Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 59:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Styrkelse af sundhedsaftaler og regionsråds muligheder for at samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 31.10.2013).

Forhandlingen er åbnet. Fru Sophie Løhde som Venstres ordfører.

Tak. Lovforslaget her følger op på to mindre bidrag fra evalueringen af kommunalreformen, og vi glæder os da i Venstre over, at netop regeringens eget evalueringsudvalg har været så klar i sin konklusion om kommunalreformen, nemlig at kommunalreformen er en god og rigtig beslutning, som har skabt en mere robust offentlig sektor, som bedre er i stand til at møde de aktuelle og de kommende års udfordringer. Det er jo positivt. Det er dermed også positivt, at regeringspartierne også på det her område har skiftet mening. Vi er nået langt, men vi er endnu ikke i mål.

Evalueringsrapporten peger på en række områder, hvor der fortsat er potentiale til at justere nogle ting, ændre nogle ting, udnytte potentialet til netop at gøre den offentlige sektor mere effektiv til gavn for borgerne, og med lovforslaget her følger vi altså op på to af anbefalingerne fra udvalget.

For det første vedrører lovforslaget et forslag om, at der fremadrettet kun skal udarbejdes én sundhedsaftale i hver region, dvs. 5 sundhedsaftaler i stedet for som i dag de eksisterende 98, herunder at sundhedsaftalerne også skal tage afsæt i konkrete målsætninger, ligesom der skal fastsættes nye obligatoriske indsatsområder. Det kan vi støtte og bakke op om i Venstre. Vi er enige i intentionerne og noterer os også, at kommunerne får mulighed for at kunne lave supplerende lokale aftaler.

Med ændringen er det jo så også vigtigt, at vi herinde nu har fremadrettet fokus på, at vi får løftet sundhedsaftalerne op så at sige på højeste frem for laveste fællesnævner og dermed får udnyttet det potentiale, der er, til at få styrket kommunernes indsats på sundhedsområdet. Det er set i lyset af den meget, meget betydningsfulde rolle, som de allerede spiller på sundhedsområdet, men også kommer til at spille fremadrettet, herunder ved at være med til at understøtte den ambition, jeg tror vi alle sammen politisk har til fælles, nemlig ambitionen om at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

Endelig vedrører lovforslaget et forslag om, at regionernes samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder gennem eksempelvis selskabsdannelse fremadrettet ikke skal kræve en såkaldt forudgående ministergodkendelse. Vi synes sådan set, at det er fornuftigt nok at lempe reglerne på området. Hvis ellers min hukommelse er nogenlunde frisk, så mindes jeg, at bestemmelsen i sin tid blev indført som led i kommunalreformen under hensyntagen til, at regionerne jo dengang ikke fik kommunalfuldmagt.

Hvis vi så her i dag kigger tilbage på de par år, som der i hvert fald er gået efter kommunalreformen, tror jeg også, at vi i al stilfærdighed kan konkludere, at disse år ikke har været præget af regionernes opfindsomhed, for så vidt angår ansøgninger til den til enhver tid siddende sundhedsminister om at indgå offentlig-private samarbejder, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det, men altså sige, at ministeren i hvert fald ikke er blevet overbebyrdet med ansøgninger fra regionerne om at kunne etablere samarbejder med private virksomheder gennem selskabsdannelse. Jeg ved ikke, om der overhovedet er kommet en, men i hvert fald tror jeg ikke, man er blevet overbebyrdet; det var den på pæne måde at sige det på.

Jeg synes derfor også, at vi skal benytte lejligheden i dag til at understøtte ambitionen om, at der er al mulig grund til at tilskynde til, at vi også på sundhedsområdet får et offentlig-privat samarbejde. Inddragelse af private virksomheder er et vigtigt instrument til netop at få mere sundhed for pengene i den offentlige sektor, ligesom det kan bidrage til at skabe stordriftsfordele, øget specialisering, nytænkning og innovation i opgavevaretagelsen.

På den baggrund kan jeg jo heller ikke lade være med i al stilfærdighed, nu vi behandler det her lovforslag i dag, at undre mig over, at man så samtidig, hvis man bevæger sig ud i den virkelige verden, i hvert fald i nogle af landets regioner, oplever, at de i øjeblikket har så travlt med at afvikle de få eksempler, der er på offentlig-private partnerskaber. Altså, det er jo ofte sådan, at regeringen ved festlige lejligheder har travlt med at tale stort og pænt om offentlig-private samarbejder, og det er vi rigtig glade for, men det skulle jo også gerne afspejle sig i praksis. Der er dog heldigvis nogle regioner, som har valgt at lægge sig foran og gå forrest i forhold til at skabe offentlig-private samarbejder, offentlig-private partnerskaber, men der er også andre regioner, som konkret har valgt at sige, og det synes jeg er ekstremt bemærkelsesværdigt, ikke mindst fordi vi jo om godt 14 dage står over for et regionsrådsvalg, at de ønsker at trække sig fra offentlig-private partnerskaber, offentlig-private samarbejder; det er jo bl.a. tilfældet her i Region Hovedstaden. Det synes jeg er synd og skam.

