Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 1. behandling af lovforslag nr. L 89:

Forslag til lov om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og lov om finansiel virksomhed. (Regulering af refinansieringsrisiko for realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer m.v.).

Af erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen).

(Fremsættelse 28.11.2013).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Preben Bang Henriksen som Venstres ordfører.

Tak for det. Det danske realkreditsystem er ganske unikt. Det vil enhver dansker vide, hvis man har forsøgt at forklare systemet over for en udlænding. Det er ikke bare lixtallet, det er også et rigtig godt system. Selv om det er indviklet, er det et godt system for låntagere og långivere i Danmark. Det skal vi i videst muligt omfang søge at bevare.

Det burde derfor også være en givet ting, at vilkårene for det her system blev fastsat i Danmark, men sådan er det bare ikke i 2013. Der er det i vidt omfang afhængigt af ratingbureauernes karakterer. Det er vanvittigt, vil nogle mene, men det er nu engang realiteternes verden. Og i lyset heraf skal det foreliggende forslag selvfølgelig ses. F1- og F3-lån, rentetilpasningslån, udgør i dag en meget stor del af lånemassen i Danmark – nogle vil mene en foruroligende stor del.

Hensigten med forslaget her er at tage en del af refinansieringsrisikoen ud af markedet, dels ved at tvinge investorerne til en løbetidsforlængelse, i de fleste tilfælde på 12 måneder, dels ved at indbygge et renteloft på 5 pct. plus den gamle rente. Er renten steget fra 1 til 8 pct. på 1 år, ja, så bliver obligationen altså løbetidsforlænget i 12 måneder til en rente på 6 pct. Forslaget er det, man kunne kalde en tvungen forsikringsordning mod en situation, der er opstået én gang i 150 år. Det svarer lidt til at tvinge folk til at tegne en jordskælvsforsikring i Danmark, men vi må jo sige, som jeg var inde på før, at det åbenbart er det, som nutidens ratingbureauer lægger vægt på, og det er derfor et krav til, at vi kan have et velfungerende realkreditsystem.

Men forslaget efterlader nogle spørgsmål, som vi er nødt til at tage stilling til under udvalgsbehandlingen. Det antages, at låntagers pris for den her forsikring, hvis man kan kalde den det, er 0,1 pct. i form af kurspåvirkning, når der skal ske en refinansiering. Jeg vil godt have nærmere belyst, hvor ministeren har det pågældende tal, det pågældende skøn, fra. Hvad er det egentlig, der ligger til grund for skønnet?

Den anden ting, som skal belyses, er situationen, når en auktion over disse obligationer fejler. Det er et begreb, man her introducerer, uden at vi egentlig kan se, hvad der ligger heri.

Den tredje ting er, at vi skal være rimelig sikre på, at vi nu også med det her forslag tilfredsstiller de ratingbureauer, hvilket det egentlig er skabt for at sikre, og den fjerde ting er, at ministeren jo i forslaget forudsætter, at den forøgede udgift, som låntagerne får, kompenseres via en sænkning af bidragssatserne. Det vil vi godt have nærmere belyst. Hvad er det egentlig, ministeren har at have disse ord i?

Jeg kan forstå på dagspressen, at ministeren er af den opfattelse, at hvis ikke man følger det at sænke bidragssatserne her, ja, så vil ministeren indkalde til kaffe. Og her vil jeg nok gerne have at vide, hvad det egentlig mere konkret er, ministeren agter at foretage sig, hvis der ikke sker et fald i bidragssatserne, således som forslaget forudsætter. Vi skal erindre, at for de fleste mennesker i Danmark er bidragene noget, som fastsættes af realkreditinstitutterne og modsvares af muligheden for at kunne flytte lånet til en anden kreditforening. Problemet er bare, at de fleste mennesker ikke kan flytte deres lån i dag, og derfor er det i realiteten et område, der p.t. er uden for konkurrence. Men så meget desto mere er det også vigtigt at få ministerens bemærkninger til, hvorfra han har antagelsen om, at bidragene vil falde, lige så meget som renten stiger, efter den her ordning.

Endelig er det vigtigt at præcisere over for nuværende og kommende låntagere, at forslaget desværre ikke er en relevant forsikring imod renteudviklingen her i Danmark. Vi kan faktisk desværre med langt større sandsynlighed komme til at se rentestigninger på 2, 3 og 4 pct., og det er da også på dagens ejendomsmarked rigeligt til at ryste hele systemet. Folk må ikke få den opfattelse, at det lovforslag, vi har nu, er en blåstempling af realkreditten eller af de variabelt forrentede lån. Der er stadig væk en stor risiko ved at tage de her lån.

Så summa summarum: Venstre går positivt ind i en dialog med ministeren om lovforslaget, men vi har som bekendt de forbehold, som jeg nævnte før, og som jeg meget gerne vil have belyst under det lovforberedende arbejde. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Benny Engelbrecht som socialdemokratisk ordfører.

Tak, formand. Jeg vil gerne starte med at tage tråden op efter hr. Preben Bang Henriksen og Venstre, fordi hr. Preben Bang Henriksen faktisk i afslutningen af sin tale var inde på et meget vigtigt element, som jeg gerne vil tilslutte mig på Socialdemokraternes vegne, nemlig at dette lovforslag jo på ingen som helst måde skal ses som et tiltag til at fjerne den risiko, der altid vil være forbundet med det at have et variabelt forrentet huslån – det må nødvendigvis være sådan, at skal man have en sikkerhed for sin økonomi, så er den eneste måde at gøre det på selvfølgelig også fremadrettet at have fastforrentede lån. Men det er klart, at det, som vi forholder os til her, jo er tohundredårsstormen, som jeg tror at nogen har kaldt det her, altså den helt ekstreme situation.

Det er nemlig sådan, at det, lige siden regeringen trådte til, har været regeringens hovedfokus at få Danmark sikkert gennem den økonomiske krise, og heldigvis er der mange indicier på, at det efterhånden peger i en rigtig og positiv retning for dansk økonomi. Det ser efterhånden ud til, at vi får en lidt lysere fremtid, og det kan vi se i møde.

Men finanskrisen har i den grad åbnet vores øjne for, hvor usikkert det finansielle marked kan være. Derfor er regeringen jo også i fuld gang med at sikre, polstre og stramme op i hver en krog af den finansielle sektor. Lovforslaget, som vi behandler i dag, er en brik af mange, som skal bidrage til det arbejde. For de internationale markeder skal have tillid til det danske realkreditmarked, og for at være sikker på, at markederne føler sig sikre, ja, så skal ratingbureauerne også have tillid til, at realkreditten kan klare sig igennem en eventuel ny krise lige så sikkert, som man klarede sig igennem den sidste krise, hvor mange landes boliglån var truet, men aldrig nogen sinde de danske. Danske boligejere skal ikke være bange for, at de i tilfælde af en ny og mere ekstrem finanskrise bliver nødt til at gå fra hus og hjem; så enkelt er det. Selv den værst mulige situation skal vi altså tage højde for, og det er netop det, vi gør nu. Vi skal tage højde for den krise, der kan ramme, ikke engang hvert 10. år, men snarere med århundreders mellemrum.

