Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2014.

(Anmeldelse 08.04.2014. Redegørelse givet 08.04.2014. Meddelelse om forhandling 08.04.2014).

Sammen med dette punkt foretages:

9) Forespørgsel nr. F 30:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren i forlængelse af sin redegørelse om rigsfællesskabet 2014 oplyse om rigsfællesskabets muligheder og udfordringer?

Af Flemming Møller Mortensen (S), Claus Hjort Frederiksen (V), Søren Espersen (DF), Christian Friis Bach (RV), Annette Vilhelmsen (SF), Finn Sørensen (EL), Villum Christensen (LA), Per Stig Møller (KF), Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (SIU), Edmund Joensen (SP), Sjúrður Skaale (JF) og Finn Thranum (V).

(Anmeldelse 22.04.2014. Fremme 24.04.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 6. maj.

Begrundelsen for forespørgslen vil vi nu få af hr. Flemming Møller Mortensen, værsgo.

Mange tak, formand. Jeg skal på vegne af alle 12 partier, som er repræsenteret her i Folketinget, takke statsministeren for, at vi får mulighed for at få en drøftelse af rigsfællesskabets forhold. Det vil, som formanden har sagt, ske ved en redegørelsesdebat og i forlængelse af den en forespørgselsdebat.

Årsagen til, at vi samlet har bedt om den her forespørgselsdebat, er, at vi sidste forår havde en drøftelse her i Folketingssalen i forbindelse med redegørelsen om rigsfællesskabet, og der blev vi enige om, at vi vil opfordre regeringen til en årlig forespørgselsdebat her i Folketinget, hvor rigsfællesskabets muligheder og udfordringer kan blive debatteret samlet og fordomsfri. Vi håber på en rigtig god og frugtbar drøftelse her i dag.

Når jeg sagde, at det er på vegne af 12 partier, er det jo, fordi vi har otte partier valgt i Danmark og vi har de fire nordatlantiske repræsentanter i Folketinget fra hver deres parti. Jeg så, at der var nogle, der undrede sig, da jeg sagde 12 partier, men nu er det også forklaret. Tak.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så giver jeg ordet til statsministeren.

I dag skal vi have en samlet drøftelse af rigsfællesskabet her i Folketinget. Vi har besluttet, at det er noget, vi vil gøre hvert år. Det er en god beslutning, og jeg har glædet mig til dagens debat. Vi har et værdifuldt fællesskab, som vi skal passe på. Danmark, Færøerne og Grønland er vævet sammen gennem vores historie, vores kultur og gennem mennesker. Rigsfællesskabet gør os alle større – det skal vi værne om.

Et moderne rigsfællesskab er et ligeværdigt fællesskab. Samarbejde er vigtigere end nogen sinde. Vi kan mere sammen end hver for sig. Jeg tror på et stærkt rigsfællesskab, og jeg tror på et rigsfællesskab i tråd med sin tid. De selvstyreordninger, vi har i dag, er moderne og fleksible, og de har en meget bred opbakning her i Folketinget. Vi har tidssvarende lovgivninger for det færøske og det grønlandske selvstyre. Det er her, vi har reglerne for kompetencefordeling mellem vores lande og vores samarbejde inden for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik.

Selvstyrets kerne er selvbestemmelse. Færøerne og Grønland har mulighed for at overtage kompetence inden for de rammer, der gælder i rigsfællesskabet, skridt for skridt, og når man selv ønsker det. Derfor er rigsfællesskabet i dag et fællesskab, hvor stort set alle vigtige beslutninger om det færøske og det grønlandske samfund træffes på Færøerne og i Grønland. Sådan skal det være. Vi har et moderne fællesskab, der kan rumme, at vi er forskellige med alt, hvad det indebærer. Vi skal ikke være kopier af hinanden. Vi skal berige og inspirere hinanden, og vi skal kunne tale åbent om de problemer, der opstår, og løse dem i samarbejde.

Som redegørelsen om rigsfællesskabet for 2014 også viser, samarbejder Danmark, Færøerne og Grønland i dag på en lang række områder. Det gør vi på udenrigsområdet, råstofområdet, forskningsområdet og på det finansielle område. Vi samarbejder på retsområdet og om forsvarets opgaveløsning. Vi skal holde fast i samarbejdet. Vi skal styrke det, og vi skal udbygge det.

Færøerne og Grønland står med store økonomiske udfordringer. Den økonomiske politik føres på Færøerne og i Grønland. Det respekterer regeringen fuldt ud. Vi følger udviklingen og drøfter den løbende med det færøske og det grønlandske landsstyre, ligesom vi orienterer om de udfordringer, dansk økonomi har været igennem, og om de reformer, vi gennemfører.

I de kommende år vil antallet af ældre på Færøerne og i Grønland stige mærkbart i forhold til antallet af erhvervsaktive, og det vil presse de offentlige finanser. Den demografiske udvikling på Færøerne tyder på, at udfordringerne kan være betydelige. Hertil kommer, at Færøerne i udgangspunktet har et offentligt underskud. Det er derfor nødvendigt, at der i de kommende år gennemføres reformer. Det er et arbejde, som Færøerne har indledt. Der er indført en tvungen pensionsopsparing, som indfases frem mod 2028, og landsstyret arbejder for, at de unge skal blive i landet og arbejde i stedet for at rejse væk, og for, at flere skal komme hjem igen, når de er færdige med deres uddannelse i udlandet. Landsstyret har som målsætning, at der skal være balance på de offentlige finanser i 2016.

Også Grønlands økonomi er udfordret. De offentlige udgifter forventes at stige over de næste årtier, mens indtægterne stort set vil være de samme. Det er selvfølgelig ikke holdbart. Økonomisk Råd i Grønland vurderer, at der er behov for at forbedre budgetterne med omkring 1 mia. kr. hvert år frem mod 2040. Det er nødvendigt for at få balance mellem indtægter og udgifter. Hvis vi regner det om til danske forhold, svarer det til over 100 mia. kr. om året. Derfor er det nødvendigt med reformer og med nye indtægter, hvis Grønland skal have råd til velfærden i fremtiden.

Landsstyret vil i år fremlægge en samlet plan for en holdbar økonomisk udvikling, og planen vil ifølge landsstyret bl.a. omfatte initiativer, der kan medvirke til at skabe større indtægter i den private sektor. Samtidig skal den offentlige sektor moderniseres og effektiviseres. Det er et politisk ønske i Grønland, at landet udvikler sig økonomisk og bliver mere selvbærende. Det er vigtigt for den grønlandske befolkning, og det er en forudsætning for at sikre et økonomisk mere ligeværdigt rigsfællesskab i fremtiden.

For både Færøerne og Grønland er det afgørende, at indtægterne i den private sektor øges, og i begge lande er fiskeriet det helt dominerende erhverv. Det er på den baggrund, at vi skal se Grønlands interesse i makrelfiskeriet og Færøernes stilling til kvoter for makrel og sild.

Konflikten mellem EU og Færøerne er en vanskelig sag. Lige nu er Færøerne underlagt handelssanktioner fra EU på silde- og makrelområdet. Det er sanktioner, som Danmark også er forpligtet til at håndhæve. Det er en alvorlig situation. EU, Norge og Færøerne er blevet enige om en kvoteaftale for makrel, men fordelingen af kvoterne for sild er ikke løst endnu, og derfor kan handelssanktionerne ikke ophæves.

Den danske regering har aktivt støttet Færøerne, men vi er naturligvis også optaget af bæredygtigt fiskeri, og vi har hele vejen igennem opfordret parterne til at tale med hinanden og finde en løsning ved forhandlingsbordet. Hele sagen om fiskekvoter kunne have fået et andet forløb for vores rigsfællesskab. Den kunne have slået skår i relationerne mellem Danmark og Færøerne. Det kunne være endt ulykkeligt. Når det ikke er sket, er det, fordi både Færøerne og Danmark har haft et stærkt ønske om at undgå det. Det færøske landsstyre har forståelse for og respekterer, at Danmark er med i to fællesskaber, rigsfællesskabet og EU, og jeg er glad for, at der på Færøerne er den indstilling fra politisk hold. Det har været helt afgørende. Vi vil rigsfællesskabet, også når det er svært.

Grønland har brug for at udvikle sine erhverv og skabe nye indtægter, og hvis Grønlands rige ressourcer kan udnyttes endnu mere i fremtiden, kan det få stor betydning for den grønlandske befolkning. Landsstyret har stor fokus på især indtægter fra råstoffer og har fremlagt et ambitiøst forslag til en ny olie- og mineralstrategi for 2014-18, og Økonomisk Råd i Grønland vurderer, at en ny erhvervsudvikling, som kan gøre Grønland mere økonomisk selvbærende, kun kan ske ved at udnytte råstoffer.

Det bakker regeringen fuldt ud op om, og derfor har vi sammen med landsstyret nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan vi kan skabe bedre muligheder for erhverv og investeringer, især inden for råstoffer og turisme. Også den arktiske strategi for 2011-20 fremhæver, at det er vigtigt, at Grønland bruger de muligheder, som landets naturressourcer kan give, og det er i det lys, vi skal se både storskalalov og Landstingets ophævelse af nultolerance over for radioaktive mineraler. Danmark bakker op om, at svaret på Grønlands økonomiske udfordringer også er råstoffer, og derfor arbejder regeringen for at fremsætte et lovforslag i forlængelse af den grønlandske storskalalov. Vi skal have juraen om udlændinges opholds- og arbejdstilladelser på plads, ellers er det ikke muligt for Grønland at komme videre med f.eks. jernmineprojektet i Godthåbsfjorden.

Både storskalaloven og ophævelsen af nultoleranceprincippet har fået stor opmærksomhed både i Grønland og i Danmark og har udfordret vores fællesskab. Det er velkendt, at regeringen og landsstyret ikke ser ens på fortolkningen af grundloven og selvstyreloven, når det gælder den udenrigspolitiske kompetence. Det er beskrevet i rapporten fra den fælles uranarbejdsgruppe, men vi er enige om, at vi på trods af det kan have et praktisk og konstruktivt samarbejde i forbindelse med eventuel udvinding og eksport af uran. Regeringen har pligt til at varetage rigets samlede udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser, og vi skal i fællesskab følge de højeste internationale standarder. Sikkerheden, når det gælder uran, skal selvfølgelig være i orden. Vi har aftalt, at en samarbejdsaftale om de her spørgsmål skal være færdig i anden halvdel af 2014.

Det er ikke kun uran, der kan have udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk betydning. Det gælder i særlige tilfælde også sjældne jordarter. Også her er det afgørende, at vi samarbejder og gensidigt udveksler informationer mellem de danske og grønlandske myndigheder, dels for at støtte erhvervsudviklingen i Grønland, dels for at Danmark kan opfylde sin pligt til at varetage eventuelle udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser. Jeg vil gerne understrege, at regeringen lægger afgørende vægt på at varetage kongerigets samlede udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske hensyn som fastlagt i grundloven og efter vores opfattelse i selvstyreloven.

Vi er et aktivt og levende rigsfællesskab med plads til forskellighed. Ikke mindst har vi en vilje til at finde løsninger. Danmark, Færøerne og Grønland vil rigsfællesskabet. Det har vi vist, også i de svære sager. Vi har et moderne og ligeværdigt samarbejde. I dag skal vi drøfte rigsfællesskabet her i Folketinget. Det fortjener det. Jeg glæder mig til en god og konstruktiv debat.

Tak til statsministeren.

Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forhandling om redegørelse nr. R 12:

Statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2014.

(Anmeldelse 08.04.2014. Redegørelse givet 08.04.2014. Meddelelse om forhandling 08.04.2014).

Sammen med dette punkt foretages:

9) Forespørgsel nr. F 30:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren i forlængelse af sin redegørelse om rigsfællesskabet 2014 oplyse om rigsfællesskabets muligheder og udfordringer?

Af Flemming Møller Mortensen (S), Claus Hjort Frederiksen (V), Søren Espersen (DF), Christian Friis Bach (RV), Annette Vilhelmsen (SF), Finn Sørensen (EL), Villum Christensen (LA), Per Stig Møller (KF), Sara Olsvig (IA), Doris Jakobsen (SIU), Edmund Joensen (SP), Sjúrður Skaale (JF) og Finn Thranum (V).

(Anmeldelse 22.04.2014. Fremme 24.04.2014).

Så giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil indlede med at give Socialdemokraternes bidrag til debatten, og så vil jeg slutte af med at læse et forslag til vedtagelse op, som er faldet på plads mellem alle partier i Folketinget.

Jeg har rigtig mange gange det sidste år glædet mig over og tænkt på, når der var emner vedrørende rigsfællesskabet, der var oppe, hvor godt det er, at vi er blevet enige om i Folketinget, at vi, når foråret kommer, så skal have en forespørgselsdebat, hvor vi er samlet, og hvor vi samlet kan gribe de problemstillinger og udfordringer i en åben dialog om rigsfællesskabet.

Jeg synes som sagt, det er rigtig godt, at vi sidste år besluttede os for at have en årlig forespørgselsdebat. Det giver muligheden for, at vi har den ramme om debatten, som man kender så vel, når man er politiker her, men om et fuldstændig fast emne netop med fokus på rigsfællesskabet.

Socialdemokraterne er af den bestemte opfattelse, at rigsfællesskabet er et utrolig værdifuldt fællesskab, som vi skal værne om. Vi er bundet sammen i rigsfællesskabet gennem vores fælles historie og vores fælles kultur. Rigsfællesskabet skal bygge på et ligeværdigt fællesskab, hvor vi sammen er mere, end vi er hver for sig.

Vi skal styrke rigsfællesskabet og vores fællesskab gennem dialogen, og derfor er jeg også rigtig glad for, at det også i år er lykkedes os at få alle partierne med til et fælles forslag til vedtagelse, som lægger op til, at vi vil et styrket samarbejde på tværs af de tre lande. Jeg er også rigtig glad for, at vi gennem det sidste år har set, at vi har formået, synes jeg, at styrke kommunikationen og dialogen.

Jeg kan nævne, at vi i Grønlandsudvalget har holdt flere videokonferencer, hvor jeg sammen med mine kollegaer fra Folketinget har været forbundet med kollegaerne i Grønland. På samme måde er jeg også rigtig glad for, at vi i Færøudvalget har haft et ekspertmøde om Færøernes demografiske udvikling og de udfordringer, de har med, at unge flytter fra Færøerne.

I forhold til Færøerne vil jeg sige, at det er meget positivt, at EU, Norge og Færøerne i marts i år fik indgået en 5-årig kvoteaftale om makrelfiskeriet. Fordelingen af sildekvoterne er man desværre ikke blevet enige om, og derfor er det, som statsministeren har sagt, dybt alvorligt, at Færøerne er underlagt handelssanktioner af EU. Men den danske regering og Socialdemokraterne er helt enige i, at vi skal støtte Færøerne, og at man ønsker en fælles løsning ved forhandlingsbordet.

I forhold til Grønland har vi også det sidste år helt aktuelt haft et tæt samarbejde om komplicerede problemer, og vi skal fortsat udnytte hinandens forskellige kompetencer. Hvad angår nultolerancen, behandlede den rapport fra uranarbejdsgruppen, der blev offentliggjort i oktober 2013, en række spørgsmål af betydning for eventuel udvinding og eksport af uran, herunder de internationale regler og standarder på uranområdet og andre landes erfaringer samt de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske aspekter ved at udvinde og eksportere uran, og de blev behandlet grundigt.

Overordnet konkluderes det i rapporten, at udvinding og eksport af uran har udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk påvirkning, og derfor vil det kræve et samarbejde mellem Danmark og Grønland

Det fremgår endvidere, at regeringen og de grønlandske politikere ikke ser helt ens på den her fortolkning af de udenrigspolitiske kompetencer, og det er blevet sagt rigtig mange gange, at der er en vedkendt uenighed på området. Men det er imidlertid utrolig positivt, at regeringen og de grønlandske politikere er enige om, at man skal have et praktisk og konstruktivt samarbejde med henblik på at udvinde og eventuelt eksportere uran, og skal det ske, skal det ske i overensstemmelse med de allerhøjeste internationale standarder i forhold til natur og miljø samt sikkerhed for de ansatte og borgerne.

I kølvandet på arbejdsgruppens rapport er der nu for det første igangsat en udarbejdelse af en supplerende rapport om en række emner, der skal belyses nærmere, og for det andet en samarbejdsaftale mellem Grønland og Danmark, som skal færdiggøres i anden halvdel af det her år. Det er et tæt og konstruktivt samarbejde, der foregår Danmark og Grønland imellem.

Vi har også i indeværende år politisk skullet forholde os til rapporten, som hedder »Til gavn for Grønland«, og som er udarbejdet af et udvalg nedsat af Københavns Universitet og det grønlandske universitet, og vi har her i Danmark jo også tydeligt set, at det har givet en indenrigspolitisk debat i Grønland. Fra dansk side har vi fulgt rapporten med interesse, i forhold til hvilke muligheder der ligger for økonomi, bæredygtighed, økonomisk selvstændighed, men også bloktilskuddet mellem Danmark og Grønland.

Storskalaloven, som sidste forår jo var det helt store emne her i Folketingssalen og i debatten her, har også fået meget opmærksomhed det sidste år, og som statsministeren har redegjort for, er der et udredningsarbejde i gang, og det arbejde ligger ovre i Justitsministeriet, og det drejer sig netop om at muliggøre udenlandske medarbejderes ankomst til Grønland for der at arbejde i anlægsfasen af storskalaprojekter.

Hvad er det, vi forholder os til her i Folketingssalen, når det drejer sig om økonomi inden for rigsfællesskabet? Vi vurderer jo den danske økonomi, men vi forsøger naturligvis også at prøve at danne os et detaljeret billede af, hvordan forholdene er i Grønland og på Færøerne. Statsministeren har redegjort for situationen, og i Socialdemokratiet forholder vi os naturligvis alvorligt til det, men vi håber og tror også på, at der må findes de løsninger, der skal til for at sikre den økonomiske udvikling i såvel Grønland som på Færøerne.

Jeg bemærkede, at på Færøerne er målet at skabe en balance i budgetterne i 2016 gennem reformer, og i Grønland er der også synlige økonomiske udfordringer, som landsstyret senere vil fremlægge en samlet holdbar plan for i forhold til den økonomiske udvikling.

Der er nedsat en arbejdsgruppe med grønlandsk og dansk deltagelse, der skal se på, hvordan det kommercielle samarbejde for erhvervslivet mellem Grønland og Danmark kan fremmes. Det var noget af det, vi også diskuterede for et år siden.

Jeg vil bare i overskrifter nævne noget af det, vi fra socialdemokratisk side vægter i hverdagen og det politiske arbejde, hvor der er en fælles flade.

Forsvarets opgaveløsning på Færøerne og i Grønland: Der ved vi at der er et analysearbejde i gang i forhold til at finde ud af, hvordan opgaven skal være, og hvad det måtte påkræve af både investeringer i ny teknologi og også nye samarbejdsstrukturer. Og inden udgangen af i år vil vi få en rapport, som klarlægger de ting.

Meget hyppigt er der også rejst en dagsorden i forhold til SAR. Vi ved, at forholdene omkring Grønland og Færøerne er komplicerede, og at man her har et behov for at have et helt særligt beredskab, hvor man indtænker både det civile og det statslige.

Redningstjenesten, som er blevet etableret i Nuuk i forbindelse med Arktisk Kommando, er også en ny ting, og den forventes endeligt etableret her i oktober måned i 2014.

Med hensyn til vægtningen af, at søkortlægningen også finder sted og bliver opdateret, har vi jo med glæde set, at vi allerede helt fra 2009 har indgået aftaler om, at det skulle prioriteres, og Geodatastyrelsen er i fuld gang. Man gør brug af nye teknologier, og det er målet og mit håb, at man når at få indfriet den tidsmæssige del af aftalen, sådan at der ikke bliver de usikkerhedspunkter, som eksisterer mange steder i forhold til Grønland.

Sidste år stod jeg på talerstolen og sagde, at min personlige erfaring som tidligere medarbejder i det grønlandske sundhedsvæsen gjorde, at jeg tænkte: Pokkers også, at vi ikke har benyttet os af muligheden for i højere grad at dele de kulturværdier og kulturforskelligheder, der er mellem rigsfællesskabets tre parter, og at vi ikke har været bedre til, at børn og unge fik forståelse for rigsfællesskabets forskelligheder. Derfor er jeg som Socialdemokraternes grønlands- og færøordfører rigtig glad for, at man i forbindelse med folkeskolereformen har fået indbygget elementer til bedring af det her forhold. For det er dog et grundelement i at skabe stor forståelse og bedre forhold for de borgere, som flytter på tværs af de tre dele af rigsfællesskabet, at man møder en befolkning på et oplyst grundlag.

Jeg vil slutte af med at sige, at socialt udsatte grønlændere i Danmark er en helt særlig udfordring, og der er jeg vel nok glad for, at man i satspuljekredsen er blevet enige om at sætte mange penge af til at få løftet den opgave, den problemstilling, som er veldefineret.

Så vil jeg slutte endeligt af, vil jeg sige til formanden, med at læse et forslag til vedtagelse op, som er en tekst, som alle partier i Folketinget er blevet enige om, og den lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2014 til efterretning.

Folketinget udtrykker glæde over rigsfællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Folketinget understreger behovet for en løbende dialog om muligheder og udfordringer i rigsfællesskabet. En god dialog er forudsætningen for et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem rigsfællesskabets parter og vil samtidig sikre varetagelsen af rigsfællesskabets samlede interesser.

Med henblik på fortsat at fremme udviklingen af rigsfællesskabet opfordrer Folketinget til, at samarbejdet mellem regeringen og landsstyrerne på Færøerne og i Grønland styrkes.

Folketinget anerkender nytten af en årlig forespørgselsdebat i Folketinget, hvor rigsfællesskabets muligheder og udfordringer kan debatteres samlet og fordomsfrit.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 37).

Tak for ordet.

Forslaget til vedtagelse vil komme til afstemning på tirsdag, den 6. maj.

Hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak, og tak til ordføreren for et godt, engageret indlæg. Og en særlig tak til ordføreren for at minde os alle sammen om, at vi jo skulle have den her forespørgselsdebat, sådan at vi fik den samtidig med statsministerens redegørelse.

Jeg har tre spørgsmål, og måske bliver det første for generelt, men alligevel: Har ordføreren nogle bud på, hvor Danmark kunne agere på en mere fornuftig måde for at få en bedre dialog inden for hele rigsfællesskabet, eller mener ordføreren, at vi gør det godt nok, så der ikke er nogen problemer og ingen plads til forbedringer?

Så har jeg nogle lidt mere præcise spørgsmål. Ordføreren sagde, at vi skal have et ligeværdigt fællesskab, det er jeg helt enig i. Er ordføreren enig i, at det er ligeværdigt, når Danmark støtter en økonomisk stormagt som EU ved at sanktionere færøske fiskere, der jo sådan set bare har benyttet sig af en legitim ret til selv at fastsætte sildekvoter i en situation, hvor de ikke kunne blive enige om en aftale med de andre kyststater? Er det et udtryk for et ligeværdigt fællesskab, når vi i den grad har stillet os på den økonomiske stormagts side over for en lille nation, der er totalt afhængig af eksport af fisk?

Så har jeg bare et spørgsmål om, om ordføreren er kommet i tanke om, hvad ordføreren egentlig mener om udvinding og eksport af uran. Er det fornuftigt at udvinde og eksportere uran, eller er det ikke fornuftigt set i lyset af de sikkerhedsmæssige, miljømæssige og andre dramatiske konsekvenser, der kan være ved det? Tak.

Ordføreren.

Tak til hr. Finn Sørensen for tre spørgsmål. Med hensyn til bud på, hvordan Danmark kan agere fornuftigt i forhold til at styrke vores samarbejde, synes jeg faktisk, at jeg i hvert fald nævnte to eksempler, som jeg synes er meget væsentlige og gode eksempler på, hvad vi kan gøre her i det danske Folketing, og det er jo det, vi har mulighed for at diskutere her i dag. Og så er det jo statsministeren, der har muligheden for at besvare hr. Finn Sørensens spørgsmål, hvis det samme skulle gælde spørgsmål til regeringen.

I forhold til det andet spørgsmål om et ligeværdigt fællesskab og det at konfrontere mig med, om det er rimeligt, at EU sanktionerer Færøerne, vil jeg henholde mig til det, jeg har hørt fra færøske politikeres side, nemlig at de har den fulde respekt, i forhold til at Danmark har to fællesskaber, man er en del af – det er rigsfællesskabet, og det er Det Europæiske Fællesskab. Det synes jeg faktisk er det bedste svar, der kan gives til det spørgsmål.

I forhold til det tredje spørgsmål, som drejer sig om, om udvinding og eksport af uran fra Grønland er fornuftigt eller ej, er mit svar: Grønland træffer beslutning om nultolerance, og om det skal være en mulighed. Men som det er udtrykt meget tydeligt fra statsministerens side, og som jeg også i min ordførertale har sagt, er der her en vedkendt uenighed, i forhold til om det har sikkerhedspolitisk, udenrigspolitisk, forsvarspolitisk indflydelse. Det er dér, den står, og det er også Socialdemokraternes holdning.

Finn Sørensen.

Tak. Det, jeg spurgte om, var, om det er udtryk for et ligeværdigt fællesskab, når Danmark støtter og samarbejder med den økonomiske stormagt imod et lille land, der er helt afhængigt af fiskeri, og støtter den økonomiske stormagt i form af sanktioner mod de færøske fiskere, ovenikøbet vores egne statsborgere. Er det udtryk for ligeværd? Det var sådan set det, jeg spurgte om, og det vil jeg da gerne have et svar på.

Så spurgte jeg faktisk ikke, om ordføreren mente, at det var fornuftigt, at Grønland udvinder og eksporterer uran. Jeg spurgte, om ordføreren er kommet i tanke om, hvad ordføreren selv mener om udvinding og eksport af uran som sådan, altså om det er fornuftigt eller ikke fornuftigt. Det har jeg ikke fået noget svar på endnu. Jeg har spurgt om det mange gange, men jeg prøver lige igen, i håbet om at jeg måske kan lokke en politisk holdning ud af ordføreren på det her på punkt.

Ordføreren.

Jeg tror, jeg vil gribe til besvarelse af det først, for hr. Finn Sørensen og jeg har drøftet det mange gange i medierne, og der har jeg givet udtryk for, at jeg har arbejdet rigtig mange år som sygeplejerske i et højteknologisk dansk sundhedsvæsen, som gør brug af radioaktivt materiale til at behandle kræftsyge danske borgere. Det er svaret på, om det er fornuftigt, at vi gør brug af radioaktivt materiale. Og med hensyn til hvor det materiale så skal komme fra, er det helt klart den socialdemokratiske holdning, at den allerhøjeste internationale standard i forhold til kontrol og sikkerhed er den vi skal gøre brug af.

Med hensyn til det ligeværdige samarbejde i forhold til Færøerne har jeg givet udtryk for, at det, vi ønsker fra socialdemokratisk side, er, at man må nå til et resultat via forhandling.

Fru Sara Olsen for en kort bemærkning.

Tak, og tak til ordføreren for et fint ordførerindlæg i den her første debat i Folketinget om rigsfællesskabet. Ordføreren taler meget om ligeværd og ligestilling mellem parterne i rigsfællesskabet, og jeg lægger mærke til, at ordføreren ikke på noget tidspunkt i sin tale, så vidt jeg kunne høre i hvert fald, nævner noget om sagen om de juridisk faderløse. Der kunne jeg rigtig godt tænke mig at høre ordføreren, om det er udtryk for ligeværd, når man har en statsminister i det ene land, som ikke ønsker en dialog med en regeringsleder i det andet land om det her emne. Det er i hvert fald det, som vi har fået meget klart fortalt hjemme i Grønland, nemlig at statsministeren ikke ønsker at drøfte, ikke engang ønsker at holde møde om den her sag, som man fra Danmarks side mener er afsluttet, men som vi fra Grønlands side ikke mener er afsluttet.

Er det udtryk for ligeværd, at man ikke engang kan føre en dialog? Og hvad er det, som er så meget et problem i forhold til at føre den her åbne dialog, som jeg kunne høre at både statsministeren og ordføreren efterlyser i rigsfællesskabet? Hvad er det, der er til hinder for, at vi kan have en åben dialog mellem vores regeringsledere om en sådan sag? Hvorfor er det, at ordføreren ikke kommer ind på sagen i sit ordførerindlæg?

Ordføreren.

Grunden til, jeg ikke kom ind på det, var egentlig blot en prioritering af mine 10 minutter. Og så er hele lovforslaget, som jo i øjeblikket ligger i behandling her i Danmark, fuldstændig aktuelt, og jeg vil meget gerne besvare spørgsmål om den socialdemokratiske holdning. Men jeg kan ikke besvare spørgsmålet, som går på, hvorfor statsledere har eller ikke har – efter den antagelse, der bliver givet udtryk for – dialog med hinanden. Men jeg kan sige, at vi fra socialdemokratisk side synes, at den her sag skal løses. Og jeg er faktisk meget glad for, at der har været den politiske holdning i Grønlandsudvalget, når vi har diskuteret det her, at vi ønsker sagen afsluttet på den bedste måde.

Men jeg vil også gerne referere, at jeg tror, at et samlet Grønlandsudvalg har været meget ærgerlige over processen. At vi må sætte det hele i stå, fordi man fra grønlandsk side meget, meget sent kommer med ændringer i forhold til det her lovforslag, synes jeg var ærgerligt. Men i Grønlandsudvalget var vi enige om, at vi ville udskyde det, for vi ville ikke have noget hastværk, vi ville ikke lave noget, der var sjusket i den her sammenhæng.

Sara Olsvig.

Tak. Jamen jeg undrer mig egentlig lidt over, at ordføreren siger, at det var meget, meget sent, der kom et ændringsforslag fra Inatsisartut, for hvornår skulle Inatsisartut ellers være fremkommet med det her ændringsforslag? Der synes jeg egentlig også at vi kommer ind på et overordnet problem, som handler om de interne strukturer i rigsfællesskabet. Vi ser gang på gang, at vi har sagsområder, som bliver behandlet i Folketinget, som skal igennem Inatsisartut, og hvor der ikke er den fornødne og nødvendige debat og kommunikation mellem vores to parlamenter.

Er ordføreren ikke enig i, at vi ikke havde noget andet tidspunkt, vi kunne have fremlagt et ændringsforslag fra Grønlands side på, end da det netop var igennem Inatsisartut, som jo er Grønlands parlament, for at man kunne vurdere, om man skulle komme med noget til det her lovforslag eller ej? Jeg synes, det er underligt, at man fra ordførerens side bliver ved med at sige, at det var et sent tidspunkt, når der ikke var andre muligheder for at komme med det her ændringsforslag direkte fra det grønlandske parlament.

Ordføreren.

Det vil jeg give fru Sara Olsvig fuldstændig ret i, og det var jo også det, vi handlede på, og det er også det, vi har diskuteret i Grønlandsudvalget efterfølgende: Her kan vi godt have behov for i forhold til et gunstigt lovarbejde både i Danmark og i Grønland at få en bedre samordning af, hvordan det lovforberedende arbejde skal foregå. Det mener jeg at vi er helt enige om i Grønlandsudvalget er et ønske, som man skal bede de to parlamenter om at få fundet en struktur på, som er holdbar. For når jeg siger, at det var et sent tidspunkt, erindrer jeg og oplevede jeg, at ønsket om, at der skulle være en kompensation, og at den danske stat skulle have mulighed for – set med grønlandske øjne – at give en kompensation, kom meget sent ind i debatten.

Fru Doris Jakobsen for en kort bemærkning.

Jeg vil også gerne lige takke for oplægget. Forslaget om juridisk faderløse vil desværre kun løse problemet for de børn, hvis fædre stadig lever. Vi mener, at det vil være en forskelsbehandling. Man kan jo ikke lave en lovgivning for kun dele af befolkningen under rigsfællesskabet. Vi mener, det vil være en krænkelse af vores rettigheder. Man kan jo ikke lave en lovgivning kun for dele af befolkningen.

Først vil jeg gerne sige, at det er godt, at man gerne vil lave en samarbejdsaftale om uran, fordi den direkte vedrører vores sikkerhed. Men jeg vil også gerne spørge, om Socialdemokraterne mener, at de sjældne jordarter er rigsfællesskabets ansvar, for vi mener, det er en ren grønlandsk kompetence. De sjældne jordarter er nemlig af mange forskellige slags, ligesom alle andre mineraler.

Ordføreren.

Mange tak til fru Doris Jakobsen. I forhold til juridisk faderløse børn er problemstillingen jo, om man skal tage allerede afsluttede arvesager op igen, altså om man skal lade arvesager gå om med tilbagevirkende kraft. Og der er det Socialdemokraternes helt klare holdning, at det kan vi ikke. Så det, der er det udestående, er, om der skal gives en kompensation. Og hvis der skal gives en kompensation, hvem skal så stå for den udgift, der er i forhold til kompensationen?

Jeg kan ikke svare nøjere på, hvordan det eventuelt vil kunne sikres, at det her bliver landet i enighed. Men jeg er også bevidst om, at de grønlandske politikere gennem årtier har været klar over forholdene. Derfor tror jeg – og det er en socialdemokratisk holdning – at der er mere end én part, der bærer et ansvar her.