Jeg ville ønske, at man fra regeringspartiernes side også ville understøtte, at det, der er ambitionen her i Folketingssalen, også bliver efterlevet og udlevet i praksis ude i landets regioner, ude i regionsrådene. Så vil vi nå langt, så vil det ikke kun være noget til fine taler i Folketinget, men også noget, der gjorde en forskel i den virkelige verden. Men vi kan støtte de foreslåede ændringer.

Jeg skal samtidig på vegne af De Konservative, der ikke har lejlighed til at være til stede her i salen, ligeledes meddele, at de også kan støtte det foreliggende lovforslag.

Tak til Venstres og De Konservatives ordfører. Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Mange tak. Vi er alle sammen meget opmærksomme på kommunal drift og regional drift i øjeblikket, fordi der er valgkamp. Både kommuner og regioner gør alt, hvad de kan, for at fortælle, hvilke opgaver de løser, hvordan de løser dem, og hvordan de gerne vil løse dem. Jeg synes, de løser dem godt, jeg synes, det er en vigtig og en robust struktur, vi har omkring opgaveløsningen på sundhedsområdet og de andre opgaver, som kommuner og regioner løser.

Der skete meget store forandringer, da vi havde kommunalreformen. Nu har vi fået en evaluering, og jeg vil sige, at vi langt om længe har fået en evaluering af konsekvenserne og funktionen af kommuner og regioner efter kommunalreformens forandringer. Der skal laves nogle justeringer og nogle forandringer, så vi også fremover kan være sikre på, at vi giver den rigtige ramme for drift, kvalitetssikring og kvalitetsudvikling og udvikling i det hele taget af vores sundhedsvæsen fremover.

Der er to væsentlige forandringer og ændringer, vi lægger op til i det her lovforslag. Det ene drejer sig om sundhedsaftaler – den aftale, som nu finder sted mellem en region og en enkelt kommune. Der ønsker man at det fremover skal være mellem region og så alle de kommuner, der er i regionen. Det er klart en forbedring set med socialdemokratiske øjne, det er en styrkelse af sundhedsaftalerne. Man vil lægge obligatoriske indsatsområder ind i det, som bliver fastsat. Og lad mig bare nævne, hvad der allerede nu ligesom er kundgjort der i hvert fald skal være: Om end det ikke er endelig fastlagt endnu, drejer det sig om, at områder som forebyggelse, behandling, sundheds-it, træning, rehabilitering og pleje bliver lagt ind, og at der også skal være et samarbejde mellem det psykiatriske og det somatiske. Det er en stor, stor forbedring. Der er også mulighed for at lave supplerende sundhedsaftaler, sådan at regionen med den enkelte kommune kan lave yderligere aftaler. Det, vi håber og tror, er, at det vil give mere sammenhængende, entydig kvalitet på tværs af kommunegrænser og på tværs af regioner, og noget af det, vi i medierne gang på gang hører kritiseret, er, at borgerne har vanskeligt ved at forstå, hvorfor man i en kommune eller en region bliver udsat for et tilbud, som man ikke gør på den anden side af en grænse.

Det andet område, der ændres markant i lovforslaget her, er, at man giver regionerne, altså de fem regioner i Danmark, mulighed for væsentlig bedre selv at kunne vælge, hvordan man indgår i nogle samarbejder, enten med private eller offentlige aktører på sundhedsområdet eller på andre områder, som er regionernes ansvarsområder. Det her er et meget fornuftigt, rigtig godt og et visionært lovforslag for os i fremtiden at sikre, at vi kan bygge vores sundhedsvæsen op på robust og gerne mere entydig vis i forhold til kvalitet og sikring af den samme kvalitet over hele landet. Socialdemokraterne støtter det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Fru Liselott Blixt som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak. Som de andre ordførere har været inde på, drejer det her sig jo om en evaluering af den kommunalreform, som blev besluttet, og hvor Dansk Folkeparti har været med til at sikre, at det her skulle ske.

Der er jo gået noget tid, hvor man har skullet evaluere det og se på, hvad der så er sket i forhold til de aftaler, man lavede, kommunen og regionen imellem, og der var jo visse ting, der skulle være i orden. Som vi har kunnet se, har der jo været patienter, der er faldet mellem to stole, når det var, at de havde været ude at få en behandling på et sygehus og så kom hjem til kommunen igen.

Den her sundhedsaftale drejer sig om – det er sagt til dem, som ikke helt ved, hvad den indebærer – at man skal have de her udskrivningsforløb for svage ældre patienter, indlæggelsesforløb, genoptræningsforløb, og om hjælpemiddelområdet osv. Jeg har i den her tid været ude at tale med nogle af de patienter, som det her vedrører, og jeg vil da sige, at jeg en gang imellem har haft en frygt for, hvad det var, der skete, fordi de ikke havde fået det genoptræningsforløb, enten fordi man havde fejlet i regionen, eller fordi man havde fejlet ude i kommunen. Det håber jeg så man kan løse nu, ved at man kigger på det og strammer op på nogle områder, og ved at vi sikrer, at vi nu laver én sundhedsaftale frem for 98 forskellige, men at vi også sikrer, at regionerne lever op til det, de har forpligtet sig til, og det samme gælder kommunerne.

