhandlingens vej. Parterne er dog endnu ikke kommet tættere på hinanden i det egentlige stridspunkt om, hvorvidt IWC-konventionen er brudt eller ej.

I den forbindelse vil jeg sige, at vi fra Inuit Ataqatigiits side fortsat er enige med naalakkersuisut i vurderingen af, at Grønland ikke har brudt konventionen. Vi kan ikke se, at IWC til fulde tager højde for oprindelige folks rettigheder eller for, at der i kommissionen ikke blev fastsat nogen kvote, som dermed efterlod Grønland uden noget andet valg end som en nødværgeforanstaltning at fastsætte sin kvote unilateralt. Det er paradoksalt, at et flertal i det internationale samfund tildeler hvalkvoter til folk på baggrund af at være oprindelige folk, men samtidig ikke anerkender oprindelige folks rettigheder – eller videnskabelige data og principper om bæredygtighed for den sags skyld. Der skal ikke herske tvivl om, at Grønlands fastsættelse af hvalkvoter sker i henhold til Hvalfangstkommissionens egen videnskabelige komités anbefalinger og fortsat vil gøre det.

En lignende mangel på pragmatisme har vi set i EU, som for nogle år siden vedtog en forordning, som forbyder import af sælprodukter. Forordningen i sig selv er noget juks. Jeg vil stærkt opfordre udenrigsministeren til at arbejde på, at baggrundsinformationerne om forordningen revideres, så fremtidige beslutninger og implementeringen af forordningen sker på et sagligt grundlag, hvilket man desværre ikke kan sige at selve forordningen blev udarbejdet på.

Vi skal også fortsat have et fast fokus på implementeringen af den såkaldte inuitundtagelse, som nu igen er kommet i fokus på grund af WTO's kendelse i sagen. Også her har vi en principiel kamp at kæmpe, og særlig op til det kommende europaparlamentsvalg bør alle kommende danske europaparlamentarikere være så at sige godt klædt på til denne kamp. Jeg er glad for, at denne sag er en af de sager, Grønland og Danmark kan stå sammen om. Og jeg er glad for den øgede forståelse, jeg møder her blandt kolleger på Christiansborg, for det paradoksale i sælproduktforbuddet. Mange har tendens til at plædere for bæredygtig udvikling og pragmatisme, men åbenbart ikke, når det gælder sæler og hvaler. Jeg kan se, at der er ved at ske en ændring i dette, og det er jeg rigtig, rigtig glad for. Jeg kan ikke andet end at kalde sælforordningen i sig selv for kulturimperialisme. Sæler og hvaler er en ressource som alle andre ressourcer, og selvfølgelig skal brugen af disse ressourcer forvaltes på en forsvarlig måde.

I Inatsisartut vedtog vi i efteråret en beslutning om, at muligheden for lokal grønlandsk deltagelse i beredskabsopgaver til lands og til vands skal undersøges. Det er utrolig positivt, at et sådant arbejde nu sættes i gang. Det vigtige her bliver at inkludere Grønland bredt i arbejdet, også selv om forsvarsområdet ikke kan hjemtages. Der er gode kræfter i Grønland, som ønsker at tage del i dette. Samarbejde er fortsat nøgleordet i forhold til beredskab og search and rescue, og det er positivt, at det danske forsvar sammen med Grønlands Politi og andre i den grad er involveret i de internationale øvelser, der har fundet sted nu 2 år i træk i grønlandske farvande.

Det er også utrolig positivt, at der nu sættes gang i en Arktisanalyse i forsvarsregi, særlig set i lyset af Rigsrevisionens kritik i deres beretning om indsatsen i Arktis.

Samarbejde i forskningsregi er et andet nøgleord, vi ikke må glemme. I den forbindelse vil jeg her blot nævne det fortsatte behov for at sikre mere mobilitet mellem de arktiske lande for forskere og studerende. Vi har nogle begrænsninger der, som udfordrer de arktiske forskningsmiljøer. En rigtig god ting ville være at styrke det arktiske universitetssamarbejde yderligere. University of the Arctic gør et stort stykke arbejde på det område, og rigsfællesskabet bør fortsat støtte UArctic, også efter 2015, hvor den nuværende bevilling slutter.

Der er brug for, at Folketinget på en mere koordineret måde har fokus på Arktis. Lige nu er der selvfølgelig Grønlandsudvalget og Færøudvalget, mens der både på det udenrigs- og forsvarspolitiske område og det nordiske område selvfølgelig også er fokus på arktiske emner. Alle disse udvalg har dog et meget bredt fokus. Derfor mener jeg, der er en tendens til, at de arktiske emner flyder lidt ud og fylder her og der på en ikkekoordineret måde. Vi bør som opfølgning på rigsfællesskabs arktiske strategi stille os mere konkrete mål, ligesom vi løbende bør revidere strategien. Meget er sket, siden den blev udarbejdet i 2011.

Folketinget besidder i dag formandskabet i den stående komité af arktiske parlamentarikere. Komiteen består af medlemmer fra alle otte arktiske staters parlamenter samt Europa-Parlamentet. Det er mig selv, der er Folketingets repræsentant i komiteen, og jeg vil hermed opfordre kollegaerne her på Christiansborg til en løbende dialog om Arktis og Folketingets arbejde i komiteen. I år afholdes komiteens første møde i februar måned i Ottawa. Årets andet møde bliver her i København i juni, mens vi til september måned afholder konferencen for arktiske parlamentarikere i Whitehorse, Canada. Det er ved disse konferencer, som holdes hvert andet år, at komiteens anbefalinger til de arktiske stater vedtages. Der ligger et stort og grundigt stykke arbejde i at udarbejde anbefalingerne, og jeg ser meget gerne, at flere folketingsmedlemmer engagerer sig i komitémøderne og i konferencerne.

