Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af lovforslag nr. L 87:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. (Ligestilling mellem psykiatriske og somatiske patienter i forhold til ret til frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning i sygehusvæsenet og differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 28.11.2013).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til Venstres ordfører, fru Jane Heitmann.

Lad det være sagt med det samme: I Venstre er vi glade for, at regeringen tilslutter sig satspuljepartiernes målsætning om at sidestille somatik og psykiatri. Sigtet med lovforslaget her ligger i øvrigt fint i forlængelse af det arbejde, som VK-regeringen påbegyndte i 00'erne, nemlig en sidestilling af psykiatri og somatik.

For os i Venstre har det i mange år været et fast fokuspunkt at forbedre forholdene for psykiatriens patienter og pårørende på alle parametre. Mens der under SR-regeringen blev afsat 150 mio. kr. årligt i psykiatriaftalen fra 2000 til 2002, blev der alene i 2012 tilført næsten 1 mia. kr. til regionerne fra satspuljen til permanent finansiering. Og det er vel at mærke ud over de midler, som regionerne har fået via økonomi- og finanslovsaftaler. Det er en klar og markant prioritering af psykiatrien, særlig når man lægger de 1,9 mia. kr. til fra Kvalitetsfonden og finansloven for 2010 til nybygning, enestuer samt motions- og aktivitetsrum til den samlede økonomiske ramme. Da vi under VK-regeringen i 2008 indførte en udvidet ret til undersøgelse og behandling af børn og unge under 19 år og i 2009 indførte en udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne, var det bl.a. en opfølgning på satspuljeaftalerne. Folketingets partier har via satspuljen været enige om, at psykiatriske patienter, i takt med at mulighederne herfor blev tilvejebragt, skulle have samme rettigheder som på det somatiske område.

Selv om vi i Venstre er enige i målsætningen om at sidestille psykiatri og somatik, er der også elementer i det fremsatte lovforslag, hvor vi i Venstre mener at regeringen ganske enkelt ikke er ambitiøs nok. Venstre er på patienternes side, og vi er optaget af at bekæmpe ventelister. Derfor blev jeg også positivt overrasket, da jeg i Politiken den 15. november kunne læse, at sundhedsministeren i hvert fald den dag delte mit synspunkt om udredningsretten. Og jeg citerer:

»Jeg vil gerne understrege, at det er op til regionerne – og ikke patienterne – at sikre, at udredningsretten efterleves.«

Med det citat i frisk erindring må det da undre enhver, at regeringen med lovforslaget her vælger at stille sig på systemets side og ikke på patienternes side. Nuvel, lovforslaget indeholder mange pæne intentioner, i hvert fald på papiret, men et helt grundlæggende problem med udredningsretten er blot, at patienterne reelt ikke får en konkret rettighed. Hvorfor ikke pålægge regionerne at indgå udredningsaftaler, således at patienterne får en reel mulighed for hurtig udredning? Fakta er jo, at udredningsretten er en ret, som patienterne selv skal tage, og ikke en ret, som patienterne automatisk får.

Lad mig komme med et eksempel på udredningsretten fra det somatiske område, hvor vi tidligere har påpeget problemstillingen. Jeg blev i går præsenteret for et brev fra Region Nordjylland til en patient. Brevet er fra november med en tid til forundersøgelse i marts. Der er altså en ventetid på 4 måneder. Sidst i brevet står følgende passus: Der henvises til bagsiden af dette brev vedrørende transport, frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg samt ventetider. Bagsiden er en lang opremsning af juridiske og praktiske informationer, og nederst står der følgende tekst under overskriften »Sygehusvalg«: I de fleste situationer har du mulighed for at vælge frit mellem offentlige sygehuse i Danmark og i visse situationer private sygehuse. Vil du vide mere, kan du kontakte enheden for sygehusvalg. Telefonnummeret nedenunder er streget over. Og så er der en webadresse, som man kan slå op på internettet. Det mest reelle havde vel været, om regionen i det mindste med det samme havde givet patienten den første ledige tid inden for patientens rettigheder med mulighed for undersøgelse og så lade det være op til patienten at sige ja tak eller nej tak til tilbuddet.

Angående psykiatrien stiller jeg mig meget tvivlende over for, om alle patienter, der henvises til udredning, reelt kan rumme at skulle navigere i et system, som i høj grad lader initiativet være hos patienten, og hvor patienten i sidste ende alligevel ikke har en reel patientrettighed. Hertil kommer naturligvis det faktum, at der jo ikke er nogen konsekvenser for regionerne, hvis de ikke overholder reglerne om udredningsret. Det har erfaringerne fra somatikken med al tydelighed vist. Vi kan jo konstatere, at alene i Region Nordjylland er mindst 18.000 patienter ikke blevet udredt inden for de lovpligtige 30 dage.

Som jeg sagde tidligere, er vi i Venstre på patienternes side, og vi er optaget af at bekæmpe ventelister, og vi vil gerne gøre folk raske. For os er det ikke væsentligt, om patienterne bliver behandlet eller udredt i eller uden for offentligt regi. Det er da paradoksalt, at der er ledig kapacitet i psykiatrien, samtidig med at ventelisterne på nogle områder er alenlange.

Lad mig komme med tre eksempler. I Region Hovedstaden er der en ventetid på 21 uger til første undersøgelse af voksne med panikangst. I Region Nordjylland er der en ventetid på 26 uger til første undersøgelse af børn og unge med ADHD. I Region Midtjylland er der en ventetid på mellem 8 og 21 uger til første undersøgelse af voksne med depression. Fælles for de tre regioner er, at der er ledig behandlingskapacitet hos private aktører, og regionerne har indgået aftaler med private aktører.

Mit spørgsmål til regeringen er derfor: Hvorfor vil man ikke gøre brug af de erfaringer, man allerede har? Det er da paradoksalt, at der er lange ventelister og samtidig ledig kapacitet. Det problem løser man ikke med lovforslaget her. Med lovforslaget her får patienterne adgang til en differentieret behandlingsret efter det udvidede frie sygehusvalg, men hvem er det, som skal behandles inden for 30 dage, og hvem må vente? Det giver lovforslaget ikke svar på.

Selv om jeg her har ridset en række punkter op, hvor vi ikke umiddelbart er enige med regeringen, så er vi samlet set positive over for lovforslaget og finder, at lovforslaget er et lille skridt på vejen, omend vi gerne havde set et lidt mere ambitiøst udspil, som f.eks. forpligter regionerne, således at patienterne får en reel rettighed.

Der er en kort bemærkning fra fru Özlem Sara Cekic.

Jeg synes, at det mest paradoksale er at høre ordføreren fra Venstre, som har haft regeringsmagten i 10 år, nærmest fuldstændig glemme, hvilket ansvar der påhvilede dem i forhold til psykiatrien.

Mig bekendt har Venstre jo ikke med et ord nævnt psykiatrien i deres regeringsgrundlag. Mig bekendt står vi med det problem, vi har nu, fordi man lukkede øjnene for, at man faktisk diskriminerede de sindslidende, ved at man ikke rakte hånden ud og sikrede, at der var den ligestilling, der skulle til, hvis flere skulle komme til. Mig bekendt opgav man jo unge mennesker, som kom på førtidspension, i stedet for at give dem håb om, at der selvfølgelig var mulighed, for at de kunne komme sig eller lære at leve med deres sygdom. Derfor synes jeg, at det er uklædeligt i forhold til de sindslidende, at det nu bliver et spørgsmål om, hvem der kan tage æren for det ene eller det andet.

Jeg siger bare, at nu er vi i gang med et oprydningsarbejde, som jeg faktisk er utrolig stolt af. Selvfølgelig går der jo rigtig, rigtig lang tid, før den fulde ligestilling kommer, fordi det jo ikke kun er VKO, det er også den tidligere regering og regeringen før, der har underprioriteret psykiatrien.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvem der diskriminerer hvem her. Det synes jeg må stå for SF's ordførers egen regning. Men jeg er da fuldstændig enig i, at der tilsyneladende går lang tid, før der er en reel ligestilling. Som repræsentant for os i Venstre vil jeg bare påpege endnu en gang, at vi er optaget af at give patienterne reelle rettigheder, og jeg havde gerne set, at man med det her lovforslag rent faktisk gav patienterne en reel rettighed. Jeg havde faktisk også forventet, at regeringen havde været lidt mere ambitiøs på området, men vi tilslutter os det forslag, der ligger her, vel vidende at vi gerne havde set, at forslaget havde været lidt mere ambitiøst.

Özlem Sara Cekic.

Hvorfor gjorde Venstre ikke noget? 10 år sad man der, i 10 år havde man mulighed for at gå ind og skabe en ligestilling og arbejde hen imod, at der kunne komme en reel fuld ligestilling. Formanden, som sidder på formandsposten lige nu, var jo minister på det tidspunkt. Det tog mig over 8 måneder overhovedet at få svar på, hvor meget børnene ventede i børnepsykiatrien. Hvad er det, der gjorde, at Venstre ikke ville skabe samme rettigheder? Var der nogen, der hindrede dem? Var der nogen, der tvang dem til det?

Det er derfor, jeg synes, at det simpelt hen virker så trist at høre den måde, man fralægger sig ansvaret på, i stedet for at sige: Det er rigtigt; vi diskriminerede faktisk sindslidende; vi gav dem ikke de samme rettigheder, og derfor er vi utrolig glade for, at der er nogle, der tager skridtet til at komme med fuld ligestilling.

Derfor undrer det mig, det undrer mig i den grad, hvorfor man vælger simpelt hen på den måde at rakke ned på et forslag og sige, at det ikke er ambitiøst nok, at det ikke er godt nok, og vi i øvrigt havde kunnet gøre det bedre, uden at man selv faktisk gjorde forsøget. Var der en eneste gang, hvor den tidligere regering med Venstre i spidsen – Venstre var i øvrigt også i spidsen i Sundhedsministeriet – gjorde et forsøg på at skabe den samme retslige indstilling?

Ordføreren.

Som jeg sagde tidligere, har vi faktisk igennem de år, hvor vi havde regeringsmagten, altså under VK-regeringen, lige præcis foretaget klare og markante prioriteringer af psykiatrien. Det har vi gjort bl.a. økonomisk, og det har vi også gjort ved at indføre nye rettigheder.

Så er det også sådan, som jeg sagde indledningsvis, at lovforslaget her jo hviler på det arbejde, som man påbegyndte i satspuljekredsen, hvor SF bl.a. også har været en del af det arbejde. Jeg synes, at det er rigtig vigtigt at holde fast i, at Folketingets partier jo lige præcis via satspuljen har været enige om, at psykiatriske patienter, i takt med at mulighederne herfor blev tilvejebragt, skulle have samme rettigheder som på det somatiske område.

Som jeg sagde afslutningsvis, er det her et lille skridt på vejen, men jeg vil gerne holde fast i, at vi fra Venstres side gerne havde set, at man var lidt mere ambitiøs. Vi havde gerne set, at man rent faktisk pålagde regionerne at indgå en aftale, således at patienterne får en reel og hurtig mulighed for udredning.