Det er jo patienter, det handler om. Der skal da ikke herske tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti altså ikke er glade for de regioner, vi har, slet ikke, når vi ser de udmeldinger, der er kommet i dag, om, at man prioriterer nogle supersygehuse, og så for resten lige glemmer at prioritere, at der skal være køkkener i sygehusene. Det synes jeg er en af de ting, der igen vil kunne ryste nogle borgere og gøre, at man vil kunne spørge: Hvordan skal de kunne behandle mennesker, når de laver færre sengepladser, ikke laver noget køkken, og vi så samtidig giver dem nogle beføjelser?

Dermed er vi ved at være kommet til det andet punkt i det her forslag, netop det punkt, der drejer sig om, at der gives en større beføjelse til regionsrådene, så de kan indgå samarbejde med selskaber uden at spørge ministeren. Men jeg vil gerne huske ministeren på, at selv om man ikke spørger ministeren, er sundhedsministeren den ansvarlige, og jeg håber da, at vi vil kunne se nogle ansvarlige regionspolitikere efter næste valg, der kan leve op til det, som regionen står for, så længe de er der.

Vi støtter forslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Camilla Hersom som radikal ordfører.

Tak for det. L 59 er opfølgningen på evalueringen af kommunalreformen på sundhedsområdet. I Radikale Venstre er vi meget glade for, at det er et samlet Folketing, der står bag de ændringer, som loven medfører, for vi mener, at det er afgørende for et godt og smidigt samarbejde på tværs af den offentlige sektor, at der ikke er politisk og ideologisk uenighed om, hvordan det skal foregå, men tværtimod fuld opbakning til at udvikle løsninger, der passer til de opgaver, der skal håndteres.

Med lovforslaget sker der ændringer i forhold til sundhedsaftalerne og regionsrådets mulighed for at samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder. Særligt bestemmelsen om at gå fra 98 sundhedsaftaler til 5, altså en for hver region, tror jeg vil betyde en markant og væsentlig forskel. Det er mit indtryk, at sundhedsaftalerne allerede bruges som et vigtigt redskab i dag, men også, at der er stor appetit på lokalt at videreudvikle formen, så det bliver et egentlig strategisk redskab i samarbejde mellem region og kommuner. Det understøtter lovforslaget ved at stille krav om konkrete målsætninger i sundhedsaftalerne. Vi er også i Radikale Venstre glade for, at der er mulighed for at lave supplerende aftaler med en eller flere kommuner der, hvor lokale forhold taler for det.

Så vil jeg tilføje, at selv om sundhedsaftalerne jo indgås mellem myndighederne og almen praksis derfor ikke har en direkte rolle i forhandlingerne, så er almen praksis inddraget i sundhedsaftalerne, fordi almen praksis er repræsenteret i sundhedskoordinationsudvalget, der både udarbejder udkast til aftalerne og følger op. Så vi har altså de aktører, som er væsentlige på sundhedsområdet, integreret i fremtidens sundhedsaftaler.

Når det gælder regionernes mulighed for at deltage i selskaber, virker det som sund fornuft, at regionerne fremover selv kan vurdere, hvordan og med hvilke samarbejdspartnere de vil organisere sig, så længe det selvfølgelig foregår på en måde, hvor regionsrådets beføjelser ikke indskrænkes. Radikale Venstre kan støtte lovforslaget i dets helhed.

Tak til ordføreren. Hr. Jonas Dahl som ordfører for SF.

I SF er vi rigtig glade for det her lovforslag, fordi vi nu tager et vigtigt skridt for at styrke samarbejdet om sundhedsopgaverne på tværs af de forskellige led i det danske sundhedsvæsen. Det er et samarbejde, der skal bygge på fælles og ambitiøse målsætninger, og et samarbejde, der også forpligter. I dag har vi de her 98 sundhedsaftaler, og det betyder, at de tilbud, som borgerne får, kan være ret forskellige, og det kan også være svært for kommuner og regioner at samarbejde på tværs. Det betyder også, at to patienter, der bliver udskrevet fra det samme sygehus, reelt set kan få to forskellige programmer for genoptræning, og ofte risikerer vi også, at patienterne lander mellem to eller flere stole i det samlede sundhedsvæsen.

Derfor synes vi også i SF, at det er godt, at vi med det her lovforslag reducerer de nuværende 98 sundhedsaftaler til 5, så borgerne kan få et mere sammenhængende behandlingsforløb, og så vi opnår en mere ensartet behandling af patienterne og borgerne. Jeg synes sådan set også, at det er værd at notere sig, at både KL og Danske Regioner og Danske Patienter som patientorganisation faktisk støtter det.

Det er også afgørende, at der sikres større sammenhænge, og at det er borgerne, der sættes i centrum. Hvis man f.eks. har en kronisk sygdom eller er gammel og ofte har brug for pleje og behandling fra forskellige dele af det danske sundhedsvæsen, bør det ikke være op til borgeren selv at finde ud af, hvordan man finder rundt i det. Det skal selvfølgelig være noget, som man løfter fra sundhedsmyndighedernes side. Så større sammenhæng på tværs af sundhedsvæsenet skal også sikre, at det ikke ender med, at borgeren bliver genindlagt eller bliver en svingdørspatient på grund af manglende kommunikation mellem sygehuset, den praktiserende læge og i sidste ende også den kommunale plejedel. Og jeg håber sådan set, at de her sundhedsaftaler kan være med til at løfte også den del.