Inuit Ataqatigiit mener, at Arktis skal være atomvåbenfri zone. For os er det en selvfølge at have denne politik. Der er ingen af os, som bor i Arktis, som er interesseret i de risici, der følger med en øget militarisering, eller i at have atomvåben i vores baghave. Vi er derfor skuffede over, at udenrigsministeren i sidste uge meldte ud, at han ikke støtter en sådan politik, særlig set i lyset af, at der i regeringsgrundlaget klart og tydeligt står:

»Regeringen vil i dialog med Danmarks partnere ligeledes forfølge forslaget om at gøre Arktis til en atomvåbenfri zone«.

Lad os arbejde videre med dette mål, også selv om det måske ikke er realistisk i nær fremtid at få de andre store arktiske stater med på ideen. For Inuit Ataqatigiit er det principielt, ideologisk og moralsk. Det samme er vores politik vedrørende uran. Inuit Ataqatigiit er fortsat nejsigere til uranudvinding. Vi vil fortsat kræve en folkeafstemning om emnet, også efter et valg i Grønland. Og vi er helt klart af den opfattelse, at suverænitetsspillet, der nu udspiller sig mellem Grønland og Danmark, ikke må komme til at dække over den helt nødvendige debat, vi fortsat skal have i Grønland om eventuel uranudvinding og dets konsekvenser. Det skal både være en miljømæssig og etisk debat.

Formanden for naalakkersuisut har under en konference i Island bebudet, at hun mener, at atomkraft kan bidrage til udnyttelsen af bæredygtig energi. Det kan jeg ikke være mere uenig i. Atomkraft er langt fra bæredygtigt. Ingen har løst affaldsproblemet, hverken i forhold til selve udvindingen af radioaktive mineraler eller i forhold til driften af atomkraftværker. Det her handler om, hvilken miljømæssig gæld vi efterlader til vores efterkommere i hundredvis af år, efter at vi er forduftet fra denne verden. Det gælder globalt, og det gælder lokalt.

Det globale fokus på Arktis har gjort vores snedækkede hjemegn til det nye sort. Hvis vi gør tingene rigtigt og fornuftigt, ser vores fremtid dog ikke sort ud. Udfordringerne ligger foran os, og det er kun os selv, som kan bestemme, hvilke veje vi vælger at gå. Én ting er dog sikkert: Vi skal skabe stabile rammer og være på forkant med udviklingen. Både Grønland og Danmark må kende hvert sit ansvar og ikke lade andre overhale os indenom. Jeg ser frem til en fortsat debat om Arktis her i Folketinget og til et fortsat og gerne styrket samarbejdet med alle partier og regeringer i rigsfællesskabet. Qujanaq.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det fru Doris Jakobsen for Siumut.

Tak for denne redegørelse. Jeg er meget tilfreds med det stadig stigende og konstruktive samarbejde, der foregår mellem den danske og den grønlandske regering om den arktiske udvikling. Som det fremgår, sker dette på næsten alle tænkelige områder og mellem rigtig mange danske og grønlandske institutioner. Jeg bemærker især, hvordan man begynder at tage moderne tekniske muligheder, der findes på internettet, i brug i meget stort omfang. Det er godt.

Jeg bemærker ligeledes, at man via samarbejdet har opgraderet indsatsen for at kortlægge søterritoriet rundt om vores land. I den sammenhæng noterer jeg mig særlig oplysningen om samarbejdet med USA om det. Det gør jeg, fordi samarbejdet om søopmåling var et af de emner, jeg bad statsministeren drøfte med præsident Obama under hendes besøg hos ham. Det har åbenbart båret frugt.

Men når det er sagt, vil jeg sige, at jeg finder, at redegørelsen ellers i alt for lille udstrækning beskæftiger sig med samarbejdet med USA om Grønland. I en kort bemærkning får vi at vide, at der er påbegyndt et projekt om samarbejde om infektionssygdomme under USA's, Danmarks og Grønlands Joint Committee , samt at politimesteren i Grønland en gang imellem rejser til Thule Air Base. Det er så det.

Jeg tror, at Folketinget kunne bruge en langt bedre og dybere orientering om alt, hvad der foregår mellem Danmark og USA med hensyn til Grønland, så udviklingen deroppe ikke pludselig kommer bag på os, sådan som det tidligere er sket. Thulebasen blev efter sidste aftale om missilskjoldet opgraderet for over 100 mio. dollar. En klar del af aftalen var, at Grønland i denne joint committee til gengæld skulle få en række fordele ud af samarbejdet med USA. Dem har vi ikke hørt meget om, hverken i denne eller foregående redegørelser. Er det, fordi der ikke er nogen fordele for Grønland i denne aftale alligevel? Nu står USA med en helt ny missilskjoldsstrategi, som næppe kan undgå at påvirke brugerne af Thulebasen. Heller ikke det hører vi noget om. Eller skal vi fortsat leve med, at Thulebasens udvikling skal foregå i det skjulte både for os i Grønland og for Folketingets medlemmer, sådan som det åbenbart også skete med den såkaldte Camp Century, som vi først nu er ved at opdage følgerne af?

Den lukkethed, der har præget alt, hvad Danmark har ladet USA gøre i Grønland, må høre op. Vi kan ikke blive ved med at acceptere at modtage intetsigende svar, når vi spørger om USA's tidligere aktiviteter i vores land, og vi kan ikke blive ved med at acceptere, at der foregår en proces med henblik på yderligere opgradering af Thulebasens rolle og dermed en klar modernisering af USA's militærstrategiske aktivitet i Grønland, uden at det overhovedet nævnes af Danmark i en redegørelse om Danmarks arktiske politik.

Det andet, jeg bad statsministeren drøfte med Obama, var inddragelsen af Thule Air Base i det grønlandske beredskab. Jeg forstod dengang, at hun havde fået en positiv respons. Siden har jeg ikke hørt mere om denne sag. Det er ellers klart for alle, at beredskabet i det arktiske område nu er af afgørende betydning på grund af klimaændringerne og isen, der smelter. Det er godt at se, at specielt Forsvarsministeriet er sig sit ansvar bevidst i denne sammenhæng, og at der vil blive investeret med dette for øje. Men vi kan gøre mere, særlig hvis USA hjælper til som tak for alle de fordele, landet har fået i forbindelse med Thule.

