Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om det nordiske samarbejde 2012-2013.

(Anmeldelse 09.10.2013. Redegørelse givet 09.10.2013. Meddelelse om forhandling 09.10.2013).

Mødet er genoptaget.

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Bertel Haarder for Venstre.

Tak. Allerførst tak til ministeren for redegørelsen. Det har været et godt år, kan man se. Vi har haft et godt samarbejde. Jeg synes, der er grund til også at takke hele delegationen til Nordisk Råd og takke de embedsmænd både i Folketinget og ministeriet, som har betjent os så udmærket.

Året har bl.a. stået i besparelsernes tegn. Et bredt flertal i Folketinget har støttet regeringens forslag om at spare 10 pct. på det nordiske budget i løbet af de næste par år, og det synes jeg vi i Folketinget meget loyalt har arbejdet med på, og som formand for Nordisk Råds budgetgruppe er det faktisk mig, der i sidste ende har forhandlet besparelserne på plads med det svenske formandskab, så det kan man da kalde en loyal opposition.

Jeg har haft det godt med det, selv om det har givet os dårlig omtale på den måde, at man jo ser det danske forslag om besparelser som endnu et udtryk for, at Danmark er fodslæbende i det nordiske. Det billede skal vi have manet i jorden. Vi er ikke fodslæbende, men vi er begyndt at lægge vægt på andet end det nordiske budget, for det vigtigste er jo så at sige de gratis glæder, altså det, vi får ud af at samarbejde om fjernelse af grænsehindringer, om forsvaret, som vi skal drøfte senere, om sundhed, som er et emne, som er på vej. Det vigtigste er jo, at vi udvikler Norden som en fælles hjemmebase i stigende grad og får en bedre sprogforståelse imellem de nordiske lande, selv om det i øjeblikket går den gale vej. Det er jo den slags, som er det vigtigste, og ikke størrelsen af vores budget.

Så derfor skal vi ranke ryggen, også selv om nogle i de andre lande ser det danske spareforslag som udtryk for manglende nordisk engagement. Det er det ikke, og det synes jeg også både vores minister og vores medlemmer af Nordisk Råds delegation er gode eksempler på.

Året har stået i grænsehindringsfjernelsernes tegn. Det er næsten en historisk proces, vi har været igennem, da Folketinget nedsatte en arbejdsgruppe, som jeg havde glæden af at være formand for, og som i næsten et år – eller helt præcis 9 måneder, det var drægtighedsperioden – forhandlede med regeringen, indtil vi fik en meget lang opskrift på, hvordan forskellige ministre i forskellige ministerråd skal arbejde med fjernelse af grænsehindringer.

Regeringen og Folketinget har nu lovet hinanden, at vi vil sætte fjernelse af grænsehindringer på dagsordenen alle steder, hvor vi kommer, og især gælder det, at hver eneste minister, der sidder i et nordisk ministerråd, har en forpligtelse til hele tiden, vedholdende, ved alle møder at drøfte fjernelse af grænsehindringer. Hvis ikke vi bevarer det momentum og det engagement, som vi haft i den sag, så sander det til, for der er altid begrundelser for, at der er forskelle, som gør det svært at bevæge sig mellem landene. Det er derfor, at grænsehindringerne er opstået, så det er ikke nogen kunst at finde begrundelser for dem. Kunsten er at fjerne dem. Det er næsten som Karl Marx: Man har hidtil fortolket verden; hvad det gælder om, er at forandre den. Sådan er det, når vi skal gøre noget ved grænsehindringerne.

Det ligger nu i luften, at vi får et grænsehindringsråd i stedet for det nuværende Grænsehindringsforum, og det tror jeg kan være en god måde at gribe det an på, men det afhænger sandelig af, om dette råd bliver udsat for tilstrækkeligt pres, og om rådet får lov til selv at lægge pres, for der skal presses hele vejen rundt, hvis der skal gøres noget ved grænsehindringerne, og det bliver virkelig en test i det kommende år, om nu Nordisk Ministerråd i de forskellige sammenhænge får gjort noget ved de alt for mange grænsehindringer, der er.

For at understrege perspektivet vil jeg nævne, at på bare 4 år er antallet af danskere, der arbejder i Norge, vokset fra godt 13.000 til over 16.000, og antallet af svenskere, der arbejder i Norge, er i den samme periode vokset fra 47.000 til 52.000. Men der er fortsat 32.200 ledige job i Norge, og det er jo en gevinst for både Norge og Danmark, hvis en god del af de ledige job bliver besat af danskere eller svenskere. Det er en gevinst for alle parter, for man sparer arbejdsløshedsunderstøttelse, man øger nationalproduktet, og samtidig får vi den gevinst, at vi styrker det nordiske samarbejde, når der er flere, som vænner sig til at skulle begå sig på andre nordiske landes sprog. Så der er kun fordele at hente ved at lette livet for dem, som gør deres land og sig selv den tjeneste at benytte chancen for at tage et job i et andet nordisk land eller for den sags skyld tage en uddannelse i et andet nordisk land. Det er også til stor gavn for den nordiske samfølelse og sprogforståelse.

Så kunne jeg holde et langt foredrag om det forsvarssamarbejde, som er vokset op i de seneste par år, efter at Nordisk Ministerråd fik den såkaldte Stoltenbergrapport med 13 forslag til, hvordan vi udvikler forsvarssamarbejdet. Det vil jeg forbigå nu, for det er jo næste punkt på dagsordenen, hvor vi har forsvarsministeren til stede. Jeg nævner det bare her, for det er jo virkelig det mest historiske, der er sket. Da udenrigsministrene for et år siden besluttede fælles luftovervågning over Island, blev der åbnet et nyt kapitel i Nordens historie. Hvem skulle have troet det muligt, efter at vi under hele den kolde krig overhovedet ikke kunne beskæftige os med udenrigs- eller forsvarspolitik? Nu ikke bare taler vi om det, nu gør vi minsandten også noget. Når Rigsrevisionen kommer og kritiserer den danske luftovervågning over Grønland, som er ret svag, er der jo et ret oplagt svar, når vi allerede har indført fælles luftovervågning over Island, men det vil jeg vende tilbage til.

Arktis er et vigtigt samarbejdsområde. Det skal vi ikke drøfte i dag, fordi udenrigsministeren desværre er blevet syg. Det vender vi tilbage til, men jeg vil dog lige notere, at et medlem af delegationen til Nordisk Råd, fru Sara Olsvig, er blevet formand for den arktiske parlamentarikerforsamling. Det synes jeg vi alle skal være stolte af, og det vil hun også gerne fortælle nærmere om i delegationen ved et af de førstkommende møder. Det skulle jeg hilse at sige.

Nu har ministrene så været så fremsynede at bede om, at der bliver forberedt et sundhedssamarbejde i Norden. Jeg har selv for en måned siden i den såkaldte midtergruppe fået godkendt et oplæg til sundhedspolitik. Jeg er meget glad for, at ministrene har bedt svenskeren, den tidligere minister Bo Könberg, komme med så at sige en Stoltenbergrapport på sundhedsområdet. Det er helt, helt rigtigt, at vi begynder at interessere os for det.

Der er 45 sekunder tilbage. Så vil jeg blot benytte de 45 sekunder til endnu en gang at takke både delegationen og ministeren og embedsmændene og takke for rapporten.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, fru Annette Lind.

Da fru Karin Gaardsted ikke kan være til stede i dag, vil jeg gerne på hendes og Socialdemokraternes vegne takke ministeren for den skriftlige redegørelse og for statusnotatet vedrørende grænsehindringer. Samarbejdet med ministeren har været ualmindelig godt, og det er vi rigtig glade for. Der har været nogle ekstraordinært gode resultater i dette år.

For det første er vi det nordiske land, der har indgået en aftale mellem Folketinget og regeringen om at løse væsentlige hindringer for mobiliteten i Norden. Det har ikke været enkelt. Mange ministerier og myndigheder i øvrigt har været involveret i en sådan øvelse. Derudover er der også naturlige samarbejder med de andre nordiske lande, som ikke har en aftale mellem parlamenter og regering, som vi har, til at motivere til resultater. Vi skal heller ikke hvile på laurbærrene, for det er nemlig først nu, at arbejdet starter.

Statusnotatet viser efter min mening overordnet set to ting. Punkt 1: et samlet overblik over status i sager af betydning for fremdriften. Og punkt 2: at det er de færreste udfordringer, som Danmark løser alene uden de andre nordiske landes aktive medvirken.

En sidste ting, som jeg mener er utrolig vigtig, er Nordisk Råds rolle. Delegationen har naturligvis en vigtig rolle i alle sager, men det er mest afgørende, at der lægges pres på alle de nordiske landes regeringer gennem Nordisk Råd, og jeg er derfor også glad for, at Nordisk Råd har nedsat en grænsehindringsarbejdsgruppe med repræsentanter for præsidiet og udvalgene. Denne gruppe blev nedsat i starten af året på baggrund af et forslag fra Socialdemokraterne i Nordisk Råd, og vores danske aftale har naturligvis også været baggrundsdokument for denne arbejdsgruppe, og jeg er tryg ved, at der tages det første skridt mod en mere hands on tilgang fra Nordisk Råds side i grænsehindringsspørgsmål. For vi må erkende, at der har manglet instrumenter til at samle nordiske parlamentarikere til at prioritere og bidrage til, at grænsehindringsproblemerne bliver løst.

Den store udfordring er nu, at vi sikrer de øvrige nordiske landes engagement i at få løst opgaverne. Fra socialdemokratisk side har vi valgt at lægge vægt på tre grænsehindringsområder, nemlig behovet for en grænsehindringsombudsmand, behovet for nordiske standarder inden for byggebranchen og anerkendelse af erhvervskvalifikationer.

Angående ombudsmanden har forslaget om en nordisk grænsehindringsombudsmand på mange måder været en diskussion om begrebet ombudsmand og ikke om borgernes behov. Det er klart, at tanken om en overstatslig ombudsmand, der kan blande sig i de enkelte landes sagsbehandling, kan virke skræmmende.

Men det er ikke det, der er det centrale i forslaget. Lad os nu tage en sag, som Danmark ikke er direkte involveret i. Når hundredvis af norske pensionister flytter til Sverige og oplever, at mangelfulde eller direkte forkerte oplysninger fra både norske og svenske skattemyndigheder får fatale følger for dem både personligt og økonomisk, skal de kunne opleve, at de skal kunne henvende sig til en instans, der har myndighed til at vurdere, om national og nordisk ret er overholdt, og om de har fået korrekt information og rådgivning både før, nu og under sådan en sag. Det har ikke været tilfældet i de norske pensionisters sag. Den svenske regering har afvist, at der er sket fejl hos de svenske skattemyndigheder, og den svenske ombudsmand har afvist at gå ind i sagerne.

Et alvorligt eksempel som dette viser, at der er behov for at understrege landenes ombudsmænds forpligtelse til også at vurdere, om nordiske aftaler og overenskomster er overholdt i denne type sager. Det skal være muligt for landenes ombudsmænd at samarbejde i sager, der vedrører flere nordiske lande, for at belyse sagen fra flest mulige vinkler. Det burde være helt enkelt at understrege ombudsmændenes opgave i forhold til nordisk ret.

Det understreger også behovet for at opprioritere informations- og rådgivningsarbejdet. Her spiller Hallo Norden en afgørende rolle. Det er en unik informationsvirksomhed, der har evnet at have fokus på borgerne med et tæt og engageret samarbejde med relevante samarbejdspartnere, og som for meget få midler har lavet et vigtigt stykke informationsarbejde, der har været forankret i alle de nordiske lande med en klar nordisk overbygning. Det er der behov for at bygge videre på og opprioritere.

Så Hallo Norden har de fornødne ressourcer til at være en væsentlig bidragsyder til at reducere grænsehindringer. For de erfaringer, som Hallo Norden ligger inde med, kan i høj grad bruges i det nordiske grænsehindringsarbejde. De regionale grænsehindringsinstitutioner spiller naturligvis også en meget stor rolle, men det er afgørende at have en fællesnordisk institution som Hallo Norden, der forbinder de lokale grænsehindringer til en nordisk sammenhæng.