Konkret håndterer forslaget tre elementer. Det første er at sætte rammerne for, hvad der skal ske, hvis en auktion over kortfristede rentetilpasningslån slår fejl. Det andet er, at der indføres et renteloft eller en rentetrigger for obligationer med en løbetid op til 3 år. Det tredje element er at sætte rammen for, hvad der skal ske i det usandsynlige tilfælde, at et realkreditinstitut skal afvikles.

Lovforslagets væsentligste element er indførelsen af et krav om, at løbetiden på en eksisterende obligation bliver forlænget med 1 år, hvis et konkret lån ikke kan refinansieres. Det skal fremover fremgå af vilkårene for alle obligationer. På et internationalt niveau er det ikke usædvanligt, at man håndterer refinansieringsproblemer ved at forlænge obligationer med 1 år ad gangen. Derfor forventer vi heller ikke, at udenlandske investorer vil lade være med at købe danske realkreditobligationer, tværtimod. Det bliver lettere for investorerne at gennemskue, hvordan de står, hvis en refinansiering fejler. Det vil skabe ro, det vil styrke den finansielle stabilitet, og det er til gavn for hele Danmark, at der er tillid til vores finansielle markeder.

Det er værd at understrege, at lovforslaget drejer sig om et sikkerhedsnet, som kun bliver aktuelt, hvis en ekstrem situation opstår, en ekstrem situation, hvor renten stiger mere end 5 procentpoint på et år. Det er dog – det skal jeg understrege – temmelig usandsynligt. I løbet af de 150 år, vi nu har haft vores realkreditsystem, er det ikke sket en eneste gang, at renten er steget med 5 procentpoint på et år. Men vi vil gerne være på den sikre side.

Derfor fremsætter vi dette lovforslag med et sikkerhedsnet, som skærper de internationale ratingbureauers tillid til den danske realkreditmodel, og som samtidig sikrer, at en finanskrise ikke kan give fuldstændig ukontrollerede rentestigninger med katastrofale følger for både den enkelte borger og for boligmarkedet. Det giver tryghed. Det er klart, at der vil være en lille meromkostning med de beregningsmodeller, der ligger, på 0,1 procentpoint, som man kan sige at forbrugeren jo selvfølgelig kommer til at betale i sidste ende, og det kan jeg også forstå er en beregning, som Nationalbanken skønner også kommer til at passe, men det er ikke en betaling, som er for høj, synes vi, i forhold til den risiko, man dermed fjerner. Det er tryghed, det handler om, og derfor stemmer Socialdemokraterne naturligvis også for forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Hans Kristian Skibby som Dansk Folkepartis ordfører.

På vegne af Dansk Folkeparti vil jeg gerne kvittere for ministerens fremsættelse af det her lovforslag. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er stor tillid til den danske realkreditmodel, som den er i dag, og det synes vi i Dansk Folkeparti der skal blive ved med at være. Vi er også tilhængere af, at vi har en fleksibel model, hvor folk kan vælge forskellige typer af lån til deres ejendom alt efter deres egen økonomiske situation og det behov, de har for eventuelt at synes, at de vil have et sikkert lån med fast rente, eller om de også mener, at de vil være med på en fleksibel rente, hvor det så medfører nogle risici, som selvfølgelig er inden for en ramme. Det er så de rammer, vi diskuterer her i dag.

Hvis man ser på, hvad der sker, ser man jo, at vi har fået den her arbejdsgruppe nedsat fra en række relevante ministerier, fra Finanstilsynet og fra Nationalbanken. Man har jo dels skullet afdække de mulige risici, der ville være, ved at vi fastholder den nuværende model for de kortforrentede realkreditobligationer, dels skulle man gå ind og kigge på, om der kunne være nogen løsningsmodeller, som kunne være med til at fastholde en fleksibel realkreditmodel i Danmark med en høj grad af både forbrugertillid og ikke mindst investortillid. Det mener vi faktisk vi har i dag, og det mener vi også vi har, når det her lovforslag bliver vedtaget. For man kan jo spørge sig selv: Hvad sker der, hvis det ender med, at der kommer en budrunde, hvor der ikke kommer bud nok ind, hvad sker der, hvis der er en budrunde, hvor en auktion ikke kan gennemføres som vanligt? Ja, så vil det selvfølgelig være til stor ugunst for vores samlede ejendomsmarked her i Danmark. Der kan jo komme situationer, hvor der vil være mindre investortillid, og der vil også kunne komme situationer, hvor man vil kunne få forrentet sin investeringskapital andre steder, måske med en bedre forrentning, end man kan i obligationer. Derfor kan man jo ikke afvise, at det kan ske. Jeg tror så personligt ikke, at det vil komme til at ske, og det er jo også det, som andre ordførere har været inde på tidligere, altså at hvis man kigger på historikken, vil man se, at det ikke ligefrem er den måde, det har eskaleret så hurtigt på, med stigninger og fald i renten på over 5 kurspoint. Så vi tror på, at der er en fremtid for det, også i den nuværende form og også med den her mindre ændring, som der nu lægges op til.

Vi kan også se, at man for faktisk flere år siden begyndte med netop ikke at ville have fornyet eller solgt alle obligationerne på en gang, således at man for mange af de nye realkreditobligationer med kort løbetid faktisk har vedtaget, at nogle af dem sættes til salg i oktober, andre i november, nogle i december osv. På den måde står man ikke og skal gøre det hele på en gang sidst på året, og det er alt sammen med til at gøre risikoen mindre og tilliden større. Så Dansk Folkeparti kan støtte lovforslaget her. Vi vil selvfølgelig også følge udvalgsbehandlingen og se, om der måtte komme andre ting ind i forbindelse med de høringssvar, vi har fået, og de spørgsmål, der måtte komme, men umiddelbart kan vi støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Andreas Steenberg som radikal ordfører.

Rangvidudvalget har undersøgt årsagerne til den finansielle krise i Danmark. Et af deres interessante fund er, at danskerne under Anders Fogh Rasmussens »vi kan købe hele verden« -økonomi gældsatte sig meget ekstremt. Resultatet er, at danskerne i dag er blandt de mest forgældede folk i verden. Den store boliggæld gjorde Danmark sårbar over for den krise, der ramte, men det var ikke kun Danmark og danskerne, der blev gjort sårbare. Det gjorde også de finansielle virksomheder, som nu har problemer med at få refinansieret den høje boliggæld.

Lovforslaget her vil løse et af de problemer, og det vil jeg vende tilbage til, men inden da vil jeg sende en opfordring til den finansielle sektor: Også I har et ansvar for at få det danske boliglånsmarked på fode igen. Kreditvurderingen, altså vurderingen af, om folk kan betale deres lån tilbage med renter, har været alt for lempelig på de såkaldte F1-lån og på de afdragsfrie lån. Det skal laves om. Der er mange tiltag i gang i branchen, men jeg vil opfordre til, at man gør endnu mere.