Fangsten af hvaler og sæler er en del af de naturlige aktiviteter i Arktis. Det er dermed også et område, som Danmarks politik i Arktis bør forholde sig til. Der er brug for en langt mere aktiv dansk politik, specielt i EU, for at sikre, at vores traditionelle erhverv fremover får en helt anderledes anerkendelse, end de får fra Danmarks samarbejdspartnere i dag.

Det er jo godt, at EU så gerne vil deltage i arbejdet under Arktisk Råd, men hvis vi skal tro, at det skyldes andet end EU's håb om at få del i de fremtidige råstoffer fra vores del af verden, må EU ændre holdning til vores nuværende erhverv. EU's forbud mod handel med sælskind må væk, og EU's negative linje i IWC bør ophøre. Det bør være en udtalt del af den danske arktiske politik.

Danmark og resten af EU forhandler i øjeblikket med USA om en frihandelsaftale. Det bør være et dansk krav i forhandlingerne, at USA ophæver forskelsbehandlingen af inuitter med hensyn til handel med sælskind og benprodukter. USA har nemlig deres egen undtagelse for alaskanske inuitter, der på det kraftigste diskriminerer produkter fra resten af verden. En amerikansk turist kan således ikke købe produkter i Grønland og tage dem med hjem, til trods for at det er den samme type fangst, der anvendes.

Jeg vil gerne kvittere for en række positive tiltag, som fremgår af redegørelsen. Det gælder indsatsen for en maritim polarkode, nordiske midler til det arktiske område, en aktiv indsats for kampen mod kviksølvforurening, støtte til et nyt Circumpolar Business Forum og ikke mindst sikringen af et rigtigt sekretariat til Arktisk Råd, så dette kan fortsætte med at vokse som det vigtigste internationale organ til samarbejde om Arktis.

I den sammenhæng er det meget positivt, at det er lykkedes regeringen og naalakkasuisut at finde en ordning omkring Arktisk Råd, så Grønland igen kan deltage på en værdig måde.

Med denne redegørelse har vi fået en fin forståelse af, hvad der allerede sker fra den danske regerings side i forhold til Arktis. Det, vi kunne bruge mere af, er nogle danske fremtidsvisioner for rigets rolle i den arktiske udvikling. Lad mig derfor slutte med at citere den sætning i regeringens redegørelse, som jeg finder er den mest præcise for de kommende års indsats:

»Det internationale samfund har i Arktis en historisk mulighed for at støtte de arktiske folks udvikling, så den sker på deres præmisser og på en bæredygtig måde.«

Hvis dette er regeringens fortsatte målsætning, ser fremtiden for den fælles indsats for Grønland lovende ud.

Qujanaq.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Jeg plejer altid at undskylde mit færøske, og det vil jeg også gøre denne gang.

Jeg synes, det bliver bedre og bedre. Det må jeg sige. Javnaðarflokkurin er det, når det er rigtigt udtalt.

Tak for de to redegørelser. Jeg vil koncentrere mig mest om den om Arktis, naturligvis. På et seminar om fremtidens udenrigstjeneste, som Udenrigsministeriet arrangerede i december, var der en forsker fra Dansk Institut for Internationale Studier, som sagde, at den største trussel mod Danmark i øjeblikket er en opløsning af rigsfællesskabet. Bemærkningen er naturligvis affødt af Aleqa Hammonds gentagne udtalelser om, at et selvstændigt Grønland er hendes erklærede mål, og når begge de store partier i Grønland – Siumut og IA – har samme mål, kan det jo ikke ses som noget helt urealistisk fremtidsscenarie, selv om det kan synes lidt fjernt lige nu. Det store spørgsmål internationalt set er naturligvis, hvem der kommer ind, den dag Danmark måtte gå ud, men det er en anden diskussion.

Da jeg bad forskeren om at uddybe, hvori truslen mod Danmark lå i dette scenarie, kiggede han både frem og tilbage. Først henviste han til den store strategiske betydning, som Grønland og Færøerne gav Danmark under den kolde krig, en betydning, der gjorde Danmark til en vigtig og stor spiller internationalt i flere årtier. Siden kiggede han fremad og henviste til den helt afgørende geopolitiske betydning, som først og fremmest Grønland, men også Færøerne vil have for Danmark i forbindelse med udviklingen i Arktis. Uden Grønland og Færøerne vil der bare ikke være så mange, som gider at snakke med os, afsluttede han lakonisk sit indlæg. Det vil der nok være. Men når det gælder den strategiske og den geopolitiske del af udenrigspolitikken, og når det gælder Arktis, er det først og fremmest Grønland, der gør kongeriget Danmark til en spiller, siden kommer Færøerne, og det er sådan set det. Men samtidig ligger suveræniteten over både Grønland og Færøerne her i København, langt fra Arktis.

Hvis denne konstruktion i rigsfællesskabet skal holde og den omtalte forskers trussel ikke forstærkes væsentligt, så må Danmark, præcis som når det gælder hvalfangst, tage hensyn til, at det altså først og fremmest er de nordatlantiske samfund, man repræsenterer.

Udenrigsministeriet påpeger også i redegørelsen betydningen af, at Danmark taler med én stemme. Det kan blive svært, når der er tre tunger, men hvis man i Udenrigsministeriet hele tiden holder sig for øje, hvem det er, man politisk er forpligtet til at repræsentere, nemlig dem, der gør Danmark til en arktisk stat, så tror jeg godt det kan lade sig gøre. Jeg synes, at man i det store og hele kan se denne forståelse i redegørelsen. Der siges f.eks. i redegørelsen, at den danske regering lægger vægt på, at alle spørgsmål vedrørende Arktis gøres til genstand for en grundig drøftelse mellem rigsdelene, og at kongeriget således fremstår velkoordineret og taler med en fælles stemme såvel bilateralt som i internationale fora som f.eks. Arktisk Råd. I den forbindelse har man fra kongerigets side arbejdet for en fyldestgørende repræsentation af alle tre rigsdele i Arktisk Råd, og efter drøftelse med det canadiske formandskab for Arktisk Råd lykkedes det i august 2013 at nå frem til en løsning på dette spørgsmål.