Fællesnordiske byggestandarder er et vigtigt eksempel på, at fjernelse af grænsehindringer kan give en økonomisk gevinst og øge konkurrencen. Men det er også historien om, hvordan Norden kan gå forrest i Europa, hvad angår klimaneutralt byggeri. Sagen er den, at hvis man samarbejder om at erstatte nationale standarder med nordiske, kan man fjerne nogle af de hindringer, der er for byggebranchen til at kunne agere i flere nordiske lande. Men en anden ting er, at arbejdet, for at nordiske standarder kan optages som EU-standarder, er væsentlig lettere at få igennem end arbejdet, for at danske standarder skal optages som EU-standarder. Norden er foregangsregion, hvad angår en række standarder inden for klimaneutralt byggeri. Ved at samarbejde på et nordisk plan om at få disse standarder optaget som EU-standarder kan Norden sikre en konkurrencefordel, samtidig med at Norden kan bidrage med vigtige standarder inden for klimaneutralt byggeri.

Et klart eksempel er indeklimastandarder. Ved at udvikle disse nye standarder på et fællesnordisk plan kan man fra starten modarbejde grænsehindringer, øge konkurrenceevnen og fremme klimavenligt byggeri. Det er det, man skal måle ud fra, når man skal diskutere udgifter til sektoren på kort sigt. Det er noget, som bl.a. Dansk Standard har været fortaler for. Nordisk Råd har på baggrund af opfordringer fra Socialdemokraterne i Nordisk Råd udarbejdet forslag til rekommandation om fællesnordiske byggestandarder, som jeg vil opfordre ministeren til at fremme i Nordisk Råds Ministerråd.

Anerkendelsen af erhvervskvalifikationer er reguleret i EU-regi, men det må erkendes, at arbejdet ikke er nået så langt, som det er ønskeligt, og at Norden samtidig har ligheder inden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, der kan gøre det enkelt at løse problematikken i første omgang inden for Norden. Det er naturligvis nødvendigt at gøre dette inden for rammen af gældende EU-regler, og en nylig offentliggjort rapport udarbejdet af DAMVAD for Nordisk Ministerråd peger på en række problemstillinger og anbefalinger vedrørende de lovregulerede erhverv. Desværre foreligger der ikke en tilsvarende nordisk rapport om de ikkelovregulerede erhverv. Lad mig nævne nogle af de problemer og forslag til løsninger her: at man kan sikre sig, at lovregulering sker på basis af kvalitetsbehov og ikke som udtryk for protektionisme i forhold til bestemte erhverv; at en fællesnordisk forståelse for, hvilke erhverv der er reguleret i de enkelte nordiske lande, vil fremme mobilitet; at der er særlige barrierer og lovgivning, der er knyttet til mange specialiseringer af et erhverv, og at der er forskel på antallet af specialiseringer i de enkelte lande, f.eks. elbranchen i Norge; og sidst nævnes det, at uformelle barrierer for mobilitet, dvs. branchens egen regulering, reelt udgør en hindring for mobilitet i Norden, men også sprogvanskeligheder kan være en barriere.

Socialdemokraterne i Nordisk Råd har været initiativtager til en rekommandation fra Nordisk Råd på området. Også her vil jeg henstille til, at ministeren med de relevante fagministre driver denne sag videre, ikke mindst på grundlag af den her DAMVAD-rapport.

Et andet område, hvor regeringen har bidraget positivt til det nordiske samarbejde, er inden for uddannelsesområdet. Undervisningsministeren har igangsat et vigtigt arbejde inden for uddannelsesområdet med initiativet, som er et fællesnordisk udviklingsprojekt om den nordiske vej til inklusion inkluderende grundlæggende uddannelser med høj faglighed og stærkere færdigheder for alle. Initiativet er vigtigt og nyder stor opbakning fra Nordisk Råds Kultur- og Uddannelsesudvalg, hvor jeg også er medlem. Der er nemlig et stort behov for at drage aktiv nytte af de mange erfaringer med udvikling af kvalitet i skolen, der ellers eksisterer i de nordiske lande. Det er nogle erfaringer, der viser, at det er lettere at omsætte til praksis i vore lande på grund af, at vi har de store ligheder i uddannelsessystemer og værdier i samfundet generelt. Samtidig er initiativet prisværdigt, idet det på den måde som et initiativ inden for Ny Nordisk Skole er et udviklingsprojekt, der i høj grad henvender sig til og aktivt involverer praksisniveauet. Vi ser frem til konferencen, der skal afholdes her i København i januar.

Forsvarspolitikken skal vi tale om senere, men det har som bekendt fyldt en hel del i det nordiske samarbejde, ikke mindst i Nordisk Råd dette år. Men da vi har en behandling senere, vil jeg vente med det punkt.

Til slut vil jeg gerne kvittere for ministerens engagement i visionsdebatten om det nordiske samarbejde og med hensigten om at inkludere delegationen i denne. Johan Strangs rapport – nu skal jeg se, om jeg kan sige det på svensk – Nordiska Gemenskaper, som blev offentliggjort ved Nordisk Råds session sidste år, er sammen med Nordisk Råds arbejde med politikudvikling i det nordiske samarbejde, som er initieret af daværende præsident for Nordisk Råd, Henrik Dam Kristensen, eksempler på nogle af de vigtigste input i denne visionsdebat. Her vil jeg rigtig gerne henlede opmærksomheden på nødvendigheden af at videreudvikle integrationen af de i dag uformelle samarbejdsopgaver, hvoraf forsvarspolitikken naturligvis er det mest oplagte eksempel, men også transportpolitik og forbrugerpolitik er områder, der er af fælles nordisk interesse, og der er brug for, at vi samarbejder om det. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Mikkel Dencker.

Jeg vil indlede med at sige tak til ministeren for redegørelsen, som er udsendt. Jeg synes, at det har været interessant læsning, og jeg kan fra mit eget virke i Nordisk Råd det sidste års tid sagtens genkende fremstillingen af de vigtigste emner, som redegørelsen berører.

For os i Dansk Folkeparti har det nordiske samarbejde en særlig betydning, for det er i samarbejdet med de nordiske lande, at vi ser det umiddelbare og helt naturlige samarbejde. Det skyldes, at vi i de nordiske lande har et helt andet og mere umiddelbart fællesskab med hinanden i kraft af vores meget nært beslægtede historie, vores fælles værdier, vores sproglige fællesskab, det fællesskab, som jo, kan man sige, ligger meget mere ligetil end det samarbejde, som ellers i det daglige fylder mest i bevidstheden, nemlig EU-samarbejdet.

Det naturlige er da også, at det bedste samarbejde opstår mellem dem, som kommer fra samme udgangspunkt og derfor helt naturligt kan have glæde af hinandens selskab. Som et mundheld siger: Lige børn leger bedst. Vores samtid er da også rig på eksempler på, at det går skidt, når ulige parter bringes ind i et fællesskab og skal fungere sammen.

Krisen i eurosamarbejdet er jo et godt eksempel, for her er der netop tale om, at vidt forskellige lande og økonomier er gået sammen om at have en fælles valuta. Projektet har fra starten været dømt til at mislykkes. Det er ikke, fordi der ikke har været advaret imod det lige fra begyndelsen, og det var egentlig også kun et spørgsmål om tid, før vi ville havne i den situation, vi er i nu, og det var vi mange der advarede imod i sin tid.

Derfor er vores holdning da også, at det er det nordiske samarbejde, der er det helt naturlige samarbejde for Danmark, og det er blandt de nordiske lande, at der er tale om lande, der ligner os meget mere end landene inden for rammen af EU. Derfor er vi også i Dansk Folkeparti engagerede i at videreudvikle det nordiske samarbejde med rigtig mange aspekter, bl.a. er grænsehindringer et vigtigt emne for os, og jeg kan så også høre på de andre ordførere, at man er engageret i det, for det er den frie bevægelighed i Norden, der er forudsætningen for, at den gode udveksling, der er landene imellem, også kan omsættes i en gunstig økonomisk udvikling til gavn for alle parter.

Et andet vigtigt emne for os, og som er noget, vi finder naturligt, er, at det nordiske samarbejde skal blive bedre til at prioritere økonomisk, når vi er i en tid, hvor man alle andre steder er nødt til at overveje, om en udgift virkelig også er nødvendig.

Derfor bakker vi i Dansk Folkeparti også op om regeringens indsats for, at Nordisk Ministerråd skal gennemføre besparelser, og det er man heldigvis også kommet igennem med, og der gennemføres allerede besparelser på Nordisk Ministerråds budget i 2014, så det er en fin landvinding.

Med de ord vil jeg endnu en gang sige tak for redegørelsen og tilføje, at jeg også selv glæder mig til at tage del i Nordisk Råds arbejde i det kommende år.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Radikale Venstre, hr. Jeppe Mikkelsen.

Tak for det, formand. Jeg har haft en mindre pause som ordfører for nordisk samarbejde, men nu er jeg tilbage – om end jeg måske ikke er helt så opdateret med hensyn til delegationens arbejde. Derfor vil jeg også gøre det lidt kortere end de foregående talere.

Jeg vil også starte med at takke ministeren for hans fine redegørelse. Jeg bliver altid så imponeret, når jeg sådan dykker lidt ned i det og ser, hvor bredt det nordiske samarbejde egentlig er, for vi samarbejder jo om alt fra miljø og klima til arbejdsliv og erhverv og om alt fra ligestilling og kultur til uddannelse og sundhed. Jeg synes faktisk, det er ret imponerende, og det giver jo rigtig god mening, da landene på mange punkter er meget ens. Vi har en stor sproglig lighed, en kulturel lighed, og vi ser meget ens på mange af de udfordringer, som man ser i en global kontekst. Altså, det, at vi er sammen, styrker os uden tvivl.

Jeg vil faktisk gerne give et konkret eksempel på noget, som jeg ikke tror så mange af de øvrige medlemmer af delegationen har hørt om. Personligt sidder jeg jo her i Folketinget også som retsordfører. Og i forhold til mit område, retsområdet, har justitsministeren for nylig foreslået sine nordiske kollegaer, at man kunne udveksle bandemedlemmer, der er i et exitprogram. For det kan være rigtig, rigtig rart at komme langt, langt væk fra sit tidligere, negative miljø, og her kan det jo simpelt hen være en idé, hvis folk er med i sådan et exitprogram, så at udveksle dem på tværs af grænserne, hvis de selvfølgelig selv er indforstået med det og lignende. Men bandekriminaliteten er jo en af de ting, der findes, på tværs af landegrænserne mellem de nordiske lande – desværre – så lad os da udnytte mulighederne for at arbejde sammen om det at løse det. Om det bliver til noget, ved jeg endnu ikke, men det er jo et glimrende eksempel på, hvorfor vi lige præcis har Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, nemlig fordi det nordiske samarbejde giver muligheder for at løse fælles problemstillinger i fællesskab.

Jeg vil også gerne rose ministeren for at få budgettet med besparelser på plads. Det har givet Danmark nogle knubs i forbindelse med det nordiske samarbejde, men som hr. Bertel Haarder var inde på, ja, så må vi jo simpelt hen bare arbejde endnu hårdere for at indikere, at alt ikke afhænger af penge. Her synes jeg at vi med vores store fokus på at fjerne grænsehindringer, vores aftale om det, og også vores aftale om igen at tage det op jo viser, at vi absolut ikke ser penge som det altafgørende i det nordiske samarbejde. Jeg tror faktisk, at vi, hvis alle parlamenter i Norden her havde den samme proces, så ville få væsentlig mere nordisk sammenhold end det, som 10 pct. ekstra bevillinger kan skabe.

Jeg synes, vi har en opgave med hensyn til fortsat at gå forrest og frem for alt at inspirere de øvrige nordiske lande til at foretage et lignende arbejde. Det synes jeg faktisk vi skal lægge en strategi for hvordan vi kan gøre i delegationen, altså hvordan vi får lobbyet for, at de bliver inspireret til at gennemføre lignende processer i de øvrige nordiske lande. Jeg synes også, at vi skal koordinere det med ministeren, fortsætte det gode samarbejde og høre, hvordan han ser at vi kan bakke op om det, for det er mit indtryk, at der på det område er en meget, meget stor konsensus. Så lad os forene kræfterne.