Med hensyn til sjældne jordarter vil jeg sige, at det har været diskuteret rigtig meget, om det kun er uran, der kan udgøre en risiko i forhold til det, der er rigsanliggender, altså sikkerhedspolitik, udenrigspolitik og forsvarspolitik. Og der er det Socialdemokraternes holdning, at sjældne jordarter også kan have en indvirkning på det, der vil kunne medføre netop de påvirkninger. Og det er jo den vedkendte uenighed, jeg har nævnt tidligere, som her gør sig gældende.

Doris Jakobsen.

Tak for svaret. Med hensyn til de juridisk faderløse mener jeg jo, at det hører under dansk lovgivning. Så det er hundrede procent regeringens ansvar.

Med hensyn til de sjældne jordarter er det sådan, at så længe vi ikke ved noget om definitionen af disse jordarter, ved vi jo ikke helt, hvad vi taler om. Jeg vil gerne spørge om, hvilke definitioner man tænker på, når man snakker om de sjældne jordarter. De sjældne jordarter er jo af mange forskellig slags, ligesom biler er af forskellige mærker. Skal vi også tage diamanter, guld, sølv og alt af den slags med?

Ordføreren. Der er 30 sekunder.

Altså, jeg kan ikke sige andet til fru Doris Jakobsen, end at jeg har bemærket det, som både udenrigsministeren og statsministeren har givet udtryk for i den her sammenhæng, nemlig at det ligger på det felt, hvor man har en vedkendt uenighed.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det Venstres ordfører, hr. Claus Hjort Frederiksen.

Først tak til statsministeren for redegørelsen om rigsfællesskabet. Det er en vigtig nyskabelse, at vi nu årligt får en redegørelse om rigsfællesskabet, og at den debatteres i Folketingssalen.

Redegørelsen omfatter jo interesseområder relateret særskilt til Grønland, særskilt til Færøerne og så til områder, der er fælles for alle parter i rigsfællesskabet. Nordatlanten og Arktis spiller internationalt en stigende rolle, og med den øgede interesse følger naturligvis mange udfordringer, og interesserne i området er mange. Der er de internationale relationer, søvejene, Nordøstpassagen – hvor etableres knudepunkterne for trafikken gennem passagen? – havmiljøet, råstofferne, olieboreplatforme på havet, energien; der er den internationale jura om havretskonventionerne om fordeling af fastlandssokkel, sømilegrænser, de store forskningsprojekter, der er sat i værk for at bevise, hvem der har ret til hvad, søkort og fiskekvoter. Der er sikkerhedspolitikken og den militære oprustning i Arktis, hvor vi afventer analysen af forsvarets opgaveløsning på alle de områder, hvor forsvaret løser opgaver i Grønland og på Færøerne. Det er altså ikke bagatelspørgsmål, det handler om. Det er stormagtspolitik, enorme økonomiske interesser og enorme militære ressourcer.

At vi skal være på vagt, får vi i disse uger klar anskuelsesundervisning i. Ruslands ageren i Ukraine viser med al ønskelig tydelighed, at folkeretten tilsidesættes groft, når det drejer sig om de russiske interesser i nærområder til Rusland. Væk er alle gyldne erklæringer, tilbage er den rå magt. Arktis er også nærområde for Rusland, og derfor må vi ikke undervurdere den kraftige militære oprustning, som russerne er i gang med. Uanset hvad vi kunne ønske os, er de hårde kendsgerninger, at Arktis på godt og ondt er i stormagternes søgelys, og her skal vi ikke have naive forestillinger om verdens godhed. Vi skal i rigsfællesskabet være realister og handle derudfra.

For både Danmark, Grønland og Færøerne er der store samfundsmæssige og økonomiske udfordringer. Vi må, som også en lang række andre lande i Europa, håndtere den store demografiske udfordring, vi står over for. I Danmark har vi håndteret problemerne frem til 2020, men derefter kæmper vi jo stadig med uløste problemer. Vi har for mange mennesker uden for arbejdsmarkedet og på overførselsindkomst. Vi oplever, at globaliseringen gør indhug i de danske arbejdspladser; virksomheder flytter ud af landet, skatter og afgifter er tårnhøje, og konkurrenceevnen er under pres. Det er en hovedprioritering for Danmark at gennemføre en reformpolitik, der kan sikre flere virksomheder, flere i arbejdsstyrken og flere i job i Danmark.

Grønland kæmper med de samme problemer. Beregninger fra Grønlands Økonomiske Råd viser, at de offentlige udgifter vil være stigende frem til 2040, mens indtægterne stort set vil være de samme målt som andel af BNP. Økonomien er altså ikke holdbar, og der er brug for budgetforbedringer på op mod 1 mia. kr. eller 7,5 pct. af BNP hvert år frem mod 2040. Omsættes 7,5 pct. af BNP til forholdene i Danmark, svarer det til en udfordring på 135 mia. kr. De reformer, vi har gennemført i Danmark, af dagpenge, efterløn, om nulvækst fra 2011 til 2013 osv., udgør altså mindre end halvdelen af den udfordring, som grønlænderne står over for, og det siger jo noget om opgavens enorme omfang. I løbet af 2014 præsenterer Grønland en langsigtet plan for den økonomiske udvikling. Det er et meget, meget vigtigt initiativ, for vi ved jo af erfaring, at de reformer, der skal gennemføres, er politisk meget vanskelige, og det kræver hårdt og ikke altid populært benarbejde at få en bred folkelig opbakning til dem.

Også Færøerne skal kæmpe med demografien. I 2010 var der fem personer i den arbejdsdygtige alder for hver pensionist. Frem mod 2045 ventes antallet af personer i den arbejdsdygtige alder at falde til to for hver pensionist, og det giver naturligvis et enormt pres på de offentlige finanser. Færøerne oplyser også, at der vil blive fremlagt en analyse af den finanspolitiske holdbarhed, og det er et vigtigt skridt til at belyse udfordringens omfang. For det kræver politisk arbejde at sikre en bred forståelse for de nødvendige skridt til økonomisk konsolidering. For os alle gælder, at jobskabelse, et erhvervsvenligt klima og en ordentlig konkurrenceevne er vigtige for vore tre samfund.

Et betydningsfuldt skridt for Grønland blev taget med rapporten »Til Gavn for Grønland«. Rapporten er blevet til gennem et samarbejde mellem forskellige universiteter, herunder Københavns og Grønlands, under kyndig ledelse af professor Minik Rosing. Rapporten opstiller fem scenarier for den samfundsmæssige udnyttelse af råstofudvindingen og ser på realiteter og dilemmaer. Rapporten giver en systematisk fremstilling af muligheder og risici, og det tror jeg debatten i rigsfællesskabet har godt af og ikke mindst det grønlandske samfunds egen debat om, hvilken vej man vil gå. Rapporten stiller det op på følgende måde: for det første, at mineralske råstoffer giver mulighed for forandring og ikke for at bevare samfundet, som det ser ud i dag, og for det andet, at udviklingen ikke bør ske i et for hastigt tempo, da det ikke vil være til gavn for grønlænderne. Det tror jeg er en meget præcis fremstilling af problemerne. Vigtigt er det i Grønland, at man lægger en strategi for udvikling af et økonomisk bæredygtigt Grønland, hvor råstofindtægterne kommer det grønlandske folk til gavn. Min frygt er, at man kaster sig ud i storskalaprojekter uden at gøre sig klart, i hvor stort omfang det er fremmed arbejdskraft, som importeres og løser opgaven, hvor relativt få grønlændere kommer med på vognen, eller at en pæn del af gevinsten ikke havner i det grønlandske samfund.

Der er på det seneste kommet forskellige rapporter, som gennemgår mulighederne for at styrke erhvervsudviklingen i Grønland. Højere forædling af fisk kaster penge af sig, turisterhvervet har åbenbare muligheder og naturligvis råstofudvindingen. Så skal det naturligvis sikres, at det foregår miljø- og naturmæssigt forsvarligt. Der skal ikke springes over, hvor gærdet er lavest. Den grønlandske natur og havet omkring Grønland er sårbare.

Så er der spørgsmålet om uran – hvad enten det brydes direkte eller følger med som biprodukt. Her bevæger vi os helt klart ind på udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken er, hævet over enhver tvivl, et fælles anliggende. Det er altså et område, hvor Grønland ikke kan håndtere sagen alene. Det er naturligvis også fastslået i fællesrapporten, at det er et fælles anliggende, og det er vigtigt for Venstre, at netop det sikres. Brydning af uran og salg af uran er undergivet internationale konventioner og procedurer for håndtering, og det skal naturligvis følges.

For Færøernes vedkommende er det vigtigt, at kyststatsforhandlingerne om kvoter for sild og makrel finder sin permanente løsning. Det er klart problematisk for udviklingen, hvis de senere års konflikter fortsætter. Stabile rammevilkår for fiskerierhvervet er derfor meget vigtigt. Jeg vil så gerne benytte lejligheden her til at takke hr. Edmund Joensen, Sambandspartiet, fordi han holder os i Venstre løbende orienteret om den økonomiske og politiske udvikling på Færøerne. Det er vigtigt at have en sådan kontakt i det daglige.

Jeg vil afslutningsvis nævne to sager, som vi har arbejdet med. Først spørgsmålet om de faderløse børn i Grønland: Det er en skamplet, som nu bliver fjernet. Det burde selvfølgelig være sket for mange år siden, og jeg vil gerne udtale stor respekt for de faderløse grønlændere, der har kæmpet kampen. Venstre er derfor glade for at være med til at rette op på forholdet. Dernæst vedrørende sælskind: Sælfangst er jo fortsat en hjørnesten i mange grønlændernes hverdag. I forbindelse med EU's forbud mod import af sælskind lykkedes det at sikre en undtagelse for arktiske folk, men store dyreværnsorganisationer har lagt op til og efter forbuddet ført en meget aggressiv og meget effektiv kampagne mod sælfangst. Det er selvfølgelig et problem for den grønlandske økonomi og de mennesker, der er afhængige af indtægten, og Danmark skal under alle forhold forsvare grønlændernes ret til at sælge sælskind, ligesom vi med fordel kan sørge for at understrege, at grønlandske sælprodukter produceres både etisk og miljømæssigt forsvarligt.

I Venstre er vi dybt optaget af at styrke rigsfællesskabet. Vi er alle i det fællesskab forpligtet til at hjælpe hinanden, så vi kan udvikle vores samfund til gavn og glæde for borgerne. Fællesskabet skal bygge på gensidig tillid, åbenhed og samtale, så vi kan udvikle velfærden for alle borgere på Færøerne, i Grønland og i Danmark. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for et godt og bredt indlæg, hvor vi kom meget rundt om situationen inden for hele rigsfællesskabet, også de udfordringer, man står over for i alle tre dele. Jeg har tre spørgsmål, og jeg synes selv, de er korte og præcise.

Det første er: Hvad mente ordføreren med, at vi ikke skal være naive i Arktis? Var det et oplæg til, at vi skal opruste militært for at imødegå den russiske fare, eller hvad var konklusionen på det? Hvordan undgår vi at være naive?

Det andet spørgsmål er: Synes ordføreren egentlig, det er fair, at vi sammen med en økonomisk stormagt som EU sanktionerer et lillebitte land som Færøerne, der er fuldstændig afhængigt af fiskeri og eksport af fiskeriprodukter, når det ovenikøbet er vores egne statsborgere og en del af rigsfællesskabet? Er det egentlig fair?

Det sidste er et rent holdningsspørgsmål, hvis jeg må: Hvad mener ordføreren egentlig selv om udvinding og eksport af uran? Er det fornuftigt at udvinde og eksportere uran, når man ser på, at det kan være utrolig skadeligt for mennesker, miljø og klodens sikkerhed? Tak.

Ordføreren.

Altså, det, jeg mener med, at vi ikke skal være naive, er jo, at vi skal se i øjnene, at der sker en militær oprustning. Russerne bruger mange ressourcer på at opruste deres flådestyrke i det område, og der synes jeg bare med det, vi har oplevet de seneste mange uger – altså hvordan russerne opfører sig i Ukraine – at det er en lille påmindelse til os om ikke at tage meget letsindigt på den problemstilling. For Grønland er Ruslands nærområde, og når man kan bruge begrundelsen, at man har særlige interesser i Ukraine, fordi det er et nærområde, så er det jo nærliggende at drage en parallel til Arktis. Og der mener jeg, at vi da skal tænke os om og se, hvad det er, vi i de kommende år skal bruge af ressourcer i det område. At vi skal bruge flere ressourcer, betragter jeg som givet, men vi må jo nu afvente den rapport, der er undervejs, om forsvarets opgaver.

For så vidt angår spørgsmålet om Færøerne og EU og fiskeristriden der, tror jeg sådan set ikke, jeg kan gøre det meget bedre end min socialdemokratiske kollega, nemlig at sige, at jeg ikke ser det anderledes, end at når vi er med i EU, skal vi selvfølgelig følge spillereglerne der. Vi har nogle interesser, der skal varetages i rigsfællesskabet, og efter hvad jeg har forstået – ja, jeg har ikke fulgt de her forhandlinger meget tæt – så har regeringen kæmpet loyalt for at sikre Færøerne så god og retfærdig en behandling som muligt.

Finn Sørensen.

Tak. Ja, det var jo min egen fejl, at jeg stillede tre spørgsmål. Så fik jeg ikke svar på det sidste. Jeg tror, ordføreren var ved at svare på det, så det svar kan jeg få i anden omgang, altså om ordføreren synes, det er fornuftigt at udvinde og eksportere uran, de miljømæssige, sikkerhedsmæssige og sundhedsmæssige udfordringer taget i betragtning.

Jeg synes ikke, jeg blev helt klog, så jeg prøver at skærpe den lidt: Ja, ordføreren er åben over for, at det kan være nødvendigt med militær oprustning i det arktiske, sådan forstod jeg svaret. Og ja, ordføreren synes, det er helt fair, at vi allierer os med EU, en økonomisk stormagt, for at kue de små uartige færøske fiskere, som er helt afhængige af eksport af fiskeriprodukter, en lille nation, der er fuldstændig afhængig af det. Det synes ordføreren er helt fair.

Ordføreren.

Nu fremstiller hr. Finn Sørensen et vrangbillede af vores medlemskab af EU, som om vi nu lige allierer os med nogle helt udenforstående for at kue Færøerne. Det er jo klart, at spillereglerne er, at vi er medlem af EU og selvfølgelig skal følge de regler, der er der. Jeg ser faktisk ikke rigtig det store problem i lige præcis vores EU-medlemskab.

For så vidt angår uran, vil jeg gerne sige, at for os er det helt klart, at det falder under sikkerheds-, forsvars- og udenrigspolitik og derfor er et fælles anliggende. Og for vores vedkommende er det klart, at hvis Grønland beslutter sig for at udvinde uran, så lever man op til de højeste standarder, der findes for produktion, salg, slutforvaring, og hvad der nu end måtte være på det her område. Det skal man være meget omhyggelig med. Men det er et fællesanliggende, og det skal drøftes i fællesskab.

Sjúrður Skaale for en kort bemærkning.

Tak for det. Og tak til ordføreren for et meget engageret og fagligt velfunderet indlæg. Ordføreren sagde, at det er vigtigt for ham og for Venstre, at fællesskabet bliver styrket. Derfor vil jeg spørge: Hvorfor det? For han var ikke specielt konkret, og det er man sjældent, når man diskuterer de her ting. Men når man f.eks. diskuterer rigsfællesskabet på Færøerne, er der ikke så meget ideologi i det; folk er meget praktiske, konkrete, pragmatiske. Folk ville sige, at det er en fordel at være med i rigsfællesskabet på grund af økonomiske tilskud, på grund af valutaunionen med Danmark, på grund af at vi kan være med i bankpakkerne osv.

Når man diskuterer EU i Danmark, er man også meget konkret. Man siger, at det, det og det er en fordel for Danmark, og at det, det og det er en ulempe for Danmark, og at vi derfor ikke skal være med. Når man diskuterer rigsfællesskabet her i huset, er alle meget positive, og alle siger, at vi selvfølgelig skal være med, at vi skal styrke det, og at det er meget vigtigt, men man er aldrig konkret, når det gælder: What's in it for me? Altså, hvad får Danmark ud af det?

Derfor vil jeg spørge ordføreren, om han kan sige, hvad den konkrete fordel for Danmark af, at rigsfællesskabet består, er. Ordføreren talte meget om Arktis osv. Er det den strategiske betydning, det giver Danmark? Er det Danmarks position i Arktis, som man får på grund af rigsfællesskabet? Eller hvad er den konkrete fordel for Danmark af, at rigsfællesskabet består? Tak.

Ordføreren.

Sådan ser jeg slet ikke verden. Det er ikke sådan, at jeg gør op, hvad vi tjener på, og hvad vi ikke tjener på. Sådan gør jeg ikke, for så vidt angår EU. Jeg går ind for medlemskab af EU, fordi jeg tror på ideen om et fælles europæisk samarbejde og på, at vi som et lille land vil klare os meget bedre i et fællesskab, der er reguleret af lovregler, der er reguleret af politiske drøftelser, end i det, vi jo i Europa har oplevet i århundreder, nemlig hvor det er militær magt, der afgør, hvem der fører det store ord.

Så for mig er medlemskab af EU ikke et spørgsmål om, om vi tjener penge eller ikke tjener penge på det. Jeg vil være med, selv om vi måtte sætte penge til på det, fordi jeg tror, det er den rigtige måde at arbejde sammen på. Og derfor laver jeg ikke sådan nogle kalkuler om, om det er en økonomisk fordel for Danmark, at Færøerne, Grønland og Danmark er i et rigsfællesskab. Jeg betragter det som en historisk udvikling, at vi har været knyttet sammen i rigtig, rigtig mange år og derfor har en fælles forpligtelse til at hjælpe hinanden.

Det er den måde, jeg ser det på, og ikke som et spørgsmål om at gøre det op i kroner og øre. Det er heller ikke sådan, hvis man tager dansk indenrigspolitik, at jeg gør op, om vi tjener penge på, at Læsø er med i Danmark, og tænker, at vi måske skulle afskibe Læsø. Altså, det er bare en helt fjern forestilling for mig at se det på den måde.

Sjúrður Skaale.

Jeg er fuldstændig enig, når det gælder det europæiske samarbejde, at det er det ideologiske, som bør være det bærende, helt klart det ideologiske, det fredsbevarende osv. Men jeg tror, at ordføreren sagtens kan forstå mig, hvis jeg siger, at det vel savnes, at man nogle gange fra dansk side siger, at det og det er en konkret fordel for os. Det siger man aldrig. Man giver sådan en forestilling af, at vi gerne vil hjælpe, støtte osv., og det er også meget positivt, at man har det ideologiske billede, men der er vel også et eller andet sted i det her arrangement en fordel for Danmark. Altså, det må der vel være. Tak.

Ordføreren.

Jamen som sagt ser jeg slet ikke på det på den måde. Altså, tankegangen er mig fuldstændig fremmed: at vi skulle sige, at der er nogle dele af riget, som vi ikke ønsker med i riget. Er Bornholm en overskudsforretning eller en underskudsforretning? Bob, bob, bob ... altså, sådan fungerer det jo ikke for et rigsfællesskab, og sådan fungerer det ikke for et land. Der er jo en følelse af, at vi er forpligtede over for hinanden til at få det bedst mulige ud af det for hinanden, og det er jo ligesom det, der skal være det drivende i et rigsfællesskab, og ikke et spørgsmål om, om man sætter en krone til eller vinder en krone på det.

Hr. Edmund Joensen for en kort bemærkning.

Tak. Først vil jeg sige tak til taleren for en god tale, som godt belyser forholdene i rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland, os imellem, og den strategisk skrøbelige verden, vi lever i, når der bliver nævnt storpolitik.

Jeg vil stille et spørgsmål, som jeg først vil begrunde lidt. Danmarks regering og Folketing har altid en fast politik om andre ting. Vi har jo vores EU-politik, vi har en NATO-politik, og vi har en politik om Arktis osv. osv. Der ligger altid en strategi bag. Nu har vi fået en forrygende god redegørelse fra statsministeren, som belyser alt, hvad der er sket i rigsfællesskabet vedrørende Færøerne og Grønland, men jeg savner, at vi i huset og regeringen har en strategi for rigsfællesskabet. Jeg synes, der mangler en strategi, og derfor vil jeg spørge ordføreren for det største parti, hr. Claus Hjort Frederiksen, som er en sværvægter i huset, og som er en strateg af guds nåde, om, hvad han mener om sådan en strategi, og om vi ikke burde have sådan en strategi. Tak.

Ordføreren.

Jeg synes, det på mange måder kunne være nyttigt, at vi satte os ned og kortlagde, hvordan vi kunne hjælpe hinanden i fællesskab til at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling og en strategi for det. Det er klart, at vi kan understøtte hinanden på en lang række områder, så på en eller anden måde ville jeg jo også opfordre til, at statsministeren satte sig for bordenden til nogle drøftelser om, hvordan vi kan udvikle rigsfællesskabet, og hvordan vi kan sikre, at vi understøtter hinanden, og sikre en økonomisk fremdrift i vores tre samfund.

Det synes jeg på mange måder kunne være nyttigt, fordi det ofte er meget sporadisk, hvad vi hører om forskellige initiativer, der bliver taget, og det ville da være en naturlig opgave for Folketinget også at sætte sig ned og gennemføre nogle drøftelser med Grønland og med Færøerne omkring en strategi og naturligvis med fuld respekt for de selvstyreregler, der gælder for vore samfund.

Edmund Joensen.

Tak. Og tak for den positive udtalelse.

Vi har jo netop oplevet Tingets vilje til at løse problemer. Vi lagde et forslag for Folketinget om at modvirke grænsehindringerne, og der var fuld opbakning i Tinget til det.

Det forekommer mig også, at det er sådan nogle ting, der mangler. Der mangler en strategi for, hvad huset her kan hjælpe til med. Selvfølgelig er det sådan, at når der er tre parlamenter, tre regeringer, Grønland, Færøerne og Danmark, kræver det et samarbejde for at få løst problemer. Men den slags problemer som f.eks. grænsehindringerne er det næsten gratis at få løst. Det er ikke et pengespørgsmål. Det er et spørgsmål om bevægelighed imellem landene i samme rige. Derfor er det meget vigtigt, at vi, som taleren sagde, får statsministeren til at stå i spidsen for en strategi fremover. Tak.

Ordføreren.

Ja, det er jo for mig at se en typisk regeringsforpligtelse at sikre, at det helt konkrete arbejde med at nedbryde de grænsehindringer, der er mellem vores samfund, kommer på dagsordenen, og at Folketinget jo så måtte gennemføre de lovændringer, der skulle være nødvendige i den forbindelse. Så det burde også indgå i en fælles strategi, men jeg går da ud fra, at regeringen er meget aktiv med hensyn til at sikre, at vi ikke har nogen barrierer vore tre lande imellem, som kunne være undgået.

Fru Doris Jakobsen for en kort bemærkning.

Jeg vil også gerne sige tak for Venstres oplæg. Vi mener ikke, at problemet om juridisk faderløse er løst, for loven vil fortsætte med at være uretfærdig for de børn, hvis fædre er døde, selv om Venstre siger, at man er glad for, at problemet er løst. Men vi mener som sagt, at problemet ikke er løst, fordi dette forslag desværre kun vil løse problemet for de børn, hvis fædre stadig lever. Hvad med dem, der er ladt i stikken?

Ordføreren.

Altså, i den her sag må jeg sige, at vi i Venstre er fuldt dækket ved regeringens holdning. Det er jo juridisk meget, meget komplicerede spørgsmål at skulle bryde op i allerede afsluttede dødsboer osv. Så jeg vil bare sige, at vi er enige med regeringen i, at den lovændring, der forhåbentlig kommer nu, har løst problemet.

Doris Jakobsen.

Det er jeg rigtig, rigtig ked af at høre. Det vil sige, at Venstre accepterer forskelsbehandling, selv om vi er med i rigsfællesskabet. Det er meget beklageligt, og også uacceptabelt for grønlænderne. Vi kommer til at færdiggøre betænkningen i morgen; derfor håber jeg også, at Venstre vil tænke sig godt om og vurdere denne forskelsbehandling.

Ordføreren.

Det vil vi gøre.

Fru Sara Olsvig for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil egentlig gerne følge lidt op på det, som den forrige taler stillede spørgsmål om, for sådan som vi kan se, at den her lov er blevet udformet, er der, som det også tidligere er blevet sagt, en ny forskelsbehandling indbygget i loven. Den handler om, at de mennesker, hvis fædre er afgået ved døden og dødsboet opgjort, dels ikke kan få genåbnet et dødsbo, dels at den danske regering heller ikke går med til at tale om en form for kompensation. Det vil sige, at der er en ny helt klar forskelsbehandling af de her mennesker, som jo så har været så uheldige, at tiden er gået og deres fædre er døde og dødsboet er opgjort.

Jeg har f.eks. fået en henvendelse fra en kvinde, som er juridisk faderløs, hvis far ikke vidste – lader det til – at der var den her opdeling af, hvem der kunne arve, og hvem der ikke kunne arve. Og da faren så døde, var det retssystemet, som afskar hende fra den arv, hun skulle have haft. Det er ikke ligestilling. Det er heller ikke ligestilling for de fædre, der ikke kan komme til at lade deres børn arve.

Hvordan kan man fra Venstres side stå og sige, at der sker en ligestilling for de her mennesker, når en så potentielt stor gruppe af de juridisk faderløse i praksis ikke bliver ligestillet? Hvad er det så for en ligestilling, de opnår? Hvad med de familier og søskende, som måske går rundt her i Danmark eller andre lande og ikke har haft mulighed for at have en ligestilling med det familiemedlem, som uheldigvis er juridisk faderløs?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig meget beklageligt, hvad de mennesker er ude for; det tror jeg da vi alle sammen er ulykkelige over. Men det er bare juridisk meget kompliceret, hvis man skal begynde at bryde op på ting, der er afsluttet for mange år siden. Derfor må man jo en gang imellem her i livet konstatere, at der er nogle problemer, som det er meget, meget svært at løse, og det er vel så et af de tilfælde, vi er løbet ind i her.

Sara Olsvig.

Tak. Jamen der er jo mange ting, der er juridisk meget kompliceret. Uran er også juridisk meget kompliceret, men det nedsætter man den ene arbejdsgruppe efter den anden mellem Grønland og Danmark for at løse. Her undgår man en dialog, man afviser en dialog. Er det ligestilling? Er det ligeværd i rigsfællesskabet, at man afviser en dialog, bare fordi det er et følelsesmæssigt hårdt emne, når man gerne vil sætte sig til at diskutere det meget kompliceret juridiske område, som handler om uran og muligvis sjældne jordarter osv., i arbejdsgrupper det ene år efter det andet? Hvorfor vil man ikke sætte sig ned og tale om det her emne?

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at man kan sige, at spørgsmålet om uran er et juridisk meget kompliceret emne. Det er jo et spørgsmål om, hvad det er, vi politisk ønsker os i fremtiden. Så jeg anser ikke det som et meget juridisk spørgsmål. Der er selvfølgelig juridiske regler, der skal overholdes. Der skal laves en aftale mellem Danmark og Grønland. Men her taler vi altså om familier, hvor dødsfaldet skete for mange år siden, og hvor boet er blevet delt og sagen sluttet. Og det er altså efter min bedste overbevisning meget juridisk kompliceret at begynde at begive sig ind i det.

Men det skal selvfølgelig ikke være en undskyldning for, at man ikke kan have en dialog. Jeg går da også ud fra, at det er blevet drøftet i Grønlandsudvalget i forbindelse med det arbejde, der har været i gang.

Tak. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Søren Espersen fra Dansk Folkeparti.

Tak til statsministeren for redegørelsen, både den mundtlige og skriftlige.

Jeg har i den her omgang valgt ikke at bruge så meget tid på Danmarks forhold til Færøerne, men vil kun nævne, at det i de seneste års tid har været kedeligt at opleve, hvorledes Danmark som følge af sit EU-medlemskab ligefrem har måttet boykotte et rigsfællesskabsland. I umindelige tider har der været en ubrydelig forbindelse mellem Danmark og Færøerne, og i stedet for at stå fast på tanken om, at vi selvfølgelig ikke boykotter hinanden i rigsfællesskabet, så bøjer man sig for EU. Ros skal regeringen dog have for efterfølgende på Færøernes vegne at føre sagen internationalt.

For Dansk Folkeparti er det en selvfølge, at rigsfællesskabet i alle tilfælde har førsteprioritet. Mellem Danmark og Færøerne hersker der som stort set altid et fornuftigt, venskabeligt og pragmatisk forhold. Vi taler os til rette, vi finder ud af det, og vi taler ordentligt til hinanden.

Således har forholdet mellem Danmark og Grønland i tidens løb også kunnet karakteriseres – i hvert fald indtil for nylig. For med Grønlands Landstings nye flertal eller måske snarere med Grønlands nye landsstyreformand er sagen dramatisk ændret. Eksempelvis læste jeg i en avis, at landsstyreformanden var af den opfattelse, at det eneste af værdi, Danmark havde givet Grønland, var brun sovs, og landsstyreformanden udtalte senere, at hun ville dø i frihed, hvoraf man altså må slutte, at hun nu lever i ufrihed.

Jeg fandt, at det da var noget underligt noget at sige, at det var en udtalelse, som kunne tyde på, at vi for første gang i Grønlands historie har at gøre med en landsstyreformand, som er fuldstændig uden fornemmelse for virkelighedens verden, fuldstændig uden sans for historie og kultur, en over for Danmark rent ud modbydelig udtalelse. Landsstyreformanden sætter for tiden dagsordenen i en antidansk bølge, som øjensynlig har til hensigt at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk ved hjælp af helt urimelige verbale angreb på Danmark og ved at fordreje vores fælles historie.

Til det formål har landsstyreformanden ladet nedsætte en forsoningskommission. Jeg antager, at hun har hentet ideen fra Sydafrika, som efter apartheidregimets fald etablerede en sådan, men nu er fru Aleqa Hammond jo så vist ikke nogen Tutu eller Mandela, som er sluppet ud af 27 års indespærring på Robben Island, ligesom skiftende danske statsministre, Anker Jørgensen, Baunsgaard, Schlüter, Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, så vist hverken er Verwoerd eller Pieter Botha.

Med begrebet forsoningskommission søger man at skabe den fortælling, at grønlænderne er blevet undertrykt, nærmest som undermennesker i et infamt apartheidsystem, den hvide dansker mod den brune eskimo. En ting er, at landsstyreformanden og andre grønlandske politikere ønsker et selvstændigt Grønland, men at de tilsyneladende også har planlagt, at afskeden med det danske folk skal foregå i et så forpestet klima som overhovedet muligt, er mig helt uforståeligt. Skal man skilles, kan det vel i det mindste foregå med værdighed.

For os i Dansk Folkeparti er det vores inderste opfattelse, at Grønlands selvstændighed hverken tjener det danske eller det grønlandske folks interesser. Det gør derimod rigsfællesskabet, for der er så meget, der binder danskere og grønlændere sammen, historisk, følelsesmæssigt, familiemæssigt, at det for begge parter efter 300 års samhørighed vil være en historisk katastrofe at bryde båndene. Jeg tror nu heller aldrig, at det kommer dertil, at det grønlandske folk stemmer sig ud af rigsfællesskabet. Jeg tror ikke, at selvstændighedsmanien har vundet gehør i det grønlandske folks solide flertal. Som jeg fornemmer det, er kærligheden der til Danmark og det danske folk usvækket, og dette ændres ikke af selv nok så store råstoffund.

Men det kan jo bestemt en dag komme dertil, at vi står over for en grønlandsk folkeafstemning, der handler om fuldstændig selvstændighed, og til den tid vil vi nok vide, hvor hver enkelt grønlandsk politiker står. Men hvad med de danske politikere? Hvor står vi? Ja, hidtil har Folketingets politikere nærmest stået som de tre berøringsangste trillingeskulpturer, ikke se, ikke høre, ikke tale. Af frygt for at komme til at lyde koloniherreagtig gemmer man sig bag besværgende sætninger som: Det her er suverænt grønlændernes afgørelse, det må Grønland selv om, det skal vi ikke i Danmark blande os i.

Men hvorfor i alverden skulle netop vi i det her hus ikke blande os i rigsfællesskabet, også kaldet kongeriget Danmark, og at det er på vej mod opløsning? Lades vi, Danmarks folkevalgte, fuldstændig kolde og neutrale ved tanken om, at en del af kongeriget er på vej væk? Agter man ikke at gøre noget her? Og nej, det tror jeg faktisk ikke at man gør.

Jeg kom til at tænke på denne noget specielle danske politikerapati i forhold til rigsfællesskabet, da jeg for nylig var i London. Jeg mødtes her med politikere fra parlamentet i Westminster, og vi kom naturligt til at tale om Skotlands forestående selvstændighedsafstemning. Det er til september, det kommer til at foregå, og afstemningen ventes jo nu med stor spænding, for der er altså mange skotter, som ønsker et selvstændigt land, men lige så mange er der altså, der føler sig som briter og for alt i verden vil holde sammen i det forenede kongerige sammen med englændere, walisere og nordirere, som siger »Better Together« og ønsker, som sloganet siger, »Keep the Union«.