Som formand kan jeg desværre ikke deltage i debatten, men det kan hr. Flemming Møller Mortensen. Værsgo, en kort bemærkning.

Mange tak for det, formand. Og jeg kunne faktisk virkelig have haft lyst til at stille formanden et par spørgsmål i den her sammenhæng, for formanden bærer jo et vist ansvar eller har en vis erindring om, hvad der foregik i sundhedspolitikken under VK, netop som sundhedsminister.

Det her er altså glædens og den gode stemnings dag. Men det bliver åbenbart også dagen, hvor jeg må trække lidt på smilebåndet over Venstres ordfører. For det er altså morsomt at høre, hvordan Venstre nu her bryster sig af at have taget initiativer for en markant forbedret psykiatrisk behandling i forhold til klare og markante prioriteringer i psykiatrien. Og så er vi vidne til, at vi har store, store problemer i psykiatrien. Selv med 10 år, som vel nok var økonomiske jubelår, da VK sad i regering, formåede man ikke at fjerne de barrierer, de flaskehalse, som er i psykiatrien.

Så derfor vil jeg blot spørge Venstres ordfører: Er der ikke noget, når jeg nu prøver at ridse forholdene op, der klinger i erindringen, i forhold til det jeg siger; at de der klare, meget skarpe prioriteringer i forhold til psykiatrien i VK-tiden måske var knap så klare, knap så skarpe og knap så økonomisk understøttede som det, ordføreren her står og siger?

Ordføreren.

Jeg er da fuldstændig enig i, at det her da er en dag, som også for mit vedkommende giver anledning til at trække en lille smule på smilebåndet. Jeg synes, det er rigtig vigtigt at holde fast i, at det, som VK-regeringen jo overtog fra SR-regeringen, var en psykiatriaftale, hvor der var afsat 150 mio. kr. årligt i perioden 2000-2002. Og så synes jeg, det er rigtig vigtigt at holde fast i, at alene i 2012 blev der faktisk tilført næsten 1 mia. kr. til regionerne fra satspuljen til permanent finansiering. Jeg synes da også godt, at jeg lige her vil slå fast, at regionernes udgifter rent faktisk steg med 12 pct. i faste priser fra 2001 til 2009. Det synes jeg faktisk godt man kan være bekendt at kalde både en markant og en klar prioritering, hvis man holder det op imod de 150 mio. kr. årligt, som SR-regeringen havde som udgangspunkt, da vi kom til magten.

Dertil kommer jo også – det bliver jeg også nødt til at sige – de 1,9 mia. kr. fra Kvalitetsfonden og fra finansloven i 2010, bl.a. til nybygning, til enestuer, til motions- og aktivitetsrum. For jeg er da enig i, at psykiatrien havde brug for et løft, da vi kom til magten i 2001.

Flemming Møller Mortensen.

Jeg trækker stadig væk på smilebåndet, for nu står ordføreren og lirer en hel masse milliontal af. Men det, vi skal omtale og behandle her i dag i forhold til lovforslag L 87, er rettigheder. Det at komme på samme hylde som andre, det gjorde VK ikke noget for at sikre. Og jeg morer mig også over og trækker også på smilebåndet over, at formanden, tidligere sundhedsminister hr. Bertel Haarder, som ikke kan sige noget her i dag, så kan give en lille note til ordføreren, sådan at Venstre kan få styrket sin opfattelse af, hvilket ansvar man bar.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Er det ikke korrekt, at på intet tidspunkt har psykiatrien stået så tydeligt markeret i et regeringsgrundlag, som efter vi fik en ny regering? På intet tidspunkt har man taget initiativ til at lade et udredningsarbejde, en arbejdsgruppe, kulegrave forholdene i psykiatrien, så vi kan få klare anbefalinger til, hvad der skal ske for at forbedre psykiatrien i fremtiden.

Ordføreren.

Jeg kan måske i virkeligheden godt blive en lille smule pikeret, når Socialdemokraternes ordfører her antyder, at jeg skulle have hukommelsessvigt, i forhold til hvad der er sket bagudrettet. Jeg vil godt på det høfligste her fra talerstolen tillade mig at erindre hr. Flemming Møller Mortensen om, at under VK-regeringen i 2008 indførte man bl.a. en udvidet ret til undersøgelse og behandling af børn og unge under 19 år, og i 2009 indførte man en udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne. Det gjorde man bl.a. som en opfølgning på satspuljeaftalerne.

Det vil jeg da godt på det venligste erindre hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraternes ordfører, om. Jeg er lige ved at tro, at hr. Flemming Møller Mortensen selv deltog i de forhandlinger. Jeg vil i hvert fald tro, at han har siddet i Folketinget på det tidspunkt. Så den præmis om, at jeg skulle have hukommelsessvigt, kan jeg ikke gå med på. Så jeg vil måske lige bede ordføreren spole en lille smule tilbage til, hvad der rent faktisk skete i 2008 og i 2009, og hvad det var for reelle rettigheder, som VK-regeringen på baggrund af satspuljeaftalerne var med til at indføre.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak. Det er egentlig hverken fortiden eller de følelser, som ordføreren måtte have, der interesserer mig. Det, der interesserer mig, er holdning. Og jeg vil gerne have at vide, hvad Venstres holdning er – sådan helt ind i kernen – til det her forslag. Er det et væsentligt lovforslag, eller er det ikke et væsentligt lovforslag? For jeg synes egentlig, vi hører i ordførertalen, at det bliver bagatelliseret.

Anerkender ordføreren ikke, at det, der skal til for faktisk at løfte den her udredningsret på det psykiatriske område, vil kræve rigtig, rigtig meget af vores sundhedssystem; at det virkelig vil betyde noget fuldstændig afgørende for de mange, mange tusinde mennesker, som har hvirvlet rundt i systemet og ikke har kunnet blive diagnosticeret rettidigt i det danske sundhedsvæsen, når de havde en psykisk lidelse?

Ordføreren.

Altså, om mennesker, der hvirvler rundt i systemet, vil jeg sige: Hvis man sådan lige kaster et blik på, hvad der sker i somatikken, hvor – som jeg også nævnte i min ordførertale – der er 18.000 patienter alene i Region Nordjylland, der ikke er blevet udredt, ved jeg ikke, om man ikke kan sige, at det er et udtryk for, at der i hvert fald er nogen, som ikke er blevet imødekommet gennem den lovgivning, som man tidligere har indført. Og der synes jeg måske godt at man med rette kan tale om, at der i hvert fald er nogle dér, der hvirvler rundt i systemet.

Jeg vil godt sige herfra, at det, vi gerne vil fra Venstres side, er, at vi gerne vil indføre reelle rettigheder for patienterne. Og som jeg også sagde indledningsvis, havde vi gerne set, at regeringen var lidt mere ambitiøs. Vi havde gerne set, at regeringen pålagde regionerne at indgå nogle aftaler, så patienterne netop kunne blive udredt, så de kunne blive behandlet.

I Venstre er vi optaget af at bekæmpe ventelister. Vi vil gerne gøre patienterne raske. Vi synes ikke, det er i orden, at der er 18.000 patienter, der hvirvler rundt, alene i Region Nordjylland. Jeg kom med en lang række andre eksempler i min ordførertale – også på patienter, der ikke er blevet imødekommet.

Camilla Hersom.

Mit spørgsmål angik det konkrete lovforslag, vi behandler i dag – ikke hvad Venstre ønsker at opnå inden for en ramme af nulvækst. Mit spørgsmål angår det lovforslag, vi behandler i dag. Er det et væsentligt tiltag, som vil gøre en forskel, eller er det en bagatel, som ikke betyder noget som helst, og som ikke kræver både investeringer, omkalfatringer og en meget stor anstrengelse i den virkelige verden, hvis det skal blive til noget?

Ordføreren.

Jamen jeg vil da holde fast i – fuldstændig som jeg sagde i min ordførertale – at lovforslaget her er et lille skridt på vejen. Vi havde gerne set, at regeringen var lidt mere ambitiøs. Og jeg må undre mig over, at regeringen ikke er mere ambitiøs.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraternes ordfører.

Man vil kunne se, at jeg har taget grøn skjorte og slips på i dag. Det er valgt med omhu og med udgangspunkt i, at vi skal behandle det her lovforslag. Jeg har virkelig glædet mig til i dag og til at stå her og forklare og glædes over, at vi forbedrer forholdene for personer med psykisk sygdom i Danmark.

Vores sundhedsvæsen bygger på fri og lige adgang. Det er en kerneværdi. Nogle siger, at det er arvesølvet i vores samfund. Socialdemokraternes holdning er klart, at fri og lige adgang skal der værnes om, og det skal fortsat udbygges.

Som jeg allerede har fået sagt fra salen, havde vi i tiden under VK noget mas med det her med fri og lige adgang, bl.a. i forhold til en favorisering af privathospitaler og private sundhedsforsikringer. Men tiden med en socialdemokratisk ledet regering er altså en helt anden. Vi udbygger den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet. Vi gør det offentlige sundhedsvæsen endnu stærkere, endnu mere robust – et sundhedsvæsen, hvor man som borger altid kan få hjælp til at få fundet ud af, om man fejler noget, hvad man fejler, og også få hjælp til at få den rigtige behandling. Både diagnose og behandling skal gives hurtigt, og det skal ske, uanset hvad man måtte fejle.

Det er helt rigtigt, det er helt rimeligt, og det er udtryk for den helt rigtige holdning, når vi her fremsætter et lovforslag om at ligestille psykiske sygdomme med fysiske sygdomme, når det gælder udredningsret, behandlingsgaranti og frit sygehusvalg. Det har været forkert, og det har været urimeligt, at patienter med og pårørende til patienter med psykisk sygdom har været budt mindre gunstige, mindre gode forhold. Derfor er jeg rigtig, rigtig begejstret for den her ændring. Det er en ændring til noget bedre.

Jeg har spurgt mig selv, om jeg er stolt over at være ordfører på det her lovforslag, og dertil vil jeg bare sige: Ja, jeg er rigtig stolt.

Vi har haft nogle udfordringer, og vi har stadig væk udfordringer i forhold til kapaciteten i psykiatrien, både hvad angår personale og andre forhold. Og jeg siger udtrykkeligt, at det stadig væk er en udfordring flere steder. Jo længere man når væk fra hovedstaden, jo større er problemet med at have specialuddannet personale. Befolkningen dér rammes også af psykisk sygdom, og derfor har man et kapacitetsproblem, desværre. Men med det her lovforslag tager vi altså også den tyr ved hornene. Vi vil have forbedringer, og det ønske er jo fremsat og også drøftet med de fem regioner, der i hverdagen sikrer driften af vores sundhedsvæsen. De nikker anerkendende til de her væsentlige ændringer, de nikker anerkendende til de konkrete mål, der bliver sat op. Netop ved lovgivning og ved at fastsætte mål og rammer gør man tingene væsentlig mere konkrete, væsentlig mere nærværende.