Jeg tror på, at vi kan skabe en større sammenhæng mellem sundhedsaftalerne, fordi regionsrådene og kommunalbestyrelserne nu også forpligtes til at opstille konkrete målsætninger for det tværfaglige samarbejde på sundhedsområdet samt fastsætte nogle nye obligatoriske indsatsområder. Det gør det muligt at lave nogle fællesmål, og at behandlingen af patienter også bliver mere ensartet i sidste ende.

Så helt overordnet synes jeg faktisk, at det er godt og positivt, at vi forbedrer regionsrådenes muligheder for at samarbejde med offentlige og private virksomheder. Det er positivt, at det samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet og implementeringen af forslaget vil gøre det her mere smidigt. Evalueringen af kommunalreformen pegede jo også på de her snitfladeproblemer inden for sundhedsvæsenet, og derfor er det også dejligt, synes jeg, at vi tager fat på de udfordringer.

Så med det vil jeg sige, at vi fra SF's side støtter forslaget.

Jeg vil så også knytte en kommentar til både den kombinerede ordfører fra Venstre og Konservative og DF's ordfører, som var på tidligere, for det var et eller andet sted påfaldende at høre den her kritik af regionerne, som blev rejst. Det er også velkendt, at man fra Venstres side – fordi der er valgkamp, er man måske lidt mere i tvivl om, hvorvidt man vil nedlægge regionerne – i hvert fald tidligere har haft et meget klart ønske om at nedlægge regionerne. Derfor virker det også lidt mærkeligt, når der kommer et angreb, som det fru Sophie Løhde kom med på regeringspartierne: Nu var det nærmest os, der ligesom var problemet. Det er jo Venstre – jeg kunne høre også Dansk Folkepartis ordfører bevæge sig ud ad den tangent – der sådan set vil nedlægge regionerne og sådan set er ude på den tangent, hvor man gerne vil begrænse den del. Der synes jeg faktisk at det er lidt ærgerligt, at man fra de borgerlige partiers side ikke i højere grad har fokus på, hvad der skal til, hvad vi kan gøre for at løfte det danske sundhedsvæsen. Og der mener jeg faktisk regionerne spiller en helt afgørende rolle. Jeg synes også, at de har vist deres berettigelse. Nogle af os har også erfaring med at sidde i regionsrådene. Derfor har vi jo også muligheden for netop med regionerne rent faktisk at få styrket det danske sundhedsvæsen. Jeg må indrømme, at jeg er stærkt bekymret for det, som må ligge i kortene, når man ikke vil have regionerne, for så skal det vel ligge et andet sted, om det så er kommunerne eller staten. Jeg må ærligt talt sige, at det er stærkt bekymrende, at det er den tilgang, de borgerlige partier lægger op til.

Det var bare en lille bemærkning om de ord, der nu faldt tidligere i kommunalvalgkampens hede, og som nu ligesom passerede lovforslagets behandling. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Jeg skal da ellers lige love for, at der var en, der fik tændt for SF's ordfører der. Der blev lige trykket på knappen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke mener, at indretningen af den offentlige sektor nødvendigvis skal være sådan, at den er støbt i beton og mejslet i sten. Vi er sådan set åbne over for fremadrettet også at diskutere og vurdere, om vi kan få mere ud af borgernes skattekroner, få dem til at række lidt længere m.v.

Men lad os nu koncentrere os om det, lovforslaget rent faktisk handler om, for det, der sådan set er problemet, synes jeg, og grunden til den kritik, jeg rejste, er jo, at det er paradoksalt, at samtidig med at vi har en regering, hvis ambitioner om et øget offentlig-privat samarbejde, jeg og Venstre sådan set er enige i, kan man se, hvis man bevæger sig ud i praksis, og ser på, hvad det så er for en politik, der bliver ført, at det så er den stik modsatte. Mens man her står og taler pænt om, at nu er der behov for et øget offentlig-privat samarbejde, tilskynder til det, så sidder man konkret og sørger for at afvikle det, i hvert fald bl.a. her i hovedstadsregionen. Det er der, jeg synes der mangler en sammenhæng, og det synes jeg er ærgerligt.

Så jeg kan jo også prøve at spørge ordføreren for SF, om SF er af den opfattelse, at det er en god idé, at man sørger for at få afviklet de offentlig-private samarbejder, de offentlig-private partnerskaber, som der trods alt eksisterer i større eller mindre omfang i regionerne.

Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i, at det ikke skal være hamret ind med hammer og segl, kan jeg jo så være fristet til at sige, i forhold til den opbygning, vi har inden for sundhedsvæsenet. Jeg tror, det er vigtigt, at vi har en dynamik og løbende ser på, hvordan vi kan gøre sundhedsvæsenet bedre. Men det ligger der jo sådan set også i det her lovforslag, hvor vi går fra at have 98 sundhedsaftaler til nu at have 5 sundhedsaftaler. Det er for mig at se med til i sidste ende at styrke det samlede danske sundhedsvæsen.