Vi Radikale kan altså samlet set bakke op om redegørelsen, men hvad der er endnu vigtigere – det vil jeg gerne slå tydeligt fast – er, at vi virkelig kan bakke op om det fortsatte nordiske samarbejde. Tusind tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for SF, hr. Kristen Touborg.

Tak til ministeren for redegørelsen. Det nordiske samarbejde fører jo på mange måder en stille, ja, en noget diskret tilværelse for mange danskere. Det er faktisk lidt ærgerligt, med tanke på at samarbejdet på så mange områder betyder helt konkrete tiltag til fordel for borgere i de nordiske lande. Vi har jo talt rigtig meget om grænsehindringer de seneste 10-15 år, men desværre er det jo i meget, meget lang tid mest blevet ved snakken og ikke så meget til handling.

Der er igennem mange år ikke flyttet mange hegnspæle på det område, men de seneste tiltag om en mere systematisk gennemgang af forskellige grænsehindringer med henblik på at mindske eller helt fjerne dem er et godt eksempel på, at det nordiske samarbejde leverer konkrete løsninger på problemer, som borgerne står over for i deres hverdag, uanset om det er danskeren, der bor i Sverige, svenskeren, der arbejder i Danmark, eller islændingen, der finder en kæreste i Finland.

For selv om vores lande jo på mange måder minder om hinanden, har vi naturligvis udviklet os forskelligt, når det gælder lovgivning, indretning af samfundene rent administrativt og på en række andre områder, der kan give borgeren, der bevæger sig mellem landene, udfordringer – eller for den sags skyld gøre det unødig svært for virksomheden, der gerne vil arbejde over grænserne i Norden. At nedbryde og fremadrettet hindre nye grænsehindringer ser vi som et stort skridt i den rigtige retning, og vi er rigtig glade for, at der er bred opbakning til den forpligtende aftale.

Jeg vil også gerne fremhæve samarbejdet om grøn omstilling og på energiområdet, hvor de nordiske lande arbejder godt sammen. I den store globale sammenhæng fylder Norden måske ikke alverden, men vi har nogle styrker, når det gælder netop den grønne dagsorden. Vi er langt fremme i Danmark, men der er masser af spændende initiativer, vi kan lære af, og det er netop det, det nordiske samarbejde også kan sikre. Gennem vidensdeling og samarbejde på en række områder kan vi samlet set styrke alle landene ved at tænke sammen frem for at tænke alene på vores eget.

Det fælles nordiske elsystem er et godt eksempel på, hvordan man allerede nu er i gang med at samtænke de forskellige landes produktion af elektricitet. På sigt kunne man jo håbe på at vi får muligheden for at optimere samarbejdet så meget, at vedvarende energi kan overtage førertrøjen i Norden.

Danske vindmøller kunne sende grøn strøm til svenske biler, der står til opladning om natten, mens vandkraft fra Norge kunne holde Danmark med grøn strøm, når vinden ikke blæser hertillands. Og borgere og virksomheder kunne få bedre mulighed for at stemme med pengepungen, hvis det eksempelvis blev gjort muligt at købe produkter på tværs af grænserne, der udelukkende kom fra samme energikilde, fordi det kunne sikre en stabil forsyning af eksempelvis vedvarende energi uanset behovet. Der er mange udfordringer, men potentialet er der, og det nordiske samarbejde er stedet, hvor udfordringerne kan og skal løses.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne fremhæve et område, som vi på mange måder tager for givet i de nordiske lande, nemlig det, man kunne kalde for værdi- og kulturområdet. Der er en særlig nordiskhed, som mange taler om, men som de færreste af os, der bor i Norden, rent faktisk tænker over. Vi har i mange, mange år læst bøger på hinandens sprog, vi er vant til at se tv fra nabolandene, og de fleste kan uden større problemer finde sig tilrette i et andet nordisk land, hvis job eller studier bringer dem dertil. Men vi tænker måske ikke så meget over, hvor særlig denne nordiskhed egentlig er.

Ikke desto mindre kan vi se, at kulturfestivaler som den i Washington eller de forskellige nordiske indslag, der var tilbage i 2012 under OL i London, bliver tilløbsstykker for såvel journalister som helt almindelige mennesker. Spørger man turister fra Sydeuropa om, hvorfor de kommer til de nordiske lande på trods af vores noget utilregnelige klima, så svarer flere og flere, at det er landene som sådan, der trækker – ikke nødvendigvis forlystelsesparker eller turistattraktioner, men landene som sådan.

Det er selvsagt dejligt, at vores område har den appeal, og vi viser gerne vores land og samfund frem, men det er naturligvis også en måde at øjne nye markeder på, både i forhold til at afsætte nordiske varer, men i høj grad også som en måde at skabe grundlag for at udvikle vores samfund yderligere på, også kulturelt.

Dansk film har fejret store sejre, og skandinavisk tv er blevet verdensberømt, fordi vi kombinerer god underholdning med den der nordiskhed, uanset om det så gælder billedsiden, fortælleformen eller personskildringen. Nordiske forfattere har næppe været mere populære, end de er i dag, og især inden for krimigenren har det givet genlyd verden over, bl.a. fordi mange nordiske forfattere kombinerer et troværdigt portræt af det samfund, det foregår i, med spændende historier. Og så må vi jo i øvrigt håbe, at det ikke er sådan, at udenlandske læsere tror, at mordraten i Norden er så høj, som bøgerne kunne give indtryk af.

Vi skal naturligvis være glade for, at nordisk kultur i bred forstand er populær, og her spiller det nordiske samarbejde også en væsentlig rolle i forhold til at sætte fokus på kulturpersoner og -genrer, også dem, der ikke nødvendigvis sælger i millionoplag.

Jeg indledte med at udtrykke en smule ærgrelse over, at det nordiske samarbejde ikke fylder så meget i borgernes bevidsthed, men måske skal man tage det som et positivt tegn på, at de nordiske indbyggere ser Norden som en så integreret del af deres hverdag, at de ikke tænker nærmere over det. Ser man det nu i det perspektiv, bliver vores opgave som politikere ikke mindre, for der skal naturligvis handling bag ordene, og det er bl.a. i den her sal, i Nordisk Råd og ved de møder, vore respektive regeringer holder, at visionerne bliver til virkelighed.

Det arbejde er vi i SF glade for sker med bred opbakning, og vi ser frem til det nordiske arbejde i de kommende år.

Tak for det. Der er ingen, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Finn Sørensen.

Tak. Og tak til hr. Bertel Haarder, der traditionen tro føler trang til at nævne Karl Marx, når man skal have fat i nogen, der kan sige noget fornuftigt om, hvordan vi skal agere her i Folketinget. Jeg skal nok bryde traditionen ved ikke straks at kaste et andet citat i hovedet på hr. Bertel Haarder. Jeg ved jo, vi har en bred fælles forståelse for Karl Marx' visdom.

Tak til ministeren for redegørelsen. Jeg synes, den er fyldestgørende. Og selv om vi ikke har været enige om det hele, har vi dog været enige om langt, langt det meste.

Så vil jeg også gerne deltage i den selvros, der er i gang her i delegationen. Jeg synes, selvrosen er passende, for vi har rykket ganske pænt i forhold til spørgsmålet om grænsehindringer, hvor vi jo har forsøgt at tage en fælles beslutning i Nordisk Råd alvorligt og føre den ud i livet. Det synes jeg er meget positivt.

Så er det jo rigtigt, at man nok har haft indtryk af, at visse ministerier har været noget fodslæbende i forhold til at få omsat de fælles målsætninger i praksis med hensyn til at få gang i det konkrete arbejde. Der synes jeg dog at der er en række ministerier, der har været positivt indstillet og selv er kommet med gode forslag, men der, hvor vi har haft problemet, er jo det her med at forebygge, altså hvordan vi kan sætte nogle gode rammer op for at forebygge, at der kommer flere grænsehindringer, end vi har i forvejen.

Jeg vil gerne takke alle for samarbejdet – også ministerierne – og kvittere for, at vi er nået frem til en aftale, som vi alle sammen kan være tilfredse med. Og som man kan se af den særlige redegørelse om arbejdet med grænsehindringer, bliver der jo rent faktisk rykket på tingene. Det gør der jo nok også så småt i Nordisk Råd, hvis vi ellers holder fast og uden at slå os for brystet – det tror jeg ikke gavner, specielt ikke lige i øjeblikket – stille og roligt fortæller, hvordan vi har grebet det her an. Og så tror jeg såmænd også, at det vil smitte af på de andre lande.

I Enhedslisten er vi jo særlig opmærksomme på grænsehindringer, der rammer borgernes mulighed for at bevæge sig frit inden for Norden, selvfølgelig i respekt for de regler, der er i de andre lande, og den situation, der er på de andre landes arbejdsmarkeder og i deres sociale systemer og deres regler i øvrigt. Det er jo det herlige ved det nordiske samarbejde, altså at vi respekterer hinandens suverænitet og ikke forsøger at påtvinge hinanden løsninger, som vi ved der kun kommer flere problemer ud af – i modsætning til visse andre samarbejder, vi indgår i. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Det kan være svært i de nordiske lande, som er utålmodige hver især, f.eks. fordi lige nøjagtig den grænsehindring, som vi går meget op i, går svenskerne ikke så meget op i. Og det er selvfølgelig problemet, men jeg tror nu, at det i det lange løb betaler sig at finde den rigtige balance mellem – hvad skal vi sige – resultatorientering og så en tålmodighed, i forhold til at det, der holder i længden, er, at vi løser tingene i enighed. Det er svært, men det er ikke umuligt, og grunden til, at det ikke er umuligt at nå videre ad den vej, er jo netop, at de nordiske lande trods en række forskelle ligner hinanden så meget, som de gør.

De uenigheder, vi har haft i delegationen, har jo sådan set indskrænket sig til spørgsmålet om budget og besparelser og linjen i den diskussion. Jeg skal ikke tærske så meget rundt i det, man bare sige, at Enhedslisten gerne vil være med til at slanke Nordisk Råd – ja, vi vil sågar gerne være med til at vende hver en krone. Det er klart, at vi skal være sikre på, at borgernes penge bliver brugt fornuftigt, også i den sammenhæng, men vi synes bare ikke, at en grønthøstermetode er nogen god måde at spare på. Vi synes, det er bedre, hvis vi tager en mere åben og kontant diskussion af, hvilke initiativer der rent faktisk giver det, vi plejer at kalde nordisk nytteværdi, hvor vi hele tiden skal tilføje: for almindelige mennesker i Norden. Det er jo det, der er kriteriet for, om pengene bliver brugt rigtigt. Okay, så er vi sat i verden som politikere for at tage en vurdering af, hvad der så er det rigtige at gøre, men det er jo det kriterium, vi skal prøve at arbejde efter. Og der kunne vi måske nå længere.

Det er en sværere diskussion, og den kan være svær at tage hul på, men jeg vil foretrække, at vi prøver at arbejde os i den retning. For jeg synes nok, at den metode, vi har valgt – uden at kaste noget efter flertallet, som har valgt den – giver os visse vanskeligheder. Der dukker pludselig besparelser op, som man selv har svært ved at se fornuften i – som f.eks. i forbindelse med den nordiske journalistuddannelse. Og vi må jo også indrømme, at den fremgangsmåde, vi har valgt, har givet os visse vanskeligheder, f.eks. i forhold til de nordiske huse i Grønland og Færøerne, ligesom vi jo i første omgang har måttet opgive vores ønske om et hus i Flensborg.

Til slut vil jeg nævne nogle temaer, som jeg håber vi kan arbejde sammen om fremover, selv om jeg godt ved, at der i forhold til nogle af punkterne gemmer sig nogle ikke helt uvæsentlige uenigheder.

Det første kunne vi måske arbejde med, og det er at prøve at finde en måde at demokratisere hele den her budgetproces på. Jeg vil gerne som den første fra talerstolen være ærlig og sige, at det nogle gange er svært at gennemskue pengestrømmene og budgetprocessen og hele det regnskab, vi bliver præsenteret for. Og det har Velfærdsudvalget i Nordisk Råd jo sådan set en vis opbakning til at sige, for på et tidspunkt blev vi præsenteret for et spørgsmål om, om vi havde nogen forslag til besparelser, men vi måtte starte med at erkende, at vi faktisk ikke vidste, hvor mange penge vi egentlig rådede over som udvalg. Det var ikke så nemt at få opklaret, men det er jo ligesom den første betingelse for, at man kan begynde at komme med gode forslag.