Men det er bestemt ikke alene i Skotland, det diskuteres. Også blandt engelske, walisiske og nordirske politikere tager man levende og engageret del i debatten, og bredt arbejder man blandt engelske politikere på med annoncer, tv-reklamer og lignende at tage aktiv del i den skotske debat med det formål at få et nej, så unionen kan bevares. Der er således i England samlet en formue ind, som skal bruges på kæmpe annoncer, når kampen for alvor går i gang her til efteråret.

Jeg spørger: Kunne man overhovedet i sin vildeste fantasi forestille sig noget lignende i det her hus i forbindelse med en afstemning om Grønlands selvstændighed, altså at vi samlede penge ind? Kunne man forestille sig, at en strøm af danske politikere fra dette hus op til afstemningen strømmede til Grønland for at aflevere flammetaler under sloganet »Keep The Union« eller måske »Bevar rigsfællesskabet«? Kunne man forestille sig, at vi her på tværs af partierne samlede penge ind med det formål at indrykke annoncer med dette slogan i grønlandske medier? Næppe, og hvor er det egentlig en dødtrist historie, at man som politiker i rigsfællesskabet ikke finder, at man skal blande sig i rigsfællesskabets anliggender, mens man i øvrigt har travlt med at blande sig i alle mulige andre landes forhold på hele kloden, og mens danske politikere svigter. Og det må jeg sige at danske politikere gør.

Så synes der for mig at være et lysglimt i mørket. Der er unge grønlændere, danskerne og færinger, som for alt i verden ønsker at bevare rigsfællesskabet, diskuterer på livet løs omkring et nyt e-bogsprojekt og på Facebook i gruppen Rigsfællesskabet til debat. Her fortæller man om det, vi har sammen, det gode, unikke og positive mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Det er meget opløftende at følge, for samhørighedsviljen synes i virkeligheden meget stærk, når man kommer uden for de elitære grønlandske politikeres sfære. Der er rigtig mange derude af samme opfattelse, og det er en stor glæde for mig på ny at opleve unge grønlændere, som af hjertet ønsker en fremtid sammen med Danmark og Færøerne, og som nu står frem og siger det højlydt – endelig. Det er en udvikling, der lover godt for rigsfællesskabet.

Til slut skal jeg sige, at Dansk Folkeparti kan stemme for det fælles forslag til vedtagelse.

Tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg er, hvilket sikkert ikke kommer bag på ordføreren, dybt uenig i de holdninger, som ordføreren giver udtryk for. Men jeg vil gerne tage hatten af for, at ordføreren udtrykker dem. Jeg har også den holdning, at vi måske kan gavne debatten i rigsfællesskabet, hvis vi er åbne og direkte om, hvad vi mener.

Men når ordføreren taler, skal man jo altid huske på, at ordføreren kommer fra et parti, der har en helt – og misforstå ikke ordet – afvigende holdning til rigsfællesskabet. Ordførerens parti stemte imod selvstyreloven i 2009, og ordføreren giver jo også klart og tydeligt udtryk for, at grønlænderne efter ordførerens mening slet ikke har ret til selvstændighed, og at det i hvert fald er en rigtig dårlig idé, hvis de benytter sig af den. Det må være derfor, at man stemte imod selvstyreloven. Det skal man bare have i baghovedet.

Det, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er: Ordføreren vil gerne udvikle rigsfællesskabet, men hvordan rimer det med, at man i den grad negligerer det grønlandske Landsting og den selvstyrelov, vi har, og det grønlandske Landstings ønske om selvstændighed?

Taletiden er ved at være stærkt overskredet. ( Finn Sørensen (EL): Undskyld, formand).

Værsgo.

Jeg negligerer ikke det grønlandske selvstyre. Vi stemte ikke for selvstyreloven af en grund, og det tror jeg også godt at hr. Finn Sørensen ved, og det var på grund af det økonomiske. Jeg sad selv i Selvstyrekommissionen, og vi var meget tæt på at få en ordning med en fælles oliefond efter norsk forbillede. Det var vi meget, meget tæt på. Det faldt desværre væk, og derfor kunne vi ikke stemme for det. Vi synes, at det var ganske unfair og urimeligt, at Grønland skulle have alle ressourcerne på hele den grønlandske ø. Det var årsagen.

Nu er selvstyret der, og det havde vi såmænd med stor fornøjelse stemt ja til, hvis det ikke havde været på grund af de økonomiske forhold. Jeg ved ikke, om det er særlig afvigende. Altså, er noget afvigende ikke sådan en eller anden psykologisk analyse? Det tror jeg at vi skal droppe.

Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Jeg bad jo netop ordføreren om ikke at lægge den slags i ordet afvigende. Jeg mener bare, at Dansk Folkeparti er det eneste parti, der har stillet sig uden for selvstyreloven.

Jeg synes også, at ordførerens svar til mig – skal vi ikke bare sige det, som det er, for det hjælper jo på debatten at være tydelig? – afspejler ordførerens kolonialistiske holdning til tingene. Det gør det, når ordføreren siger, at det i virkeligheden slet ikke er rimeligt, at Grønland har fået lov til at råde over råstofferne. Det var det, jeg hørte.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jamen så må man kalde os det. Jeg er sådan set ligeglad.

Tak for det. Den næste spørger er fru Sara Olsvig, IA. Værsgo.

Tak, og tak for et interessant ordførerindlæg. Jeg synes altid, man kan få nogle gode debatter om Grønland og rigsfællesskabet med Dansk Folkeparti.

Jeg vil da gerne trøste ordføreren lidt med, at vi jo heldigvis er andre i Grønland, som mener, at vi har fået nogle andre ting ud af rigsfællesskabet. For mit eget vedkommende synes jeg f.eks., det har været meget værdifuldt, at jeg har kunnet komme til Danmark og få min uddannelse. Så brun sovs er ikke det eneste, og jeg tror, jeg taler på manges vegne, når jeg siger det.

Ordføreren snakkede meget om det værdifællesskab, vi gerne skulle have i rigsfællesskabet, og talte også meget om råstoffer. F.eks. nævnte ordføreren, at det bl.a. var de økonomiske aspekter af selvstyreaftalen, som gjorde, at Dansk Folkeparti afstod fra at stemme for. Ordføreren siger så, at Grønland skal have alle ressourcerne, men det er jo sådan, at aftalen indebærer, at Grønland deler indtægterne fra råstofferne med Danmark, indtil den dag, hvor bloktilskuddet går i nul. Hvad mener ordføreren om det, og er der ikke nogle andre ting ved rigsfællesskabet, som ordføreren mener Danmark får fra Grønland?

Tak. Ordføreren.

Jo, selvfølgelig er det sådan. Da jeg selv var med i kommissionen – også i forhold til lovgivningsarbejdet – er jeg godt klar over, at indtil det øjeblik, hvor bloktilskuddet er helt nede i nul, skal man dele de indtægter, der er. Det er jo så i bedste fald kun en besparelse for Danmark. Det er jo ikke nødvendigvis en økonomisk profit, hvilket jeg mener Grønland får.

Jeg mener helt seriøst – og det kan godt være, hr. Finn Sørensens synes, det lyder vældig koloniherreagtigt – at vi burde have delt fifty-fifty, sådan at Danmark og Grønland delte de ressourcer. Til sammenligning vil jeg sige, at de canadiske inuitter – sådan som jeg har forstået det – vistnok har fået 0,5 pct. af råstofindtjeningen i det område. Det kan være, jeg husker forkert, men det er det, jeg har hørt, og her taler vi altså om 100 pct. til grønlænderne. Det synes jeg ikke er fair set i lyset af vores historie og tradition og det, som vi har været igennem. Det synes jeg er aldeles unfair.

Tak. Fru Sara Olsvig igen. Værsgo.

Tak for det. Det er jo ikke en overraskelse, at Dansk Folkeparti ikke mener, det er fair. Nu er det jo heldigvis sådan, at der var flertal for selvstyreloven, som den ser ud, og for den fordelingsnøgle, som man så også har aftalt her. Man kunne jo snakke om, om Grønland, hvis Dansk Folkeparti vil have, at Danmark får andel i de grønlandske oliepenge, så også skal have andel i f.eks. de danske oliepenge. Det kunne ordføreren jo svare på.

Jeg er nu glad for selvstyreaftalen, som den er, og jeg tror på, at vi har noget godt at give hinanden, så længe vi er i et rigsfællesskab. Vi bevæger os mod en øget selvstændighed og gerne mod at blive en selvstændig stat på et tidspunkt, men indtil vi kommer dertil, hvad er det så præcis, ordføreren mener at Danmark får fra Grønland, hvis man ser bort fra f.eks. det, som handler om suverænitet? Der er jo ingen tvivl om, at det er en god ting for Danmark, at man f.eks. kan kalde en stor del af Arktis for et dansk territorium, hvis det er det, ordføreren gerne vil kalde det. Hvad får Danmark ud af rigsfællesskabet?

Tak. Ordføreren.

Fru Sara Olsvig spørger, om ikke Grønland skulle have del i de danske oliepenge. Det får Grønland jo i stor stil med et årligt bloktilskud på 3,5 mia. kr., hvilket udgør en tredjedel af Grønlands BNI. Det er en underlig tankegang. Alle de værdier, som vi skaber i Danmark, og som egentlig også bliver skabt på Grønland, er jo medvirkende til det her, så Grønland får i høj grad også del i de danske sparsomme olieressourcer, som jeg forstår der er tilbage i Nordsøen.

Må jeg ikke sige om bloktilskuddet, at det sådan set var ud fra et grønlandsk ønske i Selvstyrekommissionen, at det blev stadfæstet ved lov, at det skulle være et bestemt beløb. Jeg tror, det var 3,2 mia. kr. i 2009-penge.

Jeg når vist ikke at sige mere, kan jeg se på formanden. Hun har jo en særlig status for mig.

Så er det den næste spørger, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at det var Flemming Rose, der i sin bog »Tavshedens tyranni« talte om noget, som han kaldte de lave forventningers racisme. Han sagde, at når man ikke tør tale om en gruppe lige så kontant, som man taler om andre grupper, så ligger der deri ikke nødvendigvis en respekt for den gruppe, men tværtimod en nedladende holdning om, at de ikke kan tåle det. Det er faktisk den mest nedladende holdning, man kan have, sagde han. Det kan man i hvert fald ikke beskylde hr. Søren Espersen for over for Grønland eller over for Færøerne. Jeg synes, det er meget befriende, at han er så ærlig og ved, at man godt kan tåle en åben debat, som også er meget kontant. Det vil jeg gerne kvittere for. Jeg synes, det er meget befriende, at man ikke har den berøringsangst, som mange andre har.

Men jeg vil også gerne stille et spørgsmål. Når man har den her debat – og det er meget vigtigt, at det, rigsfællesskabet bygger på, er ideologisk funderet – vil hr. Søren Espersen så ikke indrømme, at der også er konkrete fordele for Danmark ved, at Færøerne og Grønland er i rigsfællesskabet? Er det ikke utrolig vigtigt for Danmark, at man er en stor player i Arktis, at den danske udenrigsminister kan mødes med den amerikanske udenrigsminister på meget højt plan på grund af specielt Grønland? Er der ikke dér en meget konkret fordel for Danmark ved rigsfællesskabet? Tak.

Ordføreren, værsgo.

Jo, det tror jeg bestemt der er. Det vil jeg bestemt ikke negligere. Det tror jeg bestemt der er, og bl.a. af den grund skal vi også gøre, hvad vi kan, for at fastholde det. Det er nu ikke det centrale for mig. Jeg synes, hr. Claus Hjort Frederiksen svarede så godt på det, da han blev spurgt om, hvad vi får ud af det. Altså, det har aldrig ligget i min bevidsthed. Jeg har altid været temmelig uinteresseret i, hvor store bloktilskud der blev sendt til Grønland. Jeg synes, det var væsentligere, at de blev sendt af sted, i øvrigt også til Færøerne tidligere. Det var meget store tilskud, og dem har jeg været glad for at være med til at betale. Så der ligger ikke for mig det her med at gøre det op i kroner og øre i en tabel og se på, at så får vi det ene, og så får vi det andet.

Hr. Lars-Emil Johansen oplyste på et tidspunkt, at han mente, at Danmark skyldte Grønland 76 mia. kr., for det var det, vi havde sparet ved ikke at komme op på NATO's 2 pct., fordi vi havde Thulebasen. Han ville vist gerne, kunne vi forstå dengang, have pengene udbetalt ret hurtigt. Altså, det giver jo ingen mening. Sådan nogle regnestykker synes jeg ikke man kan opstille.

Værsgo. Hr. Sjúrður Skaale igen.

Når hr. Søren Espersen siger, at det økonomiske ikke har nogen betydning, så forstår jeg ikke, hvorfor han siger, at han gerne vil have, at Danmark og Grønland deler de indtægter, der måtte komme fra f.eks. olie. Men det er lige meget. Jeg synes, at det ville være befriende, hvis man sagde klart, at det og det var en fordel, for at skabe en større balance i debatten. For når man debatterer, virker det ofte, som om der er en fordel for Færøerne ved dette og hint, og at der er en fordel for Grønland ved dette og hint, men man vil aldrig sætte ord på de fordele, der er for Danmark. Det synes jeg mangler i debatten.

Ordføreren.

Men jeg har jo lige sagt, at det er der bestemt på samme måde, som det lyder i debatten i England i øjeblikket, for nu at tage det igen. Der har man da utrolig glæde af Skotland også på det økonomiske felt. En hel masse store ting har man da tilfælles og glæde af. Alt det tæller jo med i den samlede kasse, men jeg siger bare, at det ikke er det centrale for mig. For nu at sige det, som det er, var der en DIIS-undersøgelse fra 2009, som fortalte, at i Danmarks 300 års historie sammen med Grønland havde der ikke på et eneste tidspunkt været tale om profit for Danmark. Det er meget usædvanligt også i forhold til en koloni, som det blev på et tidspunkt. Det var en del af det gamle danske middelalderrige, men da det blev en koloni, havde man aldrig haft nogen som helst økonomisk indtjening. Det er højst usædvanligt.

Så kommer der altså en situation nu, hvor Grønland måske kan blive et af verdens allerrigeste lande på grund af tilfældigheder, såsom hvor olien ligger, og hvor råstofferne er, og så skal vi bare give afkald på det. Det var det, vi ikke forstod i forbindelse med Selvstyrekommissionens arbejde, og derfor stemte vi nej. Det var ikke fair, det var unfair.

Tak. Og hr. Edmund Joensen er den næste spørger. Værsgo.

Tak. Først tak for en god og klar tale. Jeg er helt enig i, at vi skal have en fordomsfri debat om rigsfællesskabet, og at der har været alt for megen berøringsangst her i huset over for at diskutere færøske og grønlandske sager, altså at diskutere rigsfællesskabet. Der har været en alt for positiv holdning om, at det er noget, der ligger på Færøerne, eller at det er noget, der ligger i Grønland. Selvfølgelig skal der tales åbent om det her også i det danske Folketing og i den danske regering. Det må vi alle tale om. Derfor er jeg glad for, at der nu diskuteres, at vi har en debat her om rigsfællesskabet, som er helt speciel, og at den her berøringsangst ser ud til at være historie. Altså, nu skal vi til at tale sammen.

Derfor vil jeg spørge hr. Søren Espersen, om han ikke er enig i, at vi burde have en strategi, altså ikke bare en debat om de her forhold, men også en strategi for rigsfællesskabet. Jeg mener, at der ligger så megen vækstpotentiale for os alle sammen, arbejdspladser og udvikling, at vi forsømmer noget, hvis vi ikke gør det. Jeg vil spørge, om ordføreren er enig med mig.

Tak for det. Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg er glad for, at hr. Edmund Joensen er enig i, at vi skal blande os i alting, ligesom grønlændere og færinger i øvrigt også har gjort her i Folketinget i mange år. Jeg ved ikke, hvor mange statsministre der er blevet afsat og ansat på grund af grønlandske og færøske medlemmer. Sådan er det, og sådan skal det være. Jeg tror, at det oven i købet i høj grad er på grund af den ulige fordeling, vi har nu, at fru Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister i Danmark. Det er i hvert fald en del af det. Så vi skal blande os, vi skal blande os. Jeg agter at blande mig i grønlandsk politik, i færøsk politik og håber, at andre gør noget tilsvarende.

I forhold til det, hr. Edmund Joensen også nævnte over for hr. Claus Hjort Frederiksen, vil jeg sige, at jeg synes, det er en god idé, og jeg kunne godt tænke mig nogle større parlamentariske møder. Altså, man har rigsmødet, hvor de tre ledere mødes, og jeg kunne godt tænke mig, at man også mødtes i et parlamentarisk forum med parlamentarikere fra både Danmark, Grønland og Færøerne. Det synes jeg ville være utrolig værdifuldt.

Tak. Hr. Edmund Joensen igen, værsgo.

Ja, men jeg vil bare sige tak for svaret, for jeg synes nøjagtig det samme, nemlig at vi også skal tage det op imellem de respektive lande og fortsætte ad den vej. Tak for svaret.

Tak. Så er det fru Doris Jakobsen for en kort bemærkning eller et spørgsmål. Værsgo.

Tak. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti altid er så aktive, når vi snakker om Grønland, selv om vi ikke så tit er enige med hinanden. Men jeg er også glad for at have en landsstyreformand, som værdsætter indenrigsanliggender og internationale anliggender. Jeg er også stolt over at have en landsstyreformand, der har sprogkundskaber i dansk, grønlandsk, engelsk, tysk osv.

Men det, jeg gerne vil sige, er, at det ikke er nok bare at snakke om juridisk faderløse-problemet. Det er et emne, vi ikke kan ignorere, og derfor er det også nødvendigt at igangsætte en forsoningsproces i Grønland.

Man kan f.eks. også nævne de børn, der i 1953 blev skilt fra deres forældre og sendt herned og tvunget til at blive danske. De og deres familier har ikke engang fået en undskyldning fra regeringens side. Derfor synes jeg også, at det er nødvendigt at have sådan en forsoningskommission.

Ordføreren, værsgo.

Som nævnt bryder jeg mig ikke om ideen. Der er i tidens løb foregået utrolig mange ting også her indenlands i Danmark, som vi kan være kede af at vi har gjort. Det er alle mulige forskellige ting, man ærgrer sig over, og som man bestemt ikke ville gøre i dag. Sådan har det jo også konstant været i forholdet mellem Danmark og Grønland.

Når fru Doris Jakobsen nævner de grønlandske børn, som kom herned for at lære dansk, vil jeg sige, at det jo dengang i høj grad var med tilskyndelse fra det grønlandske Landsting. Det var i høj grad noget, man ønskede og bad om. Det var ikke en dansk opfindelse, at det skulle foregå på den måde. Grønlænderne var dengang meget begejstrede for det, og det grønlandske landsstyre ønskede det faktisk.

Så det er mere nuanceret, og en forsoningskommission kan jo ikke bare lade historikere finde ud af, at der var nogle ting i fortiden, som ikke altid var så gode. Det tror jeg at man som nævnt også kan finde indenlands i Danmark.

Tak. Fru Doris Jakobsen.

Vi blev alligevel snydt af de danske politikere, selv om det blev gjort i den bedste mening. De blev tvunget til at flytte til Danmark, og nogle af dem er blevet i Danmark.

Med hensyn til de juridisk faderløse vil jeg gerne spørge, for jeg har bemærket, at Dansk Folkeparti ikke nævnte de juridisk faderløse, om Dansk Folkeparti også mener, at problemet er løst.

Jeg vil i det her tilfælde gøre det, at jeg i høj grad vil lægge mig op ad det, regeringen er i gang med at beslutte i den her sag. Det er som nævnt ufattelig kompliceret, og jeg mener, at alle her er interesserede i, at der skal ydes kompensation, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Det er jo i høj grad noget, der er afsluttet: en bodeling, der er forbi, og faren er måske for længst død. Der er en masse kompliceret i det.

Jeg er sikker på, at regeringen i det her tilfælde ikke ønsker andet end en rigtig god løsning, som man kan være tilfreds med. Regeringen er parat til at strække sig langt. Det har jeg forstået på det, der er kommet fra statsministeren og også fra andre ministre – specielt justitsministeren. Lad os nu se, hvor det ender. Jeg tror, at alle er interesserede i en god og ordentlig løsning.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører, hr. Søren Espersen. Så er det den næste ordfører, og det er hr. Christian Friis Bach, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det og tak til statsministeren for en god redegørelse.

Radikale Venstre anser Danmark, Grønland og Færøerne som ligeværdige partnere i rigsfællesskabet, et rigsfællesskab, som vi er meget glade for og stolte af. Vi tror på, at større selvstændighed for Færøerne og for Grønland kan udvikles inden for rigsfællesskabet, og at et øget samarbejde mellem Færøerne, Grønland og Danmark vil styrke og gavne alle parter. Jeg er enig med statsministeren: Vi kan mere sammen, end vi kan hver for sig.

Vi skal derfor gøre vores bedste for at fremme samarbejdet inden for rigsfællesskabet og for at fjerne de barrierer og hindringer, der står i vejen for et stærkere samarbejde i rigsfællesskabet. Der er, som redegørelsen jo viser, økonomiske udfordringer forude. De skal tages alvorligt, både gennem de nødvendige reformer, gennem skabelsen af nye indtægter og ikke mindst gennem vækst og arbejdspladser, og det vil kræve mod og hårdt arbejde.

Det er Det Radikale Venstres holdning, at en flerstrenget erhvervsstrategi i Grønland og Færøerne vil styrke alle parter, skabe et bredere og mere bæredygtigt erhvervsgrundlag. Derfor skal vi arbejde hårdt for at øge investeringerne i Grønland og Færøerne fra Danmark. Det kan være inden for innovation, klima, energi, turisme, fiskeri, landbrug og råstofudvinding. Her skal vi have inspiration fra den arbejdsgruppe, der er nedsat. Det store fokus på det arktiske område giver nye muligheder, som vi skal udnytte i synergi og i samarbejde.

I både Grønland og Færøerne kan der i fremtiden ske store investeringer og projekter inden for naturressourceudvinding, fra olie og jern til guld og uran. Vi håber og tror, at det kan give økonomiske gevinster, der vil blive til gavn for både Grønland og Færøerne, men hvis det skal lykkes, skal vi bruge den bedste viden og teknologi, vi har. Der er brug for alle gode kræfter, og her skal vi arbejde godt sammen. Vi bakker op om storskalaloven i Grønland og det grønlandske parlaments ønske om særlige vilkår ved storskalaprojekter. Også her skal vi styrke samarbejdet, så vi kan få gode arbejdsforhold og tackle de udfordringer, der måtte være.

Vi skal leve op til de højeste internationale standarder og de stærkeste konventioner. Det skal vi igen arbejde sammen om. Det gælder jo ikke mindst, når det er uran og visse sjældne jordarter. Der skal udvindingen og eksporten leve op til de højeste internationale standarder. Det har vi skrevet under på, det skylder vi hinanden, og det skylder vi resten af verden, og det kan kun ske gennem et stærkt og godt samarbejde mellem Danmark og Grønland – et eksempel på et område, hvor vi får gavn af rigsfællesskabet og vores fælles viden, vores fælles teknologi og vores politiske samarbejde ude i verden.

Vi har en lang tradition for samarbejde på uddannelsesområdet mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Unge fra Grønland og Færøerne har adgang til danske højskoler og uddannelsesinstitutioner, og der laves udvekslingsbesøg i folkeskolen for vores børn. Det er rigtig godt, og det skal vi gøre endnu mere. Vi skal se på, hvordan vi kan sikre, at danske børn, unge og voksne kan få mere viden om det moderne grønlandske og færøske samfund, kultur og sprog og historie, for udviklingen i Grønland, Færøerne, Arktis ...

Undskyld, kan vi lige få lidt ro i salen! Vi kan ikke høre, hvad vi siger heroppe.

... rummer alle den moderne verdens udfordringer: erhvervsudvikling over for miljøhensyn, klimaforandringernes både postive og negative virkninger, storpolitik, sikkerhedspolitik, lokalsamfund og kultur. Grønland og Færøerne bør derfor inddrages og debatteres mere, særlig på folkeskolens højere klassetrin, hvor folkeskolereformen giver nye muligheder, og på gymnasieniveauet. Vi skal også tilstræbe et stærkere samarbejde inden for de højere uddannelser: DTU, Aalborg og Københavns Universiteter og de øvrige højere læreanstalter.

Til sidst vil jeg nævne det politiske samarbejde. Det skal styrkes på alle niveauer: samarbejdet mellem regeringen og landsstyrerne i Færøerne og i Grønland. Vi sætter stor pris på samspillet med de fire nordatlantiske repræsentanter her i Folketinget – mange tak for det – og vi udbygger og styrker vores samarbejde med vores søsterparti i Grønland, Demokraterne. Det samarbejde sætter vi også stor pris på, og vi ønsker deres nye leder, Anda Uldum, tillykke med valget. Stærkere erhvervssamarbejde, stærkere uddannelsessamarbejde, stærkere politisk samarbejde skal bane vejen for et endnu stærkere rigsfællesskab til gavn for både Grønland, Færøerne og Danmark. Med de ord støtter Radikale Venstre forslaget til vedtagelse. Tak.

Tak for det. Der er et par spørgere, og den første er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg har to spørgsmål. Hvad mener ordføreren om, at den danske regering har afvist at indgå i en dialog med den grønlandske regering om en forsoningskommission og om erstatningsspørgsmålet i forhold til de juridisk faderløse? Synes ordføreren, at det er noget, der fremmer en god udvikling af rigsfællesskabet, at man afviser en dialog om noget sådant?

Det andet er sådan et rent holdningsspørgsmål: Hvad er ordførerens politiske holdninger til udvinding og eksport af uran? Mener ordføreren, det er fornuftigt at udvinde og have eksport af uran, når man tager de menneskelige, miljømæssige og sikkerhedsmæssige omkostninger, der kan være forbundet med det, i betragtning?

Tak. Ordføreren.

Tak. Der har jo været dialog på rigtig mange planer i forhold til både forsoningskommissionen og juridisk faderløse og spørgsmålet om erstatning i en dialog, som vi har indgået aktivt i i Folketinget, en dialog, der har foregået mellem ministre og landsstyremedlemmer. Så der har jo været en meget aktiv dialog om de spørgsmål, og jeg bakker op om den linje, som regeringen har lagt.

Det samarbejde, der har været mellem Danmark og Grønland er jo på godt og ondt. Der er sket fejl, og der har været fremskridt. Det har været et fællesskab, vi er én familie, vi er ét rigsfællesskab, og derfor mener jeg ikke, at det giver mening at have en forsoningskommission, som jo måske især er noget, man skal benytte sig af i tilfælde med krig og konflikt, med undertrykkelse og udnyttelse. Vi har en fælles historie, et fællesskab, vi er én familie og ét rigsfællesskab, og på den baggrund skal vi udvikle vores samarbejde.

Tak. Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Men kan jeg så konkludere, at ordføreren mener, at der ingen problemer er i Danmarks politiske ansvar som tidligere kolonimagt i Grønland, og at vi sådan set ikke har begået nogen fejltagelser i den forbindelse, som det kunne være en god idé at tage en dialog med Grønlands Landsting om? Og så vil jeg da bare endnu en gang efterlyse en holdning til spørgsmålet om det fornuftige i at udvinde og eksportere uran.

Tak. Ordføreren.

Der er al mulig god grund til at have en stærk og konstruktiv dialog om de fejl, der måtte være sket, de fejl, vi i fællesskab har begået. Vi har om juridisk faderløse haft en lang dialog, der har ført til et godt lovforslag, der nu ligger i dette Folketing, så jo. Men i spørgsmålet om forsoningskommissionen ligger vi på linje med vores søsterparti Demokraterne, som ikke ser en forsoningskommission som et vigtigt og rigtigt redskab i det rigsfællesskab, vi har, med den fælles historie, som vi har haft.

I forhold til spørgsmålet om uran vil jeg sige, at der jo er fornuftige og fredelige anvendelser af uran, og der er forfærdelige og ødelæggende anvendelser af uran, og kan vi sikre en udvinding af uran til fornuftige og fredelige formål, ikke mindst i den medicinske verden, så er det noget, vi kan bakke op om. Og vi har sagt og står ved og siger gentagne gange, at vi ved enhver udvinding af uran skal sikre de højest mulige standarder, både når det gælder udvindingen, og når det gælder eksporten, og det er det, vi skal arbejde sammen om.

Tak. Og den næste spørger er fru Sara Olsvig. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for et godt ordførerindlæg. Jeg efterlyser også en uddybning af, hvad det vil sige, når ordføreren siger, at der er dialog på rigtig mange områder. For skal vi tro formanden for Naalakkersuisut, er der jo ikke dialog i sagen om juridisk faderløse og spørgsmålet om en form for kompensation for dem, hvis fædre er afgået ved døden og dødsboet er opgjort. Så sent som for et par dage siden har formanden for Naalakkersuisut meldt ud i den grønlandske presse, at statsministeren ignorerer alle henvendelser om dialog i denne ømtålelige sag. Og så sent som i lørdags har hun henvendt sig til statsministeren for at bede om et møde, men der kom intet svar og ingen reaktion på hendes henvendelser, heller ikke en kvittering for modtagelse af henvendelsen. Er det en åben dialog, og er det rimeligt i det rigsfællesskab, hvor ordføreren så gerne vil betone fællesskabet og behovet for dialog?

Tak. Ordføreren.

Jeg kan ikke svare på vegne af statsministeren, men jeg kan da sige, at jeg under arbejdet i Grønlandsudvalget har oplevet en meget stærk dialog – også fra de respektive ministre og Folketingets politikeres side omkring dette spørgsmål. Og jeg tror, at man bare må anerkende, at på et tidspunkt er emnet så tilstrækkeligt belyst, at der er behov for at rykke videre. Jeg har jo noteret, at Institut for Menneskerettigheder har udtalt, at den danske stat ikke er forpligtet til at betale kompensation til de juridisk faderløse, hvis fædre allerede er døde, så de ikke kan få del i arven. Og når der ikke er juridisk belæg for at udbetale en kompensation, er det meget vanskeligt at udbetale kompensationen.

Men spørgsmålet kan jo forfølges ved domstolene og i retssystemet, og det håber jeg sker i det omfang, der er behov for det, så vi også der kan sikre en afklaring. Jeg vurderer, at den nu manglende dialog begrundes i, at man har fået spørgsmålet fuldt belyst fra alle sider, og jeg håber, vi fremadrettet kan samarbejde om at få loven til at få virkning, for det er bestemt et af de spørgsmål, der trænger til en løsning.

Tak. Er der et nyt spørgsmål, fru Sara Olsvig? Ja.

Tak. Nu henviser ordføreren til det notat, vi har fået fra Institut for Menneskerettigheder, og i samme notat anbefaler Institut for Menneskerettigheder jo også, at man finder en politisk løsning på spørgsmålet om kompensation. Så det undrer mig, at ordføreren henviser til Institut for Menneskerettigheders vurdering af den her sag, når de også efterlyser, at man finder en politisk løsning på lige præcis det spørgsmål. Og jeg vil bare igen spørge, om ordføreren mener, det er rimeligt, at vi nu igen på ny forskelsbehandler en gruppe af de juridisk faderløse. Jeg vil henvise til det, jeg ved er blevet omdelt til Grønlandsudvalget, nemlig historien om den her kvinde, som f.eks. af retssystemet bliver afskåret fra at få en arv, fordi hun er juridisk faderløs. Dem vil der jo blive flere af i de her år, når vi ikke har fundet en løsning på det her. Samtidig synes jeg heller ikke, det er rimeligt, at man i loven afskæres fra at genåbne dødsboer. Den ene eller den anden mulighed må jo være åben, for ellers forskelsbehandler man jo de her mennesker på ny.

Tak. Ordføreren.

Spørgsmålet om juridisk faderløse er jo igen et eksempel på, at der er en fælles historie, fælles beslutninger, og hvor spørgsmålet med en vilje til det, også i Grønland, kunne have været løst for årtier siden. Så det er jo igen, som de analyser og historiske udredninger, der har været, viser, også netop et fælles ansvar, at vi er, hvor vi er. Når der i en sag ikke er et juridisk belæg for at udbetale en kompensation, så er det meget svært at tilgå det og udbetale en sådan kompensation, så er det svært at trække en linje, hvor man kan sige, at staten i en sag skal udbetale en kompensation eller den ikke skal udbetale en kompensation. En politisk løsning kan jo så også være den løsning, vi nu forhåbentlig finder, nemlig en klar retspraksis, som sikrer de juridisk faderløse fremadrettet, men hvor spørgsmålet om kompensation samtidig overlades til domstolene.

Den næste spørger er fru Doris Jakobsen, værsgo.

Jeg bemærkede i talen, at hr. Christian Friis Bach nævnte uran og sjældne jordarter. Professor Ole Spiermann, Danmarks største ekspert i selvstyreloven, har lavet et responsum vedrørende fordeling og kompetence i henhold til selvstyreloven. Han siger klart og tydeligt, at råstoffer, herunder udvinding og eksport, er et rent grønlandsk anliggende.