Så kan jeg godt forstå, at fru Sophie Løhde gerne vil diskutere den kommunale valgkamp i Københavnsområdet. Det har jeg sådan set fuld forståelse for. Det synes jeg måske lidt vedrører regionsrådet i København og den debat, men jeg synes jo, der er masser af gode eksempler på, hvordan man også har et samarbejde med private virksomheder. Vi har Falck, som i årevis har drevet ambulancevæsen. Der er jo ikke nogen, der i dag sætter spørgsmålstegn ved det. Jeg tror, at der er mange danskere, der vil opfatte det som et statsligt selskab og tror, at det er det. Det er det jo sådan set ikke, det er et privat firma, som driver en vigtig del af danske sundhedsvæsen, hvor de i hvert fald i store dele af landet er med til at fragte borgerne til og fra sygehuset. Det er jo en integreret del af det danske sundhedsvæsen.

Så med hensyn til at se det fuldstændig firkantet, som man gerne vil, og mene, at det eneste saliggørende bare er flere private, tror jeg sådan set, at vi helt konkret skal se på de enkelte eksempler, se på, hvad det er, der skal til, for at løfte det samlede danske sundhedsvæsen. Og så er jeg da glad for, at vi også har afskaffet de der private sundhedsforsikringer eller i hvert fald skattefradraget, som den tidligere regering indførte.

Sophie Løhde.

Jeg skal ellers lige love for, at ordføreren kommer vidt omkring ting, der i hvert fald ikke har meget med det her lovforslag at gøre. Man kan sige, at der ikke har været meget fokus på regionsrådsvalgskampen, men jeg ved da så meget, at vi ikke har noget regionsråd i København, men at vi har Region Hovedstaden, som borgerne kan stemme til her den 19. november, hvis de er bosiddende i en af kommunerne inden for hovedstadsområdet.

Lad mig stille ordføreren et meget specifikt spørgsmål, for der kom et meget langt svar, som ikke rigtig var et svar på det, jeg spurgte om, og det var åbenbart, fordi det blev for konkret, og fordi det ikke måtte handle om Region Hovedstaden. Nu var det bare for at bruge det som eksempel på, at der i hvert fald er en divergens imellem, hvad man siger i Folketinget, og hvilken politik man fører i praksis. Så lad mig prøve på en anden måde: Mener ordføreren for SF, at der er behov for flere eller færre offentlig-private samarbejder, offentlig-private partnerskaber, fremadrettet på sundhedsområdet? Det er et fuldstændig stille og roligt spørgsmål, der kan svares ja eller nej til, så det behøver ikke besvares med en meget, meget lang svada om alt muligt, der ikke har noget med selve lovforslaget her at gøre.

Ordføreren.

Nu var det Venstres ordfører, som selv bevægede sig ind i diskussionen om Region Hovedstaden. Derfor tillod jeg mig faktisk at tage den del op. Jeg tror, det er vigtigt, at man overlader det til regionerne at lave en konkret vurdering af, om de vil lave et offentlig-privat partnerskab på den ene eller den anden måde – altså at de vurderer det i den konkrete situation. Det har jeg faktisk tillid til at vores regionsråd også kan gå ind og lave de konkrete vurderinger af.

Jeg mener også, at det er vigtigt, at vi fastholder et stærkt offentligt dansk sundhedsvæsen. Det er for mig at se kernen i vores velfærdssamfund, at vi har et stærkt dansk sundhedsvæsen, som også er offentligt.

Der er en kort bemærkning også fra fru Liselott Blixt.

Det er jo rart, at ordføreren kan få os op og stille spørgsmål til en sag, som jeg bare troede gled igennem, for vi har jo været rigtig glade for de her sundhedsforsikringer, som har hjulpet utrolig mange borgere, som ordføreren var inde på. Så hørte jeg et par små ord, som ordføreren sagde: tillid til regionerne, og så tænkte jeg lige på den her morgenavisbasker i morges med nogle supersygehuse, hvor man ikke prioriterer køkkener. Der er det jo meget sigende, at regionsformanden, Bent Hansen, går ud og siger, at så må man gå ud og lave nogle aftaler med nogle pensionskasser.

Så er det, jeg tænker: Når vi taler om de her offentlig-private samarbejder osv., mener ordføreren så, at det er penge fra pensionskasserne, man skal låne, eller kunne det være muligt at gå ud og lave et offentlig-privat samarbejde med nogle, der har køkken som speciale, om at lave mad, som patienterne skal have ude på sygehusene? Og har ordføreren tillid til regionerne, når man på den her måde kommer med et prestigeprojekt og har brugt masser af penge på konsulentarbejde og arkitekter til en masse fine sygehuse, men som åbenbart så ikke har råd til at købe nogle kogeplader?

Ordføreren.

