Tak, hr.
formand.
Det her forslag er jo et enkelt forslag som sådan, når man ser på det.
Det er simpelt hen et spørgsmål om, at man skal kunne kommunikere digitalt mellem myndigheder og arbejdsgivere.
På trods af at det er et enkelt forslag, er der alligevel nogle problemer i det, for vi har jo den situation, at man som arbejdsgiver faktisk kan komme ud for et problem – og jeg håber, at ministeren lige hører efter her, men det gør ministeren ikke – når man som arbejdsgiver skal indberette noget til f.eks.
Virk.dk og så får at vide, at der kan være systemfejl.
Og ringer arbejdsgiveren så til kommunen og siger, at der er problemer, får de at vide, at det er o.k., når man har trykket på knappen.
Så er det o.k.
Men alligevel bliver det ikke registreret.
Et andet problem, man som arbejdsgiver kan blive udsat for – og jeg skal nok sende den her henvendelse over til ministeren, så ministeren har noget på skrift om det problem, der er – er, at en arbejdsgiver, der skal ind og anmelde noget via det digitale system, jo kan blive udsat for en lang ventetid, at man ikke lige kan komme igennem, at der er nogle problemer.
En arbejdsgiver har altså ikke råd til at sidde og vente 3-4 timer på at komme igennem.
Det håber jeg er noget, som ministeren vil se til at vi får en fornuftig løsning på, for det er jo ikke noget, hvor man sådan bare lige kan give los og sige, at nu skal alt være digitalt, hvis vi så siger, at arbejdsgiverne bare skal sidde og vente, indtil de kan komme igennem, eller at de må have en ansat, der skal sidde og vente ved tasterne, til vedkommende kan komme igennem.
Det skal gerne være noget, der fungerer her og nu.
Det skal også være sådan, at når arbejdsgiverne ikke har kunnet komme igennem, på grund af at der er sket nogle fejl, tager man hensyn til det og afviser ikke bare arbejdsgiverne og siger:
Det her er ikke vores problem; det er nok ude hos dig selv, der er et problem.
Der må man tage det alvorligt og se på de problemstillinger, der er.
Det er i hvert fald noget af det, som vi i Dansk Folkeparti lægger vægt på.
Det skal fungere, inden vi giver los for en rent digital løsning.
Det tror jeg egentlig også at ministeren er indstillet på, og jeg kan se, at ministeren nikker, så det håber jeg.
Men jeg vil sende nogle papirer over til ministeren om en generel problemstilling, der har været med Virk.dk.
Det er jo noget af det, som skal fungere i forbindelse med en digital løsning.
Og så vil jeg bede ministeren om at komme med et reelt svar på, hvordan man løser de problemer, så arbejdsgiveren fremover ikke kommer i den situation, at vedkommende mister en refusion til en af sine ansatte, på grund af at det digitale system svigter.
Hvis arbejdsgiverne gang på gang kommer ud for det, mister de jo lysten til at være selvstændige.
Det er jo ikke meningen.
Det skal jo gerne være noget, der kan være med til at lette administrationen for arbejdsgiverne.
Det er i hvert fald det, jeg har forstået at det går ud på, og så kan det ikke hjælpe, at det hele ender med, at det bliver en byrde for arbejdsgiverne, så de løber skrigende væk.
Med de her kommentarer vil jeg sige, at jeg synes, det er et udmærket forslag, men der er altså lidt, vi skal have set på, inden vi giver los for det digitale.
Det kan godt være, vi måske skulle se på, om der i den forbindelse skal være en overgangsordning, så man stadig væk kan indsende det på papiret, hvis noget svigter – eller hvordan man nu kan finde en løsning.
Det håber jeg at ministeren måske har et forslag til allerede.