Vi mener, at de sjældne jordarter er et rent grønlandsk anliggende og kompetenceområde, og derfor vil jeg gerne spørge, hvorfor man inkluderer de sjældne jordarter. Er det ikke inden for Grønlands kompetence og et grønlandsk anliggende?

Tak. Så er det ordføreren.

Det, jeg fremhævede i mit indlæg, var, at vi, når det gælder uran og sjældne jordarter, har sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske spørgsmål af betydeligt omfang, hvor det er til gavn for både Grønland og Danmark, at vi samarbejder stærkt om det. Det var den pointe, jeg fremhævede.

Vi må jo erkende, at spørgsmål om sjældne jordarter også i fremtiden kan indeholde stærke udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter. Derfor er det til gavn for os at arbejde sammen. Det var en positiv og udstrakt hånd om at styrke samarbejdet inden for netop disse områder, da det er til gavn for os, at vi sammen kan udrette mere, og at vi sammen kan stå vagt om de sikkerhedspolitiske interesser, som rigsfællesskabet har.

Når det gælder uran, er der jo særlige forhold og særlige konventioner. Der er ikkespredningsaftalerne, som Danmark har undertegnet, og hensynene hertil skal varetages. Derfor er det uomgængeligt, at vi der har et stærkt samarbejde. Både når det gælder uran og sjældne jordarter, er det i rigsfællesskabet, at vi bedst løser opgaverne. Vi skal stå sammen om det, når det gælder de storpolitiske interesser, der kan være på spil.

Tak for det. Fru Doris Jakobsen, værsgo.

Jeg kan forstå, at man har et fælles ansvar i forbindelse med uran, og derfor vil vi gerne have en samarbejdsaftale om uran. Det er godt, men de sjældne jordarter er ligesom alle andre mineraler, så derfor vil jeg gerne spørge: Hvilke sjældne jordarter drejer det sig om? Der er jo 17 mineraler i den gruppe, og de er lige sjældne. Og hvilke andre mineraler ud over sjældne jordarter drejer det sig om?

Tak. Ordføreren.

Om end jeg har læst kemi en god del af mit liv, skal jeg ikke gøre mig til ekspert udi de sjældne jordarter. Jeg kan konstatere, at når man ser på verdens samlede ressourcer af sjældne jordarter, er der en meget bekymrende tendens til, at de bliver kontrolleret af ganske få lande. Og det, samtidig med at de sjældne jordarter – nogle af dem – er forbundet med meget stærk interesse, fordi de udgør grundstenen i det informationsteknologiske samfund, vi er ved at bygge op, tilsiger, at der kan være stærke udenrigspolitiske, storpolitiske, sikkerhedspolitiske interesser knyttet til bestemte jordarter. Og dem løser vi bedst i fællesskab.

Jeg tror ikke, at vi i Danmark kan håndtere det alene, og jeg er sikker på, at man heller ikke i Grønland kan håndtere de spørgsmål alene. Lad os gøre det i et stærkt samarbejde i rigsfællesskabet; det var den invitation, jeg frembragte fra talerstolen.

Tak for det. Det var den sidste spørger til denne ordfører. Den næste er fru Annette Vilhelmsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for muligheden for at have drøftelsen her i salen i dag om rigsfællesskabets muligheder og også om de udfordringer, som der er.

Til det vil jeg sige, at vi i SF er meget glade for, at vi forrige år besluttede, at vi skal have en årlig debat i Folketinget om rigsfællesskabets muligheder, og – som vi jo også kan høre, som debatten skrider frem her i dag – også om nogle af de ret store udfordringer, som der er. Det er vigtigt, at vi hele tiden er meget opmærksomme på at have et konstruktivt samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Danmark.

Færøernes og Grønlands selvstyreordninger er stadig relativt nye, og derfor mener vi sådan set, at det er meget fornuftigt, at vi i Folketinget løbende diskuterer, hvordan samarbejdet forløber, og hvordan vi kan være med til at forbedre det. Vi mener, at det er godt, at Færøerne og Grønland med selvstyreordningerne har fået mulighed for at overtage sagsområder, og vi mener grundlæggende, at det er godt, når beslutninger kan tages så tæt på de borgere, de angår, som muligt.

Men der er også områder, hvor vi står stærkest ved at beholde et tæt samarbejde i rigsfællesskabet. Vi skal sørge for at beholde et meget tæt samarbejde, når det angår det udenrigspolitiske område. Det gælder jo bl.a. forsvarsområdet, og der har også været flere eksempler nævnt her i dag, som jo indlysende fordrer, at vi har et tæt samarbejde. Arktis er et område, hvor mange stormagter har interesser, og her skal vi holde sammen i rigsfællesskabet, og vi skal tale med fælles stemme.

Så har vi på handelsområdet haft nogle succeshistorier det seneste år, hvor vi i fællesskab har sikret nogle frihandelsaftaler, som vil øge eksporten og skabe fremgang for både Grønland og Færøerne og for Danmark. På det område er jeg sådan set også overbevist om, at vi også fremadrettet skal holde tæt sammen, altså at samarbejdet giver det bedste resultat.

Jeg har også selv haft den store fornøjelse at være både i Grønland og på Færøerne. På Færøerne drøftede jeg i september måned bl.a. en del af de sociale udfordringer, som der også er mellem Danmark og Færøerne. Det lykkedes os i forhold til Færøerne at komme et skridt længere i forhold til besøgsbekendtgørelsen. Det er ganske vigtigt, at vi sikrer, når børn og unge og andre er visiteret til behandling i Danmark og omvendt, at man også der har mulighed for at varetage pårørendes interesser. Det er også vigtigt i forbindelse med underretningspligten, at den bliver overholdt til gavn for de børn og unge, som det angår.

Jeg oplevede også en stor interesse for samarbejdet på Færøerne. Vi drøftede bl.a. de udfordringer, der er, både omkring infrastruktur, omkring digitalisering, og også at der på Færøerne er udfordringer i forhold til nogle af de mindre befolkede områder, der er deroppe. Hvordan opretholder man den service, der skal være, på ældreområdet og for de børn og unge, der har særlige behov? Det var faktisk noget, vi havde en god dialog om, og hvor vi gensidigt kan arbejde til inspiration for hinanden.

På samme måde er det også i Grønland i forhold til hele erhvervsudviklingen, turismeudviklingen, men også på sikkerhedsområdet har jeg i hvert fald været med til at have et meget godt samarbejde. Så er det rigtigt, at der er nogle store udfordringer. Det er også nævnt af alle her i dag gentagne gange, nemlig de juridisk faderløse børn i Grønland. Der er andre eksempler. Jeg hilser det meget velkommen, at det er lykkedes at permanentgøre økonomien til de grønlandske huse i satspuljen, men det er jo ikke gjort med det. Vi skal stadig væk arbejde konstruktivt for at løse uddannelsesopgaverne, sundhedsopgaverne, forskningsopgaverne og som nævnt også i forhold til erhvervs- og vækstdagsordenen. Hvordan gør vi det bedst muligt i respekt for miljøet, for klimaet og også for den kultur, som er herskende i Grønland, på Færøerne og i Danmark?

Vi er i SF som sagt meget glade for, at vores kolleger, de færøske og grønlandske medlemmer af Folketinget, har været med til at rejse den her debat, og vi håber også, at vi i det kommende år kan lande en aftale, som har bred opbakning i Folketinget; en aftale, som vil gøre det nemmere at flytte mellem Færøerne og Grønland og Danmark, uden at vi støder ind i unødvendigt bureaukrati, som jo volder mange mennesker ret store problemer. Der er konkrete udfordringer. Jeg synes, det er en meget grundig redegørelse, der er kommet fra statsministeren, som ridser op, hvad det er for opgaver, der er arbejdet med, som pågår, og som der fortsat skal ses på.

Men noget af det, vi faktisk ikke taler så meget om, er jo det kulturfællesskab, som vi har. Det er den gensidige inspiration, vi har mellem vores kunstnere, vores digtere, forfattere, musikere. Det er vores fælles historie og også den store mulighed, vi har, for at tegne en fælles fremtid, hvor vi får lagt kræfterne der. Så det er noget af det, jeg også meget gerne vil have at vi kommer til at drøfte.

Vækstdagsordenen kender vi; vi har den jo både i Danmark, men også i vores fællesskab. Der er vores konkrete udfordringer, som ikke er løst endnu, omkring de juridisk faderløse børn. Vi har også haft et initiativ i forhold til sælskind og anerkendelse af det som et faktisk ressourceområde. Der er også stadig væk udfordringer, i forhold til hvordan vi får landet storskalaprojekterne på en fornuftig måde. Men jeg ser et reelt konstruktivt, ligeværdigt samarbejde med respekt for de forskelligheder, der kendetegner Færøerne, Grønland og Danmark, og jeg ser meget gerne, at vi får lagt vægten der, hvor vi kan gøre hinanden større og gøre det bedre for de borgere, der er i Grønland, på Færøerne og i Danmark.

Så jeg er meget glad for drøftelsen i dag, og jeg deltager meget gerne i den fremadrettet med vægten på, hvordan vi bedst muligt gør det her konstruktivt.

Tak for det. Der er et par spørgere. Den første er hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak til ordføreren, også for et engageret indlæg, hvor jeg jo kan høre, at ordføreren følger med i mange sider af rigsfællesskabets og ikke mindst Færøernes og Grønlands liv. Det synes jeg er positivt.

Jeg hørte ordføreren sige, at vi ikke har løst spørgsmålet om de juridisk faderløse. Ligger der i det, at ordføreren deler Enhedslistens holdning om, at det er problematisk, sådan som lovforslaget ser ud nu, fordi man jo faktisk indfører en ny forskelsbehandling i lovens § 5, hvor man formener juridisk faderløse grønlændere adgang til en lukket bosag. Det kan der være en fornuft i, men samtidig afviser man et ønske fra det grønlandske Landsting om at gå ind i en dialog om en eller anden form for erstatning. Det opfatter jeg som en modsætning, og jeg skal høre, om ordføreren deler den bekymring og kritik af den situation, der tegner sig nu, hvis lovforslaget bliver vedtaget, som det ser ud nu, uden yderligere bemærkninger.

Ordføreren.

Jeg står bag det lovforslag, som der ligger nu. Jeg har jo også haft forskellige indgange til det, bl.a. også som social-, børne- og integrationsminister på området, og bl.a. i den forbindelse har jeg haft gode drøftelser, men jeg tror, at sagen omkring de juridisk faderløse også er et eksempel på, at lovgivningen har været meget ufuldstændig. Den har også været diskriminerende. Det – kan jeg jo så sige, fordi jeg har været med til det – der bliver fremsat nu som lovforslag, er for mig at se med de oplysninger, der er, med den belysning, der er af sagen, en mulighed for at sige, at nu laver vi et lovforslag. Og når jeg siger, at det ikke færdigt endnu, er det jo, fordi det ikke er vedtaget.

Jeg havde meget håbet, at vi var kommet lidt længere med det i efteråret. Det lykkedes ikke. Så håbede jeg det her i foråret, og vi havde det også i Grønlandsudvalget, og vi var nødt til at udsætte det. Det har jeg respekt for, for sådan må vores diplomatiske arbejde jo selvfølgelig også være, men jeg ser meget gerne, at vi får det her lovforslag vedtaget. Jeg hører også forskellige meldinger om, at det ikke nødvendigvis handler om den her erstatning, men at der er også en symbolsk anerkendelse af, at den måde, som juridisk faderløse er behandlet på, har været ufuldstændig. Så min indgang til det vil være, at jeg opfordrer til, at vi får vedtaget det her lovforslag, der ligger nu, at vi får set fremad i forhold til de grønlandske børn. Hver eneste måned der går, er der jo juridisk faderløse børn, som så ikke kan få del i de her bosager, og det synes jeg er ganske uheldigt, vanskeligt. Det er en konsekvens, som ikke er rimelig.

Hr. Finn Sørensen.

Tak for svaret. Jeg tror, at vi alle sammen er enige i, at det lovforslag skal vedtages, også som det ligger nu. Det er også Landstingets opfattelse. Sådan har jeg læst landsstyreformandens udmeldinger. Det, der er problemet, er, at det grønlandske Landsting har ønsket en dialog med den danske regering om en form for erstatning, fordi lovforslaget, som det ser ud nu, og som det sikkert bliver vedtaget med alles opbakning, indfører en ny form for forskelsbehandling for en del af de juridisk faderløse. Der er situationen, som jeg opfatter den, at den danske regering har afvist en sådan dialog.

Vi har et brev fra statsministeren, hvor der klart står, at statsministeren mener, at sagen er afsluttet med vedtagelsen af det her lovforslag. Det synes jeg er et problem, som jeg gerne vil høre om ordføreren vil forholde sig til, og så skal jeg gøre lidt reklame for et betænkningsbidrag, jeg har sendt til udvalget, som vi skal forholde os til i morgen, i håb om at ordføreren og ordførerens parti vil støtte vores betænkningsbidrag.

Ordføreren.

Jeg vil ikke kommentere, hvad der skal være og ikke skal være af dialog mellem statsministeren og lederen af landsstyret oppe i Grønland. Det håber jeg bliver foretaget et andet sted. Jeg opfordrer bare til, at vores samarbejde bliver så konkret som muligt, også omkring de vanskelige sager. Det lovforslag, der ligger nu, mener jeg er det tætteste, vi kan komme på en god løsning, og ja, skulle der så være elementer i det – hr. Finn Sørensen nævner et – så er det en drøftelse, der må tages. Jeg håber da, at det arbejde, der ligger til grund for det her, også viser, at man er interesseret i at få en konstruktiv løsning, og den her sag kunne jo have været afgjort for mange år siden.

Så lad nu ikke det komme til skade for de grønlandske børn, som er juridisk faderløse i dag, at det skal trække ud i endnu længere tid. Jeg synes, at vi skal få vedtaget det lovforslag, og hvad der så må komme, håber jeg selvfølgelig, at der fortsat kan være en samtale, en dialog, et samarbejde om, bl.a. også på nogle af de andre områder, jeg har nævnt, til gavn for de grønlandske børn og unge, som vokser op i dag.

Tak. Fru Sara Olsvig.

Tak. Jeg er egentlig lidt i tvivl om, hvad det præcis er, ordføreren melder ud, for på den ene side taler ordføreren om, at sagen ikke er afsluttet – vi ved jo alle sammen, at sagen ikke er afsluttet i den forstand, at lovforslaget ikke er vedtaget endnu her i Folketinget – og på den anden side er der spørgsmålet omkring den her kompensation.

Grønlands Råd for Menneskerettigheder har også været ude og har ganske klart sagt, at de opfordrer til, at man konkret tager stilling til en kompensation ved dokumenterbare økonomiske tab ved ikkeudbetalt arv, hvor sagen er afsluttet, altså hvor dødsboet er opgjort. Hvad mener ordføreren om, at Grønlands Råd for Menneskerettigheder siger det her ganske klart, og at Institut for Menneskerettigheder også anbefaler, at man tager fat i en politisk stillingtagen til spørgsmålet om kompensation?

Sådan som jeg hører det, har vi haft en dialog i Grønlandsudvalget, men har der været en dialog mellem vores regeringer? Der har jeg da også lyst til at spørge ordføreren, om der, da ordføreren var socialminister, var en direkte dialog med den grønlandske regering om det her spørgsmål. For det, vi hører fra den grønlandske regering, er, at der ikke har været en dialog, og at man ikke ønsker en dialog.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg har faktisk haft en dialog. Og jeg synes, at det er sådan lidt særligt, for det er jo et alvorligt lovforslag, som vi meget gerne vil have vedtaget, og der er sådan set ikke noget at misforstå i det. Jeg opfordrer til, at vi får det her lovforslag vedtaget. For hver måned der går, er der juridisk faderløse børn, hvis fædre kan nå at dø, og der vil så være et bo, der kan blive gjort op, og som børnene ikke får del i. Så det er sådan set min klare opfordring.

Jeg har jo også haft drøftelser om den her sag. Derfor vil jeg egentlig meget gerne, at vi kommer videre, at vi får vedtaget lovforslaget, og skulle der være en anden oplevelse fra Grønlands side eller dansk side på regeringslederniveau, må det jo tages af dem. Det, vi skal her, er, at vi skal varetage de interesser, der er fra grønlandsk og dansk side. Og jeg opfordrer bare til, at vi får vedtaget det her lovforslag nu.

Med hensyn til kompensationen har jeg også forstået, at den drøftelse sådan set ikke skal hindre, at vi får vedtaget lovforslaget. Det er jeg meget glad for.

Fru Sara Olsvig.

Jeg tror, der er bred enighed blandt os alle sammen om, at vi gerne vil have det her lovforslag vedtaget så hurtigt som muligt, netop på grund af tidsspørgsmålet. Men det er jo også tidsspørgsmålet, som har gjort, at der er flere og flere, der er blevet sat uden for muligheden for at arve.

Der har jeg også bare lyst til igen at spørge ordføreren, om SF mener, det er rimeligt, at der er nogle mennesker, der sættes uden for en arv, nogle mennesker, som, også efter lovforslaget er vedtaget, nu skal sættes i en situation, hvor de forskelsbehandles i forhold til andre. Hvad mener SF om det?

Er det rimeligt, at der sker en ny forskelsbehandling med den her lov? Så kan der være alt det med juristeriet osv., men er det rimeligt for de enkelte personer, som det her vedrører?

Tak. Ordføreren.

Jamen jeg vil stadig væk fastholde, at jeg gerne ser, at vi får vedtaget lovforslaget nu, så vi kan komme videre i den her sag, og så må vi jo se på, hvad der er af afledte sager. Jeg vil ikke, når SF nu ikke længere er en del af regeringen, stå her og gøre mig til talsmand for, at nu mener vi noget andet, end da vi sad i regering. Vi har udarbejdet det her i fællesskab, og jeg kan sagtens se, at det faktisk er vanskeligt nu at komme med et forslag, hvormed vi ligesom siger, at nu får vi afdækket alting. Det tror jeg simpelt hen ikke er muligt, og det vil heller ikke være rimeligt af mig at stå og foreslå det nu.

Vi havde også en drøftelse i Grønlandsudvalget via Skype om, hvad det egentlig er, der ligger i det her kompensationsønske. Hvad er det for en tilkendegivelse, man meget gerne vil have? Og sådan som jeg hørte det, handlede det også om andet end økonomi.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til Socialistisk Folkepartis ordfører. Den næste ordfører er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Tak til statsministeren for en udmærket redegørelse, og tak for den debat, der har været indtil nu. Det slog mig – det var lidt sent – at man måske skulle overveje at bytte om på rækkefølgen næste år, sådan at vi starter debatten med repræsentanterne fra Færøerne og Grønland. Det er ikke sagt som en kritik af den debat, vi har haft, men måske kunne det lægge en rigtig god bund for alle vores andres indlæg.

Enhedslisten mener, at vi har meget at glæde os over og være stolte af i rigsfællesskabet. Især bør vi være stolte af hjemmestyreordningen på Færøerne og selvstyreordningen i Grønland. Ikke mindst selvstyreordningen må siges at være ret enestående. Der er vist ikke mange andre, om overhovedet nogen, undertrykte nationer, der har fået papir på, at de kan løsrive sig og danne en selvstændig stat, den dag de ønsker det. Samme ordning kan Færøerne selvfølgelig også få, hvis de vil – jeg kan ikke forestille mig, at Folketinget ville sige nej til det.

I det store hele foregår samlivet inden for rigsfællesskabet da også i fred og fordragelighed, men der er jo også spændinger, gnidninger og alvorlige uoverensstemmelser, som sætter fællesskabet på en hård prøve. Enhedslisten synes, det er meget hård kost, at Danmark skal indføre sanktioner mod vores egne statsborgere. Jeg tænker selvfølgelig på sanktionerne mod færøske fiskere – nogle sanktioner, der kun finder sted, fordi regeringen og Folketingets flertal har valgt at underkaste sig EU's krav om, at vi skal sanktionere dem. Det burde overhovedet ikke kunne finde sted; det er da fuldstændig uhørt, at vi skal sanktionere hinanden inden for rigsfællesskabet.

I forhold til Grønland er det jo tydeligt for enhver, at Grønlands planer om storskalaprojekter er en stor udfordring for rigsfællesskabet. Der er sat berettiget spørgsmålstegn ved, om storskalaloven lever op til arbejds- og menneskerettigheder. Der er en grundlæggende kompetencestrid om, hvordan vi tackler uran og sjældne jordarter. Disse andre udfordringer er ikke en trussel mod rigsfællesskabet som sådan; vi skal ikke gøre dem større, end de er. Som situationen er, har vi brug for hinanden, og derfor finder sådanne problemer jo også deres løsning før eller siden, i større eller mindre enighed, i de tre landes parlamenter. Hvis der på længere sigt er en trussel mod rigsfællesskabet, består den i, at vi ikke har en åben og fri diskussion om, hvad vi hver især vil med det.

Minik Rosing og Kuupik Kleist skrev i deres meget omtalte kronik fra november 2012:

»Vi står stadig kejtet over for hinanden og træder os selv over tæerne, mens vi undlader at tage en mængde vigtige beslutninger til fælles gavn for Rigsfællesskabets parter.«

Det var i Politiken den 20. november 2012. Sætningen var møntet på forholdet mellem Danmark og Grønland, men efter min mening passer den også meget godt på forholdet mellem Færøerne og Danmark.

Jeg savner, at regeringerne i Færøerne og Grønland er mere direkte, med hensyn til hvad de egentlig ønsker af resten af rigsfællesskabet og selvfølgelig specielt af Danmark. Den danske regering og det danske Folketing bliver tit bebrejdet af vores brødre og søstre i Nordatlanten, at vi ikke kommer med nogle konkrete udspil, der kan styrke udviklingen af rigsfællesskabet. Men når vi så spørger ind til, hvad det helt konkret er for nogle udspil, man gerne vil have vi kommer med, så får vi sjældent et konkret svar.

Måske er der nye tider på vej, hvad det angår. Jeg synes i hvert fald, det er vældig godt, at vores nordatlantiske medlemmer her i Folketinget i enighed har krævet, at der bliver gjort noget ved grænsehindringerne inden for rigsfællesskabet, og her er der da også blevet kvitteret med fuld opbakning fra alle Folketingets partiers side.

Jeg kunne også ønske mig, at færinger og grønlændere havde nogle klarere meldinger om rigsfællesskabets fremtid: Hvad forestiller I jer egentlig på længere sigt?

Hos færingerne er der ikke flertal for løsrivelse, men hvad ser I så som fremtiden? Har I f.eks. tænkt jer, at I skal have bloktilskud til evig tid, eller er der en strategi for at gøre Færøernes økonomi selvbærende? Er det en strategi, vi fra Danmarks side kan hjælpe med at realisere, og i givet fald hvordan?

I Grønland er der stort flertal for – måske fuld enighed om – at selvstændighed er målet, men hvordan har I tænkt jer at komme nærmere dette mål? Hvad er tidsperspektivet? Er der en klar strategi, som vi eventuelt kan hjælpe med at realisere? Hvilken plads og rolle har Danmark egentlig i Grønlands rejse mod selvstændighed?

Der er også grund til selvransagelse her i Danmark. Først og fremmest må noget mere ydmyghed være på sin plads. Det er i hvert fald en kendsgerning, at Danmark ville være nul og niks i Nordatlanten og i Arktis, hvis vi ikke havde rigsfællesskabet med Færøerne og Grønland; så sad vi ikke til bords med alle de store magter deroppe.

Men jeg kan nu ikke altid finde den rette balance i regeringens holdninger og udmeldinger. Nogle gange tager ydmygheden overhånd og bliver til holdningsløshed i situationer, hvor man burde have en klar mening, f.eks. om det fornuftige i at importere tusindvis af udenlandske arbejdere på ringere vilkår end de sædvanlige grønlandske eller om det fornuftige i at udvinde og eksportere uran, hvilket vi jo ellers i 25 år har været enige om inden for rigsfællesskabet er en pokkers dårlig idé. Man kan godt komme med sine holdninger uden at antaste de helt klare kompetencefordelinger, vi har aftalt.

Andre gange synes jeg ydmygheden er helt fraværende, hvor den i høj grad burde være til stede, f.eks. som når den grønlandske regering gerne vil have en dialog om Danmarks deltagelse i en forsoningskommission eller en eller anden form for kompensation til de juridisk faderløse grønlændere. Det handler jo ikke om, at vi skal gå rundt og sige undskyld morgen, middag og aften, men om, at vi som tidligere kolonimagt og nuværende økonomisk stormagt i forhold til de to andre dele af rigsfællesskabet kan vedkende os vores politiske og historiske ansvar for nogle af de udfordringer, som Færøerne og Grønland slås med den dag i dag.

Jeg synes også, der er grund til, at vi diskuterer noget, som en enkelt ordfører har berørt, nemlig hvordan vi kan blive bedre til at tage imod grønlændere, der kommer hertil. Jeg var for nylig deltager i en konference afholdt af Rådet for Socialt Udsatte, hvor der var en rigtig god diskussion om det, og jeg ser frem til, at der kommer et oplæg fra Rådet for Socialt Udsatte – det har de i hvert fald lovet – til diskussion her i Folketinget. Det har jo også noget at gøre med, hvordan vi oplever hinanden, og hvordan vi får et godt rigsfællesskab.

Min konklusion er, at der er plads til forbedringer hos os alle sammen – sikkert også hos Enhedslisten, og jeg håber at blive udfordret gennem nogle spørgsmål – hvis vi skal udnytte de mange muligheder, vi har, ved at være i rigsfællesskab sammen. Så det er bare om at komme i gang, og vi kan jo starte med at sige ligeud, hvad vi mener, også om hinandens holdninger og de ting, vi går og gør hver især. Det modsatte er misforstået solidaritet – gode kammerater ser hinanden i øjnene og siger tingene, som de er.

Tak for det. Der er nogle spørgere. Den første er hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg hæftede mig ved en beskrivelse, som hr. Finn Sørensen startede med. Han brugte udtrykket et undertrykt folk. Nu ved jeg godt, at hr. Finn Sørensen kommer fra et miljø, hvor man holder 1. maj-taler for hinanden næsten hver dag alle sammen i munden på hinanden, så det kan godt ske, at der ligger noget jargon et eller andet sted.

Men altså, jeg synes lige, at udtrykket et undertrykt folk skal defineres. F.eks. kunne hr. Finn Sørensen måske forklare, hvor mange grønlandske politiske fanger der har været i tidens løb.

Tak. Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at antallet af politiske fanger er det eneste, der karakteriserer et undertrykt folk. Jeg tror ikke, vi kommer uden om den historiske kendsgerning, at Danmark har annekteret Grønland, ligesom vi annekterede Færøerne, og det er jo den første handling, der gør, at man bliver kolonimagt og skyldig i undertrykkelse af andre.

Så kan der nævnes en stribe eksempler. Danmark har f.eks. ligesom andre kolonimagter undertrykt det grønlandske sprog, og det var jo forbudt at bruge det grønlandske sprog i administrationen frem til 1979. Vi kan nævne en lang række andre eksempler, hvor der har fundet klar forskelsbehandling sted mellem danskere og grønlændere, f.eks. i spørgsmålet om aflønning. Vi skulle jo langt op i 1900-tallet, før vi fik løst det problem, at danskere i Grønland blev aflønnet bedre, end grønlænderne selv blev. Og sådan ville jeg kunne opremse en lang række eksempler, der kendetegner undertrykkelse af andre nationer.

Så er der den sidste helt benhårde kendsgerning: Det er jo først i 2009, at vi gennem selvstyreloven klart og tydeligt giver grønlænderne håndslag på, at den dag, de ønsker selvstændighed, kan de få det.

Tak. Hr. Søren Espersen.

Må jeg lige starte med det grønlandske sprog. Som professor Thorkild Kjærgaard ved Nuuk Universitet har fastslået, er det grønlandske sprog alene bevaret i skrift og tale på grund af danske forskere. Det er alene bevaret på grund af danske forskere, som startede med at lave de første grammatikker. Tag f.eks. inuitterne i Canada og USA, hvis sprog stort set er væk. Så lad være med at komme med et eksempel om, at de alle sammen skulle tvinges til at tale dansk. Danske forskere har sikret det grønlandske sprog – det siger Thorkild Kjærgaard, og det tror jeg på; han har forstand på det.

Så vil jeg også med hensyn til udtrykket et undertrykt folk sige, at jeg synes, det er en særdeles vulgær måde at beskrive det her på. Jeg vil bede hr. Finn Sørensen bekræfte DIS' oplysninger fra 2009 om, at Danmark på intet tidspunkt i hele historien har profiteret af Grønland.

Hr. Finn Sørensen.

Denne Kjærgaard var ikke helt præcis; det er faktisk præsternes fortjeneste – hvis vi skal tale om fortjeneste i den forbindelse – at det grønlandske sprog blev et skriftsprog og på den måde også blev vedligeholdt. Så man kan sige, at det ligger på plussiden i forhold til den danske måde at være kolonimagt på. Men det ændrer jo ikke på, at vi har været kolonimagt, og at vi har været det helt frem til 2009, for det er først på det tidspunkt, hvor man skriver under på det undertrykte folks, den undertrykte nations ret til løsrivelse, ret til at danne en selvstændig stat, at man gør op med sin fortid som kolonimagt.

Det andet spørgsmål når jeg ikke at besvare. Det er en meget omfattende diskussion om, hvem der tjener på hvad, men man kan jo gå en tur i de grønlandske butikker, og så vil man kunne se, at næsten alle varer er fra danske virksomheder.

Tak. Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Nu sagde hr. Finn Sørensen, at han savner udspil fra Færøerne om, hvad det er, man vil. På Færøerne mener man f.eks. helt grundlæggende, at den danske grundlov ikke er en god ramme om rigsfællesskabet, fordi den ikke genspejler virkeligheden. Den taler om ét parlament, det er Folketinget, om én regering, det er den danske regering, om én udenrigspolitik, om én institution, som har lov til at opkræve skat, og det er Folketinget. Samtidig er virkeligheden sådan, at vi er tre parlamenter, der er tre instanser, som kan opkræve skat osv. Derfor har man i mange år ønsket en færøsk grundlov, som bygger på de principper, at retskilden på Færøerne er Færøernes folk, at Lagtinget er den øverste myndighed på Færøerne, at man anerkender rigsfællesskabet med de kompetencer, som er udviklet gennem årene, men at man har ret til at overtage de områder, som Danmark forvalter på Færøernes vegne.

Der var en bred opbakning til forslaget, men den forhenværende statsminister kom en dag flyvende med militærfly og bebudede, at det var ulovligt, at det ikke kunne ske, fordi det var et brud på grundloven. Så der har været udspil, og jeg synes, at der nogle gange har manglet en pragmatisk forståelse for, hvordan man indretter den formelle ramme i henhold til den virkelighed, vi lever i.

Tak. Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Det forhold, som ordføreren peger på, er jeg helt enig i, det er jo en berettiget kritik, og det burde laves om. Man kan så sige, ikke for at undskylde de fejl, der ligger i statutterne, men heldigvis har vi jo så været i stand til at administrere det nogenlunde pragmatisk, og de skiftende danske regeringer har også været i stand til at administrere det nogenlunde pragmatisk. Men det ændrer ikke på, at det forhold bør laves om. Det er jo rigtigt, at det er et konkret udspil, som det danske Folketing så burde have taget langt mere positivt imod, helt sikkert. Min bemærkning var nu først og fremmest møntet på spørgsmålet: Hvad vil Færøerne på længere sigt med rigsfællesskabet?

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for svaret. Jeg er fuldstændig enig i, at man i det store hele har forvaltet det meget fint, meget pragmatisk og med en stor forståelse osv. – ikke altid, men i det store hele. Men hvad er så Enhedslistens mening om den danske grundlov? Mener man i Enhedslisten, at den genspejler virkeligheden, eller gør man ikke det? Og hvis man ikke mener, at grundloven, hvor der tales om ét parlament og én regering, genspejler virkeligheden, er der så et ønske fra Enhedslistens side om at få den ændret, således at den genspejler virkeligheden?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, jeg fik sagt det, men jeg vil gerne gentage, at jeg er helt enig i det forhold, som hr. Sjúrður Skaale peger på her, nemlig at grundloven ikke afspejler virkeligheden på det her punkt. Og da vi jo går ind for både Grønlands og Færøernes ret til selvstændighed – man kan så lidt polemisk sige, at Færøerne jo ikke sådan helt har besluttet sig for, at de gerne vil have den ret, sådan opfatter jeg det i hvert fald – så er vi selvfølgelig også indstillet på at bringe statutterne i overensstemmelse med virkeligheden. Vi er tilhængere af, at man både i Grønland og på Færøerne kan udforme sin egen grundlov.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Mange tak. Der bliver talt meget om retten til at få selvstændighed, men jeg synes det klinger hult i forhold til retten til eksempelvis at have sin selvstyrelov i Grønland. I forhold til storskalaloven, i forhold til at skulle have udenlandsk arbejdskraft ind siger hr. Finn Sørensen her i dag, at det drejer sig om at få fremmed arbejdskraft ind på ringere vilkår. Jeg er meget interesseret i og meget spændt på at høre, hvordan hr. Finn Sørensen og Enhedslisten vil deltage i forhandlingerne om den lovændring, der skal ske i Danmark, for at Grønlands ønske i forbindelse med storskalaloven kan gå i opfyldelse, for der skal fremmed arbejdskraft ind i anlægsfasen. Så jeg vil meget gerne have et klart svar fra hr. Finn Sørensen og fra Enhedslisten på, om man har respekt for selvstyreloven og det, at den giver ret til, at Grønland kan træffe beslutninger.