Jeg vil sige, at politisk følger de psykisk syges forhold nøje den plan, som vi fra Socialdemokraternes side har haft i meget, meget lang tid. Det er klart, at i forhold til regionerne og til kapacitet vil vi også følge meget nøje, hvordan det kommer til at gå. Det ved jeg også at regionerne vil være interesseret i.

Vi ser i øjeblikket meget tydeligt, hvordan regeringspartierne vægter psykisk sygdom og forholdene i forbindelse med det meget højt. Det blev skrevet i regeringsgrundlaget, og der er en arbejdsgruppe, som har afsøgt hele området. Og senest har vi lavet en finanslov, hvor der også er en klar prioritering af og fokusering på psykisk sygdom. Det gælder nedbringelsen af tvang i psykiatrisk behandling. Og i satspuljeaftalen, som også lige er afsluttet, er der en klar fokusering på psykiatrien, eksempelvis bruger- og pårørendeforhold. Og nu er det altså med det her lovforslag et spørgsmål om at sidestille, ligestille sundhedsvæsenet, når det gælder psykisk sygdom og fysisk sygdom.

Fra socialdemokratisk side vil vi fortsat kæmpe for fri og lige adgang til et offentligt stærkt og robust sundhedsvæsen, som er præget af kvalitet hele vejen igennem – et sundhedsvæsen, hvor man ikke kan fejle noget forkert, når man kommer der, hvor man ikke kan komme på et forkert tidspunkt, og hvor det slet ikke er afgørende, om man har penge med eller ej. Det her er arvesølv, det her er vigtigt. Det skal forsvares, og det skal videreudvikles, og det her er et rigtig godt eksempel på, at det er det, vi gør. Socialdemokraterne støtter det her lovforslag med stolthed.

Fru Jane Heitmann for en kort bemærkning.

Tak, og tak til Socialdemokraternes ordfører. Det er jo en spændende tilgang, som hr. Flemming Møller Mortensen har til tingene. Jeg har bare et lille, meget nemt spørgsmål til ordføreren:

Jeg vil gerne bede ordføreren svare på, hvem det var, der i 2008 indførte en udvidet ret til undersøgelse og behandling af børn og unge under 19 år og en udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne? Hvem var det?

Ordføreren.

Min erindring er stærk nok til at huske, hvem der sad i regering på det tidspunkt, så det er der ikke noget problem i at svare på. Det var et nemt spørgsmål. Men mit modspørgsmål skulle være: Hvorfor tog man ikke tyren ved hornene og ligestillede psykiatrisk behandling med somatisk behandling, når man havde muligheden? Man havde sit komfortable flertal, som den daværende statsminister altid yndede at udtrykke det, når der skulle indgås finanslove. Man havde økonomien, som på det tidspunkt var en helt anden gunstig økonomi end den, vores land desværre har i øjeblikket.

Jane Heitmann.

Jeg tillader mig bare at spørge en gang til: Hvem var det, der i 2008 indførte en udvidet ret til undersøgelse og behandling for børn og unge under 19 år og i 2009 indførte en udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne? Det her handler ikke om økonomi, det handler bare om: Hvem var det, der indførte de patientrettigheder?

Ordføreren.

Det gjorde den daværende regering naturligvis med det flertal, den kunne sikre. Det er svaret første gang, og det er også svaret her anden gang.

Jeg kan ikke undlade at sige: Hvorfor gjorde man ikke mere? Hvorfor er Venstres ordfører så interesseret i at fremhæve de her ting? Ja, det var fremskridt, men var det markante, store skridt fremad i en ligestilling mellem psykiatri og somatik, altså fysisk sygdom? Det var positive skridt. Hvorfor tog man ikke flere skridt? Hvorfor var den daværende regering ikke mere ambitiøs? Nu klandrer Venstres ordfører den nuværende regering for ikke at være ambitiøs nok. Hvorfor gjorde man ikke mere i 10 år?

Hvorfor kan ordføreren ikke nævne en væsentlig længere liste af initiativer, som både blev foreslået og også gennemført i VKO's tid? Det var 10 jubelår med god økonomi, hvor man sagde, at man også havde den politiske intention i forhold til at forbedre psykiatrien, men hvor kun ganske lidt blev forandret i positiv retning. Hvorfor skulle denne regering overtage en psykiatri, hvor kapaciteten på personaleområdet og også i forhold til fysiske forhold ikke var fulgt med udviklingen? Hvorfor skulle vi overtage en psykiatri, som haltede bagefter somatikken?

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Nu vil jeg jo ikke bruge min taletid på at opremse en lang liste over de mange initiativer, som blev gennemført under VK-regeringen, med hensyn til at udvikle psykiatrien i en bedre retning. Og jeg synes faktisk, det er en lille smule mærkeligt, at man i dag nu synes, at da man indførte en udredningsret, en behandlingsret, inden for først børne- og ungdomspsykiatrien og bagefter voksenpsykiatrien, vel nok det største skridt i forhold til at give mennesker med sindslidelser nogle konkrete patientrettigheder, var det at gøre noget ganske lidt. Det skete i øvrigt med midler og penge, der væsentligt overstiger værdien af det lovforslag, som man står bag ved her. Jeg synes altså, at der må være proportionalitet mellem tingene.

Da jeg hørte ordførerens indlæg her i dag og det nu snart er jul, var det, som om englene begyndte at synge. Altså: Vi fokuserer på indholdet af det her lovforslag, og det tror jeg sådan set også patienter og pårørende er optaget af. Men hvad er det så, vi får med det her lovforslag? Der siger vi i al stilfærdighed fra Venstres side, at når det er, at man indfører en udredningsret, hvilket jo lyder rigtig godt på papiret, hvorfor vil man så ikke give patienterne nogle reelle rettigheder? Den eneste rettighed, patienterne får nu, er adgangen til at kunne klage til Patientombuddet, hvis ikke regionen leverer den hurtige udredning.

Hvorfor må patienterne ikke få rettigheden til på egen hånd at kunne vælge noget andet, til at fravælge lange ventelister, hvis det er, at man ikke kan få tilbudt en hurtig udredning? Der er der en klar forskel på Socialdemokratiet og Venstre, men det er også en forskel, vi gerne står på mål for, og det er her, vi har spurgt: Hvorfor vil man ikke være med til at forbedre lovforslaget? Vi har jo nu set inden for somatikken, hvor man har indført udredningsretten, at der fungerer den jo p.t. ikke.

Ordføreren.

Jeg kan kun konkludere, at jeg er rigtig glad for, at Venstre støtter lovforslaget. Jeg er rigtig glad for, at Venstre er med til at lave forbedringer i psykiatrien, med til at lave en højere grad af ligestilling. Og vi kan bruge rigtig meget tid på at diskutere, hvad der er foregået i fortiden, det har vi også gjort, og jeg synes også, at det er rimeligt, at man heroppe fra Folketingets talerstol ridser tingene op, så de kommer til at fremstå i det rette forhold.

Jeg er også glad for, at fru Sophie Løhde siger: Ja, der blev brugt penge i den tidligere regerings tid. Jeg vil blot igen erindre om, at da var der mange, mange flere penge i vores land. Og jeg vil også gerne sige igen, at jeg er ked af, at man ikke på daværende tidspunkt investerede mere i sundhedsvæsenet, men havde en ideologisk lyst til at lave en favorisering af det private. Jeg nævnte det i min ordførertale, f.eks. privathospitalerne og forholdene omkring de private sundhedsforsikringer.

Så jeg er glad for, at Venstre er med. Det her er en stor dag for psykiatrien, og det er set med socialdemokratiske øjne ikke et lille skridt fremad. Det er et stort skridt fremad, og det er en rigtig god dag.

Fru Sophie Løhde.

Jeg synes da også, det er en god dag. Jeg har faktisk mange gode dage, og sådan skal det jo gerne være med det. Altså, det virker jo ikke, som om ordføreren er specielt glad for, at Venstre støtter op om det her lovforslag. Det virker faktisk, som om man er lidt ærgerlig over, at Venstre støtter det her lovforslag. Men det er såmænd nok med det her, ligesom det er med finanslovsaftalen, at man ikke er helt glad for de der ting, man sådan skal aftale med Venstre og sådan, og det er jo heller ikke rart, at skal man gennemføre alle mulige ting på psykiatriområdet, er det med Venstre og De Konservative.

Men til ordføreren: Nu holder vi os til det, som jeg spørger om, nemlig indholdet af selve lovforslaget. Jeg har nu hørt alle de store, fine ord. Og nu er vi nået der hen til, hvor jeg tror at patienter og pårørende er optaget af, hvad der gemmer sig i den her bunke papirer. Der gemmer sig en overskrift, der handler om, at man indfører en udredningsret. Det lyder pænt, rigtig pænt, men hvorfor er det, at man ikke giver patienterne en reel patientrettighed – en patientrettighed, hvormed de får adgang til at fravælge lange ventetider i det offentlige, hvis det er, det offentlige ikke kan levere den hurtige udredning?

Hvorfor er adgangen til at klage til Patientombuddet det eneste, Socialdemokraterne vil give patienter med sindslidelser, hvis det er, at man ikke kan få den hurtige udredning? Der er en klar forskel mellem Venstre og Socialdemokratiet. Men jeg søger med interesse begrundelsen for, hvorfor man ikke vil gøre noget mere for, at de her patienter sådan set får mulighed for det samme, som man også kan eller i hvert fald burde kunne få på somatikområdet, nemlig at vælge lange ventetider fra. Det er jo ikke sikret med det her.

Ordføreren.

Først vil jeg gerne fjerne en total misforståelse. Som socialdemokrat, som sundhedsordfører, er jeg rigtig, rigtig glad for, at Venstre tager ansvar i forhold til en rigtig god finanslov, hvorom det er blevet sagt af rigtig mange, at Venstre kom rigtig billigt med. Det er også min holdning. Det er klart defineret regeringspolitik, socialdemokratisk politik, som Venstre er gået med til, på sundhedsområdet.

Jeg er rigtig glad for, at Venstre er gået med på satspuljeområdet, hvor vi jo er fuldstændig enige om, at psykiatrien har været udsultet og skal have et rigtigt boost, et rigtigt puf, opad. Det er jeg rigtig glad for. Og jeg er rigtig glad for, at Venstre støtter det her lovforslag. Det er dog fornuftig politik fra Venstres side. Så ingen mishagsytringer der. Det er også en af grundene til, at jeg er glad i dag.

I forhold til fortiden vil jeg blot igen erindre om, at det pokkers kapacitetsproblem eller den mangel på kapacitet, vi har, den flaskehals, vi har, på psykiatriområdet i høj grad også er videreudviklet under en VK-regering, og det er et problem. Derfor skal vi jo, som jeg sagde, tage tyren ved hornene, og det er godt, vi gør det sammen. Det er godt for psykiatrien. Brede flertal er de bedste flertal at lægge for dagen, når det er lovbehandling, det drejer sig om.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Mange tak. Jeg er rigtig glad for, at Socialdemokraternes ordfører er glad i dag og har taget slips på. Det kunne da være, han skulle bruge det nogle andre dage også.