Så tilbage til selve lovforslaget. Pr. 30. juni 2013 var der realkreditlån for i alt 2.587 mia. kr., heraf rentetilpasningslån for 1.402 mia. kr. Det er i sandhed et svimlende beløb. De her 1.402 mia. kr. skal refinansieres, når obligationen udløber, og mange af dem hvert eneste år. Nationalbanken og andre har flere gange anført, at der kan opstå en situation, hvor lånene simpelt hen ikke kan refinansieres. Beløbet er så stort, at den risiko ikke kan afvises.

Lovforslaget betyder, at løbetiden for obligationerne bag et rentetilpasningslån forlænges med 1 år, hvis det ikke er muligt at refinansiere lånet. Når det år er gået, kan instituttet igen forsøge at afsætte obligationen. Er det heller ikke muligt der, kan man igen forlænge obligationerne. Den her mulighed for at forlænge obligationen vil flytte risikoen fra banken og realkreditinstituttet til investoren. Investoren vil ikke kunne gøre gældende, at man ikke har fået rettidig betaling, hvis obligationen forlænges. På den måde fjernes risikoen fra realkreditinstituttet. Det kan øge renten på lånet, men samtidig vurderes det at blive billigere for institutterne at skaffe kapital, da deres forretning bliver mere sikker. Der har allerede været et ratinginstitut, der har meldt ud, at de ser positivt på den her ændring. Derfor er det regeringens vurdering, at det samlet set ikke vil blive dyrere at have boliglån, måske snarere tværtimod.

Til sidst vil jeg understrege, at Radikale Venstre med det her lovforslag ikke ønsker at give bestemte finansielle virksomheder fordele i markedet. Der er blevet rejst en række spørgsmål, og vi vil sørge for i udvalgsarbejdet at forfølge det mål, at ingen virksomheder skal opnå en konkurrencefordel over for andre.

Med de ord kan vi støtte lovforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg noterede mig, at det var en meget forudsigelig tale, og jeg synes sådan set også, den var fin nok, men jeg noterede mig også, at ordføreren sagde, at danskerne er et af de mest forgældede folkefærd i verden. Og det synes jeg måske at ordføreren skulle uddybe lidt, for hvis man kigger på de tal, der kommer fra bl.a. økonomer, som jo sidder og tæsker i de her tal, både månedligt og årligt, og samler dem i en hel masse redegørelser, kan man se, at de danske formuer svulmer. En typisk dansker har en formue på over 1 mio. kr., når al gæld er trukket fra, og har en aktiv formuebeholdning i banken på i gennemsnit 140.000 kr. – og der er taget forbehold for deres ejendomsværdi og gæld og alt muligt andet.

Vil ordføreren så stadig væk mene, at vi er et af de mest forgældede lande? For det der med gæld skal beregnes på den korrekte måde, og det er jo, hvor man både tager aktiver og passiver med, og det synes jeg ikke ordføreren gør, når han bare siger, at vi er de mest forgældede i hele verden.

Ordføreren.

Jeg mener, at det er i Rangvidrapporten på side 134, at de laver en sammenligning mellem 18 vesteuropæiske industrialiserede lande, og hvor de konkluderer, at danskerne er dem, der har mest boliggæld. Det er så korrekt, at vi også har rigtig meget pensionsopsparing, men i forhold til det, vi diskuterer her, er det jo en udfordring i forhold til den meget store mængde af boliglån at få dem refinansieret.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jo, men der er jo forskel på at have boliggæld og så have formue. Ordføreren siger, at vi er de mest forgældede, og så prøver jeg bare at få klarhed over, hvad det er, De Radikale egentlig mener. For i min optik er danskerne ikke specielt forgældede, for vi skal jo have det samlede regnskab med. Det er da korrekt, at vi har en stor gæld i vores ejendomme, og det har selvfølgelig noget at gøre med den måde, vi får lov til at belåne vores ejendomme på, hvor man ikke som i Australien skal lægge 30 pct. i udbetaling på en ejendom for overhovedet at få lov til at købe. Vi har en anden måde at betale vores ejendomme på i Danmark, men det gør jo ikke, at vi er mere forgældede, for man skal jo have formuerne med i beregningen, man skal have opsparingerne med, man skal have kapitalpensionerne og ratepensionerne med, man skal have indeståender i bankerne med, man skal have det hele med.

Det er jo det, økonomerne sidder og regner på, og der viser det sig, at danskerne samlet set er et af de rigeste folkefærd i hele verden. Og så synes jeg, det virker underligt, at ordføreren står hernede og siger, at vi er de mest forgældede. Når man kun kigger på ejendomslån, er det selvfølgelig korrekt, men vi skal jo have det hele med, og det synes jeg ordføreren skal respektere.

Ordføreren.

Hr. Skibby og jeg er jo ikke specielt uenige, men det, der er udfordringen for dansk økonomi, er, at danskerne har optaget gigantstore boliglån og ikke rigtig afdrager på gælden. Og det udgør jo en risiko for de finansielle virksomheder, og det udgør også en risiko for danskerne, hvis de mister deres arbejde. Så er det korrekt, at man jo så også ved siden af laver en masse opsparing i pensioner, men for dansk økonomi er det – og det er det, Rangvidrapporten konkluderer – en udfordring, at vi har så stor boliggæld, og at den fik lov at eksplodere så meget, som den gjorde, op igennem 00'erne.

Tak til ordføreren. Fru Lisbeth Bech Poulsen som SF's ordfører.

Vi står her i dag, fordi vi skal behandle et lovforslag, der har ét overordnet formål, og det er at fremtidssikre den danske realkreditmodel. Det er der god grund til, fordi den danske model har tidligere under den dybe økonomiske krise, vi er i slutningen af nu, vist sig meget robust. Og robusthed er, hvad vi har brug for både som boligejere og virksomhedsejere og skatteborgere i det her land. Lovforslaget vil fjerne den såkaldte refinansieringsrisiko på realkreditobligationer.

De korte flexobligationer udgør 70-75 pct. af de danske bankers og realkreditselskabers likviditetsberedskab i dag, så hvad der sker med de her lån har kæmpestor betydning for hele økonomien. Det er vigtigt, at vi kæmper for de danske realkreditobligationer og ikke mindst sikrer de korte flexobligationer, så de får det høje kvalitetsstempel og får status som særlig likvide. Det har stor betydning for hele det finansielle system, at vi sikrer, at obligationerne kan blive ved med at have status som særlig sikre værdipapirer.

Vi gør nu, hvad vi kan for at gøre realkreditinstitutterne i stand til at håndtere udfordringerne fra stigende krav fra ratingbureauer og EU, og man kunne jo tage en lang diskussion om de forskellige ratingbureauer og den måde, de kan påvirke et helt lands økonomi på, og deres rolle i finanskrisen, men vi står bare med det konkrete problem, at det har kæmpestor betydning for et land, om man bliver nedgraderet og går fra AAA til AA f.eks.