Tak. Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det klare svar skal ordføreren nok få, når der ligger et lovforslag fra regeringens side, som vi skal forholde os til. Jeg skal bare sige, at som udgangspunkt er der ikke nogen nye meldinger i forhold til det, vi tidligere har meldt ud om storskalaloven. Vi anerkender det grønlandske Landstings ret til at vedtage en storskalalov. Det sætter vi ikke spørgsmålstegn ved. Vi blander os – i gåseøjne – kun i det omfang, vi bliver tvunget til det, og det gør vi, fordi det danske Folketing skal tage stilling til en ændring af udlændingeloven, en særlov, og udlændingepolitikken ligger nu engang her i det danske Folketing.

Når vi skal tage stilling til en sådan ændring af udlændingeloven, skal vi tage hensyn til de internationale forpligtelser, som Danmark har, nøjagtig som man skal, når man diskuterer uran. Der har Danmark altså ratificeret og godkendt og bakker op om en stribe ILO-konventioner, der handler om arbejderrettigheder og menneskerettigheder, og der skal vi sikre ... (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Man skal respektere taletiden, og den er stærkt overskredet. Jeg har sagt til nogle gange). Undskyld, undskyld.

Værsgo til hr. Flemming Møller Mortensen.

Jamen jeg kan ikke tolke det på anden måde, end at det er at forsøge at lægge hindringer i vejen for, at Grønland kan gøre det, Grønland gerne vil. Det kan godt være, at der bliver rystet på hovedet, men sådan tolker jeg det, og sådan har jeg også opfattet debatten, hvor hr. Finn Sørensen og jeg har været i debat og dialog om de her emner. For der er blevet sagt fra grønlandsk side, og der er blevet sagt fra danske ministeriers side, at det her er et spørgsmål om, at alle ILO-konventioner aftaler skal overholdes, og det siger Grønland vil ske. Så hvor er det, Enhedslisten har retten, jævnfør selvstyreloven, til at have den holdning, man har nu? Jeg synes bare, det klinger meget, meget hult at hævde for at ville undgå misforstået solidaritet, at man er ydmyg over for det regelsæt, der er, og som Enhedslisten står som forsvarer for.

Tak. Ordføreren.

Ordførerens præmis her er helt forkert. Hvis den var rigtig, kunne jeg med lige så stor ret spørge: Hvad er ordførerens og altså Socialdemokraternes og regeringens ret til at sætte spørgsmålstegn ved kompetenceforholdene, når vi taler om udvinding og eksport af uran? Det handler om, hvad vi som medlemmer af det danske Folketing er forpligtet til at forholde os til, og der har den danske regering og det danske Folketing godkendt og påtaget sig nogle internationale forpligtelser, både i forhold til ikkespredning af uran, men også i forhold til overholdelse af konventioner om arbejder- og menneskerettigheder. Der er vi naturligvis, når vi skal forholde os til en ændring af udlændingeloven, nødt til at tage hensyn til, om det grundlag, der ligger for den ændring, er i overensstemmelse med de internationale forpligtelser, som Danmark har.

Tak for det. Fru Sara Olsvig.

Tak. Tak til ordføreren for et interessant ordførerindlæg. Jeg har to forskellige spørgsmål. Det ene handler om de barrierer i forbindelse med lovarbejdet, vi også møder her, imellem det lovarbejde, der laves i Folketinget, og det lovarbejde, der laves i Inatsisartut, og som ofte er det samme eller i hvert fald hænger meget tæt sammen. Der har vi en udfordring, som er en sproglig udfordring. Nu er det jo sådan, at der rent faktisk er en hel del mennesker i Grønland, som ikke taler dansk, og de er afskåret fra f.eks. at læse, når hr. Finn Sørensen her i Folketinget stiller § 20-spørgsmål eller udvalgsspørgsmål, som vedrører Grønland, for de bliver ikke oversat til grønlandsk. Mener hr. Finn Sørensen, at det er hensigtsmæssigt, når vi sidder med lovarbejde, f.eks. når vi sidder med sagen om juridisk faderløse og stiller en masse spørgsmål til den danske regering, at det ikke bliver oversat, når vi gerne skulle have en struktur inden for rigsfællesskabet, som gør, at vores system er så smidigt, at vi får vedtaget love, når de skal vedtages, og vi får kommunikeret på en måde, så vi forstår, hvad hinanden mener om de love, og hvad de forskellige regeringer mener om de her love? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er sådan set mere en kommentar til ordførerens efterlysning af grønlandske og færøske holdninger til, hvad Danmarks rolle skal være. Der vil jeg sige, at én rolle, som Danmark i hvert fald har i forhold til Grønland, er at leve op til selvstyreloven; altså at leve op til, at man også i selvstyreloven har aftalt, at der er nogle sagsområder, som skal højnes til et niveau, så det tilsvarer det danske, og at vi ikke skal gå og kæmpe år efter år for f.eks. at få bevillinger nok til retsvæsenet, til kriminalforsorgen, til forsvaret osv. Der synes jeg faktisk ikke at Danmark helt lever op til den rolle, som Danmark bør have i henhold til selvstyreloven.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Tak. På det første spørgsmål må jeg svare: Nej, det er ikke hensigtsmæssigt. Det store flertal af den grønlandske befolkning – eller rigtig mange grønlændere, måske er det ikke et stort flertal, hvad ved jeg om det, men rigtig mange grønlændere – læser ikke dansk og specielt ikke lovteknisk dansk og folketingssprog, ingen tvivl om det, og det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at de ikke har mulighed for at følge med i behandlingen af love i det danske Folketing, der vedrører Grønland. Hvordan vi så skal løse problemet, har jeg ikke på stående fod noget svar på. Men jeg er i hvert fald meget interesseret i at indgå i en dialog med ordføreren om det spørgsmål.

Hvad det andet spørgsmål angår, kan man kun være enig i ordførerens holdning: at på de områder, hvor Danmark har ansvaret, retsvæsenet f.eks., skal vi selvfølgelig leve op til den samme standard, som vi har herhjemme, og jeg tror, vi alle sammen er klar over, at der er rigtig store udfordringer for det grønlandske retsvæsen. Det vil jeg også gerne samarbejde med ordføreren om, så vi i langt højere grad løfter vores ansvar på det område.

Værsgo, fru Sara Olsvig.

Tak. Så vil jeg egentlig også gerne i forlængelse af det spørge til den konkrete sag om storskalaloven og den ændring af opholds- og arbejdstilladelser, der skal ske i udlændingeloven her i Folketinget. For der ser vi igen en barriere. Vi har set, at den her sag har kørt frem og tilbage. Nogle partier har bedt om timeout, andre partier som Enhedslisten har, sådan som jeg opfatter det, sat spørgsmålstegn ved den beslutningskompetence, man har i Inatsisartut. Man vedtager en lov i Inatsisartut, som på nuværende tidspunkt efter den anden behandling har hundrede procent opbakning i det grønlandske parlament. Hvordan vil Enhedslisten så foreslå at man arbejder fremover, hvis det skal være sådan, at udmøntningen af den lov bliver stoppet af noget fnidderfnadder i Folketinget? Sådan har jeg lyst til at kalde det, for der er jo endt med at være rigtig meget indenrigspolitik i det, der sker i Folketinget i forhold til den ændring af udlændingeloven, der skal ske.

Tak. Ordføreren.

Det er nu ikke min opfattelse, at det er de spørgsmål, vi har stillet her i Folketinget, der har stoppet behandlingen af loven. Jeg tror, det skyldtes, at der kom et landstingsvalg imellem i Grønland, som gjorde, at man fik en ny regering, der så ville lave om på loven, for vi var jo sådan set klar til at skride til behandling af et lovforslag. Men der er jo endnu ikke kommet et lovforslag fra den danske regering. Der var et på vej; det blev så stoppet på grund af valget, sådan forstod jeg det. Så det er vel ikke helt rimeligt lige i det her tilfælde at sige, det er det danske Folketing, der har forhalet beslutningen.

Jeg synes heller ikke, det er rimeligt at sige, at Enhedslisten har sat spørgsmålstegn ved beslutningskompetencen. Det har vi ikke. Jeg sagde udtrykkeligt før: Vi anerkender fuldt ud det grønlandske Landstings ret til at vedtage en storskalalov, i hvilken som helst form det grønlandske Landsting måtte ønske det. Vi forholder os kun til det, vi skal forholde os til i det danske Folketing, nemlig grundlaget for en særlov i forhold til udlændingeloven for Grønland. Det er det, vi skal forholde os til her, og der er det da både vores ret og pligt som medlemmer af Folketinget at sikre, at den lov, vi så i givet fald skal vedtage her, efter vores bedste opfattelse er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser i forhold til arbejde og menneskerettigheder. Det er Enhedslistens tilgang til det.

Tak. Så er det fru Annette Vilhelmsen. Værsgo.

Også tak for et godt indlæg fra hr. Finn Sørensen. Jeg har to korte spørgsmål – jeg tager først det ene og så det andet. Det ene drejer sig om sikkerheden, for der sker jo en større gennemsejling på både øst- og vestsiden i dag, og muligheden er der. Det er også af hensyn til de klimaændringer, der er sket. Hvad er Enhedslistens holdning til den skærpede indsats, den indsats eller den overvågning eller den patruljering – hvad vi nu skal sige – der skal være der, for at vi har den optimale sikkerhed, både af hensyn til klimaet, men selvfølgelig også af hensyn til den almindelige sikkerhedsrisiko, som der er i farvandet? Hvordan ser Enhedslisten på det?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Vi er meget bekymrede over den situation, vi har. Det er ikke vores opfattelse, at beredskabet er af en sådan art, at det er i stand til at imødegå f.eks. et stort olieudslip i det arktiske. Vi har også problemet med krydstogtskibe med tusindvis af mennesker om bord, der sejler i områder, hvor der overhovedet ikke er beredskab til at redde de mange tusinde mennesker, hvis de kommer ud for et forlis.

Vi har også statsrevisorernes ord for, at det beredskab, der er til rådighed, er meget problematisk, og det skal der arbejdes med, ligesom der også skal arbejdes med de internationale regler for, hvordan krydstogtskibene kan færdes i de her farvande. Og så er der hele spørgsmålet om at erkende, at Danmark jo ikke i sig selv har det forsvarsmæssige materiel, om man så må sige, fly, skibe osv., til, at vi, bare inden for de farvande, vi har ansvaret for, selv vil kunne løse opgaven. Den må løses gennem et internationalt samarbejde, og her har Enhedslisten faktisk i Nordisk Råd tilsluttet sig det øgede forsvarssamarbejde, som er iblandt de nordiske lande, netop ud fra en forudsætning om, at det vil kunne bruges til at styrke beredskabet i det arktiske område.

Tak for det. Fru Annette Vilhelmsen.

Det andet spørgsmål lagde hr. Finn Sørensen faktisk selv op til. Jeg er nysgerrig efter at vide, om Enhedslisten kunne løfte lidt af sløret for, hvor der er plads til forbedringer i forhold til Enhedslistens syn på Grønland og de indsatser, der skal være.

Tak. Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Nu vil jeg jo ikke gentage hele ordførertalen, men jeg mener faktisk, i hvert fald i forhold til regeringens adfærd – det var det afsnit, jeg havde om ydmyghed – at der er plads til forbedringer. Måske vil nogle i Grønland også mene, at jeg skulle være noget mere ydmyg og lade være med at have så mange meninger om, hvorvidt det er fornuftigt at udvinde uran osv., og om det her med arbejde og menneskerettigheder, men jeg synes, der er to niveauer i den måde, vi skal diskutere på. Det ene er at respektere de kompetenceforhold, der er i kraft af hjemmestyreaftaler og selvstyreaftaler, og det andet er, at vi har en åben politisk diskussion om, hvad vi egentlig synes om det, vi går og gør hver især. Andre må jo så bedømme, om Enhedslisten har brug for forbedringer i vores arbejde. Vi tager gerne imod kritik.

Men jeg synes jo nok, at vi skal respektere – det gør Enhedslisten i hvert fald – at vi har at gøre med to dele af rigsfællesskabet, som set fra Enhedslistens side burde have en klar ret begge to til at løsrive sig fra Danmark og danne en selvstændig stat, den dag de ønsker det, og at det, vi har brug for, er, at de to dele af rigsfællesskabet så tydeligt som muligt, så konkret som muligt, siger, hvad det er, vi – om man så må sige – skal hjælpe med og reagere på og forholde os til i den proces.

Der er ikke flere spørgere. Tak til Enhedslistens ordfører. Den næste ordfører er hr. Villum Christensen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal også takke for redegørelsen og lejligheden til en gang om året at rette blikket mod rigsfællesskabets problemstillinger. Man skal jo ikke så langt ned i teksten, før man igen bliver mindet om – for det er jo ikke nyt – at de økonomiske og især de bagvedliggende demografiske udfordringer er betydelige, ja, ganske betydelige. I det relative fald i arbejdsstyrken på især Færøerne opereres der jo med helt andre procenter end dem, vi kender her i den sydlige del af fællesskabet, og vi har allerede hørt om, at omregnet til danske forhold er vi altså i 100-milliarderkronersklassen, når det handler om nødvendige reformer.

Af disse grunde er det selvsagt helt afgørende, at mulighederne for at skabe størst mulig værdi og vækst ud af de grundlæggende ressourcer, som jo meget entydigt knytter sig til råstoffer, fiskeri og turisme, på enhver måde bliver udnyttet bedst muligt. Vi støtter derfor helhjertet Grønlands selvstændige ønske om at kunne leve fuldt og helt op til selvstyrelovens intentioner, naturligvis i respekt for de sikkerhedspolitiske begrænsninger, der er i forbindelse med uranindvending og -eksport, samt eventuelt også i forbindelse med de sjældne jordarter, således at en reel produktion og afsætning ikke forplumres af trakasserier, kan man vel kalde det, som primært er indenrigspolitisk båret. Det er råstofudvindingen alt for vigtig til, for hvad er egentlig alternativet? kunne man spørge.

Vi taler om, at der nu er givet 71 efterforskningstilladelser, det kan man i hvert fald læse sig til, så nogle tror altså på, at der er noget deroppe. Jeg er sikker på, at grønlænderne har gjort sig umage med at sikre sig en passende del af værdierne, så de også kommer til at tilfalde det grønlandske samfund. Bl.a. har man jo hentet rigtig meget faglig støtte udefra.

Jeg synes i øvrigt også, at det er positivt at se, hvorledes SAR-beredskabet og søkortlægningen og de mange forskningsaktiviteter ser ud til at skride frem på Grønland, især når man sammenligner redegørelserne år for år.

Med disse ord skal jeg anbefale forslaget til vedtagelse om fortsat at arbejde for, at der kommer god mening og substans i det, vi kalder ligeværdig dialog mellem parterne i rigsfællesskabet.

Tak til ordføreren. Der er lige kommet en spørger, det er Sara Olsvig, så ordføreren skal lige blive. Tak.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om Liberal Alliance ikke har en holdning til sagen om juridisk faderløse. Igen er spørgsmålet her, om Liberal Alliance mener, at der bliver en reel ligestilling af de berørte mennesker, når der nu i den nye lovændring er indbygget en ny forskelsbehandling, som afskærer dem, hvis fædre er afgået ved døden, når dødsboet er opgjort, fra en arv. Hvad kunne Liberal Alliance foreslå man kunne gøre for at genoprette eller oprette en ligestilling også for de mennesker, der er afskåret fra arv?

Ordføreren.

Man kan selvfølgelig altid diskutere, om der er rimelighed eller ikke rimelighed, og der er nok en pointe i, at selvfølgelig er der noget at komme efter lige præcis her, men rimeligheden skal jo også gå på, om det overhovedet er muligt at lave en rimelig forvaltning af de her ting. Det har jo flere gange været fremme, hvor juridisk indviklet det er, og det er jo ikke altid sådan, at alle problemer lader sig løse. Den logik findes jo desværre ikke, for omkostningerne ved at søge at løse problemet kan gå hen og blive meget større, så vi får nogle andre urimeligheder. Det her er jo ikke nemt stof. Der er masser af dilemmaer i det, og det tror jeg også spørgeren udmærket godt ved. Det har jo været fremme rigtig mange gange i debatten.

Fru Sara Olsvig.

Tak. Men f.eks. er det jo ikke fuldt ud afdækket, hvor mange mennesker der lige præcis er tale om her. Er ordføreren så ikke enig i, at man måske burde sætte sig ned og se på, hvad forholdet lige præcis er, hvad det er for nogle løsningsmuligheder, der er realistiske, og hvad der ikke er realistisk? For det har man jo ikke engang gjort. Man har lavet en udredning, som er tilbage fra 2011, som siger, at der er et problem, og der er de og de historiske baggrunde for, at det problem er opstået, men man har ikke sat sig ned og set på, hvad man fremadrettet kunne gøre for at løse den forskelsbehandling og den yderligere nye forskelsbehandling, som kommer, selv om man vedtager det her lovforslag. Kunne ordføreren forestille sig, at det var noget, man f.eks. kunne gøre fremadrettet?

Ordføreren.

Man kan jo altid diskutere, hvor meget man skal investere i at løse problemer. Det er min bedste overbevisning, at regeringen vil strække sig rigtig langt for at få løst det her problem. Det har vi også hørt flere gange i debatten, netop fordi det er så kompliceret stof, som det er, og jeg tror ikke, at der er ret mange, der ikke har lyst til at løse problemet. Det er, som om det bliver talt op, som om det er noget, man helst vil glemme, og sådan er det jo ikke. Det tror jeg også spørgeren udmærket godt ved. Det er jo ikke sådan. Man vil gerne løse det, lige så godt man kan, men det er ikke nemt, og det er ikke alting i denne verden, der bare lader sig løse.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Konservative Folkeparti, hr. Mike Legarth.

Tak, fru formand. Rigsfællesskabet er en gave fra fortiden, som det er enhver generations pligt at vedligeholde, udvikle og bringe rigere ind i fremtiden. Det er derfor afgørende, at alle dele af rigsfællesskabet føler sig godt tilpas i fællesskabet, og at hver part tager hensyn til de andre parter i dette fællesskab. Er det ikke tilfældet, vil det gå i opløsning. Det vil være skidt for Danmark, for med rigsfællesskabet spiller vi sammen en rolle, vi aldrig kan spille hver for sig. Danmark vil blive mindre, og alt afhængigt af verdenssituationen vil Grønland og Færøerne blive mere udsatte.

Vi ser jo netop nu, hvordan ændringer i Ruslands optræden over for dets naboer kan få virkning for os alle sammen, herunder ikke mindst med tiden skabe spændinger i forhold til Arktis og Atlanterhavet. For Grønlands og for Færøernes vedkommende er rigsfællesskabet en paraply mod trusler og aggressioner i en spændt verdenssituation. Af hensyn til alles sikkerhed i rigsfællesskabet har vi således alle sammen brug for det.

Derfor er det også vigtigt, at Grønland og Færøerne får en mere fremskudt plads i den danske undervisning, hvor de vel stort set er fraværende. Det er vigtigt, at der kommer mere samkvem mellem borgerne i alle dele af rigsfællesskabet. Og her gælder det jo først og fremmest, at danskerne ved for lidt om Grønland og Færøerne og besøger dem i alt for begrænset omfang. Tag derop, der ligger fantastiske oplevelser og venter.

Både Grønland og Færøerne har ondt i økonomien. En øget turisme kan hjælpe på det, og især for Grønlands vedkommende er den i vækst, men det betyder også, at risikoen for ulykker til havs er stigende, ikke mindst når sejlruterne i takt med isens smeltning kan gå længere mod nord. Derfor er det vigtigt, at søkortene færdiggøres, og meget gerne i et hurtigere tempo, end det er tilfældet i dag. Og det er vigtigt, at vi har en klar opgavefordeling i forbindelse med eftersøgning og redning. I denne forbindelse er det væsentligt, at aftaleparterne implementerer de aftaler, der også er indgået i Nordisk Råd og mellem de arktiske fem.

En anden forbedring af økonomien kunne være at få mere ud af den grønlandsk-dansk-amerikanske Joint Committee, som blev sat i verden i forbindelse med Igalikuaftalen fra 2004, og jeg vil egentlig godt spørge statsministeren om, hvordan det nu går med den. Den skulle jo give Grønland en øget økonomisk aktivitet og flere forsknings- og uddannelsesmuligheder.

Mens vi er ved økonomien, vil jeg sige, at det også er af stor betydning, at vi undgår en bankkrise, som Færøerne oplevede i begyndelsen af 1990'erne, og derfor er det godt, at der er iværksat et samarbejde om det.

Økonomisk er fiskeriet afgørende for både Grønland og Færøerne, og derfor må Danmark være behjælpelig med at få de relevante aftaler på plads, ligesom vi skal hjælpe dem med de frihandelsaftaler, de efterspørger. Vi skal støtte Grønland i hvalfangstsspørgsmålet, hvor vi jo hidtil forgæves har forsøgt at få Hvalfangstkommissionen til at forstå, at hvis den ikke tillader videnskabeligt godkendt bæredygtig fangst, vil denne kommission falde fra hinanden, og så er der ingen garanti for bæredygtig hvalfangst.

Vi skal også hjælpe Grønland i spørgsmålet om eksport af sælprodukter. Sælen fanges bæredygtigt i Grønland – og med anerkendte metoder. Det grønlandske sælskind kan være et brand, som medvirker til, at disse sælskindsjakker og -frakker kan bæres uden dårlig samvittighed. Hertil kommer, at vi naturligvis skal fjerne alle de hindringer, der ligger i vejen for et normalt samkvem mellem alle delene af rigsfællesskabet, hvilket alle i Folketinget for nylig tilsluttede sig, ligesom vi skal fjerne de relevante grænsehindringer inden for det nordiske samarbejde.

I forbindelse med rigsfællesskabets forhold til omverdenen er spillereglerne jo fastsat i grundloven, som ikke står foran en ændring. Vi må leve med den, vi har, og inddrage Grønland og Færøerne, når deres forhold er til forhandling internationalt eller berøres af internationale forhold. Det har vi aftalt i Itilleq- og Fámjinerklæringerne. Men hvad angår uran og visse sjældne jordarter, forbliver det fortsat den danske regering, som har det sidste ord, hvis eksporten af disse risikerer at få udenrigs- og sikkerhedspolitiske konsekvenser. Vi kan ikke sætte rigsfællesskabets sikkerhed på spil, hverken på kort eller lang sigt, men det er godt, at der er en dialog og et samarbejde herom.

Konkluderende for Det Konservative Folkeparti kan jeg kun gentage, at vi skal beskytte, bevare og udvikle rigsfællesskabet, og det er til gavn for alle dele af og alle borgere i rigsfællesskabet. Vi støtter naturligvis forslaget til vedtagelse, som vi selv er medforfatter af.

Tak for det. Der er foreløbig tre medlemmer, der har meldt sig med korte bemærkninger. Først er det fru Sara Olsvig.

Tak til ordføreren. Det er rart at høre, at ordføreren kommer ind på mange af de områder, som ikke har været så meget oppe i løbet af dagen: hvalfangst, sælfangst og også aftalen mellem USA, Grønland og Danmark i Joint Committee. Vi er mange, der efterlyser et bedre og større, kan man sige, udbytte af den aftale. Hvad vil Konservative konkret gøre, for at man får et bedre udbytte af aftalen med USA om Thule Air Base? Og vil ordføreren lidt uddybe det, han kommer ind på i sin tale om det her?

Ordføreren.

Vi vil jo gerne bistå, understøtte og supportere så godt, vi overhovedet kan, men skal vi gå sådan mere konkret til værks, mener jeg nu, at det er de aktører, der er en del af den her forening, hvis vi kan kalde den det, og så i øvrigt vores ordfører til daglig, hr. Per Stig Møller, der skal sætte de betingelser og sætte den dagsorden efterfølgende.

Fru Sara Olsvig.

Ordføreren var i starten af sin tale også inde på forholdet til Arktis og forholdet i Arktis til Rusland og de ting, der sker i øjeblikket med Ukraine. Hvad ser ordføreren som udfordringer i den forbindelse? Altså, der sker nogle forskellige ting i det arktiske område, og vi ved f.eks., at det canadiske formandskab i Arktisk Råd har boykottet nogle møder i Arktisk Råd, fordi de skulle foregå i Rusland. Er der nogle større udfordringer der? Det er der jo selvfølgelig, men præcis hvilke ser ordføreren at der er i forhold til det arktiske samarbejde og den situation, der er i øjeblikket i forhold til Rusland og Ukraine?

Ordføreren.

Jeg synes, at de udfordringer, der skal løses og er på dagsordenen, skal løses i Arktisk Råd. Det er der, hvor problemerne er, de bedst håndteres. Så skal jeg i øvrigt gøre opmærksom på, hvis der er nogen, der ikke har bemærket det, at jeg jo i dag taler for hr. Per Stig Møller, som ikke har været i stand til at være her. Jeg synes, at det må være ham, som tager den dialog fremadrettet.

Tak. Så er det fru Doris Jakobsen.

Man nævnte manglende viden om Grønland fra dansk side, som ordføreren lige har nævnt, men jeg vil også pege på manglende interesse for rigsfællesskabsdebatten her i salen. Der er jo kun få mennesker her i salen – desværre. Jeg vil gerne spørge: Hvad mener man om regeringens holdning til juridisk faderløse og omvendt, det vil sige, hvad mener man om den forskelsbehandling, vi peger på fra grønlandsk side?

Ordføreren.

Først og fremmest kan jeg forsikre, at der fra konservativ side er opmærksomhed på rigsfællesskabet. Jeg synes også, at den tale, jeg her har holdt, dokumenterer, præciserer, at vi tager det her meget alvorligt, og at vi medvirker, så godt vi overhovedet kan, til at få det til at fungere så ypperligt, som det nu er muligt. Med hensyn til de udfordringer, der er, og den problemstilling, der bliver fremsat, er det jo en svær løsning, der er blevet debatteret intenst hele dagen, til det emne, og jeg har ikke det færdige svar.

Fru Doris Jakobsen.

Tak for svaret.

Den næste spørger er hr. Sjúrður Skaale.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for det, som ordføreren sagde, og jeg vil takke for endnu en engageret tale i dag. Det har sådan set været en fin debat. Men jeg vil gerne kvittere for det, som ordføreren sagde, om, at man i danske skoler burde lære noget mere om rigsfællesskabet. Det er jo desværre således, at man kan gå igennem et forløb på 10 år uden at læse en eneste side om f.eks. Færøerne. Det er uheldigt, for er der noget, der kan true rigsfællesskabet på langt sigt, er det manglende viden og de fordomme, som kommer ud af manglende viden. Så jeg vil bare sige, at jeg synes, det er et meget godt forslag og noget, som de ledende myndigheder burde tage til sig. Det var bare en kommentar. Tak.

Ordføreren.

Tak for kommentaren. Jeg er helt enig i, at vi der har en fælles opfattelse og en fælles dagsorden om at få gjort det mere tydeligt. Jeg synes nu, at der dér, hvor jeg har haft min gang, er stor opmærksomhed om Færøerne, og at der er stor opmærksomhed om Grønland. Og vi skal få det til at fungere så godt som overhovedet muligt.

Tak for det. Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger. Så er det ordføreren for IA, fru Sara Olsvig.

Tak. Jeg vil også gerne starte med at takke for redegørelsen. Det er rigtig godt at se, at man kommer godt rundt om de forskellige emner i redegørelsen. Og i Inuit Ataqatigiit er vi rigtig glade for, at Folketinget i dag sætter særlig fokus på rigsfællesskabet.

Rigsfællesskabets konstruktion er under konstant udvikling. Derfor er det også strengt nødvendigt, at vi på alle niveauer styrker vores indsats og evaluerer og forbedrer vores indbyrdes strukturer. Det er vigtigt med en årlig debat som denne.

I den forbindelse vil jeg egentlig gerne lige kort anerkende, at Grønlands regeringsleder sådan set har taget tid af til at sidde og lytte til den her debat. Jeg er glad for, at regeringsledere fra andre dele af rigsfællesskabet også viser interesse for den her debat, som jo er den første.

Nogle af de ting, jeg tidligere har fremhævet her fra talerstolen, vil jeg kort gentage. Det handler bl.a. om, at der skal sikres et administrativt og strukturelt system, som tager højde for de sproglige forskelle, der er mellem Grønland og Danmark. Alt for ofte oplever jeg, at vi sidder med lovarbejdet i Inatsisartut uden at være i besiddelse af de samme høringssvar, som Folketinget har, eller at alt det relaterede arbejde kun foreligger på dansk. Det handler også om, at der er alt for lidt kontakt mellem vores to parlamenter, i forhold til hvor mange sagsområder der faktisk behandles begge steder. Jeg vil igen opfordre Folketinget og regeringen til, at vi ser på, hvordan vi kan forbedre kommunikationen og koordinationen.

I en kronik, jeg skrev i 2012, stillede jeg spørgsmålet: Er Danmark klar til rigsfællesskabets udfordringer? Jeg har været glad for at kunne konstatere, at der løbende har været stor fokus på de udfordringer og muligheder, der er med den udvikling, der sker, særlig på råstofområdet i Grønland og i forhold til forsvarets opgaver i Arktis. Til tider er det da også, som om at andre væsentlige områder såsom retsvæsen, kriminalforsorgen, det generelle behov for øget fælles forståelse for vores historie og behovet for belysning af forhold, som fortsat skaber utryghed blandt vores borgere, drukner i stakken, der handler om potentielle oliefund, mulig uranudvinding og mulig jernmine.

I den forbindelse vil jeg endnu en gang slå fast, at beslutninger om, hvilke mineraler der udvindes hvor og hvornår, tages af Grønland selv. Noget af det, der dog har sprunget mig i øjnene, er, at fokus på det mulige såkaldte råstofeventyr har fyldt proportionalt meget, i forhold til hvor lidt dette kommende erhverv reelt fylder i dagens grønlandske økonomi.

Selvfølgelig skal Grønland gribe mulighederne for at øge sine indtægter gennem råstoffer, men drømmen om råstofferne må ikke blive en sovepude, hverken i forhold til at udvikle andre erhverv i Grønland eller i forholdet mellem Grønland og Danmark.

Råstofferne bør ikke blive det definerende i forholdet mellem Grønland og Danmark. Der er så mange andre områder, som skal udvikles, plejes og belyses for at vi kan opnå det ligeværd og den gensidige respekt, som vi selv har sat som fælles mål med selvstyreaftalen.

Jeg føler, at vi i alt for mange år har ventet på de mange milliarder fra olien eller mineralerne. Vi må ikke glemme at dyrke iværksætterånden, innovationen og nysgerrigheden for andre erhverv særlig hos Grønlands ungdom og i befolkningen generelt. Realiteten er fortsat, at 90 pct. af vores eksport i dag kommer fra fiskeriet. Det vil fortsætte med at være Grønlands økonomisk set vigtigste erhverv i mange år fremover. For Inuit Ataqatigiit har vi derfor fastholdt et kontinuerligt fokus på forsøgsfiskeriet efter bl.a. makrel og sild, siden dette blev påbegyndt i 2010. Af samme grund undrer det mig, at der i forbindelse med den nye aftale, der er indgået mellem Færøerne, Norge og EU, ikke har været en mere tydelig indsats for at sikre Grønlands interesser i forhold til makrelfiskeriet. Nok er Grønland endnu ikke en anerkendt kyststat i den sammenhæng, men vores nu 4-årige forsøgsfiskeri viser med tydelighed, at vi har store interesser i makrelfiskeriet, og at vi fortsat vil fiske efter makrel.

Vigtigst af alt i denne sammenhæng er det for Inuit Ataqatigiit, at vi fremtidssikrer vores historiske fiskerettigheder. I statsministerens redegørelse lægges der vægt på aftalen mellem Færøerne, Norge og EU, men Grønland nævnes ikke i den sammenhæng. Det undrer mig, og jeg vil derfor spørge statsministeren, hvad den danske regering har gjort og vil gøre for at sikre de bedste muligheder for grønlandske kvoter i de internationale makrelforhandlinger, ligesom jeg vil spørge statsministeren, hvad hun ser af udfordringer i forhold til rigsfællesskabet i denne sammenhæng.

I maj måned afholder Inuit Ataqatigiit endnu en konference her på Christiansborg. Fokus er på netop samarbejde på erhvervsområdet. Jeg ser rigtig meget frem til at byde grønlandske studerende, talere og deltagere fra erhvervslivet i både Grønland, Danmark og andre lande velkommen i Landstingssalen den 9. maj. Kontakt med og fokus på de grønlandske studerende i forbindelse med udviklingen af erhvervssamarbejde er ekstremt vigtigt. Vi skal have skabt gode praktik- og uddannelsesmuligheder for de her studerende, og vi skal sikre, at de har kontakten til det grønlandske erhvervsliv, også mens de studerer her i Danmark, så de kommer hjem igen og besætter de mange arbejdspladser, der kan være. Jeg er rigtig glad for det samarbejde, der er i gang mellem Grønland og Danmark på erhvervsområdet, og jeg ser meget frem til at se resultatet af det arbejde, der er i gang i vores respektive erhvervsministerier.

