Tak for det.
Jeg er godt nok ikke medlem af det stående udvalg, altså Kommunaludvalget, men jeg har fået lov til at få æren af at være ordfører på L 68, som handler om tilgængelighed på valgstederne for vælgere med handicap.
Og det er jeg meget glad for, for jeg stod for nogle år siden i spidsen for et nordisk projekt, der hed »Demokrati for alle«, som netop forsøgte at screene, hvor gode vi er som demokrater, om vi kun er gode demokrater for de bedst fungerende i landene, eller om vi er gode demokrater for alle vælgere og for alle mennesker.
Der screenede vi faktisk også Folketingets tilgængelighed, og visse ting er blevet rettet siden, så det er rigtig godt, at der en gang imellem er sådan nogle tværgående initiativer.
Vi lærte en del af, hvordan man gør i Norge, hvor der er meget mere tilgængelighed, og hvor der er meget mere inklusionstanke i, at man skal nå alle mennesker.
I Danmark har vi også nogle bygningsregulativer, der også siger noget om nye bygninger og tilgængelighed.
Det kan godt halte lidt med at få dem efterlevet rundtomkring, og det kan også godt halte lidt med at få efterlevet, at man også i forbindelse med offentlige bygninger skal tilpasse dem sådan, at mennesker med forhindringer på grund af fysiske forhold eller andre handicap også skal kunne komme ind i de offentlige bygninger.
Jeg vil også i forlængelse af det, Venstres ordfører har sagt – der er jo ingen grund til at gentage en anden ordfører – supplerende sige, at netop når man har hemmelige afstemninger i Danmark, er det også meget vigtigt, at de alternative steder, man som vælger med handicap kan stemme, også opfylder krav til diskretion.
For vi har jo hemmelig afstemning, og vi er også anonyme, vi må ikke fortælle, hvem der kommer hen at stemme, men skal man have et stort setup, fordi man har et handicap, er det jo ikke specielt anonymt, at man kommer hen og stemmer.
Så jeg synes, vi skal følge den her lovgivning godt på plads og sige, at det er rigtig fint, at vi nu får nogle muligheder, og at det er rigtig fint, at kommunerne skal annoncere, hvor der er stemmesteder, der er mere tilgængelige end andre, men jeg synes også, vi skal have den etiske dimension med.
Så har jeg også noteret mig, at Dansk Handicap Forbund også peger lidt på, at der kan være lidt ekstra med transportudgifter, fordi man skal køre lidt længere end bare lige hen om hjørnet, og at der også kan være noget i forhold til mennesker, som er personlig umyndiggjort.
I forhold til det sidste er det sådan set en grundlovsændring, der skal til, hvis alle mennesker, også mennesker, der er personlig umyndiggjort, skulle have en stemmeret, så det kan vi ikke gøre noget ved.
Så vi er tilbage til den der fysiske tilgængelighed til afstemningsstederne, men lad os også opfordre til, at de kommunalpolitikere, der skal implementere loven her, også tænker de etiske og de kulturelle forhold ind, for ellers bliver det ikke demokrati for alle, og det synes jeg stadig væk er et godt slogan, altså at vi skal have demokrati for alle.