Jeg synes, at det, der er vigtigt at holde fast i med de her nye sygehuse, er, at de jo er ved at skyde op af jorden – jeg bor selv tæt på det, som er ved at skyde op i Aarhus – og det er sådan set dejligt at se, at det skrider så hurtigt fremad. Der er jo ikke nogen af dem, der er færdige. Jeg har faktisk tillid til, at regionerne godt kan finde ud af både at forvalte midlerne, men også forvalte, hvordan man finansierer det, om det er parkeringspladser, eller det er et køkken. Jeg har sådan set tillid til, at, ja, den opgave kan regionerne godt finde ud af at løfte.

Jeg kan så modsat spørge mig selv og være lidt tvivlende over for, om Dansk Folkeparti har tillid til regionerne, for det, fru Liselott Blixt jo sagde, da hun stod heroppe på talerstolen, var jo også, synes jeg, udtryk for en meget stor skepsis over for regionernes indsats, og det gør mig da ærlig talt stærkt bekymret i forhold til regionernes fortsatte bevarelse. Jeg synes, regionerne er et meget vigtigt element i det danske sundhedsvæsen, som vi i hvert fald fra SF side gerne ser fastholdt.

Fru Liselott Blixt.

Det undrer mig, at hr. Jonas Dahl er i tvivl om, hvor Dansk Folkeparti står i forhold til regionerne. Vi har da trods alt været ordførere sammen i en samling, og fra Dansk Folkepartis side hersker der ingen tvivl om, at vi gerne ser regionerne nedlagt. Men i og med at vi ikke kan gøre det i øjeblikket, skal vi selvfølgelig prøve at sikre det bedst mulige samarbejde.

Jeg har ikke tillid til dem, slet ikke hvis de går ud og prioriterer, som de gør. Vi ved, at der var en regionsformand, der havde konsulenter til at arbejde for nye sygehuse og brugte utrolig mange penge på et konsulentarbejde, som blev skrinlagt. De kunne måske i stedet for være brugt til køkkener.

Ordføreren.

Jeg tror måske ikke, tingene hænger helt sådan sammen. Jeg kender udmærket Dansk Folkepartis holdning til regionerne, men jeg synes jo også bare, det er lidt synd for de kandidater fra Dansk Folkeparti, der render rundt til debatmøder, hænger ude i lygtepælene, og som nu bare igen må konstatere: Jamen hvis det borgerlige Danmark igen skulle træffe beslutninger på sundhedsvæsenets område, ville man nedlægge hele skidtet. Og man har stadig væk ikke leveret svaret på, hvem der så i givet fald skal styre det danske sundhedsvæsen.

Jeg er sådan set glad for, at der er en offentlig kontrol, det synes jeg at regionerne i den grad leverer. Jeg synes faktisk, vi har et godt dansk sundhedsvæsen, det er jeg stolt af, og det håber jeg vi kan blive ved med at have også i fremtiden.

Der er så kommet en ekstra kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Jeg vil gerne give ordføreren fuldstændig ret i vurderingen af, at regionerne gør det rigtig godt. Men jeg vil gerne bede ordføreren om at bekræfte eller afkræfte det, som fru Liselott Blixt siger, nemlig at der er blevet sat prestigeprojekter i søen, som så viser sig ikke at være finansieret. Kan ordføreren ikke bekræfte, at de prestigeprojekter altså blev sat i søen under den borgerlige regering, og at kvalitetsfondspengene, de første penge, der blev lovet under Anders Fogh og hr. Lars Løkke Rasmussen, var op imod 80-90 mia. kr.? De slog et meget stort brød op, men da brødet blev bagt, var det et væsentlig mindre brød for omkring det halve.

Så altså, hvem er det, der har lovet pengene, som fru Liselott Blixt nu mangler til også at kunne bygge sygehuskøkkener derude?

Ordføreren.

Jamen der er ingen tvivl om, at man visse steder i den borgerlige lejr åbenbart mangler penge til at finansiere det, man gerne vil. Og det er fuldstændig korrekt, jeg kan godt huske den artikel, der var i Jyllands-Posten i november 2007, hvor den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, jo vidt og bredt lovede de her 80-90 mia. kr. til sygehusene. Det blev så mindre.

Jeg tror faktisk, at vi også for det, vi i dag har afsat til sygehusene, kan skabe danske sygehuse af høj kvalitet og kan sikre et dansk sundhedsvæsen, som vi også fremadrettet kan være stolte af. Der er jeg sådan set meget fortrøstningsfuld, også i forhold til det initiativ, som så ligger i det her lovforslag, hvor vi faktisk går fra 98 sundhedsaftaler til fem. Jeg er også glad for, at det er en rød regering, som faktisk bevæger sig i den her retning. Jeg tror, vi får et bedre sundhedsvæsen med den her sundhedsaftale i hånden.

Tak til SF's ordfører. Fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Det er dejligt med en livlig debat, og uden at man måske havde ventet det.

Jeg vil starte med at sige, at dengang kommunalreformen blev vedtaget og gennemført af Folketinget, var Enhedslisten ikke for, og det er vi fortsat ikke. Vi mener, det var en reform, som i alt for høj grad fokuserede på økonomi og styring frem for på det, som er meget centralt, når vi snakker om kommuner og regioner – eller amter, som det hed dengang – nemlig det lokale demokrati. Vi synes også, at vi har set, at den frygt, vi havde, for, at især nogle af de specialiserede opgaver ikke ville kunne løftes af kommunerne, desværre er blevet til virkelighed. Det gælder jo især på det område, som mange af os er stødt på, for genoptræning af hjerneskadede.

