Svar:

Fødevarestyrelsen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:”Dansk Terrier Klub mener i sin henvendelse om hundeloven, at forbudsordningen og denomvendte bevisbyrde giver væsentlige udfordringer i forhold til hundeejernes retssikkerhed.Dansk Terrier Klub spørger bl.a. til, i hvilke situationer politiet har hjemmel til at anvende denomvendte bevisbyrde.Fødevarestyrelsen kan oplyse, at der i Udvalget om hunde, som af Justitsministeriet var nedsatbl.a. for at udtale sig om opbygningen af en forbudsordning, var enighed om, at en forbudsordningmå bygge på en model, hvor det er besidderen, der i tilfælde af tvivl skal dokumentere, atvedkommendes hund ikke tilhører en af de forbudte racer eller krydsninger heraf.Hvis der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er forbudt,kan politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race eller type. Det er besidderenaf hunden, der skal bevise, at hunden ikke er omfattet af forbuddet.Politiet skal dog i første omgang – f.eks. på baggrund af en hunds udseende eller oplysninger frabesidderen eller andre – have rimelig grund til at formode, at der kan være tale om en hund af enforbudt race eller blanding, før politiet kan kræve, at besidderen skal skaffe den nødvendigedokumentation for, at den pågældende hund ikke er omfattet af forbuddet.Politiet kan altså ikkeforlange dokumentation, når der ikke er nogen nærmere anledning til det.

Dansk Terrier Klub mener desuden, at det er nødvendigt at fastlægge præcis hvilkendokumentation, der er tilstrækkelig som bevis for en hunds afstamning.Der er ikke,ihundeloven, fastsat kravtil, hvilken dokumentation besidderen skal kunne fremlæggefor at bevise hundens race.Besidderen af en hund kan f.eks. fremlægge en stambog vedrørende hunden eller erklæringer frapersoner, der kan redegøre for hundens afstamning.Det er i dag ikke umiddelbart muligt ved hjælpaf dna-test eller ved en dyrlægeundersøgelse at bestemme en hunds race.I lovforslaget L92 er det præciseret, hvad der forstås ved ”erklæringer fra personer, der kanredegøre for hundens afstamning”. Sådanneerklæringer kan ikke alene basere sig på en vurderingaf hundens udseende og adfærd. Der skal i stedet være tale om erklæringer, der vedrører hundensforældre, søskende eller tidligere generationer. Det er ikke nødvendigt, at erklæringerne erudarbejdet af fagpersoner, f.eks. dyrlæger.Det er således ikke et krav, at alle hunde fremover skal have en stambog.Politiets afgørelser efter hundeloven kan påklages til Rigspolitiet.”

Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 71 (FLFalm. del) stillet den 3.

december 2013

Spørgsmål nr. 71:

Svar: