Jeg har ikke nogen legitim grund til ikke at være her, og så bliver man jo nødt til at tage det!
Man kan jo selvfølgelig sige, at for så vidt kan både regeringen og Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti vel være glade for, at den her debat afvikles sent om natten, for sandheden er jo, at det er en rigtig pinlig historie.
Det mest pinlige er næsten forsøget på at sige, at de her ændringer i lovgivningen med randzoner lavede man, fordi man havde fundet en måde at gøre det på, som var nemmere at administrere.
Sandheden er jo, som SF's ordfører også sagde, at hvis man ville finde noget, der var nemt at administrere, kunne man have beholdt dem, man havde fundet, og sagt, at det var det, man kunne klare.
I stedet for har man nu lavet en ny målsætning med 25.000 ha, som man så ikke rigtig kan finde ud af hvor skal ligge henne.
Jeg kan forstå, at man ikke engang er enige om de grundlæggende principper, for Venstres ordfører mente, at man nu havde udvidet det til nogle områder, hvor der ikke skulle være randzoner.
Så der er mange ting at snakke om, inden man, før Folketinget tager på sommerferie, skal forsøge at få den her lovgivning på plads.
Nu er alt det pjat jo ikke det vigtigste.
Det vigtigste er sådan set heller ikke, at man formår at lave den ene aftale efter den anden på det her område uden at kunne få tingene til at virke.
Det vigtige er jo, at man nu atter engang udskyder en indsats for at få forbedret vandmiljøet i Danmark.
Jeg synes selvfølgelig, det er okay, at man ikke sådan lader sig koste rundt med af EU, så pyt da med, at man for en 13-14 år siden har lovet, at man ville bringe vandmiljøet i orden i 2015 og man ville have en plan, der startede i 2009, og at man nu her i 2014 kan konstatere, at end ikke det, man har planlagt, er man i stand til at gennemføre.
Men det er jo vandmiljøet, der lider skade med det her, og man kan måske godt blive en anelse betænkelig ved løfter om, at det, man skylder nu, vil man levere siden.
Indtil nu har vi jo faktisk kun set eksempler på, at der er blevet skruet ned for ambitionsniveauet.
Vi skal jo ikke glemme, at da den daværende regering, VK-regeringen, og Dansk Folkeparti indgik en aftale i juni 2009, den såkaldte »Grøn Vækst«, var de nuværende regeringspartier, SF og Enhedslisten enige om, at det, man foreslog dengang, var helt utilstrækkeligt, og at der var brug for et gøre en langt større indsats.
Efterfølgende har vi så sagt, at hvis vi bare kunne blive enige om holde fast i det, VK-regeringen og Dansk Folkeparti aftalte, og så bagefter gøre noget mere, så var det okay.
Nu kan vi så bare konstatere, at vi yderligere udskyder de tiltag, som var planlagt.
Det synes jeg jo er rigtig, rigtig ærgerligt, for der er et stort behov for at gøre noget for at sikre vandmiljøet.
Det er også rigtigt, som det er blevet sagt her i debatten i dag, at det jo nok bliver sværere for regeringen at slippe uden om en egentlig sag fra EU's side, når man nu meddeler, at de tiltag, man sådan set havde planlagt at sætte i værk, kun bliver sat i værk i mindre omfang.
Der er også andre tiltag, man dropper af hensyn til, har jeg forstået, aftalen med højrefløjen i dansk politik.
Så i al stilfærdighed vil bare jeg sige, når der undertiden bliver henvist til Natur- og Landbrugskommissionens arbejde, at det, man gør her, er fuldstændig i strid med Natur- og Landbrugskommissionens anbefaling.
Anbefalingen var meget entydig:
Når man gik i gang med at ændre på landbrugets regulering, skulle man gøre det på en afbalanceret måde, så man både sikrer bedre natur og miljø og bedre muligheder for, at landbruget kan tjene penge.
Nu har man i første omgang gennemført noget, der skaber bedre muligheder for, at landbruget kan tjene penge, og så kan vi jo lytte til højrefløjens måde at gå ind i den her debat på og spørge sig selv, om det er realistisk, at der senere bliver gennemført planer, hvor hovedformålet er at gavne naturen og miljøet.
Jeg må sige, at jeg nok er en lille smule skeptisk over for, om det kan lade sig gøre.
Så det, man gør her, er altså, at man under dække af, at man vil forenkle noget, som man gør på en måde, så der stadig væk ikke er nogen, der kan finde ud af det, forringer opfyldelsen af de målsætninger, der ligger, og også handler lodret i strid med den Natur- og Landbrugskommission, som alle ellers har haft så travlt med at sige skulle danne sådan et inspirerende udgangspunkt for vores kommende arbejde.
Jeg tror nok, at jeg må sige, at næsten uanset hvilke gode svar, ministeren kan give på alle de snedige spørgsmål, vi kan finde på, har jeg svært ved at forestille mig, at Enhedslisten skulle stemme for det her forslag, for det ender nok med at være en soleklar forringelse, uanset hvor meget vi spørger om.
Tak.