Men det er bare for at slå fast, at når vi nu støtter den her justering af kommunalreformen, er det sådan set ikke, fordi vi synes, at kommunalreformen i sin oprindelige grundtanke pludselig er blevet fornuftig. Men vi synes selvfølgelig, det er klogt at lave nogle fornuftige justeringer, om end de er beskedne.

Sammenhæng i sundhedsvæsenet er jo et af temaerne for den justering, vi laver med den her lov. Og sammenhæng kan måske lyde sådan lidt løst, hvis man ikke selv har oplevet, hvad det vil sige at blive kastebold i systemet. Danske Patienter, som jo er vores største patientorganisation, har for nylig udgivet et katalog, hvor ni patienter fortæller om, hvordan de har oplevet dårlig sammenhæng i sundhedsvæsenet. En af dem, Bente Lynggaard – det er ikke hendes rigtige navn, men det hedder hun her – fortæller om, hvordan hun har ventet i over et halvt år, mens kommune og region slås om, hvem der skal betale for en pumpe, der skal føre væske væk fra hendes ben, og hun fortæller om, at det er rigtig irriterende at skulle vente på, at den her slåskamp bliver færdig. Og hun bliver jo ikke bedre eller raskere, mens den slåskamp udspiller sig.

Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan det her lidt abstrakte omkring dårlig sammenhæng og sektorer, der ikke kan finde ud af at snakke sammen, slår om i en rigtig dårlig kvalitet for vores patienter. Dårlig sammenhæng kan også betyde flere genindlæggelser, hvis man ikke får sat genoptræningen i gang hurtigt. Det kan betyde, at man ikke får kommunikeret ordentligt om medicinen. Der kan i det hele taget opstå rigtig mange fejl i vores sundhedsvæsen.

Derfor synes vi, det er rigtig, rigtig godt at tage fat på den problemstilling. Det, at man laver nogle færre, men også bedre sundhedsaftaler, altså aftaler mellem kommuner og regioner om, hvordan det her samarbejde skal foregå, tror vi kan være med til at løse en del af de problemstillinger, vi oplever. Jeg vil samtidig også sige, at jeg ikke tror – og jeg vil heller ikke beskylde andre for at tro det – at vi med det her lovforslag får løst alle problemer med sammenhæng. Der er stadig problemer i forhold til at få forløb til at glide. Der vil stadig være problemer i forhold til at få sat genoptræningen hurtigt ind.

Et af de elementer, som jeg mener man bliver nødt til at have med for at sikre en ordentlig sammenhæng, er også kommunernes økonomi til at løse de opgaver, de har fået. Jeg synes, det er tydeligt at se, at kommunernes økonomiske vilkår er en barriere for, at man får sat tilstrækkelig hurtigt ind, når det gælder genoptræning, og i det hele taget kan være en barriere for at løfte en tilstrækkelig specialiseret genoptræning i de tilfælde, hvor det er det, der skal til.

Den anden del af lovforslaget, som handler om lettere adgang til at indgå i selskaber fra regionernes side, f.eks. med andre kommuner eller med private virksomheder, synes vi også er ganske fornuftig. Vi synes sådan set, det er glimrende, hvis vores offentlige sektorer også kan være med til at lave en form for produktion, f.eks. producere mad og samarbejde med andre om den slags eller producere tjenesteydelser som ambulanceberedskab eller sundhedshuse.

Så alt i alt kan vi fra Enhedslistens side støtte de her justeringer af kommunalreformen.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som Liberal Alliances ordfører. Han kommer løbende der.

Liberal Alliance kan af åbenlyse grunde også støtte det her lovforslag, som jo bygger på en aftale mellem samtlige partier i Folketinget. Så jeg er da også blevet lidt overrasket over den store debativer, må jeg så sige. Vi er glade for forslaget, i virkeligheden begge elementer, ikke alene det omkring sundhedsaftalerne, men også det her med at give mulighed for at deltage i selskaber. Jeg er i det hele taget glad for den måde, det foregår på på sundhedsområdet, for det er jo et af de steder, hvor der er en effektivisering på over 2 pct. om året, og Liberal Alliance ønsker jo bare, at der skal være en effektivisering på 1½ pct. om året alle steder i den offentlige sektor, så det her er et sted, hvor man overperformer, hvis man må sige det fra talerstolen, i forhold til, hvad man gør ellers.

Endelig lagde jeg mærke til og glædede mig over, at den socialdemokratiske ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen, brugte den argumentation i forhold til sundhedsaftalerne, at borgerne har svært ved at forstå, at der er forskel på de tilbud, der bliver givet på tværs af regionsgrænserne, og det er vi meget enige i i Liberal Alliance, og det er så også derfor, vi for vores vedkommende ønsker at afskaffe regionerne. Vi er for forslaget.

Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Mange tak for den gode debat i dag, måske en særlig tak til SF's vikarierende ordfører for også at sprede debatten ud, så der kom lidt liv i salen. Det er altid godt, og det var i hvert fald en spændende diskussion at følge også som minister, også selv om det måske ikke sådan var direkte relateret til lovforslaget, vi behandler.