Jeg vil lige starte med at sige, at jeg har en seddel her fra den 27. oktober 2008, hvor satspuljepartierne aftalte visse målsætninger og rettigheder for patienter, og det er dem, man refererer til, og det er jo det, vi alle sammen har været enige om. Derfor gør det mig lidt trist, at man har en diskussion heroppe om, hvem der har gjort hvad, hvem der ikke har gjort noget, og hvor mange penge der er sat af. Jeg tror faktisk, vi kunne vinde utrolig meget på det her område, hvis vi arbejdede sammen frem for at modarbejde hinanden.

Vi har i mange år set, at der har været et problem på psykiatriområdet, og det går ikke bare 10 år tilbage, det går 100 år, 200 år tilbage. Den psykiatrilov, som vi har arbejdet ud fra siden, kom i 1989, og den har vi så løbende forbedret igennem årene, i forskellige regeringer, og på den måde har vi prøvet at give flere sindslidende en retsstilling og retssikkerhed. Det har været tiltrængt, og det er forbedringer.

Der skal sættes ind på mange måder, og det er uhyre vigtigt, at vi ser på, hvordan vi sætter ind for at imødegå den store pukkel på ventelisterne, samt at man fortsat arbejder med at forbedre de forhold, der er i dag. Det her er det skridt, vi har taget for at ligestille, og spørgsmålet er, om det er så nemt, om det er den jubeldag, som hr. Flemming Møller Mortensen siger det er? Ja, på papiret er det, men vi skal også have det til at fungere. Vi ved, at vi har problemer ude i områderne med speciallæger, vi ved, der er flaskehalse. Hvis vi går ud nu og siger til alle, der har en psykisk sygdom, at alle problemerne nu er løst, stikker vi dem blår i øjnene. Vi ved også, at Psykiatriudvalget, som blev nedsat, kom med en masse gode anbefalinger, som vi også har taget op i satspuljeregi, men vi ved jo også, at de siger: Jamen skal det her lykkes, skal der også afsættes penge løbende hele vejen til 2020. Og så skal vi selvfølgelig også finde de penge. Og hvis alle partierne kan være enige om, hvad vi vil på psykiatriområdet, kan vi løfte det for de mennesker, der lider, og så nytter det ikke noget, at vi står og slår hinanden i hovedet med, hvem der har gjort eller sagt hvad.

Jeg synes, det udspil, som Psykiatriudvalget kom med, var rigtig godt, men noget af det, jeg bare har sat spørgsmålstegn ved, var, at man tror, man kan inkludere alle. Det var en af grundene til, at jeg netop tog børn og unge-området op og sagde, at det ikke er alle børn og unge, der bare kan puttes ind i en folkeskole igen. Det er nogle af de ting, vi nu sætter nogle penge af til, og vi sikrer, at man tager hånd om de her børn, sådan at de ikke de næste 50-60 år skal gå og have en lidelse, men i stedet for måske bliver hjulpet meget tidligere, for i dag ved vi jo, at man kan slippe af med en psykisk sygdom. Så jeg håber, at vi sammen kan være enige om, at vi skal gå ad den vej, som er lagt, ikke bare i dag, men faktisk for mange år siden, i satspuljeregi. Ligesom den gang vil jeg også nu sige, at det er synd, at vi altid siger, at det kun er i satspuljen, der bliver sat penge af. Jeg er glad for, at man i regeringens finanslov har fået sat lidt penge af; vi har også i vores ændringsforslag sat penge af på området. Så det er jo rart, at vi er enige om at gå den vej, og det håber jeg også vi er de næste 7-8 år, så vi får den plan, som kan hjælpe alle, så de bliver ligestillet, for det er de ikke bare efter i dag, det er de ikke efter om 1 år, det ser vi først, når vi kan se, at alle får lige så hurtig en behandling som andre.

Vi er selvfølgelig rigtig glade for forslaget og stemmer ja til det, men selvfølgelig har jeg nogle spørgsmål til ministeren, for vi skal også sikre, at der er nogle aftaler ude i regionerne, sådan at man kan benytte sig af det frie valg, der bliver, sådan at man ikke står der uden at have nogen at kunne henvende sig til. Så vi kan kun tilslutte os og sige, at vi er rigtig glade for aftalen. Og lad os nu være glade alle sammen – vi behøver ikke alle sammen at tage slips på, men lad os være glade og sige, at vi vil samarbejde fremover. Tak.

Kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg vil gerne anerkende Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixts, kommentarer og positive indstilling til det her. Jeg er også glad for, at fru Liselott Blixt præciserer det samme, som jeg forsøgte at gøre i min ordførertale, at vi har et problem med kapacitet, og at vi har set det i øjnene. Men det, at vi tager sagen op og prøver at lovgive på området, gør jo, at de, der er forpligtet til at levere til patienterne derude, ved, hvad det er, de har med at gøre. Der vil jeg gerne spørge fru Liselott Blixt: Giver det ikke en god fornemmelse, at regionerne jo allerede i drøftelsen her i 2013 har sagt, at de godt kan leve op til det her, altså, at de tror på det? Nogle regioner er endda gået så langt som til at sige, at de kan indføre garantierne inden den periode, der egentlig er fastsat til det, og hvor de har mulighed for at arbejde på det.

Ordføreren.

Jamen det lyder rigtig godt, at regionerne siger, at de godt kan leve op til det, og at de er kommet meget langt, men det sagde de også i forbindelse med den udredningsgaranti, der skulle have været igennem her den 1. september i år for somatiske sygdomme, og den har de ikke kunnet leve op til.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det den Radikale ordfører, fru Camilla Hersom.

Tak for det. Kernen i dette lovforslag handler om at ligestille mennesker med en psykisk sygdom med patienter, der fejler noget fysisk. Jeg mener også, at lovforslaget er et vidnesbyrd om regeringens syn på psykisk sygdom. Med lovforslaget anerkender vi igen, at psykisk sygdom kan være lige så svært som fysisk sygdom, og at der er tale om netop en sygdom og ikke en permanent tilstand. Derfor har mennesker, der rammes af psykisk sygdom, naturligvis samme krav på hurtig hjælp som andre patienter.

Vi får med lovforslaget et samlet regelsæt på det her område, og psykisk og fysisk sygdom bliver fuldstændig ligestillet. Konkret indfører lovforslaget den samme ret til udredning og hurtig behandling i psykiatrien, som gælder inden for somatikken. Det betyder, at alle ikkeakutte patienter fremover har ret til udredning inden for 1 måned. Og i de tilfælde, hvor det ikke er fagligt muligt – og de tilfælde findes jo – stilles krav om, at patienten får en udredningsplan for det videre forløb. Derudover vil lovforslaget fjerne den eksisterende særregel, der betyder, at psykiatriske patienter ikke har haft de samme fritvalgsmuligheder med hensyn til behandlingssted som andre patienter. Det bliver der heldigvis ændret på fremover.

Det er et godt lovforslag, som vi kan være stolte af, men det er ikke det samme, som at det er let at gennemføre. Derfor indføres de nye rettigheder trinvis, så regionerne har en rimelig mulighed for at leve op til de nye krav. Der er i kommuneaftalen for 2013 blevet afsat 200 mio. kr. til at starte kapacitetsudbygningen af psykiatrien, og med den seneste aftale for 2014 har regionerne så også taget fat på den omstilling af organisation, som er nødvendig, for at den eksisterende kapacitet kan udnyttes bedst muligt. De nødvendige ressourcer bør altså være til stede, selv om vi anerkender, at omstillingen vil tage noget tid.

Efter Det Radikale Venstres opfattelse er lovforslaget endnu et godt eksempel på, at regeringen prioriterer det psykiatriske område. Det har vi også gjort med alle de sats- og finanslovsaftaler, der er indgået, siden regeringen trådte til, herunder i øvrigt den fra 2012, som fru Jane Heitmann refererede til.

Men vi stopper ikke her. Regeringens psykiatriudvalg har for nylig afrapporteret, og der ligger en lang stribe anbefalinger, som vi i mit parti håber at vi kan løfte de kommende år. Vi skal sikre en langt bedre forebyggelse og løfte den tidlige indsats, fordi vi ved, at tidlig hjælp er den bedste hjælp. Vi skal hæve kvaliteten i behandlingen og sikre mere faglig viden. Det er i den forbindelse også nødvendigt at se den psykiatriske indsats i sammenhæng med andre områder, ikke mindst folkeskolen, uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedet, som er områder, der undergår store forandringer i disse år.

Vi er godt i gang, også selv om der er meget at gøre endnu. Radikale Venstre bakker helhjertet op om lovforslaget, som vi ser som et væsentligt element i det løft af hele det psykiatriske område, som vi som regering har forpligtet os på.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen korte bemærkninger, så den næste i talerrækken Özlem Sara Cekic fra SF. Tag det bare roligt, vi har tid nok. Det går lidt stærkt. Værsgo.

Tak. For 14 år siden arbejdede jeg på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital, og det var sådan, at de børn, vi havde, brugte meget af deres barndom på ventelister. Lige ovre på den anden side af gaden var der en skadestue, og børn, der brækkede benet, kunne komme til med det samme. Det var faktisk årsagen til, at jeg gik ind i politik. Det ville jeg rigtig gerne lave om på. At det tager så mange år at lave noget om, siger jo også noget om, hvor svært det er lige præcis i forhold til psykiatrien.

Jeg er utrolig glad for, at vi i dag behandler et lovforslag, der gør det muligt at ligestille de sindslidende patienter med dem, der har en fysisk sygdom. For det her er det første skridt – og nok et af de største, nok et af de vigtigste – til at kunne skabe den ligestilling. Det, som både patienterne, men også de pårørende, har oplevet gennem årene, har jo været, at de ikke rigtig har følt, at der var nogen, der troede på, at de syge kunne blive raske. Håb er den største mangelvare i psykiatrien. Når håbet ikke er der, har man heller ikke de store visioner – eller man har i hvert fald ikke haft det – her på Christiansborg, og det gør jo så også, at der heller ikke er sket de store forandringer derude.

Hvis man spørger langt de fleste pårørende, og dem er der jo trods alt en del af – der er over en million, jeg er en af dem – så tror jeg, at de fleste vil kunne forklare og fortælle, hvilken situation de har stået i, når de har stået med deres kære, der havde det svært og ikke kunne komme til at få hjælp, og hvad det tabu, de har oplevet, og som har gjort, at de ikke har kunnet snakke med andre om, at deres kære havde en sygdom, har gjort ved dem. En mor ringede til mig forleden og sagde: Jeg har en søn, som har været syg i 2 år; jeg har ikke sagt det til nogen. Jeg tror også, at det hænger rigtig meget sammen med, at når man på det øverste politiske sted, som Christiansborg er, ikke prioriterer sindslidende, ikke snakker åbent om det her, ikke får diskuteret det, så signalerer man også lidt, at det nok er nogens skyld – så kan det være de pårørendes skyld, eller det kan hedde sig, at man lige skal tage sig sammen – og det har gjort, at man har underprioriteret det her område.

