L 126 - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm. om uddybende kommentarer til de enkelte elementer i høringssvaret fra Ret og Råd Sundhuset, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 20. februar 2014 stil-let følgende spørgsmål nr. 6 (L 126) til ministeren for sundhed og forebyggel-se, som hermed besvares.Spørgsmål nr. 6 (L 126):’’Vil ministeren med henblik på en eventuel teknisk gennemgang af lovforsla-get uddybende kommentere de enkelte elementer i høringssvaret fra Ret ogRåd Sundhuset?”Svar:Jeg vil indledningsvist gerne slå fast, at formålet med den del af lovforslaget,som Ret og Råd Sundhuset adresserer i deres høringssvar (afbrydelse af for-ældelse i sager om patient- og lægemiddelskadeerstatninger), er at genoprettetidligere praksis.Lovforslaget indebærer, at en bindende afgørelse om enten anerkendelse afen skade omfattet af loven eller om udmåling af erstatning for en sådan skadevil blive tillagt afbrydelsesvirkning i forhold til forældelsesfristerne i lovens §§59 og 60, således at der herefter i det hele løber nye frister på henholdsvis 3og 10 år. Dog vil forældelse altid indtræde senest 30 år efter den dag, hvorskaden er forårsaget eller lægemidlet er udleveret til skadelidte.Jeg vil nedenfor uddybende kommentere på alle elementerne i høringssvaret:1. Ret og Råd Sundhuset er af den opfattelse, at lovforslaget ikke tager stillingtil sager, hvor skadelidte inden for forældelsesfristens udløb indgiver en an-meldelse til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) om en skade, menhvor forældelsesfristen udløber, mens sagens behandles.Jeg kan hertil oplyse, at det følger af § 59, stk. 1, at erstatningskravet skal væ-re anmeldt til Patienterstatningen senest 3 år efter, at den erstatningsberetti-gede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Den absolutte foræl-delsesfrist er efter stk. 2, ti år. Det afgørende for, om det pågældende krav kanbehandles er altså, hvornår anmeldelsen om erstatning indgives. Det har her-efter ingen betydning, at det pågældende krav under behandlingen hos Pati-enterstatningen, i Patientskadeankenævnet eller ved domstolene bliver mereend henholdsvis 3 eller ti år gammelt. Dette har været lovgivning og praksissiden 1992.2. Ret og Råd Sundhuset er af den opfattelse, at bestemmelsen i § 60b tilligeburde tage højde for de tilfælde, hvor den endelige afgørelse er en afvisning afanerkendelse/erstatning, idet der her bør være en tillægsfrist på minimum 1 år

efter den administrative afgørelse er truffet, så skadelidte har mulighed for atindbringe afgørelsen for domstolene uden risiko for at blive mødt med foræl-delsesindsigelser. Dette vil efter Ret og Råd Sundhusets opfattelse formentligkunne klares med en henvisning til forældelseslovens § 21, stk. 2. Herudoverhar Ret og Råd Sundhuset anført, at det ville være hensigtsmæssigt, at søgs-målsfristens længde forlænges svarende til forældelsesfristen i forældelseslo-vens § 21, stk. 2. det vil sige til et år.Jeg kan hertil oplyse, at der i klage- og erstatningslovens gælder en frist på 3måneder til at indgive en klage over Patienterstatningens afgørelse til Patient-skadeankenævnet/Lægemiddelskadeankenævnet (lovens § 35, stk. 1 og § 57,stk. 2)), og at ankenævnenes afgørelse kan indbringes for retten inden 6 må-neder efter, at ankenævnets afgørelse er meddelt (lovens § 36, st. 2 og § 57,stk. 4).Den i klage- og erstatningsloven fastsatte frist for at indbringe en sag for dom-stolene er en uændret videreførelse af den dagældende regel i patientforsik-ringslovens § 16. Af bemærkningerne hertil fremgår, at fristen bidrager til, aterstatningssagerne ikke verserer i mange år efter, at skaden er forvoldt medde heraf følgende bevisførelsesvanskeligheder. Samtidig sikrer fristen, atnavnlig den skadelidte kan nå at foretage de nødvendige processuelle skridt,dvs. udtagelse af stævning, ev.t ansøgning om fri proces m.v.Herudover vil jeg anføre, at en udvidelse af søgsmålsfristen ikke entydigt er tilpatientens fordel. Det skal således også tages i betragtning, at en udvidelseselvsagt også vil gælde den skadevoldende part, hvor region eller forsikrings-selskab er erstatningsansvarlig. En forlængelse af søgsmålsfristen vil derforogså betyde en forlængelse af den tid, hvor patienten skal gå i uvished om,hvorvidt sagen er afsluttet og erstatningen endeligt fastsat.Desuden gælder det, at uanset at skadevolder inden ankefristens udløb udbe-taler erstatningen til patienten uden forbehold, betragtes dette efter retspraksisikke som et afkald på senere at anke sagen. Skadevolder vil fortsat kunne an-ke frem til ankefristens udløb. Patienten vil i begge tilfælde have erstatningentil disposition, men da det endnu er uvist, om afgørelsen indbringes for dom-stolene, vil det være usikkert for patienten at disponere over erstatningen, førsøgsmålsfristen er udløbet.Patienterstatningen har til brug for besvarelsen af spørgsmålet oplyst, at manfår henvendelser fra patienter, som er i en svær situation på grund af patient-skaden, og som synes, at det er meget længe at skulle vente henholdsvis treog seks måneder på svar på, om modparten vil gå videre med sagen.Endelig skal det tages i betragtning, at forsikringsvilkårene for de privatesundhedsaktører vil ændre sig, hvis søgsmålsfristerne forlænges med denvirkning, at forsikringspolicerne formentlig vil blive dyrere.På den baggrund mener jeg ikke, at der er grundlag for at udvide søgsmålsfri-sten til et år som i forældelseslovens § 21, stk. 2.4. Ret og Råd Sundhuset er af den opfattelse, at lovforslagets § 4, stk. 8 og 9,om tilbagevirkende kraft også bør gælde for de tilfælde, hvor der forud for lo-

