Den offentlige sektor og alle de gode folk, som har deres arbejdsplads der, er jo kernen i vores velfærdssamfund.
Derfor skal de have gode og moderne vilkår, så de kan levere arbejde af høj kvalitet til glæde for alle os andre, både borgere og virksomheder, og det gælder selvfølgelig især i forhold til det regionale arbejde med erhvervsudvikling.
For at styrke kvaliteten i det offentlige har regeringen fået evalueret kommunalreformen.
Med afsæt i både den evaluering og den aftale, som alle Folketingets partier har indgået, om at justere rammen for kommunalreformen ønsker man med dette lovforslag at skabe en langt større sammenhæng i den regionale vækst- og erhvervsudviklingsindsats.
For der er noget, der tyder på, at det vil gavne kvaliteten af erhvervsudviklingen, hvis vi baner vej for, at indsatsen kan blive lidt mere samlet, end den er i dag.
Det er derfor oplagt, at der kun skal være én samlet regional vækst- og udviklingsstrategi, og det får vi helt simpelt ved at udarbejde sådan en samlet regional erhvervsudviklingsstrategi og en regional udviklingsplan til én samlet sammenhæng.
Strategien vil blive indarbejdet i lov om erhvervsfremme.
Det er vi overbevist om vil give en ny og nødvendig gennemslagskraft og samtidig skabe større synlighed for det gode arbejde og dermed også øge kvaliteten.
Det bliver regionsrådene, der skal stå for den regionale vækst- og udviklingsstrategi, og i forhold til de erhvervs- og vækstrettede elementer i den bliver det de regionale vækstforas opgave at bidrage med input.
Vækstforas bidrag til strategien skal også fungere som deres indstilling til staten om, hvordan man her bør anvende EU's strukturfondsmidler, og til regionsrådet om, hvordan rådet bør anvende de regionale midler til erhvervsudvikling.
Sammenlægningen betyder, at planlovens kapitel 3 om regionale udviklingsplaner bliver ophævet.
Det betyder også, at det fremover bliver miljøministeren, som har kompetence til at afgøre uenigheder om planforslag mellem kommunerne.
Omvendt bliver miljøministerens mulighed for at komme med en indsigelse over for de regionale udviklingsplaner ophævet.
Også regionsrådets hjemmel til at gøre indsigelse over for kommuneplanlægningen bliver ophævet.
For at sætte en tyk streg under, at vi mener, at det er vigtigt med en sammenhæng mellem de nye strategier og den fysiske planlægning, foreslås det, at kommunerne skal forholde sig til vækst- og udviklingsstrategier i deres kommuneplanlægning, at regionerne skal forholde sig til landsplanlægningen, når de udarbejder strategierne, og at miljøministeren skal forholde sig til de regionale vækst- og udviklingsstrategier.
Det skal alt i alt styrke og samle hele vækst- og udviklingsindsatsen.
Med lovforslaget er der også et ønske om at styrke koordinationen mellem den lokale, den regionale og den nationale indsats for vækst- og erhvervsudvikling.
Derfor får Danmarks Vækstråd en række nye opgaver.
Målet er at få en større effekt og flere håndgribelige resultater ud af den regionale indsats – det kan man jo kun støtte.
Det foreslås også at binde den regionale indsats for erhverv, uddannelse og beskæftigelse sammen ved at justere den måde, Danmarks Vækstråd og de regionale vækstfora er sammensat på.
Justeringen skal sikre flere lønmodtagere i både vækstfora og i Danmarks Vækstråd.
Lovforslaget baner vejen for et mere samlet og stærkere regionalt samarbejde om erhvervsudvikling, og derfor støtter Socialdemokraterne forslaget.