Tak for en, synes jeg, egentlig god og fordragelig debat.
Der er jo blevet peget på forskellige fordele og ulemper ved at lave storskalaprojekter, og jeg tror egentlig, at det, der har været kendetegnende for debatten, fra alle sider har været et oprigtigt ønske om at ville Grønland det godt.
Så er der nogle, som også har nogle bekymringer, som selvfølgelig også betyder, at der er blevet rejst en række spørgsmål i dag.
Men udgangspunktet for alle, vil jeg sige, har jeg bestemt opfattet som, at man sådan set vil Grønland og Grønlands udvikling det godt.
Så har der været nogle bekymringer, og de bekymringer ser vi jo lidt forskelligt på.
Til dels er der nogle af bekymringerne, jeg selv må sige jeg har den vurdering af ikke er reelle, at man måske bekymrer sig for meget om noget, man burde finde mere ro ved.
Der kunne eksempelvis nævnes nogle af de konventioner, som har været bragt frem.
Jeg tror, det er 87 og 98 og 111, som især Enhedslisten, men også SF, og jeg tror også andre har nævnt.
Der vil jeg bare gerne sige – det er jo også en af grundene til, at høringsperioden har været lidt kort, nemlig fordi der har været politiske drøftelser mellem Danmark og Grønland – at der også har været en lang forhistorie for det her lovforslag.
Men en af tingene, der bl.a.
er omkring konventionerne 87 og 98 og 111, er jo, at man nu fra Grønland siger, at dem vil man sørge for at inkorporere i efterårssamlingen 2014.
Så må jeg bare sige, at så synes jeg, at der i hvert fald er en sten, der falder fra mit hjerte.
Så føler jeg mig ganske tryg ved, at det så er den proces, man godt kan sætte i gang, når Grønland selv tiltræder at inkorporere kernekonventionerne og dermed også underkastes de regler, der følger af det.
Endelig vil jeg sige, at ud over at vi alle sammen har ytret store ønsker og forhåbninger om, hvad der kan komme ud af sådan nogle projekter som det her, har der også været nogle bekymringer og nogle spørgsmål.
Der har været spørgsmål, som har været rejst, vedrørende hvad vi gør, hvis der sker en ulykke, hvad vi gør, hvis der er behov for sundhedspersonale, hvordan med politiet, hvordan vi i det hele taget skal forholde os til sådan en situation.
For at tage nogle af tingene sådan lidt i rækkefølge vil jeg sige, at vi jo fra den danske regerings side har sagt, at er der behov for en politistation, så må det være noget, som vi selvfølgelig fra den danske stat stiller til rådighed.
Det må vi så finde pengene til, for det kan jo ikke være anderledes, end det er mange andre steder.
Hvis der er behov for en politistation, er det så sådan, det er.
Det skal ikke være noget, der skal findes inden for politiforligets almindelige ramme.
Det er noget, som regeringen har sagt vi nok skal finde pengene til.
Den løsning er jeg glad for, for det betyder, at der ikke er andre ting, som vi lige pludselig skal ind at fifle ved i forhold til det, som vi har aftalt.
Det synes jeg er en god ting.
Vedrørende spørgsmål om ulykker og sundhedsbehandling har vi jo haft et ganske langt forløb, som har været fornuftigt, synes jeg.
Der har været møder ovre hos mig igennem flere måneder.
Der er blevet budt på mange kopper kaffe, og der har også været mange snakke.
Det har jeg egentlig syntes har været godt for, at vi også har kunnet se, om vi ikke på en eller anden måde kunne finde en aftale og kunne finde hinanden, hvor både det danske Folketing kunne finde et fællesskab, og hvor vi også samtidig kunne forhandle de ting, der var uafklarede, på plads med den grønlandske side.
Derfor har lovudkastet sådan set ligget klart i ganske lang tid.
Vi har også haft møder omkring det, men de ændringer, de har medført, er skrevet ind.
Derfor vil jeg sådan set gerne give en kommentar til dem, som siger, at høringsperioden bliver meget kort.
