Tak.
Jeg skal gøre det ganske kort.
Grunden til, at jeg tager ordet i dag under tredjebehandlingen, er, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at der er en fejl i det betænkningsbidrag, Venstre har afgivet.
I betænkningen står der:
»Derudover er det justitsministerens vurdering, at der foreligger en reel risiko eller en reel mulighed for, at de danske strafbestemmelser om seksuel vold, tvangsægteskab, tvangsaborter og tvangssterilisation omgås, ved at disse aktiviteter bliver rykket til udlandet.
Venstre stiller sig tilfreds med svarene og vil tage disse til efterretning.«
Sætningen skulle have lydt:
»Derudover er det justitsministerens vurdering, at der
ikke
foreligger en reel risiko eller en reel mulighed for, at de danske straffebestemmelser om seksuel vold, tvangsægteskab, tvangsaborter og tvangssterilisation omgås, ved at disse aktiviteter bliver rykket til udlandet.
Venstre stiller sig tilfreds med svarene og vil tage disse til efterretning«.
Venstre stiller sig med andre ord tilfreds med justitsministerens vurdering af, at der ikke er nogen reel risiko eller reel mulighed, og når det er sagt, stemmer Venstre for forslaget.