Jeg er først og fremmest utrolig glad for, at det i regeringsgrundlaget er nævnt, at vi vil en ligestilling, og at regeringen bagefter har nedsat et bredt repræsenteret psykiatriudvalg, hvor de sindslidende, de pårørende og brugerorganisationerne har haft en ligeværdig plads sammen med de andre til at fortælle, hvilken vej psykiatrien skal gå. Jeg er rigtig glad for, at et flertal af partierne med satspuljeaftalen har givet penge til en række initiativer, som er systemforandrende. Nu kommer det til at være muligt med bæltefrie og tvangsfrie afdelinger. Vi skal kigge medicinen igennem, og pårørende skal inddrages systematisk, ligesom man med finansloven nu også sætter midler af til at kigge på at nedbringe tvang og skabe bedre fysiske rammer. Derfor er det her forslag også lidt kronen på værket, for nu siger man langt om længe, at de rettigheder, som gælder patienter, som har en fysisk sygdom, selvfølgelig også skal gælde patienter, som har en psykisk sygdom.

Når man laver en udrednings- og behandlingsret, er det jo klart, at den også skal virke. Vi anerkender, at der er et kapacitetsproblem, og jeg håber selvfølgelig også, at svaret på det kapacitetsproblem ikke alene er, at vi skal ansætte en bestemt faggruppe, men at vi også åbner op for tværfaglighed, så psykologer, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter og socialrådgivere også rykker ind de steder, vi giver psykiatrisk behandling. Så håber jeg jo også, at behandlingsretten ikke alene bliver et spørgsmål om den bedste behandling alene med medicin, men også omfatter familieterapi – omfatter terapi og samtaler og mange andre ting som jeg ved også er gældende mange steder.

Jeg glæder mig til, at vi skal holde nøje øje med, hvordan udviklingen vil være. Er vi i mål? Nej. At sige det ville være at lyve her fra talerstolen. Det må man ikke, jeg ved godt, at det er lidt ulovligt. Det ville ikke være at tale sandt, hvis man sagde, at vi var i mål. Der var en på 22 år, der var i Socialudvalget, da jeg sad der, og hun fortalte om, at socialrådgiverne havde anbefalet, at hun skulle gå på førtidspension. Hun ville faktisk helst have en uddannelse. Så længe vi opgiver unge mennesker, er vi jo ikke i mål. Det kræver, at vi hver især og sammen og gerne på kryds og tværs bliver ved med at snakke om psykiatri. Jeg ved, at det er noget, der optager os alle sammen. Så lad os komme i gang.

Der er en enkelt til korte bemærkninger. Fru Jane Heitmann.

Tak for det. Jeg kan forstå, at fru Özlem Sara Cekic kerer sig om ventelisterne for børnene helt tilbage for 14 år siden, og jeg tænker, at fru Cekic da virkelig må have haft en fest dengang i 2008, da VK-regeringen indførte den udvidede ret til undersøgelse og behandling for børn og unge under 19 år. Det må have været en stor dag i fru Cekics liv. Hvis jeg sådan lige skal holde lidt fast i det her med ventelister, vil jeg sige, at jeg jo tidligere har nævnt, at i Region Hovedstaden er der en ventetid på 21 uger til første undersøgelse af voksne med panikangst, i Region Nordjylland er der en ventetid på 26 uger til første undersøgelse af børn og unge med ADHD, og i Region Midtjylland er der en ventetid på mellem 8 og 21 uger til første undersøgelse af voksne med depression. Jeg vil gerne spørge SF's ordfører: Hvordan løser det lovforslag det problem?

Ordføreren, værsgo.

Det var en stor dag, men det var ikke en stor dag for undertegnede. Det var en ret stor dag for de mennesker, der sidder med det problem, at de ikke ved, hvad de skal gøre i forhold til deres børn, som har en sindslidelse. Jeg snakkede også med kollegaerne fra børne- og ungdomspsykiatrien. De synes også, at det var en stor dag.

Jeg anerkender det arbejde, mange partier gør. Jeg anerkender bare ikke, når folk siger, at der har været et stort arbejde. Hvis de hver især, uanset hvilken regering, om det har været VKO eller SR, havde gjort det, de skulle, var vi jo ikke endt i en situation, hvor ventelisterne er så lange. Jeg håber bare, at vi herfra i fællesskab kan fortsætte med, hvad de vil gøre i forhold til de ventelister. Vi ved f.eks. i børnepsykiatrien, at det, der også har gjort, at ventelisterne er faldet, er, at man har lavet mange af de her udgående team, som også tager noget af trykket, samtidig med at man kan prioritere PPR'en højt. Hvis man alene tror, at ventelister nedsættes, ved at de kan komme ind og snakke med en læge, tager man fejl.

Nogle af os var i Trieste for at se, hvad der sker nede i Norditalien. Tværfaglighed, behandling, som er udgående og opsøgende. En behandling, som faktisk inddrager pårørende og brugerne rigtig meget, er også med til at afkorte ventelisterne, samt en rummelighed på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det glæder mig jo i den grad, at ordføreren på den korte tid, der er gået, fra ordføreren sad hernede på sin plads i Folketingssalen, til ordføreren har bevæget sig op på talerstolen, er nået til den erkendelse, at VK-regeringen faktisk stod fadder til nogle markante forbedringer inden for psykiatrien. Det glæder mig i den grad.

Så vil jeg også ønske, at ordføreren i samme ombæring havde svaret på mit spørgsmål, nemlig: Hvordan får vi løst de problemer, der er med de ventelistetider, som jeg lige har listet op tidligere? Hvor er det lige præcis i lovforslaget, at ordføreren kan pege på, at her står det, at vi får løst de problemer, der er omkring ventelisterne?

Ordføreren.

Det er lidt sjovt, at ordføreren vælger at høre det, ordføreren gerne vil høre. Jeg sagde ikke, at jeg anerkender markante forbedringer, fordi jeg synes ikke, der har været markante forbedringer. Jeg siger, at der har været nogle forbedringer, men jeg synes ikke, at de er markante. Jeg synes, hverken den ene eller den anden tidligere regering har lavet markante forbedringer.

Jeg synes, at det, der er det gode nu, er, at vi står i en situation, hvor vi har nedsat et psykiatriudvalg, som kommer med utrolig mange anbefalinger, som der i fællesskab skal arbejdes videre med. Jeg er rigtig glad for, at sundhedsministeren satte sig i spidsen for at sige: O.k., fint, vi vil rigtig gerne have en psykiatri, som også skaber håb.

Så spørger ordføreren: Hvad er det i lovforslaget, der gør, at nu kan der ske noget anderledes? Vi er meget optaget af patienterne, ikke så meget privathospitalerne, sektorerne eller faggrupperne. Som jeg kan se det her, bliver det jo så en aftale, man har indgået, hvor regionerne selvfølgelig skal løse det problem, den udfordring, og det har de sagt, som jeg har forstået det, at de også gerne vil. Med hensyn til hvordan de gør det, må man også have en lille smule tillid til regionerne. Der ved jeg jo godt, at vi har to forskellige opfattelser af, hvad regionerne skal. Vi vil gerne bevare dem, og Venstre vil gerne afskaffe dem, og der må man også have en stor tillid til, at det kan de godt løse selv.

Jeg noterer mig, at Carl Holst, som i øvrigt kommer for ordførerens eget parti og sidder som regionsformand, selv siger, at de godt kan løse det. Det synes jeg da er fantastisk. Uanset hvordan man gør det lokalt, hvilke kreative løsninger man tager i brug, tværfaglige grupper, samarbejde på kryds og tværs, er det da kun glædeligt.

Den næste for en kort bemærkning er fru Sophie Løhde fra Venstre, værsgo.

Tak. Jeg synes da, det er overraskende, at det, at man går fra ingenting, til, at man i starten af 2006 indførte en udredningsret og en behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien, ikke var en markant forbedring. Så er det jo næsten svaret på, hvad ordføreren så mener om det lovforslag, vi står med i dag; altså, så må det jo være det rene ingenting. Men dengang gik man fra ingenting, så det var da en markant forbedring. Men det er jo ikke det samme, som at tingene ikke kan gøres bedre. Jeg håber da, at ordføreren – forhåbentlig ligesom alle de andre ordførere hernede i salen – har en ambition om at være med til løbende at forbedre området.

Jeg vil gerne spørge til indholdet af det her lovforslag, som jeg desværre ikke synes vi har fået brugt ret meget tid på, for vi bevæger os meget oppe i de høje luftlag. I forhold til udredningsretten har man nu indført en i somatikken, og der har været masser af eksempler på her, at patienterne, når de ikke bliver udredt inden for de 30 dage, hvor det ellers er muligt fagligt, strander i systemet, og at de ikke kommer videre. Hvorfor? Fordi de ikke har nogen konkret udredningsret til at kunne gå et andet sted hen. Det vil sige, at de er fanget inden for det offentlige system. Nu indfører man så en udredningsret – igen – hvor man begår nøjagtig den samme fejl, som man gjorde i forhold til somatikken. Hvorfor er det, at fru Özlem Sara Cekic ikke synes, at psykiatriske patienter skal have en mulighed for at kunne vælge lange ventetider fra, når vi f.eks. taler om udredning?

Ordføreren, værsgo.

Jeg har jo ikke sagt, at det var ingenting. Altså, det kan godt være, at tingene høres anderledes, når man sidder i den side af Folketingssalen. Jeg vil simpelt hen ikke være med til, at vi skal stå og snakke om det ene eller det andet ord. Jeg vil bare så gerne have, at vi snakker om det, det handler om, dvs. sindslidende, pårørende, der år efter år er blevet forskelsbehandlet, glemt – man kan bruge rigtig mange forskellige ord.

Nu spørger ordføreren fra Venstre, hvorfor det er, at vi ikke også laver en udvidet udredningsgaranti. Jeg ved godt, at Venstre er dybt optaget af privathospitaler. Jeg ved godt, at man til enhver tid vil gøre, hvad man kan, for, at man enten kan overbetale dem eller også sørge for, at de får lige præcis de muligheder, der gør, at de kan få så mange penge som muligt. Jeg er ikke optaget af privathospitaler, jeg er ikke optaget af sektorer, jeg er ikke optaget af den ene faggruppe frem for den anden. Jeg er optaget af patienterne. Det er den ene del.