Så synes jeg, vi skulle gøre mere ud af at samarbejde om temaer, der hedder social dumping og EU's indblanding i medlemslandenes og dermed jo også indirekte i EØS-landenes social- og arbejdsmarkedspolitik – og så er Norge jo også med i båden, når vi taler om det. Vi har en særlig interesse i det, fordi vores velfærdssystemer og arbejdsmarkeder har så meget tilfælles, som de har. Og uden at vi skal gøre det til en særlig diskussion i dag, vil jeg sige, at det er lidt svært at bestride, at vi i disse år oplever en stigende og, synes jeg, stadig mere aggressiv indblanding fra EU's side i de nationale regler, hvad det her angår.

Så er der et andet tema, hvor jeg også håber at vi kan blive enige om en bredere debat inden for Nordisk Råds rammer, nemlig om, hvor den nordiske velfærdsstat egentlig bevæger sig hen, for også her kan vi jo se nogle vanskeligheder i alle landene. Er vi fortsat en velfærdsstat, der holder fast i principper om universelle velfærdsydelser og folkelig demokratisk kontrol med velfærdsydelserne, eller bevæger vi os i retning af den konkurrencestat, som nogle gerne vil have? Der vil jeg bare sige, at vi i Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe prøver at udarbejde et medlemsforslag, der måske kunne give os et bredere vidensgrundlag for at diskutere, hvad de positive og negative erfaringer er i forhold til de tendenser, vi kan se i de nordiske velfærdsstater i disse år.

Så har vi et detailspørgsmål – vil nogle kalde det – som ligger Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe meget på sinde. Det drejer sig om, at vi havde et medlemsforslag om anerkendelse af Palæstina, som vi gerne ville have behandlet i Nordisk Råd. Vi vidste jo godt, at der var uenighed om det, og jeg vil heller ikke her stå og påstå, at det nok bare lige var blevet vedtaget, selv om det faktisk ligger inden for FN's rammer og fælles forståelse af, hvad der skal til for en holdbar fredsløsning i Palæstina. Men vi kom i den situation, at vi fik at vide af præsidiet, at Nordisk Råd skam ikke beskæftiger sig med den slags udenrigspolitiske spørgsmål. Det syntes vi var en mærkelig besked at få, så jeg vil bare lige bebude over for delegationen, at vi insisterer på at få behandlet sådan et forslag i plenum i Nordisk Råd. Så er det muligt, at vi ikke kommer igennem med det, og jeg ved udmærket godt, at det indholdsmæssigt sikkert ikke vil blive bakket op af hele det danske Folketing eller den danske delegation, selv om det burde det, men jeg synes ikke, det er rimeligt, at man afviser en politisk debat om et så vigtigt spørgsmål, der også har betydning for Nordens situation, nemlig at vi lever i en fredelig verden. Og det plejer vi nok at have nogle meninger om, skulle jeg mene. Så vi kan forhåbentlig blive enige om, at det må være rimeligt, at sådan et forslag bliver bragt frem, eventuelt også til afstemning.

Det sidste, jeg vil nævne, som jeg og også Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe synes er meget vigtigt, er spørgsmålet om de oprindelige folks rettigheder. Vi ved godt, at der kan være problemer – nok ikke så meget i Danmark og inden for rigsfællesskabet, men i nogle af de andre nordiske lande – men vi synes, det er rimeligt, at Nordisk Råd som minimum tilkendegiver sin positive støtte og accept af FN's erklæring om de oprindelige folks rettigheder. Jeg forventer ikke, at alle ordførerne springer op af stolene og under stående ovationer siger: Vi skal nok hjælpe dig med alt det der, Finn. Men jeg håber, at man lige vil tænke over det. Og så mødes vi om ikke så længe, og så kan vi jo se, om man har fået tænkt over det.

Tak for det. Der er ingen, der har markeret for nuværende. De tænker. Så er det hr. Villum Christensen, Liberal Alliance.

Tak. Vi prøver at tænke lidt over det. Vi har modtaget nogle redegørelser – og tak for det – med mange gode intentioner, som det jo ret beset er ganske svært at have noget imod. Jeg synes også, for så vidt angår det nordiske samarbejde – og det er jo redegørelsen om det, vi skal snakke om i dag – at det tæller til den positive side, at der tegner sig et billede af, at indsatserne bliver stadig mere konkrete, også selv om det ikke altid er let. Det har hr. Bertel Haarder jo allerede berørt. Der skal udvises vedholdenhed i forskellige fora.

Efterhånden er det jo rigtig mange sider af det politiske spektrum, som får en nordisk dimension, kan man se i redegørelsen. Jeg vil ikke gennemgå dem alle sammen, men jeg vil vælge et nedslagspunkt, som jeg synes er særlig interessant, nemlig energi- og klimapolitikken, hvor man kan sige at vi på mange måder har et skæbnefællesskab. Vi har et fælles elmarked og har interesse i at forstærke og udbygge elnettet, herunder udlandsforbindelserne. Især med den stadig forøgede vindmængde, hvor vores forsyningssikkerhed bliver mere og mere udfordret, er det jo vigtigt, at vi kan låne af hinanden. SF har jo allerede været inde på, at når det blæser i Danmark, kan energien måske havne i en elbil i Sverige. Var det ikke sådan noget lignende? Det tror jeg det var.

Det særlige ved dette marked er, at vi alle kan købe el til stort set samme pris på et fælles marked, men når vi planlægger produktionskapaciteten, hvor vi jo har satset rigtig meget på vind, så gør vi det ukoordineret og uafhængigt af hinanden. Det vil sige, at efterspørgselsvilkårene er harmoniseret, men at udbudssiden er individualiseret eller foregår nationalt, kan man sige. Det betyder jo, at når det blæser rigtig meget, må vi sælge billigt, for så skal vi af med vinden, hvis ikke ledningerne skal lide overlast, og så kan nordmændene købe det billigt og sælge det dyrt tilbage, når det ikke blæser. Det kan de, fordi de kan regulere vandmagasinerne, som på en måde kan betragtes som Nordens elbatteri.

Min pointe er, at det vil være rigtig hjælpsomt, at vi også, når bygger kraftværker og sætter vindmøller op og sætter solceller op sågar, gør det koordineret, så vi får et bedre match også på udbudssiden. Disse investeringer bør så markedsliggøres og have nogenlunde samme rammevilkår. Så vil vi få en billigere strøm i Norden. Når jeg nævner det, er det jo, fordi eludgifterne tordner i vejret, samtidig med at vi kan se, at de falder rigtig meget i USA. Det er noget med halvdelen af prisen, man kan købe strøm til i USA i øjeblikket, og det betyder selvfølgelig, at den energitunge industri pisker ud af landet og ud af de nordiske lande. Det er en rigtig, rigtig vigtig omkostning.

Med hensyn til Arktis er jeg meget tilfreds med, at den indsats har fået en så stærk placering, som tilfældet er, og omvendt synes jeg, at det her er fint koordineret med arbejdet i de øvrige organer som Arktisk Råd og Arctic Five og med vores indsats og prioritering i forsvaret. Ret beset er hele Arktisområdet velsagtens det område, hvor vi sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt har de største interesser på spil, og det forekommer mig særdeles relevant, at vi fokuserer rigtig dedikeret på mulighederne og udfordringerne, som de kommer til udtryk i, man kan sige dette de facto-nærområde. Selv om der er store afstande, er Arktis jo vores nærområde. Det er vigtigt, at vi som kongerige velkoordineret taler med en fælles stemme såvel bilateralt som i de internationale fora.

Med disse ord vil jeg tage redegørelsen til efterretning.

Tak for det. Der er ingen, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Konservative Folkeparti, hr. Per Stig Møller.

Idet jeg takker for den grundige redegørelse for det nordiske samarbejde 2012-13, skal jeg indledningsvis fastslå, at Det Konservative Folkeparti naturligvis lægger megen vægt på at fremme og udvikle dette samarbejde. Det er jo simpelt hen til gavn for alle Nordens borgere. Mulighederne for gnidningsfrit samkvem, samhandel og samarbejde på kryds og tværs i alle de nordiske lande burde for længst være en selvfølge. Alligevel er der efter så mange årsmøder i Nordisk Råd – jeg overværede faktisk det første for 56 år siden, hvor man også snakkede om grænsehandelshindringer – og alle disse nordiske ministermøder er der stadig væk en række hindringer og uhensigtsmæssigheder, som vi fortsat slås med. Det er jo for dårligt.

I EU er man på mange områder kommet langt længere, end vi i alle disse år har formået i Norden trods alle gode hensigter og løfter. Derfor er det godt, at der nu, for jeg ved ikke hvilken gang, igen tages fat på opgaven med at ophæve grænsehindringerne. Det har vel stort set hvert eneste år været det, der stod forrest.

Til dagens redegøre er der vedlagt et helt katalog over emner, man vil få gjort noget ved, men der er ingen sikkerhed for, at man faktisk får gjort noget ved det. Forhindringerne for uden videre at opfylde plejekrævende borgernes ønske om at blive plejet i et andet nordisk land bør naturligvis ophæves. Det samme bør forhindringerne for danske lærlinge i at søge praktikpladser i Sverige og pensionisternes muligheder for at få deres kapitalpension udbetalt uden dobbeltbeskatning – alt sammen selvfølgeligheder, men hindringer i virkelighedens verden for nu blot at nævne nogle eksempler.

Så kunne man jo også tage fat på handelshindringerne. Det ville jo blive konkret. Norges mange underfundige toldsatser, som bl.a. generer andre nordiske landes mejerier og blomsterhandlere, kunne man jo få gjort noget ved. Det er et problem for de andre nordiske lande, at Norge fører en meget speciel, handelshindrende toldpolitik. Hvorfor tager Nordisk Ministerråd ikke det op? Det burde være en sag for ministrene.

Regeringerne har besluttet at skære Nordisk Ministerråds budget med 5 pct. i år og de kommende år. Det er rimeligt nok, når der skal skæres alle vegne, men jeg vil godt sige, at jeg er glad for, at man ikke har benyttet anledningen til at fjerne den litteraturpris for børnelitteratur, som vi vedtog i 2011, men tværtimod nu lader den uddele i den kommende session for første gang, for vi har i Norden mange fremragende børnebogsforfattere, som vi bør opmuntre, fordi nordiske børn vokser op i meget beslægtede kulturer og livsmønstre.

Men jeg forstår, at et af de områder, man så har valgt at fjerne, er det nordiske sommeruniversitet. Imidlertid er dette universitet et af de områder, der har udviklet sig positivt, så når man ser på rækken af områder, der ellers får penge, er det nok ikke det rimeligste sted at nedprioritere, for på det nordiske sommeruniversitet, forstår jeg, mødes forskere fra hele Norden for at lade sig inspirere af hinanden.

Til gengæld er jeg glad for, at man vil udvikle forskningssamarbejdet, og da vi har nogle særlige forpligtelser og forudsætninger i forhold til Arktis, er det mit håb, at man virkelig vil styrke universitetet i Nuuk, så det i fremtiden kan blive et centralt arktisk forskningscenter. Vi har Svalbard, men vi burde have et stærkere Nuuk-universitet. Der er faktisk kun afsat 10 mio. kr. til deling til at styrke hele området de næste 2 år. Det er ikke meget. Det får man ikke megen udvikling af arktisk forskning, glacialforskning, i Nuuk for.

I forbindelse med Arktis har vi i Folketinget vedtaget at følge op på den omtalte Stoltenbergrapport, som hr. Bertel Haarder nævnte, som vi vedtog her i Folketinget – jeg tror, at seks eller syv af punkterne vedtog vi i 2009, og det skulle vi gennemføre. De er ikke gennemført, og det kunne jo godt være, at de nordiske landes udenrigsministre skulle se at få gjort noget ved det. Nu kommer der så en debat med forsvarsministeren bagefter, men det er temmelig vigtigt, at denne rapport bliver virkeliggjort der, hvor det virkelig giver mening og mulighed, at vi har en fælles indsats gennem de nordiske lande. Den der Icelandovervågning, som vi i øvrigt satte i gang tidligere, men som nu er blevet et fællesnordisk foretagende, er jo et eksempel på det.

