Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 25 vedrørende forslag til lovom ændring af færdselsloven og lov om offentlige veje (L 54), (Forhøjelseaf afgiften for parkering til gene for personer med handicap m.v. og bedreforbrugerbeskyttelse på parkeringsområdet), som Folketingets Retsudvalghar stillet til justitsministeren den 10. december 2013. Spørgsmålet er stil-let efter ønske fra Tom Behnke (KF).

Spørgsmål nr. 25 vedrørende forslag til lov om ændring af færdselslo-

ven og lov om offentlige veje (L 54) (Forhøjelse af afgiften for parke-

ring til gene for personer med handicap m.v. og bedre forbrugerbe-

skyttelse på parkeringsområdet) fra Folketingets Retsudvalg:

”Når ministeren i svar på spørgsmål 16 skriver, at behovet forat tage hensyn til fodgængerne som udgangspunkt synes at væ-re størst i byområder, er det så i forhold til antallet af fodgæn-gere i byerne, eller antallet af tilskadekomne fodgængere, her-under hvor alvorligt man kommer til skade, og betyder det, atman ikke har så meget til overs for fodgængere, der bliver kørtned på landevejen?”

Svar:

Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 16 vedrørende lovforslagetfremgår det af pkt. 2.4.2.2.1 i Rapport om bedre forbrugerbeskyttelse påparkeringsområdet, at arbejdsgruppen finder, at behovet for hensyntagentil fodgængerne som udgangspunkt synes at være størst i byområder. Påden baggrund finder arbejdsgruppen, at den generelle regel om forbud modstandsning eller parkering på fortov for så vidt angår personbiler bør nuan-ceres, så det generelle forbud begrænses til tættere bebyggede områder,dvs. områder afgrænset med byzonetavler.Justitsministeriet har tilsluttet sig den opfattelse, som arbejdsgruppen hargivet udtryk for i rapporten, og lovforslaget er udformet i overensstemmel-se hermed.Justitsministeriet skal den forbindelse bemærke, at når det er anført, at derer størst hensyn at tage til fodgængere i byområder, sigtes der ikke i førsterække til færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Der sigtes derimod til, atkoncentrationen af forskellige færdselsarter, herunder fodgængere, i al-mindelighed er størst i byområder sammenlignet med områder uden forbymæssig bebyggelse, og at der derfor i byområder er større behov for atsikre, at parkering foregår på en sådan måde, at det ikke unødigt begrænserfremkommeligheden for bl.a. fodgængere.