Den anden del er, at hvis regionerne vurderer, at de ikke kan leve op til den udredningsret, der bliver givet, er det op til regionerne at gå ud og lave en aftale med privathospitalerne. Det er der jo ikke noget, der hindrer dem i, så det kan de jo gøre, og det synes jeg også de skal gøre, hvis ikke de kan leve op til aftalen. Men jeg vil da ikke sidde her på Christiansborg og sige: O.k., nu sender vi en pose penge, og gerne så mange penge som muligt, til privathospitalerne. Det er det, jeg kan forstå på Venstre. Men det vil jeg ikke. Man skal være optaget af patienterne, og hvad det er, de kan få, i stedet for at være så optaget af privathospitalerne.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg kan starte med at rette den meget fundamentale fejl, at vi skulle være specielt optaget af privathospitaler. Vi er optaget af patienterne, og derfor er vi også optaget af, at man, uanset om man har ondt i sindet eller ondt i armen eller et helt andet sted, har mulighed for at kunne få udredning og behandling hurtigt. Det er det, der er det vigtigste for os. Og der er det blot, at vi helt stilfærdigt spørger: Når nu det er, at regionerne ikke altid vil kunne levere en udredning inden for 30 dage, hvor det fagligt er muligt, hvorfor er det så, at man fra regeringspartiernes side synes, at så vil man ikke udstyre patienterne med en reel rettighed, hvor de får adgangen til at kunne vælge ventetiden fra?

Den eneste ret, som det lovforslag, vi står med her i dag, konkret indebærer for patienterne, er retten til at klage til Patientombuddet. Det tror jeg helt ærligt ikke at patienter og pårørende kan bruge til ret meget. Jeg tror derimod, at de kan bruge det til noget, om de har sikkerheden og visheden for en hurtig udredning og hurtig behandling. Jeg håber, at det offentlige i stor stil med et stærkt offentligt sundhedsvæsen er i stand til at kunne hjælpe så mange patienter som muligt. Men vi har jo også set – og det sker jo desværre en gang imellem – at det ikke er altid, at patienterne kan tilbydes hurtig udredning og behandling. Hvorfor er det så, man ikke vil give adgangen til at kunne vælge et alternativ?

Jeg kunne også prøve at spørge på en anden måde: Når vi nu i dag ser, at der er lange ventelister på et område, samtidig med at der er ledig kapacitet i bl.a. – ja – det private, mener ordføreren så, det er bedst, at patienterne vedbliver med at være på venteliste, eller synes ordføreren, at det var bedst, at man så lagde alt det der ideologi væk og brugte privathospitalerne, når der var massive ventelisteproblemer?

Ordføreren, værsgo.

Modsat Venstre har jeg aldrig været optaget af, om det skal være den ene eller den anden, der skal have en sum penge. Jeg ved godt, at Venstre rigtig gerne vil sende pengene af sted til privathospitalerne. Jeg ved godt, at Venstre også helst vil sende så stor en pose penge af sted som muligt og gerne med en overbetaling. Det ved jeg godt; det er jo ikke en hemmelighed, det ved alle og enhver. Det er jo også derfor, det i den grad undrer mig, at inden lovforslaget er trådt i kraft, inden regionerne ikke har løst opgaven, siger Venstre allerede: Jamen kan vi ikke også lige sørge for, at de også kan henvise til privathospitalerne? Jamen der er jo ikke noget, der hindrer regionerne i at indgå den aftale med privathospitalerne. Hvorfor skal vi bestemme det fra centralt hold?

Jeg ved det ikke, men jeg sidder bare og tænker, om det er, fordi Venstre er så bange for, at man ikke vil indgå aftaler med privathospitalerne, og at de så ikke får pengene. Er det derfor? Jeg spørger bare. Fru Sophie Løhde spurgte, og jeg svarede, og nu spørger jeg.

Så siger ordføreren: Jamen det her gør da ikke den store forskel. Det er meget interessant, at Venstre har det synspunkt. Prøv lige at ringe og spørge pårørendeorganisationerne, prøv at ringe og spørge brugerorganisationerne, og prøv at spørge dem, der er blevet kastet rundt i det her system og har oplevet diskriminationen på egen krop, om de synes, det gør en forskel, at de nu får en udredningsret og en behandlingsret på lige fod med mennesker, som har en fysisk sygdom. Det tror jeg gør en rigtig, rigtig stor forskel. Vi skal lade være med at negligere de rettigheder, vi giver til vores sindslidende. Det betyder rigtig meget for dem. Og vi skal da i fællesskab holde øje med, at det bliver til noget, og jeg siger allerede nu: Det bliver svært, det bliver op ad bakke, vi er slet ikke i mål. Men vi vil stadig væk gerne fastholde målet, der hedder, at de skal ligestilles.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi fortsætter i ordførerrækken, og det er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan sige på vegne af Enhedslisten, at vi støtter lovforslaget, og det gør vi, fordi vi helt principielt mener, at borgere, uanset om de har en fysisk eller psykisk lidelse, bør have de samme rettigheder. Retten til at blive udredt og retten til at modtage behandling er jo kernen i det her lovforslag. Jeg synes også, det er værd at fremhæve, at regeringen med det her lovforslag foreslår, at borgere med psykiske lidelser skal have samme ret til at vælge sygehus og behandlingssted selv.

Ud over at lovforslaget rummer den her meget vigtige principielle ligestilling af borgere med psykiske lidelser med dem med de fysiske sygdomme, betyder lovforslaget også, at man får adgang til en hurtigere hjælp, når man får en psykisk krise. Og det er, som mange andre har været inde på før mig, fuldstændig afgørende for at nå godt igennem og nå godt ud på den anden side.

Jeg synes, det er vigtigt at tilføje, når vi snakker om behandling og hjælp og støtte i det hele taget til de borgere, som har en psykisk lidelse, at det er en behandling, som i meget høj grad skal tage udgangspunkt i den enkelte borger og i meget høj grad være baseret på en helhedsorienteret tilgang til psykisk sundhed og sårbarhed. Og hvis jeg skal hejse et lille flag i forhold til det her lovforslag, synes jeg, det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at fokus ikke bliver enøjet på at nå fristerne for at kunne sætte en diagnose på en patient eller på at iværksætte en behandling, men at vi fastholder, at hjælp, støtte og behandling til borgere med psykisk sygdom skal tage udgangspunkt i den enkelte, skal tage udgangspunkt i, at den enkelte også selv skal være med til at styre behandlingen og sætte mål for den. Det må ikke, hvad skal man sige, blive sat til side af, at der er nogle frister, der skal overholdes.

Som jeg også sagde, dengang vi diskuterede udredningsgaranti og behandlingsgaranti i forhold til de fysiske sygdomme, så synes jeg, det er vigtigt at holde fast i, at en diagnose, når det handler om psykiske kriser eller psykiske lidelser, ikke skal være en forudsætning for at kunne få hjælp. Det er uhyre vigtigt, at vi har et system, hvor man kan henvende sig, når man er på vej ned og kan mærke, at man bliver dårlig, og hvor man ikke først skal have en bestemt diagnose klistret på sig. Det står ikke i modsætning til, at det er vigtigt, at vi hurtigt bliver klogere på, hvad det er, den enkeltes problem er, men det handler om ikke at blive for firkantet, i forhold til hvad vores sygdomsforståelse skal være og hvad behandling skal være.

Jeg må sige, at jeg samtidig ser meget frem til, at vi skal arbejde videre med at sikre en bedre psykiatri. Meget af debatten her i dag har jo handlet om, at vi, tror jeg, hele vejen rundt er enige om, at der i alt for mange år har været en diskrimination af patienter med psykisk sygdom, og at den skal vi have rettet op på. Det her lovforslag synes jeg er en vigtig start, men jeg synes også, det er vigtigt, at vi har en fælles ambition om at komme videre end det. Der foreligger jo et meget grundigt arbejde fra psykiatriarbejdsgruppen, som vi kan tage udgangspunkt i, og det, som jeg især vil være optaget af, er, hvordan vi i praksis får en psykiatri, som reelt baserer sig på recovery og også i høj grad på dialog og selvbestemmelse for den enkelte.

Så det handler om at gå videre ud ad det spor, som vi også lægger i dag, altså at sikre den enkelte patient nogle rettigheder og støtte den enkelte borger i selv at sætte mål for sin behandling og i det hele taget for sit liv.

Tak. Der er en enkelt til en kort bemærkning, fru Özlem Sara Cekic. Værsgo.

Det er, fordi ordføreren sagde noget, som jeg lige havde lyst til at kommentere. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at selvfølgelig er der nogle livskriser og psykiske kriser, som ikke nødvendigvis kræver, at nu skal der bare stilles en diagnose, og at vi skal skynde os for at stille en diagnose. Det fik jeg bare lige lyst til at sige.

Samtidig vil jeg sige, at behandling ikke, som jeg også sagde i min tale, nødvendigvis altid skal handle om, at nu fikser vi det hele med en pille, men at det lige så godt kan være hjælp i en krise, at sikre, at borgeren kan komme igennem krisen, også med nogle andre behandlingsformer. Nogle gange har vi bare den opfattelse, at den psykiatriske behandling alene handler om medicinsk behandling, hvor man i Norge f.eks. har ligestillet den terapeutiske behandling, dvs. samtaleterapien, med den medicinske behandling. Jeg synes, det er utrolig spændende også at kigge på, hvordan vi kan være med til at bidrage til, at vores behandlingstilbud bliver så mangfoldige som muligt.

Ordføreren, værsgo.

[Lydudfald] ... ordfører i, og jeg vil også godt anerkende, at en del af satspuljeaftalen – som vi jo af helt andre årsager ikke er med i, det handler om finansiering af satspuljen – som bl.a. går på at etablere flere akuttilbud, hvor man kan henvende sig, når man bliver dårlig, synes jeg er et godt eksempel på, at vi ville kunne lave flere tilbud, hvor man får hjælp uden at skulle have en diagnose. Og jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi tænker både i, at der selvfølgelig skal være et rigtig vigtigt og godt stykke arbejde for at nedbringe ventelister, når det handler om blive klogere på, hvad det egentlig er, man fejler, og få behandling, men samtidig også i, at der er nogle spor, som ikke forudsætter, at man har en diagnose påklistret.

Så er jeg også fuldstændig enig i fru Özlem Sara Cekics bemærkning om, at behandling skal ses meget bredt. Det er også det, jeg mener, når jeg taler om en helhedsorienteret tilgang til psykisk sygdom. Jeg ser også gerne, at vi i langt højere grad styrker den enkelte borgers mulighed for selv at vælge, hvilken type behandling man modtager, at der simpelt hen er en palet, man kan vælge ud fra, selvfølgelig under kyndig rådgivning fra det sundhedsfaglige personale.

Spørgeren for anden korte bemærkning? Det var det ikke. Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Mette Bock, Liberal Alliance.

Liberal Alliances ordfører på området kan desværre ikke være til stede i dag, så jeg er her i hans sted.

Jeg har siddet og lyttet til debatten her i eftermiddag, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Gad vide, hvad patienter, pårørende, deres organisationer og borgerne i det hele taget tænker, når de lytter til en debat som den i dag. Hovedparten af debatten har drejet sig om, hvem der er skyld i hvad, og hvem der kan påtage sig æren for hvad. Det gælder forhenværende regeringspartier, og det gælder nuværende regeringspartier. I Liberal Alliance er vi ikke særlig optaget af de behov – det må I finde ud af på en eller anden måde – men vi er ret optaget af patienternes behov. Derfor vil vi nøjes med at glæde os rigtig meget over det her lovforslag, rose regeringen for, at der er taget initiativ til at fremsætte det, og glæde os over, at det jo ser ud til, at stort set alle partier støtter det.