vens ikrafttrædelse er truffet afgørelse om afvisning af anerkendelse af skadeeller udmåling af erstatning herfor, herunder afvisning under henvisning til, atet eventuelt krav var forældet. Ret og Råd Sundhuset mener således ikke, atikrafttrædelsesbestemmelserne tager højde for de afviste krav, der på grund afpraksisændringen er blevet afvist allerede fordi, de vurderes forældede.Jeg kan hertil anføre, at lovens tilbagevirkende kraft som anført i forslagets §4, stk. 6, tillige vil finde anvendelse på erstatningskrav, der er eller ville haveværet afvist på grund af forældelse efter de hidtil gældende regler, således atspørgsmålet om forældelse skal afgøres efter de regler, der gælder efter ikraft-træden af denne lov.Bestemmelsen indebærer herved, at den tidligere praksis fra før juni 2011genindføres og lovfæstes med tilbagevirkende kraft. Den erstatningssøgendeskal således stilles på samme måde, som hvis lovændringen havde væretvedtaget og gældende hele tiden, dvs. uden den praksisændring, der blev fo-retaget i juni 2011.De personer, der har fået afslag på erstatning som følge af praksisændringen ijuni 2011, vil således få mulighed for at få deres sag revurderet.Det forhold, at lovændringen gennemføres med tilbagevirkende kraft, vil såle-des navnlig give de erstatningssøgende personer i disse sager mulighed for atfå genoptaget deres sag og tilkendt erstatning, hvis betingelserne herfor i øv-rigt er opfyldt.Lovændringen vil også gælde for personer, der ikke tidligere har fået afslagsom følge af praksisændringen. Personer, der f.eks. på grund af kendskab tilpraksisændringen har afholdt sig fra at søge, vil således også være omfattetmuligheden for at få behandlet deres sag på ny.Den tilbagevirkende kraft gælder også for krav omfattet af lov om erstatning forlægemiddelskader og lov om patientforsikring, jf. lovforslaget § 4, stk. 8 og 9.5. Ret og Råd Sundhuset er af den opfattelse, at det ikke fremgår, hvad bag-grunden er for, at der i forslagets § 4, stk. 9, er angivet en forlængelse af for-ældelsesfristen med 2 år til 5 år, når den samme frist ikke er at finde i forsla-gets § 4, stk. 8.Jeg kan hertil oplyse, at den gældende lov om klage- og erstatningsadganginden for sundhedsvæsenet trådte i kraft den 1. januar 2007. For skader, derer forårsaget før dette tidspunkt, finder de ophævede regler i lov om patient-forsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, og lov om erstatningfor lægemiddelskader, jf. lov nr. 1120 af 20. december 1995, fortsat anvendel-se.For erstatningskrav for skader omfattet af lov om patientforsikring gælder deren relativ forældelsesfrist på 5 år i kombination med en 10-årig absolut foræl-delsesfrist. For erstatningskrav omfattet af lov om erstatning for lægemiddel-skader gælder, som i klage- og erstatningsloven, en relativ forældelsesfrist på3 år i kombination med en 10-årig absolut forældelsesfrist.

Med den foreslåede § 4, stk. 8, sikres det, at retstilstanden for krav omfattet afden nye § 60 b i lov om klage- og erstatningsadgang også gælder for krav om-fattet af lov om erstatning for lægemiddelskader, der som anført ovenfor pkt.2.4.1.2. fortsat finder anvendelse for skader forårsaget før 1. januar 2007. Derer den samme relative forældelsesfrist i lov om erstatning for lægemiddelska-der, som i den gældende klage- og erstatningslov.Med den foreslåede § 4, stk. 9, sikres det, at retstilstanden for krav omfattet afden nye § 60 b i lov om klage- og erstatningsadgang også gælder for krav om-fattet af lov om patientforsikring, der fortsat finder anvendelse for skader forår-saget før 1. januar 2007, dog således at den i lov om klage- og erstatningsad-gang inden for sundhedsvæsenets § 60 b nævnte frist på 3 år i disse sager er5 år. Fristen i disse sager svarer således til den dagældende lovs forældelses-frist. Hermed sikres, at retstilstanden for de patienter, der omfattet af dennelov, ikke forringes.6. Ret og Råd Sundhuset er af den opfattelse, at der bør ske en administrativgenoptagelse af samtlige for den foreslåede ændring relevante sager.Jeg kan hertil oplyse, at Patienterstatningen og Patientombuddet (som sekre-tariat for Patientskadeankenævnet og Lægemiddelskadeankenævnet) medhenblik på en revurdering af forældelsesspørgsmålet, af egen drift vil tage kon-takt til de patienter, som i den periode, hvor praksissen ikke blevet fulgt, harfået afvist deres sag som forældet. Det fremgår også af de specielle bemærk-ninger til lovforslagets § 4.