L 87 - 2013-14 - Endeligt svar på spørgsmål 60: Spm. om der findes eksempler på, at manglende mulighed for at varetage beskæftigelse for patienter med psykiske lidelser indgår som et specifikt sundhedsfagligt kriterium, til brug for en konkret lægefaglig vurdering af, hvor lang tid en patient skal vente på behandling, foruden den nye praksis regeringen indførte med L 30 (folketingsåret 2012-13) i forhold til beskæftigelseskriterium, til ministeren for sundhed og forebyggelse

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har den 22. januar 2014 stil-let følgende spørgsmål nr. 60 (L 87) til ministeren for sundhed og forebyggel-se, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sophie Løhde(V).Spørgsmål nr. 60:’’Vil ministeren oplyse, om der i sundhedsloven eller psykiatriloven findes ek-sempler på, at ”manglende mulighed for at varetage beskæftigelse” for patien-ter med psykiske lidelser indgår som et specifikt sundhedsfagligt kriterium, tilbrug for en konkret lægefaglig vurdering af, hvor lang tid en patient skal ventepå behandling, foruden den nye praksis regeringen indførte med L 30 (folke-tingsåret 2012-13) i forhold til beskæftigelseskriterium?”Svar:Lovforslaget ligestiller psykiatriske og somatiske patienter og bygger derforogså på de samme principper som det eksisterende differentierede, udvidedefrie sygehusvalg efter sundhedsloven. Da det tilsvarende spørgsmål blev stillettil L 30 (folketingsåret 2012-13), blev det oplyst, at der ikke i sundhedslovenvar fastsat specifikke bestemmelser om behandling af personer i beskæftigel-se (spørgsmål 40).I andre besvarelser blev der redegjort for, at beskæftigelse ikke med den fore-slåede ordning blev et kriterium i sig selv. I svaret på spørgsmål 35 (L 30 -folketingsåret 2012-13) blev der således oplyst følgende om prioriteringen afpatienterne til 1 eller 2 måneders ventetid:”I den vurdering er det naturligvis først og fremmest hensynet til, om væsentligbedring eller helbredelse forringes ved udsættelse af behandling, der vil vejetungest ved vurderingen af, om en patienten kan vente mere end 30 dage påbehandling. Dernæst følger hensynet til afhjælpe daglige og stærke smerter ogendelig hensynet til daglige svære funktionsnedsættelser.Jeg bemærker i øvrigt, at den samme lidelse f.eks. godt kan resultere i forskel-lige funktionsnedsættelser afhængigt af patientens øvrige tilstand. En knæ-skade kan således være væsentligt mere funktionshæmmende og smertefuldfor f.eks. en lastbilchauffør eller håndværker end for en person, som ikke i sinedaglige gøremål eller beskæftigelse belaster knæet i samme omfang.Og for en førtidspensionist, som f.eks. bor på 4. sal i en bygning uden eleva-tor, kan en dårlig hofte jo være meget funktionshæmmende, hvis vedkommen-de ikke kan gå på trapper og dermed heller ikke kan komme på gaden oghandle ind m.v. For en anden patient, som har færre udfordringer i dagligda-gen, er den samme lidelse ikke nødvendigvis lige så belastende.

Det er således ikke beskæftigelsen i sig selv, som kan indgå som et kriterium,men derimod eventuelle funktionsnedsættelser som følge af patientens til-stand.Det er i øvrigt også min klare opfattelse, at en vurdering af patientens samledesundhedstilstand, og herunder også risikoen for funktionsnedsættelse, også idag indgår i lægernes vurdering af patienter i det danske sundhedsvæsen. Detser jeg ikke noget problematisk i, da det jo netop handler om at tilgodese pati-entens behov for behandling.”Bortset fra at der er tale om andre sygdomme, kan jeg henholde mig til prin-cipperne i disse svar, også i forhold til det psykiatriske område.For fuldstændighedens skyld kan jeg tilføje, at VK-regeringen i 2002 indførteadgang for kommunerne til at finansiere sygehusbehandling på grundlag afsociale hensyn, jf. den nuværende sundhedslovs § 240.