Lovforslaget vedrører de populære rentetilpasningslån og bliver bl.a. fremsat på baggrund af konklusioner fra den arbejdsgruppe, der er blevet omtalt tidligere i dag, og der blev konkluderet, at en konkret risiko ved realkreditfinansiering ligger i den store udbredelse af rentetilpasningslånene og muligheden for, at der kan opstå problemer i forbindelse med refinansiering.

Nu var min gode kollega, hr. Preben Bang Henriksen, inde i nogle metaforer om jordskælv. Man må jo også sige, at med det vilde vejr, vi har haft de senere år, har vi fået en masse nye ord i vores ordbog som Stormrådet og klimatilpasning, så man kan ikke vide, hvad der sker, og vi står i en krise, der måske har lært os, at det uventede kan ske, og så bliver vi nødt til at sikre os mod det. Derfor er det nødvendigt at regulere den situation, hvor en refinansieringsaktion fejler, eller hvor aktionen medfører meget store rentestigninger for låntagerne. Vi har jo kun set en situation før, hvor der har været så store udsving på 5 pct. – det var så i den modsatte retning, kan man sige, heldigvis – i 1980'erne, men man kan altså godt have så store udsving. Det ser vi forhåbentlig ikke.

Forslaget er til gavn for forbrugerne, fordi det giver øget gennemsigtighed, så de i højere grad ved, hvad de har at gøre med, og låntagerne får et mere sikkert realkreditsystem, og de danske bolig- og virksomhedsejere kan stadig væk få gode realkreditlån. Her imødegår vi med forslaget også bl.a. de internationale ratingbureauers krav om at håndtere refinansieringsrisikoen, så det understøtter den finansielle stabilitet, og vi har jo masser af ministre, som i EU-regi prøver at udbrede kendskabet til dansk realkredit, og det er jo en kamp op ad bakke.

Vi så også med forskellige direktiver, som økonomi- og indenrigsministeren har været i gang med, at der er problemer fra udlandet med at forstå omfanget af det danske realkreditsystem, og hvor sikkert det er. På den her måde imødegår vi både en potentiel, reel risiko, men også omverdenens opfattelse af, hvor sikkert det danske realkreditsystem er.

Vi gør dermed op med refinansieringsrisikoen, vi skaber gennemsigtighed og klarhed omkring refinansieringen til gavn for låntagere, investorer og realkreditinstitutter, og vi fremtidssikrer det danske realkreditsystem, og det er vi meget tilfredse med. SF kan selvfølgelig støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Frank Aaen som Enhedslistens ordfører.

Nu har en del ordførere nævnt ratingbureauernes betydning og deres betydning for det her lovforslag; man kunne også sige, at det er markedskræfternes betydning for det her lovforslag. Det kunne måske godt få os til at overveje, om det er en god idé, at husfinansieringen i Danmark er afhængig af udenlandske ratingsbureauer og det internationale kapitalmarked. Sagen er jo, at de formuer, der er i opsparing i Danmark, de formuer, der ligger i pensionskasserne, jo langt overstiger det beløb, der er brug for for at kunne sikre en ordentlig boligfinansiering.

Så i virkeligheden synes jeg – for at starte i det principielle hjørne – at man skulle overveje, om det skal være et amerikansk ratingbureau med helt andre mål end at sikre dansk økonomi og danske boligejere, der skal bestemme, hvordan vi indretter boligfinansieringen i Danmark. Det er helt principielt, og jeg mener, det er en relevant debat at tage, når vi har et lovforslag på dagsordenen, som i den grad i virkeligheden er dikteret af nogle ratingbureauer, som er uden for al demokratisk kontrol, som opererer på nogle helt andre præmisser end dem, vi ville godkende, hvis vi skulle godkende dem her, og som havde et enormt ansvar for hele finanskrisen, fordi de ikke lige så, at den kom. Selv Grækenland kunne få høje ratings hos de der bureauer, lige indtil krisen virkelig brød ud. Altså, jeg mener: Det er da et dårligt sted at have sin boligfinansiering forankret. Og det er jo sådan set det, som debatten i dag viser: at sådan er det lige nu.

Jeg vil også sige, at Enhedslisten i sin tid stemte imod F1-lånene, stemte imod, at man skulle indføre afdragsfrie lån, ud fra den principielle tilgang til det, som viste sig at være fuldstændig rigtig: Da man lavede de der kortfinansierede lån, da man lavede muligheden for afdragsfrihed, så steg huspriserne. Det er ud fra det enkle princip – det ved alle, der har prøvet købe et hus – at man ikke kigger på, hvad prisen er, men kigger på, hvad prisen er efter skat og efter renter. Det er selve nettoydelsen, man køber efter – har man råd til at betale nettoydelsen, så køber man. Men vi vidste jo, at det kunne være med til at fremme boligboblen, og det gjorde det. Vi vidste, at dem, der sad i en bolig, fik en enorm gevinst, fordi deres hus lige pludselig steg i værdi, altså fordi nettoydelsen for dem, der købte huse, faldt på grund af F1-lånene og afdragsfriheden. Og det var jo det, der var meningen med det. Der vil jeg ikke påstå at nogen gjort noget forkert – i hvert fald ikke uden at vide, at det var meningen med det, nemlig at man ved at få pustet boligpriserne op også fik udløst et forbrugsboom, ved at folk belånte deres friværdi. Det var så det, der gjorde, at vi fik en boligboble. Det er også der, mange mennesker er kommet i uføre, fordi boligpriserne så er faldet igen. Derfor er det grundlæggende et forkert finansieringssystem, vi har med at gøre med F1-lånene og afdragsfriheden. Det var det andet principielle i det. Og selv i dag – selv om priserne på boligerne er faldet – er det jo ikke anderledes, end at priserne stadig væk er højere, end de ellers ville være, hvis ikke vi havde F1-lånene og de afdragsfrie lån, ingen tvivl om det.

Så derfor burde man i virkeligheden udfase de her lån. Vi burde lave en plan for, hvordan man udfaser de her meget risikable lån, som gør os meget mere følsomme over for renteudviklingen og over for de internationale finansmarkeder, som det ser ud i øjeblikket. Selvfølgelig kan man ikke afskaffe de her lån fra dag til dag, for så ville ganske mange mennesker ikke kunne blive siddende i deres bolig. Det er indlysende, og derfor mener vi bare, at der skal laves en plan for en udfasning, og at det ikke skal være noget, der skal gennemføres i morgen eller i overmorgen.

Når vi er kommet dertil, vil jeg sige, at det lovforslag, der ligger her, umiddelbart ligner en meget pragmatisk løsning på de problemer, de her korte lån har påført både boligejerne og det danske samfund, altså særlig under indtryk af, at vi er underlagt de internationale finansmarkeder i den grad, som det er tilfældet. Så derfor støtter vi i udgangspunktet lovforslaget. Der er blevet rejst forskellige spørgsmål, f.eks. om, hvordan man kan gætte på, hvad renten vil stige til, når de her lån bliver indført. Det er der ikke nogen der ved, det må vi kigge nærmere på.