Men en af de mest afgørende ting, som man også har vedtaget at gøre noget ved, og som jeg vil håbe på at der bliver gjort noget ved meget hurtigt, er eftersøgnings- og redningstjenesten i de arktiske farvande. Selv om ministeren for nordiske anliggender fremhæver Stoltenbergrapporten i sin redegørelse her, er han jo ikke særlig opmærksom på netop dette aspekt af samarbejdet. Men det må han blive i samarbejde med forsvarsministeren, der sidder klar til formentlig i næste debat at sige: Det gør vi alt sammen, men det skal gøres hurtigt.

Til gengæld er jeg glad for, at man agter at realisere det for længst aftalte ambassadesamarbejde i udvalgte lande. Vi kan jo lige så godt have den samme bygning i stedet for at have fire eller fem forskellige bygninger at huse os i. Vi kan også have gavn af at have fælles modtagelsestjeneste og telefontjeneste i den samme bygning.

Vender vi så her til sidst blikket mod det nære samarbejde, er det godt, at man nu vil harmonisere elmarkedet. Det er godt, at man skærper den fælles fokus på grøn økonomi, og det er godt, som Socialdemokratiet fremhævede, at man vil indføre ens regler for byggematerialer, for også her skaber de forskellige regler unødige problemer.

Det er ligeledes godt, at vi følger op på den internationale indsats mod skatteunddragelse, og det er interessant, at man vil have fokus på stigningen i antallet af asylansøgere, som i øvrigt er vidt forskelligt i de forskellige lande i Norden, men der står ikke noget om, hvad man egentlig vil gøre ved det i nordisk sammenhæng, så det kan jeg jo godt ende denne tale med at spørge ministeren for nordisk samarbejde om. Hermed er han spurgt, og talen er slut.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har bedt om en kort kommentar, og det er hr. Bertel Haarder, Venstre.

Jeg vil bare takke den tidligere udenrigsminister for den uforbeholdne støtte til Stoltenbergrapporten, som her kom til udtryk. Jeg opfatter det sådan, at det er alle 13 punkter, vi skal nå så langt som muligt med, inklusive eftersøgnings- og redningstjenesten, hvor også jeg synes, at svaret fra Forsvarsministeriet har været lidt tyndt.

Jeg vil også takke for støtten til et intensiveret ambassadesamarbejde, som ligger lige for, og hvor vi på én gang kan spare og gøre det bedre for vore borgere. Også tak for nævnelsen af skattesamarbejdet. Det var faktisk de nordiske lande og Frankrig, der satte gang i indsatsen mod skattely, og det har jo så fået en bredere global offentlighed til at tage fat i den sag.

Også tak for, at hortensiastriden blev nævnt; den beklager jeg at jeg ikke havde med. Altså, nordmændene har selvfølgelig lov til at sige, at de vil være selvforsynende, når det gælder mad, men de må da have råd til at købe danske blomster, og det kan jeg garantere for at vi på sessionen også vil nævne. Og så vil jeg bare berolige med, at sommeruniversitetet fortsætter, men bliver finansieret af NordForsk. Det er det, som er aftalt mellem Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd.

Ordføreren.

Det er jeg meget, meget glad for. Jeg synes, det er fremragende, at hr. Bertel Haarder tager ordet her og kommer ind på sommeruniversitetet og naturligvis også de andre ting. For jeg havde fået den information, at det var sparet væk, så jeg er meget, meget glad for, at man fortsætter det. Det forskningssamarbejde og det humanistiske samarbejde er jo vigtigt, for vi har en meget bred udstrækning af fælles værdigrundlag og fælles målsætning.

Med hensyn til Stoltenberg havde vi jo en debat her i Folketinget, hvor forslaget til vedtagelse – jeg tror, det var i 2009 – præciserede, jeg tror, det var seks eller syv punkter, som i hvert fald straks skulle sættes i gang, og så var der nogle punkter, man skulle se nærmere på, før man kunne sætte dem i gang. Der er ikke rigtig sat noget i gang, og jeg er enig med hr. Bertel Haarder i, at det jo er lidt tosset, at der nu er gået 4 år, og man ikke har fået sat noget i gang, men bare er enige om at sætte det i gang.

Hr. Bertel Haarder? – Nej. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Sambandsflokkurin – jeg skal undskylde mit færøske – hr. Edmund Joensen.

Det er en god tradition, at Folketinget har en årlig debat om det nordiske samarbejde. I Norden deler vi fælles værdier og historie. Vi er venner og en slags familie, og som bekendt er det nordiske samarbejde blandt de ældste og mest omfattende regionale samarbejder i verden. Det skal vi være stolte af og værne om. Men vi skal også kræve af os selv, at samarbejdet munder ud i resultater, der forbedrer tilværelsen for nordiske borgere og virksomheder. Det må være selve målet.

Mit parti, Sambandspartiet, er varm tilhænger af Nordisk Råd og det formaliserede samarbejde i Norden. Vi er mange med en nordisk præget selvforståelse, nogle er endda såkaldte nordister.

I disse dage er det nok politisk ukorrekt, at en færing siger det, men vi er mange, der mener, at Norden ville stå meget stærkere i Europa og resten af verden, hvis alle nordiske lande var medlemmer af EU. En nordisk blok i EU ville kunne sætte en nordisk dagsordenen, og den ville have indflydelse. Det har Norden brug for, og vi i Norden ville tilføre EU meget godt.

Om og i hvilket omfang visionen om det stærke Norden i Europa bliver virkelighed, kan man kun gisne om. Fra et færøsk synspunkt er der også brug for, at Færøerne finder en pragmatisk og fornuftig indgang til EU.

Ministeren for nordisk samarbejde har afgivet en skriftlig redegørelse. Det fremgår, at regeringen har stort fokus på at fjerne nuværende grænsehindringer – og fremtidige hindringer skal også undgås.

Lad os dykke ned i problematikken.

Der er tale om et vigtigt arbejde, og jeg deler den nordiske samarbejdsministers glæde over, at Folketinget og regeringen har indgået en aftale om at fjerne grænsehindringer i Norden. Det er også positivt, at aftalen fra april i år også omfatter Færøerne og Grønland.

Hvad er det så, Folketinget vil med aftalen om at fjerne grænsehindringer? Ja, ministerens redegørelse slår en ambitiøs tone an. Mobiliteten skal være i top, og dynamikken skal udfolde sig. Det skal være muligt at flytte, pendle, arbejde, studere og drive forretning på tværs af de nordiske grænser. Man kan ikke andet end tilslutte sig denne ambition. På den anden side mener jeg, at Folketinget og regeringen også må se indad, ind i vores eget rigsfællesskab. Vi må starte der med vores eget.

Hvordan står det til med grænsehindringer i rigsfællesskabet? Er der mobilitet på tværs af grænserne mellem Danmark og Grønland og Færøerne? Desværre er det et faktum, at der internt i rigsfællesskabet eksisterer en række grænsehindringer. Det må der tages hånd om, og de bør fjernes. Det er naturligvis reglerne og systemerne, der kommer på tværs.

Lad os tage et aktuelt eksempel fra mit arbejde her i huset: Jeg har over flere måneder arbejdet med en problemstilling omkring den såkaldte dimittendsats. Det forholder sig sådan, at hvis man som nyuddannet færing eller grønlænder her i Danmark vil rejse til Færøerne eller til Grønland i et stykke tid for at søge arbejde med dimittendsatsen i ryggen, ja, så er det ikke tilladt.

Det er et problem for mange færinger og grønlændere, der uddanner sig i den sydlige del af rigsfællesskabet.

Det paradoksale er, at nyuddannede færinger og grønlændere i Danmark gerne må rejse til alle EØS-lande inklusive Norge og Island med dimittendpenge i ryggen, men de må ikke rejse til Færøerne eller til Grønland. Og selv efter adskillige § 20-spørgsmål til socialministeren er der ikke kommet noget klart svar på, om og hvordan socialministeren vil drage omsorg for at rydde det her problem af vejen. Den færøske minister på området kom på banen, og først derefter meddelte den danske minister, at nu ville der blive set på sagen. Men vi ved endnu ikke efter 7 måneder og fire skriftlige spørgsmål og svar, hvad socialministerens hensigt er.

Hvad siger den historie os? Uden at generalisere bekræfter den, at det kræver anstrengelser at få en dansk minister med på at fjerne en åbenbart urimelig grænsehindring internt i rigsfællesskabet, i dette tilfælde endda en hindring, det er gratis at fjerne. Det er næppe ideen med aftalen om at fjerne grænsehindringer.

Der er andre hindringer i rigsfællesskabet, og selv om de kan synes som bagateller for nogle, så kan de være alvorlige for dem, det går ud over. Her er nogle eksempler, som jeg vil nævne:

Førtidspensionister fra Færøerne, der flytter til Danmark, vil typisk miste retten til deres pension. Hvis man har optjent ret til ferieløn her i Danmark, så mister man retten, hvis man flytter til Færøerne. Det kan af uransagelige årsager ikke lade sig gøre for en dansker eller herboende færing at tage kørekort på Færøerne. Adgangen for færinger til efteruddannelse i Danmark på samme vilkår som andre statsborgere er stoppet. Danskere må ikke eje et motorkøretøj på Færøerne og omvendt, heller ikke selv om vi gør meget ud af at opholde os i hinandens lande i længere og kortere perioder. Vi må gerne eje huse, sommerhuse og både, hos hinanden, men ikke biler.

Til sidst, og det er mere reglen end undtagelsen, har færøske og grønlandske studerende i Danmark problemer med skattemyndighederne, der ofte kun viser lidt forståelse for de unges situation og rettigheder osv. Nogle gange skulle man tro, at vi slet ikke er med i samme rige, og det må vi ændre.

Så til sidst: Hvordan undgår vi nye grænsehindringer i rigsfællesskabet? Der er sikkert flere fremgangsmåder, men hvorfor indfører vi ikke den procedure, at for hver gang, der produceres et lovforslag eller en regel, bliver der spurgt, hvordan dette påvirker rigsfællesskabet? Kan vi tage færinger og grønlændere med? Jeg vil henstille til formandskabet, at sådan en procedure indføres. Det samme burde ske i færøsk og grønlandsk lovgivningsarbejde. Så kan vi inkludere hinanden i stedet for at ekskludere og opstille grænsehindringer, så får vi dynamik og mobilitet både i rigsfællesskabet og dermed også i det nordiske samarbejde. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Bertel Haarder, Venstre.

Jeg vil gerne takke hr. Edmund Joensen for en kraftfuld tale med en lang liste – man kunne næsten kalde det et synderegister – over, hvorledes der i det færøske selvstyre er opstået en stribe grænsehindringer, hvilket også er sket, fordi Danmark og Færøerne ikke taler tilstrækkeligt sammen. Grænsehindringerne generer de rigtig mange borgere, som vandrer mellem Danmark og Færøerne. Det er jo en værdi både for Danmark og Færøerne, at disse borgere gør det, men det er jo slemt, hvis de bliver straffet på alle mulige måder, som vi her fik opregnet.

Jeg håber virkelig, at ministeren og hans embedsmænd fik noteret disse særlige færøske grænsehindringer, for de er ikke med på vores liste over grænsehindringer, og nogle af dem vedrører jo kun Danmark og Færøerne. Derfor synes jeg virkelig, vi skylder et helt særligt hensyn, og jeg håber også, at Færøudvalget dyrker det.

Jeg håber også, at hr. Edmund Joensen vil få nogen til at rejse spørgsmålet i det færøske Lagting, hvis han ikke selv kan gøre det, for disse problemer skal jo også rejses af de færøske ministre.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet og kommentarerne. Det var nu ikke meningen, at det skulle lyde som et synderegister. Det var mere, fordi jeg nu er færøsk repræsentant her i huset, og nu snakker vi om grænsehindringer, og jeg ville vise, at selv om det er meget små hindringer, er de vigtige for det enkelte menneske, som kommer i den situation.