Det her lovforslag følger jo op på evalueringen af kommunalreformen og den politiske aftale, som blev indgået lige før sommerferien i juni i år mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative. Der er jo ændringer på to områder, som man også kunne forstå på de mange gode sundhedsordførere, der har været på talerstolen, dels omkring sundhedsaftalerne, dels i forhold til regionsrådenes mulighed for at samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder.

Begge de ting har jo det tilfælles, at de handler om samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet og helt i overensstemmelse med det, der var ambitionen fra evalueringen af kommunalreformen, nemlig at vi skulle have en smidigere og mere effektiv offentlig sektor med tæt samarbejde mellem kommuner, regioner og stat. Det her peger jo i samme retning, altså at vi skal derhen, hvor borgere og også virksomheder oplever, at den offentlige sektor hænger sammen, at der er gnidningsfri overgang mellem myndighederne, at borgerne ikke falder mellem, jeg tror, at Dansk Folkepartis ordfører sagde to stole, og det er rigtigt, og nogle gange kan borgerne endda opleve at falde imellem endnu flere stole end de to. Så det her er på mange måder et rigtig godt lovforslag.

I forhold til sundhedsaftalerne er det jo rigtigt, som det er blevet beskrevet heroppe, at dem skal vi have styrket. Det gør vi ved at gå fra 98, og det er 98 digre værker med bilag og det hele, hvis man kigger på dem indtil 2005, og ud over sådan det umiddelbart afbureaukratiserende, der er i det, det bliver nemmere at overskue og et lettere arbejdsredskab, der er mindre spildtid ved det, så bliver det også et styrket værktøj, fordi det også fremgår af lovforslaget, at sundhedsaftalerne skal tage afsæt i konkrete forpligtende målsætninger, som aftales mellem regionsråd og kommunalbestyrelser.

Der er nye obligatoriske indsatsområder. Der bliver både en større ensartethed på tværs af landet som følge af det her, men der bliver også en højere kvalitet, og det tror vi at vi alle sammen er rigtig glade for, og jeg kan også kvittere for den store opbakning herfra.

Så vil jeg sige, at der er noget, jeg har særlig lyst til lige at knytte en kommentar til heroppefra, det har ikke fyldt i debatten, men jeg vil alligevel lige knytte en kommentar til det, og det er en konstatering af, at psykiatrien jo nu i de nye sundhedsaftaler udgår som et selvstændigt indsatsområde. De fire indsatsområder bliver jo forebyggelse, behandling og pleje, rehabilitering og sundheds-it. Det betyder under ingen omstændigheder, og det står jo også klart i bemærkningerne til lovforslaget og vil blive meget tydeligt i både bekendtgørelse og vejledning, at psykiatrien bliver nedprioriteret. Tværtimod medfører det en forpligtelse til, at psykiatrien skal tænkes ind på alle områder. Den skal ligestilles med de somatiske, altså fysiske, sygdomme på alle områderne, og det fornemmer jeg også at der er en bred opbakning til, selv om der jo ikke er nogen, der har forholdt sig eksplicit til det.

På samme måde vil der også være nogle tværgående indsatsområder, som man skal have med i alle sine overvejelser, herunder bl.a. diskussionen om lighed i sundhed, diskussionen om inddragelse af patienter og pårørende.

Alle de her ting tror jeg vil være med til at sikre, at vi får det moderne sundhedsvæsen, vi gerne vil have, hvor alle patienter, ligegyldigt hvilken type sygdomme de har, om den er fysisk eller psykisk, ligegyldigt hvor mange ressourcer vi selv har med i behandlingsforløbet, hvor meget de er afhængige af, at man kan trække på pårørende og netværk, altså så vil opleve at møde et sundhedsvæsen, hvor kvaliteten er ensartet, hvor man ikke selv skal tage ansvaret for ikke at falde mellem stolene, men hvor den offentlige sektor på tværs af både myndigheder og forvaltninger snakker sammen.

Det andet hovedområde i lovforslaget, altså regionsrådets muligheder for at samarbejde med offentlige myndigheder og private virksomheder, handler jo om at sikre et mere smidigt samarbejde, og det er korrekt, som Venstres ordfører antydede, at det ikke er, fordi det sådan er det her, der har overbebyrdet embedsmændene i Sundhedsministeriet at forholde sig til, men stadig er det værd at lave en afbureaukratisering, når man kan, og når det indholdsmæssigt er forsvarligt.

Den ændring, der kommer nu af § 78 betyder, at regionsrådene som udgangspunkt kan deltage i selskaber på sundhedsområdet og andre områder, hvor de lovligt varetager opgaver, uden at det skal godkendes af ministeren for sundhed og forebyggelse, hvis det altså ikke indskrænker regionsrådenes beføjelser.

Igen tak for den gode debat, og jeg vil da også sige, at jeg håber, at den gode stemning fortsætter i udvalgsarbejdet. Jeg stiller mig i hvert fald til rådighed til alt, hvad der måtte være fra sundhedsordførerne i den sammenhæng.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.