I Grønland står vi i den paradoksale situation, at ledigheden stiger voldsomt, samtidig med at der fortsat viser sig at være brug for udefrakommende arbejdskraft. Bekæmpelse af ungdomsledigheden, uddannelse, efteruddannelse, opkvalificering og en stærk indsats over for den store gruppe af ledige, som har brug for sagsbehandling, inden de kan komme i beskæftigelse, er Inuit Ataqatigiits fokus.

Ja, der skal skabes nye arbejdspladser, men der skal også arbejdes med de mere følsomme områder såsom sociale forhold, misbrugsbehandling og forebyggelse. Det er et langt, sejt træk, og jeg vil hermed opfordre alle til at tage del i denne opgave.

En bekymrende tendens er, at der her i Danmark ses flere og flere unge grønlændere på de sociale væresteder rundtomkring i landet. Alt for mange vælger at rejse fra vores land for at prøve lykken her i Danmark. Nogle har styrken til at bygge en god tilværelse op, og andre har desværre ikke. Jeg er glad for, at socialministeren har taget denne udvikling alvorligt.

Meget af arbejdet skal selvfølgelig gøres hjemme i Grønland, og vi er i gang. Men der er også områder, hvor Danmark har et medansvar. Det gælder særlig de områder, som jeg synes at kunne fornemme er tabubelagte for dele af den danske befolkning. Det handler om kolonitiden, om danificeringen og om spøgelserne derfra. Naalakkersuisut har besluttet at nedsætte en forsoningskommission. Fra Inuit Ataqatigiits side efterlyser vi fortsat, hvad kommissoriet for denne kommission skal være. Partiet er enigt i, at der er et tiltrængt behov for at forlige os med vores forskellighed og vores historie internt i Grønland. Men der er også sager mellem Grønland og Danmark, som også handler om forsoning, og som vi allerede arbejder med. Sagen om de såkaldt juridisk faderløse er en af dem. Lovændringen, som skal rette op på de juridiske faderløses ret til en far, ligger klar til vedtagelse, men den danske regering ønsker ikke at indgå i en dialog med Grønland om den helt klare nye forskelsbehandling, loven indeholder, nemlig det forhold, at juridisk faderløse, som har juridiske fædre, der er døde, og hvis dødsboer er opgjort, ikke får samme genopretning som dem, hvis fædre tilfældigvis ikke er døde.

Med tiden er der selvfølgelig flere og flere af de juridisk faderløse, som har en juridisk far, der er død, og hvis dødsbo er opgjort. Alt for mange år er der gået, uden at staten har fjernet denne menneskerettighedskrænkelse, og nu, hvor arbejdet endelig gøres, gøres det kun halvt. Det er ikke tilfredsstillende. Det er ikke rimeligt, at statsministeren gang på gang har kaldt sagen afsluttet, når Folketinget endnu ikke har færdigbehandlet sagen. Det er heller ikke rimeligt, at man fra statens side nu fuldstændig har afvist at indgå i en dialog om sagen. Det er paradoksalt, når man ser, hvor meget tid og hvor mange ressourcer der fra dansk side bruges på at udrede suverænitetsspørgsmål i forhold til råstoffer. Ligeværd og gensidig respekt er andet og mere end spørgsmålet om penge og suverænitet. Ligeværd og gensidig respekt handler også om, at man fra begge sider åbner op for de sager, som kan være svære at håndtere, også juridisk, menneskeligt og følelsesmæssigt.

Mange mennesker er berørt af sagen om juridisk faderløse. Vi er stort set alle i familie med nogle, som er juridisk faderløse. Her i Danmark og i andre lande, hvor fædrene kommer fra, er der også mennesker, som berøres. Fædrene og de juridisk faderløses søskende er jo også afskåret fra at have et ligeværdigt forhold til den juridisk faderløse person, som uheldigvis blev født på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og under den forkerte lov i forhold til at have ret til en far. Det skal rettes op nu.

Jeg vil spørge igen: Er Danmark klar til rigsfællesskabets udfordringer? Er rigsfællesskabet samlet set klar til vores fælles udfordringer? Uanset hvordan vi vender og drejer det, er der nogle helt praktiske udfordringer, ligesom der også følelsesmæssigt er en del at bearbejde for os alle. Alligevel er det pengene og råstofferne, som lader til at få den danske regering og Folketinget op af stolene. Det kommer gang på gang til at handle om suverænitet og magtspil. Lad os nu også fokusere på de mange andre vigtige forhold, som vi er fælles om at leve under, og som vi skal samarbejde om at løse og udvikle.

Selvstyret er for Grønlands vedkommende knap 5 år gammelt. Aftalen mellem Grønland og Danmark er, at vi i fællesskab skal arbejde mod at øge Grønlands selvbestemmelse. Skal rigsfællesskabet udvikles til et stærkt fællesskab, fordrer det engagement og dialog fra alle parter, ligesom opfyldelsen af selvstyreaftalen kræver en stærk indsats og evne til at føre dialog fra alle parters side. Den dialog mener jeg mangler, og den skal vi have sat meget mere gang i.

Til sidst vil jeg sige, at Inuit Ataqatigiit støtter forslaget til vedtagelse, som blev fremsat tidligere i dag. Qujanaq.

Tak for det. Der er en stribe spørgere, der har meldt sig for korte bemærkninger, og jeg har foreløbig fire på listen. Den første er hr. Søren Espersen.

Tak. Det er et spørgsmål, jeg retter til fru Sara Olsvig, fordi hun også sidder i Grønlands Landsting og dermed er grønlandspolitiker så at sige på hjemmebanen. Jeg havde en underlig oplevelse forleden, hvor jeg sendte et spørgsmål til vores miljøminister og bad hende om at spørge sin grønlandske kollega om, hvornår der skete noget i forhold til alle de der mange grimme lossepladser, der ligger rundtomkring i den grønlandske natur, og fik det svar fra miljøministeren, at det spørgsmål ville hun ikke stille til sin grønlandske kollega, fordi det var et område, som var hjemtaget.

Jeg vil egentlig høre fru Sara Olsvigs bemærkning til det. Er det en måde at have et rigsfællesskab på, altså at man ikke kan få lov at stille nogle spørgsmål om et eller andet, der foregår i Grønland?

Ordføreren.

Jeg vil svare sådan, at vi jo heller ikke spørger, hvordan det går med jeres miljøforurening her i Danmark, selv om vi selvfølgelig interesserer os for det. Så hvis det handler om de lossepladser, som håndterer ganske almindeligt hverdagsaffald, så kan jeg egentlig godt forstå, at man ikke har villet spørge. Jeg kunne så godt tænke mig, at man måske havde en mere løbende dialog mellem Grønland og Danmark om den slags fælles interesser, for jeg mener ikke, at det er nok, at vi kun har et rigsmøde og en folketingsdebat.

Hvis det handlede om f.eks. nogle af de mange andre former for lossepladser, hvor affaldet kommer fra gamle militærinstallationer og andre installationer, som har været etableret rundtomkring i Grønland i tidens løb, og som man ikke har varetaget en oprydning af, så undrer det mig rigtig meget, at man ikke har villet spørge. For der har vi altså et rigtig stort efterslæb i forhold til at få ryddet nogle af de efterladenskaber op, som både Danmark og det amerikanske militær har efterladt på grønlandsk jord. Der ville det undre mig meget, hvis det er det, men nu er jeg ikke helt sikker på, om det er almindelige bylossepladser, der tales om, eller om det er andet affald.

Hr. Søren Espersen.

Jeg er helt enig i, at der skal ryddes op. Det synes jeg også sker i øjeblikket, det er f.eks. sket på Grønnedal. Det er ikke det, vi snakker om. Det er princippet om, hvorvidt vi som folketingspolitikere indirekte kan stille et spørgsmål til det grønlandske Landsting og vice versa. Jeg går faktisk ind for det. Jeg går ind for, at vi skal have rettigheden til herfra indirekte at stille spørgsmål gennem vores regering til den grønlandske regering, ligesom jeg går ind for, at grønlandske og færøske politikere skal have lejlighed til indirekte at stille spørgsmål hertil. Så der ligger ikke en skjult dagsorden om militærfolk og om, hvordan de har klattet rundtomkring. Det er et rent principielt spørgsmål om, om det var en idé at indføre det for at styrke rigsfællesskabet, eller om det ikke var det.

Ordføreren.

Jamen hvis det handler om ganske almindelige lossepladser ved byerne, vil jeg da foreslå, at ordføreren tager fat i Frednings- og Miljøudvalget, som jeg f.eks. selv er medlem af, i Inatsisartut. Det er lige præcis nogle af de spørgsmål, vi arbejder med. Så kan vi have en parlamentarisk dialog om også de spørgsmål.

Jeg ved ikke, om man skal oprette en mulighed for danske parlamentarikere for at stille spørgsmål til grønlandske ministre indirekte, sådan som hr. Søren Espersen foreslår, men jeg synes, at der skal være en øget dialog. Det er ikke nok med rigsmøder en gang om året eller en folketingsdebat, som vi nu heldigvis har en gang om året. Man kunne også godt se på at have en mere løbende debat på nogle af de andre områder, som sikkert ikke berøres på et rigsmøde. Jeg er ikke sikker på, at man berører lossepladser på et rigsmøde, men det kunne være, miljøministeren løbende kunne have nogle møder om andre spørgsmål, som kunne blive bragt op.

Tak for det. Så er det fru Annette Vilhelmsen.

Også mange tak for indlægget her fra fru Sara Olsvig. Jeg vil bare lige bede om en uddybning. Fru Sara Olsvig nævnte noget om råstoffer, nemlig at det ikke måtte blive en sovepude. Så jeg kunne bare godt lige tænke mig at få noget lidt mere præcist og måske også lidt mere konkret at vide om udtalelsen om, at råstoffer ikke skal definere forholdet mellem Grønland og Danmark.

Ordføreren.

Det mener jeg både i forhold til det interne forhold i Grønland, men også i forhold til forholdet mellem Grønland og Danmark. I forhold til det interne i Grønland har jeg efterlyst, at vi putter lige så mange ressourcer og lige så meget energi i at snakke om alle mulige andre erhvervsområder end råstoffer og fiskeri. Der er så meget, som kan udvikles, men som vi ikke udvikler i tilstrækkelig grad. Vi bruger en masse energi på at snakke om udvinding af råstoffer, uden at det indtil videre har haft nogen større økonomisk virkning i Grønland. Vi ved jo heller ikke med hundrede procents sikkerhed, at det får en stor økonomisk virkning. Det håber vi jo alle sammen på, men det har det ikke gjort indtil videre, og vi ved heller ikke, om de investeringer, vi har brug for, for at realisere råstofområdet, kommer. Så derfor bør vi også lægge rigtig meget energi i at udvikle andre erhvervsområder.

I forhold til forholdet mellem Grønland og Danmark synes jeg bare at vi i de seneste år har hørt rigtig meget om råstoffer og har glemt andre sagsområder såsom retsvæsenet og kriminalforsorgen. Socialt udsatte grønlænderes vilkår er også noget, vi har måttet kæmpe for år efter år. Det er ikke noget, man automatisk ser på fra det danske Folketings og de danske medlemmers side, og det ærgrer mig.

Fru Annette Vilhelmsen.

Ja, og lige præcis i den forbindelse kunne jeg måske godt tænke mig at få sat lidt flere ord på, hvilken indsats der skal til på uddannelsesområdet. Altså, hvor ser fru Sara Olsvig også meget gerne et samarbejde om, at børn og unge, som vokser op i Grønland, får de bedste muligheder for at uddanne sig og tage de uddannelser, der kan være brug for, uanset om man vil til fiskeriet eller blive jordemoder? Hvad er der brug for, og hvornår vil vi vide, at vi er nået lidt tættere på målet?

Ordføreren.

Helt generelt er der jo et stort behov for uddannelse i Grønland. Vi lever stadig væk med en situation, hvor alt for få har en videregående uddannelse, hvor rigtig, rigtig mange af vores ledige er ufaglærte, og hvor vi generelt har rigtig, rigtig meget brug for, at der bliver opkvalificeret, så vi kan tage de gode jobs, og så vi ikke står i den situation, som vi f.eks. gør nu, hvor vi er nødt til at importere en hel del arbejdskraft for at besætte arbejdspladser. Så uddannelse er virkelig nøglen til, at vi kommer til at stå på egne ben, og det er noget, jeg tror fuldt og fast på. Derfor skal vi også arbejde rigtig meget med uddannelsesområdet.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til ordføreren for et rigtig godt indlæg. Ordføreren havde jo fat i en vigtig ting for vores rigsfællesskab, specielt i forhold til Grønland, og det er, at vi har forpligtet os – Danmark har jo forpligtet sig – til at samarbejde med Grønland på Grønlands vej frem mod selvstændighed. Derfor er mit spørgsmål: Har ordføreren nogle sådan mere konkrete forslag til, hvad Danmark kunne gøre for at opfylde den rolle bedre, end vi gør i dag?

Ordføreren.

Det er f.eks., som jeg har nævnt, at man udviser et større engagement og en større interesse, også fra de danske folketingsmedlemmers side, for at komme de mange problemer i forkøbet, som vi ser på f.eks. områder som retsvæsen og kriminalforsorg og andre sagsområder, som fortsat er dansk ansvar. Det, jeg synes man ofte glemmer her, er, at vi rent faktisk i betænkningen til forslaget til selvstyrelov jo har en klar tekst, som siger, at sagsområder, som er dansk ansvar, skal højnes til et niveau, som tilsvarer det danske, før Grønland kan hjemtage dem. Så derfor arbejder vi jo også fra Grønlands side for at forbedre de her sagsområder, så de rent faktisk kommer til at være på et niveau, så de tilsvarer det danske. Og det kan man ikke sige at retsvæsenet og kriminalforsorgen er på nuværende tidspunkt, bare som eksempler.

Der efterlyser jeg altså, at man fra de danske parlamentarikeres side, men også fra regeringens side er lidt mere proaktiv i forhold til at varetage det ansvar, der er der fra dansk side. Det skal vi selvfølgelig også gøre hjemme i Grønland, og det gør vi også i meget høj grad i Inatsisartut, og der er det så også, at vi har et problem i forhold til at smidiggøre vores system, så vi nemmere får lavet lovændringer og nemmere får gennemarbejdet det, der skal gennemarbejdes, for at tingene kører smidigere og bedre.

Hr. Finn Sørensen.

Tak for svaret, som i hvert fald tydeliggjorde for mig, at der jo er en ekstra dimension i det at løfte det ansvar, vi har på de områder, hvor det er Danmark, der har ansvaret, f.eks. retsvæsenet. Der er jo også en mere langsigtet strategi bag det.

Så vil jeg spørge: Hvordan passer diskussionen om den her forsoningskommission – vi skal måske ikke hænge os så meget i ordet – sammen med vores fælles forpligtelse og Danmarks forpligtelse til at hjælpe Grønland i en udvikling, der kan pege frem mod selvstændighed? Kunne ordføreren sætte flere ord på, hvordan det hænger sammen? Og kunne ordføreren sætte lidt flere ord på, hvad det er for ting, vi skal diskutere, hvis vi nu ellers kunne få en ordentlig dialog, i forbindelse med den her forsoningskommission?

Ordføreren.

Tak. Den forsoningskommission, som skal nedsættes af naalakkersuisut, handler, så vidt jeg forstår det, jo kun om det interne i Grønland, og det er vi fra IA's side sådan set o.k. med. Vi har bare ikke set noget kommissorium endnu, og vi efterlyser at se et kommissorium for at se, præcis hvad det skal handle om.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en intern proces i Grønland, men jeg synes ikke, man skal glemme, at der altså er områder, som også behøver en form for forsoning mellem Grønland og Danmark, ikke for vores skyld i Grønland, mere for danskernes skyld. Jeg oplever, at der er rigtig mange danskere, som har forskellige følelsesmæssige tanker osv. om forholdet til Grønland og kolonitiden, og der tror jeg man kunne have rigtig god gavn af at få belyst de områder og også få dem gennemdebatteret mellem Grønland og Danmark, både for grønlændere og danskere.

Tak. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Jeg vil gerne takke fru Sara Olsvig for IA's bidrag til debatten, og så vil jeg gerne give en kommentar til det, som ordføreren siger, om, at vi har behov for at få løftet ansvaret i Folketinget på en anden måde, og sige til fru Sara Olsvig, som er formand for Grønlandsudvalget, at jeg synes, vi har et godt udvalg, og at vi har et engageret udvalg, og jeg synes i den grad, at vi har et udvalg med meget få begrænsninger. Det vil jeg egentlig sige, for når fru Sara Olsvig efterlyser mere proaktivitet, må jeg sige, at jeg faktisk synes, vores udvalg er proaktivt. Men vi kan godt have endnu mere proaktivitet i udvalget. Fra udvalgets side er der mulighed for at påvirke alle Folketingets partier. Der er mulighed for at påvirke regeringen, og der er dermed mulighed for at få sat den dagsorden, som fru Sara Olsvig efterlyser. Det er vores mulighed her i Folketinget, og jeg synes, det er en rig mulighed, som vi blot skal udfolde mere, hvis fru Sara Olsvig og et samlet udvalg kan blive enige om det.

I forhold til juridisk faderløse børn vil jeg sige, at jeg meget gerne her vil høre fru Sara Olsvigs løsningsforslag. Hvad tænker IA der skal til, hvis der skal gives en kompensation? Hvilken form for kompensation skal det være, og hvordan skal den sikres i forholdet mellem Grønland og Danmark?

Ordføreren.

I forhold til Grønlandsudvalget vil jeg også sige, at jeg er rigtig glad for, at udvalget har været forholdsvis aktivt, i hvert fald i den tid, jeg har været medlem af Folketinget, og også for, at vi har fået fjernet den tekniske barriere, som handlede om at have direkte kontakt med Inatsisartut, selv om vi sidder her på Christiansborg i København, så vi rent faktisk har fået mulighed for at have videokonferencer med inatsisartutudvalg og at have foretræder med folk, som sidder i Grønland. Det synes jeg er et rigtig stort fremskridt i forhold til at have en bedre dialog mellem Grønland og Danmark på parlamentarisk niveau og også et stort fremskridt, i forhold til at Grønlandsudvalget og forhåbentlig også andre udvalg i Folketinget, når man sidder med sager, kan tage direkte kontakt til folk, som sidder i Grønland, uden at være begrænset af den afstand på 4.000 km, som vi nu er væk fra hinanden.

Med hensyn til de juridisk faderløse – nu kan jeg se, at tiden er gået, jeg ved ikke, om jeg skal fortsætte?

Faktisk ja. Det var godt bemærket, jeg var så optaget af at lytte til talen. Formanden glemte at holde øje med tiden.

Hr. Flemming Møller Mortensen igen for et opfølgende spørgsmål.

Det vil jeg så naturligvis gerne holde fast i, for jeg synes ikke, at vi i Grønlandsudvalget, når vi har diskuteret det, har hørt noget fra IA's side eller fra Siumuts side om, hvad der rent faktisk bæres med til bordet som et løsningsforslag. Og medmindre der bliver givet udtryk for en klar holdning fra Grønlands side til det her område, synes jeg rent faktisk, at den helt klare næsten iscenesættelse, der har været her i debatten i dag, af, at det er et politisk kardinalspørgsmål set fra Grønlands side, viser, at det også har stor indenrigspolitisk indflydelse i den aktuelle debat i Grønland. Det har jeg også fuld forståelse for, men det er jo blevet sagt, også i min tale, at det her er et vigtigt område, som vi ønsker at gøre noget ved, så hvad er IA's model til en løsning på problemet?

Ordføreren.

Fra IA's side har vi faktisk selv bragt emnet om den nye forskelsbehandling ind i behandlingen af den her lovændring i Inatsisartut. Foreningen Ataata – eller det, der hed Foreningen Ataata, altså Foreningen af Juridisk Faderløse – efterlyste, at der blev rettet op på den her nye forskelsbehandling, og det tog vi fra IA's side op i Inatsisartut. Da sagde vi også ganske klart, at vi snakkede om en form for kompensation, uden at gå i detaljer om, hvad det præcis skulle være. Kravet om en økonomisk kompensation kom fra andre partier. Vi vil gerne snakke om, præcis hvad det skal være, ved en efterfølgende dialog.

Den dialog har så været lidt svær at have, fordi vi jo først og fremmest har skullet forholde os til, at der kom et ændringsforslag fra Inatsisartut, og som ordføreren også tidligere har sagt, kom det meget sent, i forhold til at lovforslaget blev behandlet på den her måde. Så derfor har der været både nogle strukturelle og nogle administrative ting, som har gjort, at det hele blev forsinket, f.eks. at vi kun havde høringssvarene på dansk og måtte bruge en masse tid på at få dem oversat til grønlandsk, da vi sad med lovforslaget oppe i Grønland. Det er en af de ting, der har været en hindring her. Så vi er aldrig rigtig nået til debatten om, hvad det præcis skal indeholde, og det vil jeg ellers rigtig gerne debattere.

Tak for det. Der gik tiden igen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det den næste ordfører i ordførerrækken, fru Doris Jakobsen fra Siumut.

Jeg vil gerne starte med at takke regeringen for redegørelsen, men jeg vil også sige, at jeg er glad for, at vores landsstyreformand er til stede og lytter til vores rigsfællesskabsdebat, der er en grundig gennemgang af forholdene i rigsfællesskabet, som det ser ud netop nu. Jeg vil også gerne starte med at takke den nye udenrigsminister for hans klare udmeldinger om en personlig aktiv indsats for hele rigsfællesskabet i forhold til det udenrigspolitiske område.

Det er tydeligt, at samarbejdet mellem de tre regeringer synes at blive stadig mere omfattende og effektivt efter vedtagelserne om udvidet selvstyre i 2005 for Færøerne og i 2009 for Grønland. Det er godt.

Men der er brug for, at vi også fokuserer på det, der ikke står i regeringens redegørelse. Det er f.eks. blevet mere og mere tydeligt, at Danmarks medlemskab af EU kan medføre alvorlige problemer for rigsfællesskabet. Det har vi længe vidst, når vi har talt om hvalfangst og sælfangst, men nu er det også blevet et problem i forhold til fiskeriet og handelen med fisk inden for rigsfællesskabets egne grænser. Når EU igen og igen laver handelsrestriktioner mod vores bæredygtige fangst, bliver det et problem, der på sigt kan sprænge sammenholdet i riget. Der er om kort tid valg til Europa-Parlamentet, og jeg vil bede de danske kandidater bringer dette budskab med sig i valgkampen.

Det er heller ikke godt for rigsfællesskabets udvikling, at der fortsat skabes tvivl om vores ret til selv at håndtere handelen med de ressourcer, vi henter op fra vores undergrund. Den foreliggende redegørelse indeholder således et afsnit, der sår tvivl om vores ret til selv at håndtere vores råstoffer, hvis det måtte passe regeringen i Danmark at erklære, at disse har udenrigs-, forsvars- eller sikkerhedsmæssige aspekter. Det er ikke i overensstemmelse med selvstyreloven. Det er ifølge fremtrædende folkeretsjurister heller ikke juridisk korrekt. Men mest af alt er det dybt skadeligt for udlandets tillid til at indgå aftaler med os om vores råstofpolitik.

Vi har accepteret, at sikkerheden omkring uran er en sag, der skal drøftes og forvaltes i et samarbejde mellem regeringen og Naalakkersuisut; uran er og bliver et mineral af helt særlig art. Men dér stopper fleksibiliteten i forhold til forvaltningen af vores egne råstoffer. På samme måde er det et problem for rigsfællesskabet, at der er kræfter, der søger at forhindre Grønland i at starte den minedrift, vi har så hårdt brug for.

Den nye regering i Grønland har ændret den lov om storskalaprojekter, som forrige år vakte så meget debat i Danmark. Nu er loven absolut rimelig, og den er stadig væk en forudsætning for at hente den udenlandske arbejdskraft, der er helt nødvendig for anlægsfasen af projekterne. Det samme er den lov, som Folketinget skal vedtage for at give muligheden for, at arbejdskraften overhovedet får lov til at rejse ind i rigsfællesskabet. Derfor forventer vi også fuld tilslutning fra partierne herinde til den, så vi kan få sat de første projekter i gang. Så længe der fortsat skabes tvivl om disse regler fra dansk side, kan vi selvsagt ikke tiltrække de nødvendige investorer til at starte mineprojekter, der også vil komme statskassen til gode.

Jeg tror, det er nødvendigt at slå helt fast, at Siumut hellere end gerne ser, at det bliver danske eller nordiske investeringer, der bliver bærende i den grønlandske råstofindustri. Vi kender Danmark og Norden og stoler mere på jer end på nogen andre investorer, og vi deler både samfundssystem og opfattelsen af demokratiet med jer. Så hvis vi selv kunne bestemme, var det fra Norden, at investeringerne og arbejdskraften til vores projekter kom, men vi bliver nødt til at arbejde på det internationale markeds betingelser, og vi må bruge de investorer, der er villige til at samarbejde med os.

Lad mig slutte med at nævne den forsoningsproces, som Siumut har sat i gang. I morgen behandler vi i Grønlandsudvalget loven om de såkaldte juridisk faderløse børn i Grønland. Det er børn af danske mænd på ophold i Grønland før 1963, som af den daværende lov er blevet ladt tilbage uden nogen form for rettigheder i forhold til faderen. Uanset det blev de danske børn i samme situation sikret allerede i 1938. Regeringen har lavet et lovforslag, som behandles i Grønlandsudvalget i morgen, men det foreliggende lovforslag vil desværre kun løse problemet for de børn, hvis far stadig lever. For de børn, hvis far er død, vil loven fortsætte uretfærdigheden. De vil være lige så arveløse som før, og for dem vil den koloniale diskrimination ikke blive fjernet med denne lov.

Vi har som land og som fællesskab brug for, at der bliver rådet bod på den uretfærdighed. Disse efterladte har krav på oprejsning og kompensation for den uretfærdighed, der er overgået dem, og for den familiesituation, de er blevet berøvet. Det samme gælder for de børn, der i 1953 blev skilt fra deres forældre og sendt herned for at tvinges til at blive danske. De og deres familie har ikke engang fået en undskyldning. Det er bare nogle af de eksempler på uretfærdigheder i kølvandet på kolonitiden, som er kendte og synlige. De usynlige og ukendte er langt, langt flere. Alligevel rejses der tvivl om behovet for en forsoning i forhold til de åbne sår, som fortiden har efterladt blandt vores folk.

Det er muligt, at mange danskere ikke forstår, at flere hundrede år med en fremmed kulturs absolutte dominans økonomisk, administrativt, uddannelsesmæssigt, menneskeligt og politisk sætter sig som dybe sår hos de mennesker, det går ud over, uanset om der er brugt fysisk eller væbnet magt undervejs. Danmark har jo ikke prøvet det selv, men derfor kan man vel godt anerkende, at vi, der har været i den situation, har brug for at arbejde for at forsone os selv med den undertrykkelse, vi har været igennem, og at vi faktisk mener, at det burde foregå i samarbejde med dem, der har skabt den situation, vi vil forsones med.

Hvis vi vil styrke rigsfællesskabet, bør vi i hvert fald ikke forsøge at bilde det danske folk ind, at Danmarks politik i fortiden intet har at gøre med de problemer, der findes i Grønland. Derfor er forsoningstanken også en håndsrækning fra os til rigsfællesskabet med Danmark. Det er et forsøg på aktivt at føre den ligeværdighed, som dagens forslag omtaler, fra papiret til virkeligheden. Et rigsfællesskab er et fællesskab i riget, og det basale i det må vel være at gøre ting i fællesskab, hvis alle i riget skal føle fællesskab med hinanden. Alt andet vil svække fællesskabet og dermed riget.

Lad mig slutte med at slå fast, at vi i Siumut anser rigsfællesskabet for at være vores bedste ramme for udviklingen i Grønland. Uden et godt samarbejde med Danmark kommer vi ikke videre ad de veje, som både vi og Danmark ønsker i den arktiske udvikling. For Siumut er der derfor ingen modsætning mellem ønsket om en stadig stigende selvstændighed og et stadig bedre fungerende rigsfællesskab, der for os er to sider af samme sag.

Qujanaq. Tak.

Tak for det. Der er også en stribe ordførere, der har meldt sig. Den første er hr. Christian Friis Bach.

Tak for det, og tak for et godt indlæg. Jeg deler ordførerens vision om at styrke samarbejdet mellem Danmark og Grønland på erhvervsområdet og håber også, at det på sigt kan give indtægter til statskassen, som ordføreren sagde det. Redegørelsen viser dog betydelige økonomiske udfordringer i Grønland, og mit spørgsmål til ordføreren er, om ordføreren finder, at viljen er der i Grønland til at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer for at sikre en bæredygtig økonomi på sigt.

Ordføreren.

Selvfølgelig vil vi sikre vores økonomi i Grønland, og vi vil gerne have en selvstændig økonomi i fremtiden. Statsministeren har også nævnt, at vi kommer til at mangle 1 mia. kr. hvert år frem til 2040. Derfor er det også nødvendigt at starte med den råstofudvinding og minedrift i Grønland, som vi har brug for. Men det skal selvfølgelig være på den sikreste måde. Derfor vil vi også samarbejde med Danmark.

Vi kan ikke altid kun regne med råstofferne, så vi tænker også på de andre erhverv, f.eks. fiskeri og turisme og de andre. F.eks. Island tjener godt på turisme. Det er noget, som vi kan lære af.

Hr. Christian Friis Bach.

Tak for det. Den vision med at samarbejde om at styrke sådan en bred erhvervsudvikling i Grønland og tilsige større danske investeringer deler jeg. Min pointe var udelukkende, at selv med de mest optimistiske scenarier for råstofudvindingen ser det ud til at tage noget tid, og derfor er der jo brug for økonomiske reformer på kort sigt.

Jeg kunne godt tænke mig også at spørge ordføreren: Er det ikke til gavn både for Grønland og for Danmark, at vi står sammen, når det gælder udvindingen af både uran og sjældne jordarter, i lyset af de store politiske og sikkerhedspolitiske udfordringer, der vil ligge? Er det ikke til gavn for os begge to, at vi samarbejder om det?

Ordføreren.

Vi vil gerne samarbejde med Danmark med hensyn til de kommende udvindinger. Vi har kun givet licens til London Mining indtil nu. Men vi er åbne for at samarbejde om uran, og derfor vil vi gerne lave en samarbejdsaftale med Danmark, også fordi det har direkte med sikkerhed at gøre. Vi vil selvfølgelig opfylde alle konventionerne. Men som sagt er sjældne jordarter ligesom alle andre mineraler, og professor Ole Spiermann mener også, at det er et grønlandsk anliggende.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen.

Tak. Siumuts ordfører antydede i sin tale, at der var kræfter, der forsøgte at forhale en storskalalov. Er det rigtigt forstået, at ordføreren mener det? Er ordføreren ikke enig i, at alle her faktisk er interesseret i, at Grønland så hurtigt som muligt bliver økonomisk selvbåren? Eller misforstod jeg det?

Ordføreren.

Vi skal selvfølgelig gøre det på en ansvarlig måde, når vi skal til at udnytte vores naturressourcer. Derfor har vi også en råstoflov, der siger, at man først skal være sikker på, at der ingen risiko er for mennesker og dyr. Men vi vil selvfølgelig gerne tjene vores penge hurtigst muligt, fordi vi mangler økonomisk udvikling. Derfor ønsker vi også, at vores selvstyrelov skal respekteres, også af de danske partier. Vi har hjemtaget råstofområdet, og derfor mener vi også, at andre mineraler, inklusive sjældne jordarter, er et grønlandsk anliggende.

Hr. Søren Espersen.

Det er så den del, der er uenighed om, og som man forsøger at løse. Jeg vil bare gerne have en tilkendegivelse fra fru Doris Jakobsen af, at alle her i det her hus gerne vil have, at Grønland så hurtigt som muligt bliver økonomisk selvbåren, og at man gør alt, hvad man kan, så hurtigt som muligt. Kan jeg ikke få en tilkendegivelse af det og af, at der ikke er nogen, der vil forsøge at forhindre eller forhale det?

Ordføreren.

Vi vil som sagt gerne gøre det på en ansvarlig måde. Vi behøver ikke at skynde os, bare fordi vi vil tjene de penge. Vi vil som sagt gerne gøre det sikrest. Men vi mener alligevel ikke, at vi skal vente i lang, lang tid. Siden jeg var et barn, har jeg altid hørt om, at man skulle starte nogle storskalaprojekter, men vi venter stadig væk på dem. Derfor kan man godt føle, at det på tide at gøre noget ved det.

Tak. Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til ordføreren for et godt indlæg i vores debat her i dag. Jeg vil gerne spørge lidt mere ind til den her diskussion om forsoningskommissionen. Jeg ved godt, der ikke ligger noget forslag til kommissorium endnu, så det må jo blive ordførerens egen opfattelse, går jeg ud fra, og ikke nødvendigvis regeringens. Men hvilken form for dialog vil man gerne have med Danmark i forbindelse med den her forsoningskommission?

Ordføreren.