Det var også, fordi vi nu snakker om at fjerne grænsehindringer i de nordiske lande, og i den forbindelse skal vi snakke med alle de nordiske lande, og der er der tale om forskellige riger. Men her er det inden for riget, vi kan få de her ting på plads. Derfor er det helt rigtigt, som hr. Bertel Haarder siger, at vi må få alle parlamenterne, inklusive både Færøernes og Grønlands parlamenter, til at snakke sammen om det her, så vi undgår grænsehindringer.

Tak. Hr. Bertel Haarder? Nej, ingen yderligere bemærkninger. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Jeg vil også gerne takke ordføreren for talen og for at have gjort mig opmærksom på nogle ting, som jeg sikkert burde vide i kraft af medlemskabet af Færøudvalget. Jeg må så undskylde mig med, at jeg ikke har været i Folketinget så længe. Det er en dårlig undskyldning, vi skal da se at få taget fat på det. Det lyder jo fuldstændig tosset.

Så jeg vil spørge ordføreren, om ordføreren måske ikke kunne overveje, at vi efter en snak i Færøudvalget fik forberedt en forespørgsel her i salen, hvor vi får en redegørelse fra den relevante minister – jeg ved ikke, om det er samarbejdsministeren, men det må regeringen jo finde ud af, og det finder vi ud af i udvalget – og hvor vi får et overblik over alle de her problemer og en status på, hvad der egentlig er gjort fra færøsk side og fra dansk side for at løse dem, og hvordan vi kommer videre, altså at vi bruger den samme metode, som vi nu har brugt i forhold til grænsehindringer mellem de nordiske lande, også i samarbejdet inden for rigsfællesskabet. Så det vil jeg da foreslå ordføreren at man kunne gøre.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er en super idé, jeg vil støtte forslaget om, at vi tager det op i Færøudvalget. Og vi kan såmænd hjælpe ministeren med at finde de her sager, som vi opfatter som grænsehindringer, frem. Så tak for spørgsmålet.

Der er yderligere et medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, det er meget, meget relevant, hvad hr. Edmund Joensen har påpeget. Altså, jeg har ikke været opmærksom på, har heller ikke fået det forelagt før, at man skulle have alle den slags hindringer som f.eks. det med bilen, der blev nævnt. Det er jo absurd, og det er så Færøerne, der har lavet den regel. Så mit forslag vil være, hvis ikke regeringen får reageret på det her, at man laver et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at optage forhandlinger med Færøerne om fjernelse af disse grænsehindringer. Vil hr. Edmund Joensen være med til sådan noget?

Ordføreren.

Ja, det er altså et endnu stærkere forslag. Jeg går ud fra, at vi alle sammen, som har ordet i dag, vil gennemføre så meget som muligt, og derfor synes jeg, det er en super idé, at vi vedtager et beslutningsforslag.

Der er ikke yderligere bemærkninger. Så er det ordføreren for Javnaðarflokkurin, hr. Sjúrður Skaale. Og jeg skal igen beklage mit færøske.

Jeg kan huske, at da jeg blev valgt til Folketinget for et par år siden, sagde min søn: For fanden far, det går aldrig, du bliver til grin dernede, du kan slet ikke tale dansk, de vil bare grine af dig dernede. Nu kan jeg så rejse hjem igen i dag og sige, at mit danske da i hvert fald er bedre end formandens færøske, så kan han tage den, den knægt!

Jeg plejer i Nordisk Råds regi at tale sådan lidt overordnet om nordiske forhold, men i dag vil jeg holde mig til den færøske vinkel. Det er jo det, jeg er her for.

Færøerne er på mange måder et isoleret samfund, geografisk langt fra andre lande og økonomisk og politisk uden for EU, uden for EFTA og uden for EØS-aftalen. Færøerne burde efter min mening ikke stå så langt uden for det europæiske samarbejde, som de gør, men sådan er situationen desværre.

Det nordiske samarbejde er vigtigt for alle de nordiske lande, men af de nævnte grunde er det måske specielt vigtigt for Færøerne. Samarbejdet bliver på Færøerne først og fremmest synliggjort af Nordens Hus og de mange aktiviteter, som huset står for, både når det gælder om at trække nordisk kultur til øerne, og når det drejer sig om at eksportere nordisk kultur til andre lande. Derfor blev jeg lidt bekymret, da regeringerne i 2012 besluttede at skære i budgettet for 2014, 2015 og 2016 og stærke røster talte om, at de nordiske huse skulle skæres ind til benet.

Jeg har derfor været meget glad for den opbakning, der har været i alle de fora, jeg er medlem af, altså den danske delegation, den socialdemokratiske gruppe og Kulturudvalget, når jeg har argumenteret for at gå imod disse planer. De nordiske huse går nu næsten helt fri af nedskæringerne, og jeg vil gerne kvittere, både over for ministeren og hr. Bertel Haarder, for den indsats, de har gjort i den sammenhæng.

Argumentationen, som har vundet gehør, har været, at der i forbindelse med nedskæringerne skulle fokuseres på at holde de borgernære aktiviteter så skadefri som muligt, og at husenes aktiviteter er så borgernære, som de overhovedet kan blive. Husene repræsenterer selve essensen i det nordiske samarbejde, nemlig på et helt konkret plan i øjenhøjde at styrke den fællesnordiske identitet samt at promovere og eksportere nordisk kultur. Jeg håber, at det lykkes at holde denne meget levende del af samarbejdet rimelig skadefri, også i de kommende år.

Så til grænsehindringerne: I 2012 udgav Hallo Norden den meget omtalte bog om Jyrki og Johanne, som skulle flytte over grænserne i Norden. Bogen viste jo, hvor indviklet det kan være at flytte mellem de nordiske lande. Der er jo mange grænsehindringer, der kan hele tiden opstå nye, og billedet bliver ikke mindre komplekst, når man tager Færøerne og Grønland med.

Det er vigtigt, som det er blevet anbefalet flere gange af Nordisk Råd, at alle landene tænker den nordiske vinkel ind i lovgivningsarbejdet for at undgå disse hindringer. Og det er flot, at Danmark med grænsehindringsaftalen mellem partierne og regeringen har sat sig i førersædet, når det gælder om at gøre noget konkret ved den her problematik.

Det er fuldstændig rigtigt, som f.eks. hr. Bertel Haarder sagde, og som andre har sagt, at det ikke kun er på budgettet, man kan måle, hvor stort engagementet er. De politiske beslutninger behøver ikke altid at koste mange penge. Og for os, der har været i Nordisk Råd i et par år, er det ikke svært at få øje på, at der er visse ting, der godt kan spares på, uden at det koster noget som helst i det praktiske.

Men for Danmark er det altså derudover vigtigt at have Færøerne og Grønland i tankerne. Og nu skal jeg komme ind på noget af det samme, som hr. Edmund Joensen kom ind på. Færøerne betaler for en socialrådgivertjeneste, som foregår her i København, og som hjælper folk med de problemer, der opstår i grænselandet mellem Danmark og Færøerne. Vi har været i kontakt med disse socialrådgivere, og der er faktisk langt flere grænsehindringer på dette felt, end man skulle tro.

Danske, færøske og grønlandske borgere har jo samme statsborgerskab. Som udgangspunkt har man samme rettigheder i hinandens lande. Men der er jo tale om tre forskellige lovgivnings- og opholdsområder med forskellige regler inden for f.eks. pensionsområdet, arbejdsmarkedet og familieretten osv. Og det er altså i virkeligheden komplekst i visse tilfælde.

Hr. Edmund Joensen nævnte nogle eksempler, jeg skal nævne nogle flere. Der opstår f.eks. problemer omkring cpr-numre; det har man jo ikke på Færøerne. At færinger ikke har dette nummer, skaber problemer med f.eks. SKAT, med SU og den slags, når færinger studerer andre steder end i Danmark. En ændring i lov om social pension fra 2003 gjorde, at der faktisk nu er mindre mobilitet mellem Danmark og Færøerne end mellem Færøerne og de andre nordiske lande. Der opstår komplikationer, når man tager sin bil med fra Færøerne til Danmark, det rammer specielt handicappede, som har brug for specialbiler.

For få år siden blev borgere fra Færøerne sidestillet med borgere fra tredjelande, når det gjaldt optjeningsprincippet i forbindelse med diverse sociale ydelser. Det er nu blevet rettet – tak for det – men dette eksempel viser, at når Danmark justerer sin lovgivning i henhold til EU, kan Færøerne og Grønland nogle gange blive sat ud på et sidespor. I det eksempel lavede man et optjeningsprincip, som gjorde, at folk skulle have boet i Danmark i så og så lang tid for at kunne få ret til sociale ydelser for at undgå, at Danmark blev et socialkontor, hvor f.eks. folk fra Østeuropa kom og hævede ved kasse et fra dag et.

Så lavede man et optjeningsprincip, men man glemte at tænke på Færøerne og Grønland, og så endte danske rigsborgere i samme kategori som borgere fra Polen osv. Det skal man lige have i tankerne, når man lovgiver. Derfor er det meget positivt og meget tiltrængt, at aftalen, som blev indgået mellem partierne og regeringen, også indbefatter Grønland og Færøerne.

Der kom i 2012 en fin rapport, en slags katalog, til Nordisk Ministerråd, der belyste grænsehindringerne i Norden. På den baggrund bliver der nu lavet en handlingsplan. Jeg tænker, ligesom den forrige taler, at det kunne være på sin plads at få lavet et papir, der belyser forholdene i rigsfællesskabet på dette felt – også fulgt op af en handlingsplan. Dette er selvfølgelig en intern sag for det danske rige, men det er også en nordisk sag, og derfor var det også med i aftalen mellem regeringen og partierne. Det er et specielt nordisk hensyn, som Danmark må tage.

Som sagt: Der er folk, der sidder og beskæftiger sig med den her problematik dagligt, som ikke gør andet, så det skulle både være meget enkelt og meget billigt at få lavet sådan et katalog. Og det er altså nemmere at undgå fejlene end at rette dem, når fejlene er sket. Så er det forslag i hvert fald viderebragt.

Tiden er ved at være brugt. En af grundene til, at Folketinget i det tidlige forår fik vedtaget en dagsorden, der sagde, at vi skal sætte rigsfællesskabet til debat en hel dag i Folketinget, var netop det her med grænsehindringer. Og til næste forår, jeg tror, det er i marts eller april, bliver der så en generel debat om rigsfællesskabet, hvor f.eks. det aspekt af fællesskabet kan komme til diskussion.

Det var sådan set det meste af det, jeg havde at sige. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har markeret for en kort bemærkning, og det er hr. Bertel Haarder, Venstre.

Jeg vil gerne spørge hr. Sjúrður Skaale om noget: Hvem er det, der sover, når disse nye grænsehindringer opstår? Da man indførte et optjeningsprincip, var det da den danske regering, der sov, eller var det det færøske Lagting og det færøske landsstyre, der sov? Der må være nogle, der slumrer, når disse hindringer opstår, for nogle af dem, som hr. Edmund Joensen har nævnt, og som hr. Sjúrður Skaale har nævnt, er jo ganske nye. Hvem er det, der sover? Man skulle tro, det kunne løses ved at ansætte en halvtidsstudent på et kontor i Thorshavn til lige at løbe ting igennem og holde dem op mod færøske forhold. Kan ordføreren give mig forklaringen og løsningen?

Ordføreren.

Jeg vil ikke sige, at nogle sover, for det er så voldsomt et udtryk, men i det tilfælde med optjeningsprincippet var det i hvert fald sådan, at den danske regering for at undgå et andet problem, for at undgå, at mange østeuropæere kom til Danmark for at hæve penge ved de sociale kasser, ændrede lovgivningen uden at sige fra, uden at undersøge, hvilke konsekvenser det her har for andre danske rigsborgere, nemlig dem fra Grønland og Færøerne. Så sove vil jeg ikke sige, men det var en forsømmelse fra den daværende danske regerings side. Det er nu blevet rettet, så det er på plads igen. Alle har indrømmet, at det var en fejl; også repræsentanter for den forrige regering har sagt, at det ikke skulle være sket, at det var en fejl, og at det ikke var noget, man havde intentioner om at gøre.

Hr. Bertel Haarder.

