FM 2014/134
20. maj 2014
Sara Olsvig
Forslag til Inatsisartutbeslutning om udtalelse om ikrafttræden for
Grønland af Lov for Grønland om udlændinges adgang til opholds- og
arbejdstilladelse i anlægsfasen af storskalaprojekter.
(Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer)
Det er vigtigt for landet, at vi får rammelovgivningerne omkring vores erhverv på
plads, og det er vigtigt, at der er bred politisk enighed om disse
rammelovgivninger. Der skal være tiltro til at rammelovgivningerne gælder
uanset hvem der sidder ved magten. Der er brug for stabilitet.
For at sikre at storskalaloven skal fungerer efter hensigten er det nødvendigt at
ændre i den danske udlændingelov. Dette område er nemlig stadig under dansk
ansvar. Derfor skal vi behandle de ændringer i dag. Det handler om, at vi kan
sikre meddelelse af opholds- og arbejdstilladelser på en smidig og hurtig måde,
hvis der skal bruges et stort antal arbejdere udefra i forbindelse med
anlægsfasen af storskalaprojekter.
Inuit Ataqatigiit støtter denne ændring af udlændingeloven. Men ikke hvis det
bliver på bekostning af Grønlands kompetencer og ansvarsområder.
I bemærkningerne til denne danske lov er der indarbejdet et afsnit om sjældne
jordarter. Den danske regering skriver, at godkendelse af opholds- og
arbejdstilladelser forudsætter at der opnås enighed mellem Naalakkersuisut og
regeringen om gensidig informationsudveksling om sådanne projekter.
Det kan måske lyde mildt og forståeligt, men Inuit Ataqatigiit mener det er
uacceptabelt, at lægge den slags klausuler ind. Også selvom det kun er i
bemærkningerne til loven. Bemærkningerne er grundlaget for, hvordan loven
skal læses, og er lige så vigtige som selve lovteksten.
Inuit Ataqatigiit mener ikke at godkendelse af ansøgninger om opholds- og
arbejdstilladelser har noget at gøre med informationsniveauet mellem
Naalakkersuisut og regeringen om projekter vedrørende sjældne jordarter.
For det første går bemærkningerne på kompromis med selvstyreloven, hvor det
fremgår klart, at Grønland har den udøvende og lovgivende magt på
råstofområdet, og det gælder uanset hvilke mineraler der er tale om.