Det er rigtig godt, og det er et rigtig fint skridt i den rigtige retning, at de psykiatriske patienter nu sidestilles med de somatiske patienter, både i forhold til retten til frit sygehusvalg og retten til hurtig udredning i sygehusvæsenet og til en differentieret ret til udvidet frit sygehusvalg. Det er på tide, det kommer. Men i Liberal Alliance er vi også opmærksomme på, at det her kun er et skridt på vejen. Der er lang vej igen, før vi sikrer en reel ligestilling mellem de psykiatriske og de somatiske patienter.

Vi er i Liberal Alliance ikke optaget af, om behandlingen foregår på et privathospital eller på et offentligt hospital. Vi er heller ikke optaget af, hvilke faggrupper det er, der sætter ind. Vi er optaget af, at patienterne får den rigtige behandling, og at det sker på samme vilkår som for somatiske patienter.

Derfor støtter vi lovforslaget. Vi er glade for, at det er kommet, og vi glæder os over, at det ser ud, som om der er bred tilslutning i Folketinget.

Tak til ordføreren. Den sidste ordfører i ordførerrækken er fru Benedikte Kiær, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg kan tage tråden op fra den tidligere ordfører og også tilslutte mig det med, hvad dem, der sidder og ser på den her debat, egentlig tænker, når der bliver kastet med den ene beskyldning og påstand efter den anden. Jeg synes, det er lidt trist at få at vide, at den tidligere regering i den grad ingen interesse har haft og slet ikke har taget problemstillingen alvorligt osv. osv. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for det klæder faktisk ikke den her debat.

Den her debat drejer sig om en patientgruppe, for hvilken vi igennem mange år har arbejdet på at nå i mål med en ligestilling. Jeg står her med nogle af de aftaler, der er indgået gennem årene – helt tilbage fra den 27. oktober 2006 – hvor satspuljepartierne er fuldstændig enige om endemålet, nemlig at man gerne vil have lige rettigheder mellem det somatiske område og det psykiatriske område. Skal vi så ikke hellere glæde os over, at det store arbejde, stort set alle partier i Folketinget har været igennem gennem mange år – og har været fuldstændig enige om – nu begynder at munde ud i, at vi kan give de samme rettigheder?

Det er sådan set det, vi står med i dag, for det giver jo ikke nogen mening at have givet de samme rettigheder for 10 år siden eller for 8 år siden, hvis der ikke var den fornødne kapacitet og mulighed for at kunne efterleve det. Så derfor synes jeg hellere, vi skal glæde os over, at det store arbejde, der er blevet gjort gennem årene, faktisk har båret frugt. Det kan selvfølgelig gøres bedre, og det er det, vi alle sammen har en interesse i, hvilket jeg i den grad synes at den satspuljeaftale, vi har indgået for næste år, vidner om. Så det der med at sige, at nogen har en større interesse end andre, synes jeg ikke klæder debatten.

Fra konservativ side siger vi ja til princippet om, at der skal være en ligestilling. Og vi siger også ja til, at der sker noget regelforenkling med det her lovforslag. Der er også nogle knaster i forslaget, som jeg regner med vi kan få belyst under udvalgsarbejdet. Samtidig må jeg så også påpege, at der er nogle af de samme problemstillinger, som man vil se, hvis man kigger på det, der var omkring det somatiske område med udredningsretten og den differentierede behandlingsgaranti.

F.eks. er det noget diffust med en udredningsplan, såfremt man ikke kan få en udredning inden for 1 måned. Det bliver fremhævet i bemærkningerne, at det vil kunne forekomme hyppigere på det psykiatriske område end på det somatiske område. Jeg synes, det er lidt problematisk, at det fremgår af bemærkningerne, for på den måde giver man sådan lidt carte blanche. Hvorfor kan man så ikke sørge for at få fjernet det fra bemærkningerne? Og når det i det hele taget gælder princippet om, at man måske ikke kan få en udredning inden for 1 måned, hvorfor er der så ikke en mulighed for, at man kan komme til at se en læge, og at der er en læge, der lægger en plan?

Så er der også det her med, at der er lidt for mange kattelemme, i forhold til at regionerne kan overskride retten til udredning på 1 måned. Det er jo noget af det samme, der også gjorde sig gældende på det somatiske område. Når man ikke sikrer patienterne en reel rettighed, sådan at de kan gå til nogle andre aktører, der kan hjælpe dem, bliver det jo lidt mere en hensigtserklæring. Og vi kan allerede nu se, at der er nogle udfordringer på det somatiske område. Det kommer vi også til at se på det psykiatriske område, og det kræver i den grad, at vi følger området meget tæt.

Det gælder også en differentieret behandlingsgaranti, for der kan også komme – og vil nok forekomme – større problemer end inden for det somatiske område, når man tænker på, at de stærke patienter, som er godt skåret for tungebåndet, måske i højere grad kan få en behandling inden for 1 måned frem for nogle, der er mere udsatte, som ikke er så godt skåret for tungebåndet og måske ikke kan få talt sig ind i en behandlingsret inden for 1 måned. Det er også noget af det, vi virkelig mener vi skal følge meget nøje for ikke at skabe mere ulighed i sundhed.

Så er der et af høringssvarene, som jeg egentlig synes vi skal kigge lidt på i udvalget. Det er fra Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker, og der står, at patienterne sådan set ville være bedre stillet i dag, end de vil være ifølge forslaget, såfremt regionerne ville bruge den ledige kapacitet, der er i det private. Det er noget, som jeg gerne vil have vi får uddybet fra ministerens side, for det vil jo ikke være hensigtsmæssigt, hvis det, der her bliver sagt, er et spørgsmål, som vedbliver med at blive rejst.

Som jeg sagde i begyndelsen, siger vi ja til princippet om ligestilling mellem det psykiatriske område og det somatiske område. Og så er der stadig væk nogle knaster i forhold til indholdet. Det er jo også nogle af de samme ting, som gør sig gældende, når det drejer sig om det somatiske område. Det er også nogle af de ting, vi diskuterede for et stykke tid siden – også her i salen – men det er jo også noget, vi kan kigge på, når der kommer en ny regering på et eller andet tidspunkt. Nu bliver ligestillingen indført, og så kan vi jo altid forbedre indholdet, når vi får mulighed for det.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der ønsker korte bemærkninger. Vi giver ordet til ministeren for sundhed og forebyggelse. Værsgo.

Tak for det og tak for de mange gode bemærkninger og den engagerede debat i dag.

Ligestilling mellem psykiatriske patienter og somatiske patienter – altså dem, der er fysisk syge i kroppen – er et vigtigt område. Det er det selvfølgelig, fordi der er tale om patientrettigheder, men jo sådan set også, fordi der helt grundlæggende er tale om, at vi anerkender, at mennesker har det samme værd, uanset om deres sygdom sidder fysisk i kroppen eller er en psykisk sygdom, en sindslidelse, de kæmper med i kortere eller længere tid.

Jeg var meget stolt, da jeg for lidt over et år siden kunne fremsætte lovforslaget om udrednings- og behandlingsret for somatiske patienter. Det, der jo skete der, var, at vi fik løftet udredningsdelen helt frem i front. Vi fik frem i fokus, at før man er udredt og diagnosticeret, før der bliver fundet ud af, hvad der er galt, kan man jo ikke gøre brug af sin behandlingsret. Det var en rigtig god dag, da vi her i Folketinget vedtog den lovgivning.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg i virkeligheden er endnu mere stolt over at stå med dette lovforslag her i dag. Jeg synes, det er ganske fint – og jeg har taget slips på, for hvis det er den måde, man viser sin glæde, synes jeg det er rigtigt – fordi vi med det lovforslag, vi behandler i dag, sikrer, at vi får et samlet regelsæt, der gælder for alle patienter. Jeg var glad for at høre tilkendegivelserne så bredt i dag om, at det faktisk er der, vi alle sammen hele tiden har villet hen. Det er rigtigt, at det jo er historie, hvorfor det så først er nu, vi står der. Men det er nu, at vi med det her lovforslag sikrer, at vi får et samlet regelsæt, der gælder for alle patienter, uanset om sygdommen så er fysisk eller psykisk i sin fremtræden.

Ud over det bidrager lovforslaget her også med den nye ramme og retning, som psykiatriudvalget pegede på der er behov for, ved at sikre, at psykiatriske patienter altså har den samme mulighed for selvbestemmelse med hensyn til, hvor de vil behandles, som patienter med fysiske sygdomme har. Også det har været efterlyst, og også det er jo et vigtigt skridt i forhold til ligestillingen.

Jeg er enig med fru Liselott Blixt og andre, der heroppefra har sagt, at ligestilling jo handler om mere end det her lovforslag isoleret set. Det er jeg meget enig i. Det er rigtig mange skridt, der skal tages. Det er på alle niveauer, lige fra hvilken indstilling man bliver mødt med i jobcenteret, når man kommer og har en fysisk sygdom eller en psykisk sygdom, til bevidstheden om, at man ikke behøver at være kronisk syg, når det er en psykisk sygdom, men at man komme sig, man kan komme tilbage til livet, man kan blive helt rask eller komme tilbage til et normalt liv på trods af psykisk sygdom lige så vel som fysisk sygdom. Det handler om samfundets blik på det her. Det handler om rigtig mange ting ud over det her lovforslag. Men med det her lovforslag gør vi altså det fuldstændig grundlæggende vigtige i en ligestillingssammenhæng, at vi sikrer et samlet regelsæt, så man ikke som patient skal overveje, om sygdommen er fysisk eller psykisk, når man orienterer sig i forhold til, hvilke patientrettigheder man har.

Jeg vil også gerne sige til ordførerne her i salen, at det er meget rigtigt, at vi ikke er i mål endnu. Der kan også være mange historiske diskussioner om, hvem der foreslog hvad i satspuljekredsen i henholdsvis november 2007 og november 2008, hvorfor det står i forslagene, og hvorfor det endte som et lovforslag i Folketingssalen. Det vil jeg lade historikerne tage sig af, men sige, at det jo gør mig glad og fortrøstningsfuld for fremtiden for de mennesker her i landet, der bliver ramt af psykisk sygdom i kortere eller længere tid, at der – som jeg hører det – her i dag har været så klare tilkendegivelser på tværs af et enigt Folketing, der siger: Vi vil i mål med det her. Det betyder også, at uagtet hvad der ellers skulle ske, når stormen Bodil er færdig med at rase og regeringsmagten måske måtte skifte i fremtiden – sådan er demokrati jo – vil det her blive ført i mål; det her vil leve videre, og det er vel vigtigst af alt det, der gør, at det her er en glædens dag.