At dette er den grundlæggende ånd i dette arbejde, er helt, helt afgørende. Og jeg vil sige noget fra en lille anekdote, som hr. Per Stig Møller fortalte mig for nogle minutter siden: Han var engang i sin tid som udenrigsminister forsinket til et internationalt møde i Grønland. Da han ankom til Grønland, var Colin Powell allerede kommet til Grønland og tog imod den danske udenrigsminister, han gav et fast håndtryk, og med et skævt smil sagde Colin Powell til hr. Per Stig Møller: Wellcome to the fifty-first state of America. Selv om det selvfølgelig var ironisk ment, siger historien lidt om de interesser, der er på spil, og lidt om, hvor stort presset kan blive på rigsfællesskabet, hvis man ikke tager de nødvendige politiske hensyn hele tiden.

I redegørelsen bruges en del plads på de ambitiøse kontinentalsokkelprojekter, der blev iværksat i 2002, og som udføres i et samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Danmark, og hvis formål det er at identificere de områder, som kongeriget Danmark gør krav på – eller kan gøre krav på. I 2009 og 2010 blev der jo indgivet krav om store områder, henholdsvis nord og syd for Færøerne, som, hvis det går, som man håber og forventer, vil gøre det færøske område betydelig større og dermed øge den geopolitiske betydning tilsvarende. Færøerne vil, hvis det lykkes, gå fra at være de nuværende 270.000 km² til at være vel over 300.000 km². Nu henstår så at få en argumentation for de grønlandske krav på plads. Det er mit klare indtryk – både når jeg læser rapporten, og når jeg taler med de færøske embedsmænd, som arbejder med det her – at det er foregået i den nødvendige forståelse mellem parterne i rigsfællesskabet. Det vil jeg gerne kvittere for.

En potentiel kilde til uoverensstemmelser mellem de tre lande i riget er EU's rolle i Arktis. Danmark har naturligvis følt sig forpligtet til f.eks. at sikre, at EU får en observatørstatus i Arktis. Det er jeg også fuldstændig enig i personligt, og jeg er også enig med alle dem, som har talt om det her i dag. Det er helt naturligt, at EU er med som observatør, specielt når man tænker på, at lande som Indien, Japan, Kina, Singapore og, som hr. Bertel Haarder sagde det, endda Italien har fået denne status. Det er næsten absurd at tænke på, at Japan og Sydkorea sidder med, mens EU står udenfor.

Men der skete jo det interessante sidste år, at Canada ikke ville efterkomme EU's ønske, før der var opnået enighed om import til EU af canadiske sælprodukter. Når det gælder Danmarks holdning, står der kort og klart i redegørelsen, at fra kongerigets side arbejder man for, at EU snarest muligt bliver fuldgyldig observatør i Arktisk Råd.

Men nu er det sådan, at Færøerne og dermed kongeriget Danmark jo står i en langt mere alvorlig konflikt med EU, end Canada gør. Man kan spørge: Hvorfor sætter Danmark ikke de samme betingelser, som Canada gør? Er det mon, fordi man ikke bestræber sig nok for at tale med én stemme? Er det mon, fordi man ikke er helt bevidst om, at den stemme, man taler med, først og fremmest må repræsentere de lande, som gør, at Danmark er med i Arktisk Råd?

Jeg kunne tænke mig at spørge udenrigsministeren, om regeringen har tænkt tanken at gøre det samme som Canada – altså at Danmark ikke giver grønt lys til, at EU bliver observatørland i Arktisk Råd, får observatørstatus, før sanktionerne mod Færøerne er sat ud af kraft. Så jeg spørger, hvad ministeren ville sige til det, hvis der kom et krav fra Færøerne om, at Danmark ikke skal tænde den grønne lampe, før sanktionerne er afblæst.

Man kan selvfølgelig sige, at dette er en sammenfletning af to forskellige sager, men Arktis handler jo meget om ressourcer, og Arktisk Råd handler om at sikre, at kampen om disse ressourcer foregår på ordentlig og civiliseret vis. Og når Canada sætter sådan nogle betingelser, hvorfor kan Danmark så ikke gøre det? Udenrigsministeriet siger jo selv i sin redegørelse, at det er i kongerigets interesse at præge udformningen og gennemførelsen af EU's politikker, f.eks. inden for energi, klima, fiskeri, fangst, udnyttelse af mineraler samt forholdet til befolkningen og de oprindelige folk i Arktis. Er dette ikke en meget oplagt mulighed for at præge EU's politikker på et væsentligt område?

Der er naturligvis megen – måske lige lovlig megen – korrekthed i retorikken om Arktis. Der skal ikke være strid og ballade, der skal være fred og enighed og samarbejde osv. osv., relaxed Scandinavians osv. osv. Det er jo alt sammen meget smukt og godt, men vi ved alle også, at er der noget, der kan skabe strid og ballade og det, der er langt værre, mellem lande, så er det kampen om ressourcer, og det er præcis det, som kommer til at foregå – delvis i hvert fald – i Arktis. Og når EU, som jo først og fremmest bygger på retssikkerhed, og som er retssikkerhedens skanse i den store, vilde verden, i kampen om disse ressourcer tilsidesætter international lov for at sanktionere en del af kongeriget Danmark, så ville det da ikke være så mærkeligt, hvis Danmark gav et politisk modsvar.

Færøerne har som bekendt givet et retligt modsvar ved at anlægge to voldgiftssager i henholdsvis WTO- og FN-regi imod EU. Og jeg vil i den forbindelse igen kvittere stærkt for, at Danmark så at sige har givet Færøerne det danske kongeriges medlemskort både i FN og i WTO for at give os mulighed for at anlægge denne sag imod EU og dermed også anlægge denne sag imod Danmark. Det er en meget flot gestus, som Danmark har gjort i den forbindelse, og det er et eksempel på den forståelse og den smidighed, der skal til, for at den konstruktion, vi har i rigsfællesskabet i dag, kan fungere.