Der er rejst andre spørgsmål, som vi selvfølgelig skal have besvaret i udvalgsbehandlingen. Der er hele bidragsproblemet, for man skal være opmærksom på, at alle realkreditinstitutioner jo har brugt henvisningen til de internationale ratingbureauer og usikkerheden på de internationale finansmarkeder til at hæve bidragene med flere milliarder. Og derfor vil jeg nok sige, at hvis vi på den her måde hjælper til at fjerne den risiko, der er med refinansiering, så fjerner vi jo også realkreditvirksomhedernes undskyldning for at hæve bidragene og score milliarder til deres ejere, som typisk er Danske Bank eller Nordea, men også andre selskaber. Så derfor er vi helt enige i, at det skal man følge nøje, og at man skal presse på for, at realkreditvirksomhederne sænker deres bidragssatser, sådan at boligejerne ikke skal betale et milliardbeløb, der går lige direkte i aktionærernes lommer.

Der er en kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen.

Ja, jeg ville da lige kvittere for ordførerens bemærkninger om ratingbureauer. Det var sådan set det samme, jeg sagde, nemlig at det er noget ganske underligt noget, at vi her i Danmark og i Folketinget skal beskæftige os så meget med deres gøren og laden og indstillinger osv. Så vidt er vi enige.

Men jeg er nok nødt til at spørge ordføreren om, hvordan ordføreren har tænkt sig at man kan tvinge de mennesker og de investeringsforeninger og de pensionskasser, som opkøber obligationer, til ikke at lytte til ratingbureauerne, for det er vel egentlig problemet.

Ordføreren.

Jo, man skal lave et andet system, som ikke i den grad er afhængigt af markedet. Altså, for få år tiden bestod den danske realkredit af selvejende foreninger, som alle sammen byggede på et hvile i sig selv-princip, hvor man udstedte obligationer og havde en garantikapital. Man betalte også bidrag dengang, men faktisk på en sådan måde, at bidragene i princippet skulle betales tilbage igen til lånerne, når låneserien var udløbet. Det var et sted, hvor der ikke var nogen, der skulle tjene på det.

Hvis man kunne lave en god aftale med pensionskasserne, som også har brug for en stabil forrentning af deres formuer, så er jeg sikker på, at man den dag i dag, hvis der var politisk vilje til det, kunne oprette en nonprofit realkredit, hvor der var penge til rådighed, som man kunne låne, hvor der ikke var nogen aktionærer, der skulle tjene penge, og hvor man ikke var afhængig af svingninger på de internationale finansielle markeder eller afhængig af en eller en tilfældig beslutning hos Standard & Poor's, eller hvad de nu ellers hedder. Så jeg mener godt, man kunne finde et alternativ, men det kræver selvfølgelig et arbejde. Men det er værd at huske på, at vi ikke skal mere end 20 år tilbage, for at Realkredit Danmark var en selvstændig institution, der ikke skulle tjenes penge på. I dag er det en del af Danske Bank.

Hr. Preben Bang Henriksen.

Ja, vi kommer langt omkring på den her måde. Mit ene spørgsmål var sådan set vedrørende dagens Danmark og det system, vi har i dag, og ikke det, hr. Frank Aaen forestiller sig. Vi lever under det system, vi har i dag, og hvordan forestiller hr. Frank Aaen sig at investorerne skulle vælge ikke at lytte til ratingbureauerne?

Ordføreren.

Jamen altså, »kommer langt omkring«? Jeg prøvede bare lige at ridse historien for dansk realkredit op. De fleste synes stadig væk, at det er en af verdens bedste finansieringsmetoder til boligkøb. Jeg mener altså, den var endnu bedre, dengang det var hvile i sig selv-princippet og foreningsprincippet, der var grundlaget. Det synes jeg er meget relevant at tage ind i en sådan en diskussion. Men vi har jo sagt, at vi synes, at når nu forholdene er, som de er, er det, der er fremlagt i dag, en pragmatisk løsning, som vi støtter. Men hvis ikke man i dag skulle diskutere, om der var brug for mere fundamentale ændringer i forhold til realkreditten, så ved jeg ikke, hvornår man skulle gøre det.

Tak til ordføreren. Hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Dette er et meget væsentligt lovforslag, som vil få ganske betydelige konsekvenser for den danske realkreditsektor og dermed for millioner af danskere. Det er også et ekstremt kompliceret lovforslag. Jeg ved, at man i realkreditsektoren har arbejdet næsten i døgndrift de sidste uger for at forstå lovforslaget til bunds og gennemskue dets konsekvenser. En høringsfrist på kun 14 dage er ikke et udtryk for god regeringsførelse, specielt ikke når dette lovforslags kompleksitet tages i betragtning. Det er min forståelse, at sektoren stadig har en del ubesvarede spørgsmål. Når sektoren med alle de ressourcer, den har til rådighed, har skullet arbejde næsten i døgndrift for at komme til bunds i dette lovforslag, finder vi det i Liberal Alliance fuldstændig uacceptabelt og direkte uansvarligt at haste dette lovforslag igennem Folketinget.

Dette lovforslag regulerer køb og salg af variabelt forrentede realkreditobligationer på tre områder. Helt kort indeholder lovforslaget følgende elementer:

Hvis renten på et F1- eller F3-lån stiger med mere end 5 procentpoint i et enkelt år, forlænges de bagvedliggende obligationer med 1 år, og renten fastsættes til den effektive rente plus 5 procentpoint. Året efter udstedes nye obligationer til markedsrenten.

Hvis et sundt eller solvent institut kommer i den ret usandsynlige situation, at en refinansiering fejler, forlænges de udløbne obligationer med 1 år. Renten fastsættes til den effektive rente 1 år før plus 5 procentpoint. Fejler refinansieringen flere gange i træk, forlænges obligationerne yderligere med 1 år, og renten fastholdes uændret fra første fejlede aktion.

Hvis der skulle opstå den med historien in mente ret usandsynlige situation, at et realkreditinstitut under afvikling ikke kan refinansiere lån og/eller renten stiger med mere end 5 procentpoint inden for 1 enkelt år, omdannes de udløbne obligationer til 30-årige konverterbare obligationer med en restløbetid på lånet, og renten fastsættes til den effektive rente 1 år før plus 5 procentpoint.

Baggrunden for lovforslaget er, at de internationale ratingbureauer som f.eks. Standard & Poor's og EU stiller krav om at reducere andelen af variabelt forrentede lån, de såkaldte F1- og F3-lån. Helt overordnet er det dybt beklageligt, at hverken ratingbureauerne eller EU tilsyneladende har gjort sig den anstrengelse at sætte sig ordentligt ind i, hvordan det unikke danske realkreditsystem fungerer. Den danske realkreditmodel har i over 150 år vist sig at være overordentlig robust. Det blev senest bekræftet under den seneste krise. I december 2008, hvor krisen var på sit højeste, blev der refinansieret for over 350 mia. kr.

