Tak for behandlingen af lovforslaget og for debatten.
Jeg synes, at vi har lavet en både god og vigtig aftale i forlængelse af evalueringen af erhvervsakademierne.
For det her er jo et udtryk for, at vi påskønner den store indsats, der er ydet, og anerkender erhvervsakademierne som helt centrale uddannelsesinstitutioner på det tekniske og merkantile område.
Jeg synes også, at jeg kan høre på kommentarerne i dag, at der er enighed om vigtigheden af at skabe de bedste rammer, for at erhvervsakademierne kan forsyne samfundet og arbejdsmarkedet med nødvendige og relevante kompetencer på højt fagligt niveau.
Akademierne har, siden de første institutioner blev oprettet i 2008, arbejdet målrettet på at opbygge faglige miljøer og udvikle uddannelser på de tekniske og merkantile uddannelsesområder.
Disse områder er helt centrale for fortsat velfærd og velstand, og det er områder, der væsentligt skal bære den øgede tilgang til de videregående uddannelser.
Evalueringen dokumenterer, at akademierne har løftet opgaven og nu er etableret som selvstændige og uafhængige institutioner.
Det skal jo ikke forstås sådan, at vi så bare kan falde til ro.
Sektoren skal fortsat udvikles, men med lovforslaget ønsker vi at skabe et sikkert grundlag for den fortsatte udvikling.
For at undgå en ufrugtbar konkurrence mellem mulige udbydere ønsker regeringen også med forslaget at tilvejebringe en tydeligere arbejdsdeling mellem akademierne og professionshøjskolerne.
Erhvervsakademierne får med forslaget fortrinsret til udbud af uddannelser på det tekniske og merkantile fagområde og får samtidig ret til selvstændigt udbud af tekniske og merkantile professionsuddannelser uden det hidtidige krav om en partnerskabsaftale med en professionshøjskole.
Med forslaget sætter vi også skærpet fokus på, at erhvervsakademierne og professionshøjskolerne har en særlig forpligtelse til at overføre viden til virksomheder og institutioner og dermed bidrage til at skabe innovation og udvikling i både den private og offentlige sektor.
Med forslaget lovfæstes også erhvervsakademierne og professionshøjskolernes varetagelse af praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for de relevante fagområder, som institutionerne i henhold til deres formål har til opgave at forsyne med arbejdskraft og ny viden.
Det er forventningen, at erhvervsakademierne og professionshøjskolernes aktive involvering i relevante praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter kommer til at foregå i et tæt samspil med det aftagende arbejdsmarked og i vidt omfang i konkrete samarbejder med de eksisterende forskningsmiljøer på universiteter og de øvrige institutioner.
Det ses allerede på flere fagområder, f.eks.
inden for design, business, det velfærdsteknologiske område og det pædagogiske område.
Universiteternes forskningsforpligtelse, som flere har berørt, er af en anden og mere grundlæggende karakter end den, som foreslås lovfæstet for erhvervsakademier og professionshøjskoler.
Og det er fortsat alene universiteterne, der har ansvaret for uddannelsen af ph.d.'er.
Dermed ikke sagt, at professionshøjskoler og erhvervsakademier ikke i samarbejde med universiteter kan tilrettelægge og gennemføre relevante ph.d.-forløb.
Det sker allerede i dag i betydeligt omfang med p.t.
ca.
150 igangværende ph.d.-forløb inden for f.eks.
det pædagogiske og det sundhedsfaglige område.
Med de foreslåede ændringer af reglerne for bestyrelser og uddannelsesudvalgs sammensætning ønsker vi at styrke en systematisk inddragelse af det aftagende arbejdsmarked og dermed også synliggøre erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes rolle som bindeled mellem viden, uddannelse og arbejdsmarked.
Flere års usikkerhed om erhvervsakademiernes fremtidige rolle i uddannelsesbilledet er dermed afsluttet, og der kan arbejdes videre inden for sikre rammer.
Jeg har stor tiltro til, at akademierne vil løfte opgaven.
Så blev der spurgt til en række ting, bl.a.
fra Enhedslistens side, og jeg kan i hvert fald i forhold til de mere principielle spørgsmål sige følgende:
Det er ikke tanken at akademisere vores erhvervs- og professionsrettede uddannelser.
