Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov

om ændring af straffeloven (Gennemførelse af Europarådets konven-

tion til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i

hjemmet) (L 76):

”Vil ministeren uddybe, hvorfor man i lovforslaget har tagetforbehold for bestemmelsen om krav om dobbelt strafbarhed,som ellers står skrevet i Europarådets konvention til forebyg-gelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmetsartikel 44, stk. 3?”

Svar:

Konventionens artikel 44 vedrører straffemyndighed (jurisdiktion).Stk. 1pålægger de kontraherende parter at fastslå deres straffemyndighed bl.a.over alle strafbare handlinger omfattet af konventionen, som begås af en afderes statsborgere (litrad)eller af en person, som har fast bopæl på deresområde (litrae). Stk. 3pålægger i den forbindelse – for så vidt angår destrafbare handlinger, der er omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39 om hen-holdsvis seksuel vold, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige køns-dele, tvangsabort og tvangssterilisation – de kontraherende parter at sikre,at deres straffemyndighed ikke er underlagt den betingelse, at handlingerneanses for strafbare på det område, hvor de blev begået.Konventionens artikel 44, stk. 3, jf. stk. 1, litra d og e, forpligter dermed dekontraherende stater til at indføre straffemyndighed for seksuel vold,tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort ogtvangssterilisation, som begås i udlandet af en af deres statsborgere eller afen person, som har fast bopæl på deres område,uansetom handlingen erstrafbar efter lovgivningen på gerningsstedet.Konventionens artikel 44, stk. 3, jf. stk. 1, litra d og e, forpligter således dekontraherende stater tilikkeat stille krav om dobbelt strafbarhed i de sa-ger, der er omfattet af bestemmelsen.Konventionens artikel 78, stk. 2, giver imidlertid bl.a. mulighed for helt el-ler delvist at tage forbehold over for artikel 44, stk. 3, og der er i lovforsla-get lagt op til, at Danmark ved ratifikationen af konventionen tager et så-dant forbehold. Formålet hermed er at give mulighed for fortsat at anvendeet krav om dobbelt strafbarhed, når en dansk statsborger eller person medbopæl mv. i Danmark begår et strafbart forhold i udlandet.2

Forbeholdet vil ikke få betydning i de tilfælde, hvor der allerede efter gæl-dende dansk ret ikke stilles krav om dobbelt strafbarhed. Det gælder heltgenerelt i sager om skamfering af de kvindelige kønsdelse (kvindelig om-skæring). Det gælder endvidere i sager, hvor offeret for forbrydelsen pågerningstidspunktet var dansk statsborger eller var bosat i Danmark ellerhavde lignende fast ophold i Danmark.Det bemærkes i øvrigt, at konventionen som udgangspunkt ikke giver mu-lighed for at tage forbehold, men at konventionen dog på enkelte punkter,hvor der under forhandlingerne om konventionen var særlig stor uenighedom, hvad der var den bedste løsning, giver en sådan mulighed.Baggrunden for, at der med lovforslaget lægges op til at tage forbeholdover for konventionens artikel 44, stk. 3, er, at det som anført i pkt. 2.4.4 ilovforslagets almindelige bemærkninger er et grundlæggende princip idansk ret, at det som udgangspunkt er en betingelse for dansk straffemyn-dighed over danske statsborgere og personer med bopæl mv. i Danmarkmed hensyn til handlinger begået i udlandet, at handlingen også er strafbarefter lovgivningen på gerningsstedet. Det er altså et grundlæggende prin-cip, at der i disse tilfælde som udgangspunkt gælder et krav om dobbeltstrafbarhed, og kravet om dobbelt strafbarhed bør kun fraviges, hvis tungt-vejende grunde taler for det, dvs. hvor der er et særligt beskyttelsesbehov,og hvor kravet om dobbelt strafbarhed rummer en reel risiko for omgåelseaf danske straffebud ved, at gerningsmanden flytter sine aktiviteter til ud-landet.Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke nogen reel risiko for, at dedanske strafbestemmelser om seksuel vold, tvangsægteskab, tvangsabortog tvangssterilisation omgås ved, at gerningsmanden flytter sine aktivitetertil udlandet. Som nævnt gælder kravet om dobbelt strafbarhed nemlig un-der alle omstændigheder ikke, hvis offeret for forbrydelsen på gernings-tidspunktet var dansk statsborger eller var bosat i Danmark eller havde lig-nende fast ophold i Danmark. En gerningsmand vil dermed ikke kunneomgå danske strafbestemmelser ved at tage et offer med fra Danmark tiludlandet og begå forbrydelsen dér.Da der således efter Justitsministeriets opfattelse ikke er sådanne tungtve-jende grunde, som der er henvist til i forarbejderne til de gældende reglerom dansk straffemyndighed, for generelt at fravige kravet om dobbeltstrafbarhed i de nævnte sager, bør Danmark tage forbehold for ikke at an-3