Dette lovforslag er blevet solgt, som om det yder låntagerne en beskyttelse mod rentestigninger. Det mener vi ikke er en korrekt udlægning. Lovforslaget beskytter alene mod rentestigninger på over 5 procentpoint i et enkelt år. En sådan rentestigning vil de fleste boligejere kunne håndtere. Lovforslaget beskytter ikke mod rentestigninger på op til 5 procentpoint i flere år i træk. Renten kan altså stige med 4,99 procentpoint år efter år, hvilket naturligvis vil få katastrofale følger for boligejerne. Desuden må man forvente, at investorerne vil tage sig betalt for den teoretiske risiko, at de ikke kan få markedsrenten ved en pludselig rentestigning. Lovforslaget er altså efter vores opfattelse solgt på et falsk grundlag.

Jeg vil naturligvis gerne understrege, at det ikke er Liberal Alliances politik at beskytte boligejerne for rentestigninger gennem regulering af specifikke finansieringsprodukter. Politikernes opgave er at beskytte borgerne mod rentestigninger gennem en ansvarlig finanspolitik. Hvilket lån en boligejer optager, er afhængigt af mange forhold, ikke mindst hvilken risiko man er villig til at løbe. Sover man dårligt om natten, fordi man frygter pludselig rentestigninger, er der allerede mange muligheder for at optage eller omlægge til et fastforrentet lån.

I Liberal Alliance anerkender vi, at der er en udfordring. Vi må naturligvis forholde os til det faktum, at hverken ratingbureauerne eller EU har tillid til det danske realkreditsystem, hvor uforståeligt det end er. Men som forslaget ligger nu, kan vi ikke støtte det. Der er simpelt hen for mange ubesvarede spørgsmål. Vil ratingbureauernes trussel mod F1-lånene ophøre med dette lovforslag? Hvis regeringen ikke kan levere politisk i forhold til EU og ratingbureauerne, har dette lovforslag kun bidraget til at komplicere et ellers ukompliceret og meget velfungerende marked. Hvorfor sidestilles pengeinstitutter, som udbyder de samme lån, ikke med realkreditinstitutter? Vi vil ikke medvirke til at indføre lovgivning, som skævvrider markedet og indfører ulige konkurrencevilkår. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Brian Mikkelsen som konservativ ordfører.

Forslaget her er jo et ganske andet forslag end det, som blev præsenteret første gang fra ministerens side, både for mig som ordfører og også for offentligheden. Det synes jeg kun er positivt. Jeg synes, det er positivt, at man har lyttet til de råd, der er kommet fra branchen, og det er positivt, at man har set på den markedssituation, der er, i forhold til det oprindelige forslag.

Det forslag, som vi nu behandler i salen, har jeg læst med interesse, fordi det adskiller sig ret markant fra det forslag, vi først blev præsenteret for. Men det forslag, vi nu diskuterer, er også blevet markant forbedret sådan rent operationelt i forhold til det første forslag. For hvad er sagens udfordring her? Det er jo en reel redningsaktion for realkreditten i Danmark. Specielt F1-lånene er populære, og med den trusselsvurdering, der er fra ratingbureauerne, hvilket flere ordførere har været inde på her, fra Standard & Poor's, men også de to andre, Moody's og Fitch, så er situationen jo den, at vi bliver nødt til at have en sikkerhed for, at man fra udlandets side vurderer den store refinansieringsøvelse, der er hvert eneste år – nogle gange hvert andet år, nogle gange hvert tredje år, nogle gange hvert femte år – som sikker uden at kunne skride i svinget.

Derfor er det vigtigt, at man også lytter til ratingbureauerne, det skal være min første kommentar. Mit første spørgsmål til erhvervsministeren er: I hele den her proces er det jo vigtigt, at man er i en tæt dialog med ratingbureauerne, for ellers falder det hele jo ligesom til jorden. Vi gør det her, fordi vi vil sikre, at udlandet modtager det her på den bedst mulige måde, så jeg går ud fra – og det må vi også dyrke under udvalgsbehandlingen – at man er i en tæt dialog med ratingbureauerne, læs: nok mest Standard & Poor's. Men hvad er situationen så ellers?

Min egen erfaring, fra da jeg sad i den nuværende ministers stol, er, at udlandet slet ikke har nogen forståelse for det danske realkreditsystem. De forstår det for det første slet ikke. Det er en helt unik konstruktion, vi har i Danmark. De sammenligner det ofte med sådan mere dubiøse, tvivlsomme boliglån i USA og andre steder, så på den måde er man allerede bagud 0-1. For det andet kommer man bagud 0-2, fordi andre lande jo også gerne vil ud på det her udstedelsesområde. Det kan være UK, det kan være andre lande, som gerne vil ud og have del i pengemarkedet på den her måde. For det tredje regner man jo altid statsobligationer for mere valide og mere troværdige end boligprodukter.

Så det er op ad bakke. Jeg synes, at regeringen forsøger at kæmpe den kamp, som de nu engang kan kæmpe, bakket godt op af alle herhjemme, både branchen og det politiske system, men det skal man også bruge hver eneste dag på. Det er, ligesom senator Cato sagde: I øvrigt mener vi ikke, at Karthago skal ødelægges. Men vi mener i øvrigt, at man skal overbevise kommissær Barnier og de andre typer dernede om, at det danske realkreditsystem er unikt, og at det er robust. Senest så vi jo, at EBA af en eller en forunderlig grund heller ikke forstod det danske system. Så der er altså stadig væk en øvelse for regeringen i at være lidt mere oppe på tæerne i forhold til at forklare også udenlandske myndigheder, at vi har en speciel konstruktion herhjemme. Jeg undrede mig meget over, at EBA ikke ligesom var blevet taget i ed med hensyn til hele vores system herhjemme.

Så der er altså brug for en kamp. Der er også brug for, at regeringen bliver ved med at yde den indsats, som jeg synes de gør ganske fornuftigt.

Der er nogle ting, jeg synes man bliver nødt til at få på plads i forhold til det lovforslag, vi behandler i dag. Det første er hele dialogen med ratingbureauerne, men også, at de danske myndigheder, når den tid engang kommer, får godkendt modellen i forhold til kommende EU-standarder. Det kan både være LCR'erne, men det kan altså også være NSFR'erne.

Så synes jeg også, man skal sikre fra myndighedernes side, at afsætningen af de nye obligationer ikke forhindres af en anden lovgivning. Det kan være kapitalbelastnings- og placeringsreglerne for investorerne. Hvordan sikrer vi, også i den her forbindelse, med den udstedelse, der er, at markedet ikke bliver alt for dansk? Jeg synes, at det, man sådan lidt hører ude på markedet, er, at udenlandske investorer i hvert fald overvejer at mindske deres investeringer i det danske realkreditsystem betragteligt.