Det siger jeg ikke, for at bevarelsen af den konstruktion, vi har i dag, er et mål i sig selv, det er det selvfølgelig ikke, men når ét rige kan have flere og nogle gange modstridende interesser, er den slags forståelse, som regeringen har vist i den her sag, helt nødvendig.

Jeg vil også kvittere for, at finansieringen af Centret for klimaforskning i havstrømme, der er forankret i Havstovan i Tórshavn, er blevet forlænget. Centeret, der i indeværende 3-års-periode vil koncentrere sig om havet mellem Østgrønland og Færøerne med fokus på makrel og andre pelagiske fisk og deres fødegrundlag, er også et eksempel på den nødvendige politiske forståelse.

Men for det færøske samfund er der andre og langt større udfordringer end de aktuelle fiskerikonflikter, som jo formentlig bliver løst inden for den allernærmeste tid. Statoil investerer massivt ved Færøerne. Jeg ved ikke, om det er ønskeligt, at de finder det, de tror er under havbunden, eller om man ikke skal ønske det, men hvis de finder det, vil det ikke bare åbne nye muligheder, men også sætte både de færøske samfundsstrukturer og forholdet til Danmark under pres. Olieindustrien kan jo som bekendt både ende i velsignelse og forbandelse, og når samfundet er så lille, som Færøerne er, er faren også meget stor. Jeg håber, at man også i dette tilfælde, i denne sammenhæng vil være rede til både at samarbejde og vise den politiske forståelse, som vil være nødvendig for at tackle situationen i fællesskab mellem Danmark og Færøerne.

Udviklingen i Arktis vil medføre krævende, men også meget spændende udfordringer for landene i Nordatlanten, både erhvervsmæssigt, socialt og kulturelt. I forhold til rigsfællesskabet kan den skabe politiske udfordringer og spændinger, som måske vil kræve, at nogle flytter sig fra de hidtidige positioner og forstår, at man nogle gange må ændre for at kunne bevare. Så mange var ordene, tak for det.

Tak for det. Der er ikke nogen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det udenrigsministeren.

Tak, formand. Og tak for en meget bred, men også meget konstruktiv debat om de problemer, som de her to redegørelser omhandler.

For så vidt angår Østersørådet – lad mig starte med det – så danner det råd jo rammen om et vidtfavnende samarbejde i regionen. Det er ikke altid genstand for den opmærksomhed, det fortjener, men forhåbentlig kan vi, også med debatten her, måske rette lidt op på det.

Der er kommet en række gode indlæg under debatten om Østersørådet. Jeg er helt enig med hr. Steen Gade, når han siger, at miljøproblemerne bør prioriteres højere, og at man bør bruge kræfter på at få russerne mere med på et konstruktivt samarbejde på de områder. Det er vi helt enige i i regeringen, og det er også noget, vi vil bygge videre på i arbejdet i Østersørådet. Det er faktisk et vigtigt samarbejde, som vi er nødt til at give prioritet.

Vedrørende Arktis står det højt på den politiske dagsorden i øjeblikket. Det handler meget om det, som hr. Bertel Haarder var inde på, nemlig at klimaforandringerne gør, at isen smelter, og at der bliver helt, helt nye udfordringer i det arktiske område med søtransport, med ressourcer, man kan få fat på lige pludselig, og med ændringer i livsvilkårene for de mennesker, som bor deroppe. Og det er vi nødt til at diskutere. Det bliver diskuteret meget både her i Danmark, men også i Europa, i EU og globalt. Det er så vigtigt også at få sagt, at debatten om Arktis jo dækker over en meget bred dagsorden, og det er også kommet til udtryk i den debat, vi har haft her i dag. Man kan så sige, at der ligger et fælles underliggende budskab i det, og det er, at der er behov for stort fokus på udviklingen i Arktis.

Der var et par meget konkrete spørgsmål til mig i den sammenhæng. Hr. Bertel Haarder nævner i sit, synes jeg, meget saglige indlæg spørgsmålet om søkortopmåling. Det er fuldstændig rigtigt, at det er et meget, meget centralt område. Der ligger jo en aftale mellem selvstyret og Geodætisk Institut om at gå i gang med den opgave, og der er afsat ganske mange ressourcer til det. Det vil tage mange, mange år, hvis hele den grønlandske kystlinje skal opmåles, men man har en prioriteret opgaveløsning, og derfor skrider det fremad efter planen ifølge den aftale, der er.

Så spørger hr. Bertel Haarder, om man kan inddrage USA i det. Det synes jeg i og for sig er en overvejelse, som jeg godt vil gå videre med. Det kan da ikke udelukkes, at det kan være en idé. Det er jo noget, som selvstyret i sidste ende også skal ind over. Det er selvstyret, der har, om jeg så må sige, initiativet på det område her, men jeg vil da anse det for meget naturligt, at vi kunne diskutere med selvstyret, om det er relevant at tage den dagsorden op. Det kan jeg ikke lige svare på her og nu. Så meget kender jeg ikke til det i detaljer, men jeg synes bestemt, det er værd at overveje, fordi det er en meget, meget vigtig opgave.

Dem her i Folketinget, der har været i Grønland og talt med skibsførere og folk, der har forstand på det, ved jo, hvor stor sandsynligheden er for, at der sker en skibsulykke, simpelt hen fordi man ikke kender havbunden godt nok og ikke helt ved, hvor skærene ligger. Og efterhånden som de store krydstogtskibe går tættere og tættere på, ikke mindst i Østgrønland, så er der jo en overhængende risiko for, at det kan gå galt, og derfor er det her en meget vigtig opgave.