Tværtimod er ideen jo her at sikre, at den evidensbasering, vi gerne vil have af de her uddannelser, sker med afsæt i, at man har udviklet praksisnær viden på de berørte områder; altså at vi får en kobling mellem grunduddannelse, i øvrigt også efteruddannelse, og vidensudvikling i forhold til de professioner, man uddanner til.
Det er mit indtryk gennem de diskussioner, der har været over længere tid, at der er et meget bredt ønske, både i Folketinget og blandt aktørerne, om, at der sker en øget anvendelse af professionsrettet forskning og praksisnær forskning, og at den bliver bragt ind i både grund- og efteruddannelsen.
Det er derfor vores opfattelse, at det er helt afgørende, at den så også i vidt omfang udføres på de institutioner, og at de medarbejdere, som har den rolle at undervise, også påtager sig en rolle i forhold til at bedrive den her professionsrettede og praksisnære forskning og udvikling.
Derfor synes jeg egentlig også, at kritikken af den skæve forpligtelse mellem erhvervsakademier og professionshøjskoler på den ene side og universiteter på den anden side i den her sammenhæng er lidt malplaceret, for vi retter jo faktisk op på en hidtidig skævhed, nemlig ved at vi nu lovfæster deres rolle til at forske og udvikle, hvad den jo ikke har været tidligere.
Men det er jo rigtigt, at det i forhold til ph.d.-uddannelser og andre vil kræve et samarbejde, som det også gør i dag, og som bl.a.
altså også foregår i et pænt omfang på bl.a.
det pædagogiske område med særlig fokus på læreruddannelse og vidensudvikling til det område.
Dermed er også sagt, at jeg håber og tror på, at vi med det her kan få skabt en positiv udvikling, hvor vi vil se endnu mere professionsrettet og praksisnær forskning og udvikling.
Det vil jo også være fint i tråd med de bevillinger, vi de senere år har givet til de her institutionstyper i forbindelse med udmøntningen af forskningsbudgetterne.
Jeg håber på, at det vil foregå i et stærkt samarbejde, fordi vi jo ikke har nogen interesse i at opbygge parallelle forskningsmiljøer, men tværtimod i at udnytte ressourcerne til et fælles bedste.
Det er dermed også en del af svaret på spørgsmålet om, hvad det er for nogle krav og kriterier, man så stiller.
Jeg har noteret mig, at professionshøjskolerne selv har en ambition om, at der skal være mange flere ansatte undervisere, som har en ph.d., men det er ikke det krav, vi stiller.
Det er klart, at det jo også i dag er sådan, at der er rigtig mange kandidater fra landets universiteter ansat på professionshøjskoler til at uddanne, men selvfølgelig er der også mange, der er gået den anden vej, som altså har en uddannelse i faget og har lagt en mastergrad til, som på den måde indgår.
For at kunne varetage de her opgaver, kræver det jo i hvert fald, at man har et vist niveau, men det er altså ikke sådan, at vi forlanger, at man skal være ph.d., altså forskeruddannet, selv om det så er en selvstændig ambition for professionshøjskolerne at øge andelen af lærere, der er det.
Så var der nogle konkrete spørgsmål i forhold til sammensætningen af uddannelsesudvalg og rollerne, som jeg ikke er sikker på, at jeg fangede helt, så det tror jeg vi kan klare i udvalgsbehandlingen.
Men i forhold til spørgsmålet om sammensætningen af bestyrelser har det, der har været vigtigt for os her, særlig været i forhold til erhvervsakademierne, så vi fik løst den uhensigtsmæssighed, der var, nemlig at de fleste af dem, der er befolkede bestyrelserne, repræsenterede andre institutioner end den, de sad i bestyrelsen for.
Det er jo det, det har været ønsket her at ændre.
Så der er en meget lang diskussion om, hvordan balancen mellem interne og eksterne relationer i bestyrelser på uddannelsesinstitutioner skal være, og den vil jeg tro vi kan føre i mange forskellige sammenhænge, men her tror jeg, at alle, der har relation til erhvervsakademier, er meget glade for, at vi har fået lavet den ændring, vi har her, hvor vi fortsat sikrer en tæt kontakt til dem, der skal ansætte dem, der bliver uddannet på erhvervsakademierne, når de studerende har været til sidste eksamen.
Så jeg håber og tror på, at vi kan få alle Folketingets partier til at stemme for det her meget vigtige lovforslag, og jeg ser frem til at svare på de spørgsmål, der måtte være, under udvalgsbehandlingen.