Beskæftigelsesudvalget 2013-14
L 194
Offentligt
1376070_0001.png
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Christiansborg
1240 København K
Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K
T 72 20 50 00
E [email protected]
www.bm.dk
CVR 10172748
EAN 5798000398566
2. juni 2014
J.nr. 2014-0019696/2014-3813
Beskæftigelsesudvalget har i brev af 28. maj 2014 stillet følgende spørgsmål nr. 45
(L 194), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Eigil Andersen
(SF).
Spørgsmål nr. 45
”Er det rigtigt forstået, at i de tilfælde, hvor en borger har en livstruende, alvorlig
sygdom og derfor efter den nye lov kan få sin sygedagpengeydelse forlænget, er
dokumentationen for dette en erklæring fra den praktiserende læge eller en anden
behandlende læge, som kommunen skal tage til efterretning som dokumentation og
på ingen måde vurdere og herunder heller ikke lade en kommunal lægekonsulent
vurdere?”
Endeligt svar:
Følgende fremgår af bemærkningerne til den del af lovforslaget, der vedrører
udvidelsen af muligheden for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge for
personer med livstruende, alvorlig sygdom: ”Kommunens afgørelse om
forlængelse af sygedagpengeydelsen som følge af en livstruende, alvorlig sygdom
skal efter forslaget ske på baggrund af en konkret, individuel lægelig vurdering,
sædvanligvis i form af en statusattest fra den praktiserende læge eller anden
behandlende læge. En kommunalt ansat lægekonsulent vil ikke kunne foretage
denne vurdering.”
Det er således rigtigt forstået, at det efter lovforslaget er en lægelig vurdering, om
der er tale om en livstruende, alvorlig sygdom, og vel at mærke en vurdering
foretaget af behandlende læge, og aldrig en lægekonsulent.
Venlig hilsen
Mette Frederiksen