Tak. Nu er det ikke, fordi jeg har noget imod blive sammenlignet med ministeren, men hvis vi kunne holde os til den blå fløj, synes jeg det ville være fint.
I forhold til den lov, som vi behandler i dag, vil jeg sige, at den omhandler Rådet for Etniske Minoriteter, men jeg vil alligevel benytte lejligheden til at knytte nogle få kommentarer hertil set i relation til Liberal Alliances generelle holdninger til integration. For vi mener nemlig, at der er brug for en nyorientering i den måde, som vi varetager integration på.
Det vigtigste pejlemærke, når man ansætter personer, der varetager opgaver inden for integration, mener vi, bør ikke være, hvilken etnisk baggrund man har, og det behøver heller ikke være afgørende, hvilken religion man tilhører. Det vigtigste bør være, om man rent faktisk bidrager til integrationen, og med det mener jeg altså, at man bør have konkrete løsningsforslag og kæmpe med åben pande for frihedsrettigheder. Det er vigtigt, at man har en grundlæggende forståelse for demokratiske principper, og at man agerer i forhold til dem. Og gør man ikke det, skal man ikke være ansat til eller være inde i det her integrationsarbejde.
Vi havde en sag for et par måneder siden, hvor Integrationsministeriet blev nødt til at afskedige en rollemodel, der var ansat til ligesom at være ansigt udadtil i forhold til integrationen. Det blev han, fordi han på Facebook hyldede et overgreb på en kunstner, Firoozeh Bazrafkan, som blev spyttet på, og det syntes han bare var helt fremragende. Der er i min optik noget galt, hvis sådan en ung mand overhovedet kan blive ansat af Integrationsministeriet og udpeget som rollemodel. Så er det simpelt hen, fordi vi ikke er kritiske nok.
Vi har tidligere i dag haft et samråd om nogle af de udfordringer, der er med ytringsfrihed og overgreb på samme. Samrådet omhandlede Yahya Hassan og Firoozeh Bazrafkan, men vi kunne sådan set også have nævnt andre kunstnere, som kritiserer islam, og som møder voldsom modstand, trusler og i det hele taget ubehagelige reaktioner.
I forhold til hele den kamp vil jeg sige, at der jo i øjeblikket foregår en decideret værdikamp blandt danske muslimer, hvor nogle forsøger ligesom at betvinge ytringsfriheden, mens andre forsøger at kæmpe for frihedsrettigheder og ytringsfrihed. Og der er det bare vigtigt, at vi, når vi udpeger personer til integrationsopgaver, er fuldstændig klar i mælet om, at de personer, der varetager det, altså skal have forstået grundlæggende demokratiske principper og agere i forhold til dem. Og hvis de ikke de gør det, skal de slet ikke varetage sådanne opgaver.
Så når vi ser på integrationsopgaver, skal vi altså ikke ansætte folk på grund af deres hudfarve, men på grund af deres forståelse af og kamp for de principper, som er så vigtige i integrationsopgaven. Men det gælder sådan set generelt og ikke kun for Rådet for Etniske Minoriteter. Med hensyn til det foreliggende forslag kan Liberal Alliance stemme for.