Redegørelse for regnskabsreglement for Post Danmark A/S

1. Indledning

Denne redegørelse er udarbejdet på baggrund af drøftelserne under det åbnesamråd om L 64 den 19. december 2013. Under samrådet blev der rejst tvivl omhvorvidt regnskabsreglementet for Post Danmark, som er udstedt af Trafiksty-relsen, er udarbejdet i overensstemmelse med de regnskabsmæssige bestem-melser i EU’s postdirektiv. Desuden blev også den konkurrenceretlige retsprak-sis berørt under samrådet.Redegørelsen er udarbejdet efter drøftelser med Trafikstyrelsen og Post Dan-mark. Post Danmarks juridiske rådgiver har bidraget til redegørelsen, som tilli-ge har været forelagt Kammeradvokaten. Dennes bemærkninger er indarbejdet.

2. Baggrunden for Regnskabsreglementet

Det følger af postdirektivets artikel 14, at Post Danmarks omkostninger skalfordeles på en måde, der bedst muligt afspejler det bagvedliggende omkost-ningstræk.Artikel 14 indeholder en række generelle principper og metoder for omkost-nings-fordelingen, mens fastsættelsen af detaljerede og operative regler eroverladt til den danske stat.I en konkurrencesag fra 2001 valgte Kommissionen dog at klargøre, hvordanbefordringspligtige postvirksomheder (som Post Danmark) nærmere skal for-dele deres omkostninger efter konkurrencereglerne, jf. IP/01/419.Regnskabsreglementet er på denne baggrund udformet på en sådan måde, atdet dels sikrer en korrekt, detaljeret og operativ implementering af postdirekti-vets artikel 14, dels sikrer en fordeling af omkostningerne, der er i overens-stemmelse med konkurrencereglerne.Omkostningsfordelingsnøglerne i reglementet blev afstemt med Europa-kommissionen inden reglementet blev vedtaget, og Konkurrencestyrelsen varinvolveret i udformningen af reglementet.

3. Regnskabsreglementet

Hver posttjeneste og postprodukt skal efter reglementet bære (i) de omkost-ninger, der på kort eller mellemlang sigt ville falde bort, såfremt tjene-sten/produktet faldt bort, dvs. de inkrementelle omkostninger eller IC, (ii) defællesomkostninger, som på grundlag af en analyse af omkostningernes oprin-delse, kan henføres til tjenesten/produktet, og (iii) en retvisende andel af defællesomkostninger, der ikke kan henføres til nogen produkter/tjenester (over-head omkostninger m.v.).Som et overordnet princip gælder, at fordelingen af omkostninger mellem deforskellige posttjenester og postprodukter skal ske på en sådan måde, at om-kostninger, som skal afholdes for at opretholde befordringspligten, skal henfø-res til be-fordringspligtområdet.Årsagen hertil er, at Europa-Kommissionen i forbindelse med den konkurren-ce-sag, som er omtalt i afsnit 1 ovenfor, generelt har fastslået, at det er nødven-digt at skelne mellem omkostningerne til ”network capacity” og ”network usa-ge”.Omkostningerne til ”network capacity” er de omkostninger, som skal afholdesfor at holde nettet ”kørende”. Omkostningerne hertil skal ifølge Europa-Kommissionen bæres af befordringspligtområdet, da nettet som sådant er sat iverden for at opfylde befordringspligten, og da Post Danmark er forpligtet til atopretholde en reservekapacitet, som til enhver tid er tilstrækkelig til at opfyldekravet om dag-til-dag omdeling i hele landet inden for lovbestemte kvalitets-standarder.Omkostningerne til ”network usage” er modsat de meromkostninger, der erforbundet med de enkelte tjenester og produkter. Disse inkrementelle omkost-ninger skal bæres af de enkelte tjenester og produkter, eksempelvis distributio-nen af adresseløse forsendelser.Med andre ord følger det af Europa-Kommissionen afgørelse i konkurrencesa-gen, at netop den IC-omkostningsfordelingsmetode, der findes i Regnskabsreg-lementet, skal anvendes i forhold til Post Danmark.Konkurrencerådet, Konkurrenceankenævnet, EU-Domstolen og Højesteret harefterfølgende lagt sig på linje med Europa-Kommissionen og har således tilsva-rende fastslået, at Post Danmarks omkostninger skal fordeles efter IC-principperne, når det skal afgøres, om selskabets priser giver omkostnings-dækning, jf. Konkurrencerådets afgørelse af 24. november 2004, Konkurrence-ankenævnets kendelse af 1. juli 2005, EU-Domstolens dom af 27. marts 2012 isag C-209/10 og Højesterets dom af 15. februar 2013 i sag 2/2008.