Vi har jo hørt, at de forsoningskommissioner, der har været i andre lande, f.eks. med deltagelse af de canadiske inuitter, har hjulpet vores stammefrænder ret meget. Vi har jo også en del emner, som vi kan drøfte. Man kan bare tage eksemplet med juridisk faderløse, men også de børn, der blev tvunget til at flytte til Danmark, så vi har noget at arbejde med. Vi mener, at både Grønland og Danmark skal snakke sammen, så vi kan forstå hinanden og bearbejde disse følelser, så vi kan blive stærkere, så vi kan få selvstændighed i fremtiden.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Så kom der jo et par eksempler på emner. Kan ordføreren nævne andre eksempler på spørgsmål, som bør drøftes mellem Danmark og Grønland for ligesom at få ryddet op i tingene, om man så må sige? Gælder det f.eks. også Danmarks ansvar for en meget, synes jeg i hvert fald, voldsom og meget hurtig industrialisering i 1950'erne, der jo sådan set gav det grønlandske samfund nogle udfordringer, som man stadig væk slås med?

Ordføreren.

Altså, man kan tage flere eksempler. F.eks. er Qullissat blevet lukket. Mange mennesker har fået deres følelser såret, men et af de nutidige problemer, som jeg har nævnt flere gange, er de juridisk faderløse. Dem vil jeg gerne gå ind for at hjælpe. Vi mener, at alle – også juridisk – skal have ret til en far, ligesom alle andre danskere har. Vi mener, at lovgivningen skal gælde for alle, uanset om man er grønlænder eller dansker eller færing. Det er disse nutidige problemer, som vi skal diskutere.

Tak for det. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak, og tak til fru Doris Jakobsens bidrag til Siumuts indlæg i debatten, og også tak til partilederen for tilstedeværelsen i salen her i dag.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål om forsoningskommissionen. Som jeg har tolket det, læst det, hørt det, er forsoningskommissionen et internt grønlandsk anliggende. Det er grønlandsk finansieret, det er et grønlandsk initiativ, det er et grønlandsk projekt, og det bliver et grønlandsk kommissorium. Det, jeg har fæstet mig ved i ordlyden, er:

»For at lægge afstand til koloniseringen af vort land, er det nødvendigt at der finder forsoning og tilgivelse sted.«

Der har været en lille smule forvirring, synes jeg, med hensyn til om man her har haft klare forventninger til Folketinget, til Danmark om at involvere sig i forsoningskommissionen. Jeg kan i hvert fald ikke se noget sted i strukturen, at man her har givet udtryk for en forventning til Danmark.

Ordføreren.

Som bekendt blev Grønlands status som koloni ophævet med grundlovsændringen i 1953, og Grønland blev indlemmet i rigsfællesskabet. Trods indlemmelsen i rigsfællesskabet er der stadig væk den dag i dag en del sager, man kan bringe op til revurdering, ligesom jeg har nævnt de forskellige ting. Vi mener også, at ved at adressere tidligere svigt og konfliktoplevelser kan man begynde at hele såret og skabe en sund fremtid for de implicerede. Vi har som samfund et fælles ansvar for at løfte fælles udfordringer og bidrage til en positiv samfundsudvikling i samarbejde med f.eks. Danmark. Men det er ærgerligt, at Danmark ikke vil være med. Men det vigtigste er, at man skal bearbejde de grønlandske følelser.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det er jo klart, at jeg føler en lille smule for det, når der ligger lidt en bebrejdelse af, at Danmark ikke vil være med. Når jeg læser om det, vil jeg sige til fru Doris Jakobsen, kan jeg ikke noget sted se, at der fra Siumuts side er blevet givet udtryk for, at det faktisk er en forventning, at man går med. Men lad os tale mere om det efterfølgende.

Med hensyn til juridisk faderløse børn vil jeg gerne høre fru Doris Jakobsen om Siumuts holdning til, hvad den økonomiske kompensation skal gå ud på. Er det sådan, at Siumut har gjort sig konkrete tanker om, at det skal være en samfinansiering mellem Grønland og Danmark, eller kan hun måske give et lidt mere konkret billede af det?

Ordføreren.

Jeg vil gerne sige, at det er dansk lovgivning, og ansvaret for de juridisk faderløse er hundrede procent dansk. Jeg mener ikke, at Grønland skal være med til at finansiere i forhold til dette problem. Vi mener, at der er forskelsbehandling for de grønlandske juridisk faderløse. Når det er muligt for de danske borgere, hvorfor gælder det så ikke for grønlænderne? Det er forskelsbehandling og en krænkelse.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Sambandsflokkurin, hr. Edmund Joensen.

Tak for det. I dag har Folketinget påbegyndt en ny tradition med en årlig debat om rigsfællesskabet. Sambandspartiet håber på en konstruktiv tradition uden fordomme og berøringsangst.

Et vigtigt tema er, at vi efter 634 år i samme rige stadig vil rigsfællesskabet. Spørgsmålet er, hvordan fællesskabet fortsat udvikles. Som med de fleste fællesskaber er der fordele og ulemper ved rigsfællesskabet, men fordelene er langt større end ulemperne for os alle sammen.

Færøerne har stor fordel af at være med i en større statslig sammenhæng og et større statsligt samarbejde. Det har givet slagkraft internationalt, og stordriftsfordelene er åbenbare. For den enkelte ligger fordelene bl.a. i statsborgerskabet og de dertil knyttede rettigheder. Jeg forestiller mig også, at Danmark i rigsfællesskabet bl.a. opnår en unik geopolitisk stilling i hele verden. Den fordel skal man ikke forsmå. Det er ganske enkelt sådan, at sammen bliver vi alle større og stærkere.

Ulemperne, hvis man kan kalde dem det, er bl.a., at Færøerne og Danmark som et EU-land af og til har modstridende interesser. EU-handelsboykotten mod Færøerne, som Danmark skal være med i, fordi Danmark er EU-medlem, er et eksempel herpå. Jeg mener selv, at det er på kanten til en grundlovsstridighed, at Danmark boykotter egne statsborgere, men lad det ligge denne gang.

EU-integration og rigsfællesskabet er ikke nødvendigvis to uforenelige størrelser. Der bør tværtimod fokuseres på, hvordan vi drager fordel af, at Danmark er med i EU, mens den øvrige del af rigsfællesskabet står udenfor. Vores opgave som politikere er nu engang at finde pragmatiske løsninger og kompromiser.

Vores politiske modstandere, specielt de republikanske kræfter, angriber den økonomiske del af fællesskabet – tilskuddet til Færøerne og Grønland. Danmark køber sig til magt over færinger og grønlændere, lyder den misforståede partipolitiske retorik. Hvis man har forstået fællesskabet, ved man også, at overførslerne er finansiering af sagsområder, som vi er fælles om, hverken mere eller mindre. I Sambandspartiet plejer man at sige, at rigsfællesskabet ikke skal gøres op i kroner og øre. Det er der nok en vis fornuft i.

Hvordan er så rigsfællesskabets tilstand i dette herrens år 2014? Statsministerens redegørelse danner grundlag for debatten og viser, at tingene kunne se bedre ud. Økonomien på Færøerne og i Grønland vækker bekymring. Der er underskud og gældsætning, mangel på politiske reformer, manglende finanspolitisk holdbarhed, udvandring og truende befolkningssammensætning, udsigt til færre erhvervsaktive og flere på passiv forsørgelse osv. osv. Noget tyder på, at den nordiske velfærdsmodel på Færøerne og i Grønland vil komme under betydeligt pres i fremtiden. Risikoen er, at der i fremtidens rigsfællesskab vil være stor forskel på velstands- og velfærdsniveauet i de tre lande. Det er nok en udfordring, som nok vil kræve fælles løsninger.

Omvendt er der også langsigtede muligheder: Olieefterforskning i begge lande og udvinding af mineraler i Grønland kan komme til at spille en rolle, men indtil videre er det fugle på taget.

Eksporten af pelagisk fisk er støt stigende og indbringende for en del færøske rederier, men paradoksalt nok kommer de voksende indtægter kun i mindre grad landskassen til gode. En rimelig ressourceafgift vil afhjælpe det økonomiske problem, men ikke løse det. Der skal helt andre tiltag til for at vende udviklingen.

Statsministerens redegørelse er informativ. Man berører kun et punkt: visioner for fællesskabet. På første side i næstsidste afsnit står der:

»I takt med, at sagsområder overtages, udvides Færøernes og Grønlands selvbestemmelse, og rigsfællesskabet udvikler sig.«

Mener regeringen virkelig, at rigsfællesskabets udvikling er betinget af, at sagsområderne overføres til Færøerne og til Grønland? Det er ellers noget, der ligner en afvikling af fællesskabet, vil jeg hellere sige. For længe har det været sådan, at man fra dansk side har spurgt: Hvad vil Færøerne, og hvad vil Grønland? Og så har man sagt: Fint, lad os gøre det. Eller man har sagt: Nej, det kan ikke lade sig gøre. Selvfølgelig skal der lyttes til Færøerne og til Grønland, men indimellem savner man at høre, hvad regeringens vision og mål for rigsfællesskabet er, og hvordan målet skal nås.

Rigsfællesskabet har et enormt fælles potentiale. Det er et kæmpestort geografisk område, der strækker sig fra den dansk-tyske grænse og op til Nordpolen. Vores tre lande er fyldt til bristepunktet med ressourcer, f.eks. veluddannede mennesker, konkurrencedygtige virksomheder, værdifulde kompetencer og specialiseret viden. Hvorfor ikke se og bruge rigsfællesskabet som et fælles vækstområde, hvor vi sammen skaber arbejdspladser og økonomisk udvikling? Hvorfor ikke udvikle et samarbejde også på sagsområder, der er overtaget eller slet ikke kan overtages? Udenrigs- og forsvarsområdet, erhverv, uddannelse, sundhed, socialområdet og kultur er hele nøglen til udvikling og vækst. Lad os komme væk fra illusionen om, at overtagelse af sagsområder driver udviklingen.

Når alt det er sagt, vil jeg gerne kvittere for det omfattende samarbejde, der fungerer godt og efter hensigten. Jeg sætter stor pris på, at et samlet Folketing vil finde, fjerne og forebygge grænsehindringer i rigsfællesskabet. Det betyder meget for mange borgere. Til sidst vil jeg sige tak til statsministeren for redegørelsen og komme med en appel til Folketinget om at fortsætte den nye tradition med en særskilt årlig debat om rigsfællesskabet. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig tre medlemmer, der har meldt sig for korte bemærkninger. Den første er hr. Mike Legarth.

Jeg vil gerne spørge hr. Edmund Joensen om, hvad han helt præcist mener, når han henviser til Danmarks geopolitiske stilling. Hvad ligger der bag de ord?

Ordføreren.

Jeg siger det i forbindelse med, at jeg ser på, hvilke fordele f.eks. Færøerne har af rigsfællesskabet, og så slutter jeg af med at sige, hvilke fordele jeg synes Danmark helt åbenbart har, og jeg tager de geopolitiske fordele som eksempel.

Det, jeg lægger i det, er, at hvis nu vi forestiller os, at Danmark ikke var en del af hele rigsfællesskabet, men kun et land, som strakte sig fra den tyske grænse og op til Skagen, så ville Danmark nok ikke have den samme vægt i NATO og alle de organisationer, hvor de store sidder til bords, når vi snakker om verdenspolitik. I stedet for kan Danmark være en slags stormagt, når vi snakker om storpolitik, fordi Danmark strækker sig fra den tyske grænse og helt op til Nordpolen – så kan man virkelig tale med de store.

Hr. Mike Legarth.

Det var jo meget nyttigt at have den viden med. Er der nogle ting, som ordføreren synes Danmark skulle fokusere mere på? Er der nogle ting, vi kan forbedre, for at tingene kunne blive mere rimelige i ordførerens optik?

Ordføreren.

Altså, jeg er glad for den her debat. Vi har jo gode erfaringer med et forslag med hensyn til fremtidige grænsehindringer i rigsfællesskabet, som har været til første behandling, så jeg ønsker bare, at det skal fortsætte ad den vej, som det er begyndt, altså at vi både kan debattere fordomsfrit og også kan finde løsninger som i forbindelse med grænsehindringerne. Det skal bare fortsætte.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til ordføreren for en spændende tale, hvor man jo også kom ind på de udfordringer, som Færøerne står over for, og dem anerkender jeg fuldt ud, både de demografiske og de økonomiske udfordringer.

Jeg vil gerne gentage et spørgsmål, jeg stillede i min ordførertale: Hvad er egentlig ordførerens syn på det forhold, at man i høj grad lever af bloktilskuddet fra Danmark? Det er jo en væsentlig del af den færøske økonomi. Hvad er ordførerens tanker? Er det noget, man ligesom har tænkt sig at skulle gøre med en uændret størrelse, det, vi har i dag, eller måske et endnu større bloktilskud? Det har der jo været forslag fremme om for et par år siden. Eller er der en strategi for, at man afvikler det bloktilskud for at gøre Færøernes økonomi selvbærende?

Ordføreren.

Som jeg forstår det, har hr. Finn Sørensen ikke forstået, at vi har en lovgivning angående de her spørgsmål. Det er sådan, som jeg sagde i min tale, at Færøerne bliver tilført et bloktilskud, og det er udelukkende, fordi der er nogle sagsområder, som ikke er overtaget, og så er det til betaling af de sagsområder – hverken mere eller mindre.

Det betyder ikke, at færingerne ikke hver eneste dag kæmper for deres fortjeneste og for at overleve, og hvis jeg skal nævne nogle nøgletal, vil jeg sige, at med den seneste overtagelse for at mindske bloktilskuddet, er Færøernes udlandsgæld vokset fra næsten ingenting til 6 mia. kr. Det er nogenlunde det samme, som man har sparet den danske stat for, så det vil så sige, at man har flyttet det over til gæld, som skal betales engang, og det vil sige, at Færøerne ikke er bedre i stand til at få sænket bloktilskuddet eller overtage sager, som koster.

Vi kan så tænke på Færøernes betalingsevne. Vi har den højeste skat i vores del af verden, og vi er et fiskerisamfund, og man siger, at bruttonationalt tjener vi færinger ca. 20 pct. mindre, end en dansker gør (Tredje næstformand (Camilla Hersom): Ja tak! Tiden er gået). Jeg vil sige, som hr. Claus Hjort Frederiksen sagde, at rigsfællesskabet ikke skal gøres op i penge. Vi gør ikke op, hvad Bornholm tjener eller øerne tjener. Vi er i et fællesskab, og vi skal løse tingene i fællesskab.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Jeg satte heller ikke spørgsmålstegn ved, at færingene er et yderst arbejdsomt og flittigt folkefærd. Det er helt sikkert. Det har jeg jo ved selvsyn kunnet konstatere. Jeg taler heller ikke om at tage bloktilskuddet fra Færøerne eller skære ned på det, men jeg må bare henvise til, at tidligere regeringer på Færøerne jo ikke har haft den samme opfattelse, som hr. Edmund Joensen giver udtryk for. Det har jo været sådan indtil for 2 år siden, er det vel, at man mente, at bloktilskuddet skulle være fastfrosset, sådan at det langsomt, om man så må sige, mistede sin værdi, netop for at der skulle være et incitament til at gøre Færøernes økonomi selvbærende. Det var det, jeg gerne ville høre ordførerens syn på, nemlig hvad fremtiden er i forhold til det.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan tilføje, at vi politikere har en tendens til at sige, at når vi har en god periode, kan alt lade sig gøre. Vi bliver nødt til at tænke langsigtet, og vi har jo også haft meget indbringende perioder på Færøerne, og lige efter det løsrivelseslandsstyre, vi havde, havde vi en meget indbringende periode efter et krak, kan man sige. Efterfølgende er det så gået nedad igen, så lysten til overtagelse eller til løsrivelse er ikke helt den samme, som den var dengang.

Tak. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen.

Tak til hr. Edmund Joensen for et godt bidrag. Jeg synes jo, det går meget godt med samarbejdet. Jeg synes, at det samarbejde, vi lige har haft om grænsehindringerne, er et rigtig godt eksempel på det, hr. Edmund Joensen også taler for vi skal gøre mere af. Jeg vil godt stille et spørgsmål og give en kommentar til hr. Edmund Joensens kommentar om et fælles vækstforum, sådan tror jeg ordene faldt. Det er altså det der med, at vi inden for rigsfællesskabet skal fokusere på, hvordan vi skaber en fælles vækst i et samarbejde. Jeg vil jo blot sige til hr. Edmund Joensen, at jeg synes, at det bl.a. er derfor, vi er her. Det er jo en primær opgave, og derfor synes jeg også, det kunne være rigtig interessant at høre, hvad hr. Edmund Joensen tænker vi skal gøre anderledes, og måske få nogle helt konkrete bud på nogle ideer, hr. Edmund Joensen måtte gå med, til at gøre det endnu bedre.

Ordføreren.

Først og fremmest tænker jeg på det store geografiske område, som vi besidder, med alle de muligheder, der ligger der. Men vi har også en befolkning, som er veluddannet og kvalificeret i alle retninger, og som er klar til at tage fat. Så vil jeg også sige, at tidligere har der været fokuseret på, at Færøerne skulle bestemme, og at man ikke skulle blande sig – og på samme måde skulle det være med Grønland – og at udviklingen skulle være sådan, at Færøerne og Grønland overtog sine egne sagsområder, og så kørte det automatisk. Men det gør det ikke, det er fantasi. I stedet må vi sige, at vi må finde på andre måder at samarbejde på. F.eks. har vi nu haft glæde af, at Folketinget har bevilget penge til fiskerilaboratorier på Færøerne, altså forskningslaboratorier. Der sidder en blandet komité osv. osv.

Tak. Hr. Flemming Møller Mortensen.

Så når vi frem til, at noget skal gøres på andre måder, og det er jeg også enig i. Jeg er også enig i – og det er netop et motto hos Socialdemokraterne – at det, der er vigtigst i samfundet, er at skabe nogle jobmuligheder og sikre noget velfærd. De to ting hænger jo uløseligt sammen. Når vi tænker på det, som er en udfordring, hvilket også har været drøftet i Færøudvalget i løbet af året, nemlig den store fraflytning fra Færøerne, som jo også delvis har sin årsag i, at der er mangel på jobs, så vil jeg igen sige til hr. Edmund Joensen, at vi skal blive endnu mere konkrete, med hensyn til hvad vi skal gøre på andre måder, før jeg tror, at vi får et vækstforum ud af det.

Ordføreren.

Jeg er helt enig. Altså, jeg forstår godt, at Danmark har rettet blikket mod EU og den udvikling, der har været i Europa i mange år. Det, jeg gerne vil, er, at man nu begynder at rette blikket mod rigsfællesskabet og ser på de muligheder, der er der. Der er først og fremmest levende ressourcer, som fornyer sig, og der er jo et kolossalt vind- og strømområde med grøn energi, som kan blive udviklet, så det batter, hvis man tager fat i det. Der er også en stor undergrund, som vel ligger under vandet, men som forhåbentlig indeholder noget, der kan holde Europa varmt i lang tid. Det håber vi sandelig. Vi ligger på grænsen af det norske og det britiske område, og det skulle være mærkeligt, hvis der ikke også fandtes noget i det færøske område.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte kommentarer. Så er det ordføreren for Javnaðarflokkurin, hr. Sjúrður Skaale.

Det var fornemt, det må jeg sige. Tak for ordet, og jeg vil også gerne takke hr. Flemming Møller Mortensen, min gode ven, for initiativet til den her debat og statsministeren for redegørelsen. Og så vil jeg tillade mig at erindre om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke har den her slags debatter, hvis man ikke har dialogen og ikke har forståelsen.

For kun 16 år siden, i 1998, lagde Færøernes landsstyre sag an imod den danske stat, imod regeringen, og krævede en kæmpe erstatning. Det var kulminationen på en strid, som gennem 1990'erne forgiftede forholdet mellem de to lande. Bankerne gik konkurs, og landsstyret lånte penge af staten for at holde dem i live. Gennem disse låneaftaler satte regeringen hjemmestyrets myndigheder til side og tvang sin politiske vilje igennem. Men banker og sparekasser er jo et dansk anliggende, og en af bankerne var endda en filial af Den Danske Bank. Dens kolossale tab blev konverteret til offentlig færøsk gæld, da regeringen efter alt at dømme efter lyssky samtaler med Den Danske Bank og Finanstilsynet under falske præmisser tvang landsstyret til at overtage den økonomisk syge del af Den Danske Bank. Straks efter overtagelsen væltede skeletterne ud af skabet. Pressen afdækkede, hvad der var sket.

Men regeringen nægtede at iværksætte den dommerundersøgelse af sagen, som færøske myndigheder krævede. I stedet fik Jørgen Grønborg til opgave at lave en advokatundersøgelse, og det var med den som baggrund, at landsstyret tog det drastiske skridt. Før der faldt dom, blev der dog i 1998 indgået en aftale om, at Færøerne fik en erstatning til en samlet værdi af over 2 mia. kr., men alligevel var den skete skade stor, og den bestod ikke kun i en fundamental mistillid mellem danske og færøske politikere.

På Færøerne blev danskere i disse år omtalt som nykolonialister, og i Danmark blev færinger omtalt som ansvarsløse, dumme, ødsle og forkælede børn, hvis uansvarlige beslutninger de danske skatteydere måtte bøde for. Nogle husker måske det meget stort opsatte hovednummer fra Cirkusrevyen i 1998, hvor Ulf Pilgaard i færøsk folkedragt på elegant vis opsummerede stemningen:

Vi er et stædigt folk med en sund appetit / for skattesvindel og smuglersprit / et stolt og stædigt folkeslag / hvis urgamle kampråb hedder: Vi vil ha! / Og vores øer / og jeres tegnebøger / er forbundet med verdens længste sugerør. / Vi skal bare ha' en fiskekutter hver / og ha' lov at sende regningen til jer. / Og så vil vi respekteres som de ansvarsløse og forkælede børn, vi er.

Der var jo ikke nogen berøringsangst dengang, kan man sige.

Opbakningen til rigsfællesskabet faldt i disse år drastisk på Færøerne og uden tvivl også i Danmark.

Hvad kan vi så lære af det? Hvorfor gik det så galt?

Først og fremmest var fejlen vel, at myndigheden lå et sted og det formelle ansvar lå et andet sted – det første på Færøerne, det andet i Danmark.

Så længe det gik godt, ville regeringen ikke bruge sin formelle myndighed til at gribe ind, og da det gik helt galt, gik regeringen ud over sine formelle beføjelser og misbrugte sin position som den stærke part.

Denne svære balancegang mellem at holde fingrene væk og at blande sig på de fællesområder, hvor man har ret og pligt til at gøre det, kan gøres nemmere, hvis der er en løbende dialog og deling af information mellem parterne. Og visse fejl i systemet har man efterfølgende delvis rettet op på. Færøske myndigheder får nu lidt bedre indsigt i de færøske bankers forhold. Der er også etableret faste møder mellem lederne; de tager sig for det meste ud som kaffemøder eller hyggesnak, men de giver dog mulighed for at drøfte de kriser, der kunne være under opsejling. Den her debat er også et fint initiativ i den henseende.

Men det, der skabte den lidt ubehagelige stemning dengang, er der ikke ændret ved. Der var i 1990’erne begrænset viden blandt danskere om Færøerne, og derfor kom de avisartikler, som der var om krisen, og som nogle gange var hårde, men korrekte, andre gange ekstremt fejlagtige og overdrevne, til at danne hele grundlaget for mange danskeres viden om og holdning til Færøerne. Derfor var det ikke så sært, når en vittighed sagde, at hvis du vil spare i skat, skal du bare skyde en færing. Det var det billede, man fik af det fra pressen.

Som en undersøgelse, jeg fik lavet i fjor, viste, så er manglen på viden om Færøerne der stadigvæk. Den kan komme til udtryk som fordomme, men den kan også komme til udtryk som overdreven forståelse.

Forfatteren Martin A. Hansen sagde i sin tid om danskernes holdning til det nordatlantiske frændefolk, som han udtrykte det, at der eksisterer en slags messiasfølelse hos mange moderne danskere, frem for alt forståelsen. Det er jo storartet. Men superforståelsen er tit åndeligt lad, man gider ikke sætte sig ind i tingene, men skynder sig at forstå. Hvad der er uden stolthed, tilmed påtrængende for den anden part, eller hvis der hverken er reel viden eller indsats deri, opfattes som bare omsvøb. Megen venlighed uden viden, det tager sig lidt farisæisk ud, faderligt.

Nogle gange oplever jeg en tendens til denne overdrevne venlighed og forståelse her i huset. Og som jeg sagde i en kommentar til hr. Søren Espersen tidligere i dag, at når man ikke tør være lige så kontant over for visse grupper som over for andre, behøver det ikke at være et tegn på respekt over for disse grupper, det kan også være udtryk for en nedladende og faderlig holdning om, at gruppen ikke er lige så robust som andre.

Så samtidig med at jeg sætter pris på den forståelse, der vises Færøerne her i huset, håber jeg ikke, at den er udtryk for manglende viden eller engagement. Og før jeg siger lidt om samarbejdet med regeringen, vil jeg også gerne gøre klart, at når der nogle gange fra specielt Enhedslistens hr. Finn Sørensen og Dansk Folkepartis hr. Søren Espersen kommer lidt kontante bemærkninger om færøske forhold, bliver jeg hverken fornærmet eller stødt. Jeg ser det tværtimod som tegn på engagement og respekt.

Det ville være gavnligt, hvis man også fra dansk side sagde, hvorfor man ønsker rigsfællesskabet. Man har ikke svært ved at sige konkret, hvorfor man ønsker eller ikke ønsker at være med i EU, hvad der er fordelene for Danmark, og hvad der er ulemperne for Danmark. Jeg kan godt savne, at man er lidt mere konkret, lidt mere ærlig, når det gælder rigsfællesskabet. På den anden side er det også skadeligt, når man på Færøerne og i Grønland har en tendens til at dyrke en offerrolle i forholdet til Danmark og give Danmark skylden for alting. Det er bestemt heller ikke gavnligt, det kan nogle gange virke ret patetisk.

Forholdet mellem mig og regeringen har været i overhængende fare for at gå helt galt. Dansk og færøsk erhvervsliv har jo haft diametralt modsatte interesser i den store strid om Nordatlantens vandrende fiskebestande. Men regeringen forstod, at hensynet til rigsfællesskabet måtte komme i første række. Det kvitterer jeg for.

Oven i selve striden om fordelingen ønskede Færøerne så at lægge sag an imod EU – både i den Internationale Havretskommission og i WTO. Da Danmark repræsenterer Færøerne i disse to fora, måtte det ske i Danmarks navn. Også her har regeringen vist den nødvendige Behändigkeit, og givet Færøerne fuldmagt til i Danmarks navn at føre sag imod EU, altså derfor også imod Danmark. Det er fornemt. Den britiske regering ville næppe give Skotland en sådan fuldmagt. Finland ville ikke give den til Åland. Og Spanien ville slet ikke give den til Catalonien.

Nu er der som bekendt indgået en aftale, og EU indrømmer, at Færøerne har ret til det, som man hele tiden har krævet. Alle de højtstående politikere og erhvervsfolk, som i 4 år har kaldt færinger for pirater, tyve og barbarer, må æde deres ord. Færøerne ville formentlig have vundet kampen, uanset hvad Danmark havde gjort, men hvis regeringen ikke var indgået i åben dialog om sagen, og hvis ikke man derefter havde taget det standpunkt, man gjorde, ville vi i dag stå med en meget dyb krise mellem Færøerne og Danmark. For mig ville det naturligvis have været politisk umuligt fortsat at støtte regeringen, hvis den havde fulgt Kommissionens linje.

Så alt i det forløb vil jeg kvittere for.

Jeg er også veltilfreds med de løsninger, vi har fundet på en lang række andre sager, der ikke har været så omfattende, men dog har haft stor betydning for dem, som det drejer sig om.

Når det gælder den formelle ramme om rigsfællesskabet, har jeg flere gange sagt, at der er behov for en ordning, der – i klar modsætning til den danske grundlov – for det første genspejler virkeligheden, og for det andet giver andre udviklingsmuligheder. Men den diskussion tager vi, når forslaget om en færøsk grundlov igen bliver fremsat.

Ingen formel ordning kan dog erstatte de politiske bestræbelser på at få tingene til at fungere; det er dem, der afgør, om ordningen står eller falder. Derfor er en debat som den her af yderst stor vigtighed for rigsfællesskabet, specielt når der er så mange, der sætter sig så godt ind i tingene, er så fagligt velbegrundede og er så kontante og direkte, som de har været i dag. Tak for denne debat.

Tak for det. Der er foreløbig to medlemmer, der har meldt sig til korte bemærkninger. Den første er hr. Søren Espersen.

Tak for det indlæg. Jeg er fuldstændig enig i den del af det, der har at gøre med mangel på viden om rigsfællesskabet i Danmark, i de danske skoler og det danske gymnasiesystem. Det er faktisk noget af det, som vi har tænkt os at tage initiativ til at få ændret, så det bliver en naturlig og væsentlig del af pensum. Og man behøver altså ikke nødvendigvis altid at tage til Bornholm på lejrskole. Der kunne man også tage til Færøerne og Grønland for derigennem at lære om det.

Det er rigtigt, som hr. Sjúrður Skaale siger, at vi har været velsignet med færinger hernede, som har udnævnt statsministre, og som har været en del af det her, og jeg tror også, at det er derfor, at der er så mange dejlige tunneller på Færøerne – det har jeg hørt; det er ikke sikkert, at det passer.

Jeg vil spørge til det her engagement, for jeg var glad for de bemærkninger, der faldt. Jeg forstår det sådan, at det ikke vil blive set som en fornærmelse på Færøerne, hvis vi som politikere også blander os i færøske forhold og engagerer os i dem og tager del i debatten. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

I hvert fald hvis det drejer sig om forhold, der er i grænselandet mellem Danmark og Færøerne. Jeg tror ikke, at det ville være velset, hvis jeg personlig blandede mig i rent danske forhold.

Men i alt, hvad der har med rigsfællesskabet at gøre, alt, hvad der har med grænselandet mellem Danmark og Færøerne at gøre, synes jeg, at man fra dansk side skal sige sin ærlige mening og ikke have berøringsangst og ikke være bange for at fornærme nogen.

Den værste form for fornærmelse er nemlig den her overdrevne superforståelse, som gør, at man er bange for at sige noget, fordi man mener, at modtageren måske ikke er i stand til at håndtere eller tage imod det; han er så svag, og så må han hjælpes osv. Det er jo en nedladende holdning, som ikke er gavnlig for nogen.

Hr. Søren Espersen.

Nu siger hr. Skaale, at man ikke blander sig, men man er jo en del af et flertal her i Folketinget, som udpeger statsministre. Det er jo også en væsentlig form for engagement i danske forhold, må man nok sige.

Man kunne ikke forestille sig noget lignende; man kunne ikke forestille sig en dansk repræsentant i det færøske Lagting? Eller ville det være fuldstændig fortvivlende at foreslå sådan noget for at styrke rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Når der står i grundloven, at der skal vælges to repræsentanter til Folketinget fra Færøerne, bliver de valgt, og uanset om man stemmer ja eller nej eller ikke stemmer, tæller man med. Man bliver nødt til at vælge side. Jeg mener, at de fleste har forsøgt at holde sig uden for de debatter, der er om de forskellige rent danske sager.

Men man må vælge side; enten er man på den ene side eller på den anden side. Når man knytter næverne og går ud på fodboldbanen, er man med. Man kan ikke være uden for, så jeg bliver nødt til at være på den ene side eller på den anden side. Men det ville være meget upopulært, hvis der var en person, der var valgt i Danmark, som kom i Lagtinget og havde den afgørende stemme. Det er jeg helt enig i.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil også takke hr. Sjúrður Skaale for et vanligt og næsten forventeligt både humoristisk og sagligt debatindlæg.

Hr. Sjúrður Skaale slår jo en tone an med ord, som næsten må siges at være inde ved hjertekulen i forhold til det, vi diskuterer i dag: fremmedfølelse, nedladenhed, overdreven venlighed, mangel på viden, mere ærlighed, direkthed eller ej.

Jeg vil bare sige til hr. Sjúrður Skaale: Det er det, vi skal med Folketinget. Det er det, vi skal med Folketingets samarbejde om rigsfællesskabet. Og som jeg sagde det til vores kollega fra Grønland tidligere, så er det arbejde, vi har mulighed for at gøre i Færøudvalget, hvor hr. Sjúrður Skaale er formand, næsten ubegrænset. Lad os nu tage teten efter debatten her i dag. Lad os sætte det på dagsordenen i Færøudvalget, og lad os få lagt en strategi for, hvad vi gør, så vi ikke bare venter på andre, men selv forsøger at sætte rammen for en mere proaktiv politisk dialog. Og der er mange aktiviteter, der kunne udgå fra Færøudvalget.

Hvad siger hr. Sjúrður Skaale, formand for Færøudvalget, til det?

Ordføreren.

Han siger, at han er fuldstændig enig. Han siger også, at der i den debat, vi har haft i dag, ikke har været nogen superforståelse eller berøringsangst. Jeg synes, den har været eksemplarisk.