Fru Sara Olsvig spørger om striden i EU vedrørende sælimport og spørger, om regeringen støtter grønlænderne. Ja, det gør vi ethundrede procent. I den tvist, der er i forhold til EU, støtter vi grønlænderne hele tiden, fordi grønlænderne har ret i, at det er et livsvigtigt erhverv. Der er en inuitundtagelse, som man må tage udgangspunkt i, og selv om juristerne mener, at det er mere kompliceret end som så, så gør vi det fra dansk side. Vi støtter et hundrede procent grønlænderne i det.

Hr. Sjúrður Skaale spørger, om vi, om jeg så må sige, skal lave en parallel til sildestriden og ligesom også blokere, sådan forstod jeg hr. Sjúrður Skaale, for EU's optagelse i Arktisk Råd. Der vil jeg sige: Nej, det vil vi ikke, for det bliver efter vores opfattelse at blande tingene sammen. Der synes jeg at vi er nødt til at sige, at der er en dagsorden vedrørende Arktisk Råd, og at det er særdeles naturligt, at EU kommer med der som observatør, lige så vel som en række andre er med. Der ligger den der tvist vedrørende sælfangst og sæleksport, den skal vi have løst, og det arbejder vi på, og så synes jeg ikke, man skal inddrage sildestriden. Men vi støtter færingerne i sildestriden, ingen tvivl om det, det gør vi.

Der er også stillet et spørgsmål vedrørende en atomvåbenfri zone. Fru Sara Olsvig var skuffet over, at jeg har opgivet den tanke, men det har jeg sådan set ikke, og det har regeringen heller ikke. Det, som er essensen i det, jeg nævnte i en artikel, er, at jeg stadig væk er tilhænger af den, men vi har også vurderet realismen i det i øjeblikket i forhold til de lande, som måtte støtte os. Jeg tror ikke, det vil være særlig hensigtsmæssigt, hvis vi som det eneste land i denne verden går ud og vil have det her på dagsordenen alle mulige steder. Men kan vi få støtte fra andre, f.eks. nordiske lande eller andre lande, så er det sandelig stadig væk en idé, som vi synes er relevant. Det er sådan, det skal forstås.

Men i forbindelse med det arktiske samarbejde synes jeg også det er vigtigt at nævne nogle af de der konkrete eksempler, der er. Et område, som ikke har været nævnt så meget her, er hele forskningsområdet. Således har Uddannelsesministeriet for nylig etableret et Forum for Arktisk Forskning og et polarsekretariat. Forummet skal understøtte mulighederne for synergi og en bedre ressourceudnyttelse ved at koordinere mellem centrale aktører og interessenter inden for forskning og uddannelse. Polarsekretariatet vil fungere som én indgang for aktører med interesse for arktisk forskning og skabe et bedre overblik over de arktiske forskningsaktiviteter. Samlet set vil indsatsen forstærke hele kongerigets arktiske forskningsprofil.

Et andet eksempel er forsvarsområdet. Der blev Arktisk Kommando oprettet i Nuuk i 2012, og de seneste 2 år er der blevet afholdt internationale søredningsøvelser ud for Grønlands kyster. Og for ganske nylig har regeringen igangsat en omfattende og ambitiøs analyse vedrørende styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis – det er vigtige ting, der er kommet i gang. Analysen er et godt eksempel på, hvordan regeringen ønsker at samarbejde på tværs af rigsfællesskabet. Det er helt afgørende, at der opnås en fælles forståelse for de udfordringer og muligheder, som følger af ændringerne i Arktis. De håndteres og udnyttes bedst, når rigsfællesskabet arbejder sammen. Og det er det gennemgående i vores tilgang til arbejdet i det arktiske, at vi i rigsfællesskabet skal koordinere og arbejde sammen.

Lad mig så endelig fremhæve, at der er en række aktiviteter i Arktisk Råd, som viser, at det internationale samarbejde fortsat styrkes. Der er blevet oprettet et permanent sekretariat i Tromsø, som skal undersøge rådets arbejde, og der er optaget nye observatører, der kan bidrage konstruktivt til arbejdet. Der er så indgået endnu en juridisk bindende aftale mellem de otte medlemsstater – en aftale om håndtering af oliespild. Det er et emne, hvor vi bliver nødt til at være på forkant.

Fru Sara Olsvig spørger om styrkelsen af bemandingen i Arktisk Råd, og hun siger, at vi er nødt til at snakke med det grønlandske selvstyre om det. Jeg vil sige, at det jo ikke er en repræsentant for kongeriget, men en person, der skal arbejde for Arktisk Råd, det handler om. Så det er ikke noget med, at vi kan udstikke mandater til den person, som vi får deroppe. Det bliver en person, som arbejder i Arktisk Råd, men som vi forhåbentlig kan få glæde af i regeringen og i kongeriget. For Arktisk Råd er vigtigt, og en styrkelse af Arktisk Råd er vigtig, og de vinkler, vedkommende vil kunne lægge på det, kan også blive vigtige for os.

Det er derfor, at vores målsætning er klar og uforandret. Formålet med vores arktiske aktiviteter er at skabe forudsætningerne for en fredelig, velstående og bæredygtig fremtid for regionen. Arktis skal blive ved med at være et lavspændingsområde. Det er meget vigtigt. Det er så vigtigt, at det er derfor, man fik vedtaget Illulissaterklæringen i sin tid. Det var den tidligere regering, der stod for det, og den tidligere udenrigsminister, hr. Per Stig Møller, som var drivkraften i det arbejde, og det er jo der, hvor man ligesom siger, at man skal være på forkant med de konflikter, der måtte være.

Det er jo rigtigt, som det er blevet sagt – jeg tror, det var hr. Sjúrður Skaale, der sagde det – at når der er ressourceproblemer, er der ofte konfliktpotentiale. Hvis man ser på mange af de konflikter og krige, der er ude i verden, handler det i mange, mange tilfælde om ressourcer, kampen om ressourcer. Derfor er der et potentiale her. Men vi har været på forkant med det, og derfor er det så vigtigt.