Ja, det bliver den, og det er jeg egentlig også ærgerlig over, men det skyldes, at vi har vurderet, at det var vigtigt for os, at vi kunne nå at få lovforslaget færdigt, sådan at det kunne parallelbehandles både i Folketinget og i Grønland, og så vi kunne nå at få det på plads.
Alternativet havde været, at vi havde udskudt behandlingen til den anden side af Folketingets sommerferie, altså til den nye samling, og så kunne der være gået rigtig lang tid.
Der var det altså min og regeringens vurdering – jeg har selvfølgelig også talt med nogle af jer andre her i salen om det – at vi godt mente, at vi kunne se hinanden i øjnene ved at sige, at så sørger vi for, at der kommer en behandling, som selvfølgelig bliver presset, det gør den, på tid, når den er så kort, men til gengæld lover vi hinanden, at vi svarer lige så hurtigt, vi kan.
Alle spørgsmål kan selvfølgelig rejses, og jeg har sagt, at jeg nok skal være den, der står på mål for at hjælpe til, så alle synes, at de i forbindelse med de bekymringer, de har, kan få svar på deres spørgsmål.
Der er jo lavet regler for, hvis der i givet fald skal komme sådan en rigslov og sådan nogle storskalaprojekter.
Jeg tror – det skal jeg måske lige starte med at sige – at det var SF, som spurgte:
Jamen hvad så med projekter til 3½ mia.
kr.
eller til 3 mia.
kr.?
Dertil vil jeg sige, at der kommer den her lov jo slet ikke i anvendelse, for den her lov er jo meget, meget specifik og beskriver lige præcis, hvad det er for en type projekter, og den definerer også rammen om dem.
Det var nogle af de spørgsmål, der i øvrigt også kom fra nogle af de andre ordførere:
Hvornår er noget anlæg?
Hvornår er noget drift?
Hvornår er noget fase?
Hvornår er noget afklaring?
Det har vi allerede haft nogle indledende snakke om og afgivet nogle svar fra Justitsministeriets side om, men jeg svarer selvfølgelig gerne på yderligere spørgsmål, for der må ikke være nogen, der sidder tilbage med noget, som de synes er uafklaret, når der på et eller andet tidspunkt skal tages stilling til den endelige vedtagelse af lovforslaget.
Jeg har jo hæftet mig ved, at der sådan set er et flertal bag lovforslaget her i salen i dag, og det har jeg glædet mig meget over, men jeg har også hæftet mig ved, at der er nogle partier, som siger, at de må afvente, både hvad udfaldet bliver i Grønland og lige vente at se, om det nu reelt er sådan, man ønsker det i Grønland, og afvente behandlingen der.
Det synes jeg sådan set er helt naturligt – og det gør vi jo selvfølgelig i fællesskab.
Så vil jeg slutte af med at sige, som Dansk Folkeparti sagde, at håbet er lysegrønt, og at man egentlig også har et ønske om på et tidspunkt at kunne få svar på de mange spørgsmål, man har, så vi kan finde hinanden, og så Danmark kan stille en rigslov til rådighed, der gør, at der kan komme mulighed for at kunne give opholds- og arbejdstilladelse efter de præmisser, som er beskrevet og meget, meget klart defineret i lovforslaget.
Så det er mit håb, at der, når vi på et tidspunkt skal trykke på knapperne, vil være rigtig mange grønne knapper herinde i Folketingssalen, og at der vil være et meget stort flertal, som vil bakke op om den udvikling, som jeg tror vi alle sammen ønsker for Grønland, og altså give muligheden for, at man kan realisere nogle af de drømme for det grønlandske folk, som også er det, som det her handler om – drømme om storskalaprojekter, som har fyldt noget i generationer, og som vi nu med vores lovforslag har mulighed for at kunne give gode ord med på vejen med respekt for, at nogle ting er hjemtaget af det grønlandske selvstyre, og at vi har nogle andre.
Der synes jeg at vi her har fundet en balance, der gør, at det her lovforslag med de aftaler, der sådan er blevet lagt ind over det, ser fornuftigt ud.
Derfor vil jeg meget håbe på bred opbakning, når den dag kommer.