Jeg tog bare eksemplet fra 1990'erne med, fordi der dengang var meget lidt debat, der var meget stor berøringsangst, og det endte gruelig galt, ikke? Der var simpelt hen mangel på debat, og man bevægede sig længere og længere fra hinanden og levede i fuldstændig hver sin verden, selv om man var knyttet sammen. Og når konsekvenserne af politikken så til sidst skulle tages, gik det helt galt.

Jeg siger bare, at den her debat og det, vi laver i udvalgene osv., er utrolig vigtige – vigtigere, end man måske går og tror, for det er nemmere at bevæge sig langt væk fra hinanden og komme til at virke totalt uforstående over for hinanden, når man ikke taler sammen. Så det var det, der var pointen med det, jeg sagde.

Ingen yderligere bemærkninger? Så er det hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak for ordførerens indlæg. Allerførst vil jeg gerne fortryde det, jeg sagde, om, at de nordatlantiske stemmer skal høres først i debatten, for vi har jo virkelig brug for hr. Sjúrður Skaales indlæg her sidst på dagen, hvor vi alle sammen måske er lidt trætte. Så kommer der jo virkelig et pift, og det hele får et løft. Så tak for det.

Jeg vil godt lige have afklaret noget. Jeg er selvfølgelig glad for, at ordføreren ikke bliver fornærmet på Enhedslisten, når vi tillader os at sige noget om bloktilskud og den slags, men jeg skal så lige have afklaret, hvad det er, vi må sige noget om. Jeg har da den opfattelse, at vi som medlemmer af Folketinget vel har lov til at sige vores mening også om interne færøske forhold, så længe vi lige husker at tilføje, at det altså er nogle ting, færingerne selv bestemmer.

F.eks. synes jeg da, det er tilladeligt, at jeg som medlem af Folketinget siger – hvad jeg også har gjort tidligere – at det for mig og mit parti måske er en lidt kedelig ting at opleve, at et bloktilskud og en forøgelse af bloktilskuddet bliver brugt til at indføre flad skat på Færøerne, hvilket set med vores øjne jo er en drastisk omfordeling fra fattig til rig. På samme måde mener jeg også, at vi har lov til at have den mening, at det er en rigtig tosset idé, at Grønland begynder at udvinde uran og også eksportere det.

Ordføreren.

Det er der bestemt ikke nogen tvivl om. Hvis der er noget, der er ligger i grænselandet mellem Danmark og Færøerne, er det vel bloktilskuddet, og det er hr. Finn Sørensen selvfølgelig i sin fulde ret til at have en mening om.

Jeg forsøger ikke at fortie for meget om færøsk indenrigspolitik, når jeg er her i salen, men jeg kan sige, at jeg ikke er uenig i den økonomiske del af det, som hr. Finn Sørensen sagde. Jeg synes ikke, at den skattepolitik, som føres på Færøerne, er god, for at sige det mildt.

Hr. Finn Sørensen.

Tak, så fik vi det på det rene.

Så skal jeg lige have afklaret noget andet. Så vidt jeg hørte, havde ordføreren kun ros tilovers for regeringen, i forhold til hvordan man tacklede fiskeristriden. Jeg er enig i de ting, som ordføreren sagde at regeringen burde roses for. Det er jeg faktisk enig i, og det har jeg også sagt ved andre lejligheder. Men det betyder jo så, at ordføreren ikke har nogen som helst problemer med, at Danmark deltager i en boykotaktion mod nogle af vores egne statsborgere og formener dem adgang til at losse deres sild i danske havne. Det har ordføreren ikke nogen problemer med – kan det være rigtigt?

Ordføreren.

Det har ordføreren selvfølgelig store problemer med, men ordføreren er også så gammel efterhånden, at han godt kan se, at der er ting, der kan gøres, og der er ting, der ikke kan gøres. Danmark kunne ikke standse det, der skete, det var umuligt. Der var et kæmpestort flertal, Kommissionen ønskede det, et meget stort flertal af medlemslandene ønskede det. Om Danmark havde sagt nej – og Danmark stemte jo imod – så kunne det ikke have standset det, jeg kan ikke se hvordan. Altså, den danske befolkning er 1 pct. af EU's befolkning. Det er et lille land også i det selskab, så jeg mener ikke, Danmark kunne have gjort noget for at standse det, der skete.

Tak til Javnaðarflokkurins ordfører. Så er det statsministeren.

Tak for en god debat om rigsfællesskabet. Det er jo en debat, som vidner om, at vi her i Folketinget har et ægte engagement i rigsfællesskabet. Vi har meninger, vi tør diskutere dem, vi har et levende fællesskab. Og sådan skal det jo være. Vi skal kunne tage debatterne her i Danmark, ligesom vi skal kunne tage debatterne på Færøerne og i Grønland.

Jeg er rigtig glad for det forslag til vedtagelse, som er fremsat i dag af alle partierne her i Folketinget. Det er et forslag til vedtagelse, som har fokus på dialog, debat og samarbejde om det centrale i rigsfællesskabet. Som jeg var inde på, og som vores debat også i dag har berørt, står både Færøerne og Grønland over for store økonomiske udfordringer. Færøerne og Grønland fører jo selv deres økonomiske politik, men det er også klart, at i regeringen interesserer vi os selvfølgelig for den økonomiske udvikling, og vi drøfter den løbende med det færøske og det grønlandske landsstyre.

Fiskeriet er helt afgørende for indtægterne i Grønland og på Færøerne, og det er bl.a. i det lys, man skal se Færøernes stilling i konflikten med EU om fiskekvoter. Den danske regering har aktivt støttet Færøerne i sagen mod EU. Danmark stemte imod sanktioner mod Færøerne, og Danmark har givet Færøerne fuldmagt til at føre sag mod EU i WTO og under FN's havretskonvention. Men vi er naturligvis også optaget af bæredygtigt fiskeri, og vi har hele tiden sagt, at vi mener, løsningen på denne udfordring skal findes ved forhandlingsbordet.

Jeg vil gerne gentage, at hele sagen om fiskekvoter kunne have fået et andet forløb for vores rigsfællesskab, men når det ikke er sket, er det, fordi både Færøerne og Danmark har haft et stærkt ønske om at undgå, at det skulle have negative konsekvenser. Det færøske landsstyre har ganske enkelt haft forståelse for og respekt for, at Danmark er med i to fællesskaber, både rigsfællesskabet og EU. Jeg er glad for, at det er den indstilling, der har været den gældende på Færøerne. Jeg mener, det har været helt afgørende for sagens udvikling.

I Grønland, det har vi også diskuteret i dag, har landsstyret selvfølgelig stor fokus på at skaffe nye indtægter fra råstoffer. Grønland har overtaget ansvaret for råstofferne, men ikke for udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken. Det er jo ukompliceret, så længe man udvinder jern, men ikke hvis man skal udvinde og eksportere uran. Regeringen og landsstyret ser ikke ens på juraen omkring den her sag, men vi er enige om, at vi skal have et praktisk og konstruktivt samarbejde om eventuel udvinding og eksport af uran. Og det vil vi indgå en aftale om til gavn for begge parter.

Det er ikke kun uran, der kan have udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk betydning. Det gælder i særlige tilfælde også sjældne jordarter. Også her er det afgørende, at vi samarbejder og udveksler informationer mellem de danske og de grønlandske myndigheder. Regeringen lægger afgørende vægt på at varetage kongerigets samlede udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske hensyn, som de er fastlagt i grundloven og efter vores opfattelse også i selvstyreloven.

Spørgsmålet om grænsehindringer har været rejst af de nordatlantiske medlemmer af Folketinget. Jeg vil gerne nævne, at regeringen sidste år besluttede at iværksætte et arbejde sammen med de færøske og grønlandske myndigheder, så vi kan få identificeret både nordiske grænsehindringer og hindringer inden for rigsfællesskabet. Vi forventer inden længe at have en oversigt over de problemstillinger, vi har identificeret. Når det arbejde så er slut, vil vi i samarbejde med Færøerne og Grønland gå videre med de problemer, som vi mener der er behov for at løse.

Til fru Sara Olsvig og fru Doris Jakobsen vil jeg om de juridisk faderløse sige, at lovforslaget om de juridisk faderløse jo er et fælles projekt mellem Grønland og Danmark, hvor vi deler ønsket om at forbedre forholdene for de juridisk faderløse. Lovforslaget har fået sin nuværende udformning på baggrund af drøftelser mellem Grønland og Danmark. Landsstyret har forelagt lovforslaget for Landstinget og har tilsluttet sig forslaget i præcis den udformning, som Folketinget behandler nu. Hvis lovforslaget skulle gælde i forbindelse med afsluttede dødsboer, ville det rejse spørgsmål i forhold til helt grundlæggende lovgivningsprincipper, og det kan heller ikke udelukkes, at det ville kunne give anledning til ekspropriationslignende overvejelser, hvis man skulle gøre det anderledes.

Grønland ønsker så, at Danmark kompenserer de juridisk faderløse, der ikke får andel i arven efter deres far. Regeringen mener imidlertid ikke, at der er grundlag for at etablere en kompensationsordning, for efter regeringens opfattelse sikrer lovforslaget en gang for alle de juridisk faderløses retsstilling. Forslaget er i øvrigt også i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskommissions og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

Jeg vil gerne sige om det her spørgsmål, at det jo er et område, hvor vi har en fælles historie. Der kom en historisk udredning i 2011, og i den gives der faktisk et nuanceret billede af, hvorfor retsstillingen for de juridisk faderløse først blev ændret med børneloven i 1962, hvor vi ligestillede børn født i og uden for ægteskab i Grønland. Nogle forhold havde med de tidligere danske regeringer at gøre, men der var også en betydelig skepsis i de grønlandske landsråd over for at indføre nye regler om faderskab og arv. Og det er bl.a. i det lys, at vi fra dansk side har spurgt, om man i Grønland har overvejet selv at finansiere en kompensationsordning, hvis man skønner, at der er behov for en sådan ordning.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi snarest muligt får gennemført lovforslaget. Det skylder vi de grønlændere, som det her konkret vil berøre. Hvis der så er et ønske fra Grønlands side om, at Folketinget ikke vedtager lovforslaget i den form, hvori det nu behandles, har vi jo en ny situation, og landsstyret må i givet fald rejse det spørgsmål over for socialministeren.

Et andet spørgsmål, der har været aktuelt, er den her forsoningskommission. Som vi ser det, er det et grønlandsk initiativ. Landsstyret har meget klart lagt op til, at det skal være et grønlandsk projekt med et kommissorium, som udarbejdes i Grønland, og det har jeg fuld respekt for. Fra dansk side er vi mest optaget af nutidens og fremtidens udfordringer, og at vi fortsætter vores gode samarbejde.

Over for hr. Sjúrður Skaale vil jeg godt kvittere for, at han kvitterer for den måde, vi håndterede sanktionsdiskussionen på. Det er jeg meget, meget glad for – i det hele taget også for, at der lægges vægt på, at vi skal have en åben dialog, og at der også lægges vægt på, at rigsfællesskabet er godt for os alle sammen. Præcis det samme nævnte hr. Edmund Joensen, og det var meget forfriskende at høre, at vi på den måde alle sammen har gavn af rigsfællesskabet. Tak for det.

Der rejses bl.a. det her spørgsmål, om vi bør have en strategi for rigsfællesskabet. Jeg synes, det altid er værd at lytte til, hvad der bliver sagt, men som jeg ser det umiddelbart, er det jo ikke sådan, at man i et rigsfællesskab eller i et land, eller hvad man har, normalt har en strategi. Der har man jo en forhåbning om, at det skal gå alle rigsdele godt, at man har vækst og beskæftigelse og uddannelsesmuligheder, men man lægger ikke decideret en strategi. Men igen vil jeg sige, at hvis det er det, der ønskes fra grønlandsk og færøsk hold, så lytter vi naturligvis til det. Jeg har selvfølgelig også en løbende kontakt med både lagmanden og landsstyreformanden, hvor vi drøfter emner, der har en fælles relevans.

Det er længe siden, at vores rigsfællesskab har stået med så mange store sager, som vi skal løse sammen, og det viser for mig, at vi har et rigsfællesskab, som hele tiden udvikler sig – og det tror jeg er godt – og at vi har et aktivt og levende rigsfællesskab. Og ikke mindst håber jeg, at vi har viljen til at finde fælles løsninger i et konstruktivt og ligeværdigt samarbejde.

Tak. Der er tre korte bemærkninger. Det er først hr. Søren Espersen.

Tak til statsministeren. Jeg er faktisk enig i det, hun her i sit indlæg har sagt. Men jeg vil bare spørge om det, som jeg også talte med fru Sara Olsvig om tidligere, med, at vi herhjemme som politikere gerne vil have svar på nogle spørgsmål om, hvad der foregår i Grønland. Det var så til miljøministeren i det her tilfælde. Jeg ved ikke, om statsministeren hørte diskussionen.

Vi kan jo sende spørgsmål til udenrigsministeren om, hvad det skal være. Hvordan går det med bilindustrien i Portugal? Så vil han sætte himmel og jord i bevægelse, for at jeg kan få svaret. Så om alle andre lande i hele verden kan vi få et svar på, hvad der foregår, hvis det er noget, der har vores særlige interesse – undtagen om rigsfællesskabet. Vi må ikke vide det, og vi må ikke stille spørgsmål om Grønland, fordi miljøministeren i det her tilfælde altså ikke ville sende det videre.

Synes statsministeren, at det er en god idé?

Statsministeren.

Tak for kvitteringen for min replik. Det er jeg glad for. Jeg synes også, det understreger, at vi får noget ud af de her debatter.

I forhold til den konkrete sag – det var en, der også blev rejst, da vi havde diskuteret storskalaloven i første omgang – har vi den principielle holdning, at det må være sådan, at vi anvender samme tænkning i forhold til sådanne spørgsmål vedrørende Grønland og Færøerne, som vi ville gøre i forhold til andre naboer – Sverige, Norge eller Tyskland. Og nogle af de spørgsmål, som hr. Søren Espersen rejser, ville vi heller ikke stille til vores andre naboer. Derfor har vi i disse sager en meget principiel og korrekt holdning til, hvordan man håndterer disse sager. Og hvis f.eks. hr. Søren Espersen spurgte, hvordan det gik med et metrobyggeri nede i Paris, ville vi heller ikke besvare det, ganske enkelt fordi det ligger uden for det, som en dansk regering skal svare på.

Så det er det, der er vores principielle holdning til de her spørgsmål, og det var også det, der affødte, at der tidligere var visse spørgsmål, som vi ikke ønskede at svare på.

Hr. Søren Espersen.

Jeg ved ikke, om det er almindelig gængs praksis. Jeg mener aldrig, at jeg i min tid som udenrigsordfører ikke har kunnet få et svar i forbindelse med et eller andet i udlandet, som jeg var interesseret i. Jeg har faktisk aldrig fået nej til det. Man har altid været villig til det. Det kan godt være, at det tog lang tid, men man har sendt spørgsmålet videre til sin tyske kollega eller svenske kollega, så vi har fået et svar. Vi har selvfølgelig også kunnet få det igennem Nordisk Råd. Det synes jeg er en underlig bagvendt måde at gøre det på.

Men man kunne vende det om. Hvis der kom et spørgsmål fra en grønlandsk politiker, et medlem af Landstinget, der igennem sin regering sendte et spørgsmål over til vores regering, ville man så ikke svare på det, eller ville man sige: Det kommer ikke jer ved? Jeg synes, at vi, hvis vi skal drive rigsfællesskabet videre, også bør kunne få svar på de ting, der bekymrer os – fra alle tre sider. Så jeg synes, at man burde overveje at ændre den her taktik lidt.

Statsministeren.

Det er ikke nogen taktik. Vi anvender præcis samme fremgangsmåde på de områder, som henholdsvis Grønland og Færøerne har taget tilbage, som vi ville anvende over for andre stater. Det vil sige, at hr. Søren Espersen ville få samme svar, hvis han f.eks. spurgte om affaldshåndtering i Sverige eller metrobyggeri i Frankrig.

Det gør vi naturligvis af principielle årsager, fordi vi har respekt for selvstyreordningerne og vi har respekt for de politiske områder, der er taget hjem af henholdsvis Færøerne og Grønland.

Hr. Finn Sørensen, kort bemærkning.

Tak til statsministeren for de afrundende bemærkninger. Jeg synes også, det klædte statsministeren, at man tog nogle af de vigtige kritikpunkter, som var kommet, specielt fra de nordatlantiske folketingsmedlemmer, op, så tak for det. Det var da i hvert fald et godt eksempel på en vilje til dialog.

Jeg vil gerne spørge lidt mere ind til det her med forsoningskommissionen og det med de juridisk faderløse børn. I KNR-Nyheder den 29. august er statsministeren citeret for følgende: Vi har ikke behov for forsoning. Man kunne også have sagt: Vi har ikke behov for forsoning, men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk. Hvad mener statsministeren egentlig med et sådant svar? Betyder det, at statsministeren mener, at der ikke er tale om, at Danmark gennem tiderne – vi kan sætte et årstal på, 1900, og vi kan gå længere tilbage; det kan vi drøfte – på noget tidspunkt har begået nogle handlinger over for det grønlandske folk, som kunne give anledning til nogle følelser, nogle traumer, nogle problemer, som det grønlandske folk gerne vil diskutere med Danmark? Er det det, der ligger i sådan en bemærkning?

Statsministeren.

Jeg tror, vi alle sammen kigger på nogle af de begivenheder, der har været i vores fælles historie, og er parate til at betegne dem som nogle ulykkelige begivenheder, hvor vi har handlet på en måde, som vi ikke ville have handlet på i dag. Men når jeg bliver spurgt om det her med en forsoningskommission, må jeg sige, at jeg hele vejen igennem har opfattet det som et grønlandsk initiativ. Vi har selvfølgelig fuld respekt for, at grønlænderne tager det initiativ, men landsstyret har også meget klart lagt op til, at det er et grønlandsk projekt med et kommissorium, som udarbejdes i Grønland, og det synes jeg at vi skal have respekt for.

Det er jo også sådan, at hvis der på nogen måde bliver behov for, at vi finder dokumenter eller gør noget andet i Danmark, så gør vi naturligvis gerne det, men som jeg har forstået den forsoningskommission, er det et grønlandsk projekt med et kommissorium, som udarbejdes i Grønland.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen vil det sige, at statsministeren ikke mener, det er berettiget, når der fra grønlandsk side bliver sagt, at man er ked af, at Danmark ikke har vist vilje til dialog om det her? Og mener statsministeren ikke, at det faktisk ville være en rigtig god idé, at vi drøftede nogle af de eksempler, som statsministeren så kalder ulykkelige, men som jeg måske ville kalde alvorlige fejltagelser, måske ligefrem overgreb fra Danmarks side på den grønlandske befolkning? Ville det ikke være gavnligt for rigsfællesskabets fremtid, at vi ligesom fik ryddet op i det og fik sat nogle ord på de ting?

Statsministeren.

Jeg mener grundlæggende, der mangler ord om fremtidens begivenheder. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, der har været utrolig mange ord i dag om fortidens begivenheder og måske for få om fremtiden. Jeg håber, at vores fællesskab, vores rigsfællesskab, fremover kan koncentrere sig om fremtidens udfordringer, frem for at det kun kommer til at handle om fortidens begivenheder.

Det er derfor, jeg siger, at vi har fuld respekt for, at det her er et grønlandsk projekt med et kommissorium, som udarbejdes i Grønland, men fra dansk side, fra regeringens side, er vi mest optaget af nutidens og fremtidens udfordringer, og at vi fortsætter det gode samarbejde.

Fru Doris Jakobsen for en kort bemærkning.

Generelt er der interesse for yderligere samarbejde inden for rigsfællesskabet, og det er positivt. Men jeg er skuffet over, at man accepterer forskelsbehandling, og især at statsministeren har ignoreret landsstyreformandens henvendelser om kompensationsmuligheder for de børn, hvis fædre er døde. Så hvorfor ønsker man, at rigsfællesskabet bliver stærkere, samtidig med at man ignorerer landsstyreformandens henvendelser? Der mener jeg at samarbejdet mellem Grønland og Danmark er blevet svækket.

Selv om vi har forskellige interesser og holdninger, mener jeg, at det er uacceptabelt, at man lukker øjnene for regeringslederens henvendelser, da jeg mener, at regeringslederen ikke er hvem som helst – det er jo landets leder.

Statsministeren

Jeg stiller mig helt uforstående over for den diskussion om, hvorvidt man skulle have ignoreret henvendelser. Jeg mener, at det her er et spørgsmål, som jeg har diskuteret med landsstyreformanden – det gjorde jeg så sent som i januar i år. Jeg tilkendegav klart regeringens holdning i det her spørgsmål, også i forhold til kompensationsspørgsmålet, og som jeg ser det, som regeringen ser det, er der ikke kommet nye oplysninger frem, som ændrer ved regeringens holdning.

Det her er ikke et spørgsmål om, at man ikke lytter til hinanden; det her er et spørgsmål om, at man er uenige om konklusionen. Og det er jo noget helt andet, end at man ikke taler sammen og lytter.

Fru Doris Jakobsen.

Vi ved jo, at statsministeren har sagt, at man fra regeringens side mener, at denne sag er afsluttet. Men vi har jo en anden mening, derfor har vi henvendt os igen.

Men ud over al den her kritik vil jeg gerne sige noget om, at jeg synes, det er en god idé, at man debatterer rigsfællesskabet en gang om året. Samtidig mener jeg også, at det ville være en god idé at flage med vores tre forskellige flag her i Tinget en gang om året for at vise respekt for vores rigsfællesskab. Hvad synes statsministeren om det?

Statsministeren.

I forhold til det her med at holde møder er det faktisk lidt vigtigt for mig at få sagt, at det ikke er et spørgsmål om, at vi ikke ønsker at holde møder. Derfor tror jeg, at man skal undlade at gøre diskussionen om kompensation til et spørgsmål om, at jeg ikke har ønsket at holde møder med landsstyreformanden. Det handler om en politisk uenighed. Derfor vil jeg også godt understrege, at man jo godt kunne overveje i Grønland selv at gå ind i kompensationen, og at det ikke kun er et dansk anliggende at diskutere det her med kompensation.

Jeg er helt enig i, at vi skal forbedre forholdene for de juridisk faderløse. Det er også derfor, at vi er så ivrige efter at få det her lovforslag lagt frem. Det er derfor, vi har arbejdet seriøst og grundigt med det her forslag, og jeg mener, at vi nu har et lovforslag, som vil forbedre de juridisk faderløses situation.

I forhold til flagningen vil jeg anbefale, at man drøfter sagen med Folketingets formand og Præsidiet i øvrigt.

Det bliver så på et andet tidspunkt.

Fru Sara Olsvig for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil også gerne takke for en god debat i dag. Det har været interessant at komme rundt om mange forskellige emner. Selvfølgelig er der enkelte emner, som har fyldt mere end andre, og de juridisk faderløse har, som jeg i hvert fald selv forventede, fyldt en del, da det jo er en aktuel sag, som berører rigtig, rigtig mange mennesker i Grønland.

Jeg har lyst til at spørge: Hvad er det, der skal til, for at der kan føres en god dialog? For der er jo tilsyneladende ikke en fælles forståelse mellem formanden for naalakkersuisut og statsministeren om, at der i det hele taget er ført en dialog om spørgsmålet vedrørende en form for kompensation. Så hvad er det, der ifølge statsministeren skal til for at føre en god dialog mellem formanden for naalakkersuisut og statsministeren?

Jeg er glad for, at statsministeren nævner udredningen fra 2011. Jeg havde personligt rigtig stor glæde af at læse den her udredning. Det ændrer dog bare ikke ved, at sagsområdet er et dansk ansvar. Det ændrer heller ikke ved, at det i den periode, hvor den her sag er foregået, og hvor der har været menneskerettighedskrænkelser af juridisk faderløse, også i sidste ende har været et dansk ansvar. Derfor vil jeg også gerne spørge, om ikke statsministeren kan se, at det også har noget at gøre med fremtiden, at man sikrer, at de mennesker, der lever i dag – og deres børn og børnebørn – får en tilværelse, der er ligeværdig med andre statsborgeres i hele rigsfællesskabet. Det mener jeg ikke at man gør med den ændring, man laver i dag, i hvert fald ikke fuldt ud. Derfor er det, at vi også fra Inuit Ataqatigiits side gerne så, at man tog en dialog om spørgsmålet om en form for kompensation. Hvordan opnår vi den ligeværdighed, hvis vi ikke engang kan få en dialog?

Statsministeren.

Jamen jeg må stille mig undrende over for, at der ikke har været en dialog, for der har været en dialog. Jeg har drøftet det her med landsstyreformanden så sent som i januar. Det, der er sagens kerne, er ikke, at der ikke har været en dialog, men at vi ikke er enige i dette spørgsmål. Og det er jo noget helt andet. Vi ser ganske enkelt ikke ens på diskussionen om kompensation.

Der vil jeg godt understrege at vi jo alle sammen er optaget af at finde en god løsning i forhold til de juridisk faderløse. Det mener jeg også at vi er på vej til, al den stund at de juridisk faderløse nu får mulighed for at finde deres far. Som jeg har forstået denne sag, har det været det, der var vigtigt hele vejen igennem, nemlig at man kunne identificere sit biologiske ophav, og det har jeg den dybeste forståelse for er meget vigtigt.

Det vil også være sådan, at hvis man har fundet sin far og faderen er levende og der er adgang til arv, vil man jo få adgang til den arv. Der, hvor der er en udfordring, er, hvor dødsboet er afsluttet og det derfor kan skabe nogle nye komplikationer at åbne et sådant dødsbo. Så jeg ærgrer mig lidt over, at det næsten kommer til at lyde i debatten, som om vi ikke har forsøgt at løse udfordringen med den ulykkelige situation, der er for de juridisk faderløse, for vi har, synes jeg selv, brugt temmelig meget energi og tid på at finde en fornuftig løsning på det her spørgsmål. Og det undrer mig, hvis man nu fra grønlandsk side tager afstand fra den løsning, al den stund at man har været hørt hele vejen igennem.

Fru Sara Olsvig.

Tak, jeg har et sidste spørgsmål, som handler om de juridisk faderløse, og så vil jeg se, om jeg kan nå et par andre også.

Hvis det er sådan, at den lov, som nu vedtages i Folketinget, på nogen måde begrænser muligheden for at genåbne dødsboer for juridisk faderløse mere end for andre statsborgere, som ikke er juridisk faderløse, vil statsministeren så være med til at se på, at man ligestiller juridisk faderløse med andre borgere? Det er et af de udestående spørgsmål, jeg mener der er helt konkret.

Så vil jeg gerne høre statsministerens kommentar til aftalen mellem Færøerne, Norge og EU om makrel og den ugunst, der ligger i den aftale, for Grønlands makrelfiskeri. Er det noget, man vil se på?

Endelig vil jeg også gerne høre statsministerens kommentar til de andre ting, jeg bragte op om den sproglige udfordring i det arbejde, vi har, mellem Grønland og Danmark. Vil statsministeren sikre, at man fremover også får høringssvar osv., som er givet i Folketinget, i sager, der også skal igennem Inatsisartut, på Grønlandsk?

Statsministeren.

Jeg synes, det har været en rigtig god diskussion, også om de juridisk faderløse. Det, der ærgrer mig lidt, er, at man næsten ikke kan høre, at vi rent faktisk har fundet en løsning for de juridisk faderløse. For vi ved jo godt, at de står i en vanskelig situation. Det anerkender vi fuldt ud; det er der ikke en eneste i den her debat som ikke anerkender. Derfor har regeringen også i forståelse med det grønlandske selvstyre fremsat et lovforslag, således at juridisk faderløse får mulighed for at få fastslået, hvem der er deres far, og dermed få arveret efter ham.

Så kan der være en komplikation, hvis faren er gået bort og dødsboet er gjort op, hvor vi må afveje modsatrettede hensyn i forhold til hinanden: hensynet på den ene side til de juridisk faderløse og på den anden side til de øvrige arvinger. Det er det, vi har gjort i denne sag. Jeg synes egentlig, det ville være ærgerligt, hvis vi gik fra den her debat uden at anerkende, at vi alle sammen har gjort et stort stykke arbejde for at finde en fornuftig løsning for de juridisk faderløse. Det har været i alles interesse. Vi har nu fundet en fornuftig løsning.

Så er det hr. Sjúrður Skaale for en kort bemærkning.

Tak for det. Som jeg sagde i mit indlæg, mener jeg, at det er den politiske vilje og dialog, som afgør, hvordan rigsfællesskabet fungerer. Det har langt større betydning end de juridiske rammer, de formelle rammer, og derfor kan det synes lidt akademisk, når jeg nu stiller spørgsmål om præcis de juridiske rammer, men det gør jeg, fordi regeringen altid siger, at de ændringer, der måtte komme i rigsfællesskabet, skal respektere grundloven – de må ikke gå ud over grundloven. Nu mener jeg, at rigsfællesskabet har udviklet sig til at være et sted, hvor vi ligger langt, langt uden for grundloven. Grundloven siger jo ikke ét ord om Færøerne, den siger ikke ét ord om rigsfællesskabet; den siger, der er ét parlament, der er én regering osv. Derfor mener jeg ikke, det er en holdbar ting at sige, at de skal respektere grundloven, når de i praksis forlængst har sprængt grundloven. Derfor er mit enkle spørgsmål: Mener statsministeren, at grundloven i dag genspejler rigsfællesskabet? Tak.

Statsministeren.

Vi mener, at selvstyreordningerne og grundloven er rammen for vores arbejde i rigsfællesskabet, og jeg må sige, at jeg ikke er enig i, at vi har sprængt rammerne for grundloven. Det, at vi har selvstyreordningerne og vores grundlov, er tværtimod rammen for vores rigsfællesskab.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg forstår ikke helt, at man siger, at grundloven ikke er sprængt, når der er mere end ét parlament i riget, og når grundloven kun tillader ét parlament. Når der kun er én instans, som kan opkræve skat, og det er Folketinget, og når der så opkræves skat af to andre parlamenter i det samme rige, så forstår jeg ikke helt, at man siger, at grundloven ikke er sprængt.

Statsministeren.

Jeg kan kun gentage, at vi ikke mener, at rammerne for grundloven på nogen måde er sprængt. Vi mener, at grundloven og selvstyreordningerne faktisk er en meget fin ramme og en meget klar ramme for vores rigsfællesskab.

Hr. Edmund Joensen for en kort bemærkning.

Tak. Mit spørgsmål til statsministeren er angående ressortområder. Når vi kigger på fordelingen af ressortområder, ser vi, at det er statsministeren, som har ressortområdet ...

Statsministeren kunne ikke høre spørgsmålet. Derfor vil jeg bede hr. Edmund Joensen om at gentage det. Hvad var det for et område?

Kan man høre nu? (Formanden : Ja, ja). Spørgsmålet er angående ressortområder. Når vi kigger på fordelingen mellem ministrene, kan vi se, at der står, at det er statsministeren, som har Færøerne og rigsfællesskabet som ressortområde. Men hver gang vi spørger om noget eller vi skal løse et problem – nu har vi arbejdet med grænsehindringer og alt muligt – så er det andre ministre, som overtager sagerne, og i flere tilfælde er det flere ministre, der skal løse dem. Det tager lang tid.

Har statsministeren nogen mulighed for at fremskynde processen, så det ikke tager så lang tid, som det plejer at gøre? Tak for det.

Statsministeren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det er statsministeren, som har det overordnede ressortansvar, men jeg tror også, at man er nødt til at have respekt for, at nogle af områderne inddrager andre ressortområder. Og jeg tror faktisk, at man i længden vil have meget mere gavn af, at man holder ansvaret på de ressortområder. F.eks. har vi jo løst SIFI-udfordringen, og vi sidder i øjeblikket og diskuterer erhvervsfremmeordninger i forhold til Færøerne, og der tror jeg man har langt større fordel af, at disse udfordringer løses på Erhvervs- og Vækstministeriets område, end at man skal over Statsministeriet.

Så dybest set mener jeg – ud over at det ville være praktisk umuligt at gøre noget andet – at det er en fordel, at man kan løse det på de konkrete ressortområder med de konkrete ministerier.

Hr. Edmund Joensen.

Ja, ja, tak for svaret. Jeg er helt enig i, at det som regel tager sin tid at få løst problemer, men det skulle undre mig, hvis det ikke kunne skubbe lidt på processen, hvis statsministeren lod et ord falde om, at den her sag ville hun have gennemført inden for et bestemt stykke tid. Tak.

Statsministeren.

Jamen jeg mener egentlig ikke, at vi er så træge i forhold til at få løst vores fælles udfordringer. Færingerne har rejst nogle meget specifikke problemstillinger, som vi har løst. Vi sidder f.eks. og diskuterer erhvervsfremmeordninger og SIFI-ordning, og der er andre særlige sager, hvor vi egentlig har løst problemerne i den rækkefølge, de er opstået.

Så har vi grænsehindringer, som jeg også nævnte i min replik, og i forbindelse med grænsehindringer er vi jo ved at få identificeret, hvor der kan være konkrete udfordringer. Og derefter er det så naturligt, at vi i samarbejde med henholdsvis Færøerne og Grønland går i gang med at finde ud af, hvilke af disse grænsehindringer vi så vil løse.

Der er så ikke flere, der har bedt om ordet. Så tak til statsministeren.

Forhandlingen er sluttet, og afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt finde sted tirsdag den 6. maj 2014.