Det er lidt, som det stod i The Economist, som hr. Bertel Haarder citerede, the relaxed Scandinavians. Men det handler ikke kun om skandinavere. Det er også russere – de er knap så relaxed, om jeg så må sige – og canadiere og amerikanere, der har med det her at gøre. Alligevel har vi jo været i stand til at få en aftale, hvor vi siger, at det skal være folkerettens principper, der skal være gældende for de tvister, der måtte opstå.

Det betyder, at vi ligesom bruger forhandlingens vej, vi bruger folkeretten til at løse de her problemer med. Og der er intet i den måde, russerne har ageret på, der indikerer, at de ikke vil følge de principper, der er i Ilulissaterklæringen. Det er meget, meget vigtigt, at vi har det som udgangspunkt, og derfor skal vi heller ikke begynde at snakke om, at nu skal vi til at opruste her og opruste der. Vi skal virkelig holde fast i, at det skal forblive et lavspændingsområde, og at vi på den måde skal løse de problemer, der måtte opstå, gennem folkeretsprincipperne og i sidste ende selvfølgelig ad politisk vej.

Derfor er det også vigtigt, at vi hele tiden arbejder på at få internationale partnere i og uden for regionen til at engagere sig og investere ressourcer i den arktiske dagsorden. Det gælder også partnere i erhvervslivet og civilsamfundet, hvor vi på tværs af sektorer, lande og organisationer må arbejde tæt sammen med dem, der deler vores interesse i en positiv udvikling af regionen.

Arktis er et aktiv for hele kongeriget. Der var en – det var hr. Sjúrður Skaale – der havde været til en konference, hvor en forsker havde sagt, at den største trussel mod Danmark er en opløsning af rigsfællesskabet. Hvorfor det? Fordi det er rigsfællesskabet, der gør, at folk gider at snakke med os ude omkring i verden. Det er ikke helt løgn. Det betyder meget for Danmarks status internationalt.

Men det skal ikke være et argument for, at vi ligesom holder fast for enhver pris. Vi har jo hele tiden sagt, at hvis Færøerne vil være selvstændig, hvis Grønland vil være selvstændig, har man friheden til at blive selvstændig inden for de rammer, der nu er fastlagt i den lovgivning, der er på de pågældende områder. Og sådan vil det stadig væk være.

Men det er da helt korrekt, at det, at specielt den arktiske dagsorden er blevet så relevant, jo betyder, at kongeriget Danmark er blevet interessant, og betyder, at vi i fællesskab håndterer problemstillinger omkring det arktiske i samarbejde med Grønland – og i samarbejde med Færøerne på de områder, hvor Færøerne kommer ind.

Derfor er det jo helt, helt naturligt, at Grønland bliver inddraget i de forskellige sikkerhedspolitiske problemstillinger. Da Colin Powell var amerikansk udenrigsminister, var det naturligt, at han kom til Grønland og sagde goddag til hr. Per Stig Møller, da hr. Per Stig Møller var udenrigsminister. Det skal være sådan, at man får den mulighed, men også sådan, at vi, om jeg så må sige, gør det inden for nogle rammer, at vi gør det koordineret, og at vi gør det aftalt, og det lægger vi i regeringen meget, meget stor vægt på at vi gør.

Jeg kan godt sige til de grønlandske repræsentanter og til dem, der sidder i Grønland, og til dem, der sidder på Færøerne og hører det her, at vi i regeringen er meget, meget bevidste om at inddrage jer grønlændere og inddrage jer færinger i de beslutninger, som kongeriget tager, der har at gøre med jeres områder. Det har vi været meget bevidste om, det er vi meget bevidste om, og det vil vi også fortsat være.

Som sagt er den arktiske dagsorden meget vigtig, og derfor prioriterer vi den også højt. Jeg er glad for, at den her debat har vist, synes jeg, en stor ansvarlighed i forhold til de udfordringer, vi står over for, og en stor vilje og et stort ønske her i Folketinget om at samarbejde om de her spørgsmål. Det er meget, meget vigtigt, at vi i rigsfællesskabet, i kongeriget, kan samarbejde pragmatisk og fordomsfrit omkring de enormt store udfordringer, vi står over for.

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har ønsket en kort bemærkning. Det er fru Sara Olsvig.

Tak. Det var mange gode svar ved afslutningen af den her spændende debat. Udenrigsministeren kom ind på spørgsmålet om den her repræsentant, eller hvad vi nu skal kalde det, i Arktisk Råds sekretariat i Tromsø. Det spørgsmål, jeg vil stille om det, er egentlig uafhængigt af, præcis hvilken form for repræsentant det kommer til at være. Spørgsmålet er, om man kommer til at træffe beslutning om, hvem det skal være, om mandatet, eller hvad den her person skal arbejde med, sammen med Grønland og selvfølgelig også gerne Færøerne?

Jeg mener, det er helt essentielt med hensyn til Arktisk Råd-arbejdet, at man netop koordinerer internt i rigsfællesskabet, at man netop har den tætte dialog om, hvad det så præcis er, vi skal bruge sådan en person i Tromsø til. Det er her, jeg efterlyser svar på, om udenrigsministeren har taget eller vil tage den dialog med Grønland og også gerne Færøerne om den her person, som skal til Tromsø, hvis det lykkes at få en sådan stilling.

Udenrigsministeren.

Igen er det vigtigt at få sagt, at det ikke er en dansk repræsentant, der skal derop; det er en person, som bliver placeret i sekretariatet i Tromsø. Der bliver ikke mulighed for at give mandat til vedkommende, og derfor vil jeg ikke give løfter om, at vi sætter en meget, meget stor procedure i gang i forbindelse med det her.

Men som jeg sagde, er vi da om alle de her centrale spørgsmål villige til at tale med selvstyret, og det vil vi også her, men jeg vil da ikke give løfte om, at vi så skal have et eller andet forhandlingsforum, hvor vi så skal sidde og pindehugge om, hvordan den repræsentant skal arbejde. For det bliver en person, der skal arbejde i Arktisk Råd og på Arktisk Råds præmisser, og derfor skal vi ikke, om jeg så må sige, køre det op på et højpolitisk niveau, hvad det er for en person, der forhåbentlig skal placeres i Tromsø.