Det er også vigtigt, at vi får et overblik over konsekvenserne for F1- og F3-lånene, men alle andre lånetyper skal gennemgås i forhold til CIBOR-lån, CITA-lån, garantilån osv. Vi ved jo, hvad der sker med F1- og F3-lånene, og der er det altså lige vigtigt at slå fast over for hr. og fru Danmark, at det her jo ikke er nogen garanti imod, at renten vil stige. Renten vil jo nok stige. Det er blot en garanti for, at det hele ikke kollapser, hvis det kommer op på de exceptionelle 5 pct.

Hvad er også definitionen på en forfejlet auktion? Og hvad vil der ske i sådan en rekonstruktionsbehandling, da det ikke nødvendigvis er klogt at håndtere det på samme måde som en konkurssituation?

Så der er altså et væld af spørgsmål, som vi gerne vil dyrke under udvalgsbehandlingen, men selve intentionen i forslaget her kan vi godt støtte, nemlig at der bliver en sikkerhed og et fundament under F1- og F3-lånene.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Det skal netop være en bemærkning. For hr. Brian Mikkelsen kommer ind på et spørgsmål, som ikke er direkte berørt i lovforslaget, nemlig spørgsmålet om, hvordan Kommissionen, hvordan EBA osv. ser på hele spørgsmålet omkring realkreditten. Jeg skal jo ikke kunne svare på regeringens vegne, det skal ministeren nok gøre, men jeg synes, det er vigtigt at fastholde den tradition, vi har i det danske Folketing, for at stå skulder ved skulder og understøtte det danske realkreditsystem. Vi har haft besøg af kommissær Barnier, hvor det samlede Europaudvalg fra højre til venstre side i salen kunne sige: Det her er ekstremt vigtigt for Danmark. Jeg vil gerne tilkendegive, at jeg selvfølgelig håber, vi også kan gøre det fremadrettet, og det vil Socialdemokraterne gøre vores indsats for.

Jeg synes jo også, vi ved enhver given lejlighed skal blive ved med at gentage, hvor vigtigt det danske realkreditsystem er for den systemiske sikkerhed, og det er jo også det, vi har gjort gennem SIFI-aftalen, hvor vi netop har fået sikret, at al dansk realkredit jo reelt er blevet udpeget som SIFI.

Ordføreren.

Jamen vi tager sammen senator Catos ord til os: I øvrigt mener vi, at det danske realkreditsystem er robust, det er stabilt, og det er unikt. I den her henseende er vi i hvert fald fra Det Konservative Folkepartis side trygge ved den nuværende erhvervs- og vækstminister, som vi synes yder en god indsats også på det her område, og ham lægger vi trygt vore lodder hos i den her henseende. Og vi vil selvfølgelig bakke op om det, vi kan fra dansk side, også i det danske parlament og i de kontakter, jeg har med udenlandske investorer, ratingbureauer osv. Så indtil videre er vi trygge ved den nuværende danske erhvervsminister, som vi for øvrigt synes gør det ganske glimrende.

Så siger jeg tak til ordføreren, og så giver vi søreme ordet til erhvervs- og vækstministeren.

Jeg skal starte med at sige tak for den overvældende støtte, der har været til forslaget. Det er ikke for at forklejne noget eller andres vigtige gøremål, men det her er et stort forslag. Det er meget omfattende, og det betyder utrolig meget for Danmarks økonomi. Og derfor er netop det, at der er bred opbakning i Folketinget til, som hr. Benny Engelbrecht understregede i sit indlæg, at stå ved skulder ved skulder med det danske realkreditsystem, vigtigt, og det er et vigtigt signal. Det gælder i forhold til banker, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, det gælder i forhold til EU, det gælder i forhold til alle de investorer, der sidder og kigger på os, så derfor tak for opbakningen.

Der er blevet rejst en række spørgsmål, og jeg skal prøve at se, hvor mange jeg kan nå at besvare her. Ellers får vi jo også et grundigt udvalgsarbejde. Jeg skal i den forbindelse indlede med at sige noget om det spørgsmål, som hr. Joachim B. Olsen, tror jeg det var, rejste i sin indledning, nemlig spørgsmålet om, hvorfor det skal køres så hurtigt igennem og med sådan en hast, at branchen har arbejdet hårdt, og at man er betænkelig ved det. Vi har fra starten af lagt op til, at forslaget, som vi kom med, skulle bidrage til at hjælpe og understøtte den danske realkreditsektor, og meningen var ikke, at vi var ude i noget som helst ærinde, hvor vi skulle genere nogen mennesker. Og derfor har jeg arbejdet tæt sammen med den danske realkreditsektor.

Det er også rigtigt, som hr. Brian Mikkelsen var inde på, at der fra det oprindelige udspil til nu er ændret en hel del, og det har vi gjort, fordi vi har lyttet konsekvent hele vejen igennem, og vi er stadig væk modtagelige over for gode råd og et tæt samarbejde med branchen. Jeg vil godt sige, at skulle vi have nedsat et udvalg, som igennem længere tid, måneder og år, skulle have kigget på det, haft besøg af diverse eksperter og alt muligt andet, sådan at vi havde haft en uafklaret situation omkring det danske realkreditsystem til at stå og blinke igennem flere år, så tror jeg næppe, regeringen var blevet rost for det – det tror jeg næppe vi var blevet rost for. Derfor hastværket i forhold til det, derfor tempoet, men det gør ikke, at vi ikke lytter, tværtimod.

Hr. Preben Bang Henriksen var inde på spørgsmålet om bidragssatser, og det har andre også rejst i forbindelse med forslaget. Jeg har det udgangspunkt, som også er skrevet i forslaget, at det sådan set har været rimeligt nok, at vi har set, at en række realkreditinstitutter har hævet deres bidragssatser på lån, fordi vi jo har haft en finansiel krise, og fordi vi jo gennem diverse bankpakker, og senest med bankpakke VI – der kommer også krisehåndtering og andet – har bedt dem om at polstre sig bedre. Vi kan ikke på den ene side sige til de her realkreditinstitutter, at de nu skal være mere robuste, have mere kapital, og så samtidig sige til dem, at de ikke må tjene nogen penge. Det kan ikke lade sig gøre. Man er nødt til at få pengene et eller andet sted fra. Derfor har jeg også syntes, det har været et rimeligt signal at sende.