Jeg vedstår gerne, at jeg vistnok sad i den regering, som sov under behandlingen af det punkt, men det er jo mest nærliggende, at man er vågen på Færøerne, når det vedrører færøske problemer. Så kunne ordføreren ikke antyde, om han synes, man også kunne gøre noget hjemme i Thorshavn?

Ordføreren.

Helt klart. Men når det her gælder grænselandet mellem Danmark og Færøerne, må det gøres i fællesskab. Derfor synes jeg, som jeg også foreslog i min tale, at vi skal lave sådan et katalog, ligesom man har lavet et nordisk katalog om grænsehindringer. Og som sagt er der folk, der hver dag – de laver ikke andet – arbejder med at hjælpe folk ud af de fælder, de lander i på grund af de problemer, der er. Når der er folk, der arbejder med det, altså på fuld tid, er det nemt at få lavet sådan et katalog og derefter lave en handlingsplan. Men det må gøres i fællesskab, ikke på Færøerne eller i Danmark, det må i sagens natur gøres i fællesskab. Det drejer sig jo om grænsen mellem de to lande.

Tak for det. Der er ikke medlemmer, der har bedt om yderligere korte bemærkninger. Så er det ministeren for nordisk samarbejde.

Tak for det, og tusind tak for alle de konstruktive indlæg, der har været fra samtlige partier. Jeg kan konstatere, at der er bred enighed om vigtigheden af det nordiske samarbejde. Jeg har noteret mig nogle forskellige ting, og nogle af dem vil blive indarbejdet i kommende års redegørelse, andre vil jeg lige kort kommentere nu.

Den her redegørelsesdebat markerer, at vi nærmer os Nordisk Råds session i næste uge. Det betyder, at vi går en rigtig spændende tid i møde, hvor nordiske spørgsmål for alvor kommer på dagsordenen. Nordisk Råds session finder sted, som de fleste ved, i Oslo, fordi det er Norge, der har formandskabet i øjeblikket. Og jeg synes selvfølgelig også, at regeringen og delegationen bør møde op i Oslo med fanen højt hævet. Her tænker jeg på, at vi takket være den politiske aftale, som flere har nævnt, aftalen omkring fjernelse af grænsehindringer fra april, nu kan tjene som foregangsland på lige præcis det her område. Jeg vil da helt klart gøre mit til at sprede det budskab omkring aftalen, således at den selvfølgelig også kan tjene til efterlevelse for de andre lande. Vi skal selvfølgelig ikke på nogen som helst måde diktere, hvordan andre lande bekæmper grænsehindringer, for det kan man gøre på forskellige måder, men jeg synes godt, at vi kan tillade os at fortælle om, hvordan vi har taget et første og også meget vigtigt skridt i Danmark, når det gælder bekæmpelse af grænsehindringer, og lige præcis den inspiration håber jeg selvfølgelig de andre lande vil tage til sig. De andre bør dog også vide, at der fortsat er udfordringer for arbejdet, selv om vi alle sammen indgik en aftale. Vi er på rigtig kort tid fra april måned og til i dag kommet langt med gennemførelse af aftalen, men vi har heller ikke indfriet alle mål. Derfor skal vi sætte turbo på og få løst de udestående grænsehindringer i aftalen i den kommende tid.

Jeg ser selvfølgelig også selv frem til at deltage i Nordisk Råds session, fordi visionerne er blevet et tema for topmødet, men jeg vil imidlertid gerne tage hul på fremtidsdrøftelsen allerede i dag og pege på nogle af de områder, som jeg personlig lægger vægt på. Det skal også ses som et oplæg til de drøftelser, vi snart skal have i relation til prioriteterne for det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2015.

Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at regeringens ambitionsniveau for det nordiske samarbejde fortsat er højt. Det mener jeg også den nordiske redegørelse afspejler, og det kan jeg også høre på de kommentarer, der har været i dag. Det er netop afgørende, at samarbejdet har helt konkret indhold og skaber resultater til gavn for Nordens borgere, og det er lige så vigtigt, at landene bliver ved med at se på, om det nordiske samarbejde er på ret kurs, eller om det kan gøres bedre. Jeg mener, at der er tre fokusområder, som vi skal prioritere: Vi skal sørge for, at samarbejdet giver merværdi for hver eneste nordiske borger; vi skal fokusere på vækst og muligheder; og vi skal udnytte vores nordiske brand internationalt.

Lad mig starte med den konkrete merværdi. Det er mit mål, at de politiske initiativer giver mere mening for de nordiske borgere og merværdien kan mærkes i den enkeltes hverdag. Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at vi bliver bedre til at involvere borgere, organisationer og virksomheder i det nordiske samarbejde. Et eksempel på, at det nordiske samarbejde tager befolkningerne alvorligt, er netop vor styrkede indsats for at fjerne grænsehindringerne, som alle har været inde på, og som er den aftale, som regeringen og Folketinget har indgået. Det gør mig som sagt rigtig glad, at vi i Danmark nu er blevet foregangsland, når det som sagt gælder fjernelsen af grænsehindringerne. Jeg vil også gerne her i dag løfte sløret for et konkret initiativ, der vil hjælpe i forhold til grænsehindringer og Øresundsintegrationen. Lige præcis i dag lancerer Øresunddirekt et webbaseret modul, hvor den enkelte øresundspendler kan gå ind og finde ud af, hvad der gælder i lige præcis hans eller hendes konkrete pendlersituation. Modulet giver informationer om, hvor man er socialt sikret, og hvilken myndighed man skal kontakte.

Jeg har desværre ikke selv haft mulighed for at prøve modulet, men jeg har fået vide, at det er et rigtig fint modul, som på en overskuelig måde giver borgeren overblik på et ganske vigtigt område. Jeg håber selvfølgelig også, at borgere og virksomheder i Øresundsregionen vil få glæde af modulet. Der er ingen tvivl om, at det er rigtig nødvendigt.

Jeg tror, de fleste af os, der sidder her i dag, var til den konference, som blev afholdt for halvandet år siden herinde i Folketinget, hvor vi lige præcis fandt ud af, at hvis der er noget, borgerne i Øresundsregionen har brug for, så er det netop information omkring deres situation.

Kigger vi tilbage, kan vi også se, at der har været en rigtig god tradition for, at det ikke alene har været politikerne, der har styret det nordiske samarbejde. F.eks. spillede Foreningen Norden en aktiv rolle, da institutioner som Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd blev stiftet. Foreningen var også primus motor i det arbejde, der førte til den nordiske pasunion, det fælles arbejdsmarked og tankerne om et nordisk fællesskab.

Når vi tænker lidt tilbage, er det nærliggende at tænke på, at vi politikere måske – og kun måske – har tilranet os for meget magt de senere år. Spørgsmålet er, om vi har glemt græsrødderne. Det nordiske samarbejde tilhører befolkningen og ikke os politikere, og det må aldrig udvikle sig til et virkelighedsfjernt foretagende. Vi skal trække i den modsatte retning og inddrage alle i vores nordiske familie.

Mit næste fokusområde er vækstdagsordenen. Lige som alle andre områder slås stort set alle nordiske lande med økonomiske udfordringer, og vi er nødsaget til at tænke i vækst og muligheder inden for de rammer, der er for det.

I Norden har vi noget, som andre regioner ikke har. Vi har en samfundsmodel, der bygger på værdier, som vi alle sammen deler. Det handler om demokrati, ligestilling, retfærdighed og gensidig respekt. Ingen andre steder findes et regionalt samarbejde, der på samme måde har så mange fællestræk som sit fundament. Bruger vi det aktivt, kan vi udvikle nye løsninger, som andre lande kan have svært ved at kopiere. Vi har også nogle klare styrkepositioner, hvis vi står sammen om en fælles indsats. Det kunne f.eks. være en fælles fond i form af erhvervsfremstød på verdensmarkederne. Det giver også merværdi for de enkelte lande at lave en fælles markedsføring. Det ved jeg at også andre herinde er interesseret i.

Et andet godt eksempel på et stort potentiale er grøn vækst. Vi kan se, at et attraktivt marked for grøn teknologi er ved at vokse frem. Kina vil formodentlig være størst og bedst til at producere og iværksætte den eksisterende miljøteknologi, men ikke nødvendigvis, når det gælder miljøpatenter og innovationer. Her har de nordiske lande en række styrker, og de styrker skal vi selvfølgelig udnytte.

Fra den enkelte borger og det nordiske fællesskab bevæger vi os nu ud i verden. Her har men i den grad også bemærket vores nordiske familie. Norden er, som det er de fleste bekendt, blevet et brand, som bliver anerkendt og beundret. Norden er blevet supercool mange steder. For nogle måneder siden var jeg i Washington til en storslået nordisk kulturfestival. Den fik simpelt hen så stor opmærksomhed i USA, og det, der så efterfølgende heldigvis er sket, er, at det også er blevet evalueret, og det, vi kan se, er, at det var en stor, stor succes. Det kan vi arbejde videre på, det er rigtig flot.

Men det er ikke godt nok. Vi skal blive bedre til selv at få øje på alle de kvaliteter, som jeg lige har nævnt. Det gjorde The Economist også, da de skrev et helt nummer om den nordiske velfærdsmodel. Jeg bliver selvfølgelig superglad, når vi i får ros for vores kreativitet og vores reformtiltag i Danmark. Men vi skal huske på at udnytte den opmærksomhed fuldt ud. Jeg tror, at der stadig er et stort og uforløst potentiale i det nordiske brand, og det skal vi som sagt udfolde. Vi kan udbrede kendskabet til best practice og være med til at forme morgendagens løsninger. Vi kan gøre Norden til en mærkevare, og opmærksomheden på Norden som brand kan vi også bruge til at promovere os på punkter, hvor vi er særlig gode, f.eks. på ligestillings- og miljøområdet.

Også kulturen er en fællesnævner i Norden og vigtig i den internationale branding. I de nordiske lande smelter kultur og uddannelse ofte sammen, f.eks. har kreative uddannelser i fag som film og musik haft betydning for, at de brancher står rigtig, rigtig stærkt i dag og også har en økonomiske betydning. Den rolle har de kun fået, fordi de nordiske vilkår og vækstbetingelser for de kreative miljøer og uddannelser er så gode, som de er.

Hvis vi sætter fokus på de tre områder, som jeg bl.a. og blandt mange har gennemgået, så kan vi helt klart puste nyt liv i det nordiske samarbejde. Der er selvfølgelig rigtig mange andre områder med lige så mange potentialer. Det nordiske samarbejde lever og fungerer rigtig godt, men det kan sagtens blive bedre, og det vil jeg selvfølgelig meget gerne arbejde med sammen med resten af delegationen.

Jeg vil meget gerne takke for de rigtig positive indlæg, der har været, og besvare nogle af de spørgsmål, der har været oppe.

Fru Annette Lind talte om de nordiske byggestandarder. Det vil vi selvfølgelig gerne se nærmere på, har også diskuteret dem, og vi vil blive ved med at kigge på dem, for det er et vigtigt område, og det burde helt klart være nemt, at man på den ene og på den anden side af Øresund netop har de samme byggestandarder. Så det er noget, som optager os rigtig meget, og som vi har diskuteret en del gange. Jeg kan love, at jeg vil blive ved med at arbejde lige præcis for det.

Hr. Finn Sørensen kom med sådan en tilgang om Palæstina og en resolution. Der vil jeg bare i al stilfærdighed sige, at det er et internt Nordisk Råd-anliggende, og man kan jo selvfølgelig altid rette henvendelse til præsidiet, men det hørte jeg egentlig også at hr. Finn Sørensen på en måde var inde på.

Der var flere af ordførerne, der var inde på økonomien, og at Danmark var kommet med et spareforslag. Det er fuldstændig rigtigt, og jeg vil også kvittere for den opbakning, der har været fra dansk side. Det er rigtigt, at det har givet nogle knubs inden for det nordiske arbejde. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, og derfor er vi selvfølgelig også alle sammen nødsaget til i næste uge at holde den danske fane højt og vise, at det nordiske samarbejde er andet end økonomi, at det også er en ånd, og at det også er alt det, som vi alle sammen har en kærlighed til.