Fru Sara Olsvig? Nej. Der er yderligere et medlem, der har ønsket en kort bemærkning, og det er hr. Sjúrður Skaale.

Tak for en god sammenfatning af debatten, og tak for de svar, som udenrigsministeren gav på de spørgsmål, som blev rejst. Det var en fin tale.

Jeg vil stille mit spørgsmål en gang til: Når det nu er o.k. for Canada at sammenflette import af varer fra Canada til EU med optagelse af EU i Arktisk Råd som observatør, hvorfor er det så ikke o.k. for Danmark at gøre det samme?

Udenrigsministeren.

Der er jo mange spørgsmål, mange tvister i forhold til EU, og jeg synes ikke, vi kan, om man så må sige, tage det arktiske som gidsel i den forbindelse. Sælfangst og sæleksport hænger meget sammen med det arktiske samarbejde og med Arktisk Råd, og derfor kan man sige, at det er naturligt at gøre det der. Men vi synes ikke, det hænger sammen, at man så også inddrager den færøske sildesag i det, lige så lidt som man kunne inddrage alle mulige andre sager, som der måtte være. Så derfor vil jeg ikke give løfte om det.

Hr. Sjúrður Skaale? Nej, heller ikke. Der er yderligere et medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Doris Jakobsen.

Jeg har nu kritiseret den lukkethed, der er her i Tinget, især om amerikanernes aktiviteter i Grønland, så jeg savner svar fra ministerens side. Jeg tror, at Folketinget kunne have brug for langt bedre og dybere indsigt i alt, hvad der foregår mellem Danmark og USA vedrørende Grønland, så udviklingen deroppe ikke pludselig kommer bag på os, sådan som det er sket tidligere, f.eks. med Camp Century.

Ministeren.

Helt ærligt, jeg forstod ikke helt, hvad det var, fru Doris Jakobsen refererede til, må jeg sige. Jeg var nede og spørge embedsmændene, og det blev jeg ikke klogere af – det gør man normalt, men det gjorde jeg ikke. Men vi vil undersøge, om der er noget i den her sag.

Jeg forstod fru Doris Jakobsen sådan, at der var tale om et nyt missilforsvarsprojekt, som amerikanerne var i gang med, og at man skulle bruge Thuleradaren til det. Det er jeg ikke bekendt med. Der er tanker om et missilforsvarssystem inden for NATO, men det har ikke så meget med Thuleradaren at gøre; det var jo i forbindelse med det gamle missilsforsvarssystem. Der blev indgået en aftale i sin tid, det er korrekt nok, og det kan så diskuteres, hvor meget man fik ud af det, det er klart. Men jeg forstod det sådan, at der var noget nyt i gang på Thule, og det undersøger vi, så hvis jeg tager fejl om det, skal jeg nok vende tilbage med det. Men det bliver undersøgt inde i Forsvarsministeriet; det er min kollega, forsvarsministeren, der har styr på det.

Men vi er ikke bekendt med, at der er noget helt nyt på spil, vi er kun bekendt med det gamle system, som alle kender til, og som jo gav anledning til megen polemik for 5, 6, 7 år siden – tiden går hurtigt, især når man kommer op i alderen, så kan man næsten ikke huske, hvornår det var. Det er en del år siden nu efterhånden, og der var en kæmpe diskussion, og jeg ved, at der blev indgået en aftale om det mellem selvstyret og amerikanerne. Men det er jo en gammel sag, og jeg forstod, at det var noget nyt, og det er jeg i hvert fald ikke i stand til at svare på.

Fru Doris Jakobsen.

Amerikanerne har selv nævnt, at de har planer om at opgradere Thulebasen. Derfor har jeg også henvendt mig til amerikanerne. Men dengang fik jeg det svar, at de ikke havde noget kendskab til den plan om at opgradere Thulebasen. Som sagt har vi jo flere gange set, at der har været aktiviteter uden dansk tilladelse. Den slags synes jeg er ubehageligt for os grønlændere, og jeg håber, der vil være mere åbenhed mellem Grønland, Danmark og USA.

Ministeren.

Det er da rigtigt, at der har været en masse forskellige sager om Thulebasen – overflyvninger, den gamle baseaftale osv. Det er da fuldstændig korrekt. Men det, som jeg opfattede var spørgsmålet, var, om der var noget helt nyt på spil, og det er jeg ikke vidende om. Men i det omfang, jeg tager fejl, skal jeg nok lige vende tilbage med det.

Tak. Der er yderligere korte bemærkninger. Sara Olsvig har markeret for sin anden bemærkning.

Tak. Jeg vil egentlig gerne følge lidt op på det her, som fru Doris Jakobsen også kom ind på. For jeg efterlyser egentlig også mere transparens, altså gennemsigtighed i forhold til forholdet til USA. Og der vil jeg bare høre udenrigsministeren, om ikke han er enig i, at vi både kan og bør have mere transparens, hvad angår forholdet mellem Grønland, Danmark og USA.

Ministeren.

Jo, bestemt.

Så har hr. Bertel Haarder markeret.

Jeg vil bare takke udenrigsministeren, både for redegørelsen og for den åbenhed, han har udvist i dag, og i særlig grad de forpligtende ord, han har sagt, om samarbejdet med Grønlands og Færøernes regeringer i alt, hvad vi foretager os på dette uhyre vigtige område. Og så vil jeg føje til, at hvad angår Østersøsamarbejdet, er jeg enig i alt, hvad der er blevet sagt. Jeg nåede ikke at få det med. Det var der ikke tid til. Men det er vi bare enige om.

Ministeren.

Jeg skal bare sige tak for bemærkningerne, der som altid var meget velovervejede fra hr. Bertel Haarders side.

Tak for det. Så er der ikke yderligere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen slut.