Så står vi med endnu en – i vores øjne – overflødig motorvej, og som det allerede er nævnt i ordvekslingerne her, står vi med et projekt, som regeringen, om jeg så må sige, har overtaget fra Venstre, og som man af uransagelige årsager føler sig kaldet til at gennemføre – i øvrigt uden på forhånd at være bundet af nogen som helst aftaler om det her med Venstre.
Som det er sagt, blev projektet skabt, da Venstre fik alvorlige problemer i det nordvestjyske.
Medlemmerne flygtede i hobetal fra partiet.
Meningsmålingerne tog et alvorligt dyk, og ved regionsvalget i 2009 måtte man i store områder i det nordvestjyske aflevere ganske mange stemmer til Fælleslisten.
Svaret var så:
I får en motorvej.
Sådan!
Og så kan man jo hurtigt komme frem til supersygehuset i Gødstrup, som man havde valgt at pege på skulle placeres dér.
Det var, som jeg har sagt, en regulær sukkerknald, eller som transportministeren sagde på det tidspunkt:
Det var ren bestikkelse af de vrede nordvestjyder, som man var ude i der.
Motorvejen her er overflødig efter vores mening, og selv om man ikke er enig med mig i, at den er overflødig, må man da medgive, at den her baggrund for at etablere en motorvej må være den dårligst tænkelige at drive trafikplanlægning på og foretage store infrastrukturinvesteringer ud fra.
Den er overflødig.
Vejdirektoratets kort, som jeg nævnte over for SF's ordfører, over købelastede strækninger anfører vedrørende rute 18, at der sjældent eller ingen problemer er.
Der er en forventet årsdøgnstrafik omkring Sindal, det mest trafikerede sted, på 23.000 biler, Gødstrup 7.000-8.000 biler, Holstebro 7.000-9.000 biler, som jeg har gjort opmærksom på.
Det skal sammenlignes med trafikken ved f.eks.
Vejle med 60.000 biler dagligt og en årsdøgnstrafik på motorvejen syd om Odense, altså det afsnit, vi også har behandlet i dag, på 50.000-55.000 biler.
Turen tager i dag cirka 35 minutter i bil, og man forventer en reduktion på mellem 5 og 7 minutter.
I perioden 2003-2007 – det er lidt gamle tal, men alligevel – var der 24 uheld, 4 dræbte, 9 alvorligt tilskadekomne og 20 lettere.
Der er ingen sorte pletter registreret på strækningen.
Derfor er det uforståeligt, at regeringen har overtaget Venstres valgflæsk, som jeg vil tillade mig at kalde det, og så har man endda valgt den dyreste variant til 3,9 mia.
kr.
Det omfatter så ikke, selv om det er den dyreste variant, etapen fra motorvejen ved Herning syd og frem til Snejbjerg, hvor den nye motorvej skal begynde eller slutte – alt efter hvilken vej man kommer.
Her på dette stykke er der jo en motortrafikvej, og det giver efter vores mening meget store risici for bilisterne, at man pludselig har en motortrafikvej på et stykke mellem to motorveje.
Men selvfølgelig, som jeg sagde under behandlingen af forslaget om den fynske motorvej syd om Odense, trækker den ene investering den anden med sig, og jeg tror, at vi kan forvente en ny anlægslov med opgradering af motortrafikvejen på stykket mellem Herning syd og Snejbjerg inden længe, altså opgradering til motorvej.
Det er lige før, jeg tør næsten ikke at sige det, at vi i Enhedslisten vil anmode regeringen om alene af færdselssikkerhedsmæssige årsager at opgradere til motorvej allerede nu, når man er i gang, for det vil jo også bare blive dyrere, når man skal i gang igen senere frem for at tage det, når man nu er i gang.
Det er lige før, jeg vil sige, at det har jeg ikke sagt, men det har jeg altså, og det står i referatet.
Der er ingen indstilling fra Vejdirektoratet uden rutinemæssig afvisning af, at den kollektive trafik kan være et alternativ til en kommende motorvej.
Jeg citerer:
Udbygning af togdriften Herning-Holstebro vil kræve enten udbygning til dobbeltspor, og/eller at halvtimesdriften skal udvides.
Ekstra spor vil være en ganske betydelig økonomisk investering, som ikke indgår i denne analyse, skriver Vejdirektoratet.
Halvtimesdriften har især sin berettigelse i myldretiden og vil næppe have et kundegrundlag uden for denne periode.
Så der er altså ingen visioner om, at man kan sætte ind med kollektiv trafik for at afhjælpe trængslen.
Med hensyn til busdriften siger man det samme, nemlig at det kræver omlægning af ruter, og at det tager dobbelt så lang tid som med bil, fordi det binder de små bysamfund sammen og man kører på kryds og tværs frem for at have en forbindelse direkte mellem Herning og Holstebro.
Man har heller ikke i Vejdirektoratet øje for det store potentiale, der er for godskørsel på tog, som jeg også har været inde på i nogle af mine indlæg.
Et realistisk alternativ vil selvfølgelig være i den her forbindelse at udbygge jernbanen Herning-Holstebro med et dobbeltspor, opgradere banen til 160 km/t., køre med halvtimesdrift i hele driftdøgnet, tre gange i myldretiden, køre med REX-tog til og fra Aarhus f.eks.
Så der er rigtig mange muligheder for at udbygge med kollektiv trafik som et realistisk alternativ til udbygning af motorvejen.