Det, jeg har kunnet høre her i dag, er en dyb optagethed hos alle Folketingets partier, som jo også afspejler, at det her er et emne, der har været prioriteret i samtlige økonomiaftaler, finanslove og satspuljer, siden jeg blev sundhedsminister. Og det gør mig kun jo glad at kunne høre, at noget tyder på, at det også fortsat vil være sådan.

Mange tak for debatten og kommentarerne her i dag. Jeg stiller mig selvfølgelig fuldt ud til rådighed for den videre udvalgsbehandling. Jeg ser også frem til den del af det og takker Folketinget for en velvillig behandling indtil videre.

Tak til ministeren. Der er en enkelt, der har meldt sig til en kort bemærkning. Fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ministerens redegørelse og svar. Det er altid spændende at høre, hvad ministeren har på hjerte. I min ordførertale stillede jeg et par spørgsmål til ministeren, til regeringen. Jeg lyttede efter, men jeg synes ikke, jeg fik svar, så nu vil jeg sådan i al fredsommelighed tillade mig at spørge igen:

Hvorfor er det, at regeringen ikke vil pålægge regionerne at indgå udredningsaftaler, så patienterne får en reel mulighed for hurtig udredning?

Værsgo til ministeren.

Altså, hvis det, ordføreren spørger om, når ordføreren siger pålægge regionerne at lave udredningsaftaler, er, hvorfor regeringen ikke vil pålægge regionerne, at de skal lave konkrete aftaler med privathospitaler om at behandle patienter, så vil jeg sige, at fra regeringens side er vi meget optaget af, at patienterne får en klar rettighed, regionerne får en klar pligt. Det indebærer også, at har man ikke kapaciteten til at behandle patienterne i henhold til deres rettighed, må man købe sig til kapaciteten hos privathospitalerne.

Men at sige, at det kan vi kun opnå, hvis vi giver privathospitalerne en ret, som er det, Venstre efterlyser, er ikke min tilgang til tingene. Min tilgang er ikke, at det vigtigste her er, at privathospitalerne får en ret. Hvis man nu følger det forberedende arbejde i regionerne til den her udredningsrettighed til patienterne, vil man se, at der rundtomkring faktisk indgås aftaler på forskellige måder med private aktører på det her område. Det gør man vel, fordi man har lavet en vurdering af, hvilken kapacitet man selv har, og hvad man ligesom skal skaffe sig adgang til for at kunne leve op til den pligt, regionerne får. Så jeg mener, vi sikrer det fuldt ud. Jeg er helt klar over, at vi ikke giver privathospitalerne en rettighed, som Venstre gerne vil have, men det er nu engang heller ikke det, der er vigtigt her for mig. Det er, at patienterne får den klare rettighed, de gør.

Fru Jane Heitmann for den anden korte bemærkning.

Ja tak. Jeg synes faktisk, det er en lille smule løjerligt at høre sundhedsministeren her tale om, at patienterne får en rettighed. De har jo reelt ikke noget at vælge imellem. Jeg har også hørt sundhedsministeren tale om privathospitaler. Jeg har ikke nævnt dem med et eneste ord. Jeg er sådan set optaget af, at når man er syg, så bliver man behandlet, og det bliver man hurtigt. Jeg undrer mig i den grad over, at vi fra flere af regeringspartierne har hørt privathospitaler blive nævnt igen og igen. Mig bekendt er der ikke nogen her fra min side af salen, der overhovedet har nævnt det. Det undrer mig egentlig, at man er så optaget af det i regeringen. Jeg vil bare gerne have raske patienter hurtigt. Det er sådan set i patienternes interesse.

Så er der det her med ventelisterne. Vi har jo kunnet konstatere med hensyn til udredning – og jeg trækker lige hurtigt to tal, som jeg lige kan huske, frem – at det er noget med, at i Region Nordjylland er der 18.000 mennesker, som ikke er blevet udredt inden for de 30 dage, i Region Midtjylland, hvis jeg ikke husker helt forkert, er det 13.000 mennesker, der ikke er blevet udredt. Og så er det jo bare, at det må give anledning til, når man har de erfaringer fra somatikken, at spørge ind til, hvad det er, der gør, at man så ikke, hvad skal man sige, bygger videre på dem og giver patienterne en reel ret til udredning. Hvad er det, der forhindrer ministeren i det?

Værsgo til ministeren.

Lad mig sige til det sidste først, at det jo ikke er første gang i dag, at fru Jane Heitmann fremhæver de tal. Så vidt jeg husker, stammer de fra en artikel i Politiken, men når man læser en del af artiklen, bør man måske læse hele Politikens dækning. Der kan man i hvert fald se, at de pågældende regioner ikke mener, at de tal er retvisende for, hvordan det går med udredningsgarantien på det somatiske område i de regioner. De mener, at der er patienter, der tæller flere gange; de mener ikke, at man kan bruge de tal til ret meget. Jeg har ikke nogen formelle tal at tage den her diskussion ud fra. Jeg synes måske også, det ville klæde Venstres ordfører at tage diskussionen på et ordentligt grundlag.

Så må jeg bare sige, at Venstres ordfører må meget undskylde, hvis det ikke skal forstås sådan, som jeg har gjort, når jeg bliver spurgt, om jeg vil pålægge regionerne at lave en udredningsaftale. Hvem skal det så laves med, hvis det ikke er privathospitalerne? Så ved jeg ikke, hvilke andre aktører ordføreren mener vi skal pålægge regionerne at lave en aftale med. Hvis det er mig, der ser spøgelser, og man ikke mener, at Venstre har rejst den pointe, der også kommer fra Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker i høringssvarene, nemlig at privathospitalerne skal have en ret, før man tilfreds med det her, så må Venstre meget undskylde. Så er det mig, der har misforstået, hvad Venstre har fremført her i dag. Det ville da være rigtig fint, hvis det viste sig, at Venstre ligesom os er mest optaget af, at patienterne skal have en rettighed, og ikke først er tilfreds, når privathospitalerne har en rettighed. Så jeg vil sige undskyld til Venstres ordfører, hvis det er fuldstændig misforstået.

Fru Sophie Løhde for en kort bemærkning.

Der bliver nævnt det her med, at det er en meget klar rettighed, men så må man sige, at det er en meget klar rettighed uden ret meget indhold. I Venstre er vi ikke optaget af at give privathospitalerne en rettighed – vi er sådan set optaget af at udstyre patienterne med en rettighed. Vi er optaget af, at patienterne, også i forhold til psykiatrien, kan få en hurtig udredning og en hurtig behandling. Det er det, som betyder noget for os.

Hvis vi dykker ned i indholdet her fra lovforslaget, er faktum jo, at hvis det er sådan, at man ude i regionen – og det kunne jo tænkes, at det ville ske en enkelt gang eller to, og desværre nok også i væsentlig større omfang – ikke kan levere udredningen inden for 30 dage, hvor det er fagligt muligt, hvad har man så af rettigheder som patient ifølge det her lovforslag? Svaret er: Nul. Man har retten til at klage til Patientombuddet. Det hjælper jo ikke patienter og pårørende videre; det hjælper dem heller ikke videre, at de skal tilkæmpe sig retten til at kunne gøre brug af en rettighed.

Der er det blot, vi i al stilfærdighed spørger: Hvorfor udstyrer man ikke patienterne med en rettighed i stedet for at give regionerne retten til ikke skulle levere det, patienterne burde have?

Ministeren.

Jamen jeg kan så helt kort konstatere, at jeg havde forstået Venstres ordfører rigtigt. Men det er jo godt at få det opklaret så hurtigt, efter at fru Jane Heitmann ellers foranledigede mig til at tro, at jeg ikke havde forstået Venstres ordfører rigtigt.

Altså, jeg kan forstå på Venstre, at hvis vi skal tale om en klar rettighed med indhold, kræver det, at privathospitalerne har en rettighed. Sådan oplever jeg det ikke. Med lovgivningen her bliver det en hel klar pligt, at regionerne skal sikre udredning til patienterne inden for den patientrettighed, vi giver dem. For mig skal der ikke være en selvstændig kobling til privathospitalernes rettigheder, før vi kan lovgive om den slags ting.

Men tak til Venstres sundhedsordfører for at opklare, at jeg ikke havde misforstået, hvad Venstres psykiatriordfører har fremført her i dag.

Fru Sophie Løhde til den anden korte bemærkning.

Jamen det er fint, hvis ministeren synes, det er morsomt. Men det kunne være rart også at komme svaret lidt nærmere, og jeg kan også prøve at spørge på en anden måde.

Når vi nu i dag ved, at der inden for psykiatrien på en række områder er problemer med ventetider – jeg går ud fra, at alle her i salen anerkender, at der er områder, hvor der er problemer med for lange ventetider – og vi ser, at der er steder i det offentlige, hvor de ikke kan levere den udredning og behandling, vi gerne vil give patienterne, mens der samtidig er ledig kapacitet i det private, er det så bedre, at de patienter ikke får hjælpen, end at vi siger, at de da skal sørge for at bruge den ledige kapacitet? For patienten skal jo have behandlingen før eller siden; vi mener bare, at patienten skal have det hurtigt.

Er det for ministeren mere afgørende, at patienten forlods afskæres fra at kunne få valgmuligheden, og man så i stedet som på så mange andre områder vælger at stille sig på systemets side, fordi man ikke vil udstyre patienterne med retten til at kunne vælge noget andet?

Ministeren.

Jeg ved ikke om, det er af ond vilje, men så må vi hellere opklare, hvad det er, der faktisk står i lovgivningen. For der står meget klart i lovgivningen, at har man ikke kapaciteten fra regionernes side, så er det ikke en begrundelse for, at patienterne ikke får deres rettighed. Nej, så må regionerne købe sig til kapaciteten hos privathospitalerne. Det står der i lovforslaget, og vi skal gerne skrive det igen, hvis Venstres ordfører har brug for at høre det. Det, der ikke står i lovforslaget, er, at privathospitalerne ikke har en ret. Regionerne har en klar pligt, patienterne har en klar ret, men privathospitalerne har ikke en ret, ja, det er rigtigt. Og jeg vil da bare sige, at der er problemer med kapaciteten. Det skulle man ikke tro, da man hørte Venstres ordfører holde sin indledende tale om, hvor fantastisk det var; det må jo have flydt med mælk og honning i psykiatrien tidligere. Der er kapacitetsproblemer.

Vi har i økonomiaftalen afsat midler til at udbygge kapaciteten, og vi indfaser vi den her rettighed, fordi vi anerkender, at der er problemer med kapaciteten. Men man kan ikke med nærværende lovforslag i hånden stå og påstå, at hvis regionerne selv har problemer med kapaciteten og der er ledig kapacitet andre steder, så kan de sidde på hænderne. Der står fuldstændig klart i lovforslaget, at de så skal købe sig til ledig kapacitet andre steder.

Så det eneste, der ikke står der, som er det, jeg hører Venstre – måske, måske ikke – efterlyse, er det, at der skal være en rettighed til privathospitalerne. Det er der ikke, det er helt rigtigt set; der er en rettighed til patienterne, og det må nu engang være det, der er det afgørende.

Der er ikke flere til korte bemærkninger, så tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.