Det her er jo en hastesag på skatteområdet.
Der er lavet en fejl i lovgivningen; ingen har lidt skade, for den fejlbehæftede lovgivning er endnu ikke trådt i kraft.
Det gør den så, eller rettere sagt det kan den gøre, den 1.
januar 2014, så derfor er det vigtigt, at det her lovforslag bliver hastebehandlet, sådan at den gældende lovgivning fra den 1.
januar kan være afbalanceret og korrekt.
Det, forslaget handler om, er referencerenten, og det er en årlig variabel rente, der i et vist omfang følger markedsrentens bevægelser, og referencerenten danner grundlag for fastsættelsen af renten i forskellige skatte- og afgiftslove.
Tidligere har man fastsat referencerenten som et vægtet gennemsnit af renten på en række obligationsserier, og da det datagrundlag, der tidligere er anvendt for at fastsætte referencerenten, ikke længere opgøres, har det derfor været nødvendigt at finde et nyt grundlag for referencerenten.
Og det gjorde Folketinget så med vedtagelsen af L 67 i december 2012, og her blev referencerenten så ændret fra en obligationsbaseret rente til en kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber.
I det lovforslag, L 67, blev der lagt vægt på, at overgangen til en ny referencerente ikke i sig selv måtte føre til ændringer i renteniveauerne over en årrække.
Derfor blev der i lovforslaget foretaget en justering af de faste tillæg og fradrag i forhold til referencerenten, netop for at sikre, at de nye rentesatser i gennemsnit skulle svare til de rentesatser, som ville blive fastsat på grundlag af den tidligere referencerente.
Men som det også er blevet nævnt tidligere, blev de faste tillæg og fradrag ved opgørelsen af rentesatserne for afregning og opkrævning af indkomstskatter ved en beklagelig fejl ikke justeret, og fejlen betyder, at rentesatserne for restskat og overskydende skat ville stige kraftigt, og det gælder både for personer og selskaber.
Formålet med det her lovforslag er så at nedsætte de faste tillæg, så den enkelte rentesats svarer til det gennemsnitlige niveau for det seneste år.
Med ændringen forebygger vi meget store utilsigtede stigninger i de berørte rentesatser, der ellers ville være kommet fra årsskiftet.
Det er beklageligt, at der er sket denne fejl i lovgivningen, men det er glædeligt, at vi kan nå at rette op på fejlen, så den ikke får konsekvenser for borgere og virksomheder.
Det er jeg glad for, og jeg takker også oppositionens partier, som har tilkendegivet, i hvert fald på møder, at de vil støtte en hastebehandling af det her lovforslag.
Socialdemokraterne støtter forslaget.