Sidste år sagde jeg, at vi alle sammen var nordister. Det var der nogle der misforstod som nudister. Det var det ikke, det var nordister. Og det er lige præcis det, vi skal holde fast i, også i næste uge, nemlig at vise alle de gode ting, alle de gode tiltag, som vi netop har formået at samle os om. Jeg vil også kvittere over for Dansk Folkepartis ordfører, som netop og meget rigtigt siger, at der er meget mere, der samler os, i den nordiske familie, end der skiller os ad. Og lige præcis det har vi alle sammen en forpligtelse til at vise i næste uge og selvfølgelig også i al fremtid.

Hr. Edmund Joensen kom jo med en lang liste over grænsehindringer. Det var ikke rart at høre. Hr. Sjúrður Skaale kom også og tilføjede nogle ting, og det var heller ikke særlig rart at høre. Til det vil jeg sige, at min dør selvfølgelig altid er åben til, at vi sætter os ned og får kigget på den liste. Vi gjorde det med den aftale, som regeringen indgik med Folketinget, hvor vi satte os ned i al fordragelighed over en rigtig, rigtig lang periode og fandt frem til, at det var lige præcis her, hvor kagen skulle skæres, at det var lige præcis dér, hvor fokus skulle være. Jeg er sikker på, at vi kan gøre det samme i dette tilfælde.

Så jeg vil invitere til en kop kaffe, så tager vi den liste, og så kigger vi på den, for der er selvfølgelig ingen grund til at have grænsehindringer på den måde. Og som jeg også hørte hr. Edmund Joensen sige, er det gratis grænsehindringer at fjerne, det er lavthængende frugter, og hvis der er noget, vi skal gøre, så er det at plukke de lavthængende frugter. Men når det er sagt, synes jeg også, at vi skal glæde os over det fantastiske arbejde, som vi alle sammen har været med til lige præcis med at sætte grænsehindringer på dagsordenen.

Jeg bed også mærke i, at hr. Per Stig Møller ikke var så begejstret, og det er måske, fordi hr. Per Stig Møller, som hr. Per Stig Møller også selv sagde, har noget andet herinde, end jeg har, nemlig den lange erfaring. Det kan man jo se på mange måder. Den lange erfaring betyder på den ene side, at man har prøvet tingene før, sådan er det, men den mindre erfaring, som jeg har, kan man jo på den anden side vende til en fordel ved netop at prøve tingene på en ny måde. Og det synes jeg ærlig talt at vi har gjort med vores aftale, hvor vi forpligter regeringen og Folketinget til at holde fast i, at hvis der er noget, vi vil løse, så er det netop grænsehindringer.

Jeg synes også, og det er også det, jeg kan høre fra de forskellige ordførere, at der er progression på det her område, og vi vil alle sammen gerne nå i mål med hensyn til grænsehindringerne. Der bliver ved med at komme nye grænsehindringer til hele tiden, men nu har vi sat en dagsorden. Vi har sat skibet i søen, nu sejler det, og vi skal blive ved med at sørge for, at det holder den rette kurs. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nogle spørgere, og den første er hr. Bertel Haarder fra Venstre. Værsgo.

Tak for både redegørelsen og talen, og tak for de forpligtende ord vedrørende byggestandarder, som jeg tror vi vil holde ministeren fast på.

Mit spørgsmål er ganske kort: Hvordan vil ministeren rejse spørgsmålet om den norske protektionisme over for den norske regering? Det er jo en ny norsk regering. Det gælder om, at vi fra dansk side fyrer op under den ved enhver lejlighed. Det vil vi gøre i Nordisk Råd, og vi har tilsagt den norske udenrigsminister at komme på vores hotel onsdag morgen. Jeg håber, det kan lade sig gøre, for der vil vi fyre op under ham.

Jeg vil gerne spørge samarbejdsministeren, om han vil forsikre os, at han også i alle tænkelige sammenhænge, hvor det er relevant, vil fyre op under den nye norske regering, så vi får fjernet disse helt urimelige hindringer for, at danske gartnere kan sælge blomster i Norge. De har da råd til at købe danske blomster.

Tak. Ministeren.

Det er en ganske ulykkelig sag, en sag, som efter regeringens mening går imod den nordiske ånd. Jeg kan forsikre hr. Bertel Haarder om, at både jeg og handels- og europaministeren vil tage sagen op ved enhver given lejlighed. Jeg kan også forsikre hr. Bertel Haarder om, at det vil handels- og europaministeren også gøre i næste uge. Og jeg kan også forsikre om, at det vil jeg også gøre, som jeg har gjort det i forhold til den tidligere norske regering ved stort set alle de lejligheder, hvor jeg har haft mulighed for det.

Det, der måske kunne være en lille åbning, er netop, som hr. Bertel Haarder også selv siger, at nu har vi en ny norsk regering, og det kunne jo være, at der var en åbning der. Det vil vi da helt klart arbejde videre med. Og så vil jeg da også omvendt sige, at der har vi alle sammen selvfølgelig et fælles ansvar. Det kan jeg også høre vi er enige om, for man har inviteret ministeren til møde om morgenen, kl. 8.00. Det er jo ret tidligt, og der er man mest frisk.

Den næste spørger er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ministeren for redegørelsen, både for den skriftlige og for den mundtlige, da det jo i denne ikke blev mindre fyldestgørende.

Jeg berørte i min ordførertale en enkelt ting, som jeg lige ville høre om ministeren også fik noteret og måske gjorde sig nogle tanker om, og det var det her spørgsmål om budgetprocessen: Hvad kan vi gøre, for at det bliver en mere gennemskuelig og – i mine øjne – også mere demokratisk proces? For der er jo flere niveauer i det. Der er jo, kan man sige, Nordisk Ministerråds niveau, der er de enkelte lande og det arbejde, vi gør her, og så er der selvfølgelig også processen i selve Nordisk Råd. Jeg vil gerne lige kvittere for, at ministeren – det synes jeg – har lagt sig i selen, for at det skulle køres på en god måde. Ministeren har opsøgt delegationen, inden der skulle være forhandlinger, og vi har jo haft gode diskussioner, også selv om vi ikke var helt enige om linjen.

Så jeg har ikke selv noget konkret forslag, men jeg skal bare lige høre, om ministeren erkender, at der nok er et eller andet problem, hvad det her angår, altså at det kunne gøres bedre, og om ministeren så i hvert fald vil love at kigge på, hvad vi kan gøre, for at det bliver en mere tilfredsstillende oplevelse.

Tak. Ministeren.

Jeg vil ikke love, at en budgetproces kan blive en tilfredsstillende oplevelse; det er det sjældent. Men jeg er fuldstændig enig i – det har vi jo også talt om – at det, som hr. Finn Sørensen også meget rigtigt sagde heroppefra, når vi taler om det nordiske budget, så kan være rigtig, rigtig vanskeligt at gennemskue det. Det var også derfor, at vi i enighed spurgte, om vi kunne få en gennemgang af budgettet, hvilket vi også fik. Det var fint, men der er jo ingen tvivl om, at vi alle sammen sad tilbage med det indtryk, at man dér kun lige berørte overfladen. Altså, hvis der er andre muligheder, må vi kigge på det. Jeg kan høre, at hr. Finn Sørensen ikke har et konkret alternativ, og det har jeg heller ikke, og så længe vi ikke har noget konkret, må vi følge den budgetproces, der er. Men kan vi sætte os ned og finde de vises sten og en anderledes måde at gøre det på, synes jeg da helt klart, at vi skal gøre det. Det er der ingen tvivl om.

Men det er et meget, meget omfattende projekt, og som hr. Finn Sørensen også ved, er der elementer rundtomkring. Jeg synes, at det eksempel, som hr. Finn Sørensen selv kom med, om, at man sidder i et udvalg, og at man ikke ved, hvor stor økonomien er, et eller andet sted illustrerer, hvor vanskeligt det egentlig er.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen så vil jeg jo bare gerne kvittere. Det er klart, at man, når man ikke selv har noget konkret forslag, jo så heller ikke skal skælde andre ud for, at de ikke har det. Men jeg vil gerne kvittere for det positive tilsagn om, at vi alle sammen må lægge hovedet i blød og se, hvad vi kan gøre, for at det bliver en mere gennemskuelig og demokratisk proces. Så tak for svaret.

Tak for det. Den næste er hr. Per Stig Møller, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Altså, nu er det jo glimrende, at man får en ung minister, som ikke har haft nogen forudsætninger og særlig viden om området, og det er derfor, jeg tillod mig sådan lidt at sætte spørgsmålstegn ved de jubelsætninger, der stort set er i teksten her – som om verden blev opfundet, den dag ministeren åbnede øjnene.

Jeg tillader mig at gøre opmærksom på, at jeg har hørt de her taler i 55 år. Det er så meget muligt, at ministeren kan opnå det store gennembrud; det håber jeg. Og når jeg kan læse her, at regeringen og hele Folketinget tidligere i år indgik en aftale om fjernelse og forebyggelse af grænsehindringer, og at aftalen er den første af sin slags i Danmark og Norden, gør jeg stilfærdigt opmærksom på, at det har man altså aftalt i 55 år.

Når jeg så læser her, at Stoltenbergrapporten har givet et godt grundlag for det nordiske samarbejde, for jeg spurgte jo til det, så siger jeg bare: Fint nok. Det er der jo ikke noget nyt i. Men hvad har man gjort ved det? Hvor langt er vi kommet i forhold til de der 7-8 punkter, vi vedtog i 2009 at vi skulle gennemføre?

Så mangler jeg jo altså også svar på noget andet, for når nu vi skal se verden på ny, er der jo kommet en helt ny verden oppe i Arktis, og der gjorde jeg opmærksom på – der var jeg fremadrettet og ikke bagudrettet – at vi får styrket den arktiske forskning og glacialforskning, hvor vi har mulighederne for at styrke Nuuk. Men der er kun afsat 10 mio. kr. over 2 år til hele det område. Der spurgte jeg, og jeg fik ikke noget svar.

Til sidst vil jeg sige, at jeg også er glad for at se, at man kan sætte fokus på stigningen i antallet af asylansøgere. Jeg spurgte bare i al beskedenhed: Hvad går det fokus ud på?

Ministeren.

Med hensyn til fortiden og hvad man kan lære af den, er jeg meget, meget ydmyg over for det. Og det er rigtigt, at da jeg åbnede øjnene, var jeg jublende glad – det var min mor helt sikkert i hvert fald – men det ligger også rigtig, rigtig mange år tilbage.

Jeg synes, jeg vil replicere – også i al stilfærdighed – til hr. Per Stig Møller om grænsehindringerne. Det er fuldstændig korrekt, at det er noget, som man har talt om i rigtig, rigtig mange år. Igennem årene har man løst en del, igennem årene har man måttet konstatere, at der var ting, man ikke kunne løse, og igennem årene har man selvfølgelig også måttet oplyse sig ud af de grænsehindringer, der nu ikke kunne løses på nogen som helst måde.

Det, som både jeg og andre herinde, kan jeg høre, glæder sig over, er den aftale, som vi har indgået i det her hus, og som forpligter både Folketinget og regeringen. Det er en aftale, som er historisk forstået på den måde, at der ikke er andre nordiske lande, nordiske regeringer, der har noget tilsvarende. Der håber jeg også, at de vil lade sig inspirere af lige præcis den aftale. Og vi har grund til at være stolte, for det er specielt.

Tak. Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Og tak til ministeren for de positive tilkendegivelser angående grænsehindringer mellem Danmark og Færøerne.

Nu er det jo sådan, at ministeren har ansvaret for det nordiske samarbejde og statsministeren har ansvaret for rigsfællesskabet. Mener ministeren, at grænsehindringer mellem Danmark og Færøerne er hans område, eller mener han, at det er statsministerens område? Og hvis ministeren mener, at det er hans område, kunne vi så ikke aftale, at vi laver et katalog over de hindringer, der er mellem Danmark og Færøerne, så man kan få overblik over dem, og så man nemmere kan få dem tacklet?

Tak. Ministeren.

Jeg ser gerne, vi laver et katalog, og så vil jeg sige, at det ene ikke udelukker det andet. Vores store aftale blev netop afsluttet oppe hos statsministeren, hvor vi alle sammen var der – jeg kan ikke huske, om ordføreren var med til det møde. Så det er jo noget, som både interesserer statsministeren og undertegnede.

Tak til hr. Sjúrður Skaale. Tak til ministeren.

Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.