Tak, formand.
Som led i udviklingen og fremtidssikringen af de samlede ungdomsuddannelser er der behov for et nyt råd, der på evidensbaseret grundlag kan skabe bedre grundlag for overordnet og tværgående rådgivning af undervisningsministeren – og vi støtter jo al rådgivning af ministeren – med det klare formål at styrke kvaliteten af ungdomsuddannelserne; og det var sagt med et glimt i øjet, vil jeg gerne sige til ministeren.
Sammen med Råd for Børns Læring og Erhvervsuddannelsesrådet, også kaldet REU, vil det nye råd skabe grundlag for en styrket og målrettet rådgivning på grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet, som kan være med til at understøtte de store reformer, som vi nu iværksætter.
Rådet skal rådgive om tværgående udfordringer på ungdomsuddannelsesområdet med det formål at styrke kvaliteten.
Inden for dette område kan rådgivning bl.a.
vedrøre tværgående og fælles udfordringer om fagligt indhold, sammenhæng i ungdomsuddannelsernes studie- og erhvervsrettede formål, evaluering og kvalitetsudvikling, elevers trivsel, om alle unge bliver udfordret af uddannelserne, så de kan blive så dygtige, som de kan, og hvordan ungdomsuddannelserne samlet set mindsker betydningen af social baggrund, institutionelle forholds betydning og overgange mellem grundskole og ungdomsuddannelser og mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Det nye råd nedsættes med et formandskab på fem-syv relevante danske og udenlandske eksperter med særlig indsigt i forhold vedrørende ungdomsuddannelser og med viden om evidens og effektmålinger på ungdomsuddannelsesområdet.
Herudover udpeges 17 medlemmer efter indstilling fra organisationer med særlig interesse for ungdomsuddannelserne.
Som en konsekvens af det nye råd, Rådet for Ungdomsuddannelser, nedlægges Rådet for de Gymnasiale Uddannelser.
Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, altså REU, opretholdes uændret for at sikre en fortsat tæt og aktuel rådgivning fra arbejdsmarkedets parter til ministeren om emner vedrørende erhvervsuddannelser.
Venstre støtter forslaget.