I det omfang og på det tidspunkt, hvor de måtte blive polstret, forventer jeg jo, og det tror jeg hr. Preben Bang Henriksen kan tilslutte sig, at konkurrencen sætter ind igen, sådan at de forskellige selskaber kan begynde at konkurrere med hinanden også i forhold til bidragssatsen. Det er faktisk set tidligere. Vi har historiske forløb, hvor det, efter man har haft en boligkrise, som det typisk er, hvor man har haft øgede bidragssatser, har vist sig, når den krise er ovre, at bidragssatserne er gået nedad igen. Det er det, jeg forventer, og det er det, jeg ser på. Det er derfor, jeg så venligt har sagt, at jeg indbyder til den tørreste kop kaffe her på jorden, hvis det er, at det måtte vise sig ikke at blive tilfældet. Det er det, jeg har sagt. For jeg og hr. Preben Bang Henriksen vil jo meget, meget nødig lovgive lige pludselig om bidragssatser, så derfor stoler vi forhåbentlig begge to på, at konkurrencen virker. Derfor.

Så er jeg også enig i – jeg tror, det var hr. Brian Mikkelsen, hr. Preben Bang Henriksen og andre, der var inde og sige det – at signalet til boligejerne her ikke er, at det ikke er bekymrende eller betænkeligt, at folk skiber sig ind på en obligation med meget kort løbetid og variabel rente. Der er en risiko. Og der er en pænt stor sandsynlighed for, at de renter, som vi har på F1 og noget andet i øjeblikket, kommer til at stige. Man skal aldrig sige aldrig i den her branche, men det ville alligevel være overraskende, hvis renten ikke på et tidspunkt kom lidt op.

Derfor er signalet til boligejerne: Ønsker man tryghed her i verden, ønsker man tryghed og sikkerhed og forudsigelighed om sin families økonomi, skal man købe sig en obligation med lang løbetid i stedet for. Det er det klogeste. Hvis man vil tage risikoen og mener, at man har råd til den, kan man gå over og investere i det andet. Det afgørende her er, at vi giver folk en chance for at komme ud. Det vil sige, at hvis man lige pludselig oplever en meget, meget voldsom rentestigning fra det ene år til det andet, hvor ens F1-lån stiger med over 5 procentpoint, har man chancen for at stige af og komme ind i noget sikkert. Det er det, vi indbygger i forslaget her. Det synes vi sådan set er meget sund fornuft og et godt signal til forbrugerne også.

Ellers er hensigten ikke at sikre boligejernes F1'ere i al evighed, det er det ikke. Sigtet med lovforslaget her er at fjerne reinvesteringsrisikoen for hele det her område, dvs. sikre, at de danske realkreditinstitutter ikke lige pludselig kommer i svære vanskeligheder, og sikre, at vi også fremover kan få refinansieret vores obligationslån på forsvarlig og billig vis.

Så kommer jeg ind på det spørgsmål, hvor hr. Brian Mikkelsen, har jeg lagt mærke til, har ubegrænset tillid til, at jeg har fortalt alle ratingbureauerne, hvordan de skal reagere. Det er nu ikke mit job at gøre det så direkte, men det er jo mit job at fremlægge forslag, som de forhåbentlig synes om. Men at indgå direkte i dialog med dem, tror jeg nu ikke vil være så godt endda. Men nu har jeg så lagt mærke til, at Fitch har været ude at udtale sig positivt, Moody's har været ude at udtale sig positivt. Så to ud af tre foreløbig er jo ikke så ringe endda, hvis man går efter at få en fornuftig rating hos bureauerne. Og det gør i hvert fald, at jeg er fortrøstningsfuld, i forhold til at vi løser problemet med refinansieringsrisikoen for den danske realkreditsektor med det her forslag.

Der er også stillet nogle spørgsmål, som både Dansk Folkeparti – hr. Hans Kristian Skibby – og andre har været inde på, om auktioner og om, hvordan det kommer til at ske. Der bliver vi nødt til at bruge noget tid på i udvalgsarbejdet at få alle grænserne for, hvornår en auktion egentlig slår fejl, veldefineret. Der bliver det her ufattelig teknisk, men vi er opmærksomme på problemstillingerne, og vi får det boret ud i alle hjørner, sådan at vi kan være sikre på, at vi har taget højde for alle problematikker i den forbindelse.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at ja, man kan jo altid ærgre sig over, at der er nogle overnationale myndigheder, der skal bestemme over en. Men tingene plejer at hænge lidt sammen, og hvis man nu beder om nogle af de her overnationale myndigheders kapital, er problemet jo, at med eksempelvis den store opsparing, vi har herhjemme til arbejdsmarkedspensioner og andet, er forudsætningen for, at de eksempelvis vil købe danske realkreditobligationer og andet, at man får en meget, meget fin rating. Derfor er vi jo sådan lidt interesseret i, at det sker, medmindre – og det bliver så lidt vidtgående, men det kan jeg forstå at hr. Preben Bang Henriksen og hr. Frank Aaen har en dialog om – man går ind og suspenderer markedet her og finder ud af, hvordan man ellers kunne finansiere hele boligmarkedet. Det bliver lidt vidtgående at komme ind på det her, tror jeg. Men en spændende, spændende snak er det da i den forbindelse.

Jeg vil også til hr. Brian Mikkelsens bekymring for forslaget, med hensyn til om det ikke kun bliver en ren dansk konstruktion, sige, at jeg er med på, at vi skal være meget opmærksomme på, at det er et papir, som også stadig væk er attraktivt for udlandet, uagtet at mange danske investorer køber ganske mange danske realkreditobligationer. Jeg kan bekræfte billedet af, at det er besværligt at prøve at forklare Bruxelles, ja, for så vidt omverdenen, hvad dansk realkredit er, men der gøres fremskridt – der gøres fremskridt.

Lad mig bare i den forbindelse nævne to ting: I forbindelse med, hvad vi har diskuteret i forhold til tidligere bankpakker om den kommende afviklingsmekanisme i EU og andet, er det jo lykkedes nu at forklare EU, hvordan det danske balanceprincip er skruet sammen, for så vidt angår realkredit, så der har vi gjort fremskridt. Og så er det faktisk også sådan, at den førnævnte europæiske bank, EBA, jo positivt har tilkendegivet, at man mener, at de danske realkreditobligationer er ultralikvide obligationer. Det eneste, der er uheldigt, er, at der er et politisk flertal, der har indstillet noget andet, men nu kommer vi så til at arbejde med Kommissionen og andre for at overbeviste om, at de sådan set skal følge deres egen rapports anbefalinger, sådan at vi kan sikre, at vi får en ordentlig rating af de danske realkreditobligationer. Så også der gør vi fremskridt.

Så tror jeg ikke, at jeg vil kommentere så meget mere. Jo, en sidste ting skulle lige være den bekymring, som hr. Joachim B. Olsen og Liberal Alliance havde, om, om det her betyder, at der bliver ulige konkurrence på markedet. Hvorfor skal det kun gælde realkreditinstitutter? Hvorfor skal det ikke gælde eksempelvis banklån og andet? Altså, vi har klart tilkendegivet med det her, at det er alle typer af boliglån med pant i boligen, som kommer til at blive omfattet af den her tankegang, også fremadrettet. Så det er ikke sådan, at man lige pludselig laver en skævvridning her; det er i hvert fald ikke hensigten med forslaget. Vi har tilkendegivet det modsatte.

Så siger vi tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.